Nr. 50 okt. 2003 NYHEDSBREV FRA LÆGER UDEN GRÆNSER / MSF I DANMARK Nyhedsjournalen Fotos: JB Nødhjælp kræver samarbejde Læger uden Grænser sender ikke kun kirurger, læger og sygeplejersker ud. For at kunne hjælpe mennesker i nød har vi også brug for mange andre faggrupper: Laboranter, der stiller komplicerede diagnoser. Logistikere, der kan bygge et vandreservoir. Administratorer, der betaler løn og fordeler arbejde. Ernæringseksperter, der kan advare mod sultkriser under opsejling. I dette nummer af Nyhedsjournalen fortæller nogle af disse mennesker om deres arbejde for nødlidende befolkninger. Afghanistan Liberia Access-kampagne
Nyhedsjournalen nr. 50 At hjælpe 2 Afghanistan har verdens højeste børnedødelighed. Men arbejdet i landet handler lige så meget om at fjerne fordomme som om at uddele medicin. Læge Anne Bernhard er lige kommet hjem fra et ophold i byen Maimana i Afghanistans nordøstlige Faryab-provins. Læger uden Grænsers indsats her har to hovedmål: At opbygge et fungerende sundhedsvæsen og at viderebringe noget basal viden om sundhed til landets befolkning. Afghanistan har desperat behov for flere læger: En almindelig praktiserende læge i Danmark har 1.500-2.000 patienter, men i Afghanistan er der 20-30.000 mennesker for hver læge. Men et lige så vigtigt arbejde er basal sundhedsoplysning. Afghanistan har verdens højeste børnedødelighed, og i Faryab-provinsen ligger den nogle steder på 10-12 procent. "Meget af det skyldes ganske simpelt traditioner og mangel på viden," siger Anne Bernhard: "Det er for eksempel en almindelig idé, at et barn får diarré fordi det er besat af en djinn en ond ånd og at diarréafføringen og opkast betyder, at djinn en kommer ud af barnet. Af samme grund giver man ikke barnet noget at drikke, for det kommer ud igen med det samme, og så må djinn en jo stadig være i barnet! Men en diarré-patient, der ikke får væske, risikerer at dø af dehydrering," siger Anne Bernhard. "Der er så meget overtro og tradition i det land, at man ind i mellem bliver virkelig vred. Men vi kan heldigvis gøre meget for folks sundhed med meget enkle midler simple ting som for eksempel at oplyse om hvor vigtigt det er at varme maden ordentligt igennem," siger Anne Bernhard. Foto: Juan Carlos Tomasi Oplysning lige så vigtigt som medicin Når en patient kommer ind på Læger uden Grænsers klinikker, benytter personalet lejligheden til at tage folk til side Befolkningen på landet i Afghanistan har kun meget ringe adgang til sundhedstjeneste. Især kvinder og børn er udsatte.
med simple midler og give et lynkursus i de mest grundlæggende regler for god hygiejne, som kan forhindre for eksempel dødbringende tilfælde af diarré. Det er et vigtigt supplement til det lægelige arbejde: "Mens jeg var i Maimana fik jeg sandsynligvis reddet en kvindes liv. Hun havde lige født, og var ved at forbløde. Det lykkedes mig at stoppe blødningen, så hun overlevede men måske dør barnet om en måned af fejlernæring, eller kvinden dør af en efterfødsels-infektion, fordi hun ikke har sæbe i hjemmet," siger Anne Bernhard. "Jeg er læge, og vil selvfølgelig gerne have hænderne direkte på mine patienter. Men vi har indset, at vi kan gøre lige så meget for sundheden i Afghanistan ved at satse på at uddanne jordemødre, Læge Anne Bernhard læger og fortælle befolkningen om ganske almindelig hygiejne som ved at åbne hospitaler og sende læger derned. Og vi kan da også se, at jo flere traditionelle jordemødre vi får uddannet, desto flere kvinder henviser de til at blive vaccineret, og til fødeklinikker, hvis det er en kompliceret fødsel." Alle MSFs bagmænd Læger uden Grænser består ikke kun af læger. Faktisk er kun hver fjerde udsendte en læge. Sygeplejersker starter og kører klinikker og vaccinations-kampagner, og tager sig af bekæmpelse af epidemier i udbrud. De har tit en central rolle på ernæringscentre under sultkriser. Jordemødre opbygger undersøgelsesklinikker for gravide, vejleder i plejen på gynækologiske afdelinger, og står for oplysningsarbejde om vaccination af småbørn, hygiejne, prævention og kønssygdomme. Laboranter er ansvarlige for de laboratorier, hvor vi for eksempel afgør, om en patient har malaria. Nyhedsjournalen nr. 50 3 AFGHANISTAN Mange nødhjælpsorganisationer er kommet til Afghanistans hovedstad Kabul, men kun få når, som Læger uden Grænser, ud til afsides byer og landsbyer. Her støtter vi hospitaler, klinikker, sundhedsposter og ernæringscentre, og gennemfører større vaccinationskampagner. Mange af projekterne henvender sig specielt til kvinder og børn, som ellers ikke vil have noget tilbud om sundhedspleje. Vi organiserer desuden husly, vand og sanitet for internt fordrevne i Afghanistan, og for afghanske flygtninge i Pakistan og Iran. Læger uden Grænser har 134 frivilligt udsendte og lidt under 1000 lokalt ansatte i Afghanistan. Fra Danmark er der lige nu udsendt sygeplejerske Kate Bruun og jordemoder Pia Thorsø Sørensen. Ernæringseksperterne står for ernæringscentre og -programmer, og for de ernæringsundersøgelser, som giver vigtige forvarsler om forestående hungerkriser. Logistikerne tager sig af alt det praktiske arbejde, fra at holde bilparken ved lige til at bygge latriner. De har typisk en baggrund inden for byggesektoren eller maskinindustrien, men kan også være bilmekanikere, radiomontører, lagerarbejdere m.v. Administratorerne styrer økonomi og kontrakter på projekterne, leder det lokale personale og står for kontakten til donorer som for eksempel Danida. De er hovedsagelig bank- og regnskabsuddannede, men kan også komme fra andre faggrupper. Foto: Teun Voeten Læger uden Grænser ansætter i gennemsnit 7 lokale sundhedsarbejdere for hver frivillig der udsendes. På verdensplan samarbejder Læger uden Grænser med omkring 15.000 lokalt ansatte. En del tidligere udsendte udfører gratis politisk og oplysende arbejde for Læger uden Grænser. Og endelig sørger en stor skare frivillige på vore kontorer for, at organisationen kan fungere til daglig.
Nyhedsjournalen nr. 50 I skyggen af krigen 4 Uden hospitaler ingen operationer. Så hvis der ikke findes et ordentligt hospital, må man bygge det. Bygningskonstruktør Niels Hahn var i Liberia i ti måneder under borgerkrigen for at udvide hovedstaden Monrovias eneste offentlige hospital. Niels Hahn ankom midt i Liberias borgerkrig for at udbygge hovedstadens eneste fungerende offentlige hospital, hvor Læger uden Grænser (MSF) længe havde støttet de lokale læger og sygeplejersker. Hospitalet var blevet voldsomt overbelastet på grund af borgerkrigen: Der lå flere mennesker i hver seng, og den almindelige sundhedsklinik, der også lå på hospitalets område, tiltrak yderligere over 150 mennesker om dagen. Klinikken skulle derfor flyttes ud, og der skulle opføres en selvstændig fødeafdeling ved siden af hospitalet. Desuden skulle der bygges en helt ny sundhedsklinik i området Clara Town i udkanten af Monrovia. "Det var vel egentlig regeringens opgave. Men på det tidspunkt var der ingen offentligt ansatte, der havde fået løn i halvandet år, så der var tydeligvis ikke kapacitet i landet til at tage sig af udbygningen selv," fortæller Niels Hahn. "I MSF beskæftiger vi os normalt Bygningskonstruktør Niels Hahn ikke med byggeri i større stil. Det er noget nyt for os at skulle tænke så langt ud i fremtiden. De her bygninger er jo beregnet til at stå i mindst 80 år, og hvor mange mennesker bor der for eksempel i Monrovia til den tid? Måske er det heller ikke MSF, der bruger hospitalet til den tid men bygningerne står der og kan bruges, hvilket må være opgaven ifølge vores mandat." Søges: Neutral bygmester Byggeriet foregik midt i en meget urolig periode af borgerkrigen. Monrovia var omgivet af improviserede flygtningelejre, og oprørsstyrkerne var aldrig langt fra byen. "Alligevel mærkede jeg ikke direkte til krigen. Men den lå hele tiden i baghovedet, og vi blev løbende nødt til at tage højde for den i arbejdet," siger Niels Hahn. "Det er en meget uoverskuelig krig med mange forskellige fraktioner og små militsgrupper, der skifter alliancer hele tiden. Jeg brugte meget tid på at forhøre mig, om den entreprenør, der skulle bygge hospitalet, havde været politisk aktiv i krigen både for at undgå politiske problemer, og for at overholde MSFs neutralitetsprincip." "En anden overvejelse var, hvilken stamme entreprenøren tilhørte. Regeringshæren havde kontrolposter ved alle de vigtige indfaldsveje til Monrovia. Vi skulle have kørt jord til byggeriet gennem disse poster, og derfor måtte entreprenøren ikke være fra en stamme, der deltog på oprørernes side. Sådan en mand ville hurtigt blive mistænkt for selv at være oprører, og derfor få svært ved at få sine lastbiler gennem kontrolposten," siger Niels Hahn. Hospitalet fungerer Hen mod slutningen af byggeriet var oprørerne kommet så tæt på Monrovia, at man inde i byen kunne høre tungt artilleri. Beboerne gik nogle gange i panik, og arbejderne på byggepladsen stak af for at få deres familier i sikkerhed. "Til sidst blev byen stormet, og vi blev nødt til at lukke Redemption Hospital og evakuere. Men bortset fra lidt maling på væggene og blomster i venteværelset nåede hospitalet at blive færdigt," siger Niels Hahn. Det var ikke hele MSFs hold, der evakuerede. Nogle få læger blev tilbage, og omdannede MSFs boligkvarter til et interimistisk hospital med et sengeafsnit i stueetagen og en børneafdeling og operationsstue på 1. sal. I dag er Redemption Hospital åbnet igen, og behandler sårede fra den borgerkrig, der stadig er i gang uden for Monrovia. MSF arbejder her i samarbejde med lokalt personale, og tilbyder assistance på områder fra førstehjælp til kirurgi. Byggeplanen blev løbende diskuteret med entreprenøren for at undgå misforståelser. Hele byggeriet er udviklet i tæt samarbejde med hospitalets lægelige personale, som også undervejs foreslog tilpasninger for at få det bedste hospital ud af anstrengelserne. (Foto: Niels Hahn)
Foto: Roger Job LIBERIA Liberia har været i borgerkrig siden 1990, og Læger uden Grænser har været i landet lige så længe. Krigen har været specielt hård de sidste to års tid. I midten af 2002 var der kampe i en tredjedel af landet, og hundredetusinder af mennesker er blevet tvunget på flugt. Læger uden Grænser har 24 internationale frivillige og 197 lokalt ansatte i Liberia, og driver to hospitaler i Monrovia samt flere klinikker rundt om i landet. Nyhedsjournalen nr. 50 5 Under sidste del af byggeriet blev det nødvendigt at arbejde i døgndrift. Regntiden nærmede sig, kampene mellem oprørere og regeringshær bølgede frem og tilbage 20-30 kilometer fra hovedstaden, og i tilgift brød der kolera ud inde i Monrovia: "Så vi besluttede at fremskynde projektet. Hvis vi fik mur op om et helt område og lukkede det af, så kunne vi slå telte op og bruge området som nødafsnit, enten til kolerasmittede eller til sårede," fortæller Niels Hahn. "Borgerkrigen lå som et konstant pres i baggrunden. Man vidste aldrig præcis hvordan situationen ville udvikle sig. Det blev vi nødt til at indrette arbejdet efter, og for eksempel vente med at opføre et vandtårn, fordi vi lige på det tidspunkt ikke turde have dyre vandpumper liggende, som ville blive stjålet, hvis kampene kom for tæt på." (Foto: Niels Hahn)
Nyhedsjournalen nr. 50 Uden piller kan jeg 6 Læge Alexandra Kruse har som udsendt oplevet at stå magtesløs, fordi hun manglede medicin til sine patienter. Derfor arbejder hun i dag frivilligt i korridorerne for at skaffe medicin til den fattige del af verden. Læge Alexandra Kruse har været ude for Læger uden Grænser (MSF) i Albanien og Østtimor, men arbejder lige nu hjemme i Danmark. I sin fritid står hun for den danske del af MSFs Access-kampagne Kampagnen for Adgang til Livsvigtig Medicin. Det er et arbejde, der ikke er lige så synligt og håndgribeligt som arbejdet i felten. Det foregår i kontorer og ved mødeborde i stedet for i flygtningelejre, med e-mails og telefoner som redskaber i stedet for vacciner og pilleglas. Men det er lige så vigtigt som for eksempel at skifte forbindinger på flygtninge i en lejr i Vestafrika. Det er et arbejde, der går ud på at overbevise politikere og andre beslutningstagere om, at de skal ændre politik, med det formål at skaffe mennesker i den fattige del af verdenen bedre adgang til livsvigtig medicin. Brug den bedste medicin "Jeg er gået ind i det her, fordi jeg har oplevet at stå i felten med tomme hænder, uden den medicin, der kunne redde liv fordi den var for dyr, eller fordi fabrikanten ikke mente det længere kunne betale sig at fremstille den," siger Alexandra Kruse. "Jeg er læge, og jeg har brug for medicin for at kunne udføre mit arbejde. Hvis ikke jeg har pillen, så kan jeg
intet Nyhedsjournalen nr. 50 7 ikke gøre noget. Så på den led er Accesskampagnen, der netop handler om på forskellige måder at sikre at den nødvendige medicin er tilgængelig, et naturligt skridt videre for MSF." Arbejdet med Access-kampagnen handler ofte om at bringe mennesker og organisationer sammen. Konkret har Alexandra Kruse netop arrangeret et møde mellem MSF, danske malariaeksperter og Danida, som står for fordelingen af den danske u-landsbistand. "Den malaria-medicin, man bruger i Uganda lige nu, virker ikke længere, og landet skal derfor gå over til en ny type. Men som planerne er nu, vil man bruge en medicin der godt nok er billig, men som vi ved vil blive uvirksom hurtigt. MSF anbefaler ACT en anden type medicin, som er dyrere, men som til gengæld er effektiv og har meget få bivirkninger," siger Alexandra Kruse. Alexandra Kruse håber, at hun sammen med eksperterne kan overbevise Danida om, at Danmark skal betale for ACT-medicinen, også selvom den er dyrere. "Danida giver under alle omstændigheder penge til Uganda, og derfor mener vi, at Danida også har et medansvar for at sikre, at pengene bliver brugt fornuftigt." Banale informationer er vigtige "Meget af arbejdet i Access-kampagnen går ud på at fremskaffe informationer og give dem videre. For eksempel bruger medicinalindustrien millioner af dollar på at få u-landene til at indarbejde international lovgivning, der er mere til fordel for industrien end for landene selv. MSF er en af de få, der taler patienternes sag, og kan fortælle u-landene, at de faktisk har flere rettigheder end industrilobbyisterne påstår. U-landene mangler ofte selv den juridiske ekspertise, der er nødvendig for at gennemskue paragrafferne," siger Alexandra Kruse. Det meste Access-arbejde foregår bagved skrivebordet, men nogle gange er det alligevel nødvendigt at tage ud i felten, når man skal finde frem til den billigste måde at få medicin frem til patienterne: "Der bliver vi nødt til at tage ud til forskellige fabrikker og finde den, der har kapaciteten til at fremstille tilstrækkelige mængder af en medicintype, og samtidig kan levere en ordentlig kvalitet." Arbejdet i Access-kampagnen handler både om at informere og diskutere. Her er Alexandra Kruse, forskningsdirektør Leif Kjærsgaard fra Danisco og informationschef Jens Gaardbo fra medicinalfirmaet Lundbeck under en offentlig debat om nødhjælp til den tredje verden. (Foto: Jan Grarup) Medicin bør ikke være en luksus men det er det alligevel for mange mennesker i den fattige del af verden. ACCESS adgang til livsvigtig medicin En tredjedel af verdens befolkning har ikke tilstrækkelig adgang til livsvigtig medicin. Læger uden Grænser har oplevet, at vi ikke kan behandle vores patienter, fordi den nødvendige medicin er for dyr eller ikke bliver fremstillet længere. Nogle gange er den eneste eksisterende medicin ineffektiv eller har store bivirkninger og ingen leder efter et alternativ. Access-kampagnen blev startet i november 1999 for at finde holdbare løsninger på disse alvorlige problemer. Et lille hovedkvarter i Genève fungerer som anker for arbejdet, der hovedsageligt udføres af tidligere frivilligt udsendte. De informationer, Alexandra Kruse finder og bringer videre, kan nogle gange lyde meget banale. Men selv mængderabat kan være et vigtigt kort, når man skal have kabalen om livsvigtig medicin til at gå op: "ACT-medicinen, som vi gerne vil bruge mod malaria, er for eksempel dyr. Men hvis flere lande går sammen om at købe store mængder af den, kan det gøres billigere. Det er en information, som måske ikke er så almindelig kendt men vi er klar over det i MSF, og så er det vigtigt at vi gør den information tilgængelig og diskuterer den med politikere, så vi i sidste ende kan tage nogle bedre beslutninger."
Nyhedsjournalen nr. 50 8 Læger uden Grænsers nye bestyrelse, fra venstre til højre: Alexandra Kruse, Birgitte Riis Andersen, Nigel Jenkins, Michael Loua, William Bourgeois, Søren Brix Christensen, Vibeke Brix Christensen, Charlotte Kragbøll, Norbert Payne, Helle Borg. Alice Verghese er ikke med på billedet. (Foto: Søren Rugholt) Ny bestyrelse På Læger uden Grænsers generalforsamling 29.-31. august i Dronningmølle blev der valgt ny bestyrelse. Fra den gamle bestyrelse blev genvalgt læge Søren Brix Christensen (bestyrelsesformand), læge Alexandra Kruse og sygeplejerske Helle Borg. Sygeplejerske Charlotte Kragbøll fortsætter som særligt udpeget bestyrelsesmedlem. Nyvalgte var læge Birgitte Riis Andersen og Michael Loua, tidligere informationschef for Læger uden Grænser. Norbert Payne, læge Vibeke Brix Christensen og Alice Verghese blev valgt som suppleanter. Bestyrelsen har desuden to internationale medlemmer, William Bourgeois (MSF-Belgien) og Nigel Jenkins (MSF-Holland). Nigel Jenkins afløste Dick van der Tak (også fra MSF-Holland). Bestyrelsen arbejder ulønnet for Læger uden Grænser, og ingen af bestyrelsens medlemmer har andre tillidshverv. Læger uden Grænsers udsendte fortæller I starten af november udgiver forlaget Gyldendal bogen "Læger uden Grænser beretninger fra felten". Over godt 150 sider fortæller tidligere frivilligt udsendte om, hvordan det var at arbejde i fangelejre i Sibirien, under sultkrisen i Sudan og med vaccinationskampagner i afsides landsbyer i Afghanistan. Det er historier fra hverdage, der kan være dramatiske og bevægende, og som vi sjældent får lejlighed til at give videre. D A N S K E R E I F E L T E N 1 Pia Sørensen, jordemoder, Qin, Afghanistan 2 Mette Louise Fryland, laboratorietekniker, Nairobi, Kenya 3 Ingrid Annsberg, sygeplejerske, Lagos, Nigeria 4 Kate Bruun, sygeplejerske, Kunduz, Afghanistan 5 Lone Dorch Lund, sygeplejerske, Mapel, Sydsudan 6 Claudia Vivas, læge, Kajo Keji, Sydsudan 7 Torben Bruhn, medicinsk koordinator, Nairobi, Kenya/Somalia 8 Rikke Liv Larsen, sygeplejerske, Marere, Somalia 9 Signe Mommsen, administrator, Xiangfan, Kina 10 Anne Hansen, sygeplejerske, Makeni, Sierra Leone 11 Niels Hahn, bygningskonstruktør, Monrovia, Liberia 12 Merete Engell, sygeplejerske, Monrovia, Liberia 13 Charity Grace, laborant, Amudat, Uganda 14 Peter Bech Larsen, læge, Quibdo, Colombia 14 10 3 1112 13 5 6 8 2 7 4 1 9 Nyhedsjournalen udgives af Læger uden Grænser, Bernstorffsvej 20, 2900 Hellerup, telefon 39 62 63 01, fax 39 62 61 04, e-mail info@msf.dk, www.msf.dk / www.msf.org, Giro 008-1000, Ansvarshavende redaktør Philip Clarke, Redaktion og tekst Nikolaj Lykke Nielsen Redaktionen afsluttet 25. september 2003, Oplag 27.000 stk., ISSN 1601-5061 Dette nyhedsbrev er udgivet med støtte fra Arcografisk, Repro og trykning, 96 16 52 00 og Nina Grut, Grafisk design, 33 93 01 07