Vietnam 1965 Tirsdag den 2. februar 1965 Ole Bernt Henriksen (tidligere medarbejder ved Information) skriver en undervejs -kommentar Kosygin til Hanoi, hvori han filosoferer over, hvad statsbesøget kan komme til at betyde. OBH funderer over, hvor store modsætninger, der er mellem Moskva og Peking, og at Moskva i virkeligheden har større fælles interesser med Washington end med Peking. Forside: Johnson sender sin rådgiver til Vietnam en RB-artikel om McGeorge Bundys delegationsbesøg i Sydvietnam. Den 3. februar 1965 Avisen skriver på side 8: Saigon en rumlende vulkan hvor det konstateres, at Situationen i Sydvietnam er så kaotisk, at amerikanerne er ved at miste enhver indflydelse. Den er skrevet af Fra vor korrespondent i Washington, tirsdag aften. New York Times refereres... På side 16 skriver Berlingske Tidendes Washington-korrespondent Anders Georg et længere essay på debatsiden (16) Retræte på betingelser, og underrubrikken Et forenet kommunistisk Vietnam må ikke blive kinesisk lydland. AG spekulerer (lige som i artiklen side 8) over, om»russerne samtidig kan forhindre, at det bliver kineserne, der rykker ind i hælene på tilbagetrækning af de amerikanske styrker. Det vil betyde, at regeringen i Hanoi med sovjetisk støtte vil kunne give et forenet Vietnam til en stat, der nok er kommunistisk, men ikke et kinesisk lydland.«ag oplyser, at indsatsen»har foreløbig kostet 250 amerikanske soldater livet«. Og endelig om Domino-teorien:»Den stadige mere kritiske udvikling på de sydvietnamesiske kamppladser har gjort Domino-teorien til det store stridsspørgsmål i debatten om den amerikanske strategi.«altså om USA vil tabe hævd som stillehavs-magt og miste hele sydøstasien, eller vil Vietnam vise sig at være en enlig svale? Den 6. februar 1965 Artikel om, at Asiens kommunister søger andre veje i striden med Sydvietnam og Amerika og at Tiden vil komme for forhandlinger mellem USA og Sovjet om Sydvietnam. Artiklen er skrevet Fra vor korrespondent, selv om der nederst står The New York Times. Artiklen handler om den amerikanske præsidents særlige rådgiver McGeorg Bundy, der besøger Sydvietnam samtidig med, at Kosygin besøger Hanoi, og der spekuleres over, om de to besøg er optakt til kommende forhandlinger. Vinklen er at undgå/minimere kinesisk indflydelse - så må der hellere i Vietnam ske en Magtovertagelse efter østeuropæisk mønster.
Den 7. februar 1965 Artikel med rubrikken Tegn på, at russerne vil søge forhandlingsløsning i Vietnam - der spekuleres over Sammenhæng mellem Kosygins rejse og udsigten til udvekslings-besøg USA-Sovjet Artiklen er skrevet Fra vor korrespondent der holder til i Moskva, lørdag aften men under artiklen står Copyright New York Times News Service. En anden artikel samme dag handler om Vietnams buddhister, der ikke søger nogen politisk forsoning, den er skrevet af Anders Georg. Den 8. februar 1965 Forsiden: USA-bomber mod Nordvietnam var kun en»begrænset aktion«og derefter Voldsomt amerikansk gengældelses-angreb mod Vietcongs baser Baggrunden var et vietnamesisk angreb, der kostede 7-8 amerikanske soldater livet det bliver kaldt et»nordvietnamesisk guerilla-angreb, der kostede amerikanerne det hidtil største tab«. Artiklen er skrevet af Anders Georg, der skriver, at Hanoi Radio hævder og påstår mens omvendt amerikanerne konsekvent afviser. Synsvinklen hamres fast, når AG skriver, at USA og Sydvietnam er»blevet enige om at iværksætte passende gengældelsesaktioner mod mål i Nordvietnam«Om det vietnamesiske angreb mod amerikanerne skriver AG:»Det var to store amerikanske baser ved Pleiku, 400 kilometer nord for Saigon, der natten til søndag, sydvietnamesisk tid, var blevet udsat for det blodige og uventede fjendtlige overfald kun få timer efter, at den erklærede våbenhvile var blevet afsluttet.«syv soldater døde, næsten 100 sårede og ødelæggelse af flere kamphelikoptere under det ti minutter lange angreb men en berømt amerikansk karrikaturtegner Bill Mauding, der var på basen under angrebet,»udtalte senere sin beundring for den ro og koldblodighed, hvormed forsvaret var blevet organiseret«- AG undrer sig også over, at det kunne lykkes for»de flittige styrker (=guerillaerne, red.) at smugle deres morterer ind til en landsby ikke langt fra lejren og iværksætte angrebet fra skjulte stillinger mellem lerhytterne.«ag skriver videre, at»da man havde dannet sig et indtryk af den fjendtlige aktions foruroligende omfang...«det noteres to steder i to forskellige artikler på avisens udenrigsside at forsvarsminister McNamara er ved at komme sig fra sin lungebetændelse. Og:»Medens dette skrives, har forsvarsministeriet foreløbig begrænset sig til at afvise de kommunistiske påstande om, at der skulle være rettet angreb mod civile områder«... Om de amerikanske jagerfly får læseren at vide, at der er tale om moderne jagere, som rettede»et ødelæggende angreb mod en bro og et opmarchområde«. Samme dag på udenrigs-siden skriver Berlingske, at Situationen i
Sydøstasien er yderligere kompliceret og at Nordvietnams krav og Pekings propaganda vil vokse men russerne ønsker at undgå konfrontation med USA. Artiklen handler om Moskvas reaktion efter angrebet i Vietnam og refererer TASS Endnu en artikel fortæller, at amerikanerne nu evakuerer amerikanske koner og børn fra Sydvietnam. Forsiden: Bomber mod Nordvietnam og senere i en længere underrubrik på forsiden bl.a. Som den amerikanske regering ofte har erklæret, ønsker vi ikke ikke udvidet krig om denne kurs følges, afhænger af angriberne i Nordvietnam Artiklen beskriver detaljeret, hvordan 49 jagerfly fra tre forskelige hangarskibe deltog i gengældelsesangrebet. Amerika gør gengæld lyder overskriften på side med omløbsartiklerne. Her citerer man lidt usædvanligt en længere passage fra Radio Hanoi, i alt 15 spaltelinjer. I artiklen refereres også en»bitter«amerikansk officer, der beklager sig over, at det er lykkedes for Vietcong at komme så tæt på de amerikanske baser:»hver eneste af landsbyens tusinde indbyggere kunne have advaret os om angrebet, men ingen af dem gjorde det«. Hele forsiden er viet til Vietnam. Leder: Alarmberedskab hvor h. (= J.B. Holmgaard) dels benytter anledningen til at stille spørgsmålstegn ved amerikanernbes forklaring om en nordvietnamesisk provokation i Tonkingbugten i august året før, dels erkender, at verdens stærkeste militærmagt er nødt til at reagere, når den angribes. Men:»Det hjælper ikke USA meget, at det kan slå militært igen, hvis man ikke er i stand til at etablere et varigt og stabilt regime i Sydvietnam.«Forside-artikler: Højeste alarmberedskab i Vietnam, (mindre) USA vil ikke udvide krigen, Nyt Vietcong-angreb på amerikansk base, Øjenvidne om angrebet på USA-basen, (notits) Washinton informerer Sovjet Den 9. februar 1965 Forsiden: Sydvietnam har nu gjort gengæld artiklen fortæller, at 30 sydvietnamesiske fly udførte i går deres del af aktionen mod Vietcongs baser og Evakueringen af 1800 civile amerikanerne er begyndt. Artiklen omtaler indgående det sydvietnamesiske luftvåbens indsats bl.a. får læserne at vide, at den kommanderende general Ky selv deltog i første angrebsbølge, at han blev lettere såret i benet, men at alle maskiner undtagen én kom lykkeligt hjem (den lille artikel om generalen får lige så meget spalteplads på forsiden som Dødsens farligt, siger Kosygin / Sovjets regeringschef gver USA»det fulde ansvar«) Om selve angrebet fortæller Avisen, at»det er nærliggende at antage, at de mere erfarne og bedre
uddannede amerikanske piloter har vist vejen for den sydvietnamesiske luftstyrke, så at der ikke kunne være nogen tvivl om operationens begrænsede karakter.«på side 2 er en kort notits på otte linjer: Nordvietnam protesterer og en 12 linjers notits: Moskva advarer og en noget større hovedartikel, hvor præsident-rådgiver McGeorg Bundy citeres for: Det er i Sydvietnam, at slaget skal vindes Leder: Bomber mod Nordvietnam der (igen igen) taler om en ny fase af krigen, nu hvor USA bomber nord for den 17. breddegrad der tales om de amerikanske»gengældelseaktioner for blodige kommunistiske angreb«- og artiklen spekulerer over hvad stormagterne vil gøre inden konklusionen:»det mest sandsynlige er, at præsidenten (= Johnson, red.) har indladt sig på en begrænset risiko for at føre Indokina-situationen ud af det morads, hvor den i årevis har siddet uhjælpeligt fast.«hen over forsiden: Sovjet giver Hanoi løfter men undlader handling / USA igen til Angreb paa Nordvietnam Avisen noterer, at det amerikanske bombardement fandt sted samtidig med, at Kosygin stod og holdt tale ved en middag i Hanoi. En masse detaljer om de 34 bombefly, hvor de kom fra, hvor de angreb osv. Saigons kviksand lyder rubrikken på Informations forsideleder, hvor h. (=J. B. Holmgaard, red.) skriver:»mændene i Kreml ønsker ikke at bidrage til, at krigen i Sydøstasien udvikler sig til en krig i større målestok, men hvis de kan få de nødvendig garantier, er de villige til at levere våben til defensive formål for derved at styrke deres position i landet.«af lederen fremgår ydermere, at amerikanske demokratiske senatorer har spurgt, hvilken frihed det er USA forsvarer i Sydvietnam, mens andre stiller samme spørgsmål:»det rabiate New York Daily News vil have frelst vore børn og deres børn fra ufattelig elendighed i hænderne på de orientalske kommunister. Og i samme leder om USA s besværligheder:»kliken i Saigon omkring Khanh, asiatiske playboys, der morer sig, køber store villaer og dyre biler, interesserer sig ikke for bønderne og arbejderne. De repræsenterer ikke folket, og det eneste, de har til fælles med de idealistiske amerikanere, er, at de er antikommunister,«skriver Information. Information har fra London via RB givet to spalter til den britiske filosof Bertrand Russell, der protesterer mod de amerikanske bombardementer af Nordvietnam angrebene er katastrofale af to årsager:»de var uretfærdige, og de udsatte menneskeheden for en frygtelig risiko«. Og videre:»amerikanerne har i årevis søgt at betvinge sydvietnamesernes trang til frihed og tvinge dem til at tjene amerikanske mål,«hedder det i Bertrand Russells brev.
Den 10. februar 1965 Forside: Tab og gevinst lige op i Vietnam-krisen det noteres, at Sovjet og Kina»kun (har) lovet direkte hjælp, hvis»krigen udvides systematisk«, og at Moskva og Peking derfor er»forsigtige«- og at USA ønsker ikke landkrig - samtidig oplyses det, at den amerikanske ambasssade i Moskva er blevet angrebet med sten og blæk, især af kinesiske studerende... På bagsiden den 10. februar 1965 har avisen fat i iagttagere, der ifølge det franske telegrambureau mener, at det er Pekings mål:»at skade De forende Staters prestige, ved at fremstille»den amerikanske prestige som et fanget vilddyr, der drives til desperate handlinger«, som fx en udvidelse af Vietnam-krigen ind på nordvietnamesisk landområde, at forøge sin egne prestige i Asiens, Afrikas og Latinamerikas øjne, at minde verden om, at ingen fredslutning er mulig uden Kinas medvirken.«den 11. februar 1965 Forside: Amerika overvejer ny gengældelse efter et»morderisk anslag mod amerikansk kassernebygning«, der har givet»frygt for, at 600 sydvietnamesere og 40 amerikanere er blevet dræbt af Vietcong«- det er USAs»hidtil værste tab«, og det»overgår alt, hvad amerikanerne hidtil har været udsat for.«. Artiklen indleder med indgående at berette, hvem af deltagerne i det nationale sikkerhedsråd, der har deltaget i et hastemøde med Johnson... Avisen skriver (dog ikke på forsiden) Vietcong-Gengæld mod Amerika / 30 USA-Soldater dræbt ved Guerilla-Angreb paa Bunker Forsiden: Nyt amerikansk luftangreb på Nordvietnam en AP-artikel om det Hidtil kraftigste angreb mod militære mål Den 12. februar 1965 Forside: Det er svært at overskue konsekvenserne i Vietnam men der er Beslutsomhed og bekymring i Washington, efter at Johnsons gengældelsesdoktrin er bragt til fuld udfoldelse Ved ugens tredje straffeekspedition mod Nordvietnam spredte 150 flyvemaskiner død og ødelæggelse artiklen taler om»det hidtil voldsommeste luftangreb imod militære mål i Nordvietnam«som»svar på gårsdagens dødbringende Vietcong-offensiv«og»Det er med beslutsomhed men også bekymring, at regeringen i Washington nu afventer den kommunistiske reaktion.«
Leder:»For anden gang i løbet af få dage har de kommunistiske Vietcongpartisaner rettet et alvorligt slag mod en amerikansk militær-forlægning i Sydvietnam og præsident Johnson har på ny besvaret en terroraktion med gengældelsesangreb mod baser i Nordvietnam«Vietcong har»indledt en nærgående kampagne af attentater og partisanangreb«, men amerikanerne har sagt, at»enhver kommunistisk udfordring vil blive besvaret af amerikanerne, og de tilkendegiver, at amerikanerne bliver, hvor de er. Man skal ikke i dem se et amerikansk forsøg på at få krigen afgjort hurtigt og hårdt, men snarere et forsøg på at overbevise kommunisterne om, at USA har både styrke og tålmod til at holde ud, indtil Sydvietnam kan få fred.«vietcong forsøger Landgang fra Søen / Invasion i Sydvietnam slaaet tilbage / Nye amerikanske og sydvietnamesiske Gengældelsesangreb i Nordvietnam Militærlejre og Forsyningscentre bombet Artiklen nævner bl.a. i en mindre notits på forsiden, at Johnson urolig fire gange ringede han fra sit private soveværelse»til det særlige»situations-rum«i kælderen til Det Hvide Hus, hvor eksperter minut for minut døgnet rundt holder øje med udviklingen.«avisen bringer detaljerede beretninger om de amerikanske bombetogter Forsideleder: Den onde cirkel hvor h. analyserer situationen i Asien, forholdet mellem USSR og Kina og bl.a. påpeger, at USA tidligere»veg uden om politiske løsninger på tidspunkter, da de kunne fås betydeligt billigere end i dag.«fire kortere artikler på forsiden om Vietnamkrign. Den 13. februar 1965 Forside: Amerikanernes største flåde-opbud siden Cuba og»vældige enheder af 7. flåde samles i Det sydkinesiske Hav med landgangs- og transportafdelingerpræsident Johnson har endnu ikke selv givet nationen nogen redegørelse for den dramatiske omlægning af den hidtidige strategi. Der hersker derfor en uklarhed, som dog næppe på dette tidspunkt er utilsigtet.«artiklen citerer New York Times og Washington Post. En artikel fra et fransk telegrambureau: Kina vil ikke føre krig med Amerika (samme tekst bringes i Jyllands-Posten samme dag) Forsiden: Saigon frygter en Invasion - i en billedtekst skrives, at»vietcong udøver et sandt terrorregime i landsbyerne. Her er det amerikanske og sydvietnamesiske soldater, som leder efter partisaner. Billedet giver et indtryk af, hvor let det er for partisanerne at skjule sig i naturen.«
Jyllands-Postens leder: Vietnams Vildnis taler om»det vietnamesiske morads«og at»fast staar vel imidlertid det udgangspunkt for en realistisk vurdering, at Mr. Johnson og hans politiske raadgivere ved i hvert enkelt tilfælde at kæde luftaktionerne i Nordvietnam sammen med konkrete Vietcong-angreb paa amerikanske installationer har villet tilkendegive, at USA ikke har til hensigt at føre krigen nordpaa.«lederen spekulerer videre over, hvordan kineserne kan holdes ude og skelner mellem de vietnamesere, der ønsker et samlet Vietnam - de bor nemlig i Saigon eller i Hanoi mens»de, der foretrækker den kinesiske indflydelse, kæmper i rismarkerne.«- og»forhandlinger med dem i rismarkerne er omsonst i den fase, hvori konflikten nu befinder sig.«sidst i artiklen under rubrikken Sovjetisk frygt for at blive trukket ind i begrænset krig har avisen i weekend-udgaven den 13.-14. februar 1965 refereret en Tass-medarbejder, der i Hanoi spørger Robert Schumaker, en tilfangetagen amerikansk pilot fra sidste bombeangreb, hvad han mener om sin andel i angrebet: Schumaker»svarede blot med de forslidte Pentagonforklaringer om gengældelse,«skriver han og fortsætter:»ingen af os så tegn på dårlig samvittighed, hans ansigt udtrykte kun forvirring.«og i lederen Ufredelig fred skriver avisen, at der er»amerikanske bombetogter mod Nordvietnam«. Og videre:»mens den ubegrænsede og erklærede krig rykker stadig mere i baggrunden som en trolig udløsning af de internationale spændinger og konflikter, er den stedvise eksplosive udløsning til opnåelse af nøje fastsatte begrænsede mål blevet mere almindelig. Den tyrkiske intervention på Cypern og de amerikanske bombeangreb efter sammenstødene i Tonkinbugten var eksempler herpå«. Lederskribent Niels Jørgen Haagerup konkluderer, at»resultatet er, at den skarpe skillelinje mellem krig og fred udviskes«. Det åbner for befrielseskrige og forsvar for friheden.»måske den væsentligste anke mod USA s af mange grunde forståelige aktioner i Vietnam i denne tid er, at Washington har været for forsømmelig med at søge forhandlingsmulighederne udvidet i ikke mindre takt end den, hvormed man nylig har ladet sig provokere til at udvide de militære operationer«. Den 19. februar 1965 Forsiden: Topmødet USA-Sovjet i fare (halløjsa! Navneord skrives nu med lille begyndelsesbogstav - og minsandten også en forsiderubrik med hele 2 bolle-å: Forsøg på at nå til en diplomatisk løsning af Vietnam-krisen) Side 2 har Jyllands-Posten en undervejs -kommentar af Ole Bernt Henriksen: Johnsons Cuba-krise hvor han spekulerer over, at demokratiske stater i alle lande og til alle tider ikke kan vinde over en guerilla, fordi en demokratisk stat ikke kan afbrænde landsbyer og sætte folk i kz-lejre.
På udenrigsiden bringer Jyllands-Posten Intet alternativ for Amerika i det sydøstlige Asien, hvor forsvarsminister Robert McNamara»fastslår, at USA bliver i Sydvietnam«- ifølge McNamara:»Det drejer sig om noget langt mere end tabet af et enkelt lille land til kommunismen (...) Hvis USA opgiver Sydvietnam, må vi enten være forberedt på at stå overfor det samme problem igen et andet sted eller overlade kommunisterne hele sydøstasien.«den 20. februar 1965 Forsiden: Kup mod de stærke mænd i Sydvetnam, Khank, Ky»Meddelelse om at diktatoren og hans flyverchef er sat fra magten (...) Efter det niende kup på godt et år synes faren snarere at være opløsning indefra end nederlag til oprørerne«forsiden: Palads-revolution i Sydvietnam det var en»usa-venlig omvæltning uden blodsudgydelse«, der»kom som et lyn«leder: Vietnam og verden som skal citeres i et længere uddrag:»omvendt er det tåbeligt af pacifister og USA-modstandere at forlange amerikansk rømning af Vietnam. For hvis USA rømmer Vietnam, vil fra den ene dag til den anden Vestens tilstedeværelse i området være bragt til afslutning, og et enormt tomrum vil opstå med den sandsynlige følge, at Asiens magter tørner sammen i krig.nu skal hverken USA eller Storbritanien blive derude til evig tid. Men deres tilstedeværelse har i sig selv skabt en balance, der ikke må forstyrres, og som ikke vil blive det, hvis de får tid til at gøre sig selv overflødige.«derfor mener lederskribenten, at i nord skal Sovjetunionen ind som en modvægt til Kina:»Her er opgaver, som de vestlige stormagter nødvendigvis må have løst, og som i en videre forstand er baggrunden for, at USA ikke for længst har kastet tøjlerne i Saigon.Konklusionen af det, vi ved, aner og er i dyb tvivl om i forbindelse med begivenhederne i Sydøstasien er da, at dette ikke er noget sort-hvidt egnet for agitatoriske tirader, men en serie paradokser og en rad problemer, hvis kerne delvis er den anden verdenskrigs arv.«