Side 1 af 1 Kilde: www.palaestina-info.dk/side/6/m/4/s/ Skrevet af: Michael Irving Jensen Palæstinensisk indenrigspolitisk udvikling 1993-2000 Efter to års fredsforhandlinger inden for rammen af den såkaldte Madrid-formular uden store fremskridt fik den internationale presse de sidste dage i august 1993 nys om et forestående gennembrud. Ledende medlemmer af PLO og repræsentanter fra den israelske arbejderparti-regering havde siden januar 1993 forhandlet hemmeligt i byen Sarpsborg nær den norske hovedstad Oslo. Der blev skrevet om muligheden for en historisk aftale, men i samme øjeblik også gjort opmærksom på, at kræfter på begge sider var bitre modstandere af aftalen. Siden har pressen og den vestlige verdens politikere hyldet aftalen, der officielt hedder "Hensigtserklæringen for fred", men som er bedre kendt under betegnelsen Oslo-aftalen. Aftalen blev underskrevet under pomp og pragt i Washington D.C. den 13. september 1993. Ifølge ordlyden i Hensigtserklæringen er målet følgende: "Målet for de israelsk-palæstinensiske forhandlinger under den igangværende fredsproces er blandt andet at etablere en myndighed for et provisorisk selvstyre, et valgt råd for det palæstinensiske folk på Vestbredden og i Gazastriben for en overgangsperiode, der ikke må strække sig over fem år, og som skal føre til en permanent ordning baseret på Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338". De vanskelige spørgsmål omhandlende flygtningenes ret til at vende tilbage, bosættelsernes fremtid, Jerusalems fremtid og den endelige grænsedragning blev udskudt og skulle først diskuteres to år efter aftalens indgåelse. Baggrunden for indgåelsen af Oslo-aftalen var blandt andet, at såvel Israel som PLO var begyndt at betragte yderfløjene, Hamas og den israelske højrefløj, som en trussel mod ideen om at skabe et fredeligere Mellemøsten. Det var således et sammenfald af interesser, der førte de to parter sammen. Herudover ønskede Israel på sin side gennem aftalen at sætte en stoppe for det palæstinensiske oprør, intifadaen (1987-93), der havde skabt et dårligt omdømme for landet på grund af den hårdhændede politik over for de palæstinensiske demonstranter. PLO fik gennem aftalen et politisk come back, efter at organisationen var blevet økonomisk og politisk isoleret i kølvandet på Golfkrigen i 1990-91, hvor PLO stod på Iraks side. Selvstyremyndigheden Formelt udgøres Den palæstinensiske Selvstyremyndighed af præsidenten (Yasir Arafat), regeringen, Det lovgivende Råd, domstolene, ministerierne og andre operationelle institutioner, som f.eks. politiet. Det er Selvstyremyndigheden, der i aftalerne med Israel står som modtager af den myndighed, der overdrages. Da Selvstyremyndigheden, eller Den Palæstinensiske Nationale Autoritet (PNA), som palæstinenserne selv kalder den, formelt blev etableret i kølvandet på Gaza-Jeriko-aftalen fra den 4. maj 1994, var der ingen tvivl om, at myndigheden skulle ledes af Yasir Arafat. Det blev også gjort klart i aftalen, at det ikke alene var muligt for Arafat at vende tilbage, men også for store dele af PLO- bureaukratiet fra Tunis samt for Den palæstinensiske Befrielseshær (PLA), som havde været spredt ud over det meste af den arabiske verden.
Side 2 af 2 Dette lovede ikke specielt godt for den demokratiske udvikling, idet mange af PLOs bureaukrater var vokset op i en politisk kultur, der var lidet befordrende for demokrati. Arafat valgte tidligt at basere sit styre i de autonome palæstinensiske område på den gamle garde, der havde været med ham i eksil. Intifada-generationen, de intellektuelle og aktivisterne i NGO-miljøet blev i vid udstrækning forbigået, da Den palæstinensiske Selvstyremyndighed skulle i gang med at opbygge et nyt administrativt apparat under sin autoritet. Underskrivelsen af Gaza-Jeriko-aftalen, fra maj 1994, betød, at PLO skulle omstille sig fra at være en befrielsesorganisation til at være en statsmagt under opbygning. Samtidigt skulle Arafat søge at tilgodese den gamle gardes interesser samt den del af den palæstinensiske befolkning, der hele tiden havde opholdt sig i de besatte områder. Omstillingen fra guerillachef til statsopbygger Der hersker ikke tvivl om at PLO-formanden Yasir Arafat har haft umådeligt svært ved at omstille sig fra at være guerillachef til at optræde som civil leder af Den palæstinensiske Selvstyremyndighed. Arafat er blevet hårdt kritiseret af stort set alle inklusive sine egne for sin autokratiske lederstil. En fremtrædende, sekulær intellektuel på Vestbredden siger om Arafat: "Et karakteristikum ved Arafat er at han ønsker at kontrollere alt - både inden for rammerne af Fatah og indenfor Selvstyremyndighedens bureaukrati. Spillets navn er del og hersk. Han skaber bånd fra forskellige grupper direkte til sig selv...det giver et stort råderum, og det betyder, at autoriteten ikke deles med andre. Han er besat af ønsket om kontrol. Denne tendens har altid eksisteret, men den er vokset voldsomt efter Abu Jihads (d. 1988) og Abu Iyads død (d.1991). Han er en minidiktator, som er meget optaget af kontrol. Det vigtigste er kontrol. Han er en autoritær personlighed... man kunne også kalde ham en godgørende diktator - hvis man ikke modsætter sig ham, kan han være utrolig generøs". At Yasir Arafat ønsker kontrol kan illustreres ved, at han i dag bestrider mere end 60 officielle poster. Blandt de hverv Arafat udøver er: Præsident for Den palæstinensiske Selvstyremyndighed, formand for PLO, øverste leder af PLA, leder af det Nationale Sikkerhedsråd og Indenrigsminister. Herudover er Arafat kendt for at være involveret i mikromanagement. Han er således involveret i, for eksempel, forespørgsler fra bureaukrater og politifolk vedrørende ferie og orlov, og selv mindre udlæg skal have præsidentens godkendelse. I øvrigt har Arafat for vane at benytte princippet om personlige udnævnelser i forbindelse med nyansættelser i Selvstyremyndigheden. Det har været ensbetydende med, at en stor del af de personer, der er blevet ansat i de forskellige nyoprettede ministerier, råd, komiteer og andre offentlige organer, er blevet ansat på grundlag af deres loyalitet over for Arafat frem for værdien af deres kvalifikationer. Også sammensætningen af ministerierne taler deres tydelige sprog, idet samtlige ministre er Fatah- eller "uafhængige Fatah" tilhængere. Det er væsentligt at pointere, at stort set ingen af de yngre Fatah-ledere, som organiserede Intifadaen, har fået fremtrædende positioner. Arafat har primært udnævnt personer fra den gamle garde i Tunis og notabiliteter fra enkelte af de gamle jordbesiddende familier. De yngre Fatah-aktivister fra Intifadaen blev forbigået. Den tidligere leder af den palæstinensiske forhandlingsdelegation under Madridforhandlingerne, Haider Abdel Shafi, siger om styreformen i selvstyreområderne:
Side 3 af 3 "Der er ingen, der har noget at skulle have sagt. Det er Arafat, der bestemmer, og sådan er det! Vi har et enevælde her. Og vi afskyr det ". Netop denne politik har dannet baggrund for, at der i løbet af de seneste år er blevet skabt et modsætningsforhold mellem på den ene side den del af Fatah, der hele tiden har opereret inden for Vestbredden og Gazastriben, og de dele af Fatah, der vendte tilbage i forbindelse med underskrivelsen af Oslo-aftalen. Korruptionen i det palæstinensiske selvstyre Selvstyret har efter dannelsen i 1994 opbygget en lang række ministerier, kontorer og andre institutioner stort set fra bar bund. Der var palæstinensere ansat i den israelske civile administration, men kun i mindre betydningsfulde positioner. Andre palæstinensere har fået administrativ kompetence i udlandet og ikke mindst i PLOís egen store organisation - særlig i dens velmagtsdage i Libanon, hvor PLO udviklede sig til en stat i staten, før organisationen blev fordrevet fra Libanon af den israelske hær i 1982. Med PLOís erfaringer i udlandet i baghovedet kan man lidt ironisk konstatere, at palæstinenserne fik deres ration af uduelige og korrupte bureaukrater, mange år før de fik noget der symbolsk kunne minde om en stat. Givet den store opgave, der skulle løftes og de beskedne erfaringer, der var at trække på, var problemer kun, hvad der kunne forventes. Og forventningerne er på det punkt blevet opfyldt. Der blev umiddelbart efter Gaza-Jeriko-aftalen, fra maj 1994, oprettet tyve ministerier, en række ministerielle komiteer og institutioner. Siden er antallet af ministerier vokset til 24. I dette civile bureaukrati er ansat mere end 50.000 personer. Lægges antallet af civile bureaukrater sammen med antallet af politifolk, har Selvstyremyndigheden i alt omkring 90.000 ansatte. Hvis man hertil ydermere lægger antallet af ansatte i de 354 kommuner og landsbyer, kommer antallet af ansatte i Selvstyrestrukturen op på 125.000 ansatte. Dette er ensbetydende med, at Den palæstinensiske Selvstyremyndighed gennem de sidste få år er blevet langt den største arbejdsgiver i de palæstinensiske områder. I 1998 var mere end 25 % af den samlede palæstinensiske arbejdsstyrke ansat i Selvstyremyndigheden. Dette er naturligvis ensbetydende med, at en meget stor del af den palæstinensiske befolkning er økonomisk afhængig af Selvstyremyndigheden. Således er der de senere år gået job-inflation i den offentlige sektor. Når dette er sket, hænger det sammen med at mange ansættelser bliver benyttet af Arafat til at købe politisk loyalitet, men de mange nyansættelser hænger også sammen med et ønske om at mindske den enorme arbejdsløshed. Et af de helt centrale kendetegn i forbindelse med ansættelsesprocedurerne er, at reglerne ikke bliver fulgt. Ideen er naturligvis, at personer, der skal ansættes i det offentlige, ansættes efter kvalifikationer og ikke på grund af forbindelser eller loyalitet overfor præsidenten, men sådan er det ikke i Selvstyremyndigheden i dag. Det er ikke merit, men loyalitet og forbindelser (wasda), der er de afgørende faktorer for at få job. Dette er ensbetydende med, at det for oppositionens tilhængere er så godt som umuligt at få job i den offentlige sektor - uanset at mange er yderst velkvalificerede. Der findes således i dag i det offentlige en lang række patron - klient relationer, og sidste led i dette net af relationer er Yasir Arafat. Der er derfor et kraftigt behov for en strømlining af hele den offentlige sektor og en klar definition af hvert ministeriums ansvarsområde med klare regler for, hvordan ansvarsområdet skal udfyldes. Udover en ineffektiv og korrumperet administration har Selvstyremyndigheden også, som et led i de indgåede aftaler søgt at underminere især den islamistiske opposition, der valgte at fortsatte kampen mod den israelske besættelsesmagt. Det er
Side 4 af 4 dog ikke alene den islamistiske opposition, der har været genstand for undertrykkelse. Selvstyremyndigheden har ligeledes søgt at undertrykke progressive kræfter inden for rammen af det palæstinensiske civile samfund. Dette uanset at Selvstyremyndigheden i henhold til de indgåede aftaler er defineret som demokratisk. Det lovgivende råd - et vigtigt skridt uden realpolitisk betydning Et af de positive elementer i perioden 1993-2001 har været, at der blev afholdt valg til et palæstinensisk lovgivende råd i januar 1996. Valget blev afholdt den 20. januar 1996. På overfladen så alt lyserødt ud på valgdagen. Der var mere end 700 kandidater, som kæmpede om de 88 pladser i Selvstyrerådet. Omkring 500 af disse opstillede som uafhængige.?rsagen hertil er, at det ikke bare var den islamistiske opposition med Hamas i spidsen, der valgte at boykotte valget - det samme gjaldt for den venstreorienterede opposition repræsenteret ved PFLP og DFLP. Således var det stort set kun Arafats egen bevægelse Fatah, der opstillede samt den lille bevægelse FIDA, som er en ubetydelig udbrydergruppe af DFLP. At de venstreorienterede grupper valgte at boykotte valget skyldes stort set de samme faktorer som gælder for Hamas. Man ønskede ikke at blåstemple Arafats aftale med Israel. En anden og måske lige så tungtvejende årsag til oppositionens boykot er, at oppositionslederne har følt sig overbevist om, at de ikke ville være i stand til at opnå et hæderligt resultat ved valget. Dette bunder i det forhold, at valget blev afholdt på det tidspunkt, som tilfældet var. Oslo-2 aftalen fra september 1995, som medførte en israelsk tilbagetrækning fra de seks største palæstinensiske byer på Vestbredden (Jenin, Nablus, Tulkarem, Qalqilya, Ramallah og Bethlehem), førte til en ny optimisme og vind i sejlene til en ellers allerede på dette tidspunkt hensygnende fredsproces. Det var derfor ingen tilfældighed, at valget fandt sted umiddelbart efter denne tilbagetrækning. Derfor var der allerede inden valget lagt op til en sikker Fatah sejr - og sådan blev det. Fatah vandt 52 af de 88 pladser og har dermed et solidt flertal i forsamlingen. Herudover vandt Fatah yderligere 14 pladser, idet en lang række Fatah-medlemmer havde opstillet som uafhængige. Dermed har Fatah 66 pladser i Selvstyrerådet. Trods Fatahs massive valgsejr blev der herudover indvalgt en del markante, uafhængige og særdeles kritiske oppositionspolitikere. Den mest fremtrædende af disse er Haider Abdel Shafi, der i 1993 trak sig tilbage som palæstinensisk forhandlingsleder i protest mod Oslo-aftalen. Shafi har siden været blandt de stærkeste kritikere af Arafats autokratiske lederstil. Trods denne umiddelbart positive og demokratiske udvikling har den lovgivende forsamling ikke formået at spille en fremtrædende rolle de seneste år - tværtimod.?rsagen hertil er ganske enkelt, at den udøvende magt gang på gang har tilsidesat forsamlingens vedtagelser. Rolleskifte - islamisterne fortsætter kampen Med Oslo-aftalen blev rollerne i det palæstinensiske samfund byttet om. Nationalisterne, repræsenteret ved PLO, havde igennem 1970'erne og 1980'erne kritiseret Det Muslimske Broderskab, som Hamas udspringer af, for at være agent for Israel på grund af bevægelsens ikke-aktivistiske politik. Med underskrivelsen af Oslo-aftalen stod PLO pludselig i den situation, at det var dem, der samarbejdede med Israel, og Hamas, der videreførte kampen mod Israel. I den forbindelse blev det tydeligere, at Hamas i vid udstrækning repræsenterer PLOs politik, som den tog sig ud i begyndelsen af 1970'erne, krydret med en stor portion islamisk retorik. Hamas er således modstandere af fredskonferencen; de modsætter sig enhver deling af Palæstina; de ønsker at fortsætte den væbnede
Side 5 af 5 kamp, og endelig er bevægelsen fortalere for de mere end fire millioner palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage. Omkring tidspunktet for underskrivelsen af aftalen den 13. september 1993 meldte den første frygt for borgerkrigslignende tilstande i de besatte palæstinensiske områder sig.?rsagen hertil var blandt andet, at oppositionsgrupperne frygtede, at den stærke politistyrke, der skulle oprettes i de selvstyrende områder, ville blive brugt mod dem på grund af intentionerne om at fortsætte den væbnede kamp mod den israelske besættelsesmagt. Talsmænd fra Hamas-bevægelsen udtalte gentagne gange i denne periode, at Hamas "ville gøre brug af alle tænkelige, fredelige midler i forbindelse med bevægelsens stridigheder med alle palæstinensiske grupperinger". Hamasí logik i forhold til Selvstyremyndigheden og Israel har været baseret på følgende opfattelse: Israel er uanset Oslo-aftalen og de efterfølgende aftaler stadig en besættelsesmagt, som det er legitimt at bekæmpe, og derfor fortsætter den væbnede kamp. Hvis Selvstyremyndigheden bekæmper Hamas på grund af dette, forholder Hamas sig passive overfor Selvstyremyndigheden, men svarer igen ovenfor staten Israel, som er den, der i første instans pressede de palæstinensiske myndigheder til at slå ned på den islamistiske bevægelse. Med denne logik mener Hamas at kunne sikre sig mod det værst tænkelige scenario, fra en palæstinensisk synsvinkel, nemlig borgerkrig. På den militære front satsede Hamas efter aftalen på øget modstand og flere aktioner rettet mod den israelske besættelsesmagt. Målet med disse aktioner var at køre selvstyreaftalen ud på et sidespor og dermed sætte en stopper for forhandlingerne. På denne måde forestillede Hamas-ledelsen sig, at bevægelsen kunne sikre sig øget magt og indflydelse på udviklingen af det palæstinensiske samfund. Bevægelsens militære strategi har - ikke overraskende - dannet baggrund for den lange række af konflikter, der har karakteriseret forholdet mellem Selvstyremyndigheden og Hamas siden 1993. Selvstyret har gennem aftalerne indgået med Israel bundet sig til et sikkerhedsmæssigt samarbejde. Især i Wye River-memorandum fra efteråret 1998 bliver dette for alvor tydeligt. I afsnittet om sikkerhed står der: "Begge sider anerkender, at det er i deres vitale interesse at bekæmpe terrorisme og vold, hvilket er i overensstemmelse med annex I i Interim-Aftalen [Oslo- 2]...Den palæstinensiske side vil gøre alle bekendt med deres politik, som er absolut ingen tolerance overfor terror og vold mod begge sider [den israelske og den palæstinensiske]. En plan udviklet af den palæstinensiske side vil blive delt med USA, og herefter vil implementeringen begynde øjeblikkeligt for at sikre den systematiske og effektive bekæmpelse af terroristorganisationer og deres infrastruktur... En palæstinensisk-amerikansk komite vil mødes hver 14. dag for at overveje de skridt, der er blevet taget for at eliminere terrorist-celler og støttestrukturer, som planlægger, finansierer, forsyner og tilskynder til terror... " Om end Selvstyremyndigheden ikke fuldstændigt har elimineret Hamas, er bevægelsen blevet institutionelt svækket i de forgange år. På det symbolske niveau nyder Hamas dog fortsat stor anseelse, hvilket først og fremmest skyldes et ineffektivt selvstyre og de manglende fremskridt i forhandlingerne med Israel. Den manglende fredsdividende - fortsat israelsk besættelse Den måske væsentligste årsag til at Selvstyremyndigheden er i besiddelse af et alvorligt legitimitetsproblem er de manglende fremskridt i forhandlingerne med staten Israel. Yasir Arafat og hans forhandlere håbede i sin tid på, at Oslo-processen indenfor en fem-årig periode ville lede frem til en selvstændig palæstinensisk stat. Sådan gik det som bekendt ikke. Med henvisning til Israels sikkerhed har skiftende
Side 6 af 6 israelske regeringer nægtet at føre de indgåede delaftaler ud i livet. Forhandlingerne har trukket i langdrag af samme årsager, og først i sommeren 2000 (i Camp David) tog man for alvor fat på de svære forhandlinger om bosættere, Jerusalem, flygtningenes ret til at vende tilbage m.m., uden at parterne dog var i nærheden af en aftale, der kunne tilfredsstille de legitime palæstinensiske minimumskrav. Selvstyret har i løbet af de seneste syv år efter Oslo-aftalens indgåelse opnået at få kontrol over knap 20 % af den besatte Vestbred og omkring 70 % af Gazastriben. På Vestbredden er der ikke tale om, at palæstinenserne kontrollerer Èt sammenhængende område, men derimod en lang række mindre enklaver - eller bantustanlignende områder. Denne opsplitning af Vestbredden, som er en følge af Oslo 2- aftalen fra 1995, er ensbetydende med, at Israel i praksis fortsat har fuld kontrol over området. I Gazastriben er situationen den, at 5.-6.000 bosættere til stadighed beslaglægger godt 30 % af områdets i alt 360 km2. Selv om det i aftalen fra 1993 hedder: "Ingen af parterne må initiere eller udføre noget som helst, der vil ændre Vestbredden og Gazastribens status..." har Israel i de forgange syv år fortsat med at skabe ëfacts on the groundí. Antallet af bosættere på Vestbredden (eksl. Øst-Jerusalem) er vokset fra 100.000 i 1992 til ikke mindre end 200.000 i år 2000. Der er samtidigt blevet etableret ikke mindre end 30 nye bosættelser på Vestbredden. Israel har samtidigt taget initiativ til og har påbegyndt byggeriet af 480 km omfartsveje, som forbinder de mange israelske bosættelser på Vestbredden med Vest-Jerusalem og Tel Aviv - uden om de palæstinensiske byer. Vejene er anlagt på jord konfiskeret fra palæstinensiske bønder. Siden 1993 er mere end 200 km2 jord blev frataget palæstinenserne til sådanne formål. Grundet de mange grænselukninger - af israelske sikkerhedshensyn - specielt i de første år efter indgåelsen af Oslo-aftalen har de mange tusinde palæstinensere fra Vestbredden og Gazastriben i mange og lange perioder været afskåret fra at passe deres arbejde i Israel, og har dermed mistet store dele af deres livsgrundlag. Også den svagt udviklede eksportsektor er blevet hårdt ramt af grænselukningerne. De palæstinensiske områder har bl.a. derfor i bedste fald været karakteriseret af økonomisk stagnation. Således har der for den almindelig palæstinenser ingen fredsdividende været. Den brede palæstinensiske befolkning har gennem de seneste år været vidne til etableringen af et korrumperet og ineffektivt selvstyre og skiftende israelske regeringer, der stedse har søgt at eliminere enhver ide om etableringen af en sammenhængende, bæredygtig og uafhængig palæstinensisk stat. Udviklingen har i høj grad mindet om etableringen af et apartheid-lignende bantustan-system. Al-Aqsa intifadaen Der var på denne baggrund at der kun skulle en gnist til at antænde den palæstinensiske frustration over de seneste års udvikling. Ariel Sharons besøg på Haram al-sharif var gnisten, men modstanden mod princippet om at cementere magten over retten har længe været til stede blandt palæstinenserne - såvel de sekulære som islamister. Umiddelbart efter Sharons besøg under massiv politieskorte og de efterfølgende dages hårdhændede israelske svar på palæstinensiske demonstrationer begyndte den anden intifada, kendt under navnet al-aqsa intifadaen. I den første tid var intifadaen karakteriseret ved at der var tale om en folkelig opstand. Siden har intifadaen dog udviklet sig til en betydelig mere militariseret konflikt som er endt i voldsspiral der syntes meget vanskelig at stoppe. Palæstinenserne på deres side har i stigende omfang benyttet sig af angreb på jødiske bosættelser på især Vestbredden, mens Hamas atter begyndte at benytte selvmordsbomber rettet mod civile mål i Israel. Hamas har endvidere udviklet de såkaldte "Kassam" raketter. Effekten af disse har dog været yderst begrænset. Israel har ísvaretí igen
Side 7 af 7 ved en overdreven magtanvendelse gennem massive militær-kampagner hvor Apache helikoptere, F-16, flåden, tanks m.m. er sat ind og har bombet mange af den Palæstinensiske Autoritets faciliteter. Herudover har staten i vid udstrækning benyttet sig af udenomsretlige drab på en lang række palæstinensere, som staten anklager for íterroristisk virksomhedí. Tillige er mange palæstinensisk kontrollerede områder i kortere og længere periode blevet genbesat af den israelske besættelsesmagt, huse er blevet fjernet fra jordens overflade og det samme gælder store dele af palæstinensisk landbrugs afgrøder. Arafats vanskelige balancegang mellem på den ene side at skulle repræsentere det palæstinensiske folk og på den anden at skulle vise Israel og USA at han er en troværdig forhandlingspartner har vist sig en nærmest umulig opgave under den intifadaen. Og den er ikke blevet lettere siden den 11. september 2001. Der er ingen tvivl om at USA's "enten er i med os eller også er i imod os politik" i kølvandet på angrebene den 11. september har været ensbetydende med en traumatisk oplevelse for palæstinenserne. Herbert Pundik har i Politiken (30.december 2001) meget præcist beskrevet palæstinensernes situation efter 11. september: "Efter 11. september er de [palæstinenserne] i en no win-situation. Fortsætter de selvstændighedskampen med væbnet modstand, kommer de på den forkerte side af Bushs 'enten-eller'-formel. De kan ikke vente støtte fra USA og EU, fordi terror ikke må belønnes. Vælger de at opgive kampen mod besættelsen, har de heller ikke nogen udsigt til at nå deres nationale mål. De vil være afhængige af Sharons nåde og især unåde". Det eneste der kommer ud af et sådant forsimplet verdensbillede som USA har lanceret og som støttes af Israel er at Arafats legitimitet falder i den palæstinensiske befolknings øjne, mens synet på Vesten og Israel forværres. Omvendt gælder det til gengæld for den islamiske modstandsbevægelse Hamas. Dette er en revideret udgave af artiklen Palæstinensisk Politik 1993-2000: Selvstyre, korruption, islamisme og besættelse fra bogen På Tærsklen til fred? Al-Aqsa intifadaen og fredsprocessen i Mellemøsten (red. Michael Irving Jensen). Relevant litteratur: Giacaman, Georg & Lønning, Dag Jørund (eds.), After Oslo: New realities, Old problems (Pluto Press, 1998) Hroub, Khaled, Hamas - Political thought and Practice, (Institute of Palestine Studies, 2000) Jensen, Michael Irving & Laursen, Andreas: Arafats Palæstina - Forventninger og Realiteter (Odense Universitetsforlag 2000) Jensen, Michael Irving(red.): På Tærsklen til fred? Al-Aqsa intifadaen og fredsprocessen i Mellemøsten (Gyldendal, København, 2001) Jensen, Michael Irving : Hamas i Gazastriben (Akademisk Forlag: København, udk. Sommeren 2002). Sayiegh, Yezid & Khalil Shakaki et al., Strengthening Palestinian Public Institutions, (www.foreignrelations/org/public/pubs/palinstfull.html#list, 1999)