Opsamling på Socialudvalgets workshop omkring standarden for socialpædagogisk støtte den 16. maj 2017.

Transkript

1 Sag: P Opsamling på Socialudvalgets workshop omkring standarden for socialpædagogisk støtte den 16. maj Indholdsfortegnelse 1. Opsummering af input og overvejelser - psykiatriområdet Opsummering af input og overvejelser - handicapområdet Opsamling Gruppe 1, Psykiatriområdet Opsamling Gruppe 2, Psykiatriområdet Opsamling Gruppe 3, Handicapområdet Opsamling Gruppe 4, Handicapområdet

2 1. Opsummering af input og overvejelser - psykiatriområdet At der ønskes et fokus på information og god kommunikation (borgerne) At der gerne må sættes fokus på værdier eksempelvis gensidig respekt, ligeværd og tillid. (borgerne) At der etableres en akutfunktion, som kan kontaktes, hvis der er akut brug for hjælp og støtte. Eventuelt også en ordning, hvor man mere fleksibelt kan tage folk ind i weekenden uden en visitation. (borgerne) At der er en større tydelighed omkring de forskellige støtte og hjælpemuligheder og hvordan man kommer i kontakt med disse. (borgerne) At sagsgange mv. tydeliggøres, sådan at borgerne har et klart billede af, hvad de kan forvente (borgerne) Standarden er ikke særlig detaljeret og derved svær at være uenig i (fagfolkene) Standarden siger ikke noget om tid, så vi sætter jo selv tid på. Indsatskatalog, der blev lavet, fungerer mere i tråd med realiteten (fagfolkene) Vigtigt med en tydelig kvalitetsstandard, sådan at den danner et godt fundament for klar forventningsafstemning. Her især tydelighed omkring: Hvilket serviceniveau har det politiske system fastsat, og hvad er det borgeren kan forvente, når han eller hun kontakter kommunen. (fagfolkene) Opfordring til politikerne om at overveje, hvor meget civilsamfundet skal ind og løfte i de nye standarder? (fagfolkene) 2. Opsummering af input og overvejelser - handicapområdet Ønske om at borgerne får besked, når de skifter sagsbehandler (borgere og pårørende) At der er større tydelighed omkring den opgave, som myndigheden har bestilt hos udfører (borgere og pårørende). At der er tydelighed omkring opfølgningen på den opgave, som myndigheden har bestilt hos udfører (borgere og pårørende). At der sættes fokus på information til de pårørende omkring borgernes hverdag (borgere og pårørende). At der en interesse for og en inddragelse af de pårørendes viden og erfaringer. (borgere og pårørende). At den nuværende standard ikke beskriver indsatserne særlig godt (fagfolk) At den nuværende standard primært har fokus på den træningsmæssige indsats (fagfolk). At man med fordel kunne kigge på andre kommuner - Dragør og Aalborgs standarder blev specifikt fremhævet (pårørende). At standarden med fordel være mere konkret, tydelig og gennemskuelig hvordan er det myndighed og udførere arbejder metoder, sagsgange mv. Hvad kan borgere og pårørende kan forvente, når de søger støtte og/eller er i kontakt med kommunen? Hvad lægger sagsbehandlerne vægt på, når de vurderer sagen? (borgere, pårørende og fagfolk) At der mangler tydelige tilkendegivelser omkring livskvalitet og værdier(borgere, pårørende og fagfolk) At kvalitetsstandarden generelt med fordel kan ses som et værktøj til forventningsafstemning mellem kommune, borgere og pårørende (borgere, pårørende og fagfolk). Forslag kvalitetsstandarden kan evt. suppleres med et ydelseskatalog, som indeholder nærmere beskrivelser af de forskellige ydelser og indsatser. (fagfolk) Kvalitetsstandarden har meget fokus på rehabilitering, forslag om et større fokus på habilitering det levede liv. (fagfolk) 2

3 Generel opfordring fra borgere og pårørende: At der arbejdes med at styrke informationen til borgere og pårørende omkring kommunens indsatser, tilbud og borgernes mulighed for støtte både i den direkte kontakt mellem sagsbehandlere/frontpersonale og borgere/pårørende - og i forbindelse med udarbejdelse af informationsmateriale og kommunens hjemmeside. 3. Opsamling Gruppe 1, Psykiatriområdet 1. runde borgere/pårørendegruppe 2. runde blandet gruppe Hvordan oplever I samarbejdet med Skanderborg Kommunes sagsbehandlere De deltagende borgere pårørende fra psykiatriområdet gav udtryk for: At der i en længere periode har været flere sagsbehandlerskift hvilket går ud over kontinuiteten og kendskabet til hinanden. En borger fortæller: at hun har haft flere forskellige sagsbehandlere. Med mange skift er der ikke samme forståelse for hendes situation. Hun fik en ny sagsbehandler, som var god til at sætte sig ind i hendes situation. Sagsbehandleren fokuserede på hendes helbred i stedet for at sende hende på skole. Nu flytter borger over i en ny indsats, og det betyder, at hun får en ny sagsbehandler. Den nye sagsbehandler ville have ALT at vide, og det opleves som meningsgivende: Hun er god til at tage fat i mig. Hun har forstået hvad jeg har brug for. At det er vigtigt med gensidig respekt, god kommunikation og en god relation. En borger udtrykker det således: Man skal klinge med sagsbehandleren. Efter jeg har fået den rette bostøtte er det kun gået den rigtige vej. At det kan føles som om man trækker et nummer i køen og man ikke bliver set. De gode sagsbehandlere møder borgerne i øjenhøjde. At det dybest set handler det om respekt og en vis grad af professionalisme. Når man er syg ved man ikke hvad der sker, og forstår det ikke helt selv. En borger udtrykker det således: Sagsbehandlerne kigger flere kasser frem, men jeg var kun ved den første det kan gå for hurtigt frem. Tillid og respekt er vigtigt. Jeg har været heldig og fået de tilbud jeg har haft brug for. At der er ikke så meget at snakke med sagsbehandleren om, når man er på pension. At der opleves mange nedjusteringer og besparelser på psykiatriområdet. At der ønskes et sættes fokus på information og god kommunikation At der gerne må sættes fokus på værdier eksempelvis gensidig respekt, ligeværd og tillid. Hvordan oplever i samarbejdet med de medarbejdere, som I møder i hverdagen? De deltagende borgere fra psykiatriområdet gav udtryk for: At der generelt opleves et god samarbejde. At der er fokus på, at man kan samarbejde. Hvis det ikke fungerer, er der mulighed for at skifte. At det generelt er godt med samarbejde med både bostøtte og sagsbehandler. Der er dog forskel på, om det er pension eller bistand man er på. 3

4 Hvordan oplever I, at der bliver taget hensyn til det borgerne/i allerede kan eller kan få mulighed for at kunne selv? Hvilke erfaringer har I med træningsforløb, vejledning og støtte i grupper, hvor der deltager flere borgere? Hvilke erfaringer har I med, at der bliver fulgt op på om jeres og medarbejdernes arbejde og samarbejde har de resultater, som I har aftalt? De deltagende borgere fra psykiatriområdet gav udtryk for: At der generelt følges godt op på på samarbejdet. At der er forskel på opfølgningsfrekvensen, alt efter borgerne er på varig eller midlertidig forsørgelse. At der også følges op på eventuelt samarbejde, som involverer andre parter eksempelvis en arbejdsplads. En borger oplever det som rigtig godt, når alle de involverede sætter sig sammen, følger op og laver nye aftaler. At der er mulighed for at følge op med sagsbehandler, når der er noget der går skævt. At der er borgere, som søger til Aarhus, fordi de oplever, at der mangler tilbud i Skanderborg Kommune. En borger siger, at han har hørt, at der mangler tilbud. Måske tilbud til unge mennesker klubtilbud og lignende. En borger siger, at der bliver gjort meget for at lave tilbud. Man kan lave noget næsten dagligt, hvis man vil. At der eventuelt kunne etableres en akutfunktion, som kunne kontaktes, hvis der var akut brug for hjælp og støtte. Hvilke erfaringer har I med, at hjælpen og plejen i borgernes eget hjem tilrettelægges efter den enkelte borgers/jeres individuelle behov og ressourcer? De deltagende borgere og pårørende fra psykiatriområdet gav udtryk for: En borger siger: Jeg tror jeg har været heldig. Hvis det fungerer som det gør for mig, så kunne det ikke være bedre. En borger mener, at det også handler om ens egen indstilling at alle kan tage noget med fra de kurser de kommer på, hvad end det må være. Hvilke erfaringer har I med, at støtten på de kommunale botilbud tilrettelægges efter den enkelte borgers individuelle behov, muligheder og ressourcer? De deltagende borgere og pårørende fra psykiatriområdet gav udtryk for: En borger har måttet søge andre steder for at kunne få den hjælp, han efterspurgte (mindfullness). Det kunne være godt, hvis det var tilgængeligt i Skanderborg Kommune. Et handicaprådsmedlem er bekymret for, at ekstra sårbare borgere bliver genindlagt, hvis bostøtten ikke er nok tilstede. Konsekvensen kan være, at nogle borgere ender med at ryge ind og ud af sygehuset. At det er en udfordring at søge hjælp og støtte i juli måned og til jul, da der ikke er mange sagsbehandlere på arbejde i disse perioder. At det kan opleves som en lang vej og meget bureaukratisk at søge støtte ved nye behov. 4

5 At der er en større tydelighed omkring de forskellige støtte og hjælpemuligheder. At sagsgange mv. tydeliggøres, sådan at borgerne har et klart billede af, hvad de kan forvente. Hvordan oplever I, at støtten giver jer mulighed for at bevare og udvikle kompetencer, sådan at hverdagen i størst muligt omfang kan leves selvstændigt på jeres egne betingelser? Hvordan oplever I sammenhængen mellem det som kommunen har bevilget og den støtte, som I modtager? De deltagende borgere og pårørende fra psykiatriområdet gav udtryk for: At kan være svært ved at finde rundt i systemet. Det godt at have bostøtten, der kan hjælpe og guide. At bostøtten mere er en mentor, der er god til at guide i forhold til udfordringer i hverdagen. At bostøtten er der, når borgeren ikke kan mere det understøtter at man ikke falder tilbage, som en borger formulerer det. At bostøtten er lidt som en skole man får noget man skal øve en lektie. Og så følger man op på det næste gang. At der er en større tydelighed omkring de forskellige støtte og hjælpemuligheder. At sagsgange mv. tydeliggøres, sådan at borgerne har et klart billede af, hvad de kan forvente. Borgerne opsummerede følgende som vigtige pointer fra samtalerne i borgergruppen: Samarbejde instanser imellem. Det vigtigt for at det hele lykkedes. Kontinuitet i de sagsbehandlere man har. Hvis man få ny sagsbehandler, så skal de sætte sig ind i hele situationen igen. Vigtigt at blive hørt og behandlet som et medmenneske og individ. Vi er forskellige og har forskellige behov. I den fælles drøftelse mellem borgere, pårørende og fagfolk var der fokus på følgende: Samarbejde instanser imellem. Det vigtigt for at det hele lykkedes. Der samarbejdes allerede om borgernes mål, og også konkrete mål (fagperson). Det skal være små skridt ad gangen. Det må ikke gå for stærkt og alle samarbejdspartner skal kende situationen (borger) Det er utrolig vigtigt at lave nogen gode konkrete mål, som der kan arbejdes med og henimod opfyldelse af (fagperson). Der er forskel på, hvordan man arbejder med mål alt afhængig af om det borgere på arbejdsmarkedet eller på pension. Det giver en forskellig energi i målene. (fagperson/bostøtte) Man stadigvæk skal ud og møde borgeren hvert halve år. Borgerne har stadig ønsker og mål, selvom man er på førtidspension (fagperson/myndigheden). Tilgængelighed til sagsbehandler en indgang for borgerne. (Er det tydeligt hvor man skal henvende sig?) Én indgang til hjælp fungerer ikke helt endnu (fagperson) 5

6 En borger fortæller, at det var familien, der tog kontakt til hjælp og hjalp på vej. Men det også handler om at sige, nu SKAL man få kontaktet kommunen. Borgeren var sygemeldt 2 måneder, før der var overskud til at tage kontakt til kommunen. Det har også en stor betydning for ens trivsel, at komme afsted til nogen aktiviteter. Man kan lave en visitation på kun få timer, hvis det er virkelig akut. Men der ligger også et problem i samarbejdet med regionen og kommunen. De indlægger ikke bare alle borgere. (fagperson) Især ved selvmordsforsøg skal der være nogen til at tage sig af personen - efterfølgende. Det opleves at sygehuset ikke vil have personer indlagt. De ryger tilbage i kommunal regi. Det betyder også nye arbejdsformer og arbejdsgange for medarbejderne i kommunen (fagsperson). Frivillige kunne eventuelt inddrages mere (fagperson). En akut funktion kunne være godt. Et netværk, der kunne gribe i en situation, hvor en person er i problemer. Eventuelt også en ordning, hvor man mere fleksibelt kunne tage folk ind i weekenden uden en visitation. 4. Opsamling Gruppe 2, Psykiatriområdet 1. runde fagfolk 2. runde blandet gruppe Hvordan oplever I samarbejdet med borgerne herunder samarbejdet i forhold til fastsættelse af mål og samarbejdet med de faglige indsatser i forhold til at udvikle og styrke borgernes kompetencer? Kompetencecenteret B&S vs. Æ&H De deltagende fagfolk fra B&S og Æ&H på psykiatriområdet gav udtryk for: Sagsbehandleren har det første møde med borgeren og fastsætter sammen med borgeren, hvad der skal og ikke skal arbejdes med. Delmål med borgerne kommer efterfølgende. Den første dialog er rigtig vigtigt. Der arbejdes med at blive bedre til at lave gode mål og med at inddrage borgerne. Begge dele kan være ret udfordrende. Tidligere kunne man godt opleve at borgeren gik efter at sige det sagsbehandleren ville høre. Nu er det anderledes at inddrage dem, og de opnår følelsen af ejerskab. Når man på myndighedsniveau tager sig noget ekstra tid og flere møder, så sker der noget andet i behandlingen. Det er vigtige fokusområder. Det giver bedre mål, men kræver meget på myndighedsniveau. Specifikt omkring projekt med overvejelser, der rækker videre: Der afprøves aktuelt ACT i B&S (se: og der er en verden til forskel på at være flere faggrupper/personer tæt på den enkelte borger: Det er så positivt når vi afholder Minikonference. Alfa og omega for borgerne er, at de føler sig inddraget. Man får mulighed for at stille nogle spørgsmål til borgeren, som alle til stede hører. Der kan stilles nogle andre spørgsmål, som kommer den brede faglighed til gavn. Man skal ikke målsætte på detailniveau, men fortsat have nogle overordnet kasser. Detailniveau har været tendensen tidligere. Det gav meget dokumentationsarbejde. 6

7 Et tættere samarbejde mellem udfører og myndighed hjælper til at mindske dokumentation. Man får nemmere justeret mål, hvis ikke det er det rigtige. Og man får bedre og kortere forløb. Flere perspektiver på sagen, som kan føre det i en anden retning. Man er ofte to personer, der besøger borgeren, man er ikke så knyttet og afhængig af hinanden. Nogle forløb er tre måneder andre er længere. Der er meget kort vej fra bostøtte til sagsbehandler og det er en kæmpe fordel og giver god mening. Den hurtige sagsbehandling, gør at borgeren bliver mere modig og tror på det. Livlinerne (at man kan ringe) gør noget godt, så sagsforløbene kan afsluttes tidligere. Udfordring omkring information, kommunikation og adgang til sagsbehandlere: Hvis man som borger skal finde oplysning, kan det være svært at finde den på hjemmesiden. Det skal være mere synlig for borgeren, hvor indgangen til 85 er. Eksempel med en praktiserende læge der ringer, fordi borgeren ikke kan finde den hjælp hun skal bruge. Det er vigtigt, at borgerne kan få den hjælp, de har brug for. Det optimale ville være, at der stod at man skulle henvende sig i Informationen. Og så skulle de vide, hvor borgeren skulle henvises til. Det er i hvert fald noget, der kan gøres enklere. I Aarhus har der været lavet et forsøg med at rette henvendelise til tilbuddet, så kunne man blive sendt videre til sagsbehandler derfra. Fordi det var nemmere for borgeren at finde tilbuddet. Standarden er ikke særlig detaljeret og derved svær at være uenig i. Standarden siger ikke noget om tid, så vi sætter jo selv tid på. Indsatskatalog der blev lavet fungerer mere i tråd med realiteten. Kvalitetsstandarden definerer, hvilken målgruppe man arbejder med. Vigtigt med en tydelig kvalitetsstandard, sådan at den danner et godt fundament for klar forventningsafstemning. Hvilket serviceniveau har det politiske system fastsat og hvad er det borgeren kan forvente, når han eller hun kontakter kommunen. Hvor meget skal civilsamfundet ind og løfte i de nye standarder? Hvilke erfaringer har I med at tage hensyn til det borgerne allerede kan eller kan få mulighed for at kunne selv? Hvilke erfaringer har I med og hvordan arbejder I med træningsforløb, vejledning og støtte i grupper, hvor der deltager flere borgere? Hvilke erfaringer har I med, at der bliver fulgt op på om jeres og borgernes arbejde og samarbejde har de resultater, som I har aftalt? Og hvordan følger I op? Hvilke erfaringer har I med, at hjælpen og plejen i borgernes eget hjem tilrettelægges efter den enkelte borgers/jeres individuelle behov og ressourcer? 7

8 Hvilke erfaringer har I med, at støtten på de kommunale botilbud tilrettelægges efter den enkelte borgers individuelle behov, muligheder og ressourcer? Hvordan oplever I, at støtten giver borgerne mulighed for at bevare og udvikle kompetencer, sådan at hverdagen i størst muligt omfang kan leves selvstændigt på deres egne betingelser? Det handler om målet. Vi skal kun handle på det, vi er bestilt til og så ikke tage os af andet. Nu skal man ikke længere forholde sig til det hele. Hele tænkningen med at man har en enkel indsats, fordi der også er andre inde over, fungerer rigtig godt. Og resulterer i mindst mulig indsats og at vi ikke laver dobbeltindsatser. Der er en forventningsafstemning borger og sagsbehandler imellem, hvilket gør det hele realistisk. Fordi det jo handler om, hvordan borgerne finder deres vej tilbage til arbejdsmarkedet. (fagperson/b&s) Vi arbejder med dialogbaseret visitation, hvor myndighed og de forskellige indsatser beriger hinanden. Hele tænkningen med på tværs indsigt i hvad de andre bidrager med og hvad er det så vi skal levere er meget positiv. Det giver et større kendskab til borgeren, distancen mellem de forskellige indsatser er ikke så stor og man er ligesom forbundet. (fagperson/ Æ&H) Det er meget gavnligt, at der sidder en sagsbehandler i kompetencecenteret tre gange i ugen. Det udbreder ejerskabet og kendskabet til borgerne og hinandens muligheder og roller. (fagperson/b&s) Hvordan oplever I sammenhængen mellem det som kommunen har bevilget og den støtte, som borgerne modtager? I den fælles drøftelse mellem borgere, pårørende og fagfolk var der fokus på følgende: Konsekvenser og håndteringen af pensionslovgivningen som trådte i kraft i En lovgivningen gør, at det ikke er så let som tidligere at få tilkendt førtidspension. o Borgerne som har fået tilkendt pension før 2013 udtrykte en frustration på vegne af de borgere, som nu kommer i ressourceforløb, jobprøvning mv. De opfordrede til en vis fleksibilitet fra kommunens side i denne indsats. o At man bliver behandlet med respekt som individ og ikke som et nummer i køen (borgerne). o At der er borgere, som føler sig pressede i forløbene, men som efter afslutning er glade for at de er kommet i arbejde (fagperson/b&s). Tilgængeligheden i forhold til at finde ud af hvordan og hvor man får hjælp? o Det er centralt, at de medarbejdere, som er tættest på borgerne er godt klædt på til enten at informere borgerne om deres støttemuligheder eller til at guide borgeren hen, hvor informationen kan findes. (borgerne) o At der er tydelig og tilgængelig information om støtte og hjælpemuligheder via informationsmateriale og hjemmeside (borgerne) o At der er tydelighed om muligheden for et tættere samarbejde mellem den praktiserende læge og bostøtten (borger) Andre emner: Ønske om uvisiteret adgang til de kommunale aktivitets og samværstilbud (borger) Oplevelse af og tilfredshed med at der er mange tilbud både idræt, værksteder og alt muligt (borger) 8

9 4. Opsamling Gruppe 3, Handicapområdet 1. runde borgere/pårørendegruppe 2. runde blandet gruppe Hvordan oplever I samarbejdet med Skanderborg Kommunes sagsbehandlere De deltagende borgere og pårørende fra handicapområdet gav udtryk for: At der i en længere periode har været flere sagsbehandlerskift. Der har således manglet kontinuitet, hvilket præger samarbejdet. At den konkrete kontakt og dialog med sagsbehandlerne fungerer fint (altså når der er kontakt) At sagsbehandlerne ikke deltager i en stor del af de pædagogiske planmøder. At de ofte får kontakt til sagsbehandleren via det pædagogiske personale (borger). At sagsbehandlerskift medfører, at man skal forklare det samme flere gange (borger). At det ikke opleves, at det er sagsbehandleren, som er tovholder på borgerens sag selvom det kommunikeres, at det er hensigten. Og der således mangler en myndighed, som stiller spørgsmål og følger op. At borgerne får besked, når de skifter sagsbehandler At der er tydelighed omkring den opgave, som myndigheden har bestilt hos udfører. At der er tydelighed omkring opfølgningen på den opgave, som myndigheden har bestilt hos udfører. Hvordan oplever i samarbejdet med de medarbejdere, som I møder i hverdagen? De deltagende borgere og pårørende fra handicapområdet gav udtryk for: At samarbejdet generelt fungerer rigtig godt. Der er en god kontakt og et godt samarbejde. At kvaliteten af samarbejdet er meget personafhængigt. At der ikke altid er fokus på de ting, som ligger uden for den specifikke pædagogiske opgave er blomsterne vandet, sidder borgernes tøj ordentlig mv. (pårørende) At der nogle steder mangler information omkring hverdagen hvordan går det, og hvad har borgerne lavet. Der efterspurgtes her mere information, og skolernes forældreintra blev nævnt som eksempel (pårørende). At der nogle steder er en rigtig god information omkring hverdagen blandt andet via brug af tablets. At det kan være en udfordring for borgerne med pædagoger eller vikarer, som borgerne ikke kender. At det vil være godt med information, når der kommer nye medarbejdere. At der sættes fokus på information til de pårørende omkring borgernes hverdag. Hvordan oplever I, at der bliver taget hensyn til det borgerne/i allerede kan eller kan få mulighed for at kunne selv? De deltagende borgere og pårørende fra handicapområdet gav udtryk for: At de daglige medarbejdere generelt er gode til at have fokus på og arbejde med dette. At de daglige medarbejdere generelt er gode til at give støtte, viden og vejledning, som hjælper borgerne til at klare mere selv. (borgerne) En oplevelse af manglende træning i forbindelse med funktionstab (en pårørende). 9

10 At de pårørendes viden om og erfaring fra - om borgernes hidtidige levede liv, interesser og funktionsevne - ikke efterspørges i tilstrækkelig grad (pårørende). At der en interesse for og en inddragelse af de pårørende viden og erfaringer. Hvilke erfaringer har I med træningsforløb, vejledning og støtte i grupper, hvor der deltager flere borgere? Hvilke erfaringer har I med, at der bliver fulgt op på om jeres og medarbejdernes arbejde og samarbejde har de resultater, som I har aftalt? De deltagende borgere og pårørende fra handicapområdet gav udtryk for: At det er forskelligt fra sted til sted At det er personafhængig og afhængig af medarbejderens relation til borgeren. Som en pårørende udtrykte det: Pædagogerne bliver aldrig forældre. Og en kontaktperson vil altid vil være bedre end en pædagog, som ikke kender vores datter så godt. At der bliver fulgt op på aftalerne fra gang til gang og at der løbende kan rettes til (borgerne og en pårørende) At der ikke bliver fulgt op på aftaler omkring samarbejde og kommunikation (en pårørende) At arbejdet med målene ofte går meget langsomt eller sander til (en pårørende). At fælles tænkning og fælles værdier giver en mere ensartet tilgang til borgerne her blev Gentle Teaching nævnt som eksempel (en pårørende). At der er en tydelighed omkring værdier i kvalitetsstandarden. Hvilke erfaringer har I med, at støtten på de kommunale botilbud tilrettelægges efter den enkelte borgers individuelle behov, muligheder og ressourcer? Hvordan oplever I, at støtten giver jer mulighed for at bevare og udvikle kompetencer, sådan at hverdagen i størst muligt omfang kan leves selvstændigt på jeres egne betingelser? Hvordan oplever I sammenhængen mellem det som kommunen har bevilget og den støtte, som I modtager? 10

11 I den fælles drøftelse mellem borgere, pårørende og fagfolk var der primært fokus på selve kvalitetsstandarden, og der var følgende input: At den nuværende standard ikke beskriver indsatserne særlig godt. At den nuværende standard primært har fokus på den træningsmæssige indsats. At man med fordel kunne kigge på andre kommuner Dragør og Aalborgs standarder blev specifikt fremhævet af en pårørende. At standarden med fordel være mere konkret, tydelig og gennemskuelig hvordan er det myndighed og udførere arbejder metoder, sagsgange mv. Hvad kan borgere og pårørende kan forvente, når de søger støtte og/eller er i kontakt med kommunen? Hvad lægger sagsbehandlerne vægt på, når de vurderer sagen? At der mangler nogle betragtninger omkring livskvalitet og værdier. At kvalitetsstandarden generelt med fordel kan ses som et værktøj til forventningsafstemning mellem kommune, borgere og pårørende. Generel opfordring fra borgere og pårørende: At der arbejdes med at styrke informationen til borgere og pårørende omkring kommunens indsatser, tilbud og borgernes mulighed for støtte både i den direkte kontakt mellem sagsbehandlere/frontpersonale og borgere/pårørende - og i forbindelse med udarbejdelse af informationsmateriale og kommunens hjemmeside. 5. Opsamling Gruppe 4, Handicapområdet 1. runde fagfolk 2. runde blandet gruppe Spørgsmål i forhold til kvalitetsstandarden for socialpædagogisk støtte Hvordan oplever I samarbejdet med borgerne herunder samarbejdet i forhold til fastsættelse af mål og samarbejdet med de faglige indsatser i forhold til at udvikle og styrke borgernes kompetencer? De deltagende fagfolk fra handicapområdet gav udtryk for: At det er svært at svare entydigt på, da borgerne er meget forskellige, og derfor skal mødes forskelligt. At der generelt opleves at godt samarbejde med borgerne om deres muligheder og ønsker. At det kan godt være, at de ikke altid ved, hvad der kan lade sig gøre, men så finder vi ud af det gennem dialog. Og det er både borgere og pårørende. Hvordan erfaringer har I med at tage hensyn til det borgerne allerede kan eller kan få mulighed for at kunne selv? De deltagende fagfolk fra handicapområdet gav udtryk for: At der generelt opleves en udvikling i samfundet, hvor mange af borgerne i højere grad selv kommer på banen. At det at tage hensyn til borgernes evner og ressourcer er i tråd med den pædagogiske udvikling, og konceptet med selvbestemmelse og herre i eget liv. At det pædagogiske personale er blevet bedre til at trække sig og lade borgerne gøre mere selv. At der i det pædagogiske fag har været et skift undervejs, som nu kan ses. Det handler om at være bevidste om, at borgeren selv ved bedst. At de pårørende er med, hvor borgeren ikke kan selv. At der ofte er meget tværfaglighed, og mange aktører inde over disse forløb - og her er der fokus på at inddrage borgerens perspektiv. 11

12 Hvilke erfaringer har I med og hvordan arbejder I med træningsforløb, vejledning og støtte i grupper, hvor der deltager flere borgere? Hvilke erfaringer har I med, at der bliver fulgt op på om jeres og borgernes arbejde og samarbejde har de resultater, som I har aftalt? Og hvordan følger I op? De deltagende fagfolk fra handicapområdet gav udtryk for: En leder udtalte at hun ikke kan mindes at der er blevet arbejdet med mål. Hun kan ikke mindes at myndighed, udfører og borger har siddet sammen og formuleret et mål. Der er flere der oplever kun at sidde med borgeren uden myndigheden - både i starten af visitationen og længere henne i forløbet. Hvilke erfaringer har I med, at hjælpen og plejen i borgernes eget hjem tilrettelægges efter den enkelte borgers/jeres individuelle behov og ressourcer? Hvilke erfaringer har I med, at støtten på de kommunale botilbud tilrettelægges efter den enkelte borgers individuelle behov, muligheder og ressourcer? De deltagende fagfolk fra handicapområdet gav udtryk for: At det kan være en udfordring, når der er pårørende, som inderligt ønsker et andet liv for deres barn. Hvis de pårørende f.eks. gerne vil have at borgeren skal have kammerater, men kammerater ikke er vigtige for borgeren. Der har været en udvikling, hvor de pårørende tidligere har forventet at et omdrejningspunkt i fastsættelsen af indsatsen for den enkelte borger, mens der nu er et større fokus på samspillet mellem borgere og myndighed omkring den enkelte borgers ønsker. At de udførende fagfolk oplever, at sagsbehandlerne er blevet meget skarpe på, hvad de bestiller hos tilbuddene. Det bliver meget præcist specificeret, hvad der forventes, og hvad man bliver målt på. Det oplever nogle som positivt, da de ser det som en klar forventningsafstemning. Andre gav dog udtryk for at det kan være svært for borgeren at forstå, da det ofte er meget abstrakte mål f.eks. bedre livskvalitet. De der oplever det som positivt, er dog glade for de abstrakte mål fra sagsbehandlerne, da tilbuddet hermed får mulighed for at tolke målene i samarbejde med borgerne. Hvordan oplever I, at støtten giver borgerne mulighed for at bevare og udvikle kompetencer, sådan at hverdagen i størst muligt omfang kan leves selvstændigt på deres egne betingelser? Hvordan oplever I sammenhængen mellem det som kommunen har bevilget og den støtte, som borgerne modtager? De deltagende fagfolk fra handicapområdet gav udtryk for: At for en del af borgerne giver det ikke mening med det store fokus på mål og rehabilitering. En leder fortalte således om en pædagog der har leget Nu kommer der en lille mus i ti år, med en borger der har et funktionsniveau som en 2årig. Borgeren er så i dag begyndt at sige mus, når 12

13 hun gerne vil kommunikere med fagpersonalet. Før i tiden har hun skreget, hvis hun gerne ville i kontakt. Fortællerens konklusion: At det er en udvikling, men ikke noget som er sket på baggrund et konkret specifikt mål, men fordi der har været et meningsfuldt nærvær og samvær med borgeren. At det store spænd i målgruppens funktionsniveau gør, at en overordnet kvalitetsstandard for hele området kan virke uhensigtmæssig. At det er nogle paradokser omkring målsætning og rehabilitering på handicapområdet. En leder udtrykte blandt andet: Det kan mærkes på udgifterne. Hos os tænker vi ikke rehabilitering ud fra en effektiviseringsstrategi. Det er mere effektivt og nemmere at give borgeren tøj på - end at lære en borger selvstændigt at klæde sig på. Det tager en medarbejder fem år og tre timer om dagen, at lære borgeren det. Og jeg tænker, at når vi snakker kvalitetsstandarder, skal politikerne være bevidste om, hvad det betyder at et bedre funktionsniveau for borgeren kan løfte livskvaliteten, men det betyder ikke nødvendigvis at omkostningerne bliver mindre. Nogle mente, at man kan lave mål på konkret ting, f.eks. bade og mad, mens andre oplevede, at denne type mål flyttede fokus fra den pædagogiske opgave. Derudover fortalte en leder at de pædagogiske tilgange ikke er ens for alle borgere: Det kan være, at god pædagogik for én borger er generende for de syv andre i fællesskabet. At udførerne ikke oplever, at borgere og/eller pårørende spørger til kvalitetsstandarderne. At myndigheden oplever, at borgerne spørger til dem, men at det ender ud i megen dialog, konkrete individuelle vurderinger og supplerende vejledning til borgerne, fordi kvalitetsstandarden er så bred. At kvalitetsstandarden for socialpædagogisk støtte vil være mere anvendelig, hvis den blev yderligere specificeret. Der skulle således være en opdeling ift. fysisk og psykisk handicap og yderligere ift. borgerens funktionsniveau. På den måde kunne kvalitetsstandarderne bruges som et hjælperedskab, specielt i kommunikationen med pårørende. Yderligere generelle input i forhold til serviceniveau og kvalitetsstandard: Den faglige gruppe oplever generelt den konkrete kvalitetsstandard som meget, meget abstrakt ift. praksis. De var enige om at: Det er elastik i metermål og de udførende tænkte at kvalitetsstandarden kan dække over alt. De følte at der er meget fokus på rehabilitering, mens der reelt i praksis er mere fokus på habilitering det levede liv. En leder fortalte således, at en borger spurgte hende: Hvorfor skal jeg træne mig gennem livet? Hvorfor kan jeg ikke bare leve mit liv? Lederne oplever, at kvalitetsstandarden ligger nærmere psykiatriområdet end handicapområdet. Det opleves som et problem. Det blev foreslået, at man laver en kvalitetsstandard der er mere dybdegående med beskrivelser af forskellige niveauer, konkrete pædagogiske værktøjer osv. Alternativt kunne man supplere kvalitetsstandarden med et ydelseskatalog, som indeholdt nærmere beskrivelser af de forskellige ydelser og indsatser. I den fælles drøftelse mellem borgere, pårørende og fagfolk var der fokus på følgende omkring kvalitetsstandarden: De pårørende syntes ikke, at kvalitetsstandarden er behjælpelig til at forklare hvad borger og/eller pårørende kan forvente. De vil ellers gerne have en forventningsafstemning, da de er i tvivl om, hvorvidt det som de forventer er rimeligt. Det blev diskuteret om den abstrakte kvalitetsstandard resulterer i forskellige serviceniveauer afhængigt af, hvor man modtager støtten. En pårørende udtalte, at det eneste konkrete han kan læse i kvalitetsstandarden, er klagefrister. De faglige deltagere diskuterede om man måske kunne lave et ydelseskatalog, som kunne differentieres ud fra funktionsniveau. En pårørende fortalte at alders-kategoriseringen ikke giver 13

14 mening for ham, da hans søn har så forskellige niveauer - alt efter aktivitet han f.eks. godt gå på toilettet, men kan ikke finde ud af at børste tænder: Min søn har ingen alder. Overordnet var der frustration over den nuværende kvalitetsstandard. 14