TILSYNSTEMA 2006 Lægers viden om lov om patienters retsstilling 2006
Lægers viden om lov om patienters retsstilling
Lægers viden om lov om patienters retsstilling Sundhedsstyrelsen Islands Brygge 67 2300 København S URL: http://www.sst.dk Emneord: Tilsyn; patientrettigheder; læger Sprog: Dansk Kategori: Udredning Version: 1,0 Versionsdato: 30. november 2006 Format: pdf Elektronisk ISBN: 87-7676-410-9 Udgivet af: Sundhedsstyrelsen, december 2006 Lægers viden om lov om patienters retsstilling 2
Forord Siden 1999 har Sundhedsstyrelsen og Embedslægevæsenet samarbejdet om at anvende erfaringer fra behandling af klage- og tilsynssagerne, som bidrag til forbedring af patientsikkerheden og for at forebygge gentagelse af fejl. Sigtet med dette er, at påvirke sundhedsvæsenet til at lære af klage- og tilsynssagerne og derigennem forebygge gentagelser. Derudover er det hensigten at få ændret uhensigtsmæssige handlemåder eller få udfærdiget nye vejledninger. Som led i opfølgningen udvælger Sundhedsstyrelsen og Embedslægevæsenet hvert år et tilsynstema, ud fra de generelle problemer, der har vist sig ved en systematiseret gennemgang af forrige års klage- og tilsynssager. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 3
Indhold 1 Baggrund 5 2 Formål 5 3 Metode 5 4 Forløb 6 5 Resultater 7 6 De enkelte besvarelser 8 6.1 Spørgsmål 1 8 6.2 Spørgsmål 2 10 6.3 Spørgsmål 3 12 6.4 Spørgsmål 4 14 6.5 Spørgsmål 5 16 6.6 Spørgsmål 6 18 6.7 Spørgsmål 7 20 6.8 Spørgsmål 8 22 6.9 Spørgsmål 9 24 7 Øvrige forhold 26 8 Diskussion 27 9 Konklusion 28 10 Lovgivning 28 Lægers viden om lov om patienters retsstilling 4
1 Baggrund Sundhedsstyrelsens og embedslægeinstitutionernes tematiserede opfølgning på klage- og indberetningssager har til formål at skabe en målrettet, koordineret indsats overfor et problemområde, som er udvalgt på baggrund af erfaringer fra klage- og indberetningsvirksomheden. Ud fra disse erfaringer samt en gennemgang og vurdering af klage- og tilsynssagerne fra første kvartal i 2005 fremgik det, at der blandt landets læger er en del problemer med at håndtere lov om patienters retsstilling. Disse problemer kan i nogen grad skyldes ukendskab til indholdet. 2 Formål Formålet med Tilsynstema 2006 var derfor ved stikprøver, at teste lægernes viden i udvalgte områder af lov om patienters retsstilling med henblik på at belyse lægernes vidensniveau. Derudover var formålet at skabe opmærksomhed om patienters retsstilling hos sygehusansatte læger og dermed medvirke til at sikre, at patienternes værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Endelig var formålet at øge kendskabet til loven hos sygehusansatte læger og dermed medvirke til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patienter og sundhedspersoner. 3 Metode Ud fra erfaringerne fra klage- og indberetningssagerne samt fra den daglige kontakt med området, blev der fremstillet et sæt spørgsmål om patienters retsstilling, hver med fire tilhørende mulige svarmuligheder (multiple-choice). Spørgsmålene blev forsøgt fremstillet således, at de både havde klinisk relevans, samtidig med at de dækkede væsentlige dele af loven. Spørgeskemaet blev pilottestet på tre hospitalsafdelinger, hvorefter det blev rettet til. Derefter blev det samlede sæt af spørgsmål afprøvet til en undervisningsdag den 1. november 2005, afholdt i fællesskab mellem embedslægerne og Sundhedsstyrelsen, hvor embedslægerne besvarede spørgeskemaet. Formålet med denne afprøvning var at teste, hvorvidt spørgeskemaets sværhedsgrad var tilfredsstillende. I spørgeskemaet indgik desuden baggrundsvariable som uddannelsesniveau, tidligere undervisning vedr. lov om patienters retsstilling og lægens kandidatalder. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 5
4 Forløb Den 15. januar 2006 udsendte Sundhedsstyrelsen spørgeskemaet vedlagt et følgebrev til embedslægeinstitutionerne sammen med de rigtige svar og kommentarer hertil. Herefter sendte hver embedslægeinstitution følgebrevet og spørgeskemaet til de respektive sygehusforvaltninger med henblik på at informere om indholdet af tilsynstema 2006 og planlægning af det videre forløb. Udgangspunktet var, at senest den 1. juni 2006 havde hver embedslægeinstitution gennemført en besvarelse af spørgeskemaet på en række forskellige medicinske, kirurgiske og psykiatriske afdelinger i hvert amt. Spørgeskemaerne blev udfyldt anonymt på afdelingerne, hvorefter lægen gav skemaet (i en lukket kuvert) til den administrerende overlæge på afdelingen. Alle kuverterne blev så samlet sendt til Embedslægeinstitutionen. Ved en administrativ fejl blev en forkert version af spørgeskemaet anvendt i et enkelt amt, hvorfor disse besvarelser måtte udgå af den endelige opgørelse. Fire embedslægeinstitutioner havde ikke ressourcer til at gennemføre spørgeskemaundersøgelsen. Sundhedsstyrelsen fik skemaerne tilsendt fra embedslægeinstitutionerne, således at resultaterne kunne samles og bearbejdes. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 6
5 Resultater Der blev i alt indsamlet 540 besvarelser, hvoraf ni var blanke. Besvarelserne kom fra fem forskellige typer specialer, flest fra medicinske specialer af varierende subspecialisering (Se Figur 1). Læger fra i alt ti amter deltog i undersøgelsen. Halvdelen af de deltagende læger var speciallæger, resten var enten i turnus, i introduktionsstilling eller andet. Medianen for kandidattidspunktet var 1990, hvoraf 18 læger var uddannet før 1970 og 24 læger havde anført 2006 som kandidatalder. Godt halvdelen af de adspurgte læger (n=288) oplyste, at de ikke havde modtaget undervisning i lov om patienters reststilling. I gennemsnit var i alt 55,7 % af besvarelserne korrekte. Heraf havde 62 læger tre eller færre korrekte svar. Kun tre læger havde svaret rigtigt på alle ni spørgsmål. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 7
6 De enkelte besvarelser 6.1 Spørgsmål 1 En ældre mand, som boede på plejehjem, blev årligt undersøgt af sin praktiserende læge, der som følge heraf og i samarbejde med plejepersonalet, fandt grundlag for at ordinere antidepressiv behandling. Manden var ikke dement. Lægen fik af plejepersonalet at vide, at manden herefter fik det bedre. Efter at manden var afgået ved døden af anden årsag fik hans pårørende kendskab til den tidligere medicinering. Skulle lægen have indhentet samtykke til den antidepressive behandling hos patientens pårørende inden behandlingsstart? a) Lægen skulle ikke have indhentet samtykke hos de pårørende, idet patienten ikke var dement, og ordinationen blev foretaget efter undersøgelse og samtale med patienten. b) Lægen skulle have indhentet samtykke hos de pårørende, idet der var tale om behandling af en mulig depression. De pårørende kunne således have deltaget i at hjælpe patienten igennem sin depression, hvis de havde haft kendskab dertil. c) Lægen skulle ikke have indhentet samtykke hos de pårørende, da plejepersonalet, som kendte patienten, allerede havde givet samtykke til behandlingen. d) Lægen skulle have inddraget de pårørende i behandlingen, om end samtykket skulle indhentes hos patienten selv. På den måde ville de pårørende kunne have taget stilling til, om de var enige i behandlingen og have haft mulighed for at påvirke patientens beslutning. Resultat: Undersøgelsen viste, at 90 % af de adspurgte læger svarede korrekt (dvs. svarmulighed a), at lægen ikke skulle indhente samtykke hos de pårørende, idet patienten ikke var dement og ordinationerne blev foretaget efter undersøgelse og samtale med patienten. Der var 9 % af lægerne, der mente, at patienten selv skal give samtykke, men at de pårørende skal inddrages. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 8
De pårørende bør imidlertid kun inddrages, såfremt patienten er indforstået med dette. Efter lov om patienters retsstilling skal en patient give samtykke til behandling, med mindre patienten varigt mangler evnen til at give informeret samtykke. I disse situationer kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til behandling. Skønner sundhedspersonalet, at de nærmeste pårørende forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonalet gennemføre behandlingen såfremt embedslægeinstitutionen giver sin tilslutning hertil. Er der etableret værgeforanstaltninger, skal værgen samtykke til behandling. Da manden ikke var dement, der ikke var etableret værgeforanstaltninger, og da ordinationen blev foretaget efter undersøgelse af patienten og samtaler med denne, skulle lægen ikke indhente samtykke hos de pårørende. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 9
6.2 Spørgsmål 2 En kvinde blev henvist til en gynækologisk afdeling pga. en cyste på venstre æggestok med forandringer, hvor der kunne være mistanke om kræft. Ved forundersøgelsen og ved indlæggelsen gav patienten udtryk for, at selv om der skulle være tale om en kræftlidelse, ønskede hun alene cysten fjernet og ikke æggestokken. Lægen vurderede ud fra forudgående undersøgelser at kunne fjerne cysten uden at fjerne æggestokken. Ved operationen blev der fundet en stor godartet udseende cyste udgående fra venstre æggestok, som var fuldstændigt sammenvokset med cystevæggen. Lægen vurderede, at det ikke var muligt at bevare æggestokken eller dele heraf, hvis hele cysten skulle fjernes. Lægen valgte derfor at fjerne cysten og venstre æggestok. Hvad var lægens muligheder ved operationen? a) Da lægen alene havde fået samtykke til at fjerne cysten, kunne han kun fjerne denne. Eftersom det var lægens vurdering, at dette ikke kunne lade sig gøre, burde han have undladt at fjerne cysten. b) Lægen kunne fjerne cysten og æggestokken, da det ikke var muligt at fjerne cysten alene. c) Da cysten var godartet af udseende, kunne lægen intet fjerne. d) Selv om cysten umiddelbart så godartet ud, kunne der være tale om kræft, hvorfor lægen havde mulighed for at fjerne alt, hvad han fandt lægefaglig indikation for. Resultat: Det korrekte svar er a), lægen havde alene fået samtykke til at fjerne cysten, og da dette ikke kunne lade sig gøre uden at fjerne æggestokken, burde han have undladt at fjerne cysten. Patienten havde klart givet udtryk for, at selv om der var tale om kræft, ønskede hun ikke andet end cysten fjernet. Det følger af lov om patienters retsstilling, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Lægen burde derfor have undladt at fjerne cysten, da denne ifølge lægens vurdering ikke kunne fjernes uden samtidig fjernelse af æggestokken. Undersøgelsen viste, at 75 % af de adspurgte læger svarede, at cysten ikke burde have været fjernet. Et mindretal af lægerne mente, at lægens faglige vurdering betød mere end patientens udtrykte ønske. Det kan være en vanskelig situation, idet lægen ikke havde forudset, at cysten og æggestokken kunne være sammenvoksede og dermed ikke havde oplyst patienten om denne mulighed inden operationen. Imidlertid skal lægen altid respektere patientens tilkendegivelser. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 10
Lægers viden om lov om patienters retsstilling 11
6.3 Spørgsmål 3 En ældre mand blev gennem længere tid tiltagende syg og svækket. Han blev tilset af sin praktiserende læge, der tilbød at indlægge ham mhp. på diagnosticering og behandling. Dette ønskede manden imidlertid ikke. Han blev informeret om konsekvenserne af ikke at blive indlagt, men ønskede stadig ikke indlæggelse. Manden fik en af sine pårørende til at love, at han ikke ville blive indlagt på noget tidspunkt i forløbet, da han ønskede at dø hjemme. Mandens tilstand blev forværret, han udviklede begyndende gulsot og blev lidt sløv. Manden blev tilset af en vagtlæge, som fandt ham bevidsthedsklar og fuldt orienteret. Manden afviste stadig klart indlæggelse. De pårørende var bekymrede og de tilkaldte dagen efter mandens praktiserende læge mhp. på indlæggelse. Hvilke muligheder havde lægen? a) Lægen kunne indlægge patienten imod dennes vilje pga. sygdommens alvorlighed b) Lægen kunne med de pårørendes samtykke indlægge patienten c) Lægen kunne tvangsindlægge patienten på behandlingsindikation ( gule papirer ) på baggrund af patientens tiltagende bevidsthedspåvirkning, hvilket kan sidestilles med en sindssygelignende tilstand d) Lægen kunne ikke indlægge patienten, idet patienten på baggrund af information om forløbet klart havde tilkendegivet, at han ikke ønskede indlæggelse. Resultat: Det korrekte svar er d. Lægen kunne ikke indlægge patienten, idet patienten på baggrund af information om forløbet klart havde tilkendegivet, at han ikke ønskede indlæggelse. Ifølge Lov om patienters retsstilling må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Manden var fuldt orienteret om situationen og ønskede stadig ikke indlæggelse, hvilket skulle respekteres. Mandens tilkendegivelse i den aktuelle situation vil også gælde, hvis han fx i løbet af kort tid skulle miste bevidstheden. Langt de fleste af de adspurgte læger svarede korrekt, at lægen skulle respektere mandens ønske om at dø hjemme. Af og til oplever læger, at det kan være en vanskelig situation, hvis patientens pårørende har en anden holdning til et behandlingsforløb end patienten selv. Det er så lægens opgave, med henvisning til lovgivningen, at få de pårørende til at forstå, at patientens valg skal respekteres. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 12
Lægers viden om lov om patienters retsstilling 13
6.4 Spørgsmål 4 En 16-årig dreng blev indbragt på skadestuen efter at have indtaget ukendte stoffer på et diskotek. Drengen var påvirket, men lægerne skønnede, at han var klar og orienteret. Lægerne vurderede, at drengen burde forblive indlagt til observation for evt. bivirkninger og følgevirkninger til de ukendte stoffer. Imidlertid ønskede drengen ikke at forblive på skadestuen til observation og ville forlade stedet mod givet råd. Drengens forældre havde indtil da ikke været involveret i forløbet. Kunne drengen selv bestemme, om han ville blive til observation på skadestuen? a) Drengen var over 15 år og kunne derfor selv bestemme på baggrund af information fra sundhedspersonalet, men da han var under 18 år, skulle forældrene informeres. b) Drengen var over 15 år og kunne derfor selv bestemme på baggrund af information fra sundhedspersonalet, og forældrene måtte pga. tavshedspligten ikke informeres c) Da drengen var under 18 år, skulle forældrene informeres, så de alene kunne træffe beslutning om behandlingen af drengen. Han skulle ikke tages med på råd. d) Da drengen var under 18 år, skulle forældrene informeres, så de kunne træffe beslutning om behandlingen af ham. Han skulle dog informeres og tages med på råd vedr. behandlingen. Resultat: Det korrekte svar er a. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information. Såfremt sundhedspersonalet efter en individuel vurdering skønner, at en patient, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvensen af sin stillingtagen, kan forældremyndighedsindehaveren give informeret samtykke. Undersøgelsen viste, at under en tredjedel af lægerne havde svaret korrekt. Over halvdelen af lægerne mente, at svarmulighed d var korrekt, og mente således at samtykket skulle komme fra forældrene. Undersøgelsen viser, at lægernes kendskab til lovgivningen vedrørende aldersgruppen 15-17 år er mangelfuldt. Loven giver de 15-17-årige samtykkekompetence, men indeholder en nødvendig undtagelsesmulighed, når den unge ikke er i besiddelse af tilstrækkelig modenhed til at overskue konsekvenserne af sin stillingtagen. Der er således mange læger, der fejlagtig tror, at forældrene skal give samtykke, men med mindre den unges modenhed vurderes for utilstrækkelig, har de 15-17-årige selv kompetence til at give samtykke til behandling. En sådan vurdering, hvor den unges modenhed vurderes utilstrækkelig, hører til undtagelserne og skal dokumenteres i journalen. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 14
Lægers viden om lov om patienters retsstilling 15
6.5 Spørgsmål 5 Ved et bankrøveri lykkedes det en af de ansatte i banken at tilføre gerningsmanden et stort sår. Gerningsmanden kom efterfølgende på skadestuen, hvilket politiet blev bekendt med. Politiet besluttede at bede sygehuspersonalet på skadestuen om oplysninger om mandens identitet. Manden ville ikke give samtykke til udlevering af oplysninger. Måtte sygehuspersonalet udlevere oplysningerne til politiet? a) Sygehuspersonalet skal altid udlevere oplysninger til politiet om patienter, hvis politiet anmoder om det, uafhængigt af patientens samtykke. b) Af hensyn til tavshedspligten, må sygehuspersonalet aldrig udlevere oplysninger om patienter til politiet uden patientens samtykke. c) Sygehuspersonalet kan give oplysninger om patienten til politiet uden patientens samtykke, men kun hvis patienten har begået alvorlig kriminalitet, som manddrab, seksualforbrydelse, grov vold mv. d) Sygehuspersonalet kan give oplysninger om patienten til politiet uden patientens samtykke, uanset om der er tale om mindre alvorlig kriminalitet eller om alvorlig kriminalitet. Resultat: Det korrekte svar er c. Sygehuspersonalet kan give oplysninger om patienten til politiet uden patientens samtykke, men kun hvis patienten har begået alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelse, grov vold mv. Personalet er berettiget, men ikke forpligtet, til at udlevere oplysninger i sådanne tilfælde. Det er i den forbindelse uden betydning, om politiet fremsætter begæring om udlevering af oplysninger, eller der opstår spørgsmål om videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ, fx i forbindelse med overvejelse om indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold. Der må ikke på sygehuse m.v. etableres en praksis, hvorefter der aldrig eller kun undtagelsesvis videregives oplysninger til politi eller anklagemyndighed. Der skal foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. I vurderingen skal navnlig indgå karakteren af den begåede kriminalitet. Såfremt politiet ikke kan få de ønskede oplysninger udleveret, kan de få spørgsmålet prøvet ved domstolene. Undersøgelsen viste, at hovedparten af lægerne mente, at det korrekte svar var, at sygehuspersonalet kun kunne udlevere oplysningerne, hvis der var tale om alvorlig kriminalitet. En tredjedel af lægerne mente dog, at personalet aldrig må udlevere oplysninger om patienten til politiet uden samtykke af hensyn til tavshedspligten. Ifølge lovgivningen skal der foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Loven pålægger således ikke automatisk lægerne en pligt til at udlevere oplysninger eller det modsatte. Svarene er formentlig et udtryk for manglende viden om lovgivningen. Der var markant flere psykiatere, der havde dette spørgsmål korrekt besvaret, nemlig 81 %, mod gennemsnittet for dette spørgsmål på 60 %. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 16
Lægers viden om lov om patienters retsstilling 17
6.6 Spørgsmål 6 En 63-årig dement og varigt inhabil kvinde, der boede på plejehjem, fik under indlæggelse på psykiatrisk afdeling konstateret problemer med vandladningen, og der blev udført engangskateterisering. Kvinden blev udskrevet til opfølgning hos egen læge, og plejehjemmet blev gjort opmærksom på hendes manglende vandladning og dermed mulige behov for kateterisering. På plejehjemmet blev der efterfølgende flere gange foretaget engangskateterisering af kvinden. Der forelå ikke oplysninger om, at der blev indhentet stedfortrædende samtykke til behandling fra værge eller pårørende. På et tidspunkt begyndte kvinden at modsætte sig kateteriseringen, som herefter i flere tilfælde blev gennemført med tvang. Kunne kateteriseringen gennemføres mod kvindens vilje? a) Hvis egen læge havde ordineret kateteriseringen, kunne den gennemføres, eventuelt med tvang, da kvinden var dement og ikke kunne give samtykke. b) Kateterisering er personlig hygiejne, hvorfor den kunne gennemføres med magt, hvis betingelserne i lov om social service var opfyldt. c) Hvis der forelå et stedfortrædende samtykke, kunne kateteriseringen gennemføres med tvang. d) Kateterisering af kvinden måtte ikke gennemføres med tvang. Resultat: Det korrekte svar er d. Kateterisering er sundhedsfaglig behandling og dermed omfattet af lov om patienters retsstilling. Hvis patienten i ord eller handling tilkendegiver, at hun ikke vil behandles, er der, uanset samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang. Inden for sundhedslovgivningen er der kun hjemmel i psykiatriloven til at anvende tvang, når lovens betingelser herfor er opfyldt. Undersøgelsen viste, at tre ud af fire af de besvarende læger mente, at kvinden kunne tvangsbehandles med eller uden (stedfortrædende) samtykke. Dette er ikke i overensstemmelse med loven. Et stedfortrædende samtykke kan aldrig give ret til at udøve tvang. Kateterisation er ikke personlig hygiejne, men behandling. Hvis der er tale om personlig hygiejne, er der hjemmel i sociallovgivningen til at anvende tvang og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Der var ingen forskel mellem de deltagende specialer i andelen af korrekte svar, men fordelingen af svar viste stor usikkerhed blandt lægerne vedr. dette spørgsmål. Efter Sundhedsstyrelsens opfattelse savnes der i dansk ret en klar hjemmel (uden for psykiatriloven) til behandlingsmæssig tvang i forhold til en række svage grupper, herunder personer med nedsat psykisk funktionsevne. Hvis en patient protesterer mod en behandling, må det således vurderes, om der er grundlag for at anvende tvang i medfør af psykiatriloven, eller om behandlingen Lægers viden om lov om patienters retsstilling 18
kan foretages på baggrund af en nødretsbetragtning. Der skal i sidstnævnte tilfælde være tale om en enkeltstående akut situation, som medfører alvorlig skade for personen, hvis der ikke gribes ind, jf. lov om patienters retsstilling 10, sundhedslovens 19. Således giver nødretsbetragtninger efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke mulighed for vedblivende varetagelse af personlige anliggender, herunder helbredsforhold, for personer med nedsat handleevne. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 19
6.7 Spørgsmål 7 I forbindelse med indlæggelse på psykiatrisk afdeling blev en kvinde henvist til behandling for en hudlidelse på fødderne. Kvinden blev ledsaget til hudafdelingen af en sygeplejestuderende og en social- og sundhedsassistent, som medbragte hendes journal fra den psykiatriske afdeling. Der var på afdelingen en fast praksis for, at studerende, som et led i uddannelsen, ledsagede patienter på tilsyn med ansvar for, at patientens journal blev bragt frem og tilbage. Det fremgik af journalen, at kvinden i anden sammenhæng havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede, at personalet oplyste, hvor hun var indlagt. Hvilke betingelser skulle være opfyldt for videregivelse af oplysninger fra journalen til hudafdelingen? a) Der må aldrig videregives psykiatriske journaler til behandling på en somatisk afdeling. b) Når blot behandlingen for den psykiatriske lidelse og hudlidelsen foregår på det samme sygehus, må hele journalen videregives. c) Kvinden skulle have givet samtykke til, at journalen måtte videregives til hudafdelingen, da den indeholdt oplysninger om patientens private forhold, der var uden betydning for behandlingen på hudafdelingen. d) Kvinden havde samtykket i at blive behandlet på hudafdelingen, hvorfor hele journalen kunne videregives til hudafdelingen. Resultat: Det korrekte svar er c. En fast praksis, hvorefter hele patientjournalen medbringes/videregives ved tilsyn af patienter på andre afdelinger, er ikke i overensstemmelse med patientens krav på fortrolighed. Med mindre oplysningerne er relevante for den aktuelle behandling, skal patienten samtykke til, at der må ske videregivelse af oplysningerne. Samtykket skal journalføres. Andre fortrolige oplysninger om patienten må således ikke videregives uden patientens samtykke. Undersøgelsen viste, at langt hovedparten af lægerne svarede korrekt, dog mente knap 10 %, at i og med at kvinden havde givet samtykke til at blive behandlet på hudafdelingen, kunne hele journalen videregives til hudafdelingen. Der var således hos 10 % manglende viden om, at det kun er nødvendige oplysninger, der kan videregives til brug for behandling. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 20
Lægers viden om lov om patienters retsstilling 21
6.8 Spørgsmål 8 En mand anmodede den afdeling på sygehuset, hvor han havde været indlagt, om aktindsigt i sin journal. Journalen indeholdt, ud over afdelingens egne optegnelser, også materiale fra patientens indlæggelse på et andet sygehus. Afdelingen tilbød at give manden aktindsigt, når overlægen på afdelingen havde gennemgået journalen sammen med ham, men aktindsigten omfattede ikke kopi af det materiale, der var tilført fra det andet sygehus med den begrundelse, at manden skulle have aktindsigt på dette sygehus. I hvilket omfang skulle manden have aktindsigt? a) Manden skulle have kopi af hele journalen på det sygehus, hvor han henvendte sig om aktindsigt. b) Manden skulle have kopi af hele journalen, men først efter at overlægen eller en anden fra afdelingen havde gennemgået journalen med patienten. c) Manden skulle have udleveret hele originaljournalen. d) Manden skulle have udleveret kopi af journaloptegnelserne fra afdelingen og henvises til at få aktindsigt fra det andet sygehus vedrørende materialet derfra. Resultat: Det korrekte svar er a. Manden skulle have kopi af hele journalen på det sygehus, hvor han henvendte sig om aktindsigt. Manden havde, hvis han ønskede det, ret til at se journalmaterialet i sin originale form, men kunne ikke få det originale materiale udleveret, da sygehuset har pligt til at opbevare journalen. Manden havde derimod krav på at få en kopi af journalen, som den forelå, dvs. også i materiale, der hidrørte fra behandling på et andet sygehus. Der kan ikke stilles nogen formkrav til anmodningen om aktindsigt. Det kan fx ikke kræves, at patienten henvender sig personligt for at få aktindsigt og få journalen gennemgået. Undersøgelsen viste, at kun et fåtal af lægerne svarede korrekt på trods af, at reglerne om aktindsigt i sygehusjournaler har været gældende i snart 20 år med vejledninger udsendt til alle landets læger. Årsagen til at så mange svarer forkert kan evt. skyldes, at aktindsigtssager ofte håndteres på afdelingsledelsesniveau og ikke jævnligt af alle læger på afdelingen. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 22
Lægers viden om lov om patienters retsstilling 23
6.9 Spørgsmål 9 9. I henhold til lov om patienters retsstilling skal information til patienten være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorligere komplikationer og bivirkninger. I hvilket omfang en sundhedsperson har pligt til at informere om mulige komplikationer m.v. må vurderes i forhold til sygdommens alvor, og til hvad man forventer at opnå ved den påtænkte undersøgelse/behandling. Hvornår skal en sundhedsperson som udgangspunkt altid informere? a) Ved ofte forekommende komplikationer, om end de måtte være bagatelagtige, skal en sundhedsperson altid informere. b) Ved alvorlige og ofte forekommende komplikationer skal en sundhedsperson altid informere. c) Ved alvorlige komplikationer, om end de måtte forekomme sjældent, skal en sundhedsperson altid informere. d) En sundhedsperson er forpligtet til altid at informere uanset, om der er tale om alvorlig eller bagatelagtig komplikation og uanset om den er ofte eller sjældent forekommende. Resultat: Det korrekte svar er b. Det fremgår af Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at en sundhedsperson skal vurdere hvorvidt, der er tale om 1) alvorlige og ofte forekommende komplikationer, 2) alvorlige og sjældent forekommende, 3) bagatelagtige og ofte forekommende eller 4) bagatelagtige og sjældent forekommende komplikationer. Er der tale om alvorlige og ofte forekommende komplikationer, skal der altid informeres. Er der tale om alvorlige og sjældent forekommende komplikationer eller bagatelagtige og ofte forekommende komplikationer, skal der ofte informeres. Men er der tale om bagatelagtige og sjældent forekommende komplikationer, er det som udgangspunkt ikke påkrævet, at der informeres. Der vil i alle tilfælde være tale om en konkret vurdering. Undersøgelsen viste, at kun 22 % af lægerne svarede korrekt på i hvilke tilfælde, der altid skal informeres. Dog svarede 58 % af lægerne, at der altid skal informeres, uanset om der er tale om alvorlige eller bagatelagtige komplikationer, og uanset om de er ofte eller sjældent forekommende. Information og samtykke til patienter, er et område med relativt mange klagesager. Årsagen til at så mange svarer forkert kan skyldes ukendskab til loven. Det ses tydeligt, at det var de mere kirurgisk orienterede fag, som hyppigste svarede korrekt, i det 30 % af lægerne fra gynækologisk-obstetriske afdeling og 31 % fra de kirurgiske specialer svarede korrekt, mens kun 14 % fra de medicinske og 14 % fra de psykiatriske specialer svarede korrekt. Generelt er det dog indtrykket, at lægernes viden om loven ikke er tilstrækkelig. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 24
Lægers viden om lov om patienters retsstilling 25
7 Øvrige forhold Figur 11 viser, at der var fire af de ni spørgsmål om patienters rettigheder, hvor lægerne kun havde mindre end 30 % rigtige svar. Det drejede sig om spørgsmålene fire (den 16-årige dreng på skadestuen), seks (tvangskateteriseringen), otte (aktindsigt) og ni (information om komplikationer og bivirkninger). Svarfordelingen på tværs af amterne viste en rimelig grad af ensartethed, idet amtet med den laveste andel af rigtige svar havde 48,5 % korrekte svar, mens amtet med den højeste andel havde 58,5 % korrekte svar. Ligeledes var der generelt kun en lille forskel på den samlede andel af korrekte svar mellem de forskellige specialer. Således var den samlede andel af korrekte svar i det gynækologisk obstetriske speciale 59,8 %, herefter fulgte det psykiatriske speciale med 58,2 % og derefter det kirurgiske speciale med 57,4% og endelig det medicinske speciale med kun 54,1%. Der var en lidt større andel af korrekte svar fra speciallægerne (56,3 %) end fra læger, der endnu ikke havde opnået speciallægeanerkendelse (52,7 %). Der var ligeledes en lidt større andel af korrekte besvarelser blandt den andel af lægerne, der angav at have modtaget undervisning i lov om patienters rettigheder (58,3 %) sammenlignet med dem, der angav ingen undervisning at have modtaget (53,3 %). Endelig viste undersøgelsen, en tendens til at ældre læger (kandidatår før 1970) hyppigere svarede korrekt end yngre læger (kandidatår efter 1980). De helt nyuddannede læger, som blev kandidater 2005 og 2006 (n=71), svarede lige hyppigt korrekt i forhold til landsgennemsnittet (54,6 %). Dette kunne tyde på, lægerne erhverver sig viden om lov om patienters retsstilling gennem sit kliniske virke, og viden om loven ikke nødvendigvis erhverves ved den medicinske embedseksamen. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 26
8 Diskussion Denne undersøgelse har belyst forskellige aspekter af lægers viden om lov om patienters retsstilling i klinisk praksis. Undersøgelsen havde et stort deltagerantal med flere typer specialer og afdelinger og en aldersmæssigt stor spredning. Undersøgelsen dækkede læger i klinisk arbejde fordelt over det meste af landet. Der var lige stor deltagelse af læger med og uden speciallægeanerkendelse samt lige stor deltagelse af læger med og uden tidligere undervisning i emnet. En mulig svaghed ved undersøgelsen er, at de besvarende læger kan være påvirket af at spørgeskemaet kom fra Embedslægeinstitutionen /Sundhedsstyrelsen, således at svarene i nogen grad afspejler, hvad lægerne mener, de bør svare, frem for hvad de faktisk ved om loven. Efter at undersøgelsen var afsluttet, havde Sundhedsstyrelsen lejlighed til på Lægedage 2006, at teste over 100 praktiserende læger med en mindre udgave af testen, som kun indeholdt spørgsmål nr. et, tre, fire, seks og ni. I den forbindelse blev både de stillede spørgsmål og de tilhørende svarmuligheder drøftet med lægerne. I flere tilfælde angav lægerne hvad de mente, der var mest korrekt set i forhold til patienten, uden at de havde nærmere kendskab til lovgivningen. Derudover var der enkelte steder, hvor lægerne ikke fandt, at spørgsmålet var helt entydigt, fx vedr. den 16-årige dreng, som beskrevet ovenfor. De fleste praktiserende læger gav inden mini-testen udtryk for, at deres kendskab til loven var dårligt. Direkte adspurgt kendte hovedparten kun ganske lidt til loven og til vejledning om information og samtykke. Der blevet givet udtryk for, at området både var forsømt, samt at det var svært tilgængelig viden. Med en gennemsnitlig andel af korrekte svar på kun lidt over halvdelen, må det konkluderes, at der er et potentiale for forbedring af lægernes viden om lov om patienters retsstilling i det danske sundhedsvæsen. Der var en lille overvægt af korrekte svar hos speciallægerne og læger, der havde fået undervisning i emnet. Endelig var der en tendens til, at den gruppe læger, der blev kandidater før 1970 hyppigere svarede korrekt end læger med en senere kandidatalder. Det psykiatriske speciale havde den højeste andel af korrekte besvarelser (58,2 %) og det medicinske speciale det laveste (54,1 %). Undersøgelsen fandt følgende områder, hvor lægerne især mangler viden til brug i den kliniske dagligdag: 15-17-årige patienters retsstilling informeret samtykke aktindsigt information om komplikationer og bivirkninger Der var kun mindre forskelle på, hvorvidt lægerne i de forskellige specialer besvarede disse spørgsmål korrekt. Dog havde det psykiatriske speciale betydelig mindre besvær med spørgsmålet om aktindsigt. I spørgsmålet om den kriminelle patients retsstilling, var der også flere fra det psykiatriske speciale, der havde svaret korrekt. Lægers viden om lov om patienters retsstilling 27
Godt halvdelen af de hospitalslæger, der blev testet, oplyste, at de ikke havde modtaget undervisning om lov om patienters retsstilling. Viden om patienters retsstilling synes i nogen grad at hvile på erfaring, snarere end at være en del af de nyuddannede lægers viden. Der var således i undersøgelsen en lille overvægt af korrekte svar blandt de ældre læger, speciallægerne og de læger, der havde fået undervisning i emnet. 9 Konklusion Der er potentiale for forbedring af lægernes generelle viden om lov om patienters retsstilling. Undersøgelsen tyder på, at lægerne er usikre på tolkningen af lovgivningen, og ikke ved i hvilke situationer, der er mulighed for at skønne. Sundhedsstyrelsen vil arbejde på at påvirke det præ- og postgraduate undervisningstilbud indenfor dette område bliver bedre. Samtidig vil Sundhedsstyrelsen anbefale at problematikken tages op på afdelingsniveau. Dette vil givetvis kunne føre til bedre håndtering af patienternes rettigheder samt evt. færre klagesager indenfor området. 10 Lovgivning Lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling, Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., Vejledning nr. 162 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., Vejledning nr. 155 af 14. september 1998 om aktindsigt mv. i helbredsoplysninger. Lov om patienters retsstilling erstattes den 1. januar 2007 af lov nr. 546 af 24. juni 2005, Sundhedslovens afsnit III om patienters retsstilling ( 13-49). Lægers viden om lov om patienters retsstilling 28