Lektion 11: Det augustæiske Principat

Romerrigets historie Lektion 11: Det augustæiske Principat Indholdsfortegnelse 1. Vejledning 2. Introduktion 3. Reorganiseringen af Romerriget 4. Principatet - fred og fremgang 5. Tronfølgen 6. Arbejdsopgaver Denne berømte statue fra Primaporta nord for Rom er kendt som Primaportastatuen og forestiller Augustus som imperator Historiens Verden Fjernundervisning 1

Vejledning 1. Læs først lektionsteksten, som introducerer til Det augustæiske principat af Jan Brix. 2. Herefter anbefales det, at du læser følgende tekst fra Romernes Verden: a. Kejser Augustus af Jan Brix 3. Herefter kan du lytte til foredraget på Kursusportalen: a. Augustus og Principatet v/ Jan Brix 4. Af relevante kilder til denne lektion kan følgende læses på Historiens Verden: a. Res Gestae 4-7 (Augustus magtposition) b. Res Gestae 34-35 (Augustus magtbeføjelser og titler) c. Dio Cassius 53.12-12 (Provinsernes fordeling) d. Strabon 17.25 (Provinsernes fordeling) e. Sueton Augustus 47-49 (Provinserne og hæren) f. Tacitus Annales 1.2 (Situationen under Augustus) 5. Der findes naturligvis rigtig mange bøger om Augustus og jeg har kun medtaget et fåtal af disse udgivelser. Men start med at læse side 108-117 i Erik Christiansens Romersk historie. På dansk findes Rudi Thomsens Augustus (2001), som jeg dog, med al ære og respekt for Rudi Thomsen, ikke vil anbefale, da den er baseret på et meget forældet syn på Augustus. Men på engelsk foreligger der et væld af rigtig gode bøger om Augustus først og fremmest Pat Southerns Augustus (1998). En kort, men rigtig god oversigt, er David Shotters Augustus Caesar (1991). Derudover kan du, hvis du interesserer sig for Augustus, læse Anthony Everitts The First Emperor: Caesar Augustus and the Triumph of Rome (London: John Murray, 2007); Karl Galinskys Augustan Culture (Princeton, NJ: Princeton University Press, 1998) samt Augustus: Introduction to the Life of an Emperor (Cambridge University Press, 2012) ligeledes af Galinsky. Hertil kommer Barbara Levick, som har skrevet et antal biografier over de romerske kejsere. Hun udgav i 2010 Augustus: Image and Substance, som bestemt også er værd at læse.for en dybere forståelse af Augustus og skabelsen af principatet bør Kurt A. Raaflaub og Mark Tohers (red.) Between Republic and Empire: Interpretations of Augustus and His Principate (Berkeley; Los Angeles: University of California Press, 1993) samt Meyer Reinhold The Golden Age of Augustus (Toronto, ON: Univ. of Toronto Press, 1978). Anbefalelsesværdig er også Paul Zankers The Power of Images in the Age of Augustus (Ann Arbor, MI: University of Michigan Press, 1989). Historiens Verden Fjernundervisning 2

2. Introduktion I denne lektion kommer vi til at behandle Octavians lange regeringstid. Octavian bliver som romersk kejser omtalt som Augustus, som er en titel, han får tildelt i 27 f.v.t. Han regerede fra sejren ved Actium i 31 f.v.t. til sin død i 14 e.v.t. og i dette halve århundrede formåede Augustus at skabe grundlaget for en ny romersk statsform, som viste sig at have en meget lang levetid. Augustus skabte et system, som blandt antikhistorikere omtales som principatet opkaldt efter den titel som Augustus foretrak at benytte om sig selv, nemlig princeps ( førsteborger ). I essensen var principatet et monarki eller et militærdiktatur med kejseren i centrum. Augustus havde lært af sin adoptivfaders fejl og var derfor meget bevidst om ikke at krænke de republikanske statsorganer (senatet, embedsmandsorganisationen og folkeforsamlingerne). I princippet var principatet kun en administrativ forbedring af republikken og som samtidig formåede at bringe fred og stabilitet til riget. Principatet havde dog alvorlige problemer, hvilket først og fremmest omhandlede magtens overdragelse (dvs. tronfølgen). De magtbeføjelser, som Augustus havde fået tildelt, var personlige og kunne ikke overdrages til en anden person. I det tilfælde Augustus døde, ophørte disse magtbeføjelser og principatet ville blive forvandlet til republikken og magtbeføjelserne blive ført tilbage til senatet, magistraterne og folkeforsamlingerne. Augustus var imidlertid ikke interesseret i en tilbagevenden til republikken, og forsøgte igennem hele sin regeringstid at sikre tronfølgen. Han var klar over, at hans død uden en tydelig tronfølge kunne resultere i borgerkrig. Det var imidlertid umuligt for Augustus at udpege en officiel tronfølge, da dette ville være åbenlyst autokratisk og et brud på republikkens traditioner. Augustus stod derfor overfor alvorlige tronfølgeproblemer. 3. Reorganiseringen af Romerriget Octavian sejrede 2. september 31 f.v.t. over Marcus Antonius og blev enehersker i Romerriget. Straks efter sin magtovertagelse begyndte han at reorganisere staten, som var en lang proces med adskillige justeringer. Augustus var primært optaget af at forhindre borgerkrig og bringe stabiliteten tilbage til Romerriget og undgå at opleve samme skæbne som sin adoptivfar, Gaius Julius Cæsar. Octavian fungerede som konsul i årene fra 31 til 27 f.v.t. og denne magt baserede han på den ed, som romerne i Italien havde aflagt i 32 f.v.t. Fra og med 27 f.v.t. begyndte han at systematisere sin magt, hvilket førte til udviklingen af principatet. Den 13. januar 27 f.v.t. gennemførte Octavian den første konstitutionelle reorganisering. Octavian annoncerede, at han trak sig tilbage som privatborger. Det var imidlertid meget nøje planlagt og en iscenesat politisk magtdemonstration. Hensigten var naturligvis, at han skulle give afkald på sin magt, hvorefter senatorerne skulle blive oprørte og kræve, at Octavian påtog sig at varetage statens interesser. Efter pres fra senatorerne accepterede Augustus meget modvilligt at påtage sig opgaven at varetage staten. Han accepterede også de æresbevisninger, som senatet tildelte ham, hvorefter han blev kendt som Imperator Cæsar Augustus. Han accepterede betegnelsen Augustus, der betyder den Ophøjede, men havde forinden afvist Romulus, da det var for tæt knyttet til det forhadte kongedømme. Augustus accepterede endvidere at tage kontrollen over alle de strategisk vigtige provinser med legioner udstationeret (dog med undtagelse af Nordafrika). For at regere over disse områder fik han tildelt en unik magtbeføjelse i form af prokonsularisk magt (latin: imperium proconsulare). Denne magt var dog Historiens Verden Fjernundervisning 3

kun gældende udenfor Italien. De andre romerske provinser forblev under senatets overhøjhed og heri udstationeredes senatets prokonsuler. Denne reorganisering af den romerske republik gjorde Augustus til statens overhoved, da han kontrollerede alle legionerne, som blev administreret gennem personligt udnævnte legater. Augustus var således hærens øverstkommanderende, hvilket eliminerede truslen om, at en hærfører skulle gøre sig til en trussel mod staten. Den anden omfattende reorganisering af staten fandt sted i 23 f.v.t. Ifølge dette nye arrangement blev Augustus prokonsulariske imperium endnu mere omfattende, da der blev føjet et maius ( større ). Denne nye magtbeføjelse gjorde det muligt for Augustus at intervenere i samtlige romerske provinser, uanset om de var underkastet ham eller senatet. Indenfor Italien gav Augustus afkald på konsulatet, der herefter blev mere tilgængeligt for senatorerne. I stedet fik han tildelt tribunicia potestas ( tribunisk magt ) for en 5-årig periode. Denne magt gav ham alle tribunens magtbeføjelser og dermed en mere omfattende magt end konsulatet, da han nu kunne nedlægge veto mod lovforslag, som han var imod. Efter 23 f.v.t. var Augustus system grundlæggende på plads, selv om det kom til yderligere justeringer. I 12 f.v.t. fik han titlen pontifex maximus, der gjorde ham til statens overhoved og i den efterfølgende tid modtog han adskillige ærestitler. I 2 f.v.t. fik han titlen Pater Patriae, der betyder fædrelandets fader. Dette var en meget prestigefyldt titel, da det svarede til at gøre Augustus til hele det romerske folks fader. Han var den romerske families overhoved. Alle Augustus titler og magtbeføjelser havde han, i hvert fald officielt, fået tildelt frivilligt af senatet og det romerske folk. Magtbeføjelserne imperium maius og tribunicia potestas i Italien gav Augustus kontrol med hele Romerriget provinserne såvel som administrationen i Rom. Augustus var imidlertid meget forsigtig i sin magtudøvelse, da han refererede til sin egen magtposition som princeps i stedet for dictator eller endnu værre rex. Hele systemet blev derfor kendt som principatet, og officielt rådførte Augustus sig med senatet i alle sager. I stedet for at bruge sine juridiske magtbeføjelser direkte, foretrak han at få sine politiske ønsker gennemført via sin personlige prestige, autoritet og indflydelse (latin: auctoritas). Vi kan dog ikke komme ud over, at Augustus havde opnået sin magt ved at kontrollere hæren og hans autoritet var baseret på våbenmagt. 4. Principatet Fred og fremgang Augustus skabte principatet, og denne nyskabelse må for de fleste indbyggere i Romerriget have været en klar forbedring af den turbulente og borgerkrigshærgede republik. Det var lykkedes Augustus at bringe fred, fremgang og et velorganiseret statsstyre til Romerriget. Augustus indledte dermed en periode med fred og fremgang, som varede de næste tohundrede år og som betegnes enten Pax Augusta ( Den augustæiske Fred ) eller Pax Romana ( Den romerske fred ). Augustus formåede at centralisere staten, hvilket betød, at han centraliserede provinsadministrationen og han gjorde statholderne direkte ansvarlige overfor kejseren. Det var ikke længere muligt for statholderne at plyndre provinserne som under republikken, da kejseren skulle bruge indtægterne til at finansiere sin administration og hær. Augustus skabte med disse midler den første professionelle hær, der blev skåret ned fra 60 til 28 legioner. Herefter var Augustus mere fokuseret på at sikre grænserne end at udvide riget, dog med undtagelse af Germanien, hvor han udstationerede en del legioner (ved Rhinen og Donau). Legionerne blev generelt udstationeret ved de risikable grænseområder, hvor de blev styret af personligt udpegede legater (latin: legati Augusti). Historiens Verden Fjernundervisning 4

Med legionerne sikrede han grænseområderne og dermed blev han indbegrebet af den romerske fred, den økonomiske fremgang og stabilitet. Principatet havde kun en fejl og det var tronfølgespørgsmålet. Teknisk set var principatet en pakke af magtbeføjelser, som senatet og det romerske folk havde tildelt Augustus og de var dermed personlige. Dermed ophørte principatet i princippet også, når Augustus døde. Det skabte et problem for Augustus, der var bevidst om, at hans død kunne markere en ny borgerkrig. Det var derfor magtpåliggende for Augustus at sikre tronfølgen, men det var vanskeligt, da udpegelsen af en tronfølger ville virke autokratisk. For Augustus vedkommende var principatet afgørende for freden og stabiliteten i riget og derfor nødvendigt at fortsætte. 5. Tronfølgen Ligesom alle andre romere havde Augustus en forkærlighed for sin egen familie og sikre dem vigtige positioner. Han ønskede i den forbindelse også at favorisere sine slægtninge i en eventuel tronfølgesituation. Men eftersom han ikke var i stand til officielt at udpege en efterfølger, forsøgte han at sikre deres position ved hjælp af et kompleks sæt af udnævnelser. For det første gav han dem høje og magtfulde embeder, som det for eksempel var tilfældet med hans nevø Marcellus, der i en meget ung alder fik tildelt konsulatet. Augustus kunne også finde på at tildele dem højtstående militære poster, som det for eksempel var tilfældet med stedsønnerne Drusus og Tiberius. Med hensyn til tronfølgere, som ikke var i umiddelbar familie med Augustus, blev en del af familien enten gennem ægteskab med datteren Julia eller adoption. Han forsøgte at knytte Marcellus, Agrippa og Tiberius gennem ægteskab, mens Gaius Cæsar og Lucius Cæsar blev adopteret af Augustus og det samme blev Tiberius. Det hændte også, at arvtagerne kunne få del i Augustus magt (dvs. imperium), hvilket gjorde dem til egentlige medregenter. Dette var eksempelvis tilfældet med Agrippa og til sidst også Tiberius. Målet for Augustus var at sikre en glidende overgang fra hans herredømme til sin efterfølgers og derved undgå borgerkrig. I den tid Augustus levede, opnåede han at gøre hele fem mænd til sine arvinger. Den første arving var nevøen Marcellus, der døde i 23 f.v.t. Herefter fulgte Marcus Vipsanius Agrippa, der døde i år 12 f.v.t. Hans børnebørn (via Agrippa og Julia) Gaius Cæsar og Lucius Cæsar, som han også adopterede, døde i henholdsvis år 2 og 4. e.v.t. Det var derfor stedsønnen Tiberius, som arvede Augustus, da han døde i 14 e.v.t. Han var søn af Livia, Augustus hustru, og der gik således rygter om, at det var Livia, som var ansvarlig for de mange dødsfald. Det faktum, at arvfølgen ikke blev bestemt ved lov, gjorde dette element i kejserdømmet til den største destabiliserende faktor i hele kejserdømmet. I det tilfælde, at der ikke var en mandlig arving ved kejserens død, kunne det resultere i borgerkrig. Desuden var usikkerheden omkring tronfølgen konstant et usikkerhedselement, da det kom til interne magtkampe indenfor det regerende dynasti. 6. Arbejdsopgaver 1. På hvilke måder var principatet en forbedring af republikken? 2. Hvad var Augustus løsning på tronfølgeproblemet og var det den rigtige løsning? Historiens Verden Fjernundervisning 5