når BØRN slås for alvor regler og konsekvenser for børnesoldater

når BØRN slås for alvor regler og konsekvenser for børnesoldater d+

når BØRN slås for alvor regler og konsekvenser for børnesoldater Undervisningsmaterialet består af dette elevhæfte og en lærervejledning. Hæftet er en opdateret udgave af afsnittet om børnesoldater i undervisningsmaterialet Når krigen raser, udgivet af Røde Kors 2005. Materialet er velegnet til undervisning i 8.-10. klasse. Klassesæt kan lånes gennem Centre for undervisningsmidler eller rekvireres hos Dansk Røde Kors mod et ekspeditionsgebyr. REDAKTION: Kirsten Marie Kristensen 60-året for genève-konventionerne Krigens regler består af en masse internationale love og aftaler, som verdens ledere i tidens løb er blevet enige om. Det vigtigste sæt regler hedder Genève-konventionerne. Røde Kors har i Genève-konventionerne et særligt mandat og er en slags beskytter af krigens regler. Røde Kors arbejder for, at reglerne overholdes og for at hjælpe og beskytte dem, der bliver ramt af krig. Genève-konventionerne blev vedtaget efter Anden Verdenskrigs grusomheder, og i 2009 kan vi fejre konventionernes 60-års fødselsdag. De er de eneste internationale regler, som alle verdens lande anerkender. Tak til den oprindelige redaktion: Torben Blankholm, Marie Louise Clausen, Johanne Brix Jensen, Helge Kvam, Anne-Katrine Nørholm, Tina Juul Rasmussen, Line Rønnow GRAFIK: Helle Bjerre Østergaard. FORSIDEFOTO: DPA/Polfoto TRYK: Handy Print A/S. UDGIVET AF: Dansk Røde Kors Dansk Røde Kors Skoletjenesten Blegdamsvej 27 2100 København Ø tlf.: 35 25 92 00 fax.: 35 25 92 92 email: skoletjenesten@drk.dk website: www.drk.dk/skole I 60 år har de i krig givet beskyttelse til syge og sårede soldater, til krigsfanger og til helt almindelige mennesker som du og jeg. I Danmark er der heldigvis ikke krig, så du kan gå trygt til skole hver dag. Men mange børn andre steder i verden er ikke så heldige. Børn i krigsområder er meget udsatte. Og de, der rammes værst, er de børn, der tvinges til at kæmpe som soldater. Det stiller vi skarpt på i dette hæfte. Kunne du tænke dig at læse mere om krigens regler eller om hvordan børn påvirkes i krig, så gå ind på vores website www.drk.dk/skole 1. udgave, 1. oplag. Maj 2009. Oplag: 4000 ISBN-nr.: 978-87-92283-13-9 Copyright : Dansk Røde Kors, København 2009. Kopiering af denne bog er tilladt efter aftale med Copy-Dan. [ ] når BØRN slås for alvor

Regler for krig Man siger, at: Ondskab og grusomhed er krigens væsen. I krig og kærlighed gælder alle kneb. Men det er nu alligevel ikke helt rigtigt, for selvom det kan lyde sært, så er der faktisk regler for noget så kaotisk som krig. Det er lidt ligesom i kampsport. Selv om det kan gå voldsomt for sig, så findes der regler for, hvilket udstyr man må have, hvordan kamppladsen skal indrettes, og hvilke spark og slag, der er tilladt. På samme måde findes der aftaler og regler for, hvornår man må gå i krig, og hvad der er tilladt og ikke tilladt, når en krig er startet. Det kalder vi krigens regler eller den humanitære folkeret, og akkurat som i kampsport er formålet at mindske menneskelig lidelse. Krigens regler giver først og fremmest beskyttelse til forskellige grupper personer. De beskytter almindelige civile mennesker, der ikke er en del af krigen. Og de beskytter sårede soldater og soldater, der har overgivet sig og er taget som krigsfanger. Krigens regler pålægger også landene at pleje og behandle de syge og sårede og giver beskyttelse til sygeplejersker og læger, som udfører dette arbejde. Reglerne beskytter faktisk også de soldater, som kæmper, ved for eksempel at regulere de metoder og våben, der må bruges i en krig. Det er eksempelvis ikke tilladt at bruge landminer, fordi det er for grusomt et våben. I dette hæfte skal vi se på en særlig gruppe, som krigens regler beskytter; nemlig børn, der bliver brugt som soldater. når BØRN slås for alvor [ ]

Barnesoldaten China fortæller Det følgende er et uddrag fra bogen Mit liv som barnesoldat i Uganda. China var ni år gammel, da hun blev barnesoldat. I ti år var hun med i lederen af Uganda Musevenis National Resistance Army, hvor hun endte med at blive sergent og livvagt for betydningsfulde officerer. Slaget om broen begyndte. Vi prøvede at gennembryde linierne. Folk faldt omkring mig som fluer. Alligevel blev vores commander ved med at råbe: FREMAD! Og fremad fortsatte vi ind i kugleregnen og med eksploderende morter-granater bragende om hovedet på os. Pludselig så jeg en af mine venner falde; ham, vi kaldte Strike Commando. Han skreg, tiggede, bad og tryglede os om hjælp; men ingen af os havde råd til at stoppe op. Det lykkedes os at trænge fjenden tilbage. Men hvor mange liv gik ikke tabt? Bagefter gik jeg rundt mellem de sårede og ledte efter min ven. Uden held. Da jeg gik hen til stedet, hvor de faldne lå, blev jeg afbrudt af vrede kammerater, der i raseri og frustration stod over de døde fjender og maltrakterede ligene med støvlespark og knytnæveslag. Skønt det stod mig klart, at de kammerater og fjender var døde, kunne jeg ikke græde. Frygten for at give efter afholdt mig fra at græde. Frygten for at jeg så ville bryde helt sammen, hindrede mine tårer i at fødes. Så langt var jeg kommet ud. Men helt forhærdet blev jeg nu aldrig. Det var uvirkeligt at stå og se på, hvordan de fleste børn viste en lystfølelse, en glæde ved at dræbe og tortere. Jeg forstod det ikke. Når de havde udført et særligt råt drab, kunne de stå og smile og China i militærpolitiets uniform. Hun var 19 år gammel og havde rang af sergent. Billedet er fra oberstløjtnant Peter Karamagis bolig i Kampala. Uganda, 1994. Foto: privat, venligst udlånt af China pjatte sammen bagefter. Indbyrdes kappedes de om at få tildelt rigtig cool øgenavne, såsom Chuck Norris, Rambo og Suicide. I lang tid gik det mig på, irriterede mig, at jeg stadig slæbte rundt med en medfølelse for andre. Selv for fjenden. Men også den grænse blev overskredet, den dag jeg måtte bruge begge hænder for at kunne tælle alle mine faldne venner. Og [ ] når BØRN slås for alvor

ved Katonga-broen var det blevet tid at vælge, om jeg ville leve som et nervenedbrudt, men medfølende individ eller strenge mig an til at blive en stærk fuldblodsdræber hvis et sådant valg overhovedet var muligt for et barn at foretage. Vis mig, hvad du kan Mange soldater bar rundt på mellem tre og seks magasiner, der blev tapet eller bundet fast på deres AK-47 er stormgevær. Inden længe bar snart hver eneste barnesoldat også tre eller flere magasiner. Hvis vi blev set bærende rundt på så mange, troede vi håbede vi at de andre ville anse os for at være hårdtarbejdende små krigere. Ikke en af os skænkede det en tanke, at de tunge våben ødelagde vore spinkle barneskuldre. Sådan tænker små børn ikke. Små børn ønsker at behage de voksne autoritetsfigurer; ledere som burde have følt et ansvar. Eller burde have været ansvarlige. Havde vi været ældre, ville vi have evnet at indse, at vore ledere kun så venligt til vores side, når vi indfangede de personer, som var uenige med dem. De så ufølende til, mens børnenes skuldre blev skævvredet af de tunge våben de våben der var det eneste, som gav os en smule beskyttelse. Den omsorgsfulde mor, alle børnesoldater længtes efter, blev erstattet af det våben, vi bar. Og vi klyngede os til disse Uzi ere, AK-47 ere, som var de vort eneste værn mod alt ondt, mod alle de grusomheder som intet barn nogensinde burde udsættes for. En pervers modererstatning. Måske vil nogen spørge, om disse ledere aldrig så, hvad der skete med os. Ingen officer var vel blind. Og svaret må blive: Jo, jeg tror, de eller mange så det. Men Fakta om konflikten i uganda alle var passive og ventede på, at Museveni skulle sætte en stopper for det. Børnesoldater var, når alt kom til alt, hans opfindelse. men Museveni løftede bare sin magiske stav højt over hovedet og sagde: KÆMP! Og børnesoldaterne, de blev ved. Videre, videre til næste slag. Vis os hvad du kan. China Keitetsi, Mit liv som barnesoldat i Uganda, Ekstra Bladets Forlag, 2002. Det nordlige Uganda har været skueplads for en blodig konflikt i mange år. I 1986 tog Yoweri Museveni magten i landet og forbød alle andre partier. Siden da har Musevenis styrker National Resistance Army (NRA) kæmpet mod Lord s Resistance Army (LRA) under ledelse af Joseph Kony. Konflikten tog til i marts 2002, hvor regeringen indledte en intensiveret væbnet aktion under navnet Operation Iron Fist imod LRA. LRA er ansvarlig for grove menneskerettighedskrænkelser, og både LRA og NRA beskyldes for udbredt brug af børnesoldater. I 2008 blev der indgået permanent våbenhvile mellem LRA og NRA. En endelig fredsaftale er endnu ikke underskrevet. China (tv) i dag. China besøger FN s hovedkvarter i New York for at fortælle om børnesoldater. USA, 2002. Foto: privat, venligst udlånt af China når BØRN slås for alvor [ ]

Børnesoldater. Medlemmer af regeringsstyrkerne ved frontlinjen i Guinea. Guinea, 2003. Foto: Internationalt Røde Kors/ICRC/Teun Anthony Voeten Hvad siger loven om børnesoldater? Det er ikke tilladt at bruge børn som soldater. Både krigens regler og menneskerettighederne forbyder det. Børn og krig er en meget dårlig kombination. Derfor har langt de fleste lande været enige om, at børn har behov for beskyttelse under en krig - og at de ikke må bruges som soldater. Men landene har haft meget svært ved at blive enige om, hvor længe man er et barn. Mange vestlige lande mener, at man er barn, indtil man fylder 18 år, mens andre lande mener, at man er voksen, når man fylder 15 år. FN har besluttet, at unge under 15 år ikke må deltage i kamphandlinger. Reglerne findes i FN s Konvention om Barnets Rettigheder eller bare Børnekonventionen. Mange lande synes 15-års grænsen er for lav, og har derfor underskrevet en udvidet version af Børnekonventionen. Den fastsætter, at landene ikke må indkalde unge under 18 år til hæren. Unge over 15 år kan melde sig som frivillige, men må ikke deltage i kamp. Danmark har tilsluttet sig 18- års grænsen sammen med ca. totredjedele af alle verdens lande. Reglerne gælder også for alle typer af oprørsstyrker, guerillahære og grupper, som deltager i interne konflikter og krige i landet. Både nationale hære og oprørsstyrker har gennem tiden rekrutteret og anvendt børnesoldater. Børn er ofte nemme at tvinge til at slås, og det giver krigsherrerne mulighed for at få flere soldater. Reglerne siger også, at de lande, som har brugt børnesoldater, skal tage sig ordentligt af dem. Børn, som har været soldater, skal tilbydes hjælp til at vende tilbage til et normalt liv. Børnesoldater, der tages til fange, har desuden ret til særlig beskyttelse. Røde Kors arbejder bl.a. for, at børnene bor adskilt fra de voksne fanger, at børnene har kontakt til deres familier, og at de kan fortsætte deres skolegang, hvis de holdes fanget i længere tid. [ 6 ] når BØRN slås for alvor

Hvor stort er problemet? Det er svært at få præcise tal på antallet af børnesoldater. For hvem vil fortælle om noget, der er forbudt? Mange lande vil derfor ikke oplyse, om de bruger børn i krig. Desuden er det især oprørsstyrker og militser, der bruger børnesoldater. De kidnapper børnene eller tvinger dem på anden måde fra deres forældre. Det kan for eksempel ske ved, at oprørerne forlanger, at forældrene støtter oprørskampen med store pengebeløb. De fleste kan ikke betale kontant og må så give et eller flere af deres børn som betaling i stedet. Oprørshære arbejder tit i junglen eller i isolerede områder og bruger ikke mange kræfter på at skrive ned hvor mange børn, de har i deres styrker. Og selv om de har tallene, er det i praksis næsten umuligt at få dem oplyst. Hvis man alligevel skal forsøge at gætte på antallet af børnesoldater, så tror de fleste organisationer, at der er omkring 300.000 børnesoldater i verden, som har været i kamp. Hvis vi også tæller de børn med, der arbejder som bærere, budbringere, kokke og sexslaver, anslås antallet af børnesoldater at være omkring en halv million. De seneste 10 år har mere end en million børn været brugt som børnesoldater. Mange lande har tilsluttet sig FN s regler om, at unge under 18 år ikke må deltage i kamp. Samtidig er flere krige blevet afsluttet og mange tusinde børnesoldater er i de seneste år blevet sendt hjem i lande som Afghanistan, Angola, Burundi, det sydlige Sudan og Liberia. Til gengæld er der kommet flere børnesoldater i lande og regioner som Tchad, Somalia, Darfur og Myanmar, hvor der er startet nye konflikter og kampe. I de seneste år er børnesoldater blevet brugt i 19 forskellige krige og konflikter rundt om i verden. På bagsiden af dette hæfte kan du se hvilke lande, der bruger børnesoldater. Børnesoldat i Kabul. Afghanistan, 1996. Foto: Internationalt Røde Kors/ICRC/Zalmaï Ahad når BØRN slås for alvor [ ]

Børnesoldater. Sierra Leone, 1996. Foto: Internationalt Røde Kors/ICRC/John Der er nogle børn, som lader sig hverve af såkaldte frivillige årsager. Men jeg tror nu, at man skal være meget forsigtig med at tro på, at nogen skulle lade sig hverve frivilligt. De gør det af nød, af frygt for at blive ofre eller for at opnå en vis form for tryghed. Uledsagede børn, som ikke har nogle forældre til at beskytte sig, personer, som er nervøse for at skulle dø af sult, eller som er syge, de vil måske søge ind i militæret. Det er svært at give en forståelig forklaring på, hvorfor børn bliver soldater. Det er også svært at give et billede af børnesoldaternes hverdag. I dette afsnit kan du læse seks beretninger fra børnesoldater: De to drenge Zaw Tun og Myo Win, pigen Susan, de to 11-årige piger Renuka og Malar og drengen Samuel på 12 år. Det er små uddrag, som giver nogle enkelte forklaringer på, hvorfor børn bliver soldater. Beretningerne giver også et lille indblik i, hvordan det er at være børnesoldat. Dr. Mike Wessells Hvorfor bliver børn soldater? Zaw Tuns historie Jeg blev rekrutteret imod min vilje. En aften kom tre militærsergenter til min landsby, mens vi så video. De tjekkede, om jeg havde id-kort, og spurgte, om jeg ville i hæren. Vi forklarede, at vi var mindreårige og ikke havde id-kort. Men en af mine venner sagde, at han da gerne ville i hæren. Jeg sagde nej og tog hjem samme aften. Næste morgen kom en af hærens rekrutteringsenheder tilbage til min landsby og krævede to rekrutter til. De, der ikke kunne betale, ville blive nødt til at gå i hæren, sagde de. Min familie kunne ikke betale. 19 af landsbyens børn blev rekrutteret på den måde og sendt til et militært træningsanlæg. www.bbc.co.uk/worldservice/people/features/ childrensrights/childrenofconflict/soldtxt.shtml Myo Wins historie De gav os stoffer og beordrede os frem mod slagmarken. Vi vidste [ ] når BØRN slås for alvor

ikke, hvilke stoffer eller alkohol, vi fik, men vi drak det alligevel, fordi vi var meget trætte, meget tørstige og sultne. Vi gik hele dagen i to dage i den brændende sol. Bakken havde ingen skyggesteder; træerne var blevet brændt, og granater eksploderede alle steder omkring os. Vi var bare så bange, meget tørstige, og nogle besvimede simpelthen af træthed. Men vi blev drevet frem af officeren, der gik bag ved og slog os med en kæp. En af dem, jeg var sammen med, blev dræbt. www.bbc.co.uk/worldservice/people/features/ childrensrights/childrenofconflict/soldtxt.shtml Susans historie (navnet er opdigtet) En nat blev 139 piger bortført fra min skole. En uge efter jeg var blevet bortført, blev jeg foræret til en mand. Han var 30 år gammel. Han havde tidligere fået to andre piger. Da jeg nåede til lejren, havde jeg syfilis. En af drengene prøvede at flygte, men han blev fanget. De tvang os til at dræbe ham med en kæp. Jeg nægtede at dræbe ham, og så sagde de, at de ville skyde mig. De rettede en pistol imod mig, så jeg var nødt til at gøre det. De tvang os til at smøre hans blod på vores arme. De sagde, at vi skulle gøre det, så vi ikke ville frygte døden eller forsøge at flygte. Jeg har det dårligt med, at jeg har været med til at sende andre i døden. Jeg drømmer stadig om den dreng fra min landsby, som blev dræbt. Jeg ser ham i mine drømme, og han taler til mig og siger, at jeg dræbte ham uden grund. Og jeg græder. Human Rights Watch, 1997 Renukas historie Oprørerne kom på skolen hver måned for at tale med os. De sagde, at det var vores pligt at slutte os til dem og hjælpe med at redde vores folk fra regeringshæren. Min familie er så fattig, at vi sjældent får noget at spise. En dag, da jeg var 11 år gammel, var jeg så sulten, at jeg tog hjemmefra uden at sige noget til mine forældre og tog op til deres lejr. Jeg fik masser at spise, men jeg måtte ikke besøge mine forældre, før jeg havde kæmpet på frontlinien. Efter to år blev jeg indskrevet i den kvindelige kampgruppe og skulle i kamp. Under sammenstødet med regeringshæren blev alle dræbt undtagen mig. Det var meningen, at jeg skulle sluge en cyanid-pille for at undgå at blive taget til fange. Men jeg ville ikke dø. Bearbejdet fra en artikel af Celia W. Dugger i New York Times, den 9. september 2000. Malars historie Min far døde af et hjerteslag, da jeg var tre år gammel, og min mor blev syg, da jeg var seks. Hun kom aldrig hjem fra hospitalet. Så jeg boede hos min onkel. Da jeg var otte, kom der en kvinde fra en oprørsgruppe og sagde, at de ville uddanne mig og sørge for mig. Fordi vi var så fattige, mente jeg, at det var bedst at gå med dem. Jeg ville også gerne gøre mit til at sikre friheden. Da jeg var tolv, meldte jeg mig frivilligt til at gå i krig. Jeg ville redde landet. Sidste måned smed regeringens soldater en granat ned i vores bunker. Alle de ti andre piger, jeg var sammen med, døde. Soldaterne gjorde det af med dem. Nu er jeg her i fængslet, men jeg vil kæmpe videre, for hæren angriber vores folk. Bearbejdet fra en artikel af Celia W. Dugger i New York Times, den 9. september 2000. Samuels historie En gruppe unge krigere befinder sig hos lederen af en kristen milits i et hus med udsigt over havnen. De er samlet for at fortælle krigshistorier til besøgende journalister og for at fremvise deres hjemmelavede geværer og bomber. Samuel er 12 år gammel. Han taler nervøst og i hurtige korte udbrud. Samuel fortæller, at han har været i mange kampe. Selv hvis min mor sagde, at jeg ikke skulle tage af sted, ville jeg gøre det alligevel, siger han. Samuel er den yngste i en gruppe af unge krigere kendt som AGAS det er en forkortelse, som kan oversættes til kirkens drenge, der er elsket af gud. Deres opgave er at sætte ild til muslimske hjem og moskeer samt at kaste med bomber lavet af svovl, krudt og metalstykker. De voksne krigere siger, at de er livlige og modige. Når de fremmede journalister spørger Samuel, hvad han kæmper for, siger en af mændene, der sidder ved siden af ham, straks: For at forsvare kristendommen. Og den unge gentager hans ord. Hans ældre venner virker mere afslappede, men Samuels udtryk er foruroligende fraværende. Når han bliver spurgt, hvad han laver i sin fritid, svarer han: Jeg laver bomber. Bearbejdet fra en artikel af Diarmid O Sullivan, Boston Globe, 6. september 2000. når BØRN slås for alvor [ ]

Hvad så, når man ikke er børnesoldat længere? Hvis du er 14 år gammel og har brugt to år af dit liv på at slå ihjel, plyndre og lemlæste, så kan det være svært at vende tilbage til et almindeligt liv igen. Hvis tidligere børnesoldater ikke skal forfølges af de grusomme oplevelser og handlinger gennem resten af livet, skal de bearbejdes. Tomhed, mareridt, angstanfald, skamfølelse og misbrug af stoffer og alkohol er noget af det, tidligere børnesoldater oplever, når de har smidt våbnene. Det er ting, de kun kommer af med, hvis de kommer i behandling. Nogle børnesoldater kommer også ud for, at deres forældre, venner eller naboer ikke vil have noget med dem at gøre, enten fordi de ser børnene som mordere, eller fordi de vil have, at børnene skal stilles til ansvar for det, de har gjort. Eller måske vil de have hævn, fordi børnene har såret eller slået en ihjel, de var tæt på. Der er lang vej fra livet som børnesoldat til et normalt liv. En vej, som kræver forståelse i lokalsamfundene og vilje til at afsætte penge så børnene kan få støtte og behandling. I nogle lande har man oprettet centre, der skal hjælpe børnene med deres traumer og kriser og med at vende tilbage til et normalt liv. Andre steder støtter man i lokalsamfundet. Det vigtigste er, at børnene får hjælp til at bearbejde deres oplevelser næsten uanset hvordan. Hvad kan man gøre for at forhindre, at børn bliver soldater? Unicef holdt i februar 2004 en workshop for tidligere børnesoldater i det sydlige Sudan. Børnene opstillede ti bud for, hvordan man undgår, at børn bliver misbrugt som soldater: 1. Send alle børn i skole. 2. Lad børn deltage i fredsaftalerne. 3. Sørg for mad til børnene, så behøver de ikke at melde sig til militæret for at få mad nok. 4. Sørg for, at regeringens politik, der vedrører børn, bliver åbenlys for alle især for børnene. 5. Sørg for, at der kommer fred i landet. 6. Rådgiv børnene til aldrig at melde sig til hæren. 7. Bed de religiøse ledere om at hjælpe med til at forhindre, at børn bliver rekrutteret. 8. Gør skolerne mere sikre, så vi ikke er bange for at gå i skole. 9. Sørg for at uddanne lærerne til at forhindre børn i at blive rekrutteret, og lær os, hvordan vi holder os ude af hæren. 10. Hold jeres løfter. [ 10 ] når BØRN slås for alvor

Røde Kors Hjælper børnesoldater Røde Kors arbejder både før og under væbnede konflikter med at forhindre, at børn rekrutteres som børnesoldater. Røde Kors taler med både stater og oprørsgrupper om brugen af børnesoldater. Røde Kors forsøger også at beskytte børnesoldater, der er taget til fange. Når en væbnet konflikt er slut, forsøger Røde Kors at genforene alle børn med deres familier og at hjælpe dem til at leve et normalt liv igen. når BØRN slås for alvor [ 11 ]

er oldat s e n r ø b d e ande m l Nepal Indien Sri Lanka Myanmar Filippinerne Indonesien Thailand Israel/de besatte og auto nome palæstinensiske områder Irak Afghanistan Colombia Oplysningerne er indsamlet og udgivet af The Coalition to Stop the Use of Child Soldiers i perioden 2004-2007 (www.childsoldiersglobalreport.org). Kortet afspejler ikke en officiel Røde Kors-holdning. Elfenbenskysten Den Demokratiske Republik Congo Tchad Den Central afrikanske Republik Sudan Somalia Uganda Burundi