om at være pårørende Af: Mai-Britt Gammelgaard, København

Transkript

1 StilladsInformation nr august 2006 om at være pårørende Af: Mai-Britt Gammelgaard, København Det lyder, som om det drejer sig om en sygdom men mine tanker går i helt andre retninger - nemlig at være pårørende til en stilladsarbejder. Nu regner jeg ikke med, at alle lige ved hvem jeg er selvom jeg har haft min gang i stilladsbranchen i mange år. Men kort kan jeg fortælle, at jeg er datter af en stilladsarbejder, niece til adskillige stilladsarbejdere, søster til stilladsarbejdere, svigerinde til en stilladsarbejder, gift med en stilladsarbejder, og ved gud om ikke min søn er stilladsarbejder! Jeg er kort sagt omringet! Og nåhh, ja - så har jeg også arbejdet i en stilladsforretning engang i stenalderen. Jeg behøver nok ikke at fortælle nogen, hvordan det er at være gift med en stilladsarbejder, vel? Eller være i familie med en? Næææhhh.. det tænkte jeg nok, men gennem tiden har jeg undret mig over, hvad det er der sker. Hvorfor er det så kompliceret med den her branche? Hvad er det, der gør de her gutter til noget helt specielt? Og som også gør dem så skide besværlige at være pårørende til?

2 Jeg husker tydeligt stilladsstrejken, som startede omkring julen i Dengang deltog jeg i støttefester, i protestmøder, solgte klistermærker på gader og vej - med min da to måneder gamle søn på armen. Jeg så koner, kærester, børn og forældre og andre pårørende engagere sig i kampen. Mange af ansigterne ser jeg stadig af og til. Der var solidaritet og ikke bare indenfor stilladsbranchen; flere andre brancher viste også deres solidaritet. Denne solidaritet har stilladsarbejderne stadig ry for og kræfter til at returnere, når andre har brug for hjælp i en eller anden (nu efterhånden sjælden set) faglig kamp. Dette er bare et eksempel på, hvorfor disse gutter er så specielle. Man passer stadig godt på hinanden indenfor branchen, også på tværs af landet; - se bare hvad der i skrivende stund (maj 2006) sker i Ålborg! Stilladsbranchen er alt andet lige en forholdsvis lille branche, omkring 600 i København, 1100 på landsbasis. Alligevel magter netop denne gruppe at blive hørt og lyttet til, ganske vist af og til på grænsen af loven, men det er nødvendigt, at det bliver gjort. Så kan man jo filosofere over, hvem der har lavet de love, s o m s æ t t e r grænser for arbejderklassens ret til at kræve sine rettigheder overholdt, og så oven i købet kalder dem for terrorister.

3 Men som pårørende kan det være svært at forstå, hvorfor lige MIN mand, kæreste, far, bror, søn eller hvad han nu er skal være den, der står på Øretævernes holdeplads?!! Hvorfor er det lige MIN mand, der ender inde hos Snup-Hans og aflægger forklaring? Eller hvad det nu kan være. Det kan som udenforstående eller som ny i branchen måske være uendeligt svært at forstå, hvad det skal nytte - der er jo ingen, som gør noget for mig eller os... Jamen, kære venner det er jo fordi, de kan! Fordi det SKAL gøres, og fordi den stærke skal bære den svage! Andre har tidligere kæmpet hårde kampe, for at vi i dag kan høste frugterne og har de arbejdsforhold, som vi har. Vi har pligt til at kræve mindst at fastholde arbejdsforholdene, men også at forbedre og kræve forbedringer, hvor det er nødvendigt. Ingenting forandres af sig selv! Selvfølgelig kunne der bruges mange flere ord og forklaringer på det, men i virkeligheden er det så enkelt! Nu kommer jeg så til den del af min beretning, som jeg ikke bryder mig om nemlig den økonomiske del. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har hørt sætningen Nå, er du gift med en stilladsarbejder ja, de scorer jo kassen... Haha Jooohh.. det gør de da, som oftest. Og så begynder man den lange trange forklaring om, at det jo altså er dem, der sætter livet på spil for at kunne sikre andre osv. osv. osv. og bla. bla.bla.

4 Den 27. april var vi til mindekoncert for Thomas Koppel i Den Grå Hal på Christania. Det var en fantastisk oplevelse, men hører som sådan ikke til her. Det jeg ville sige var, at derude traf vi en fyr, som stod og rodede med noget tovværk - noget der virker som en magnet på visse personer. Da han hørte, at Hr. Larsen var stilladsarbejder var hans ord: Ja, hvis jeg ikke havde dårlig ryg, ville jeg også være stilladsarbejder og score kassen. Det bragte smilet frem i vores øjne, men vi sagde naturligvis ikke noget. Larsen blev lidt fjern i blikket, og jeg kunne godt se, hvor hans tanker var, nemlig: Gad vide hvad det er for forestillinger, folk har? Tit har man fornemmelsen af, at det er en omgang pladderromantik om store muller og svedige mandekroppe, og RIGTIG mange Euro på lønsedlen. Men når man, som jeg, har været med på karusellen så længe, kan man godt se, hvor det er på vej hen. Lønningerne er slet, slet ikke så høje, som de var for år siden, set i forhold til det øvrige samfund. Men der er - heldigvis da - kommet flere hjælpemidler, og materialerne er blevet mindre tunge. Det korte af det lange er, at vores pårørende stadig har et hårdt og krævende arbejde - og ofte må kæmpe for at få den løn, de har krav på. Her tænker jeg på, hvor tit der er diskussioner om, hvad der bliver skrevet på sedlerne, på at arbejdsgiverne streger det ene og det andet og med et pennestrøg sløjfer gamle lokalaftaler.

5 Arbejdsdagen er ikke nødvendigvis forbi, når man kører ind på pladsen og læsser lastbilen af. Næææh, - så begynder den administrative del af fornøjelsen og det er jo her den virkelige kamp foregår, med pen, papir og lommeregner... noget der i sig selv kan give sved på panden på mangen en stilladsarbejder. Derfor er det også så forbandet vigtigt at holde sig orienteret om, hvad sker der i branchen? Hvis man ikke kender sine rettigheder - kan man heller ikke kræve dem! - Hvad står der nu lige i priskuranten? - Hvad koster den ene dimmer og den anden dims? - Og hvad nu hvis mester lige tolker det anderledes? Orker man så at tage kampen op med ham? Når nu Lille mor sidder derhjemme og venter på, at man skal komme hjem og være familiær? For fanden! - jeg skal også fortælle hende, at der er klubmøde på tirsdag! - Øv! og så bliver hun sur igen, for hun synes jo bare, det er druk og kammeratskab! HaHa det er det også! Altså OGSÅ!! Men det er også her, at informationerne er at hente det er her styrken skal hentes, BÅDE til at klare arbejdsdagen, men i allerhøjeste grad også til at tumle mester. Derfor er det vigtigt at komme til klubmøderne. Jo da - jeg har sørme også fået efterdønningerne hjem efter meget våde klubmøder, men når tågerne har lagt sig, har jeg også hørt, at der foregår andet end druk og pigesnak. Det er min opfattelse, at mange stilladsarbejdere er utroligt dårlige til at informere på hjemmefronten.

6 Fortælle om hvad man har snakket om på klubmødet; om hvad der sker på den faglige side; om hvad der er sket i løbet af dagen. De færreste koner/kærester gider høre om alle de lårkorte tøsepige-børn, man har piftet af i løbet af dagen, men mon dog ikke de fleste godt gider høre om andre ting???? Det er svært at forholde sig til noget, man ikke ved noget om og aldrig får noget at vide om. Og hvem skal fortælle om det? Hvem skal trække konens/kærestens interesse frem, så der kommer forståelse for, hvad det er for en dagligdag en stilladsarbejder har? Gennem årene har jeg med jævne mellemrum overværet et klubmøde, et tillidsmandsmøde eller andre møder. Jeg ved ikke hvor mange 1.maj er jeg efterhånden har deltaget i men det er flere, end jeg har lyst til at tænke på... Senest sad jeg i et hjørne ved tillidsmandsmødet i københavnerklubben den 25. april. Her blev der blandt andet informeret om vor kammerat Jesus tragiske død - en af de virkelige kæmper. Men det, jeg hæftede mig mest ved, var Johns orientering om den såkaldte Velfærdsreform, som er undervejs i regeringen. Han skræmte mig nærmest fra vid og sans med sine ord. Ikke at jeg ikke er nogenlunde informeret, om hvad der sker i samfundet, men Johns ord gik rent ind hos mig. Det her er alvorligt, meget alvorligt for hele vores klasse altså arbejderklassen. Hvis de her velfærds-reformer bliver vedtaget, bliver der endnu længere mellem bunden og toppen. De i forvejen svage bliver endnu dårligere stillet -altså børn, gamle og syge. Og de, der ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet, vil få endnu dårligere vilkår.

7 At være pårørende til en stilladsarbejder er en livsstil, på godt og ondt, og vil man have en bid af kagen, må man også være med til at yde sin del. If you can t beat them, join them er vist et passende råd her. Men det vigtigste af alt er- tror jeg - at man forsøger at sætte sig ind i deres virkelighed, at finde ud af hvordan det hænger sammen, at lægge øre til deres daglige beretninger. Hvis det er muligt så prøv at lytte med, når nogle af de gamle fortæller deres røverhistorier. Det kan være særdeles morsomt og lærerigt - Hvad man så tror på, bestemmer man jo selv... Send jeres mænd og kærester afsted til klubmøderne. Man kan jo PRØVE at sige, at de skal være søde og huske, at de har familie - ikke at jeg er naiv...! Javist! Stilladsarbejdere... - De er nogle banditter og røvere... - De er også lettere fordrukne (eller hvad der nu indtages)... - Visse af dem mener selv, at de er guds gave til kvinderne... - Visse har ikke megen pli... - Og mundtøjet fejler som regel ikke noget. Men de er faktisk ikke så komplicerede, som man umiddelbart kunne tro, og de er jo vores Mænner! Kære stilladsarbejdere og pårørende! Det blev en længere historie og kunne ha været længere men den har til gengæld også været omkring 30 år undervejs. Fru Larsen Mai-Britt Gammelgaard