Beslutningsforslag nr. B 109 Folketinget 2009-10 Fremsat den 21. januar 2010 af Karl H. Bornhøft (SF), Anne Baastrup (SF), Özlem Sara Cekic (SF), Jonas Dahl (SF), og Ole Sohn (SF) Forslag til folketingsbeslutning om godkendelsesordning for alkoholbehandling Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af dette folketingsår at tage initiativ til, at der stilles minimumskrav til kvaliteten af den alkoholbehandling, som de danske kommuner stiller til rådighed for alkoholafhængige. Det skal sikres, at alkoholafhængige patienter modtager behandling af høj kvalitet baseret på et ansvarligt og videnskabeligt grundlag. Dermed skal det undgås, at patienterne udsættes for utilstrækkelig eller skadelig behandling. Behandlingstilbuddet skal opfylde centralt fastsatte kvalitetskriterier. Disse skal udarbejdes i samarbejde med de relevante parter og dermed være baseret på en kvalificeret vurdering af, hvordan alkoholikere får den bedste afvænning og behandling af såvel alkoholafhængighed som følgesygdomme. Der skal etableres: Godkendelsesordninger for både ambulante alkoholbehandlingsinstitutioner og døgnbehandlingsinstitutioner i såvel offentligt som privat regi. Herigennem skal fastsættes standarder for diagnostik og behandlingsmetoder inden for alkoholbehandlingen. Standarder for personalesammensætning i den kommunale alkoholbehandling, så både det sociale og sundhedsfaglige felt inddrages i alkoholbehandlingen. Desuden skal det fastsættes, hvilke kvalifikationer personalet bør besidde. Ligeledes bør der også stilles krav til kvaliteten af efteruddannelse inden for området. Standarder for samarbejdet mellem kommuner, alkoholbehandlere, praktiserende læger og somatiske og psykiatriske sygehusafdelinger. AX011870
2 Bemærkninger til forslaget Omfanget af alkoholmisbrug i Danmark Stort set alle danskere drikker alkohol, men for en betydelig del er det blevet et problem, der går ud over deres helbred, psyke og sociale liv. Det estimeres, at 585.000 har et skadeligt forbrug af alkohol, og at 140.000 er direkte afhængige. Lidt over hver tiende af disse, det vil sige ca. 15.000, er socialt udstødte med svære psykiske problemer. Disse misbrugere er ofte hjemløse og er det, som mange vil opfatte som en arketypisk alkoholiker. Langt de fleste alkoholafhængige findes dog i forskellige befolknings- og aldersgrupper. Hovedparten af de alkoholafhængige, der i dag ikke er i behandling, er relativt socialt veltilpassede borgere, ofte med rimelig økonomi, tilknytning til arbejdsmarkedet og et intakt socialt netværk (Sundhedsstyrelsen, 2008:»Kvalitet i alkoholbehandling et rådgivningsmateriale«). Problemerne med misbrug af alkohol er tydeligvis omfattende i det danske samfund. Derfor er der også brug for kvalificeret hjælp til de borgere, som havner i et skadeligt misbrug. Et mangelfuldt og udokumenteret behandlingsforløb kan i bedste fald have ingen og i værste fald skadelige virkninger. Alkoholafhængighed er et stort samfundsproblem, og de berørte kan ikke være tjent med, at lidelsen ikke sidestilles med andre forhold, som kræver behandling. Der er brug for retningslinjer for alkoholbehandlingen, alt andet vil være at kaste ansvaret fra sig. Brug for ens standarder De nuværende regler dikterer, at kommunerne har ansvaret for at tilvejebringe alkoholbehandlingen. Dette kan ske gennem egne behandlingsinstitutioner eller gennem aftaler med regioner, andre kommuner eller private institutioner, (jf. sundhedslovens 141, stk. 3, LBK nr. 95 af 7. februar 2008). Før kommunalreformen stod amterne for behandlingen. Alle behandlingstilbud, der udføres for offentlige skattekroner, skal indberettes til Nationalt Alkoholbehandlingsregister. Der eksisterer dog ingen autorisations- eller godkendelsesordning for behandlere og behandlingssteder, de skal blot være opført på Tilbudsportalen, der hører under Servicestyrelsen. Disse registreringer indebærer dog ingen garanti for den faglige kvalitet af behandlingen. Fra lægernes side sættes der da også spørgsmålstegn ved kvaliteten af behandlingen. Ca. 30 pct. af de praktiserende læger finder udbud og kvalitet af døgnbehandlingen til alkoholmisbrugere utilstrækkelig. Hvad angår den ambulante behandling, er det hele 60 pct. af lægerne, som mener, at den er utilstrækkelig eller mangelfuld (Becker, Ulrik & Barfod, Sverre, 2009:»Alkoholbehandling i Kommunerne«, Lægeforeningens misbrugsudvalg). Det kan skabe store problemer, hvis ikke der er minimumsstandarder for alkoholbehandlingen. Ud over at alkoholafhængighed påvirker den pågældendes fysiske og psykiske helbred, vil forholdet til familien og det sociale liv som oftest også blive påvirket. Det er derfor vigtigt, at alkoholbehandlingen ikke kun fokuserer på ét af områderne, men at flere aspekter medtages, så behandlingen er effektiv. Desuden skal der inden for hvert af disse områder være dokumentation for behandlingens virkning. Der er mange eksempler på, at der foretages udokumenteret behandling. F.eks. tilbyder 36 pct. af kommunerne NADA-akupunktur mod abstinenser, på trods af at der ikke foreligger nogen evidens for behandlingens virkning. Det er således vigtigt, at kravene, der stilles til alkoholbehandlingen, både omfatter kvalitet i form af faglig dokumentation og bredde i form af samarbejde på tværs af faggrupper. Kvalitetsstandarder for alle kommuner er også et ønske fra Kommunernes Landsforening (KL). Dette bunder selvfølgelig i et ønske om høj kvalitet i behandlingen, men også i at kunne dæmme op for, at»de brodne kar«i behandlerkredse kan flytte rundt mellem kommunerne efter, hvor der er de laveste krav (jf. http://www.altinget.dk/sundhed/artikel.aspx?id=103534). KL støtter således op om Forebyggelseskommissionen, der også har foreslået en godkendelsesordning af alkoholbehandlere. Foreningen af Socialchefer i Danmark, Dansk Socialrådgiverforening og Center for Rusmiddelforskning støtter ligeledes op om en national ordning, der stiller krav til alkoholbehandlingen (Becker, Ulrik & Barfod, Sverre, 2009:»Alkoholbehandling i Kommunerne«, Lægeforeningens misbrugsudvalg).
3 Godkendelsesordning Indholdet af kravene til behandlere og behandlingssteder bør udformes ud fra Sundhedsstyrelsens allerede eksisterende rådgivningsmateriale og i samarbejde med relevante og fagkyndige personer inden for repræsentanter for social- og sundhedsområdet. Dette skal sikre en fagligt forsvarlig behandling, som kan dokumenteres videnskabeligt. Men det skal ligeledes garantere, at et bredt spektrum af behandlinger bliver medtaget i vurderingen af, hvad behandlingen bør indeholde. Dermed skal både medicinsk behandling og psykologbehandling såvel som gruppeterapi og andre behandlingsformer inkluderes i vurderingen af kravene. Kravene bør stilles som minimumskrav til visitationskriterier, journalføring, kvalitetsudvikling, medicin, personalets uddannelse og efteruddannelse, behandlingsmetoder, diagnosticering og andre forhold, som fagkyndige vurderer er nødvendige at stille krav om for at sikre kvaliteten i behandlingen. Det er væsentligt, at der arbejdes på at finde kvalificerede udrednings- og visitationssystemer, således at den enkelte borger modtager et behandlingstilbud, som svarer til det individuelle behov. Behandlingen bør sandsynligvis inkludere flere døgntilbud, da de hårdest ramte oftest har brug for denne type behandling i supplement til dagtilbuddene. Der skal løbende følges op på behandlingstilbuddenes kvalitet, for eksempel efter den danske kvalitetsmodel, således at kommuner og sundhedsmyndigheder løbende kan følge behandlingskvaliteten. Organisering Der er stor forskel på, hvordan kommunerne organiserer alkoholbehandling. Det er ikke i sig selv et problem, da kommunerne netop skal have mulighed for at tilpasse deres serviceydelser efter lokale forhold. Den store variation kan dog blive problematisk, da antallet af behandlingssteder er tredoblet som følge af kommunalreformen. Der findes eksempler på, at byer med indbyggertal ned til 21.000 har oprettet eget ambulatorium. Lægeforeningen har påpeget, at det kan være vanskeligt at opretholde en bredspektret og kvalificeret alkoholbehandling på baggrund af så relativt få indbyggere. Det er dog vigtigt at pointere, at af hensyn til det kommunale selvstyre skal hver enkelt kommune selv fastlægge behandlingstilbuddene. Dette beslutningsforslag har ikke som formål at gribe ind i kommunernes organisering af alkoholbehandlingen. På baggrund af Lægeforeningens vurdering skal det dog påpeges, at mange mindre byer måske vil opleve, at de bliver nødt til at ændre på organiseringen for at leve op til de kvalitetskrav, der vil være konsekvensen af dette beslutningsforslag. Eksempelvis kan det ske, hvis den lokale behandling ikke lever op til kravene og kommunen derfor må skabe et alternativ f.eks. i samarbejde med en anden kommune. Inden for de relevante fagområder er der også stor forskel i kommunernes organisering af alkoholbehandlingen. Således har halvdelen af kommunerne placeret behandlingen under socialforvaltningen, hver femte har placeret den i sundhedsforvaltningen, og resten har lagt ansvaret under andre relevante embeder. Dette skal det også fremover være op til den enkelte kommune at tilrettelægge. Det skal dog understreges, at behandlingen af alkoholafhængige skal kunne foregå inden for både det sociale og det sundhedsfaglige område. Det henstilles der også til i Sundhedsstyrelsens rådgivningsmateriale til kommunerne om kvalitet i alkoholbehandlingen. Her fremgår det, at alkoholproblemer ikke kan løses med en indsats inden for kun ét fagområde. Der lægges op til en kortlægning af alle de problemstillinger, som patienten oplever, og som kan have forbindelse til alkoholmisbruget, herunder alt fra stress over medicinmisbrug til familie- og opvækstproblemer (Sundhedsstyrelsen, 2008:»Kvalitet i alkoholbehandling et rådgivningsmateriale«). Minimumsstandarderne for den kommunale alkoholbehandling skal derfor tage hensyn til den koordinering, der skal være på tværs af både social- og sundhedsområdet. Koordineringen bør derfor også gælde på tværs af alkoholbehandlingssystemets forskellige parter herunder ambulatorierne og døgninstitutionerne. Det skal foregå ved samarbejde om udredningsmetoder og overførsel af viden mellem parterne, således at der sikres kontinuitet og et fælles indblik i behandlingsplanen på tværs af behandlingsstederne.
4 Personalet Personalets sammensætning skal afspejle det fornødne samarbejde mellem social- og sundhedsområderne. I en undersøgelse foretaget af Lægeforeningens misbrugsudvalg fremgår det, at 90 pct. af kommunerne har ansat socialfagligt personale. Men kun halvdelen har ansat personale med mellemlange videregående uddannelser typisk en sygeplejerske og bare en fjerdedel af kommunerne har en fast læge tilknyttet alkoholbehandlingen. Undersøgelsen giver et billede af, at den sundhedsfaglige gren er blevet nedprioriteret på bekostning af den socialfaglige. Den eksakte fordeling mellem fagene må bero på en faglig vurdering, men denne bør omfatte begge kompetenceområder. Dette understøttes desuden af Sundhedsstyrelsens rådgivningsmateriale til kommunerne. Her påpeges det desuden, at der er brug for efteruddannelse af personalet i alkoholbehandlingen, da grunduddannelserne, der typisk besiddes af behandlerne, ikke giver dem tilstrækkelig alkoholfaglig viden. Derfor bør der sikres mulighed for, at behandlere har adgang til den nødvendige efteruddannelse for at kunne give en kvalificeret behandling. Det fremgår også af Lægeforeningens rapport, at samarbejdet mellem kommuner og praktiserende læger er meget varieret. F.eks. orienterer et mindretal af kommunerne den praktiserende læge ved start eller afslutning på en behandling for alkoholmisbrug. Der bør derfor også sættes standarder for kontakten mellem egen læge og behandler. Inddragelse af patientens egen læge vil skabe kontinuitet i behandlingen og efterbehandlingen samt sikre en sundhedsfaglig opfølgning af patienten på længere sigt. Økonomi En generelt øget kvalitet i alkoholbehandlingen vil selvfølgelig betyde ekstra udgifter. Disse vil dog til en vis grad blive modsvaret ved, at dyre og dårlige behandlinger vil blive skåret fra. Højere kvalitet vil betyde færre tilbagefald, og en godkendelsesordning vil skære de dårlige tilbud fra. Desuden vil en stor del af behandlingerne kunne ske inden for de eksisterende rammer. Forslaget vurderes derfor at skabe en maksimal merudgift på 5 mio. kr.
5 Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte: Skriftlig fremsættelse Karl H. Bornhøft (SF): Forslag til folketingsbeslutning om godkendelsesordning for alkoholbehandling. (Beslutningsforslag nr. B 109). Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.