ØSTERLARS FRISKOLE Oprindelse og start. Men før det kom så vidt, at man kunne starte i egne bygninger på Fredbo, gik mange bryderier, tanker og positive planer forud.
Sindene er blusset op i skoleaffæren fra Østerlars, kunne man læse i dagspressen på Bornholm (Bornholmeren og Bornholms Tidende) i årene omkring 1964. Hotelejer Chr. Larsen, Hotel Østerlars, udtaler, at nu skal der oprettes en privatskole i Østerlars. Det hele med baggrund i afskedigelsen af skolelæreren Kurth Carlsson fra Østerlars skole. Ikke engang til vil vi være til grin for vores lokale myndigheder, hvor vores lille sogn er splittet op i 2 lejre og nu vil vi forældre have indflydelse på vores børns skole! Privatskole kan starte på hotellet. Det næste skridt i skolesagen vil blive, at formanden for Danmarks privat- Skoler, forstander J. Pedersen, Osted Ungdomsskole vil blive inviteret til et møde på hotellet, hvor endvidere forældre til eleverne på Østerlars Hovedskole vil få adgang. Hvad angår lokalerne til en sådan privatskole eller friskole om man vil, oplyser Chr. Larsen, at hvis man ikke i første omgang kan finde egnede lokaler i sognet, indrettes skolen simpelthen på hotellet. For at få igangsættelses-tilladelse, kræves det, at mindst 10 elever melder sig. De menneskelige værdier og den rette kundskab. Kurth Carlsson skulle være med til at starte skolen op, og hvad angik ovennævnte værdier, har vi intet at frygte var meningen i Østerlars forældre gruppe med hotelejeren i spidsen. Utilfredsheden havde slået rod i mange andre hjem med skolesøgende børn. Hvad angik lærernes kvalifikationer til denne nye privatskole, skulle målsætningen ifm ansættelserne være, at de menneskelige værdier skulle være sidestillet med den rette kundskab. Lærerne skulle enten være dimittéret fra Seminariet eller Den frie Lærerskole. Dog skal det være folk, som har den rette indstilling til privatskolearbejdet, og som tør gå i gang med en sådan opgave og ikke bare sidder fastlåst i organisatoriske principper. At det ikke kun er i Østerlars, der har været skoleaffærer, vises med al tydelighed, når det samtidig oplyses, at der alene i 1963 blev oprettet 12 privatskoler rundt om i landet som en direkte følge af stigende utilfredshed med de stedlige lokale skoleforhold. Privatskolen skal redde demokratiet Flere har sluttet op om tanken om en privatskole i sognet, med den begrundelse, at det er en sådan, som skal redde demokratiet i sognets skolevæsen.
På det tidspunkt var det ikke besluttet hvem der skulle være leder af skolen, men følgende glade budskab afslører dette: Tingene var kommet på plads og starten af Østerlars Friskole var en realitet. Nu var kun en ting meget meget spændende. Hvor mange børn ville der komme til starten på Hotel Østerlars. Som sagt ville 10 være nok, men alle forhåbninger blev vildt indfriet. Der kom langt over de krævede antal elever, så her i anno domini 1964 blev starten effektuéret. Lykken var gjort for denne hårdt arbejdende forældregruppe og ikke mindst de krævede antal lærere med Kurth Carlsson i spidsen. Det siges, at det var meget interessant at blive skoleundervist i en krostue og en balsal. Men undervisningsmålene blev håndhævet og skoletilsynet var yderst tilfreds med de kvalitetskrav der blev indfriet i undervisningen. Der var årlige tilsyn.
FREDBO UNDER EGET TAG 1965. Med et elevtal på 45 går Østerlars friskole ind i sit andet år, samtidig med at man har erhvervet ejendommen Fredbo og kan rykke ind under eget tag efter at undervisningen har foregået på Hotel Østerlars det første år, hvor hotelejeren Chr. Larsen også var formand for skolens bestyrelse i det første år. Det havde selvfølgelig ikke været idéelle forhold for skoleforholdene, men trods vanskelighederne har man klaret sig så godt, at man fra statens side har ment, at man kunne sige god for undervisningen. Dermed var der skabt økonomisk grundlag for, at man kunne gøre alvor af tanken om at flytte til egne lokaler i den tidligere avlsbrugerejendom Fredbo i udkanten af byen. Postbud Kai Kristensen var nu formand for skolens bestyrelse og sammen med skolens leder, Kurth Carlsson, sagde man god for at erhverve Fredbo for godt 50.000,- kr og ville gå i gang med at indrette lokaler og istandsætte bygningerne til formålet. Det var ikke nogen lille opgave, men ihærdigheden og målsætningen er høj. Der hører ca. 1½ tønder land jord til. Der startes med 3 faste lærere og en timelærer til skolen samt skolens leder, Kurth Carlsson. De ca. 50 elever blev delt i 5 klasser én 1.-2. klasse, én 3.-4. klasse, én 5., én 6. og en 7. klasse. Gymnastikundervisningen skulle foregå på hotellet. I forbindelse med starten af skolen på Fredbo, gjorde formanden for de danske friskoler, Niels Pedersen, opmærksom på, at 40-50 elever er det idéelle elevtal for en privatskole på landet. Istandsættelsen af Fredbo kostede store anstrengelser og forældre, elever samt lærere var ikke blege for at tage fat med lugejern, kalkekost og andet nødvendigt værktøj bliver svunget ihærdigt. Vi er i dag stolte af skolens oprindelse og de initiativer der blev taget af vores forgængere i vores arv fra dengang. Deres indsats er uforglemmelig. Her nævnes hotelejeren, skolelæreren og postbudet.
1965.
Skolegården luges ved håndkraft af elever. Utrolig hvad man kunne få dem til dengang? Fredbo indvies og grunden til Friskolen Østerlars er lagt. Mandag d. 16. august 1965. Privatskolen vist frem for forældrene. Forældrene til børn i Østerlars privatskole var lørdag aften før weekend inviteret til ejendommen Fredbo, der nu danner ramme om skolens undervisning. Bagefter samledes forældrene ved veldækkede kaffeborde på hotel Østerlars, og her bød skolens formand, postbud Kai Kristensen velkommen, idet han udtrykte glæde over, at skolen nu har fået egne lokaler. Han takkede forældre fordi de havde været med til at løse forskellige opgaver. Formanden redegjorde for en plan, som p.t. lå i ministeriet,vedrørende en ny skolefløj. Skolens tilsynsførende, viceforstander E. Johnsen, Rønne, ønskede skolen
tillykke med de nye lokaler og udtrykte ønsket om, at skolen måtte være et glædens hjem, så skolearbejdet måtte blive lystbetonet. Naturligvis må den offentlige skole ikke undervurdéres fortsatte viceforstanderen, men det er helt klart, at en mindre skole helt anderledes kan koncentrere sig om den enkelte elev. Hotelejer Chr. Larsen fandt, at det var en lykke for skolen, at postbud Kristensen var gået ind for ombygningsarbejdet og arbejdet for skolen i det hele taget, og han glædede sig over, at man nu havde fået en skole, man kunne være bekendt at vise frem. Han erkendte, at forholdene på hotellet næppe havde været de bedste, men takkede forældrene for den tillid, der var vist ved at sende børnene i skolen. Skolens leder, Kurth Carlsson pegede på det fællesskab, der var skabt i det forløbne år. Han fremhævede forældreretten og forældreansvaret for barnets skolegang som et af de største aktiver i en privatskole. I dag mandag d. 16. august 1965 mødte eleverne for første gang i det nye skoleår. De blev traktéret med sodavand og kage, og da skemaet var skrevet sendtes de hjem, men dagen efter begynder hverdagen! Og det har den gjort siden. Der er blevet holdt 40 års jubilæum med stor fest, nye bygninger er kommet til, nye kræfter har taget over, men det er en helt anden historie. Research og forfatter: Søren Dyrby Schou, Svaneke 01.12.2007. Kildemateriale venligst udlånt af Friskolen Østerlars samt Flemming Kristensen, søn af Kai Kristensen.