at skifte læringsform crossover

Tekst & foto: Catja Pedersen at skifte læringsform crossover Er klikkertræning nyt for dig og din hund? Så kommer der her lidt læsning for dig. Først skriver Catja Borchard Pedersen lidt om hvad det det vil sige at være en crossover-ekvipage. Dernæst har vi fået to hundeførere til at fortælle om deres erfaringer med at skifte læringsform, og til sidst runder vi af med en beretning om hvordan en erfaren klikkertræner har fået succes med en crossover-hund. De giver alle gode råd og tips med på vejen. Vi håber der er noget du kan bruge. Crossover hunde er et begreb der ofte bruges i klikkertræningen ( her forstået som træning uden påvirkning, med en ensartet markør og uden ubehag). Begrebet betyder kort sagt at hunden er skiftet fra en træningsform til anden. Derfor findes der i alle former for træning, crossover hunde og mennesker. Den crossover-type vi koncentrerer os om her, er hunde der tidligere er trænet på en anden måde end med klikkertræning. Hvad sker der for hunden: Mange hunde er gennem lang tid, blevet forstærket i passivt at vente på et tegn eller en igangsætter fra hundeføreren. Når ejeren så beslutter sig for at træne frivillige adfærd med sin hund, sker det ofte at ejeren bliver frustreret over hundens manglende evne til at tage initiativ. De oplever at hunden bare står/sidder helt 4 Canis nr. 5-2013

Crossover fastfrosset og glor på hundeføreren. Det der sker, er at hunden gennem tidligere træning har lært sig at det absolut ikke kan betale sig at udføre en adfærd ejeren ikke har bedt om, og derfor forholder den sig afventende. Hunden behøver bestemt ikke at være trænet med ubehag for at være passiv. Er dette tilfældet, vil den dog oftest undgå at tage initiativ, fordi den har erfaret at det straffes (med ubehag). En hund der er trænet overvejende positivt ved hjælp af lokning, kan også være passiv, men af en anden årsag. Det betaler sig ganske enkelt ikke at gøre noget ejer ikke har bedt om. Den har aldrig lært at tage initiativ. Situationerne for hundene er forskellige, men resultatet er det samme: en hund der er passiv i læringssituationen! Når ejer så bestemmer sig for at hunden skal lære at tilbyde frivillig adfærd, vil hunden oftest sidde passivt, da den jo ingen erfaring har i at den generelt selv kan kontrollere situationen og frekvensen af belønning. At hunden sidder passivt, er ikke et udtryk for at den er dum, eller at denne træningsform ikke er velegnet for den pågældende hund. Det er kun et resultat af den tidligere indlæring. Heldigvis kan hunde ret hurtigt finde ud af at det rent faktisk betaler sig at tage initiativ, og de fleste hunde elsker denne træningsform. ulemper ved at skifte til klikkertræning Ofte vil man opleve at når hunden har lært sig at tilbyde frivillige adfærd, kommer der en masse unoder med i købet man åbner populært sagt for Pandoras æske. Alle de adfærd der har ligget undertrykt i hunden, vil komme frem, og hunden vil forsøge om de betaler sig. Nogle hunde bliver regulære monstre. Men ret hurtigt vil hunden finde ud af hvilke adfærd der stadig ikke betaler sig. Hvis man ikke er dygtig til at sætte sin træning korrekt op, altså have styr på sin timing, kriterier, forstærkningsfrekvens og -kvalitet, er der også en reel risiko for at få frustrerede hunde. Ud over at det nemt kan blive frustrerende for hunden når man skifter lærinskoncept, er det også ofte meget frustrerende for føreren. Mange starter ud med de bedste intentioner om ikke at gøre som de plejer, men når så hunden ikke lige gør som forventet, kræver det en del standhaftighed at holde fast i intentionerne. Det er meget nemt for hundeføreren at falde tilbage i gamle vaner og forsøge at hjælpe hunden lidt på vej med lokning, eller at nykke lidt i linen for at guide hunden. Det er velkendte ting der ganske rigtigt virker (på kort sigt), og det er naturligvis enormt forstærkende for hundeføreren med succes, specielt hvis man er helt ny klikkertræner og ikke har erfaringen i at løse udfordringerne. Derfor kan det være en stor fordel at finde en træningsmakker, der kan hjælpe med ekstra øjne, og give time-out hvis hundeføreren begynder at vise tegn på irritation og frustration. Irritation har nemlig ofte tidligere været koblet sammen med straf og ubehag i træningen, og da hunden er meget følsom for vores små signaler og ganske hurtigt kobler ting (eks. Irritation = korrekton), er det vigtigt at rense sin træning for disse små signaler, selvom det er svært! Det er vigtigt at huske på, at det også tager tid for hundeføreren at blive god til at træne på den nye måde. De gamle vaner er øvet mange gange, og det kræver mange gentagelser før man har erstattet dem med andre. Man må også være forberedt på at man i starten ganske nemt kommer til at straffe et par gange. Det kan være en indgroet vane og pludselig eksploderer man måske bare trods gode intentioner. Vær dog meget opmærksom på, at det ikke sker for ofte, da du så bliver sat langt tilbage i processen, og hunden desværre ikke lærer at det er ufarligt at tage initiativ. Øv dig i stedet i at sparke på nærmeste træ hvis du mærker frustrationen tager over. Det er vigtigt at være opmærksom på at de ting der er indlært tidligere ved brug af fysisk påvirkning og ubehag, skal genindlæres. Det er ikke effektivt og kan være umuligt at tage en adfærd med i sin videre klikkertræning hvis den er indlært helt eller delvist med brug af ubehag. Dette skyldes at kommandoen for den pågældende adfærd bliver en trussel for hunden (den betyder jo gør dette, ellers! ). Dette er især et problem når man baglænskæder øvelser fordi signaler i kæden skal virke som klik for forudgående adfærd. Eksempel: Er dæk -kommandoen til kæden udgangsposition fri ved fod- dæk indkald indlært med ubehag, vil det ikke nytte noget at fri ved fod og indkald er indlært positivt. Hunden vil opleve at den bliver straffet med en dæk- kommando, for at udføre en flot fri ved fod. For at alle dele i kæden bliver forstærkende for forudgående adfærd, er det vigtigt at det hele er indlært positivt. (Se artiklen The poisened Cue andetsteds i dette blad). Men når alle disse bivirkninger nu er listet op, er det også vigtigt at huske, at det bedste der kan ske når man står med hund, klikker og godbidder, er at det rent faktisk lykkedes, hunden begynder at tage initiativ. Noget af det mest forstærkende for hundeførere med cross-over hunde, er at se hunden skifte fra at være en passiv afventende hund, til en aktivt tilbydende, kreativ træningspartner. Når det først sker, holder de fleste fast i at træne uden påvirkninger. Hvordan kunne det se ud i praksis? Hvis din hund skal lære at gå en flot lineføring, kan man vælge at gå med godbidder Canis nr. 5-2013 5

Tekst: Catja Pedersen Det er utrolig dejligt at nå til det punkt hvor hunden aktivt byder ind for at opnå sin belønning. (eller en bold) i hånden foran hundens snude eller på anden måde synligt fremme. Hunden følger efter godbidderne og får en ind i mellem. Så snart den har spist godbidden, genoptager den forfølgelsen af godbidderne, da der ved at holde snuden tæt på hånden er en stor sandsynlighed for at bliver belønnet. Denne metode er ganske harmløs. Hunden oplever intet ubehag, men lærer sig heller ikke andet end bevistløst at følge efter godbidden. Ergo er øvelsen følg efter godbid i stedet for lineføring. Problemet ved denne metode er at når hunden skal gå et langt stræk til konkurrencer, opdager den ret hurtigt at der ingen godbidder er i hånden hvis man ikke har brugt lang tid og været dygtig til fade hjælpen ud. Efter få konkurrencer opdager hunden at det ikke kan betale sig at følge hundeejeren i konkurrencer. Ofte vil man også gå anderledes til konkurrencer, da man skal gå med hænder og arme naturligt og ikke gå med hånden på maven som om man netop har fået en mavepuster. Hunden genkender ikke øvelsen med hænderne nede langs siden, da øvelsen for dem kun er kendt når hånden er foran snuden. Derfor kan de ofte begynde at hænge efter fører, snuse, kigge på omgivelser osv., da det ikke betaler sig at være opmærksom når der ikke sker en guidning med godbidder. Disse hunde kan man næsten se blive mere og mere opgivende, jo længere frem ekvipagen kommer i programmet. Hunden er ganske enkelt blevet forstærket meget i at være passiv, og er derfor hjælpeafhængig, forstår ikke hvad den skal hvis hjælpen ikke er der. Og så har den måske heller ikke lært at gå længere tid før belønningen kommer. En anden måde at lære samme øvelse på er ved også at korrigere hunden når den ikke er i den rigtige position. Her nykker hundeføreren hunden i halsbåndet og råber PLADS hvis den er ude af position. Hunden lærer på denne måde helt sikkert hvilken position det IKKE kan betale sig at være i, og i hvilken den har fred. Problemet i mine øjne er at hunden ikke lærer at holde positionen fordi den kan lide det, men kun fordi den er på vagt og vil undgå et ubehag. Selvom ejer vælger at rose hunden og evt. belønne når den er i rigtig position, arbejder hunden ikke for at opnå belønningen, men kun for at undgå ubehaget da positiv forstærkning aldrig ophæver straf. Det er ikke et udtryk for at hunden 6 Canis nr. 5-2013

Crossover ELSKER at følge hundeføreren, men hunden gør det kun fordi det er ubehageligt at lade være=den har intet alternativ. Det er tit de hundeejere der siger: Den har fundet ud af, at jeg ikke kan gøre noget i konkurrencesituationer, så den mister respekten. Positiv straf er ikke nødvendigvis slag og spark, men også at man tilfører hunden et ubehag i form af korrektion i linen, råben osv. Hunden bliver, ligesom den lokkede hund, hjælpeafhængig, da den har fået hjælp til (først og fremmest) at forstå hvad der er forkert. Denne hjælp kan bestå af råben, rykken i halsbånd, slag eller det der er meget værre! Disse hunde går ofte flot i de første konkurrencer i sæsonen, men opdager pludseligt at ejer ikke straffer i konkurrencer (det medfører heldigvis ofte diskvalifikation). Eftersom de er vant til at få besked ved fejl, vil de opfatte at det de gør, er korrekt, og kan finde på alverdens unoder under øvelsen, eller driste sig til det, den har mest lyst til: at snuse eller andet. Det kan være lidt sværere at skifte læringsform med disse hunde. I klikkertræningen bruger vi jo det at fjerne noget hunden gerne vil opnå (negativ straf) til at fortælle at dette var fejl. Men mange af disse hunde har været vant til at når der intet indgreb kom fra føreren, betød det, at det de gjorde nu, var det rigtige (negativ forstærkning et ubehag stopper), og trådte de ved siden af, kom korrektionen. Så når vi vil tilbageholde belønningen fra disse hunde, for at signalere prøv igen, ligner det meget deres gamle rigtigt signal, da hunden ikke oplever at belønningen blev frataget den, men primært at der intet ubehag kommer. Med disse hunde er det helt utroligt vigtigt at føreren formår at tilrettelægge træningen, så hunden har stor succes og opnår mange klik og belønninger (positiv forstærkning) på relativt kort tid. Man skal også være meget forsigtig med at bruge fejlsignal på denne type hunde. Selvom man i virkeligheden bare vil fortælle forkert prøv igen og tilbageholder en belønning, kan hunden måske opfatte det som om straf er på vej (hvis fører viser irritation) eller bare miste troen på at det betaler sig at tilbyde. Man bør derfor IKKE introducere fejlsignal før hunden er helt sikker på, at det ikke er farligt at fejle mere. Hvis man istedet vælger at bruge frivillig indlæring, vil hunden erfare at det kun betaler sig at være i den korrekte position. Hunden bliver ikke guidet til det, men må selv finde ud af det. Det hunden selv har lært sig, vil den huske langt bedre. Man starter med at gøre det let for hunden, f.eks. at den kun følger benet i 1-2 skridt og klikker for det. Hunden skal her lære, at det virkelig kan betale sig at følge ejers knæ uanset hvad der sker. I denne indlæ- Canis nr. 5-2013 7

Tekst: Catja Pedersen ringsform vælger man at undgå at belønne hunden for at gå 10 halvdårlige skridt, men vælger istedet at belønne 1-2 skridt hvor hunden går i rigtig position med god kontakt til hundeføreren. Man belønner både adfærden og hundens eget initiativ og lyst til at træne. Har hunden svært ved det, tilrettelægger man miljøet så den får succes. Denne type hunde kan man baglænskæde en stor del af lineføringen med, og vil ofte se at de bliver mere og mere ivrige, jo længere de kommer frem i øvelsen. De har nemlig lært sig, at belønningen først falder hvis de går flot hele vejen. Den værste konsekvens de kan opleve, er at de mister deres mulighed for belønningen hvis de snuser, hænger osv. Man får da let en hund der går glad, frejdigt og ivrigt. Hunde lærer hvilke adfærd vi ønsker og ikke ønsker via de 4 konsekvenser positiv forstærkning, negativ forstærkning, positiv straf og negativ straf. En hund der er trænet med lokning (positiv forstærkning + meget hjælp), vil altså ikke opleve så stor en ændring i træningen, som den der er trænet med positiv straf. Hvordan får man så hunden til at tilbyde ønskværdige frivillige adfærd? Hunden skal først og fremmest lære, at det betaler sig at handle på eget initiativ, og at den selv har kontrollen over situationen, og over hvor ofte belønningerne skal falde. Til dette benytter mange en balje, targetplade eller lign. Det kan være en rigtig god start, da hunden ofte selv vil undersøge genstanden når denne præsenteres. På den måde får man de første klik ret nemt. Jeg vil dog gerne undgå at det er den første øvelse crossoverhunde lærer, da vi jo ved at placere genstanden har et igangsætningssignal som disse hunde ofte er meget afhængige af. Kun hvis man ikke kan få hunden til at gøre noget overhovedet, vil jeg gå igang med papkasseleg og lignende som det første. Jeg vil derimod foreslå, forudsat at hunden er betinget på klikkeren, at du tager træningsvest på (også et signal i sig selv, men du skal jo have godbidderne et sted, og hænderne er bandlyst) og stiller dig i et lille rum i huset. Badeværelser og gange er ofte gode startsteder, da der ikke er så mange andre spændende ting for hunden at gå igang med. Indtag din valgte træningsposition, vær helt passiv, og klik og beløn hunden for al aktivitet. Til at starte med sidder hunden nok bare passivt og kigger, men når man får første klik, kan man kaste godbidden forbi hunden så den må rejse sig for at spise den. Så snart den så vender sig om for at se på dig, klikkes igen osv. Det ville jeg gøre 20 gange (tæl evt. 20 godbidder op fra start) altså klikke for ALT: kontakt, flytte en pote, dreje hovedet osv og så ville jeg afslutte passet og gå ud af rummet. Gentag dette 3-5 gange på en dag hvor disse repetitioner gentages og der klikkes for alt. Når du føler at hunden begynder at få en forståelse af at den kan styre hvornår du klikker, og kan tilbyde lidt forskelligt, kan du flytte dig ud i stuen. Først når hunden aktivt kan tilbyde forskellige adfærd i stuen, vil jeg begynde at finde target og balje frem. Denne fremgangsmåde synes jeg er utrolig effektiv til at få hunden til at forstå at den har kontrollen, og at det er dens bevægelser der udløser klikket. Flere frivillige adfærd end du tror De fleste hunde har dog alligevel nogle ganske stabile frivillige adfærd. At hoppe op på bordet er en frivillig adfærd som har potentiale til at give jackpot for hunden. Er hunden blevet forstærket i denne adfærd ved at have succes med at snuppe noget fra bordet, vil den huske adfærden og gerne forsøge at gentage succesen. Det betalte sig jo i dén grad! Hundens eget initiativ skaffede den her noget værdifuldt. Det behøver ikke at være ekstreme adfærd - at puffe hovedet ind under en arm er også en adfærd der ofte udløser belønning i form af kælen og hygge. Mange hundeejere rører helt automatisk deres hund hvis den puffer hovedet ind under førerens arm. Det er sjældent en adfærd som ejer har lokket frem, eller på anden måde forsøgt at lære hunden, men som regel en adfærd hunden selv har fundet på og erfaret betalte sig. Altså er det en frivillig adfærd. Selvom hunden ind imellem bliver sendt væk i en sur tone (når ejer f.eks. har et glas i hånden som vil ende på sofaen), opnår den ganske ofte det ønskede resultat og vil gerne og ofte forsøge at tilbyde adfærden igen. Adfærden bliver altså opretholdt af en ganske effektiv variabel forstærkning. De fleste ville kunne finde mange adfærd på hundens repertoire der er frivillige både ønskede og uønskede adfærd. opsummering: Det er vanskeligt i starten at få hunden til at tilbyde, men hold ud, og du vil blive belønnet fra hunden. Skifter du læringsform, skal du være opmærksom på at både du og hunden kan blive frustrerede, så lav en plan. Adfærd der tidligere er indlært med ubehag, skal genindlæres og haves som frivillig adfærd, så tidligere straf i træningen, ikke pludselig forurener dine signaler i din nye træningsstil. Træf et valg. Kilde: Lydighetstrening i teori og praksis- Cecilie Køste & Morten Egtved 8 Canis nr. 5-2013

Crossover Interviews om crossover Eva Ulsø har crossover-hunden Caddy, en gravhund på 12 år og Novia Scotia duck tolling retrieveren Cheddar på 2 år. Caddy er pensioneret elitehund i DcH og går nu DKK s LP program med stor glæde og arbejdsiver. Cheddar er trænet 100% efter klikkerprincipperne fra start og er nu elitehund i DcH. Hvordan har du tidligere trænet dine hunde? Jeg har tidligere trænet primært med lokning. Det var min overbevisning at jeg trænede positivt, men set i bagklogskabens klare lys, har jeg også rykket min hund i linen og trykket den på numsen - altså trænet med positiv straf uden at være klar over det. Jeg har dog altid undret mig når jeg i hundeverdenen fik at vide at jeg skulle være leder, da vi jo ikke er samme art. Det gav for mig ikke mening, da der f.eks på savannen er flere arter, nogle stærkere og i stand til at æde andre, men stadig ingen fælles leder. Løven er jo ikke leder for alle arter og bestemmer ikke hvornår de skal spise, sove osv. Hvad har været det sværeste og letteste for dig og hunden ved at skifte læringsform? Det sværeste har været at lære at planlægge min træning. Jeg læste engang at når det er svært at arbejde med frivillig adfærd, er det fordi man er dårlig til at planlægge. Det var også svært at lære at være helt passiv som hundefører og vente på at hunden byder ind. Det er jo så nemt at igangsætte. Det letteste var da det gik op for mig at alting kunne deles op. Det havde jo ikke virket for mig at træne hele øvelser. Hvis noget var fejl, og jeg blev ved at prøve igen og igen uden at belønne, straffede jeg jo egentlig en masse gode momenter, og hunden anede ikke hvad den gjorde forkert. Så da jeg fandt ud af at jeg kunne pille momenterne ud og træne dem enkeltvist, var det virkelig en øjenåbner for mig. At lade være med at gå 10 halvdårlige skridt fri ved fod og alligevel håbe det lykkedes til konkurrencer, men i stedet gå 1-2 gode gav et gennembrud i min træning. For Caddy var det sværeste at komme i gang med at byde ind. Han skulle pludselig gå fra ganske passiv hund, til at være den der aktivt bød ind i træningen. Jeg tror også det var en stor lettelse for ham at jeg holdt op med at straffe. Men han fandt hurtigt ud af at han havde kontrol over situationen og lærte at tilbyde aktivt. Jeg havde jo læst i bogen Lydighedstrening i teori og praksis og forsøgte mig frem med at shape en udstillingsstå. Jeg havde nok haft gavn af at læse hele bogen inden jeg startede, da det kun lykkedes mig at shape en fin stå med 3 af benene, mens det sidste ben sparker bagud. Havde jeg været klar over, at der var noget der hed default-adfærd, havde jeg måske startet med en anden adfærd, da den ofte stadig popper op hvis Caddy bliver i tvivl om hvad han skal. Hvilke positive og negative ting synes du der er ved denne træningsform? Der er absolut flest positive ting for mig. Jeg har nogle glade og aktivt tilbydende hunde. Træningsformen giver mig mulig- Canis nr. 5-2013 9

Tekst: Catja Pedersen hed for at ændre hundenes adfærd, og jeg har en god mavefornemmelse. Jeg føler det er etisk i orden, og jeg er blevet mere bevidst om hvad jeg gør. Det giver mig mulighed for at træne alt, og jeg har dejligt kreative hunde. Det mest negative for mig er at jeg ofte skal forsvare måden jeg træner på. Derudover kan det give gøende, frustrerede og stressede hunde hvis man ikke tilrettelægger træningen godt. Men det tager lidt tid før man er dygtig til det, og fejl udstiller ganske enkelt ens egne manglende evner i træningsopsætningen. Hvorfor vælger du at fortsætte med den frivillige indlæring? Jeg får nogle fantastiske hunde der altid vil arbejde, og jeg har det rigtig godt med mit bevidste valg. Jeg elsker at hunden selv bestemmer hvor meget og hvor mange belønninger den skal have. Og så synes jeg at når man træner med 100% frivillig adfærd og har sat træningen korrekt op, så træffer hunden automatisk en masse rigtige valg og uønsket adfærd fades meget hurtigt ud. Hvad er dit største klikkerøjeblik? Det var nok mest da jeg rykkede op i A klassen og ikke regnede med at kunne deltage da jeg havde en elendig stuedressur*. Både Caddy og jeg synes at det var aldeles rædselsfuldt at gå rundt på banen og Caddy ville hellere snuse end arbejde. Efter at have skiftet læringsform, glædede jeg mig hver gang til den del af dagen, da Caddy selv vagte snusen fra og gik en pæn stuedressur og vigtigst af alt var utrolig glad! Så den gode træning betød at vi gik fra middelkarakter til ganske høje point. Jeg havde også en skrækkelig episode hvor Caddy i en eftersøgning trak figuranten i ærmet i en konkurrence, og jeg blev sendt hjem da det klassificeres som et bid. Det var aldeles rædselsfuldt. Beslutningen om aldrig at deltage i konkurrence igen blev straks taget. Efter 4 måneders pause blev jeg dog hevet med til træning igen, da mine træningsmakkere syntes jeg skulle igang. Jeg kunne dog ikke rigtigt være sikker på at det ikke skete igen. Dengang trænede jeg sådan, at hvis hunden berørte/hoppede op, sagde figuranten NEJ og belønnede hunden når den var på jorden. Men Caddy forstod det vist ikke da jeg jo egentlig også fik belønnet det der lå foran (altså at hoppe op). Jeg prøvede i stedet at følge klikkerprincipperne. Ved berøring mistede Caddy figuranterne - de gik simpelthen- og ret hurtigt forstod han at det ikke kunne betale sig, og at det sjove forsvandt hvis han rørte dem. Adfærden at berøre figurant blev ret hurtigt udslukket ved at figuranterne og jeg var meget konsekvente med at fejle berøring. Caddy har sidenhen fået 10 i eftersøgning i både klasse A og Elite. Hvor lang tid tog det før du fik flyd på at klikkertræne? Jeg brugte først klikkeren som markør, men da jeg bestemte mig for at følge principperne, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke både kunne lokke og få det fulde udbytte af at træne med en hund der selv tilbyder adfærd. Jeg måtte simpelthen vælge. Derfra tog det nok ca. ½ år før jeg havde fjernet alle dårlige vaner og formåede at tænke det ind i alle dele af træningen. Caddy er blevet meget bedre til at vælge snusen fra og er utrolig glad når han går program. Hvordan skal din næste hund trænes? Den skal trænes med positiv forstærkning og frivillig adfærd. 100% sikkert. 10 Canis nr. 5-2013

Crossover Foto: Birgitte Christensen Crossover på 9. år og for hver dag der går, synes valget bedre og mere rigtigt. Nina Kriegbaum med de to golden retrievere, Mille på 11 år og Conrad på 3 år, fortæller: I 1981 begyndte jeg for alvor at træne hunde. Det startede med, at min daværende stående hønsehund der ellers bare skulle være familiehund, vandt en jagtapporteringsprøve. Så ville jeg have mere. Det blev til meget mere. Hundene blev trænet meget hårdt på kondition og lydighed, ikke blot i mængde og sværhedsgrad men også bogstaveligt. Den hårde træningsform var helt almindelig dengang. Det var sådan man altid havde gjort, og resultaterne var ikke til at tage fejl af, præmierne blev vundet på stribe. At slippe en succesfuld træningsform kræver vilje til forandring. For mit vedkommende tog det omkring et år hvor det nye blev testet og vurderet. Fordelen ved at slippe for at straffe tiltalte mig, men jeg tvivlede på at det kunne lade sig gøre. Det endelige valg tog min hund for mig da den med julelys i øjnene sprang ind på træningspladsen (på et Caniskursus ) og bare ville træne. Da den først havde forstået at dens adfærd kunne få mig til lommerne, udviklede den en sand træningsnarkomani. Fra den dag var der ikke længere tvivl hos mig. Fra nu af skulle alt indlæres med frivillig adfærd og 100% positivt. Jeg valgte at træne med klikker for at kunne markere den ønskede adfærd. Foto: Birgitte Christensen Da beslutningen var taget, tilmeldte jeg mig kursus efter kursus i klikkertræning. De mange kurser skulle hjælpe mig til at fastholde beslutningen og komme væk fra over 30 års træningsvaner. I begyndelsen var det svært ikke lige at gribe ind ved at irettesætte, lokke eller håndtere, det lå ligesom på rygraden af mig. Derfor var der i starten ikke ret meget mig i træningen. Jeg opførte mig som en belønningsautomat, og holdt mig stramt til kriterieplanen. I dag har jeg fået mig selv med i træningen og høj jubel, sang, løb, hop og vild leg er en del af træningen. Det er SJOVT at træne hund. Resultater i form af præmier har der ikke været siden mit skifte, men glæden over den positive træningsform overskygger de ganske uinteressante pokaler skrev jeg virkelig det? Vent og se. Jeg er et konkurrencemenneske så mon ikke der ligger en lille præmie derude og venter. Klikkertræningen udfordrer mig konstant til min store glæde og frustration. I dag synes jeg, at jeg er en stabil klikkertræner, men der er altid plads til forbedring i begrebet: Flyd. Crossover vil jeg til enhver tid være. Fortiden kan ikke ændres. I dag har jeg en crossover (hende den gamle kloge Mille der tog beslutningen for mig) og en klikkerhund, Conrad. Hvalpen der kommer næste år, er der også planlagt en klikkeruddannelse for. Om jeg altid vil bruge frivillig indlæring, kan jeg ikke vide. Tiderne ændrer sig, og det er altid godt at være åben for nye ideer og tanker. Hvis jeg ikke havde været det for 10 år siden, var jeg jo ikke klikkertræner i dag. Foto: Birgitte Christensen Canis nr. 5-2013 11