Kaperi under Englandskrigene statsautoriseret sørøveri Af Rasmus Voss, Anders Boye, Julia Weisser og Torsten Geertz, stud. mag. Tidligt om morgenen den 24. oktober 1808 stryger en engelsk eskadre sine sejl i den stærke sol ved den danske flådebase Christiansø. De svære 100 pundige morterer på tre bombarderfregatter gøres klar, og kort efter sender englænderne basen en dødelig hilsen. I det stille vejr kan man høre bomberne hvine gennem luften, og i de næste fem timer regner det med bomber over fæstningen. De danske batterier er bemandede til kamp, men ikke alle ved kanonerne er soldater. En betragtelig del af dem skiller sig ud ved ikke at bære uniform. De er kapere statsautoriserede sørøvere, og de deltager frivilligt i forsvaret af den fæstning, som sommeren over har været deres faste tilholdssted. Men disse kapere er også grunden til, at englænderne denne formiddag sender over 600 bomber mod Danmarks forpost i Østersøen. Helt oppe hos den øverste engelske militære ledelse har man hørt om kaperne på Christiansø, og der er udarbejdet planer om at invadere den lille, men generende fæstning. Men englændernes angreb besvares af øens garnison og kaperne i fællesskab, og de engelske skibe, der nærmer sig fæstningen, beskydes med en sådan indædthed, at englænderne skrinlægger invasionsplanerne. Hvordan kunne disse mænd, som ikke havde nogen form for militær baggrund, vække den fjendtlige stormagts bekymring i en sådan grad, at englænderne skred ind med massiv brug af våbenmagt? Hvem var disse danske kapere, som havde statens tilladelse til at røve og plyndre de engelske skibe?
Kapere og sørøvere Den romantiske forestilling om sørøvere som fuldstændig selvstændige og frie banditter uden for lands lov og ret er for det meste en myte. Ofte blev sørøverne, eller kaperne som de så blev kaldt, støttet af en stat eller kongemagt. Efter den målestok man brugte for 200 år siden under krigen mod Storbritannien var der først tale om egentligt sørøveri, hvis man kaprede eller røvede skibe uden gyldigt kaperbrev. På trods af forskellige regler fra land til land gjaldt det dog generelt, at tilfangetagne kapere i fjendens varetægt havde status af krigsfanger, mens sørøvere blev hængt på stedet. En kaper var kort fortalt en privat kaptajn, der i form af kaperbrevet havde en statslig bemyndigelse til at opbringe fjendtlige skibe. Et kapret skib kaldtes en prise. Danske kapere opbragte fjendtlige skibe til danske havne, hvor særlige domstole, priseretterne, dømte om skibet var en god prise. Dette betød, at det var en lovlig kapring, hvorefter skib og last bortauktioneredes til højestbydende, hvilket kunne være en højest indbringende affære. Dømtes prisen for lovstridig, blev den straks frigivet eventuelt med erstatning til følge. Brugen af private kapere som supplement til en egentlig flåde har været kendt og benyttet længe før Englandskrigene. Kapervirksomhed var især udbredt i Østersøområdet op gennem middelalderen, da der på denne tid ikke eksisterede en officiel orlogsflåde, hvorfor kaperi ofte anvendtes som den væsentligste søkrigsstrategi. Ikke kun Danmark, men også flere andre søfartsnationer, som Frankrig og England, benyttede sig af kapervæsnet som politisk værktøj op gennem tiderne. Trods oprettelsen af egentlige orlogsflåder, bl.a. i Danmark omkring år 1500, fortsatte kapervirksomheden med at være en institutionaliseret del af staternes søkrigsførelse, og i Danmark blev der op gennem de følgende århundreder udstedt skiftende kongelige reglementer for, hvordan byttet fra kaperpriserne skulle fordeles.
Under Englandskrigene gik det danske kaperi mest ud over englændere og svenskere, men også skibe fra andre lande blev opbragt som her ANNA LOVISA af New York, der blev taget af kapere fra Gilleleje i 1810. Tegning af C. Butty, Original på Handels og Søfartsmuseet Først i Frederik 5 s krigsartikler af 1752 frasagde kongen sig retten til en andel af gevinsten, så kaperne fik hele byttet, og det var denne regel, der gjorde sig gældende da Englandskrigene brød ud. Da englænderne havde taget den danske orlogsflåde som krigsbytte, var benyttelse af kapere en vigtig del af de danske bestræbelser på at kunne kontrollere landets havne og farvandet omkring dem. Derfor har det formodentligt ikke i samtiden virket som et så kontroversielt middel at tage i brug, som man i dag kunne tro.
Kaperbrev, udstedt af den danske kongemagt, fra 1807 for færgemand J. Hartvig, Helsingør og hans færgejolle FORTUNA. Original på Handelsog Søfartsmuseet.
Kapervirksomhedens forudsætninger 1807 14 Danmark blev involveret i Storbritanniens krig med Napoleon i august 1807. Englænderne frygtede, at den danske flåde ville ende i hænderne på Napoleon, hvorved den vitale engelske søfart i Østersøen ville blive afbrudt. Det var af afgørende betydning for englændernes krigsførelse at få forsyninger, i form af korn, tømmer, tovværk, sejldug, tjære og beg fra Østersøens havne, og briterne ville for alt i verden undgå tabet af denne handelsrute. Dette resulterede i bombardementet af København og tabet af flåden i starten af september 1807. Englændernes angreb havde flere konsekvenser: Danmark mistede med et slag sin orlogsflåde og havde dermed ingen mulighed for at hævde sin suverænitet over eget farvand, og englænderne havde i praksis herredømmet over dansk territorialfarvand. Den danske handelsflåde havde ofte haft brug for konvojstøtte fra orlogsflåden. Da denne mulighed forsvandt fik den oversøiske handel meget vanskelige kår. Mange handelsskibe lå uvirksomme hen, hvorved mange sømænd blev arbejdsløse. Handlen blev stærkt reduceret og selv mellem de enkelte landsdele var det svært at få varer frem. Især Norge, der var en del af den danske monarki, led under manglen på landbrugsprodukter. Som modtræk opfordrede og bakkede det danske styre op om en omfattende kapervirksomhed. Således udstedte man i perioden 1807 14 omkring 600 kaperbreve. Oftest blev skibene udrustet af private interessentskaber, der købte aktier i et eller flere skibe, og som derved havde ret til en del af gevinsten, ligesom besætningen alt efter rang fik større eller mindre andele af udbyttet. Ved at deles om mange skibe, delte man også risikoen ved kaperiet. Faren for at både mandskab og skib blev taget af englænderne, var hele tiden til stede. De typiske kaperbåde var mindre skibe som kuttere, luggere og jagter, der udstyret med nogle få kanoner, kunne sejle hurtigt og have en
relativt stor besætning. Der var dog også større skibe som skonnerter og en enkelt fregat blandt de danske kaperfartøjer. De store skibe var dog ikke altid lige praktiske, da de nemt blev genstand for fjendtlig opmærksomhed. Mandskabernes sammensætning var præget af muligheden for hurtige penge, hvorfor ikke kun sømænd, men også småhandlende og håndværkere af forskellig nationalitet påmønstrede. Kaperbådene varierede en del i størrelse, men kaperkuttere som JOHANNE af København, der ses her, var ret almindelige. Tegning af Jacob Petersen, Original på Handels og Søfartsmuseet Kaperkrigens varierede på grund af periodiske forbud og fredsforhandlinger i intensitet. Årene 1807 09 blev, set fra kapernes side, de mest udbytterige. Siden blev briternes modforanstaltninger mere effektive og selvom man efter mislykkede fredsforhandlinger med
svenskerne igen gjorde deres skibe til lovligt bytte, nåede kapervæsnet ikke op på niveauet fra de første krigsår. Kapervirksomhedens betydning Det er blevet diskuteret, hvor stor en betydning kapervæsnet egentlig havde under Englandskrigene. De ofte fantastiske beretninger og mytedannelser omkring kaperne har medvirket til at give det et nationalromantisk skær. Dette har uden tvivl været med til at stive selvtilliden af blandt befolkningen, i samtiden såvel som eftertiden, og i samtiden givet næring til en gryende national bevidsthed. I forhold til at der var udrustet relativt mange kaperskibe, var deres resultater overordnet set begrænsede. Det skyldtes dels, at besætningerne ofte var dårligt vant med livet til søs og i krig, mens den engelske orlogsflåde regnedes for tidens bedste. Desuden var kaperne generelt dårligt organiserede. Det var private skibe og der var ingen central organisering af kaperflåden. Hvert skib gik efter egne kapringer. Til tider samarbejdede enkelte skibe med god fordel, men de kunne også ligge i indbyrdes konkurrence om priserne. Englænderne fortsatte handlen i Østersøen hele krigen. Det kunne hverken kaperne eller kanonbådene gøre noget ved. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at kaperne har været ganske generende for englænderne. Dels opbragtes et ikke ubetydeligt antal engelske handelsfartøjer, med store tab for de implicerede handelshuse til følge. Ligeledes lagde den danske kaperaktivitet beslag på en del af den engelske orlogsflåde til konvojering og patruljering. For at kunne hamle op med denne engelske aktivitet var kaperne afhængige af, at der var steder, hvor de kunne samarbejde med marinen og med deres priser komme i læ under kystbatterierne et sådant sted var Christiansø. Kapervirksomheden fra Christiansø 1807 09 I den danske del af Østersøen nordøst for Bornholm lå den lille flådebase Christiansø opført i 1684 på øgruppen Ertholmene nord for
Bornholm. Den dyrt opførte, utidssvarende fæstning, havde aldrig spillet nogen egentlig militær rolle, men den egnede sig, på grund af sin placering længst mod øst, sin dybe havn og Bornholms tilsvarende mangel på samme, godt som base for kapervirksomhed i denne del af Danmark. Fæstningen på Christiansø og Frederiksø beskyttede en lille naturlig havn og virkede som fremskudt base for det danske kapervæsen. www.christiansoe.dk De engelske handelskonvojer mellem Baltikum og England var vigtige for det britiske herredømme på søen og bemandingen på Christiansø havde første parket til konvojsejladsen.
Fæstningen Christiansøs muligheder for at hævde den danske suverænitet i området var efter september 1807 yderst begrænsede, da landet ikke længere var i besiddelse af en egentlig orlogsflåde, og fæstningen ikke kunne operere længere end kanonerne rakte. Det var de fjendtlige skibe, der beherskede Østersøen og farvandet rundt om fæstningen. Derved syntes Christiansø principielt ikke at have nogen reel militær betydning, da fjenden blot kunne ignorere dens eksistens og sejle et stykke udenom. Vanskeligt var det derimod at ignorere den kaperaktivitet, der foregik fra fæstningen. De kaperskibe, der benyttede fæstningen, var relativt store skibe i forhold til kaperskibene, der opererede i resten af landet, og de viste sig her modsat andre steder forholdsvis effektive især når flere kapere samarbejdede med hinanden. Flere af dem indbragte derved mange priser i løbet af kortere perioder. To Brødre, Christian og Casper Wolfsen, der var kaptajner på hver deres skonnert, indbragte således ikke færre end seks priser for øens prisedomstol på blot fem dage. Taktikken var at gå op mod Karlskrona, hvorfra de engelske konvojer afgik, om aftenen,. I løbet af natten afskar de så nogle af skibene, som de så kunne nå at bringe ind i sikkerhed på Christiansø om morgenen. Et andet makkerpar, Kofoed og Møller brugte i et tilfælde en raffineret list. Møller havde med sit skib RØVERFIENDEN stoppet en galease fra Rostock, der havde kurs mod Sverige, som jo var på englændernes side. Men han kunne ikke bevise at den vitterligt var på vej til Sverige med en last, da skipperen fremviste falske papirer. I stedet tilbød Møller galeasen beskyttelse for natten, men sendte i mellemtiden bud til sin ven Kofoed, der lå med luggeren JÆGEREN i Gudhjem. Kofoed kom den næste morgen med engelsk flag på og jog Møller væk. Udklædt i en engelsk uniform gik Kofoed så ombord på galeasen og fik forevist de rigtige papirer, der viste at lasten skulle til Sverige. Derved kunne skibet tages som dansk prise.
Flere andre kapere var ret effektive i kortere perioder, hovedsageligt i forårs og efterårsperioderne, hvor der var mest bytte grundet gunstige vindforhold for de store engelske handelskonvojer. Denne periodevise høje kaperaktivitet fra Christiansø var til stor gene for englænderne. Den engelske utilfredshed med kaperne i Østersøen kulminerede den 24. oktober 1808 med et bombardement af Christiansø. Øen forblev dog på danske hænder. Maleri af Arne Skottenborg Fredriksen, Original på Statens Forsvarshistoriske Museum Korrespondance mellem det engelske admiralitet og den øverstbefalende i Østersøen, viceadmiral Saumarez viser tydeligt, at englænderne havde planer om at indtage Christiansø. Dels for at hindre kapernes operation i Østersøen, men også for at få en base til fordel for handlen med Baltikum. Kapernes ihærdige aktivitet var en torn i øjet på englænderne, hvilket understreges i admiralitetets brevvekslinger fra sommeren 1808, hvor admiral Hood, en af de øverste officerer i den engelske flåde, i omtalen af kaperne ved Christiansø skriver: I tremble for our merchants. Brevvekslingen resulterede i, at man sendte flere skibe til Østersøen med henblik på rekognoscering omkring fæstningen, med en mulig erobring for øje.
Den stigende trussel fra den engelske orlogsflåde mod både kapere og fæstning afstedkom, at der blev indgået et samarbejde mellem nogle af kaperne og fæstningen. Kaperne blev trænet og ekserceret på fæstningen og støttet af øernes kanoner på deres togter. Til gengæld kunne kaperne med deres armerede fartøjer udvide fæstningens begrænsede aktionsradius. Dette afstedkom en del bataljer mellem kapere og fæstning på den ene side og englændere og svenskere på den anden. I oktober 1808 spidsede situationen til, da et par engelske orlogsskibe forsøgte at afskære en dansk kaper vejen ind til fæstningen, som så åbnede ild mod englænderne. Senere samme måned rettede englænderne et decideret angreb mod Christiansø. Fem orlogsskibe sejlede forbi øen og åbnede ild, mens tre bombarderfregatter ankrede op og påbegyndte bombardement af øen. Over 600 granater regnede nedover øen og fæstningen havde svært ved at svare igen, da dens kanoner ikke havde lige så stor rækkevidde som englændernes. En løjtnant, Marcus Bech, beskriver i sine erindringer, hvorledes kaperne på utraditionel vis deltog i forsvaret af fæstningen på land: Strax om Morgenen, da Fregatterne bemærkedes, og Generalmarschen lød, begave Hr. Wolfsen og Capt. Hatting, der ogsaa førte en Kaperskonnert en snurrig Fyr, der kaldte alle Galeaser for Lysesaxe samt endnu en Kaper, med deres hele bevæbnede Mandskab, over 150 Mand, sig i Land og tilbød Commandanten disse til Tieneste paa Fæstningen. Med megen Glæde modtoges denne Forstærkning, og bleve de ansatte paa forskiellige Steder under deres Captainers Commando, hvor de forbleve, indtil hele Affairen var forbi ved Middagstid.
Korrespondancen internt i den engelske marine viser, at angrebet var direkte afledt af kapernes aktiviteter, samt en prøve på fæstningens forsvarsevne i forhold til den engelske flådes ønske om at indtage øerne. Englænderne angreb ikke fæstningen igen, hvilket indikerer, at de skønnede at indtagelse af øerne alene ved brug af orlogsskibe ikke var mulig. Da de private kaperes aktiviteter nedtonedes i løbet af 1809, overtog fæstningens bemanding kapervirksomheden fra egne skibe og indbragte et stigende antal priser. Dette fortsatte indtil august 1809, da et midlertidigt forbud mod kapring af engelske handelsskibe trådte i kraft. Fæstningens rolle som base for kapere resulterede i tilførsel af ressourcer og en omfattende oprustning. I tiden efter angrebet i oktober 1808 blev befæstningen forstærket betydeligt med højere og større batterier, flere og kraftigere kanoner, forbindelseslinier og flere krigsrelaterede nybygninger. Christiansø, som den fremstår i dag, er således i høj grad et resultat af kapervirksomheden og de dertil knyttede begivenheder, der fandt sted i perioden mellem 1807 1809. Lilletårn på Frederiksø som det ser ud i dag. Foto Torsten Geertz
Hvis du vil læse mere om kaperkrigen 1807 14 Kay Larsen Danmarks Kapervæsen 1807 14, Rosenkilde og Bagger, København 1972 Boris Koll Kaperkaptajn Jens Lind Manden bag myten, Skippershoved, Ebeltoft 2000 Johannes N. Tønnesen Kaperfart og skipsfart 1807 1814, Cappelen, Oslo 1955