Mus i formidlingen i Guldager Naturskole Ægte Mus Halsbåndmus (Sylvaemus flavicollis) er et af de medlemmer af de ægte mus, som ofte kikker indenfor. Fra november og frem kan man risikere at få besøg af den i huset eller laden, hvis man befinder sig på landet. Den er dog ikke så tilbøjelig til at søge indenfor som Husmusen (Mus musculus). Den stammer oprindelig fra Iran, og er helt afhængig af at søge ind, hvor der er læ og mere at æde. Husmusen er helt knyttet til vore boliger, og har man én husmus, har man som regel mange. Den er mindre end halsbåndmusen, med mindre ører og kortere hale. Husmusens urin lugter, i modsætning til de andre mus temmelig stramt, og netop derfor har vi stort set opgivet at have dem indenfor. 1
Begge arter møder vi ofte omkring den gamle plantørbolig i Guldager Plantage, hvor naturskolen hører hjemme i den gamle staldbygning. Her fanger vi ofte musene i fælder og sætter dem siden ud igen. Specielt i vinterhalvåret møder vi den store halsbåndmus, der ofte bliver taget for at være en rotte. Vi synes dog ikke den ligner rotten, men er i stedet fascinerede af dens tapiragtige hovedprofil og fantastiske tilpasningsevne. Den springer afsted som ingen andre mus og finder da også en del af sin føde oppe i træer og buske. Nogle steder i landet kalder man den med rette for springmus. Navnet skyldes ellers en brun hårstribe hen over det hvide bryst. Halsbåndmusen ligner en skovmus, men er noget større og tungere end skovmusen, der også mangler halsbåndet; faktisk er halsbåndmusen den eneste rigtige skovmus, i hvert fald er det den eneste mus, som kan leve midt inde i gamle, høje bøgeskove og i tætte, mørke granplantager. Den lever en del af sit liv nede under jorden i et system af gange, som den selv graver. Halsbåndmusen kan blive ca. 1,5 gammel i naturen, men langt de fleste dør langt tidligere. I fangenskab kan musen blive 2-3 år gammel. Det samme gør sig gældende for Rødmusen (Clethrionomys glareolus), der kan fordoble længden af sit liv under mere trygge kår i fangenskab. Studsmus Rødmusen hører til den gruppe af gnavere, som kaldes for studsmus. Studsmus kendes på, at de har korte ben, små ører og en forholdsvis kort hale. Andre studsmus er markmus, mosegris og bisamrotte. Rødmusen er en lille, rund studsmus med et afrundet hoved og små, men tydelige ører. Benene er små og lave. I Danmark er rødmusen almindelig over det meste af landet, men bestanden kan svinge meget fra år til år. Undersøgelser viser, at der er flest rødmus efter et år med en stor produktion af agern og bog. Dem har vi mange af i plantagen, og derfor trives rødmusene godt herude. Vi har også et par stykker i naturskolen, som børnene kan få lov at betragte på nært hold. Vores hals-båndsmus må de derimod betragte gennem glasset, da den ikke uden videre sidder stille når den tages op! 2
I naturskolen sætter vi efter behov fælder, som fanger musene levende. Så slipper vi dem løs igen og ser hvor glade de bliver. Har I lyst til at opleve det, skal I blot meddele det i god tid inden besøget. Så vænner vi musene til et par dage i forvejen ved at sætte fælder op. Vi fanger hyppigst halsbåndmus og rødmus ved naturskolen. En gang imellem fanger vi også husmus. Markmusen møder vi kun i skoven, men selvom den ligner rødmusen til forveksling, er vi ikke i tvivl. Den vil op, livet i en spand er ikke for den! I skoven bruger vi nemlig en anden slags fælder faldfælder som er dybe. Det synes elever fra 1.-9. er god underholdning underholdning som de lærer af! De mest effektive fælder til halsbåndmus og husmus er trådfælderne. I disse, som ikke bør renses for grundigt mellem hver fangst (en fælde, der lugter af mus, er nemlig ikke så skræmmende), møder vi også rødmusen og den lille dværgmus. Dværgmusen Dværgmusen (Micromys minutus), her fotograferet på den lille lysning i skoven, er Europas mindste gnaver, og også den kan I møde i naturskolelokalet og, måske, i fælderne derude. Den lever især på marker og enge, hvor der vokser høje urter og græsser. Føden består især af dele af planter, især friske frø, men dværgmusen æder også en del insekter. Dværgmusen kaldes også for havremus, fordi den gerne holder til i havremarker, når det er sommer. I dag er havremarker ikke særlig almindelige, men tidligere da man brugte heste som trækkraft på landet var havremarker meget udbredte. En lille dværgmus får sin frihed igen den 29. august 2007 På grund af sin ringe vægt efterlader dværgmusen kun få spor og de er svære at finde, fordi de er så små. Men dværgmusens reder er til at få øje på. Rederne er kuglerunde og de måler 8-10 cm i diameter. De er anbragt 20-60 cm oppe i vegetationen, og de er lavet af græsblade, som dværgmusen har spaltet på langs og derefter flettet sammen til en lille kugle. Der er et indgangshul på siden. Også Rotten (Rattus norvegicus) tilhører den dyregruppe, der kaldes ægte mus. Mosegrisen (Arvicola terrestris) er derimod en ret stor studsmus, som gerne holder til i nærheden af vand, og som gerne svømmer. Den laver muldskud, der ligner muldvarpens. 3
Museaktiviteter Vi har masser af aktiviteter om mus i naturskolen spørg blot naturvejlederne de ved besked! Skulle klassen efter et ophold i naturskolen selv få lyst til selv at holde mus, kan I læse mere herunder. Ganske vist er dette møntet på husmusen (hvide mus), som kan købes i dyrehandler, men I kan fint bruge nedenstående, hvis I holder rødmus, som er den vi anbefaler. Rødmusen er det vel nok mest almindelige pattedyr i Danmark, og den er nærmest håndtam, når man fanger den. Men husk I kun må holde musene i fangenskab som en del af undervisningen! Måske I kan holde et par i klassen vinteren over. Fra Dyrenes Beskyttelse: http://www.dyrenesbeskyttelse.dk/db/pasning.nsf/docs/6a4929c62a55c059c125702600506e4a!opendocument&exp=5dea75b08d18182 ac12570260033a1dd Husmus (Mus musculus) Husmusen findes også vildtlevende i Danmark, men er i dag blevet meget almindelig som laboratorie- og familiedyr. Til dette formål er dyrene blevet avlet gennem mange generationer for at opnå tamhed, særlige farver eller særligt udseende, og det er disse mus, man kan holde som familiedyr. Da det langt overvejende er mus af arten hus-mus, der sælges som familiedyr i Danmark, gælder pasningsvejledningen primært for denne art. Sociale behov/floksammensætning Mus er i naturen meget sociale og trives derfor bedst, hvis de holdes flere sammen. For at undgå aggression i en gruppe er det helt generelt vigtigt, at dyrene har plads nok. Flokkene sammensættes, så der kun er en voksen (kønsmoden) han i hvert bur, medmindre hannerne er fra samme kuld og er vokset op sammen. Kønsmodne hanner vil kæmpe for deres territorium, og det kan derfor komme til voldsomme slåskampe, hvis man skulle sætte hanner sammen, efter de er blevet kønsmodne. Man kan normalt sætte flere hunner sammen uden problemer, men det vil være en fordel, hvis de er vokset op sammen. Husk på, at mus får mange unger, hvis de har mulighed for det. Ungerne bør af hensyn til deres velfærd og udvikling ikke tages fra moderen, før de er 5-6 uger gamle. Fodring Som grundkost gives færdiglavet muse- eller rottefoder i form af piller (tørfoder), som man køber i dyrehandler. Man kan supplere med en færdiglavet gnaverblanding, kan ligeledes købes i dyrehandler. Vær dog opmærksom på, at foderet ikke må indeholde for meget frø og nødder, da det vil være for fedende og ikke have tilstrækkeligt højt proteinindhold. Mus skal altid have adgang til foder, da de hurtigt dør af sult. Stil det i en skål, der ikke kan vælte, f.eks. en keramikskål. Det er meget vigtigt at tjekke, at musene altid har adgang til vand, da de hurtigt kan dø af tørst. Brug en drikkeflaske og sørg for, den hænger lavt nok til, at alle kan nå dens drikketud. 4
Man kan engang imellem supplere kornblandingen med lidt usprøjtet (økologisk) frugt eller grøntsager, evt. melorme. Supplement er kun for at»kræse«for musene, da mus i fangenskab meget hurtigt bliver overvægtige. Undgå at give musene søde sager såsom chokolade, slik og kager, dels fordi det er fedende, dels fordi mus kan få huller i tænderne af det. Burindretning Mus holdes lettest i en beholder af kunststof eller plast med metallåg eller i et terrarium med finmasket trådnet som låg. Der skal være god ventilation af buret, særlig hvis man bruger et terrarium, så der ikke dannes ammoniak og fugt fra urin. Da mus er meget aktive dyr, er det godt at give dem så meget bundplads at løbe/lege på som muligt. Til en lille gruppe eller et par skal buret være mindst 80 x 50 cm og have en højde på mindst 40 cm, således der er plads til hylder og grene til at kravle på i højden. Skal man holde flere mus sammen, er en god mulighed for at give dem plads nok at sætte flere bure sammen via sammenføjninger/åbninger i endevæggene. Buret må ikke stå i direkte solskin, men der må heller ikke være koldt eller træk, hvor det skal stå. Man kan udstyre buret med redekasser eller sovehuler, det er især en god ide, hvis man skal have drægtige hunner. I bunden af buret lægges et lag høvlspåner (ikke gran, som kan være skadeligt for musens luftveje). Brug ikke savsmuld, da støvet derfra kan forårsage luftvejsproblemer hos musene. Ovenpå lægges halm eller hø til redebygning. Der findes velegnede alternativer til høvlspåner og halm/hø som bundlag, i form af f.eks. sammenpresset papir (kan fås i dyrehandler) eller køkkenrulle i strimler (papiret skal være ubleget og uparfumeret). Disse papirbaserede alternativer opsuger fugt og urin godt, og man undgår det støv, som høvlspåner, halm og hø kan give i buret. Musene er glade for at bruge paprør fra toilet- og køkkenruller, som de bruger til skjul og til at gnave i. Grene fra usprøjtede frugttræer er velegnede til både at kravle og gnave i. Man kan også give musene en mineralsten, som, ud over at give et gavnligt salt- og mineraltilskud til kosten, vil slibe tænderne, når musene gnaver i den. Rengøring Burene skal renses i bund to gange ugentligt, hvor burene tømmes helt, og der fyldes op med friske høvlspåner og hø. En gang om ugen bør burene afvaskes med sæbe, skylles grundigt og tørre helt, før man fylder nyt materiale i. Det er vigtigt at overholde dette, da burene ellers hurtigt lugter. Drikkeflaskerne skal vaskes og genopfyldes dagligt. Håndtering Husmusen bliver hurtigt fortrolig med at blive taget op og vil med tiden, hvis man håndterer den ofte nok på en rolig og dermed rar måde for musen, ofte selv hoppe op i ens hånd. Man løfter den ved at tage fat helt inde ved haleroden og sætte den op på hånden. Brug altid flad hånd. Hold ikke fast længere ude på halen, da det kan beskadige den. Grib/klem ikke om musens krop, da den kan komme til skade herved. Luk aldrig hånden om musen, da den vil kunne føle sig truet og bide. 5
Aktivering Mus skal altid have adgang til skjul, da de meget gerne vil gemme sig. Man kan udstyre buret med f.eks. små kasser, urtepotter eller rør af hårdt pap, som musene kan gemme sig i og kravle gennem. Et løbehjul vil være en god måde at give dine mus motion og aktivering på. Vælg et solidt løbehjul, som fastgøres godt til burvæggen, så der ikke kan ske ulykker, når musen bruger det. Løbehjulet skal være med fast bund, ikke tremmer, da musen ellers kan beskadige sine ben eller hale. Mus holder meget af at gnave; paprør og grene, evt. af usprøjtede frugttræer, er velegnede materialer hertil. Modsat mus i naturen, der hovedsageligt er nataktive, kan tammus være aktive i perioder hele døgnet rundt. Livsforløb/formering Husmus bliver kønsmodne, når de er 5-7 uger gamle, og hunnerne bør ikke blive drægtige, før de er minimum 9 uger, af hensyn til deres vækst og deres helbred generelt. Hunmusen er normalt drægtig ca. 21 dage, men dette kan forlænges med op til 10 dage, hvis hun stadig giver mælk til det forrige kuld. Hun føder normalt 8-12 unger, men der kan godt være op til 15 unger i et kuld! Man skal give ro omkring moderen og ungerne de første 2-3 dage efter fødslen for at undgå stress og eventuel kannibalisme mod ungerne. Bemærk, at hunmusen kan komme i løbetid og dermed risikere at blive drægtig igen, allerede 14-28 timer efter hun har født. Husmus lever normalt ca. 2 år, men kan godt blive helt op til 4 år gamle. Sundhed/sygdom Kønsmodne hanmus har en speciel, stærk lugt, som er helt normal. Duftstofferne bruges til territorieafmærkning og er meget mindre udtalte hos hunnerne. Mus har fortænder, der vokser livet igennem (rodåbne tænder), og kan derfor, hvis disse ikke slides korrekt og tilstrækkeligt, få forvoksede fortænder. Der skal derfor altid være rigeligt med velegnet gnavemateriale (se under Burindretning) da det medvirker til at sikre et tilstrækkeligt slid på tænderne. Forvoksede tænder skal behandles hos dyrlægen. Musens kindtænder har derimod rødder, ganske som vore tænder har det, og de kan derfor risikere at udvikle karies. Undgå derfor at fodre med meget sukkerholdig mad. Som mange andre små gnavere kan mus nemt få luftvejsinfektioner, der viser sig i form af f.eks. snue/snøften, appetittab eller utrivelighed, besværet vejrtrækning og evt. hvæsende/ klikkende lyde ved vejrtrækning. Særligt udsatte er unger, ældre og svagelige dyr, og årsagerne kan være utilstrækkelig ventilation af buret, kulde eller mangelfuld rengøring og udskiftning af bundlaget. Luftvejsinfektioner skal behandles hos en dyrlæge. Tyzzer's disease er en dødelig og smitsom sygdom, hvis symptomer bl.a. er diarré, træthed og appetittab, og kan medføre døden allerede efter et døgns sygdom. Sygdommen kan behandles i sine tidlige stadier, og man skal derfor straks søge dyrlæge, hvis man har mistanke om denne sygdom ud fra ovennævnte symptomer, også for at sygdommen ikke skal sprede sig til resten af musene i buret. Sår, evt. pga. bid fra andre burfæller, kan renses med et mildt sårrensende middel (evt. klorhexidin 0,05 %) for at undgå bylddannelse og anden infektion. Søg dyrlæge, hvis såret ikke heles inden for få dage. 6