Kapitel 19 - Livet i det skønne Nauvoo

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 19 - Livet i det skønne Nauvoo Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 15. jan. 1841 Det Første Præsidentskab udsendte en proklamation, der opfordrede alle de spredte hellige over hele verden til at samles i Nauvoo 19. jan. 1841 Åbenbaring (nu L&P 124) hvori arbejdsplanen for Nauvoo blev givet 6. apr. 1841 Hjørnestenen til templet i Nauvoo blev lagt 16. aug. 1841 Joseph Smith gav De Tolv nye forpligtelser som generalautoriteter 2. okt 1841 Hjørnestenen til Nauvoo House blev lagt 17. mar. 1842 Hjælpeforeningen blev organiseret Indledning Efterhånden som året 1841 begyndte, domineredes Nauvoo af glæde og spænding. Rapporter kom fra England med beretninger om De Tolvs overordentlige succes. Forfølgelsen, som Kirkens medlemmer havde lidt under siden grundlæggelsen i 1830, var på dette tidspunkt praktisk talt ikke eksisterende. Ydermere var de hellige sikret borgerbeskyttelse med vedtagelse af Nauvoo Citys Frihedsbrev fra statens lovgivende forsamling i december 1840. Herren påbyder bygningen af en by Den 15. januar 1841 udgav Det Første Præsidentskab en proklamation til de hellige, som var "spredt i udlandet", hvori man forklarede dem og udtrykte taknemmelighed for Nauvoos frihedsbrev. Proklamationen udtrykte også taknemmelighed til de ærværdige borgere i Illinois, specielt til byen Quincy, der "som den barmhjertige samaritaner hældte olie i vores sår og gav i rigeligt mål til vores fornødenheder." Det Første Præsidentskab befalede yderligere: "Lad brødrene, som fryder sig over Zions fremgang, og som er ivrige efter, at hendes stave skal styrkes og hendes strenge gøres længere, og de, for hvem hendes fremgang er deres største glæde, komme og være sammen med os, og glad gå i gang med et arbejde så vidunderligt og ædelt, og sige, som Nehemias: 'Vi, hans tjenere, går i gang med at bygge.'" De lovede, at "ved en koncentration af handling, og et fællesskab af bestræbelser," ville de hellige opleve både deres timelige og åndelige interesser blive styrket, efterhånden som himmelens velsignelser ville strømme ned til Herrens folk.1 Den 19. januar modtog profeten en lang åbenbaring, hvori Nauvoos udvikling blev beskrevet som "en hjørnesten i Zion, og den skal poleres, indtil dens skønhed er som et palads" (L&P 124:2). Herren befalede Joseph Smith og de hellige at gøre mange ting i Nauvoo til fremme af hans rige. De skulle udgive en proklamation til verdens konger, USA's præsident og til guvernørerne i adskillige stater; bygge et hotel, som skulle kaldes Nauvoo House, til at tage imod de fremmede, som kom til byen for at lære om de hellige; Side 1 af 9

bygge et tempel, hvor Herren ville åbenbare hellige ordinancer for sit folk; ordinere Hyrum Smith til Kirkens patriark i stedet for Joseph Smith sen., som var død; kalde William Law, som andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, organisere Nauvoo Stav med et præsidentskab og et højråd og få alle præstedømmets kvorummer i gang. Af alle disse projekter var bygningen af templet det vigtigste. Dette var et af hovedformålene ved at samles. Templet i Kirtland, det første tempel, der blev bygget i denne uddeling, var ikke tilgængeligt. Tre yderligere templer var planlagt i Missouri i Independence, Far West og i Adam-ondi-Ahman -- men forfølgelse og vold havde umuliggjort opførelsen af dem. Derfor havde Herren fjernet denne forpligtelse: "Sandelig, sandelig siger jeg jer, at når jeg giver nogle af menneskesønnerne en befaling om at gøre en gerning i mit navn, og disse menneskesønner går ind for den af al kraft og med alt, hvad de har og ikke lader deres iver kølne, og om fjenden kommer over dem og hindrer dem i at udføre den gerning, se, da skal jeg ikke mere fordre den gerning af disse menneskers hænder; men jeg antager deres offer" (L&P 124:49). I Nauvoo måtte de hellige begynde forfra. Det Første Præsidentskab sagde tillige i deres proklamation til de hellige, at store anstrengelser ville blive krævet af dem, og at de ville blive "forkastet som en kirke" af Herren, hvis de ikke fuldførte opgaven (L&P 124:32). Præsidentskabet skrev: "Lad derfor dem, som frit kan give af deres tid, deres talenter og deres ejendele til rigets fremgang, i den kærlighed, de føler for sandhedens sag, sige farvel til deres hjem og behagelige tilholdssteder, og forene sig med os i det store arbejde i de sidste dage."2 I februar blev de første valg afholdt i byen. John C. Bennett blev valgt til borgmester, og Joseph Smith og andre af Kirkens ledere blev rådmænd og byrådsmedlemmer. Det nye styre dannede hurtigt Nauvoo-universitetet og Nauvoo-legionen med Joseph Smith som generalløjtnant i henhold til bestemmelserne i Nauvoos frihedsbrev. I marts modtog Joseph Smith yderligere en åbenbaring: "Sandelig så siger Herren: Jeg siger jer, at om de, der kalder sig efter mit navn og forsøger at være mine hellige... så skal de samle sig på de steder, som skal udpeges for dem af min tjener Joseph, og de skal bygge byer til mit navn, så de kan være forberedte på det, som venter dem i fremtiden" (L&P 125:2). Den første by udover Nauvoo, som skulle bygges, var på Iowa-siden af floden. Staven skulle kaldes Zarahemla efter den berømte by i Mormons Bog. Adskillige små stave uden for Nauvoo blev dannet i begyndelsen af Nauvoo-perioden. Bygningen af den smukke by De første hjem i Nauvoo var hytter, telte, og et par tidligere forladte bygninger. De første bygninger, der blev bygget af de hellige var bjælkehytter. Efterhånden som tiden og pengene tillod det blev egentlige træhuse bygget, og noget senere blev der bygget stenhuse. Bygningkonstruktion blev hurtigt en af Nauvoos hovedindustrier, og hundrede af fagfolk blev ansat. Nauvoo havde adskillige stenbrud til at forsyne byen med nok mursten til at bygge både huse og offentlige bygninger. For at forskønne de helliges hjem og omgivelser blev de opfordret til at plante og til at dyrke frugttræer og skyggegivende træer, vinstokke og buske på deres store grunde.3 Af alle de projekter, der blev påbegyndt under profetens ledelse i Nauvoo, var det templet, der i højeste grad begejstrede de hellige. De helliges håb blev centreret omkring templet. Bygningen af templet dominerede alle aktiviteter i Nauvoo i fem år. Ved oktoberkonferencen i 1840 talte Joseph Smith om behovet for at bygge et tempel. Tre brødre, som havde arbejdet på templet i Kirtland -- Reynolds Cahoon, Alpheus Cutler Side 2 af 9

og Elias Higbee -- blev udnævnt som komiteen, der skulle overvåge byggeriet. Arkitekt William Weeks' planer blev anerkendt af Joseph Smith, som efterfølgende var meget opmærksom på bygningens arkitektoniske detaljer. Arbejdsmænd begyndte med det samme udgravningen til templets fundament. Et stenbrud blev åbnet i udkanten af byen og blev holdt i gang næsten uafbrudt. Solide kalkstensblokke på mellem 1,2 og 1,8 meter blev hugget ud, for senere at blive poleret på tempelgrunden. Den 6. april 1841 præsiderede Joseph Smith ved nedlæggelsen af templets hjørnesten. Templet blev for det meste bygget af frivillig arbejdskraft. I februar blev Nauvoo opdelt i ward af politiske grunde og tillige for bedre at kunne organisere arbejdskraften. I det 19. århundredes Amerika var ward, et ord, der blev anvendt med henblik på politisk underdeling. Hvert ward blev udnævnt til at arbejde på tempelbyggeriet en særlig dag. De fleste sunde og raske mænd i Nauvoo arbejdede enten i stenbruddet eller på templet, ofte som en slags tiendebetaling, en dag ud af ti. Kvinder tjente ved at sy tøj og ved at lave mad til arbejdsmændene. Der blev anmodet om pengedonationer fra alle de sidste dages hellige. Hvert medlem skulle give en tiendedel af det, han eller hun havde, for at begynde byggeriet og en tiendedel af al indtægt fra den tid, indtil templet var færdigbygget. Giverne og deres ydelsers størrelse blev skrevet ind i en særlig bog, kaldet "The Book of the Law of the Lord" (Herrens Lovbog).4 Træ til indendørsarbejdet og til bygningens tag, såvel som til Nauvoo House, blev bragt dertil fra Wisconsins skove ad Black River, en biflod til Mississippifloden. En stor gruppe af mænd under biskop George Millers ledelse gik ud til fyrretræskovene og fældede, skar og drev tusinde af kubikmeter træ ned af floden til Nauvoo. Profeten anså bygningen af Nauvoo House-hotellet, som næsten lige så væsentligt som bygningen af templet. Han så det som en mulighed for de hellige til at beværte og belære om sandheden for "mænd med rigdom, karakter og indflydelse."5 Bygningens hjørnesten blev lagt den 2. oktober 1841, og adskillige værdifulde optegnelser, deriblandt det oprindelige manuskript til Mormons Bog, blev lagt i stenen. Brødrene blev konstant opfordret fra talerstolen til at arbejde på hotellet; arbejdet gik dog langsomt frem, da midler og arbejdskraft var små. I marts 1844 udsatte Joseph Smith bygningen af hotellet for at fremme arbejdet på templet. Med den hastige tilvækst blev behovet for offentlige bygninger stærkere. Red Brick-forretningen blev bygget som et kontor til Joseph Smith og Det Første Præsidentskab og som en forretning, der kunne hjælpe profeten med at forsørge sin familie. Den tre etagers Masonic Hall, også kaldet kulturhallen, blev anvendt til teaterproduktioner, koncerter, frimurerceremonier, politiske forsamlinger, kunstudstillinger, begravelser, banketter og retsmøder. Kirke-, militær-, og politimøder blev også afholdt i denne imponerende bygning. Seventies Hall blev påbegyndt i efteråret 1843, og bygningen var klar til indvielse et år senere. Denne to-etagers bygning gav De Halvfjerds, Kirkens missionærer, et sted, hvor de kunne mødes og blive belært. Stueetagen var fyldt med smukke kirkestole og en talerstol, og på første etage var der et kontor, et lille museum og et bibliotek med 675 bøger. Nauvoos bystyre Nauvoos vækst blev styrket umåleligt af de liberale bestemmelser i Nauvoos frihedsbrev. Byrådet havde grundlagt en velfungerende politistyrke og vedtog love til udøvelsen af en effektiv administration af byen. Love, som garanterede retten til at samles og friheden Side 3 af 9

til at tilbede for alle mennesker af alle religiøse retninger, blev vedtaget. Rådet vedtog planer om at dræne sumpområderne og danne et offentligt arbejdsprogram, som skulle give arbejde og fremme bygningen af hjem, hoteller, forretninger og andre bygninger. Man vedtog også en lov, der forbød salg af alkohol i byen og love, der skulle kontrollere offentlige begivenheder for at undgå alle former for umoralsk eller uanstændig opførsel. Dannelsen af Nauvoo-legionen som byens milits var af stor betydning. På basis af de bitre erfaringer fra Missouri havde de sidste dages hellige en forståelig mistro til statslige militser. Selv om legionen var del af statsmilitsen i Illinois og teknisk set under guvernørens ledelse, fungerede den lovligt (i henhold til frihedsbrevet) under lokal kontrol. Den vedtog sine egne love og styrede sine egne indre og organisatoriske anliggender. Militsen bestod af sunde og raske mænd mellem 18 og 45 år. Der blev dannet to kohorter, et infanteri og et kavaleri. Hver kohorte var under en brigadegenerals kommando, og hele legionen var under generalløjtnant Joseph Smiths kommando. Da styrken var størst, bestod den af 3000 mænd. Legionens parader og militære øvelser trak megen opmærksomhed over hele det vestlige Illinois. En sidste dages hellig genkaldte sig: "Et af de mest imponerende øjeblikke i mit liv var, da jeg så Nauvoo-legionen i en parade med profeten, general Joseph Smith, sammen med sin hustru Emma Smith på hesteryg, som legionens øverstbefalende. Det var så imponerende et syn, og jeg vil altid vil huske det. Han var så lys og hun så mørk i deres smukke ridetøj... Han bar tillige et sværd ved sin side. Hans favoritridehest hed Charlie, en stor sort ganger."7 Økonomisk vækst i Nauvoo Som i andre amerikanske byer på dette tidspunkt var landbruget hovederhvervet i Nauvoo og i de omliggende sidste dages hellige-samfund. De fleste familier med 0,4 hektar jord i byen havde en have med frugttræer, vindruer og grøntsager. Fattigere hellige dyrkede eller passede haven i "big field", en gård, som var ejet af byen og lå i udkanten af byen. Big Field Association bestemte, hvilke afgrøder der skulle plantes, og hvilke hektarer der skulle dyrkes. Andre landmænd uden for byen eller i de omkringliggende samfund, som fx Ramus, Lima eller Yelrome såede hvede, havre, rug og kartofler, og de holdt kvæg, får og svin. Med den hastige stigning af indvandrere, som var ivrige efter at bygge huse, dyrke jorden, starte forretninger eller arbejde med deres fag, blev Nauvoo hurtigt et travlt og produktivt samfund. Dette var i stærk kontrast til resten af Illinois, der led under en økonomisk lavkonjunktur. I Nauvoo var der mange små butikker og fabrikker: Savværker, flere stenbrud, et kalkbrænderi, en værktøjsfabrik, trykkerier, møller, bagerier, værksteder for skræddere, smede, skomagere, tømrere og snedkere samt møbelsnedkere. Disse værksteder sprang op over det hele i byen, eftersom der ikke var byggelove. Fagfolk i Nauvoo producerede tændstikker, lædervarer, reb og liner, handsker, huer, potter, smykker og ure.8 Som håndværkere i andre amerikanske samfund samledes Nauvoos arbejdere i de grupper, de erhvervsmæssigt tilhørte, for at fastlægge priser, sætte standarder og styre deres bestemte arbejdsområde. Mindst 18 af sådanne foreninger blev dannet i Nauvoo, deriblandt de vigtige Nauvoo House Association, Botanic Association, Nauvoo Coach and Carriage Manufacturing Association, Tailors, Potters, Bricklayers og endelige den succesrige Nauvoo Agriculture and Manufacturing Association. Side 4 af 9

Eftersom jord og bygninger var de væsentligste aktiver i Nauvoo, blev køb, salg og jordbytteri en af byens største forretninger. I de første to år i Nauvoo var profeten, som Kirkens kasserer og senere som forvalter af Kirkens formuegoder, meget engageret i ejendomshandel. Eftersom Kirkens medlemmer ikke havde mange penge eller overhovedet ingen penge, fik de ofte ejendomsretten til jord i Nauvoo i bytte for ejendomsretten til deres ejendomme i Missouri eller Ohio. Endelig var der de private investorer, der solgte og handlede med jord med de nyankomne, specielt på skrænterne i den østlige del af byen, hvor templet var ved at blive bygget. Eftersom Kirken ejede det meste af lavlandet, opfordrede Kirkens ledere de hellige til at købe grund og etablere forretninger der, så Kirken kunne komme af med jorden og betale sin gæld. Visse grundejere på skrænterne anklagede Kirken for uretfærdig konkurrence, og mente at det ville være sundere at bo højere oppe. Trin for trin fik små jalousispirer og andre problemer nogle af medlemmerne til at falde fra Kirken.9 Uddannelse og samfund i Nauvoo Den interesse for uddannelse, som havde vist sig i Kirtland, var nu endnu større i Nauvoo. Private skoler overgik de offentlige bestræbelser, som gik forud for vedtagelsen af Nauvoos frihedsbrev. Mindst 81 mennesker -- 48 mænd og 33 kvinder -- fandt en del af deres levebrød ved at undervise i Nauvoo. Over 1800 elever var indskrevet i skolen. Skoleåret var delt op i semestre, som typisk var af 3 måneders varighed. Eli B. Kelsey underviste og ledte den største offentlige skole med langt over 100 elever. Prisen for at gå i skole i Nauvoo varierede fra 1.50 dollars til 3.00 dollars per semester, og nogle af eleverne betalte for undervisningen med andre produkter.10 Nauvoos uddannelssystems top var University of the City of Nauvoo (Byen Nauvoos universitet). På grund af andre bygningsprioriteter blev der dog aldrig bygget et egentlig universitetsområde. Universitetklasserne samledes i private hjem og i offentlige bygninger. Fakultetet bestod af Parley P. Pratt, professor i engelsk, matematik og videnskab; Orson Pratt, professor i engelsk litteratur og matematik; Orson Spencer, professor i fremmedsprog; Sidney Rigdon, professor i kirkehistorie; Gustavus Hills, professor i musik.11 Orson Pratt var den mest populære lærer. Han tilbød kurser i regning, aritmetik, geometri, trigonometri, statistik, navigation, analytisk geometri, matematisk regning, filosofi, astronomi og kemi. Uregelmæssige skemaer og mangel på et fultidsfakultet og et egentligt universitetsområde betød, at universitetet kun var på det første stade, da de hellige blev tvunget til at forlade Illinois. Ikke desto mindre var et vigtigt forbillede blevet grundlagt mht. Kirkens engagement i højere uddannelse for fremtiden. Uddannelse for mange af de hellige i Nauvoo kom gennem offentlige forelæsninger og debatter. Mange omrejsende forelæsere talte i Nauvoo om så forskellige emner som frenologi (den teori, at man fra kraniets form kan finde frem til personens karakter) og geologi. Nauvoo Lyceum afholdt regelmæssige debatter omkring de seneste emner i samfundet. De hellige etablerede også et museum, der bestod af gaver fra missionærer og andre rejsende. Addison Pratt kom med den første gave. Nogle af de ting, han gav, var en hvaltand, koraler og kæbeben fra et marsvin.12 Hovedkilden til nyheder var avisen. De hellige havde udgivet aviser i Missouri og Ohio. Under belejringen i Missouri havde Kirkens ledere begravet trykkerimaskinen, der var blevet brugt til at trykke Elder's Journal. Den blev fundet i 1839 og bragt til Nauvoo, hvor den blev anvendt til at trykke Times and Seasons, som udkom i november samme år. Side 5 af 9

Som Kirkens officielle publikation blev Times and Seasons omhyggeligt kontrolleret og overvåget af profeten. I løbet af sin korte levetid udgav Times and Seasons væsentlige doktrinære lærdomme og politiske udtalelser, deriblandt Joseph Smiths officielle historie, dele af Moses' Bog og Abrahams Bog, som senere blev en del af Den Kostelige Perle. Avisen bragte konferencetalerne, rundskrivelser fra De Tolvs Apostles Råd, referat af vigtige kirkemøder, genoptryk fra andre aviser og en tale, holdt af Joseph Smith ved ældste King Folletts begravelse den 7. april 1844, kaldet "King Follett-talen." Der var dusinvis af artikler om Mormons Bog, deriblandt arkæologiske beviser og drøftelser af geografiske steder. Nauvoo havde også en ugentlig ikke-religiøs avis, som var helliget artikler om landbrug, forretningsliv, videnskab, kunst og lokale begivenheder. Da den første gang blev udgivet i april 1842, var det under navnet Wasp, men navnet blev senere ændret til Nauvoo Neighbor. Den blev trykt på samme trykkeri som Times and Seasons og blev redigeret af William Smith, profetens broder. Senere overtog John Taylor de redaktionelle forpligtelser. Nauvoos indbyggere havde, ligesom andre amerikanere, tid til at nyde og deltage i fritidsaktiviteter. De gik i teater (i kulturhallen), til forelæsninger, bal eller på danseskole, sang i et af de tre kor, spillede i et af de tre hornorkestre, bowlede, spillede bold, trak stave (dvs. to mænd sidder over for hinanden med fødder mod modpartens fødder og trækker så af al magt og kraft, for derved at tvinge modparten op at stå), gik til brydning og så på præriebål. Joseph Smith var især glad for at trække stave og for brydning og blev hyldet vidt og bredt, som en af de bedste i begge discipliner. Træskærings- og quiltingarrangementer, lader på andelsbasis og husbyggeri, fiskeri, plukning af vilde bær, fletning og vævning af tæpper var alle praktiske såvel som afslappende og populære gøremål. Død og sygdom fortsatte med at plage Nauvoo, selv efter at sumpområdene var blevet drænet og malariaen og koldfeberen aftog. Omkring halvdelen af de rapporterede dødsfald var blandt børn under ti år. Døden bankede ofte på en families dør mere end en gang, til tider tog den begge forældrene. Sygdomme, som angreb og ofte slog de sidste dages hellige ihjel, var diarré, kræft, mæslinger, fåresyge, kighoste, dysenteri, tuberkulose og difteri. Breve til folks kære berettede ofte om sygdom, død og lidelser. Leonora fortalte i et brev til sin mand John Taylor, mens han stadig var på mission i England: "Det har været et kummerligt sted, siden du rejste, fyldt med sygdom. Næsten alle i hver familie er syge; George [John Taylors søn] blev rask igen efter en febersygdom, men er stadig en smule øm i yderkanten af sine pupiller, hvilket bekymrer mig."13 Bathsheba Smith skrev det følgende i 1842 til sin mand, som var på mission, angående deres søn: "George Albert var syg sidste lørdag og søndag. Jeg var bekymret for ham. Jeg blev bange for, at han skulle have fået malaria. Jeg tog ham til dåbsfonten og han blev døbt, siden da har han ingen feber haft. Han er næsten rask nu."14 Breve fra Nauvoo indeholdt ikke udelukkende beretninger om sygdom, død eller lidelser. Offentlige begivenheder, fremgang i haven og igangværende begivenheder i Kirken var blot nogle få andre emner. Batsheba Smiths ensomhedserkendelse og savn af hendes elskede George A. er et godt eksempel på det hyppige udtryk for kærlighed, som næsten var en del af hvert et brev: "Jeg ville så gerne tilbringe denne eftermiddag med dig. Det synes mig, at jeg ikke kunne ønske noget bedre for mig selv end at sidde og lytte til din Side 6 af 9

dejlige stemme og høre dig dele af din videns skat; selv lyden af dine fodtrin ville være som musik i mine ører."15 Kirkens organisation udvides Da tusinder af hellige samledes i Nauvoo og de omkringliggende samfund, dukkede der nye organisatoriske behov op. De tre hovedstave i området Nauvoo, Iowa (Zarahemla), og Ramus (Illinois) blev udvidet med en organisation bestående af et præsidentskab og et højråd. Derudover fik stavene i Iowa og Ramus en biskop til at overvåge de fattiges behov og til at klare andre væsentlige velfærdsbehov. I Nauvoo var der oprindeligt udpeget tre biskopper til at betjene de nødlidende inden for de tre kommunale ward. Den hurtige og store indvandring førte i august 1842 til en omstrukturering af byen til ti ward med tre ward i udkanten af byen. Med de indvandrede helliges behov for øje blev der udnævnt en biskop i hvert ward. Der var ingen ward eller kirkelig organisation, ej heller var der nogen tanker om en wardskirkeenhed. Søndagsmøderne og præstedømmets kvorummer fungerede på stavsplan eller på det overordnede kirkeniveau. Præstedømmets kvorummer blev reorganiseret i Nauvoo. Der var et ældsternes kvorum med John A. Hicks som præsident. Højpræsternes kvorum blev præsideret over af Don Carlos Smith. Tre kvorummer for De Halvfjerds, der blev organiseret lige før ankomsten til Nauvoo, blev hovedsageligt dannet som en missionærpulje. Således var halvfjedserne den største gruppe i Det Melkisedekske Præstedømme i Nauvoo-perioden. Som sådanne byggede de deres egen bygning, den imponerende Seventies Hall på Parley Street, og var aktive mht. missionering og undervisning. Adskillige flere halvfjedser-kvorummer blev dannet efter profetens død. Da apostlene vendte tilbage fra deres mission i England, gav Joseph Smith dem yderligere forpligtelser i Kirkens organisatoriske struktur. Ved en særlig konference den 16. august 1841 bekendtgjorde profeten, at De Tolv skulle blive hjemme, hvor de kunne støtte deres familier, lette Det Første Præsidentskabs finansielle byrder, og varetage de mange indvandreres behov. Joseph sagde, at mens de fortsatte med at styre missioneringen, "så var tiden kommet, hvor De Tolv skulle kaldes til at stå på pladsen ved siden af Det Første Præsidentskab."16 Tidligere havde apostlene virket som et omrejsende højråd og havde ingen myndighed, hvor der fandtes organiserede stave med egne højråd. Som et resultat heraf, konkurrerede de forskellige højråd ifølge mange med De Tolv om autoritet. Men nu blev De Tolv generalautoriteter over stavene, såvel som over missionærerne. Da profeten led martyrdøden, havde han oplært De Tolv Apostle og havde velsignet dem med rigets nøgler, så de fuldstændig kunne overtage Kirkens lederskab. Sidste dages hellige kvinder blev velsignet med en ny kirkeorganisation I Nauvoo-æraen. Den fandt sin begyndelse, da en del kvinder, anført af Sarah M. Kimball, organiserede sig for at sy skjorter til de mænd, der arbejdede på templet. De sammensatte en meget tidstypisk styring for kvinders organisationer på denne tid, men da Joseph Smith blev spurgt til råds, tilbød han at organisere den efter samme mønster som præstedømmet. Under hans ledelse og ved en forsamling af 18 kvinder blev Hjælpeforeningen i Nauvoo organiseret den 17. marts 1842. Emma Smith blev valgt som dens præsidentinde, og således var det ifølge Joseph Smith en opfyldelse af en tidligere modtaget åbenbaring, hvori hun blev udpeget som en "udvalgt kvinde" (L&P 25:3). Organisationens formål var at "hjælpe de fattige, de nødlidende, enkerne og de forældreløse og at udøve alle velgørende formål."18 Side 7 af 9

Den 28. april gav profeten søstrene yderligere vejledning og løfter. Han rådede dem til at behandle deres mænd "med mildhed og hengivenhed," og at møde dem med "et smil i stedet for strid og knurren," og han mindede dem om, at når en person var fortvivlet, så var der behov for "kærlighedens og venlighedens husvalelse". Efter at have lovet, at de ville modtage passende instrukser gennem præstedømmets orden, sagde han: "Jeg drejer nu nøglen om for jer i Herrens navn, og denne forening vil glæde og fryde sig, og kundskab og intelligens vil tilflyde jer fra nu af; det er begyndelsen til bedre dage for de fattige og trængende, som skal komme til at glæde og fryde sig og udøse velsignelser over jer."19 Skønt de sidste dages hellige kvinder på dette tidspunkt skulle ansøge om at blive medlem, var Hjælpeforeningen meget populær og voksede hurtigt. Medlemskabet var vokset til over 1300 kvinder på det tidspunkt, profeten døde. På grund af den krise, der fulgte efter martyrdøden samt udvisningen til og bosættelse i vesten, var der kun få hjælpeforeningsmøder, inden organisationen blev genoplivet i 1867. Eftersom tilbedelse ikke skete på wardsbasis, centreredes tilbedelse omkring profetens offentlige tjenestegerning og den private familietilbedelse. Når vejret tillod det, blev søndagsmøderne afholdt i en lysning i nærheden af templet, hvor der var plads til, at tusinder af mennesker kunne samles. Kirkens autoriteter sad på en flytbar platform, mens publikum sad på sten, træstubbe eller på græsset. Sabbatten indeholdt typisk et åndeligt møde om morgenen og et forretningsmøde om eftermiddagen. De hellige elskede at høre deres profet tale og deltog trofast i disse møder, men det var hårdt for ham at tale i adskillige timer til et stort publikum i det fri. Sommetider svigtede hans stemme for en stund, og så måtte andre tage hans plads. Mange af disse taler blev nedskrevet og er en vigtig doktrinær kilde og vejledning for Kirken i dag. Familier mødtes ofte i deres hjem og nød varmt brød eller andre forfriskninger, mens de lyttede til vidnesbyrd, råd fra familiens overhoved og missionærrapporter. Det personlige religiøse liv i Nauvoo omfattede også faste og bøn, salmesang og salvelse af de syge. Selv sociale begivenheder havde et religiøst aspekt og spillede en stor rolle i foreningen af de hellige og i at styrke deres levemåde. Livet i Nauvoo var almindeligvis som livet i amerikanske byer i det 19. århundrede. Men der var nogle enestående aspekter. Måske var den største forskel, at de fleste borgeres dybeste håb centrerede sig om at blive samlet i henhold til Zions principper, bygningen af deres hellige tempel, lærdommen om frelse og om at søge den Allerhøjestes velsignelser. Slutnoter 1. Joseph Smith, Hyrum Smith, og Sidney Rigdon i History of the Church, 4:267, 271-272. 2. Smith, Smith og Rigdon i History of the Church, 4:273. 3. Dette afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 155. 4. Foregående to afsnit er taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 154, 156, 161-162. 5. History of the Church, 5:328, 5:137. 6. Afsnit taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 151, 153. 7. "A Sketch of the Life of Eunice Billings Sno"W, Women's Exponent, sep. 1910, s. 22. 8. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 155-156. 9. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 155. Side 8 af 9

10. Se Paul Thomas Smith, "A Historical Study of the Nauvoo, Illinois, Public School System, 1841-1845," Master's Thesis, Brigham Young University, 1969, s. 82-98. 11. Taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 158-159. 12. Se History of the Church, 5:406. 13. Ronald K. Esplin, "Sickness and Faith, Nauvoo Letters, "Brigham Young Universities Studies, sommeren 1975, s. 427. 14. I Kenneth W. Godfery, Audrey M. Godfrey og Jill Mulvay Derr, Women's Voices (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1982), s. 122-123. 15. I Godfrey, Godfrey og Derr, Women's Voices, s. 125. 16. Brigham Young i History of the Church, 4:403. 17. "Story of the Organisation of the Relief Soceity," Relief Society Magazine, mar. 1919, s. 129. 18. History of the Church, 4:567; foregående to afsnit er taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 160, 163-164. 19. Profeten Joseph Smiths Lærdomme, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Danmark, s. 275. Side 9 af 9