BLANDT KØBENHAVNSKE ARBEJDERE

Hl Arbejdernes Majdag. BLANDT KØBENHAVNSKE ARBEJDERE KULDE man overfor en Fremmed angive, hvor langt den københavnske Arbejderstand er naaet i social Henseende, hvor langt S dens Kamp for Medbestemmelsesret i Byens Forhold har rakt, vilde man vel anføre, at det københavnske Arbejderparti har Flertal i Byens Repræsentation, at en af dets Mænd er dens Formand, og at der i Hovedstadens Magistrat sidder to socialdemokratiske Mænd, en Borgmester og en Raadmand. Det er naturligvis kun de ydre Tegn, men nægtes kan det ikke, at de er særdeles veltalende, ikke mindst med Fortiden in mente. Det er ikke mere end en Menneskealder, siden det københavnske Socialdemokrati var lige saa lidt indflydelsesrigt og socialt og politisk betydende, som det var ildeset og ugleset i Hovedstadens toneangivende Krese. Dets Lære var en Forbrydelse og dets Førere forvorpne Personer, hvem man fuldt ud undte det Forbedringshus og den Landflygtighed, der for nogles Vedkommende blev Følgen af det berømte Sammenstød paa Fælleden, hvor Husarerne med blanke Klinger huggede ind paa Mængden. I København som andet-

GAMLE TIDER 285 steds havde man været vant til at betragte Arbejderen som en Underklasse, der vel nok havde sin Ret til at existere bl. a. fordi man ikke selv kunde existere uden dem men hvis Fordringer om Ligeberettigelse var en Formastelighed, og hvis faglige Sammenslutnings-Forsøg var nær ved at ligne et ugudeligt Oprør mod Tingenes naturlige Orden. Og som altid kaldtes Fortiden og Fortidens Skikke til Hjælp. De gode, gamle Laugstider, da Arbejdsgiveren, Mestren med Svenden og Lærlingen, dannede som én stor Familje og smukke patriarkalske Forhold herskede, det var noget andet! Da fandt ingen Svend paa at sætte sig op mod sin Mester, end sige da forlange højere Løn og andre Vilkaar, end denne selv bestemte, og Drengen tog lydig mod de Klø af Spanderemmen, som hans Herre i retfærdig og forsvarlig Nidkærhed holdt paa at tildele ham. Det var den borgerlige Idyls Dage, da Mester og Svend sad bænkede sammen ved Gildesbordet i Laugshuset eller kørte sammen paa Kaffemøllerne til Charlottes Bøgelund" eller Dyrehavens Skovløberhuse, hvor Mutter bredte Dugen under de grønne Træer og Klukflasken gik paa Omgang fra Mund til Mund. Det var den Gang, da man leverede det propre Arbejde, der kunde holde Generationens Levetid igennem og ikke, som nu, skulde fornyes og repareres efter faa Aars Forløb, og det var længe, før der var noget saa fælt og forbryderisk til som det at lave Strejke. Der er sikkert de Københavnere, som endnu sender en stille Tanke og længselsfuldt Suk til de Dage, og der er ganske aabenbart mange, som med virkelig Bekymring og ildespaaende Hovedrysten er Vidne til det uhyre Fremskridt, Arbejderpartiet har kæmpet sig til, og den store Magt, det sidder inde med. Men Idyllerne har nu en Gang kun deres Frist at leve i, og med Hovedrysten standser man ikke en ny Tid og deres Tanker. Og naar Forandringen kommer saa stærk og saa overvældende, er maaske noget af Grunden den, at man til en Begyndelse saa hidsigt nægtede den nye Bevægelse al Ret til Existens. Og hvad den ikke godvillig fik, det maatte den tage sig! Det kan siges, at den tog for sig af et godt Hjærte og med en Appetit som hos den, der har sultet længe. Aar efter Aar, fra det ene Valg til det andet, vandt Arbejderne frem, først de smaa Skridt, de forsigtige og prøvende, saa de større, efterhaanden som det viste

286 DET RØDE SPØGELSE sig, at det virkelig lod sig gøre at vinde frem. Til den Dag for ikke ret længe siden kom, da Det røde Spøgelse" havde faaet Majoriteten i Byens Styrelse. Det røde Spøgelse! Det er en 1. Maj-Dag. Paa den brede Vestre Boulevard er der stærkt Røre. I tætte Rækker er et stort Tog ved at ordne sig, længer Et Demonstrationstog passerer Raadhuspladsen. og iænger strækker det sig ned mod Havnen, og stadig kommer der Forstærkning til, smaa Processioner med Faner og Musik i Spidsen, der lader sig opsluge af den store. Politiet er mødt mandsstærkt op, men dets Hverv er let; det har kun at anvise Pladsen, lydigt og elskværdigt føjer Folkene sig efter Anvisningen og ordner sig under megen Munterhed. Og over den lange Række glimter Bannernes blanke Spydsodder, i den milde Vaarbrise vifter røde, gule, blaa og grønne Silkeduge med de gyldne Indskrifter og de mange sindrige Symboler, og hele Afdelinger er som skjult under de første lyse Bøgegrene, en levende Foraarsskov. Paa Raadhustaarnet falder Uhrværket til Timeslag, Øjeblikket er inde, og medens det store Orkester falder ind med den gamle Overbyeske Slagsang: Nu dages det Brødre!" sætter Toget sig i Bevægelse. Forrest marcherer en Skare

UNDER FANERNE 287 værdige Herrer i ulastelige Redingoter, paa hvis sorte Klæde de røde Komité-Rosetter lyser dobbelt stærkt, og hvis velafstrøgne Silkehatte lyser i Solen. Bag dem kommer de enkelte Fag, omviftede af talrige Faner, oftest med store Bannere, der djærvt manende eller med ægte københavnsk Gemytlighed med Kæmpebog- Et Arbejdermøde i fri Luft. staver raaber deres Fordringer om kortere Arbejdstid og højere Løn ud over Mængden, eller med hele, sindrigt opbyggede Stilladser, der symboliserer Faget. Dér kommer Hustømrerne, der bærer over sig en hel Tagkonstruktion, hvorpaa Kransen er hejst, dér er Bagerne og Konditorerne med forgyldte Kringler paa hvide Stænger og højt over dem en mægtig flagsmykket Kransekage, dér tropper Hattemagerne frem, hver Mand med sort skinnende Silkehat, nu kommer en Flok af unge Piger, klædt i lyse Foraarstoiletter, med en rød, vimpelprydet Baldakin over sig og kastende Blomster ud til Tilskuerne, dér er de kvindelige Textilarbejdere, nu Jernbanefunktionærerne i deres guld- eller sølvsnorede Uniformer og nu Snedkerne, der bærer en kæmpestor forgyldt Høvl, hvorom grønt

288 BORGEREN OG KAMMERATEN Løv og røde Faner vajer Flok følger paa Flok, Musikkorps efter Musikkorps sætter i, en Sangforening med hvide Huer stemmer op, og Sangen forplanter sig Rækkerne ned. Langs Gaden staar der fuldt af Mennesker, to tætte Mure af Tilskuere, som det ridende Politi har pløjet op for at give Toget Plads, alle Vinduerne langs dets Vej er fyldt til sidste Plads, og der hilses og raabes og vinkes, og Blomster drysser ned over Rækkerne. Det er værd at se paa, dette de københavnske Arbejderes 1. Maj- Tog, og det for andet end det festlige Foraarsskue, det er. Det er støtte og solide Arbejdere at se til, jævne og pæne Borgere, gennemgaaende særdeles velklædte, mange fuldt saa pyntelige som Gadens drivende Herrer, der ser dem drage forbi. Der er et Præg af jævn Velstand og jævn Tilfredshed over disse Mennesker, disse Det røde Spøgelse"s Repræsentanter. De gør ikke Indtryk af at være Folk, der i nogen særlig Grad lider Nød, og som ikke faar deres solide daglige Kost, og de har ikke det onde, skulende Blik eller den fjendtlige, trodsige Holdning, der tillægges dem, der vil styrte Samfundet i Grus og maaske i Morgen kan finde paa at spærre Byens Gader med Barrikader. Det er simpelthen Folk, der gaar til Fest under grønne Træer for at høre paa Taler og synge Sange og strække sig i Græsset ved den velfyldte Madkurv, hvor Snapsen og Bajeren ikke er glemt. Naturligvis er dette dog ikke det hele Billede af den københavnske Arbejder. Han er som Regel fredsommelig og medgørlig som den Dansker, han er, og som Københavner en Smule tilbøjelig til ikke at tage altfor højtideligt paa, hvad der møder ham. Men han har ogsaa Egenskaber af anden og solidere Natur netop de Egenskaber, der har betinget, at hans Stand har kunnet vinde saa langt frem, som den har, i første Række et Sammenhold og en Trofasthed, der er ganske beundringsværdig, og som man ikke finder noget tilsvarende til i andre Samfundsklasser, hvor enhver er sig selv nærmest. De Kampe, det københavnske Socialdemokrati har gennemkæmpet, kan fortælle lidt derom. Gang paa Gang har Arbejderne, særlig i de første vanskelige Aar, bragt de største personlige Ofre for at føre Sagen frem, skønt Udsigterne til et Resultat var rent minimale, sat Penge, Kræfter, Existens ind paa at føre den Sag frem, de vilde tjene, og som dog maaske en Gang kunde blive deres Efterkommere

Efter Maleri af Tom Petersen. SÆLLANDSPORTEN I KASTELLET

NAAR SMAAFOLK ER I NØD 289 til Gavn, selvom de ikke selv kom til at høste dens Frugter. Fagforeningernes Regnskaber kan fortælle højt om, hvor tunge Ofrene har været, hvor faa Kræfterne, der kunde sættes ind, og hvor lang Vejen, inden man kom saa vidt som at kunne føle sig som en virkelig Magt, der var Modstanderne jævnbyrdig. Og den Solidaritetsfølelse strækker sig videre end til at omfatte selve Sagen, den har ogsaa paa forskellige andre Maader mangfoldige Gange givet sig de smukkeste Udslag. De,derkenderlidt til de københavnske Arbejderes Liv, vil vide, at ingen Stands Hjælpsomhed er saa stor som deres. De ved, hvad Smalhans og det, som værre er, vil sige, og denne deres Viden har udviklet den smukke, menneskelige Egenskab der hedder Medfølelse og Barmhjertighed. Den kommer Ved Arbejdet. til Orde i det daglige Liv paa mange forskellige Maader. Det er den, der bringer dem til bogstavelig at dele deres Smuler med dem, der intet har, og det er den, der gør dem det let af en tarvelig Løn at udrede de ofte ikke smaa Bidrag, som Strejkekassen fordrer, og som betydelig forhøjes, naar et eller andet Fag er i Krigstilstand og i særlig Grad trænger til Kammeraternes Hjælp. Men det er dog ganske særlig under de store Nødstilstande, de store Lock-out'er eller lignende vi dog heldigvis ikke har haft overdrevent mange af at den redebonne Vilje til at hjælpe og lindre den Nød, man boer Dør om Dør med, har givet sig de smukkeste Stor-København. 11 19

290 MED SMAA SKRIDT Udslag, hvor man i bogstaveligste Forstand tog fra sig selv uden at vide, hvor den næste Dags Føde skulde skaffes fra. Københavnske Arbejdere er ikke sentimentale, de har snarere en vis but og grovkornet Facon at vise deres Venlighed paa eller en lidt forsoren Gemytlighed, der siger: Skidt, det slaar ikke til alligevel. Men derfor er Medfølelsen ikke mindre og Samfølelsen det heller ikke. Uden disse var det heller ikke lykkedes i Løbet af saa forholdsvis faa Aar at oparbejde Partiet til det høje Standpunkt, det indtager, ikke alene i numerisk Henseende men fuldt saa meget i Henseende til den mønsterværdige Organisation og Ledelse, der i alle politiske og faglige Spørgsmaal kan manøvrere med en Styrke, der alene for Københavns Vedkommende beløber sig til ca. 42,000 Mand. I Virkeligheden er den nuværende Udvikling knap 30 Aar gammel. Ganske vist kan man datere det danske Socialdemokratis Opstaaen fra 1871, da Pio, Brix og Geleff var Arbejdernes Førere og den danske Afdeling af Internationale" stiftedes, men de første Aars Kampe og Fremgang syntes helt at være forspildt, da Pio og Geleff i 1877 forraadte Arbejdernes Sag og flygtede til Amerika. Fagforeningernes Medlemstal var kun nogle ganske faa Tusinder, og da der samtidig ved Førernes Svigten indtraadte en økonomisk Krise, der fremkaldte en almindelig Arbejdsløshed i København, syntes Bevægelsens Dage talte. Arbejderne tabte Modet, Foreningerne opløstes eller sygnede hen, saa de kun bestod af Navn, og Modstanderne triumferede. Det røde Spøgelse" var manet bort for aldrig at vise sig mere! Det aabenbaredes snart, at man triumferede for tidligt. Allerede næste Aar genoprettedes Det socialdemokratiske Forbund", væsenlig paa Initiativ af de samme Mænd, som endnu staar i Spidsen for det store Partis Ledelse, en Organisation med et udelukkende socialpolitisk Program, og i Begyndelsen af Firserne begyndte det sideordnede Arbejde med at faa Haandværksfagene organiserede. Da det var tilendebragt i 1884, tog man fat paa ogsaa at organisere Fagene Landet over, idet Snedkerne i 1885 begyndte at udsende Agitatorer og danne Afdelinger ude i Provinsen og de øvrige Fag snart fulgte Eksemplet. I 1886 sluttede de københavnske Fagforeninger sig sammen under Navn af De samvirkende Fagforeninger", et Navn, der senere, da den store Landsorganisation De samvirkende Fagforbund" dannedes i 1898, forandredes til den nu be-

EN MODERNE ORGANISATION 291 staaende Arbejdernes Fællesorganisation i København", hvis sidste Medlemsliste som sagt kan opvise over 42,000 Medlemmer. Det er en meget stor og betydningsfuld Opgave, som denne københavnske Organisation har sat sig at løse: at være et Slags Arbejder- Raad, en Slags Velfærdskomité for den store københavnske Arbejderstand, en Opgave, som vel nok væsentlig hører Fremtiden til, Naar Gravemaskinen arbejder. men som dog allerede har begyndt at sætte Frugter. Medens alt, hvad der vedrører Lønbevægelser, de dermed i Forbindelse staaende Konflikter o. s. v., er den store Landsorganisations Sag, har den københavnske Organisation sat sig Maal, der ikke alene vedrører Arbejderne som Fagforeningsmedlemmer, men ogsaa som Personer, som Samfundsborgere, som Klasse, og den har i saa Henseende ikke alene materielle men ogsaa aandelige Formaal, specielt paa den almindelige Oplysnings Omraade. Tidligere var det, som bekendt, væsentlig overladt det private Initiativ, men ogsaa denne Side derunder bl. a. ogsaa Teaterbesøg o. 1. forsøger Organisationen at tage sig af, idet man dog naturligvis støtter sig til de alt bestaaende Institutioner. Det er i det hele taget det nye ved Arbejdernes stadig voxende 19*

292 ARBEJDERENS SELVBEVIDSTHED Organisation, at den saa at sige søger at faa sine Medlemmer personlig i Tale, i Stedet for alene at sidde som den øverste, unærmelige Myndighed, der træffer de endelige Bestemmelser om Krig og Fred o. s. v. Og sikkert er Vejen den rigtige, om Arbejderne da, aandeligt og materielt set, har Kræfter til at løse Opgaverne, der vil Der lægges Asfalt. blive flere og flere, eftersom Aaringerne gaar. Thi hvor meget Arbejderpartiet end har naaet, er der jo en lang Vej frem mod det Maal, det har stillet sig. Det har naturligvis ikke kunnet undgaas, at den københavnske Arbejder, hvis Organisation med saa stort Held har arbejdet sig fremad, i nogen Grad er blevet paavirket og præget af denne Succes. Han kan til Tider gøre Indtryk af at være bleven noget vel selvsikker i sin Optræden, maaske lidt for meget overbevist om, at det er paa ham og paa hans Arbejde, at hele Samfundet hviler. Det kan føre til en vis Grad af Stædighed, som det endog kan volde Overledelsens Klogskab og Besindighed Besværlighed nok at faa Bugt med der er ikke faa Exempler paa, at enkelte Fagforeninger har villet hævde deres Suverænitet saa vidt, at de i alvorlige Kon-

LOVLØSHEDEN SAT I SYSTEM 293 fliktspørgsmaal har vist Tendenser til at ville træffe betydningsfulde Afgørelser og det kan føre til, at de højtraabende og stortalende Elementer, der findes her som allevegne, kan faa Lov til at skvaldre op paa en Maade, der ikke altid er tiltalende. Det er dog Undtagelserne. Som Helhed er vel det danske Arbejderparti det fuldkomnest organiserede, vi har herhjemme, og det bedst disciplinerede. Hvem der har overværet nogle af de Møder, hvorpaa vigtige Afgørelser har været truffet, og hvor maaske Udsigten til Ugers eller Maaneders Savn eller Nød har været ganske aabenbar, maa have beundret den Ro og Fasthed, hvormed de skæbnesvangre Beslutninger har været diskuteret og vedtaget, ikke mindre end den Forstaaelse af Situationen og af Samholdets ubrødelige Nødvendighed, hvoraf de har været præget. Det er da ogsaa betegnende, hvor lidt man herhjemme har kendt til de Tumulter og voldsomme Optrin, som i andre Lande synes at være uadskillelige fra Arbejderpartiets Kamp for menneskeligere Vilkaar. Klogt har man indset, at med voldelige Midler naaede man kun at skade den Sag, man vilde fremme, og selv under saa fortvivlede Forhold som under den store Lock-out i 1899 herskede der en saa mønsterværdig Orden i Arbejdernes Rækker, at det vakte den største Beundring langt ud over Landets Grænser. Efterhaanden har da ogsaa Arbejderpartiet tiltvunget sig en Respekt selv hos de mest fanatiske Modstandere, som man ikke skulde have drømt om for en Snes Aar siden. Da lød Parolen paa, at de københavnske Arbejderes Sejr vilde betyde Lovløsheden sat i System og fri Tumleplads for alle lave Drifter. Det var specielt god Latin at tale om de københavnske Arbejderes Usædelighed og Drukkenskab, og man kørte op med haarrejsende Tal om de uægte Børns stedse stigende Mængde og Antallet af de Bajere, en tørstig Arbejder kunde stikke under Vesten i Dagens Løb. Naa, de københavnske Arbejdere er paa ingen Maade Afholds- Engle, saalidt som de gør Krav paa at være Dydsdragoner. I Forholdet mellem de to Køn vil man med Rette kunne tale noget om Løshed, forsaavidt man da betragter Forbindelser, der ikke har Kirkens Velsignelse, som absolut løsagtige. Men nogen Skyld heri tør man ikke frakende den Langsomhed og den Modvilje, hvormed Regeringer og lovgivende Myndigheder efterhaanden gav Plads for den borgerlige Sanktion af Forholdene. Arbejderne har aldrig været

294 RAADHUS KONTRA KIRKE i nogen særlig Grad kirkeligt sindede, og først Indførelsen af den borgerlige Vielse, der nu benyttes i stærkt stigende Grad fra Aar til Aar, har aabnet dem en Udvej, der baade er mindre besværlig ogmindre bekostelig end Kirkens. Sikkert er dog her endnu et Skridt at gøre i alle Parters Interesse. Som man kun nødig gik med til den borgerligevielses Indførelse,ogsom man endnu modsætter sig at gøre den obligatorisk, saaledes har man ogsaa søgt atgøre den saa kontormæssig og saa forretningstør som mulig. At blive borgerligt viet oppe paa Raadhuset har kun grumme lidt højtideligt ved sig, det er en ret tør 'uridisk Akt, der ikke sætter Sindet i større Bevægelse En Passiar over Plankeværket. eller afføder en til Lejligheden passende Stemning. Og dog har man jo i vort skønne, nye Raadhus netop det ideelle Sted, hvor en saadan Højtidelighed kunde finde Sted, og hvor det vilde være grumme let at omgive den med den Stemningsfuldhed, som dog nødig helt skulde mangle ved en saadan Lejlighed. Heller ikke tør det jo siges, at de københavnske Arbejderes Forhold til Spiritus er absolut platonisk. De er sikkert særdeles gode Kunder for Bryggerierne forøvrigt har de som bekendt oprettet

ARBEJDER-PRESSEN 295 deres eget Bryggeri, som sammen med deres Fællesbageri vel nok er det af de cooperative Foretagender, der er slaaet bedst an og der omsættes jo nok en Del af Lønnen i vaade Varer, særlig paa Udbetalingsdagen. Alligevel er det paafaldende at se, i hvilken Grad den aabenbare Drukkenskab, der giver sig Udslag i den offenlige Fuldskab paa Gaderne, er aftaget i Aarenes Løb. Nogen Grund hertil kan man vel nok søge i skærpede Politibestemmelser, men det er maaske nok saa betegnende, at den københavnske Afholdsbevægelse i ganske væsenlig Grad støttes og bæres oppe af Arbejderpartiet. Af de københavnske Afholdsmænds Tusinder kan sikkert de ni Tiendedele henregnes til det brede, arbejdende Lag. At den voxende Ædruelighed blandt Arbejderne staar i den nøjeste Forbindelse med den stigende Oplysning, er selvsagt. Om denne og om Arbejderklassens Forhold til den er berettet andetsteds (under Folkeoplysning), her skal kun gøres opmærksom paa den Rolle, Pressen spiller i saa Henseende. Arbejdernes daglige aandelige Føde er naturligvis Aviserne i saa Henseende deler de Kaar med alle andre Samfundsklasser og for en meget stor Del er det Byens Smaablade, der forsyner dem med den. Uden at gaa disse ærede Organer for den offenlige Mening for nær, kan det maaske siges, at nogen særlig nærende Føde yder de ikke, men Arbejderne har da ogsaa anden Presse end denne, der snarere paaoctroyeres dem, end den naturligt voxer op af deres Trang til Oplysning. De har deres eget Blad Socialdemokraten", og der er maaske næppe noget, der bedre karakteriserer Arbejderne og deres Stilling end netop deres Forhold til dette Blad. Hvad de ellers læser af Aviser, betragter de i hvert Fald som sig ret uvedkommende, dette er deres eget Blad, skabt af dem selv og baaret frem af dem selv til en Magt og Betydning, ingen og maaske mindst de selv havde drømt om. Og dette er gjort uden at imødekomme den Trang og Lyst til overfladisk og tom Sensation, Folk jo ikke plejer at lade sig byde forgæves. Det danske Arbejderblad gaar naturligvis ikke Dagens Begivenheder forbi, det røgter i saa Henseende samvittighedsfuldt den journalistiske Side af sin Opgave, det fører heller ikke nogen Salontone, og det kan slaa baade haardt og rammende, naar nødvendigt gøres, men det ejendommelige ved det er det lidt tunge, ofte meget grundige, halvt videnskabelige Præg, det kan have over sig, og som skabes af de mange og ofte lange teoretiske Udvik-

296 MØRKE DAGE linger og Afhandlinger, der naturligvis væsenlig drejer sig om faglige og sociale Spørgsmaal; værd er det ogsaa at nævne, at Socialdemokraten" gennem mange Aar har været et af de Blade, hvis Artikler om kunstneriske og litterære Emner har været de i alle Krese mest paaagtede. At Arbejderne har baaret et Blad af den Art og Karakter frem og endda til at være et af Landets allermest udbredte det regner nu med et halvt Hundrede Tusinde Holdere taler tilstrækkeligt tydeligt om den Alvor og virkelige Interesse, hvormed det har været omfattet, og om den Modenhed, der er et af Arbejderpartiets bedste Egenskaber. Det er en mørk, trist Vintermorgen. Der er endnu længe, til Solen kommer op og spreder lidt af Nattens klamme Uhygge, hvis den da i det hele taget viser sig de korte Timer, det er Dag, og hist og her brænder endnu en enlig Gadelygte. Føret er skidden Snesjap, og Manden, der arbejder sig frem i det, har en Fornemmelse, som om han for hvert Skridt fremad gled et halvt tilbage. Og det gælder netop om at skynde sig, at ikke Fabriksporten skal være lukket, naar han kommer; det bliver atter en lille Mulkt, foruden hvad der kan falde af af Ubehageligheder. De tidlige elektriske Sporvogne er flere Gange gledet ham forbi, og han har haft ondt ved at modstaa Fristelsen. Men en 1 O-Øre er Penge i disse Dage. Længe har han været uden Arbejde, og nu, da han endelig har faaet noget, er der saa mange Huller at stoppe, at der ikke bliver Raad til nogen Slags Luxus. Der er tomt derhjemme, efter at det meste af Indboet er vandret paa Laanekontoret, baade Konen og Børnene ser en Smule afpillede ud efter den drøje Tid, da hans Hænder maatte ligge ledige, hvor gerne de end vilde tage fat, og Krediten er forlængst brugt op. Der bliver ikke Raad til at skatte til Elektriciteten den Gang, den lange Vej faar vel ogsaa Ende, og paa Fabriken er der i hvert Fald Lys og Varme. Da han endelig er kommen til Vejs Ende i det sidste Kvarter har han maattet sætte Farten op, saa han trods Vinterblæsten har faaet Sveden frem og er sluppen helskindet indenfor Porten, ser han strax, at der er noget usædvanligt paafærde. Den store Gaard er fyldt af en tætpakket Mængde, fra hvis Midte der lyder hidsige Stemmer og forbitrede Raab, hvis Aarsag han hurtig sættes ind i. Det er kommen til en Kontravers mellem en af Arbejderne og en

NAAR KONFLIKTEN KOMMER 297 Værkfører, og inden nogen har kunnet lægge sig imellem, er det endt med, at Manden har faaet sin Afsked paa staaende Fod. Kammeraterne har gjort fælles Sag med ham. Direktøren er blevet tilkaldt, en kort Forhandling har fundet Sted inde paa Kontoret, og den er endt med, at Afskedigelsen er blevet opretholdt. En Trusel om øje- I den store Brødfabrik. blikkelig Strejke har ikke gjort nogen Virkning, og Truslen er blevet sat i Værk. Saa gaar vi, Kammerater," siger Ordføreren, nogle forsigtige mæglende Røster bliver hurtig bragt til Taushed, og i samlet Flok begynder Arbejderskaren at drage ud gennem Porten, der venter dem paa vid Gab. Den nysankomne Arbejder er mellem dem. Det sank saa underligt inde i ham, da han blev klar over, hvad der var paafærde. Saa kort blev altsaa det Arbejde, han havde haabet saa meget af, og som skulde have bragt ham og hans paa Fode igen. Og de derhjemme! Men ikke et Øjeblik er der Spor af Vaklen og Tvivl i hans Sind. Han ved, at der ikke er nogen Vej udenom, og at han ikke vilde

298 FAGFORENING KONTRA HJEM følge den, selvom der var nogen. Det har han lært, fra han kunde skønne, at Kammeratskabets Ubrydelighed er den første og sidste Lov, og han har set Exempler nok paa, hvad Lod der venter den, der bliver Skruebrækker". Hellere end det maa det gaa, som det kan. Han véd nogenlunde nøjagtig, hvorledes det vil gaa. Det er jo mulig, at Konflikten kan blive bilagt, naar nu Sagen forebringes Fagforeningens Bestyrelse, og den sætter sig i Forbindelse med Selskabet. Men Forhandlingerne tager Tid, og han ser igen for sig de mange lange Dage, der begynder lige saa graat og haabløst som de ender. Ja, endnu mere haabløst end før, da han var arbejdsløs. Da kunde han dog hver Morgen vaagne med Haabet om, at Dagen dog kunde bringe det Arbejde, han længtes efter, og af hvilket hele Hjemmets Existens afhang. Nu ved han, at der er lukket af, absolut og uigenkaldeligt, indtil Sagen er ordnet ad lovlig Vej gennem hans Fagforening. Selv om han kunde faa noget andet Arbejde, kunde han ikke tage det, nu han er i Strejke. Og hvem ved, hvad det kan blive til! Hvis nu Forhandlingerne ikke fører til noget Resultat, eller de maaske resulterer i, at der fra Arbejdsgivernes Side rykkes angrebsvis frem og en Lock-out bliver Resultatet! Han har været med til det før, og han ved, hvad det betyder. Nogen Understøttelse kan der jo nok ventes fra Kammeraterne, hvis da ikke Lock-out'en breder sig og hvert Fag faar nok med at sørge for sig selv. Og hvad forslaar desuden Strejkebidragene nu, da han i Forvejen er udsultet og havde den hele Dagløn haardt nødig for bare at klare det vigtigste. Hvorfra skal han faa til at mætte de mange Munde derhjemme, og Konen, der snart venter sig! Der er jo nok Samaritanen, naar den lukker op, der kan han da sende Konen og Børnene hen, selv vil han aldrig kunne overvinde sig til at stille sin Ynkelighed tilskue, og der er vel ogsaa den private Godgørenhed! Men hvad forslaar det altsammen, naar der er saa mange, der skal hjælpes. Ja, og saa er der naturligvis Fattigvæsenet I Kammeraternes Følge er han kommen et Stykke paa Hjemvejen, han hører ikke stort efter, hvad der siges, han har nok i sine egne Tanker. Pludselig har Skaren gjort Holdt foran en Kælderbeværtning, gennem hvis aabne Dør en varm lys Em og mange højrøstede Stemmer slaar imøde. Et Øjeblik strejfer Tanken om dem

ER DU BRÆKKER?" 299 derhjemme og den Krones Penge, han har i Lommen, hans Bevidsthed. Men hvad! De kan saamænd tidsnok faa at vide, hvad der venter, og skal der sultes, saa ligesaa godt begynde idag som imorgen. Han maa vel tale med Kammeraterne om Tingene, og saa er han bleven saa underlig slap i Knæerne, og det suger ham for Brystet, han har jo heller ikke faaet noget ordentligt i sig uden den tynde Kaffe, han varmede sig imorges og drak ude i det kolde Køkken til en Humpel med skrabet Margarine. En Snaps til den tørre Mad, han har i Lommen, vil gøre ham godt, og der er varmt og lyst dernede blandt de andre, hvis Skæbne han skal dele. Der er fuldt nede i den lave Kælder, men der gøres dog beredvilligt Plads til de nyankomne, man rykker tættere sammen om de smaa Træborde, og naar Stolene ikke slaar til, tager man sin Tilflugt til det skrøbelige gamle Billard midt i Stuen eller hejser sig op i den høje Vindueskarm med Øllet eller Kaffen med Brændevin. Snart svøber Røgen fra de mange Snadder eller Beværtningens tarvelige Cigarer sig om alt og alle, og ud gennem Taagen lyder Stemmerne allevegne fra i et Kor, der stiger og falder eller gennembrydes af en høj, skraldende Latter, naar en rigtig drøj Vittighed har faaet Luft. Men overalt er det Strejken, der drøftes, letsindigt og lidt overlegent af de unge og ugifte, der tager den som en ikke helt ukærkommen Afveksling fra Hverdagenes graa, ensformige Slid, mere betænksomt af de ældre, der har Konen og Børnene derhjemme og af trist Erfaring véd, hvad det kan føre til, om der ikke snart kommer en Løsning. Pludselig bliver der Opstandelse ved et af Bordene. En høj, svær Fyr, hvis røde Ansigtskulør er ganske vaskeægte men næppe har været ham helt billigt, har rejst sig med et pludseligt Sæt og har slaaet sin store Næve ned i Bordet, saa Glas og Kopper har danset: Er Du Brækker, Kam'rat!" Ordene gælder en lang, mager Arbejder, der ser ud som den bare Svindsot og nu forskrækket dækker sig for den andens truende Bevægelse. Han har vovet et Par sagtmodige Ord om en lidt lempeligere Fremgangsmaade, og det har været nok til at bringe den Rødes Blod i Kog. I næste Øjeblik er alle stimlet sammen om Bordet med Forespørgsler og Tilraab og Trusler, og den kæmpestore Vært har al sin Myndighed behov for at brede Olje over de oprørte Bølger, som det ene Ord har rejst. Blandt fagorganiserede Arbejdere er der da heller ikke noget

300 BRÆNDEMÆRKET FOR LIVET Ord, der har saa ilde en Klang som Skruebrækker". Og det er ikke alene for den Infami, der klæber ved det, Skammen over at have svigtet Kammeraternes Sag og forraadt den til Fjenden. Ogsaa for de praktiske Følger, det kan have for en Mand at blive stemplet med Navnet. Den danske Arbejderbevægelses Historie har Exempler nok paa, hvad det kan betyde, og hvorledes det kan faa Følger for Livet. Fra Sted til Sted følger det ham, uvægerligt og ubønhørligt, Et Maskinværksted. som var det Galejslavernes Mærke, der synligt for alle var brændt ind i hans Kød. Ingen vil vide af ham, Kammeraterne vil ikke arbejde sammen med ham, og Mestrene og Værkførerne tør ikke antage ham for ikke at faa Konflikt med Folkene. Han er en Spedalsk, en Pestfængt, og overalt, hvor han vender sig hen, følger hans Rygte ham. Han kan rejse til en anden By, maaske til et andet Land, og inden føje Tid har det naaet ham og lukket alle Porte for ham. Der er noget tragisk i en saadan Mands Skæbne, og det kan synes, at den er uretfærdig haard og ubarmhjærtig. Paa den anden Side er den forstaaelig, naar man tænker paa, hvor ofte og hvor meget Arbejdernes Sag har lidt under denne Troløshed fra Kammeraters Side, ikke mindst da den var i sin Opvækst og kun kendte til Modgang. Det har jo været dem, der har gjort saa mange

ARBEJDERENS UGE 301 Anstrengelser til Intet, gjort Savn og Nød forgæves og forvandlet Slagene til Nederlag i Stedet for til Sejr. Og Nederlaget kan være galt nok, naar det er Modstanderne, det skyldes, det bliver dobbelt galt og uudholdeligt, naar det forvoldes af Kammeraternes Svig Holmens Arbejdere gaar hjem. Paa dette Punkt er den københavnske Arbejder uden Naade, skønt han ellers ikke kan beskyldes for at være særlig umedgørlig eller haard af sig. Han er som Regel en jævnt fremkommelig Mand, der tager Tingene som de er uden at gøre altfor mange Ophævelser. Han slider sin graa Dag tilende med nogenlunde Humør fra Værkstedet eller Fabriken fløjter ham ind Kl. 7 eller maaske endnu tidligere og piber ham ud igen ved Fyraftenstid Kl. 6. Lidt træt er han, naar han vinder hjem, og naar Maden, der har staaet og snurret efter ham, er sat tillivs og Piben er røget til Avisen, er det som oftest Sengen, der lokker. For en flittig Arbejder, der har Hus og Hjem at opretholde, gaar Arbejdsugen fra Mandag til Lørdag uden større Afveksling, jævnt Slid og jævn Fortjeneste, og uden mange Sorger for Fremtiden. Han lader hver Dag have nok i sin Plage og spekulerer ikke altfor meget over, hvad der kan ske. Han er i Sygekassen for det Tilfælde, at Sygdom skulde gøre ham arbejdsudygtig for en Tid, hans Arbejdsgiver holder ham ulykkesforsikret, og med de 60 Aar har han Alderdomsforsørgelsen eller, om han er heldig, en af de mange store Arbejderstiftelser, hvor man har det husfrit, fri Lægehjælp og Medicin og dertil en aarlig lille Tærepenge, der

302 DEN STORE ULYKKE kan vokse ved Hjælp af et eller andet Legat eller lignende. Hvorfor da gøre sig unødig Bekymring. Alligevel er der en Ting, der altid staar for hans Bevidsthed som det truende Spøgelse: den pludselige Ulykke, Katastrofen, der tager sin Mands Liv eller gør ham til Krøbling for Livstid. Han har set Eksempler nok, hvor let det kan ske, at en Drivrem kan nappe en Flig af en Bluse og slynge sin Mand op omkring det store Værksted for elektriske Genstande. Svinghjul, at en Maskine kan rive en Haand eller en Arm til sig og have den knust i samme Øjeblik, at et Stillads kan svigte eller en Mur styrte om og begrave Folkene ved sin Fod. Han glemmer aldrig den første Gang, han var Vidne til en saadan Ulykke. Det pludselige, rædselsfyldte Skrig, der hørtes hele Fabriken over gennem Maskinernes ensformige Larmen, staar ham endnu i Ørene, saa den underlige Stilhed, da alt med én Gang standsede og alle strømmede til Stedet. Dér laa den ulykkelige, hans gode Ven og Kammerat, med hvem han for et Øjeblik siden havde vekslet et Par spøgende Ord, som en blodsølet Masse, hvor man knap kunde se, hvad der var Krop og hvad der var Lemmer, en underlig slatten, sammenfalden Bylt, hvor hvert Ben syntes knust Tomme for Tomme, da Kammeraterne forsigtigt gjorde ham fri og fik en Presenning

ET TRIST BUDSKAB 303 slaaet om ham. Det var saamærid ganske ufornødent med Lægen, der straks var blevet tilkaldt; det kunde da enhver se, at saa barmhjærtig havde det store Hjul i hvert Fald været, at det havde taget hans Liv med det samme. Men værst af det Hele var maaske Vandringen hjem til Enken for at fortælle, hvad der var sket. Atter og atter havde han paa Vejen tumlet med, hvorledes han skulde faa det sagt saa skaansomt som muligt. Skulde han varsomt forberede Arbejdernes Kaffevogn. hende eller var det bedst, at hun fik hele Sandheden at vide med det samme. Og saa havde han, da det kom til Stykket, slet ikke behøvet at sige noget. Da han stod ude i det lille Køkken, hvor hun var ifærd med sin Vask, havde hun straks af den usædvanlige Tid og af hans forstyrrede Ansigt læst sig til, hvad der var sket. Hun havde bare set paa ham med forfærdede, spørgende Øjne, og da han bøjede sit Hoved til Svar, var hun sunket om paa Stolen i alt det vaade Tøj, saa hvid som en Væg i sit Ansigt. En saadan Tur gik han nødig igen. Men maaske skulde det engang hænde, at en anden gik den for ham, hjem til hans Hjem med Ulykkesbudskabet. Det var kun en fattig Trøst, at han ifølge Loven var ulykkesforsikret; hvad forslog de faa Hundrede Kroner mod

304 HVOR MAN MORER SIG det, at et Hjem var blevet berøvet sin Forsørger. Han skyldte jo baade her og der, saa det meste gik vel til at faa Sagerne bragt i Orden. Og hvad saa? Det er ikke lystelige Vilkaar at være en Arbejders Enke i København med smaa Børn at forsørge og med saa megen Ære i Livet, at Fattigvæsnet er det store Skræmmebillede og Tiggergangen efter Velgørenheds"-Hjælp ikke stort lettere. Men det er dog ogsaa Tanker af den Art, der bidrager sit til at stive ham af, naar han til Tider kan synes, at det dog er lidt vel store Krav, der stilles til ham i Form af det ordinære Bidrag til Fagforeningen eller det ekstraordinære, naar det gælder at støtte et Fag, der er i Konflikt. De lærer ham maaske bedre end meget andet, hvor nødvendigt Sammenholdet er, og at Arbejderne maa stole paa sig selv, om de skal have en nogenlunde taalelig Stilling. De skylder sig selv det, de har naaet, og den Dag, da de lægger Hænderne i Skødet, betyder Tilbagegang, baade aandeligt og materielt. Derfor behøver han dog ikke at blive Melankoliker, og han er det da ogsaa langt fra. Det svære kropslige Arbejde har en egen Evne til at jage de mørke Tanker paa Flugt og bringe Sindet i en vis sund Ligevægt. Man skal ogsaa nyde Livet, og naar der ikke er altfor megen Smalhans i Hjemmet og Moster" ikke er altfor slunken, lader han sig da heller ikke nøde. Og der er nok, der kalder paa ham, naar Søndagene eller Festdagene oprinder, og der er et helt Døgn eller maaske to inden han igen skal staa ved Arbejdet. Staar hans Lyst til hyggeligt og fredeligt Udendørsliv, kan han for en halv Snes Kroner om Aaret have sin Stump Kolonihave, hvor han selv har tømret sig et Lysthus og hvor det medbragte Smørrebrød smager udmærket sammen med Mutter og Børnene, efter at man har gravet og luget sig varm og træt. Er han mere for det selskabelige, er der Forsamlingshusene, Folkets Hus" som de hedder med et Fællesnavn, hvor han kan træffe Kammerater, og hvor der spilles Komedie eller gives Koncerter under saa tvangfri Former, som den københavnske Arbejder netop holder af at have dem. Og saa forøvrigt al den anden Underholdning og Morskab, som Hovedstaden i rigeligt Maal byder sine Børn, og ogsaa dem, der ikke har Raad til at betale dem for dyrt. Han er ikke nogen fordringsfuld Mand at underholde, og han er heller ikke kræsen med Hensyn til sine materielle Nydelser. Hans Livdrik er Øllet, og som god Socialdemokrat foretrækker han na-