I medmenneskelighedens tjeneste

I medmenneskelighedens tjeneste rødekors.dk

INDHOLD 1 Henry Dunant 4 Charles van de Velde 7 August Christian Price 11 Lena Tideman 15 Carl Krebs 17 Jakob Raft 21 Holger Reedtz Funder 25 Dagmar Hanghøj 28 Bent Kauffmann 30 Ebbe Munk-Andersen 33 Vivi Heelsberg fra menneske til menneske Den 18. april 1864 på slagmarken ved Dybbøl Mølle var Røde Kors til stede. Det var vores første aktion på verdens plan, og her bar vores hjælpearbejdere for første gang armbindet med det røde kors. Siden da har Røde Kors ud viklet sig til verdens største humanitære organisation med 19 mio. frivillige i 189 lande. I dag er vi altid til stede for de mennesker, der har brug for vores hjælp. I Danmark og ude i verden. De portrætterede Røde Kors ere er gode eksempler. Det samme gælder de 25.000 frivillige i Danmark, der i dag uge efter uge går forrest og gør en forskel for andre. Tiderne og problemerne har ændret sig i løbet af de 150 år, men medmenneskeligheden er den samme. Hjælp fra menneske til menneske. Det er vores frivillige og ansatte, der går den sidste kilometer og sørger for, at hjælpen når frem. Også dér hvor ingen andre kan. Dette er en hyldest til de millioner af kvinder og mænd, der hver dag gør en forskel for mennesker i nød. Og til dem der har gjort det gennem de sidste 150 år. Mennesker der har set et behov og handlet på det. Mennesker der har hjulpet et andet. Mennesker der er gået forrest og inspireret andre til at gå med. God læselyst Susanne Larsen Præsident Anders Ladekarl Generalsekretær

Foto: Røde Kors HENRY DUNANT GRUNDLÆGGER AF RØDE KORS BEVÆGELSEN Henry Dunant blev født i Genève og var, som Nobelkomiteen formulerer det i sin lille biografi, et studie i kontraster. Jean-Henri Dunant, der senere kaldte sig J. Henri eller Henry, blev født 8. maj 1828. Hans familie tilhørte det velhavende borgerskab i Genève, hvor faderen var finansmand. Som de fleste af deres klasse i datidens Europa opfattede familien Dunant velgørenhed som en pligt, en integreret del af status og tro. Staten tog sig ikke af sociale problemer, hverken i fred eller krig, skønt de voksede med stor hast i kølvandet på industrialiseringen. Da staten ikke hjalp, dannede borgerskabet et utal af foreninger, der havde til formål at afhjælpe følgerne af fattigdom, sygdom, invaliditet og dysfunktion, sociale begivenheder, krig og naturkatastrofer. Allerede som meget ung engagerede Dunant sig i forskellige filantropiske foreninger, og det var naturligt for ham at tænke på en forening i hvert land, da han senere fik ideen til det, der blev Røde Kors. Henry forlod skolen som 14-årig, angiveligt på grund af dårlige karakterer, og kom i lære i en bank, hvor han blev specialiseret i finansiering. Herefter var han en periode rejsesekretær for den schweiziske gren af YMCA, i Danmark KFUM, der var stiftet i England i 1844 og hurtigt bredte sig internationalt. Formålet var et kristeligt ønske om at hjælpe unge industriarbejdere uden netværk til sundhed på legeme, sjæl og ånd. De havde ingen steder at være og kunne nemt gå til i druk, slagsmål og hor de skulle gøres til nyttige samfundsborgere. Ved slutningen af sit lange liv så Henry Dunant klart sammenhængen mellem dette arbejde og endemålet med Røde Kors hjælp: man skulle hjælpe de sårede af medmenneskelighed, men også for at de ikke skulle ende som invalider og ligge samfundet til byrde. Som man kan se, tog jeg mig af de fredstidssårede længe før jeg begyndte at tage mig af krigens sårede, skrev han i sine memoirer. Selvom Dunant vedligeholdt forbindelsen med YMCA, vendte han tilbage til banken som 26- årig og blev repræsentant for et af indehavernes foretagender: opbygning af en koloni i Algeriet, som Frankrig havde erobret i 1830. I 1856 grundlagde Dunant et selskab, Société financière et industrielle des Moulins des Mons Djémila, med kapital fra mange Genèveborgere det var en gylden tid for finansborgerskabet. På et stort landområde ved Algeriets nordkyst, der var ideelt til hvede, skulle selskabet blandt andet opføre moderne møller. Der var udsigt til store og hurtige penge, men noget gik galt, så selskabet ikke fik mere end syv promille af det lovede område. Dunant bo- 1

satte sig i Paris, fik dobbelt statsborgerskab og løb ministerierne på dørene. Da han ikke kom nogen vegne, besluttede han i forsommeren 1859 at opsøge kejser Napoleon III. Til Solferino Dunant kunne ikke have valgt et dårligere tidspunkt kejseren var midt i en voldsom krig i Norditalien. Men stjernerne stillede sig alligevel i en gunstig position, for Dunant fulgte hæren og kom tilfældigvis til at opleve de frygtelige følger af Slaget ved Solferino. Kamplinien var 40 km lang, og her tørnede omkring 160.000 mand på hver side sammen i en trykkende hede, der var forløberen for et skybrud, som forøgede slagmarkens kaos. Det var et af de største slag siden Leipzig og Waterloo under Napoleonskrigene og med næsten lige så store tab. To kejsere og en konge var til stede som øverstkommanderende, personligt uerfarne, og uden en ordentlig generalstab og kommandolinier. Soldaterne måtte klare sig selv. Da kampen sluttede ved 17-tiden om eftermiddagen, havde Østrig tabt og havde 22.500 døde, sårede og savnede, mens den italienskfranske hær havde 17.000. I løbet af dagen var 4.000 sårede og døende bragt ind til Castiglione, der havde 5.000 indbyggere. Nogle slæbte sig selv ind i byen. Der var ikke noget sanitetsvæsen, i byen var der tre franske læger med ganske få vogne, og nogle militærmusikere skulle også agere sygebærere. Der var ingen forbindsstoffer og intet til at lindre og læske. Dunant kom til byen om aftenen, da slaget var slut, og her fik han et veritabelt chok. Han gik op ad hovedgaden, der bogstaveligt flød af blod, og ind i byens største kirke, Chiesa Maggiore. Her lå 500 sårede på det bare gulv og mere end 100 udenfor. udmattelse efter et par døgn i en grøft eller bag et hegn. Man vidste ikke, hvordan man skulle flytte og løfte rigtigt, og i de primitive vogne blev simple brud til åbne brud, og der opstod indre blødninger og læsioner. Byens hospital, kloster, kaserne og kirker var taget i brug, beboerne åbnede deres huse, men snart måtte man lægge de sårede og døende på torvet og i stræderne med lagener som solsejl. Egentlig var der vand og fødevarer nok, men ikke hænder nok til at uddele det, så de sårede døde af tørst og sult mange havde ikke fået mad på marchen i dagene op til slaget. Der var rigeligt med charpi, gammelt linned, der er pillet til en slags vat. Men det skal holdes fast med stofstrimler, og selvom byens kvinder hentede linned og skjorter hjemme og Dunant købte alt, hvad han kunne få fat på, var der slet ikke nok. Heller ikke til dét var der hænder nok og slet ikke kyndige hænder. Dunant var ikke i livsfare, hans heltemod de følgende dage i Castiglione bestod i, at han for første og sidste gang i sit liv foretog sig noget praktisk om end iført hvidt lærredsjakkesæt. De lokale kaldte ham Monsieur Blanc, der i 1948 blev titlen på en film om ham: Manden i hvidt. Det var så lidt han kunne gøre. Vifte fluerne bort, støtte et hoved og holde en hånd, lytte til en bøn eller en sidste hilsen. Dunant blev fulgt af en dreng med en spand vand fra fontænen på torvet og en svamp, han vædede de såredes læber og vaskede sårene med charpi. Men han kunne ikke forbinde, han kunne ikke bedømme tilstanden han kunne ikke redde liv, bare lindre lidt. Flere turister sluttede sig til ham, men mange tålte ikke synet af læsionerne, de væmmelige lugte: blod, afføring, opkast, koldbrand, og de frygtelig lyde: skrig, stønnen, bønner og forbandelser. En helt i hvidt De følgende dage løb antallet af sårede i den lille by op på 9.000. Nogle kom selv, andre blev kørt af egnens bønder hvis de var heldige, for østrigerne havde rekvireret de fleste vogne inden slaget. Nogle var blevet forbundet på forbindingspladserne i første linie, andre blev fundet døende af blodtab og ren og skær Dunant holdt tappert ud og koncentrerede sig nu om at hjælpe dem, der lå i Chiesa Maggiore. Han samlede nogle af byens kvinder, der ikke allerede tog sig af sårede i deres egne huse, og overtalte dem til også at sørge for østrigerne ved at sige: Siamo tutti fratelli Vi er alle brødre. Det blev et motto i de dage og siden en grundtanke i Røde Kors. Henry Dunant 2

Den tredie dag efter slaget tog Dunant selv rundt til de større byer for at udvirke forskellige former for hjælp. Desuden skrev han til venner i Schweiz og Frankrig for at få dem til at sende forbindsmaterialer. Medlidenhed med de tusinder af sårede fik ham til at udføre praktiske ting, der ellers lå ham fjernt, og hans oplevelser førte til ideen om at stifte foreninger til hjælp for sårede i alle lande og internationale aftaler om deres behandling. Det blev få år efter til Røde Kors med udgangspunkt i Dunants bog Un souvenir de Solférino, på dansk 1937: Erindringer fra Solferino. Efter at en komité, der blev til Den Internationale Røde Kors Komité, havde realiseret Dunants idé, var han i en slags filantropisk raptus. Han var hele tiden på farten og involverede et utal af personer og foreninger. i forbindelse med Røde Kors. De tilgav ham aldrig. Med en gæld på næsten en million francs levede Dunant derefter som vagabond rundt om i Europa. Det endte dog med anerkendelse: Dunant, der havde været glemt af næsten alle, fik i 1901 Nobels første fredspris sammen med pacifisten Frédéric Passy han ville hindre krig, Dunant ville lindre dens følger. Dunant var en drømmer, til tider fantast og næsten fanatisk, men han fik idéen til noget særdeles praktisk, virkelighedsnært og langtidsholdbart: Røde Kors og Genèvekonventionerne. Henry Dunant døde i 1910 på et hvilehjem i den lille by schweiziske by Heiden. De fem herrer, der dannede Den Internationale Røde Kors Komité 17. februar 1863. Foto: Røde Kors Selvom Dunant altid havde brugt en stor del af sin tid på filantropisk arbejde, havde han i 1860 erne ikke koncentreret sig om sine forretninger og tilmed lavet nogle farlige konstruktioner. Et bankkrak i Genève 1867 fik hans selskab i Algeriet til at falde som et korthus og rev investorerne, der navnlig var Genève-borgere, med i faldet. Dunant var også meddirektør i banken, og en dom året efter kendte ham skyldig i overlagt vildførelse af direktionen. Dunant var en færdig mand i Genève og i Røde Kors. Kredsen dér tilhørte det samme højborgerskab som investorerne. Dertil kom, at de mente Dunant flere gange havde optrådt irrationelt og illoyalt Henry Dunant 3

Foto: Wikipedia CHARLES VAN DE VELDE EN AF DE FØRSTE DELEGATER I RØDE KORS Kaptajn van de Velde var i 1864 sammen med dr. Appia udsendt på vegne af den kun ét år gamle Komité i Genéve. Nu skulle teori omsættes til praksis. Charles William Meredith van de Velde blev født i Nederlandene i 1818. Han gik på søofficersskole og blev som alle søkadetter undervist i tegning af ansete kunstnere og det viste sig, at han havde et ualmindeligt talent. Han blev sekondløjtnant som 22-årig og straks sendt til Nederlandsk Ostindien, i dag Indonesien, hvor han med tiden blev chef for det topografiske institut i Jakarta. Han tålte imidlertid ikke klimaet og måtte i 1844 returnere til Europa, med ophold undervejs på Sri Lanka og i Sydafrika. Kaptajn van de Velde var aktivt troende protestantisk som flere i Røde Kors stifterkreds. Kaptajn van de Velde var sammen med dr. Appia udsendt på vegne af den kun et år gamle Komité i Genève. Komitéens fem medlemmer havde erkendt, at deres viden om forholdene for de sårede ude på slagmarken var teoretisk. I juni 1859 havde Henry Dunant, der fik idéen til Røde Kors, i nogle dage hjulpet sårede efter Slaget ved Solferino i Norditalien, og i juli havde lægen Louis Appia arbejdet på forskellige militærhospitaler i de større byer de kendte kun følgerne af store slag. Komitéens formand var professionel kriger, men der var sket meget siden den næsten 80-årige general havde været aktiv. Det var blevet meget tydeligt efter konferencen. Nu gav krigen mellem Danmark og Preussen- Østrig lejlighed til at afprøve, om Komitéens projekt kunne realiseres på selve krigsskuepladsen. Den mulighed var for god til, at man ville lade den glide af hænde, men der var en teknisk forhindring. Ifølge sit formål skulle Komiteen nemlig ikke selv agere på slagmarken og ikke bringe materiel hjælp, da det kunne rejse tvivl om dens neutralitet. Komitéens opgave var imidlertid at støtte dannelsen af nationale selskaber. Nogle af dens medlemmer og andre filantroper stiftede derfor hurtigt et selvstændigt selskab, Section genèvoise, under Komitéen. Formelt var det selskabet, der sendte van de Velde og Appia af sted til hver sin side i konflikten og forsynede dem med lidt hjælp og trøst til de sårede: forbindsstoffer, penge og vin. Van de Velde kommer til Danmark Lørdag den 9. april 1864, i bidende nordenvind, blev van de Velde roet fra postbåden Malmø-København ind til Toldboden. En drager tog hans bagage, og de spadserede det lille 4

stykke til Hotel Phønix i Bredgade, et af København bedste hoteller. Det havde været en frygtelig rejse, især turen med dampskib fra Lübeck til Malmø. Jeg havde nærmest ingen puls på grund af kulden, berettede den 46-årige herre dramatisk. Kaptajn van de Velde kom sig på sit hotel efter den strabadserende rejse, men ikke ret længe: Tiden var knap. Danmark led. Landet var i krig 1. februar dette år havde de allierede tyske stater, Preussen og Østrig, krydset Ejderen og var gået ind i Slesvig. Dannevirke blev rømmet, og mens den danske hær trak sig nordpå for at forskanse sig ved Dybbøl, havde der været utallige træfninger og nærkampe, både dag og nat. Der var mange sårede, og det var deres forhold, van de Velde var kommet for at observere. Van de Velde havde uendeligt svært ved at gøre Komitéens smukke program begribeligt, skrev han. Det var ikke sprogproblemer, for han talte alle hovedsprog, og de såkaldt dannede klasser i København talte både tysk og fransk. Og man lyttede skam høfligt til ham. Nogle forstod idéen med den nye Komité og beskyttelse og pleje af sårede, men lige nu, hvor Danmarks eksistens stod på spil, var idéen om neutralitet og samarbejde med fjendens hjælpeselskaber utænkeligt. Andre blev ligefrem vrede og mistænksomme netop over neutraliteten. Måske var van de Velde ikke pædagogisk nok eller måske for missionerende i sin begejstring over de ædle tanker. Selv anskuede han det fra en etnografisk vinkel: Man skal ikke glemme, at dansken reflekterer meget, at han overvejer ethvert projekt i lang tid, før han skrider til handling, og at alle idéer skal modnes omhyggeligt, før de bringes til udførelse. ikke kun fra projektiler, der med lidt held kun frembragte to huller, men fra artillerigranater: krudtfyldte kanonkugler, der sprang i stumper og stykker. Jernstumperne flåede soldaterne op, og splinterne borede sig ind overalt i indvolde, knogler, led og muskelvæv. Der blev også brugt kardæsker, tynde blikrør eller brugte kiksdåser fyldt med sten, søm eller jernskrot. Lægerne gjorde, hvad de kunne, men det var ikke meget dengang. Var hovedet eller vitale organer ramt, var døden næsten vis. Kaptajn van de Velde havde sejlet, rejst troperne tynde og set hver en kvadratmeter af det vildsomme Palæstina fra hesteryg han kunne bide tænderne sammen, når det skulle være. Men krig og blod tog pippet helt fra ham. I bogen Slagtebænk Dybbøl fortæller Tom Buk-Swienty, at van de Velde besvimede under et lazaretbesøg, hvorefter dets overlæge frabad sig den slags tilskuere. Altid rede men forgæves Preusserne havde bombarderet de danske stillinger en hel måned, før van de Velde ankom til Als. 17. april, anden dag af hans ophold, skød de hele dagen: Hvilket trist brud på søndagsfreden! udbrød den troende kaptajn. Natten til 18. april fyrede preusserne med alt, hvad de havde mod skanserne ved Dybbøl, og dette varede i tre timer. Kort efter at stormen var ovre begyndte konvojer af vogne og bårer med sårede at ankomme til forbindspladsen i Sønderborg. Van de Velde tilbød sin assistance, men fik at vide, at personellet var fuldt tilstrækkeligt rent ud sagt: hans nærværelse var overflødig. Den erobrede skanse 4 i Dybbøl stillingen efter angreb d. 18. april 1864. Foto: det Kongelige Bibliotek På lazaretterne Kaptajn van de Velde ankom med dampskib til Als den 15. april. De næste to dage indtil stormen på Dybbøl 18. april tog han rundt til lazaretterne og så de nyindkomne sårede. Halvsulten, frysende og nedslået opfyldte van de Velde imidlertid pligttro sin mission og tog rundt på hele Als til de store lazaretter og alle de små steder, hvor de sårede var lagt ind. Mange havde forfærdelige læsioner. Det var Charles van de Velde 5

Efter Slaget ved Dybbøl var de to broer mellem fastlandet og Als brændt. De sårede, somvar nået over på Als, var allerede forbundet og sendt bagud på bøndervogne, og forbindspladsen blev evakueret til Ulkebøl. En tredjedel af de i alt 1.500 danske sårede befandt sig ovre på den preussiske side sammen med et par tusind mand, der var taget som krigsfanger. Der var intet van de Velde kunne gøre. Jeg havde, skrev han, til ingen verdens nytte stopfyldt mine lommer med forbindinger og charpi, i den tro at jeg kunne forbinde sårede på stedet. De to observatørers opgave var jo at bibringe Komitéen praktiske erfaringer fra slagmarken. Kaptajn van de Velde havde af gode grunde ikke så meget at bidrage med, men det han havde observeret, var vægtigt nok. Ligesom Henry Dunant, morgenen efter Slaget ved Solferino fem år tidligere, beså van de Velde slagmarken næste morgen. Han gik op på en høj og så over Alssund på den frygtelige slagmark, der nu lå hen i ro og stilhed. I sin kikkert så han de døde strøet ud over terrænet: De tapre soldaters lidelser var omsider endt. Et sådant syn er endnu mere forfærdende end selve slaget. Den første Genève-konvention Det vigtigste for kaptajn van de Velde efter tiden ved Dybbøl var neutraliteten: beskyttelsen af forbindspladser og lazaretter for sårede og syge militære. Det må have glædet ham, at det blev artikel 1 og 2 i Genève-konventionen. Van de Veldes oplevelser under krigen mellem Danmark og Preussen-Østrig i 1864 havde ikke skræmt ham mere end, at han var i Frankrig under Den fransk-tyske Krig 1870-1871. Han ledede først en ambulance for Belgisk Røde Kors og indrettede derefter et lazaret med 300 senge i Versailles med tyfuskarantæne i en af de prægtige sale. Lazarettet blev besat af preusserne, men det lykkedes van de Velde at etablere et fornuftigt samarbejde. Charles van de Velde, der var velhavende og ugift, levede resten af sit liv i forskellige europæiske byer og døde i Menton i 1898. Charles van de Velde 6

Foto: Old-print.com AUGUST CHRISTIAN PRICE FALDET PÅ ÆRENS MARK Året efter det danske Røde Kors var blevet stiftet i 1876 blev tre modige delegater sendt ud som læger i Den russisktyrkiske Krig. August Christian Price var en af dem, og det kostede ham livet. På billedet ses et af de engelske hospitaler i Erzurum. Det danske Røde Kors, der var stiftet i 1876, udførte sin første internationale hjælpeaktion og udsendte de første delegater i Den russisktyrkiske Krig, der varede fra april 1877 til marts 1878. Tre danske, unge læger, A.C. Price, E. A. Tscherning og J.V. Ammundsen, der alle var blevet færdige med studierne to-tre år før, meldte sig som delegater for det danske Røde Kors. De kom ud for flere strabadser og gjorde mindre nytte i Tyrkiet, end de nok havde regnet med og turen kostede August Price livet. Den russisk-tyrkiske krig involverede fire nationer og hundredetusinder af soldater og foregik over flere fronter og ved fæstninger i ufremkommelige bjergegne. Begge parter begik de grusomste handlinger, også mod civile. Antallet af fordrevne, krigsfanger, syge og sårede voksede hastigt på begge sider. De fleste kampe stod på osmannisk territorium både på Balkan og på den asiatiske side af Bosporus så især den tyrkiske side havde hårdt brug for hjælp. Som krigen udviklede sig, kom der stadig mere fortvivlede appeller fra Røde Halvmåne, det tyrkiske Røde Kors-selskab. Selskabet var først gået i aktion, da urolighederne begyndte i foråret, og havde derfor ikke nået at organisere tilstrækkelig hjælp til krigens ofre. I december kom der endelig et telegram fra Røde Halvmåne med anmodning om at skaffe tre kirurger, der skulle tage sig af sårede og syge i den osmanniske hær. Afsted over hals og hoved Det danske Røde Kors fik telegrammet fra Røde Halvmåne i begyndelsen af december. Allerede 10. december kunne formanden for det danske Røde Kors meddele Røde Halvmåne, at lægerne var fundet. Trioen kunne rejse allerede et par dage efter. Men intet gik som planlagt. Rejsen blev længere og mere krævende. Og da de endelig nåede frem viste sig mærkeligt nok, at Røde Halvmåne ikke rigtig vidste, hvad man skulle bruge de tre læger til. Men under alle omstændigheder skulle der skaffes militærpas til dem, så de kunne færdes uhindret mellem forskellige dele af Hæren, og det tog sin tid. Ambulance nr. 6 Selvom det oprindeligt var meningen, at Price, Tscherning og Ammundsen skulle arbejde i Konstantinopel, besluttede Røde Halvmåne at 7

sende dem ud i den asiatiske del af riget. Der indløb alarmerende efterretninger om sundhedstilstanden i den såkaldte armenske hær, dvs. den del af den tyrkiske hær, som stod mod den nuværende grænse til Armenien. Price, Tscherning og Ammundsen blev nu ansat ved Røde Halvmånes Ambulance nr. 6, der skulle arbejde i byen Erzurum. En ambulance var dengang ikke et køretøj, men et feltlazaret med personale. Ambulancen blev ledet af en engelsk læge, dr. Roy, som stadig var i Konstantinopel, mens resten af personalet, hovedsagelig englændere, for længst var rejst østpå til Trabzon ved Sortehavskysten. Der gik nu en uge med at vente på, at dr. Roy blev rejseklar. Price, Tscherning og Ammundsen mistede tålmodigheden, og sammen med tre jævnaldrende norske læger, der også skulle arbejde ved ambulancen, begav de sig afsted på egen hånd. Ventetid i Trabzon Da dampskibet ankom til Trabzon ved den østlige Sortehavskyst, var resten af Ambulance nr. 6 draget videre, ind i landet mod syd til Erzurum uden at efterlade ordrer til de seks skandinaver. De hørte, at dr. Roy skulle komme til Trabzon, men efter næsten to uger var han stadig ikke dukket op. Igen besluttede lægerne at rejse videre på egen hånd, men det var ikke så ligetil. De skulle have forskellige tilladelser. De skulle købe proviant, for om vinteren var der sådan en knaphed i de fattige bjerglandsbyer, at man intet kunne købe, uanset hvor meget man ville betale og spiritus kunne de naturligvis slet ikke få. De købte også madrasser og sengeklæder, da de hørte, at de lokale herberger kun tilbød tag over hovedet. De skaffede de ride- og pakheste med fører og hestedrivere, nogle tjenere og gendarm som væbnet eskorte. Da karavanen omsider var klar, var der så voldsomt snefald, at de ikke ville kunne passere bjergene. Indtil 1875 brugte hverken Den Internationale Komité eller de nationale selskaberne mærket, det røde kors, i deres navn, men kaldte sig henholdsvis Komiteen / Selskabet for sårede og syges pleje på slagmarken. I alle krigsførende hære var der næsten lige så mange syge som sårede. De led af smitsomme sygdomme som tyfus, plettyfus, kolera eller difteritis, af gnavsår fra oppakningen og vabler på fødderne, frost og solstik, dehydrering og underernæring, almindelig udmattelse listen var uendelig lang. De syge var ubevæbnede ligesom de sårede og derfor neutrale, og de havde også behov for beskyttelse og pleje. Over bjergene 27. januar 1878, seks uger efter at de var rejst fra Danmark, kom lægerne endelig afsted fra Trabzon. De skulle over flere pas et sted i 2.400 meters højde løb de ind i en forrygende snestorm. De stenede stier langs dybe afgrunde var ganske smalle, og flere steder så de nyligt døde heste ligge ned ad skråningerne. Et sted var de nødt vente i en landsby, fordi pakhestene var helt udasede og efterladt bagude med bagagen, sengetøjet og alle madvarer. De frygtede, at alt var gået tabt, men efter et døgn dukkede pakhestene op, og selvom de fattige hestedrivere vidste, at der var alskens levnedsmidler i bagagen, var intet rørt. Efter flere døgn nåede de en større by, Bayburt. Tscherning nævner det ikke i sin beretning, men det gør Ammundsen senere i et brev hjem: Price var syg allerede på denne første etape af rejsen til Erzurum, så alvorligt, at Ammundsen skrev til hans broder, danseren Valdemar Price, da de nåede byen. Hverken Ammundsen eller Tscherning fortæller om det, men man kan sagtens forestille sig, hvilket mas det har været for dem at få en syg over bjergene og hvor belastende det har været for Price. Over flere bjerge 22. februar drog Ambulance nr. 6 endelig mod sydøst, over snedækkede vilde bjerge. Det var bidende koldt, og selvom de havde ulvepelse på og uldstrømper både inden i og uden på støvlerne, måtte de alligevel jævnligt sidde af og gå sig varme. Tyrkerne havde rømmet Erzurum, og på vejene og i landsbyerne mødte lægerne masser af soldater. De var meget sølle, og mange havde øjenbetændelse på grund af det skarpe lys fra sneen. Der var kun de usleste natkvarterer tilbage. Ved at klage til en øverstkommanderende lykkedes det Ambulancens personale at få logis. Byens ældsteråd jog nogle flygtninge ud af en slags jordhule med ildsted i et hul midt på gulvet. Der stod allere- August Christian Price 8

de nogle køer og får, og nu kom også lægernes heste derind. Når lægerne kunne nænne at lade de grædende kvinder og børn fordrive, har der forhåbentlig været noget vigtigt på spil, i hvert fald var en af nordmændene sløj efter et mavetilfælde og Price var syg igen. Den tredie rejsedag var der snestorm. Tscherning havde aldrig set noget lignende hjemme og på den tid var der ellers hårde vintre i Danmark. De seks læger var nu meget medtagne, og et par af dem var sneblinde, selvom de faktisk havde røgfarvede briller med. I Erzurum Fire dage senere, 45 dage efter at de havde forladt Konstantinopel, nåede de frem til Erzurum. Det var et par måneder siden de store slag i området havde stået i dyb sne og op til 40 graders frost. De ca. 4000 sårede tyrker og mange med forfrysninger var enten døde eller sendt videre, og de tre danske læger overtog et af regeringens lazaretter, så dets læger kunne følge syge og rekonvalescenter til en anden by. Det var improviseret i en gammel kirke, ombygget til kaserne. Syvogtyve udenlandske læger havde fået tyfus i løbet af januar, og i februar var over halvdelen af dem døde foruden omkring 200 patienter om dagen. Endelig kunne lægerne tage fat på det, de var kommet for: pleje af krigens ofre, selvom de ikke fik meget brug for krigskirurgi. Et af de tyrkiske lazaretter i Eruzum, som Price, Tscherning og Ammundsen overtog. Foto: Oldprint.com De syge og sårede Efter to uger måtte lægerne konstatere, at det var en Sisyfos-opgave. De havde det lægelige ansvar, men ikke det administrative, og her modarbejdede alt deres faglige kompetencer og de mange gode præparater, som de havde til rådighed. Patienterne fik dårlig og utilstrækkelig mad. Taget var utæt, så patienterne hele tiden måtte flytte sengene for ikke at blive gennemblødte af regn og smeltet sne. Sygepasserne hjalp dem ikke, og de måtte selv kravle ud i vinterkulden for at besørge, hvis de da ikke var for svage til det. Ude i gården agerede en flok hunde renovationsfolk. I begyndelsen var de 400 patienter næsten udelukkende tyfus- eller dysenteritilfælde. Der kom ingen penge til hospitalet, så der var ikke brænde til opvarmning og vask af de syges linned. Og personalet havde så lidt begreb om hygiejne, at de bare lagde nyankomne patienter i senge, der var tilsølede med al slags urenlighed efter tyfus- eller dysenteripatiener, som netop var døde. August Prices død Et par uger efter ankomsten fik lægerne tyfus en efter en. Først to af nordmændene, så Price og til sidst Tscherning. Den tredie norske læge og Ammundsen passede og plejede dem med stor omhu og vågede hos dem. Kirurgen C.S. Ryan, der arbejdede ved et af de engelske hospitaler i Erzurum, fortæller at de i marts blev forstærkede med dr. Roy og en gruppe læger, der var sendt ud af Røde Kors. De havde udstået en hel del prøvelser siden de forlod Konstantinopel, og en af dem, ved navn Price, var død. Om dr. Prices tilstand på turen og i Erzurum skrev Ammundsen, at tre gange var han så dårlig, at vi troede det var forbi, og hver gang blev han bedre. Den fjerde gang var Price syg i knapt tre uger og rejste sig ikke igen. Han døde formentlig 29. marts, og dagen efter fortæller Ammundsen i et brev til sin egen familie, at Price nu var begravet på en lille engelsk kirkegård i Erzurum. 23. april sendte Røde Halvmåne et telegram til det danske Røde Kors-selskab. Her stod på fransk: Meddeler med smerte Price død bukket under for tyfus Erzurum Tscherning kommet sig Ammundsen har det godt. Præsidenten. Dr. Prices eftermæle Siden begyndelsen af februar var krigshandlingerne stilnet af, og krigen sluttede 3. marts 1878, så der kom ikke flere krigsofre ind på hospitalerne i Erzurum. Englænderne rejste 31. marts, og i slutningen af april to af nordmændene. De danske lægers kontrakt udløb i August Christian Price 9

juni, og Røde Halvmåne gjorde ikke mine til at forlænge den, tværtimod fik de hjemkaldelsesordre midt i maj. En af de norske læger, Ammundsen og Tscherning fulgtes hjemad: Det var den 17. maj, at vi tre gode venner igen red af Erzurum. Et eller andet sted i de tyrkiske annaler er August Christian Prices navn opført: et halvt års tid efter hans død modtog hans familie i København et æresdiplom og en militærmedaille fra Tyrkiet. Det danske Røde Kors mindedes ham også i et lille tillæg til årsberetningen og sluttede med, at dr. Price så godt som nogen [kan] siges at være faldet på ærens mark... han har vidst at hævde sin stands og sit fædrelands ære. August Christian Price 10

Foto: Røde Kors LENA TIDEMAND SYGEPLEJERSKE MED BEN I NÆSEN OG PENGE UNDER SKØRTERNE Som sygeplejerske havde Lena Tidemand i 1912-1919 nogle dramatiske år med humanitært arbejde under flere krige og konflikter for det danske Røde Kors og for andre humanitære organisationer. Hun var blandt modtagerne, da Florence Nightingale-medaljen blev uddelt første gang i 1920. På billedet ses Lena Tidemand i midten med Fridtjof Nansen og hans medarbejdere på Kharkov Station 1923. Første mission: Balkan-krigen 1912-1913 I slutningen af 1912 erklærede Grækenland og en række andre lande krig mod det store tyrkiske rige. Den græske sanitetstjeneste var lille og uforberedt, og Røde Kors-selskaber i hele Europa sendte store mængder forbindinger og medicin. Desuden bad den græske dronning sin svigerinde, enkedronning Louise, protektrice for Dameafdelingerne under Det Røde Kors, om at få sendt sygeplejersker fra det danske Røde Kors sygeplejebureau. I dag ville vi kalde dem delegater. Lena Tidemand og de øvrige danske sygeplejersker arbejdede på et lazaret, hvor de sårede kom ind direkte fra slagmarken, men plejede også soldater med tyfus og dysenteri. Personalet selv levede og arbejdede under meget primitive forhold. Anden mission: Første Verdenskrig Få uger efter udbruddet af Første Verdenskrig i august 1914 bad Den internationale Røde Kors Komité (ICRC) det danske Røde Kors om at tage sig af de hundredetusinder af krigsfanger, der allerede var taget på Østfronten: eftersøgning, formidling af breve til og fra familien, penge og pakker. Det danske Røde Kors havde ikke noget at gøre med sårede og ingen aktiviteter på Vestfronten, som Komitéen tog sig af. En kreds af læger dannede derfor Den danske Hjælpeambulancekomité, der under Røde Kors-mærket oprettede lazaretter i Belgien og Frankrig og senere udvidede aktiviteterne til Serbien og Rusland. Lena Tidemand arbejdede fra foråret 1915 for Hjælpeambulancekomitéen. Hun var først i Belgien og Frankrig, men ønskede at udrette noget mere end blot at pleje rekonvalescenter. Derfor tog hun til Petrograd (St. Petersborgs navn 1914-1924), hvor Hjælpeambulancekomitéen drev et stort lazaret i et fyrstepalæ. Det var anden linie efter frontlazaretterne, så Lena Tidemand syntes stadig ikke, at hendes indsats var afgørende for liv og død, hun ville gerne endnu tættere på begivenhederne. Sygeplejerske for internerede civile I 1916 blev Lena Tidemand delegat for den amerikanske regering, der var beskyttelsesmagt for tyske og østrigske krigsfanger og ci- 11

vilinternerede indtil Amerika indtrådte i Verdenskrigen i april 1917. Lena Tidemand blev sendt ud på en én-mands mission, der i begyndelsen så ganske fredsommelig ud. Hun skulle tage sig af 3.000 civile tyskere, som af forskellige grunde opholdt sig i Rusland, da krigen brød ud. Det var hovedsagelig familier, som myndighederne havde deporteret til Basjkortostan ved foden af Ural, hvor de måtte bo i lokalbefolkningens hytter og i øvrigt var overladt til sig selv. De led af malaria, plettyfus og dysenteri og selvfølgelig af alle de skavanker, som folk normalt går til lægen med, men der var ingen læger i 300 kilometers omkreds. Lena Tidemand iførte sig to pelse og stak en pistol i bæltet, og efter fem dagsrejser mod øst, i slæde og 40 graders kulde, nåede hun frem til den landsby, Temjassovo, hvor hun skulle oprette et lille hospital med udstyr, som hun havde fået med. En læge, der senere besøgte hospitalet, beskrev det som mønstergyldigt og Lena Tidemand som en dygtig leder, sygeplejerske og diagnostiker. Hun åbnede også en konsultation, men de civilinternerede havde ikke råd til at skaffe transport, og hun begyndte snart at tage de lange veje ud til de 30 landsbyer, som tyskerne var spredt i, og behandle folk på stedet. Hun behandlede også lokalbefolkningen, russere, tatarer og basjkirer. Lena Tidemand som fortaler Kort efter Februarrevolutionen i 1917 kom der ordre om, at de civile tyskere skulle flyttes endnu længere østpå. Lena Tidemand mente, at det ville blive skæbnesvangert for dem. Hun tog til distriktets hovedby for at tale med sine amerikanske foresatte, men Amerika var netop indtrådt i krigen og kontoret var lukket. Repræsentanterne for de nye beskyttelsesmagter, Danmark for østrigerne og Sverige for tyskerne, var endnu ikke nået frem. Der var ingen tid at spilde, så Lena Tidemand satte sig i et tog til Moskva og efter 2½ døgn uden søvn stod hun i det svenske konsulat. Her lykkedes det i løbet af et par dage at få ordren omstødt. Efter Oktoberrevolutionen 1917 indgik Rusland separatfred med Tyskland og Østrig-Ungarn og få måneder senere en fredsaftale. I princippet var både krigsfanger og civilinternerede nu frie, men indtil videre gjorde det ingen forskel for de civile tyskerne i Basjkortostan, ligesom krigsfangerne kunne de ikke komme derfra. Lena Tidemand fortæller, at det næste år var ganske fredeligt men i slutningen af 1918 nåede borgerkrigen mellem De Røde og De Hvide også dertil. Mellem Røde og Hvide Man kalder perioden for borgerkrigen, men den var et enormt kompleks af konflikter. Der var oprør, da flere lande løsrev sig fra Rusland. Der var kampe mellem det nye bolchevikiske styre og de såkaldt Hvide russere, og en international invasion støttede dem. Ligesom andre danske, der var delegater under Første Verdenskrig og i de urolige år på Balkan og i Baltikum i årene lige efter, fortæller Lena Tidemand, hvordan de blev overfaldet af først den ene part og så den anden. Plyndringer og konfiskationer gik hårdt ud over de humanitære organisationer. De havde fødevarer, medicin og forbindsstoffer, og mange af dem lå inde med store pengebeløb, der skulle uddeles til krigsfanger og internerede civile. Hver gang magten skiftede, lod Lena Tidemand spænde for, tog sin pels med Røde Korsarmbindet og aflagde den øjeblikkelige kommandant et besøg. Her forklarede hun, at hun var neutral og fik hver gang papir på, at hun, hospitalet og tyskerne ikke måtte generes. Alligevel ringede to officerer fra De Hvide Side en dag på hos Lena Tidemand og forlangte at få udleveret alle penge i huset. Hun havde kort forinden hentet 1 million rubler fra det svenske generalkonsulat i Moskva til de civile tyskere, og hun opbevarede stadig næsten halvdelen. Hun var meget venlig og serverede the, og mens de sad med deres glas, gik hun ind i det rum, hvor pengene lå, og polstrede sig med seddelbundter, under skørtet og ned i den rummelige, russiske bluse rubelsedler for en halv million fylder en del. Derefter gav hun officererne et temmelig stort beløb og sagde, at det var alt, hvad hun havde. Det troede de ikke på og trak bajonetter og pistoler. Lena Tidemand valgte at aflevere endnu et pænt beløb, idet hun sagde, at de ikke straks havde fået dem, fordi hun blot opbevarede dem for en anden. Hele seancen varede fra om formid- Lena Tidemand 12

dagen til ud på eftermiddagen. I Lena Tidemands senere rapport til det svenske generalkonsulat mærker man, at det nagede hende at have afleveret noget overhovedet. Hjem til Danmark Efterhånden blev der helt lovløse tilstande, og Røde og Hvide tropper beslaglagde og bestjal nu hospitalet på skift. Lena Tidemand kunne ikke længere tage patienter ind eller give behandlinger. I april 1919 tog hun til Omsk for at skaffe de internerede fremtidig hjælp, og derfra begav hun sig på den lange rejse tilbage til Danmark. Året efter, i 1920, var Lena Tidemand den eneste dansker blandt de sygeplejersker fra hele verden, som modtog Florence Nightingale-medaljen ved den første uddeling. Union, der var anerkendt af Røde Kors Komitéen fik Saratov. Organisationen foreslog Røde Kors-selskaberne at oprette køkkener under deres lands flag og med egne repræsentanter. Selv havde den allerede børnebespisninger, blandt andet for penge indsamlet i Danmark, og derfor blev den danske Røde Kors-mission knyttet til Saratov. Missionen bestod af Lena Tidemand og to andre personer, der også talte russisk og kendte russiske forhold godt. Den ene var chefen, lægen Carl Krebs, der havde været delegat i Røde Kors krigsfangearbejde 1916 og 1918-1919. Den anden var Thomas Gjesten Eybye, som havde været ansat i Store Nordiske Telegrafselskab og havde boet i Rusland i nogle år. Hungersnød i Rusland I 1922 sendte det danske Røde Kors Lena Tidemand til Ukraine, nu en Sovjetrepublik, i forbindelse med en frygtelig hungersnød i hele den sydøstlige del af Rusland. Ukraine havde været gennem opstande, borgerkrig, krig og konfrontationer mellem De Røde og De Hvide fra 1917 til 1921. Kornkammeret Ukraine var tømt for fødevarer. De forskellige styrker havde udplyndret det, og skiftende bolchevikiske regeringer havde vendt op og ned på landbruget. Sovjetregeringen rekvirerede alt korn, trods en voldsom tørke, nogle steder også hagl og græshopper. Rygtet om kornet fik folk fra andre hærgede egne og interne flygtninge til at strømme ind i Ukraine i den tro, at der var overflod. Der udbrød kolera-, tyfus-, malaria- og koppeepidemier. I begyndelsen af 1922 var dødstallet oppe på 10.000 om dagen og kannibalisme var udbredt. En stor international nødhjælpsaktion blev iværksat af Den internationale Røde Kors Komité (ICRC) og Forbundet af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber. Den tidligere polarforsker Fridtjof Nansen blev leder han var nu flygtningehøjkommissær i Folkeforbundet og stod blandt andet også for at få de sidste krigsfanger og civile fra Første Verdenskrig hjem fra Rusland. Nansen fordelte de forskellige distrikter mellem en række nødhjælpsorganisationer. The International Save the Children Det danske Røde Kors bespiste 15.000 børn i Saratov-distriktet og udvidede senere med endnu 15.000 i et andet distrikt. Desuden medbragte delegaterne vaccine og medicin og skulle i samarbejde med russiske læger og lægestuderende bekæmpe epidemierne, som foruden at decimere den russiske befolkning er en stadig truende fare for Europa. Aktionen blev snart suppleret med medicin, vaccine og sædekorn til ca. 100.000 voksne. Da det danske Røde Kors lukkede sin aktion i maj 1923, fortsatte Eybye og Lena Tidemand i Fridtjof Nansens mission, og hun blev leder af hans kontor i Kharkov. Efter Rusland Mellem 1919 og 1922 havde Lena Tidemand videreuddannet sig i København og London i de dengang nye fag hygiejne og småbørnspleje, og hun blev Danmarks første sundhedsplejerske. Faget var dog så nyt, at der endnu ikke var nogen stillinger. Efter at Nansen-aktionen var slut i 1923, tog Lena Tidemand ud på et nyt eventyr i Mongoliet. Her drev hendes chef fra Saratov, Carl Krebs, nu en gård. Her tilbragte hun nogle år og tog som sundhedsplejerske og jordemoder rundt i omegnen til hest. I sin fritid gik hun på jagt. Lena Tidemand skrev livligt, og aviser, dameblade, Røde Kors og Dansk Sygeplejeråds Lena Tidemand 13

tidsskrifter bragte mange artikler af hende, ligesom hun holdt foredrag med lysbilleder, når hun var i Danmark. Efter en periode som privatsygeplejerske for velhavende damer forskellige steder i Europa, bosatte Lena Tidemand sig i slutningen af 1930 erne i Norge, hvor hun blev gift i en sen alder og døde i 1958. Lena Tidemand 14

Foto: Det Kongelige Bibliotek CARL KREBS ALTID TIL STEDE FOR RØDE KORS For en generation siden vidste alle, hvem doktor Krebs var en af de legendariske mænd i Eventyrernes Klub. Adgangskortet til klubben var ikke kun Krebs egne ekspeditioner og eksperimenter i Mongoliet i 1920 erne og 1930 erne, de største eventyr og farer havde han oplevet i humanitetens og især Røde Kors tjeneste. Carl Immanuel Krebs blev født i 1889. Han blev cand.med. i 1913 og løjtnant i Den Kongelige Livgarde i begyndelsen af 1916. Han så sig om efter andre udfordringer end lægegerning i Danmark, og med sin dobbelte baggrund var han som skræddersyet til at deltage i de enorme humanitære opgaver under Første Verdenskrig. Fra 1916 opholdt han sig i Rusland som delegat, for det danske Røde Kors og ind imellem for det danske vicegesandtskab i Petrograd, der begge tog sig af næsten tre millioner krigsfanger på den russiske side af Østfronten. Intet kunne standse den atletiske og udholdende Krebs. Han var altid til stede og altid parat. De næste tre år rejste han 77.000 km på kryds og tværs i Rusland og Sibirien, Turkestan, Mongoliet og Kina. Han uddelte medicin, penge og breve til krigsfangerne, inspicerede lejre og skaffede madvarer, tøj og støvler. Det skete under ekstreme betingelser, store fysiske strabadser og antydede han senere et betydeligt psykisk pres. Mødet med krigsfanger Krebs skrev om sit første møde med invaliderede krigsfanger i et ambulancetog: Synet af disse elendige gav mig en rystelse, som jeg aldrig har glemt. Jeg havde vel nærmest og mest ubevidst haft en heroisk opfattelse af krig; ( ) og her var nu disse hundreder af invalider, der ikke passede ind. ( ) Krigens maskine havde grebet dem, hvirvlet dem rundt, revet arme og ben af dem, presset al saft og kød og blod af dem, så de nu lå her som blege, udtærede og lemlæstede invalider. Og det værste var, fortsatte Krebs, at de ikke var professionelle soldater, men indkaldte, skikkelige og rare skomagere og gartnere og skræddere, for hvem det drabelige slagsmål var fuldstændigt naturstridigt. Efter oktoberrevolution i 1917 blev der indgået våbenhvile og senere en fredsaftale mellem Rusland og Centralmagterne. De tyske og østrig-ungarske krigsfanger var nu formelt frie, men der var ingen transportmuligheder hjem. De næste år rasede den russiske borgerkrig mellem de Røde og de Hvide og forhindrede yderligere krigsfangernes hjemrejse. Det danske Røde Kors fortsatte derfor sin hjælp. Mens 15

arbejdet hidtil blot havde været besværligt for Krebs og de øvrige delegater, blev det nu direkte farligt. I sine erindringer beskrev han adskillige episoder, som han kun med nød og næppe slap fra med livet i behold. Krebs blev i 1919 Ridder af Dannebrog for sin usædvanlige indsats gennem mere end tre år, herunder en besværlig rejse i marts 1918 med mad og penge til enkekejserinde Dagmar, som bolchevikkerne holdt i husarrest på Krim. I den levnedsbeskrivelse, som alle ordensmodtagere skal aflevere, gav han et yderst lapidarisk referat af de dramatiske år i Rusland: Jeg arbejdede længe og strengt i Røde Kors og i Gesandtskabets tjeneste, til sidst som repræsentant for Dansk Røde Kors i Sibirien i Koltjakperioden, til efteråret 1919. Jeg så megen elendighed i den tid, og prøvede også efter bedste evne at afhjælpe noget af den. Hungersnød i Rusland I 1939 udbrød der krig mellem Finland og Sovjetunionen, den såkaldte Vinterkrig. Krebs tog med det danske Røde Kors feltlazaret, Finlandsambulancen, og da den ophørte ved Danmarks besættelse, fortsatte han som militærlæge ved den finske hær. I 1941 var Krebs lægedelegeret for det amerikanske gesandtskab i Berlin, der var beskyttelsesmagt for allierede krigsfanger indtil Tyskland erklærede USA krig i begyndelsen af december. Samme år udbrød Den anden Vinterkrig, og Krebs blev kirurg i den finske hær til 1943. Herefter arbejdede han på forskellige danske hospitaler. I februar-marts 1945 var han det danske Udenrigsministeriums repræsentant ved den såkaldte Bernadotte-aktion, hvor svensk militær hentede norske og danske fanger fra tyske koncentrationslejre. Derefter var Krebs i perioder hospitalslæge rundt om i den danske provins og i fem år overlæge på Marinestation Grønnedal på Grønland. Carl Krebs døde i 1971. Jeg så megen elendighed Da Krebs havde afsluttet sin mission, tilbragte han næsten to år på hesteryg i Sibirien, Mongoliet og Kina og levede af jagt. I 1921 kom han tilbage til Danmark, men efter en kort tid på et provinshospital tog han igen til Rusland for det danske Røde Kors. Over seks års krig og borgerkrig og et samspil af tørke og landsbrugspolitik havde ført til en frygtelig hungersnød i Ukraine og det sydøstlige Rusland. Millioner døde og endnu flere var truede. Den internationale Røde Kors Komité og Forbundet af Røde Kors og Røde Halvmåneselskaber tog initiativ til en redningsaktion med polarforskeren Fridtjof Nansen i spidsen. Det danske bidrag var bespisning af 30.000 børn, uddeling af medicin og vaccine og senere sædekorn til ca. 100.000 voksne i Ukraine. Carl Krebs var leder af aktionen, sammen med en dansk løjtnant og sygeplejersken Lena Tidemand, en anden af det danske Røde Kors heltemodige delegater. De næste 15 år drev Krebs en gård i Mongoliet, sammen med blandt andre Henning Haslund-Christensen, siden en af Danmarks store opdagelsesrejsende. Carl Krebs 16

Foto: Røde Kors JAKOB RAFT LYS I MØRKETS HJERTE - DET DANSKE UNDERVISNINGSHOSPITAL I CONGO Den danske læge Jakob Raft var i 1960'erne leder af det første danske undervisningshospital i Congo. De politiske observatører har kaldt 1960 for Afrikas år, skrev præsidenten for Den Internationale Røde Kors Komité i årsrapporten 17 stater var blevet selvstændige dét år. Inden for de næste 10 år var der skabt i alt 37 nye lande på det afrikanske kontinent, og det fortsatte i 1970 erne. Overgangen til selvstændighed gik aldrig fredeligt for sig. Forud gik årelange oprør mod England, Frankrig og Belgien. Og når uafhængigheden var erklæret, kom de nye magthavere næsten altid ud i borgerkrig. Stammer og provinser sloges om herredømmet eller om løsrivelse især fordi kolonimagterne i 1885 var enedes om at trække grænserne i Afrika efter en lineal, ikke efter etniske og naturgivne linier. Et af de steder, hvor det gik allerværst til, var Belgisk Congo, der blev selvstændigt 1960 under navnet Republikken Congo. Her kom alle dele af Røde Kors-bevægelsen i aktivitet fra første dag. Blandt delegaterne var den danske læge Jakob Raft, en karismatisk idealist, som det lykkedes at tænde et lys i Congos mørke. Tiden før Congo Jakob Frederik Raft var født i København i 1911 i en globalt orienteret familie, ikke fordi hans moder var norsk, men fordi hans fader blev en international skikkelse i Adventistsamfundet. Syvende Dags Adventisterne helligholdt ugens syvende dag, lørdag, og ventede på Jesu anden genkomst som skaber af en ny og brede verden. Det var en af de mange stærke vækkelsesbevægelser, som opstod i Europa efter indførelsen af trosfrihed i flere lande midt i 1800-tallet eller kom hertil fra Amerika i samme periode. Faderen blev prædikant og havde allerede virket i Norge, Amerika og på Island, før Jakob blev født, senere tog han på embedsrejser til Øst- og Vestafrika. I 1920 blev han formand for Adventistsamfundet i hele det sydlige Europa, og familien bosatte sig i Bern i Schweiz. Samme år udgav han en bog, hvor han gjorde op med evolutionsteorien og var bekymret over den teknologiske udvikling og moralens forfald. Et af adventisternes særkender er en sund levevis uden alkohol og tobak og med vegetarisk kost. Raft senior var i bestyrelsen for det adventistiske Skandinavisk filantropisk Selskab. Det grundlagde fødevarevirksomheden Nuta- 17

na, som stadig producerer. I 1897 og 1898 åbnede det to badesanatorier med alle former for kure og behandlinger, både sundhed og wellness. Det ene af dem fungerer endnu som det eksklusive Kurhotel Skodsborg. Her slog familien Raft sig ned, da faderen blev pensioneret i 1932. Man kan sige, at Jakob Raft optrådte stik modsat sin fader: han kæderøg og havde efter sigende en rullende barvogn og tyve slags snaps på is. Og han gik ikke ned på udstyr og modernitet, da han indrettede et dansk hospital i Congo. Trods forskellen i livsstil fik de begge succes på grund af deres personlighed: de var ildsjæle og dygtige organisatorer. I bogen Danskere i tropisk Afrika skriver Klaus Winkel, at Jakob Raft var helt usædvanligt karismatisk, altid med et lunt og intelligent glimt i øjet. Jakob Raft læste medicin i København, men tog sig god tid. Han var samtidig aktiv i adventisternes ungdomsorganisation, ligesom i Foreningen for Yngre Læger, da han var færdig i 1942. I 1944 blev Jakob Raft gift med den otte år yngre revyskuespillerinde Gerd Gjedved. De fik to børn. I 1950-1953 stod det danske Røde Kors for administrationen af statens bidrag til FNs mission i Sydkorea, hospitalsskibet Jutlandia. Her var Raft med til at ansætte personale, og i 1953 var han selv med på det tredie og sidste togt. Da Jutlandia sejlede hjem i efteråret 1953, forblev Raft i Korea på et amerikansk MASH, et Mobile Army Surgery Hospital. Her lærte han en masse, ikke kun de nyeste metoder inden for krigskirurgi, men også om Amerikas og FNs militære sanitetssystem, effektiv transport af sårede osv. I februar 1960 var der jordskælv i havnebyen Agadir i Marokko. Det var kun på 5.7 efter Richterskalaen og varede kun 15 sekunder, men forskellige omstændigheder gjorde, at byen blev pulveriseret. Det skete omkring midnat, og lys og vand forsvandt straks, så redningsarbejdet var næsten håbløst. En fjerdedel af byens 48.000 indbyggere døde procentvis langt flere end i Haiti i 2010 og tusinder blev sårede og invaliderede. Hele verden kom til hjælp. Jakob Raft, der talte flydende fransk, ledede et felthospital, og her fik han brug for alt, hvad han havde lært i Korea med hensyn til fordeling og behandling af sårede. Under borgerkrigen lige efter Congos selvstændighed stod The World Health Organization, WHO, for at organisere medicinsk hjælp. Næsten alle europæiske læger havde forladt hospitaler og klinikker, og i hele landet var der kun seks congolesiske læger. I oktober 1960 havde 22 regeringer og Røde Korsselskaber sendt teams med læger, sygeplejersker og teknikere til at bemande dem. Et hold fra det danske Røde Kors blev i begyndelsen af august stationeret i havnebyen Matadi ved Congo-flodens munding, 300 km fra hovedstaden. Her var Raft i tre måneder og beskrev i sine rapporter den brutalitet, som alle parter udviste. Danmarks første udviklingsprojekt Congo blev Rafts skæbne. Resten af sit liv viede han til at virkeliggøre sin idé: nødvendigheden af at etablere et primært sundhedsvæsen, hvor congolesere blev uddannede på forskellige niveauer. Ikke som læger, de skulle uddannes på Congos nye universitet, og det ville i øvrigt tage 6-7 år, før de var færdige. Men der var brug for mængder af sygeplejersker med særlig uddannelse, der kunne fungere i stedet for læger ude i lokalsamfundene, og for jordemødre. Der er i Rafts redegørelser tegn på, at hans vision også havde et ideologisk indhold: at europæerne skyldte congoleserne humanitær hjælp og al tænkelig støtte efter et århundredes udbytning og grusom behandling. Jakob Raft udførte de næste år et herkulisk arbejde for sin idé og det lykkedes ham at få den danske stat med på tanken. Danmark var netop begyndt at interessere sig for såkaldte u-landsprojekter, og der var mange penge til nye initiativer. I 1962 havde der været en stor landsindsamling i Danmark. Et af initiativerne var indsamling for åben TV-skærm, den første siden Ungarns-hjælpen i 1957. Desuden blev der holdt arrangementer med indsamling overalt i lan- Jakob Raft 18