Sommerhus-og Vedligeholdelsesforeningen Grenaa Strand Årsberetningen 2013. Formanden bød forsamlingen velkommen og gav en særlig velkomst til nye medlemmer. Dernæst præsenterede han bestyrelsen, som han fandt, også denne sæson havde gjort et stort arbejde. En god bestyrelse er guld værd, sagde formanden og fortsatte : Vi i bestyrelsen må erkende, at arbejdspresset ikke har været aftagende i det år, som er gået. Der har været mange opgaver. Bestyrelsen har til tider været presset af den store aktivitet, der har været i området, det drejer sig om større eller mindre opgaver, som vores medlemmer sætter os på i løbet af året. Nu er det jo ikke medlemmerne alene, som giver anledning til arbejdet. Bestyrelsen fortager jo også forskellige handlinger i løbet af året. Bestyrelsen er forsat glad for de henvendelser, som vi får fra jer i løbet af året. At løsningerne så ikke altid falder i jeres smag, er så en anden ting. Vi får forsat mange mails og direkte henvendelser. Det gælder ikke mindst formanden, og de fleste af disse henvendelser indeholder gode ting, som vi i bestyrelsen kan arbejde videre på. Det kan være store som små ting, men telefonen bliver da også brugt flittigt. Bestyrelsen er forsat af den mening, at hvad enten det er den ene ellen anden kontaktform, I bruger, så arbejder vi med de forslag, I kommer med. Det er også dejligt, at der er medlemmer, som bruger vores hjemmeside. Her tænker jeg hovedsagelig på vores debatside. Bestyrelsen læser disse indlæg med stor interesse, og som nogle måske har lagt mærke til, er formanden sluppet året igennem uden at blive udsat for én eller anden beskyldning. I øvrigt er der stort besøg på vores hjemmeside, så det er da altid rart at se, når noget går til held.
Generalforsamlingen 2012. Jeg vil godt tage udgang i generalforsamlingen fra 2012. Dér havde bestyrelsen fremlagt et forslag til en beplantningsplan, men den blev skudt ned af de fremmødte. Det har dog vist sig efterfølgende, at skaden ikke var så stor. Der skal nok lige foretages et par operationer, inden såret er helet, rettere sagt ændres lidt i teksten, og hvem ved? Måske kommer den til kræfter igen. Vi havde også et medlem, som var meget utilfreds med vores måde at byde nye medlemmer velkommen på. Denne bemærkning tog bestyrelsen til efterretning og har efterfølgende lavet et velkomstbrev, som er lagt ind på foreningens hjemmeside. Vi har dog det problem, at bestyrelsen ikke har kendskab til, hvornår der tilgår nye medlemmer. For at løse det problem har jeg besøgt alle ejendomsmæglerne her i området, og her fik jeg lejlighed til at orientere dem omkring vores hjemmeside, herunder det omtalte velkomstbrev. De lovede alle, at de ville orientere nye købere omkring sommerhusforeningens hjemmeside; i øvrigt roste alle den. Efterfølgende vil der på deres salgsopstillinger stå en henvisning til vores hjemmeside. Møder. Hvad møder angår, har det været et travlt år for bestyrelsen. I december 2012 blev der afholdt et møde med embedsmænd fra Norddjurs Kommunes Teknisk Udvalg, mødet blev afholdt på Rådhuset i Allingåbro. Bestyrelsen ønskede at få en dialog omkring den fremtidige pleje og vedligeholdelse af sommerhusområdet. Bestyrelsen har ikke været helt tilfreds med, at vores medlemmer ofte skulle henvises til kommunen for at få tilladelse til det ene eller andet og derfra igen blev sendt tilbage til bestyrelsen, som så måtte træffe en afgørelse. Det blev nu fastlagt, at det fremover er bestyrelsen, som tager beslutningerne, når der skal gives tilladelse til ét eller andet i vores fællesareal, det såkaldte grønne område. Det kunne eks. være fældning
af træer. Men det betyder jo så også, at hvis der sker en overtrædelse af de gældende bestemmelser for fjernelse af træ på andens mands ejendom, vil det i værste fald kunne ende med en indstilling til Norddjurs Kommune om at foretage en politianmeldelse. Vi ved jo alle sammen, at det eks. ikke er lovligt at fælde et træ på anden mands grund, ej heller kommunens for nu lige at nævne et eksempel! Det er dog forsat Norddjurs Kommune, som tager sig af alt det, som omhandler byggeri herunder byggesagsbehandlingerne Bestyrelsen fik en henvendelse fra kommunen omhandlende fældning af træer i Klitten og Bag Klitten. Der blev truffet en aftale omkring et fælles møde med beboerne fra området, og her blev der givet en orientering om, hvad der skulle ske. Umiddelbart efter mødet gik vi ud i terrænet, hvor man fik indblik i, hvad der ventede, når den store maskine begyndte at arbejde. Beboerne fik mulighed for at montere et rødt bånd på de træer, som man gerne ville undgå at få fældet, dog uden nogen garanti, plantagen tilhører jo kommunen. I samme forbindelse forhørte bestyrelsen kommunen, om det var muligt, at de kunne ordne den lille plantage ved Polderrevsvej. Denne henvendelse fik stor betydning, for det viser sig, at dette areal tilhører de 9 beboerne, som i dag har sommerhus det pågældende sted. Kommunen viste sig nu fra den gode side og i samråd med beboerne fik man den samme ordning, som man havde i Klitten, og det vel at mærke uden beregning. Efterfølgende blev der afholdt møder med de samme 9 beboere på Polderrevsvej. Man ville gerne have ændret vedtægterne, således at det fremgik, at de var lovlige medlemmer af sommerhusforeningen. Møderne blev holdt i en god ånd. Det første møde afholdtes på Hotel Havlund med deltagelse af en embedsmand fra kommunen. Det blev besluttet, at beboerne skulle oprette en grundejerforening, som så skulle ansøge kommunen omkring de omtalte ændringer i vedtægterne.
Beboerne har igennem årene været medlemmer af sommerhusforeningen og betalt det fulde bidrag. Efterfølgende er der sket det, at de i dag er optaget som lovlige medlemmer i foreningen. Tilbage står nu, at den omtalte plantage bliver målt op i 9 lige store parceller, og herefter er der ingen tvivl om, hvem der skal holde den lille plantage. Bestyrelsen har lovet at være beboerne behjælpelig med at få det sidste på plads. Der har været endnu et møde med Norddjurs Kommune. Det drejer sig om adgangsforholdene til stranden fra Pilevej. Der er to stier, som går fra Polderrevsvej til Kystvejen. Her vil den nordlige blive uændret, den munder jo ud ved Dronningens Ferieby. Den sydlige sti fra Polderrevsvej til Kystvejen vil blive ændret, således den starter lige ud fra stien som kommer fra Pilevej. Fælles for begge stier er, at der vil blive opsat nye gangbroer over grøften ved Pollerrevsvej, og de vil have en sådan bredde, at man kan komme over med barnevogne og kørestole. Bemærkninger fra medlemmerne: Bestyrelsen har i årets løb haft en del henvendelser gående på naboer, der ikke klipper sin hæk, eller at grene fra naboens træer gror ind på anden mands grund. I de tilfælde, hvor man ikke kan blive enig med sin nabo, kunne løsningen måske være, at man retter henvendelse til Norddjurs Kommune med ansøgning om, at man gerne vil have besøg af hegnssynsfolkene. Jeg mener, at det i dag koster omkring 1800 kr. for et besøg. Bestyrelsen vil ikke blande sig i sådanne sager. Bestyrelsen får også henvendelser omkring megen kørsel med Taxi (busser) her i området. De starter fra morgenstunden og kører til sent om aftenen, og så spørges der, om disse busser må parkere i det grønne areal. Bestyrelsen har bedt om at få disse klager skriftligt og med underskrift.
Man kan vel godt sige, at parkerer man sin bil, skal det ske på egen matrikel, og endelig står det jo også i lokalplanen, at der ikke må drives erhverv fra sommerhusene. Vi har medlemmer, som er lidt bekymret over alle de tyverier, som forekommer i mange sommerhusområder. Det er heldigvis ikke mange tyverier, vi har i vores område. Bestyrelsen har forhørt sig rundt til flere sommerhusforeninger, og rigtig mange steder er der begået mange tyverier samt hærværk i sommerhusene Det er vi heldigvis delvis forskånet for, og det skyldes sandsynligvis, at vi efterhånden har mange fastbeboende fordelt i sommerhusområdet. I flere sommerhuskvarterer har de ansøgt om at få sat bomme op på vejene med den begrundelse, at tyvene ikke gider slæbe af sted med diverse tyvekoster. Så lad os stå sammen og udveksle telefonnumre med hinanden, så vi ved fælles hjælp kan undgå disse kedelige indbrud. Vi har stadigvæk problemer med affaldsposer, som bliver rykket i stykker, og som følge deraf flyder det med diverse affald rundt i området. Bestyrelsen har før henstillet, at man sørger for, at ens skraldespandsstativ er forsvarligt lukket, og den henstilling giver vi gerne igen. Vi mener, problemet løser sig selv, for det rygtes, at i nær fremtid skal de gamle spande udskiftes med nye lukkede typer. Sidste år gav jeg udtryk for, at det var muligt med en rabatordning hvis der var flere medlemmer, som bestilte udskiftning af de ventiler, som vi har i vores vandursbrønde. Hvis man ønskede udskiftningen, ville jeg godt påtage mig at modtage ordren og sende den videre. Der var 7, som meldte sig. Et af vores medlemmer har klaget over støj fra naboen. Håndværkerne begynder at støje med deres maskiner tidligt om morgenen. Der blev
spurgt, om der ikke er regler for, hvornår man må igangsætte med støjende adfærd. Vi er vel alle sådan indstillet, at hvis det er én selv, som skal have et stykke arbejde udført, henstiller vi vel ikke til håndværkeren, at han skal blive i sin skurvogn til et bestemt klokkeslæt? Jeg har dog personligt haft en henvendelse fra en håndværkmester, som spurgte, om det var i orden, at han igangsatte et støjende stykke arbejde kl. 08.00. Omkring større arbejder i bestyrelsen Jeg har allerede nævnt nogle eksempler, men der er på det sidste sket flere tilfælde af selvtægt. Hvad vil I sige til, at I sidder ude for at nyde morgenkaffen, og så pludselig opdager I, der mangler et træ i haven. Jeg er helt sikker på, at I vil få kaffen galt i halsen. Da bestyrelsen fik kendskab til, at der pludselig manglede et af de store bøgetræer på Bøgevej, blev vi først og fremmest meget skuffede. Vi har også andre eksempler på, hvor folk simpelhed har klippet træerne helt ind til stammen, således der i dag kun står en nøgen stamme tilbage, og det er vel at mærke i begge tilfælde træer, som står på anden mands matrikel, ja, også her er der tale om træer i det grønne område. Disse grove tilfælde har bevirket, at vi har lavet nogle retningslinjer for fældning og beskæring af træer i det grønne område. Disse retningslinjer ligger i øjeblikket til gennemlæsning hos en advokat. Vi i bestyrelsen ønsker, at vi følger gældende lovgivning på dette område. En lille advarsel til alle sommerhusejere. Disse retningslinjer slutter med følgende tekst : I tilfælde af, at overnævnte retningslinier ikke overholdes, vil der ske en politianmeldelse. Så kære sommerhusejer hjælp os, så vi aldrig får behov for at bruge en sådan anmeldelse.
Jeg er i besiddelse af referater på domme andre steder fra. De lyder på op til 500.000 kr. for at vælte træ på anden mands grund. Vi har jo selv haft et eksempel i vores egen område, som lød på noget over 100.000 kr. Når de omtalte retningslinier er blevet renskrevet, vil de blive lagt i alle medlemmernes postkasser samt lagt ud på foreningens hjemmeside. Jeg kan lige føje til, at bestyrelsen på det seneste bestyrelsesmøde har besluttet, at man vil indhente sagkyndig bistand, som skal rådgive bestyrelsen omkring træerne på eks. Bøgevej, om de kan tåle at blive beskåret, eller de skal fældes. Uanset udfaldet, vil arbejdet blive igangsat i efteråret 2013. Når vi er ved at tale om træer, kan jeg oplyse, at Rønnetræerne på Pilevej er blevet beskåret. Som udledning af de erstatningskrav, der igennem de sidste par år har været rejst over for formanden, har bestyrelsen undersøgt, om der var mulighed for at tegne en forsikring mod noget sådant, men her kan vi ikke komme det nærmere end med den forsikring, som vi allerede har tegnet. Det vil sige, man kan jo forsikre sig mod alt, hvis man vil betale. Når vi nu snakker forsikring, har bestyrelsen også undersøgt, hvorledes vi kunne forsikre os imod, at kassereren ikke rejste til syden med familien, finansieret af sommerhusforeningens kassebeholdning. Men en sådan forsikring vil også løbe op i mange penge. Bestyrelsen har i stedet truffet foranstaltninger for, at hvis der skal hæves et større beløb i banken, så kræver det to underskrifter, og det skal i hvert tilfælde være kassereren og formanden. På et bestyrelsesmøde kom det frem, at man syntes, formandsposten skulle aflønnes med ét eller andet beløb. 10.000 kr. blev nævnt, og det var begrundet med det store arbejde, som efterhånden fulgte med, men da den nuværende formand ikke ønskede betaling, frafaldt man forslaget.
Der har været ønske om, at de veje, som runder ud mod heden, får vejskilte med vejnavne. Hvis man ankommer til sommerhusområdet på cykelstien, kan det være svært at finde den rigtige vej. Bestyrelsen har i den forbindelse rettet henvendelse til kommunen for om muligt at få opsat små skilte i kanten af heden, her tænker vi på de små træskilte, som står flere stedet rundt i plantagen. Trafik: Den kørende trafik i sommerhusområdet skal være opmærksom på, at der i hele området er højre vigepligt, det vil sige, at trafikken på de to store veje er ikke fredet. Kører man på Lyngvej eller Pilevej, skal man holde tilbage for trafikken som kommer fra højre side. Det skulle jo heller ikke give de store problemer, for der er vel ingen som kører over 40 km. i timen i området! Entreprenør: Bestyrelsen er forsat godt tilfreds med det arbejde, som bliver udført af vores entreprenør Anders Bilde. Han er altid parat til at yde en ekstra indsats, hvis der er behov for det. Fra bestyrelsen skal der lyde en stor tak for et godt samarbejde i årets løb. Slutbemærkninger: Vi håber, at mange af vores medlemmer forsat vil bistå med mange gode idéer, såvel små som store. Det er altid dejligt for en bestyrelse, at medlemmerne er aktive. Det er nok ikke alle, som vi kan tilgodese, men ind imellem vil der være nogle gode idéer, som måske kan blive til gavn for os alle, så vi i bestyrelsen vil gerne sige tak til jer alle og det med bevidstheden om, at skulle vi komme på afveje i bestyrelsen, skal I nok være der, så vi kan komme på rette spor igen.
Vi må forsat sige, at vi har et fantastisk godt samarbejde med embedsmændene i Norddjurs Kommune. De er meget lyttende, når vi kommer med forslag eller gerne vil have dem med i ét eller andet projekt. Bestyrelsen vil derfor gerne sige tak til alle vores samarbejdspartnere i kommunen. I den forbindelse vil vi også takke Flemming, som forsat holder det grønne areal ved tavlen. Der skal også lyde en tak til vores to revisorer, de er altid oppe på mærkerne, når der er brug for dem. Jeg vil her til sidst takke bestyrelsen for det gode samarbejde Det kan godt være, at I har givet udtryk for, at formanden har meget at se til i foreningen, men hvis jeg ikke havde sådan nogle aktive bestyrelsesmedlemmer, var det heller ikke muligt, at vi kunne brede os så vidt, så rigtig mange tak for det gode samarbejde. Jeg går ind i mit sidste år som formand med ønsket om et forsat godt samarbejde med bestyrelsen, men så sandelig også med alle vores medlemmer. Sluttelig vil jeg ønske jer alle en god pinse og hav en rigtig god sommer. Tak for i lyttede med. Erik Laursen Formand