MYANMAR 12 I amnesty
Af Thomas Aue Sobol I Foto: Christian Holst AIDS-alaRm i Myanmar: Kun hver femte får hjælp Udstødelse af samfundet og ensom død. Det er udsigten for de fleste aids-syge i Myanmar. Juntaen har kørt sundhedssystemet i sænk i landet, hvor man straffer hiv-aktivister med fængsel. Men titusinder kunne reddes hvert år, hvis de bare fik medicin. amnesty I 13
MYANMAR Det hiv-smittede kærestepar 30-årige Kyi Myo Tun (t.h.) og 34-årige Khin Cho Oo håber på en dag at kunne leve et normalt liv i Khins landsby. Men Khins immunforsvar er i bund, og før hiv-behandlingen kan gå i gang, skal han færdigbehandles for tuberkulose. Hiv-aktivisten og NLDmedlemmet Phyu Phyu Thin har været fængslet to gange. Alligevel fortsætter hun sit arbejde for de syge. Vi må kæmpe mod frygten, siger hun. Jeg elsker kærlighedssange, men jeg synger ikke så godt, siger 34-årige Khin Cho Oo, mens han ser på tv-skærmen med søvnige øjne. Vi sidder i et af Yangons karaokebarer mellem blå vægge og sofaer i kunstig, grøn læder. Khins hvide blodlegemer er under angreb. Hiv-virusset har for alvor fat i hans immunforsvar, og det ser ud, som om han dårligt kan holde om mikrofonen. Værten opfylder Khins ønske og sætter et skrattende burmesisk pophit på. Ved siden af smiler 30-årige Kyi Myo Tun genert. Vi drømmer om at få børn, men jeg tror, vi må vente to år. Hvis Khin tager sine piller regelmæssigt og spiser og sover godt, så vil hans modstandskraft blive bedre og bedre for hver dag, siger hun. Den unge kvinde blev smittet af sin tidligere mand, der døde i et fængsel i 2006, efter han havde ageret kurer for politiske aktivister mellem Myanmar og Thailand. Kyis nye kæreste, Khin, var tidligere langturschauffør og havde sex med kvinder i små landsbyer, hvor der ikke var nogen kondomer. Det nyforelskede par er heldigere end de fleste andre hiv-ramte burmesere. Kyi har allerede fået såkaldt antiretroviral behandling, der hæmmer virussets fremmarch, og Khin skal til at begynde. I Myanmar er hiv-smitte ellers oftest lig med udstødelse og en død i ensomhed. Militærdiktaturet har omkring 240.000 smittede, og 76.000 mennesker har som Khin akut behov for medicinsk behandling. Men selv om FN har udråbt hiv-epidemien i Myanmar til en af de alvorligste i Asien, er det under en femtedel af de trængende, der får hjælp. Og medicinen kommer ikke fra styret. De to unge hiv-smittede bor hos aktivisten Phyu Phyu Thin. Tidligere drev hun to klostre for hiv-smittede i samarbejde med munke, der trods trusler nægtede at vende ryggen til de syge. Nogle fik det bedre, andre døde. Som den 23-årige Zaw Maung, der blev båret til krematoriet svøbt i et blåt tæppe og dækket af Den burmesiske junta negligerer landets hivepidemi og behandler kun et par hundrede af de 76.000 smittede, der lige nu har akut behov for medicin for at overleve. I stedet prøver nogle få internationale organisationer og Aung San Suu Kyis parti at dæmme op for epidemien. Her spiser en gruppe patienter frokost i det buddhistiske kloster, hvor de bor. Klosteret blev senere lukket af juntaen, og patienterne smidt på gaden. rosenblade. Men da munkene rejste sig mod styret under den mislykkede Safran-revolution i efteråret 2007, stormede soldaterne det ene tempel, sendte munkene på flugt og smed patienterne på gaden. Det andet tempel blev lukket dette forår med besked om, at munkene hellere skulle bruge tiden på at studere de hellige skrifter. I dag har Phyu Phyu Thin flyttet hiv-patienterne hjem i sit eget byhus. Jeg har konstant 40-50 mennesker boende. Det er svært at få plads til flere, siger hun, som også er medlem af frihedsikonet Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD). Phyu Phyu Thin har været anholdt flere gange for sit hiv-arbejde, og hun har tilbragt fire måneder i det berygtede Insein-fængsel, hvor en del af Myanmars over 2.000 politiske fanger stadig sidder. Under munkeopstanden, hvor juntaen dræbte mindst 38 mennesker, gik hiv-aktivisten under jorden. Men da cyklonen Nargis otte måneder senere ramte Myanmar og dræbte over 140.000 mennesker, brugte hun kaoset til at træde frem fra sit skjul. Phyu Phyu fortæller, at juntaen faktisk er i færd med at udvide landets to hospitaler for hiv-patienter, men alt i alt er der stadig blot 250 senge. Og hvad hjælper det i øvrigt med større hospitaler, når der intet er inde i dem? Patienterne skal selv købe medicinen, men de færreste har råd til at betale de 30 dollar om måneden, det koster. Et beløb, der svarer til en almindelig månedsløn. Fortsætter det på den måde, risikerer vi at tabe en stor del af den unge generation. Det er en katastrofe for vores land. Cirka halvdelen af Myanmars statsbudget bruges på militær oprustning, mens der er under en dollar om året per borger til sundhed og til at bekæmpe store dræbere som malaria, tuberkulose og hiv. Juntaen bruger kun penge på det, der kan holde den ved magten. Befolkningens sund- 14 I amnesty
En far våger over sin syge søn, der prøver at sove, men tuberkulosen holder ham vågen. Sønnen er en af de få i Phyu Phyu Thins hus, som har et familiemedlem til at hjælpe sig som oftest kommer patienterne alene. Uvidenheden omkring sygdommen er stor i landet og med den følger skam og udstødelse. Amnesty I 15
MYANMAR Kyi Myo Tun (t.v.) er på vej til læge med to medpatienter. Kyi Myo Tun fandt ud af, at hun var smittet, da hendes mand døde i 2006. Hun er stadig ved godt helbred, da virussen ikke er gået i udbrud. Indtil videre klarer hun sig ved at spise godt og tage kosttilskud, mens kvinden i midten for nylig er blevet meget syg og nu er indlagt på et af landets kun to aids-hospitaler. hed interesserer den slet ikke, sagde Phyu Phyu Thin, da vi mødte hende første gang i 2007. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har tidligere vurderet det burmesiske sundhedssystem til at være verdens næstdårligste, kun overgået af krigshærgede Sierra Leone. Helt slemt er det i landområder med etniske minoriteter, hvor folk desperat tyr til traditionel medicin, træbark og blade. For nylig bankede det på min dør klokken 4 om natten. Udenfor stod en tynd, benet 12-årig dreng med høj feber og hævede lunger. Han havde rejst mere end 300 kilometer nordfra og kom direkte fra bussen hen til mit hjem, fortæller Phyu Phyu Thin. Hun tilføjer, at drengen har en meget lille chance for at overleve. Han er kommet for sent. Vores regering kender ikke til skam. Den er immun over for følelsen. Patienter bliver aktivister Hiv-smitten i Myanmar spredes blandt andet via prostituerede. Flere tidligere militærledere ejer bordeller med unge piger særligt fra landets etniske minoritetsgrupper. Herfra følger virusset de handlendes ruter. Især handlen med jade, rubiner og teaktræ er lukrativ, og meget af det ryger illegalt til Kina ad Aids-motorvejen, som man kalder den nye motorvej, der løber fra Myanmars nordlige Shan-provins til den sydkinesiske by Kunming. Også stofmisbrugere spreder smitte. Det er velkendt, at en af juntaens store indtægtskilder kommer fra opiumsdyrkning. Sidste år i november udsendte Læger Uden Grænser en appel, efter at 25.000 burmesere var døde af aids i løbet af et år. De anklagede ikke blot juntaen, men også det internationale samfund, fo at svigte Myanmars hiv-smittede. Diktaturet er et af de lande i verden, der modtager mindst international bistand også langt mindre end andre slyngelstater, som for eksempel Sudan. Vestens frygt for at blive sat i bås med en flok skruppelløse generaler er stor. Men Læger Uden Grænser mener, at det er muligt at nå folket direkte. Den humanitære organisation behandler selv over 13.000 hivsmittede, men har nu nået smertegrænsen og opfordrer andre til at tage fat. Som en læge fra den schweiziske del af organisationen siger: Vi står med en humanitær krise, der skyldes årtiers svigt. Befolkningen lider, og vi må hjælpe dem uafhængigt af den politiske situation. Myanmar har netop søgt om midler fra Global Fund til at bekæmpe hiv, malaria og tuberkulose. Den internationale institution har hidtil brugt 15,6 mia. dollar verden over på at bekæmpe de tre sygdomme, men Myanmars generaler har været boykottet på grund af frygt for misbrug af midlerne. Og det er yderst vanskeligt at arbejde i landet, forklarer en lokal nødhjælpsarbejder, der ønsker at være anonym: De mistænker os konstant for, at vi har forbindelse til oppositionen. Bare vi bruger ordet træning om noget, så er de bange. De frygter, at folk organiserer sig. Derfor laver vi to slags 16 I amnesty
Phyu Phyu Thins patienter har ikke kun brug for medicin og lægehjælp, men også sund mad og et sted at bo. I et af familiens huse bor 40-50 patienter, og hun har netop lejet et andet hus til lige så mange patienter. For Phyu Phyu er det en evig kamp at finde penge nok til at hjælpe de syge. Ingen af de internationale organisationer tør officielt støtte hendes arbejde de risikerer at miste deres tilladelse til at arbejde i landet på grund af hendes forbindelse til Aung San Suu Kyis oppositionsparti. manualer for vores arbejde. Den ene viser vi til militærets efterretningstjeneste, den anden tager vi frem og arbejder efter, når de er gået. Informationskampagner om hiv/aids eksisterer stort set ikke i Myanmar. Juntaen forbyder, at mange mennesker samles på ét sted, og ifølge Phyu Phyu Thin har der været tilfælde, hvor hiv-aktivister er blevet fængslet for at dele kondomer ud. Uvidenheden om sygdommen hersker i alle samfundets lag. Under interviewet med Khin og Kyi tør den universitetsuddannede tolk ikke drikke af sin cola, fordi han er bange for, at spyttet fra de smittede er kommet ned i flasken. Kyi fortæller, hvordan hun har kæmpet mod udstødelse og isolation. Mine forældre ville ikke lade mig sove ved siden af min søn, og ingen ville spise den mad, jeg tilberedte. Mine søskende holdt deres børn væk fra mig, og når nogen fra landsbyen så mig komme gående, vendte de om med det samme. Kyis slår blikket ned. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud. Selv om hun har vist sine forældre brochurer, der fortæller, hvordan hiv/aids smitter, så er de stadig bange for Kyi, og hun er blevet presset ud af landsbyen. Men når jeg kan klare mig selv igen, så henter jeg min søn tilbage, siger Kyi, der Aung San Suu Kyi dømt igen ligesom mange andre af Phyu Phyu Thins patienter vil være aktivist, der hjælper andre hiv-smittede og oplyser om sygdommen i deres landsbyer. Jeg har følt ensomheden, og jeg vil ikke have, at andre skal have det på samme måde. Myanmars oppositionsleder Aung San Suu Kyi blev 11. august fundet skyldig i overtrædelse af vilkårene for sin husarrest. Aung San Suu Kyis forbrydelse bestod i, at hun gav husly i to nætter til en amerikansk statsborger, der svømmede over en sø for at komme hen til hendes hus. Dommen lød på tre års fængsel, men den blev reduceret til 18 måneders husarrest af styret i Myanmar. Arresten, retssagen og nu denne dom er intet andet end juridisk og politisk teater. Det er beskæmmende, siger Amnestys generalsekretær Irene Khan. Aung San Suu Kyi, der har siddet i husarrest i 14 af de seneste 20 år, har aldrig begået nogen forbrydelse, og hun er en af over 2.150 politiske fanger i Myanmar, som Amnesty kræver løsladt øjeblikkeligt og betingelsesløst. Hun blev i juli hædret med Amnesty Internationals Ambassador of Conscience Award en pris som tidligere er gået til bl.a. Vaclav Havel, Mary Robinson, Nelson Mandela, U2 og Peter Gabriel. amnesty I 17
MYANMAR 18 I amnesty
Khin Mya Mya (t.v.) og Hla Hla Win trøster hinanden i et kloster i Yangon. De har begge aids i udbrud. Hla Hla Win er netop begyndt på den medicinske behandling, men Khin Mya Mya har tuberkulose, som først skal under kontrol, før der kan sættes ind mod hiv-virusset. Mange patienter indser først for sent, at de er smittede. Khin Mya Mya var en af dem hun døde få måneder senere. Hla Hla Win lever stadig, har det meget bedre og arbejder som frivillig hjælper for andre smittede. amnesty I 19
MYANMAR Den burmesiske junta tilbyder næsten ingen hjælp til landets kvarte million hiv-smittede, så munke fra to af Yangons templer og aktivister fra oppositionspartiet NLD åbnede i stedet deres døre for dem. Munken U Eaintariya, som her ses med en patient, blev sammen med tre andre munke fra klosteret idømt tolv års fængsel for at have deltaget i Safran-revolutionens fredelige demonstrationer mod styret. U Eaintariyas tempel blev stormet midt om natten, munkene arresteret og aids-patienterne smidt på gaden. Hla Min (i midten) har mistet sin 23-årige søn. Han døde om natten, og familien og andre patienter fra det tempel, som havde taget sig af sønnen, er på vej til krematoriet. Hla Min kæmper ikke bare med smerten hun er bange for at miste sin anden søn, som også er smittet. 20 I amnesty
23-årige Zaw Maung døde natten før. Hans krop skal brændes, når munkene har bedt for hans sjæl. amnesty I 21