OPLÆG VED GENERALFORSAMLINGEN 2013

OPLÆG VED GENERALFORSAMLINGEN 2013 Jeg hedder Birgit Reindahl, og jeg har været medlem af Svalerne siden 1974. Da jeg gik i folkeskolen, skulle jeg skrive en stil om Mother Theresa. I den forbindelse stødte jeg på U-landsforeningen Svalerne for første gang. Jeg skrev til foreningen og fik tilsendt forskellige materialer. Her i kunne jeg bla. læse om Henri Antoine Grouès, en fransk præst, som havde været modstandsmand under krigen, hvor han blev kendt under navnet Abbé Pierre. Han kom efter krigen ind i parlamentet men arbejdede samtidig på græsrods niveau blandt subsistensløse og sprittere. I februar 1954 var vinteren meget streng og mange af de hjemløse døde af kulde - og nøden blandt dem var ubeskrivelig. Grebet af denne katastrofe appellerede Abbé Pierre over radioen om hjælp. I løbet af 30 dage var der kommet mere end 10 1

millioner frank ind, og der blev oprettet nødboliger overalt. Fra den dag var Abbé Pierres sag kendt og respekteret. Abbé Pierre samlede mange af de hjemløse i et hus i udkanten af Paris kaldet Emmaus. Her startede den klunservirksomhed, der blev grundlaget for Abbé Pierres videre arbejde, som blev kaldt Emmaus Samfundet. Ved at lade de mennesker, der opholdt sig på stedet arbejde, ydede de hjælp til selvhjælp. Han arbejdede altid selv ud fra mottoet først at hjælpe dem, der lider mest. I 1958 kom Abbé Pierre til Stockholm for at fortælle om sit arbejde. Han kom med en appel til den nordiske ungdom om at give 1-2 år af deres liv til at drage ud til de steder, hvor der var behov for hjælp og for at danne nye Emmaussamfund, som kunne støtte og udbrede hjælpearbejdet. Dette førte til oprettelsen af Svalerne i Sverige (Svalorna). En forening der skulle uddanne unge til at gå ud som frivillige i Abbé Pierres Emmaus-samfund. 2

Svalen er en lille fugl, der trækker mellem Europa og Afrika, og den blev brugt til at symbolisere volontørens rejse til et u-land og hjem igen og samtidig den gensidige udveksling mellem Nord og Syd. I starten af tresserne bad en pater i Indien Abbé Pierre om at hjælpe beboerne i et slumkvarter i Madras i staten Tamil Nadu. Indvandringen fra land til by var stor, tilflytterne kunne ikke skaffe sig arbejde eller bolig og der opstod store slumområder. Svalerne i Lund gik ind i dette arbejde. Så, nu har vi både været i Frankrig, Sverige og Indien men hvornår kommer vi til Danmark, og grundlaget for det jubilæum, som vi fejrer i år? Det gør vi NU: 3

I november 1962 var der en artikel i Berlingske Tidende, der handlede om Abbé Pierre og om det arbejde, de svenske Svaler (Svalorna) havde udført siden 1958. En ung forretningsmand, Bent Rheinhardt, skrev til lederen af de svenske Svaler i Lund. Han blev sat i forbindelse med en dansk pige, der hed Alice, og sammen rejste de til Sverige for at høre nærmere om foreningsarbejdet. En anden, der havde reageret på avisartiklen, var fabrikant Hugo Faber. De tre danskere fik kontakt med hinanden, og dette blev starten på de danske Svaler (U-landsforeningen Svalerne). Der blev sendt breve ud til alle som kunne være interesserede i at tilslutte sig den nye forening, og den stiftende generalforsamling blev afholdt d. 20. februar 1963 U- landsforeningen Svalerne var en realitet. Hugo Faber blev formand, Bent Reinhardt kasserer og kontingentet blev fastsat til 15 kroner om året. Navnet U-landsforeningen Svalerne kommer altså fra Sverige! Idéen med klunserlejre kommer fra Emmaus-bevægelsen! Sloganet hjælp til selvhjælp udspringer af Emmaus-bevægelsen, men selve formuleringen kommer fra Frelsens Hær! Det, at hjælpe de allerfattigste først stammer ligeledes fra Emmaus-bevægelsen. Hvorfor det første logo blev tegnet lige på den måde, som det gjorde, ved jeg ikke, men svalerne lignede utroligt meget de fugle, som forretningen Illum benyttede. Illum truede derfor med en retssag; men den blev heldigvis ikke til noget. 4

Vores samarbejde med Svalerne i Lund fik betydning for vores måde at arbejde på og de lande, som vi kom til at arbejde i: Svalerne i Lund og Abbé Pierre havde kontakt til en sygeplejerske, Dora Scarlett, der ledte et spedalskhedsprojekt i Seva Nilayam. Projektet blev fremover også støttet fra Danmark. MEN, man ville mere end det. Fra svensk side havde man kontakt til den franske organisation Service Civile International (SCI), som var en del af den franske fredsbevægelse. SCI havde en selvstændig indisk afdeling, der bl.a. arbejdede i Cherian Nagar. De havde et projekt, som skulle forbedre levevilkårene for beboerne i et slumkvarter. De havde en sygeplejeklinik og en børnehave. De havde fortrinsvis indiske volontører, men stedet fungerede også som arbejdslejr for franske studenter. SCIs idéer lå tæt op ad Svalernes og gennem dem lod det sig gøre at få en længerevarende opholdstilladelse som SCI-volontører. 5

Projektet skulle omfatte uddannelse af børn og voksne, erhvervstræning, forebyggende og helbredende sundhedsarbejde og andre aktiviteter, der skulle øge deres indtjeningsmuligheder. Nu havde vi så et land at arbejde i, et projekt at støtte, og en måde at gøre det på. I 1964 blev de 3 første u-landsarbejdere, senere kaldet volontører, sendt af sted. Bent Reinhardt, 25 årig forretningsmand Jette Kjærboe, 20 årig nybagt studerende og senere forfatter og den 23-årige medicinstuderende Sten Petersen. For at blive godkendt som volontør skulle man først arbejde i en Emmausorganisation. Jette Kjærboe havde for eksempel arbejdet på en gård i Sverige, hvor man rettede sprittere op. 6

Hvis de danske og svenske Svaler kunne blive enige om, at vedkommende var egnet - og der var en passende opgave i Indien ja, så blev der lavet en kontrakt på 18 måneder. Volontørerne skulle så selv betale rejsen, som foregik med tog til Frankrig, og derfra videre med skib til Indien en rejse på omkring 2 uger. Ved ankomsten til Indien fik de et 8-ugers sprogkursus og så var de klar til at arbejde. Volontørerne fik betalt leveomkostningerne under opholdet, og hvis de blev kontraktperioden ud, fik de stillet et mindre beløb til rådighed, når de kom hjem. Projektet i Cherian Nagar blev efterhånden meget omfattende og dyrt i drift. Det var også svært at se, hvordan det på sigt skulle kunne integreres i det lokale samfund. Allerede i 1965 blev Swallows in India derfor oprettet med det formål at være den lokale ledelse for projektet, og det blev aktuelt i 1971. Herefter fik Svalerne en rådgivende og finansierende rolle, og støtten til projektet fortsatte frem til 1981. 7

Hjemme i Danmark oplevede Svalerne stor tilgang og interesse fra grupper overalt i landet, som gerne ville være med. Disse grupper udviklede sig til de senere Lokalgrupper. I 1978 var der 18 lokalgrupper fordelt over hele landet, og her blev der tjent penge på mange måder: 8

Fadderskaber I det materiale, jeg fik tilsendt, da jeg første gang søgte information om Svalerne, stod der, at man kunne tegne et fadderskab for 30 kroner om måneden, hvilket svarede til 4 pakker cigaretter. For dette beløb kunne man støtte et barn med mad og skolegang. Jeg fik overtalt min far til, at det var en god idé, at vi sammen havde et sådant fadderskab. Det var der heldig vis mange andre, der også syntes, og mulighederne for støtte blev udvidet til Landsbyfadderskaber og Volontørfadderskaber I 2011 lavede jeg et interview med Ole Lindegaard. Han var den første deltidsansatte på kontoret. Han fortalte, at fadderskaberne blev så stor en succes, at man ikke kunne skaffe billeder af børn og breve til alle dem, der ville støtte. Derfor gik man over til landsbyfadderskaber, hvor man støttede en hel by. Der var også volontør- 9

fadderskaber, hvor pengene gik til en bestemt udsendt. Prisen var 50 kroner pr. måned i mindst et år. Vi støttede også med naturalier Naturalier Odense lokalgruppe støttede i flere år Dorrit Scarlett med penge men også med bandager, der blev lavet af gamle lagner. I svalebladet fra 1971 nr. 5 står der fra Odense lokalgruppe: Det er umuligt at sige, hvor mange der er involveret i arbejdet med at rulle og rive lagnerne. Vi har forbindelse til spejderpiger, syklubber, omsorgstjenesten, pensionistforeningen og kollektiver. Hovedforeningen sendte på et tidspunkt tusindvis af vitaminpiller af sted. Men de fleste penge blev tjent på genbrugsbutikker, på loppemarkeder og via den årlige klunserlejr. 10

Genbrugsbutikker, på loppemarkeder eller via den årlige klunserlejr. På klunserlejrene var der altid deltagere fra udlandet. I 1971 kunne man købe en mursten for 20 kroner; pengene gik til at bygge et hus i et projekt i EEV. Der er blevet afholdt vandreture på gendarmstien i Sønderjylland, hvor tilmeldingsgebyret tilfaldt Svalerne. 11

Ja dette er før Folkekirkens Nødhjælps Giv en ged kampagne og før de nuværende Ecco-marcher. I 1978 holdt Randers lokalgruppe støttekoncert med Gnags, andre har holdt det med Poul Dissing. I 1974 købte Svalerne en gård i Lyngby. Den blev døbt Svalegården, og den var fra starten et klunserkollektiv. Gården blev de første 2 år ledet af Poul Bille. Beboerne levede af indtægterne, og overskuddet gik til foreningens arbejde. Gården blev også samlingssted for meget af foreningens øvrige arbejde. Der var salg af batik fra vores projekt i Indien og senere jute fra Bangladesh. 12

Ja, jute fra Bangladesh - I 1973 begyndte nemlig vores engagement i Bogra, hvor regeringen havde startet et rehabiliteringscenter op for krigsenker. Her fik kvinder og børn husly og undervisning. Kvinderne fik træning i et erhverv, og for mange blev det produktion af ting i jute. Samme år, 1973, søsattes også Svalernes meget ambitiøse plan i Sherpur. Vi havde nu 10 års erfaring i Indien og var ved at afvikle voløntørvirksomheden dér, så nu var der menneskelige og økonomiske ressourcer til rådighed - og ambitionerne var helt i top. Det hed i formålet for projektet: at vise, hvorledes det med en forholdsvis beskeden inventering er muligt at etablere et sundhedsarbejde på landsbyplan, der skaber forbedring af sundhedstilstanden i området og dermed øger befolkningens muligheder for at skabe en bedre tilværelse. Der sigtes mod at udvikle en model, som kan få betydning for regeringens planlægning af sundhedsarbejdet i Bangladesh. 13

I de næste 10 år og frem var Svalerne involveret i disse 2 meget store projekter. Der var en tendens til at disse projekter nogle gange udviklede sig lidt tilfældigt, afhængigt af hvilke faglige talenter de udsendte volontører havde. Ole Lindegård sagde i et interview følgende: Jeg tror, at det var en læretur for dem selv, en måde at lære noget om verden på Det var idealistiske mennesker, som ikke nødvendigvis var sygeplejersker eller lignende. De vidste alle, at det handlede om sundhed og noget med uddannelse. Volontører var igangsættere og skolelærere. De skulle styre det lidt og holde korrespondancen med os herhjemme. Flere af de udsendte volontører opfordrede til at sadle om og ændre u- landsarbejdet til en meget mere lokalforankret støtte end den, volontørordningen bidrog med. Foreningens økonomi var også skrantende, og vi måtte have hjælp fra Danida til at afslutte projektet i Sherpur på en fornuftig måde. I 1980 vedtog Svalernes bestyrelse et nyt sæt retningslinjer. Vi gik over til en ny form for u-landsstøtte, nemlig partnerskaber. I stedet for at drive vores egne projekter - eller at udsende danske volontører - begyndte vi at støtte lokale græsrodsorganisationer, som arbejder med at styrke de fattiges fællesskabsfølelse og stilling i samfundet, så de selv bliver i stand til at kæmpe for adgang til skole, sundhed og muligheden for at få en løn for deres arbejde, som de kan leve af. Græsrodsorganisationerne blev fundet på kontaktrejser til Indien og Bangladesh Den første organisation, der fik støtte fra Svalerne, var VCDS i Indien. De arbejdede blandt fattige land -og stenbrudsarbejdere. Pia Murthue var koordinator fra 1982-1986. Hun var på kontaktrejse sammen med Jette Riis; tidl. volontør. Og med til at anbefale støtten til VCDS. Jeg interviewede Pia Myrthue i 2011. Hun sagde bl.a.: Jeg skulle efter kontaktrejsen rundt og holde foredrag om turen. Jeg skulle bla. til Fredericia. Jeg var lidt bekymret for, hvad de ville sige til, at vi støttede fattige landarbejdere, der skulle organisere sig. (Men) de syntes, at det lød rigtig godt. Selv om de var konservative/liberale, kunne de godt være med til dette. Damerne i Fredericia er meget rummelige. Pia fortsætter: 80 erne var samfundsmæssigt set en meget konfrontatorisk tid, men selv om Svalerne var en blandet gruppe med både studerende, pensionister, forretningsmænd, kollektivister, fabrikanter, sygeplejersker, hattedamer osv., så havde alle det samme fælles mål: At hjælpe de allerfattigste. Foreningens rummelighed var dejlig, alle havde et stort engagement. 14

Vi har altid gerne villet udbrede vores engagement og interesse igennem oplysningsvirksomhed. I en periode i 60 erne kunne man se denne bil holde ved Østerport Station, som en mobil plakatsøjle og reklame for Svalernes arbejde. Bagefter blev den sendt til Indien. Senere fik vi en anden bil, som kørte rundt i landet med bl.a. Lars Christensen; han arbejder i dag for Danida i Uganda. Der blev så holdt foredrag og solgt jute og batik 15

rundt om i det danske land. Det gav god avisreklame. I Hjørring satsede man også på oplysning. Da Jakob og Louis blev lærere på Stidsholdt ungdomsskole, blev der afholdt temauger om u-landene og samlet penge ind. Et år gav det 18.000 kr. OG det var RIGTIGT mange penge dengang! Vi fik udgivet tegneserien Vi, verden og de andre tegnet af Claus Deuleran. Jeg har set, at den i dag kan købes for 500 kroner. 16

Der har været mange små og store tiltag igennem tiden, men i 1989 fik vi besøg fra Proshika fra Bangladesh, som hjemme brugte drama og teater i deres oplysningsarbejde. Nu rejste de rundt til skoler i det ganske land, og senere fik vi besøg fra SEAS i Indien. 1989 var også året med den første store oplysningsturné Danmark rundt på cykelrickshaw. Få en tur på en cykelrickshaw, bliv spået i tarokkort, få pudset dine sko, smag bengalsk mad og hør om Svalerne. I 1993 startede U-landsforeningen Svalerne Fair Trade Butikken Bazaren i Århus Svalerne har været blandt pionererne og en af de bærende kræfter inden for Fair Trade-bevægelsen i Danmark. I 2004 er der kommet et netværk i stand blandt Svalernes partnere i Bangladesh, Net to Rights. De organisationer, der deltager, kan så sammen styrke deres indsats i deres arbejde for kvinders rettigheder igennem kurser, udveksling af ideer eller ved at lave aktiviteter sammen. Inspireret af de gode erfaringer fra vores partnere i Bangladesh er et lignende projekt startet op januar 2013 i Indien. 17

Ja, Svalerne er fulgt med tiden og selv om vi har arbejdet på græsrodsniveau, har vi formået at se verden fra Svaleperspektiv at arbejde med store linjer og visioner, med udgangspunkt i virkeligheden for de mennesker, som vi gerne vil hjælpe og de omstændigheder, som vi gerne vil forandre. Når man ser på foreningens historie, kan man se en udvikling frem til det foreningen er i dag. Der er sket mange ændringer. Nogle gange på grund af økonomisk nødvendighed, andre gange på grund af store søsatte visioner hos enkelte eller grupper af Svaler. Hvor skal vi hen lille du? Sådan siger Kim Larsen næsten i en af sine sange Det er det store spørgsmål: Hvilke visioner skal vi have for de næste 25-50 år? Og hvordan skal vi komme derhen? Mange mennesker har været i berøring med foreningen i de sidste 50 år. Nogle har blot været der en kort stund - andre et langt liv. Men ingen er gået uberørt væk. Som Ebbe Primdal siger i jubilæumsskriftet: På en måde har Svalerne næsten haft en opdragende effekt på mig, fordi det har udviklet mit menneskesyn. Jeg er blevet oplært i, at der skal være plads til alle, også de skæve og dem der er anderledes. Jeg vil tilføje, at glæden ved at se at vores indsats nytter, og vores viden om, at vi kan forandre tingenes tilstand og påvirke holdninger og beslutninger, får mig til at tænke på den plakat som Margo Christensen fra Hjørring-gruppen engang tegnede med et landkort på. Rundt om fløj en enlig svale, og teksten til plakaten lød: En svale gør ingen sommer - men den prøver. Og det gør vi fortsat og også fremover. Tillykke med jubilæet til os alle sammen! 18