Vi vender om På ekspeditioner i det kolde nord er selv små fejl ofte fatale for udfaldet. Men hvornår vender man om og opgiver sin drøm? Det spørgsmål måtte to danske eventyrere besvare i Svalbards ødemark i april i år. Tekst og fotos Mathias Kolringen LUKSUS 67
Det kom bag på os, hvor hårdt det faktisk var. Især var vi overraskede over, hvor hårdt det var kun at være to personer af sted. Mængden af fællesudstyr er stort set den samme, uanset om man er to eller fire 68 LUKSUS OUTDOOR & EVENTYR / www.luksusonline.dk
Der var grødis i min isolerede drikkedunk, selvom jeg havde haft den liggende i soveposen natten over, og jeg rystede af kulde. Ingen af os havde fået særlig meget søvn for anden nat i træk, og det virkede helt urealistisk at fortsætte 17 dage endnu. Vi besluttede at spise morgenmad og så se på situationen. Vi lå midt i Svalbards ødemark og havde forberedt os i to år. Foran os lå 400 kilometer på ski mellem sneklædte fjelde og over fossende fjorde. Alt sammen blandt et par tusinde isbjørne. Vi havde forladt Longyearbyen, Svalbards hovedstad, fire dage tidligere, men allerede nu var vi i seriøse problemer, selvom alt var planlagt ned til mindste detalje. Lige fra hvor mange kalorier vi hver dag skulle indtage, til hvordan vi skulle behandle forskellige mindre alvorlige sygdomme og sikre os mod isbjørne. Alt vores udstyr var gennemtestet på diverse ture og ekspeditioner, herunder på vores krydsning af Grønlands indlandsis i 2007. Alligevel var vi ikke klar til Svalbards ekstreme kulde. Især udstyret voldte os problemer. Termokander og brænder med mere faldt fra hinanden mellem hænderne på os, og vores soveposer virkede som tynde lagener, selvom de på papiret skulle være markedets bedste. Mine tæer var følelsesløse af kulde og det dunkede i forfrysningerne på mine fingre. Efter lidt betænkningstid kom jeg ud af soveposen og i det stivfrosne skaltøj. Et par hurtige gange rundt om teltets for at få gang i de kolde lemmer, og så ind i teltet igen og tænde brænderen for at lave morgenmad. Müesli, tranebær, rosiner, nødder, sødmælkspulver og en halv Maxim energibar. En meget tung grød, som ville være svær at få ned under normale omstændigheder, men her føltes den nærmere som et minimum. Vi befandt os ca. 50 km fra Longyearbyen, hvor ekspeditionen startede. De foregående dage havde været meget smukke, men også rigtig hårde. Det tager altid lidt tid, før man finder sig til rette i teltet og før oppakningen ligger helt rigtigt i pulken - inden man rigtigt kommer ind i ekspeditionsstemningen. Alt sammen noget vi har prøvet før. Alligevel kom det bag på os, hvor hårdt det faktisk var. Især var vi overraskede over, hvor hårdt det var kun at være to personer af sted. Mængden af fællesudstyr er stort set den samme, uanset om man er to eller fire, så vores pulke var godt fyldt op. Endvidere gjorde de lave temperaturer, at pauserne var korte og at der ikke var meget overskud til at hygge. Svalbard huser et par tusinde isbjørne, hvilket også betød ekstra arbejde. Vi havde hele tiden et ladt våben ved hånden, og hver aften skulle lejren sikres med snubletråd. Så hvis en isbjørn nærmede sig lejren, så faldt den og ville antænde et virvar af fyrværkeri. Hvorvidt isbjørnen faktisk falder, er nu nok noget tvivlsomt, men vi ville i alt fald blive gjort opmærksom på, at der er ubudne gæster. Det kolde nord Kulde gør noget særligt ved mig. Jeg er vild med de frostklare morgener, hvor kulden niver i lungerne og stilheden næsten er larmende. Jeg bliver ved med at søge mod nord; de svenske og norske fjelde, Grønlands indlandsis og Island. Jeg har det godt i det kolde nord, når det er koldt og myggene ikke stikker. 44 LUKSUS 69
44 Kulden er dog en barsk ven, der hurtigt dræner én for energien og påvirker evnen til at træffe de rigtige beslutninger. Vi burde nok være vendt om på Dag 3, men vi var for stædige og så går der hurtigt lidt mand i den. Kulde eller ej, så kan vi da ikke give op allerede. Det er jo en ekspedition. Det skal gøre ondt! Efter morgenmaden på Dag 4 begyndte vi at pakke sammen. Der blev ikke talt meget, mens vi gjorde os klar til afgang. To nætter uden ordentlig søvn betød, at vi arbejdede meget langsomt og at vi ikke fik gjort tingene ordentligt. Frostblærerne på mine fingre gjorde ondt, og da vi måtte pakke teltet om igen, for anden gang, var jeg klar til at efterlade det hele. Vejrudsigten lovede tiltagende vind og faldende temperaturer. Ifølge planen skulle vi de næste par dage stige næsten tusinde højdemeter, hvilket ville få temperaturen til at falde yderligere. Vores rute ville også tage os endnu længere væk fra den smule civilisation Svalbard huser, og vi ville dermed ikke kunne komme ud ved egen hjælp. To timer efter jeg krøb ud af soveposen, var vi klar til afgang, men hvilken vej skulle vi gå? Hvis vi valgte at gå videre, kunne vi bringe os selv unødigt i fare, og valget var derfor lige til, om end meget svært. Stadigvæk gennemkold kontaktede jeg Karoline, en bekendt, som studerer på Svalbard Universitet. Fire timer efter kom hun os i møde på snescooter og en time senere var vi tilbage i Longyearbyen. Ekspeditionen var slut. Skammen I Norge siger man, at der ingen skam er i at vende om men det er der! For mig var ekspeditionen på Svalbard en drøm. Groft sagt så endte min drøm efter fire dage, og så sad jeg tilbage med et kæmpe personligt nederlag. Hjemme igen har jeg igen og igen spurgt mig selv, om det var den rigtige beslutning, vi traf? Og hurtigt blev det spørgsmål fulgt op af en masse andre ubehagelige spørgsmål. Gav vi op for let? Var der noget, vi kunne have gjort anderledes? Er jeg ikke hårdfør nok til et liv med ekspeditioner i det kolde nord, og skal jeg i fremtiden holde mig til charterrejse med dansktalende guide? Pludseligt sad jeg i et stort sort hul. To års arbejde synes spildt og mit næste projekt om en ekspedition op langs Grønlands østkyst virkede fuldstændigt urealistisk. Både mine venner og min familie forsøgte at hjælpe mig videre, hvilket jeg har værdsat, men det var først, da jeg talte med den tidligere Jægersoldat Morten Grundsøe fra G-unit.dk (se artikel s. 24), at jeg endelig kunne acceptere beslutningen om at vende om, og dermed komme videre. Morten har fungeret som patruljefører og faldskærmsinstruktør i Jægerkorpset, og vigtigst af alt, så har han selv været på flere ekspeditioner i arktiske egne. Dermed kunne Morten sætte sig ind i - og forstå - den situation, vi havde stået i. I princippet gennemførte Morten og jeg det, man i Jægerkorpset kalder en Hotwash. Meningen med en Hotwash er i første omgang at tale indsatsen igennem. Derefter skal man forsøge at identificere styrker og svagheder i indsatsen, og så gå videre med lesson learned, som skal lede til en optimering af senere indsættelser og sikre at fejl ikke gentages. Morten tog ikke stilling til de ting, jeg fortalte, men spurgte ind til hvorfor, hvordan og masse andre hv-ord. Langsomt begyndte jeg at acceptere den beslutning, som Christian og jeg traf to uger tidligere. Jeg begyndte også at se nogle af de fejl, vi havde begået: for tynd inderpose til soveposen, bedre isolering af drikkedunke, og andre småting. Selvom det var små fejl, havde de indflydelse på udfaldet af ekspeditionen. I sidste ende var det dog den ekstreme kulde, som var det afgørende. Redningstjenesten på Svalbard har i år allerede været i aktion 38 gange, hvilket er en fordobling af antallet i forhold til samme tidspunkt sidste år. Vi traf den rigtige beslutning, fejlene må jeg så bare huske til næste gang. Næste gang Bare det at tænke, at der kan blive en næste gang, tolkede jeg som om, jeg ikke var totalt gak-gak. Hvor klogt det præcis er at bruge sine ferier og penge på at rende rundt i det kolde nord, er så en anden historie. Min energi vendte tilbage og pludselig havde jeg brug for, at der skulle ske noget. Hurtigt fik jeg planlangt en vandretur til Sverige sammen med de tre andre fra Whiteout Adventures. En sikker og mere simpel tur, forhåbentlig helt uden nederlag. > Fakta Kom videre og væk fra et nederlag tre gode råd 1. Tal om nederlaget. Find en person, som kan sætte sig ind i situationen og fortæl personen om det der skete. Husk at være ærlig! 2. Accepter dit nederlag. Brug tid på at tænke hændelsen igennem. Overvej hvad du alternativt kunne have gjort og husk det til næste gang. 3. Kig fremad. Find glæden igen og få en hurtig succes. Det gælder om at komme op på hesten igen. Start i det små og byg op derfra. 70 LUKSUS OUTDOOR & EVENTYR / www.luksusonline.dk
Vi burde nok være vendt om på Dag 3, men vi var for stædige og så går der hurtigt lidt mand i den. Kulde eller ej, så kan vi da ikke give op allerede. Det er jo en ekspedition. Det skal gøre ondt! LUKSUS 71