Det autoritære og demokratiske Iran

ANMELDELSE August 2008 Det autoritære og demokratiske Iran Peter Seeberg Irankenderen Fakhreddin Azimi analyserer i ny bog baggrunden for den politiske situation i Iran i dag. Azimi gennemgår baggrunden for Pahlavi-dynastiets absolutistiske regime og viser, hvordan der i 60 erne og 70 erne udvikledes en modstand mod dette, som kulminerede i revolutionen i 1978-79. Han diskuterer desuden karakteren af det nuværende regime, kendetegnet ved et konservativt præstestyre, der på den ene side ikke giver mulighed for en fri, selvorganiseret opposition, men samtidig lader en omfattende folkelig deltagelse indgå som en væsentlig komponent i det politisk-religiøse system. Det er således Azimis idé både at forfølge det 20. århundredes kamp for demokrati i Iran og de autoritære regimers undertrykkelse af dette og en af hans pointer er, at det er alt for forenklet blot at opfatte de iranske valghandlinger som en legitimatorisk fernis henover et repressivt autokrati. Azimi, F. (2008). The Quest for Democracy in Iran. A Century of Struggle against Authoritarian Rule. Cambridge, Massachusetts & London England, Harvard University Press. 492 s., ISBN 978-0-674-02778-7, 35 $

Peter Seeberg: Det autoritære og demokratiske Iran 2 Det er næppe for meget sagt, at den iranske valgkamp allerede er i gang! Den siddende, kontroversielle præsident Mahmoud Ahmadinejad, der ved valget i juni 2005 fik knap 2/3 af de afgivne stemmer, vil forsøge at blive genvalgt i juni 2009. I lighed med præsidentvalgene i Iran opererer også parlamentet med fire år mellem valgene. Der er tre år til det næste parlamentsvalg, hvor 290 kandidater vil blive indvalgt i det iranske Majlis. Kandidaterne vil alle på forhånd være godkendt af det magtfulde Vogternes Råd, 12-mandsrådet, der har magt til at kontrollere de fleste valghandlinger og parlamentets lovgivning. Præsidenten, parlamentet og Vogternes Råd indgår, sammen med en række andre instanser, i et kompliceret politisk system, hvor de iranske vælgere spiller en vigtig rolle. Det iranske politiske system er autoritært, kendetegnet ved benhård undertrykkelse af enhver opposition, men samtidig har systemet denne demokratiske komponent en aktiv folkelig deltagelse på mange niveauer. Den iransk-fødte historiker Fakhreddin Azimi tager i sit forord udgangspunkt i at han arbejdede på sin bog, mens USA på trods af fiaskoen i Irak raslede med sablen over for Iran. Ifølge Azimi er det, bl.a. på baggrund af den hykleriske henvisning til demokrati, som USA's neokonservative ledere har benyttet sig af i sine kampagner i Mellemøsten, nødvendigt nærmere at præcisere, hvordan dette begreb er blevet misbrugt i propagandaøjemed i en lang række sammenhænge i det 20. århundrede. Det gælder også i Iran. Shahen såvel som præstestyret har anvendt demokrati-begrebet til at legitimere deres undertrykkende regimer, men samtidig har der i Iran været en kamp for indførelse af moderne former for demokrati båret af politiske bevægelser, et forholdsvis omfattende, men svagt organiseret civilsamfund, intellektuelle osv. Pahlavi-slægtens eftermæle Forud for den i det meste af det 20. århundrede dominerende Pahlavi-slægt var Qajar-dynastiet ved magten i Iran. Dynastiet samlede landet efter en urolig periode og var ved magten i perioden 1786-1925. I løbet af perioden flyttede de hovedstaden til Teheran. Det var ifølge Azimi Qajarernes svaghed, at de ikke sørgede for at udvikle en effektiv administrativ struktur og en slagkraftig, moderne hær. Azimi betegner staten som parasitær i den forstand, at den bestod af en omfattende, nepotistisk klan, der modsat de europæiske stater og i nogen grad osmannerstaten undlod at gennemføre reformer, som pegede i retning af modernisering. Det holdt dog ikke i længden.

Peter Seeberg: Det autoritære og demokratiske Iran 3 I takt med at følgerne af den dramatiske socioøkonomiske udvikling i Europa blev mere og mere håndgribelige, bl.a. i form af, at den engelske imperialisme bidrog til en gradvis destabilisering af det iranske regime, blev der behov for en konstitutionel revolution. Azimi lægger vægt på de strukturelle årsager og forklarer således den senere omvæltning som en kombination af et voksende skel mellem et iransk samfund under hastig forandring og en i realiteten stagnerende Qajar-stat og den udenlandske indflydelse, som staten ikke evnede at stille noget op imod. Dertil kom, at staten ikke var i stand til at beskytte sine borgere og opretholde ro og orden. Azimi beskriver den konstitutionelle revolution som en kompleks og multifacetteret kamp, der involverede flere større byer og et sammensat felt af sociale klasser og grupperinger. Revolutionen begyndte som et spontant oprør, måske mest som en protestbevægelse mod den statslige undertrykkelse og uduelighed, men udviklede sig til en bred bevægelse, der krævede etableringen af en anstændig social orden, der respekterede det iranske folks krav om bedre vilkår. Samtidig rummede oprøret en national dimension, som insisterede på, at Irans skæbne skulle afgøres af iranerne selv. Det første iranske parlament så dagens lys i 1906 og befandt sig indtil kuppet i 1921 i en stadig kamp mellem sine egne ambitioner om udvikling og det monarki, der havde fået sine beføjelser indskrænket. Men samtidig førte nye politiske ledelsesformer til etableringen af en række politiske organisationer og loge-agtige grupper og til en blomstrende presse, knyttet til en voksende offentlig diskussion. Denne blev omvendt mødt af en shah, der på den ene side bekendtgjorde sin opbakning til de politiske ændringer, men samtidig kritiserede det nye parlament for at være domineret af politiske eventyrere. Han beordrede i 1908 et bombardement af parlamentet og en lang række politiske ledere blev fængslet i hvad der er blevet betegnet det lille despoti (juni 1908-juli 1909). Qajar-regimet blev udsat for et kup i 1921, der bragte Reza Shah Pahlavi til magten. Azimi beskriver, hvordan regimet (især efter kroningen i 1925) i meget høj grad blev identificeret med Reza Shahs person, men også, at den autokratiske absolutisme, der kom til at præge styret, kun gradvist blev en realitet. Azimi beskriver, hvordan Reza Shah overlod de mindre betydningsfulde dele af regeringsførelsen til nogle få politikere, som han havde tillid til, mens han selv koncentrerede sig om at konsolidere sit greb om staten og om at styrke militæret og sikkerhedstjenesterne. Han gennemførte desuden, efter tyrkisk forbillede, en tvangsmæssig modernisering af det iranske samfund, med en tydelig adresse til de religiøse ledere, hvis indflydelse han søgte at reducere. Hans foranstaltninger skabte vrede hos

Peter Seeberg: Det autoritære og demokratiske Iran 4 de ledende shiamuslimer, der for nogles vedkommende flygtede til Irak. Styrets modus operandi var ifølge Azimi at reagere med en jernnæve over for alt, som han forestillede sig udgjorde en trussel mod regimet. Styret udviklede sig til et frygtens regime, hvor fængslinger og udrensninger af politiske modstandere blev almindelige, samtidig med, at shahen selv i stigende grad blev isoleret. Azimi beskriver, hvordan psykisk ustabilitet og et omsiggribende opiummisbrug førte til paranoia-agtige forestillinger og bidrog til hans deroute. Udenrigspolitisk forsøgte Reza Shah at opnå gode relationer til englænderne, men de var ikke ubetinget glade for ham. Skønt de betragtede hans styre som et fremskridt i forhold til qajarerne og også mere stabilt end en republik, forblev de overbeviste om, at han og de øvrige persiske ledere måtte betragtes som inkompetente. Det var dog englændernes udenrigspolitiske opfattelse, at So long as our essential interests can be maintained there seems no real reason why His Majesty s Government need be unduly disturbed by the conditions in Persia. Netop denne afvejning blev afgørende under 2. Verdenskrig, hvor både russiske og engelske interesser indebar, at det blev opfattet som nødvendigt at intervenere. Iran blev invaderet i 1941 og Reza Shah blev tvunget til at abdicere. Han blev erstattet af sin søn, Reza Pahlavi, som af den engelske militærattaché blev karakteriseret således not credited with much strength of character, which, if true, may suit the present circumstance ( ). In any case, no alternative presented itself ( ). The present Shah, if unsuitable, can be got rid of later. Mohammad Reza Pahlavi beskrives imidlertid af Azimi som en snu politisk taktiker, der i endnu mindre grad end sin far følte sig forpligtet af det politiske systems krav om demokratisk lederskab, men tværtimod søgte at underminere dette. Han favoriserede servile ministre og gik langt ud over sine formelle beføjelser i forhold til parlamentet. Protesterne mod ham greb snart om sig og i slutningen af 1940 erne blev krav om ytrings- og trykkefrihed og frie valg fremført med voksende styrke. Samtidig kritiserede de politiske bevægelser den engelske mangel på villighed til at lade en rimelig del af indtægterne fra olieudvinding i Iran tilflyde iranerne. Dette førte til krav om nationalisering af olien. De utålelige tilstande førte til, at Den Nationale Front med Mossadegh i spidsen gennemførte nationaliseringen og samtidig søgte at styrke demokratiet og civilsamfundet i Iran. Det er Azimis pointe, at der går en lige linje fra nedkæmpelsen af Mossadegh-styret og til revolutionen i 1978-79. Kuppet kastede en skygge over Pahlavi-styrets legitimitet og erkendelsen af, at han alene var ved magten på baggrund af et udenlandsk iscenesat kup, gjorde, at han ikke for alvor bekymrede sig om folkelig opbakning. Valgene til parlamentet blev skueprocesser kontrol-

Peter Seeberg: Det autoritære og demokratiske Iran 5 leret af regimet, og de politiske modstandere blev overvåget og i mange tilfælde forfulgt af SAVAK, sikkerhedstjenesten. På trods af styrets repression voksede den folkelige modstand, og en bredt sammensat alliance af religiøse kræfter, politiske partier, bevægelser og oppositionsgrupper bekæmpede shahens regime i hvad Azimi betegner historien om en implosion, revolutionen i 1978-79. Engelsk og amerikansk støtte til shahen kunne ikke forhindre revolutionen, der samlede Iran bag de nye ledere. Azimi karakteriserer Khomeinis strategi som et forsøg på at skabe et nyt betydningssystem, en normativ rekonstituering af samfundet, erobringen af den offentlige sfære og det kulturelle liv. Målene skulle opnås gennem en sammensmeltning af islamistisk ideologisk og politisk styrke med en islamisk stat, der henviste til religionen som sit legitimationsgrundlag. Det er Azimis opfattelse, at målene ikke nåedes og at styret i stedet gerådede i en krise, der grundlæggende løstes ved at stramme styrets greb om hele det iranske samfund. Repression blev grundlaget også for præstestyret, men der udvikledes ikke desto mindre i post-khomeini-æraen en politisk kultur, hvor den politiske deltagelse var omfattende og hvor styret ind i mellem tillod, at tilsyneladende stærke reformkræfter gjorde sig gældende. Præsidenten i perioden 1997-2005, Mohammad Khatami var et eksempel han kom til magten med en uventet folkelig opbakning. Men hans reform-mandat forblev uopfyldt, præstestyret tillod ikke større ændringer. Det er Azimis fortjeneste, hvad angår politisk aktivisme og et aktivt civilsamfund, at pege på en betydelig livskraft og kontinuitet i den iranske udvikling i det 20. århundrede. Dette på trods af jernhård undertrykkelse under såvel Pahlavi- som præstestyret. Bogen er ikke mindst værd at læse, fordi den markerer denne historiske dimension og derved bidrager til forståelsen af det autoritære regimes udvikling og grundlæggende karakter. De mange modsætninger mellem regimerne og det iranske folk tillægges til dels udlandets indflydelse. Således gives englænderne (og senere amerikanerne) en stor del af skylden for mange af problemerne især frem til shahens exit i 1978-79. Fremhæves skal også de præcise karakteristikker af de iranske ledere, selvom især de seneste af dem gives forholdsvis lidt plads og f.eks. Ahmadinejad behandles helt kort under overskriften Inventing a Neo-Khomeinist Populism. Det ville have været interessant, hvis Azimi havde udfoldet denne karakteristik nærmere. Det er bogens svaghed, at den vil for meget. På trods af sine 492 sider kommer den ikke for alvor kommer ned i forklaringerne på udviklingen. Azimi leverer fremragende historieskrivning og antyder mange spændende forklaringer, men ofte spekulativt og uden analytisk dybde. Bogens styrke er, at den

Peter Seeberg: Det autoritære og demokratiske Iran 6 overbevisende beskriver det paradoks, at der på trods af hårdhændet repression under hele udviklingen fra Qajar-regimet og frem til Ahmadinejads Iran findes væsentlige politiske modbevægelser i landet. Indbygget i præstestyrets politiske kultur findes en betydelig politisk deltagelse, som forlener regimet med politisk legitimitet, men også af og til udfordrer magthaverne. Bogens titel, The Quest for Democracy in Iran giver fortsat god mening. Litteratur: Azimi, F. (2008). The Quest for Democracy in Iran. A Century of Struggle against Authoritarian Rule. Cambridge, Massachusetts & London, England, Harvard University Press. The Middle East and North Africa 2008. (2007) London, Routledge. Ehteshami, A. (2004). "Islam, Muslim Polities and Democracy." Democratization 11(4): 90-110. Naji, K. (2008). Irans skarpe sværd. Ahmadinejad - Vestens udfordrer. København, Gads Forlag. Pedersen, C. (2003). Reform eller retræte. Status over reformbevægelsen i Iran. Et nyt Mellemøsten? L. E. Andersen and P. Seeberg. Odense, Syddansk Universitetsforlag. Stikord: Emner: Shahstyre, demokrati, autokrati Lande: Iran, England