Den romantiske, borgerlige villa (1860 til omkring 1920) De første villaer i moderne forstand blev bygget i den københavnske forstad Frederiksberg omkring 1860. Nogle år senere i provinsbyerne. Det var store huse, undertiden meget store og med særskilte bygninger til tjenestefolkene. Det var i de år, hvor arkitekterne byggede i alle mulige stilarter og blandinger heraf. Villaerne opførtes dog fortrinsvis i italiensk stil, men også i schweizisk, engelsk og gotisk e ler andet. I slutningen af århundredet kom der med nationalromantikken en reaktion på denne stilforvirring. En vis nøgternhed og en interesse for traditionel, dansk byggeskik. Martin Nyrops rådhus i København, der blander italienske og danske motiver, er et godt eksempel på arkitektur fra denne overgangsperiode. Nationalromantikken var, trods navnet, en realistisk strømning, hvis mål var at skabe smukke, men enkle livsnære huse og brugsgenstande. Den førte til praktiske og jordnære huse, som regel af de hjemlige materialer røde mursten og tegl. Hvis man stadig var til det mere sydlandske, kunne man i stedet vælge den såkaldte palæstil. Palæstilen første til de velkendte, hvide villaer med tag af sort- eller grønglaseret tegl. Ofte det knækkede mansardtag, der gav mere plads i tagetagen. Det er især disse huse, der går under navnet patriciervillaer. Disse store villaer i forskellige stilarter blev bygget indtil slutningen af første verdenskrig, hvor de endda fik et kortvarigt opsving. Det er huse, der med rette kan betegnes som romantiske: De er eksotiske og maleriske og fyldt med historiske motiver. De er bygget til det nye borgerskab, der var vokset frem i slutningen af 1800-tallet: Fabrikanter, ingeniører, sagførere og overlæger, driftige og fremsynede mænd med begge ben på jorden. Man kan derfor undre sig over husenes udtryk, der hverken er fremsynet eller særlig konstant, men drømmende og gammeldags, men sådan var det åbenbart: I privatlivet var man romantiker og slappede af fra erhvervslivets kampe og tumult. Disse store villaer var i lav kurs, da energipriserne steg i halvfjerdserne, og mange af dem blev overtaget af kollektiver eller indrettet til kontorer. Med de lave energipriser og det økonomiske opsving i halvfemserne er de igen blevet eftertragtede, også fordi de typisk ligger i smukke, fredelige kvarterer tæt på byen. Det er da også dejlige huse. Deres plan er som regel lidt snørklet, men derved fremkommer en hel del kroge og nicher, der er velegnede til indbyggede skabe, pulterrum og den slags. I det hele taget er der godt med opbevaringsplads. Der er en ordentlig entré eller hall med plads til at tage imod gæster, og der er dejligt højt til loftet. Køkkenet er stort, fordi der skulle være plads til, at flere personer kunne arbejde der samtidig, og måske suppleret med et anretterværelse. Der er også en grad af håndværksmæssig forarbejdning og finish, som ikke længere ville være til at betale: Paneler, indbyggede skabe og reoler, fyldningsdøre, stuk og brede profilerede fodlister og gerigter. I det hele taget er det rummelige og generøse huse, der kan optage mange forskellige livsformer - men det er samtidig huse, der kræver megen vedligeholdelse.
Planen i denne romantiske villa afspejler tydeligt den borgerlige families livsmønster i begyndelsen af det tyvende århundrede: Huset er klart opdelt i en betjenende fløj med køkken, vaskerum, pigeværelse og en herskabsfløj med stuer og herreværelse en suite. Øverst i tårnet er der et lille rum, hvor børnenes fantasi har kunnet udfolde sig. Murermesterhuset (1913 til omkring 1930) Denne type er noget af det mest danske man kan forestille sig. Det er imidlertid en fejltagelse af tro, at den er anonym eller naturlig eller har udviklet sig mere eller mindre af sig selv. Tværtimod er den resultatet af en lang og bevidst arkitektonisk udvikling i begyndelsen af det tyvende århundrede, en udvikling der rettede sig mod det lille, danske hus. Tidligere havde arkitekterne jo ikke beskæftiget sig med denne opgave, men med samfundets demokratisering voksede også arkitekternes sociale engagement. Det sene 1800-tals interesse for Italien og stil arkitekturen afløstes af en interesse for den lille arkitektur, det mere ydmyge og det hjemlige, nordiske. På Kunstakademiet afløstes den såkaldte Tempelklasse af Danske klasse, og de unge, oprørske arkitekter drog ud i landet for at studere ældre, anonyme huse. Omkring 1910 afløstes nationalromantikken af en stærk nybarok strømning, der betonede husenes enkelhed og skulpturelle tyngde, klumpen, som det hed. Husets plan forenkledes, tagudhænget forsvandt, og taget blev skåret af i enderne, fik halvvalm. Tilsammen førte disse påvirkninger til denne type, der fra omkring 1913 blev udviklet af Poul Holsøe, Ivar Bentsen, Harald Nielsen, Poul Baumann, Kay Fisker og andre. Få år senere kom fra nyklassicismen interessen for rytme, klare proportioner og det enkle og typiske, og med dannelsen af foreningen Bedre Byggeskik i 1915 blev typen udbredt over hele landet. I sine rene form er det et hus i halvanden etage med hel eller delvis kælder. Det er et længehus, men næsten lige så bredt som det er langt, så planen undertiden nærmer sig det kvadratiske. I øvrigt er planen den såkaldte korsplan, med skillerummene i korsform omkring den centralt placerede skorsten. Ofte er der en karnap fra stuen, evt. med en altan ovenpå. Taget, der næsten altid er beklædt med tegl, er stort på grund at husets store bredde og typisk med halvvalm. Der er ikke udhæng men en lille gesims. Huset står typisk i blank mur med røde sten, men kan også være pudset. Det er et uhyre praktisk hus. Den kompakte form gør, at der er et godt forhold mellem
overflade og rumfang, hvilket er en fordel både med hensyn til opvarmning og vedligeholdelse. Korsplanen mister selvfølgelig en del af sin berettigelse, i det øjeblik man udskifter kakkelovnen med radiatorer, men princippet med nogenlunde lige store, næsten kvadratiske rum giver en stor fleksibilitet i anvendelsen. Der er også godt med opbevaringsplads på loftet og eventuelt i kælderen. Det eneste ufornuftige er manglen på udhæng, her har de æstetiske hensyn fået lov til at dominere over de praktiske. Det er også et smukt hus. Den tunge, sluttede huskrop, de få vinduesformater og vinduernes taktfaste placering, materialernes ensartethed og stoflighed - alt sammen bidrager det til en stærk og æstetisk tilfredsstillende helhedsoplevelse. Som type hører murermesterhuset hjemme i tiden fra 1913-1930, men det byggedes fortsat helt op i begyndelsen af halvtredserne. I fyrrerne og halvtredserne skiftede taget typisk udseende, valmen forsvandt, og der kom udhæng på. Også vinduerne ændredes, de blev kvadratiske og sprosserne forsvandt. Disse huse er naturligvis mindst lige så praktiske i brug og vedligeholdelse som den oprindelige type, men de har ikke helt dennes arkitektoniske styrke. Korsplanen, kalder man planen i dette hus, fordi husets hovedskillerum danner et kors omkring den centralt placerede skorsten. Af de fire rum, der derved fremkommer i stueetagen, bruges ét til entré og trappe og ét til køkken. I dette tilfælde er der tilføjet et lille vaskehus med egen skorsten. Funkisvillaen (omkring 1930) I 1930erne skete der intet mindre end en revolution i arkitekturen. I Danmark kaldte vi det funktionalisme, andre steder hed det modernisering, rationalisme eller ny saglighed. Nu skulle arkitekturen først og fremmest være praktisk eller funktionel, og den skulle se praktisk og funktionel ud. Væk med det monumentale og symmetriske, væk med unødvendige udsmykninger og gesvejsninger, væk med de småsprossede vinduer. I Danmark var Poul Henningsen en energisk og fræk fortaler for funktionalismen, og det er især hans skyld, at funktionalismen ikke blot blev endnu en stilart, men et helt kulturprogram for ærlighed, enkelhed og frihed. Det funktionalistiske hus skulle smyge sig om funktionerne som handsken om hånden - det skulle tegnes indefra og ud. Funktionsanalysen angav, hvordan huset mest praktisk kunne organiseres, og den ydre form opløstes for at svare til funktionernes fordeling. Det betød naturligvis ikke, at arkitekterne så stort på kompostion og andre æstetiske forhold, men at man indførte nye, mere smidige (og mere krævende) kompositionsprincipper, baseret på asymmetri og spænding snarere end klassisk harmoni. I lejlighedsbyggeriet udvikledes en helt ny boligtype, hvor repræsentative hensyn afløstes
af rent praktiske. Den traditionelle karré afløstes af de fritliggende, parallelle stokke, hvor alle lejligheder fik lige meget lys og luft. Lejlighederne rum orienteredes efter solen, med opgang, køkken, bad og soveværelse mod øst, og stue, altan og eventuelt børneværelse mod vest. Hvert rum fik akkurat den størrelse, det behøvede for at rumme en normalmøblering, og loftshøjden blev sat ned til de omkring 2,30 meter, vi kender i dag. Stuk forsvandt naturligvis fra lofterne, og fodlister og gerigter mistede deres profileringer. Fyldningsdøre afløstes af glatte, og dørhåndtag blev forenklet og fremstillet i bakelit, tredivernes plastik. Hensigten med denne revolution i lejlighedsbyggeriet var naturligvis at skabe bedre og billigere lejligheder, men også i høj grad at lette kvindens arbejde i hjemmet. Arkitekterne forestillede sig derfor også, at hjemmets indretning ændredes: Væk med de tunge, overpolstrede møbler og al nipset. I énfamiliehusbyggeriet var omvæltningerne knap så dramatiske, men også her gik det i retning af det praktisk og afslappede. Hus og have skulle knyttes tættere sammen, og indførelsen af centralvarme og radiatorer gjorde det muligt at opløse planen, så man kunne brede huset ud over grunden og undgå det monumentale. Til gengæld kunne man i énfamiliehusbyggeriet udfolde sig noget mere i kunstnerisk henseende og afprøve de moderne, æstetiske principper: Den frie kompostion, de hvide vægge, de store vinduer med stålrammer, det flade tag, den skibsagtigt afrundede altan. For at være rigtige skulle disse huse bygges i det moderne materiale jernbeton, men langt de fleste er muret og pudset. De fleste større byer i Danmark har enkelte af disse huse, der med svensk udtryk kaldes funkis. De er uhyre tidstypiske, og det er vigtigt at bevare dem - desværre er de ikke særligt velegnede til det danske klima med deres middelhavsinspirerede udtryk, og det kræver både forståelse og en vis offervilje at passe på dem. Når det kommer til stykket, et de fleste af funkisvillaerne ret traditionelt opbygget. I dette hus er der tydelige mindelser om korsplanen, selv om centralvarme og radiatorer tillod en langt friere planløsning. Funkispræget viser sig mest i husets ydre form: En dynamisk komposition af abstrakte hvide klodser. Ligeledes i tagterrassen og vinduernes størrelse og placering. Bungalowen (1930 til 1940) Funktionalismen fik umådelig stor betydning for byggeri, design og byplanlægning, men den funktionalistiske eller modernistiske stil fik ikke folkelig opbakning. I realiteten prægedes énfamiliehusbyggeriet også i trediverne af traditionelle typer som murermesterhuset. Der udvikledes dog en særlig type, der er helt karakteristisk for trediverne, og som kan anskues som en mere folkelig variant af funkisvillaen: Bungalowen. Navnet er helt misvisende. Det stammer fra indisk og betegner egentlig de lokalt inspirerede huse med stort tag
og tagudhæng, de engelske koloniherrer byggede. (Bungalow er den engelske udgave af ordet Bangala eller Bangla, der betyder indisk). Og der er jo ikke meget indisk over den danske bungalow med dens karakteristiske grundplan og næsten flade tag. I det hele taget er det lidt af en gåde, hvorfra typen egentlig stammer. I det kvadratiske, i tagets form og i det spinkle tagudhæng er der mindelser om den delikate svenskinspirerede nyklassicisme omkring 1920, som den især tegnedes af Kay Fisker, og det er muligvis herfra den kommer. Bungalowen er altså et nyklassicistisk hus med funkistræk og et indisk/engelsk navn. I sin mest typiske form har bungalowen én etage plus høj kælder. Det er altså en étplansløsning, men på grund af den høje kælder er der ikke noget tæt forhold mellem hus og have. Typisk er der skudt en terrasse ind i en indsnævring i et af husets hjørner. Der findes også mange toetages bungalower, der altså har beholdt murermesterhusets opdeling i en dag- og natetage, og som i realiteten er murermesterhuset i en mere moderne indpakning. De mest påfaldende moderne træk ved bungalowen er det næsten flade tag og hjørnevinduerne. Undertiden også et næsten rundt vindue som repræsentant for skibsæstetikken og en enkelt jernbeton-detalje som f.eks. en spinkel plade over indgangen. Bungalowen findes både i varianter med pudsede ydervægge og blank mur. De pudsede vægge er naturligvis mest i familie med funkisarkitekturen, især hvis de er malet i en pastelfarve, som regel lysegrøn eller gul. Her er der en tydelig, om end fjern, inspiration fra den schweiziske arkitekt Le Corbusiers huse 1920 erne. En særlig variant er stribet med skiftevis røde og gule sten - et træk der sandsynligvis har skullet understrege husets vandrette linier (mens tyvernes klassicister havde betonet det lodrette, opadstræbende, betonede modernisterne det vandrette, jordnære). Bungalowen var som nævnt en mere folkelig type, og den var ikke rigtig arkitekternes kop te. De var især kritiske over for dens iboende problem: den høje kælder, der uvægerligt blev brugt til beboelse, og som vanskeliggjorde forbindelse til haven. Men også over for det, de opfattede som en lidt overfladisk brug af modernistiske former. Nu, hvor tredivernes modernisme omfattes med så megen nostalgi, er bungalowen til gengæld kommet i høj kurs, både blandt yngre arkitekter og stilbevidste boligsøgende Af ydre var bungalowen utraditionel og fremmedartet i trediverne, men planen var som regel ganske traditionel. De disponible kælderrum blev i praksis brugt til beboelse. Arkitekterne brød sig ikke meget om typen. Ole Dybroe kalder i sin bog Enfamiliehuset 1970 bungalowen for et toetages hus, der er trykket en meter ned i jorden.
Statslånshuset (1938 til 1958) I 1930 erne førtes en livlig diskussion blandt arkitekterne om højt eller lavt byggeri. De mest socialistisk indstillede - de var de rigtige funktionalister - gik ind for etageboliger med de kollektive faciliteter, det giver mulighed for. De mere borgerlige indstillede derimod gik ind for lavt byggeri, rækkehuse og parcelhuse, først og fremmest af hensyn til børnefamilierne. Imidlertid gik udviklingen af sig selv i retningen af det lave byggeri, dels fordi folks indkomster steg, dels fordi der udvikledes nye typer af små, billige enfamiliehuse. I slutningen af trediverne indførtes statsstøtte til byggeriet i form af meget billige 3. prioritetslån, de såkaldte statslån - en politik der blev forstærket i årene efter krigen. Med statslånene vandt parcelhuset derfor yderligere udbredelse, både geografisk og socialt. Det blev nu muligt for brede dele af befolkningen at få eget hus, og det lille statslånshus udviklede sig i halvtredserne til en slags Folkehus, på linie med for eksempel Folkevognen og Folkeferien. For at få statslån måtte huset opfylde en række krav: For det første var der meget stramme grænser for, hvor meget huset måtte koste. Desuden var der krav til indretningen: Der skulle være separat køkken og bad, der skulle være vandkloset, murerne skulle opfylde bestemte krav til isolering, og taget skulle være isoleret med mindst 2 cm mineraluld eller lignende. Disse krav var i allerhøjeste grad med til at hæve den generelle boligstandard, og især på landet medførte de en revolutionering af boligforholdene. De var også med til at fremme udviklingen af en type, nemlig det lille enetages længehus uden kælder på ca. 85 m2. Tagetagen forsvandt, og det store tegltag afløstes af det lave gitterspærtag, typisk beklædt med eternit. Også kælderen blev sparet væk, i fyrrerne dog ofte sådan, at der var kælder under halvdelen af huset, så man midt i huset fik et niveauspring på tre-fire trin. I slutningen af halvtredserne var kælderen næsten helt forsvundet og erstattet af det mindre udhus. Det var stadig almindeligt at opføre huset i traditionel teglmur, men gasbeton og lignende materialer vandt kraftigt frem. At tegne en ordentlig familiebolig på 85 m2 er ikke så ligetil, og arkitekterne udviklede stor dygtighed i at strikke planer sammen, så hver m2 blev udnyttet optimalt. Det handlede først og fremmest om at slippe med den fine stue, og om at undgå overflødigt gangareal. Også spisestuen skar man væk til fordel for en lille spisekrog i køkkenet. I øvrigt var der arkitekt med på en stor del af dette byggeri, og enfamiliehuset havde i høj grad arkitekternes bevågenhed. I slutningen af fyrrerne og i halvtredserne afholdtes talrige arkitektkonkurrencer om små huse med statslån, mit eget hus, huse af tegl, huse af gasbeton osv. Statslånskravene ændredes gradvist, så husene måtte være større og koste mere, og i løbet af halvtredserne afvikledes ordningen for helt at ophøre i 1958. Det er stadig muligt at finde små statslånshuse, der står så nogenlunde, som de blev bygget, men langt de fleste er senere bygget om og bygget til, efterhånden som der blev behov for det og råd til det.
Et af de større statslånshuse fra 1950 erne. Et prunkløst og enkelt hus med udhus i stedet for kælder og loft. Planen er velindrettet og næsten uden spildplads, men meget kompakt. Korsplanen som princip er nu helt forladt. Det modernistiske hus (1952-1968) Under besættelsen var forbindelserne til udlandet, især England og USA, på det nærmeste afbrudt, og på grund af materialemangel m.m. var arkitekterne tvunget til at arbejde med traditionel byggeteknik og tilsvarende traditionelle former. Efter krigen var der derfor et vældigt, opsparet behov for igen at orientere sig mod verden udenfor, og arkitek-terne indledte en hektisk rejseaktivitet. Allermest interessant var det at komme til USA, og herfra hjembragte de i slutningen af fyrrerne helt nye impulser. De store, europæiske moderne arkitekter, Mies van der Rohe, Walther Gropius, Richard Neutra m.fl. var i trediverne undsluppet til USA, hvor de efter mødet med californisk klima og byggeskik havde skabt en ny, mere afslappet udgave af modernismen. Det var huse med flade tage, kæmpemæssige vinduespartier fra gulv til loft og såkaldt åbne planer med sammenhængende og flydende rumforløb. Der var også en tydelig japansk inspiration i de blotlagte konstruktioner og i den ekstremt enkle, nærmest puritanske farve- og materialeholdning. Muséet Louisiana, der er tegnet af Jørgen Bo og Vilhelm Wohlert og opført i 1958, er et fint, hjemligt eksempel på denne nye stil. I Danmark dukkede de første af disse nye, modernistiske huse op i begyndelsen af 1950 erne, tegnet af Jørn Utzon og Erik Chr. Sørensen og lidt senere af det jyske arkitektpar Friis og Moltke. Det var næsten altid aflange kasser med en gennemgående, næsten lukket væg mod nord og store glaspartier mod syd. Taget var beklædt med tagpap og helt fladt, hvad der var muligt på grund af den nye, såkaldte built up konstruktion. Det afsluttedes med en høj, bræddebeklædt sternkant. Materialerne var vandskuret og hvidmalet tegl, glas og sortmalet træ. Eller gule sten med sort eller brunt træværk. Det var huse, der på én gang var æstetisk forfinede og uformelle, bygget til familier med en ny, afslappet livsstil og en stærk tro på fremtiden og det moderne. Når det var helt rigtigt, var husene på japansk manér yderst sparsomt møbleret, og det var i disse huse, man for første gang så hvidmalede vægge uden tapet eller endog indvendige vægge i blank mur. Også haverne blev japanske, med delikate sammenstillinger af stedsegrønt og bambus. Et af de meget karakteristiske træk ved disse huse er en vis tendens til at afsondre sig
fra omverdenen. I modsætning til funktionalisterne i trediverne, der gik stærkt ind for det kollektive, var arkitekterne i halvtredserne mere optaget af det private. De overbetonede bevidst forskellen mellem det offentlige og det private rum, og gårdhavehuset blev en af tidens karakteristiske typer. Den udvikledes af Jørn Utzon i Kingohusene i Helsingør og videreførtes af Fællestegnestuen i Albertslund Syd og mange andre samlede bebyggelser. I énfamiliehusbyggeriet førte det til lange mure, der helt lukker huset af mod vejen, kun isprængt et enkelt højtsiddende køkkenvindue foruden naturligvis hoveddøren. Der er ikke bygget så forfærdelig mange af disse huse, men det er en interessant og meget anvendelig type med en smuk kontakt mellem hus og have. Dette hus, tegnet af Elmar Moltke, er et af de mest elegante eksempler på halvtredser-modernismen. Huset er ikke længere en kasse men en åben struktur i bevægelse. Vægge støder ikke sammen i hjørnerne, og planen ligesom drejer omkring kernen med fyrrum og skorsten. Et hus med meget tæt kontakt mellem inde og ude og en sommerhusagtig stemning, der understreges af den store briks i stuen. Typehuset i tresserne (1960 erne) På grund af statslånsordningens strenge krav til økonomien skete der i løbet af halvtredserne en form for typedannelse: Selv om husene var individuelt opført, var de i virkeligheden næsten ens. Man fandt derfor på at udvikle egentlige typehuse, dvs. huse der var gennemtegnet på forhånd, så de kunne fremstilles rationelt og måske endda på samle-bånd. I 1958 stiftedes Arkitekternes Typehuskontor, der tegnede et lille, ret kedeligt, men meget gennemarbejdet og velindrettet hus. Omtrent samtidig var der enkelte håndværksmestre, der fik samme idé, og i de følgende år fik vi alle disse firmaer, Høm huse, Hosby huse, Succeshuset osv., der kom til helt at dominere parcelhusbyggeriet i tresserne og halvfjerdserne. Mange af disse huse var af ret ringe kvalitet, både funktionelt og æstetisk (undertiden også byggeteknisk), men de havde den fordel, at køberne på forhånd kunne slå op i kataloget og se, hvad de fik - ligesom når man køber andre varige forbrugsgoder. Prisen var kendt på forhånd, og desuden blev husene ofte solgt næsten uden udbetaling. Resultatet var, at arkitekterne, der endnu i halvtredserne havde være involveret i omkring halvdelen af énfamiliehusbyggeriet, næsten helt fortrængtes fra dette marked. Typehuset var som regel et længehus i én etage uden kælder med et lavt sadeltag af
tegl eller eternit. Planen var den såkaldte revolvergangstype, hvor en lille L-formet gang gav adgang til alle husets rum. Eventuelt kunne der være en sekundær indgang, der gav adgang til det ene børneværelse og måske et lille bryggers. Byggeteknikken var ny og i virkeligheden en lille revolution: Huset var ikke længere fuldmuret men en let konstruktion med bærende indervægge at letbeton eller lægter. På denne måde kunne råhuset opføres i løbet af få dage. Udenpå byggedes en halvstens skalmur som klimaskærm. Ofte var der kun muret op til vinduernes overkant, så det øverste stykke af ydervæggen og gavltrekanterne var beklædt med brædder. Langt de fleste af disse huse skalmuredes med almindelige mursten, røde eller gule, men der forekom også en mere moderne type med hvide kalksandsten. I de bedste af typehusene, huse tegnet af arkitekter som Henrik Iversen, Povl Danø eller Dall og Lindhardtsen, forsøgte man sig med mere gennemtænkte planer, befriet for statussymboler som f.eks. den overdimensionerede vinkelstue. Man forsøgte også at give husene mere karakter ved at understrege de store linjer: De store tagflader og de gennemgående mure. En særlig, arkitektonisk gestus var at lade taget ligesom svæve ved hjælp af en gennemgående sortmalet bjælke (tagremmen), der desuden udkragedes i begge ender af huset. Et træk, der derefter blev brugt i mange af de mere anonyme huse også. Efterhånden som højkonjunkturen skred frem, og danskerne blev rigere, voksede husene. Ofte kom der en vinkel på med en meget stor stue, der kom gæstetoilet, hobbyrum og evt. flere værelser. Huse på omkring 200 m2 var ikke ualmindelige i begyndelsen af halvfjerdserne. Man hører jævnligt kritik af husene fra den periode, og det hævdes undertiden, at de ikke får nogen lang levetid på grund af fejl ved de mange nye teknikker og materialer, der anvendtes. Det er ikke rigtigt. Tressernes typehuse er ikke arkitektonisk det mest spændende, men det er store, redelige huse med masser af kvaliteter, og nyere undersøgelser har vist, at de byggeteknisk set er lige så gode som huse fra andre perioder. Det er desuden huse, der er nemme at bygge om og reparere, og en stor del af parcelhusejerne er gør-det-selv folk, der har vedligeholdt og renoveret husene hen ad vejen. Tressernes typehus er i og for sig blot en større udgave af statslånshuset. Planen er organiseret omkring det langsgående hovedskillerum, med pistolgang og våde rum til gaden og stue og soveværelse til havesiden. Huset er stadig opdelt ligesom det traditionelle toetagers hus, i en dag- og en natafdeling. Typehuset i halvfjerdserne (1968 til omkring 1980) Størsteparten af boligbyggeriet i tresserne og halvfjerdserne var énfamiliehuse. Det blev muligt på grund af velstandsstigningen, og fordi inflationen og den såkaldte skattefordel gjorde det til en god forretning at eje sin egen bolig. Ganske vist var renteniveauet højt, men hvis blot man kunne klare renter og afdrag de første tre-fire år, sørgede inflationen for, at huslejen derefter blev overkommelig og efterhånden så lav, at der blev råd til både bil, sommerhus og en tilbygning ved siden af.
Efterhånden som husene voksede sig rigtigt store, og de udstykkede grunde blev mindre, blev det nærliggende igen at bygge i halvanden etage. Vi fik derfor i begyndelsen af halvfjerdserne en ny type: Det halvandenetages hus med sadeltag, undertiden også med stort udhæng. Tilsyneladende blev det store, tykke tag et selvstændigt arkitektonisk motiv, og det udformedes som et stort trekantet volumen, der er sat ned på husets langsgående mure. I enkelte tilfælde hviler taget på de tværgående mure, altså gavlene. Samtidig er gavlen ud til vejen forlænget, så den spænder over hele grundens bredde. En utraditionel og elegant løsning. Samtidig udvikledes en ny måde at organisere boligens plan på med en opdeling i en voksen- og en børneafdeling. Det hang sammen med, at børnene blev mere selvstændige og mere støjende (stereoanlæg og diverse instrumenter), og i det hele taget med, at de enkelte familiemedlemmer levede mere uafhængige liv. I samme forbindelse udvikledes alrummet, dvs. en blanding af køkken, spiseplads og stue, som det sted, hvor de uafhængige familiemedlemmer kunne mødes under afslappede former. I de halvandenetages typer kunne denne nye opdeling af boligen fungere på den måde, at børnene fik underetagen med alrummet, mens forældrenes soveværelse og stuen rykkede ovenpå. Stuen fik lys gennem et stort glasparti i gavlen, uden for hvilken er var en stor overdækket terrasse. Dette kompakte, halvandenetages hus var på mange måder en fornuftig løsning. Den kompakte form sparer energi, og det store udhæng beskytter vinduer og andet træværk. Løsningen med en mere støjende underetage og en rolig overetage til forældrene er også fin. På grund af det store tag har det dog en tendens til at blive for mørkt indvendigt. Denne ulempe forstærkes af den forkærlighed for grove materialer og mørke farver, der blev moderne i halvfjerdserne. Mange af disse huse er da også senere malet om, så træværket fra at være mørkt er blevet hvidt eller lysegråt. I sin rene form har denne type forældreafdeling på 1. sal og fællesskab i stueetagen, men dette hus blander kortene. Det kommer der et ganske interessant, men måske lidt upraktisk hus ud af. Planen er særpræget ved at være organiseret på tværs i et hus, der normalt ville være organiseret på langs.
Det rustikke og energirigtige hus (1973 til omkring 1985) Rustik betyder landlig, og det var, hvad idealerne blev i 1970 erne og i begyndelsen af firserne. Oliekrisen i 1973 og de følgende års arbejdsløshed sendte chokbølger gennem kulturen, og troen på den ubegrænsede og uproblematiske vækst fik sig et alvorligt knæk. Det var især teknologien og stordriften, man vendte sig imod; i stedet kom en fascination af traditionen, håndværket og naturlige materialer. Småt var godt, det samme var alt, hvad der var hjemmelavet og hjemmedyrket. Mange unge mennesker prøvede i kortere eller længere tid at bo i kollektiv eller bofællesskab, og mange flyttede på landet. I byerne reagerede især de unge på de hårdhændede saneringer og nedrivninger, og langsomt ændredes holdningerne til den gamle boligmasse. I stedet for at rive ned begyndte man at genbruge og forbedre. I det almennyttige byggeri forlod man de store betonplaner til fordel for det, der kom til at hedde tæt/lavt, små, overskuelige bebyggelser med rækkehuse, fælleshuse og masser af grønt. Som følge af krisen skete der i årene efter 1974 en dramatisk nedgang i det årlige nybyggeri, især parcelhusbyggeriet ramtes af den økonomiske usikkerhed. Også den gennemsnitlige boligstørrelse i nybyggeriet gik ned. Det er vanskeligt at pege på én type i disse års énfamiliehusbyggeri, men der er mange fælles træk. For det første forsvandt det flade tag. Ikke blot fordi der viste sig en del skader på built up tagene fra 1960 erne, men også fordi det flade tag signalerede noget moderne, og det ville man ikke vide af længere. For det andet blev vinduerne små og væggene tykkere, fordi der skulle spares på varmen. For det tredje blev materialerne grove, mere rustikke, med ru brædder, vandskurede vægge og klinkegulve. Husene fik derved et andet udtryk end i tresserne, de blev mere indadvendte, og indvendigt blev de mørkere. I nogle tilfælde kom der igen sprosser i vinduerne for at understrege det hyggelige og lidt gammeldags. Det var også i disse år, de afsyrede møbler, døre og vinduer blev en stor dille, fordi de udtrykte ærlighed og oprindelighed. Alrummet, altså det kombinerede køkken, spiseplads og stue, var nu helt almindeligt, gerne med mindelser om det gammeldags, store landkøkken. Det var også brændeovnenes store tid. Det gammeldags, halvandenetages længehus fik en vis renæssance, fordi det er energimæssigt fornuftigt, og fordi det med sin smalle husdybde opvejer ulempen ved de små vinduer. Og så er det en traditionel, landlig type, som svarede godt til de landlige idealer. Ofte kom der karnapper og udhuse på, for at få huset til at se levende og selvgroet ud. En anden form, der dukkede op i denne periode, var huset med ensidig taghældning. Også denne form signalerer noget landligt og uhøjtideligt, og en del huse udformedes som en sammenstilling eller sammenskæring af sådanne huskroppe med ensidigt tag. Måske var der i disse typer en vis inspiration fra spanske eller italienske landhuse. Det var i disse års arkitektur et slægtskab både med nationalromantikken omkring århundredeskiftet og med fyrrernes beskedne, danske huse. Resultatet kunne undertiden blive lovlig rustikt, men gennemgående er det både venlige og hyggelige huse med mange gode opholdspladser, både ude og inde.
Et hus der er bygget op af tre små, enkle bygninger med hver sit tag. De kraftige, murede søjler med carporten understreger det rustikke præg. Planen er opdelt i en voksen- og en børneafdeling, dog sådan at man må deles om bad og toilet. De mange skrå afkæringer er et træk, der dukkede op i løbet af halvfjerdserne, og som stadig er almindeligt. De har den praktiske opgave at spare plads, men samtidig skal de tilføje huset lidt følsomhed. Den postmoderne villa (1980 erne til i dag) Denne type hører især firserne til. Det var et heftigt årti, hvor kodeordene ikke længere var økologi, fællesskab og den slags, men privatisering, initiativ og individualisme. Der blev handlet og spekuleret, og i nogle brancher blev der tjent mange og hurtige penge. Det hele kulminerede i midten af firserne, hvor bilsalget nærmest eksploderede, og hvor der igen blev bygget rigtig mange énfamliehuse. I kulturlivet skete der et opgør med halvfjerdsernes sociale og fodformede holdninger. Der kom mere fart på, og livet måtte gerne være overfladisk, bare der var stil over det. I det hele taget blev danskernes livsstil (et nyt ord) mere italiensk: Den nye cafékultur, der var indledt med Café Sommersko i København allerede i 1976, var et af de typiske træk ved denne udvikling. Også i arkitektfaget ændrede idealerne sig. Halvfjerdsernes rustikke formsprog og ærlige materialer forsvandt lige så stille, og i stedet fik vi den såkaldte postmodernisme. Det postmoderne hus var alt det, der havde været forbudt lige siden 1930 erne: Det var ufornuftigt, kulørt, sammensat og vellystigt. Det pyntede sig med lånte fjer, klassiske søjler eller spanske buer, men det gjorde det med en vis ironi, så man kunne se, at det ikke var helt alvorligt ment (det var også nødvendigt - ingen har i dag råd til at udføre klassiske detaljer i ægte materialer). Planen, der siden trediverne havde skullet være så enkel som muligt, blev igen mere snørklet. Og minsandten om ikke en form for klassicisme, med søjler og symmetriske facader, dukkede op igen. Der var ikke længere krav om ægte materialer og synlige konstruktioner. Murede vægge og gipsvægge behandledes, så de så ens ud, og konstruktioner gemtes af vejen bag gips og puds. Det var også i denne periode, det blev moderne at beklæde hele badeværelset med marmor. Fint skulle det være, og så gjorde det ikke så meget, om man brød med husets oprindelige karakter. På grund af de høje grundpriser byggedes der en del dobbelthuse i de ældre, attraktive
kvarterer. Tidligere ville en moderne arkitekt have tegnet et dobbelthus, så det tydeligt viste, at der var tale om to boliger i det samme hus. Den postmoderne arkitekt, derimod, så ikke nogen grund til at være så ærlig. Han ville hellere tilpasse sig omgivelserne og tegnede derfor et hus, der så ud som én herskabelig villa. Meget i postmodernismen var overfladisk, og man blev derfor hurtigt træt af alle disse morsomheder. Den havde også den uheldige konsekvens, at den skabte forvirring omkring, hvad arkitektonisk kvalitet er. Når arkitekterne kunne tillade sig at lave sjov og blande stilarterne sammen, blev det svært for lægmand - håndværkere og bygherrer - at finde ud af, hvad der er god og dårlig arkitektur. Alt blev tilladt, så at sige. På den anden side var der også noget befriende i postmodernismens uhøjtidelige opfattelse af tingene, og én ting var absolut et fremskridt: Den lagde vægt på tilpasning, på at nye huse skulle passe til stedet og være i familie med omgivelserne. I de bedste tilfælde førte postmodernismen derfor til en større følsomhed for historien, og til levende og oplevelsesrige huse med forbindelse bagud til murermesterhuset og den romantiske, borgerlige villa. Et hus, der prøver at ligne den store, borgerlige villa fra før funktionalismen. Der er et vist klassicistisk præg i symmetrien og i spillet med de to sammenstillede kvadrater. Planerne lider under at skulle indpasses i det geometriske system, og i det hele taget præges huset af en vidtdreven formalisme. F.eks. virker det urimeligt, at vinduerne i begge etager skal være ens, når funktionerne bagved er helt forskellige. Det borgerlige typehus (1995 til i dag) Efter forbrugsfesten i 1986 fik vi som bekendt en kartoffelkur, der fik dramatiske konsekvenser for énfamiliehusbyggeriet. Priserne faldt, for første gang i mange år, og nybyggeriet gik næsten helt i stå. I 1993 opførtes kun 1600 nye énfamliehuse, et uhørt lavt tal. Fra midten af halvfemserne er byggeriet imidlertid kommet i gang igen. Der bygges stadig postmoderne villaer med deres blanding af ældre stilarter, men hovedparten er igen typehuse. Naturligvis er halvfemsernes typehus en videreudvikling af tressernes, men idébaggrunden er en anden. De arkitektoniske idealer kommer et andet sted fra. Tressernes typehus var et produkt af funktionalismen og dens idéer om en moderne kultur uden klassepræg. I dag er denne forbindelse afbrudt, og typehuset tilhører nu snarere populærkulturen end arkitekt-kulturen. Populærkulturen søger det velkendte og trygge, og det er derfor, husene har mistet de skarpe kaner og er blevet blødere og mere traditionelle. Inspirationen fra spanske hustyper og fra de store huse i amerikanske Tv-serier er også blevet tydeligere. En anden indflydelse kommer fra Tyskland. Siden nedgangen i byggeriet i halvfjerdserne har typehusfirmaerne prøvet at overleve ved at eksportere til Tyskland, hvor smagen går i retning af det meget solide, og denne påvirkning kan også spores. Endelig spiller det nok en rolle, at huskøberne i dag er børn af den meget eksperimenter-
ende tressergeneration. De har fået nok af eksperimenter og foretrækker en mere borgerlig livsstil og tilsvarende huse. Det mest karakteristiske for halvfemsernes typehus er det store, valmede tegltag. Huset er typisk beklædt med røde mursten, og sammen med de hvide vinduer giver det et traditionelt næsten konservativt udtryk. Det store tag omslutter og holder sammen på husets form og strækker sig også ud over carporten, det såkaldte integrerede vognly. Et andet karakteristisk træk er karnapperne og havestuerne, der lige akkurat skyder sig frem til kanten af tagudhænget. Huset er et længehus med bærende midterskillerum, og planen er en traditionel typehusplan med køkken/alrum og en forholdsvis stor stue. I forhold til tresserne er planen dog mindre afklaret, her har postmodernismens forkærlighed for det komplekse spillet ind. En anden karakteristisk forandring i forhold til tresserne er de skrå afskæringer mellem nogle af rummene og i karnappen. Disse skrå vinkler ville ingen arkitekt med respekt for sig selv have tegnet i tresserne, hvor man ville have anset dem som nødløsninger. De fandtes heller ikke i de mere anonyme typehuse. De dukkede op som et følsomt element i halvfjerdsernes arkitektur, og er nu blevet så almindelige, at det næsten er for meget af det gode. Alt i alt er halvfemsernes typehus uhyre fornuftigt og sikkert, om end planløsningen i mange tilfælde kunne være bedre. Her kunne vi lære noget af husene fra fyrrene og halvtredserne. Man kunne også ønske, at arkitekterne igen kunne blive mere involveret i den uhyre vigtige opgave, énfamiliehuset er. Dette hus er en slags blødgjort udgave af tressernes typehus. De skarpe kanter er væk, og væk er også den klarhed, der prægede de fleste af tressernes planer. Huset er nu opdelt i en voksen- og en børneafdeling med alrummet som mellemled; men opdelingen er uklar, og alrummet lider under de mange ganglinier.