Årets prisvindere Birgitte og Per A. Kring Landbrugets
Landbrugets 2 IDÉ OG FORMÅL Dansk Landbrugsrådgivning uddeler hvert år en pris til en landmandsfamilie, som har gjort en særlig indsats for at skabe et godt arbejdsmiljø på deres bedrift. I år har bedømmelseskomiteen lagt særlig vægt på, at fremsynet god arbejdsplanlægning med gennemtænkte investeringer i arbejdsmiljø har stor betydning for sikkerheden i det daglige arbejde. Der er også lagt vægt på, at et godt psykisk arbejdsmiljø kan forøge arbejdsglæden ved at satse på ideelle arbejdsbetingelser for de ansatte. Arbejdsmiljøprisen tjener til anerkendelse af en landmandsfamilie, der gør noget særligt. Familien kan som det gode eksempel være inspirerende for andre kolleger i erhvervet. Prisen består af et diplom og et pengebeløb, vi kan uddele, fordi vi får økonomisk støtte fra en række velvillige sponsorer. Se sponsorerne på side 7. BEDØMMELSESKOMITÉ Tilsynsførende Jørgen I. Andersen, Arbejdstilsynet, Fyns Amt Overlæge Ole Carstensen, Arbejdsmedicinsk Klinik, Centralsygehuset i Herning Landbrugschef Morten Vølund Andersen, Alm. Brand Forsikring A/S Gårdejer Hans Pedersen Schmidt, formand for Landsudvalget for Byggeri og Teknik Specialkonsulent Tormod Overby, Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret. BEDØMMELSEN Komiteen havde tolv landbrug til bedømmelse. De er bedømt efter, at der er fokus på arbejdsmiljøet og løbende sker forbedringer. Anlæggets alder spiller en mindre rolle, men det er en selvfølge, at der er orden i de lovmæssige forhold. Valget er i år faldet på et større svinebrug, som leverer avlsdyr til både det danske og det udenlandske marked. Valget har været forholdsvis klart. Blandt andet fordi vinderne så konsekvent i planlægningen af et nyt produktionsanlæg har analyseret og indarbejdet forbedring af arbejdsmiljøet i alle arbejdsprocesser. Det har betydet, at meget af det belastende arbejde er væk. Den konstante, høje baggrundsstøj er fjernet i staldrummene. Et nyt ventilationsprincip sammen med en konsekvent høj hygiejne overalt i staldene resulterer i et behageligt indeklima for de ansatte. Det hele giver en god motivation og høj kvalitet i alle arbejdsprocesser. Et lysende eksempel på, at der også er økonomiske fordele ved at have et godt arbejdsmiljø.
Rønshauge vinder arbejdsmiljøpris Alt har sin plads hos Birgitte og Per Kring i Smidstrup ved Fredericia. Nu skal der også findes en plads til æren og diplomet, de får som vindere af Landbrugets Arbejdsmiljøpris 2006. De er begge dybt beærede over at vinde prisen, der udover æren er på 25.000 kr. - Alle vore medarbejdere har til fulde fortjent anerkendelsen. Et godt arbejdsmiljø er ikke noget, der kan købes, hentes eller påduttes. Det er derimod noget, der skabes ved teamwork, understreger Birgitte og Per Kring. Sammen har de skabt Avlscenter Rønshauge, der begyndte med 34 ha og en lille svineproduktion. I dag ejer de 500 hektar, arbejder med 950 avlssøer og har 12 ansatte otte i stalden, to i marken, en altmulig-mand og en løs medhjælp. I KONSTANT BEVÆGELSE Siden 1989 har de været avlsdyrleverandør med racerne Yorkshire, Duroc og Landrace. De arbejder sammen med avlssystemet DanAvl under Landsudvalget for Svin og Danske Slagterier. 450 kunder står i kartoteket og kender dermed ejernes salgsslogan: Vi forvandler viden til konkurrencekraft. Alle ansatte på Alvscenter Rønshauge 3
- Vi ved, at vi skal levere den rette vare hver gang og konstant søge at blive bedre, ellers forsvinder kunderne. For os er det bedste produkt altid målet, og vi er i konstant bevægelse for hele tiden at udvikle os og ikke stå stille, lyder det fra Per Kring, der ofte henter inspiration og gode ideer fra industrivirksomheder. I arbejdet med de ypperste avlsdyr bruges ord som kødprocent, daglig tilvækst, dyrets styrke og antal levende grise på 5. dagen. Og til at styre den detaljerede faglighed hører til gengæld en dygtig medarbejderstab og de rette rammer. LANDEVEJ PÅ LOFTET De rigtige rammer blev skabt i 2004, hvor den hidtil største udbygning af anlægget stod klar med forskellige staldafsnit med indvendige vinduesvægge, så rummene er lyse og til at overskue. Et nyudviklet, støjsvagt ventilationsanlæg er installeret, så det er muligt at arbejde i staldene uden generende baggrundsstøj. På loftet over staldene løber en tunnel som en bred landevej til en fælles udsugning for ventilation af de enkelte staldafsnit i individuelle kombinationer. Ventilation samlet på loftet Vinduer mellem staldafsnit 4 Solivet er sat i system Bokse åbnes i front
De perforerede lofter i staldene og delvis udsugning langs gulvene direkte ved kilderne sørger for, at luften fordeles og fornys, så indeklimaet er markant bedre end det, der til tider kan forekomme i andre staldmiljøer. Boksene til søerne kan åbnes i front, så dyrene kan gå roligt ud i stedet for, at de skal skubbes baglæns ud af boksen. Sikkerhedsstøvler, handsker, masker og brandslukning er en naturlig del af udstyret. Avlscentret er præget af stor ordenssans, og det kan ses både på det store kontor, på staldkontorerne, i værkstedet, i omklædningen, i maskinhuset og ikke mindst på de udendørs arealer omkring Rønshauge. ÅBENHED OG HENSYN De har stor respekt for omgivelserne og engagerer sig i det lokale liv, siger René Lyngsøe, der har været driftsleder på gården i 10 år. - Vi kommer længst med åbenhed og med at tage hensyn til vores omgivelser. Transport med dyr foregår typisk mandag morgen for at genere omgivelserne så lidt som muligt. Det samme gælder for transport af gylle. Vi pumper den i slanger fra Rønshauge og lidt over to kilometer ud til gylletankene, hvor vi kan fordele på markerne direkte til afgrøden. Vi deler altid sedler ud og sætter skilte op, når vi kører gylle ud på markerne. Skulle vi spilde og svine på vejen, fejer vi altid op efter os, inden arbejdet går videre, lyder det fra René Lyngsøe. Til det gode arbejdsmiljø på Rønshauge hører også restriktive adgangsforhold, hvor medarbejderne tager bad, når de kommer og går. Det afholder dem ikke fra hver formiddag at mødes med de to markfolk på Pedersminde, hvor Per og Birgitte bor i dag, selvom det koster tid og to ekstra bade. Værksted med orden Indgangen på Rønshauge Markarbejde på Rønshauge 5
Det sociale liv spiller en stor rolle på Rønshauge. - Topmotiverede medarbejdere og dermed teamwork er afgørende for, at vi kan opnå bedre resultater end gennemsnittet. Hovedvisionen har altid været at skabe en sund og udviklende bedrift med en dygtig medarbejderstab, som på sigt muliggør en større frihed på bedriftsniveau. Vi forsøger at lave en personlig udviklingsplan for medarbejderne, og alle skal være forandringsvillige i den daglige strategi. Selvfølgelig medfører det, at vi af og til begår fejl. Kunsten er at erkende de fejl, stå ved dem og skynde sig at rette dem, siger Per Kring. FLERE VENDER TILBAGE Den hvide tavle i personalestuen viser målene for hver enkelt medarbejder. Grønne tal er gode, røde tal det modsatte. - Vi bruger den til at se, om vi når målene i de enkelte staldafsnit, og hvis ikke er der også plads til forklaringer. Tavlen giver et godt overblik, og vi kan drille hinanden kærligt med den. Målet er kvalitetsmedarbejdere, der hele tiden udvikler sig og som også kan tilføre en anden virksomhed dynamik og nytænkning, hvis de tager herfra, siger René Lyngsøe. Avlscenter Rønshauge har endnu ikke haft problemer med at tiltrække arbejdskraft. Faktisk vender flere tilbage, når de først har været der. - Det er dejligt, når man kan føle sig respekteret og afholdt med de værdier og normer, man har som producent på sin hjemegn. Vi vil bruge de 25.000 kr. til coaching af medarbejdere og til et ekstra personalearrangement i år, lyder det fra Birgitte og Per Kring. 6 René Lyngsøe i personalestuen Tavlen giver overblik
Tak til vores sponsorer UDARBEJDET AF DANSK LANDBRUGSRÅDGIVNING, LANDSCENTRET * FOTOGRAF HELLE S ANDERSEN * LAYOUT PIA LEICHT ANDERSEN * TRYK GP TRYK 7