En lille blypind med runer fra Hedegade i Roskilde

En lille blypind med runer fra Hedegade i Roskilde Af Marie Stoklund Det er en ret almindelig opfattelse, at runer kun findes på vikingetidens runesten; men det er en misforståelse. Runerne var i brug længe, før de berømte runesten i Jelling blev rejst, og de blev anvendt længe efter kristendommens indførelse. Det ældste runefund fra dansk område er fra 2. århundrede e. Kr. Fra jernalder, vikingetid og middelalder gennem mere end 1000 år kendes en række runeindskrifter, ofte på små, mere eller mindre værdifulde genstande. Mens der næsten hvert år bliver opdaget nye runeindskrifter på ganske uanseelige genstande, er det sjældent, at der dukker nye runesten op. Fra Roskilde-egnen kendes en enkelt runesten fra Kallerup, den er nu rejst ved Ansgarkirken i Hedehusene. En runesten fra Snoldelev blev allerede i 1811 transporteret til København. Den har stået i Rundetårn, men blev i 1867 flyttet til Runehallen i Oldnordisk Museum, det senere Nationalmuseum. Da Lis Jacobsen og Erik Moltkes store udgave 1 af de samlede danske runeindskrifter udkom for over tres år siden, kendtes der kun to indskrifter fra Roskilde, den såkaldte Roskilde tryllepind (fundet 1898) og en lille bronzeamulet (fra 1866) med kryptiske lønruner og navnet Sivert. Begge indskrifter er sikkert middelalderlige og har formentlig tjent magiske formål. Roskilde tryllepind er en lille firesidet træpind, hvor de to runer u og þ gentages igen og igen på alle fire sider. I de seneste år er der imidlertid gjort flere interessante små runefund i byen. I 1997 lykkedes det for Mauritz Tchikai med sin metaldetektor at finde en lille brakteat af guld med urnordiske runer fra tiden omkring 500 e. Kr. Samme år dukkede en ejendommelig træpind med runer op ved udgravningen af et af vikingeskibene (vrag 6) under Museumsøen. Pinden var stukket igennem en hulsten og havde en olddansk indskrift fra begyndelsen af 1000-årene. Vi kan oversætte den: Sakse ristede disse runer, -mand ; men desværre er en del af indskriften så ødelagt, at vi ikke kan læse, hvad for en slags mand, Sakse var. 2 I middelalderkirkernes vægge kan der være graffiti-lignende runeind- 7

skrifter, som det viste sig i Sct. Jørgensbjerg Kirke og Roskilde Domkirke. 3 I år 2000 fandt Mauritz Tchikai igen med metaldetektor en lille blypind med en skulle det vise sig middelalderlig latinsk indskrift fra tiden mellem ca. 1100 og 13/1400. 4 Indskrifter på så forskelligartede materialer og med så stor spredning i tid rejser vidt forskellige tolkningsproblemer, navnlig da indskrifterne kan spænde fra runelignende kradserier skriftefterligning til mindre eller mere perfekte indskrifter. Runealfabetet, runeformerne og sproget ændrede sig gennem den lange tid fra den urnordiske fase til olddansk i vikingetiden og senere gammeldansk. I middelalderen kan indskrifterne også være skrevet på latin. Fundet fra Hedegade hører til en fundgruppe, der er vokset kolossalt i de seneste år. Den består af små amuletter af bly og var tidligere slet ikke repræsenteret i Roskilde. I 2002 dukkede imidlertid endnu et fund af den art op i Himmelev (Veddelevgård), her drejede det sig om en lille ca. 3 cm lang blystump med ret uforståelige runer (og runelignende tegn). Den store vækst af disse fund skyldes, at man er blevet opmærksom på, at tilsyneladende uanseelige blystykker skal undersøges nærmere, fordi de kan være tæt beskrevet med runer (eller bogstaver), og så skyldes den at brugen af metaldetektorer gør det muligt at finde dem. Det gode samarbejde mellem museerne og dygtige amatører med metaldetektorer spiller en stor rolle i den sammenhæng. Ofte er disse blystykker med runer danefæ på grund af deres kulturhistoriske værdi og kan efter Nationalmuseets vurdering udløse en danefægodtgørelse. De små middelalderlige blystykker med indridsede indskrifter, der er fundet i de sidste årtier, er ofte sammenfoldede eller sammenrullede strimler eller småplader, som er klemt helt tæt sammen, efter at der var skrevet på dem. Tit har de været klemt så fast sammen, at de slet ikke kan åbnes eller brækker ved forsøget. Noget af det yderste lag er måske allerede forsvundet, og blyet kan være delvis ødelagt af korrosion. Derfor kan der være store lakuner i teksten, som tilmed ofte kan være en mere eller mindre forvansket gengivelse af et forlæg eller slet ikke sprogligt meningsgivende. Det bevirker altsammen, at det er vanskeligt at nå frem til en nogenlunde sikker læsning og tolkning. Det kan kræve mange timers arbejde med mikroskop og lys fra forskellige sider, og det lykkes ikke altid. Kan der påvises et forlæg, er det en stor hjælp. 8

Skønt det lille blyfund fra Hedegade blev fundet i 2000, lykkedes det først i løbet af 2001 at få mening i den ret ødelagte indskrift, som jeg først opfattede som stærkt forvansket. Det drejer sig her ikke om en sammenbukket plade eller strimmel, men om en lille tildannet pind eller stav. Det er et løsfund fra opfyldningsområde i middelalderbyens nordvestlige hjørne, og det var som nævnt Mauritz Tchikai, som opdagede den ved en metaldetektor-undersøgelse efter Roskilde Museums arkæologiske undersøgelser i forbindelse med anlægsarbejde i området. Pinden måler ca. 5,3 ca. 0,5 ca. 0,5 cm, i den ene ende synes der at være et lille kors. Pinden er kvadratisk i tværsnit med ca. 5 mm høje runer på alle fire sider, og hele pinden med runeindskriften er bevaret, idet der ikke er spor af noget brud. Læsningen er vanskelig, runerne er temmelig uregelmæssige, og overfladen er sine steder stærkt ødelagt af korrosion, nogle af runerne er næsten forsvundne, andre står dybt og skarpt. Alle linjerne læses fra venstre mod højre; men pinden er vendt, så to af linjerne begynder i den ene ende og de to andre i den anden. Linjernes rækkefølge er uvis; men der er ingen tvivl om, at indskriften ender med en kort linje på den side (D), hvor pladsen ikke er fuldt udnyttet, og det ser ud til, at de to første linjer begynder i korsenden. Den længste af linjerne (A), som indledes med ordet kruks, latinsk crux kors, kan fortsætte med linjen under, B, hvis runetoppe støder op til foden af A-linjens runer. De to sidste linjer, som begge begynder i den modsatte ende, må læses efter hinanden, D efter C. Omsat til bogstaver med? til angivelse af et ulæseligt tegn ser indskriften sådan ud: A-siden. (k)rukskristikruks( )(?)... (?)(i)(s) B-siden. u(s)kruks( )iohan(u)sk(r)(u k)s C-siden. k(r)?(k)sluk(u)skr(u)ks(m)a?? D-siden (f)u(f)(i)uskristina Opdelt i ord kan vi læse: Kruks Kristi kruks... (i)(s) u(s) kruks Johann(e)s kruks. Kruks Luk(a)s kruks ma... (f)u(f)(i)us Kristina 9

og på normaliseret latin: Crux Christi crux......crux Johannes crux. Crux Lucas crux ma... (f)u(f)(i)us. Christina A-sidens første runer står meget svagt; men de må anses for sikre, skønt ikke alle lige velformede. Midterstykkets runer for kruks står som dybe furer, mens den sidste del af overfladen her er stærkt ødelagt af korrosion. Efter de usikre rester af et streg-skilletegn og nederste del af en hovedstav synes tre-fire runer at være forsvundet; men et par spinkle lodrette linjer yderst, ca. 5 mm fra enden, kan opfattes som runerester: (?)(i)(s) eller (u)s. Også de første runer på B-siden står meget svagt. Efter et skævt u følger et ganske svagt spor, der kan opfattes som et kortstavet s samt et ret bredt k og r - knækket på bistaven er tydeligt - et smallere u, samt k og kortstavet s (delvis skadet af en dyb revne) og endnu en lille lodret stav, som måske kan være et skilletegn. Det følgende o samt a- og n-runerne står meget dybt og tydeligt med lange ensidige bistave; men de næste runer er delvis ødelagt. Foran et kortstavet s, som er klemt ind på en smal plads, synes der at være en u-rune, skønt man ville vente et i eller e i navnet, Johannes. På grund af et trekantet indhak er kun toppene af kru i ordet kruks bevaret, og korrosionen har gjort, at blot foden og lidt af bistaven på det sidste k samt det nederste af et kortstavet s kan ses. De sidste ca. 5 mm er uden spor af indridsninger. På C-siden er de første runer skadet på grund af korrosion; men svage spor gør det sandsynligt, at her har stået kruks; derefter følger en l-rune med en meget lang bistav uden sikker forbindelse til toppen af hovedstaven. De næste runer er dybe og brede, k-runen med en bistav, som begynder næsten ved foden af hovedstaven, er fulgt af noget, der ser ud som et u; men en sekundær revne har flækket bistaven. Fra s-runen i halv højde løber en fin sekundær revne ned til kanten. Runerne i kruks står ganske svagt, navnlig hovedstaven i u-runen er overordentlig spinkel. Efter de usikre (m)(a) ses rester af endnu to lodrette stave, den sidste knap 2 mm fra kanten. 10

A-siden B-siden C-siden D-siden Roskilde Blypind. Ca. 53 5 5 mm. Foto John Lee, Nationalmuseet. Tegning Marie Stoklund. 11

Læsningen af de første runer på D-siden er noget usikker, hverken fufius eller fufaus er umiddelbart kendt ordstof; men det følgende kristina, Kristina, må anses for sikkert. De sidste runer er påfaldende brede, det har øjensynlig knebet med at fylde pladsen helt ud hen imod slutningen, og der er uudnyttet plads tilovers. Runeformerne er middelalderlige med ensidigt a, n, t og o (med venstrevendte bistave), og s er kortstavet med halv højde. Det er en form, som dominerer i de norske indskrifter, mens det lange knækkede s overvejende findes i danske middelalderindskrifter. Kortstavet s findes dog på et par andre fund, der er gjort ikke så langt fra Roskilde, og som indholdsmæssigt også er beslægtede med Hedegade-indskriften. Det drejer sig om et lille blystykke fra Høje Taastrup 5 (som også er fundet af Tchikai) og et lille blyfragment fra Øm i Glim Sogn (måske et brudstykke af et lille kors). 6 Trods lighedspunkter er det dog næppe den samme rister, der har stået for disse indskrifter, dertil er runeformerne for forskellige. På Hedegade-blypinden har n- og a-runerne meget lange bistave, et træk som kan tyde på, at denne indskrift er yngre end de to andre. Indskriften kan ikke dateres nøjagtigt, men den hører hjemme i den kristent-magiske sfære, og sproget er latin. Indskriften består af bibelske navne adskilt med kruks, latin crux, kors, skrevet med k, som det har været udtalt, ligesom der skrives k i kristi, genitivsformen af Christus,og kristina i det oprindeligt græske navn Christina. Det kan afspejle, at formlen bygger på mundtlig tradition, måske skulle man sige kruks, samtidig med at man gjorde korsets tegn for hvert af de hellige navne. Indskriften er præget af en vis usikkerhed i gengivelsen af disse navne: iohanus og lukus for Johannes og evangelisten Lukas, svarende til lukus og????anas i en lignende formel på et ribben fundet 1988 i Sigtuna. 7 Noget er forvansket eller ulæseligt. Der kan have stået en forvansket form - men næppe Jesus - i slutningen af A- og begyndelsen af B-linjen. I slutningen af C-linjen og begyndelsen af D-linjen er det nærliggende at tænke på evangelisterne Markus eller Matthæus; men der kan også have stået Maia (af Maria) i C-linjen. Det følgende fuf(i)us i den sidste linje kan ikke identificeres som et kendt navn, hverken bibelsk eller latiniseret dansk. Der synes heller ikke at kunne stå et verbum i ønskemåde, hverken f. eks. signet, benedicat, (Gud) velsigne, eller befri, liberet, som vi ofte finder i disse runeskrevne værneformler. 12

Det er næppe helgennavnet, Kristina, der står aller sidst, skønt der er bevaret et par fragmenter af latinske Kristinalegender i dansk oversættelse, og Kristinas martyrium er fremstillet på et sengotisk kalkmaleri i Århus Domkirke. 8 Den lille pind har snarere skullet værne eller helbrede en levende kvinde ved navn Kristina. Det er allerede almindeligt som personnavn i 12. årh. I Danmark er det tidligt i brug i kongehuset, og i Lund Domkirkes dødebog, den såkaldte Necrologium Lundense, nævnes flere nonner med navnet Christina. 9 Navnet er sjældent i runesammenhæng, men formen kr(e)stin findes på en svensk runegravkiste i Uppland fra begyndelsen af 1100-tallet. 10 Indskriften på den lille runepind hører øjensynlig til den forholdsvis sjældne type af amuletindskrifter, der referer til en bestemt person. Det samme gælder en blyamulet med en lang runeindskrift, der blev fundet i Odense i 1883, den har skullet hjælpe en kvinde ved navn Åse. 11 De ondt fordrivende indskrifter uden navns nævnelse er mere almindelige. Disse værne- eller uddrivelsesformler på latin har rod i den katolske kirkes rige forråd, både af velsignelser til gavn for folk og fæ og af besværgelser til uddrivelse af de djævelske dæmoner, som kan forårsage sygdom og dårligdom. Det er temmelig sikkert, at den lille pind fra Hedegade har tjent et formål af den art; men det er vanskeligt at vide på hvilken måde, og om indskriften har skullet virke mod en bestemt sygdom eller generelt værne Kristina mod alt ondt. LITTERATUR DgP = Gunnar Knudsen og Marius Kristensen: Danmarks gamle Personnavne. I. Fornavne, II. Tilnavne 1936-1964. Danmarks runeindskrifter. Atlas, Text ved Lis Jacobsen og Erik Moltke under medvirkning af Anders Bæksted og Karl Martin Nielsen. Munksgaard, København 1941-42. Gustavson, Helmer 1991. Nyfynd 1988 (och 1989). I: Nytt om runer. Meldingsblad om runeforskning. Nr. 5, 1990 (1991) 23-25. Jansson, Sven B. F. 1959. Hammerbystenen och Hammerbykistan. I: Fornvännen 54, 188-199. 13

Karker, Allan 1993. Dansk i tusind år. Modersmål-Selskabet og C.A. Reitzels Forlag, København. Moltke, Erik 1976. Runerne i Danmark og deres oprindelse. Forum, København. Moltke, Erik 1985. Runes and Their Origin. Denmark and Elsewhere. Nationalmuseet, København. Stoklund, Marie 1993. Runer 1992. I: Arkæologiske udgravninger i Danmark 1992, 255-263. Red. Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat. Det Arkæologiske Nævn, København. Stoklund, Marie 1994. Runer 1993. I: Arkæologiske udgravninger i Danmark 1993, 259-268. Red. Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat. Det Arkæologiske Nævn, København. Stoklund, Marie 1998. Runer 1997. I: Arkæologiske udgravninger i Danmark 1997, 259-265. Red. Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat. Det Arkæologiske Nævn, København. Stoklund, Marie 1999. Blyamuletten fra Høje Taastrup. I: Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune. Årsskrift 1999, 33-36. Stoklund, Marie 2002. Runer 2001. I: Arkæologiske udgravninger i Danmark 2001, 252-257. Kulturarvsstyrelsen, København. NOTER 1. Danmarks runeindskrifter i 1941-42. 2. Begge fundene er omtalt i Stoklund 1998, 262-264. 3. Moltke 1976, 423; Moltke 1985, 432, 538. 4. Stoklund 2002, 252-255. 5. Stoklund 1994, 264-266; Stoklund 1999, 33-36. 6. Stoklund 1993, 259f. 7. Gustavson 1991, 24. 8. Se f. eks. Karker 1993, 94f. 9. DgP I 794-802. 10. Jansson 1959, 194-199. 11. Moltke 1976, 395. 14