Ericsson Diax Af Claus lindholt hansen

Transkript

1 1

2 2

3 Ericsson Diax Af Claus lindholt hansen 3

4 Indhold: 1 Før starten DIKON Den første ansatte Hvordan opstod navnet Dikon? Konsulenter og teknologileverandører Fra DIKON til Diax til LMD/X Stamtavlen DIKON familien DIKON DICEN DIKON MX DIKON OM DIAX OM II MegaNet Switched Wideband System ISDN LE, TE og NT OSS TeleNet DiaMux NMAccess GSP Afledte produkter Airline RAS DRA BeeWIP IPCityNode Access krigen Nej Tak Afslutningen for GSP produkterne Zenith projektet Fra Time slots til pakker starten på EDA Zenith og Diesel EDA 1200 evolutionen x releases

5 8.6 EDA 3.0, købet af Marconi og reduktioner på Diax Project E12 og EDA x releases Mobile@Home Begyndelsen FMC konceptet Projektets start Mobile@Home navnet Standardisering Organisering R R R R3- R R5 og Transfer til Linköping Salg og markedsføring Produktion Instrumentafdelingen DIKON B&O i Skive Norrköping Scunthorpe Solectron BB Electronics Elcoteq Mobile@Home Integration, outsourcing og konsolidering Kantine Facility Management IT SW udvikling HW udvikling Hele produkter og løsninger Test og verikation Udendørs løsninger PDM Sammenlægning af LMD og Diax Kernekompetencen og kulturen

6 16.1 NY er kursus Medarbejderne og organisationen Organisationen Medarbejderne Alfabetisk liste Liste efter afdelinger Transferprojektet

7 Forord At der skulle ligge et Ericsson Diax som vi har valgt at kalde virksomheden i denne bog i Struer, og at man der, gennem mere end 30 år, skulle udvikle banebrydende ny telecom produkter, kan vist kaldes et ægte industrieventyr. Starten var jo en følge af en affære mellem Jysk Telefon og Bang & Olufsen, og derfor var placeringen givet. Men at historien endte med at vare i 32 år skyldes jo nok medarbejdernes og ledelsens dygtighed og jyske stædighed, men ikke mindst at Ericsson trådte ind som ejer i Det siger en del om styrken i virksomhedens, at man evnede at vokse fra omkring 40 personer fra midten af 80 erne med forskellige udviklingsopgaver primært til Jysk Telefon, til ét af verdens fremmeste centre for bredbåndsteknologi med produkter solgt i hele verden, og udviklet i et mere internationalt samarbejde end mange større danske virksomheder har gjort. Den tiende november 2009 blev det på et medarbejdermøde i kantinen meddelt at Ericsson trækker sig ud af Struer, og at aktiviteterne i løbet af 2010 skal føres over til Ericsson i Genova og Beijing. Det er ikke svært at forestille sig de tanker og følelser der gik igennem hovederne på medarbejderne den dag, og dagene derefter; nogle af læserne var måske selv tilstede og husker det tydeligt... Dette værk er blevet til i løbet af den sidste tid med Ericsson Diax, som et forsøg på at fastholde nogle af de mange ting der gjorde denne virksomhed unik i medarbejdernes, men også andres øjne. Både kunder, Ericsson kolleger og venner i industrien i Danmark tilkendegiver at de der folk i Struer, de har virkelig fat i noget af det rigtige. Jeg håber at bogen vil tjene som et godt minde om et spændende stykke industrihistorie som var en stor del af mange dygtige og ihærdige menneskers liv i mere end 30 år. Tak Forfatteren ønsker at takke alle kolleger som har ladet sig pumpe for oplysninger og anekdoter under udarbejdelsen af dette værk, og især at takke tidligere kolleger Knud Holst, Kaj Juul-Pedersen, Jørgen Yde Jensen, Johan Henningsen og Per Lund. Det har været spændende sammen at grave i Diax fortid. Tak også til Lars Nørgård Hansen, Susanne D. Jensen og Holger Prip som har været behjælpelige med lay-out, trykning osv. Forfatteren kan kontaktes på clauslhansen@hotmail.com Claus Lindholt Hansen San Jose, Californien August

8 1. Før starten Når dette skrives i 2010 er det svært at huske tilbage helt til 70 erne da ideen om at lave telefoncentraler i Struer tog form. Lad mig hjælpe hukommelsen på vej med et par stikord: De fleste telefoner var sorte, de var lavet af bakelit og betjentes med drejeskive, de indeholdt absolut ingen software og virkede derfor hver eneste gang. Der var godt nok også ved at komme moderne trykknaptelefoner som kunne fås i orange og olivengrøn og brunt. Der fandtes stadig biler med navne som Simca, Austin, Hillman, NSU og Sunbeam. Telefonselskaber verden over var drevet som monopoler med eneret på at levere telefoni til kunder i bestemte lande eller områder uden nogen som helst konkurrence. I Danmark var det Jysk Telefon, Tele Sønderjylland, Fyns Telefon og Københavns Telefon Aktieselskab. Det kunne lade sig gøre at overføre data med et par hundrede bit per sekund, eller man kunne bruge Telex. Telegrafi var stadig en anvendt kommunikationsform til skibe. Mobiltelefoni var noget der kun fandtes i James Bond film. Internet eksisterede ikke. Pc en eller Mac en fandtes ikke; man måtte købe en Texas eller HP lommeregner eller et ur med røde LED tal hvis man var en nørd. De fleste unge mennesker havde en spolebåndoptager som de brugte til at optage musik fra Danmarks Radio Program 3, Top Tyve med Jørgen Mylius, eller Pop Før og Pop Nu med Hans Otto Bisgaard. Bang og Olufsen havde både farve og sort-hvid TV på programmet og man var stolte af fire-kanals stereo teknologien Ambiofoni. Al udvikling af telekommunikation var baseret på rekommandationer af CCITT, Comité Consultatif International Téléphonique et Télégraphique, som var en speciel afdeling af FN. Men alle telefonselskaber med respekt for sig selv udviklede deres egne særdeles detaljerede specifikationer, som leverandørerne måtte overholde til punkt og prikke for at levere systemer til dem. Til gengæld kunne de udvalgte leverandører tage sig ganske klækkeligt betalt, for telefonselskaberne kunne jo ikke købe de helt samme systemerne andre steder. Et udmærket arrangement, syntes mange. Det var ligesådan i Danmark. Jysk Telefon og de andre selskaber havde store udviklingsafdelinger som skrev specifikationer for udstyr, udviklede egne løsninger og gennemførte test og afprøvninger. De danske telefonselskaber dengang hed de endnu ikke operatører var dybt engageret i digitaliseringen af hele telefonnettet. I 1980 havde JT, TS og FT skrevet kontrakt med Ericsson om leveringer af det banebrydende ny AXE telefonsystem bestående af en digital styrecentral og udbrudte abonnenttrin. Kaj Juul-Pedersen fra LM Ericsson Danmark, som vi skal møde senere i bogen, var stolt over at være én af de første i Ericsson til at have solgt et AXE system. Dette var også et tegn på at vi i Danmark var ganske langt fremme med at digitalisere telefonnettet, og det var jo det der ledte til DIKONs tilblivelse. 8

9 AXE kontrakten var ganske vigtig for Ericsson og dannede baggrund for digitaliseringen af hele det danske net. Én af de første AXE centraler i verden var JTAS transitcentral i Aalborg som var i drift endda før den store kontrakt var underskrevet. JT var ifølge Kaj Juul altid yderst teknisk interesserede og var optændte af ideen om fuldstændig digitalisering af nettet de ville og kunne selv. Det gjaldt for både JTAS-direktør Relsted der skrev på kontrakten og hans efterfølger Kurt Westergaard. Det lykkedes således JT at få skrevet ind i aftalen med Ericsson at specifikationen af System 7 signaleringsgrænsesnittet til AXE ens udbrudte trin skulle udleveres til JT. Dette blev bestemt ikke vel modtaget i Stockholm, men Kaj Juul lykkedes med at overbevise ledelsen om at det var risikoen værd, kontraktens betydning taget i betragtning. I løbet af årene var der i øvrigt et godt og tæt samarbejde mellem LMD og JT omkring implementering af dette grænsesnit i Dikon, og i andre projekter; ligeledes havde LMD en god partner i JT når det gjaldt afprøvning af ny funktioner og systemer som var under udvikling. 9

10 2. DIKON Bang & Olufsen havde en svær tid i slutningen af halvfjerdserne, og man var derfor hele tiden på udkig efter ny områder hvor man kunne gøre sig gældende. Knud Holst var ansvarlig for denne business development aktivitet, kaldet Alternativ Produktsøgning. Mange ideer blev afprøvet i denne fase, men B&O-ledelsen var både da og senere delte: nogle mente at man til hver en tid burde fokusere på kun TV og audio, mens andre gerne så at forretningsområderne blev udvidet. I 1977 fik Teleteknisk Forskningslaboratorium (TFL) af JTAS en opgave med at konstruere en digital koncentrator med omkring 500 abonnenter. Per Lund kom med i dette projekt, som skulle frembringe en demonstrator og være et afsæt for en dansk videreudvikling og produktion af koncentratorer. Dette er et tegn på at JTAS på dette tidspunkt havde en klar strategi om en aggressiv digitalisering af telenettet, og at sådanne produkter var en nødvendig komponent for at gøre denne strategi til virkelighed. I én Knud Holsts gamle mapper finder vi det første dokument i historien der direkte leder frem til det senere Dikon - en indkaldelse til møde med JT-direktør Relsted på hans kontor på Clemensborg den 10. januar (Det er en fin gammel kontorbygning på Sct. Clemenstorv lige i midten af Århus. Nu ligger der i øvrigt en H&M butik i bygningen...). De andre deltagere var direktør K. Thorsen og chefingeniør Knud Holst fra B&O samt laboratoriechef Kurt Vestergaard og vicedirektør O.H. Giese fra JT. Det fremgår af referatet af mødet, at der var meget politisk pres på Post- og Telestyrelsen og Telefontilsynet for at støtte dansk produktion af telefonsystemer. Det danske marked for telefoncentraler anslås til ca. 400 millioner kroner om året. Man kan også læse at LME, Siemens og Phillips er i tovene økonomisk og er for sent i gang med digitale enheder samt at ITT og NTL var de eneste selskaber som JTAS tror på. Til sidst i referatet finder man en lille spøjs sætning Vi ser en styrke i det, at vi ikke er belastede med telefontraditioner ved overgangen til digi- 10

11 tale centraler. Det var åbenbart den fagre ny verden, der nu skulle skabes, så man skulle ikke belastes af erfaring har man hørt noget lignende ved andre lejligheder? I løbet af 1978 var det kontakt mellem JTAS og B&O, blandt andet diskuterede man en overgang fælles JT/B&O udvikling af PABC er, hvor produktionen derefter skulle ud i licitation blandt danske virksomheder, blandt andre Kirk i Horsens. 11

12 Mod slutningen af året blev planerne mere fastlagt, og personer fra B&O kom med i de konkrete forundersøgelser som Martin Gram fra JTAS havde arbejdet på igennem et par år. Dateret 20ende november 1978 findes det, man kunne kalde Dikons fødselsattest et konkret projektoplæg fra Knud Holst til B&O s ledelse gående på at udvikle og producere koncentratorer til de danske telefonselskaber i samarbejde med JT. Her står blandt andet man regner med en system-pris på 1000 kr. per linie, og Holst vurderer at virksomheden ville kunne vokse til omkring 200 mand, ca. halvdelen af de daværende aktiviteter på farve-tv. Det var jo meget godt gættet... I dette dokument introduceres også en væsentlig tredjepart, Fonden for Teknisk og Industriel Udvikling - Udviklingsfonden. Meningen var at JTAS ville stå for den største del af udviklingsomkostningerne og man regnede med at Udviklingsfonden ville sørge for afdækning af risikoen, formentlig eftersom der var et politisk ønske om mere dansk produktion af telefonsystemer. (Endnu én af de ting man kunne slippe af sted med i halvfjerdserne i dag ville WTO og EU nok have en mening om en sådan protektionistisk politik). Den konkrete risikoafdækning bestod i at Udviklingsfonden lånte penge til projektet, og hvis man derefter kunne vise at der ikke var tjent penge på det, skulle man ikke betale pengene tilbage. Igennem tiden er der lånt mange penge ad denne vej, 65 millioner alene til ISDN projektet. Der er dog aldrig betalt noget tilbage, men vi snød dem ikke!, siger Knud Holst. Den første låneaftale fra februar 1979 var på kr. og indeholder i øvrigt en passus om at fondet vil med velvilje tage stilling til senere ansøgninger på anslået kr. og udskydelse af tilbagebetaling af første lån. Ganske fine betingelser, kan man synes i dag. 2.1 Den første ansatte Ganske mange af de personer der var med omkring JT-B&O i starten fulgte med i arbejdet i mange år. Allerede ved de første kontakter mellem laboratoriechef Kurt Vestergård og B&O nævnte han et par nøglepersoner. Den ene var Per Lund på Teleteknisk Forskningslaboratorium på Danmarks Tekniske Højskole i Lyngby, som blev ansat på B&O per 1. juni Meningen var at han skulle være B&O s mand hos JTAS i ca. 1½ år, og derefter komme til Struer. Per endte jo senere med at blive teknisk direktør, og stod bag mange af visionerne og ideerne i produkterne men også andre systemer som for eksempel PDM; han må siges at være én af kulturbærerne i virksomheden. Se Per travlt beskæftiget ved sin HP arbejdsstation her: 12

13 2.2 Hvordan opstod navnet Dikon? Et udateret A3 ark indeholder et forslag til et logo samt følgende navne: DIGICON, CONTAL, CONCENT, CONLAB, CONTEL og DICON. Fra et møde den 8. maj 1979 refererer Ole Svinding at Knud Holst havde bedt dem vælge et af disse som navn for projektet. Den 30. maj kommer så et kort referat fra Dikon møde, så dette må siges at være dåbsattesten. 13

14 Derefter kan man af projektmødereferater se, at der kommer gang i tingene. Der studeres systemuafhængige signalsystemer, systemarkitektur, pålidelighed, produktions- og testmetoder, kostpriser, markedsanalyser for Danmark osv. Et notat viser at kostprisen for et helt system blev beregnet til kr. (hvoraf liniekredsene var mere end halvdelen med kr.), mens salgsprisen fra B&O er anslået til ikke en dårlig margin hvis det havde været nu om dage. Man kan endda se at en behovsanalyse peger på en pris på kr., og dette giver anledning til en undersøgelse af behovets priselasticitet. Dette er en anden måde at sige at der må være plads til en endnu større fortjeneste, lad os finde ud af hvor kundens smertegrænse ligger. B&O s bestyrelse godkendte i marts 1979 at der indledes et samarbejde med JTAS om udvikling og produktion af en digital koncentrator. Arealudvalget beslutter i oktober at Knud Holst får tildelt lokale 6 og 7 i fabrik 1, samt registrerer hans ønske om flere lokaler til Dikon udviklingsaktiviteter. Arbejdet foregår indtil videre hovedsageligt på JTAS. Der var planlagt et møde i Lemvig den 13. november 1979, hvor TFL s koncentrator koncept skulle demonstreres og vurderes. Meningen var at projektet derefter skulle køre videre udenfor TFL regi. TFL var jo ikke til for at lave produkter som kunne sælges og tages i drift, dette måtte almindelige virksomheder tage sig af. I de gamle DIKON mapper kan man følge forberedelserne til Lemvig-mødet som helt åbenbart blev set som en vigtig milepæl, men ikke ret meget om resultatet. Ifølge Per Lund gik mødet godt; TFL s koncentrator projekt viste et system frem som faktisk kunne afvikle kald, men grundlæggende dele af systemkonceptet blev derefter lavet helt om. Man havde blandt andet brugt en 24 bit intern parallel bus i hele systemet - og som vi alle jo ved i dag, var DIKONs bærende princip jo, at der internt bruges serielle 2 Mbit/s pcm forbindelser til både signalering og trafik. Det ses også af den først kendte systemtegning: Fra 1980 var der god fremdrift i DIKON udviklingsprojektet, et tæt samarbejde mellem folkene på B&O, ledet af Knud Holst og Per Lund og folkene på JTAS, ledet af Per Møller og Ole Svinding. 14

15 Vi hopper frem til Da kom Bodil Pedersen tilbage til B&O, ansat af Knud Holst som hans sekretær. Knud Holst var nok en Chefingeniør af den gamle skole og kunne måske virke frygtindgydende på nogen - Bodil sagde i hvert fald snart til sin mand at hun ville give det tre måneder og ellers.... Men Bodil besluttede sig for at der måtte skabes en gensidig respekt, så det gjorde hun, og fik et godt og langt samarbejde indtil Knud Holst gik på pension. 15

16 Der var så ti funktionærer ansat på dette tidspunkt - Bodil, Arne Sørensen, Per Lund, Leon Jensen, Johan Henningsen, Kaj Jensen, Erik Frahm, Karen Marie, Lars Nielsen og Jørgen Yde Jensen. Derudover var der folk i produktionen, hvoraf Kaj Refsgaard og Peter Simonsen skal nævnes de skulle nemlig blive i firmaet lige til lukningen i Alle DIKON medarbejderne sad i det samme område på B&O, kun opdelt af nogle skillevægge. Det var en praksis der blev videreført i DIKONs egen første bygning på Fælledvej. 2.3 Konsulenter og teknologileverandører Allerede tidligt i DIKON fandt man ud af at der ikke er hensigtsmæssigt at udvikle alt selv; det er for dyrt, tager for lang tid, og man kan ikke have forstand på alle områder. Nogle af de væsentlige leverandører i den tidlige DIKON nævnes i det følgende. Phillips Elektronik- Systemer A/S leverede PE 1020 strømforsyninger. Telenokia OY leverede 2Mbit/s PCM linieterminaler til montering på LTU kortene, og det er interessant at bemærke, at den bestilling på 8 af disse enheder, som Per Lund afgav til det finske firma i Januar 1982, er skrevet på dansk. Man brugte også konsulenter - ikke fra Indien, men nærmere på, Bremdal - hvorfra firmaet Insign leverede hjælp til teknisk tegning osv. til 150 kr. pr time. Af andre samarbejdspartnere kan nævnes Vejdirektoratet, som kunne forsyne DIKON projektet med materiale om trafik-genererede vibrationer. Det var ganske vigtig information for projektet, da DIKON jo netop skulle installeres på gadehjørner og langs landeveje. 16

17 3 Fra DIKON til Diax til LMD/X Det første DIKON firma var ejet helt af Bang & Olufsen og var en del af Technology divisionen som også omfattede telefonafdelingen. Fremover skulle ejerskabet og organiseringen af firmaet gå igennem en del forandringer, som i det følgende skal beskrives. Mod slutningen af firserne gik leveringene af DIKON og DICEN godt og der var godt gang i udviklingen af MegaNet og ISDN systemerne. Salget af DIKON gik godt, og der kom så småt gang i salget i andre lande. DIKON solgtes til Cayman Islands, MegaNet til Televerket i Sverige. Fremtiden så lys ud, man var teknisk langt fremme, og eksport markedet var åbent. Kaj Juul-Pedersen forlod LMD i 1980, men kom tilbage i Da skulle kontrakterne på de digitale centraler fornyes og der skulle forhandles om det kommende GSM net. Derfor mente han at det ville være en god taktik at sørge for at Ericsson fik et mere dansk præg det var i de tider da noget sådant kunne tælle med når kontrakter skulle forhandles på plads. Derfor tog Kaj Juul kontakt til Vagn Andersen, daværende B&O direktør, og over en frokost fremsatte han tilbuddet om at købe halvdelen af Dikon. B&O var interesseret, idet man ikke havde mulighed for at udvikle virksomheden i Dikon videre til det internationale marked. Der blev lavet en aftale om at B&O skulle designe akustikken til Ericssons næste GSM mobiltelefon, og i øvrigt skulle B&O kunne udnytte denne som platform for B&O s egen GSM telefon. I praksis blev det Vagn Andersens efterfølger, Anders Knutsen, der gennemførte forhandlingerne og skrev på kontrakterne, og han indtrådte derefter som bestyrelsesformand for Diax, mens Kaj Juul blev næstformand. I begyndelsen var det nogen betænkelighed hos ledelsen af Diax var Ericsson blot ude på at købe og lukke en konkurrent? man må sige at historien har vist noget andet. Fra første januar 1990 delte Ericsson og Bang & Olufsen ejerskabet af DIKON med 50% til hver. Et nyt firmanavn måtte til for at markere dette; det blev 17

18 Diax, en sammentrækning af DIKON og AXE. Som administrerende direktør blev Bjørn Olsson udpeget, Knud Holst fortsatte som teknisk direktør. Bjørn Olsson fortsatte senere som direktør for LMD, og blev afløst af Tomas Lundin, som senere igen blev afløst af Jørgen Yde Jensen. Tomas Lundin fortsatte da til Ericsson i Rumænien, hvor Diax senere oprettede en software afdeling. Ericsson øgede derefter sin andel, først til 75% i 1997 og endelig til 100% i 1999, hvor navnet skiftede til Ericsson Diax. På billedet nedenfor ses Anders Knutsson, Bjørn Olsson og Tomas Lundin hejse Ericsson flaget for første gang. Selskabet var stadig selvstændigt og havde en bestyrelse hvor relevante Ericsson folk deltog. I slutningen af 90 erne var firmaet dybt integreret i Ericsson. Hvilke produkter, som skulle udvikles, var afstemt med Ericssons strategi, men Ericsson Diax havde stadig en selvstændig økonomi. Produkterne solgtes gennem Ericssons markedsselskaber til transferpriser, senere blev det sådan at Diax fik en licens for hvert solgt produkt. Denne forretningsmodel blev efterhånden en hæmsko for salget det var svært for markedsselskaberne at forholde sig til denne specielle måde at handle på. Da EDA udviklingen begyndte var det derfor klart at investeringen i dette ikke skulle begrænses af hvad Diax kunne tjene på GSP produkterne. Finansielt blev Diax derfor en del af det normale Ericsson system. Det bevirkede naturligvis at man ikke længere tjente sine egne penge indtægterne fra salget gik til Ericssons store kasse, og derfra blev der også allokeret penge til områder som produktudvikling, support og salgsarbejde. Brugen af navnet Diax forsvandt gradvis - men aldrig helt - og i 1994 blev Diax og LMD slået sammen til ét selskab. Læs mere om dette senere i bogen. Efterhånden lærte også medarbejderne og lokalsamfundet at bruge navnet Ericsson. Internt i Ericsson var Struer kendt som LMD/X. I 2002 blev PDU BroadBand Access stiftet med hovedkvarter i Struer. I 2006 blev dette ansvar flyttet til Genova, da Marconi var opkøbt og skulle integreres. Historien gentog sig senere; da Silicon Valley firmaerne Entrisphere og Redback blev opkøbt, flyttede hovedkvarteret for hele Product Area og Development Unit IP and Broadband til San Jose. Og én af de beslutningner der fulgte efter dette blev jo som bekendt at Ericsson i Struer skulle lukke. 18

19 4 Stamtavlen De produkter, som Diax har arbejdet med, kan groft opdeles i tre familier, to hjemmehørende i fastnettet og én i mobilnettet: I den kredsløbskoblede generation - DIKON og de access og switching produkter der afledtes af denne, samt deres management systemer I den pakkekoblede generation EDA access noder, switche og tilhørende management systemer Mobile@Home var et fixed-mobile convergence system som ikke baserede sig på kendt Diax teknologi DIKON familien sluttede omkring år 2000, hvilket gav plads til EDA og Mobile@Home. EDA familien Mobile@Home DIKON familien frem til Access 300 og ANS DIKON familien Dette kapitel er delvis baseret på Johan Henningsens historiske tilbageblik udarbejdet i forbindelse med Diax 30 år jubilæum i 2008), og dækker perioden frem til slutningen af 1990 erne, hvor ANS og Access 300 var under langsom udfasning. Access 300 blev udfaset som konsekvens af en strategisk beslutning, idet et konkurrerende produkt, Access 911, var under udvikling i Ericsson. Den gamle ur-dikon har været stamfader til langt de fleste produkter som blev udviklet frem til slutningen af 1990 erne, nogle af dem endda solgt et stykke ind i det ny årtusinde (naturligvis først efter at de var blevet behørigt Y2K certificerede efter retningslinierne givet af Ericssons Chief Y2K Officer). På næste side ses hele stamtavlen: 19

20 TFL demo DIKON DVAP DICEN DIKON MX DIKON OM JTAS IE MegaNet LE MegaNet TE Dikonet 2000 Diamux demo ISDN LE ISDN TE NT8/Diamux 20 DIKON OM2 NTA 10 General System Platform Diamux 120 Diamux 500 ANS Local ANS Transloc. NMAccess (Diamux) GSP Double Density ANS og Diamux Diamux 120 Diamux 500 ANS Local? ANS Transloc. Diamux 500, 200, 120, 20, NTA Videreudvikling af interface-kort, protokoller (V5.1, V5.2), applikationer Videreudvikling af applikationer (VoIP osv), samt protokoller (PBX, IN/SSP etc.) RAS 1000/SIM Airline FTTH 92 IPCityNode DRA 1900 BeeWiP 20

21 4.1.1 DIKON DIKON skulle anvendes som udbrudt digitalt abonnenttrin for op til 480 abonnenter, monteret i et specielt vejskab eller et indendørsrack, og tilsluttes de nye digitale AXEcentraler fra Ericsson. DIKON havde op til 4 PCM systemer med speciel CCS7 signalering, som blev termineret i tilsvarende interfaces på AXE en en løsning der var helt unik for JTAS, både teknisk, men også i det faktum at det var JTAS folk der skrev de relevante software-blokke til AXE! DIKONs systemdesign var baseret på en vælger en time-slot switch, og interne 2Mbit/s serielle busser, som lignede de standardiserede E1/PCM grænsesnit. Dette fleksible koncept bevaredes i GSP en og var blandt andet grunden til at denne kunne anvendes til så mange forskellige applikationer, som den senere blev. Her ser vi et par eksempler på det praktiske installations arbejde af en Dikon i felten: 21

22 4.1.2 DICEN Desværre skulle det snart vise sig snart, at Ericsson ikke var i stand til at levere disse centraler rettidigt til overholdelse af Jysk Telefons planer for udrulning af DIKON tilslutninger, så der blev hurtigt, som et appendiks til det oprindelige projekt, designet en lille modercentral, DICEN, som fra en central placering kunne håndtere 15 DIKON enheder. Jørgen Yde Jensen, som senere blev direktør for Diax, blev ansat til at skrive software til DICEN. Systemkonceptet var samme som DIKON, men DICEN var kun bestykket med 2 Mbit/s LTU kort, og der udvikledes et mere kraftigt processorkort, DSU 076 med en Intel 8085 processor. DSU 076 blev derefter anvendt som hoved- eller hjælpe processorkort i Diax produkter indtil slutningen af 1990 erne. På billedet ses konceptet med Dicen og Dikon. 22

23 4.1.3 DIKON MX Der var steder hvor selv et lille DIKON system var for stort. Derfor blev der udviklet et lille system med en enkelt 2Mbit/s forbindelse og 30 abonnentlinier. Som det ofte er set, var det hurtigt at udvikle en fungerende prototype som kunne sættes i drift, men det tog et par år inden MX en var fuldt integreret. MX en fik nogen anvendelse da ISDN senere skulle rulles ud i nettet. For eksempel var kundegrundlaget for ISDN på Thyholm ikke stort nok til at det var fornuftigt at installere en hel ISDN LE; MX en klarede problemet DIKON OM Frigørelsen fra Jysk Telefons administrative systemer medførte et behov for udvikling af et PC-baseret Operation & Management-system, DIKON OM, som blev baseret på et moderne multi-tasking operativsystem, Concurrent DOS. Selv efter moderne standard må nogle af ideerne bag DIKON OM siges at have været holdbare. Blandt andet var det muligt at udvikle og ændre kommandoer og alarmpræsentationer på skærmen uden at ændre på software i selve netværkselementerne, DIKON og de senere Diamux, LE osv. Ikke engang moderne IP produkter har en sådan fleksibilitet. Med til DIKON OM systemet hørte en gigantisk Kennedy båndstation til backup formål. Den var på størrelse med et køleskab og havde en indbygget støvsuger til at suge båndet hen omkring spolerne. Den er desværre ikke med på billedet på næste side. 23

24 Pc er var dengang meget dyre i anskaffelse, og bestemt ikke hver mands eje, og da afdelingens budgetter ikke tillod investering i det nødvendige antal, blev de i en periode leaset fra nogle af de ansatte udviklere Holger Prip, som jo skulle blive den sidste direktør (da hed det Vice President) for Diax, blev i sin tid ansat til at udvikle DIKON OM DIAX OM II Omkring 1995 blev det klart at operativsystemet C-DOS, som DIKON OM var baseret på, ikke længere var tidssvarende. Det blev ikke længere supporteret fra leverandøren og havde ikke den ydelse der krævedes for at håndtere store net med mange Diamux noder. Firmaet havde da en længere strategisk diskussion skulle næste generation management system baseres på HP Openview platformen, eller på Windows NT med videreudvikling af den kendte DIKON OM applikation? HP Openview var favoriseret af blandt andet folk fra JT, men valget faldt på NT sporet. Et væsentligt argument imod HP Openview var at det ville kræve UNIX baserede udviklingsmaskiner, og man foretrak at bevare et ensartet Pc-miljø for hele Diax. DIAX OM II blev udviklet til både access og switching systemerne, og var opbygget som et client/server system. Inspireret af de nyeste TMN (Telecom Management Network, en del af CCITT/ITU rekommandationerne) principper var funktionerne opdelt i Fault, Configuration, Accounting, Performance og Security Management MegaNet Switched Wideband System Det har som regel været ganske dyrt at leje permanente 2Mbit/s forbindelser hos JTAS og andre teleoperatører. Mens ISDN projektet var undervejs, kom man på at en DIKON kunne anvendes til at switche 2Mbit/s forbindelser, og dermed dele dem mellem kunderne, som så 24

25 fik en prisfordel. Systemet blev navngivet DIKON MegaNet og vandt indpas hos de danske tele-operatører og derefter også snart i andre dele af verden, blandt andet Norge, Sverige, Schweiz, Holland, Belgien, Storbritannien, Hong Kong og Australien. Der blev oprettet en brugerklub for MegaNet operatører Global Broadband Forum. Med passende terminaludstyr kunne systemet benyttes til videokonferencer i høj kvalitet, transmission af Hi-fi lyd og højhastigheds datatransmission. I 90 erne skiftede MegaNet navn til Switched Wideband System, SWS, som vi mente var mere sigende ISDN LE, TE og NT De danske telefonselskabers stadige ønske om at befinde sig i forreste linie med indførelse de nyeste teknologier førte i 1988 til en ny aftale om udvikling og levering af små centraler til ISDN (Integrated Services Digital Network), byggende på en teknologisk opgradering af den oprindelige DIKON-platform. Aftalen blev indgået mellem alle fire selskaber Jysk Telefon, KTAS, Fyns telefon og Tele Sønderjylland og projektansvaret skulle ligge i Struer. ISDN-udviklingen blev fra starten baseret på de nyeste europæiske standarder, og med en udviklingstid på kun ca. tre år, lykkedes det således i begyndelsen af 1992, at blive den første leverandør af ISDN centraler i kommerciel drift efter den nye standard. LE en fik sit eget robuste skab, som det ses på billedet her. ISDN LE en fik et ny abonnentkort, ISDN Gruppe Modul, og et kraftigere processorkort som kunne håndtere de mere komplekse protokoller og services der var specificeret i ISDN. ISDN TE en have en enklere software applikation end LE en den skulle jo ikke håndtere abonnenterne men fik til gengæld en ny switch (CSB) som kunne håndtere 96 * 32 kanaler. Til ISDN konceptet hørte også en NT. Når en ny tele-teknologi kommer på banen, kan man ikke regne med at central-udstyret og terminalerne fungerer perfekt sammen, snarere tværtimod. Derfor valgte man at udvikle en egen NT, selvom det var usandsynligt at man ville tjene mange penge derved. 25