Kommentarer til Danmarks rapport til UPR eksamination den 2. maj 2011 Den 2. maj 2011 skal Danmark til eksamination ved FN Menneskerettighedsråd under den såkaldte UPR proces. UPR en blev indført i 2006 og indebærer, at samtlige FNs 192 medlemslande eksamineres en gang hver fjerde år for at undersøge om de lever op til deres internationale forpligtigelser på menneskerettighedsområdet. Til brug for eksaminationen har Danmark udarbejdet en 20 siders rapport om menneskerettighedssituationen i Danmark samt på Færøerne og i Grønland. Hermed følger en kritisk gennemgang af rapporten udarbejdet af Red Barnet, Dansk Russisk Forening, FN Forbundet, Dansk Kvinderåd, Danske Handikaporganisationer og Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Generelle betragtninger Rapporten er gennemgående ukritisk og forholder sig ikke i det store hele til konkrete problemstillinger og områder, hvor der kunne være tale om brud med menneskerettighederne fra dansk side. Trods en høringsproces i forbindelse med et første udkast til rapporten er det ikke mange af de kommentarer som NGO erne er kommet med, som har fundet vej ind i rapporten. Rapporten kan i det store hele ses som en opregning af gældende ret og praksis uden fokus på kontroverselle områder på kant med menneskerettighederne. Danmark er før blevet kritiseret for at være for ukritisk og senest i forbindelse med eksaminationen af Danmark ved FN s Børnekomite i januar 2011, blev det påpeget af komitéen, at Danmark ikke havde været tilstrækkelig selvkritisk i rapporteringen, hvilket var beklageligt, da det jo er hele formålet med processen at se selvkritisk og reflekterende på egne forhold. Rapporten forholder sig heller ikke til den manglende danske respekt for FNs normgivende rolle på menneskerettighedsområdet, eksempelvis i form af den totale negligering af UNHCR. Det fremgår af gentagne udtalelser fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti: FN-konventionerne er forældede, og Danmark skal overveje at melde sig ud af dem. Hvis Danmark tilslutter sig nye konventioner, skal det ske tidsbegrænset. På trods af, at Danmark som det første land i 1952 tiltrådte Flygtningekonventionen, og at Danmark i.h.t. Tillægsprotokollen til Flygtningekonventionen har pligt til at samarbejde med UNHCR, negligeres jævnligt advarsler fra UNHCR. Den tidligere integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, der indtil for ganske nylig på regeringens vegne varetog ansvaret for at samarbejde med UNHCR, har ved adskillige lejligheder afvist at tage hensyn til UNHCRs rådgivning med den begrundelse, at den var politisk og ikke professionel. I forbindelse med udlændingelovens stramning i april 2010 skete det med bemærkningen: UNHCR har en politisk dagsorden, der går langt ud over flygtningekonventionens rammer. Det har jeg fortalt dem masser af gange. Henstillinger og advarsler fra UNHCR er ikke retligt bindende, men når Danmark ikke efterkommer dem, kan det ses som udtryk for, at Danmark bevæger sig bort fra FN og de folkeretlige forpligtelser, som Danmark gennem Folketingets beslutninger har påtaget sig. Det bidrager til en retstilstand, der har bragt det danske asylsystem ud i en legitimitetskrise. Eksempler på at Danmark har handlet i strid med UNHCRs advarsler: Tvangstilbagesendelse af tamiler i 2006 Tvangstilbagesendelse af irakere i 2009-2010 Tvangstilbagesendelse af asylsøgere til Grækenland
Eksempel på at Danmarks har undladt at konsultere UNHCR: Sagen om afslag på statsborgerskab til statsløse palæstinensere født og opvokset i Danmark Som fremhævet i Højkommissærens sammendrag over anbefalinger fra komiteer for konventionsovervågning (pp.9 og 11-12) har UNHCR flere gange uden resultat henstillet, at dansk lovgivning ændres for at sikre, at de danske konventionsforpligtelser respekteres. Kommentarer til rapportens enkelte afsnit (Der henvises til de enkelte nummererede afsnit i rapporten) Del II, Afsnit C, nr. 7 Rapporten opremser en lang række konventioner som man fra dansk side har tiltrådt, og det nævnes, at man fra dansk side ikke har tiltrådt tillægsprotokollen til handikapkonventionen eller konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det fremgår ikke hvorfor man ikke har tiltrådt disse eller om man agter at gøre det. Dette bør forklares yderligere. Der er heller ikke i rapporten en henvisning til gældende nordiske konventioner. Del II, Afsnit C, nr. 9 Det følger af rapporten, at Danmark tager de afgørelser som FNs komitéer kommer med seriøst og at der følges op på alle sager. Danmark har i 2010 haft fire sager imod sig i henholdsvis FNs Racediskriminationskomité (3 sager) og FNs Torturkomité (1 sag). I sagerne fra FNs Racediskriminationskomité har komitéen anbefalet, at der tildeles erstatning til de forurettede, hvilket den danske stat har nægtet bl.a. med den begrundelse af afgørelserne fra FN komitéer ikke har juridisk gyldighed og at man derfor ikke er forpligtede til at følge afgørelserne i modsætning til domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Rapporten nævner ikke denne problemstilling. Del II, Afsnit C, nr. 13 Det følger af rapporten, at danske domstole er tilbageholdene med hensyn til at sikre om dansk lovgivning er i overensstemmelse med internationale konventioner, hvis ikke der er tale om inkorporerede konventioner. I rapporten tages der derimod ikke stilling til om man fra dansk side vil se på at inkorporere en række FN konventioner, herunder torturkonventionen, børnekonventionen m.fl. Del II, Afsnit D, nr. 16 Folketingets Ombudsmand er udpeget som national forebyggelsesmekanisme (NPM) i medfør af tillægsprotokollen til FNs Torturkonvention (OPCAT), og opgaven varetages med bistand fra IMR og RCT. Folketinget har imidlertid ikke bevilget den nødvendige finansiering af Danmarks NPM, som er en forudsætning for, at NPM en kan udfylde sit mandat i henhold til OPCAT. Se også anbefalingen fra FNs Specialrapporteur for Tortur vedr. behovet for øgede ressourcer til Danmarks NPM (A/HRC/10/44/Add.2, 18. februar 2009, para. 25). Del II, Afsnit E, nr. 18 Det nævnes sikke i rapporten, at man fra dansk side har skåret i støtten til danske NGO er over de sidste 10 år. Det nævnes heller ikke, at danske NGO er ikke længere inddrages i officielle delegationer til FN, OSCE og andre internationale organisationers møder, som der har været
præcedens for i mange år. Dermed udelukkes civilsamfundet fra at være direkte tilstede og inddraget i beslutningsprocessen ved udformningen af f.eks. menneskerettighedskonventioner. Det er kun NGOer der har et økonomisk grundlag for at betale for egen deltagelse, der dermed er med i den endelige beslutningsproces. Del III, Afsnit B, nr. 22 Den nugældende ulige fordeling af barselsorlov er en vigtig faktor til forklaring af ulige løn mellem mænd og kvinder. Rapporten nævner de strukturelle problemer i forbindelse med barselsorlov, men rapporten udbygger det kun ift. det kønsopdelte uddannelses- og arbejdsmarked. Del III, Afsnit B, nr. 23 Det nævnes ikke i rapporten, hvilke initiativer regeringen har taget til at skabe ligeløn. Del III, Afsnit B, nr. 26 Rapporten er løst formuleret i forhold til konkrete initiativer for at sikre overholdelsen af Handicapkonventionen. Handicaporganisationerne har ønsket en samlet plan, der kunne skabe overblik, sammenhæng og sikre, at handicapkonventionen bliver fuldt implementeret og de har ønsket at medvirke til udarbejdelsen af en sådan plan. Dette ville sikre overholdelse af Handicapkonventionens Artikel 4 stk. 3, der slår fast, at staten skal rådføre sig med organisationer der repræsenterer mennesker med handicap i spørgsmål, der vedrører os selv. Handicapkonventionens handicapbegreb er dynamisk, og der har været meget uensartede udlægninger af, hvilken personkreds der er beskyttet af Handicapkonventionen. Hvorvidt og til hvilket niveau Danmark opfylder Handicapkonventionen er i høj grad betinget af, hvordan Danmark fortolker handicapbegrebet. Der er derfor behov for, at regeringen på baggrund af handicapbegrebet, som beskrevet i Handicapkonventionens præambel og Artikel 1, giver sin egen udlægning af, hvem der er beskyttet af Handicapkonventionen. Del III, Afsnit B, nr. 38 Rapporten omtaler ikke, at familier med børn i flere tilfælde har opholdt sig i mange år under meget svære forhold. Del III, Afsnit C, nr. 40 Det anføres i rapporten, at Asylsøgerbørn modtager undervisning, der svarer til den undervisning som herboende børn modtager i det danske skolesystem. I praksis får asylsøgerbørn i modtagelsesklasserne imidlertid færre undervisningstimer end det, der tilbydes i den danske folkeskole. 1 Adgangen til undervisning er endvidere kun sikret for børn op til 17 år, og frihedsberøvede asylsøgerbørn er ikke sikret adgang det danske skolesystem. 2 1 Christensen, Else og Andersen, Kathrine Vitus, Livsvilkår for børn med familie på danske asylcentre, 2006, København: Socialforskningsinstituttet, http://www.sfi.dk/graphics/sfi/pdf/rapporter/2006/0625_livsvilk%c3%a5r_for_asylb%c3%b8rn.pdf 2 Nina Marie Lassen (2007). Centrale EU-direktiver vedrørende asyl- og ophold: På hvilke områder er der ringere standarder i Danmark? København: Dansk Flygtningehjælp, http://flygtning.dk/fileadmin/uploads/pdf/saadan_hjaelper_vi_pdf/asyl_pdf/eu_direktiver.pdf
Rapporten forholder sig endvidere ikke til spørgsmålet om barnets tarv i asylsager, børns ret til egen asylsag, børn med psykiske lidelser og ophold, statsløse børn, de midlertidige ophold for uledsagede børn og manglende holdbare beslutninger for børn. Rapporten forholder sig heller ikke kritisk til spørgsmålet om starthjælp og hvilke konsekvenser indførelsen har haft for de familier som opholder sig i de danske asylcentre. Ved eksaminationen af Danmark i FNs Børnekomité i januar 2011 har komitéen omtalt det det nye immigrationssystem som omfatter pointsystemet for permanentophold knyttet sammen med at man ikke modtager offentlige ydelser samt starthjælpen som diskriminerende. Del III, Afsnit C, nr. 41 Uledsagede børn får ganske rigtigt udpeget en personlig repræsentant, der skal varetage barnets interesser. Uledsagede børn, som søger om humanitær opholdstilladelse, har imidlertid ikke ret til juridisk bistand i asylprocessen, på trods af, at dette kan være en forudsætning for, at barnets tarv kommer i første række, jf. artikel 3 i Konventionen om Barnets Rettigheder. Del III, Afsnit D, nr. 45 Rapporten forholder sig ikke til manglende modersmålsundervisning, genopdragelsesrejser, og pointsystem, der bevirker at vedvarende løsninger ikke findes. Del III, Afsnit E, nr. 48 I rapporten nævnes Serviceloven og forældreansvarsloven samt kommunernes ansvar på børneområdet. Det er ærgerligt, at rapporten ikke nævner Forældreansvarsloven, Barnets reform og Anbringelsesreformen, som netop er blevet rost i forbindelse med eksamination i FNs Børnekomite i januar 2011. Rapporten nævner heller ikke børns manglende kendskab til rettigheder, manglende horisontal og vertikal sikring af rettigheder, mobning, seksuelt misbrug, anbringelser og fejl i anbringelsessager m.fl. For så vidt angår børn med handikap nævner rapporten ikke den ikke-inkluderende undervisning for børn med handicap, den manglende træning af undervisere eller spørgsmålet om fysisk adgang til institutioner og andet. Det fremgår heller ikke, at retten til familie for børn med handicap er problematisk, da anbragte børns forældre ikke kan tage børn hjem fordi hjælpemidler er knyttet til institutionen. Del III, Afsnit F, nr. 50 Rapporten fremkommer noget uskarp i forhold til problemet om human trafficking. Der er ingen vurdering af, om den omtalte handlingsplanen virker. Af rapporten fremgår det endvidere, at der er mulighed for at kvinder som har været udsat for trafficking kan få asyl, men det fremgår ikke hvor mange der rent faktisk får det. Det er et meget lavt tal. Danmark har på nuværende tidspunkt ingen handlingsplan i forhold til børn som udsættes for human trafficiking. Det forekommer, at disse børn sættes i fængsel og at der er manglende opholdsmuligheder i Danmark. Der er ikke fokus på barnets tarv i disse sager
Del III, Afsnit G, nr. 54 Rapporten nævner ikke vold mod kvinder med udenlandsk baggrund (som risikerer udvisning, hvis de forlader deres voldelige mand), vold mod handicappede kvinder som særligt problem eller seksuel vold herunder voldtægt 71. Del III, Afsnit L, nr. 71 Den kriminelle lavalder er blevet nedsat, på trods af anbefalinger fra FNs Børnekomite. Kritikken bliver ikke gengivet i rapporten. Rapporten nævner heller ikke brug af isolationsfængsling i forhold til børn og nævner ikke strafmaksimum for børn. Del III, Afsnit L, nr. 74 Trods omtale af Byrets dom af 16. december 2010 om anholdelser under COP15 indeholder rapporten stadig ingen henvisning til ombudsmandens kritik i sagen og spørgsmålet om manglende overholdelse af menneskerettighederne under anholdelserne. Del III, Afsnit L, nr. 79 Rapporten nævner ikke samarbejdet mellem det danske efterretningsvæsen og udenlandske samarbejdspartnere, hvor det er kendt, at de lande udøver tortur. FNs Special Rapporteur har udtrykt kritik på området. Del III, Afsnit L, nr. 80 Rapporten nævner Niels Holck sagen og Hillerød rets dom om ikke at udlevere Niles Holck til Indien til restforfølgelse. Rapporten nævner dog ikke, at sagen vedrører spørgsmålet om brugen og anvendeligheden af såkaldte diplomatiske forsikringer. Retten tager ikke principielt afstand fra brugen af dem, men afviser, at de kan bruges i dette tilfælde. Spørgsmålet om muligheden for anvendelsen af diplomatiske forsikringer nævnes ikke i rapporten, trods det at regeringen i 2009 nedsatte et udvalg som kom frem til at de måske kunne bruges i nogle tilfælde, men at det krævede politisk handling. Del III, Afsnit M, nr. 83 Rapporten nævner ikke starthjælp, 450-timers reglen, indskrænkninger i fht. ret til børnecheck, nedsatte sociale ydelser generelt og spørgsmålet om en egentlig fattigdomsgrænse. 26. april 2011