Jørgen Hartung Nielsen Under jorden Sabotør-slottet, 5
Under Jorden Sabotør-slottet, 5 Jørgen Hartung Nielsen Forlaget Cadeau 1. udgave, 1. oplag 2011 Illustrationer: Preben Winther Tryk: BB Offset, Bjerringbro ISBN: 978-87-92563-86-6 Lix = 13 I serien foreligger: Mørket sænker sig Hilsen til Helene Skudt ned over Danmark Sabotage Under jorden For næsen af Gestapo Kureren Og det blev forår Forlagets adresse: Forlaget Cadeau Østparken 28, Ejsing, 7830 Vinderup Tlf og fax: 97446305 www.forlaget-cadeau.dk e-mail: post@forlaget-cadeau.dk
Indhold 1. En trist besked...7 2. De nye folk....14 3. En stille jul...21 4. En overraskelse....28 5. Den 9. mand...35 6. Godt nytår!...39 7. Nytår på heden...43 8. En god tysker er en død tysker!...48
Vinteren 1944-45
1. En trist besked Der var helt stille i den lille stue. Alle så på Erik. Det, han lige havde fortalt, lammede dem. De sad hjemme hos Erik. Han havde kaldt dem til møde. Det var vigtigt, havde han sagt. Og det var det! Der manglede én rundt om bordet. Elias, præsten, var der ikke. Jørn nåede lige at tænke, at han var blevet dræbt. Så var det, at Erik sagde: Elias er sendt til Sverige. Først blev der helt stille. Alle så måbende på Erik. Adam sad og trommede med fingrene i bordet. Røde så forvirret ud, og Jørn så med et tomt blik på Erik. Det her havde de ikke ventet. Det kom som et chok for dem. Men så brød det løs: Hvorfor? Hvem har bestemt det? Hvad så med hans kone? Hvad så med vores gruppe? 7
Erik havde et bistert drag om munden. Han var ikke vant til, at der blev stillet spørgsmål til hans beslutninger. Han rejste sig med et sæt og gik frem og tilbage i den lille stue, alt imens han tændte sin pibe. Eller forsøgte på det. Fandens til tobak, vrissede han. Fynsk hø! De andre så på ham. De var ikke vant til at se ham så irriteret. Erik stoppede brat op. I har ret! Alle sammen, sagde han og pegede på dem med spidsen af sin pibe. I har så fandens meget ret, at jeg Han satte piben i munden igen og tændte på ny. Nu lykkedes det at få ild i den. Mellem to blågrå skyer sagde han: Men det var for hans egen skyld. Efter den historie med Olsen var han i fare. De ville vide, at det var Elias, der lokkede ham i vores baghold. Derfor måtte han væk. Han ville også udgøre en fare for vores gruppe. Fare? Hvad mener du? Adam lød vred. Elias ville aldrig stikke os. Aldrig! Det sidste lagde han særlig tryk på. Elias er det 8
mest trofaste menneske, jeg har mødt. Så det ville han aldrig gøre. Erik satte sig ned igen. Røgen fra hans pibe lagde et tågetæppe ud under lampen. Elias er tapper, sagde han. Og meget modig. Men der er ingen, der kan klare den tortur, som han ville blive udsat for. Han ville 9
bryde sammen på et eller andet tidspunkt. Og så ville han lade munden løbe. Hvis ikke, så ville de tvinge ham. De ville hente hans kone og true med at torturere hende. Og det det er der ingen, der holder til. Erik holdt inde. Hans ord havde gjort indtryk. Alle så stift ned i bordet. Det var Adam, der først sagde noget. Hvordan tog han det, Elias? Der lød et dybt suk fra Erik. Han lagde piben fra sig og lænede sig tilbage i stolen. Først ville han ikke, sagde han. Han ville blive her og passe sit arbejde. Både det i kirken og det i vores gruppe. Han var meget stædig. Hvordan fik du ham så overtalt? spurgte Røde. Noget, der mindede om et smil, gled hen over Eriks ansigt. Ved at sige det samme til ham, som jeg netop har sagt til jer. Der blev nikket rundt om bordet. Alle kunne forstå, at det ville blive meget svært for Elias at blive efter det. De følte hver især med ham. De ville have gjort det samme. 10
Hvornår kom han af sted? ville Jørn vide. Han blev hentet i en ambulance i går aftes. Ambulance? Adam gloede på Erik. Hvorfor det? Det skulle hedde sig, at han var syg. Folk skulle tro, at han skulle på hospitalet. Men nu er han i Sverige. Jeg har fået at vide, at turen gik godt. Elias vil slutte sig til Den danske Brigade i Sverige. Det var noget, som faldt i god jord. Der blev klappet af Elias. Den danske Brigade bestod af folk, som var flygtet til Sverige. Både fra militæret, fra politiet og fra modstandsbevægelsen. De blev trænet med det for øje, at de kunne sættes ind, når det store opgør kom. Så ville de komme hjem fra Sverige og kæmpe. Og alle følte, at den tid snart ville komme. De tyske tropper var trængt på alle fronter. Og tyske byer blev bombet hver nat. Det ville ikke vare længe, før det hele var forbi. Erik rejste sig igen. Mødet var forbi. Lige inden de andre gik, sagde han: 11
Vi håber alle, at denne jul bliver den sidste på denne måde. Og i julen holder vi fred. Men derefter Han slog en knytnæve i den anden hånd. Der vil ske store sager snart. Vi vil få meget travlt. Nu mangler vi jo en mand, sagde Adam. Nej, sagde Erik. Vi mangler ikke kun én. Vi kan godt bruge tre-fire mænd mere. Hvis I kender nogen, må I sige til. Men det skal være nogen, som I tror på, og som vi kan stole på. De andre nikkede. De ville hver især finde en ny mand, lovede de. Jørn var sikker på, at det ikke ville blive svært. Han havde hørt flere sige, at de godt ville være med, hvis de fik chancen. Den slags blev der talt om hver dag nede på værkstedet, hvor han og Røde var. De havde aldrig sagt, at de var med i noget. Men når madpakken kom frem i deres pause, gik snakken. Og der var især én, som Jørn mente kunne egne sig. Ham ville han tale med. Det sagde han til Erik. Men du skal være sikker, sagde Erik. Jørn gav et nik til svar. 12
Også på, at han vil være med. Vi kan ikke have alle i byen til at sige: I går var der én, der spurgte mig, om jeg ville være med. Det går ikke. Det forstod Jørn godt. Men han var sikker i sin sag. Manden ville gerne være med. Og Jørn var sikker på, at han ville være god. 13
2. De nye folk En uge senere mødtes de i hulen i skoven. Nu var de otte. Erik var meget glad. Det var gode folk, så det ud til. Han havde selv godkendt dem, inden de blev optaget. Og inden de hver især var blevet spurgt. Sådan skulle det være. Som leder havde Erik et stort ord. Men han havde ikke været i tvivl. Han kendte dem alle og kunne sige god for dem. De sad på ølkasser i den trange hule. En nøgen pære i loftet gav lidt lys. Pæren fik strøm fra et gammelt bil-batteri. Jeg vil gerne byde jer velkommen, sagde Erik. I har fået at vide, at det er farligt det her. Det kan koste os livet. Men I har uden tøven sagt ja. Det er jeg glad for. Vi går en travl tid i møde. I har nok hørt i radioen, at det går godt på alle fronter. Hitler har ganske vist sat et stort angreb ind i Ardennerne, men det er en sidste krampetrækning. Vi går stærkt ud fra, at den jul, som vi skal fejre i næste uge, bliver den sidste i denne krig. Det sidste opgør kan komme snart. Og 14
så skal vi være parate. Vores største opgave er at modtage våben og sende dem videre til andre grupper. Det er især til dem, som ikke kan modtage selv. Men vi kan også få pålagt andre ting. Han så rundt på de nye folk. Deres ansigter lyste blegt i det dunkle lys. Men der var også en iver at spore. En stor lyst til at komme i gang. Jørn sad i smug og iagttog dem, mens Erik talte. Han kendte kun et par stykker af dem. Smeden, som han selv havde fået med. Og Lille Leif, som var på mejeriet. Lille Leif var alt andet end lille. Hans store korpus havde besvær med at finde sig til rette i den trange hule. Der var ingen tvivl om, at han var stærk. Og det ville de få brug for. Smeden var også stor og stærk. Og han hadede alt tysk. Hans bror havde været med i en gruppe i Århus. Han blev skudt under en aktion. Smeden var den type, der ville handle. Ikke så megen snak. Der måtte gerne ske noget meget snart. Og han ville ikke holde sig tilbage. Men det kunne være farligt. Det kunne 15
16
17
koste ham livet. Og de andre kunne komme i fare, hvis han bare masede på. Jørn var dog sikker på, at Erik nok skulle holde ham i stramme tøjler. Både Smeden og Lille Leif var unge. De var på alder med Røde og Jørn. De to sidste var ældre. Degnen var lærer på en lille skole ude på landet. Han var en lille, lidt vissen mand med et stort hoved på en spinkel krop. Han var næsten skaldet og bar stærke briller. Han var i type som Elias. Stille og rolig at se på, men meget tænksom. Det var Erik, der havde fået Degnen med. Den sidste hed Tom. Havde været ved politiet i Århus, men var gået under jorden for et par måneder siden. Mange af hans kolleger var blevet taget ved tyskernes aktion i september. Men Tom var stukket af i sidste øjeblik. Nu var han på nabo-gården til Adam. Han arbejdede som karl på gården. Adam havde talt med ham mange gange og var sikker på, at han ville være en god mand for gruppen. Det var gode folk. Alle sammen. Det var Jørn ikke i tvivl om. Og de skulle snart komme til at vise deres værd. 18
Som I kan se, sagde Erik, så har vi våben til en lille hær. De fleste skal sendes videre, men vi tager det, vi selv skal bruge. Der blev nikket rundt om. Tom pegede på nogle fotos, som var sat op på væggen. Hvad betyder de? Det er folk, som vi skal holde øje med. Hvis vi ser dem, skal vi skyde dem. De er stikkere. Usle folk, som uden tøven vil angive os til tyskerne. Og de dér er Hippoer. De må også skydes, hvis vi ser dem. Eriks ord blev fulgt af tavshed. Han fortsatte: Hende dér. Han pegede på et foto af en kvinde. Hun bliver kaldt Lorte-Grete. Hun er skyld i manges død. Men så vidt jeg ved, bor hun i Ålborg. Vi får hende nok ikke at se her på egnen. Sidste år forsøgte man at dræbe hende. Man sendte hende en bombe med posten. Den så ud som en æske chokolade. Men det var en bombe. En kraftig én. Erik tav kort. Hvad så? ville Smeden vide. Sprang den ikke? 19
Erik lo. Om den sprang? Jo, i himlen da om den sprang! Den blæste hele den ene væg ud af lejligheden. Men det var ikke Lorte-Grete, der åbnede den. Det var hendes kæreste. Lille-Leif grinede og slog sig på lårene. Hun ser ellers ganske pæn ud, sagde Tom. Og netop derfor er hun så farlig, sagde Erik. Nå, men ikke mere i aften. Vi holder fri i julen. Men lyt til radioen hver aften. Der kunne ske noget De skiltes. En efter en tog de hjem. Der ville snart ske noget stort. Det var de sikre på. 20