Pseudo-HDR i PSE11 HDR (High Dynamic Range) er processen, hvor man tager tre eller flere næsten identiske eksponeringer af samme motiv: Et korrekt eksponeret billede (et 0-billede), ét overeksponeret og ét undereksponeret. De bliver så lagt sammen - normalt ved hjælp af et tredjepartsprogram som Photomatix - som erstatter alle de udbrændte højlys i det overeksponeret skud med de korrekt eksponerede højlys fra undereksponerede skud, og vice versa. Pseudo-HDR gør (næsten) de samme ting, men kun ved hjælp af én eksponering. Dette er nyttigt, hvis man ikke har et stativ, eller når der er hurtig bevægelse i motivet, og hvor brug af flere eksponeringer ikke er muligt. Det er også sjovt at prøve på dine normale billeder for at se hvor meget ekstra tonal dybde, man kan føje til et billede. Hvis man spørger en rigtig hard-core HDR-fotograf om pseudo-hdr, ser de helt forkerte ud i ansigtet og begynder på en længere forklaring om troværdighed o.m.a. Baseret på et billede upload ed til hjemmesiden, hvor forgrunden var overbelyst, og baggrunden underbelyst, fik mig til at tænke lidt over begrebet Pseudo-HDR. Der ligger nogle artikler på hjemmesiden (HDR-pseudo & HDR-fake ); men her vil jeg prøve at fortælle det på dansk! Og hvordan gør man så? Det er muligt at eftergøre processen i Photoshop ved brug af lagmasker, men det er en anden historie, som mere hører et redigeringskursus til. For at lave et pseudo-hdr billede, skal vi bruge følgende: 3-parts programmer (Photomatix etc.), hvis vi er i besiddelse af et RAW-foto og ellers: Camera RAW Exposure under Quick i Photoshop Elements Det første punkt springer vi over i denne sammenhæng. Meningen er ellers, at man kan nøjes med et enkelt billede (optaget i RAW-format), og så lave såkaldt ToneMapping på det. Jeg er nødt til at starte med noget andet først: RAW kamera format De af jer, der har avancerede kompakt-kameraer eller enhver form for DSLR-kameraer ved, at man kan vælge, om ens kamera skal skyde i RAW-format eller JPEG-format (der er normalt et valg mellem JPEG og RAW af forskellige kvaliteter).
Når man vælger at skyde i JPEG, betyder det, at når man trykker på udløserknappen, kommer der lys gennem objektivet og lyset rammer den digitale sensor. Så behandles oplysningerne fra sensoren af den interne computer i kameraet efter kameraets indstillinger (valg af hvidbalance etc. samt på baggrund af en indbygget database over en masse foto med lignende fordeling af lys, skygger m.m.), komprimeres til JPEGfilformat, og gemmes på hukommelseskortet. Nu - og det er vigtigt - under JPEG-komprimeringen tabes nogle af de oplysninger, der er optaget af sensoren for evigt! På grund af dette tab, er ens mulighed for efterfølgende behandling i fotoredigeringsprogrammer mindre - hvis man da ikke direkte ønsker at kompromittere kvaliteten. Man er altså blevet mindre fleksibel mht. muligheder. Det er derfor, man kalder det for RAW-format. RAW-format betyder, at alle de oplysninger, der registreres af den digitale sensor på ens kamera under optagelsen er gemt uden komprimering eller forarbejdningen af kameraets interne computer altså som en råfilm svarende til gammeldags negativbilleder. Når man behandler en RAW-fil i ens fotoredigeringsprogram, kan man anvende temmelig radikale tilpasninger til fotografiet uden at kompromittere kvaliteten. En af disse tilpasninger er eksponering. Man kan justere sin eksponering med omkring 2 stop (plus/minus) uden at kompromittere billedkvalitet. Jeg lægger især vægt på tilpasningen af eksponering, fordi det er afgørende for, om vi kan lave pseudo-hdr, men en anden generelt meget vigtig justering er hvidbalance. Den kan man ændre under bearbejdningen/billedredigeringen, selvom man er kommet til at stille den helt skævt under optagelsen - hvis man optager i RAW! Tip: Når man skal lave et overeksponeret billede, husk at man gør dette for de undereksponerede dele af ens endelige fotografi. Hvis der - efter at eksponeringen er sat til +2 - stadig findes sorte områder, prøv da at øge eksponeringen yderligere og/eller justere på Shadows og Black. Den grundlæggende regel er, at ens overeksponeret billedet ikke bør have nogen sorte områder, og dit undereksponerede billede ikke bør have nogen hvide udbrændte områder. Følg denne simple regel, og man skal ende op med et billede med et større dynamisk område. Hvis man trykker på de små trekanter øverst i hvert hjørne (til/fra kontakter), får man visuelt at vide, om der er tabt skygge (blå markering) eller tabt højlys (rød markering):
Tip: Brug histogrammet, som viser fordelingen af lys og mørke. Når man skal danne sit overeksponerede billedet, skal grafen fylde op til højre. Den kan evt. vise overeksponering og udbrændte områder. Det er OK, idet det, man forsøger at undgå, er at grafen klasker op ad venstresiden (undereksponerede, sorte områder). Det modsatte er tilfældet, når man skal lave dit undereksponerede billede, som vist i figuren ovenfor. Grafen skal ideelt set hen til; men ikke op ad hverken venstre eller højre begrænsning, idet der herved tabes information. Bemærk: For at behandle RAW-filer, vil man sandsynligvis være nødt til at installere speciel software; men i Photoshop Elements er der en indbygget Plug-In - så når man åbner en RAW-fil, vil man automatisk få et AdobeCameraRAW-vindue. Man kan også behandle RAW-filer i Lightroom (eller andre RAW-convertere som den gratis RawTherapee, der både fås til Windows og til Mac), og næsten helt sikkert i Picasa). For øvrigt leverer de fleste kameraproducenter gratis (begrænset) software med, når man køber et kamera. RAW-billederne er forskellige fra fabrikant til fabrikant og fra kamera til kamera. Til den store Photoshop kan man (gratis) få en såkaldt Action, der laver ens billede om til et pseudo-hdr: http://finessefx.com/actions/pseudo-hdr/. Og nu er jeg endelig komme til det punkt, jeg lagde ud med: Pseudo HDR Pseudo-HDR billedet er lavet fra en enkelt RAW-fil eller til nød et JPEG-billede. Som jeg skrev ovenfor, kan man ændre eksponeringsindstillinger af en RAW-fil uden at gå på kompromis med billedkvaliteten. Så dybest set åbner man den samme fil to eller tre gange. Hver gang med forskellige eksponeringsindstillinger,
og dette vil tydeliggøre forskellige områder. Således ved undereksponering har man gode højlys, og ved overeksponering har man gode og synlig skyggeområder. Så fletter man disse til et enkelt pseudo-hdrbillede. Man kan godt se, er det ikke et rigtigt HDR-billede altså at man ikke har taget tre forskellige billeder med forskellige eksponeringsindstillinger, men man opnå en lignende effekt. Selvfølgelig er der nogle ulemper. For eksempel, hvis den scene, man skyder, har meget dybe skygger og meget lyse højdepunkter (som på det billede, der satte denne artikel i gang), så kan et enkelt RAW-foto ikke gøre det (og slet ikke et JPEG-billede!), fordi der trods alt er en grænse for, hvor meget eksponeringsinterval, man kan trække fra et enkelt foto. Så pseudo-hdr bruges oftest, når man kun behøver at foretage mindre justeringer af billedet. Til denne artikel forsøgte jeg at bringe pseudo-hdr lidt til yderligheder for at se, hvad der kom ud af det. Som udgangspunkt har vi her et meget underbelyst JPEG-billede (Starbeck Castle i England) men himlen er flot!: Allerede nu kan vi se, at det duer ikke med et billede, der er yderligere underbelyst, så nærværende billede bliver altså vores 0-billede ( udgangspunkt ). Altså er jeg nødt til at lave 2 billeder, der er overbelyst i forskellig grad. Jeg laver et billede, der er med +1,5 og et med +3 i eksponering:
At det sidste billede ser meget fersk ud, er i denne forbindelse lige meget. Det er skyggerne, der er vigtige Det er dem, vi skal bruge! Og hvordan lavede jeg så disse ekstra 2 billeder? Sådan her: Hvis man har en RAW-fil, kommer det helt af sig selv. Bruger man derimod et JPEG-billede, gør man sådan her: Man bruger Open As, finder filtypen Camera RAW og åbner sit JPEG-billede, som var det et RAW-billede!
Og Vupti, åbnes RAW-converteren AdobeCameraRAW (der ligger som et skjult program i selve Photoshop): Først ændrer man eksponeringen. Dernæst gemmer man billedet under et nyt navn gentager med endnu en ny værdi for eksponering, gemmer og trykker slutteligt på Done. Nu har man de 3 billeder, man skal bruge og kan gå videre med at åbne/vælge dem alle i Photoshop Elements.
Alle 3 billeder er nu valgt nede på bundlinien ved at bruge Shift-klik, og dernæst finder man Photomerge under punktet Enhance : Photoshop tygger lige et øjeblik på disse 3 billeder og fremkommer så med et forslag. Man kan ændre lidt på forskellige parametre; men for nu trykkes bare på Done som accept af de foreslåede værdier:
Vi har nu et billede, der er væsentligt forbedret i forhold til udgangspunktet, og når det så lige får rettet perspektiv (borgen vælter bagud grundet kombinationen af objektiv og skudvinkel), så kan det komme til at se sådan ud (hvis man synes, kunne man give det lidt mere farve/saturation): På dette færdige billede kan man så hvis det er ønskeligt foretage yderligere tilpasninger. I indledningen skrev jeg, at man også kunne bruge Exposure under Quick i Photoshop Elements. Her med et andet billede. Indstillingen i midten (nr. 5) er neutral, og man kan enten flytte på skyderen eller trykke på et eller flere af billederne for at få de ønskede eksponeringskompensationer:
Herefter er fremgangsmåden den samme mht. funktionen PhotoMerge. Da jeg som udgangspunkt er vant til Lightroom der faktisk er AdobeCameraRAW i en nøddeskal vil jeg vælge den første løsning (Camera RAW-løsningen), idet der her er mulighed for lidt yderligere tilpasning mht. Shadows, Highlights, Blacks osv. jeg kan sagtens finde på at sætte Highlights til minus 100 og Shadows til et sted mellem +50 og 100 for at få maksimal detalje i skyerne; men for andre vil den sidste (Exposure under Quick) måde at gøre det samme på virke mere rigtig. Det billede, jeg valgte, var ekstremt i den forstand, kameraet var blevet snydt af den lyse himmel og dermed kommet til at underbelyse forgrunden. Ofte starter man ud med et billede, der ligger som et, der hverken har til gården eller til gaden (billedet i midten): Så laver man sig sine yderligere 2 billeder, og kan ende op med et brugbart foto, der bedre fortæller, hvad man selv synes, man så i Venedig en tidlig morgen: