tangoaalborg.dk AALBORG Foto: Ole Mikael Sørensen. m.fl.

tangoaalborg.dk tango AALBORG Foto: Ole Mikael Sørensen. m.fl.

Tango Aalborg et varmt historisk favntag Vi startede med at lave et 10-års jubilæumskrift men det endte med at folde sig ud som et næsten 20-års spændende portræt af tangoen i Aalborg. Takken går til Gunner Svendsen, der syntes, at vi skulle tage et spadestik dybere. Jubilæumsskriftet kunne have endt med at koncentrere en masse fakta - men det endte med en række varme interviews om oplevelser, udviklinger og udfordringer set gennem de dansende kreatører og poetiske ambassadører. Det var kort fortalt mødet med tangoen, som tændte den dansende og livlige Lea Vangstrup fra Skørping og hendes kreative studie-og familiemiljø i de tidlige 1990 ere. Denne startfase af tangomiljøet opstod via kontakten til Aalborgdanseren Navina Østergaard og senere Gunner Svendsen. Den udviklede sig til det spirende Aalborg Tangolaug, som kørte på frem til 1997. Boris Wortmanns bevægende tangostart gemmer på både ømhed, genkendelse og fascination. De tre tangoflammer Lea, Boris og Eduardo løftede med smittende ihærdighed tangostandarden i Aalborg markant og sikrede lokalet på 1000Fryd i 1997. Trojkaen og senere pædagogen Hérnan Obisbo s workshops indledte hermed en ny fase i Aalborgs tangomiljø. Improvisation, strømpedans og lækre empanadas udgjorde en del af flere tangohjem, da Ivy og Boris Modrau gled ind i armene på det Aalborgensiske tangomiljø i 1997-2001. Tangomiljøet måtte pga kommunen organisere sig officielt som Aalborg Tango, El Abrazo, den 11. februar 2001, med Andrea Floyd som forkvinde. Det kørte lidt på pumperne, da Mette Bjørn og senere Christian Larsen kom til i 2003/04, men intet kunne slå det nyforelskede tangopar ud. Med formandspost, fælles energi, hjælpende hænder, Vråkurser og nye undervisere indledtes et langt sejt træk. Deres egen tangoudvikling, drømme og rejser beskrives, og Mette giver bud på foreningens styrke: samhørighed og åbenhed. Jannes Nielsens argentinske danseglæde og jordskredsmøde med Århustangoen blev indgangen til et liv med tango og undervisning. Hendes møde med Ole Mikael Sørensen og hans ligeså omvæltende tangochock, lagde grunden til et stærkt passioneret tangoforhold. I lyset af deres udvikling stilles der skarpt på både erfaringer, dansens karakteristika, kønsforhold og foreningens udfordringer. Hvis I har fået lyst til at danse eller snakke tæt med nogle af disse tangueros, så forstår vi Jer godt. Det har vi også. Vi er slet ikke færdige. Bare husk: Der er mange flere skønne derude rigtigt mange - der bare venter på en invitation og en tæt dans.. Abrazos Karin & Trygve

De tidlige spirer 1993 1997 Lea Vangstrup og Nordjysk Tangolaug Det var vildt spændende - dét med tangoen, fortæller Lea Vangstrup, som kommer fra Skørping. Jeg var nysgerrig og havde hørt en hel del om den argentinske tango, og jeg har altid elsket at danse. Da jeg samtidig kommer fra et miljø, hvor man selv skal gøre noget for at tingene kommer til at ske, begyndte jeg at lave research på området. Det lykkedes at få en kontakt med Navina Østergård, som netop var hjemvendt Argentina, og som ville lære os det i Skørping. Hun havde erhvervet sig stor dansekompetence i Buenos Aires. Stedet blev Hellum Skole, 6 km fra Skørping, og årstallet var 1993, da jeg og mine brødre, forældre, svigerforældre og venner fra revl og krat mødte frem. Det blev et godt kursus, og vi nød det rigtigt. Derfor var der god stemning for at gentage succésen. Navina fik lov at prøve det anden gang med os, og denne gange indlogerede vi os på Kjellerupgade Skole i Aalborg. Navina skulle imidlertid til København og flyttede. Men vi havde startet, og nu gik vi i gang med at øve. Vi installerede os i Kathedralskolens Festsal, som var et glimrende sted at danse. Vi kaldte gruppen for Nordjysk tangolaug, hvilket var en fancy vits, fordi vi i den grad var et uhøjtidligt og anarkistisk sammenrend af danseglade sjæle. Lea Vangstrup griner højlydt, når hun beretter om den tid. Der gik nemlig ca. 1½ år, hvor vi hyggede os og legede med de lærte trin. Vi havde ingen underviser og fandt bl.a. på nye trin og variationer, som vi syntes godt om -ligesom i tangoens argentinske barndom. Engang i 1994 tog vi så en tur til tango i Århus, hvor man rent ud sagt måbede og aldrig havde set mage. Guderne må vide, hvilken subkultur det kunne være blevet til, hvis vi havde fortsat uden undervisere! Løsningen var selvfølgelig at få gode undervisere til Aalborg. Det blev Inge og Bjarne fra Århus og en tanguero fra Tylstrup, Gunner Svendsen, som havde været ansat på Aalborg Teater førend han flyttede til Århus og senere København. I slutningen af 1994, fortæller Gunner, startede Lea med at bruge mig til noget undervisning, førend vi havde opfundet begrebet workshop. Til at begynde med på Kathedralen. I 1995 begyndte jeg at komme regelmæssigt til Aalborg én gang om måneden. Så var der bais for fast undervisning hver måned, og folk gjorde god brug af mig. Senere rykkede vi fast ud i Vesterkærets Fritidsklub. Jeg tror, det satte en del skub i indlæringen hos de danseglade fremmødte. Enkelte gange holdt vi det på Skipper Clement Skolen. Lea fortæller også, at hun blev benyttet til tangofremstød i København, hvor Bjarne fra Århus gjorde brug af hende som reservepartner. Jeg kunne jo ikke så meget, men bare Bjarne førte gik det flot. Århus var i det hele taget stedet, hvor tangoen i Danmark udbredte sig fra. Lea Vangstrup og Gunner Svendsen. Billede til brug i Nordjyske 4. januar 1998

Mens vi var på Vesterkærets Fritidsklub, gik nogle af os også på et flamenco-kursus, fortæller Lea. Her mødte vi tyskeren Boris Wortmann, som ellers hørte til salsamiljøet. Han ønskede, at vi skulle prøve salsa, og vi sagde ja, hvis han som modydelse også prøvede tango. vældigt optaget af det. Han var lidt stiv i det i starten, men det fik vi pillet af ham, f.eks. når vi piger bl.a. fik lyst til at skeje ud i frækt sekond handtøj med bordelsko med høje hæle Der var i det hele taget en fin stemning til vores tangotræninger. Mange dannede par også senere i livet, Boris selv fandt Eike, og jeg husker et universitetspar, som egentlig hadede hinanden af ærligt hjerte, men under de mange parskifter i tangoøvelserne blev forenet, og som i dag har børn og et godt ægteskab, siger Lea. Det var vel omkring 1996/1997, at vi som Nordjysk tangolaug fik fremsendt en ansøgning om et fast lokale, som så blev 1000Fryd. Jeg glemmer aldrig øjnene på de punkere, som første gang så vores tangosalon, malet i bordeaux forneden og olivengrøn foroven med en guldstribe midvejs mellem de to farver! Det var et sammenstød, der ville noget, griner Lea. Husker jeg rigtigt, så sluttede mit samarbejde med Lea med en workshop i den gamle dansesal over McDonald inde på Nytorv i 1997, fortæller Gunner Svendsen. Ja, fortæller Lea. Det var lige i forbindelse med rykindet på 1000Fryd, da jeg begyndte at få børn, og måtte lægge tangoskoene midlertidigt på hylden. Jeg har senere danset lidt i København, når jeg er der, selvom jeg er blevet lidt rusten af den manglende praksis med tiden. Når jeg ser på Jer i dag, er jeg vældig glad for og imponeret over at andre i Aalborg har kunnet fortsætte tangomiljøet og trække det store læs. Men egentlig synes jeg, I snarere burde fejre 20 års- jubilæum i stedet for 10 -års jubilæum, når man tænker på Nordjysk tangolaug frem til nu.! Boris og Adrian under en workshop marts 2003 Tusindfryd-tiden 1996-1999 Boris Wortmann og tangomiljøets intimitet Det var under universitetets danseuge for erotisk dans i 1996, at jeg traf Lea Vangstrup og hendes venner. Vi var faktisk en del fra miljøet omkring international teknologi og planlægning, som var ret danseglade. Dér lavede vi en deal om at prøve nogle af hinandens danse (tango, salsa) og på denne måde blev jeg trukket med ud til tango i Vestbyens fritidsklub. Det var et sted med lidt dunkel belysning, men alle bidrog og lærte noget af hinanden ud fra de tangotrin, de mente de kendte. På det tidspunkt havde jeg lige lagt et længere studieophold og fritidssalsa bag mig i Zaragosa i Spanien og ville gerne tæt på et miljø, hvor jeg kunne fastholde og måske udvikle mit spanske sprog. Miljøets friske og åbne stil og Lea med hendes legende danseglæde, som hun bl.a. havde fra sin afrikanske danseture, mindede mig om mit spanske studentermiljø. Samtidig syntes jeg også, at Jomfru Ane- miljøet var for overfladisk og upersonligt. Der gik ikke ret lang tid førend Lea fik mig trukket med til tango i Århus, hvor jeg skulle være hendes partner. Men snart var hun jo ude at danse med alle de spændende fyre, mens jeg sad tilbage og ikke rigtigt turde noget. Så sad der en ung smuk psykologpige, som nok kunne mærke at jeg var lidt ny. Vi kom i snak indtil hun til sidst sagde, at vi jo var kommet for at danse. Nu måtte jeg så fortælle, at jeg dårligt kunne andet end de 8 grundtrin. Det gjorde ikke noget, for så indrettede hun sig efter det. Med det resultat at jeg fik den smukkeste, mest intense og kommunikative dans jeg nogensinde havde haft. Det tog mig faktisk 2-3 år før jeg genfandt den samme vibrerende oplevelse. Det var en ren gave men også en fantastisk sød forsmag på, hvad tangoens smukke intimitet kan være, og jeg var totalt solgt. Det var i høj grad Leas fortjeneste, at Nordjysk Tangolaug kom i gang med lokalesøgning med kommunen, og Tusindfryd. Kommunen fandt lokalet på 1. sal i Kattesundet til os, og bad os søge støttemidler gennem 5 % -puljen under Folkeoplysningsudvalget. Det gjorde vi så, og fik penge til istandsættelse af lokalet med maling og pensler, fine skabe og et nyt stereoanlæg. Det var meget uhøjtideligt og sjovt, og mange studerende drev forbi og fik prøvet den tætte dans. Vi tog typisk noget vin med og hyggede os i pauserne. Der var ingen tvivl om, at vi var gode til at feste, og både ved juletid og ved sommertid holdt vi fine sammenskudsgilder med tango som dessert.

Under en fest i Hasseris mødte jeg dansk-argentineren Eduardo Jaquemin, som arbejde hos COWI i Aalborg, og mit gode venskab med ham blev en booster og et grundlag til et mere solidt fundament for tangoindsatsen i Aalborg. Han kunne også undervise, og sammen med Lea kunne vi dele opgaverne imellem os. Under min udstationering i Santiago de Chile i 1997 mødte Eduardo og jeg tangomaestroen Hernán Obisbo, og det gav stødet til en invitation med nogle workshops med Hernán i Danmark og ikke mindst i det nordjyske i både 1998 og 1999. Han var en fremragende underviser, og vi satte stor pris på hans kunnen og pædagogik. Tangodansen blev betydeligt forbedret under hans indflydelse. Selv satte Hernán stor pris på Aalborg, hvor han i modsætning til Århus, som han sagde primært var interesseret i nye trin, fandt større lydhørhed overfor tangoens poesi og leg. For Hernan som for os var det kontakten i tangoen, rytmen og det at følge musikken, som blev vores kendtegn. Foreningen var ung og passioneret. Personligt mødte jeg også min nuværende kone Eike i tangomiljøet i 1998 ligesom mange andre gjorde, så tangoen har en særlig betydning for os begge. Da vi fik børn, var vi imidlertid tvungne at neddrosle tangoen, og i 2002 flyttede vi til Århus. Vi vender dog fra tid til anden tilbage tangomiljøet i Aalborg, når der f.eks. bliver inviteret på milonga inviteret eller sommer-/julefest. 1997-2003Åbenhed og improvisation Ivy & Boris Modrau - Om tangoens sociale miljø

Det var det varme og venlige miljø omkring tangoen der satte gang i en masse positive venskaber og relationer, fortæller to af El Abrazos daværende og nuværende medlemmer, Ivy og Boris Modrau. Dengang i 1997, da jeg kom til Aalborg fra Tyskland, var det primært udenlandske herboende, studerende og universitetsfolk tilsat en flok fra Aalborg Kajakklub, som udgjorde grundstammen i tangomiljøet, fortæller Ivy. Nogle tilhørte også sundhedsvæsnet som sygeplejersker, fysioterapeuter og læger. Tre personer huskes som ildsjæle, der med glæde og stort engagement stod for salonerne søndag aften på Tusindfryd i Kattesundet i Aalborg. Ideen om søndagssalon var vældig god og er bibeholdt i foreningen stadigvæk. Til trods for god opbakning kunne søndagsbegivenheder som DR s stort anlagte seersuccés Krøniken til tider konkurrere med tangoen. De tre ildsjæle var den danske Lea Vangstrup, som dog kort tid efter flyttede til København, tyskeren Boris Wortmann og argentineren Eduardo Jaquemin, som satte sig spor ved at undervise nybegyndere i en halv time før salonen gik i gang. Dette muliggjorde at man bare kunne kigge forbi og prøve tangodansen. I dag bor Eduardo med sin familie i Spanien, mens Boris W. flyttede til Århus efter at have mødt sin nuværende kone Eike i tangomiljøet. Eike og Boris besøger El Abrazo til milonga fra tid til anden. Vi var mange unge mennesker, som havde lyst til at mødes hos hinanden, spise og rigtigt hygge os og danse tango. Det var nogle gange meget impulsivt, at vi blot ringede rundt til hinanden og spurgte, om de andre havde lyst til at komme på besøg senere i ugen eller måske samme aften. Vi behøvede blot en lille CD-spiller eller gettoblaster og et rum, som blev ryddet for stole og borde, så dansede vi afsted. Vi lærte meget af hinanden og Boris og Eduardo var gode læremestre. Tit dansede vi barfodet eller på strømpefødder. En del var par som vi to eller blev par undervejs. Maden var ofte et kapitel for sig, siger Boris. Med de mange nationaliteter af bl.a. hollændere, grækere, østrigere, franskmænd, tyskere og argentinere fik vi ofte udsøgte og skønne nationale retter, som faktisk var bedre, end hvis vi gik i byen. Eduardo havde en argentinsk specialitet, empanadas, dvs nogle små krydrede farsbrød, som blev lidt af et hit hos alle. Mange var af handymantypen, som gerne ville hjælpe mange af os tilflyttere med praktiske indretninger af vores boliger. Så vi blev svejset sammen på mange måder. I nutidens termer ville man sige, at det var alletiders gode integrationsprojekt. Når folk havde større begivenheder som indflytterfester, fødselsdage eller bryllupper, kom tangobanden selvfølgelig med. Og så stod der tango på menuen efter måltidet. Faciliterne på Tusindfryd var dog ikke de mest optimale selvom de var gratis. Toilettet var så snusket og ofte ude af funktion, så ingen kunne benytte det. Gruppen nedenunder i Tusindfryd syntes nok heller ikke, at vi passede godt ind i deres koncept, så når vi kom, var der ofte beskidt og nærmest demonstrativt rodet. Ofte måtte vi starte med at gøre rent, rydde op eller vige for overnatningsgæster, der havde indtaget lokalet med madrasser. Sommerfesten 2010 i Grønhøj

Tangoforeningen El Abrazos fødsel 2001 Ivy og Boris Modrau Aalborg kommune bestemte i 2001, at alle foreninger, som lånte lokaler af kommunen, skulle være registrerede af kommunen. Derfor måtte tangomiljøet omkring Tusindfryd gøre op med sig selv, hvorvidt man ville fortsætte på Tusindfryd. Dette delte gruppen i to. Den ene mente, at man skulle lave en tangoklub med vedtægter og føje kommunen, mens den anden og lidt anarkistiske gruppe mente man skulle fortsætte som hidtil, udnytte sammenholdet og spontaniteten. Vi hørte til gruppen, som i starten var skeptiske overfor foreningskonceptet, smiler Ivy og Boris En fællesafstemning gav som resultat en næsten fifty-fifty-afstemning med en svag overvægt for at danne en forening. Og hermed blev det. Tangomiljøet konstituerede sig selv den 11. febr. 2001 som foreningen med navnet El Abrazo, som betyder omfavnelse. Det blev til vedtægter, bestyrelse og årlige generalforsamlinger. Andrea Floyd blev første forkvinde og Michael Vester kasserer. Tusindfryd som træningssal blev bibeholdt, og vi fortsatte med vores søndagstræning. Afstemningen skabte ikke nogen splittelse i foreningen, måske fordi samhørigheden var så god, venskabet stort og at dansen fortsatte. Som ny forening fik man også arrangeret workshops, milongaer og undervisningsforløb, som blev holdt andre steder som f.eks. i Huset, den Rytmiske Aftenskole, på Grand eller på i Gynmastiksalen Byplanvejen Skole i Gug. Gode undervisere som Gunner Svendsen, Brian Falk og Lotte Thrane og Hernán Obispo gav også deltagerne på workshops spændende oplevelser og stimulerede tangolysten. Medlemsantallet var meget svingende især begrundet i, at de mange unge medlemmers flyttede fra Aalborg. Man begyndte at reklamere for foreningen på forskellige måder. Foreningen stablede arrangementer sammen til Aalborgs Kulturnat, og man dansede på asfalten foran det tidligere Rosdahls til lørdagstorv. Enkelte begynderundervisningsforløb blev holdt af foreningens gamle medlemmer i samarbejde med den Rytmiske Aftenskole. Udefra kommende søndagsbegivenheder, som DR s stort anlagte seersuccés Krøniken, kunne til tider konkurrere med undervisningen. Igennem de sidste mange år, siger Ivy, har El Abrazo skiftet lokale to gange: fra Tusindfryd til kantinen på Studenterkursus i midtbyen og til det nuværende Kulturbroen. Vores nuværende forkvinde Mette har formået sammen med mange nye ildsjæle at udvide foreningslivet, således at vi har faste undervisningsforløb på flere niveauer, workshops med eksterne undervisere flere gange om året, og fine saloner på eksterne lokaler (såsom house of Dance, Klitgaarden, Utzon). og så er der stadigvæk en søndagssalon med tango, hyggesnak, rødvin og åbne arme til alle der gerne vil være med: El Abrazo.

Det seje træk Mette & Christian 2003-2012 Lev drømmene ud! Foreningen kørte lidt på pumperne, da Mette Bjørn mødte frem i efteråret 2003. Det var Dorthe Bjørn, der blot ved at fortælle om tango, havde overbevist mig om det var noget for mig, fortæller Mette. Jeg mødte op i Tusindfryd, og fik noget af en overraskelse. Et meget suspekt lille lokale på første sal, hvor jeg aldrig ville være gået ind, hvis ikke jeg havde haft en aftale med Dorthe. Dén aften trådte jeg mine første tangotrin sammen med den daværende formand Michael Vester og blev bekræftet i, at jeg ville være tangodanser. Mulighederne for at komme i gang var ikke de bedste. Der kom ikke mange om søndagen. Nogle gange sad vi bare 5-6 stykker, og vi satte os for at gøre en indsats for at puste nyt liv i foreningen. Jeg tog privattimer hos Preben Raunholt Christensen fra Århus, og Dorthe og jeg assisterede, så godt vi nu kunne. Da han stoppede, kastede jeg mig ud i at undervise på egen hånd med assistance fra Jørgen Erik Assentoft. Siden kom Christian Larsen til. Det hjalp nok også tangoen godt på vej, at Christian trådte ind i tangomiljøet ved julefrokosten 2003 på Tusindfryd samme år. Så fik jeg en fast tangopartner, og det gik hurtigt fremad. Christian kæmpede hårdt for at lære sig trin og figurer, hvilket man kan grine af, når man ser ham i dag, siger Mette. Nu finder han på både særlige invitationer, der skal give kvinderne større rutine i avancerede føringer, og sessioner med flabede trin, hvor mændene kan putte små jokes ind i dansen. Til vores udvikling som par hørte også Børge Madsen & Lise Trautners samt Brian Falk & Lotte Thranes workshops i Aalborg. Ikke mindst de workshop sidstnævnte gennem årene har arrangeret i Århus, hvor det (ligesom nu) lykkedes ham at præsentere tango-danmark for nogle af dansens og tidens store argentinske stjernepar. Det drejer sig om navne som Sebastian Arce & Mariana Montes, Gustavo Naveira & Giselle Anne, Fabian Sales & Carolina del Rivero, Ezequiel Farfaro & Eugenia Parilla, Mariano Chicho Frumboli & Juana Sepulveda (som vi i 2011 lavede en speciel temaworkshop om) med fl. På den måde har Århus altid været lidt af et fyrtårn herhjemme. I alt har vi vel fået undervisning af mere en 25 forskellige par, de fleste efterhånden udenlandske. Studenterkursus -en dejlig fest- og øvesal

Allerede i 2004 blev jeg valgt som formand. Det skyldtes især to ting. Dels havde jeg en kraftig motivation for at gøre dansen og foreningen mere kendt i den nordjyske offentlighed, og dels var der ikke rift om kandidater til posten. Dengang var vi fem i bestyrelsen. Der var visse ting der flød, og som gjorde det nemt for en ny formand at tage fat. F.eks. var det nødvendigt at få indkrævet kontingent, da der ikke var opkrævet kontingent i flere år. Med Michael Vesters afgang blev der i høj grad brug for folk til hjemmesiden, som faktisk lå død. Med kunstigt åndedræt fra Christian kom der liv i den igen. Det lykkedes Christian at skaffe festsalen på Studenterkursus i Danmarksgade, som blev et oplagt samlingssted for foreningen, da tiden på Tusindfryd hørte op. Det var et rent scoop, som kom i stand under et introarrangement for studenterkursuslærere i 2004, hvor Christian hørte til. Rent tilfældigt kom Christian til at diskutere lokaleproblemerne for næsen af den daværende rektor, som med det samme var positivt stemt. Og så var der aldrig problemer med at låne dette flotte danselokale, som har fulgt os i alle årene sidenhen. Mette og Christian fortæller videre: Vi var så betaget/besat af tango, at vi syntes, at alle måtte lære dansen at kende, og få del i den fantastiske glæde og passionerede oplevelse, der fulgte med. For at gøre tangoen kendt var det nødvendigt at komme i avisen. Det lykkedes ret godt med journalistisk bistand fra en journalist, Marianne Knudsen fra DR, som var med i foreningen: Christian fortæller: - I forbindelse med en af de nu hedengangne tangofestivaler i Vrå blev vi interviewet af Marianne, som spurgte: Jamen tango - er det da noget for nordjyder?, hvortil Christian svarede Ja, det gælder bare om at finde sin indre tango-tiger frem. Marianne rykkede lidt tilbage, kiggede skræmt på mig og udbrød: Nu er den vel ikke farlig? Mange danse-nysgerrige forsøgte sig med tangoen bl.a inspireret af TV s Vild med dans. Mange brugte os også som svingdør. Engang havde vi f.eks. 32 personer til et tango-begynderhold, så vi måtte lave både et A- og et B-hold. Men faktum var, at kun var stabile par og blev hængende, og dem har enhver forening så sandelig brug for, beretter Mette. Mette og Christian juni-sommerfesten i Grønhøj 2010 For første gang på Utzon. 13. maj 2011 Den aften hvor alle var høje på poesi.

Nordjylland fik en stor chance for et samlet tangofremstød, da Vrå Højskole kunne få den argentinske ambassades hjælp til at afholde et tango-sommerkursus i 2005 med supergode undervisere Hector Falcon, Henrik Uldal og Navina Østergaard og så orkestret Fernando Marzan Quinteto. Det bakkede vi stærkt op. Kurserne kørte i 5 år, førend de blev indstillet pga højskolens dårlige økonomi. Med på startholdet var bl.a. Marianne Knudsen, som gav sommerbegivenheden solid dækning og succes. Christian og jeg overtog i 2005 undervisningen i Aalborg, siger Mette. Det var spændende, og vi fik prøvet mangt og meget. I 2005 blev El Abrazo kraftigt forstærket, da Janne trådte ind i foreningen som underviser. Samtidig kom Ole Mikael med i bestyrelsen som kasserer. I bestyrelsen arrangerede vi en del workshops med Brian og Lotte, Navina og Gunner, Lise og Børge og Andrea og Martin fra Argentina, og fik plantet El Abrazo midt i Kulturnatten. Man kunne søge midler til spændende scenarier, og det lykkedes at få Tre til Tango herover, og nordjyderne kunne opleve et rigtigt tangoorkester på Studenterkursus. Vi gjorde os mange erfaringer med disse fremstød for tangoen. Det var ikke de store flotte præsentationer af tango, som f.eks. optræden på en scene i Aalborghallen for en masse mennesker, der rekrutterede nye tangodansere. Det var mere folks direkte oplevelse af at prøve en intro og opleve et tæt og venligt miljø. Niels Skovmand og Charlotte Støjberg fra Tre til Tango januar 2010. Vores egen inspiration fik vi fra vores mange tangoture til København, Paris, La Frayssinette i Frankrig, Palma på Mallorca og ikke mindst de svenske byer Vesterås og Stockholm, hvor vi fortsat har gode tangobekendtskaber. Sidenhen er tangofestivalen i Ås lidt udenfor Östersund 800 km nord for Stockholm ved at blive en tilbagevendende begivenhed. Et lille sted som ikke desto mindre tiltrækker masser af dansere fra Stockholm pga den intime stemning. Det har stor værdi at prøve at leve sine tangodrømme ud, hvad enten man har lyst at danse på en perron ligesom Richard Gere og Jenifer Lopez i Shal we dance?, eller man har brug for at mærke tætheden i dansen ved at kvinden får et tørklæde for øjnene. Vi skal turde udfordre vores indre tangodrømme. Der ligger et stort brændstof her, siger Christian. I foreningens formålsparagraf står der, at Formålet er at formidle og udbrede kendskabet til den argentinske tango i Aalborg og Nordjylland og at skabe muligheder for fordybelse i tango både som kunstnerisk og kulturelt udtryk. Det synes vi begge foreningen har levet op til. Vi har serveret tango på mangfoldige måder lige fra introer og opvisninger på gymnasier og universitetet til private fester, milongaer på Huset og spillestedet Halkjær Kro og Kulturnatten. Med udgangspunkt i Vrå festivalerne har vi sågar forsøgt at igangsætte tango også i Hjørring, men måtte opgive efter nogle år i erkendelse af, at der skal en vis størrelse til, for at der kan skabes et levedygtigt miljø. Hvis vi samtidig holder fast i kvaliteten i tango og opfordrer vore par til at opsøge samme, så er vi på rette vej. Susanne Sangill og Peter Bonnén -et dejligt underviserpar Tango-guitaristen Jonathan Alvarez i Huset aug. 2010

Det har været et sejt træk at nå vores nuværende størrelse. Men der er grund til at glædes. Når man f.eks. kigger på vores søndags-practicaer, så var de ofte fåtalligt besøgt. Men se nu hvor besøgte og velfungerende de er med stadig flere DJ s ja, så bliver man glad indeni. Styrken ved El Abrazo er i mine øjne vores samhørighed og omsorgen for hinanden, siger Mette. Det er af stor værdi, at vi har hinanden og føler os knyttet til hinanden. Vi har en særlig åben og venskabelig stil, som er værd at fremme og styrke. Sådan er det ikke i alle tangoforeninger, men der er noget dynamisk og stærkt her i Aalborg, som vi skal være glade for, og som folk udefra også kan mærke. Vi skal turde fællesskabet og være med til at byde nye og gæster velkommen fra practica-/ milongastart og invitere til dans, som vi gør det nu. Vores initiativer, opbakningen til sommer- og julefester og nye milongaer holdt på spændende steder som Klitgården, Utzon Center og Elbjørn vidner om en forening i god udvikling. For mig er det ikke et mål at blive større som forening, hvis det bliver på bekostning af samhørigheden. Vi skal fremover stadig huske at deles om opgaverne, løse dem demokratisk, være gode til at give plads til fælles initiativer og værne om samhørigheden, så har tangoen og foreningen i Aalborg en stor fremtid foran sig. Det har været og er - og vil fortsat være mit mål at pleje samhørigheden som formand. Utzons lys var helt specielt. Undervisning og passion Ole & Janne 2005-2012

Det var min kusine Silvia, som fik mig i gang med tango i 1999, da jeg boede i Århus, fortæller Janne Nielsen, underviser i El Abrazo. Min far og hans famile, som er dansk-argentinsk fra Tres Arryos, knap 600 km syd for Buenos Aires, har altid været glad for at danse. Lige siden min barndom har jeg været vild med at danse, inspireret af min far, som lærte mig at danse ved at jeg stod ovenpå hans fødder, mens vi dansede rundt på stuegulvet. På den måde fandt jeg både glæden ved dans, fornemmelsen for at følge og glide ind i rytmerne og musikken. På Tangoakademiet i Århus i 1999 kom jeg for første gang ud at danse med argentinske Carlos, og det blev en spændende aften og starten på en masse tango. Jeg gik til tango flere gange om ugen, både til undervisning og til praktika og salon. Full speed på og masser af indlæring allerede det første år. Så gik jeg imidlertid ned i tempo, da jeg flyttede til Skive i 2000, hvor der var et lille miljø og ingen rigtigt dygtige tangodansere. Det endte imidlertid med, at jeg blev opfordret til at undervise, hvilket jeg sagde ja til. Meget tidligt i min tangokarriere kom jeg således i gang med tangoinstruktion, bl.a. med min partner fra Odense, som ind imellem pendlede frem og tilbage. Vi skal helt frem til 2005 førend jeg flytter til Aalborg. Her jeg dansede et halvt års tid, hvorefter Mette og Christian bad mig deltage i undervisningen, siger Janne. For jeg, som den mandlige del af makkerparret, startede dansen først sent og med lidt mere traditionel tilgang, beretter Ole Mikael Sørensen. Jeg følte mig inspireret til at prøve tangoens non-verbale univers og med min nyfundne dansemakker Else, startede jeg i Aalborg Tango tidligt i 2005. For os i starten gik det meget på at gøre trinene sikre, tydeligt og præcist. Her gik det fint og roligt indtil den dag på et sommerkursus på Vrå Højskole 2005, hvor jeg røg ind i Janne. Som de fleste begynderherrer blev jeg en smule skræmt over at komme i armene på så dygtig en danser under aftenmilongaen, fortæller Ole, men ovenpå chokket nød jeg dansen. Dels selvfølgelig pga. Jannes præcision og elegance, men ikke mindst fordi jeg kunne mærke, at Jannes glæde ved dansen smittede af på mig og inspirerede mig. Sammenlagt blev Vrå-kurset en helstøbt glad og smuk tangooplevelse. Jeg var virkelig tændt! Og allerede fra foråret 2006 startede jeg og Janne ud som undervisningspar for et begynderhold. Naturligvis var jeg lærlingen, som af gode grunde holdt mig lidt i baggrunden, men samtidigt udviklede jeg mig hurtigt med Janne som makker. Jeg trænede også virkelig hårdt for at nå et højere niveau, fortæller Ole. Det blev til mange workshops og Århusbesøg undervejs, og Janne og jeg havde bare god kemi sammen. Silvia Jensen viser vej. Aalborg Universitet 2002. Sommerfest i Grønhøj 2010. Jane og Boris i aftenstemning. Ole Mikael og Janne i PR-fremstød på Hovedbiblioteket i 2009.

Jeg mødte Ole i Vrå, fortæller Janne, og jeg syntes han havde potentiale til at blive en rigtig god danser. Efterhånden som vi lærte hinanden at kende viste det sig også, at vi delte nogle fælles tangoværdier om, at tango kommer indefra, at det er vigtigt at give plads til intimitet og nyde, at det er fedt at være tæt. Som kvinde skal man turde give slip på den overordnede kontrol og lade sig føre, men omvendt er det også lækkert at lade det feminine bidrag tage lidt over og spille med ind dansen. Af samme grund har jeg et par gange undervist i kvindeteknik, men min erfaring er dog, at det er bedst at tage kvindeteknikken direkte med ind i selve underviningen. Med Aalborg teaters opsætning af musicalen Evita i 2006 blev jeg som danseinstruktør kastet ud i stor udfordring, da jeg skulle undervise skuespillerne i tango. Det var meget lærerigt og skægt at træne en gruppe, som var vant til non-verbal kommunikation og hurtig indlæring, siger Janne. Opgaven drejede sig ikke om at lære avanceret tangodans, men det de lærte, gjorde de på rekordtid. En instruks én gang. og så ofte se den udført direkte. Det var en sand fornøjelse! Samtidig med at vi som par blev bedre, rykkede vores undervisningshold op på de mere øvede trin, fortæller begge. Det har sin egen charme at følge en gruppe frem til et højere niveau, fordi man lærer hinanden rigtigt godt at kende. Og vi havde mange gode tangostunder i Festsalen på Studenterkursus, hvor det sociale miljø var højt omend køkkenet lidt trist. Men faktum er naturligvis, at der med tiden kommer et vist flow og udskiftning i en forening, og at holdene tit og ofte må slås sammen for at kvalificere en ny sæson. Nogle gange vokser man langsomt andre gange hurtigt. Derfor var det dejligt at se nye undervisere dukke op. Peter & Ulla, Lasse & Helle og Susanne & Peter var nogle af de par, som tog ejerskab for foreningen, og som ægte tangueros gik ind og løftede den med fuld musik. Selvom jeg næppe er den typiske organisationsmand, blev jeg hurtigt indrulleret i foreningen som kasserer, siger Ole Mikael. Det var allerede i februar 2006, at jeg afløste Ivy som kasserer, og så har jeg utroligt nok været det lige siden. Det har været godt at se foreningen vokse ligeså langsomt, og her gennem de sidste par år groet noget stærkere til noget, der ligner en solid og også økonomisk sund forening. Vi er i dag 64 medlemmer mod 50 sidste år og flere er på vej, fordi vi bliver bedre og forstår udfordringerne bedre. Og udfordringer er der nok af. Ja, siger Janne. Lad os bare tage hjemmesiden og vores annoncering af os selv, vores foldere og markedføring, som først nu er ved at komme op i omdrejninger. Vi har fået eget logo her i 2011 tegnet af Nick og er blevet betydelig bedre til at sælge milongaer. Vi kunne givetvis være større end vi er, hvis vi var ligeså gode til at annocere vores nye undervisningshold halvårligt. Men det kommer, og jeg glædes over, at vi er på vej til at blive både større og bedre. Klip fra Klitgårdens gode workshops, 2012

Det har været lærerigt at have så mange at danse med, siger de begge. Og der er dybt forskellige tilgange til dansen. Vi plejer at muntre os lidt med historien om, hvordan man ikke skal gøre det. Når parret kommer første gang og konen udbryder Jeg er træt af, at han ikke er ordentlig mand, så nu har jeg taget ham med her til tango, så han lære at føre og bestemme noget mere.... Det er jo dømt til at mislykkes. Heldigvis er det jo absolut kun få, der starter sådan. Sagen for de fleste er, at mange dansere skal lære at slappe af og være sit køn bevidst. At turde springe ud i en tangodans er en øvelse, der tydeligt fremhæver vores særlige kønskarakteristika. Der er relativt få steder i vores almindelige hverdag, hvor vi kan slippe tidens effektivitetskrav, vores servicejob og vores kønsløse funktionalitet og bare tydeligt give os lov optræde som det køn, vi nu engang er. Her tilbyder tangoen sig som et slags frirum til denne gensidige forførelse, hvor vi netop ved at være forskellige opnår nærværets poesi og forsvinder ind i en drøm om at være ét som to forskellige væsener. Som underviser opøver man en særlig non verbal fornemmelse af, hvor folk er henne i deres udvikling og stil, siger Janne. Populært kunne man sige : Dans med mig, og jeg skal sige dig, hvem du er. En af mine personlige sidegevinster ved tangoen har været, siger Ole Mikael, at jeg er blevet bedre til at spille klaver! Simpelthen fordi jeg er blevet bedre til at få følelserne med ind i musikken. Tangoen er så rig på følelser, stemninger og karakterer, at det har skærpet min evne til at føre følelserne ind i musikken. På en aften kan Du danse en kvik, munter og let tango, senere måske en kraftig, trist og sentimental tango for måske at ende med indsmigrende, melodiøs kæletango. Alle disse variationer kan man opleve på én aften. At skulle danse disse følelser frem rykker noget hos mig. Hvis vi skulle fortætte vores fælles bestræbelser som undervisere i tango, måtte det være at flytte fokus fra Hvad man kan til Hvordan man gør det. Med andre ord at vi fortløbende lægger vægt på nærvær og intensitet i tangoen. El Abrazodeltagere ved Marita & Adrian s Workshop marts 2003 Marianne Vinther Olesen på bandoneon. Tre til Tango i jan. 2010