14. november 2001 Af Lars Andersen - Direkte telefon: 33 55 77 17 VENSTRE OG DEN OFFENTLIGE SEKTOR Papiret behandler nogle aspekter af Venstres politik i forhold til den offentlige sektor. I afsnit 1 ses der på - ved dokumentation i form af citater - hvad Venstres politik er på udliciteringsområdet. Venstres politik kan sammenfattes med følgende citat fra Lars Løkke Rasmussen: "Vi skal konkurrencesætte den offentlige sektor på alle områder bortset fra myndighedsopgaver." I afsnit 2 ses der på, hvem der er den sikre vinder ved Venstres forslag om udfordringsret eller på almindelig dansk: tvungen udlicitering. Det er konsulentfirmaerne. (side 3) I afsnit 3 ses der på erfaringerne med udstrakt brug af frit valg og pengenefølger-borgeren fra New Zealand. New Zealand har de længste og fleste erfaringer med at indføre disse modeller i et velfærdssamfund, der mindede om det danske. Erfaringer fra New Zealand er ikke gode, og man er nu på vej væk fra disse modeller igen. (side 4) I afsnit 4 ses der på konsekvenserne af Lars Løkke Rasmussens og dermed Venstres - forslag om, at kommunerne i større udstrækning skal leje deres bygninger af et leasingselskab i stedet for selv at eje dem (sale-and-leaseback modellen). Der er tale om spekulation med skatteydernes penge, idet man spekulerer i forskellen mellem kortfristede og langfristede lån samt i det forhold, at de skattemæssige afskrivninger forløber hurtigere end de økonomiske afskrivninger. (side 5) P:\GS\06-til ny hjemmeside\velfærd\2001\udlicitering-la.doc
2 1. Det vil Venstre vedr. udlicitering- dokumentation Der foregår i dag udliciteringer rundt omkring i kommunerne både i borgerlige og socialdemokratisk ledede kommuner. I dag er det dog kommunernes eget valg, om og hvad de vil udlicitere. Med Venstres forslag om privat udfordringsret vil kommunerne blive tvunget til at tage stilling til udlicitering, hvis en privat virksomhed byder ind på en opgave. Det fremgår af følgende citat fra Anders Fogh Rasmussen: Det offentlige skal derfor forpligtes til at sende opgaver i udbud, hvis en privat virksomhed kan dokumentere, at den kan løse opgaven bedre og billigere. Vi kalder det en "udfordringsret". Og kommuner og amter skal forpligtes til at formulere en udbudspolitik. Tale ved kommunaltræf, 2001-2-24 Også Sven Erik Hovmand(V) har forklaret, hvad udfordringsretten går ud på, jf. følgende citat: Venstres beslutningsforslag tvinger staten og kommunerne til at konkurrere med private virksomheder på det offentliges eget område. I dag sker det kun, hvis staten eller kommunerne selv beslutter at udbyde dele af deres virksomheder i udlicitering. Efter forslaget skal en privat erhvervsvirksomhed for fremtiden i visse tilfælde kunne gennemføre en tvungen udlicitering. Det kaldes "privat udfordringsret"... Venstres hjemmeside, 2000-11-3 Pressemeddelelse vedr. udlicitering Venstres politik i forhold til den offentlige sektor er sammenfattet ret præcist af Lars Løkke Rasmussen i en tale ved Libertas konference om en fremtidig borgerlig regering. "Vi skal konkurrencesætte den offentlige sektor på alle områder bortset fra myndighedsopgaver." Venstre, www.venstre.dk, 25.11.2000
3 2. Udlicitering - en god forretning for konsulenterne Den udfordringsret, som Venstre foreslår, betyder, at kommunerne er tvunget til at vurdere de bud, som private virksomheder har ret til at komme med. En branche, der vil nyde godt af dette initiativ, er konsulentbranchen. På rengøringsområdet, som er det mest standardiserede område, koster det 50-60.000 kr. som minimum at udarbejde udbudsmaterialet. Der findes ikke umiddelbart tilgængelige oplysninger om, hvad det koster at udlicitere bløde områder som børnepasning og ældrepleje. Kontakt til kommuner, som har haft udliciteringssager indenfor området, tyder dog på, at konsulenthonorarerne beløber sig til flere hundrede tusinder på dette område. Der er altså et godt indtjeningspotentiale for konsulentfirmaerne her. Derudover vil de mange udliciteringssager lægge beslag på en masse ressourcer i kommunerne selv. Primært for de kommunale medarbejdere, der beskæftiger sig med administration og økonomi. I den undersøgelse om udlicitering, som Kommunernes Landsforening offentliggjorde i februar 2001 (Udbud og udlicitering i kommunerne), peger kommunerne da også på, at den væsentligste barriere for udlicitering er, at udbudsprocessen er for ressourcekrævende. Trods de store honorarer til konsulenterne er erfaringerne, at der alligevel meget ofte er problemer med kvaliteten i de ydelser, der bliver leveret. Nogle gange så store, at kommunerne vælger at droppe leverandøren. F.eks. har Christiansfeld og Esbjerg kommuner på trods af rådgivning om udbudsmaterialet efterfølgende haft store problemer med at styre kvaliteten og har helt eller delvist opsagt kontrakterne. En anden økonomisk ubehagelighed for kommunerne er, at der ofte i kontrakten indgår en refusionsbestemmelse ved overdragelse af medarbejdere. Refusionsbestemmelsen pålægger udbyder at betale for udgifter, der kommer, hvis leverandøren skal overtage de nuværende medarbejdere ved en virksomhedsoverdragelse. F.eks. forventede Greve kommune, at refusionsudgifterne skulle blive på 2 mio. kr., men de blev på omkring 10 mio.kr.
4 3. Erfaringer med frit valg i New Zealand Venstre ønsker at ændre det nuværende frie valg mellem forskellige sygehuse for en række sygdomme. Venstre ønsker et totalt frit valg på sygehusområdet og på ældreområdet, og pengene-følger-borgeren modeller. Et af de lande, som har de længste og fleste erfaringer med frit valg modeller og pengene-følger-borgeren modeller, er New Zealand. Erfaringerne fra New Zealand er ikke gode. På sygehusområdet medførte reformerne fra 1993, som indførte frit valg, øget personaleudskiftning på sygehusene, lægeflugt, opdeling i gode og dårlige sygehuse og øget udbredelse af private sygesikringer. De nye forretningsorientede sygehusledelser gik i første omgang i gang med at lukke urentable afdelinger. Der var også planer om at nedlægge sygehuse. Imidlertid blev den folkelige modstand så stor mod det nye system, at politikerne fra og med 1997 måtte rulle processen delvist tilbage, inden det gik helt galt. Lukninger af sygehuse blev undgået ved at tilføre sygehusene ekstraordinære tilskud, og man har i dag ført alle statslige sygehuse tilbage under Sundhedsministeriet. I New Zealand har udstrakt brug af frit valg og pengene-følger-borgeren modeller på skoleområdet ført til skolenedlæggelser i yderområder og socialt dårligt stillede områder, lærerflugt samt en langt skarpere opdeling af skolerne i attraktive skoler for de ressourcestærke elever og dårlige skoler for de ressourcesvage elever. Frit-valg og pengene-følger-eleven ordningen medførte, at 600 ud af 3300 folkeskoler måtte lukke, svarende til ca. hver femte folkeskole. Det skyldtes, at de faste beløb pr. elev ikke kunne dække omkostningerne, når skolernes elevtal var lille eller faldt på grund af, at de stærke elever søgte over til de populære skoler. Det var især de små skoler i lokalområder samt skoler i socialt belastede byområder, som måtte lukke. Også her har man rullet processen tilbage ved at genindføre skoledistrikterne, indenfor hvilke der er frit valg. Erfaringerne fra New Zealand er nøjere beskrevet på: http://www.aeraadet.dk/ae/dokument/publikationer/newzealand.pdf
5 4. Problemer med sale-and-lease-back En af de ting, partiet Venstre også ønsker sætte på dagsordenen, er de såkaldte sale-and-lease-back modeller. Det fremgår af følgende udtalelse fra Lars Løkke Rasmussen i Mandag Morgen (29. oktober 2001) om Venstres politik overfor kommunerne, hvis de borgerlige kommer i regering. "PPP (Private-Public Partnership) er en bog, man har valgt at lukke herhjemme. Den blev senest smækket i over for Farum kommune sidste år, da man strammede op i Indenrigsministeriets lånecirkulære. Men det vil blive ændret...". En Venstre ledet regering vil altså øge kommunernes mulighed for at benytte Farum modellen (også kaldet sale-and-lease-back modellen). Farum modellen er i realiteten spekulation for skattepenge, og ordningen er kun fordelagtig (for kommunen) under visse omstændigheder. Den nuværende regering har sat en stopper for denne form for kommunal spekulation, idet hvert enkelt sale-and-lease-back projekt vurderes. Projekter af spekulativ karakter godkendes ikke. Fidusen ved Farum modellen er, at kommunen sælger et aktiv (f.eks. en skole) til et leasingselskab, der derefter lejer bygningerne ud til kommunen. Leasingselskabet finansierer købet ved at tage et kortfristet lån, som løbende fornys. Kommunen investerer derimod indtægten fra salget i værdipapirer (f.eks. obligationer) med lang løbetid. Kommunen skal nu betale, hvad der svarer til renter og afdrag på leasingselskabets lån (plus etableringsomkostningerne på lånet og selskabets profit). Så længe den lange rente, der gjaldt på lånetidspunktet, er højere end den fremtidige korte rente, er det en god forretning (afdragene har kun likviditetsmæssig betydning, da kommunen har, hvad der svarer til summen af alle afdragene deponeret). Da den korte rente ikke altid er mindre end den lange rente, løber kommunen en risiko. Hvis der ikke er en risiko ved denne form for investering, ville leasingselskaber (og alle andre) jo selv låne penge kortfristet, placere dem i obligationer og score hele gevinsten. Derfor er Farum modellen spekulation for skatteydernes penge.
6 At ordningen er spekulation, dokumenteres bl.a. i en rapport udgivet af Indenrigsministeriet (maj 2000) "Den kommunale låntagning og deponeringsreglerne", hvori konsulentfirmaet Arthur Andersen bl.a. konkluderer: "Med den nuværende rentestruktur må et sale-and-lease-back arrangement konkluderes at være fordelagtig for kommunerne. Der kan lånes midler til en lav rente, der kan investeres til en højere rente. Der foreligger dog en ikke uvæsentlig risiko, idet den nuværende fordel ved ændringer i renteniveauet og/eller rentemarginalen kan forsvinde og vendes til et tab" I nogle tilfælde kan der også være skattemæssige fordele ved sale-and-leaseback arrangementer. Hvis leasingfirmaet kan afskrive aktivet (f.eks. skolen) skattemæssigt, giver det en ekstra gevinst, idet de skattemæssige afskrivninger foregår hurtigere end den reelle værdiforringelse. Denne gevinst får kommunen givetvis også gavn af. Gevinsten som følge af de skattemæssige afskrivningsregler svarer dog i realiteten til at tage pengene op af én offentlig kasse (skattetab ved afskrivninger) og putte dem i en anden (lavere leasingomkostninger). Hvis leasingselskabet ikke er den reelle ejer af aktivet, kan det dog ikke afskrive på det. Konsulentfirmaet Arthur Andersen skriver dog i deres konklusion: De skattemæssige regler, hvorved visse aktiver er skattemæssigt afskrivningsberettiget for leasingselskabet, styrker mulighederne for kommunerne for at opnå en fordel under forudsætning om uændret renteniveau, idet leasingselskaberne kan tilbyde en endnu lavere lånerente."