DET BREDERE MELLEMØSTEN

DET BREDERE MELLEMØSTEN EU har indgået en samarbejdsaftale med Golfstaternes samarbejdsråd (en regional organisation, der omfatter Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater), en anden med Yemen og en partnerskabs- og samarbejdsaftale med Irak. EU har på nuværende tidspunkt ingen aftalemæssige forbindelser med Iran og Afghanistan, men erkender, at der er et stort potentiale for dybere forbindelser med disse lande. RETSGRUNDLAG Afsnit V (Unionens optræden udadtil) i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) Artikel 206-207 (handel) og 216-219 (internationale aftaler) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). 1. GOLFSTATERNES SAMARBEJDSRÅD (GCC) Golfstaternes Samarbejdsråd blev oprettet i maj 1981. I dag fungerer gruppen, der stadig består af de oprindelige medlemmer (Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater), som den vigtigste kanal for EU's forbindelser med de seks lande. EU og GCC har ved flere lejligheder indtaget fælles holdninger til problemer i Mellemøsten. De olierige Golfstater, som er kilde til ca. 20 % af EU's energibehov, oplever betydelige samfundsmæssige og politiske ændringer, om end reformerne skrider frem i ujævnt tempo. De arabiske opstandes indvirkning på monarkierne i Golfområdet er blevet afdæmpet af forebyggende politikker tilskud og en udvidelse af beskæftigelsen i den offentlige sektor og gennem undertrykkende foranstaltninger, især i Bahrain og i den østlige provins af Saudi- Arabien. GCC-landene har bibeholdt aktive roller i Mellemøstens diplomati, nogle gange i indbyrdes konkurrence. Mens EU håber på at udvikle sine politiske forbindelser med regionen, har forbindelserne mellem EU og GCC i vid udstrækning været karakteriseret af økonomiske og handelsmæssige bånd. Omfanget af samhandelen mellem de to parter er steget støt siden 1980'erne. I 2012 var GCC EU's femtestørste eksportmarked, og EU var GCC's største handelspartner. Der blev etableret bilaterale forbindelser med samarbejdsaftalen af 1988 med sigte på at styrke stabiliteten i en region af strategisk betydning, lette politiske og økonomiske forbindelser, udvide det økonomiske og tekniske samarbejde og uddybe samarbejdet om energi, industri, handel og tjenesteydelser, landbrug, fiskeri, investering, videnskab, teknologi og miljø. Aftalen fastsætter årlige fælles råd/møder på ministerplan og fælles samarbejdsudvalg på højt embedsmandsplan. Det seneste EU-GCC-ministermøde fandt sted i juli 2013 i Bahrain. Aftalen indeholder ikke bestemmelser om et parlamentarisk organ. EU og GCC blev enige om et fælles handlingsprogram for 2010-13, der fastlagde en køreplan for tættere samarbejde om spørgsmål såsom informations- og kommunikationsteknologi, nuklear sikkerhed, ren energi, forskning og økonomisk dialog. Forhandlingerne om en frihandelsaftale Emneblade om Den Europæiske Union - 2014 1

blev indledt i 1990, men er gået i stå, og der er stadig uenighed om spørgsmålet om eksporttold. Siden den 1. januar 2007 har midler fra instrumentet til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier (ICI) været til rådighed til finansiering af foranstaltninger til gennemførelse af EU-GCC-samarbejdsaftalen. GCC-landene får også gavn af Erasmus Mundus-programmet. Parlamentet vedtog en beslutning om EU's forbindelser med GCC den 24. marts 2011. Parlamentet ønsker, at EU udvikler en strategi for regionen, som styrker båndene til GCC og støtter den regionale integrationsproces samt de bilaterale forbindelser med GCCmedlemsstaterne. Det bredere mål er et strategisk partnerskab med GCC og dets medlemsstater. Europa-Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Den Arabiske Halvø afholder regelmæssige interparlamentariske møder med parlamenterne i regionen og overvåger udviklingen af forbindelserne med EU og GCC. Delegationens seneste besøg gik til Bahrain (2013), Kuwait (2014), Oman (2011), Qatar (2014), Saudi-Arabien (2011) og De Forenede Arabiske Emirater (2012). Parlamentet har i løbet af de seneste to år vedtaget en række beslutninger om regionen, hvoraf mange har fokuseret på Bahrain, med fordømmelse af landets sikkerhedsstyrkers voldsomme undertrykkelse af fredelige demonstranter, som er det GCC-land, der er mest berørt af de arabiske opstande. Parlamentet har støttet det bahrainske folks retmæssige demokratiske forhåbninger og ligeledes opfordret til løsladelse af alle politiske fanger og menneskerettighedsforkæmpere. Parlamentet har krævet, at Bahrains regering indleder en åben og meningsfyldt politisk dialog, uden forhåndsbetingelser, med alle demokratiske politiske og civile samfundskræfter i landet. 2. YEMEN Yemen, der er et af de mindst udviklede lande, er ikke blot det fattigste land i Mellemøsten, men også et af de fattigste lande i verden. Landet står over for alvorlige udfordringer, herunder stor befolkningstilvækst, langsom økonomisk udvikling, svindende olieressourcer, utilstrækkelige vandressourcer, dårligt folkesundheds- og uddannelsesniveau, dårlig regeringsførelse og intern usikkerhed. Yemen oplever tillige en demokratisk overgang, der omfatter udarbejdelsen af en ny forfatning og forberedelse på parlaments- og præsidentvalg. EU har rost den positive afslutning på den nationale dialogkonference, som er en vigtig milepæl i overgangsprocessen. Forbindelserne mellem EU og Yemen er baseret på samarbejdsaftalen af 1997, som dækker handel, udviklingssamarbejde, kultur, kommunikation og information, miljø og forvaltning af naturressourcer og politisk dialog. Samarbejdet er fortsat det vigtigste element i forbindelserne mellem EU og Yemen. Unionen har siden 1978 tildelt Yemen mere end 220 mio. EUR i udviklingsbistand til finansiering af ca. 115 projekter. EU's strategidokument for Yemen for perioden 2007-2013 fastsætter prioriteterne med henblik på at imødegå de vigtigste udfordringer. Idet Yemen er ramt af humanitære kriser inden for sine grænser og i nabolandet Afrikas Horn, er humanitær bistand en anden vigtig del af EU's engagement. EU bevilligede i 2013 53 mio. EUR i humanitær bistand til befolkningsgrupper i Yemen, der var ramt af fødevareusikkerhed og bevæbnede sammenstød. Emneblade om Den Europæiske Union - 2014 2

Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Den Arabiske Halvø er ligeledes ansvarlig for forbindelserne med Yemen. Det seneste besøg i Yemen fra Parlamentets stående delegation var i 2009. En delegation fra Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder besøgte Sana'a i 2012 for at overvåge menneskerettighedssituationen i landet. 3. IRAK Året 2009 markerede overgangen fra humanitær bistand og kortsigtede hastegenopbygningsprojekter mod en reel, langsigtet udviklingsplan for landet. De overordnede mål blev formuleret på grundlag af de mest akutte irakiske krav god regeringsførelse, bæredygtig økonomisk vækst og investering i menneskelige kapital. I 2010 undertegnede EU og Irak et aftalememorandum om energisamarbejde. To år senere indgik partnerne en partnerskabs- og samarbejdsaftale, en overordnet ramme, der etablerede et retsgrundlag for samarbejde og skabte en platform for styrkelse af forbindelser og samarbejde på en lang række områder, herunder politiske anliggender, såsom fremme af menneskerettigheder, og for styrkelse af handel og investering på nøgleområder, f.eks. energi og tjenesteydelser. EU har ligeledes vedtaget landestrategidokumentet for Irak 2011-2013, der fastsætter et budget på 60 mio. EUR i bistand til Irak. De vigtigste sektorer, der skal dækkes, dvs. god regeringsførelse, samfundsøkonomisk genopretning og vandforvaltning, er blevet fastlagt i samråd med landets regering og civilsamfund. I forbindelse med den nuværende valgperiode har Parlamentet nedsat en delegation for forbindelserne med Irak, der skal fungere som efterfølger til en tidligere ad-hoc-delegation, som blev nedsat i 2008. Der er til dato afholdt fire interparlamentariske møder, og delegationens seneste besøg til Bagdad og Erbil fandt sted i 2011. Parlamentet har i sine beslutninger udtrykt bekymring over den stigende sekteriske vold i Irak og rettighederne for landets minoriteter og sårbare grupper. 4. IRAN Samarbejdet mellem EU og Iran er for øjeblikket begrænset på grund af de vanskelige politiske forbindelser. EU deler det internationale samfunds bekymring over Irans nukleare program og har fulgt situationen nøje. EU har ingen diplomatisk repræsentation i Teheran men samarbejder tæt med medlemsstaternes ambassader på stedet. EU har ud over at gennemføre de FN-sanktioner, som Sikkerhedsrådet har vedtaget, vedtaget sine egne, stærkere sanktioner. Unionens tosporede strategi forener sanktioner med diplomatisk indsats for forhandling. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, er chefforhandler i forbindelse med drøftelserne om nuklear energi, der omfatter E3/ EU+3-gruppen (EU, Tyskland, Frankrig og Det Forenede Kongerige sammen med USA, Kina og Den Russiske Føderation). Den fælles handlingsplan, der blev vedtaget af alle parter i Genève den 24. november 2013, omfatter en erklæring fra Iran om, at landet aldrig vil søge eller udvikle nukleare våben. Den samlede aftale, som blev defineret under forhandlingerne, er baseret på princippet om, at intet er Emneblade om Den Europæiske Union - 2014 3

aftalt før alt er aftalt og tillader Iran at udnytte nuklear energi til fredelige formål, herunder med et berigelsesprogram, der er aftalt mellem parterne. Til gengæld blev parterne enige om en trinvis proces, der vil resultere i ophævelse af alle de sanktioner, der anvendes af FN's Sikkerhedsråd, multilaterale grupper og nationale myndigheder. Iran er jævnligt fokus for drøftelser mellem Parlamentet og repræsentanter for EU's institutioner og andre deltagere. Parlamentet har i sine beslutninger udtrykt sin kraftige støtte til indsatsen for at finde en diplomatisk løsning på det iranske nukleare spørgsmål og til at fortsætte EU's tosporede tilgang. Parlamentet har lagt vægt på, at det nukleare spørgsmål ikke bør bortlede det internationale samfunds og især EU-medlemsstaternes opmærksomhed fra problemet med krænkelser af menneskerettighederne i Iran. Parlamentets Sakharov-pris for tankefrihed 2012 blev tildelt to iranere, Nasrin Sotoudeh, en fængslet advokat, og Jafar Panahi, en filminstruktør, som anerkendelse af deres indsats for at fremme menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Parlamentets Delegation for Forbindelserne med Iran følger nøje udviklingen i landet, herunder Irans internationale forbindelser. Delegationen besøgte Iran i december 2013. Parlamentet vedtog den 3. april 2014 en beslutning om EU's strategi over for Iran, hvori det foreslog at åbne en EU-delegation in Teheran og opfordrede til samarbejde på en række områder. 5. AFGHANISTAN Den Nordatlantiske Traktats Organisations (NATO) beslutning i 2010 om at trække sine kamptropper tilbage fra Afghanistan blev bekræftet i 2012. Den afghanske regering og NATO er blevet enige om at overdrage ansvaret for landets sikkerhed til de nationale afghanske sikkerhedsstyrker ved udgangen af 2014. EU har været i Afghanistan siden midten af 80'erne, men en politik med et mere aktivt engagement i landet blev vedtaget efter Talibanstyrets fald i 2001. Det Europæiske Råd udpegede på det tidspunkt EU's særlige repræsentant (EUSR), og Unionen oprettede en delegation i Kabul. Den første fælles erklæring EU-Afghanistan blev undertegnet i november 2005 og etablerede en omfattende ramme for forbindelserne. EU's handlingsplan for Afghanistan blev vedtaget i oktober 2009 og behandler sikkerhedsproblemet ved at fastsætte en række mål, herunder udvikling af effektive statsinstitutioner, bedre regeringsførelse og retsstat, bekæmpelse af korruption og styrkelse af menneskerettighederne. Der forhandles i øjeblikket om en samarbejdsaftale om partnerskab og udvikling med Afghanistan. Afghanistans økonomi er i dag kaotisk, men takket være landets unge befolkning og rige naturressourcer har landet enormt potentiale, navnlig inden for minesektoren. EU er en af landets største bidragsydere i forbindelse med udvikling og humanitær bistand og støtter den afghanske regerings bestræbelser på at yde grundlæggende tjenesteydelser til sin befolkning på tre fokusområder, nemlig regeringsførelse og retsstat, landbrug og udvikling af landdistrikter samt sundhed og social beskyttelse. EU's politimission i Afghanistan (EUPOL) har siden 2007 bidraget til den internationale indsats for at hjælpe landet med at tage ansvar for lov og orden ved at give uddannelse og vejledning til det afghanske nationale politi. EU har bekræftet, at det vil fortsætte sin indsats i Afghanistan efter tilbagetrækningen af de NATO-ledede tropper og i hele»omstillingstiåret«(2015-2024). Der blev sendt et EU-valgvurderingsteam (EU EAT) under ledelse af formanden for Delegationen for Forbindelserne med Afghanistan til landet for at evaluere præsident- og Emneblade om Den Europæiske Union - 2014 4

provinsrådsvalget i april 2014. Inklusive, gennemsigtige og troværdige valg er afgørende for at gøre den første demokratiske magtoverdragelse legitim i Afghanistans historie. De fleste politiske partier står sammen om at bekæmpe Taliban. Parlamentet etablerede en fuldt udbygget delegation for forbindelser med Afghanistan i 2009. Det fjerde og sidste interparlamentariske møde blev afholdt i oktober 2013, da en fælles delegation med Parlamentets Underudvalg om Sikkerhed og Forsvar besøgte Kabul og Mazar-e-Sharif. Dette var Parlamentets første officielle besøg. Delegationen mødtes med en lang række internationale afghanske interessenter, herunder parlamentarikere og indenrigsog forsvarsministrene. I Mazar-e Sharif observerede Parlamentets medlemmer EUPOLtræningsaktiviteter hos det afghanske politi. Ud over at understrege behovet for at gøre fremskridt i bekæmpelsen mod korruption og narkotika og forbedre regeringsførelsen og menneskerettighederne understregede delegationen på ny, at EU er fast besluttet på fortsat at støtte den afghanske befolkning i 2014 og fremefter. Parlamentet vedtog den 16. december 2010 en beslutning om en ny strategi for Afghanistan [1]. I beslutningen blev det understreget, at det er nødvendigt at erkende den vedvarende forværring af landets sikkerheds- og samfundsmæssige situation på trods af næsten et årti med internationalt engagement. Parlamentet deltog i november 2011 som observatør i den internationale konference om Afghanistan, der blev afholdt i Bonn. Den 13. juni 2013 vedtog Parlamentet en beslutning om en eventuel fremtidig partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Afghanistan, hvori det gav udtryk for sin støtte til forhandlingerne om aftalen og understregede, at den burde føre til en mere strategisk tilgang med støtte til de afghanske myndigheder under og efter tilbagetrækningen af internationale styrker. Parlamentet har søgt tættere forbindelser med Afghanistans nationalforsamling. Parlamentets kontor for fremme af parlamentarisk demokrati (OPPD) havde i 2011 besøg af en embedsmand på højt plan fra Wolesi Jirga. I 2012 organiserede Parlamentet ligeledes en studietur til Bruxelles for seks afghanske politikere. Pekka Hakala / Laurence Vandewalle 04/2014 [1]EFT C 169 E af 15.6.2012, s. 108. Emneblade om Den Europæiske Union - 2014 5