AF MÅNS GAHRTON OG JOHAN UNENGE

HOTEL KRØLLE PÅ HALEN HOTEL KRØLLE PÅ HALEN Den vilde jagt på dumpippen AF MÅNS GAHRTON OG JOHAN UNENGE HOTEL KRØLLE PÅ HALEN På dansk ved Vibeke Bruun Arildsen

OGSÅ UDKOMMET PÅ DANSK OM FAMILIEN RANTANEN: Den mystiske gæst Spøgelset på nr. 13 Loke den lumskes skat Sommerkaos på Guldkysten En stjerneskør vinter Pølse med bryllup Den tophemmelige støvsuger HOTEL KRØLLE PÅ HALEN DEN VILDE JAGT PÅ DUMPIPPEN er oversat fra svensk efter HOTELL GYLLENE KNORREN DEN VILDA JAKTEN PÅ DÅRPIPPIN Tekst 2011 Måns Gahrton og Johan Unenge Illustrationer 2011 Johan Unenge Dansk udgave: 2013 Forlaget Alvilda, København Udgivet efter overenskomst med Hedlund Literary Agency Grafisk tilrettelægning: Kat Art Bogen er sat med Postino og Bembo 1. udgave, 1. oplag Trykt i 2013 af CPI Claussen & Bosse, Leck ISBN 978-87-7105-665-5 www.alvilda.dk

Roger Støvsugersælger. Motto: Intet er umuligt. Ritva God til alt muligt. Kan jodle, lægge arm, stå på vandski og drive hotel. Ingo Nysgerrig dyreven. Er af og til lidt for opfindsom. Isadora Tolv år og anti. Dog ikke helt så anti, som man skulle tro. Pusling Minigris og en lyslevende katastrofe.

amilien Rantanen var en rigtig storbyfamilie, som boede på femte sal i Stockholm og kørte byen rundt med tunnelbanen. Børnene, Isadora og Ingo, elskede at køre med tunnel bane. Men mor Ritva og far Roger tænkte tit på, hvordan det ville være at leve et helt andet liv. Uden forurening, myldretid og bilkøer. Måske ville fuglekvidder, marker og brølende køer være sjovere. Og bedre for børnene. En dag så Roger en annonce i avisen. Et hotel var til salg. Og ikke et hvilket som helst hotel. Den Gyldne Urfugl hed det, og Roger genkendte det straks. Han havde boet der mange gange på sine rejser gennem Sverige som støvsugersælger. Selvom han nu plejede at kalde det Hotel Krølle på Halen. Det passede ligesom bedre til stedet, syntes han. Roger tænkte over det i nogle sekunder, inden han ringede. Måske burde han have tænkt lidt længere, men så havde der ikke været nogen historie.

Første kapitel Hvori en kage forsvinder, og Pusling bliver helt usandsynlig lykkelig Ingo vågnede midt om natten, fordi han var sulten. Han havde godt nok spist to store portioner finske pirogger til aftensmad, og der var stadig kolde pirogger tilbage i køleskabet. Men Ingo havde ikke lyst til flere pirogger. Pirogmaven var mæt. Derimod mærkede han et sug i kagemaven. Ingo havde nemlig en ekstra mave til kager og andre gode ting. Og nede i kagemaven var der på en eller måde altid ekstra plads, ligegyldigt hvor meget han end proppede sig med sunde ting. Det stykke kage, han havde i tankerne, stod inde i køleskabet. Prinsessekagen. Det havde været så uretfærdigt, at hotellets eneste gæst, en høj, tynd mand, som hed Klintberg og gik i grønne overalls, var blevet budt på kage til sin eftermiddagskaffe. Og stakkels Ingo havde ikke engang fået lov til at smage bare en lillebitte bid. Kagen er til vores gæst, Ingo! havde Ritva sagt. Han skal have det godt. For så vil han 9

fortælle alle, hvor skønt der er her på Hotel Krølle på Halen. Urfuglen, sagde Roger. Vores hotel hedder Den Gyldne Urfugl. Roger, jeg ved faktisk godt, hvad vores hotel hedder, fnyste Ritva. Du sagde Krølle på Halen, sagde Roger. Hr. Klintberg skal fortælle alle om, hvor skønt der er på Hotel Den Gyldne Urfugl, fortsatte Ritva og så stift på Roger. Så hans venner og familie også får lyst til at komme hertil og nyde livet. Derefter havde Ritva stillet prinsessekagen på et fad og var marcheret ud af køkkenet og ind i restauranten for at servere den for gæsten. Hun virkede så irriteret, at Ingo ikke rigtig turde spørge, om han måtte få det, der blev tilovers af kagen, når gæsten havde spist færdig. Men der var i hvert fald kage tilovers. Et ret stort stykke faktisk, som blev stillet på den øverste hylde i køleskabet. Og Ingo tænkte på, hvad der mon var sket, hvis han havde spurgt. Han havde faktisk en rigtig sød mor, undtagen når hun var vred eller irriteret. Og det kunne hun jo ikke være nu, når hun lå og sov. 10

Ingo tøvede. Hvis Ritva havde været vågen, så havde hun sagt ja. Men han kunne jo ikke vække hende midt om natten. Altså var det bedst for alle, hvis han bare tog det stykke, som Ritva alligevel ville have givet ham. Sagen var klar. Ingo åbnede lågen til køleskabet. Men netop som han strakte sig op efter kagestykket, hørte han en lyd. Den kom udefra. Det knasede i gruset på gårdspladsen lige uden for køkkenvinduet og så var der nogen, der gryntede. Øf! Øf, øf, øf! 11

Det var naturligvis Pusling. Bonden Jönssons minigris og Ingos bedste ven. Ingo ville selvfølgelig helst have lukket hende ind i køkkenet. Og allerhelst ville han have smuglet hende med op på sit værelse, værelse 9 på hotellets førstesal, hvor hun havde sovet mange gange. Men det turde Ingo ikke. Pusling var kommet til at gøre nogle ting, som ikke var så heldige. Eller egentlig var det vel Pusling og Ingo, som havde gjort dem sammen. Og skulle man være helt præcis, var det vel egentlig ret mange ting, de havde gjort. Og de var alle sammen endt i det, som Roger kaldte en katastrofe, og Ritva kaldte det en hel masse af sine værste finske bandeord. Det havde jo ikke været meningen, at det skulle gå så galt. Pusling havde bare været lidt for sulten. Og Ingo lidt for opfindsom. Men desværre var de gæster, der boede på hotellet, blevet vrede og havde pakket deres tasker og var flyttet over på Hotel Grossman i stedet. Og Pusling var på det strengeste blevet forbudt at befinde sig i nærheden af hotellet, hvis da ikke Ingo ville have, at hun skulle blive lavet til pølse eller måske bacon. Ingo valgte derfor at gå ud til Pusling i stedet 12

for at lukke hende ind. Han tog nogle pirogger med til grisen. Og kagestykket til sig selv. Kom, sagde Ingo. Vi går ind i krattet, så mor og far ikke ser dig, hvis de skulle vågne. Ingo listede over gårdspladsen og rundt om hushjørnet, viftende med piroggerne, og Pusling trippede efter. Først da han var uden for synsvidde fra hotellet, 10 meter inde i kratskoven bag ved hotellet, stoppede Ingo. Vil du smage en pirog nu? Det ville Pusling. Hun guffede alle piroggerne i sig på fem sekunder helt nøjagtigt. Selv tog Ingo en skefuld af kagen og en skefuld mere. Så opdagede han, at Pusling kiggede på ham med store øjne. Og så gryntede hun. 13

Ingo gættede på, at Pusling også ville elske prinsessekage, hvis hun fik lov til at smage den. Men Pusling kunne jo lide alt spiseligt. Plus en hel del ting, som man egentlig ikke burde spise. Og Ingo syntes jo specielt godt om prinsessekage. Så spørgsmålet var, om han ikke burde beholde kagen for sig selv. Ingo så på Pusling. Pusling gryntede og kiggede på Ingo på den der helt specielle måde, som gjorde Ingo varm om hjertet. Så derfor gav Ingo hende et lille stykke prinsessekage. GLUFS. Det forsvandt på en tiendedel af et sekund. Så hurtigt, at det næsten var uvirkeligt. Ingo nåede ikke engang at blinke. Men alligevel var der noget specielt ved Puslings udtryk. Hun gryntede og ligesom smilede. Et smil så saligt af lykke, at Ingo ikke kunne gøre andet end at smile tilbage og selvfølgelig give Pusling et stykke kage mere. Samtidig med, at Ingo rakte kagestykket frem mod Pusling, kløede han hende også på maven, på det der specielle sted, hvor den var tykkest. Pusling elskede at blive kløet der, og måske netop derfor tog det lidt længere tid for hende at gumle kagen i sig. Det var, som om hun trak øjeblikket lidt ud for rigtig at nyde det. Og så, måske fordi hun var ekstra 14

glad, gav hun et skinger grynt fra sig af en slags, som Ingo aldrig før havde hørt. Det var næsten som et pip, fire små, korte pip-grynt i træk og så var kagestykket pludselig nede i Puslings mave, og Pusling var igen helt normal. Hun gryntede, ville have mere kage og opførte sig sultent og utåleligt som sædvanligt. Ingo kiggede på Pusling, tænkte sig om et øjeblik og stoppede så hurtigt det sidste stykke kage i sin egen mund. Pludselig kunne man høre lyden af grene, der knækkede. Pusling spjættede forskrækket og spænede væk mellem buskene. Tilbage stod Ingo og gæsten. Hvad laver du her? Han så vild ud i øjnene. Ingo tænkte på, om han også var vågnet midt om natten og ville have kage. I så fald havde Ingo nok et stort problem lige nu. I hvert fald måtte han indrømme, at han og Pusling havde spist alt, hvad der havde været tilbage. Hørte du den også? fortsatte Klintberg og så om muligt endnu vildere ud. Hvad? sagde Ingo. Hørte du den? Eller hvad? Klintberg stirrede med sine store og næsten selvlysende øjne på Ingo. 16

J-ja, sagde Ingo og nikkede. Helt klart! Han turde ikke sige andet. Klintberg blev ved med at stirre på ham. Og så brød han pludselig ud i et stort og meget vildt grin.