Immaterialret 53.3 og 53.9 - Retspleje 321.1 og 34.1 - Strafferet 31.9. Strafferetlig forfølgning af varemærkekrænkelser I sager om fysiske kopiprodukter benytter varemærkeindehaveren sig traditionelt af civile sanktioner og, hvor den strafferetlige forfølgning sjældent overvejes. Strafferammen for varemærkekrænkelser blev seksdoblet ved en lovændring i 2009, men påtalereglerne blev kun ændret i begrænset omfang. Artiklen belyser den strafferetlige retspraksis i varemærkeretlige kopisager samt muligheden for at indtale den forurettedes civilretlige erstatningskrav under straffesagen. Der stilles herunder spørgsmål om, hvorvidt lovændringen er slået igennem i praksis, og om de strafferetlige påtaleregler er tilstrækkelige. Af advokat, partner Hanne Weywardt og advokat Frank Jørgensen, begge MAQS Law Firm 1 Indledning I en styrket indsats mod piratkopiering blev der ved lov nr. 1404 af 27. december 2008 om ændring af bl.a. varemærkeloven og straffeloven gennemført en skærpelse af strafferammen for varemærkekrænkelser og andre immaterialretskrænkelser. Hidtil havde straffen været 1 år efter varemærkelovens og 1 år efter straffelovens sjældent anvendte 176, stk. 2, om samhandelsforstyrrende misbrug af private mærker. Efter lovændringen, der trådte i kraft 1. januar 2009, kom strafbestemmelsen i varemærkelovens 42 til at se således ud:»med bøde straffes den, som forsætligt eller groft uagtsomt krænker en varemærkeret, der er stiftet ved registrering eller brug. Stk. 2. Er overtrædelsen begået forsætligt og under skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig at foreligge, hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbart retsstridig vinding.«bestemmelsen er uændret i dag, bortset fra at det i er præciseret, at bestemmelsen også omfatter krænkelser af EF-varemærker. Straffelovens 299b blev ligeledes ændret til nu også at omfatte varemærkekrænkelser:»med fængsel indtil 6 år straffes den, der for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller som i øvrigt under særlig skærpende omstændigheder gør sig skyldig i... varemærkekrænkelser af særlig grov karakter, jf. varemærkelovens 42, stk. 2....«Lovændringen betød, at der blev skabt harmoni i strafudmålingen inden for den immaterialretslige sfære,[1] idet ændringerne betød, at reglerne kom til at svare til reglerne på ophavsretsområdet, der havde været gældende siden den 1. juli 2004.[2] Formålet med denne artikel er at undersøge og beskrive den altovervejende utrykte retspraksis om strafudmålingen i sager om varemærkekrænkelser samt undersøge, hvorvidt intentionerne bag lovændringen er slået igennem i praksis. Desuden belyses den strafferetlige forfølgning af varemærkekrænkelser i praksis, herunder påtalereglerne samt muligheden for at indtale den forurettedes (rettighedshavers) civilretlige erstatningskrav under straffesagen. 2 Varemærkeretlige straffedomme og politiets indsatsmuligheder Antallet af strafferetlige afgørelser om varemærkekrænkelser er begrænset, men ikke desto mindre kan det konstateres, at antallet af domme er vokset de seneste år. Dette skyldes, at mængden af udbudte kopivarer er vokset, men i høj grad også at varemærkeindehaverne er begyndt i større omfang at anvende bestemmelserne og at involvere politi og anklagemyndighed i sagerne. Undersøgelsen bygger på 34 straffesager, som vi har kendskab til, bl.a. fordi vi har været involveret i 32 af sagerne. Alle sagerne vedrører fysiske kopiprodukter, som har krænket et eller flere varemærker. Det er typisk produkter som beklædningsgenstande, tasker og»accessories«, men også parfumer, flakoner og indpakning. 25 af de 34 sager udspringer af salg på kræmmermarkeder, og i 7 tilfælde er der tale om gadesalg. I et enkelt tilfælde er krænkelsen sket på internettet, og i et andet enkeltstående tilfælde foretog politiet beslaglæggelse af de omhandlede produkter fra en bil under rutinekontrol. De foreliggende sager er opregnet i nedenstående skema. Som det fremgår, varierer sagernes størrelse baseret 100 på antallet af kopiprodukter betydeligt. Dog er der flest sager med mellem 100 og 500 produkter, næstflest med 1-100 produkter og derefter 500-1.000 og 1.000-5.000 produkter. Kun en enkelt sag har omhandlet mere end 5.000 produkter, nemlig i alt ca. 18.000 produkter. Gadesalg og salg på loppe- og kræmmermarkeder foregår typisk over en weekend, på en enkelt dag eller over få timer. Varemærkeindehaveren kan her i praksis sjældent anvende reglerne om bevissikring eller forbud på de givne tidspunkter eller med tilstrækkeligt kort varsel. Bortset fra ressourcemæssige begrænsninger er mulighederne for indgriben med politiets hjælp større. Efter de straffeprocesretlige regler kan politiet beslaglægge varemærkeforfalskede produkter mv., jf. retsplejelovens 801, stk. 1, med henblik på»sikring af bevismidler, til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger, til sikring af forurettedes krav på tilbagelevering eller erstatning, samt når tiltalte har unddraget sig sagens videre forfølgning«, jf. retsplejelovens 801, stk. 1, nr. 1-4. Afgørelse om beslaglæggelse træffes efter politiets begæring til retten ved kendelse, jf. retsplejelovens 806, stk. 1-2. I tilfælde af periculum in mora, dvs. fare for øjeblikkets forspildelse, kan politiet træffe afgørelse om beslaglæggelse med begæring om efterfølgende prøvelse for retten inden 24 timer, jf. retsplejelovens 806, stk. 3, 1. Denne prøvelse kan frafaldes af krænkeren, jf. politiets vejledningspligt i retsplejelovens 807, stk. 1. I praksis sker beslaglæggelsen på kræmmermarkeder og ved gadesalg altid med henvisning til, at øjeblikket vil forspildes, og af de 34 sager, vi har kendskab til, har spørgsmålet om efterfølgende prøvelse kun foreligget i 3 af sagerne. Retten har i hver af disse sager opretholdt beslaglæggelsen af kopivarerne. Herudover er der mulighed for at kræve konfiskation af udbyttet ved den strafbare handling, jf. retsplejelovens 75, stk. 1, samt konfiskation af genstande med henblik på at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. retsplejelovens 75, stk. 2. Konfiskation finder anvendelse ved alle Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 1
immaterialretlige lovovertrædelser, jf. straffelovens 2, og ikke sjældent begærer anklagemyndigheden også konfiskation af andre kopiprodukter end dem, der foreligger en påtalebegæring for, blandt andet fordi disse produkter kan indgå i bevisbedømmelsen. Antallet af sager om gadesalg er reelt noget højere end antallet af de sager, vi er bekendt med, idet politiet kan foretage beslaglæggelse og lukke sagen med en»straks-bøde«for gadesalg på et par tusinde kroner. Hensigtsmæssigheden heraf kan diskuteres, da bødeniveauet ved domfældelse er langt højere end»straks-bøden«i denne type sager. Ydermere fratages forurettede mulighed for at indtale sit erstatningskrav under straffesagen, når forholdet afgøres med et udenretligt bødeforlæg, ligesom sagen ikke undergives den politimæssige efterforskning, som præventive hensyn tilsiger. Udvidelsen af strafferammen med lovændringen i 2009 indebar betydeligt udvidede efterforskningsmidler, herunder indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om mere omfattende varemærkekrænkelser. Ønsket om yderligere efterforskning er stort fra rettighedshavers side, da det kan medvirke til at afdække væsentligt større sager, hvilket kan have betydning for sagens videre behandling, jf. nedenfor, og have større præventiv effekt. I flertallet af de foreliggende sager ses der imidlertid ikke foretaget yderligere efterforskning. Politiet har f.eks. ikke haft ressourcer eller prioriteret at undersøge de sager, som er indledt med en beslaglæggelse på et kræmmermarked, yderligere, herunder ved efterforskning af, hvor mange varer kræmmeren i øvrigt har på lager, hvornår han har været på markeder tidligere, hvad han har solgt samlet set, og hvor produkterne kommer fra. I løbet af det seneste års tid har vi med de nye sager, vi er bekendt med, set en stigning i såkaldte»tilfældighedsfund«, også af større varepartier. Dette vidner om, at politiet er blevet mere opmærksom på varemærkesagerne. Disse sager ser samtidig ud til ofte at have et større omfang. 3 Påtaleregler Udgangspunktet i immaterialretslovgivningen er, at det er rettighedshaver, der er påtaleberettiget. I tilfælde af forsætlig krænkelse af særlig grov karakter har det offentlige enekompetence til at påtale krænkelsen, jf. varemærkelovens og straffelovens 299b. Påtalereglerne kan skematisk illustreres som nedenfor: Grov uagtsom krænkelse, jf. varemærkelovens (herefter VML) 42, stk. 1. Privat påtale Offentlig påtale, hvis almene hensyn kræver det, retsplejelovens (herefter RPL.) 727, stk. 2, 1. pkt. Forsætlig simpel krænkelse, jf. bøde Privat påtale Offentlig påtale, hvis almene hensyn kræver det, RPL. 727, stk. 2, 1. pkt. Den, der efter stk. 1 er berettiget til at påtale eller begære påtale, kan give afkald på denne ret. Dette gælder også, selv om en sag er anlagt, eller begæring om påtale er fremsat, jf. retsplejelovens 727, stk. 1,, jf. 720, stk. 3. En varemærkekrænkelse kan også udgøre en overtrædelse af straffelovens 176, stk. 2,[3][4] og 279, som påtales af det offentlige. I praksis anvendes disse bestemmelser dog sjældent. Sådanne sager er alene undergivet offentlig påtale. 3.1 Skærpende omstændigheder I praksis skal der foreligge skærpende omstændigheder, før der kan blive tale om offentlig påtale.[5] Ved skærpende omstændigheder forstås ifølge varemærkelovens 42, stk. 4, at»der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbart retsstridig vinding«. Dette vil typisk kunne foreligge, hvis der er tale om udbud eller salg af en vis større mængde produkter. Ved vurderingen af, om der foreligger skærpende omstændigheder, kan der ud over den tilsigtede vinding bl.a. tages hensyn til mængden af piratkopierede produkter, værdien af modsvarende ægte produkter, produktkategorien, f.eks. lægemidler og andre produkttyper, som i kopiudgave kan indebære sundheds- og sikkerhedsmæssige risici, den tidsmæssige udstrækning af krænkelsen, samt hvorvidt der foreligger organiseret kriminalitet (samvirke mellem flere personer).[6] Forsætlig krænkelse af grov karakter, jf. jf. stk. 1, 1½ års fængsel Betinget offentlig påtale Offentlig påtale, hvis almene hensyn kræver det, RPL. 727, stk. 2, 1. pkt. Forsætlig krænkelse af særlig grov karakter, jf. straffelovens (herefter Strfl.) 299b, jf. 42, stk. 2, jf. stk. 1, 6 års fængsel. Offentlig påtale 101 Hidtil har det krævet, at der var tale om mere end 50 produkter, førend skærpende omstændigheder fandtes at foreligge. For særligt værdifulde produkter eller særligt skadelige kopier kunne antallet dog være mindre. s dom af 22. september 2008 domfældte på grundlag af 41 produkter. ten lagde vægt på, at varemærkeindehaverne havde rettighederne til nogle af de mest kendte varemærker i verden, og at alle de varer (tørklæder, tasker, nøgleringe mv.), som tiltalte udbød til salg, var kopier af kendte varemærker, idet de var forsynet med disse varemærkers karakteristika. Retten fandt desuden, at tiltalte måtte have været klar over, at hun ved at udbyde disse 41 kopivarer til salg krænkede enerettighederne til disse varemærker. Blandt andet fordi der var tale om udbud af varer til salg overfor en større kreds på offentlig vej, fandt retten, at der forelå skærpende omstændigheder. Kompleksiteten af påtalereglerne kommer til udtryk i en nyere afgørelse refereret i U 2011.2475 Ø, hvor Østre Landsret fandt, at overtrædelse af varemærkeloven ikke var sket under skærpende omstændigheder, til trods for at der var tale om 155 kopiprodukter (T-shirts). Da retten dermed fandt, at der ikke var hjemmel for offentlig påtale, frifandt Østre Landsret tiltalte. Til sammenligning kan henvises til en tidligere optrykt dom i U 2010.3059 Ø, hvor Østre Landsret fandt, at 211 kopiprodukter udgjorde skærpende omstændigheder, jf. varemærkelovens jf. stk. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 2
1. Det fremgår ikke af afgørelsen, hvorvidt Østre Landsret har forholdt sig til dennes tidligere egen praksis. Det kan ikke udelukkes, at Østre Landsret i sin seneste afgørelse i U 2011.2475 Ø kan have skelet til praksis inden for digital piratkopiering, jf. om strafudmåling i sager om piratkopiering Maria Fredenslund og Peter Schønning i U 2010B.231. Det nævnes her, at 300 digitale eksemplarer udgør skærpende omstændigheder. Da mængden af digitale kopier ofte er højere end antallet af fysiske produkter, fordi selve mediet giver mulighed for massekopiering, bør der imidlertid udvises betydelig varsomhed med en parallelisering mellem disse tilfælde af krænkelser. I lyset af at handel med kopiprodukter i høj grad er organiseret, finder vi det betænkeligt at sætte en så høj grænse for offentlig påtale, som tilfældet er med U 2011.2475 Ø. Det er endvidere vanskeligt at se, hvordan dette stemmer overens med hensigten bag stramningen af strafferammen for denne form for kriminalitet. 3.2 Almene hensyn I U 2011.2475 Ø bemærkede Østre Landsret samtidig, at der i sagen ikke var oplysninger om, at»almene hensyn«tilsagde offentlig påtale, jf. retsplejelovens 727, stk. 2. Dette ændrer dog ikke på, at dommen fraviger helt fast retspraksis, hvor der kan ske domfældelse for det mindre i det mere, uanset»almene hensyn«.[7] Begrebet almene hensyn er dynamisk og lader sig ikke entydigt definere, idet der er tale om hensynet til almenheden og en beskyttelse af samfundsinteresser generelt. Almene hensyn kan eksempelvis angå forbrugerbeskyttelse,[8] herunder i kopisager ønsket om at værne 102 forbrugeren mod underlødige kopiprodukter. Det er op til anklagemyndigheden at vurdere, hvorvidt almene hensyn kræver offentlig påtale. Almene hensyn kan være baseret på krænkelsens art og omfang, jf. bemærkningerne til varemærkelovens 42, stk. 4,[9] der lægger op til en bred fortolkning af begrebet»art og omfang«. Bemærkningerne til lov nr. 1404/2008 beskriver rammende de problemer, der er forbundet med kopiprodukter. Således hedder det her:»piratkopiering har væsentlige negative konsekvenser for forbrugerne, rettighedshaverne og samfundsøkonomien, uanset om det drejer sig om ophavsretligt beskyttede værker eller eksempelvis forfalskede lægemidler, legetøj eller beklædning. Danmark er først og fremmest konkurrencedygtig på viden, teknologi og kreative idéer, og piratkopiering reducerer virksomhedernes incitament til innovation og videreudvikling. En anden alvorlig konsekvens af piratkopiering er, at brugen af piratkopierede varer kan indebære sikkerheds- og sundhedsmæssige risici. Det skyldes, at piratkopierede produkter typisk ikke overholder de specielle krav i lovgivningen vedrørende indholdsstoffer, komponentsammensætninger, godkendelser mv. Eksempler herpå er forfalskede lægemidler, piratkopierede batterier til mobiltelefoner som eksploderer samt legetøj, der indeholder sundhedsskadelige, ulovlige kemiske stoffer.«disse hensyn taler for, at der i sådanne sager om kopiprodukter generelt burde foreligge»almene hensyn«. En sådan anskuelse ville betyde, at hele immaterialretsområdet skulle sidestilles med de fleste andre lovovertrædelser, hvor der kan ske offentlig påtale. Som det fremgår, er der almene hensyn ved ulovligt kopisalg af medicin, parfume- og kosmetikvarer og elektroniske produkter, idet brugen af sådanne kopiprodukter kan indebære en alvorlig sundhedsog sikkerhedsrisiko for forbrugerne. Kosmetikbekendtgørelsen[10] indeholder f.eks. regler om mærkningspligt, sundhedsfare mv. ved kosmetikprodukter med en straframme på op til 2 år, og lægemiddelloven hjemler straf på op til 1 år og 6 måneder, eksempelvis for fremstilling, forhandling, import m.v. af lægemidler uden tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen, medmindre højere straf er foreskrevet efter den øvrige lovgivning. I relation til kostbare originalprodukter (luksusprodukter) vil der næsten altid foreligge almene hensyn, da selv meget små varepartier kan virke forstyrrende og true samhandlen for de virksomheder, som dagligt ernærer sig ved salg af de tilsvarende ægte produkter. Dette synes i tråd med s førnævnte dom af 22. september 2008 om de 41 produkter. Under alle omstændigheder udgør salg af kopivarer et stort problem for de virksomheder, der rammes, hvilket i sidste ende kan betyde tab af (danske) arbejdspladser, ligesom det er et faktum i dag, at handel med kopiprodukter indgår som en faktor i organiseret kriminalitet og sågar i finansiering af terrorvirksomhed.[11] Det kan overvejes, om al fremstilling eller handel med kopiprodukter burde falde ind under begrebet almene hensyn, og dermed være underlagt offentlig påtale, jf. retsplejelovens 727, stk. 2, 1. pkt. Under alle omstændigheder ville offentlig påtale for varemærkekrænkelser være hensigtsmæssig, ikke mindst fordi vores praktiske erfaring viser, at enhver grænse for retsforfølgning hurtigt bliver de handlende med kopiprodukter bekendt og udnyttes i den organiserede handel, modsat intentionen bag lovændringerne i 2009. Esbjerg afsagde dom den 18. oktober 2011 i en sag omhandlende mellem ca. 150 og 400 produkter, hvorefter T1 idømtes en bøde på 10.000 kr. efter varemærkelovens mens T2 og T3 frifandtes med den begrundelse, at disse ikke ansås at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Anklagemyndigheden havde argumenteret for, at der forelå almene hensyn, og de tiltaltes forsvarer havde erklæret sig enige i, at varemærkelovens 42, stk. 4, ikke var til hinder for domfældelse, selvom bestemmelsen er undergivet privat påtale efter 42, stk. 4, 1. pkt. Dommen blev anket til Vestre Landsret, som afsagde dom i sagen 29. august 2012, refereret i U 2012.3447 V. Landsretten bemærkede, at anklagemyndigheden - under henvisning til at almene hensyn tilsagde det, jf. varemærkelovens 42, stk. 4, - var berettiget til at påtale overtrædelserne af og at anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens 727, stk. 2, 1. pkt. tillige var berettiget til at påtale overtrædelserne af 42, stk. 1. Landsretten skærpede straffen for T1 til 20 dages betinget fængsel, og for T2 med en bøde på kr. 10.000,00. Modsat U 2011.2475 Ø, hvor Østre Landsret bemærkede, at der i sagen ikke var oplysninger om, at almene hensyn tilsagde offentlig påtale, jf. retsplejelovens 727, stk. 2, er dommen i U 2012.3447 fra Vestre Landsret den første, som aktivt tager stilling til forfølgning af varemærkekrænkelser efter almene hensyn og domfælder herefter. Det vil imidlertid kræve, at anklagemyndigheden begærer tiltale ud fra almene hensyn, hvilken tendens allerede kan aflæses i den nyeste praksis. I en dom fra af 12. oktober 2012 havde anklagemyndigheden således begæret tiltale ud fra almene hensyn ved overtrædelse af varemærkelovens jf. 4, 103 stk. 1, ved salg af 91 produkter. ten afsagde udeblivelsesdom i overensstemmelsen hermed. 4 Strafferetlige sanktioner Ved gennemgang af de strafferetlige afgørelser efter strafskærpelsen ses det, at ingen af afgørelserne er afgjort efter den skærpede bestemmelse i straffelovens 299b, som hjemler op til 6 års fængsel ved krænkelser af særlig grov karakter. I bemærkningen til bestemmelsen i 299b er der ellers givet grundlag for en bred anvendelse, idet det fremgår, at:»... bestemmelsen ikke udelukkende forudsættes anvendt, hvor strafferammen i de enkelte immaterialretlige love ikke er tilstrækkelig, men forudsættes også anvendt i tilfælde, hvor forholdet skønnes at være så groft, at samfundets reaktion bør komme til udtryk ved anvendelse af straffeloven frem for den en- Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 3
kelte immaterialretlige lov, selv om den konkret forskyldte straf fastsættes til væsentligt mindre end strafmaksimum i den pågældende immaterialretlige lov.«hovedparten af alle sager er afgjort med bødestraf, og den tidligste dom fra 2006 resulterede i en bøde på 20.000 kr. for 107 produkter. Dommen blev retningsgivende for en lang række efterfølgende afgørelser med samme bødeniveau. Den hidtil højeste straf efter varemærkeloven er idømt ved Østre Landsrets dom af 15. juni 2011, refereret i U 2011.2839 Ø. I denne sag blev T1 dømt til 6 måneders ubetinget fængsel og T2 til 3 måneders betinget fængsel. Sagen angik ca. 18.000 kopiprodukter, og Østre Landsret vurderede specifikt, hvorvidt forholdene skulle henføres under straffelovens 299b eller varemærkeloven. Østre Landsret konkluderede med henvisning til forarbejderne, at straffelovens 299b er en overbygning på en særbestemmelse og forudsættes anvendt ved helt grove overtrædelser. Det måtte derfor bero på en samlet vurdering, om krænkelserne i sagen var af en sådan karakter og grovhed, at de kunne henføres til straffelovens 299b. Retten fandt ikke, at dette var tilfældet. Sagen omhandlede 8 forhold om salg af kopivarer på forskellige kræmmermarkeder. Forhold 1-5 i sagen var begået før strafskærpelsen i 2009, og de resterende forhold 6-8 var ikke i sig selv grove nok til at udgøre en krænkelse efter 299b. Efter krænkelsens omfang og karakter sammenholdt med den samtidig gennemførte betydelige skærpelse af varemærkeloven fandt Østre Landsret derfor, at de resterende forhold måtte henføres under varemærkelovens 42, stk. 2. T1 blev kendt skyldig i forhold 6 og 7, og T2 skyldig i forhold 7 og 8. Isoleret set angik forhold 6 samlet 7.710 kopiprodukter, forhold 7 angik 3.581 kopiprodukter, og forhold 8 angik 738 kopiprodukter. I den tidligere retsinstans havde dommeren fundet T1 skyldig efter straffelovens 299b, stk. 1, nr. 2, jf. varemærkelovens 42, stk. 2. Henset til at straffelovens 299b indtil videre ikke er set anvendt på varemærkekrænkelser, er det for tidligt at konkludere noget endeligt om grænseværdier i den sammenhæng, men følges Østre Landsrets ræsonnement i U 2011.2839 Ø, kunne det føre til, at der skulle mere end 7.000 produkter til, for at bestemmelsen finder anvendelse. Der er en anden tilgang i forhold til digitale kopier, hvor fremstilling og salg/udbud af piratkopier i et omfang på mere end ca. 1.000 eksemplarer generelt ses at medføre fængselsstraf efter 299b for ophavsretlig krænkelse.[12] Udgangspunktet for strafskærpelsen den 1. januar 2009 var, at overtrædelser af varemærkelovens undergives frihedstraf.[13] Det skærpede bødeniveau vil i praksis navnlig have betydning for overtrædelser begået af selskaber mv. (juridiske personer), og udgangspunktet i forhold til grove overtrædelser begået af fysiske personer vil være, at der idømmes en fængselsstraf. Af de 34 sager er der således kun 10 sager, hvis forhold kunne henføres til de nye skærpede regler efter 2009, idet forholdene ellers er begået tilbage i 2007 eller 2008. De fleste sager, hvor den strafbare handling er sket efter 1. januar 2009, er alle ført efter varemærkeloven. Af disse afgørelser er det kun i Østre Landsrets afgørelse i U 2011.2839 Ø, jf. ovenfor (hvor ikke engang alle forhold kunne henføres til de nye regler), samt i Glostrups afgørelse af 11. januar 2012, hvor 299b kunne tænkes anvendt. At Glostrup når frem til 3 måneders betinget fængsel for 1.777 produkter efter varemærkeloven, kan ses som et svagt tegn på en skærpelse, men det må overvejes, om det ikke havde været mere i tråd med forarbejderne at henføre forholdet til straffelovens 299b, Østre Landsrets dom fra juni 2011 desuagtet. Strafudmålingen efter varemærkelovens regler er i øvrigt forholdsvis ukompliceret og illustreres ved skemaet sidst i artiklen, som opregner de enkelte sager med angivelse af, hvilken ret der traf afgørelsen, hjemlen herfor, antallet og karakteren af kopiprodukterne samt den idømte straf og erstatningskravet. Overordnet set er 2/3 af sagerne afgjort med bødestraf. Typisk ligger bødeniveauet på ca. 10.000,00-25.000,00 kr. ved mellem 100-500 produkter. I en enkelt sag fra af 5. maj 2008 blev der givet en bøde 104 på kr. 40.000,00, som retten begrundede med det forhold, at»retten finder under hensyn til mængden, at bøden væsentligt bør overstige 20.000,00 kr., der efter retspraksis synes at være sædvanlig bødestørrelse ved ca. 100 effekter. Da der er tale om over det dobbelte antal effekter begået ad to omgange, findes bøden passende at kunne sættes til det dobbelte, dvs. 40.000,00 kr.«anklagemyndigheden havde krævet bødestraf på 100.000,00 kr., hvilket også synes at have motiveret retten til at lægge niveauet noget højere. Der ses idømt frihedsstraf, når produktantallet bevæger sig over 400-600 produkter. På et rent varemærkeretligt grundlag er der kun givet ubetinget frihedsstraf i to sager, vel at mærke mod den samme tiltalte, jf. U 2011.2839 Ø. Der blev lagt vægt på, at tiltalte tidligere var dømt for ligeartet kriminalitet, herunder at forholdene var begået i prøvetiden. Særligt værd at bemærke i U 2011.2839 Ø er, at dommen udover 6 måneders ubetinget fængsel til T1 fratog T1 ret til visse erhvervsmæssige aktiviteter. Østre Landsret fandt ikke, at der efter formuleringen af straffelovens 79, stk. 2, sammenholdt med stk. l, var hjemmel til at frakende tiltalte retten til generelt at drive handelsvirksomhed med ophavsrets-, varemærke-, design-, patent- eller brugsmodelbeskyttede varer. Til gengæld fandt Østre Landsret, at tiltalte kunne frakendes retten til at sælge varer på markedspladser og lignende steder, jf. straffelovens 79, stk. 2 og 3. Dette er en nyskabelse inden for de varemærkeretlige straffedomme, og henset til at ca. 2/3 af alle sager opstår ved ulovligt salg på markeder eller ved gadesalg, er dette en yderst relevant og præventiv sanktion, som bør overvejes, omend ikke kun i forhold til tidligere straffede. Tiltalte forsøgte at opnå Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke spørgsmålet om rettighedsfrakendelse særskilt til Højesteret, men fik afslag. Såfremt der ikke er tale om recidiv som i U 2011.2839 Ø og Østre Landsrets utrykte dom af 9. september 2009, idømmes kun betingede fængselsstraffe, typisk på 1-2 måneder. Det er sædvanligt, at den betingede dom kombineres med en tillægsbøde ofte på mellem 10.000,00-20.000 kr., jf. straffelovens 58, stk. 2. Den seneste afgørelse fra Hillerød Ret af 16. maj 2012 må ses som udtryk for en vis strafskærpelse i forhold til tidligere. Retten dømte således tiltalte til 20 dages betinget fængselsstraf og en tillægsbøde på kr. 10.000 samt tilkendte rettighedshaver erstatning på 50.000,00 kr. for salg af 228 kopierede T-shirts. Ligeledes Vestre Landsrets dom i U 2012.3447 V refereret ovenfor synes udtryk for en vis skærpelse. På baggrund af vores gennemgang af retspraksis er det dog endnu for tidligt at sige, om lovændringen er slået igennem i relation til sager om varemærkekrænkelse. Hidtil er i hvert fald udvist større tilbageholdenhed med anvendelse af straf, end forarbejderne tilsiger. 5 Adhæsionsprocessen og erstatningsudmåling under straffesagen Forurettede kan indtale sit erstatningskrav under straffesagen under en såkaldt adhæsionsproces, jf. retsplejelovens 991. Erstatningskravet skal uden væsentlig ulempe kunne behandles under straffesagen, og spørgsmålet om straf skal afgøres»i samme retning«som erstatningskravet - det såkaldte ensretningsprincip, jf. retsplejelovens 992. I praksis vil erstatningskravet blive indtalt af anklagemyndigheden eller forurettedes repræsentant. Kravet bør medtages i tiltalen af hensyn til forberedelsen (herunder fra tiltaltes side) samt til muligheden for opnåelse af udeblivelsesdom for så vidt angår erstatningskravet. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 4
Fordelene ved at indtale erstatningskravet under straffesagen er åbenbare. Rettighedshaveren skal ikke anlægge civil retssag ved Søog Handelsretten, ligesom tiltalte ikke udsættes for en yderligere proces med deraf følgende omkostninger. Dette er samtidig samfundsmæssigt procesbesparende. Rettighedshaver skal endvidere ikke betale retsafgift. Muligheden for samtidig pådømmelse af det civile krav er fremmende for indgivelse af politianmeldelse, således at strafbare forhold pådømmes som sådanne, ligesom adhæsionsprocessen kriminalpræventivt har den betydning, at tiltalte får indskærpet, at den tiltalte, udover den strafferetlige sanktion, også må tage de økonomiske konsekvenser af sine handlinger. Retten kan imidlertid på ethvert trin nægte et borgerligt kravs forfølgning under straffesagen, når den finder, at dets behandling under denne ikke kan ske»uden væsentlig ulempe«, jf. retsplejelovens 991, stk. 4. Afgørelsen om udskydelse kan ikke kæres, jf. 995, stk. 4. Derimod kan kravet påkendes af den overordnede ret, hvis straffesagen ankes, jf. 995, stk. 1 og 3. Der skal derfor foretages en konkret vurdering, men hvis straffesagen fører til domfældelse, er der meget lidt, der taler for ikke at medtage erstatningskravet, hvis dette ellers er dokumenteret. Dokumentation kan ske ved vidneafhøring, eller i varemærkeretlig sammenhæng ved fremlæggelse af erklæringer samt oplysninger blandt andet om priser på de originalprodukter, som er kopieret. Af de førnævnte 34 strafferetsafgørelser er erstatningskravet i 10 tilfælde blevet udskilt til civilt, hvilket ikke blev begrundet af retten. I 21 af sagerne medtog retten den forurettedes erstatningskrav, svarende til ca. 62 % af tilfældene. 105 Bevisbedømmelsen er den samme i straffe- og civilretlige sager og baserer sig på krav om vederlag, hvilket ikke kræver bevis for tab, erstatning for yderligere tab samt godtgørelse for ikke-økonomisk skade, jf. varemærkelovens 43. Det er muligt for retten at udøve et konkret skøn, hvilket også sker i praksis. Dommene i vores undersøgelse viser, at retten i straffesager fastsætter vederlag, erstatning og godtgørelse svarende til 50-90 % af det påståede erstatningskrav. I visse tilfælde skyldes dette en nedsættelse i medfør af erstatningsansvarslovens 24. Således kan det konstateres, at retten i 10 ud af de 21 sager har nedsat erstatningen efter erstatningsansvarslovens 24. Der henvises bl.a. til domme fra Hillerød af 12. september 2008, s af 22. september 2008 og 21. november 2010 samt Holbæk af 13. januar 2011. Erstatningen i disse sager blev fastsat til 12.000,00-50.000,00 kr., bl.a. under hensyn til»at erstatningskravet vil virke urimeligt tyngende for tiltalte«eller»under hensyn til oplysningerne om tiltaltes personlige og økonomiske forhold og til, at det ikke er sandsynliggjort, at tiltalte har fået noget økonomisk udbytte, finder retten, at tiltaltes erstatningsansvar skal lempes i medfør af erstatningsansvarslovens 24«. I en nyere sag fra Glostrup af 11. januar 2012 indrømmes rettighedshaverne en samlet erstatning (vederlag, erstatning og godtgørelse) på 410.000,00 kr. Retten satte det oprindeligt påståede beløb ned med 50 %, jf. erstatningsansvarslovens 24. Det har givetvis spillet ind i rettens afgørelse af kravets størrelse, at tiltalte erkendte erstatningspligten samt ikke bestred kravets størrelse, og desuden uden forbehold erkendte sig skyldig i sagen. Nedsættelsen sker imidlertid ikke alene med henvisning til erstatningsansvarslovens 24. Som eksempel kan nævnes dommene fra Holbæk af 24. februar 2011 (påstand 320.000,00 kr., tilkendt 30.000,00 kr.) og fra af 25. maj 2009 (påstand 560.000,00 kr., tilkendt 50.000,00 kr.). Nedsættelsen af erstatning i forhold til det påståede er ikke usædvanligt i sager om varemærkekrænkelse, men nedsættelserne i adhæsionsprocesserne forekommer forholdsmæssigt større end i de civile sager. Dette sætter varemærkeindehaverne i et dilemma om, hvorvidt erstatningskravet skal forfølges under straffesagen med risiko for nedsættelse og/eller udskillelse eller under et civilt, typisk med mulighed for at opnå højere erstatning, men mod forøgede omkostninger. Nærværende undersøgelse viser, at forurettede er blevet tilkendt erstatning i størrelsesordenen mellem 2.000,00 og 410.000,00 kr., dog typisk mellem 20.000,00 og 50.000,00 kr. Hvorvidt sagsomkostninger tillige kan pålægges, er tvivlsomt, idet retsplejelovens kap. 89 i modsætning til færdselslovens 112, stk. 4, ikke indeholder nogen udtrykkelig hjemmel i så henseende. Reelle grunde taler dog stærkt for en analog overførelse af færdselslovens regler på dette punkt, og ifølge litteraturen på området gives i praksis vistnok undertiden sagsomkostninger.[14] 6 Retsplejerådets overvejelser i forhold til adhæsionsprocessen Retsplejerådet har i betænkning nr. 1522/2010 om Reform af den civile retspleje VI Kapitel 4 foreslået at modernisere adhæsionsprocessen med henblik på at sikre, at flere civile krav afgøres under straffesager. Det er Retsplejerådets opfattelse, at hensynet til den forurettede må veje tungere end tidligere ved den konkrete udformning af adhæsionsprocessen. Derfor forudsætter forslaget, at der fremover skal mere til, for at et civilt krav kan udskilles af straffesagen til særskilt behandling, end tilfældet hidtil har været efter den gældende 991, stk. 4. Retsplejerådet anbefaler bl.a., at ethvert krav, der særskilt kan behandles i civilprocessens former, principielt skal kunne behandles under en straffesag, og at de procesøkonomiske hensyn, der begrunder adhæsionsprocessen, skal modvirke en gentagelse af straffesagens bevisførelse under en efterfølgende civil sag. Som en lettelse for forurettede og af hensyn til behandlingen af det civile krav foreslår Retsplejerådet, at der indføres en blanketordning til brug for civile kravs indbringelse for retten, og at denne blanket udformes, så en korrekt udfyldt blanket, hvis det civile krav alligevel ikke påkendes under straffesagen, kan danne grundlag for senere behandling i civilprocessens former som en stævning.[15] Det foreslås endvidere, at forurettedes advokat får adgang til i retten at føre bevis, herunder afhøre tiltalte, forurettede og andre vidner, om forhold af betydning for det civile krav samt at udvide advokatens adgang til aktindsigt efter retsplejelovens 741 c, stk. 2, allerede fra beskikkelsestidspunktet. Retsplejerådet lægger desuden op til, at de involverede parter fortsat skal kunne finde praktiske løsninger i forbindelse med behandlingen af det civile krav under straffesagen, eksempelvis indgåelse af forlig, ligesom det 106 foreslås at hjemle tilkendelse af sagsomkostninger i forbindelse med behandlingen af det civile krav. Til gengæld gøres der ikke nærmere op med spørgsmålet om udskillelse af erstatningskravet, idet det fortsat vil bero på en konkret helhedsvurdering, om behandlingen af det civile krav må forventes at medføre en væsentlig forlængelse af straffesagen, og derfor kan udskilles. 7 Konklusion Gennemgangen af retspraksis viser, at der hidtil ikke har været problemer med at håndhæve varemærkekrænkelser strafferetligt, og at den strafferetlige forfølgning tilsyneladende anvendes i stigende omfang i hvert fald for visse typer af sager. Afgørelsen i U 2011.2475 Ø hvor retten fandt, at 155 kopiprodukter ikke udgjorde skærpende omstændigheder, udgør imidlertid et problem for rettighedshaver, da der er risiko for, at de mindre kopisager ikke kan blive forfulgt strafferetligt. Det er netop i sådanne sager, at rettighedshaver har behov for politiets assistance, idet de civile retsmidler Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 5
ikke er fyldestgørende, hvis krænkelsen skal håndhæves øjeblikkeligt på steder eller tider af døgnet, hvor civilretten ikke er tilgængelig. Sagerne vil dog fortsat kunne køres efter almene hensyn, jf. herunder Vestre Landsrets dom U 2012.3447 V omtalt ovenfor, men det er ikke hensigtsmæssigt, hverken ud fra en ressource- eller en retssikkerhedsbetragtning at skulle foretage denne vurdering fra sag til sag, hvorfor en lovændring til offentlig påtale for immaterielle krænkelser ville skabe klarhed og bibringe kontinuitet til området. Tanken har aldrig været at nedkriminalisere området, tværtimod, men Østre Landsrets afgørelse U 2011.2475 Ø kunne i sin yderste konsekvens afskære effektiv håndhævelse mod handel med kopivarer, hvilket ville give kopisterne frit spil, såfremt der ikke begæres tiltale efter almene hensyn som i U 2012.3447 V. Bøde- og strafniveauet har været konstant siden 2006. Typisk ligger bødeniveauet på ca. 10.000,00-25.000,00 kr. ved mellem 100-500 kopiprodukter, noget højere ved gentagelsestilfælde. Ved mere end 400-500 kopiprodukter idømmes typisk betingede fængselsstraffe af 1-2 måneders varighed, ofte med en tillægsbøde på mellem 10.000,00-20.000,00 kr. Gennemgangen af retspraksis viser dog, at strafskærpelsen med lovændringen 1. januar 2009 overordnet set ikke er slået igennem i praksis endnu, hverken på bødestørrelse eller fængselsstraf. Ingen af sagerne er desuden ført efter 299b, og de få sager, hvor det kunne have været overvejet, er blevet henført under varemærkelovens regler. Dette er bemærkelsesværdigt, henset til at man fra lovgivers side lagde op til, at bestemmelsen kunne anvendes, selv om straffen konkret ikke ville blive udmålt til mere end fængsel på 1 år og 6 måneder som efter særlovgivningen, da henførelsen under straffeloven dels tilfører vigtig signal- og præventiv værdi, dels giver adgang til særlige efterforskningsmidler. Henset til den tilsvarende praksis på det ophavsretlige område, hvor straffelovens 299b finder anvendelse på sager over 1.000 produkter, synes der lang vej igen for varemærkekrænkelser i en strafferetlig kontekst med den nuværende retspraksis. Lovændringen er fortsat ny i den forstand, at mange forhold er begået før 1. januar 2009, herunder at der i perioden efter lovændringen fortsat primært har været tale om mindre sager. Dette ændrer imidlertid ikke på det forhold, at en strafskærpelse er svær at få øje på. Det er i den forbindelse interessant, at der i de få sager om varemærkekrænkelser ført efter straffelovens 279 om bedrageri idømmes en langt højere straf end efter varemærkeloven, hvilket igen understreger behovet for en strafskærpelse efter varemærkeloven ved henføring af forholdene under 299b. Afgørelsen fra Hillerød Ret af 16. maj 2012, som giver 20 dages betinget fængselsstraf samt tillægsbøde på kr. 10.000,00 og idømmer et erstatningskrav på 50.000,00 kr. for salg af 228 kopi-t-shirts, og Vestre Landsrets dom i U 2012.3447 V, som i forhold til byretten skærper straffen for T1 og T2, er det eneste skridt mod den skærpelse, lovgiver har forudsat. For så vidt kan man sige, at der er plads til forbedring i den strafferetlige håndtering af varemærkekrænkelser både i henseende til strafudmåling, henføring af grove tilfælde under straffeloven og anvendelse af påtalereglerne. I over 60 % af sagerne idømmes et erstatningskrav i størrelsesordenen 2.000,00-410.000,00 kr., dog typisk mellem 20.000,00-50.000,00 kr. Som lovgivningen er i dag, er det dog fortsat let for domstolene at udskille erstatningskravet til civilt. I de varemærkeretlige kopistraffesager har det navnlig krævet en meget aktivt indsats fra forurettedes side at få erstatningskravet pådømt under straffesagen. Med Retsplejerådets anbefaling om en mere aktiv rolle for forurettede i adhæsionsprocessen samt de retspolitiske overvejelser i den henseende banes der vej for, at endnu flere civilretlige krav kan blive medtaget under straffesagen som det mest procesbesparende for alle parter. Som et yderligere afgørende punkt skal det fremhæves, at flertallet af de sager, vi har gennemgået, vidner om manglende efterforskning af de varemærkeretlige krænkelsessager. Hverken før eller efter lovændringen ses rettighedshavernes anmeldelser at have medført videre efterforskning fra politiets side. Dette er grundlæggende problematisk, da sager af et potentielt betydeligt større omfang dermed behandles som de mindre sager omtalt her med risiko for frifindelse som følge af påtalereglerne, eller dog har milde straffe til følge. 107 8 Skema Dato og domstol København 12.10.2012 Vestre Landsret 29.8.2012 (U 2012.3447 V) Hjemmel 35.000,00 (betalingspåstand 360.957) (udeblivelsesdom) Varemærkelovens (herefter VML) jf. 4, stk. 1 jf. stk. 2, jf. 4, stk. 1 Kopiprodukter 91 parfumer T1-142 boxershorts T1 og T2-94 boxershorts) T1,T2,T3-148 produkter (29 trøjer, 65 t-shirts, 57 boxershorts) Idømt straf Bøde 10.000,00 (udeblivelsesdom) Tiltalte 1 20 dages betinget Tiltalte 2 Bøde 10.000,00 Tiltalte 3 Frifundet Vederlag, erstatning og/eller godtgørelse (ej omtalt i dommen) Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 6
Dato og domstol Hillerød 16.5.2012 Glostrup 11.1.2012 Hjemmel jf. stk. l, jf. 4 jf. stk. l, jf. 4 Kopiprodukter 228 T-shirts 1777 produkter 1173 trøjer/t-shirts 604 par underbukser Idømt straf Tiltalte 1 20 dages betinget + bøde kr. 10.000,00 Tiltalte 2 20 dages betinget + bøde kr. 10.000,00 3 måneders betinget Østre Landsrets 15.6.2011 (U 2011.2839 jf. til dels tidligere 42, stk. 1 18.033 produkter Tiltalte 1: 6 måneders ubetinget + 2 års rettighedsfratagelse af salg på markedspladser og lign. Århus 14.6.2011 Holbæk 24.2.2011 Glostrup 31.1.2011 2 måneders betinget (tidl. straffet for bedrageri) Straffelovens (herefter Strfl.) 279, jf. stk. 2, 2. pkt (dagældende), jf. 42, stk. 2, jf. stk. 4, (nugældende), jf. 4, stk. 1 jf. 4, stk. 1 og 2 2304 pakker barberblade +12131 par strømper + 597 parfumer + 1770 boxershort + 240 dametrusser + 199 trøjer + 699 T-shirts + 93 sweatshirts 21 produkter Bælter og tasker 559 produkter 3 tasker + 9 punge + 16 hårbøjler + 10 solbriller + 3 tørklæder + 20 bøllehatte + 222 par øreringe + 49 armbånd + 4 halskæder + 128 trøjer + 27 bluser + 6 toppe + 55 T-shirts + 7 kjoler 153 produkter 141 T-shirts + 12 kasketter betinget Bøde 10.000,00 Bøde 20.000,00 Vederlag, erstatning og/eller godtgørelse 50.000,00 (betalingspåstand 177.689,00 - nedsat efter 410.000,00 (betalingspåstand 842.480,00 - nedsat efter 30.000,00 (betalingspåstand 320.062,30) 68.240,00 (det påståede beløb) 108 Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 7
Dato og domstol Holbæk 13.1.2011 Hjemmel jf. stk. 2, 2. pkt. (dagældende), jf. 42, stk. 2, jf. stk. 4, 2. pkt. (nugældende) Kopiprodukter 570 produkter 13 bluser + 507 par tennissokker + 50 par boxershorts Idømt straf Bøde 10.000,00 Svendborg 28.12.2010 jf. stk. 1 129 trøjer Tiltalte 1: Bøde 20.000,00 Tiltalte 2: Bøde 5.000,00 3.12.2010 12.11.2010 Østre Landsret 26.8.2010 (U 2010.3059 Ø) (nu 42, stk. 2) 42, stk. 2 (2009-lov) [...], jf. tidligere lovbekendtgørelse nr. 782 af 30. august 2001 med senere ændringer 42, stk. 1, 2. pkt. 522 parfumer 670 produkter 85 armbånd + 241 fingerringe + 11 hårbøjler + 30 vedhæng til halskæde + 277 øreringe + 26 halskæder 279 produkter 97 Poloshirts + 68 cardigan og T-shirts + 113 T-shirts + 1 tørklæde Bøde 20.000,00 30 dage, betinget + bøde 10.000,00 Bøde 10.000,00 Vederlag, erstatning og/eller godtgørelse 12.000,00 (betalingspåstand 117.728,50, men nedsat efter Tiltalte 1 Idømt betaling af 20.000,00 Tiltalte 2 Idømt betaling af 5.000,00 (betalingspåstand samlet 73.220, men nedsat efter 45.000,00 (betalingspåstand 322.482) 50.000,00 (betalingspåstand 661.175, men nedsat efter Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 8
Dato og domstol Hjemmel Kopiprodukter Idømt straf 135 produkter Tiltalte 1: Bøde Helsingør 42, stk. 1 25.000,00 22.12.2009 og stk. 2, 46 tasker + 21 tørklæder + 1 mobiltaske + 32 2.000,00 jf. stk. 4, Tiltalte 2: Bøde bælter + 3 punge + 2 [2009-lov] nøgleringe + 9 parfumer + 9 bikinier + 1 halssmykke + 3 solbriller + 6 mobilholdere + 1 sweatshirt + 1 ur 12.10.2009 Østre Landsret 9.9.2009 25.5.2009 Bøde på 7.500,00, hvorved der blev taget hensyn til tiltaltes indtægtsforhold 12.3.2009 4.3.2009, jf. stk. 1, jf. stk. 2, 2. pkt. (nu jf. stk. 4, ) 42, stk. 2 [2009-lov] 97 produkter 9 punge + 28 bælter + 5 tasker + 18 tørklæder + 14 nøgleringe + 12 mobilpunge + 6 par sokker + 5 silketørklæder 629 parfumer 665 produkter 50 kasketter + 26 bøllehatte + 28 hårbånd + 63 par sokker + 59 poser + 12 ure + 24 punge + 3 tasker + 24 bælter + 3 slips + 296 tørklæder + 5 par sandaler + 27 vedhæng til mobiltelefoner + 22 par solbriller + 6 halskæder + 3 mobiltelefonholdere + 14 øreringe 78 produkter 17 punge + 16 bælter + 20 solbriller + 25 nøgleringe 515 produkter 58 punge + 238 tørklæder + 66 tasker + 2 nøgleringe + 29 bælter + 32 bøllehatte + 11 kasketter + 46 par sokker + 33 hårspænder Bøde 10.000,00 3 måneder ubetinget 30 dage betinget + bøde 10.000,00 30 dage betinget + bøde 10.000,00 Vederlag, erstatning og/eller godtgørelse 109 50.000,00. (betalingspåstand 561.287,00) Indgået retsforlig på 20.000,00 50.000,00 (betalingspåstand 611.722,00, men nedsat efter Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 9
Dato og domstol Aalborg 27.11.2008 Aalborg 14.11.2008 22.9.2008 Hillerød 12.9.2008 Hjemmel Kopiprodukter 100 parfumer 1.055 produkter 424 trøjer + 477 par sokker + 154 parfumer 41 produkter 18 tørklæder + 11 tasker + 2 punge + 27 bælter + 8 nøglevedhæng 1.108 produkter: 4 bæltetakser + 36 punge + 125 fingerringe + 339 tørklæder + 21 tasker + 52 øreringe + 4 nøgleringe + 96 bælter + 1 bæltespænde + 22 bøllehatte + 104 kasketter + 7 halskæder + 100 hårbøjler + 3 mobiltelefontasker + 35 diverse smykker + 159 bogstaver dannende varemærke Idømt straf Bøde på 20.000,00 Bøde på 20.000,00 Bøde på 5.000,00 (lagt vægt på tiltaltes personlige og økonomiske forhold) 40 dage betinget + bøde 10.000,00 Hjørring 54 produkter Tiltalte 1: Bøde 4.000,00 5.9.2008 34 hårbøjler + 20 T- shirts 8.000,00 20.6.2008 Hjørring 2.6.2008 101 produkter 16 punge + 41 bælter + 44 tørklæder 71 hårbøjler Bøde 20.000 Bøde 8.000,00 Vederlag, erstatning og/eller godtgørelse 45.000,00 (betalingspåstand samlet 475.933,50, men nedsat efter 30.192,50 (betalingspåstand 340.192,25) 60.837,50 (betalingspåstand 243.350,00, men nedsat til 1/4, jf. EAL 24) 50.000,00 (betalingspåstand 753.399,00, men nedsat efter 110 Tiltalte 1 Idømt betaling af 10.000,00 Tiltalte 2 Idømt betaling af 2.500,00 (betalingspåstand samlet 117.000,00) 10.000,00 (betalingspåstand 71.300,00) Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 10
Dato og domstol 5.5.2008 Hjemmel Kopiprodukter 392 produkter 50 bælter + 4 halstørklæder + 250 øreringe + 32 nøgleringssnore + 45 mobiltelefonsnore + 9 nøgleringe + 2 halskæder Idømt straf Bøde 40.000,00 Dømt på grundlag 68 mærkefalske effekter Tiltalte 1: 4 måneder betinget 30.4.2008 af Strfl. 279 og forsøg Tiltalte 2: 6 måneder, herpå, jf. 21 Retten på Frederiksberg 24.10.2007 Retten på Frederiksberg 02.10.2007 Hjørring 21.9.2007 Hjørring 29.6.2007 Hjørring 22.6.2007 18.12.2006 42, stk. 1 VML - ej specificeret. 2.338 produkter 1907 T-shirts + 431 sweatshirts 158 bælter 549 produkter 469 parfumer + 79 T- shirts + 1 tørklæde 110 produkter 83 tasker + 27 bælter 123 tasker 107 produkter 63 tørklæder + 36 punge + 1 kalender + 7 tasker hvoraf 4 betinget (dog også dømt efter lov om euforiserende stoffer) 40 dage betinget + bøde 20.000,00 Bøde 20.000,00 Bøde 20.000,00 Bøde 20.000,00 Bøde 24.000,00 Bøde 20.000,00 Vederlag, erstatning og/eller godtgørelse Indgået retsforlig på 45.000,00 2.502,60 (til privatperson) 3.000,00 + moms (det påståede beløb) 30.000,00 50.000,00 (betalingspåstand 491.900,00, men nedsat, jf. Indgået retsforlig på 100.000,00 1. Dog er der fortsat ikke sket harmonisering af reglerne for geografiske oprindelsesbetegnelser og plantevariationer. 2. Se lov nr 352 af 19/05/2004 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, markedsføringsloven og ophavsretsloven (IT-kriminalitet m.v.). 3. Se hertil U 1933.1138, hvor tiltalte havde købt cigarer billigt og videresolgt disse som værende af forskellige kendte mærker af bedre kvalitet til en pris, der lå betydeligt højere, idet tiltalte leverede cigarerne bundet i de originale bånd, mærker og kasser. Tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens 176, stk. 2, om varefalsk samt bedrageri, jf. straffelovens 279, jf. 285. 4. Anvendelsen af straffelovens 176 forudsætter, at varen er forsynet med offentligt stempel eller mærke, hvilket vil være begrænset til enkelte varegrupper, eksempelvis parfumer eller fødevarer. 5. Jf. Knud Wallberg, Varemærkeret, Varemærkeloven med kommentarer, 4. udgave, 2008, s. 315. 6. Jf. bemærkningerne til L 2008 1404, Ændring af varemærkeloven, straffeloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed samt forskellige andre love (Styrket indsats mod piratkopiering m.v.). 7. Se hertil Bernhard Gomard, Jens Møller, Oliver Talevski, Peter Thønnings m.fl., Kommenteret Retsplejelov, Bind III, 8. udgave 2008, s. 46, og U 2006.2463 V. 8. Se Steen Treumer og Erik Werlauff i U 2002B.60, EU-løftestangsprincippet, hvor tvingende almene hensyn omtales som eks. forbrugerforhold. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 11
9. Jf. bemærkningerne til L 2008 1404, Ændring af varemærkeloven, straffeloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed samt forskellige andre love (Styrket indsats mod piratkopiering m.v.). 10. Jf. BEK nr. 422 af 04/05/2006. 11. OCTA Rapport 2011 - Europol Organised Crime Threat Assesment 2011, O2 - Analysis & Knowledge, The Hauge, 28/04/11 File no. 2530-274. 12. Jf. Maria Fredenslund og Peter Schønning i U 2010B.231 Strafudmåling i sager om piratkopiering, s. 3. 13. Se bemærkningerne til L 2008 1404, Ændring af varemærkeloven, straffeloven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed samt forskellige andre love (Styrket indsats mod piratkopiering m.v.). 14. Se Stephan Hurwitz, Den Danske Strafferetspleje, 2. udgave 1949, s. 843, og Bernhard Gomard, Jens Møller, Oliver Talevski, Peter Thønnings m.fl., Kommenteret Retsplejelov, 8. udgave 2008, Bind III, s. 505. 15. Retsplejerådet udtaler videre, at det ikke bør komme den forurettede til skade, hvis retten vælger at udskyde behandlingen af det civile krav til civilt af hensyn til afviklingen af straffesagen. Da behandling af et civilt krav under straffesagen er afgiftsfri for den forurettede, bør den forurettede ikke betale retsafgift for den videre påkendelse af et krav, der er udskudt fra behandling under straffesagen, medmindre udskydelsen kan bebrejdes den forurettede, eller den senere civile sag også omfatter andre krav end det krav, som kunne være påkendt under straffesagen. Det foreslås at ændre retsafgiftslovens 12, stk. 1, i overensstemmelse hermed. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 12