h u sfo r bi nr. 89 september 2009 pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren køb kun af sælgere med synligt id-kort Flygtninge ender på gaden hjemløse margretha Vigtigt at være ren og pæn Vennerne fra bænken gør hovedrent
h u sfo r bi leder UDGIVER: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, baghuset 2., 1131 København K Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: Stig Tarnow stig@husforbi.dk REDAKTØR-TEAM: Tina Juul Rasmussen, tlf. 2990 2424 tina@husforbi.dk Karen Pedersen, tlf. 2990 2424 karen@husforbi.dk SALGSMEDARBEJDER: Leif Baran, tlf. 3132 8456 leif@husforbi.dk DEBATINDLÆG OG ANNONCER: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 1. oktober. BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen bidrag. DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: tlf. 3132 8456 (se listen af distributører på www.husforbi.dk). ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller karina@notat.dk FORSIDEFOTO: Holger Henriksen LAYOUT: salomet grafik TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland OPLAG: 70.000 LÆSERTAL: 395.000 (2. halvår 2008) jf. Index Danmark/Gallup ANTAL SÆLGERE: ca. 500 ISSN: 1397-3282 OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996, avisen kommer nu en gang om måneden. Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det, man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Vi støtter Hus Forbi Netværk rykker Gang på gang slår undersøgelser fast, at samfundets mest udsatte på ingen måde kommer let til tingene. De levere kortere, er i en ussel sundhedsmæssig forfatning, har færrest penge, er langt fra arbejdsmarkedet og døjer med både misbrug og psykiske lidelser. For ikke at tale om mangel på netværk og muntre fremtidsperspektiver. Nu er der kommet endnu en undersøgelse, denne gang om flygtningefamiliers risiko for at miste deres bolig. Og ikke overraskende er risikoen for dem markant højere end for danskere. Faktisk dobbelt så høj. Forklaringen er bl.a., at mange flygtninge er dybt traumatiserede og ikke har noget netværk at læne sig op ad. Det gør en almindelig tilværelse svær at håndtere, og i processen med bare at overleve mister en del altså deres bolig. For mange ender turen på en boform for hjemløse, hvor misbrug af både alkohol og stoffer er udbredt og ifølge Jamal, flygtning fra Somalia, en nødvendighed for at overleve i det miljø. Herfra er det ikke svært at gætte, hvordan den negative spiral kan fortsætte. Interessant nok sker det samme ikke for indvandrere, som kommer hertil. Angiveligt fordi de bliver familiesammenført med deres slægtninge og derfor fra begyndelsen Nu kan netværk jo ikke sættes på finansloven eller bevilges over satspuljen. Derfor må der andre, kreative tankesæt i spil. Også i kommunalt regi. For det nytter ikke noget bare at smide folk ud af deres lejligheder. har et netværk, som støtter og hjælper dem med at finde deres ben i det nye liv. Med andre ord har et godt netværk altså betydning for, hvordan man klarer sig, hvis man er sårbar eller udsat. At det også gælder danskere, bekræfter historien om Egon Sanders med al tydelighed. Egon havde isoleret sig i sin lejlighed med sin førtidspension efter et liv med alt for mange bajere. Her var han stille og roligt groet til i sit eget skidt og møg. Da han fik brug for hjemmeplejen, måtte kommunen i første omgang sige nej, fordi forholdene i lejligheden ganske enkelt var sundhedsskadelige. Og kommunen måtte afstå fra at hjælpe Egon, hvis han ikke selv ville betale for en hovedrengøring. Det ville Egon ikke. Men så rykkede vennerne på bænken gennem et lokalt, socialt projekt, der netop handler om at skabe netværk og hjælpe folk ud af isolation i deres lejligheder. En af brugerne i projektet har knoklet med at få Egons lejlighed forvandlet til en værdig og ikke-sundhedsskadelig bolig. Og Egon er lykkelig. Nu ser han andre end bare katten Molly og menneskene i fjernsynet, som han plejede at skælde ud på, hvis han var vred. Fordi der ikke var andre. Nu kan netværk jo ikke sættes på finansloven eller bevilges over satspuljen. Derfor må der andre, kreative tankesæt i spil. Også i kommunalt regi. For det nytter ikke noget bare at smide folk ud af deres lejligheder. Eller sige, at man ikke vil hjælpe dem, fordi lejligheden er for ulækker. Så er man blind for, at det netop er symptomer på, at noget er helt galt. Og at det er her og nu, der er brug for en kvalificeret og målrettet indsats. En indsats, der som i tilfældet Egon ikke behøver at koste et jagerfly, men blot handler om omsorg, opmærksomhed og en hjælpende hånd på det rigtige tidspunkt. Men måske har vi ikke fået lige netop den rapport eller undersøgelse endnu. Og så er det jo svært at gøre noget. God læselyst. Karen Pedersen og Tina Juul Rasmussen Hus Forbis redaktørteam Vil du også støtte Hus Forbi? Det koster 5.000 kr. om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk 2 HUS FORBI nr. 89 september 2009
indhold 16 18 22 26 29 Udsatte Legene Socialt udsatte har gennemført det største OL i Danmark. Når livet gør ondt I Aalborg kan mennesker i krise få et lyttende øre på landets eneste sociale skadestue. Frivillighedens fødsel Hattedamerne lagde grunden til nutidens velfærdsstat. Samtaler med Gud Amerikanske Neale Donald Walsch var hjemløs, nu er han verdensberømt forfatter. Hvorfor bliver man hjemløs? Få svaret på Hus Forbis nye børneside. 4 18 Jeg vil ses som kvinde Livet på gaden gør det svært for kvinder at pleje forfængeligheden. 12 24 - Overraskende mange mænd udsættes for psykisk og fysisk vold af deres samlever. Kvinderne truer dem med alt fra anmeldelse for incest, til at de aldrig igen får lov til at se børnene. 8 Smidt på gaden Faren for at miste boligen er dobbelt så høj for flygtninge som for danskere, viser ny undersøgelse. 20 7 mindeord 11 kommentar Hjemløse i andre lande behandles bedre end i Danmark, mener Johnny Buchholtz. Sundhedsfarligt hjem Egon var groet til i skidt og møg i sin lejlighed, men fik hjælp fra vennerne på bænken. Hjemløs i Tokyo Også Japan har sine hjemløse. Finanskrise og arbejdsløshed skubber flere ud over kanten. Vagabondens nye liv Før var Bjarne Buhl landevejsridder, nu er han hoteldirektør og livsnyder. 15 28 30 noter vorherres køkkenhave et billede fra gaden foto Holger Henriksen Tørretøj. Knasten tørrer sit tøj på Kultorvets fliser i hovedstadens høje sol. Et fast ritual, både når det har regnet, og når han har fået vasket klunset. Og nåde være den, der træder på det. Hans sko vil stå alene, går rygtet. 32 historie fra gaden Fra kogesprit til ret køl Long John fra Hjørring boede ti år i en p-kælder. HUS FORBI nr. 89 september 2009 3
Vigtigt at segodt ud Det daglige toilette er besværligt, når man bor på gaden, synes Margretha Orrvik. Ofte forsvinder hendes taske med makeup, parfume og andre personlige ejendele. Alligevel er hun forfængelig og holder sig ren. af Marisa Matarese marisa.matarese@gmail.com foto Holger Henriksen - Jeg fik stjålet min taske i går på Hovedbanegården. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede, var tasken med min medicin, sygesikringskort og bankkort væk. Min læbestift, min mascara, min hårbørste er væk. Det er for meget. Margretha Orrvik er 60 år, og hendes accent afslører, at hun kommer fra den anden side af Sundet. Hun har boet på gaden on and off siden 1998. Hun flyttede på et tidspunkt tilbage til Sverige for at være tæt på sin nu 42-årige søn og hans familie. Håber, de ser mig som kvinde Margretha Orrvik plejer sine sår fra gårsdagens oplevelse med en elefantøl på Jernbanecaféen bag Hovedbanegården. Hun hiver en lille, blomstret toilettaske med forskellige cremer, shampoo og hygiejnebind op af sin gule Hus Forbi-taske, som ikke blev stjålet. - Det er vigtigt for mig at være ren og pæn og se godt ud, når jeg er ude blandt mennesker. Jeg håber, de ser mig som en kvinde, siger hun og lægger hovedet lidt på skrå, så hendes kastanjefarvede silkehår falder ned over ansigtet. Hun sidder i en olivengrøn velourdragt, og en matchende olivengrøn undertrøje kan ses under lynlåsen. - Det sker, at jeg går i kjoler. Men det er mest praktisk at gå i mandetøj. Jeg har altid gået i mandetøj. Tøjet får hun bl.a. fra Reden (værested for kvinder på gaden, red.) eller Mariatjenesten (hjælpeorganisation under Kirkens Korshær, red). - Når jeg sover på Reden, vasker de mit tøj om aftenen. Man skal være hurtig for at få sit eget tøj tilbage. De lægger det bare i en bunke, og så vælger den, som kommer først. Hun lister et par råhvide silkebukser med broderier ud af sin blå plastikpose og holder dem op. Dem har de ikke vasket. Til gengæld har de vasket hendes råhvide Only-sweater. Hun holder den op foran sig og ryster på hovedet, inden hun folder den sammen og lægger den tilbage. Den er krympet til børnestørrelse. - Jeg savner at se godt ud og at kunne pynte mig. Jeg kan ikke selv vælge, hvad jeg vil pynte mig med. Bliver et projekt at vaske sig Forfængelighedens største udfordring for kvinderne på gaden er, at de ikke selv kan vælge det tøj, de går i. Ofte mister de deres personlige ejendele, og dermed bliver omstændighederne for at opretholde de rutiner, som er dagligdag for os andre, vanskelige for kvinderne på gaden, forklarer overlæge Merete - Man mister værdigheden, når man ikke kan leve op til de generelle krav, der er til opførsel og udseende og falder igennem. Merete Nordentoft, overlæge, Psykiatrisk Center Bispebjerg Nordentoft fra Psykiatrisk Center Bispebjerg i København. - Det bliver omstændeligt at bevare sine briller og passe på de forskellige remedier til at ordne sig; remedier, som vi andre har med os eller har hjemme på badeværelset, men som bliver stjålet, forsvinder eller bliver ødelagt, når man bor på gaden. Derfor bliver bare det at kunne rede sig, sørge for at sætte tøjet og få det vasket et projekt, siger Merete Nordentoft. Alligevel giver mange kvinder på gaden ikke op. Hver gang Margrethas ting forsvinder, starter hun forfra med at skaffe nyt. - Det handler om værdighed, mener Merete Nordentoft. - Et er, at noget er gået så galt for en kvinde, at hun må gå på gaden. Noget andet er, når det bliver så tydeligt, at alle kan se det. Nogle psykisk syge lægger ikke vægt på det, hvilket gør det tydeligt, at de er en fiasko. Andre forsøger med almindelig påklædning og ved at være soignerede at signalere, at de stadig er en del af samfundet. Man mister værdigheden, når man ikke kan leve op til de generelle krav, der er til opførsel og udseende, og falder igennem, siger Merete Nordentoft og supplerer med et eksempel: - Jeg kørte igennem Tietgensgade og så en mand sidde oven på en skraldespand. Det gik op for mig, at han sad og sked ned i skraldespanden ved siden af busstoppestedet. Midt i det pulserende liv. Han har mistet værdigheden og meldt sig meget tydeligt ud. Går op i deres udseende De personlige rutiner, som bliver besværlige på gaden, kan Margretha og andre kvinder på gaden få lidt hjælp til på Reden. - Her kan kvinderne bade. Vi har et skab med shampoo, parfume, makeup osv., som de kan benytte. Hvis vi har meget, kan de tage tingene med sig, fortæller Maria Clausen, som arbejder på Reden i København. Reden tilbyder også at vaske kvindernes tøj. Når det er rent igen, indgår det i en fælles bunke, hvor først til mølle-princippet gælder. Ifølge Maria Clausen er kvinderne ret velsoignerede. - Da jeg startede herinde, troede jeg ikke, at kvinderne gik op i, hvordan de ser ud. Det gør de. De er lige så meget kvinder som alle os andre. De har bare ikke den samme mulighed for at vælge tøj og dufte. De har kun de muligheder, vi giver dem, siger hun og fortsætter: - Vi ser enkelte kvinder, der ikke prioriterer deres udseende. Især når de har dårlige perioder. Hvis de kommer herind og er usoignerede og lugter, opfordrer vi dem til at tage et bad, fordi vi mener, at det kan forbedre deres 4 HUS FORBI nr. 89 september 2009
- Det er vigtigt for mig at være ren og pæn og se godt ud, når jeg er ude blandt mennesker. Jeg håber, de ser mig som en kvinde. Margretha Orrvik, gadehjemløs HUS FORBI nr. 89 september 2009 5
tilstand. Vi kender det fra os selv. Efter en lang dag kan et bad få en til at føle sig bedre tilpas. Savner sin hund og sine tænder - Jeg har ikke været i bad i dag, fordi jeg har mistet min taske. Det har jeg det ikke godt med, siger Margretha og tilføjer med et fjernt blik: - Men man kan vænne sig til alt. Jeg har mistet et helt hjem. Jeg havde et smukt hjem i Sverige, siger hun og fortæller, hvorfor hun endte på gaden i København: - Jeg blev smidt ud af mit hjem, selvom jeg havde tre måneders opsigelse. Udlejeren lukkede for strømmen, fjernede min postkasse og truede mig. Politiet gjorde intet. Så tog jeg til Danmark med min hund, Bella. Hun får tårer i øjnene, når hun taler om sin hund. - Jeg måtte ikke tage den med i Hillerødgade (herberg for hjemløse, red.), så vi sov på gaden. Tre gange i træk blev jeg rullet. Bella er ingen vagthund. Hun er glad for alle mennesker. Derfor gav Margretha Bella til en dansk familie. - Jeg mangler tænder for at kunne stå på en scene og synge foran mennesker. Jeg skal have nogle nye tænder. Margretha Orrvik, gadehjemløs - Det værste var at skulle give min hund væk. Det gør ondt i mig. Men jeg ved, at hun har det godt. Hun bor på landet og tager en masse høns, siger hun og vender hovedet fnisende væk for at skjule, at hun mangler sine tænder. Ud over Bella savner Margretha sine tænder. Hun har kun få tilbage i munden. Sidst hev tandlægen syv tænder ud på én gang. - Jeg er født med dårlige tænder, siger Margretha. På Jernbanecaféen spiller de Eric Claptons Tears in heaven. Margretha falder hen og lukker øjnene. - Jeg kunne godt tænke mig at synge jazz. Jeg har sunget lidt for mig selv, siger hun og falder hen igen. Hun retter hovedet og siger: - Jeg mangler tænder for at kunne stå på en scene og synge foran mennesker. Jeg skal have nogle nye tænder. Efter at Sorri blev kæreste med Knasten, har hun lært ham at gå i bad. - Hvis han ikke har rene hænder, vil jeg ikke have, at han rører ved mig, siger Sorri. Renlighed holder Sorri ung Sorri bor på gaden, men går i bad hver dag. For hende er renlighed det vigtigste for at holde sig ung og frisk. af Marisa Matarese marisa.matarese@gmail.com foto Holger Henriksen Sorri Andersen står og spiser en rullepølsemad på Kultorvet. På mærkværdig vis flyver rullepølsen af. I irritation kaster hun rugbrødet med smør på jorden til en af de tilstedeværende hundes store glæde. - De andre kvinder kan ikke forstå, hvorfor jeg holder mig så godt. Jeg sørger altid for at spise og holde mig ren, fortæller Sorri Andersen. Hus Forbis fotograf skød hende til at være 24 år, men hun er 40. Hun er en spinkel kvinde på 50 kilo, der har boet på gaden i fem år. Da hun forlod sin kæreste og stoppede som selvstændig bygningsmaler i Aalborg, købte hun en enkeltbillet til København. Nu er fortovet uden for et supermarked i Indre By hendes og kærestens hjem. Toilettet ligger på Café Klaptræet, nogle hundrede meter væk. - Jeg får lov til at bruge deres toilet, fordi de kender mig. Jeg vil ikke bruge det offentlige klamydia-toilet, siger hun og peger over på den grønne boks. Nødt til at drikke på gaden - Det er hårdere for kvinder at bo på gaden end for mænd. Kvinder er mere udsatte end mænd på grund af volden, fortsætter hun. Vold, mangel på mad og hygiejne betyder, ifølge Sorri, at hjemløse dør i en tidlig alder. - Jeg kan se, at de, der lever på gaden, sjældent bliver gamle. Kvindernes ansigter bliver medtaget af alkohol. Jeg ser ikke selv sådan ud, selvom jeg drikker, siger hun og bestiller en 4,6-procents-øl på Klaptræet, da de ikke har en på 10,4. - Man kan ikke bo på gaden uden at drikke. Hvis man ikke drikker, kan man ikke følge med i, hvad der sker, og man føler sig udenfor. Indimellem stopper jeg med at drikke alkohol og drikker vand i stedet. Det gør jeg for at passe på mig selv, siger hun og tilføjer: - Vand er næring for min krop. Det gælder også det daglige bad. - Jeg går i bad hver dag. I morges badede jeg på Reden. Det er ikke besværligt at få et bad, fordi man bor på gaden. Der er flere forskellige steder, man kan gå hen: Rådhuspladsen, Kofoeds Kælder og Reden. Efter at Sorri mødte sin kæreste, har hun også lært ham at gå i bad. - Det er ikke så vigtigt for ham at være ren, som det er for mig. Han er ligeglad. Men hvis han ikke har rene hænder, vil jeg ikke have, at han rører ved mig, siger hun og fortsætter: - Jeg tror, at mænd nogle gange skal have et skub for at gøre noget ved sig selv og gå i bad. Køber kun trusser Når Sorri går i bad, skifter hun også tøj. I dag har hun en mørkeblå sweater med hvidt mønster og et par mørke cowboybukser på. De ser ud, som om de er købt til hende. - Jeg køber aldrig tøj i butikker. Kun trusser og bind i Netto, som er billigst. Jeg har altid selv rene trusser, for jeg har ikke lyst til at gå i andres. Bind har jeg altid i tasken, lige meget hvornår på måneden det er. - Men det er ikke sjovt, at man ikke selv kan bestemme, hvilket tøj man vil have på. Tit får man bare udleveret et par bukser, fordi man kan passe dem, og ikke fordi de er pæne. Men jeg kan ikke klage, så længe jeg har tøj til at holde varmen. Når andre brokker sig over det tøj, de får udleveret, bliver jeg sur. Det er gratis, og det er for at overleve. 6 HUS FORBI nr. 89 september 2009
mindeord foto Peter Helles uffe helles Mange københavnere vil huske Uffe Helles som en del af gadebilledet på Strøget i 1980 erne og 90 erne med en stopfuld supermarkedsindkøbsvogn gik han gennem 20 år dagligt turen imellem Rådhuspladsen og Kgs. Nytorv. I indkøbsvognen var sovepose, tøj, soveunderlag, mad og så de flasker, som Uffe indsamlede. Om sommeren sov han i Ørstedsparken og om vinteren på en bænk foran Vor Frue Kirke i Nørregade. På trods af at han færdedes få meter fra Folkeregisteret, var Uffe registreret som forsvundet. Uffe havde i de 20 år ingen kontakt til sociale myndigheder og fik heller ikke midler fra det offentlige. Som ung blev han uddannet til bygningsinstruktør og var lige blevet optaget på arkitektstudiet, da sygdom fik ham til at forlade sin lejlighed og søge et liv på gaden. Her fandt Jenö Farkas, instruktør og fotograf, og Fritz Hartz, direktør for Legetøjsmuseet, Uffe, og vandt over mange måneder langsomt hans tillid. De fulgte ham i to år og skildrede hans liv i dokumentarfilmen Himmelen er mit tag, der blev vist på TV2 i 2000. Filmen fik rejst en debat om hjemløses forhold og udløste en pulje på 150 milioner kr. til forbedring af deres forhold. Desuden blev det nu muligt for hjemløse at få økonomisk hjælp uden at have en fast adresse. Kontakten til de to filmmagere medførte, at Uffe fik en lejlighed, førtidspension og herefter levede et roligt liv. Den 7. juli faldt Uffe om ved en bænk nær sin bolig og var død ved ankomsten til Bispebjerg Hospital. Han blev 59 år gammel. Æret være hans minde. (Forkortet af red.) Inger Sølling, sygeplejerske johannes abelsen Johannes Abelsen, med kælenavnet Nuka ( lillebror på grønlandsk), flyttede fra Grønland til København for ca. fem år siden. Han boede længere tid på gaden, hvor han hyggede sig med vennerne, når de ikke solgte Hus Forbi. Johannes var kendt for sit gode humør og som ham, der gerne gav knus og ikke brød sig om ballade. Til gengæld var han glad for at spille fodbold og vild med musik. Han spillede bas i Sundholms orkester og mestrede flere andre instrumenter. Johannes blev 27 år. Han efterlader sig sin far i Danmark, sin mor og tre søskende i Grønland. - kap foto Holger Henriksen foto privat grzegorz baranski Grzegorz var sød, glad og rar, altid parat til at hjælpe alle. Desværre var han selv ude af stand til at modtage den hjælp, der ville have hjulpet ham ud af alkoholmisbruget. Et misbrug, som dulmede smerten over alt det, han havde oplevet bl.a. at miste kontakten til sine børn, blive rullet flere gange og få slået flere tænder ud. Det er umuligt at tælle de gange, vi har grinet sammen. Grzegorz var altid parat til sjov. Udadtil virkede han glad og tilfreds, men dybest inde led han. Til sidst kostede det ham livet at prøve at leve op til det liv, han egentlig gerne ville leve, men ikke kunne. Grzegorz blev 53 år. Han vil være dybt savnet og aldrig glemt. (Forkortet af red.) Medbeboere på Lærkehøj, boform for hjemløse på Frederiksberg Mariatjenesten søger FRIVILLIGE MEDARBEJDERE Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i samfundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær brug for dig til: Mariatjenesten i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle. Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang om ugen. Herberget i Valdemarsgade. Overnatning kun for kvinder. Vi søger frivillige (kvinder, 25+) til en vagt hver anden uge kl. 22-10. Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde med Diakonissestiftelsen. Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og prostitution. Ring for flere oplysninger: Johan Petersen eller Mariann Ditlevsen Mariatjenesten Istedgade 20, 1650 København V Tlf. 3324 5050 hverdage kl. 10-12 Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca. 6.000 frivillige medarbejdere. LANDSFORENINGEN SIND, REGION HOVEDSTADEN FRIVILLIG ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og udfordrende forhold. Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært ved at holde personlig kontakt. Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende samvær med andre frivillige. Lad os få en snak, hvis du er interesseret. KONTAKT: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup og Albertslund: Christel Lous, tlf.: 20 47 97 26 eller mail: c.lous@get2net.dk HUS FORBI nr. 89 september 2009 7
Mistede min lejlighed, mens jeg sad i fængsel Jamal Hussein stod første gang uden tag over hovedet, da han blev skilt. Anden gang han mistede sin lejlighed, sad han i fængsel. Begge gange er han flyttet på hjemløseherberg. af Lisbeth Rindholt lisbeth@rindholt.dk foto Flemming Schiller Uden for en af blokkene på herberget Sundholm i København står en gruppe somaliere og snakker. 33-årige Jamal Hussein er en af dem. Han har boet på Sundholm i sammenlagt syv-otte år. Første gang var efter skilsmissen fra sin kone i 2001. - Jeg boede først hos nogle kammerater. Så fortalte en af mine bekendte, der boede på Sundholm, at her kunne man få et sted at bo, siger Jamal. Siden fik han et værelse på Sundholm via kommunen. - Det var svært at bo på herberg. Jeg var helt rundt på gulvet, og mit misbrug blev forværret. Jeg begyndte at tage stoffer og drikke meget mere øl, end jeg havde gjort før, fortæller Jamal, som efter sin skilsmisse har følt sig fortabt og nedtrykt. Mistede hele sin familie Jamal fik senere sin egen lejlighed i Københavns Sydhavn, hvor han boede i lidt over et år. - Mens jeg boede i Sydhavnen, kom jeg i fængsel, fordi jeg havde været involveret i en slåskamp, og sad inde i fem måneder. Min husleje blev ikke betalt. Så jeg mistede min lejlighed og havde ikke den at vende tilbage til, fortæller Jamal. Han havde imidlertid beholdt sin kontaktperson fra Sundholm, da han flyttede herfra. Og kontaktpersonen sørgede for, at der stod et værelse klar til Jamal på herberget, da han blev løsladt. Jamal får kontanthjælp ligesom andre flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark før juli 2002. Han flygtede fra borgerkrigen i Somalia for 16 år siden. Krigen kom til den somaliske havneby, hvor han boede, en dag i 1990. - Jeg var ude at spille fodbold, da et missil ramte min familie og dræbte min far, min mor og fem søskende. Jeg var den eneste, der overlevede, fortæller Jamal roligt. Efterfølgende tog Jamals onkel ham med til Etiopien, hvorfra han senere kom med menneskesmuglere til Danmark. Han ankom alene til Sandholmlejren i Allerød i 1993. Ønsker sig en toværelses I Danmark har Jamal opbygget et nyt netværk og bl.a. fået danskundervisning og været i aktivering. Han har også et fællesskab med nogle af de andre somaliere, der bor på Sundholm. Et fællesskab, som dog ofte er bundet op i misbrug af alkohol, khat (blade, der tygges, med amfetaminlignende effekt, red.) og stoffer. - Hvis man ikke har et misbrug, er det sværere at tale med hinanden og få et netværk på herberget, siger Jamal. Han kommer fra et land, hvor der ikke er et offentligt socialt sikkerhedsnet. I Somalia bruger man sin familie og venner, hvis man f.eks. bliver hjemløs eller kommer i krise. Derfor er det svært for Jamal at tale med sagsbehandlere, medarbejdere på herberget og andre fremmede om emner, der berører følelser og traumer fra krigen, men han har glæde af personalet på Sundholm. - En af fordelene ved at bo på herberg er, at - Jeg var ude at spille fodbold, da et missil ramte min familie og dræbte min far, min mor og fem søskende. Jeg var den eneste, der overlevede. Jamal, hjemløs flygtning fra Somalia der altid er personale omkring én. Jeg har f.eks. været indlagt på hospitalet, fordi jeg havde taget for mange stoffer. Så var det rart, at der kom nogen herfra og besøgte mig, siger Jamal. Nu drømmer han igen om at få sin egen lejlighed, hvor han også kan have besøg af sine to børn på 10 og 13 år. Ønsket er en toværelses lejlighed på Amager. - Det har jeg udsigt til at få om et års tid, siger han med et smil. Jamal Hussein er et opdigtet navn. Jamals rette identitet er redaktionen bekendt. Læs artiklen om flygtninges høje risiko for at miste boligen på side 10. hjemløse flygtninge i danmark Der er ca. 78.000 personer fra flygtningelande i Danmark. 27 pct. af alle hjemløse i København har flygtninge- eller indvandrerbaggrund. Somaliere udgør majoriteten af hjemløse og udsatte flygtninge. 19 pct. af hjemløse, der overnatter på gaden eller i natherberger, er flygtninge og indvandrere. Knap halvdelen af hjemløse flygtninge/indvandrere har misbrug af bl.a. khat og alkohol. Kilder: SFI: Hjemløshed i Danmark (2007) og www.flygtning.dk 8 HUS FORBI nr. 89 september 2009
- Det var svært at bo på herberg. Jeg var helt rundt på gulvet, og mit misbrug blev forværret. Jeg begyndte at tage stoffer og drikke meget mere øl, end jeg havde gjort før, fortæller Jamal, som to gange er flyttet på herberg, fordi han har mistet sin lejlighed. HUS FORBI nr. 89 september 2009 9
Flygtninge mister deres bolig Ny undersøgelse viser, at flygtninge har dobbelt så stor risiko for at blive sat ud af deres bolig som andre. Nogle af årsagerne er traumer og manglende netværk. af Lisbeth Rindholt lisbeth@rindholt.dk Manglende indbetaling af husleje, naboklager og misligholdelse af lejekontrakten. Det er de hyppigste grunde til, at lejere bliver sat ud af deres bolig. Og det sker dobbelt så ofte for flygtninge som for lejere med dansk eller indvandrerbaggrund. Det viser en ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed og SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd). De har undersøgt flygtningefamilier, der er kommet til Danmark fra 1997 til 2006 og har set på, hvor mange der er blevet sat på gaden fra 2004 til 2006. Undersøgelsens væsentligste konklusion er, at sandsynligheden for at blive sat på gaden som flygtning er 0,32 pct. mod 0,16 pct. for lejere med dansk baggrund. De fleste af de udsatte flygtninge er enlige og kommer primært fra Somalia, Irak og Bosnien-Herzegovina. Undersøgelsen viser også, at flygtninge på starthjælp ikke har større risiko for at blive sat ud af deres bolig end flygtninge på kontanthjælp. De flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark før 1. juli 2002, modtager kontanthjælp (p.t. 12.629 kr. om måneden for en voksen med forsørgerpligt), mens flygtninge, der er kommet hertil efter den dato, får starthjælp. Starthjælpen - Flygtninge er meget sårbare. Mange har mistet deres nære familie og netværk i krig, og nogle har været udsat for tortur. Mette Blauenfeldt, souschef i Dansk Flygtningehjælp Integration ligger generelt 30-40 pct. under kontanthjælpen. - Man kunne forvente, at flygtninge på starthjælp var mere udsatte end kontanthjælpsflygtninge, fordi starthjælpen er væsentligt lavere end kontanthjælp. Når det ikke er tilfældet, kan det skyldes, at flygtninge på starthjælp bor meget billigere end den anden gruppe. Kommunen har fundet en bolig til dem, der er tilpasset deres indkomst. Så flygtninge på starthjælp bor ofte på et værelse eller flere sammen, siger Torben Tranæs, forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed. Lider af mareridt At flygtninge er så udsatte, som undersøgelsen slår fast, kommer ikke bag på Mette Blauenfeldt, konstitueret souschef i Dansk Flygtningehjælp Integration. - Flygtninge er meget sårbare. Når de kommer til Danmark, er de i en ekstremt presset situation. Mange har mistet deres nære familie og netværk i krig, og nogle har været udsat for tortur. Mindst 25-30 pct. er traumatiserede, siger Mette Blauenfeldt og fortsætter: - Det betyder, at mange lider af mareridt, søvnløshed og indlæringsbesvær. De er i en sorgproces og har brug for at få fast grund under fødderne igen og opbygge et nyt netværk. Men mange er begrænset af en dårlig økonomi, og det gør det vanskeligt at blive integreret. Og hvis man er meget dårlig og derfor har mindre overskud, er en af de ting, der kan gå galt, at man risikerer at blive sat ud af sin bolig. Når indvandrere har mindre risiko end flygtninge for at blive sat ud af deres bolig, er en af forklaringerne ifølge Mette Blauenfeldt, at de har et bedre netværk, bl.a. fordi de bliver familiesammenført med deres slægtninge i Danmark. - De nye indvandrere, der kommer til Danmark, flytter ofte ind i en husstand med et allerede eksisterende netværk, der støtter og hjælper dem fra starten. Et sådant netværk skal flygtninge først i gang med at opbygge, når de kommer hertil. Læs undersøgelserne fra Rockwool Fondens Forskningsenhed og SFI på hjemmesiden www.rff.dk. Notatet hedder: Risikoen for at flygtninge og indvandrere sættes på gaden. flygtningeprojekt i pengenød Hjemløseherberget i Hillerødgade i København har fået halvdelen af sine somaliske beboere ud i en bolig. Selvom det betaler sig rent samfundsøkonomisk, mangler der penge til at fortsætte. af Lisbeth Rindholt lisbeth@rindholt.dk Når enlige flygtninge bliver hjemløse, søger en del af dem til hjemløseherberger. På herberget i Hillerødgade er 40 pct. af beboerne flygtninge alle somaliere. Siden 2006 har herberget kørt et pilotprojekt for somalierne, der bl.a. skal give dem bedre danskkundskaber og forberede dem til at bo i egen bolig. Trods de gode resultater er det ikke lykkedes herberget at få penge til at fortsætte projektet. Det særlige ved indsatsen er relationsarbejdet, dvs. at man tager hensyn til det enkelte menneske, fortæller projektleder Mia Omø Larsen: - Mange af somalierne er dybt traumatiserede og har f.eks. mistet deres børn i borgerkrigen. Så er det ikke hensigtsmæssigt at bruge materiale om familier i undervisningen af dem. Andre har brug for, at man tager med dem på socialkontoret eller til lægen. Resultatet af indsatsen er bl.a., at 12 ud af 23 somaliere er blevet udskrevet til egen bolig, tre til andre boformer, og fire somaliere er kommet i beskæftigelse. - Da somalierne begyndte at komme hertil i 1997-98, var der en stor svingdørseffekt. Ni ud af ti vendte tilbage til herberget, efter at de var blevet udskrevet til egen bolig. Ingen af de somaliere, vi har udskrevet, siden projektet startede, er kommet tilbage, konstaterer herbergets forstander, Bjørn Bendorff. Til sammenligning vender 20-30 pct. af beboerne med dansk baggrund tilbage til herberget efter udslusning. Indsats giver bonus Pilotprojektet koster naturligvis penge. Men det kan godt betale sig for samfundet at gennemføre en sådan indsats, viser en beregning fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Det koster i gennemsnit ca. 275.000 kr. om året at have en hjemløs flygtning på kontanthjælp boende på herberg. Udgiften falder, i takt med, at beboeren bliver udsluset, kommer i egen bolig og evt. får arbejde. - Hvis f.eks. halvdelen af de hjemløse flygtninge, der får den pædagogiske indsats, kommer i egen bolig, reducerer man de offentlige udgifter med en tredjedel, siger Torben Tranæs, forskningschef i Rockwool Fondens Forskningsenhed og tilføjer: - Hvis kun ti pct. af beboerne bliver udsluset, er udgifterne udlignet. Så der er generelt en meget lille risiko for tab og høj sandsynlighed for en positiv effekt. 10 HUS FORBI nr. 89 september 2009
kommentar af Johnny Buchholtz Jeg føler mig ikke velkommen i Danmark Der er større respekt for hjemløse i resten af Europa end i Danmark. Johnny Buchholtz er 54 år og uddannet bådsmand. Siden 1972 har han sejlet langfart. I 1989 blev han så træt af det danske system, at han fra den ene dag til den anden besluttede sig for at rejse væk. Han pakkede sin taske og gik uden at vide, hvor han ville ende. Efter et år i Nordtyskland fortsatte turen rundt i Europa på må og få. Han overlever ved at lave forefaldende arbejde, tegne og tigge. Johnny Buchholtz forlod Danmark igen i august med tommelen i vejret mod Brest i det nordvestlige Frankrig. Her venter en motorbåd på at blive sejlet til Mallorca. foto Holger Henriksen I de seneste 20 år har jeg vandret rundt i Europa, hvor jeg oplever, at hjemløse bliver behandlet med mere respekt end i Danmark. Efter arbejdsmarkedsreformen i 2002, hvor tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) startede sin hetz mod, hvad han kaldte arbejdssky elementer, ændrede holdningen til hjemløse sig i Danmark. Vi blev, sammen med andre grupper på kontanthjælp, beskyldt for at være en byrde for samfundet og skyld i underskuddet på betalingsbalancen, fordi vi fik penge for ikke at lave noget. Jeg modtager ikke kontanthjælp. I kan beholde jeres penge. For med dem følger krav om aktivering, og min frihed forsvinder. Graver sin egen grav Jeg har set, hvor galt det kan gå, da en mand fra Nykøbing Falster fik konstateret lymfekræft. Lægen vurderede, at han havde seks måneder tilbage at leve i. På jobcentret bad man ham møde op på kirkegården den følgende dag for at blive prøvet som kirkegårdsmedhjælper, inden han kunne få sin pension. Jeg mødte ham en dag på kirkegården, hvor han var i gang med at grave en grav. Han sagde til mig: Jeg ved ikke, om det er min egen grav, jeg graver. I et velfærdssamfund burde det ikke være nødvendigt at tvinge en mand, der har seks måneder tilbage at leve i, til at grave. Hetzen mod de laveste i samfundet findes også i befolkningen. Når - Jeg modtager ikke kontanthjælp. For med den følger krav om aktivering, og min frihed forsvinder. jeg kommer over grænsen fra Tyskland og har glemt at tage mit skilt af rygsækken, som fortæller, at jeg er hjemløs og søger arbejde, møder jeg straks fjendtlighed. Politiet stopper mig og beskylder mig for at opfordre til sort arbejde. De henviser mig så til at søge kontanthjælp, så jeg kan blive parkeret på et forsorgscenter. Som hjemløs har man ikke mulighed for at tage livet i egne hænder. I andre lande tjener jeg penge ved at arbejde som daglejer på markerne eller udføre forefaldende arbejde for private som at slå græs, ordne deres computere og sejle deres både. I Danmark kan det ikke lade sig gøre at tjene penge uden at være registreret, for så er det sort arbejde og ulovligt. Syd for grænsen stopper tyskerne mig, når jeg går på gaden, og tilbyder mig et lift. En dag blev jeg kørt til et supermarked, hvor manden gik ind og købte mad til mig. En anden dag sad jeg uden for en kirke, da en flok tyskere kom forbi og bad mig blive siddende, mens de gik hjem og hentede mad til mig. Den slags oplever jeg aldrig i Danmark. I udlandet passer folk på mig I de store byer i Frankrig kommer Røde Kors, Læger uden Grænser og andre hjælpeorganisationer rundt til de sovende hjemløse i vintermånederne med varm mad, tæpper, tøj og læger klokken 21, 23 og 01. De holder øje med, om alt er i orden. Derfor sover jeg aldrig bevæbnet på gaden i Tyskland, Frankrig og Spanien, som jeg gør i Danmark. I de andre lande passer befolkningen på mig. I en tysk by i nærheden af Kassel, hvor jeg sad nogle dage og tiggede, bad politiet om at se mine papirer og lod mig så være. Da jeg kom tilbage efter et par dage i Kassel, spurgte de: Hvor har du været? Vi har ledt efter dig i hele byen. Vi blev urolige, da vi ikke kunne finde dig. Derfor føler jeg, at jeg hører til i de andre europæiske lande. I Danmark er jeg en torn i øjet på regeringen og befolkningen. www.andersagerbo.dk HUS FORBI nr. 89 september 2009 11
Vennerne fra bænken gør hovedrent Knofedt, kaffe og smøger er hovedingredienserne, når lokale netværk af måske egnede rydder op hos hinanden på Vesterbro og hjælper der, hvor systemet ikke kan komme over dørtrinet. af Eskil Thylstrup eskilthylstrup@hotmail.com foto Christian Thylstrup 61-årige Egon Sanders er gangbesværet og har grå stær. I 23 år har han levet som førtidspensionist i støvet ubemærkethed, men så begyndte han at falde. Han kom på hospitalet, og til hans genoptræning fandt personalet ud af, at han burde have besøg af hjemmeplejen. Hjemmeplejen mente også, at Egon Sanders skulle have hjælp, men de kunne ikke komme i gang, før der var blevet gjort hovedrent i hans lejlighed. Helene V. Jensen, visitator i socialforvaltningens hjemmeplejevisitation i Københavns Kommune, kan ikke udtale sig om enkeltsager, men siger om den generelle problemstilling: - Det er desværre ikke et ukendt fænomen. Der findes en del hjem, der i udgangspunktet må betegnes som decideret sundhedsmæssigt uforsvarlige at sende medarbejderne ud til. Hun understreger, at det er den almindelige rengøring, der er hjemmeplejens opgave. Socialcentret blev kontaktet, og de bestilte et rengøringshold fra et privat rengøringsfirma. De vurderede, at en rengøring ville koste 36.500 kr. Penge, som kommunen, ifølge Egon Sanders, mente, at han selv skulle betale. De foreslog ham at låne i friværdien af hans andelslejlighed. Det ville og kunne han ikke. Egon Sanders følte sig skræmt og kontrolleret. Skræmt af udsigten til regningen og kontrolleret af den rengøringsmand, der var ude at kigge på hans lejlighed. Så han takkede nej til tilbuddet. Skidtet blev liggende, og skadedyrene fortsatte deres efterhånden knap så skjulte liv. Og det kunne de i princippet være blevet ved med i mange år endnu, når ikke Egon Sanders var motiveret til at tage imod tilbuddet om hjælp, forklarer Helene V. Jensen. Men sådan skulle det ikke gå. For Egon Sanders havde et netværk. Lang proces med små skridt Anne Mortensen er medarbejder i projekt Gang i Gaden, som ligger på Istedgade i København. Her arbejder man med at få folk ud af deres lejligheder, så de kan skabe relationer og - Mange af vores brugere kan ikke overskue den hjemlige rengøring eller personlige hygiejne. Men Egon er nok et lidt unikt tilfælde. Anne Mortensen, medarbejder i Gang i Gaden netværk med hinanden. Brugerne i projektet består af den gruppe af ledige, som er længst fra arbejdsmarkedet. Typisk har de stof- og alkoholproblemer eller lider af psykiske sygdomme. Derudover kommer en lille gruppe af frivillige. Anne Mortensen mødte en meget forhutlet Egon Sanders på Istedgade for ca. to år siden og inviterede ham indenfor på en kop kaffe. I dag kommer Egon hver dag klokken ni og sidder på bænken foran Gang i Gaden med sin morgenkaffe. Da Anne Mortensen hørte om rengøringsproblemet, blev hun ikke overrasket. - Mange af vores brugere kan ikke overskue den hjemlige rengøring eller personlige hygiejne. Men Egon er nok et lidt unikt tilfælde, siger hun smilende. - Da han kom første gang, kunne vi ikke have ham inden for dørene af hensyn til de andre. Det har været en lang proces med meget små skridt. For bag skidtet gemte sig også en meget skrøbelig mand. Anne Mortensen kunne have valgt at gå ind i sagen og hjælpe Egon Sanders med at søge om pengene hos kommunen, ligesom hun har hjulpet ham og mange andre brugere med praktiske opgaver og ansøgninger. Men i stedet øjnede hun chancen for at sætte Egon Sanders i gang med selv at gøre rent. Små overskuelige opgaver fra uge til uge. Det varede ikke længe, før andre brugere meldte sig til at hjælpe. For de kendte Egon Sanders fra bænken. Katten skal også vænne sig Den selvudnævnte primus motor for opgaven er 35-årige Lonni Burnæs. Hun har indtil videre knoklet med de fedtede overflader hos Egon Sanders gennem tre måneder. Hun kender lejligheden. Og hun kender Egon. I de seneste fem år har hun været aktiveret i Sidegadeprojektet på Vesterbro, som Gang i Gaden er en del af. Hendes to piger bor hos en plejefamilie, og hun lider af narkolepsi, der betyder, at hun pludselig kan falde i søvn fra det ene øjeblik til det andet. Hun har været i mange arbejdsprøvninger uden succes, men kæmper stadig for at få et deltidsjob. For Lonni Burnæs giver det god mening at hjælpe den gangbesværede førtidspensionist. Og så har hun fundet ud af, at hun skal arbejde med mennesker. Det kan holde hende vågen. - Hun er skide skrap, kommer det prompte fra Egon Sanders. Jeg har protesteret vildt og inderligt mod det her. Lonni Burnæs griner. Men bliver så mere alvorlig. - Jeg tror, vi er gode til at gøre det i et tempo, så også Egon kan følge med... og katten skal jo også vænne sig til det, tilføjer hun og griner igen. Lonni Burnæs har taget Karl Rasmussen med hen til Egon i dag. Han er på efterløn og et nyt ansigt hos Gang i Gaden. De har taget en termokande kaffe med og giver sig god tid. For Karl Rasmussen giver det også stor tilfredsstillelse at hjælpe andre. - Hvis bare man brugte den samme energi derhjemme, tilføjer han tørt. Der er flere Egon er derude Anne Mortensen fra Gang i Gaden er, ligesom hjemmeplejen og alle andre, glad for solstrålehistorien om Egon. Men hun frygter, at bruger til bruger-pædagogikken bliver en undskyldning for at indføre besparelser ad bagdøren. For arbejdet med lokale netværk er også et billede på, at der er blevet mindre tid og færre ressourcer i kommunen, påpeger hun. - Jeg er bange for, at det er de svageste, dem, som ikke kommer med i netværkene der bliver taberne, siger hun og tilføjer: - Der er flere Egon er derude. 12 HUS FORBI nr. 89 september 2009
før efter efter Billederne fra Egon Sanders lejlighed før og efter hovedrengøringen viser tydeligt, at Egon havde mistet grebet om sin hverdag. I dag er lejligheden ren og ryddelig. Egon har selv hjulpet til, men det seje træk har Lonni Burnæs (her sammen med Egon) taget igennem tre måneder. før efter projekt gang i gaden er et åbent aktivitetsværested på Vesterbro henvender sig til ledige med sociale, psykiske eller misbrugsproblemer har 50 brugere tilknyttet, hvoraf ca. 20 kommer dagligt de fleste er visiteret fra jobcentre er fireårigt og løber frem til 2011, betalt af Indenrigs- og Socialministeriet. www.sidegaden.dk - Jeg tror, vi er gode til at gøre det i et tempo, så også Egon kan følge med... og katten skal jo også vænne sig til det. Lonni Burnæs, bruger og aktiv i Gang i Gaden HUS FORBI nr. 89 september 2009 13
Dæmonerne har lagt sig til at sove Inden Egon Sanders fik kontakt til projekt Gang i Gaden, overvejede han at gøre en ende på sit triste og ensomme liv, fortæller han. For den 61-årige førtidspensionist Egon Sanders betød mødet med projekt Gang i Gaden en ny begyndelse. Ensomhed, vrede og tanker om selvmord blev afløst af åbenhed og glæde. af Eskil Thylstrup eskilthylstrup@hotmail.com foto Christian Thylstrup - Jeg ved ikke, hvad det er for en nøgle, de bruger, siger Egon Sanders og smiler sagligt frem for sig. - Men de har fået lukket mig op indeni. Dæmonerne har lagt sig til at sove. Egon Sanders fortæller fra sin nedslidte lænestol i sin lille lejlighed på Istedgade. Foran ham på det rodede sofabord ligger dagens menu, makrel i tomat direkte fra dåsen og en hindbærroulade. - Jeg er ungkarl, udbryder han og griner højt. Stemmen fejler ikke noget. Egon Sanders er lille og spinkel. Sorte negle, dårlige tænder, en knækket brillestang og huen trukket ned i panden. Men bag det slidte ydre gemmer sig et strejf af noget ungdommeligt. Han er åben og sårbar. Så åben har han ikke altid været, fortæller han. Faktisk har han levet i sin egen hule i mange år. Hans bedste ven har været katten Molly, og turen ned til købmanden var dagens højdepunkt. Hvis han skulle skælde ud på nogen, gik det ud over fjernsynet. Han så stort set ingen mennesker. Heller ikke sine fem søskende. - Det var ikke noget liv, fortæller Egon Sanders ærligt. - Jeg tænkte faktisk på at gøre en ende på det. Drak døgnet rundt Før Egon Sanders blev førtidspensionist som 38-årig, arbejde han på Tuborg i 18 år. Ikke det sundeste sted for en aktiv alkoholiker, indrømmer han. - Sommetider boede jeg derude og drak døgnet rundt. Når cheferne fandt ud af det, sagde jeg bare, at jeg havde haft fagligt møde med tillidsmanden. Ham turde de ikke røre. Der var billigt øl og brændevin, men det var sgu ikke det faglige, der fyldte. Til sidst blev Egon Sanders alvorligt syg. Efter tre måneders intens druk blev han indlagt med humleforgiftning, som han kalder det. - Jeg døde, siger han helt alvorligt. - Tre gange var jeg væk, og de troede, de havde tabt mig. Han fortæller om sygeplejersken. Hun var sød. Han fortæller også om livet på den anden side af døden, men han ved godt, at folk ikke tror ham. - Paradis er et sted med mange mennesker. Der var grønne træer fra fremmede lande. Der var også et vandløb. Og der var ro. Forelsket i Annemor Det er 23 år siden, Egon Sanders havde sin ud af kroppen-oplevelse. Han blev ædru den dag og har været det siden. Vennerne fra Tuborg er - Men så opdager man pludselig nogle mennesker, man kan stole på. Det har reddet mit liv. Jeg er blevet et helt menneske. Egon Sanders alle døde som fluer, fortæller han. En kæreste har han ikke haft i mange år, og dem, der har været, holdt ikke så længe. Anne Mortensen, medarbejder i projekt Gang i Gaden, er hans store kærlighed i dag, afslører han med et glimt i øjet. - Hun bliver aldrig sur og smiler altid. Jeg ved godt, hun er optaget. Men jeg har læst, man godt må være forelsket alligevel. Egon Sanders er ikke i tvivl om, hvilken betydning projekt Gang i Gaden har haft for hans liv. - Jeg skal se folk an, inden jeg lukker op. Nok fordi man har brændt nallerne så mange gange. Men så opdager man pludselig nogle mennesker, man kan stole på. Det har reddet mit liv. Jeg er blevet et helt menneske. 14 HUS FORBI nr. 89 september 2009
naboer frygter gratis heroin Beboerne i Københavns Nordvestkvarter frygter flere sprøjter og mere kriminalitet, når kommunen fra næste år vil give narkomaner lægeordineret heroin på et nyt center. Det skriver P4 København. Kommunens socialudvalg vil placere heroindepotet på Tomsgårdsvej ved siden af hjælpecenter Stæren, men området har simpelthen ikke plads til flere socialt udsatte, mener Pia Christensen, beboer i kvarteret: - Der vil komme mange narkomaner her og de ting, der følger med. F.eks. indbrud, hvis de skal have nogle flere stoffer, eller der kan blive smidt sprøjter rundt omkring. københavns første kvindecafé Kvinder, som finder det svært at håndtere hverdagens udfordringer og har lyst til at være sammen med andre kvinder, mødes den sidste tirsdag i hver måned fra kl. 17 til 20 i Kvindecaféen i København. Her er mulighed for uforpligtende og rummeligt socialt samvær med andre kvinder, kombineret med kreative aktiviteter. Man er velkommen til at kigge forbi og tale med en af medarbejderne eller ringe på 3331 1058 og høre nærmere. - taj Caféen har til huse i Værestedet, Lyrskovgade 10-12, 1758 København V. Jeg synes, at da Nordvest i forvejen er et belastet kvarter, så er det trist, at vi igen skal have noget belastende herud. Det afviser socialborgmesteren i København, Mikkel Warming (Enhl.). - Netop når vi udleverer heroin, vil man jo komme ind og tage sit stof og så forlade stedet igen. Det vil sige, der vil ikke blive indtaget nogen stoffer uden for stedet, der vil ikke være sprøjter, og der vil ikke være kriminalitet fordi man får sit stof. Der er mange myter om, hvad udlevering af heroin betyder. - taj hus forbi på facebook I midten af august talte Hus Forbis fangruppe på Facebook 1.299 medlemmer. Gruppen er oprettet af en privatperson, Tulle Heidi Frederikke, med denne begrundelse: Hus Forbi Fangrupper for os, som synes, det er et godt blad, og vil støtte det. Gruppen er åben for alle, og her kan medlemmerne udveksle synspunkter, oplevelser og f.eks. skaffe garn til dem, der strikker varmt vintertøj til de hjemløse. - taj www.facebook.com søg efter Hus Forbi Fangruppe. Røde Kors samler ind søndag den 4. oktober fra kl. 11-13. Meld dig som indsamler! Røde Kors samler ind for at skaffe penge til hjælpearbejdet i udlandet og i Danmark. Pengene fra indsamlingen går til Katastrofefonden, som sikrer, at vi kan rykke ud få timer efter, at mennesker er blevet ramt af en katastrofe et sted i verden. Takket være Røde Kors internationale netværk kommer hjælpen hurtigt og effektivt frem til de mennesker, der har brug for den. Røde Kors samler selv pengene ind, køber varerne, sørger for transporten og uddeler nødhjælpen. Hjælpearbejdere fra Dansk Røde Kors arbejder sammen med frivillige og ansatte fra det lokale Røde Kors-selskab, og det er vores garanti for, at nødhjælpen kommer helt frem til dem, der har behov for den. Den frivillige indsats har stor betydning for Røde Kors hjælpearbejde, og vi vil derfor gerne opfordre alle til at melde sig som indsamlere den 4. oktober. Det kan du gøre på tlf. 70 100 000, på sms, skriv: indsamler og send den til 1414 eller på www.indsamler.dk Yderligere oplysninger kan fås hos Mette Svensson, Dansk Røde Kors, Hovedstadens afdeling, tlf. 3833 6400 eller me@drk.dk husforbi Redaktør til Hus Forbi Hus Forbi Danmarks første og eneste gadeavis om hjemløse og andre skæve eksistenser skal have ny redaktør. Redaktøren er en del af Hus Forbis sekretariat p.t. en daglig leder og en salgsmedarbejder. Som redaktør skal du: Sørge for, at Hus Forbi udkommer hver måned Holde redaktionsmøder og have løbende kontakt med redaktionsgruppen, som består af freelancejournalister og fotografer Redigere artikler, udvælge fotos og være i tæt kontakt med grafiker/trykkeri Gøre dig tanker om avisens løbende udvikling i et tæt samarbejde med sekretariatet Vedligeholde og opdatere hjemmesiden www.husforbi.dk, som p.t. er under relancering Have en tæt kontakt med vores sælgere, som er avisens sjæl og puls og forbindelsen mellem redaktionen og livet på gaden. Du har: Journalistisk, redaktionel erfaring og erfaring med bladproduktion Et stort socialt engagement gerne også kendskab til det sociale område/hjemløseområdet. Du refererer til Hus Forbis daglige leder. Stillingen er normeret til 37 timer om ugen. Løn efter aftale. Arbejdssted København (p.t. leder Hus Forbi efter nyt domicil). Vil du vide mere om stillingen og Hus Forbi generelt, kan du kontakte det nuværende redaktørteam: Tina Juul Rasmussen og Karen Pedersen på tlf. 2990 2424 eller mail tina@husforbi.dk og karen@husforbi.dk. Ansøgning på e-mail til: redaktion@husforbi.dk Ansøgningsfrist: Onsdag den 30. september 2009. Vi forventer at holde samtaler i første halvdel af oktober. HUS FORBI nr. 89 september 2009 15
2009 Udsatte Legene foto Das Büro Fodbold, foto- og fiskekonkurrence. Bowling, bueskydning, badminton. Morgengymnastik, minigolf, mountainbike. Svømning, petanque, dart, høvdingebold, rodeotyr og flere end 25 andre discipliner var i spil, da Udsatte Legene 2009 blev udkæmpet i Odense sidst i august. Med 1.000 aktive deltagere fra 11 lande i Europa og ikke mindst 80 hold fra Danmark var Udsatte Legene ikke bare verdens første OL for socialt udsatte, men også det hidtil største idrætsstævne af sin art på dansk jord. Og det halve års forberedelser, der lå forud, kvitterede de mange deltagere til fulde for. - Vi havde forventet 400-500 deltagere og nåede op på det dobbelte, siger Cliff Kaltoft, sekretariatsleder i Landsforeningen af Væresteder og opfinder af legene. Han melder allerede nu om interesse fra flere lande, om at arrangere Udsatte Lege i årene fremover noget, han ser som en stor cadeau til idéen og arrangementet. - Vi har blandt andet haft besøg af en repræsentant fra London, der som bekendt er vært for OL i 2012. Og måske var det nu på tide, at den olympiske historie også gav plads til et for-ol for de udsatte, på lige fod med det handicap-ol, der altid følger efter de officielle lege, siger Cliff Kaltoft. - hye/taj udsatte legene 2009 Et samarbejde mellem Landsforeningen af VæreSteder, idrætsorganisationen Dansk Væresteds Idræt, Odense Kommune og Indenrigs- og Socialministeriet. Fandt sted i Odense Idrætspark den 17.-23. august. Er et led i en langsigtet, national bestræbelse på at motivere socialt udsatte mennesker til at dyrke idræt. Kilde: www.ul2009.dk 16 HUS FORBI nr. 89 september 2009
Udsatte Legene talte 80 hold fra hele Danmark, 11 europæiske hold, 1.000 aktive, 200 frivillige og 200 registrerede gæster. Litauen vandt et samlet UL og rejste hjem med et gavekort på 40.000 kr. til Club La Santa på Lanzarote. De 1.000 deltagere blev tildelt 150 sæt medaljer. 3.000 tilskuere hyldede UL-holdet, da de tog kampen op med den legendariske 10 er, Michael Laudrup, og andre af Danmarks største fodboldstjerner gennem tiden. Først fire minutter før tid lykkedes det de gamle landsholdsdrenge at nå 2-0 på måltavlen. HUS FORBI nr. 89 september 2009 17
Når livet går i sort Den Sociale Skadestue i Aalborg er den eneste af sin art i Danmark. Her kommer folk med knuste hjerter. Børn, der ikke vil holde op med at græde. Mænd, der hader deres familie. Ofre for vold, incest og mobning. Eller kort sagt: Mennesker i krise. af Niels Ole Qvist noqvist@hotmail.com foto Morten Nøhr Mortensen Mens socialpædagog Knut Guldbrandsen sidder og taler med Hus Forbi på sit kontor hos Den Sociale Skadestue i Aalborg, bliver to teenagepiger dræbt nogle kilometer væk i en meningsløs trafikulykke. Tragedien kaster to familier og pigernes venner ud i endeløs sorg og fortvivlelse. Og det er netop den slags mennesker, der dukker op på Knuts kontor. - Vi er her for alle, når livet går i sort. For mennesker, der bliver kastet ud i en akut krise, forklarer den konstituerede leder. Denne regnvåde aften en søndag i juli vælter det ikke just ind med folk. Kun den triste lyd fra ambulancerne, som er på vej ud til de to døde piger, bryder aftenens stilhed. Andre aftener er det som forleden, hvor det strømmede ind med ulykkelige, fortabte, ensomme og rådvilde mennesker. - Hvis man kan tale om en højsæson for os, er det om sommeren, hvor folk ikke har andre steder at gå hen med deres problemer, siger Knut Guldbrandsen. Ender måske som hjemløs Den første, som dukker op, er en 17-årig dreng, der for et stykke tid siden blev overfaldet i Aalborg Storcenter. I over en time tævede en flok unge mænd løs på ham, uden at nogen kom ham til undsætning. Siden er han gået rundt i en konstant tilstand af angst og vrede især vreden har han svært ved at håndtere. Den vil han gerne tale med personalet på skadestuen om. - Jeg kan blive rasende over ingenting. Jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg kan ikke sove, fortæller han. Efter en times snak og en del gode råd forlader den 17-årige skadestuen og krydser på sin vej ud en 26-årig mand, som har måttet overvinde sig selv for at søge hjælp. Han er ikke vant til at stole på andre og slet ikke vant til at åbne sig. Det er en rædselsvækkende historie, han fortæller. Under huset giver mig tryghed En opvækst i et voldeligt hjem og frygten for en påtrængende og dominerende stedfar. Denne giftige cocktail var ved at knække 27-årige Majken. I dag er hun en af Den Sociale Skadestues faste brugere. - Det har hjulpet mig rigtig meget at komme her. Når det hele brænder på, ved jeg, at der altid er et sted, jeg kan få hjælp. Det giver mig en enorm tryghed og ro, fortæller Majken, der efter fire års regelmæssige besøg i huset i Vor Frue Stræde i Aalborg er ved at komme så meget på fode, at hun i dag kan nøjes med fire-fem besøg om året. den sociale skadestue i aalborg har eksisteret i snart 15 år fik sidste år 3.700 henvendelser 57 pct. af dem var fra kvinder, resten fra mænd. 70 pct. af henvendelserne foregik over telefonen har over 50 frivillige. Knut Guldbrandsen, konstitueret leder af skadestuen, lægger aftenen og natten igennem øre til folks dramatiske skæbnehistorier. 18 HUS FORBI nr. 89 september 2009
- Moren havde forladt dem, og pigen savnede hende. Pigen mente, det var hendes skyld. Så her var der selvfølgelig noget at gribe fat i for os ved at få overbevist pigen om, at hun absolut ikke kunne drages til ansvar. Knut Guldbrandsen, leder af Den Sociale Skadestue Der kommer mennesker i alle slags livskriser på Den Sociale Skadestue. Ofte har de mest af alt brug for, at nogen lytter til dem og tager deres problemer alvorligt. Tine, nyuddannet cand. scient., er en af de over 50 frivillige på stedet. hele sin opvækst er han blevet systematisk mishandlet og udsat for ekstrem vold. Oplevelserne martrer ham nu, han forfølges af flashbacks og tyr i perioder til stoffer for at dulme det nedbrudte nervesystem. Knut Guldbrandsen taler længe med ham. Samtalen er opslidende, ikke mindst fordi der ikke synes at være nogen umiddelbare løsninger. Der er dog et par konkrete ting, Knut kan hjælpe ham med, bl.a. kan skadestuen guide ham på vej gennem det kommunale system og tage kontakt til forvaltningen, så han måske kan få en bolig. Knut vurderer ham til at være på vej ud over kanten, ud af samfundet. Måske ender han som hjemløs. Aftenens næste henvendelse sker over telefonen og er knap så tung. I røret er en mand, som ofte ringer ind til skadestuen, og som har ét emne, der ligger ham brændende på sinde: hans svigerinde. Manden elsker sin bror, men hader brorens kone. Knut Guldbrandsen lytter til den vrede mand og bryder kun ind i ordstrømmen et par gange for at sige, at manden måske skulle prøve at acceptere, at mennesker er forskellige. Meget held har Knut ikke med anbefalingen. Manden raser videre over svigerinden. Bange for at miste børnene En anden, midaldrende mand ringer ud på aftenen på døren. Han sætter sig forsigtigt ned og begynder at fortælle sin hårrejsende historie om en kone, der udsætter ham for psykisk og fysisk vold. Efterhånden som manden udpensler de gruopvækkende detaljer om den herskesyge kone, får Knut den tanke, at den rette løsning nok ville være en skilsmisse. Det siger han ikke til manden. Som han senere forklarer Hus Forbi: - Vi skal ikke fortælle folk, hvordan de skal indrette deres liv. Og den her mand kunne slet ikke overskue konsekvenserne af en skilsmisse. Der var virkelig meget drama i kvinden, og han var skræmt fra vid og sans ved tanken om, hvad hun kunne finde på, hvis han forlod hende. Desuden var han bange for at miste sine børn. Sagen er langtfra enestående. - Overraskende mange mænd er i samme situation og udsættes for psykisk og fysisk vold af deres samlever. Kvinderne truer dem med alt fra anmeldelse for incest, til at de aldrig igen får lov til at se børnene, og de tør ikke bryde ud af forholdet, forklarer Knut Guldbrandsen. Den næste i telefonen er en bundløst fortvivlet kvinde, som har fået stillet diagnosen uhelbredelig kræft. Hun har ringet før. Hun ligger nu på sygehuset og har denne aften bare lyst til at tale om alt muligt. Knut kan ikke stille meget andet op end at lytte til hende, hvilket netop også kan være den største hjælp for dem, der henvender sig. - Det er helbredende for mange. Selvfølgelig ikke konkret for denne kvinde, men for dem, der er på vej ud af et eller andet spor, forklarer Knut Guldbrandsen. Pige savnede sin mor Da Hus Forbi beder ham om at sammenfatte søndag aften, kommer det prompte fra ham, at der ingen typiske aftener er på skadestuen. Alle aftener er forskellige. Nogle gange handler alle problemer om det samme, som om det var en temaaften. F.eks. har han været ude for, at alle, der kom, døjede med kærestesorger fra en 17-årig pige til en 70-årig mand. Andre aftener spænder problemstillingerne vidt. Forleden kom en far forbi med sin syvårige datter, som han ikke kunne få til at holde op med at græde. Hun blev bare ved og ved. - Moren havde forladt dem, og pigen savnede hende. Pigen mente, det var hendes skyld. Så her var der selvfølgelig noget at gribe fat i for os ved at få overbevist pigen om, at hun absolut ikke kunne drages til ansvar. Da pigen senere på aftenen forlod skadestuen, var hun holdt op med at græde. Men Knut Guldbrandsen ved ikke, hvordan det siden gik med hende. - Det kan være det lidt barske vilkår ved vores arbejde. At vi ikke altid får slutningen på historien. På den anden side får vi også rigtig megen opløftende respons fra mennesker, der mener, at vi faktisk har gjort en forskel i deres liv. Samtalerne med brugerne på skadestuen er anonyme og omfattet af tavshedspligt. Derfor bygger omtalen af de enkelte personer på Knut Guldbrandsens referater. Visse detaljer er sløret for at beskytte de pågældendes identitet. HUS FORBI nr. 89 september 2009 19
liv Vagabondens nye Bjarne Buhl levede i mange år på landevejen. Kammeraterne faldt fra en efter en, og da Bjarne også mistede sin bedste ven, nåede han selv bunden. Men han overlevede og skabte en ny tilværelse. Sidste sommer blev han gift med Ulla, og sammen har de netop åbnet et bed & breakfast ved den jyske vestkyst. 20 HUS FORBI nr. 89 september 2009