38. Space Junk Kan den flyve? Flyve, skyde, dræbe, den kan det, den skal. Betryggende. Og pilotens chance for at overleve? Ingen sagde noget om, at det var til mere end én mission. Samtale mellem to ukendte personer, formodede medlemmer af Retfærdighedens Liga, i en hangar nær Marg Metropolis på Borga Prime. Storadmiral? Mmm, svarede Griffin bekræftende. Hans blik var rettet imod den lille fladskærm, sat vel tilrette i sin holder på stolens højre armlæn, billeder og tekst lyste op med informationer om de kandidater, han havde udvalgt. Det var ikke første gang, og formentlig ikke sidste, at han minutiøst studerede statistik og data om hver person, og sammenholdt det med sit eget personlige indtryk, hvis han havde mødt personen, eller alternativt indtryk fra folk han stolede på. Fok som Ralph McRussel, Altoi, Nygaard eller Adrian Parks. Det er ikke længere sporadiske opkald. Jeg har General Liam Wychar på linjen, akkompagneret af koderne fra over tyve højtstående officerer. Griffin rettede ryggen, flyttede sine noget trætte øjne fra skærmen med kandidater, til den tilsvarende miniterminal fastspændt venstre armlæn. Informationerne der, indgående via et stærkt krypteret signal fra hans private gemak, rullede hen over den, var seriøse og på sin vis problematiske, men alt sammen efter planen. Han kiggede op på kommunikationsofficeren fra Katana, som havde været hans hjem de seneste to dage, mens det egentlige flagskib, Total Annihilation, blev bestyret af Timothy Zahill, og ville være fokuspunkt omkring invasionen af Technoir systemet. Zahill, som havde ansvaret for organiseringen af materiel og mandskab til invasionen, var en af kandidaterne, der havde været på listen. Både Griffin selv, og Nygaard, eliminerede ham imidlertid. Hans geni og taktiske evner til trods, så manglede han et politisk overblik, ligesom hans militære færdigheder nogle gange var begrænsede til mindre aktionsområder, hvor det større forkromede overblik i en krig kunne komme til kort. Jeg tager mig af det. Stil det igennem på kanal to. Kommunikationsofficeren så helt lettet ud, hun havde de foregående tre gange ikke haft held til, at få Griffin til at gøre noget som helst andet, end at bede hende om at berolige, hvem end der var i den anden ende. Griffin kunne sådan set godt forstå hende, en vred major eller oberst var ikke dem man havde lyst til at lege ildslukker overfor. Nu havde hun endelig fået ham til at svare. Inden Griffin trykkede på knappen, som ville lade ham modtage signalet, lod han sit blik panorere rundt på Katana s bro. Det var underligt at se, nu hvor der ikke længere var klonsoldater fra Projekt N til at styre skibet. De seneste to dage havde været sat af til at køre endnu en serie øvelser igennem med det nye mandskab, som ikke havde en jordisk chance for at leve op til det specialtrænede kuld af soldater, som havde været der hidtil. Klonerne havde kun udgjort en fraktion af mandskabet på Katana, ligesom på de andre Forcering-klasse krydsere, men havde til gengæld udfyldt meget essentielle og vitale funktioner, hvor deres chip-link og generelt hurtigere reflekser havde kunnet spille ind. Men også resten af 1
mandskabet havde været kørt igennem nådesløse træningsprotokoller hos Becketts Nighthawk base, og mange af dem var ligeledes blevet rykket rundt, takket være Regeringen. Han sukkede og accepterede så at kanal 2 blev stillet igennem. Storadmiral Brichzor her. Brichzor! Hvad i alverden foretager du dig? Alliancen angriber Europa, de er ved at løbe tværs henover os, og der er ingen reaktion fra din side? Jeg har informationerne på min skærm, Wychar. Worthington og Hawkins har min fulde opbakning. Men de foretager sig ingen ting! Jeg er ved at samle tropperne fra Washbrune Base og Hydra s Den, vi er klar til at slå til inden de får gravet sig ned og organiseret en solid forsvarsmur, men Worthington har beordret at angrebet ikke indledes endnu. Hun her sine grunde. Men Alliancen bomber civile områder i nærheden af mine baser! De skal stoppes nu! Jeg er ligeglad med, om der er politiske forviklinger, Worthington skal afsættes. Jeg har opbakning fra resten her. Jeg var hverken på Aum, Regeringens eller Becketts side under jeres konflikt, jeg var neutral, du kan sagtens bruge mig. Griffin lod sit blik scanne den nyeste opdatering, og nikkede så for sig selv, det var kun de informationer, han forventede at få fra LeeRoy, Hawkins og Worthington. Så længe der ikke var nogen ændringer der, så måtte han bare acceptere Wychars møgfald. Jeg kan kun sige, at du må stole på mig Wychar. Gør hvad du kan for at minimere skaderne fra fjendens bombardement og hold ellers dine folk klar. Situationen er under kontrol. Storadmiral, begyndte Wychar, men så døde hans stemme langsomt ud. Hold dig klar, gentog Griffin og lukkede for kanalen. Det kan koste mig alt, hvis LeeRoy og Hawkins plan fejler, men hvis den lykkes Han kunne se, at det så ud til, at de var næsten klar til at starte den næste simulation på Katana, de var vel små ti minutter væk, så vidt han kunne vurdere, så der var ikke megen pointe i at læse videre. Det var på tide at give nogle dessiner til den kommende træning, påpege hvad de forskellige grupper af mandskaber på broen skulle fokusere på, forsøge at optimere og generelt forbedre. Samt hvad der havde fungeret virkelig godt sidst. Griffin rejste sig fra kommandostolen og blev mere eller mindre mødt med en stribe grønne lysglimt ud fra rummet. De var nær grænsen af de store trafikbaner for rumfart ved Jorden, og der var meget klare regler om ankomstvektorer ved rejser igennem hyperrummet, og en hel del af de kontakter måtte have brudt dem. De ankom alt for tæt på resten af de rejsende og brød også deres tachyondrev af med alt for høj energiudladning på ionmotorerne. Ukendte kontakter i sektor 3! Ulovlige våben klassificeret ud fra sensorscanning. Overfører deres signaturer til fjendtligtsindede på oversigten. Kommunikation har hidtil vist sig ineffektiv, de svarer ikke på vores kald. På projektionen der nu var kaldt op som det taktiske overblik, kunne Griffin se, at kampfly i forskellig udformning blødte ud fra undersiden af to store skibe. De lignede henholdsvis en ombygget, stor luksusyacht og et mindre passagerskib, sat sammen med dele af en fragter. Omkring dem var mindre fartøjer, åbenlyse små yachts og færger også i gang med at blotlægge våben, alt imens de accelererede imod trafikbanen. Intet af det lignede militært materiel. Det lignede vitterligt lort. Håbløst sammensatte skibe, som dog var farlige for ubevæbnede og uspecialiserede skibe som den almene person og firma var i besiddelse af, og de var ankommet med kurs direkte imod disse. Den havde jeg ikke set komme, sagde Griffin og samlede hænderne bag ryggen. Retfærdighedens Liga angriber Jorden. Okay så alle mand på deres poster! Sæt Katana til at 2
blokere deres kurs. Kontakt Relentless, hvor Nygaard befinder sig, han kan bedre dirigere forsvaret nede bag fra, bed ham linke til os, så jeg kan se, hvad der foregår. Kontakt alle nærliggende skibe, bed dem udsende alle kampfly og jag de kujonagtige svin ned. Udenfor åbnede den mærkværdige krigs-luksusyachter op med en stribe laserkanoner på undersiden af den skarpe, bølgebryder-lignende front. Eksplosioner fra fuldtræfferne lyste op og kastede skygger hen over broen. *** Nick registrerede knapt nok tunnelen, som hans RedBaron jagere tordnede igennem, hans eneste fokus var på, at Alliancen så ud til, at blive mere og mere modige. At angribe Jorden fra rummet af, planeten med den klart største flåde, viste, at man havde nosser. Da han imidlertid sekundet efter var omgivet af stjerner og lysende pletter fra de tusindvis af ionmotorer, de gigantiske mønstre med hvilken de forskellige skibe snoede sig ind og ud imellem hinanden på vej imod Jorden, gik det op for ham, at dette ikke var, hvad han troede. Det er løgn! udbrød han helt spontant og glemte, at han var linket op til sin flights kanal. Den sædvanlige seriøse og grundige tone fra Kathrin var der med det samme. Hvad ser du? Joseph Krystoph, det sidste medlem af flight to, som det så ud nu, David stadigvæk sygemeldt, og Ralph i gang med at reorganisere resten, pippede også ind med en undren. Retfærdighedens Liga, det er dem, der angriber. De angriber med deres SpaceJunk jagere. Hvad fanden har de tænkt sig? Kathrin lod ikke til at se noget som helst komisk i det. Noget vi bør vide om dem? De er strikket sammen af reservedele, overskudsmateriel og andet. I princippet flyvende raketter med våbensystemer, de fleste af dem har ikke energiskjolde, deres målsøgningssystemer er uddaterede, og hvis vi rammer dem, er der en god chance for spontan selvdestruktion. Det lyder ikke som meget af en trussel, samstemmede Joseph. Ikke overfor os, nej, mumlede Nick og kunne nu se ideen. Kathrin havde læst det ligesom ham. De civile. De går direkte efter dem. Der er allerede to større skibe, der er ramt. Det kan ikke være et seriøst angreb. De er lykkedes med at ramme civile, men det her er krig. De kommer til at tabe Hold øjnene åben, jeg tror, der gemmer sig en overraskelse. De har noget i ærmet. Men indtil vi ved, hvad det er? sagde Joseph, med noget, der nærmest blot var et retorisk spørgsmål. Så angriber vi. Vi skærer dem i stykker. Han studerede sit display og linkede så op til McRussel på radioen. Flight to tager styrbords flanke. Hvis I tager bagbords, så slå hul i formationen og gå efter den ombyggede fragter bagved. Den er ikke ligesom de to store, og den har en gammel skjoldprojektor, der let burde kunne overbelastes. Modtaget. Lyder som en god plan. Flight et slår hul og tre bomber. Vi renser styrbordsside imens og forhindrer dem i at lave mere ravage. Ralph klikkede ud af kommunikationen, og Nick videregav deres plan til Joseph og Kathrin og pumpede så accelerationen i bund, tordnende ind imod en malstrøm af civile fartøjer, som blev jagtet af de bizart udseende jagere, alle malet i underligt sorte og orange farver, i et mønster der ikke umiddelbart gav mening. For en trænet kamppilot var det åbenlyst, at panikken havde bredt sig blandt de civile, som ikke fulgte nogen som helst regulativer og overhørte al radiokommunikation fra Flåden, som ellers forsøgte at guide de mange klynger i sikkerhed. Lige præcis denne part var ikke så overraskende, 3
for Retfærdighedens Liga, Vargos terroristbande, havde altid haft en god evne til at snuse disse svagheder frem, mens de var håbløse overfor trænet militært personel. Det mest problematiske var imidlertid, at den deciderede stime, som en storm af fisk under vandet, eller et gigantisk træk af fugle, med fuld acceleration hamrede imod Jorden, hvis tredobbelte beskyttelsesskjold, der dækkede begge hemisfære fuldkommen, automatisk var blevet aktiveret, da angrebet blev registreret. Vi er nødt til at bremse det her hurtigt. Kaos er på vej til at blive en decideret katastrofe, sendte han ud til de to andre, alt imens de første mål voksede frem. Nick sidegled svagt mod styrbord, positionerende sig selv, så han ville krydse kurs med den ene af to lange, slanke jagere, hvis vinger lod til at stamme fra et atmosfærefly, påsat to kantede laserkanoner. Tunge kabler, hvis vægt selvfølgelig var tæt på negligerbar i rummet, blev trukket fra kanonerne og hen til det deciderede skrog på jageren, en lille bule bag til afslørende, hvor generatoren var placeret. SpaceJunk jagerens pilot opdagede ham meget sent, alt for travlt optaget af at hamre dusinvis af røde energistrømme imod et mindre transportfartøj, som også havde taget rigeligt med skade. Da han endelig så Nick, forsøgte han desperat at rulle af mod bagbord og accelerere, men hans jager, og reaktionstid var så patetisk, at Nick kunne have skudt ham ned flere gange, hvis han ville. Blå laserlyn lukkede distancen imellem dem, som om at strålerne forbandt de to skibe midlertidigt, der indtraf dog ikke andet, end at han smeltede sig direkte igennem Space Junk jagerens papirtynde panser, igennem generatoren og ud på den anden side. Eksplosionen var kort, kun et svagt glimt, og så var jager og pilot helt væk. Pilotens wingman havde trukket sig hurtigere end sin kammerat, og havde midlertidigt glemt jagten på civile, men Joseph havde ikke glemt Knight eskadrillens jagt, og mens piloten var fikseret på at undgå sin kammerats skæbne ved Nicks hænder, så pillede den efterhånden rutinerede Krystoph ham ned med tre hurtige skud. Til bagbord for Nick registrerede først hans sensorer på linsen for det ene øje, og siden hans egne øjne, Kathrins acceleration. Hendes RedBaron jagers ionmotorer var lukket op på nær maksimum, og hendes hastighed tæt på hasarderet, idet hun snoede sig tæt under en yacht og loopede op på den anden side, så hun faldt ind bag to nye misfostre fra Ligaens side. Disse jagere var udpræget større, med vinger der dannede et yderst fladt X, og et næsten sfærisk cockpit, under dem hang en række mindre, men stadigvæk dødbringende missiler. Kathrin var hurtigere, end selv Nick havde forventet, og laserstrålerne fra hendes første angreb slog imod et svagt, gnistrende skjold af grøn energi, før chokbølgerne kollapsede barrieren og laserenergien åd sig ind i metal og elektronik. Piloten kunne ikke engang have set det komme, og hans makker havde da også reageret instinktivt og dykket ned imod en klynge af civile længere væk, som han håbede at kunne forsvinde iblandt, i hvert fald længe nok til at undslippe. Den kyniske løjtnant Donionev var imidlertid et skridt foran, og Nick spekulerede på, om hun stadigvæk havde en del opsparet vrede oven på situationen med David? Hun havde været meget rasende på Nick til at starte med, men det var kølet ned, og han kunne ikke fornemme, at hun deciderede bebrejdede ham noget. Alliancen derimod, det var en anden sag. Kathrin fuldendte sin egen personlige mission med et missil, der slettede SpaceJunk jageren fra sensorbilledet. Data strømmede ind fra de taktiske officerer på Impulse om, at McRussel og de andre havde gjort det af med fem Space Junk jagere og den ombyggede fragter. Nye informationer om de to kapitale skibe, som havde bragt jagerne hertil gennem hyperrummet, den tidligere luksusyacht og en fragter, viste, at den ene allerede var blevet elimineret af Katana, mens den anden fra Nicks synspunkt så fuldstændig sønderskudt ud. Utallige gullige lys, tegn på flammer fra gabende huller i superstrukturen, og små gejsere af atmosfære kunne vist også svagt anes. En oxygentank eller noget lignende måtte også være blevet ramt direkte, idet en af gejserne rent ud sagt bestod af ild der bragede ud i rummet. To klynger på henholdsvis 14 og 17 missiler krydsede nu distancen imod det 4
gennemhullede fartøj, og da ingen af dem blev mødt af anti-missil ild eller anden modstand, detonerede også dette andet skib i en lang serie af blændende eksplosioner. Advarsel til alle piloter. Nye hyperrumskontakter registreret, seks forskellige tachyonspor, stemmen var så forvrænget af støj, at den lød hul og næsten som en robot, og Nick kunne ikke genkende den. Det var meget muligt, det ikke var fra Impulse, men selv hvis det havde været tilfældet, så kunne han næppe have identificeret det. Han reagerede instinktivt, skiftende energifordelingen til at forstærke jagerens skjold, mens han rullede ud mod styrbord i en langsom acceleration. Joseph formede hurtigt op lige ud til bagbord for ham, mens Kathrin, grundet distancen imellem dem, var lidt længere om at falde ind. Glimtende af tachyonudladninger forlod seks jerngrå, vingeformede fartøjer hyperrumet, nærmest inde midt imellem de mange skibe, en yderst risikabel manøvre, som dog ikke kostede dem noget, da alle enten fandt et tomt område, eller fik vredet sig igennem det nærliggende virvar. Nick stirrede forbløffet på det han så, idet nye Space Junk jagere løsrev sig fra undersiden af hvert af de klodsede fartøjer, og straks var inde i kampen mod enten de flygtende civile eller SOL jagere. De stålgrå transportskibe, for det var vel, hvad de var, døde imidlertid helt ud blot sekunder efter deres ankomst. De åbnede ikke ild, de udførte ingen manøvre, de holdt tilsyneladende bare op med at fungere. De må have brændt al energi af på hyperrumsspringet, meldte Krystoph. Mine langtrækkende scannere ser en større batterikonfiguration flettet ind igennem hele skroget, ingen generatorer. De var kun bygget til dette ene spring. Bæster, mumlede Nick. Det var vel ikke overraskende, at Retfærdighedens Liga kunne bygge noget sådant, men det var smartere tænkt end tidligere, fordi alle havde troet, at alle jagere var pakket i de to skibe, der havde udløst første bølge. Dette andet angreb var midt inde iblandt dem, og der var ingen tvivl længere; de rettede størstedelen af deres angreb ind imod de civile, selv nu hvor de havde fordelen. Med et hurtigt klik skiftede han til den civile frekvens og åbnede samtidig op for rumfartskontrollen. Det virvar af kaos, der slog imod hans ører fra radioen, var nøjagtigt, som han havde ventet. De skreg alle om, at få lukket de enorme planetare energiskjole op i sektioner, så de civile kunne undslippe en ellers uundgåelig nedslagtning. Knight flight to, kom Ralphs stemme så. Brems det angreb med alle midler, Sixtus og Rihianën kommer og assisterer. Nick var allerede begyndt at accelerere, da opkaldet kom, og alt imens Ralph talte, fulgte Kathrin og Joseph efter, mens de to vidunderdrenge krydsede distancen fra McRussels gruppe og til dem, med en mildt sagt alarmerende hastighed. Nick kunne på sensordata, fodret til hans computer fra Impulse taktiske data, se, at styrken, som Ligaen var mødt op med, var større, end han havde forventet. Ikke i de store, stærke skibe, der var trusler imod krydsere og destroyer cruisers, men i jagere, massevis af SpaceJunk jagere. Nick ledte dem direkte imod et beskyttelseshold af fjendens jagere, udelukkende ude på, at forsinke dem mest muligt, så dem nærmere Jorden kunne slå til imod de civile uforstyrret. Der var tale om robust udseende, men ikke synderligt manøvredygtige fartøjer, kantede og lige så jerngrå i farven som transportvingerne, men med tykke lag af panser og en konstant roterende laserkanon med en kraftig udladning. Ultimativt kunne de også kun håbe på, at forsinke Nick og de andre, så underlegne som deres materiel var. Så der var kun en måde at tage den rigtige sejr på: at forhindre tabt tid. Direkte igennem, blæs dem til atomer. Nick boksede den første inde i den lille kasse på hans linse, fartøjets pilot komplet ude af stand til at forhindre ham i at låse fast, Nick og RedBaron jageren overlegne på alle fronter. Han affyrede to missiler, der med skarpt, lysende ionmotorer hamrede frem foran ham, virrede en anelse mod 5
bagbord, da fjenden forsøgte at bryde af, og detonerede i to løsslupne orber af energi, der skar kortvarigt i øjnene, mens de udslettede deres mål. Krystoph fulgte op med en lignende manøvre, hans ene missil traf sit mål helt ude nær dens klodsede vinge, eksploderede på tilsvarende vis, og vingen og store dele af bagbordssiden fordampede nærmest, men selve skroget så ud til at komme intakt igennem. Laserkanonen på SpaceJunk jageren spyttede rød ild efter Joseph, som imidlertid sidegled i et hurtigt zig-zag mønster uden om, før hans laserkanoner endte legen. Længere fremme detonerede en større civil rumfærge, der, ifølge data på Nicks skærm, var ved at transportere folk fra Månen og til et er reservaterne i Afrika. De tre SpaceJunk jagere, der var ansvarlige for handlingen, så noget mere strømlinede, veldesignede og i det hele taget mere gennemtænkte ud. Vi har dem, knitrede det over højtaleren. Teemu og Kip kom tordnende, fortsat med djævelsk høj hastighed, og udnyttede hullet, som Nick og de andre netop havde lavet. Løjtnanter eller ej, de to er stadigvæk nogle vilde knægte. Så brød en ny stemme ind på en åben frekvens, umiddelbart var der tegn på, at det var en mand af en vis autoritet, men at han var ved at blive ædt op af stress. Vi åbner skjoldene i sektor 23 og 35. Kun i et minut, følg anvisningerne og forhold jer roligt! Det var på tide, kommenterede Joseph. Hvis de havde ventet yderligere, så ville de risikere, at fjendens jagere kunne snige sig med igennem. Det kunne naturligvis godt være Alliancens og Retfærdighedens Ligas mål, men de måtte vide, at det var voldsomt usandsynligt, at SOL ville tillade dem at komme tæt nok på til det. Det ville have mindet om en af deres mere klodsede planer fra tiden ved Borga Prime, som imidlertid stadigvæk kostede menneskeliv, men de havde haft en anden attitude under denne kamp. Ligesom da de hjalp Alliancen til at tage Borga systemet fra Storadmiralens udsendte styrker. Det er en fælde, svarede Nick og styrtede imod den nærmeste af de to sektorer. Han kunne svagt høre en kommentar fra Kip, der netop havde skudt den ene af de tre veldesignede SpaceJunk jagere ned. Foran dem kunne Nick se, at de civile var blevet en anelse mere rolige, og at de fulgte anvisningerne fra rumfartskontrollen nogenlunde, sektor 23 var åbnet og stimen svømmede langsomt, men sikkert igennem. Alle på nær et skib. En gigantisk, stålgrå tanker, med glitrende, reflekterende bånd af krom, der fastholdt to cylindriske tanke til det ellers flade, næsten pentagonformede skib, hvis hovedskrog i sig selv bar på en massiv, rektangulær tank, havde netop presset sig imellem to andre store skibe. Da Nick lod sin jager scanne den nærmere, kunne han se, at der var et overvældende antal af modifikationer. I sig selv ikke et problem, men han genkendte mønstre på flere af dem, ikke mindst de to paneler, der netop nu gled til side, lige efter at den havde passeret det sidste af de tre planetare skjolde. Tankeren! skreg han, sekundet før rød laserild ryddede en korridor for det store skib. Motorerne, som også registreredes som modificerede, åbnede helt op, tre styks i et aflangt, firkantet design, mens hjælperaketter nu også kom til live, skinnende som bittesmå lys i mørket. Hold det skjold åbent! råbte Nick på rumfartskontrollens frekvens, men måtte samtidig kaste sig ud i først et hurtigt dyk, så et svagt rul og til sidst, et nyt rul op på vingen, så hans jager med mindst mulig margin kunne presse sig igennem mellemrummet der var imellem to fragtskibe. De civile troede nu også, at der var angribere foran dem og stimen opløste sig selv i en ukoordineret masse, med skibe flyvende i alle retninger. Ikke langt fra ham, susende ind og ud i de små mellemrum, der trods alt var, kom Kathrin, Joseph, Kip og Teemu, men ligesom Nick var de voldsomt forsinket af det kaos, der herskede. Derimod havde tankeren ikke de samme skrupler, og hvis der ikke var hul ned imod Jorden, så skabte den det selv. De planetare batterier burde kunne pille den ned, knitrede Kathrin. 6
Ikke med alle de andre civile, der nu er inde bag skjoldet. Hvis de rammer ved siden af Så udsletter de dem med den kraft de har, Kathrin sukkede. Så er det vel op til os. De fem jagere var nu endelig fremme ved hullet, fjenden havde et stort forspring, men fløj trods alt ikke i et fartøj, der var i stand til det samme som deres, slet ikke i en atmosfære som Jordens. Til en afveksling, så er det op til os, istemte Nick. 7