Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 30 - Borgerkrigsperioden Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 12. april 1861 Den amerikanske borgerkrig brød ud med skud affyret mod Fort Sumter i South Carolina Apr.-sep. 1861 Okt. 1861 Apr. 1862 Juni 1862 Okt. 1862 Første vellykkede brug af "kirkevogntog" til immigranterne Den transkontinentale telegraf færdiggøres i Utah Et kompagni mormonske militsmænd samles i De Forenede Staters hær for at gøre tjeneste ved ruten over land Morrisitkrigen fandt sted "California volunteers" kom til Utah under oberst Patrick Edward Connors kommando 1864 Problemerne med Walter Murray Gibson i Hawaii blev løst Apr. 1865 Den amerikanske borgerkrig sluttede 1867 Tabernaklet i Salt Lake City blev bygget færdigt Indledning De Forenede Stater havde gennemgået et årti med intens adskillelse mellem nord- og sydstaterne. I 1861, da Abraham Lincoln var blevet valgt til præsident for De Forenede Stater, trak adskillige sydstater sig ud af Unionen. Den 12. april 1861 affyredes de første skud mod Fort Sumter i South Carolina. Denne broderkonflikt varede i fire år, ødelagde de gamle sydstater og kostede 602.000 mennesker livet. På denne tid nød de sidste dages hellige i Utah godt af fredelige forhold og fremgang. De hellige og den amerikanske borgerkrig Da den amerikanske borgerkrig brød ud,1 erindrede mange hellige den "åbenbaring og profeti om krig" (se indledningen til L&P 87), som profeten Joseph Smith modtog den 25. december 1832. "Sandelig, så siger Herren angående de krige, som snart vil udbryde og begynde med Syd-Carolinas oprør, hvilket til sidst vil ende i manges død og elendighed... Thi se, Sydstaterne skal skille sig ud fra Nordstaterne" (L&P 87:1, 3). I 1843 havde profeten erklæret, at blodsudgydelserne, som ville begynde i Syd-Carolina, "vil sandsynligvis opstå på grund af slavespørgsmålet" (L&P 130:13). Mange missionærer havde ofte henvist til denne profeti og følte en vis tilfredsstillelse over at se Herrens ord blive opfyldt i så bogstavelig forstand. Efterhånden som konflikten forværredes, betragtede de hellige borgerkrigen med blandede følelser. De anså blodsudgydelserne og ødelæggelserne i "staterne" som en Side 1 af 9
dom over nationen for mordet på Joseph og Hyrum Smith, for ikke at holde Guds befalinger og for de uretfærdigheder, der var begået mod de hellige i Missouri og Illinois. Kirkens medlemmer fulgte Joseph Smiths eksempel ved fast at støtte den amerikanske forfatning. John Taylor udtrykte mange sidste dages helliges følelser, da han talte til dem: "Vi er blevet fordrevet fra by til by, fra stat til stat uden nogen retfærdig grund til anklage mod os. Vi er blevet forvist fra den såkaldte civilisation og tvunget til at bygge et hjem i ødemarken... Skal vi slutte os til Nordstaterne for at slås mod Sydstaterne? Nej!... Hvorfor? Begge har bragt det over deres eget hoved, og vi har intet med den sag at gøre... Vi kender ikke til Nord, Syd, Øst eller Vest; vi holder os strengt og udtrykkeligt til De Forenede Staters forfatning."2 Da krigen havde raset i næsten et år, anerkendte præsident Young, at de hellige havde det langt bedre i Vesten: "Var vi ikke blevet forfulgt, havde vi nu befundet os midt i krigen og blodsudgydelserne, som hærger nationen, i stedet for, hvor vi er, behageligt bosiddende i vores fredfyldte hjem i disse stille, fjerntliggende bjerge og dale. I stedet for at se mine brødre sidde behageligt omkring mig i dag ville mange af dem have befundet sig i de forreste geledder på slagmarken. Jeg kan se Guds velsignelser ved vores nuværende sikkerhed. Vi er rigt velsignede, i høj grad begunstiget og yderst ophøjede, mens vores fjender, som forsøgte at ødelægge os, bliver ydmyget."3 Kirkens ledere overvejede aldrig at støtte konføderationen, og da præsident Abraham Lincoln bad dem om soldater til at bevogte telegraflinierne og transportruterne, reagerede Kirken med begejstring. De hellige betalte også villigt en krigsskat på 26.982 dollars, som De Forenede Staters Kongres pålagde dem. Brødrene bekræftede flere gange deres loyalitet over for Unionen. Ligesom nogle stater prøvede at komme ud af Unionen, prøvede Utah at komme ind. Utah og Kirken følte straks følgerne af Sydstaternes løsrivelse. Guvernør Alfred Cumming, hvis fødestat var Georgia, følte, at det var hans pligt at trække sig tilbage fra sin føderalt udnævnte stilling. Han forlod stilfærdigt Utah og tog hjem. General Albert Sidney Johnston fra Virginia opsagde sin stilling og sluttede sig til sydstatshæren. Efter få måneder blev Utahs hær trukket helt tilbage. I marts 1861 skabte Unionen, nu med adskilligt færre sydstater, Territory of Nevada af Utahs vestlige del, og i 1862 og 1866 blev der føjet mere territorium til Nevada, som blev en stat i 1864. Nu da nordstatshærens tropper var ude af Utah, havde posten og telegrafen behov for beskyttelse mod indianere, som efter sigende blev mere fjendtlige og havde ødelagt flere poststationer mellem Fort Bridger og Fort Laramie i Wyoming. I foråret 1862 kontaktede folk fra krigsministeriet Brigham Young (selv om han ikke længere var guvernør) med en anmodning om, at han skulle organisere et kavaleri, som skulle udføre 90 dages tjeneste på ruten, indtil andre nordstatstropper kunne komme. Et kompagni på 120 mænd blev snart samlet og gjort klar til at tage afsted. Ironisk nok var deres kommandør kaptajn Lot Smith fra Utah-militsen, som fire år før havde medvirket til at forsinke de føderale tropper. Han havde fået instrukser af Brigham Young om at undgå brug af bandeord og upassende opførsel blandt mændene, samt at opelske venlige og fredelige forbindelser med indianerne. Mændene udførte deres arbejde beundringsværdigt, kom ikke ud for nogen egentlig kamp, forfulgte kun få indianere og modtog De Forenede Staters regerings ros for deres tjeneste.4 Denne tjeneste var den eneste direkte militære deltagelse af en organiseret enhed sidste dages hellige i den amerikanske borgerkrig. Side 2 af 9
Også i 1862 gjorde Utahs indbyggere deres tredje forsøg på at opnå anerkendelse som stat. De hellige lavede et udkast til en forfatning for den midlertidige stat Deseret og valgte en fuld kandidatliste med Brigham Young som guvernør. Men deres anmodning blev afvist, overvejende på grund af flerkoneri, som det regerende republikanske parti var fast besluttet på at gå imod. Den republikanske præsident Abraham Lincoln opfordrede ikke til håndhævelse af Morrill antibigami-loven af 1862, som var rettet mod de sidste dages hellige, selv om han underskrev den. Han var retsindig over for mormonspørgsmålet og var mere optaget af at tage sig af oprøret i sydstaterne. Da Brigham Young sendte medredaktøren på Deseret News, T. B. H. Stenhouse til Washington, D.C., for at undersøge Lincolns planer for mormonerne, sagde præsidenten til ham: "Stenhouse, da jeg var dreng på en gård i Illinois, var der en hel del træ på gårdene, som vi skulle rydde. Nogle gange kom vi til en bjælke, som var faldet ned. Den var for svær at kløve, for våd at brænde og for tung at flytte, så vi pløjede udenom den. Det er, hvad jeg har i sinde at gøre med mormonerne. Tag du tilbage og fortæl Brigham Young, at hvis han vil lade mig passe mig selv, så vil jeg lade ham passe sig selv."5 Under resten af krigen vandt præsident Lincolns tolerante indstilling de helliges respekt. Forbedret kommunikation Selv om utilfredse politikere havde gjort mange partiske over for mormonerne, var andre betydningsfulde besøgende i Utah imponerede over det, de så, og offentliggjorde deres erfaringer. I 1855 kom Jules Remy, en fransk botaniker, til Salt Lake City på en måneds ophold. Remy offentliggjorde sine erfaringer i Europa i 1860 og beskrev de hellige som et flittigt og tilbedende folk, hvilket hjalp med at ændre nogle af de negative opfattelser, som mange europæere havde af Kirken. Redaktøren for New York Tribune, Horace Greeley, en af de mest fremstående journalister i Amerika, besøgte Utah i 1859 og viderebragte sine mere afvejede indtryk af Brigham Young og mormonerne til nationen. En meget interessant og oplysende observation fra den tid kom fra den berømte rejsende Richard Burton, som kom til Utah i 1860 og senere udgav en indsigtsfuld bog om mormonerne med titlen The City of the Saints (De helliges by), som blev læst af mange.6 Kommunikationen med verden udenfor blev fra april 1860 yderligere fremmet med pony-ekspressen. Otte modige letvægtsryttere bragte post fra St. Joseph i Missouri til Sacramento i Californien, næsten 3.200 km på kun 10 dage. Rytterne skiftede hest cirka for hver 16 km ved 320 stationer for at udføre denne legendariske præstation. Pony-ekspressens rute gik gennem Utah, og et stort antal mormonmænd deltog i dette farlige, men romantiske vovestykke i de 18 måneder, den eksisterede. Den transkontinentale telegraflinie, som blev trukket gennem Salt Lake City i oktober 1861, var hovedårsagen til pony-ekspressens ophør. Fra da af kunne der sendes meddelelser til nøglepunkter i De Forenede Stater uden forsinkelser. Dette satte en stopper for problemer som de falske oplysninger udspredt af de "bortløbne embedsmænd" i 1851 og præsident Buchanans udnyttelse af Utah Expeditionen i 1857. Præsident Brigham Young fik privilegiet at sende den første meddelelse via den nye telegraflinie. Profeten telegraferede sine lykønskninger til det ærede medlem, J. H. Wade, direktør for Pacific Telegraph Company i Cleveland, Ohio, og skrev: "Utah har ikke trukket sig ud, men er tro mod vores engang lykkelige lands forfatning og love, og er oprigtigt interesseret i sådanne nyttige foretagender som det, der indtil nu er fuldført."7 Side 3 af 9
Lige efter at den transkontinentale telegraf nåede til Salt Lake City, begyndte Brigham Young at lægge planer for en lokal telegraflinie, som skulle forbinde kolonierne. Han oprettede en telegrafskole i Salt Lake City. Kabler, batterier, isolatorer, afsender- og modtagerapparater og andet udstyr blev bestilt, men på grund af borgerkrigen kunne det ikke skaffes før i 1866. I 1867 blev en omkring 800 km lang linie gjort færdig. Over en årrække blev linjen udvidet til næsten alle mormonkolonierne, herunder det sydlige Idaho og det nordlige Arizona. I 1880 var der oprettet en telegraflinie på over 1.600 km. Endnu en militærbesættelse Nogle af præsident Lincolns første udpegelser af embedsmænd til Utah viste sig at være uheldige. John W. Dawson fra Indiana, territoriets guvernør, blev kun en måned i Utah. Ved sin ankomst talte han uklogt med den lovgivende forsamling om at beskatte mormonerne for at forsvare samfundet mod beskyldninger om illoyalitet. Efter få dage havde han på uanstændig vis lagt an på en kvinde i Salt Lake City, blev afsløret og forlod byen i vanære. Han blev genkendt ved poststationen i Mountain Dell, hvor han blev banket af et antal fulde, lovløse mænd, som senere blev ført for retten. Omkring to måneder senere udpegede præsident Lincoln Stephen A. Harding, også fra Indiana, til at erstatte Dawson. Harding havde kendt Joseph Smiths familie i Manchester, New York, og da han kom til Utah, lod han til at være venligt stemt over for de hellige. Men han viste hurtigt foragt for Kirken og dens institutioner og beskyldte de hellige for illoyalitet. På grund af Hardings beskyldninger følte krigsministeriet i Washington D.C. sig retfærdiggjorde i, ikke at forny hvervningen af mormonernes militærkompagni og sende "California volunteers" til området i stedet for under ledelse af oberst Patrick Edward Connor. Kirkens ledere og medlemmer blev naturligvis bekymrede over en fremmed militærstyrkes ankomst, især da de havde været så villige til at påtage sig ansvaret for at sikre sikkerheden på postruterne og telegraflinierne og holde indianerne under kontrol. Noget, der gjorde tingene værre var, at Connor klart følte, at mormonerne var illoyale over for Unionen, og at hans vigtigste opgave var at holde dem under opsyn. De hellige ventede, at Connor ville føre sine 700 mænd til militærposten, som for nylig var blevet forladt af Johnstons hær, men i stedet valgte han et sted i bakkerne stik øst for Salt Lake City og kaldte det Camp Douglas efter den afdøde Stephen A. Douglas.8 Tropperne kom i oktober 1862 og blev indtil slutningen af den amerikanske borgerkrig. De var et irritationsmoment for Utahs befolkning. De californiske soldater var ikke glade for at være i Utah, fordi de ønskede at være med i den rigtige krig. Beskyldninger og modbeskyldninger gik frem og tilbage mellem Kirkens medlemmer og hæren. De hellige så hæren som et onde, der bidrog til, at moralen blev nedbrudt i deres elskede hjem i bjergene. Som officer ledede Conner, der blev general under sit ophold i Utah, sine tropper godt. Han beskyttede handelsruterne, og i det berømte slag ved Bear River i januar 1863 frigjorde han det nordlige Utah og det sydlige Idaho for truslen fra plyndrende indianere. Dette betød, at de hellige i sikkerhed kunne kolonisere disse indbydende områder. Connor holdt også sine mænd beskæftiget med at lede efter ædelmetaller i bjergene.9 På grund af sin indsats blev han kendt som "ophavsmanden til minedriften i Utah." I mellemtiden blev guvernør Harding et sådant irritationsmoment for de hellige, at de anmodede præsident Lincoln om at fratage ham embedet. Lincoln indvilgede, men for at tilfredsstille ikke-mormonerne i Utah afskedigede han også dommer John F. Kinney, Side 4 af 9
som havde vist mormonerne respekt og venskab. På Brigham Youngs opfordring slog de hellige om og valgte Kinney som deres delegerede til Kongressen mellem 1863 og 1865. Han blev således den eneste delegerede i Utah Territorys historie, som ikke var mormon. Lincoln udpegede James Duane Doty, indianeragent i Utah, til ny guvernør. Han overtog posten i juni 1863 og virkede på diplomatisk vis under den amerikanske borgerkrig.10 Morrisit-affæren I sommeren 186211 fandt den beklagelige Morrisit-krig sted i Utah. Morrisiterne var en frafalden gruppe under ledelse af den tidligere omvendte Joseph Morris fra England. De etablerede en koloni i South Weber kendt som Kington Fort 56 km nord for Salt Lake City. Så tidligt som i 1857 havde Morris hævdet, at han var Herrens profet, seer og åbenbarer. Henimod 1860 havde han samlet nogle få tilhængere, heriblandt biskoppen i South Weber og noget af hans forsamling. I februar 1861 sendte præsident Young apostlene John Taylor og Wilford Woodruff til South Weber for at undersøge sagen. De udelukkede 16 af wardets medlemmer, heriblandt biskoppen, der nægtede at støtte Brigham Young, og som fastholdt, at Joseph Morris var profeten. Morrisiterne viede alt, hvad de ejede til en fælles pulje og ventede på Kristi nært forestående komme, som det var beskrevet i Morris' "åbenbaringer." Tidligt i 1862 efter flere falske profetier i træk om det andet komme blev nogle af Morris' tilhængere desillusionerede og ønskede at rejse og tage de ejendele med, som de havde givet. Tre frafaldne, som prøvede at flygte, blev fængslet af Morris, hvilket fik deres koner til at gå rettens vej for at få hjælp. Territoriets højesteretspræsident, Kinney, udtog en stævning den 22. maj for løsladelse af fangerne og anholdelse af Morris og hans nærmeste kumpaner. Da Morris nægtede at adlyde og i stedet fortsatte med at bekendtgøre sine åbenbaringer, opfordrede Kinney guvernør Frank Fuller til at udkommandere en styrke af militsen for at håndhæve stævningerne. Robert T. Burton, territoriets vicesherif, førte omkring 250 mænd til klipperne syd for Kington Fort tidligt om morgenen den 13. juni. De sendte en besked til Morris og hans gruppe, hvori de forlangte, at han overgav sig og opfyldte stævningens betingelser. Morris og hans gruppe samledes i en åben halvtagsbygning, mens Morris ventede på en åbenbaring. Burton, der var utålmodig over at vente, beordrede to advarselsskud fra en kanon skudt hen over fortet. Det andet skud nåede ikke målet, ramte jorden foran fortet og sprang ind i halvtagsbygningen, hvor morrisiterne var forsamlet. To kvinder blev dræbt og en ung pige alvorligt såret. De kampe, der brød ud, førte til en tre dage lang belejring. Tredje dag viste et parlamentærflag sig inde i fortet, og kampene ophørte. Efter at have forlangt Morris' betingelsesløse overgivelse gik Burton og 30 militsmænd ind i fortet. Morris bad da om privilegiet at tale til sit folk endnu en gang. Men i stedet for at holde afskedstale råbte han: "Alle, som er for mig og min Gud, følg mig i liv eller død!" hvorpå de kastede sig over den bunke rifler, som de havde afleveret.12 Der lød skud, og Joseph Morris og John Banks, som var næstkommanderende, blev dræbt. Ti morrisiter og to medlemmer af Utah-militsen blev dræbt i de tre dages kampe. 90 morrisitiske mænd blev ført til Salt Lake City og stillet for retten anklaget for drabet på de to militsmænd og for at have modsat sig behørig rettergang. Syv af dem blev dømt, men de blev benådet af guvernør Harding. De fleste af de resterende morrisiter, som ønskede at rejse, blev eskorteret af Connors hær til Soda Springs i Idaho Territory. Selv om Kirken ikke var direkte involveret i denne beklagelige hændelse, fik Kirken et dårligt ry østpå som resultat heraf. Side 5 af 9
Problemer i Hawaii En anden, som gav Kirkens embedsmænd bekymringer i denne periode, var lejesoldaten Walter Murray Gibson. Gibson havde talt Kirkens sag i Washington, D. C., under Utah-krigen og kom til Salt Lake City for at lære mere om de hellige. Han lærte mange af Kirkens ledere at kende, talte til store forsamlinger i det gamle tabernakel om sine rejser og blev døbt af Heber C. Kimball den 15. januar 1860 sammen med sin datter, Talula. Han blev bekræftet som medlem af Brigham Young. Præsident Young afviste Gibsons forslag om, at de hellige skulle flytte til de ostindiske øer, men kaldte Gibson på mission i øststaterne. Han tjente kun et halvt år og overbeviste så de hellige i New York om, at man straks havde brug for ham i Salt Lake City. De reagerede rundhåndet på hans anmodning om penge til at rejse tilbage. I november 1860 blev han kaldet af præsident Brigham Young til at tage på mission til Stillehavsøerne. Præsident Young sagde til Gibson, at han ville gøre mere gavn, end han nogen sinde havde forestillet sig, hvis han ville ære sit kald. Da Gibson kom til Hawaii i sommeren 1861, overskred han sine myndighedsbeføjelser, blandede de indfødtes traditioner med evangeliets lærdomme og vandt de hawaiianske helliges støtte. Da missionærerne var blevet hjemkaldt under Utah-krigen, kunne Gibson overtage lederskabet af de hellige. Han erklærede sig selv "højestepræsident for oceanets øer, for Hawaii-øerne og for de sidste dages helliges Kirke." Gibson overtalte medlemmerne i Hawaii til at aflevere alt, hvad de ejede, til ham. Han ordinerede tolv apostle og afkrævede dem hver 150 dollars for dette embede. For andre embeder, så som højpræst, halvfjerdser og ældste tog han beløb, der svarede til embedet. Han indsatte også ærkebiskopper og underbiskopper.13 Han ledede de kirkelige ceremonier med overordentlig pomp og ceremoniel og bar endda lange gevandter og krævede, at medlemmerne bukkede og kravlede i hans nærvær. Gibsons plan var at opbygge en hær, forene alle Hawaii-øerne til ét imperium og udråbe sig selv til konge.14 Endelig i 1864 skrev bekymrede hellige til Salt Lake City om situationen. Præsident Young sendte Ezra T. Benson og Lorenzo Snow fra De Tolv Apostles Kvorum samt Joseph F. Smith, Alma Smith og William Cluff, som alle havde arbejdet i Hawaii som missionærer, afsted for at tage sig af problemerne. Da de nærmede sig øen Lanai, hvor Gibson havde hovedkvarter, mødte brødrene hård vind og høj sø i havnen. Da de nærmede sig kysten i en mindre båd, kæntrede de. På nær Lorenzo Snow blev alle reddet i sikkerhed af indfødte, som så uheldet fra kysten. Lorenzos livløse krop blev omsider fundet under den kæntrede båd. De, som var tilstede, var næsten sikre på, at han var død. Hans hengivne brødre lagde ham på deres knæ, og med tro bad de for ham og salvede ham, selv om de indfødte sagde, at det ingen nytte var til. Brødrene forsøgte at få ham til at trække vejret ved at rulle ham over en tønde og derpå ved at trykke på hans bryst og ånde ind i hans mund og trykke luften ud igen. Der gik en time eller mere efter ulykken, før de første tegn på liv viste sig.15 Da de havde fundet frem til Gibson, fandt ældsterne ud af, at tingene forholdt sig endnu værre, end de havde fået at vide. De konfronterede Gibson og beordrede ham at give dem al den ejendom og de penge, som han havde tilegnet sig i Kirkens navn. Det nægtede han. Da udelukkede brødrene ham. Efter få uger forsonede de fleste medlemmer i Hawaii sig med Kirkens ledere, som var blevet sendt til dem. En begivenhed, som hjalp brødrene med igen at vinde de helliges tillid i Hawaii, fandt sted, da to af brødrene gik på en sten, som Gibson havde udpeget som værende helligdom og havde advaret, at Side 6 af 9
enhver, som gik på den, ville falde død om. Efter at have sat skik på Kirken vendte apostlene hjem og efterlod Joseph F. Smith og hans to kammerater med ansvaret for at lede missionen. Ældste Smith erhvervede og begyndte at dyrke en plantage ved Laie, som blev missionens hovedkvarter og hjem for mange hawaiianske hellige. I det 20. århundrede byggede man på dette sted templet i Hawaii, Brigham Young University på Hawaii og det polynesiske kulturcenter.16 Missionering og immigration Trods den amerikanske borgerkrig, som rasede i De Forenede Stater, Connors hær, morrisiterne og Walther Murray Gibson var Kirkens lederes største interesse stadig udvidelsen af Zion -- at omvende flere til Kirken og indsamle så mange medlemmer som muligt til Utah. Der blev oprettet omkring 50 kolonier yderligere i denne periode, hvor nationen oplevede størst oprør. Blandt de nye kolonier var St. George i det sydlige Utah, som var en del af "bomuldsmissionen," der blev påbegyndt, da der ikke kunne skaffes forsyninger fra de amerikanske sydstater. Pipe Springs blev grundlagt i det nordlige Arizona; Monroe, Salina og Richfield i det centrale Utah og Laketown, Paris og Montpelier i Bear Lake County i Utah og Idaho. Ældre kolonier, hvoraf de fleste var baseret på landbrug, blev stærkere. Da minedrift i Colorado, Montana, Idaho og Nevada blev en stor forretning i 1860'erne, blev hundreder af vogne i Utah fyldt med mel, korn og andre landbrugsprodukter og fragtet til minelejrene for at blive solgt, og bidrog således i stort omfang til de helliges velstand. Dette var en enorm velsignelse for det folk, som for nylig havde lidt under Utah-krigen og flugten sydpå. Missioneringen blev atter styrket under borgerkrigen. Mens der næsten ingen missionsaktivitet var i Nordamerika på dette tidspunkt, voksede Kirken i hele Europa. Udviklingen af den transatlantiske telegraf fremmede i høj grad kommunikationen med de europæiske hellige. I 1860 sendte Det Første Præsidentskab tre medlemmer af De Tolv Apostles Råd -- Amasa M. Lyman, Charles C. Rich og George Q. Cannon -- afsted for at præsidere over både den britiske og den europæiske mission, som havde hovedkvarter i Liverpool. Disse tre apostle præsiderede over den europæiske mission til den 14. maj 1862, da ældsterne Lyman og Rich vendte hjem. Ældste Cannon tog til Washington, D.C., for kort at arbejde på at opnå anerkendelse som stat for Utah, derpå vendte han tilbage til England for at præsidere, indtil han tog hjem til Utah i 1864. Ved at bruge britiske og skandinaviske missionærer, hvor man ikke kunne skaffe amerikanske ældster, genoplivede apostlene Israels indsamling både på de britiske øer og på det europæiske kontinent. Antallet af omvendte steg igen efter et fald, som fandt sted under og efter Utah-krigen. England og de skandinaviske lande var de mest produktive områder. For at spare på Kirkens omkostninger bad Brigham Young missionærerne om at "ikke rejse med pung eller taske" og at få kost og logi hos villige medlemmer af Kirken. De fleste missionærer havde også kone og børn derhjemme, som måtte klare sig selv, eventuelt med støtte fra de lokale præstedømmekvorummer. Kirkens ledere var konstant på udkig efter nye og bedre måder at få de europæiske hellige til Zion på. I efteråret 1860 førte John W. Young immigranter med oksevogntog fra Missouri-floden efter at have bragt et oksevogntog fødevarer østpå, som han solgte, så man kunne sørge for immigranterne. Hans vovestykke var en sådan succes, at han fik lov til at tale om det ved generalkonferencen i oktober. Side 7 af 9
Derefter blev der i april sendt oksespand og vogne fra Utah med forsyninger til den årlige immigration, og de kom tilbage med immigranter om sommeren og i det tidlige efterår. Unge mænd blev kaldet som missionærer til at være kuske på disse "kirkevogntog." Mellem 1861 og 1868 bragte Kirken mere end 16.000 europæere til Utah for lavere omkostninger, fordi de hellige skænkede trækdyr, arbejde og forsyninger. Desuden skulle mindre proviant købes af ikke-mormoner. Vækst i Salt Lake City I 1860 var der 8.200 indbyggere i Salt Lake City; i 1870 var der 12.800. Ifølge folketællingen i 1870 var 65 % af befolkningen født i udlandet. De fleste kom fra de britiske øer, men der var også mange fra Skandinavien. Salt Lake City var centrum for kolonisationen i resten af Kirken. Ved at bruge de nyankomne immigranters arbejdskraft opførte afdelingen for offentlige arbejder talrige betydningsfulde bygninger. I 1850'erne var rådshuset (Council House), Social Hall, Endowment House og et tiendelager blevet opført i det voksende samfund. Dernæst blev Salt Lake Theatre, rådhuset, et arsenal, Beehive House, Lion House og Tabernaklet i Salt Lake City opført i 1860'erne. Salt Lake Theatre, færdigbygget i 1862, blev midtpunkt for mange fritids- og kulturelle aktiviteter i dalen. Fra 1850 til 1870 tjente Daniel H. Wells som tilsynsførende for det offentlige arbejde. Han tjente endvidere som øverstbefalende i Nauvoo-legionen, som andenrådgiver i Det Første Præsidentskab fra 1857 og som borgmester i Salt Lake City fra 1866. Da han mente, at de hellige ville blive åndeligt styrkede, hvis de havde en passende bygning, hvor de kunne samles for at modtage vejledning fra deres ledere, lagde præsident Brigham Young planer for et nyt tabernakel. Han så i ånden et stort kuppelformet hus for tilbedelse. Præsident Young ledede byggeriet af denne enestående bygning med hjælp fra Henry Grow, der var brobygger, William H. Folsom, på det tidspunkt Kirkens arkitekt, og Truman O. Angell, som overvejende var ansvarlig for den indvendige udformning. Den var 45,7 m bred, 76 m lang og 24,4 m høj. Tabernaklet blev bygget færdigt til generalkonferencen i oktober 1867. Samtidig blev et enormt orgel til tabernaklet bygget af den fremragende håndværker, Joseph H. Ridges, en omvendt fra Australien. Man fandt omsider den rette træsort til orgelet i Pine Valley 480 km borte i det sydlige Utah, som med stor omhu blev transporteret af hele 20 vogne til Salt Lake City. I begyndelsen var der problemer med akustikken i tabernaklet, men med tilbygningen af en balkon i 1870 blev den berømte bygning, som kunne rumme 8.000, et ideelt sted til store møder. Arbejdet på templet i Salt Lake City blev genoptaget i 1860, men i 1861 fandt Kirkens ledere frem til, at der var fejl i fundamentet. Brigham Young besluttede, at der skulle et nyt fundament til, som skulle laves udelukkende af granit, der blev brudt i de nærtliggende bjerge, for at kunne bære det planlagte tempels enorme vægt. De nye sokler skulle være 4.9 m tykke. Præsident Young erklærede: "Jeg vil have, at dette tempel skal stå gennem tusindårsriget, og jeg vil have det bygget på en sådan måde, at det vil være acceptabelt for Herren."17 Arbejdet med at ombygge fundamentet gik langsomt fremad, og væggene nåede ikke terrænhøjde før end i 1867. Trods problemer med frafaldne og militærtropper bragte forbedringerne i kommunikationen og transporten, væksten i missioneringen, øget kolonisation og bedre økonomiske muligheder alt sammen Kirken glæde. Mens det meste af nationen led under en blodig konflikt, udgjorde de sidste dages helliges forhold under den amerikanske Side 8 af 9
borgerkrig en stærk kontrast til befolkningen i det øvrige af De Forenede Stater. Utahs indbyggere nød fred og fremgang. Efter de svære år i forbindelse med Utah-krigen bevægede Kirken sig atter frem på dens guddommeligt udlagte kurs. Slutnoter 1. Dette afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 310-312. 2. "Ceremonies at the Bowery," Deseret News, 10 July 1861, s. 152. 3. I Journal of Discourses, 10:38-39. 4. Se "Requisition for Troops," Deseret News, 30 April 1862, s. 348. 5. I Preston Nibley,Brigham Young: The Man and His Work, (Salt Lake City: Deseret News Press, 1936), s. 369. 6. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 318-319. 7. Brigham Young, "The Completion of the Telegraph," Deseret News, 23 Oct. 1861, s. 189. 8. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 312. 9. Se Gustive O. Larson, Outline History of Utah and the Mormons (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1958), s. 195; Dean L. May, "Economic Beginnings", i Richard D. Poll m.fl., Utah's History, 2. udg., (Logan, Utah: Utah State University Press, 1989), s. 204. 10. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 313-314. 11. Dette afsnit er taget fra E. B. Long, The Saints and the Union: Utah Territory during the Civil War, (Urbana, Ill.: University of Illinois Press, 1981), s. 90. 12. I B. H. Roberts, A Comprehensive History of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, Century One, 6 bind, (Salt Lake City: The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 1930), 5:47. 13. I Andrew Jenson, "Walter Murray Gibson," Improvement Era, Dec. 1900, s. 87. 14. Tre foregående afsnit er taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 335. 15. Se Joseph Fielding Smith, red., Life of Joseph F. Smith, 2. udg. (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1969), s. 215-216. 16. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 335. 17. Wilford Woodruff, Historian's Private Journal 1858, indførsel for 22. aug. 1862, LDS Historical Department, Salt Lake City. Side 9 af 9