Aci, Galatea e Polifemo G. F. Händel, Napoli 1708 Oversættelse: Cand.ling.merc. Laura Valesin www.italiensksprogcoaching.dk SCENE I Duetto / Sorge il di, spunta l aurora e tranquillo e più sereno par che brilli ancor il ciel. Scherza l aura in braccio a Flora, e sol pena il cor fedel. Ride il fiore al prato in seno, e sol pena il cor fedel. o Vanti, o cara, il ruscello di fremer gorgogliando rotto fra sterpi e sassi finché poi mormorando con l argentei suoi passi arrivi a ribaciar del mar l arene; che sol da te, mio bene, quando lontan son io, misero al par di quello, provo nel fido sen duolo più rio. Se di perle un tesoro vedi, bell idol mio, sparso di Flora ad arricchire il manto, tu rugiada lo credi, ed è mio pianto. Sforzano a piangere con più dolor, L astri che arrisero al tuo martir; Ed in petto frangere mi sento il cor, Perché più misero dovrai languir o E qual nuova sventura con violenza ria ti sforza a lagrimar? Anima mia, di Polifemo irato mi costringe a penar l empio furore; armato di rigore serba meco segnato d atro velen l immonde labbra infette; meditando vendetta vibra da lumi suoi lampi di foco, tuona la voce orrenda, e tende in ogni loco, con empietà tremenda insidie a fulminar la mia costanza. Ahi questo è duol, che ogn altro duolo avanza. SCENE I Duet / Dagen gryr, morgenrøden bryder frem, og det synes, at Himlen skinner endnu klarere og fredfyldt. Brisen spiller i Floras favn, og kun det trofaste hjerte døjer ondt. Blomsten stråler i engens skød, og kun det trofaste hjerte døjer ondt. Min kære, lad bækken være stolt over rislende at bruse og brydes blandt grene og sten, indtil den med sine sølverne skridt atter kysser strandkanten; For kun når jeg er langt fra dig min elskede, føler jeg den ondeste smerte i mit trofaste hjerte, der er ligeså ulykkelig som bækken. Hvis du ser en skat af perler, min elskede, der som udsmykning er strøet ud over Floras kappe, regner du det måske for dug, men det er min gråd. Stjernerne, der varsler dit martyrium, tvinger mig med større smerte til at græde; Og jeg mærker mit hjerte knuses i mit bryst, fordi du kommer til at svækkes endnu mere Og hvilken ny ond skæbne tvinger dig til at græde med så stor voldsomhed? Min sjæl, den vrede Polifemos grusomme raseri tvinger mig til at lide; Bevæbnet med hårdhed er hans uhumske læber inficeret med en skrækkelig gift; mens han udtænker sin hævn, udslynger han lynild fra sine øjne, hans rædsomme stemme tordner, og han forsøger overalt med vældig ondskab at fælde mig og dræbe min vedholdenhed. Åh, denne smerte overgår enhver anden.
Che non può la gelosia quando un core arde d amore, e per gioco amar non sa? Lo può dir l anima mia, che un momento di content non sa quando haver potrà. SCENE II o Ma qual horrido suono mi ferisce l udito? Spaventevol muggito mi circonda di orrore, anzi parmi che intorno faccia tremar de monti tutte le spaziose atre caverne. Ahi! Che da l ombre eterne quasi uscisse alla luce sarà l empio gigante. Già il mostruoso amante punto da gelosia, dell antro oscuro fa che il cardine strida, e mentre l accesso sgrida il mio cor mal sicuro a l incontro crudel di sue pupille par che senta latrar voraci Scille. Già viene. Oh Dio, t invola al suo barbaro sdegno, e ti consola. Sibilar l angui d Aletto e latrar voraci Scille, parmi udir d intorno a me. Rio velen mi serpe in petto perché a rai di due pupille arde il cor senza mercè. o Deh lascia, oh Polifemo, di languir sospirando miserabil trofeo del cieco dio. Se schernito son io, mentre di sdegno fremo de la viperea sferza prive render saprò le furie ultrici; ed a rendere infelici Hvad er jalousi ikke i stand til, når et hjerte brænder af kærlighed og ikke kan elske for sjov? Det kan min sjæl berette, som ikke ved, hvornår den vil opnå et øjebliks glæde. SCENE II Men hvilken grufuld lyd rammer min hørelse? Et skrækindjagende brøl omringer mig med rædsel, faktisk forekommer det mig, at det heromkring får alle bjergenes brede, mørke grotter til at ryste. Åh! Det må være den onde kæmpe, der lige er kommet ud af sit evige skjul, ud i lyset. Ja, den vanskabte elsker, optændt af jalousi, får hængslerne i den mørke hule til at knirke, og mens han skriger sig adgang, er det som om mit hjerte, usikkert på det forfærdelige møde med hans øjne, hører Skyllas glubske furier glamme. Der kommer han. Åh Gud, undfly hans barbariske harme og fat mod. Det er som om, jeg rundt omkring mig kan høre Alektos slanger og Skyllas glubske furier glamme. Ond gift snor sig i mit bryst, fordi mit hjerte uden nåde brænder ved glimtene fra hendes øjne. Åh Polifemo, hold nu op med sukkende at hentæres, du ulykkelige trofæ af den blinde gud. Hvis jeg bliver gjort nar af mens jeg ryster af harme, kan jeg snildt tage den slangeagtige pisk fra de hævngerrige furier; og til at gøre min onde
l ore di vita al mio crudel rivale luttuosa e ferale la scuoterò d intorno, e forse in questo giorno chiamerò a vendicarmi arpie, sfingi, chimere e gerioni, e spargerà sdegnato il cielo ancor fulmini, lampi e tuoni. Benché tuoni e l etra avvampi pur di folgori e di lampi non paventa il sacro alloro. Come quello anch io pur sono che non cedo e m abbandono a timor di rio martoro. o Cadrai depressa e vinta al mio temuto piede, anzi quella mercede che mi nieghi, superba, crudel, con pena acerba, piangendo e sospirando, pentita chiederai...... Ma dimmi il quando? Quando già disperata lacerando le chiome col rival non godrai...ma dimmi il come? Non sempre, no, crudele, mi parlerai così. Tiranna, un cor fedele si prende a scherzo, a gioco, pentita a poco a poco, spero vederti un dì. o Folle quanto mi rido di tua vana speranza. Con orrida sembianza dunque vuoi che ruotando irato il ciglio renda maggior la tema del tuo grave periglio? Inerme, e tu non sei? E non son io che posso usar la forza e non trattar preghiere? Oh chi mai da le fiere furie del cor geloso difender ti potrà? rivals liv ulykkeligt vil jeg ruske den dødbringende pisk rundt og måske på denne dag for at hævne mig påkalde mig harpyer, sfinkser, kimærer og gerioner, og den harmfulde himmel vil sprede lyn og torden. Selvom du tordner, og himlen gløder af lyn, forskrækkes det hellige laurbærtræ ikke. Jeg er lige som dét, da jeg ikke giver efter for eller overgiver mig af frygt for ondsindede pinsler. Du vil falde kuet og besejret for min frygtindgydende fod, og den barmhjertighed du nægter mig, hovmodige, onde, vil du angrende med bitter smerte bede om grædende og sukkende... Så sig mig hvornår? Når du ikke længere kan nyde livet med min rival, og du desperat river dit hår ud. Så sig mig hvordan? Du vil ikke tale sådan til mig for altid, onde kvinde. Tyran, man kan håne og spøge med et trofast hjerte, men jeg håber en dag at se dig angre lidt efter lidt. Hvor jeg ler af dit vanvittige, indbildske håb. Du vil altså have, at jeg skal gøre dig endnu mere bange for den alvorlige fare, du allerede er i, ved at vende det hvide ud af øjnene i mit afskyelige ansigt? Og du føler dig ikke forsvarsløs? Er jeg ikke dén, der kan bruge sin styrke og ikke lytte til bønner? Hvem vil nogensinde kunne forsvare dig mod et jaloux hjertes vilde furier?
Io che non posso, io che stimo assai poco per l amato mio bene tutto il sangue versar da le mie vene. Dell aquila l artigli se non paventa un angue de miseri suoi figli può il nido insanguinar. Ma se ritorna poi prova gli sdegni suoi e della prole il sangue attende a vendicar. o Meglio spiega i tuoi sensi. In van, in van pretendi vincer la sua costanza, che generosa e franca fa languida mancar la tua speranza, che se mai lassa e stanca per me fia che vacilli un sol momento io sol che non pavento come aquila invitto difenderò quel core, quel fido cor ch è mio da l asperio del tuo lascivo amore. Precipitoso nel mar che freme più corre il fiume che stretto fu. Ho per costume privo di speme anch io sdegnoso rendermi più. o Sì, t intendo inhumano, pensi macchiar, crudele, dell innocenza mia l alto candore; a tue meste querele, quanto più divien sordo il fido core. Ma tal pensiero invano sveglia nella tua mente mal fondate speranze che d altro amore accesa, più coraggiosa e forte, prima d amarti incontrerò la morte. S agita in mezzo all onde, lontano dalle sponde, nel tempestoso mar la navicella. Jeg, der ikke kan, jeg, der ikke regnes for noget, jeg vil udgyde alt blodet fra mine årer for min elskede skat. Hvis en slange ikke frygter ørnens kløer, kan den blodbesudle de stakkels ungers rede. Men når ørnen så kommer tilbage blusser harmen op i den, og den vil gøre alt for at hævne sit afkoms blod. Forklar dig bedre. Forgæves, forgæves forsøger du at overvinde hendes vedholdenhed, som, generøs og ærlig, får dit længselsfulde håb til at forsvinde. For hvis det skulle ske, at hun i et øjebliks udmattethed skulle vakle, vil jeg alene, som den ubesejrede ørn forsvare dette trofaste hjerte, der er mit, fra din liderlige kærligheds bebrejdelser. En flod løber hurtigere ud i det brusende hav når passagen er trang. Jeg har også for vane, når jeg er modløs, at hidse mig op. Ja, jeg har luret dig, umenneskelige bæst, du tænker på at plette min hvide uskyld; men mit trofaste hjerte bliver endnu mere døvt over for dine sørgelige beklagelser. Men denne tanke vækker forgæves et ubegrundet håb i dig, for da jeg er tændt af en andens kærlighed, som gør mig modig og stærk, går jeg hellere døden i møde, førend jeg kunne elske dig. Det lille skib ruskes rundt mellem bølgerne, langt fra bredden, i det stormende hav.
Scherzo di vento infido corre da lido in lido né la fa naufragar forza di stella. o So che le cinosure che ti chiamano in porto de lumi del tuo ben son le due stelle, ma non so qual conforto in mezzo alle procelle, sperar potrai dal tuo gradito amante, quando destar le sa fiero gigante. Senti, quando adempire brami le tue vendette fa che del ciel saette vibri contro di me Giove tonante; fa che lacero esangue cada il mio sen costante; esca di augel rapace rendi pur se ti piace le viscere infelici; e biancheggiar disciolte per quest erme pendici fa che miri il pastor l ossa insepolte; prendi di me la palma, ma non turbar de l idol mio la calma. A 3 Proverà lo sdegno mio chi da me non chiede amor. Perchè fiero? Perchè, oh Dio, contro me tanto rigor? Idol mio, deh! Non temer! Se disprezzi un cor fedele gioir voglio al tuo martir. Empio, barbaro, crudele! ti saprò sempre schernir. Soffri e spera di goder. SCENE III o Ingrata, se mi nieghi, ciò che sperar potrei come tuo dono, io che schernito sono ottener lo saprò come rapina. Poiché il ciel già destina, che ti lasci, oh mio bene, corro in braccio a Nereo. Den upålidelige vinds drillerier kaster det fra bred til bred, men ikke engang stjernemagt kan sænke det. Jeg ved, at de stjerner, der kalder dig i havn, er de to stjerner i din elskedes øjne, men jeg ved ikke, hvilken trøst du midt i stormen kan håbe på fra din åh så vidunderlige elsker, når den stolte kæmpe først sætter den i gang. Hør, når du vil udføre dine hævngerninger, lad da den dundrende Jupiter udslynge pile mod mig fra himlen; lad bare blodet flyde fra mit iturevne, dog vedholdende hjerte; du kan kaste mine ulykkelige indvolde for de grådige rovfugle, hvis du vil; og lade hyrden finde mine ubegravede, hvide knogler rundt omkring på de ensomme bjergskråninger; brug mig som din hæderskrans, men forstyr ikke min elskedes ro. Terzet Den der ikke vil have min kærlighed skal få min vrede at føle. Hvorfor så voldsom? Hvorfor, åh Gud, så megen hårdhed mod mig? Åh min elskede! Frygt ikke! Hvis du ringeagter et trofast hjerte, vil jeg nyde dine pinsler. Din ondskabsfulde barbar! Jeg vil altid kunne håne dig. Lid og håb du bare. SCENE III Utaknemmelige, hvis du nægter mig det, jeg havde håbet på at få som gave fra dig, vil jeg, der er blevet latterliggjort, bare tage det som rov i stedet. Da himlen allerede har afgjort, at jeg skal forlade dig min elskede, løber jeg i min fader Nereus arme.
Dolci catene ti faran queste braccia. Empio, t arresta! Tormentosa, e funesta pria m accolga la Parca. Ecco al mio seno ti stringo. Ah! Genitore! col tuo duro tridente corri e svena il tiranno, il traditore. Non ti smarrir mia vita. In libertà gradita ecco al fin che già sono. Ah! crudo fato, tu pur fuggi, oh crudel! Respiro! Addio; recipito nell onde, idolo mio! Fra l ombre e gl orrori farfalla confuse già spenta la face non sa mai goder. Così fra timori quest alma delusa non trova mai pace né spera piacer. o Ma che? Non andrà inulta la schernita mia fiamma; io vilipeso, io d empio sdegno acceso saprò ben vendicarmi, e del rivale in petto svenar saprò di Galatea l affetto. Pur che l amato bene sol per me non soggiaccia a rio tormento, squarciami ancor il sen ch io son contento. Ma già pare l ingrato, e solo e disperato io qui rimango. Ah stelle! Meco troppo rubelle, se il mio cor tanto adora, fate che un altra volta miri l idol mio e poi ch io morirò. Mine arme vil være kærlige lænker om dig. Onde, stop! Lad først de dødbringende og uafrystelige Parca tage imod mig. Her ved mit bryst vil jeg knuge dig. Oh fader! Løb med din hårde trefork hen og skær årerne over på tyrannen, forræderen. Vær ikke bange min elskede. Jeg er allerede i den skønne frihed. Åh! Grusomme skæbne, så flygtede du, onde kvinde! Jeg kan trække vejret frit! Farvel; Jeg kaster mig i bølgerne min elskede! Blandt skygger og rædsler kan en forvirret natsværmer aldrig være lykkelig, når faklen er udslukt. Således kan denne skuffede sjæl mellem bekymringer aldrig finde fred ej heller håbe på glæde. Nej! Min bespottede kærlighed vil ikke stå uhævnet hen; jeg, der er foragtet og optændt af en grusom harme, ved nok, hvordan jeg skal hævne mig, og også hvordan jeg skal ødelægge min rivals kærlighed til Galatea. Så sønderriv mit hjerte! Jeg er glad, sålænge min elskede skat ikke undergår så grufulde lidelser kun for mig. Men der er han allerede, den utaknemmelige, og ensom og desperat bliver jeg her tilbage. Åh stjerner! I er alt for oprørske mod mig. Når nu mit hjerte elsker så højt, så lad mig endnu en gang se min elskede og dernæst dø.
Qui l augel da pianta in pianta, ieto vola, dolce canta cor che langue a lusingar. Ma si fa cagion di duolo sol per me che afflitto e solo, pace, oh Dio! non so trovar. SCENE IV o Giunsi al fin mio tesoro nelle cupe e profonde procellose voragine del mare, pensai, caro mio bene, render per non penare, e l orche, e le balene vendicatrici del mio grave affanno, ma vuol destin tiranno, che non speri pietà del mio languire. Ahi! che rende più atroce la tua barbara pena il mio martire. Se m ami, oh caro, se mi sei fido, lasciami sola a sospirar. Nel duolo amaro così consola chi fa Cupido per te penar. o Qui su l alto del monte attenderò l empio rivale al varco. Cara, poiché dal arco disciolse Amore alla saetta il volo, poiché ferito io solo son degl affetti tuoi l unico erede; come, oh Dio! come mai con esempio di fede, vagheggiando i tuoi rai, lieto posso gioire, quando solo per me dei tu languire? Stelle! Numi! che ascolto? Dove più spesso e folto il numero sarà de miei tormenti, mi sembrerà pur poco passar mio ben per te. Sì molli accenti di costanza, e d amor pegni veraci Her flyver fuglen fra træ til træ og synger blidt for at smigre mit hentærende hjerte. Men for mig er den kun anledning til smerte; jeg, der bedrøvet og ensom, åh Gud, ikke finder fred. SCENE IV Elskede, endelig nåede jeg havets mørke, dybe og stormfulde afgrund; for ikke at lide, min kære, tænkte jeg på at lade havuhyrerne og hvalerne hævne mine sorger, men den tyranniske skæbne lader mig ikke engang håbe på nåde. Ak! Din grusomme smerte gør mine pinsler endnu frygteligere. Hvis du elsker mig min kære, hvis du er mig tro, lad mig da lide alene. Således trøster Amor den, der i bitter smerte lider for dig. Her på toppen af bjerget vil jeg lure på min onde rival. Kære, eftersom Amor lod pilen flyve fra buen, og eftersom jeg, der er såret, er den eneste arvtager til din kærlighed, hvordan kan jeg så, oh Gud, idet jeg med mønstertro længes efter dine øjne, lykkeligt glædes, når du skal lide på grund af mig? Stjerner! Guder! Hvad hører jeg? Hvor antallet af mine pinsler er størst og værst, vil jeg anse det for lidet at gå igennem for dig min elskede. Så blide ord om vedholdenhed og oprigtige tegn på kærlighed;
lascia bocca gradita che riscuotano omai premio di baci. Ah! Prima il fil reciderò di vita. A 3 Dolce amico amplesso al mio seno, tu dai vita e fai goder. Tuo mi rendo idol mio fedel ti sono. Teco voglio e vita e morte spera, oh bella, spera e non temer. Caro amico amplesso al core oppresso tu dai vita e fai goder. A te mi dono. Son per te costante e forte, spera, oh caro, spera e non temer. In seno de l infida e chi un fulmine m offre acciò l uccida. Né a far le mie vendetta tuona Giove immortal, né del profondo, si sconvolge l abisso, né da cardini suoi si scuote il mondo, né di Cocito l onda velenosa e funesta toglie a l empio il respiro; dal gorgone insassito e ancor non resta? SCENE V o Oh poiché sordi sono del cielo e dell abisso i paventati numi, perché non mi consumi, precipiti e ruini sopra il capo del reo sasso sì grave. Del tenero e soave amplesso che il mio cor colmò di sdegno sia pegno così rio premio condegno. Già va da balza in balza, già la gravezza aggiunge l ali al corso già, già l atterra. Oh Dio, mio ben, soccorso! Verso già l alma col sangue, lento palpita il mio cor. Già la vita manca e langue per trofeo d empio rigor. lad nu dem modtage, åh elskede mund, mine kys som præmie. Ha! Først vil jeg tage dit liv. Terzet Blide, kærlige favntag, du giver liv til mit hjerte og gør det glad. Jeg giver mig til dig, min elskede, og er dig tro. Med dig vil jeg både livet og døden; håb min smukke, håb og frygt ikke. Kære, kærlige favntag, du giver liv til et kuet hjerte og får det til at nyde. Jeg giver mig til dig. For dig er jeg vedholdende og stærk; håb du kære, håb og frygt ikke. Hvem giver mig et lyn så jeg kan dræbe hende; lige i hjertet på den troløse. Men til at hævne mig tordner den udødelige Jupiter ikke, ej heller ryster han den dybe afgrund, ej heller ryster verden i sine hængsler, ej heller kvæler Cocitus giftige og dødbringende bølger den onde; og endnu er han ikke blevet forstenet af gorgonen? SCENE V Oh, siden de frygtede guder af himlen og af dybet er døve, kan jeg, for ikke at hentæres af kærligheden, håbe på, at en kæmpe sten rammer den skyldiges hoved. Må dét være hævnen for det ømme favntag, som fyldte mit hjerte til randen med foragt. Den falder allerede fra klippevæg til klippevæg, tyngdekraften giver den vinger i faldet, den slår ham allerede til jorden. Åh Gud, min elskede, hjælp! Jeg udgyder min sjæl med mit blod, mit hjerte banker allerede langsommere. Jeg mærker, livet rinde ud og svækkes til sejrstegn for den onde vrede.
o Misera, e dove sono? In successo sì rio la ragion m abbandona, non ha lume la mente; e quel sangue innocente sangue del idol mio, mentre beve la terra, torpida e semiviva io spargo intanto caldi rivi di pianto. Soffocano i sospiri la tremante mia voce e in tormento sì atroce con fievoli respiri manca la lena, e l alma quasi giunta su i labbri afflitta esclama: così misero more cuor che fedel non sa cangiar mai brama. Impara, ingrata, impara, che fa l esser tiranna con chi ti chiede amor. Il tuo rigor condanna e in pena così amara lagnati del tuo cor. o Ah, tiranno, inumano! Da quel sangue adorato, apprendi almen rossore del cieco tuo rigore, ch io con barbare tempre, dal mio bene invendetta, ti abborrirò, ti fuggirò per sempre. E tu mio genitore, quell infelice salma, trofeo di cruda morte deh fa che si converta in fresco rio; che quando al mar che freme con tenero d amor dolce desio, fia che giunga in tribute poiché per mio dolore sopra le nude arene estinto giacque lo goderò, lo stringerò fra l acque. Né fia che a tuoi pensieri passi a regnar la pace. In van lo speri! Del mar fra l onde per non mirarti, fiero tiranno, mi spinge il duol. Hvor er jeg elendige? Forstanden forlader mig efter så ond en hændelse og har intet lys; og mens det uskyldige blod, min elskedes blod, drikkes af jorden, udgyder jeg, følelsesløs og halvdød, varme floder af gråd. Sukkene kvæler min skælvende stemme, og under så grusomme pinsler, med svage suk, forsvinder mit åndedræt, og min plagede sjæl, der næsten har nået læberne, udbryder: Så elendigt dør det trofaste hjerte, der aldrig kan ændre attråen. Så kan du lære det utaknemmelige, hvad det medfører at være tyran over for den, der vil have dig. Fordøm kun din egen kulde, og i så bitter smerte kan du beklage dig over dit hjerte. Din umenneskelige tyran! Lær af dette elskede blod i det mindste at rødme over din egen blinde vrede, for jeg vil, med grusom hårdhed, uhævnet af min elskede, altid afsky dig og vil for altid flygte fra dig. Og du min fader, lad dette ulykkelige legeme, den onde døds trofæ, forandre sig til en kølig bæk, sådan at jeg, når han som en offergave når det brusende hav med sin blide, søde kærlighedslængsel, kan nyde ham og omfavne ham i vandet; han som til min smerte lå død på den nøgne bred. Må freden aldrig herske over dine tanker. Det håber du forgæves! For ikke at se dig vilde tyran skubber smerten mig ned mellem havets bølger.
Ma in queste sponde torno all affanno nel vagheggiarti spento mio sol. o Ferma! ma già nel mare con l algose sue braccia Nettun l accoglie, e nel suo sen l allaccia. Stupido! ma che veggio? Aci disciolto in fiume siegue l amato bene, e mormorando così si va lagnando: Vissi fedel, mia vita, e morto ancor t adoro; e dei miei chiari argenti col mormorio sonoro non lascio di spiegare i miei tormenti. Or, dolce mio tesoro, con labbro inargentato, forse più fortunato, ti bacierò del tuo Nereo fra l onde; e l arenose sponde che imporporai col sangue, mentre d empio destin solo mi lagno, co miei puri cristalli e lavo e bagno. Ed io che tanto ascolto, cieli! come non moro? Ah, la costanza di chi ben ama un giorno, non sa, ne può mai variar sembianza. SCENE VI TUTTI A 3 Chi ben ama ha per oggetti fido amor, pura costanza. Che se mancano i diletti, poi non manca la speranza. Men til disse bredder vender jeg gispende efter vejret tilbage for at se dig død min elskede. Hov! Neptun tager allerede imod hende i havet med sine tangklædte arme og knuger hende til sit bryst. Tåbe! Hvad ser jeg dog? Aci, der er forvandlet til en flod følger efter sin elskede og beklager sig rislende: Jeg var tro i live, min elskede, og som død elsker jeg dig stadig; og jeg holder ikke op med at udtrykke min kval gennem den brusende lyd fra mine sølvglinsende vande. Nu, min søde skat, er jeg måske mere heldig, og med forsølvede læber vil jeg kysse dig i din fader Nereus bølger; og jeg vil med mit krystalklare vand vaske og væde de sandede bredder, som jeg farvede røde med mit blod, mens jeg beklager min grusomme skæbne. Og jeg, der hører dette, hvordan kan det være, jeg ikke dør? Åh, den der elsker vedholdende kan ikke og må aldrig på én dag ændre sig. SCENE VI Terzet Den der oprigtigt elsker har trofast kærlighed og ægte vedholdenhed. For hvor ægte kærlighed ikke findes, vil man altid hige efter den.