Rejsen til MOUNT EVEREST BASE CAMP

Rejsen til MOUNT EVEREST BASE CAMP Prisen: Du skal være villig til at gå i det samme tøj i 17 dage i træk og til i samme periode kun at blive yderst nødtørftigt vasket. Du skal acceptere at sove i rum med en temperatur på under nul grader Celsius. Du skal være i stand til på 17 dage at vandre 175 kilometer i krævende bjergterræn. Du skal vide, at du kan blive ramt af livstruende højdesyge. Belønningen: Du vil vandre gennem et mageløst landskab, omgivet af gigantiske bjergmassiver blandt nogle af verdens højeste bjerge. Du vil opleve en dybblå himmel over hvide, savtakkede tinder, som strækker sig både seks, syv og otte kilometer mod himlen. Du vil få en førsteklasses udsigt til verdens højeste bjerg, Mount Everest. Du vil møde en enestående gæstfrihed, imødekommenhed og hjælpsomhed fra de lokale sherpaers side. Konklusionen: Gør det! Grib chancen! En dag er det for sent. Søren Kierkegaard sagde det bedre end nogen anden: At vove er at miste fodfæstet for en stund; ikke at vove er at miste livet. Det klassiske Everest Base Camp trek tager sin begyndelse i den lille bjerglandsby, Lukla, beliggende cirka 140 km øst for Kathmandu i Nepal. Flyveturen fra Kathmandu i det lille tomotorers fly med plads til 18 passagerer varer blot 40 minutter. Så lander man midt i Himalayas fredfyldte, storslåede bjergverden, en slående kontrast til Kathmandus larm og trafikkaos. Jeg deltager i en gruppe på 14 danskere, som i løbet af de næste 17 dage vil forsøge at nå Mount Everest Base Camp i 5390 meters højde, cirka 50 kilometer borte, eller rettere oppe. Da Lukla ligger i 2860 meters højde, er det stort set op ad bakke hele vejen til Base Camp, og da iltindholdet i luften aftager med stigende højde, skal det vise sig, at vi får vores sag for. Det er meget vigtigt, at man ikke forcerer vandringen og stiger for mange højdemeter pr. døgn. Højdesygen lurer ved en for hurtig opstigen, og højdesyge skal man absolut tage alvorligt. Det sker hvert år, at trekkere omkommer pga. højdesyge i Himalaya grundet manglende respekt for nødvendigheden af akklimatisering. Man bør ikke stige med mere end 300 højdemeter pr. døgn. Vores turleder har sammen med vores fire sherpa-guider tilrettelagt en tur, hvor vi vil bruge 12 dage på at vandre fra Lukla til Base Camp, og fem dage på at gå ned igen ad en anden rute. Denne plan vil give os tid til en fornuftig akklimatisering til den store højde, men til gengæld bringer den, takket være diverse afstikkere, trekkingturens samlede distance op på cirka 175 kilometer. Vi vil 1

komme til at følge den samme rute, som bjergets første betvinger, Sir Edmund Hillary, fulgte, da han og Tenzing Norgay i 1953 som de første mennesker nåede toppen af verdens højeste bjerg. Det tager os halvanden dag at nå til Namche Bazaar, sherpaernes hovedby her i hjertet af Himalaya. Byen ligger på en mægtig bjergskråning, af form som et amfiteater. Vi indlogerer os på Khumbu Lodge, og det er her i 3440 meters højde, at jeg fornemmer de første klassiske symptomer på højdesyge, en let hovedpine i løbet af natten og lidt søvnbesvær. Det er også her, at vi for første gang stifter bekendtskab med det specielle Khumbubrusebad-system : Man tager opstilling under en bruser i et (alt andet end propert) rum i kælderen, mens en af de ansatte fra rummet ovenover hælder lunkent vand gennem en tragt ned i bruseren. Det bliver mit sidste bad i 15 dage Hver ny dags vandring bringer os højere op ad Himalayas sydskråning, og med tiltagende højde bliver terrænet stadigt mere vildsomt. På den ene side af stien synes bjergskråningerne bare at fortone sig op i himlen, på den anden side truer svimlende, næsten bundløse og skræmmende afgrunde. Et sted oplever Allan og jeg, at en klippeblok kommer tordnende ned ad bjergsiden med kurs lige mod os. Heldigvis hører vi dens buldrende drøn i tide Hver dag sidst på eftermiddagen gør vi holdt i en af de små sherpa-bosættelser langs ruten for at indlogere os på et lille guesthouse, ifølge stedets tradition kaldet et tehus. Her klemmer vi os ind på nogle af de oftest utroligt små dobbeltværelser. Det er slående, hvor hurtigt kulden kommer efter solnedgang her i bjergene. Knap er solen væk, før det bliver endog særdeles koldt, og de klogeste af os kryber tidligt i soveposen for at få lidt varme. Med så store fysiske udfoldelser, som et Everest-trek kræver, er det kulinariske på turen bestemt ikke uden betydning. Og her må man virkelig imponeres over, hvad de små, trange tehus-køkkener kan fremtrylle af varierede og velsmagende middagsretter. Køkkenfaciliteterne her ville kunne give enhver dansk husmor mange søvnløse nætter. I et simpelt, sodsværtet og ikke just hygiejnisk rum tilberedes over åben ild ikke blot én menu til aften, men oftest ti forskellige middagsretter, alle individuelt forudbestilt af os, gæsterne, ud fra menukortet. Vi ankommer efter seks dage til Gokyo, en ganske lille bebyggelse med kun nogle få huse i 4800 meters højde. Gokyo er et fantastisk flot sted. Over byen tårner sig det imponerende bjerg Gokyo Ri med sine 5360 meter, og blot 15 km længere mod nord har vi en mageløs udsigt til verdens sjette højeste bjerg, Cho Oyu, som med sin blændende hvide 8201 meter høje tinde ligger som en gigantisk barriere og spærrer for adgangen til Tibet, her på grænsen mellem Nepal og Kina. 2

Ganske tidligt næste morgen, endnu før det er blevet lyst, skraber jeg iskrystallerne af vinduesruden ved min køje. Vandet i feltflaskerne er frosset til is i vindueskarmen, men synet, der møder mig, da jeg endnu dybt begravet i soveposen søvndrukkent kigger gennem den tilisede rude, får mig til at glemme alt om kulden: Deroppe, 15 km mod nord og otte kilometer mod himlen, ser jeg toppen af verdens sjette højeste bjerg, Cho Oyu, badet i det mest utrolige rødgyldne sollys, netop som solens første stråler rammer toppen af Himalayas kæmper. Et magisk øjeblik! Dagen efter vores ankomst til Gokyo kæmper vi os møjsommeligt op til toppen af Gokyo Ri. Det tager tre meget anstrengende timer, men belønningen venter. Fra toppen har vi en åndeløst betagende udsigt til Mount Everest, samt til Cho Oyu og Makalu, verdens femte højeste bjerg. 360 grader horisonten rundt mødes vores øjne af det ene gribende bjergpanorama mere storslået end det andet, og utallige toppe på mere end 6000 meter tårner sig op overalt omkring os. Næste mål, nu da vi er fuldt akklimatiserede, er Everest Base Camp. Men for at komme over i Khumbu-dalen, hvor Base Camp ligger, må vi krydse den bjergryg, som adskiller den fra Gokyo-dalen. Chola-passet er den frygtindgydende løsning på dette problem. Kan vi klare Chola-passet, kan vi spare en lang omvej, svarende til totre dages vandring. Det, som gør Chola-passet så frygtindgydende, er opstigningen til selve passet i 5420 meters højde. Denne opstigning foregår ad en om ikke lodret så dog ubønhørligt stejl klippeskråning, hvor man må balancere mellem enorme klippeblokke og ofte selv prøve at finde en passende rute i mangel af synlig sti. Den store højde, luftens lave iltindhold, kulden - minus 12 grader, - 3

det forræderiske terræn og ikke mindst det rå muskelarbejde under den flere timer lange opstigning gør en krydsning af Chola-passet til den ultimative styrkeprøve på vores Himalaya-færd. Det lykkes mirakuløst for hele vores gruppe at nå op, endda uden uheld, hvilket bestemt ikke er nogen selvfølge. Fra passets stivfrosne isverden kan vi nu kigge ned mod Khumbu-dalen i øst, og ved hjælp af vores sparsomme fysiske reserver vandrer/vakler vi resten af dagen nedad, mens vi på betagende vis har områdets måske smukkeste bjerg, Ama Dablam, ret forude. Denne nat tilbringer vi i et primitivt bjergpensionat, og trods sovesalens trange forhold og den kaotiske famlen efter ens ejendele i mørket sover vi alle som sten, totalt udmattede efter dagens ekstraordinære strabadser. Herfra er der kun én dags vandring til vores sidste og højest beliggende natkvarter på vandringen til Base Camp. Vi når Gorak Shep, en lille samling huse i 5180 meters højde, efter 11 dage. Denne diminutive sæterbebyggelse, som kun er tilgængelig i sommerperioden, ligger umiddelbart ved foden af det utroligt imponerende bjergmassiv, Pumo Ri, som hæver sin pyramideformede top 7161 meter mod himlen. Foran ses den mindre bakketop, Kala Pattar, kun 5545 meter høj. Bare en enkelt dags udmarvende vandring adskiller os nu fra vores drømmes mål: Base Camp ved foden af Mount Everest. Vi lægger tidligt ud om morgenen på ekspeditionens 12. dag. Vi har kun tre kilometer at tilbagelægge, før vi kan træde ind i den sagnomspundne Base Camp, men vi har en isnende kuling lige imod os, og sand og grus fyger om ørerne på os. Terrænet stiger støt på hele ruten, sti er der ikke meget af, og underlaget består af skærver, sten og løst grus. Vandringen synes ingen ende at ville tage, som vi kæmper os opad gennem et trøstesløst, askegråt, støvet og stivfrossent landskab. Vi vandrer langs kanten af Khumbu-gletsjeren lige under Nuptses enorme bjergmassiv, hvis tinde strækker sig 7879 meter i vejret. Der lyder en hul, ildevarslende buldren, og vi ser en lavine styrte ned ad Nuptses næsten lodrette skråning, heldigvis på behørig afstand af vores rute. Det er med opbydelsen af vores absolut sidste energireserver, at vi efter tre timer kan vakle ind i Base Camp. Og hvilket gudsforladt, øde, forblæst og iskoldt sted! 4

Selv om det er her, bjergbestigernes telte i sæsonen for bestigning af Mount Everest ligger tæt, har stedet ikke den ringeste lighed med en campingplads. Vi befinder os oven på den enorme Khumbu-gletsjer, overstrøet med grus, sten og kæmpestore klippeblokke. Intet sted er der fladt, og det er svært at forestille sig, hvordan man kan opstille et telt her. Og dog bor bjergbestigere her i deres telte i op til to måneder, mens de forbereder sig på deres livs bedrift! Et sælsomt naturfænomen falder straks i øjnene: Rundt omkring os ser vi talrige kolossale klippeblokke, som balancerer i over en meters højde på søjler af is. De ligner grangiveligt overdimensionerede paddehatte, hvor stokken er is, og hovedet er klippe. Den eneste logik, vi kan finde, er, at klippeblokken har skygget for solen, så at isen underneden ikke er svundet i samme takt som gletsjerens øvrige is. Base Camp er omgivet af de mest spektakulære bjergmassiver: Nuptse, Lhotse, Everest, Pumo Ri, Changtse, - alle sammen bjerge i 7000 8000 meter kategorien. Men det mest betagende ved Base Camp er efter min mening, at vi nu står lige under det berygtede og skræmmende Khumbu-isfald. En gletsjer, som over en strækning på to km falder 700 meter. Gletscheren bevæger sig op til én meter pr. døgn og udgør den farligste etape af bestigningen af Mount Everest ad det, man kalder normalruten. Fra vores position kan vi kigge lige op gennem isfaldet, hvis gigantiske isblokke synes at vælte direkte ned imod os oppe fra en dybblå himmel. Langt oppe bag ved isfaldet, himmelhøjt hævet over Base Camp, knejser den utilnærmelige top af verdens fjerde højeste bjerg, Lhotse, med sine 8516 meter. Fra Base Camp er selve toppen af Mount Everest ikke synlig. Vi er simpelthen for tæt på giganten, så dens mægtige vestflanke spærrer for udsynet til den forjættede tinde. Men en time før vi når målet ser vi den, og vi kan vi fryde os over udsigten til verdens højeste bjergtop, 8850 meter oppe. Vi kan tydeligt se de detaljer, som vi kender så godt fra ekspeditionsberetningerne: Sydtoppen og Hillary Step. Det er med en vis gysen, at vi tænker på de utallige dybfrosne lig af bjergbestigere, som fortsat ligger deroppe nær ved toppen, utilgængelige i deres evige, dybfrosne grav. Vi opholder os i Base Camp i et par timer, tager mængder af fotos med stivfrosne, følelsesløse fingre, og jeg glemmer heller ikke at samle et par prøver af den smukke, sølvglinsende granit, som til overflod ligger strøet for vores fødder. 5

Nu venter der os blot fem dages vandring i lige linje ned til Lukla. Men inden vi forlader Gorak Shep kæmper vi os en tidlig morgen i en isnende kuling op på Kala Pattar, et 5545 meter højt bjerg kun få kilometer fra Mount Everest. Fra Kala Pattar har vi udsigt til Base Camp og Isfaldet, til Nuptse, Lhotse og Pumo Ri, og - himmelhøjt oppe bagved - til verdens højeste bjerg. Panoramaudsigten fra toppen af Kala Pattar hører simpelthen til i den ultimative verdenselite! Turen ned til Lukla viser sig at blive en sand fornøjelsestur, sammenlignet med turen herop. Det er stort set ned ad bakke samtlige 50 kilometer, iltindholdet i luften tiltager atter, varmen i kroppen vender tilbage, og vi genser grønne planter og rindende smeltevand! Vi er på vej tilbage til den levende verden! Snart kommer tidspunktet, da vi må tage en varm afsked med vores sherpa-guider og bærere, som trofast har fulgt os på hele trekket. Disse mennesker udstråler en varme, venlighed og hjælpsomhed, tillige med en herlig, universel humor, som ikke kan undgå at gøre et stærkt indtryk på alle i vores gruppe. En rejse til Mount Everest Base Camp er en krævende udfordring, men trods kulde, hovedpine, tvivlsom hygiejne og begrænset komfort, kolossale fysiske anstrengelser, vægttab og risikoen for højdesyge er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at min konklusion var rigtig. Mit råd til alle, som kan lide eventyr, bjerge og naturoplevelser i verdensklasse, vil altid være: Gør det! Jens Kristian Overgaard Oktober-november 2000 6