lyserøde elefanter Kvinder synlige og usædvanlige

lyserøde elefanter Kvinder synlige og usædvanlige

99 lyserøde elefanter Jytte Hilden, Lene Frøslev og Kate Bluhme Redaktion: Jytte Hilden, fhv. minister Lene Frøslev, journalist Kate Bluhme, journalist Bidrag til tekst og illustration se side 232 Grafisk produktion: Eks-Skolens Trykkeri ApS 99 lyserøde elefanter Facebook: 99 lyserøde elefanter Oplag: 7.500 ISBN: 978-87-9973-340-8 Redaktionen slut primo marts 2014 Præsentation: Københavns Universitet 23. april 2014 2

Indhold Forord... 4 Prolog... 6 En lyserød elefantflok... 10 Kvindeportrætter... 14 Valgstatistik... 148 Kvindeportrætter... 150 Tidslinje... 204 Om at have venner... 228 Krediteringer... 232 2 Indeks... 234

Ronkedoren og det store, lyserøde håb Af Lykke Friis, ph.d. og prorektor for uddannelse ved Københavns Universitet Hvad er mon det modsatte af en lyserød elefant? Det må være en ronkedor, en gammel, gnaven han-elefant. Sådan en var Henrik Scharling. Navnet siger dig ikke noget? Så kan jeg fortælle, at han skrev julens evergreen Nødebo præstegård og var en lærd professor i teologi på Københavns Universitet. Et opslag i Dansk Biografisk Leksikon omtaler Scharling som en anakronisme. For omkring århundredeskiftet sad han i sin professorstol, afsondret og adskilt fra flokken, mens det moderne Danmark brød gennem lydmuren udenfor. Trods utallige opfordringer fra kolleger nægtede han at gå af. Først da han i 1916 blev pålagt at eksaminere den første kvindelige teolog, tog han sin afsked. Det var for galt! Sikke et frygteligt syn alverdens Scharlinger ville have mødt, hvis de var troppet op på universitetet en augustdag sidste år. Tusindvis af glade unge, der skulle begynde deres nye liv som studerende. Meget symbolsk kunne det smukke skue ses på Frue Plads, for kvinderne er i overtal på langt de fleste uddannelser. Ja, dagene, hvor universitetet skrev i mandtal, er talte, men ikke desto mindre er overherredømmet stadig massivt på de fleste toneangivende poster i samfundet. Det er ikke synd for kvinderne, men for os alle sammen: Tænk på alle de talenter, vi går glip af! Som den amerikanske finansmand Warren Buffet har sagt, var det let for ham at komme til tops, fordi han kun skulle konkurrere mod halvdelen af befolkningen. Hvordan får vi kvinderne ind i kampen? Her skal vi ikke underkende betydningen af rollemodeller. Da Margaret Thatcher døde i 2013, røbede Angela Merkel, at jernladyen vejede ganske tungt i hendes bevidsthed: Når Thatcher kan, så kan jeg også. Sådan tror jeg, at mange kvinder tænker. Uanset om man er Thatcherist eller socialist. Hvad enten man har en regeringschef i maven eller andre drømme, der helst skal udleves. Derfor knytter jeg også et stort lyserødt håb til de lyserøde elefanter, du kan læse om i denne bog. Lykke Friis, prorektor (Foto: Hasse Ferrold) 4 5

Prolog Om de få, de første og de mange Ingenting kommer af ingenting, undtagen lommeuld. Det gælder sandelig ligestilling i magtens korridorer mellem mænd og kvinder. Det har været en lang, sej og sjov kamp, siden Mathilde Fibiger skrev sin bog Clara Raphael. Tolv breve, lige efter at vi her til lands i 1849 gik fra enevælde til demokrati dog uden stemmeret til kvinder i første runde. Kvinder skulle først lære at stille egne krav til samfundet, kvinder skulle først lære at sætte sig selv i spil og bryde koden til den politiske debat. Det kommer ikke af sig selv som lommeulden. Nøglen er uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Derfor var de første pionerer skolefrøkener med vilje til magt. De byggede deres egne imperier op og vandt. Kvinder skulle også lære at samles, lave dagsordener og foreninger. Det er altid fint med enkelte og enestående debattører, der sætter samfundet og dets indretning på spidsen. Men det rykker først for alvor, når mange står sammen og går i samme retning. Det fik kvinder øvet sig på i idrættens verden, i læseforeninger, og da debatten om valgret for alvor tog fart. De samlede penge sammen og byggede egne bygninger med kollegier til kvinder. Det var så vigtigt at stå på egne ben og bo mellem egne mursten. Nina Bang. Det danske folks moder fylder 60. Blæksprutten 1926. (Tegning: Alfred Schmidt/Bladtegnermuseet) Vi var ikke det første land med stemmeret til kvinder. Det blev New Zealand i 1893. Men vi var de første med en kvindelig minister i en demokratisk funderet regering. Nina Bang satte sig på taburetten i 1924 og skrev historie. Hun var forresten også historiker. Hun er blevet et ikon. Nogle hævder ind imellem, at Alexandra Kollontai i 1919 blev den første kvindelige minister, men ligefrem demokratisk kunne man vist ikke kalde Sovjetunionen. Kvinder kom ind i den politiske verden og ændrede spillereglerne for, hvad der tales om. Først om det nære med familie, så om den sociale indignation. Siden blev tonen mere dristig, rødstrømperne ændrede opfattelsen af, hvad der er op og ned i samfundsdebatten. Det private blev politisk og det politiske privat. De store årgange, krigsdøtrene, blandede sig lysteligt, sagde nej tak til A-kraft, 6 7

Under overskriften Kvinder kan selv gik måske op til 20.000 kvinder grundlovsdag 5. juni 1915 i optog gennem Københavns gader til Amalienborg og Rigsdagen i Bredgade for at kvittere for valgret til kvinder. (Foto: ABA) diskuterede menneskerettigheder og den tredje verden. Kvinder for Fred satte koldkrigerne stolen for døren. Alle dagsordener var åbne, mændenes lukkede rum og dominans, også på de udenrigspolitiske temaer, blev udfordret. Udviklingen er naturligvis ikke blot dansk. Eksempler bliver let en opremsning, men Indien har haft Indira Gandhi som politisk leder, Israel en Golda Meir, Pakistan Benazir Bhutto. Listen bliver længere og længere på det globale plan. I dag er en kvinde, Dilma Rousseff, Brasiliens præsident. Kvinder kan, og der er kvinder overalt. Dagens stærkeste europæiske leder er fra Tyskland og hedder Angela Merkel. I Norden valgte Island den første kvindelige præsident, Vigdis Finnbogadottir, mens Norge stillede med den første kvindelige statsminister, Gro Harlem Brundtland. Også Danmark har nu kvinder i spidsen for regeringen. Sjovt nok er udviklingen mere træg, kald det træls, i videnskabens hellige haller på universiteterne og på direktionsgangene i de private virksomheder. Mændenes monopoler er svære at flytte på. Masser af kvinder vælges til topposter, men når det gælder udpegning af professorer og bestyrelsesformænd, går det langsommere. Det er en magtkamp hvem sætter retning på fremtiden? Umiddelbart virker det bare tosset ikke at udnytte alle talenter, både mændenes og kvindernes. Bogen her er en fortælling om 99 meget synlige og umiddelbart mærkværdige lyserøde elefanters vej mod magt og ære. Den er tænkt som inspiration til næste generation. Historiens hjul drejer og drejer og drejer, kampen slutter aldrig. Inspirationen til bogen er 90 året for udnævnelse af Nina Bang 23. april 1924 og fejringen af de 100 år med Grundloven af 5. juni 1915. Den grundlov gav kvinder stemmeret til parlamentet. Ikke mere lommeuld. Jytte Hilden Marts 2014 8 9

En lyserød elefantflok Derfor har vi valgt netop de 99 Aleqa Hammond. Ingeborg Hansen. Hanne Bech Hansen. Henny Harald Hansen. Lis Hartel. Lene Vestergaard Hau. Agnes Henningsen. Malene Smidt Hertz. Lisbeth Hindsgaul. Anna Hude. Else Marie Pade. Helga Pedersen. Edith Brenneche Petersen. Marita Petersen. Hanne Reintoft. Annemette Ruth. Maria Rørbye Rønn. I denne bog præsenterer vi 99 danske kvinder som lyserøde elefanter. Det er kvinder, som opfylder mindst et af de kriterier, vi har sat for vores udvælgelse: De var de første på typiske og meget traditionelle mandeområder De grundlagde skoler, foreninger og satte fokus på kvinders liv og virke De tog helt enestående initiativer til gavn for hele samfundet De tog magten og kan stå som forbillede for de næste generationer De diskuterede, skrev bøger og flyttede debatten om køn Vi nævner mange kvinder ud over de 99. Måske skulle nogle af dem have været elefanter. Her er altså vores valg men hvem er så elefant nummer 100? Det står til diskussion. Hold jer ikke tilbage. Sophie Alberti. Caroline Ahlefeldt. Laura Aller. Esther Ammundsen. Anna Ancher. Anja Cetti Andersen. Bodil Nyboe Andersen. Lone Andersen. Johanne Andersen. Anja Andersen. Jytte Andersen. Mathilde Bajer. Nina Bang. Gitte Lillelund Bech. Bodil Begtrup. Susanne Bier. Ritt Bjerregaard. Mette Koefoed Bjørnsen. Karen Blixen. Margrethe Bose. Suzanne Brøgger. Pil Dahlerup. Nanna Ditzel. Bodil Dybdal. Lene Espersen. Mathilde Fibiger. Henni Forchhammer. Astrid Friis. Emma Gad. Inge Kemp Genefke. Pia Gjellerup. Lis Groes. Sofie Gråbøl. Bodil Ipsen. Lis Jacobsen. Mimi Jakobsen. Thit Jensen. Kirstine Marie Jensen. Karen Jeppe. Boel Jørgensen. Hanne Kjærholm. Pia Kjærsgaard. Agnes Klingberg. Lisbeth Knudsen. Bodil Koch. Nynne Koch. Grethe Kolbe. Theodora Lang. Camma Larsen-Ledet. Loulou Lassen. Inge Lehmann. Anne Birgitte Lundholt. Vitta Lysgaard. Ellen Margrethe Løj. Dorte Mandrup. Betzy Meyer. Elna Munch. Lis Møller. Ida Nicolaisen. Nielsine Nielsen. Olivia Nielsen. Asta Nielsen. Grethe Kirketerp Nielsen. Inge Merete Nordentoft. Alice O Fredericks. Amalie Skram. Inger Gautier Schmit. Nina Smith. Kirsten Stallknecht. Eva Steiness. Lone Strøm. Sine Sunesen. Inge Sørensen. Helle Thorning-Schmidt. Lene Tranberg. Ane Mærsk McKinney Uggla. Lin Utzon. Ruth Vermehren. Agnete Vøhtz. Monica Wichfeld. Nonny Wright. Natalie Zahle. Udviklingen fortsætter. Om nogle år er det måske kvinder som disse, man taler mest om: Simona Abdallah. Lise Kjær Andersen. Mathilde Fenger. Nina Groes. Anita Klemensen. Lærke Bagger. Sanne Søndergaard 10 11

12 13

Nina Bang Demokratiets første kvindelige minister Den 23. april 1924 blev journalist, cand. mag. og enkefrue Nina Bang udnævnt til undervisningsminister den første kvinde i verden, som blev medlem af en demokratisk funderet regering. Godt to år senere ved Rigsdagens åbning svang Nina Bang i restauranten Snapstinget chokoladekanden for sine mandlige ministerkolleger med den senere landsfader Thorvald Stauning for bordenden. Begivenheden blev fotograferet, og hermed blev en del af myten om Nina Bang cementeret: Som eneste kvinde i regeringen havde hun automatisk rollen som den, der husmoderligt sørgede for mændenes velbefindende og sådan var det hele vejen igennem. Myten er forkert. Anledningen til, at Nina Bang tog chokoladekanden i egen hånd, var, at hun fyldte 60 og var vært for kollegerne. Var der noget, Nina Bang ikke var, så var det prototypen på gamle tider. Hun burde have været finansminister, sagde mange år senere en af Nina Bangs kvindelige efterfølgere i Danmarks regering, Venstres Nathalie Lind. Nina Bang var, da hun blev minister, 57 år og socialdemokrat med en mere end solid partikarriere. Hun kom fra en pæn middelklassefamilie, hvor alle ni børn trods beskedne midler fik en god uddannelse. Hun havde dog i løbet af sit historiestudium brudt med familiens borgerlige indstilling, blev erklæret marxist som sin mand Gustav Bang, og siden 1903 havde hun været medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse, i øvrigt den første kvinde i landet i et partis ledelse. Hun havde siddet fire år i Københavns Borgerrepræsentation og kom i 1918 i Landstinget, den daværende Rigsdags førstekammer, som en af de første kvinder efter gennemførelsen af kvinders ret til at stemme og til at kunne vælges ved rigsdagsvalg. Thorvald Stauning, som var landets første socialdemokratiske statsminister, valgte Nina Bang som undervisningsminister i den i alt 11 personer store regering. En del samtidige og senere kommentarer til Nina Bangs udnævnelse mente, at hun nok kom med på afbud, fordi hendes mand og partifælle, historikeren, journalisten og politikeren Gustav Bang, var død. Men sagligt set var hun mindst lige så kvalificeret som han. Også hun var historiker og journalist ud over som beskrevet en erfaren politiker. Nina Bang blev magister med en afhandling om Øresundstolden, et emne som udløb af hendes intense studier af 1500-tallets handelshistorie. De gav hende indblik i Rigsarkivets store kildemateriale om regnskaberne over tolden, som fra omkring 1430 og frem til 1857 blev opkrævet af alle udenlandske Undervisningsminister Nina Bang nedlægger grundsten ved byggeri på Københavns Universitet. (Foto: ABA) skibe, der passerede en linje mellem Helsingør og Hälsingborg. Set gennem hendes marxistiske briller kunne regnskaberne belyse, hvordan økonomien 14 15

Ved Folketingets åbning i oktober 1926 indbød undervisningsminister Nina Bang statsminister Thorvald Stauning og den øvrige regering til fødselsdagschokolade i Snapstinget. (Foto: Holger Damgaard/Polfoto) 16 17

Nina Bang på talerstolen med hat og pince nez-brille. (Foto: ABA) var det grundlæggende i samfundsudviklingen. Hendes mål var at udvikle en handelsstatistik på internationalt niveau, idet hun betragtede statistik som en væsentlig faktor for en objektiv og nøjagtig fremstilling af den historiske udvikling. Da hun siden kom i Landstinget, blev hun socialdemokratisk ordfører om bank- handels- og skatteforhold, medlem af Finansudvalget og en af de første, som pegede på den svindel, som førte til Landmandsbankens krak. Hendes kendskab til statistik blev et vigtig redskab for hende i mange af disse politiske sager, og det var hele denne faglige baggrund, som senere fik Nathalie Lind til at mene, at Nina Bang rettelig burde have været finansminister. Nina Bang og Nobelpristageren Marie Curie. (Foto: Thv. Larsen/ABA) Men i 1924 var det umådeligt kontroversielt at lukke en kvinde ind i regeringen. Så typografen, den senere cand. polit. C.V. Bramsnæs, fik finansministerposten i Staunings regering, og der skulle gå trekvart århundrede, inden den bastion for mændenes monopol på magt faldt med socialdemokraten Pia Gjellerups udnævnelse til finansminister i 2000. For når det endelig skulle være, var en kvinde på posten med ansvar for især børnenes liv nok den, der bedst kunne glide ned hos den skeptiske offentlighed med Nina Bang og chokoladekanden som ikonisk billede på verdens rette indretning. Alligevel fik den offentlige polemik med Nina Bangs udnævnelse et oplagt yndlingsoffer, og den borgerlige satire kastede sig begærligt over den lille, brede dame med de store, til tider ligefrem overdådige hatte og den ovale pince nez-brille. Det skal medgives, at Nina Bang gavmildt leverede materiale til karikaturtegninger og grove stikpiller. Hun førte ingenlunde nogen lav profil og forsøgte ikke at behage det skeptiske borgerskab. Sit marxistiske verdenssyn havde hun lige fra 1898 givet udtryk for som journalist ved dagbladet Socialdemokraten. De første år skrev hun især om arbejdernes og arbejderkvindernes betingelser under kapitalismen. Senere beskæftigede hun 18 19

sig mere med handelspolitiske og udenrigspolitiske emner, især i forbindelse med Første Verdenskrig. Hun gav i 1913 i journalisternes fagblad en beskrivelse af sine arbejdsmetoder, som fuldstændig svarer til, hvordan såkaldte gravejournalister arbejder i dag, 100 år senere, dog uden alle deres tekniske og lovgivningsmæssige arbejdsredskaber. Ud over journalistikken havde Nina Bang en omfattende skribentvirksomhed uden for avisen. Hun oversatte bl.a. Karl Marx Lønarbejde og Kapital og skrev biografien Karl Marx, ligesom hun jævnligt leverede artikler til tidsskrifter. Endelig var hun en ofte benyttet taler både i Danmark og internationalt. I hele sit politiske liv var Nina Bang optaget af det internationale, socialdemokratiske arbejde. Hun talte de tre hovedsprog engelsk, tysk og fransk flydende, så ofte deltog hun i internationale møder og kongresser som Staunings stedfortræder. Hendes interesse for udenrigspolitik blev vakt allerede i studieårene og under det fortsatte arbejde med Øresundstoldens historie. Fra 1909 var hun fast udenrigspolitisk skribent på Socialdemokraten. Her kunne hun bruge både sin historiske viden og marxistiske analyse til at sætte de udenrigspolitiske begivenheder ind i en større, samfundsmæssig sammenhæng. Således analyserede hun konflikterne på Balkan længe før udbruddet af Første Verdenskrig. Hun støttede det russiske folks opgør med zardømmet i sine artikler. Og hun beskæftigede sig indgående med den betydning, opdagelsen af søvejen til Indien havde for den engelske imperialisme. Hun havde Sans for, hvad Svesker og Svin betød for Serbien, og hvilke Spirer til en evropæisk katastrofe Østrig-Ungarns Toldpolitik gemte, skrev hendes redaktør på Socialdemokraten, socialminister F. J. Borgbjerg, anerkendende, da Nina Bang fyldte 60. I begyndelsen af 1920 erne rejste Nina Bang rundt i hele Europa, og under Første Verdenskrig spillede hun en aktiv rolle Den internationale politiker Nina Bang på farten via Københavns Hovedbanegård. (Foto: Thv. Larsen/ABA) i forsøget på at etablere en socialistisk fredskonference i Stockholm. Hendes internationale engagement var højt respekteret, og da Nina Bang døde kun 61 år gammel i 1928, blev der bragt nekrologer over denne første, demokratisk valgte kvindelige minister i aviser over hele verden. π 20 21

Bodil Nyboe Andersen Finansverdenens lyserøde elefant Da Bodil Nyboe Andersen i 1986 blev ordførende direktør i Andelsbanken, sagde hun som Danmarks første kvindelige bankchef, at hun blandt finansverdenens ledere virkede som en lyserød elefant meget synlig og meget usædvanlig! Men siden sagde hun efter at være blevet øverste direktør for Danmarks Nationalbank og dermed verdens første kvindelige centralbankchef: I det daglige arbejde tænker ingen på, at jeg er kvinde. Og jeg hører altså ikke til dem, der mener, at der generelt er forskel på mandlige og kvindelige ledere. Bodil Nyboe Andersen blev medlem af Nationalbankens direktion i 1990 og formand i 1995. Muligvis skiftede synet på kvindelige ledere i finanssektoren på de ret få år fra 1986. Måske vænnede sektoren (og hun selv) sig blot til den danske superøkonom som en naturlig del af miljøet. Nyboe Andersen er cand. polit. med næsthøjeste karakter i den daværende studieordnings historie. Hun blev ansat i Økonomiministeriet, men blev underviser på Københavns Universitet i 1968, da faderen, professor Poul Nyboe Andersen, blev økonomiminister. På universitetet var hun en drivende kraft i en grundlæggende modernisering af økonomistudiet og havde udsigt til at blive den første kvindelige økonomiske vismand, men skiftede spor og efterfulgte i stedet sin far som medlem af direktionen i Andelsbanken. Da banken ved fusion i 1990 indgik i Unidanmark og Unibank, blev Bodil Nyboe medlem af koncerndirektionen, men allerede samme år rykkede hun ind som direktør i Nationalbanken, hvor hun siden overtog rollen som formand for direktionen. Denne post bestred hun indtil sin pensionering i 2005. Listen over Bodil Nyboe Andersens bestyrelsesposter gennem omkring 40 år er lang og viser tydeligt hendes engagement i såvel den finansielle sektor som i øvrige samfundsforhold. Listen rummer bl.a. Dansk Udenrigspolitisk Institut, A/S Store bæltsforbindelsen, Det danske Filminstitut og bestyrelsesformandsposter for Københavns Universitet og Dansk Røde Kors, som hun var præsident for i en årrække. Bodil Nyboe Andersen er tildelt storkorset af Dannebrogordenen. π Bodil Nyboe Andersen (Foto: Scanpix) 22 23

Folkevalgt På plads i parlamentet Politikens forside 20. juni 1918 med Elna Munch på Folketingets talerstol. (Faksimile, Politiken) Tirsdag den 28. maj 1918 blev det tredje Christiansborg, opført efter branden i 1884, indviet som Rigsdagens hjemsted. Det skete med de første møder i det nyvalgte parlament, det første som var valgt efter vedtagelsen af den nye grundlov i 1915. For første gang indtog kvindelige medlemmer deres pladser i mødesalene fem i Landstinget og fire i Folketinget. Umiddelbart efter holdt Rigsdagen fri for at give tid til grundlovsmøderne. Men efter ferien, den 19. juni 1918, stod der for første gang en kvinde på det danske Folketings talerstol. Det var den radikale Elna Munch, som tog ordet for at tale om et lovforslag, der skulle regulere lønningerne for københavnske lærere. Begivenheden blev registreret som historisk i det mindste på forsiden af den dengang særdeles radikale avis Politiken. Det var dog ikke med stormskridt, at kvinderne indtog Christiansborg. Der gik 25 år fra de historiske dage, inden Inger 24 25

Inger Gautier Schmidt. (Foto: Folketinget) Gautier Schmit fra Venstre i 1943 blev medlem af Folketingets ledelse, præsidiet, som den første kvinde. Hun var ved lidt af en tilfældighed kommet i Landstinget ved valget allerede i 1918, men faldt hurtigt til i det politiske miljø, kom som første venstrekvinde i Folketinget i 1929 og var en af de første kvindelige politikere, der havde politik som livslang beskæftigelse. Socialdemokraten Ingeborg Hansen, som var erklæret feminist, forkæmper for fri abort ved social indikation, modstander af genindførelse af dødsstraf efter besættelsen og tilhænger af tronfølgelov uden sønners forrang for døtre, var også blandt de første kvinder, som blev valgt til Landstinget i 1918. Hun blev i 1950 formand for Landstinget og dermed den første kvindelige parlamentsformand i verden. Landstingets politiske betydning var aftagende, og tinget blev afskaffet med den nye grundlov i 1953 en ændring som Ingeborg Hansen også selv havde talt ivrigt for. Ingeborg Hansen havde i øvrigt været Danmarks første kvindelige landsretssagfører og den første kvinde, som procederede i Højesteret. Siden Ingeborg Hansen har det danske parlament ikke haft en kvindelig formand Ingeborg Hansen. (Foto: Folketinget) for sit præsidium. I 1988 var der ved Folketingets formandsvalg stemmelighed mellem socialdemokraten Birte Weiss og Venstres Ivar Hansen. Ivar Hansen vandt posten ved lodtrækning. π 26 27

De milde kvinder Den hidsige debat om sex og kvinder og milde kvinder, hvor har de magt. Sådan skrev Danmarks litterære Nobelprisvinder Johannes V. Jensen som 52- årig i digtet Danmarkssangen Hvor smiler fager den danske kyst. Han kan næppe have tænkt på sin lillesøster Thit. Da Johannes V. i 1925 skrev om de milde danske kvinder, havde han og den tre år yngre Thit i årevis været på kant. Det slog gnister, også i det offentlige rum. De var to ud af en søskendeflok på 12 i et dyrlægehjem i Farsø. Som barn var Thit glad for at skrive, men hendes mor skældte ud over hendes nykker. Flere af børnene forsøgte sig som kunstnere, men Johannes og Thit var de eneste, som slog igennem. Til gengæld eftertrykkeligt. Thit Jensens litterære produktion var populær, men anses af eftertiden ikke for så betydningsfuld som broderens. Hun var dog på Finansloven. Hendes første romaner havde kvindepolitiske motiver. Senere skrev hun historiske romaner, som også bar præg af hendes dybe engagement i spiritisme. Men trods hendes succes som forfatter var det mest som samfundsdebattør, hun blev landskendt. Stærkt præget af sin mors skæbne som svært invalideret af mange børnefødsler blev hun en drivende kraft i kampen for frivilligt moderskab og kvinders ligeret. Som foredragsholder skabte hun regulær tumult. Da det politiske pres for at fratage hende finanslov-støtten blev for voldsomt, måtte selveste statsminister Thorvald Stauning dysse forargelsen ned. Thit Jensen skrev og agiterede i hele første halvdel af 1900-tallet. Det samme gjorde den lidt ældre Agnes Henningsen. Agnes Henningsen havde fra sin tidlige ungdom stærk smag for seksuallivet. Som 17-årig sørgede hun for at blive gravid, så hun kunne gifte sig med sin kæreste Mads. Penge havde parret og de efterhånden tre børn ikke mange af, og Agnes begyndte at sælge noveller til dagbladet København. På redaktionen faldt Thit Jensen. (Tegning: Claus Seidel) 28 29

hun for en medarbejder, Carl Ewald, som hun i 1894 fik sønnen Poul med. Mads var ikke mere tro end sin kone, og efter en episode med en elev på den skole, hvor han underviste, flyttede han til USA, og han og Agnes blev skilt. Skønt hårdt presset af forsørgerpligten over for fire børn fortsatte Agnes Henningsen kampen for sin egen og andre kvinders ret til et erotisk eksperimenterende og erfaringsrigt liv gennem et forfatterskab, som debatterede kvindefrigørelsen og dens omkostninger for både kvinde, mand og samfund. Det passede ikke tiden eller borgerskabet. Et forslag om at give hende en livsvarig ydelse over finansloven rejste et veritabelt raseri, og ved den endelige afstemning i Folketinget fik hun én stemme, Edvard Brandes. Men forfatterskabet fortsatte og blev fra 1941 til 1955 kronet med et otte bind stort erindringsværk, som i dag anses for forfatterens bedste. Agnes Henningsen levede længe nok til at opleve anerkendelse. Da Det Danske Akademi stiftedes i 1960, blev hun og Karen Blixen medlemmer som de eneste kvinder. I de seneste årtier af 1900-tallet og efter år 2000 har mange kvinder taget tråden op efter Thit Jensen og Agnes Henningsen. I 2014 har den 33-årige journalistuddannede Sanne Søndergaard med ikke-afsluttede kvinde- og kønsstudier i bagagen erobret pladsen som en af de mest fremtrædende debattører. Sanne Søndergaard skiller sig ud fra en i øvrigt stor gruppe af kvindepolitiske og feministiske aktører. Ud over at skrive bøger og benytte netmedier for at nå ud med sine meninger har hun med stor gennemslagskraft overtaget en traditionelt maskulin udtryksform, stand-up comedy, til med skarpt vid og spidse pointer at puste nyt liv i debatten og feminismen. π Agnes Henningsen med de fire børn. På skødet Poul, senere kendt som P.H. (Foto: Det Kongelige Bibliotek) Sanne Søndergaard. (Foto: Sanne-web) 30 31

Medicinere Et unødvendigt Onde Den første danske, videregående uddannelse, som blev åbnet for kvinder, var medicinstudiet på Københavns Universitet. Det skete, da den 27-årige Nielsine Nielsen i 1877 blev student og ansøgte om at blive optaget. Skipperdatteren fra Svendborg havde som helt ung læst i en avis om en kvinde i Amerika, som var læge, og dermed havde hun valgt sin skæbne. Såvel i universitetets konsistorium som på Det Lægevidenskabelige Fakultet granskede man formalia. Det tog sin tid halvandet år, nærmere bestemt. Ni professorer havde store betænkeligheder ved at lade en kvinde ind, men mente dog, at det burde tillades. Den tiende satte trumf på, da han skulle kommentere en kvindelig læges mulighed for at undersøge det mandlige legeme: En kvinde, der i den Grad kan tilsidesætte enhver Følelse af Anstændighed og Blufærdighed, kan kun betragtes med Modbydelighed og Væmmelse. Prostitutionsvæsnet ( ) er vel nu tildags et nødvendigt Onde, medens kvindelige Læger kunne kaldes et aldeles unødvendigt Onde. Men man fandt intet forbud mod kvindelige studerende i universitetets regelsæt, og i 1885 bestod Nielsine Nielsen med første karakter sin embedseksamen som den første kvindelige læge. Hun ville gerne være gynækolog, og hun fik offentlig støtte til studierejser i Schweiz og England. Men den eneste danske gynækolog, F. Howitz, modar- Nielsine Nielsen. (Foto: Det Kongelige Bibliotek) 32 33

Esther Ammundsen. (Foto: Erik Petersen/Polfoto) bejdede hende, og så måtte drømmen skrinlægges. I stedet blev Nielsine Nielsen praktiserende læge i København. Nielsine Nielsen var politisk aktiv i det, der blev til Det Radikale Venstre, og sine bitre erfaringer gjorde hun brug af i kampen for ligestilling gennem Dansk Kvindesamfund. Få år før sin død i 1916 skænkede Nielsine Nielsen legatmidler til Hagemanns Kollegium, der åbnede 1908 som det første kollegium, kvinder havde adgang til. Hun afsatte desuden midler til oprettelse af Læge Nielsine Nielsens Legat for kvindelige, medicinske Studerende. Siden 1987 har der været flere kvindelige end mandlige medicinstuderende i Danmark, og anerkendelse af kvindelige læger er en selvfølge. En af dem, som har markeret sig tydeligst, er Esther Ammundsen, kærligt kendt som Amanda. Hendes familie mente ikke, at hun kunne klare et langt og krævende studium, handicappet som hun var af en skævhed i ryggen, og hun blev sendt til en onkels bispegård for at lære husholdning. Men i 1926 begyndte den 20-årige Esther på medicinstudiet, som hun uden problemer gennemførte på normeret tid. I 1932 kunne hun flytte ind på den spritnye Kvinderegens, hvis første kandidat hun blev halvandet år senere. Venskaberne fra Kvinderegensen kom til at betyde meget for Esther Ammundsen, som med slagfærdighed og humor altid var med på en god fest. I 1940 tog Ammundsen eksamen som embedslæge. Hun var aktiv i modstandsbevægelsen og sad i en periode på et år i Vestre Fængsel. Hun slap for tysk retsforfølgelse og blev efter løsladelsen i 1943 ansat på Blegdamshospitalet, men efter krigens ophør og en rejse i Europa og Østen droppede hun hospitals karrieren. I 1951 blev hun under stor og positiv offentlig bevågenhed ansat som den første kvindelige stadslæge i København. Ti år senere blev posten som medicinaldirektør og dermed chef for Sundhedsstyrelsen ledig. Også her blev Esther Ammundsen den første kvinde i jobbet. 34 35

Inge Kemp Genefke. (Foto: Scanpix) Respekten for den lille, krumryggede kvinde var stor. Da Statens Forskningsråd blev oprettet i 1968, blev Esther Ammundsen udpeget som det ene af bare to kvindelige medlemmer. Hun var tre gange i midten af 1950 erne repræsentant for Danske Kvinders Nationalråd ved FN s generalforsamling i New York, og hun var stærkt engageret i verdenssundhedsorganisationen WHO, hvor hun 1971-74 var medlem af Executive Board. På den internationale scene er også Inge Kemp Genefke et kendt navn. Hendes far var aktiv i modstandsbevægelsen, og det gjorde stort indtryk på hende, da hun siden hørte ham tale med sine venner om grusomhederne i de tyske Kz-lejre. I 1965 tog hun medicinsk embedseksamen, og hun gjorde det til sin livsopgave at bekæmpe tortur og hjælpe ofrene. I 1982 blev hun lægechef for det internationale rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre (RCT) ved Rigshospitalet. Inge Kemp Genefke har otte gange været indstillet til Nobels Fredspris, blandt andet af tre tidligere danske udenrigsministre fra tre forskellige partier. Elise Sørensen var ikke læge, men sygeplejerske. I sit arbejde i hjemmesygeplejen havde hun patienter, som led under genvordigheder med kunstig tarmåbning efter stomioperation. Da hendes lillesøster i 1954 fik tarmkræft og blev stomiopereret, kastede Elise Sørensen sig ud i at lede efter en løsning på problemet. Samme år kunne hun som 50-årig anmelde et patent på sin colostomipose, som blev hæftet på patientens hud rundt om den kunstige tarmåbning. Hun foreslog adskillige fabrikanter at sætte opfindelsen i produktion. Men først da Aage Louis-Hansen fra Dansk Plastic Emballage blev presset af sin kone, som selv var sygeplejerske og kendte til behovet, blev der sagt ja. Samarbejdet om Elise Sørensens opfindelse førte til oprettelsen af den danskejede, globale virksomhed Coloplast. Elise Sørensen fik økonomisk udbytte af sin opfindelse, og hun fik stor anerkendelse blandt kolleger og patienter. Men det gav hende ikke et lykkeligt liv. Hun led af depressioner og måtte opgive sit arbejde i 1957. I 1977 døde hun på det psykiatriske hospital Dianalund. π 36 37