Femstjernet bacon for barnesjæle ***** Claus Mandøe får skolestarterne til at juble over den avancerede gendigtning af De tre små grise. Med rock og rap og ulvetænder. Claus Mandøe har håret fuldt af krøller og hovedet fuldt af krøllede ideer. Og når han står foran en gruppe unger, så krøller han ungerne med ind i sin forestilling. Ikke bare så de hører efter, men så de får lyst til at digte med. Og det er det, der er noget af det allerflotteste ved Mandøes performerkunst: At hans forestillinger hver gang opstår, som om de lige var digtet frem mellem ham og hans tilskuere. I Den sandfærdige beretning om De tre små Grise er Mandøe egentlig ude i et ret avanceret og metaagtigt ærinde. Han vil genfortælle det fortærskede eventyr, men han vil allerhelst gøre det med en lystløgn i stemmen. Kan man det? Jo, Mandøe kan. Ungerne fanger i hvert fald hans tvetydighed med det samme. Og de er ikke bange for at punktere historien sammen med Mandøe. - Hvad sker der så, når ulven kommer hen til murstenshuset? spørger Mandøe. - Ikke noget, svarer et barn. Så er det sagt. Vil I høre sandheden? Claus Mandøe er fortæller. I virkeligheden er hans scenografi og dukker kun udtryk for visuelt overskud, for han har hele eventyret i stemmen. Da han forlader introduktionen og glider ind i fiktionen, bliver hans stemme bogstaveligt talt dybere og dybere og ridset. For det er her, der er noget på spil. Eller som han spørger ungerne: Vil I høre sandheden? Jo, det vil de rigtig gerne. De ved instinktivt, at denne slags sandhed bare er fri fantasi... De tre små Grise er unægtelig en temmelig bastant historie med de tre-gange-hen- til-grisen som en ret
forudsigelig fortællestruktur. Men netop derfor tillader Mandøe sig alverdens underholdende svinkeærinder undervejs. Hans indfald viser sig at peppe fortællingen betragteligt op. Ikke mindst med forskellige melodier både fra bedsteforældrenes barndom og fra ungernes egen hverdag - med Jeg plukker fløjlsgræs og I m a Barbie Girl i livligt mix. Lydmesteren Søren Søndberg har i hvert fald leget, så ungerne sidder og rocker med tilfredse kenderminer. Desuden finder Mandøe på alverdens fjollerim, der får eventyret til at nærme sig rapverdenens rå kynisme. Som han roligt udtrykker det: En bedstemor der ligger stille / skal man ikke lade gå til spilde. Nå, nej. Vil I have dværge eller grise? I det hele taget er denne forestilling en invitation til at bruge et eventyr som rammen om alt det, man synes, er vigtigt at tale om. Eller alt det, som man bare kommer til at tænke på undervejs i en myte. Så her spadserer De syv små Dværge såmænd også forbi i miniature, mens De tre små Grise gør sig lækre på dukketeaterkanten. Alverdens ordspil og grumme jokes kommer i spil: Ingen sukker, ingen kage... Sille Heltofts scenografi er et muntert dukketeater bygget af plader fra Danish Crown - og med herlige rockergrisedukker, der har både øremærke og ring i næsen. Ungerne er med på dukkernes humor fra første øjeblik. Og Kai Büchner har fiffigt iscenesat Mandøe rundt om kassen og inden i kassen, så børnene straks accepterer, at hans fortællerperson findes parallelt med dukkefortællingen: Mandøe som både overgris og førerulv og superman... Vil I tude eller grine? Teatret De Røde Heste har eksisteret siden 1990, og Claus Mandøe har skabt forestillinger til sit teater samtidig med, at han har spillet med i diverse andre forestillinger, ikke mindst hos Gruppe 38. De Røde Hestes glansnummer har været Farvel, Hr. Muffin i samarbejde med Teater Refleksion fra 2005.
Og Mandøe rejser stadig rundt med denne forestilling, som får børn og voksne over hele verden til at snøfte over Hr. Muffin - et lillebitte marsvin, der engang var verdensmester i agurkeløft, men som nu er blevet gammel og derfor snart skal dø... Den sandfærdige beretning om De tre små Grise er dog ikke helt indlysende som Hr. Muffins arvtager. Dertil er den nok for subtil i sin humor og grundlæggende ikke eksistentiel nok. Men målgruppen for de to forestillinger er den samme. Og forståelsen for skolestarternes fantasi og medfølelse har samme Mandøe-strejf: Fornemmelsen for ungernes vilde rutsjen mellem jubel og sorg, hævn og ubekymrethed... I De tre små grise går Mandøe dog også lige til grænsen af 1970 ernes afsløringspædagogik. For om der er nogen af ungerne, der spiser gris? Og så er det frem med baconpakken. Her er hans jordnærhed lige ved at få eventyrets helte og skurke til at brase sammen, for er barnetilskueren så ikke akkurat lige så blodtørstig som ulven? Øh... De kvikkeste af ungerne fatter den beske sammenligning, mens andre bare virrer med hovedet og skyder den fra sig. Men gudskelov får Mandøe travlt med at komme ud af både bacon og eventyr igen: Ind på scenen kommer i hvert fald en politibetjent, sendt som en anden græsk gud ned fra Nordjylland, og han får ungerne til at klukke over de dumme ulve. Og så vinder de klogeste alligevel... Men de ældste får også Mandøe-humoren med sig i den lune slutsætning: Og husk, at tingene ikke altid er, som de bliver fortalt... Og nej. Det er de heldigvis ikke. I hvert fald ikke, hvis fortælleren er Claus Mandøe. Anne Middelboe Christensen Børneteateravisen, januar 2011.
Gem aldrig det bedste til sidst Horsens Børneteaterfestival fylder 25 og byder på nye livtag med fortælleteatret som genre med Gruppe 38 s skrammelteater samt en svineuheldig ulv. 4 hjerter. Hvis man er opsat på at få at vide, hvad der egentlig skete af sindsoprivende ting og sager i historien om de tre små grise sagen er jo, at de var nogle værre svin så var det ikke nogen dårlig idé at opsøge Horsens Børneteaterfestival, der i sidste weekend fejrede 25-års jubilæum. Her kunne man i tilgift til Den sandfærdige beretning om de 3 små grise opleve 37 andre forestillinger. Og det var det ikke bare de sædvanlige fagfolk, formidlere og opkøbere, der havde benyttet sig af, det lokale opland kastede sig over de 8.000 gratisbilletter gennem årene har folk her sandelig fået smag for den kvalitetsopdækning, dansk børneteater kan tilbyde. I modsætning til festivalens storebror, børneteaterfestivalen i april, som skifter by fra år til år, og som er et langt større foretagende lidt af et prangermarked, i år med 160 forestillinger har Horsensfestivalen på forhånd foretaget et kvalitetsudvalg, så der kun præsenteres et mindre udbud af særligt inviterede forestillinger. Det er et kursskifte, som blev iværksat sidste år med nogen splid i miljøet til følge fordi festivalen var blevet for stor og uoverskuelig. Men i år er udbuddet til at overskue med gåafstand mellem spillestederne, hvor man ikke kun kan se velafprøvede succeser, men også en række nye forestillinger. Heriblandt kommer den garvede Claus Mandøe med et skægt forsøg på at rehabilitere den store stygge ulv fra De tre små grise. Hans enmandsteater De Røde Heste har siden 1990 satset på fortællingen i teatret som led i den renæssance, fortælleteatret i det hele taget har fået på børneteaterscenen, typisk i ledtog med nye virkemidler og redskaber samt et mere komplekst fletværk af historier. Således dukker den lådne ulv her op med et hyl på en lille dukketeaterscene, fordi det er gået så galt med hans bedstefar. Og vips skiftes der scene og stil til en lille pap-rødhætte, der skråler I m a Barbiegirl, mens hun svanser lige ind i gabet på bedstefaren som så må ligge tilbage med sten i maven. Grueligt galt går det også for vores lådne ven her, han vil bare låne lidt
sukker hos de monsterpinke grisenaboer, der går rundt med en smøg i flaben og spiller heavy rock. Bare han ikke var så allergisk over for hø og træpollen og når noget først ligger ned, så haps! Men den sidste store motherfucker-gris har parcelhusmuret sig selv inde og kender kun én løsning på ulve med sukkertrang: politi! Her stikker den lange, ranglede Mandøe selv hovedet frem som bøvet betjent, der får buret ulven inde desværre uden at forestillingen får ordentligt gjort op med grisenes svinestreger eller genoprejst ulven. Men Mandøe har som historiefortæller godt tag i sit børnepublikum, også uden for dukketeater-scenen, hvor han afslutter med et: Husk nu, at inde i ethvert barn er der en ulv, og inde i enhver barn er der et barn nåh nej. En god, tvetydig slutsalut lidt uhygge er aldrig af vejen. Netop en sådan glidende overgang, mellem hvornår en forestilling begynder og slutter, er et af de fortællegreb, som er så karakteristiske for børneteatrets evne til at være i øjenhøjde med sit publikum. De sørger typisk lige for at få bygget den bro. ( ) Så længe der er ( ) store stygge grise må man sige, at fortælleteatret lever og har det godt. Monna Dithmer, Politiken 24. september 2010. ***** Hvor vi dog grinede! Stor fortællekunst og komik på højt niveau, når Claus Mandøe blander eventyrene om den lille Rødhætte og de tre små grise, som jo i virkeligheden var nogen selvoptagne svin (?) med attitude, rockermanerer og sig-selv-nok, som ikke vil låne en stakkels høfeber ramt uskyldig (næsten) ulv med en kop sukker til en kage. Det hele spillet i en pakkasse-kulisse lavet af Danish Crown-kasser. Ulven og grisene som handskedukker meget livagtige og huse af både strå, pinde og sten. Herligt! Lene Norup, UCSYD.dk september 2010.