Kapitel 38 - Forandring og stabilitet

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 38 - Forandring og stabilitet Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 23. nov. 1918 Heber J. Grant blev ordineret og indsat som Kirkens syvende præsident Dec. 1920 David O. McKay og Hugh J. Cannon tog på en verdensrundrejse 1922 Corporation of the President blev dannet 6. maj 1922 Præsident Grant gav sin første tale over KZN-Radio (senere KSL) i Salt Lake City 1925 Missionshjemmet åbnede i Salt Lake City Efteråret 1926 Det første institutprogram begyndte i Moscow i Idaho 1928 Kirken købte Cumorahhøjen April 1930 100-års dagen for Kirkens grundlæggelse blev fejret Indledning På mange måder var 1920'erne en forholdsvis fredfyldt tid i Kirkens historie. Efter Første Verdenskrig forlod mange sidste dages hellige Utah for at finde arbejde i Californien og i andre stater. Et stigende antal af Kirkens medlemmer blev i deres hjemland, som de var blevet anmodet om, og styrkede grene og distrikter i mange områder rundt om i verdenen. Som et symbol på deres interesse for hele verdens folk sendte Det Første Præsidentskab ældsterne David O. McKay og Hugh J. Cannon på en verdensrundrejse til de forskellige missioner. I løbet af 20'erne oprettede Kirken seminarer og det første institutprogram. Utahs første radiostation, KZN, begyndte at sende evangeliske budskaber, og en ny præsident, som skulle fungere som Kirkens leder i de næste 3 årtier, blev opretholdt. Reorganiseringen af Det Første Præsidentskab Mens præsident Joseph F. Smith lå døende, faldt hans tanker på den mand, som ville efterfølge ham som profet, seer og åbenbarer. Ældste Heber J. Grant fik besked om, at den sygdomsramte præsident ønskede at tale med ham. Ældste Grant følte præsident Smiths åndelige myndighed og styrke, da han tog hans hånd. Han modtog derefter en særlig velsignelse af den døende leder. Præsident Smith fortalte ham, at Herren ikke tog fejl i sit valg af leder for Kirken. Med tårevædede øjne og et hjerte fyldt med kærlighed forlod ældste Grant værelset og hørte profetens sidste ord, som genlød i hans ører: "Herren velsigne dig, min dreng, Herren velsigne dig."1 Den 23. november 1918, fire dage efter præsident Joseph F. Smiths død, mødtes De Tolv i templet i Salt Lake City. Dér ordinerede de og indsatte Heber J. Grant som Kirkens syvende præsident. Han var den første præsident, der var født og opvokset i Utah. Præsident Grant, som havde tjent som medlem af De Tolv Apostles Kvorum siden 1882, var kendt for sin beslutsomhed. Han elskede, når han holdt taler, at fortælle om sine Side 1 af 12

sejre over sine personlige begrænsninger, og hvordan han havde klaret sig fremragende godt på trods af dem. Hans yndlingsudtryk var et citat af Ralph Waldo Emerson: "Det, vi stadigt bliver ved med at gøre, bliver lettere at udføre, ikke fordi opgavens natur har ændret sig, men fordi vor evne til at udføre den er vokset." Præsident Grant var en meget åndelig mand. Det blev nævnt ved adskillige møder, deriblandt ved et møde der blev holdt i templet, at præsident Grants ansigtsudtryk, når han talte, var som den afdøde Joseph F. Smiths.2 På grund af den verdensomspændende influenzaepidemi som umuliggjorde møder med mange mennesker, blev Præsident Grant ikke opretholdt som Kirkens præsident før i juni 1919. Han valgte henholdsvis ældsterne Anthon H. Lund og Charles W. Penrose som henholdsvis første- og andenrådgiver. Præsident Joseph F. Smiths bortgang og reorganiseringen af Det Første Præsidentskab havde efterladt en ledig plads i De Tolv Apostless Kvorum. Mange af apostlene troede, at præsident Grant ville kalde sin gode ven og trofaste medlem af Kirken, Richard W. Young, til den stilling. Præsident Grant ønskede, med sine to rådgiveres samtykke, at kalde Richard Young til apostel. Han begyndte at overveje og bede om dette. Da Det Første Præsidentskab mødtes med De Tolv Apostles Kvorum, stak præsident Grant hånden i lommen og trak et stykke papir op med Richard W. Youngs navn på med den hensigt at fremføre dette til godkendelse. I stedet hørte han sig selv sige, at Herren ønskede, at Melvin J. Ballard, missionspræsidenten for De Nordvestlige Stater, skulle udfylde den ledige plads i De Tolv Apostles Kvorum. Præsident Grant bar senere vidnesbyrd om, at han ved denne oplevelse lærte, at Herren i allerhøjeste grad inspirerer Kirkens præsident.3 Før ældste Ballard blev født, havde hans mor fornemmet, at det barn, hun bar, ville blive en apostel for Herren Jesus Kristus.4 Denne åndelige tilkendegivelse blev bekræftet, da ældste Ballard fik sin patriarkalske velsignelse og fik at vide, at han ville blive et af Herrens særlige vidner. I 1921 døde præsident Anthon H. Lund, og præsident Grant valgte Anthony W. Ivins som rådgiver i Det Første Præsidentskab. John A. Widtsoe, som var præsident for University of Utah, blev kaldet til at indtræde i den ledige plads i De Tolv Apostles Råd. Fire år senere, da Charles W. Penrose gik bort, blev den præsiderende biskop, Charles W. Nibley, medlem af Det Første Præsidentskab. Han og præsident Ivins tjente som rådgivere til præsident Grant i resten af det årti. Joseph Fielding Smith, søn af Joseph F. Smith, overtog pladsen som Kirkens historiker efter præsident Lund og tjente i denne stilling i mere end et halvt århundrede. Kort efter sin indsættelse som Kirkens præsident indførte præsident Grant adskillige administrative ændringer og procedurer, som skulle få en permanent betydning for Kirken. Først bekendtgjorde han, at Det Første Præsidentskab ikke længere skulle sidde som præsidenter for de forskellige hjælpeorganisationer, som de hidtil havde gjort med generalautoriteterne som deres assistenter. Dernæst blev Corporation of the President organiseret i begyndelsen af 1922 med det formål at administrere Kirkens gejstlige ejendom. Dette selskab var udset til at skulle administrere Kirkens skattefriholdte ejendomme. På samme måde blev Zion's Securities Corporation dannet til at administrere de værdier, der blev anset som rene investeringer og indkomstskabende. Af disse selskaber betalte Kirken frivilligt skat, skønt Kirken kunne påberåbe sig sin status som almennyttig. Side 2 af 12

Kirken og Folkeforbundet Da første verdenskrig var ovre, fremkom Woodrow Wilson, USA's præsident, med planer om at skabe permanent fred i verden. Hans mål omfattede dannelsen af et folkeforbund, som gennem drøftelser og parlamentariske procedurer skulle løse konflikter, der måtte opstå landene imellem. Siden George Washingtons afskedstale havde USA så vidt muligt afholdt sig fra at involvere sig i andre nationers anliggender, specielt i de europæiske lande. Wilsons plan afspejlede en ændring i den traditionelle amerikanske udenrigspolitik. Da præsidenten prøvede at få sit forslag stadfæstet i det amerikanske senat, begyndte en partipolitisk kamp. Mange af de republikanske senatorer, deriblandt apostel Reed Smoot, kunne kun gå ind for forslaget, hvis ændringer blev føjet til dokumentet for at bevare USA's suverænitet. Andre gik kraftigt imod forbudet i det hele taget. I februar 1919, i et forsøg på at fremme denne traktat, holdt Mountain Congress of the League to Enforce Peace en kongres i Salt Lake City. Den tidligere amerikanske præsident William Howard Taft deltog, og præsident Heber J. Grant ledte nogle af møderne. I juli talte præsident Ivins som repræsentant for Det Første Præsidentskab til fordel for folkeforbundet, og adskillige andre brødre talte ligeledes til dets fordel ved stavskonferencerne den sommer. På trods af de store anstrengelser, der var lagt for dagen til støtte for Wilson-traktaten, led traktaten et sviende nederlag i den amerikanske kongres. Den kendsgerning, at nogle af Kirkens medlemmer havde arbejdet stærkt for traktaten, mens andre arbejdede imod, gav grobund for nogen splid i Kirken. Derfor mindede præsident Grant ved oktoberkonferencen, som fulgte nederlaget i Senatet, forsamlingen om, hvad der var sket året før, og udtrykte beklagelse over den bitterhed, denne strid havde medført. Han opfordrede til, at forsoningens ånd skulle sprede sig blandt de hellige. Han henviste derefter til det råd, han havde fået af præsident John Taylor, da præsident Grant var ny apostel: "Min dreng, glem aldrig, at når du er på pligtens vej, så vil dit hjerte være fuldt af kærlighed og tilgivelse." Præsident Grant bar ikke nag, men forblev en god ven og beundrer af Reed Smoot, og de brødre, som var gået imod folkeforbundet -- Charles W. Nibley, J. Reuben Clark og David O. McKay -- blev efterfølgende rådgivere i Det Første Præsidentskab.5 Der var dog stadig et politisk problem, der blev betragtet som værende af moralsk karakter og som ventede på en løsning. Visdomsordet og ophævelsen af spiritusforbudet i USA I denne æra sluttede nogle mennesker i USA sig sammen til en bevægelse, der ville fjerne mange af nationens onder og uretfærdigheder. En vigtig del af denne sammenslutning eller bevægelse, som hovedsagelig blev støttet af evangelistisk-protestantiske grupper, omfattede forbud mod at sælge alkoholiske drikke. Kirken og dens ledere støttede denne store moralske indsats. Snart blev Utah Prohibition League (Utahs forbund for spiritusforbud) organiseret og ledet af præsident Heber J. Grant. Visse af Kirkens ledere, deriblandt senator Reed Smoot, foretrak, at den enkelte by eller stat skulle træffe sit eget valg, fremfor et alkoholforbud, der gjaldt hele nationen. Andre så forbudet som en indskrænkning i deres personlige rettigheder og opfordrede Kirkens medlemmer til fortsat at belære om farerne og konsekvenserne ved indtagelse af alkohol, men at lade det være det enkelte individs personlige valg. De, der arbejdede for et alkoholforbud, var dog Side 3 af 12

så stærke, at det 18. tillæg til den amerikanske forfatning blev vedtaget, hvilke gjorde alkoholforbudet til national lov.6 I 1920'erne blev biskopperne opfordret til i deres interviews med medlemmer, der ønskede en tempelanbefaling, at opmuntre medlemmerne til at efterleve visdomsordet. Kirken anvendte også sine tidsskrifter, især Improvement Era, til at føre kampagne mod brug af tobak. Mange artikler henviste til både videnskabelige kilder og til Kirkens lære for at fremme afhold fra både alkohol og brug af tobak. Kirkens ledere opfordrede også til en lov mod tobak og til et forbud mod cigaretreklamer på store skilte. Præsident Grant prædikede hyppigt imod rygning og indtagelse af alkohol, og han støttede stærkt op om det føderale alkoholforbud. Han insisterede endda på, at Deseret News officielt støttede håndhævelsen af alkoholforbudet. Derudover ydede Kirken økonomisk støtte til forbundet for spiritusforbud. I de år, hvor alkoholforbudet var gældende, var der stærke kræfter, der arbejdede på at ophæve det. På trods af kraftige anstrengelser fra Kirkens side og den kendsgerning, at præsident Grant stærkt støttede alkoholforbudet, blev Utah den 36. stat, der stemte for at ophæve det 18. tillæg til den amerikanske forfatning. Ironisk nok var det Utahs stemme, der gjorde en ende på alkoholforbudet. Præsident Grant udtrykte offentligt sin skuffelse over, at Kirkens medlemmer ikke havde fulgt hans lederskab eller hans råd. Han fastholdt, at havde de gjort dette, kunne mange af de lidelser, den sorg, åndelige tilbagegang og svækkelsen af den fysiske sundhed, som indtagelse af alkohol og tobak forårsager, været undgået. Ældste George Albert Smith talte senere om de konsekvenser, som allerede havde vist sig, og som nu ville fortsætte pga. deres tåbelighed, som ikke havde fulgt den levende profets råd: "Blandt os i dag er der personer, som har været blændet af menneskers filosofier og tåbeligheder. Der er de, som afviser de råd og den rådgivning, som den mand, som Gud har sat til at lede sin Kirke, har givet. Jeg føler sorg, når jeg tænker på den måde, hvorpå vi afviste præsident Grants råd. Og jeg ønsker ikke at tælles blandt "vi," for jeg var ikke blandt dem -- men der er dem iblandt os, der afviste det råd, som Kirkens præsident gav, og stemte for en ophævelse af det 18. tillæg til den amerikanske forfatning og dermed godkendte berusende drikke i vores samfund og legaliserede det. Denne handling har forøget antallet af ulykker og mord, og tusinder af Amerikas sønner og døtre fortabes og synker så langt ned, at det ikke er muligt at bringe dem tilbage. Havde vi lyttet til manden, som leder os, og gjort vores pligt, så ville vi ikke her i denne dal eller nogen andet sted lide under de kvaler, der nu er over os; vi ville i det mindste ikke have været ansvarlige for dem. Mennesker, som ikke ved bedre, kommer pludselig med en lys idé, og de foreslår, at 'det her er vejen,' eller 'det der er vejen,' og skønt det er i strid med Herrens råd, bliver nogen overtalt til at prøve vejen. Herren har givet gode råd og har udnævnt denne Kirkes præsident til at tolke disse råd. Hvis vi sidder præsidentens råd overhørig, vil vi måske erfare, at vi har begået en alvorlig fejl."7 Fortsat understregning af missionering Efter Første Verdenskrig havde Kirken nogen vanskeligheder med at opnå tilladelser til, at missionærerne kunne vende tilbage til nogle af de europæiske lande. Præsident George F. Richard, missionspræsidenten i Europa, der imidlertid arbejdede tæt sammen Side 4 af 12

med sin efterfølger, ældste George Albert Smith, samt med senator Reed Smoot, fik endelig tilladelse til at missionere i Holland, Norge, Sverige og Danmark. I efteråret 1920 blev evangeliet igen prædiket i Tyskland, og i foråret 1921 blev Sydafrika genåbnet. I et forsøg på at få direkte oplysninger om de sidste dages hellige rundt omkring i verdenen og på at fremhæve vigtigheden af skriftstedet, der byder, at evangeliet skal prædikes til alle nationer, stammer, tungemål og folk, sendte præsident Grant ældste David O. McKay og Hugh J. Cannon, som var redaktør af Improvement Era, rundt i hele verdenen. Deseret News skrev, at ældste McKay ville rejse rundt under titlen Uddannelseskommissær, så han kunne modtages officielt af verdens ledere. Præsident Grant sagde til ældste McKay i sine instruktioner: "Foretag en generel undersøgelse af missionerne, undersøg forholdene dér, indsaml oplysninger om dem, ja, kort sagt, få fat i generelle oplysninger, så der er en i Det Første Præsidentskab og De Tolvs Råd, der er bekendt med de faktiske forhold, når de bliver drøftet.8 De to udsendinge tog afsted den 4. december 1920 med gode ønsker fra Kirkens ledere, familie og venner. Under rejsen til Japan ombord på Empress of Japan var præsident McKay syg det meste af tiden. Han beskrev sin søsyge således: "Farvel aftensmad! Farvel Rotary Club-frokost fra i går! Og i de næste 6 timer farvel til alt, som jeg har spist, siden jeg var en baby på min mors knæ. Jeg er ikke sikker på, om jeg ikke krydsede tærsklen til forudtilværelsen."9 Efter at have mødtes med missionærerne i Japan rejste de videre til Kina gennem Korea og Manchuriet. I Peking gik de gennem gaderne for at lede efter et egnet sted til at indvie landet. Endelig kom de til murene omkring "Den Forbudte By," det tidligere kejserpalads. De gik ind ad porten og kom til en lund med cyprestræer, hvilke for kineserne symboliserer sorg og tungsind. Ældste McKay følte, at dette var et særdeles passende sted at bede om himmelens velsignelser over dette undertrykte og sørgende folk. Med bøjet hoved bad denne nye tids vidner om Kristus stille om, at nøglen til at åbne denne dør ville blive drejet om, så Guds tjenere kunne komme ind i Kina og prædike det genoprettede evangelium. Efter at være rejst til Hawaii besigtigede ældste McKay og Cannon Kirkens skole i Laie og besøgte derefter de andre øer. Ældste Cannon spurgte specielt, om de ikke kunne tage til Pulehu på Maui, hvor hans fader havde døbt den første hawaiianer i juli 1851. 34 år senere erindrede præsident McKay begivenhederne under deres besøg på Maui. "Vi kom så herop, og her stod jeg [han pegede på et sted, hvor der engang havde stået et pebertræ], og mens vi kiggede på et gammelt træhus, som stod her dengang, sagde han: 'Det er sikkert den gamle kirke.' Jeg mente, at det var i den retning. Der var intet andet på stedet. Vi sagde: 'Det er nok stedet. Vi står sikkert på det samme sted, hvor din far, George Q. Cannon, og dommer Napela talte til dette folk.' Vi blev meget imponeret over omgivelserne, de ting, der knyttede os til stedet og anledningens åndelige betydning, som vi også havde været over de tilkendegivelser, vi havde fået på vores rejse til Orienten og indtil videre i Hawaii. Jeg sagde: 'Jeg tror, vi skal bede'... Jeg bad bønnen. Vi havde alle lukkede øjne, og det var en meget åndelig oplevelse. Da vi begyndte at gå tilbage efter bønnen, trak bror Keola Kailimai bror E. Wesley Smith til side og begyndte at tale meget alvorligt til ham på hawaiiansk. Mens vi gik, lod vi andre os sakke lidt bagud. De fortsatte med at gå, og bror Kailimai fortalte meget seriøst om det, han havde set under bønnen. De standsede lidt fremme [dette sagde han, mens han pegede på stedet], og bror E. Wesley Smith sagde: 'Bror McKay, ved du, hvad bror Kailimai har fortalt mig?' Jeg svarede: 'Nej.' 'Bror Kailimai fortalte, at mens du bad, og vi alle havde lukkede øjne, så han to mænd, som han mente var Hugh J. Cannon og E. Side 5 af 12

Wesley Smith træde frem og hilse på nogen, og han undrede sig over, hvorfor de hilste på nogen midt under bønnen. Han åbnede sine øjne, og dér stod de to mænd stadig sammen med de andre med deres øjne lukkede. Han lukkede hurtigt sine øjne, da han nu vidste, at han havde haft et syn.' Bror Hugh J. Cannon mindede nu også meget om sin far bror George Q. Cannon. På turen talte jeg om denne lighed. Naturligvis lignede E. Wesley Smith Smith-familien, akkurat som Joseph Fielding Smith havde gjort det. Det var ganske naturligt for bror Keola Kailimai at antage, at de to mænd var til stede. Jeg sagde: 'Jeg tror, det var George Q. Cannon og Joseph F. Smith, to tidligere missionærer på Hawaii, som denne åndelige mand så.' Vi gik et par skridt mere, og jeg sagde: 'Bror Kailimai, jeg forstår ikke betydningen af dit syn, men jeg ved, at sløret mellem os og disse to tidligere missionærer var meget tyndt.' Bror Hugh J. Cannon, som stod ved min side, med tårer løbende ned af kinderne, sagde: 'Bror McKay, der var intet slør.'"10 De to mænd rejste fra Hawaii til San Francisco i forventning om at kunne få bedre rejseforbindelser til det sydlige Stillehav. Der blev de mødt af præsident Heber J. Grant og deres koner. Da de modtog nyheden om, at præsident Grants rådgiver, Anthon Lund, var død, besluttede de at vende tilbage til Salt Lake City. De var igen i San Francisco i slutningen af marts og klar til en tolvdages rejse til Tahiti. Der ankom de den 12. april, men kunne ikke få kontakt med missionspræsidenten, som var på rejse i missionen. Fra Tahiti rejste de videre til Rarotonga og derfra til Wellington i New Zealand, hvor de havde deres første planlagte aftale. De tilbragte ni dage med at besøge missionærer og hellige i New Zealand. Det var første gang i denne uddeling, at en apostel havde besøgt New Zealand. De forlod Auckland den 30. april 1921 og sejlede til Samoa. Da de ankom med skibet S.S. Tofua, blev de budt velkommen i Samoa med sange og glædesråb fra en stor gruppe af Kirkens medlemmer. Dér tilbragte de mere end en måned, hvor de rejste fra ø til ø og havde møder med de hellige og med regeringens embedsmænd. Ved hvert ophold talte ældste McKay til store forsamlinger -- nogle gange var der flere end 1.500 indfødte, embedsmænd og besøgende. Når han talte ved disse møder, gjorde han brug af en tolk. Ved en lejlighed stoppede han tolken og fortsatte med sin tale, da han indså, at medlemmerne kunne forstå ham. Hele forsamlingen havde modtaget tungemålsgaven. Gennem deres handlinger og deres vidnesbyrd vandt ældste David O. McKay og Hugh J. Cannon en plads det samoanske folks hjerte. Da det blev tid til at rejse videre, græd mange og bad mændene om at blive. Ældste McKay vendte tilbage, efter Åndens tilskyndelser, sprang af hesten og forklarede, hvad han havde i sinde at gøre, og løftede derefter sine hænder og med den apostolske og præstedømmets magt og myndighed udtalte han velsignelser over dem. Dette var en vidunderlig slutning på en fuldkommen afsked, og derefter tog de hurtigt afsted, mens de hellige vinkede farvel med hvide lommetørklæder. Det samoanske folk opstillede senere et mindesmærke til ære for det sted, hvor ældste McKay havde bedt. Da der var mæslingeepidemi på Tonga, skulle alle, der kom ind i landet, gennem tolv dages karantæne. Ældste McKay besluttede sig for at besøge stedet alligevel, men sendte ældste Cannon til New Zealand for at undgå karantænen. Fra Tonga vendte han tilbage til New Zealand i yderlige to uger og besøgte Auckland og Hastings. Den 2. august 1921 sejlede de to rejsende til Sydney i Australien. Antallet af fremmødte hellige i Sydney, Melbourne, Adelaide og Brisbane var lille i modsætning til det Side 6 af 12

store antal, der var mødt op andre steder. Brødrene følte dog en stor og dyb åndelighed blandt de fremmødte. Fra Australien rejste de gennem Sydøstasien ind i lande, der var fulde af sultne og udmagrede mennesker, f.eks. døde en tigger nær det sted, hvor ældste McKay stod på en gade i Indien. Den varme og fugtige bådtur fra Indien til Egypten gav de to missionærer tid til at tænke på hjemmet og familien. En aften sad ældste McKay på dækket ved siden af en dame, som var udmattet efter at have vugget sin lille søn for at få ham til at holde op med græde. Ældste McKay smilede til hende og spurgte hende så, om ham måtte holde hendes barn, mens hun hvilede sig. Hun tog glad imod tilbudet, og kort tid efter sov drengen i apostlens arme. I det hellige land skulle de mødes med præsident J. Wilford Booth, den nye missionspræsident for Den Armenske Mission, og skulle rejse med ham ud til de mindre grene i området. Da de ankom til Jerusalem, vidste de dog ikke, hvor i Palæstina de skulle mødes med præsident Booth. Efter i adskillige dage at have besøgt hellige steder og andre historiske steder, var de fast besluttet på at rejse til Haifa, en havneby nord for Jerusalem langs Middelhavets kyst, som var på vejen til Aleppo i det nordvestligste hjørne af Syrien. Oprindeligt havde de planlagt at køre i bil gennem Samaria, men ældste McKay fik en åndelig tilkendegivelse om at køre med tog i stedet for. De ankom til Haifa uden at vide, hvor de skulle bo, og mens ældste McKay gik hen for at spørge efter et egnet hotel, tog bror Cannon sig af deres bagage. Ti minutter senere vendte ældste McKay tilbage med en piccolo, som arbejdede for et af de førende hoteller. Da de skulle til at gå ud af den store dør på togstationen, mærkede ældste McKay et prik på skulderen, og en stemme spurgte: "Er dette ikke bror McKay?" Ældste McKay vendte sig hurtigt om, og så præsident Booth. Havde de to ældster fulgt deres oprindelige plan og kørt med bil, eller havde de husket at få oplysninger om et hotel, før de tog afsted fra Jerusalem, eller havde de blevet længere i Jerusalem, ville de ikke havde mødt præsident Booth. Resultatet blev, at de fik mange åndelige oplevelser med de hellige og kunne videregive de midler, som var blevet indbetalt ved en særlig faste i Utah, hvilket velsignede Kirkens medlemmer i den del af verdenen meget. De sluttede deres jordomrejse med at besøge de europæiske missioner. Efter at have rejst knap 100.000 km på fem måneder ankom de to ældster hjem juleaften i året 1921. Ved aprilkonferencen aflagde ældste McKay rapport om deres succesrige mission og bar vidnesbyrd om, at "Kristus er altid klar til at give én hjælp, trøst og styrke i nødens stund, hvis man beder til ham i renhed, enkelthed og tro."11 Kort tid efter deres hjemkomst blev David O. McKay kaldet som Kirkens præsident for Den Europæiske Mission. Han fik ansvaret for at forbedre offentlighedens syn på Kirken, specielt i Storbritannien. Senator Reed Smoot fik mulighed for at rejse til Europa ledsaget af ældste John A Widtsoe. I London mødtes senator Smoot ejerne af de førende britiske aviser. Da ejerne erfarede, at meget af det materiale, som deres aviser havde trykt om de sidste dages hellige, var usandt, besluttede de ikke at trykke noget anti-mormonsk materiale. Senator Smoot mødtes også med departementschefen i det danske udenrigsministerium, Sveriges statsminister og kongen af Norge. Hurtigt blev Kirkens renommé også forbedret i andre dele af verdenen, og missioner blev enten åbnet eller genåbnet i Frankrig, Tjekkoslovakiet og i Bayern. I 1925 genåbnede ældste Melvin J. Ballard Den Sydamerikanske Mission. Hans indvielsesbøn, som blev bedt i Buenos Aries, Argentina, indeholdt følgende profeti: "Herrens arbejde vil kun gå langsomt frem i starten, akkurat som et egetræ vokser frem af et agern. Den vil ikke vokse Side 7 af 12

sig stor på en dag, som solsikker gør og så dør. Men tusinder vil slutte sig til Kirken her. Missionen vil blive delt op i flere missioner og vil være en af Kirkens stærkeste... Den dag vil komme, hvor lamaniterne i dette land, vil være en magtfaktor i Kirken."12 Percy D. McArthur står som et symbol på den beslutsomhed, som Kirkens medlemmer udviste i deres missionering. Han var en talentfuld løber, som overholdt visdomsordet, han var californisk mester i 400-meter løb. Han bad ofte, før han løb, ikke for at sikre sig sejren, men for at kunne gøre sit bedste. Han repræsenterede Los Angeles Athletic Club ved et nationalt stævne i 1927 i Lincoln i Nebraska, hvor han og to andre krydsede målstregen samtidig. Om det olympiske hold i 1928 sagde han: "Jeg var overbevist om, at jeg kunne komme på holdet -- jeg var i topform, da jeg modtog min missionærkaldelse. Kaldelsen betød mere for mig end noget som helst løb." Kort tid derefter var han i gang med missionering i Den Mexicanske Mission.13 Han var ikke den første, ej heller den sidste store sportsmand, som prioriterede Kirken højest. Han vendte ryggen til berømmelse, og måske rigdom, for at kunne fortælle et ydmygt folk, at evangeliet endnu gang var på jorden. I et forsøg på at sende missionærer, der var bedre forberedt ud i missionsmarken, etablerede Kirkens ledere et uddannelsescenter for missionærer i Salt Lake City med LeRoi C. Snow som den første præsident. Missionærerne modtog to ugers intensiv undervisning i manerer, punktlighed, og missionærmetoder. De fik også belæringer af generalautoriteterne om evangeliets principper. Missionshjemmet, som det blev kaldt, blev indviet den 3. februar 1925 af præsident Heber J. Grant, og den første klasse talte kun fem ældster. I 1927 var næsten 3.000 unge mænd og kvinder imidlertid blevet undervist.14 Stigningen i antallet af missionærer, som havde været igennem uddannelsesprogrammet, var til dels et resultat af præsident Grants bekendtgørelse ved oktoberkonferencen i 1925 om behovet for yderligere 1.000 missionærer. Det var også i løbet af den tid, de mest nyskabende metoder blev afprøvet for at gøre formidlingen af evangeliet bedre. En ung ældste i Den Californiske Mission, Gustive O. Larson, lavede en række illustrerede foredrag, som han, med sin missionspræsidents tilladelse, holdt over hele staten. Lysbillederne og teksten koncentrerede sig om tre temaer. Civilisationen i fordums Amerika, mormonernes historie og de sidste dages helliges templer og tempeltjeneste. Tusinder af ikke-medlemmer kom for at se disse lysbilleder og høre på ældste Larson. I mellemtiden underviste præsident B. H. Roberts, der lige var blevet kaldet som missionspræsident i Øststaternes Mission, sine missionærer i de grundlæggende principper i missionering og opfordrede dem til at organisere og undervise evangeliets budskab i en fast rækkefølge og til at anvende Mormons Bog mere. Han kaldte dem ofte ind til missionens hovedsæde, hvor han underviste i evangeliets principper. Missioneringen i Japan led en voldsom tilbagegang i 1920'erne. Efter 23 års arbejde og ofre fra missionærernes side standsede præsident Grant, som havde åbnet Den Japanske Mission, missioneringen. En række faktorer lå til grund for den smertelige beslutning om at trække missionærerne ud af landet. Problemer med sproget, kulturen, og problemet med at trække nye til Kirken spillede altsammen en vigtig rolle for den endelige beslutning. Yderligere årsager omfattede Tokyo jordskælvet i 1923 og den japanske udelukkelseslov af 1924. Jordskælvet var så omfattende, at missioneringen stoppede helt, da de få missionærer, der var dér, hjalp til med genopbygningen. Den japanske udelukkelseslov, som blev vedtaget i USA i juli 1924, forhindrede japanerne i at indvandre til USA. Dette forårsagede Side 8 af 12

bitterhed over for alle amerikanere, som boede i Japan. Disse faktorer var årsagen til, at Det Første Præsidentskab efter bøn og megen overvejelse bekendtgjorde, at missionen skulle lukkes i august 1924. Det var først efter 2. verdenskrig, at det genoprettede evangelium fik tusinder af japanere til at slutte sig til Kirken.15 Nye retninglinier i Kirkens Uddannelsesprogram Før den Første Verdenskrig indså de hellige, at de ikke kunne fortsætte med at støtte to uddannelsessystemer. Kirken kunne ikke bygge nok skoler, som dengang blev kaldt akademier, til alle medlemsfamiliernes børn. Medlemmerne fandt, at det var en byrde at støtte de skoler, som loven krævede, og på samme tid skaffe midler til Kirkens skoler. Så, i begyndelsen af 1920'erne, blev de fleste af Kirkens skoler omdannet til folkeskoler eller til gymnasier og seminarier. For at sikre at Kirkens unge fik mulighed for at få daglig religiøs undervisning, oprettede Kirken seminarer i tilknytning til de offentlige folkeskoler, den første af sin slags ved Granite High School i Salt Lake City oprettedes i 1912. Visse lokale skoledistrikter gav tilladelse til, at de studerende kunne tage fri, så de kunne komme til seminar, og bygninger blev opført adskilt fra selve skolerne. Kvalificerede lærere blev ansat, og hele systemet blev overvåget af af Kirkens uddannelseskomite og en kommissær, der var udnævnt af Kirken. Således blev Kirkens store seminarprogram søsat. Med det stigende antal af sidste dages hellige, der tog en videregående uddannelse i 1920'erne, blev nogle af Kirkens medlemmer bekymret over, hvordan de studerende kunne kombinere den verdslige indlæring og den åndelige. Begyndelsen af 20'erne var præget af stigende interesse for videnskab og svækkelse af kirkernes indflydelse og magt. Et meget populært værk dengang var A History of the Warfare of Science with Technology in Christendom, som var skrevet af Andrew Dickson White, en anerkendt historieprofessor og præsident for Cornwell universitet. Han angreb kraftigt fundamentale, kristne lærdomme, som han kaldte "en trussel mod hele den normale udvikling af samfundet."16 Hans bog blev anset for et standardværk, der kunne hjælpe de studerende med at forstå den filosofiske krig mellem videnskab og kristendom. I denne periode med ophidselse og krav søgte en gruppe sidste dages hellige fra University of Idaho om hjælp hos Det Første Præsidentskab, fordi et stort antal mormonske studerende i Idaho ikke havde adgang til Kirkens uddannelsessystem, som var et supplement til den verdslige uddannelse. Det Første Præsidentskab reagerede på deres nødråb, og sendte den nyligt afløste J. Wyley Sessions fra Den Sydafrikanske Mission og hans kone Magdeline til Moscow i Idaho med myndighed til at starte et program for disse sidste dages hellige studerende. Han arbejdede tæt sammen med universitetets ledere, og han udviklede hurtigt en social organisation og underviste i skrifterne og etik i et kirkemiljø, hvilket gav de studerende point, der kunne bruges til opnåelse af en fuld eksamen. De første klasser startede i efteråret 1926, og 57 studerende var tilmeldt. En stor bygning blev bygget i nærheden af universitetet. Kort tid derefter var der oprettet institutter, og bygninger blev opført i nærheden af Utah State Agricultural College i Logan, Idaho State University i Pocatello og ved University of Utah i Salt Lake City. Det var også i samme tidsperiode, at lederne på Brigham Young University indførte den første Education Week (Uddannelsesuge), der var rettet specielt mod voksne. Oprindeligt var disse klasser beregnet til at skulle oplære stavs- og wardsledere, og de blev undervist af Det Første Præsidentskab og andre generalautoriteter. Men da det tog Side 9 af 12

en del af generalautoriteternes tid, bad generalautoriteterne de lokale universitetsfolk om at bruge universitetslærere som undervisere og at lade den almene offentlighed deltage i undervisningen. Disse uddannelsesuger omfatter nu hellige fra hele USA og Canada, og mere end 25.000 mennesker deltager i den undervisning, der bliver givet på Brigham Young University i Provo. Kirken vokser yderligere I 1920'erne forlod mange sidste dages hellige Utah og slog sig ned i andre områder, så som det sydlige Californien. Missioneringen føjede mange nye omvendte til det store antal af medlemmer, der boede i den del af USA. I januar 1923 mødtes præsident Heber J. Grant, dennes førsterådgiver Charles W. Penrose, og andre generalautoriteter med 3.000 medlemmer fra Californien og dannede Los Angeles Stav, Kirkens 88. stav, som dækkede hele det sydlige Californien. Dannelsen af denne stav var et symbol på, at Kirken ikke blot fandtes i Utah, men var begyndt at udvide sig til alle landets hjørner. På grund af de tidlige anstrengelser med koloniseringen var der medlemmer nok til at retfærdiggøre opførelsen af templer i Cardston i Alberta i Canada i 1923 og i Mesa i Arizona i 1927. Disse to hellige bygninger blev indviet af præsident Grant. Den 6. maj 1922 indviede profeten den nye Deseret News radiostation, KZN, og for første gang i Kirkens historie gav profeten et budskab over radioen. I denne tale bar præsidenten sit vidnesbyrd om, at Joseph Smith var den sande og levende Guds profet. To år senere begyndte radiostationen at sende fra generalkonferencerne. Tusinder af Kirkens medlemmer, så vel som ikke-medlemmer, kunne høre de inspirerende budskaber fra generalautoriteterne. I løbet af sommeren 1924 blev stationens navn ændret til KSL. Den 15. juli 1929 begyndte Tabernakelkoret sit første radioprogram. "Det Talte Ord," der var et budskab med inspiration og håb, og som blev iværksat af Richard L. Evans, blev også til en fast del af programmet. I løbet af årene er tusindvis af folk kommet ind i Kirken efter at have hørt korets inspirerende sang og det velformulerede og åndelige Talte Ord. Andre tusinder har fået yderligere trøst og håb gennem disse programmer. 100-årsfesten og stigende interesse for Kirkens historie Da man mente, at Kirken havde behov17 for et et-binds værk, som ville berette om genoprettelsens historie, bad Det Første Præsidentskab Joseph Fielding Smith om at skrive en sådan bog. Det færdige arbejde, som fik titlen Essentials in Church History, blev udgivet første gang i 1922. Denne udgave, som blev anvendt i begyndelsen af tyverne som en vejledning for Det Melkisedekske Præstedømme, blev efterfølgende genoptrykt i næsten 30 udgaver. Andrew Jenson, som var Kirkens assisterende historiker, brugte det meste af det årti på at rejse rundt i verden og indsamle historiske optegnelser fra ward og grene. Det var på grund af hans interesse, udholdenhed og anstrengelser, at historikere i dag har det materiale, som de skal bruge for at forske i Kirkens historie. Det var også i tyverne, at Kirken fejrede 100-års dagen for Faderens og Sønnens samt englen Moronis besøg til Joseph Smith. Denne dag blev fejret med særlige kantater og ceremonier i Palmyra, New York. Søndag morgen den 6. april fyldte tusinder af hellige tabernaklet i Salt Lake City for at deltage i en højtidelig forsamling, hvor Kirkens leder blev opretholdt ved afstemning i hvert kvorum, og det imponerende hosiannaråb blev givet på majestætisk vis. B. H. Roberts skrev: "Ved dette mægtige råb var det, som der kom en Side 10 af 12

strøm af følelser, der blev understøttet af korets udførelse af Händel altid vidunderlige og glædelige omkvæd, 'Halleluja' fra rekviemmet 'Messias.'18 Det var også under denne konference, at templet i Salt Lake City for første gang blev oplyst af gigantiske projektørlys, og et historisk festspil "The Message of the Ages" blev opført på en særlig scene, som var bygget i Tabernaklet. Stykket var skrevet til lejligheden og viste de forskellige evangeliske uddelinger. Der var gratis entré, og stykket blev modtaget med så stor begejstring, at det blev spillet over en måned. Ældste B. H. Roberts præsenterede sit seks-bind store værk A Comprehensive History of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints som et meget passende klimaks til festlighederne. Som et yderligere bevis på Kirkens interesse for dens historie bekendtgjorde Kirkens ledere i april 1928, at de havde købt Cumorah-højen. Snart blev dette historiske sted et af de steder, der oftest blev besøgt af sidste dages hellige, der rejste rundt i det østlige USA. Mange ikke-mormoner besøgte også højen, og et besøgscenter blev bygget ved foden af højen. Tyverne var en tid, hvor Kirkens rødder fik et bedre fæste. Det var et årti med forholdsvis fred, en tid, hvor bitterhed og angreb mod Kirken for det meste gik i sig selv; dette relativt rolige årti voksede Kirken støt og roligt, og styrkede sine programmer, og medlemmernes tro voksede. Slutnoter 1. Heber J. Grant, Conference Report april 1941, s. 4. 2. Se Journal af Anthon H. Lund, 25. maj 1919, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 49-50; Charles W. Penrose, Journal History of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 1. juni 1919, LDS Historical Department, Salt Lake City. 3. Se Francis M. Gibbons, Heber J. Grant: Man of Steel Prophet of God, Salt Lake City.: Deseret Book Co., 1979), s. 174-176. 4. Se Bryant S. Hinckley, Sermons and Missionary Services of Melvin Joseph Ballard (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1949), s. 23. 5. I James B. Allen, "Personal Faith and Public Policy: Some Timely Observations on the League of Nations Controversy in Utah," Brigham Young University Studies, efteråret 1973, s. 97, se tillige James B. Allen, "J. Reuben Clark Jr., on American Sovereignty and International Organization," Brigham Young University Studies, foråret 1973, s. 347-372. 6. Dette afsnit skrevet for Kirkens Uddannelsessystem; også udgivet i Richard O. Cowan, The Church in the Twentieth Century, (Salt Lake City: Bookcraft), s. 129. 7. I Conference Report, okt. 1936, s. 75. 8. "Two Church Workers Will Tour Missions of Pacific Islands," Deseret News, 15. okt. 1920, s. 5. 9. Llewelyn R. McKay, red., Home Memories of President David O. McKay, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1956), s. 41. 10. David O. McKay, Cherished Experiences, samlet af Clare Middlemiss (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 115-116. 11. I Conference Report, april 1922, s. 69, se tillige s. 62-68. 12. I "Prophecies for Children of Lehi Are Being Fulfilled", Church News, 26. feb. 1984, s. 10. 13. M.C. Morris, "Olympic Games or a Mission?", Improvement Era, marts 1929, s. 382, se tillige s. 378-383. Side 11 af 12

14. Se LeRoi C. Snow, "The Missionary Home," Improvement Era, maj 1928, s. 552-554. 15. Se R. Lanier Britsch, "The Closing of the Early Japan Mission," Brigham Young University Studies, vinter 1975, s. 171-190. 16. Andrew Dickson White, A History of the Warfare of Science with Theology in Christendom, 2 bind (New York: D. Appleton and Co., 1897), 1:vi. 17. Afsnit skrevet for Kirkens Uddannelsessystem; også udgivet i Cowan, Church in the Twentieth Century, s. 102-104. 18. B.H. Roberts, A Comprehesive History of the Church of Latter-day Saints, Century One, 6 bind, (Salt Lake City: The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 1930), 6:540. Side 12 af 12