Den stille sult. Mappen kan downloades på:

Transkript

1 Den stille sult Den stille sult er en dokumentationsmappe udgivet i forbindelse med Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling Mappens indhold er en serie artikler, der løbende opdateres. Mappen kan downloades på: REDAKTION: Stine Leth-Nissen ARTIKLER: Lisbeth Engbo, Linda Nordahl Jakobsen, Malene Haakansson, Mattias Söderberg, Rasmus Helveg Petersen, Stine Leth-Nissen FOTO: Mike Kollöffel, Mikkel Østergaard, Heine Pedersen, Lars Salomonsen, FKN, ScanpIX GRAFISK BEARBEJDNING: Kirsten Bronke DOKUMENTATIONSMAPPEN ER PRODUCERET MED STØTTE FRA DANIDA gennem Folkekirkens Nødhjælps bevilling til projektrelateret oplysning. TRYK OG UDGIVELSE: Folkekirkens Nødhjælp 2006

2 Indhold DEN STILLE SULT OG DEN STORE KLØFT Over 800 millioner mennesker verden over lever hver dag med for lidt mad og for dårlig mad. SULTENS LANDKORT FAO anslår, at 852 millioner mennesker var underernærede i VÆKST ALENE HJÆLPER IKKE DE SULTENDE Kampen om at udrydde sulten vil blive vundet - eller tabt- på landet, hvor det store flertal af sultende bor SULTENS MANGE ANSIGTER Kronisk sult er den konstante udmarvende kamp for at skaffe det næste måltid mad. Ikke blot katastrofer, men også ligegyldighed, grådighed og diskrimination er årsager til sult ULIGHED/ GRÅDIGHED: EKSTREM ULIGHED FORVÆRRER FATTIGDOM Dyb ulighed kan holde fremskridtet tilbage i årevis DE FATTIGE ER STOLTE AF MIN SUCCES Indiens rige spilder ikke megen tid på dårlig samvittighed PRISEN FOR DE MINDSTE De små børn - og især pigerne - betaler prisen for sulten - sælligt i Indien UDEN ARBEJDE - INGEN MAD Hundredetusinder af børn må arbejde for at skaffe mad til familien. Ofte knokler de under livsfarlige arbejdsforhold HANDELSAFTALE KOSTER MENNESKELIV Den internationale aftale om intellektuelle rettigheder er en katastrofe for landmænd i Afrika og Indien DISKRIMINATION/ RACISME: INGENTING TIL DE FATTIGE Selv om Guatemalas økonomi har været i fremgang længe, har de fattige fået det dårligere DE ELENDIGE 221 millioner indere lider af mere eller mindre kronisk sult. Langt de fleste er stammefolk, kasteløse og lavkastefolk. ET KVINDELIV FRA MORGEN TIL AFTEN Mor spiser sidst - hvis der er mad tilbage MED EGNE ØJNE Indsamlingsleder fra Hjallese har besøgt Indien og er overbevist om, at det kan lade sig gøre at afskaffe sulten KATASTROFER: KATASTROFERNE STÅR I KØ Generelt rammer katastrofer især de fattigste lande og den del af befolkningen, som i forvejen må sulte jævnligt EN GRUSOM ALLIANCE De fattige i Mellemamerika rammes brutalt af regionens katastrofer DE SYGE BUKKER UNDER FØRST Hiv-smitte og sult har lammet store dele af det sydlige Afrika LØSNINGER: KONERNE MED ÆGGENE Et kuldsejlet hønseprojekt endte som en succes, bl.a. takket være Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling 2005 FRIHANDEL ALENE HJÆLPER IKKE DE SULTENDE Fattige landes befolkninger har brug for udviklingsbistand. De kan ikke blot konkurrere sig til en plads på verdensmarkedet DET HANDLER OM VILJE 2015-målene om at halvere sult og fattigdom er ikke utopiske SKRIDT PÅ VEJEN UD AF SULTEN Tusinder af fattige småbønder kæmper hårdt for at sikre sig en andel af væksten i det fattige, mellemamerikanske land VIRKSOMHEDER MOD SULT OG FATTIGDOM Virksomheder, der ønsker at investere i fattige lande, bør forholde sig aktivt til den sult og fattigdom, der omgiver dem KOMMENTAR: EKSTREMERNES LAND Hvorfor skal Folkekirkens Nødhjælp støtte Indiens fattigste? EN SAMMENLIGNING Indien, Guatemala og Danmark - centrale tal for velfærd

3 Den stille sult og den store kløft Retten til mad er en af de mest basale rettigheder, som mange af os tager for givet på linie med at trække vejret. Ikke desto mindre lever 850 millioner mennesker i daglig, udmarvende sult. Det er mere end hvert ottende menneske på jorden. Vi taler om børn, voksne og gamle, som i lange perioder intet får at spise eller måske kun et enkelt måltid mad om dagen. Sådan er hverdagen for flere, også i de lande hvor man ser en stigende vækst. Globalt, regionalt og helt ned i de enkelte familier findes sult side om side med hæmningsløs overflod. Et lands rigdom og vækst betyder ikke nødvendigvis, at der er mad nok til alle. Indien og Guatemala er eksempler på lande, der oplever økonomisk vækst, men hvor fremgangen kun kommer en mindre del af befolkningen til gode. Fire ud af fem indere lever stadig for under to dollars om dagen, piger og kvinder rammes særlig hårdt af sulten, og de allerfattigste af dem findes blandt Indiens kasteløse. En overklasse og en voksende middelklasse tjener pengene, men det store potentiale hos de mange indere på bunden af samfundet får aldrig lov til at udfolde sig til gavn for samfundet. Deres grundlæggende menneskerettigheder og deres rettigheder ifølge de indiske love krænkes dagligt. Som om det ikke var nok, giver undertrykkelsen og udnyttelsen end ikke økonomisk mening for samfundet. Uligheden står snarere i vejen for, at kreativitet og produktivitet for alvor kan rive Indien ud af den fortid, som stadig holder millioner af kvinder, børn og kasteløse i afgrundsdyb fattigdom. På samme måde i Guatemala, hvor den oprindelige maya-befolkning fortsat undertrykkes og lades i stikken, især når man ser på så grundlæggende menneskerettigheder som retten til at leve et liv uden daglig sult. Men sulten bør ikke kun være et ansvar for dem, der lever tæt på verdens fattigste. Den er en urimelighed, som vi alle må tage stilling til og arbejde på at ændre. Sulten har mange ansigter og mange årsager. Ud over katastrofer er også ligegyldighed, grådighed, uvidenhed og diskrimination årsager til sult. Somme tider kræver det forbavsende lidt at hjælpe mennesker ud af den stille sult. Et lille iværksætterlån, skolegang og undervisning i, hvad der er menneskers ret - og pligt. Mange lande har tilsluttet sig FN s 2015-mål, som blandt andet drejer sig om at halvere sult og bekæmpe fattigdom. Det kræver mod og politisk vilje, hvis vi vil leve op til de mål. Det vil Folkekirkens Nødhjælp. Endnu en gang forsøger vi derfor at sætte den stille sult på dagsordenen i forbindelse med vores årlige sogneindsamling. Og vi vil udfordre os selv som danskere, vores virksomheder og vores politikere og regering til at tage stilling og sætte en stopper for ligegyldighed, grådighed, uvidenhed og diskrimination. Vi kan gøre det. Og vi kan starte med os selv Generalsekretær Henrik Stubkjær Folkekirkens Nødhjælp

4 Sultens landkort Tidligere Østblok-lande 34 mio. I-lande 9 mio. Latinamerika og Caribien 53 mio. Mellemøsten og Nordafrika 39 mio. Afrika syd for Sahara 204 mio. Indien 221 mio. Kina 142 mio. Asien og Stillehavet 156 mio. 852 millioner mennesker var underernærede i , anslog FAO, FN s Fødevare- og Landbrugsorganisation. Af de sultende befinder 815 millioner sig i u-landene, hvilket er en klar stigning på 17 millioner mennesker i forhold til antallet fra året før. I de tidligere Østbloklande er antallet af sultende steget fra 23 til 28 millioner mennesker siden opbruddet i Samlet betyder tallene, at det kun er lykkedes at redde 9 millioner mennesker ud af sulten i tiåret siden Og i de seneste fem år er antallet af kronisk sultende i u-landene øget med næsten 4 millioner mennesker om året. Kina, der først nedsatte antallet af sultende med næsten 50 millioner mennesker, gør nu kun langsomme fremskridt, og i Indien ligefrem voksede antallet af sultende med 18 millioner mennesker over de seneste fem år.

5 Erfaringerne i 2005 viser, at kampen om at udrydde sulten vil blive vundet eller tabt på landet, hvor det store flertal af sultende bor. Vækst alene hjælper ikke de sultende Tidligere var hungersnød især resultatet af, at høsten slog fejl i isolerede områder, men i dag skyldes den i stigende grad marginaliseringen og forarmelsen af landbefolkningen, et resultat af utilstrækkelige institutioner og politikker. FN s Fødevare- og Landbrugsorganisation FAO Den vigtigste årsag til sult er fattigdom. Det globale kort for sulten følger også kortet over de fattigste lande. Men selv i verdens rigeste lande findes lommer af sult og underernæring. Folk sulter i landsbyer, hvor der er masser af mad på det lokale marked, men mange har ikke råd til at købe den. De sulter i byernes slumkvarterer eller på fortovene langs verdens rigeste shopping-strøg. Hvis vi allerede kender de grundlæggende rammer for, hvad der skal gøres, hvorfor har vi så tilladt, at hundreder af millioner af mennesker sulter i en verden, der producerer mere end nok mad til hver eneste kvinde, mand og barn? spurgte FAO, FN s Fødevare- og Landbrugsorganisation i sin årlige rapport om sulten i verden, The State of Food Insecurity in the World Langt fra magten Og svaret fulgte lige efter: Sagt meget direkte er problemet ikke så meget mangel på mad som mangel på politisk vilje. Det store flertal af verdens sultende befolkninger lever i landområderne i u-landene, langt fra den politiske magt og langt fra mediernes rækkevidde og fra offentligheden i i-landene. Kampen om at udrydde sulten og nå alle udviklingsmålene vil blive vundet eller tabt i landområderne, hvor det store flertal af verdens sultende bor, skrev FAO i sin rapport i Tre ud af hver fire, der sulter, bor på landet. Her bor også det store flertal af de næsten 11 millioner børn, der dør, inden de bliver fem år. Kun Sydamerika og Caribien står til at klare det ikke særlig ambitiøse 2015-mål om at halvere andelen af sultende i år Ingen vil nå det mål, som verdens lande satte sig på Fødevaretopmødet i Rom i 1996 om at halvere antallet af sultende. Det skyldes, at verdens befolkning ventes at vokse med to milliarder mennesker fra 1990 til Hver dag dør mennesker af sult. Og selv om der findes mange gode eksempler på, hvordan man kan undgå de fleste af disse dødsfald, der jo især rammer de små børn, var der ikke stor fremgang at spore i Sult blokerer for fremgang Det har vist sig at være sværest at skabe fremgang, hvor sulten bider sig fast, nemlig i Afrika og Sydasien, skriver FAO i sin 2005-rapport, The State of Food Insecurity in the World. Kun fire ud af de 16 lande, hvor over 35 procent af befolkningen er underernæret, kan notere sig for en fremgang på vejen til 2015-Målene. Og fire af landene i gruppen med procent underernærede har ligefrem oplevet en forværring. Det gælder f.eks. et mellemamerikansk land som Guatemala, der ellers har oplevet vækst i sin økonomi. Sult koster dyrt! Undersøgelser har vist, at de økonomiske tab, når man måler nedgang i produktiviteten som følge af lav fødselsvægt, under- og fejlernæring, løber helt op i 5-10 procent af u-landenes bruttonationalprodukt.

6 Katastrofer er kendt som årsager til sult. Men den stille, daglige sult har også andre årsager som ligegyldighed, grådighed og diskrimination Sultens mange ansigter I Danmark er sult noget vi føler, mens vi venter på, at maden skal blive færdig. Kronisk sult er den konstante udmarvende kamp erne, preller det af på de velbjærgede. De trækker på skuldrene og lader, som om det ikke har noget med dem at gøre. for at skaffe det næste måltid mad. Nogle dage lykkes det, andre ikke. Hele tiden hænger bekymringen for, hvordan man skal blive mæt i morgen Grådighed Grådigheden hos dem, der har, betyder, at de over hovedet. Og uden skrupler udnytter skrøbeligheden, fordi man ikke har det Dybest set er myndighederne ligeglade med stammefolkene dem, der in- genting har. Jo billigere overskud og de kræfter, og de kasteløse. De er til overs, og det ville være arbejdskraft som kommer af god og regelmæssig kost. nemmest, hvis de bare forsvandt, Taphan fra RCDC, Rural Community Development Centre og jo billigere varer, des bedre. Det gælder, selv om de, der leverer varen, ikke har råd til at forsørge deres Akut hungersnød er, når mennesker gennem en længere periode ikke får noget eller næsten ingenting at spise. Ud over katastrofer kan årsager til sult være: Ligegyldighed Grådighed Diskrimination familier. Det gælder også forbrugerne i den rige verden, der får importerede fødevarer som kaffe, eksotiske frugter og rejer til billigere priser. Mens de rige lader landbrugsjord ligge brak, fordi det er en god investering, så sulter de fattige, fordi de mangler jord til at dyrke afgrøder, der kan dække deres mest basale behov. De fattige må låne penge af private pengehajer, Ligegyldighed Den indiske middelklasse og de rige har aldrig været mere optaget af at forbruge og sørge for sig selv. Selv om sulten jævnligt omtales i medi- som kræver skyhøje renter. Typisk betaler den fattige mand to til tre gange så meget tilbage, som han oprindelig lånte. Renten ligger på mindst 20% om måneden i mange landsbyer i Indien. Hvis fattige indere ikke spiser i 10 dage hvad så? Hvis 300 dør af sult, hva så? Hvis dør af sult, hva så? Hvis du spørger middelklassen og de fleste i regeringen, vil de sige: Der har altid været folk, der døde i det her land. Colin Gonsalves, Human Rights Law Network

7 Diskrimination Den kroniske sult i Indien rammer først og fremmest de kasteløse og stammefolkene. I det mellemamerikanske land Guatemala er det også de fattigste, nemlig hele gruppen af maya-indianere, som lever med daglig sult. Og det er ikke tilfældigt. Også mayaerne betragtes i deres hjemland som laverestående og mindre værd end andre mennesker. De får det dårligste og mest underbetalte arbejde. De indiske kasteløse er afskåret fra en række jobs, fordi de betragtes som urene. De bliver fordrevet fra deres hjemegn, fordi de ikke har skøde på deres jord, og de bliver mobbet, hvis de prøver at bryde ud af den sociale spændetrøje. Værst er det for kvinderne, som får lavere løn end mændene. De er altid de sidste, der får mad, og er der for lidt mad, får de simpelthen ingenting, Det var hårdt at være gældsslave. Vi arbejdede fra 6-18 uden hvile, hvor vi gik foroverbøjet det meste af tiden. Kost og logi var den eneste løn, vi fik, og maden fik vi serveret i vores hule hænder. Herremanden købte billige brugte sarier og lungis til os, og vi fik først en ny, når den gamle var slidt op. Vi boede hos ham. Penge fik vi ingen af, så vi kunne intet købe. Herremanden selv var en rig forretningsmand med store kokos- og mangoplantager. Tidligere gældsslaver De rige ønsker, at vi skal forblive fattige, så vi kan arbejde billigt for dem. Indisk landarbejder

8 ULIGHED/GRÅDIGHED Intet samfund kan blomstre og være lykkeligt, hvor størstedelen af borgerne er fattige og elendige. Adam Smith, The Wealth of Nations Ekstrem ulighed forværrer fattigdommen Danmark har haft sin diskussion om lighed, hvor socialminister Eva Kjer Hansen skabte stor debat, da hun keder for det øvrige samfund, anfører UNDP. forsøgte at argumentere for, at Uligheden må gerne En barriere for fremskridtet blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Uligheden slår igennem på alle niveauer. Ikke blot i Hun tilføjede, at uligheden kun skulle være større, den store forskel på rig og fattig, men også som diskrimination mod stammefolk og kasteløse, som ulighed hvis de svage ikke blev ladt i stikken. Senere måtte Eva Kjer Hansen trække disse udtalelser tilbage efter mellem land og by eller som ekstrem ulighed mellem pres fra statsministeren. mænd og kvinder. Det vil i sidste instans sige, at dyb Men det land, hvor ministeren rejste diskussionen, ulighed kan holde fremskridtet tilbage i årevis og har i forvejen verdens mest ligelige fordeling af velfærden. Og det sætter nogle ganske andre rammer for af elendigheden. forhindre, at fattige og sultende mennesker løftes ud diskussionen end dér, hvor man lever med ekstrem Børn af fattige mennesker er overrepræsenterede, når ulighed. det gælder børnedødelighed. Hvis små indiske piger under fem år havde samme dødelighed som drengene, ville det redde omkring pigers liv En ekstra dollar i hånden på en jordløs landarbejder i Sydasien eller en slumbeboer i Latinamerika skaber større velfærd end det tilsvarende beløb i hånden på en millionær. Human Development report 2005 Økonomisk gevinst Hvor samfund lever med ekstrem ulighed, sker der ofte ekstreme overgreb mod de fattigstes menneskerettigheder. Den stille, daglige sult er et af dem. Diskrimination på grundlag af race, tro eller politisk overbevisning er andre eksempler. Men også på det økonomiske plan er der gode argumenter imod ekstrem ulighed: Ekstrem ulighed er ikke bare dårlig for fattigdomsbekæmpelse den er også dårlig for væksten, hedder det i UNDP s Human Development report 2005, der ligefrem vurderer, at ekstrem ulighed kan virke som en bremse på væksten. De fattige udnytter generelt den ekstra dollar langt bedre end en rig person, der f.eks. bruger den til luksusforbrug. Når man tillader, at en ulige fordeling af værdierne lader massiv fattigdom fortsætte, er det naturligvis dårligt for fattige mennesker, men det begrænser også udviklingen af investeringsmuligheder og mar- hvert år. Hurtig vækst FN s Fødevare- og Landbrugsorganisation FAO advarer også om, at hurtig, økonomisk vækst ikke nødvendigvis afhjælper sulten: Analyser overalt i u-landene tyder på, at økonomisk vækst alene vil lade store grupper af sultende mennesker tilbage, især i landområderne, hvis ikke der gøres en særlig indsats for at bekæmpe sult, vurderer FAO i sin 2005-rapport. FAO peger på det paradoks, at de lande, der gør de største fremskridt og bekæmper sulten, kun har en relativt langsom økonomisk vækst. Meget tyder på, at det tager lang tid, før væksten siver ned igennem samfundets øverste lag og fører til fremgang for de sultende. Derimod vil en forbedret ernærings- og sundhedstilstand hurtigere skabe et grundlag for økonomisk vækst i samfundet. Sulten og de sygdomme, der rammer under- og fejlernærede mennesker, koster nemlig dyrt i form af tabt produktivitet. Og på lidt længere sigt vil børn, der ikke må sulte, også kunne gennemføre skolegangen i flere år og lære mere.

9 ULIGHED/GRÅDIGHED Indiens rige spilder ikke megen tid på dårlig samvittighed. Der har altid været fattige De fattige er stolte af min succes Hvorfor give u-landsbistand til Indien, et land i en rivende økonomisk vækst, og et land som efter tsunami og jordskælv selv gav bistand til sine nabolande..? Det spørgsmål møder vi tit i Folkekirkens Nødhjælp, der har Indien som et af sine fokuslande. Svaret er, at det er middelklassen og de rige, der for alvor får del i det økonomiske boom. De rige bliver rigere, og der bliver flere og flere af dem, mens de fattige bliver fattigere, og der bliver ikke færre af dem. Kontrasten er til at få øje på uden for et af New Delhis store indkøbscentre, hvor uniformerede vagter jager de lasede tiggere væk, mens elegant klædte mænd og kvinder kaster hastige blikke på deres Rolexure og hanker op i deres Gucci tasker. Det er rigtigt, at fem procent af inderne har fået det bedre. Men den anden del af sandheden er, at tilværelsen er blevet formørket for omkring halvdelen af befolkningen. De har kun fået det værre, siger Henri Tiphagne, leder af organisationen People s Watch. Sådan er skæbnen Men hvordan har de rige og succesfulde det med, at en femtedel af deres landsmænd lider af kronisk sult, og næsten halvdelen af alle børn under fem år er underernærede? Det er jo ikke min skyld. Jeg har mit liv, og de har deres. Sådan er skæbnen, lyder en af de typiske kommentarer fra indere, der aldrig har oplevet, at køleskabet var tomt. Det ser jo ikke så godt ud med alle de fattige. Men vi indere har det ikke med at misunde hinanden. Og faktisk tror jeg, at de fattige er stolte af min succes, sagde en succesfuld forretningsmand for nylig på den britiske tv-station BBC World. Ligeglade Hvis du spørger middelklassen og de fleste i regeringen, vil de sige: der har altid været folk, der døde i det her land, siger Colin Gonsalves, højesteretssagfører og medstifter af kampagnen Right to Food. Faktum er, at de rige og middelklassen er fuldstændig ligeglade. De rige føler ikke, at det er deres problem, fastslår Colin Gonsalves. Ingen tradition for at dele Advokat og leder af landarbejdernes sammenslutning i staten Andra Pradesh, P. Chennaiah, mener, at de store uligheder har tre grundlæggende årsager: feudalisme, religion og overtro. Det er stadig den gamle feudale kultur, der dominerer i Indien, især ude på landet, hvor det er de store jordbesiddere, der har magten. For dem handler det udelukkende om at udnytte de fattige. Der er bestemt ingen tradition for at dele med dem, siger P. Chennaiah. Samtidig siger religionen, hinduismen, at hvis man er rig, er det, fordi man har gjort noget godt i sit tidligere liv. Er man fattig, er det, fordi man har syndet. Og dermed fortjener både den rige og den fattige sin skæbne. Endelig har mange indere denne her indstilling kald det overtro at hvis man deler ud af sin rigdom, vil man miste det hele. Ghandi prøvede at ændre den indstilling ved at sige, at hvis du hjælper de fattige, vil du blive belønnet. Men der var ikke ret mange, der hoppede på den tanke, forklarer P. Chennaiah.

10 ULIGHED/GRÅDIGHED Prisen for de mindste De små børn og især pigerne betaler prisen for sulten I mange lande i Afrika og Sydasien bliver over halvdelen af alle børn fra de fattigste 40 procent af befolkningen end ikke indskrevet i skolen. The State of Food Insecurity in the World Hvert år dør næsten 11 millioner børn, inden de bliver fem år gamle. Mindst seks millioner af dem dør af sygdomme, der har en sammenhæng med sult. Og det store flertal af disse tidlige dødsfald sker i Afrika syd for Sahara og i Sydasien, hvor sult og underernæring er hverdag. Børn, som er undervægtige, er i næsten dobbelt så stor fare for at dø af smitsomme sygdomme som mere velnærede børn. Ernæringen spiller en meget stor rolle og det handler ikke blot om at få kalorier nok. Det er også vigtigt, at maden indeholder proteiner og de rigtige vitaminer og mineraler. Konsekvenserne Under- og fejlernæringen får meget langsigtede konsekvenser. Fattige piger på landet er blandt de børn, der oftest slet ikke kommer i skole eller kun går der i kort tid. Sult og fejlernæring er en af de væsentlige årsager til de problemer, som rammer mange fattige børn, når det gælder indlæring. Lav fødselsvægt, proteinmangel og blodmangel, der normalt skyldes jernmangel, er alle med til at ødelægge eller skade børnenes indlæringsevne. Selv når sulten kun har ført til en mild til moderat nedsættelse i væksten, kan det føre til betydeligt dårligere mentale evner og resultater i skolen. Jernmangel, som påvirker over halvdelen af alle børn i skolealderen, skader deres evne til at lære, fordi den nedbryder deres opmærksomhed og hukommelse. Den dårlige arv Mange børn i Afrika og Sydasien fødes ind i en ond cirkel, der begynder med, at deres mødre også var underernærede og undervægtige. I Sydasien viser en rapport fra FN s Børneorganisation UNICEF, at der er tre væsentlige grunde til, at så mange børn er fejlernærede. To af dem hænger tæt sammen med den ekstreme kønsdiskrimination i f.eks. lande som Indien. Kvinderne er afskåret fra uddannelse, beskæftigelse og deltagelse i beslutningsprocesserne. Og det betyder, at mødrene hverken har den viden eller de ressourcer eller den frihed, der skal til for at kunne handle i barnets interesse. Derfor er der en langt højere forekomst af børn med meget lav fødselsvægt og med en utilstrækkelig vækst under amning og overgangen til almindelig mad. Når børn skal vænnes fra brystet, udsættes de for stor risiko for en utilstrækkelig ernæring og for at blive smittet med infektioner, fordi de ikke længere får immunstoffer fra moderen via brystmælken. Over halvdelen af alle gravide kvinder i u-landene har blodmangel, fordi de mangler jern. Men ser man på Indien alene, taler man mange gange om op til 80 procent af de gravide.

11 ULIGHED/GRÅDIGHED Mens de andre børn går i skole, må hundredetusinder af indiske børn arbejde under usle arbejdsforhold. Børnene er stolte af, at de kan hjælpe deres familier, men de fleste ville dog alligevel hellere i skole Uden arbejde - ingen mad 9-årig slæber mursten Klokken er kvart i ni om morgenen i landsbyen Mettur i den indiske delstat Tamil Nadu. Vejen er fuld af gående og cyklende børn i skoleuniformer: hvide skjorter og mørkeblå shorts eller nederdele. Sarawanen kender de fleste af dem, men i stedet for at hilse, vender han sig om og går væk fra vejen. Sarawanen er ni år og burde gå i tredje klasse. Man han må slæbe mursten fra morgen til aften. Han bærer dem på hovedet. Sammen med sin far og mor slæber Sarawanen 2000 sten om dagen, så de tilsammen tjener omkring 11 kroner på en arbejdsdag. Enkelte morgener får Sarawanen lov til at følge de andre børn i skole. Det er i de perioder, hvor familien ikke mangler penge til mad. 15 årig tændstikmager På få sekunder bliver hundreder af tændstikker sat på plads i en ramme. De ti slanke fingre flytter sig så hastigt, at det ligner en film, der bliver kørt i dobbelt tempo. De rappe fingre tilhører Jodi på 15 år. Hun droppede ud af skolen, da hun var 13 for at arbejde på en tændstikfabrik. Nu sidder hun i det dunkle lys indhyllet i en stank af svovl og fylder tændstikæsker fra syv morgen til syv aften, seks dage om ugen. Hendes ugeløn ligger på ca. 26 kr. Det er kun børn og unge mennesker, der kan gøre det her. For det er kun os, der har de små hurtige fingre, siger Jodi med et stolt smil. Hun tilføjer, at hun regner med at holde op, når hun bliver gift. Så det varer nok et par år endnu. 12-årig fyrværkeridreng Mutho er 12 år og går i 5. klasse. Men ti dage om måneden bliver han hjemme for at passe sit job som fyrværkeridreng. Han sidder på gulvet i en lille hvid hytte og hælder krudt i tynde rør, der senere bliver solgt som fyrværkeri. På døren sidder et skilt No smoking. Hytten er bygget på en mark uden for landsbyen Chinna Ayyankulam i sikker afstand fra de andre huse, for man ved aldrig. Han kan ikke gå i skole hver dag, for hvordan skulle vi så få råd til mad? Maden køber vi jo for hans løn, fortæller Muthos mor.

12 ULIGHED/GRÅDIGHED Den såkaldte hybridmajs er en del af forklaringen på sultkrisen i det sydlige Afrika. Det viser, hvordan den såkaldte TRIPS-aftale er en katastrofe for landmænd i blandt andet Indien og Afrika. Folkekirkens Nødhjælp kræver fri adgang for fattige landmænd til såsæd Handelsaftale koster menneskeliv Den såkaldte TRIPS-aftale om intellektuelle ejendomsrettigheder har drastiske konsekvenser for verdens småbønder. Et af de områder, hvor aftalen rammer hårdt, er adgangen til såsæd og landbrugsteknologi. Der er akut brug for at vedtage en erklæring om TRIPS-aftalen og fødevaresikkerhed, der giver fattige landmænd ret til frit at bruge den nyeste såsæd og den bedste landbrugsteknologi, siger Christian Friis Bach, der er international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Formålet må være at bekæmpe fattigdommen og at sikre familierne mad nok til at overleve. Såsæden og høsten Ude på landet i Indien og Afrika er såsæden et afgørende omdrejningspunkt. Den såsæd, verdens fattige landmænd vælger, afgør årets høst og familiens velfærd i hele det kommende år. Såsæden er afgørende for at bekæmpe sult og fattigdom. I 2001 gav TRIPS-aftalen anledning til en stor retssag i Sydafrika, hvor 39 internationale medicinalvirksomheder havde lagt sag an mod Sydafrikas regering, fordi regeringen ville bryde de internationale patentregler altså de intellektuelle rettigheder for at skaffe billig medicin til millioner af hiv-smittede sydafrikanere. Det vakte så stor opsigt, at aftalen fik tilført nogle undtagelser for kopimedicin til aids-patienter. Privatisering og patenter Men TRIPS-aftalen rammer verdens fattige lande på andre områder som f.eks. adgangen til såsæd og

13 landbrugsteknologi. Konsekvenserne er ikke så umiddelbart nemme at få øje på som i sagen om aids-medicin, siger Christian Friis Bach. Men reelt kræver aftalen menneskeliv, når høsten slår fejl, og bønderne ikke har råd til at købe såsæd og gødning. Folkekirkens Nødhjælp har udgivet rapporten You Reap What You Sow i december Rapporten kan downloades fra eller bestilles på tlf Når katastrofen rammer Malawi er ramt af en meget alvorlig sultkatastrofe. Det skyldes tørke og fejlslagen høst, men også at landmændene har købt og sået moderne hybridmajs. Hybridmajs kan give højere udbytte, men er ofte mere sårbar overfor tørke. Hybridmajsen er gold og kan ikke anvendes til såsæd året efter. Når høsten slår fejl, har landmændene ikke råd til at købe ny såsæd. Det bliver til en negativ spiral med sult til følge. I Indien har tusinder af landmænd begået selvmord efter at være endt i en gældsfælde på grund af de nye landbrugsmetoder, hvor de hvert år måtte købe ny såsæd og kunstgødning. Traditionelt har landmænd i hele verden anvendt en del af høsten som såsæd det næste år. Såsæd er blevet udvekslet med naboer og udviklet lokalt gennem udvælgelse og forædling. Der findes nye plantesorter, som giver større udbytte og er mere stabile. Men de bliver i stigende omfang beskyttet af sortsbeskyttelse og af patenter. Derfor koster de mere. Samtidig er de tit del af en pakke, hvor landmændene også skal købe gødning for at få gode resultater, og det er dyrt. De fattige glemmes Dertil kommer, at de private virksomheder især forsker i planter og produkter, der kan give fortjeneste. Det er ikke den fattige landmand, der udvikles planter til - han har ikke nogen købekraft. Endnu mere uretfærdig bliver TRIPS-aftalen, når man tænker på, at mange af de beskyttede planter og produkter er udviklet på baggrund af den store biologiske mangfoldighed og den traditionelle viden i verdens fattige lande. Der findes mange eksempler, hvor vestlige firmaer har brugt viden og materialer fra u-landene til at udvikle, beskytte, patentere og sælge nye planter og produkter. I nogle tilfælde kan det betyde at mennesker i u-landene pludselig skal betale for planter og produkter, som de selv har bidraget til at udvikle.

14 DISKRIMINATION/RACISME Selv om Guatemalas økonomi har været i fremgang, har de fattige fået det dårligere Ingenting til de fattige Ulighedens tal i Guatemala: Socialt: 60 procent af Guatemalas 13 millioner indbyggere bor på landet 20 procent er rige, mens 80 procent er fattige 21 procent af de fattige lever i ekstrem fattigdom (for under syv kroner om dagen) En tredjedel af befolkningen kan ikke læse og skrive 48,7 procent af børn under fem år lider af kronisk underernæring Den mayaindianske befolkning udgør lidt over halvdelen af landets befolkning Syv ud af ti børn af mayaindiansk herkomst er for undervægtige, mens fire ud af ti børn i ladinofamilier (blandet spansk-indiansk herkomst) er undervægtige Jord: Mindre end tre procent af landets befolkning ejer 65 procent af alle jorder Ejerforholdet til jord i Guatemala er blandt de mest skæve i verden; To procent af befolkningen ejer cirka 72 procent af de produktive - inklusive de mest frugtbare - landbrugsjorder. De er typisk kvægfarmere, kaffe- og plantageejere og storgodsejere. 90 procent af befolkningen ude i landområderne - de fleste af mayaindiansk oprindelse - ejer ingen eller under en hektar jord og har ringe eller ingen adgang til småkreditter og til markedet. Kilde: UNDP I Guatemala og i Mellemamerika som sådan betragtes øget eksport af især landbrugsprodukter af mange økonomer som en motor til at skabe øget velstand i landsområderne og dermed mindre fattigdom. Men selv om Guatemala har oplevet en vækst på otte procent i sin eksport de seneste ti år, er væksten ikke kommet de fattige i landområderne til gode - tværtimod. Siden 2000 er den ekstreme fattigdom i Guatemala steget. Det viser UNDPs Årsrapport om menneskelig udvikling (2005). Guatemala rangerer i dag blandt de lande i Latinamerika, der har flest underernærede og undervægtige børn. Fire ud af ti guatemalanere langt de fleste i den mayaindianske befolkningsgruppe - går sultne i seng hver dag, og antallet af under- og fejlernærede i Guatemala er de sidste ti år steget fra 16 til 24 procent. Større ulighed De i forvejen meget ulige indkomstforhold i Guatemala er blevet forstærket, sådan at de allerfattigste 20 procent af befolkningens del af landets samlede indtægter er faldet fra 2,7 procent i 1989 til 1,7 procent i Selv om udviklingen af utraditionelle eksportafgrøder som for eksempel slikærter har skabt flere arbejdspladser og har gjort det muligt at omlægge produktionen væk fra kaffe, så er det kun knap tre procent af småbønder i højlands-

15 områderne, som det er lykkedes at få markedsadgang med nye eksportafgrøder. Når staten ikke går ind og støtter småbønderne med blandt andet kreditter, afgrødeudvikling, forsikringer og markedsadgang, vil alternative eksportafgrøder ikke i sig selv løse fattigdomsproblemet. Desuden er der tegn på, at en del af småbønderne presses ud af markedet af storeksportører, der satser på det nordamerikanske marked. Hovedårsagen til fattigdommen er, at nogle få rige ejer det meste af jorden og andre ressourcer i landet. Regeringen bør satse på en social udvikling, der kommer de fattige til gavn, i stedet for bare at styrke vores eksport og konkurrenceevne, siger biskop i San Marcos, Álvaro Ramazzini. Den kroniske sult Når man bevæger sig ud af hovedstaden Guatemala By og op i højlandsområderne, træder fattigdommens ansigt tydeligt frem. Især i de små mayaindianske samfund, som forsøger at overleve på de magre, små marker, de har omkring deres landsbyer. Mange af vores børn er døde, fordi vi ikke har haft ordentlig mad at give dem, da de var små, og fordi vi ikke har vidst, hvordan vi skulle beskytte dem mod for eksempel mæslinger, fortæller Griselda Vasquez, der bor i den lille landsby Chicahalaj i højlandet i det vestlige Guatemala. Griselda Vasquez har født syv børn, hvoraf de to døde som små. Landsbyen Chicahalaj hører under Comitancillo kommune, som er blandt de i alt 41 kommuner i Guatemala, hvor sult, underernæring, analfabetisme og høj børnedødelighed er mest udbredt. Store fremskridt I Chicahalaj og i nabolandsbyerne er de fleste af indbyggerne så fattige, at der går dage, hvor mange familier kun får et måltid mad om dagen - som regel kogte bønner og majspandekager, siger Isabel Avilon. Hun arbejder som sundhedslærer i AMMID (Sammenslutningen af maya-mamindianske kvinder for integreret Udvikling), som både støtter kvinderne i Chicahalaj og i flere nabolandsbyer. Mamfolket er en af de 22 mayaindianske befolkningsgrupper i Guatemala. Mange mayakvinder er analfabeter, og deres

16 sundhedstilstand er ikke god, ganske enkelt fordi de ikke får mad nok. For kvinderne her er det et kæmpestort fremskridt, at de kan organisere sig om noget så konkret som nyttehaver, sundhedslære og andre aktiviteter, som kan give dem en lille indtægt, siger Isabel Avilon, der selv er fra nabolandsbyen Taldimiche. Den dyrebare jord FN s Udviklingsorganisation, UNDP, sætter i sin årlige rapport fingeren på det mest iøjnefaldende - og også mest ømtålelige politiske problem i Guatemala: Den ekstremt ulige fordeling af jord og af alle øvrige samfundsgoder i et land, der ifølge de internationale statistikker ellers står på listen over mellemindkomstlande på linie med Indien og Brasilien. Fattigdomsproblemet i Guatemala er så grund- læggende, at der skal politisk vilje til for at ændre på hele samfundsstrukturen. De rige bliver nødt til at dele med de fattige, siger Eugenio Incer, der arbejder som landbrugskoordinator i det sociale forskningsinstitut Avancso, der er Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner. UNDP-rapporten fastslår, at uanset hvilken strategi for økonomisk vækst og større eksport, der følges i Guatemala, så vil den ikke gavne udviklingen blandt de fattigste; Kun ved at gennemføre dybtgående strukturelle ændringer, ændre det skæve ejerforhold til jord samt ved at lave en klar og bevidst politik til gavn for de fattige, som for størstedelens vedkommende er mayaindianere, kan det lykkes at bryde fattigdommens mure. Og sådanne ændringer vil i sidste ende kræve en ændring af de politiske magtforhold i landet, hedder det i Human Development Report Racismen bunder dybt Guatemala har en lang historie for racediskrimination og undertrykkelse af den mayaindianske befolkning, som havde beboet landet i flere tusinde år, inden spanske erobrere kom dertil for 500 år siden. Også FN s generalsekretær understregede racisme-problemet, da organisationens fredsmission, MINUGUA, i 2004 afleverede sin afsluttende rapport om landet. Selv om Guatemala har gjort fremskridt i forhold til fredsaftalerne fra 1996 på en række områder, også på menneskerettighedsområdet, så står landet stadig over for store problemer. Især når det drejer sig om tabuemner som racisme og diskrimination mod landets indfødte befolkning, sagde Kofi Annan. Nedværdigende behandling Rigoberta Menchú, der i 1992 modtog Nobels Fredspris, deltog i efteråret 2003 i et offentligt politisk møde, hvor hun blev hånet af flere af de andre deltagere. De råbte skældsord og fortalte hende, at hun ikke hørte hjemme i politik, og at hun ligesom de andre indianere skulle gå ned til markedet og sælge tomater. Fem af deltagerne, som hånede hende - nogle af dem var fremtrædende politikere - blev den 4. april i 2005 hver især idømt fængselsstraffe på to år og otte måneder. Straffene blev gjort betinget og kan af de dømte erstattes med betaling af ca kroner. I dagligdagen bliver mange mayaer behandlet nedværdigende, og det er en udbredt opfattelse, at mayaerne er dumme og har en primitiv tankegang, siger advokaten Benito Morales, der førte sagen for Rigoberta Menchú. Efter dommene er der en bedre mulighed for, at folk tænker over, hvad de siger og gør, og at de også på langt sigt ændrer opfattelse af deres medborgere.

17 DISKRIMINATION/RACISME 221 millioner indere lider af mere eller mindre kronisk sult. Langt de fleste af dem er stammefolk, kasteløse og lavkastefolk. De elendige Kastediskrimination er forbudt ifølge den indiske grundlov, men 90 procent af de kasteløse lever stadig på samfundets bund. Deres menneskerettigheder bliver konstant trådt under fode og det betyder også, at de har sulten som en daglig livsbetingelse. De kasteløse bor for sig selv, fordi kastefolket ikke vil have dem som naboer. De skal gå barfodede og bøje hovedet, når de møder folk af højere kaste. Mange steder har de ikke adgang til templer, tehuse og offentlige vandpumper. Love, som f.eks. skulle sikre dalitterne adgang til en vis procentdel af jorden eller adgang til højere uddannelse, når kun et fåtal. Love, der skulle sikre dalitterne lige rettigheder og beskyttelse, bliver ikke fulgt. Enker sulter mest Kvinderne står nederst i hierarkiet, og enker undertrykkes endog af deres egne. Gud støtter altid de rige, derfor er jeg holdt op med at bede til Gud, erklærer en gammel enke i dalit landsbyen Kannikapuram i delstaten Andra Pradesh. Hun rækker sin radmagre tatoverede arm frem for at vise, hvor tynd hun er. Det gør ondt i maven og i hele kroppen, arme og ben, når man er sulten, forklarer hun. Vi har meget lidt at spise. Når vi ikke har arbejde, spiser vi kun en gang om dagen. Nogle dage lever vi af blade, og så drikker vi en masse vand. Det fylder i maven. Men når vi er rigtig sultne, lægger vi os ned og døser, fortæller hendes nabo, der også er enke.

18 Nogle af landsbyens mænd og kvinder har forladt deres hjem for at lede efter jobs inden for byggeindustrien. Resten af beboerne prøver at skaffe en indtægt ved at samle og sælge brænde illegalt. Det har gjort dem upopulære hos både skovmyndighederne og de lokale stammefolk, der også er på jagt efter brænde. Dalitbørn må arbejde Børnearbejde er forbudt i Indien. Ikke desto mindre arbejder mellem 10 og 20 procent af de indiske børn, afhængigt af hvilken stat de bor i. De fleste af de arbejdende børn kommer fra lavkaste eller fra kasteløse familier. Forældrene til de arbejdende børn har sjældent fast arbejde, de har ikke noget jord, og de daglejerjobs, de i perioder har, er ekstremt dårligt betalt. Derfor er forældrene fuldstændig afhængige af børnenes indtægt til at forsørge familien. Her i landsbyen er vi 30 mennesker, der deler 10 Kastesystemet Diskrimination på grund af kaste blev officielt afskaffet, da Indien fik sin grundlov i Men en ting er, hvad der står i loven. Noget andet er praksis. De fleste af Indiens 160 millioner dalitter (kasteløse eller lavkastefolk) bor stadig isoleret i udkanten af landsbyerne, nægtes adgang til jord, må ikke komme i templer og tehuse, får aldrig en uddannelse, bliver udsat for vold og overgreb og lever af at arbejde som daglejere under slavelignende vilkår. Ganske vist er der i Indien indført et kvotesystem, der sikrer, at en vis del af alle jobs i den offentlige sektor skal gå til de kasteløse. Der er afsat pladser til dem på universiteter og andre læreanstalter. De skulle være sikret et antal pladser i de lovgivende forsamlinger, både på lokalt og nationalt plan. Der er også indført en lov, der skulle sørge for oprejsning til kasteløse, der beviseligt har været ofre for diskrimination. På papiret ser det godt nok ud, men manglende politisk vilje, trusler, korruption, uvidenhed og ikke mindst tradition gør, at systemet kun i de færreste tilfælde virker efter hensigten. Kritikere påpeger desuden, at sådanne kvoteordninger virker udemokratiske og er med til at opretholde diskrimination og modvilje mod de kasteløse.

19 personers arbejde. Det vil sige, at vi kun tjener en tredjedel af en dagløn. Vi har prøvet at presse herremanden til at hæve lønnen, men han vil ikke, fortæller dalitter i landsbyen Chinna Ayyankulam, nær Kanchipuram, i Tamil Nadu, hvor mange børn er ansat i væveindustrien. Gældsslaver uden løn Andre steder lever dalitterne som gældsslaver, hvor de ikke får en egentlig løn for deres arbejde, men må nøjes med kost og logi. De 35 familier i landsbyen Indranagar i Andra Pradesh har alle sammen været gældsslaver indtil for et par år siden. Det var hårdt at være gældsslaver. Vi arbejdede fra 6-18 uden hvile, hvor vi gik foroverbøjet det meste af tiden. Kost og logi var den eneste løn, vi fik, og den fik vi serveret ned i vores hule hænder. Herremanden købte genbrugssarier og lungis til os, og vi fik først en ny, når den gamle var slidt op. Vi boede hos landlorden. Penge fik vi ingen af, så vi kunne intet købe. Herremanden selv var en rig forretningsmand med store kokos- og mangoplantager. I 2002 blev de 35 familier løsladt fra deres slaveri med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner SAHANIVASA. De har nu fået tildelt lidt over fem hektar jord, som de er begyndt at dyrke. Gældsslaveri har længe været forbudt i Indien, men da SAHANIVASA opsøgte herremanden for at gøre ham opmærksom på det ulovlige i at eje 35 familier, hævdede han, at han ikke anede, at det Det gør Folkekirkens Nødhjælp: Folkekirkens Nødhjælp støtter Indiens fattige og undertrykte, hvoraf de fleste er kasteløse og stammefolk. Arbejdet handler om menneskerettigheder: retten til skolegang, sundhed, jord, lønnet arbejde og til at spise sig mætte hver dag. Gennem vores indiske samarbejdspartnere gør vi de fattige opmærksomme på deres muligheder, hjælper dem med at organisere sig i interessegrupper, tage fælles initiativer, spare op og formulere krav til myndighederne for at få f.eks. den jord, skole eller brønd, de ifølge loven har krav på. Folkekirkens Nødhjælp hjælper dem også med at få øjnene op for og kæmpe imod den undertrykkelse og udnyttelse, der er så udbredt i det indiske samfund, og som gør tilværelsen elendig for hundrede millioner af indere. Der er masser af eksempler på, at det nytter. Dalitter og stammefolk rundt om i landet begynder at turde stille krav, diskrimination bliver stoppet, børn kommer i skole, familier får bedre levevilkår, kvinder bliver selvstændige, og børn slipper for at arbejde. Men der er lang vej igen, før de 200 millioner indere, der lever på bunden af samfundet for alvor kommer til at mærke det opsving, som for øjeblikket kun kommer de rige til gode.

20 Dybest set virker det, som om myndighederne er ligeglade med de fattige. De er til overs, og det ville være nemmest, hvis de bare forsvandt, mener Tapan Padhi, leder af organisationen RDCD i delstaten Orissa. var forbudt at have gældsslaver. fra sted til sted, de har ikke skøde på deres huse For de 35 kasteløse familier har det ikke været og har derfor ingen krav på noget så banalt som udelt lykke at blive frigivet, for hvad skulle de rent vand. leve af? Ingen af dem havde arbejde. SAHANIVASA skaffede mad til os, mens vi byggede vores huse, og siden har de skaffet os mad for arbejde i perioder, når vi skulle bygge en vej eller andet. Nogle af os har også haft daglejerjobs. Men ind imellem har det været hårdt, indrømmer flere af kvinderne, der dog langt foretrækker friheden frem for gældsslaveriet. Stammefolk uden levesteder Også Indiens stammefolk udsættes for diskrimination og undertrykkelse. De fleste af dem har mistet deres naturlige levesteder og dermed deres status og livsgrundlag. Mange stammefolk flytter I princippet findes der fødevareprogrammer for de fattigste, men ofte eksisterer de ikke i virkeligheden, fordi der ikke er regler for, hvordan det skal foregå i praksis. Og hvis der endelig eksisterer en ordning, kan man ikke være sikker på, at det er de rigtige mennesker, der får del i goderne, siger Tapan Padhi, leder af organisationen Regional Centre for Development Cooperation, RCDC, i delstaten Orissa. Stammefolk er ikke fightere. Det betyder, at de bliver udnyttet, og det bliver sværere og sværere for dem at overleve. De slår ikke igen, før de står med ryggen helt op ad muren, fastslår Sarthak Kumar, der indtil for nylig havde ansvar for fødevaresikkerhed i Folkekirkens Nødhjælp i Indien. Links: International Dalit Solidarity Network National Campaign on Dalit Human Rights Arbejdsløse efter voldtægt I et lille hus i stammelandsbyen Sadum Mandal i Andra Pradesh sidder Eswarama på 14 år sammen med sine forældre og søskende. De er alle tynde, snavsede og ser trætte og triste ud. Deres hus er lavet af palmeblade og nogle få stolper. Der er ingen form for møbler. Kun en gammel stråmåtte på gulvet. Vi har hverken fået morgenmad eller frokost. Vi spiser kun om aftenen rødder, blade, frugter og en rotte eller en kanin, hvis vi er heldige at fange sådan en, fortæller moderen. Ingen i familien har arbejde, og de har ikke noget jord at dyrke. De lever af det, de kan finde i naturen. Tidligere tjente de lidt penge ved at arbejde for den lokale herremand. Men en julidag i 2004 blev Eswarama overfaldet og voldtaget af herremanden, da hun var ude at vogte geder. Da pigens forældre bagefter meldte ham til politiet, opsøgte han dem sammen med nogle slægtninge og forsøgte at true og slå og sparke dem til at trække anklagen tilbage. De andre i landsbyen bakkede familien op, Landsbyens beboere kan derfor ikke længere få arbejde for herremanden, men organisationen SAHANIVASA har skaffet midlertidig beskæftigelse til flere af beboerne.

21 DISKRIMINATION/RACISME Mor spiser sidst hvis der er mad tilbage. Indiske landsbykvinder ved, hvad det vil sige at gå sulten i seng, for det er altid dem, der må undvære, hvis madkassen er tom Et kvindeliv fra morgen til aften Vi får hovedpine. Det gør ondt i maven. Vi bliver svage, og ind imellem besvimer vi. Når vi har det sådan, sover vi meget. Hvis man er rigtig sulten, er det godt at kunne sove. Og så hjælper det at drikke en masse vand, for det fylder i maven. Derfor blander vi en masse vand i risen. Vi spiser også blade, de fylder i maven, men man kan let komme til at kaste op, hvis man spiser for mange. Sådan lyder det næsten enslydende svar fra kvinder i de fattige indiske stater Andra Pradesh, Orissa og Rajasthan på spørgsmålet: Hvordan er det at sulte? De har alle sammen prøvet det de fattige landsbykvinder. Det har deres mænd og børn som regel også, men det er først og fremmest kvinderne, der mærker det på deres kroppe. For hvis der ikke er mad nok, er det altid kvinderne, der spiser til sidst. Børnene spiser først, så spiser mændene og til sidst kvinderne. Nogle dage har vi ingen eller næsten ingen mad. De dage får kvinderne ingenting, fortæller kvinderne i landsbyen Gahir Palli i det nordvestlige Orissa. Mænd arbejder hårdt, derfor skal de have mad først. Sådan er traditionen. Kvinder arbejder også hårdt, men hvis der er for lidt mad, så må vi undvære. Sådan er det bare, også for barselskvinder, selv om det ikke er godt for de små børn. Den evige kamp 35-årige Brunda Maharanda fra landsbyen Ladangabata ved, hvad det vil sige at være kvinde og kæmpe en evig kamp for at skaffe mad til familien. Helt undtagelsesvis sidder hun en øjeblik stille på en måtte på jorden uden for sit hus for at fortælle om sit liv. Ellers er hun altid i gang, fra hun står op, til hun går i seng. Jeg vågner som regel klokken fem, inden solen står op. Jeg har ikke noget vækkeur, men jeg står bare op. Så fejer jeg i og omkring huset med komøg opløst i vand, så der bliver rent overalt. Når jeg har vasket op, går jeg ned til vandhullet og vasker mig, og når vi har fået en kop te, går jeg på arbejde, fortæller Brunda Maharanda. Hun arbejder som daglejer for de lokale storbønder, når der da er noget arbejde at få.

22 Det er altid min store bekymring: Får jeg arbejde i morgen? Hvis de ikke har et job til mig, går jeg ud i skoven og samler blade, som jeg laver til tallerkner og sælger på markedet. Jeg får 50 øre for 100 tallerkner. Børnene alene hjemme Brunda har fire børn. Den yngste er et år og den ældste 16. De store ser efter de små. Det sværeste tidspunkt var, da jeg fik mit første barn og ikke havde nogen til at se efter hende. Jeg var jo nødt til at gå ud og arbejde, og så måtte jeg jo tage hende med, men så var det svært at arbejde. Det blev lettere, da jeg fik de næste børn, for så kunne de ældste hele tiden se efter de yngste. Men det er ikke rart bare at efterlade børnene derhjemme. De er jo næsten som forældreløse. Det har jeg det skidt med. Når hun kommer hjem fra arbejde, begynder hun at forberede aftensmaden. Hvis hun altså har noget mad at forberede. Hvis jeg ved, at vi ikke har noget mad til i morgen, så putter jeg en masse vand i risen, og så gemmer jeg en portion, som vi kan dele dagen efter. Men vi har oplevet et par gange, at vi slet ikke havde noget mad to dage i træk. Det var hårdt. Men for det meste har vi, så i hvert fald børnene kan få, og min mand skal også have, for han arbejder hårdt. Og så må jeg undvære. Jeg kan godt klare det, for jeg arbejder jo ikke så hårdt. Kød er kun for de rige Kun en sjælden gang ved enkelte højtider sker det, at familien får lidt gedekød. Ellers spiser de aldrig kød. Det er forbeholdt de rige. De tre-fire høns, der tripper rundt mellem husene, er ikke beregnet til familiens egen middagsgryde, men vil blive solgt en efter en, når Brunda mangler penge til f.eks. tøj eller andet livsvigtigt. Inden aftensmaden vasker hun igen hele huset med komøg, som virker desinficerende. Imens snakker hun lidt med nabokonerne. Der er ingen elektricitet i landsbyen, så om aftenen er der bælgmørkt, og der er hverken radio eller tv. Så når klokken er ni, er de fleste gået i seng. Ifølge Brunda var den bedste dag i hendes liv den dag, hun fødte sit ældste barn. Den værste dag? Hun tænker sig lidt om. Der er så mange dage, for vi lever med så mange dårlige ting. Jeg føler mig elendigt tilpas, når vi sulter, og især når børnene ikke får mad. Den slags dage er forbandede, fastslår Brunda Maharanda.