Sueton om Julius Cæsar

Transkript

1 Sueton om Julius Cæsar Sueton (ca ) var sekretær for kejser Hadrian (76-138) og havde adgang til de kejserlige arkiver. Han skrev en serie kejserbiografier. Flere historikere peger dog på, at han nok ikke 5 benyttede det historiske materiale fra arkiverne i større udstrækning, men mere gengav anekdoter og fortællinger om de forskellige kejsere. Kilde: Erik Christiansen: Den romerske republiks sidste hundrede år, : Derpå tog han fat på at bringe orden i statens sager. Kalenderen havde allerede længe været i en sådan uorden, at høstfesten ikke faldt om sommeren, og vinfesten ikke om efteråret. Dette var pontifeksernes [ypperstepræsternes] skyld, da de vilkårligt kunne indsætte skudmåneder. Derfor korrigerede Cæsar kalenderen og tilpassede den til solens omløb, 15 således at året blev på 365 dage uden skudmåneder, men med en skuddag hvert fjerde år. For at tidsregningen herefter skulle passe fra førstkommende 1. januar, indskød han mellem november og december to ekstra måneder, således at det år, hvori reformen gennemførtes, blev på femten måneder indbefattet den skudmåned, der efter den gamle beregning skulle falde det år : Han supplerede senatet og optog nye folk blandt patricierne og forøgede prætorernes, ædilernes, kvæstorernes [betegnelser for de øverste embedsmænd] og de lavere embedsmænds antal. De, der var blevet udstødt af censorerne eller dømt for ulovlig embedssøgen, genindsatte han i senatet. Embedsmandsvalgene bortset fra konsulvalgene 25 delte han med folket, således at halvdelen af det samlede antal kandidater blev valgt efter folkets ønske, den anden halvdel udpegede han selv. Dette bekendtgjorde han ved kortfattede skrivelser, som sendtes til de enkelte triber [stammer]: Diktator Cæsar til den og den tribus. Jeg anbefaler Jer den og den, for at de ved Jeres stemme kan opnå den plads, de fortjener.

2 Han gav også børn af proskriberede [dvs. fredløse] adgang til at beklæde embeder. Han 30 ændrede domstolenes sammensætning, således at der kun var to kategorier af dommere, riddere og senatorer. Den tredje slags, tribuni ærarii, afskaffede han. Folketællingen foretog han hverken på den sædvanlige måde eller det sædvanlige sted, men efter kvarterer og gennem husejerne. Han nedskar antallet af dem, der modtog korn af staten, fra til , og for at man ikke i fremtiden på ny skulle afholde møder om revision 35 af listerne, indførte han den ordning, at prætoren hvert år skulle holde lodtrækning om pladser, der var blevet ledige ved dødsfald blandt dem, der ikke var blevet optaget på kornuddelingslisterne. 42: Ikke mindre end borgere blev fordelt på oversøiske kolonier. Efter denne åreladning 40 forordnede han, for at holde indbyggertallet i Rom oppe, at ingen borger over tyve eller under ti år, som ikke gjorde militærtjeneste, måtte være borte fra Italien mere end tre år i træk, og at ingen søn af en senator måtte rejse til udlandet, undtagen hvis han var tilknyttet en embedsmands følge; heller ikke måtte de, der drev kvægavl, blandt deres hyrder have mindre end en tredjedel voksne fribårne personer. Alle, der i Rom praktiserede medicin eller en af de 45 frie kunster, gav han borgerret, for at de selv skulle være mere villige til at blive boende og andre søge dertil. De forventninger om fuldstændig ophævelse af al gæld, som hyppigt kom til udtryk, afviste han og besluttede omsider, at debitorerne skulle betale til kreditorerne på grundlag af en vurdering af deres besiddelser efter prisniveauet fra før borgerkrigen med fradrag i gælden, hvis de kontant eller ved anvisning havde betalt noget i rente. Ved denne 50 ordning gik omtrent en fjerdedel af udeståendet tabt. Alle kollegier [politiske foreninger], med undtagelse af dem, der var stiftet i gammel tid, ophævede han. Straffen for forbrydelser skærpede han, og da de riges betænkeligheder ved at begå forbrydelser mindskedes, fordi de kunne gå i frivilligt eksil uden at miste deres ejendom, straffede han, som Cicero skriver, mordere med konfiskation af al deres ejendom, de øvrige med halvdelen : I afgørelser af juridiske spørgsmål viste han stor omhu og strenghed. Folk, der var fundet

3 skyldige i embedsmisbrug, udstødte han også af senatorstanden. Han opløste en forhenværende prætors ægteskab, fordi han havde giftet sig med en kvinde kun to dage efter, at hun var blevet skilt fra sin forrige mand, selv om der ikke forelå nogen mistanke om hor. 60 Han lagde skat på importerede varer. Han forbød brugen af bærestole og ligeledes purpurklæder og perler undtagen for bestemte personer og aldersklasser og på bestemte dage. Særligt strengt håndhævede han loven om ødselhed: Vagter blev udsat omkring kødtorvet, som skulle tilbageholde forbudte spiser og bringe dem til ham, og af og til sendtes liktorer [betjente, der skulle holde orden] og soldater ud for at spionere. Hvis noget havde 65 undgået vagternes opmærksomhed, blev det fjernet, selv når det var sat på bordet. 44: Han fattede for hver dag flere og mere vidtgående planer om udbygning og forskønnelse af Rom og om sikring og udvidelse af imperiet. Først og fremmest ville han opfylde og planere den sø, hvor han havde afholdt søslag", og dér bygge et Mars-tempel større end noget 70 tidligere og et teater af enorme dimensioner op ad den Tarpeiske klippe. Civilretten ville han forenkle og af den umådelige og diffuse mængde af love samle de bedste og mest nødvendige i nogle få bind. Han ville åbne græske og latinske biblioteker for offentligheden jo større, jo bedre og gav Marcus Varro den opgave at tilvejebringe og arrangere dem. Han ville udtørre de Pontinske sumpe, skaffe afløb for Fuciner-søen, bygge en vej fra Adriaterhavet over 75 Appenninernes ryg lige til Tiberen og gennemskære den korinthiske tange. Dacerne, som havde oversvømmet Pontus og Thrakien, ville han standse og derefter åbne krig mod Partherne gennem Lillearmenien uden dog at udkæmpe noget åbent slag med dem, før han havde lært dem grundigt at kende. [ ] 80 76: Cæsars øvrige handlinger og udtalelser vejer dog tungere til, således at det er den almindelige mening, at han misbrugte sin magt og med rette blev myrdet. Han tog nemlig ikke blot imod alt for store hædersbevisninger: Konsulatet uden tidsbegrænsning, diktaturet på livstid og overopsyn med sædeligheden, hvortil kommer, Imperator til fornavn, Fædrelandets Fader som tilnavn, statue blandt kongerne og et ophøjet sæde i teateret; men

4 85 han tillod også, at man tilkendte ham udmærkelser udover, hvad der tilkommer et menneske: guldstol i senatet og på tribunalet, processionsvogn og bærestol ved optog i cirkus, templer, altre, statuer ved siden af gudernes, en hynde magen til gudernes ved religiøse fester, særlige præsteskaber samt, at en måned fik navn efter ham. Desuden overtog eller bortgav han alle embeder efter forgodtbefindende. Det tredje og fjerde konsulat beklædte han kun pro forma, 90 idet han var tilfreds med de beføjelser, som det diktatur gav ham, som var blevet tillagt ham sammen med konsulaterne, og begge gange konstruerede han to konsuler for de sidste tre måneder af året, således at han i mellemtiden kun afholdt plebejertribun- og ædilvalg og i stedet for prætorerne indsatte præfekter, som i hans fravær skulle varetage forvaltningen af hovedstaden. Da en konsul pludselig døde den 31. december, gav han det ledige embede til en 95 ansøger for nogle få timer. Med en lignende vilkårlighed og foragt for skik og brug udpegede han embedsmænd for flere år ad gangen og lod ti forhenværende prætorer bære insignier som konsuler. Folk, han lige havde givet borgerret, heraf nogle fra halvbarbariske egne af Gallien, optog han i senatet. Desuden lod han sine egne slaver bestyre møntvæsenet og de offentlige afgifter. 100 Kommandoen over de tre legioner, som han efterlod i Alexandria, gav han til Rufio, der var søn af en af hans frigivne, og som han havde haft et utugtigt forhold til. 77: De udtalelser, han ifølge Titus Ampius fremkom med offentligt, var ikke mindre ubeherskede: Republikken er ingenting, kun et navn uden indhold og realitet. Sulla var en 105 tåbe, siden han nedlagde diktaturet. Folk skulle tage sig mere i agt, når de talte med ham, og regne hans ord for lov. Hans hovmod gik så vidt, at han engang, da en haruspeks [præster, der tog varsler] meddelte, at et offerdyrs indvolde var ildevarslende, og at hjertet manglede, svarede, at fremtiden blev bedre, når han ville det, og at man ikke skulle regne det for et jærtegn [varsel], hvis et høved tabte sit hjerte : [ ] Mere end tres deltog i sammensværgelsen mod ham, og hovedmændene var Gajus Cassius og Marcus og Decimus Brutus. Disse var først i tvivl om, hvorvidt de skulle benytte sig

5 af afstemningerne på Marsmarken, når Cæsar kaldte de forskellige triber til stemmeafgivelse de måtte i så fald dele sig, og nogle skulle styrte ham ned fra broen', andre tage imod ham 115 og dolke ham eller de skulle angribe ham på Via Sacra eller ved indgangen til teateret; men da der blev indkaldt til senatsmøde i Pompejus-kurien den 15. marts, foretrak de straks denne lejlighed og dette sted.