Ministermappen Cirkulære om modtagelse af gaver. 15 Vejledning om ministeriers behandling af sager vedrørende Grønland

Transkript

1 Ministermappen Selvstyreloven (Lov nr. 473 om Grønlands Selvstyre af 12. juni 2009 med lovbemærkninger og betænkninger) (Ændringsforslag af 9. december 2015) (Ændringsforslag af 1.december 2010) 2 Lov om Inatsisartut og Naalakkersuisut (Inatsisartutlov nr. 26 af 18. november 2010 om Inatsisartut og Naalakkersuisut) (Inatsisartutlov nr. 12 af 29. november 2013) (Inatsisartutlov nr. 30 af 9. december 2015) 3 Forretningsorden for Inatsisartut (Forretningsorden af 12. nov. 2010, sammenskrevet med ændring juni 2016 og betænkninger) 4 Selvstyrets bekendtgørelse nr. 18 af 9. november 2017 om forretningsorden for Naalakkersuisut 5 Ministeransvarlighedsloven (Landstingslov nr.6 af 13. maj 1993 om Naalakkersuisutmedlemmers ansvarlighed) (Inatsisartutlov nr. 16 af d. 22. november 2011) 6 Vederlagsloven (Landstinglov nr.22 af 18. december 2003 om vederlag mv. til medlemmer af landstinget og landsstyret m.v.) (Inatsisartutlov nr. 42 af 23. november 2017) (Inatsisartutlov nr. 10 af 6. juni 2016) (Inatsisartutlov nr. 3 af 3. juni 2015) (Inatsisartutlov nr. 2 af 15. april 2011) (Landstingslov nr. 8 af 1. juni 2006) (Landstingslov nr. 1 af 27. marts 2006) 7 Sagsbehandlingsloven (Landtingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning) (Inatsisartutlov nr. 19 af 22. november 2011) (Landtingslov nr. 5 af 31. maj 2001) (Landtingslov nr. 21 af 30. oktober 1998) 8 Habilitet Skrivelse om habilitet 9 Offentlighedsloven (Landtingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen) (Landtingslov nr. 37 af 19. december 1996) (Landstingslov nr. 1 af 31. maj 1999) (Landstingsforordning nr. 6 af 31. maj 2001) 10 Cirkulære af 14. december 2005 om Naalakkersuisuts brug af midler til repræsentationsudgifter, rejseudgifter og øvrige udgifter 11 Cirkulære af 12. august 2016 om anskaffelse af tjenestebiler 12 Generelle retningslinjer af 18. januar 1999 vedrørende centraladministrationens mobiltelefoner og tjenestetelefoner i hjemmet 13 Vejledning af 4. april 2013 til brug for indgåelse af internationale aftaler 14 Cirkulære om modtagelse af gaver 15 Vejledning om ministeriers behandling af sager vedrørende Grønland Opdateret d.16. marts 2018

2 Afsnit 1 Selvstyreloven

3 LOV nr 473 af 12/06/2009 (Gældende) Udskriftsdato: 19. maj 2016 Ministerium: Statsministeriet Journalnummer: Statsmin., j.nr Senere ændringer til forskriften Ingen Lov om Grønlands Selvstyre VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: I erkendelse af, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse, bygger loven på et ønske om at fremme ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland. Loven bygger i overensstemmelse hermed på en overenskomst mellem Naalakkersuisut og den danske regering som ligeværdige parter. Kapitel 1 Selvstyrets myndigheder samt domstolene 1. Grønlands Selvstyre har den lovgivende og udøvende magt inden for overtagne sagsområder. Domstole, der bliver oprettet af selvstyret, har den dømmende magt i Grønland inden for samtlige sagsområder. I overensstemmelse hermed er den lovgivende magt hos Inatsisartut, den udøvende magt hos Naalakkersuisut og den dømmende magt hos domstolene. Kapitel 2 Selvstyrets overtagelse af sagsområder 2. Grønlands Selvstyre kan bestemme, at de sagsområder, der fremgår af lovens bilag, skal overgå til selvstyret. Stk. 2. I det omfang flere sagsområder er anført under samme litra eller nummer i lovens bilag, skal de pågældende sagsområder overgå til Grønlands Selvstyre på samme tidspunkt, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Grønlands Selvstyre kan bestemme, at en del af de sagsområder, der er anført på liste I, litra b og liste II, nr. 15, 25 og 27 i lovens bilag, skal overgå til selvstyret. 3. Sagsområder, der fremgår af bilagets liste I, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret. Stk. 2. Sagsområder, der fremgår af bilagets liste II, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret efter forhandling med rigsmyndighederne. 4. Naalakkersuisut og regeringen kan aftale, at sagsområder, der alene vedrører grønlandske anliggender, og som ikke er nævnt i bilaget, kan overtages af Grønlands Selvstyre. Kapitel 3 Økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten 5. Staten yder Grønlands Selvstyre et årligt tilskud på 3.439,6 mio. kr., jf. dog 8, stk. 1. Beløbet er angivet i 2009-pris- og -lønniveau. Stk. 2. Tilskuddet reguleres årligt i overensstemmelse med stigningen i det generelle pris- og lønindeks på finansloven det pågældende år. 1

4 Stk. 3. Tilskuddet udbetales forskudsvis med 1/12 hver måned. Stk. 4. Finansministeren kan efter aftale med Naalakkersuisut fastsætte regler om ændrede udbetalingsterminer. 6. Sagsområder, der overtages af Grønlands Selvstyre efter 2-4, finansieres fra tidspunktet for overtagelsen af selvstyret. Stk. 2. Grønlands Selvstyre overtager de reale aktiver, der er direkte forbundet med et sagsområde, der overtages. 7. Indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre. Stk. 2. De i stk. 1 angivne indtægter omfatter følgende indtægter: 1) Indtægter i henhold til konkrete tilladelser til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, dog bortset fra beløb, som betales til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi. 2) Indtægter ved enhver beskatning i Danmark og Grønland af rettighedshavere, for så vidt angår den del af virksomheden, som vedrører mineralske råstoffer i Grønland. 3) Indtægter fra grønlandske og danske offentlige myndigheders ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland. 4) Indtægter fra udbytteskat m.v. i Danmark og Grønland vedrørende aktionærer i selskaber, som er rettighedshavere, eller i selskaber, som fuldt ud ejer sådanne selskaber direkte eller indirekte og skattefrit kan modtage udbytte derfra. 8. Tilfalder der Grønlands Selvstyre indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, jf. 7, reduceres statens tilskud til selvstyret med et beløb, der svarer til halvdelen af de indtægter, som i det pågældende år ligger over 75 mio. kr. Stk. 2. Med virkning fra den 1. januar året efter lovens ikrafttræden reguleres det i stk. 1 nævnte beløb på 75 mio. kr. årligt i overensstemmelse med stigningen i det generelle pris- og lønindeks på finansloven det pågældende år. Stk. 3. Opgørelse efter stk. 1 sker i det efterfølgende år med henblik på afregning året efter. 9. Ved Grønlands Selvstyres overtagelse af råstofområdet sikrer regeringen, at der mod betaling ydes rådgivning og anden opgavevaretagelse til brug for selvstyrets varetagelse af råstofområdet. Stk. 2. Naalakkersuisut og regeringen indgår med virkning fra Grønlands Selvstyres overtagelse af råstofområdet aftale om de i stk. 1 nævnte ydelser. Stk. 3. Naalakkersuisut kan beslutte at forny den i stk. 2 nævnte aftale i form af flerårige aftaler. Stk. 4. Ved indgåelse af aftaler efter stk. 2 og 3 stiller regeringen forskning af særlig relevans for råstofefterforskningen i Grønland vederlagsfrit til rådighed for Naalakkersuisut. 10. Reduceres statens tilskud til Grønlands Selvstyre til 0 kr., jf. 8, indledes der forhandlinger mellem Naalakkersuisut og regeringen om de fremtidige økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten, herunder om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, om genoptagelse af statens tilskud til Grønlands Selvstyre samt om en fortsættelse af en aftale om de i 9 nævnte ydelser. Kapitel 4 Udenrigsanliggender 11. Naalakkersuisut kan handle i mellemfolkelige anliggender som fastsat i dette kapitel og i aftaler med regeringen. Stk. 2. Regeringen og Naalakkersuisut samarbejder i mellemfolkelige anliggender som fastsat i dette kapitel med henblik på at sikre såvel Grønlands interesser som Kongeriget Danmarks samlede interesser. Stk. 3. De beføjelser, som gives Naalakkersuisut i dette kapitel, begrænser ikke de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar og beføjelser i mellemfolkelige anliggender, idet udenrigs- og sikkerhedspolitik er rigsanliggender. 2

5 12. Naalakkersuisut kan med fremmede stater og internationale organisationer forhandle og indgå folkeretlige aftaler på rigets vegne, herunder forvaltningsaftaler, som alene vedrører Grønland og fuldt ud angår overtagne sagsområder. Stk. 2. Folkeretlige aftaler, der alene vedrører Grønland og Færøerne og fuldt ud angår overtagne sagsområder, kan efter beslutning af såvel Naalakkersuisut som Færøernes landsstyre forhandles og indgås på rigets vegne af Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre i forening. Stk. 3. Folkeretlige aftaler, der er indgået efter stk. 1 eller stk. 2, kan opsiges efter de samme bestemmelser. Stk. 4. Folkeretlige aftaler, som berører forsvars- og sikkerhedspolitikken, samt folkeretlige aftaler, som skal gælde for Danmark, eller som forhandles inden for en international organisation, hvoraf Kongeriget Danmark er medlem, forhandles og indgås efter reglerne i 13. Stk. 5. Naalakkersuisut underretter regeringen om påtænkte forhandlinger, inden disse påbegyndes, og om forløbet af forhandlingerne, inden folkeretlige aftaler indgås eller opsiges. De nærmere rammer for samarbejdet i henhold til denne bestemmelse fastlægges efter forhandling mellem Naalakkersuisut og regeringen. Stk. 6. Folkeretlige aftaler efter stk. 1 indgås på rigets vegne af Naalakkersuisut under betegnelsen: 1) Kongeriget Danmark, for så vidt angår Grønland, hvor aftalen fremtræder som indgået mellem stater. 2) Naalakkersuisut, hvor aftalen fremtræder som indgået mellem regeringer eller mellem forvaltningsmyndigheder. I så tilfælde henvises i aftalens præambel til nærværende lov som nærmere fastlagt efter stk. 8. Stk. 7. Folkeretlige aftaler efter stk. 2 indgås på rigets vegne af Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre i forening under betegnelsen Kongeriget Danmark, for så vidt angår Færøerne og Grønland. Stk. 8. Nærmere regler for brugen af betegnelser nævnt i stk. 6 og 7 såvel som andre lignende betegnelser kan fastlægges i medfør af stk Regeringen underretter Naalakkersuisut forud for indledning af forhandlinger om folkeretlige aftaler, som har særlig betydning for Grønland. Efter begæring af Naalakkersuisut kan der indgås aftale med vedkommende minister, der fastlægger nærmere samarbejdsregler inden for rammerne af denne bestemmelse, herunder en nærmere fastlæggelse af kriterier for, hvornår aftaler skal anses for at have særlig betydning for Grønland. Stk. 2. I sager, der alene vedrører Grønland, kan regeringen bemyndige Naalakkersuisut til at føre forhandlingerne under medvirken af udenrigstjenesten. Stk. 3. Aftaler, hvor Danmark og Grønland i fællesskab har været inddraget i forhandlingerne, undertegnes af regeringen, i videst muligt omfang sammen med Naalakkersuisut. Stk. 4. Folkeretlige aftaler, som har særlig betydning for Grønland, skal inden indgåelse eller opsigelse forelægges Naalakkersuisut til udtalelse. Finder regeringen det nødvendigt at indgå aftalen uden Naalakkersuisuts tilslutning, sker dette i videst muligt omfang uden virkning for Grønland. 14. Hvor internationale organisationer åbner adgang for, at andre enheder end stater og sammenslutninger af stater kan opnå medlemskab i eget navn, kan regeringen efter anmodning fra Naalakkersuisut beslutte at indgive eller støtte en ansøgning herom fra Grønland, hvor dette er foreneligt med Grønlands forfatningsmæssige status. 15. Efter ønske fra Naalakkersuisut ansættes der ved Kongeriget Danmarks udenrigsrepræsentationer repræsentanter for Naalakkersuisut til varetagelse af grønlandske interesser inden for sagsområder, som fuldt ud er overtaget af selvstyret. Regeringen kan bestemme, at udgifterne herved skal afholdes af Naalakkersuisut. 16. Grønlands Selvstyre er undergivet de forpligtelser, der følger af folkeretlige aftaler og andre internationale regler, som til enhver tid er bindende for riget. 3

6 Stk. 2. Foranstaltninger, som selvstyret påtænker at træffe, og hvis iværksættelse er af væsentlig betydning for rigets forhold til udlandet, herunder rigets deltagelse i internationalt samarbejde, forhandles med regeringen inden vedtagelsen. Kapitel 5 Samarbejde mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne vedrørende love og administrative forskrifter 17. Regeringens forslag til love, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland, skal inden fremsættelsen for Folketinget fremsendes til Grønlands Selvstyre til udtalelse. Stk. 2. Regeringen afventer selvstyrets udtalelse inden fremsættelsen for Folketinget af regeringsforslag til love, der indeholder bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland. Stk. 3. Der kan fastsættes en frist for afgivelse af udtalelser omfattet af stk Udkast til administrative forskrifter, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland, skal inden udstedelsen fremsendes til Grønlands Selvstyre til udtalelse. Stk. 2. Udstedelse af administrative forskrifter, der indeholder bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland, afventer selvstyrets udtalelse. Stk. 3. Der kan fastsættes en frist for afgivelse af udtalelser omfattet af stk. 2. Kapitel 6 Tvistløsning 19. Opstår der mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne tvivlsspørgsmål om selvstyrets kompetence i forhold til rigsmyndighederne, kan regeringen eller Naalakkersuisut beslutte at forelægge spørgsmålet for et nævn, der består af 2 medlemmer, der udpeges af den danske regering, 2 medlemmer, der udpeges af Naalakkersuisut, samt 3 af Højesterets præsident udpegede højesteretsdommere, af hvilke den ene udpeges som formand. Stk. 2. Er de 4 medlemmer, der er udpeget af regeringen og Naalakkersuisut, enige, er sagen endelig afgjort. I modsat fald afgøres sagen af de 3 højesteretsdommere. Stk. 3. Nævnet kan beslutte at suspendere den vedtagelse eller beslutning, som er forelagt nævnet, indtil nævnets afgørelse foreligger. Kapitel 7 Sprog 20. Det grønlandske sprog er det officielle sprog i Grønland. Kapitel 8 Grønlands adgang til selvstændighed 21. Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk. Stk. 2. Træffes beslutning efter stk. 1, indledes der forhandlinger mellem regeringen og Naalakkersuisut med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland. Stk. 3. En aftale mellem Naalakkersuisut og regeringen om gennemførelse af selvstændighed for Grønland skal indgås med samtykke fra Inatsisartut og skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Aftalen skal endvidere indgås med samtykke fra Folketinget. Stk. 4. Selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland. 4

7 22. Loven træder i kraft den 21. juni Kapitel 9 Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser 23. Lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre ophæves, jf. dog stk. 2 Stk i lov om Grønlands hjemmestyre forbliver i kraft, indtil råstofområdet overtages af Grønlands Selvstyre. Stk. 3. Grønlands Selvstyre har fortsat den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 4 i lov om Grønlands hjemmestyre. Stk. 4. Grønlands Selvstyre har den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 5 i lov om Grønlands hjemmestyre. 24. Lov nr. 577 af 24. juni 2005 om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler ophæves. Stk. 2. Forskrifter udstedt i medfør af loven forbliver i kraft med de ændringer, der følger af denne lov, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed i lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni 1998, ophæves. 26. Lov om selskab til varetagelse af kulbrinteaktiviteter i Grønland m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 87 af 9. februar 1999, ophæves. 27. Lov nr. 502 af 6. juni 2007 om tilskud til Grønlands hjemmestyre for 2008 og 2009 ophæves. 28. Bestemmelser, der gælder for Grønland, forbliver i kraft med de ændringer, der følger af denne lov, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed. 29. Sager, som på tidspunktet for et sagsområdes overgang til Grønlands Selvstyre er under behandling af en dansk myndighed, færdigbehandles af vedkommende grønlandske myndighed, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Vedkommende danske myndighed kan i særlige tilfælde og efter aftale med vedkommende grønlandske myndighed bestemme, at visse nærmere bestemte sager skal færdigbehandles af de danske myndigheder. Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2009 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. / Lars Løkke Rasmussen 5

8 Bilag Liste I a) Arbejdsskadesikring b) Resterende områder under sundhedsområdet c) Færdselsområdet d) Formueretten e) Dykkerområdet Liste II 1) Kriminalforsorgen 2) Pas 3) Politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele af kriminalretsplejen 4) Retsplejen, herunder oprettelse af domstole 5) Kriminalretten 6) Udlændingeområdet og grænsekontrollen 7) Personretten 8) Familieretten 9) Arveretten 10) Advokatvirksomhed 11) Våbenområdet 12) Radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester 13) Radiokommunikationsområdet 14) Selskabs-, regnskabs- og revisorområdet 15) Fødevare- og veterinærområdet 16) Luftfart 17) Immaterialret 18) Ophavsret 19) Skibsvrag, vraggods og dybdeforringelser 20) Sikkerhed til søs 21) Skibsregistrering og søretlige forhold 22) Kortlægning 23) Farvandsafmærkning, fyrbelysning og lodsområdet 24) Havmiljø 25) Finansiel regulering og tilsyn 26) Råstofområdet 27) Arbejdsmiljø 28) Meteorologi 6

9 2008/1 LSF 128 (Gældende) Udskriftsdato: 19. maj 2016 Ministerium: Statsministeriet Journalnummer: Statsmin. Fremsat den 5. februar 2009 af statsministeren (Anders Fogh Rasmussen) Forslag til Lov om Grønlands Selvstyre I erkendelse af, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse, bygger loven på et ønske om at fremme ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland. Loven bygger i overensstemmelse hermed på en overenskomst mellem Naalakkersuisut og den danske regering som ligeværdige parter. Kapitel 1 Selvstyrets myndigheder samt domstolene 1. Grønlands Selvstyre har den lovgivende og udøvende magt inden for overtagne sagsområder. Domstole, der bliver oprettet af selvstyret, har den dømmende magt i Grønland inden for samtlige sagsområder. I overensstemmelse hermed er den lovgivende magt hos Inatsisartut, den udøvende magt hos Naalakkersuisut og den dømmende magt hos domstolene. Kapitel 2 Selvstyrets overtagelse af sagsområder 2. Grønlands Selvstyre kan bestemme, at de sagsområder, der fremgår af lovens bilag, skal overgå til selvstyret. Stk. 2. I det omfang flere sagsområder er anført under samme litra eller nummer i lovens bilag, skal de pågældende sagsområder overgå til Grønlands Selvstyre på samme tidspunkt, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Grønlands Selvstyre kan bestemme, at en del af de sagsområder, der er anført på liste I, litra b og liste II, nr. 15, 25 og 27 i lovens bilag skal overgå til selvstyret. 3. Sagsområder, der fremgår af bilagets liste I, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret. Stk. 2. Sagsområder, der fremgår af bilagets liste II, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret efter forhandling med rigsmyndighederne. 4. Naalakkersuisut og regeringen kan aftale, at sagsområder, der alene vedrører grønlandske anliggender, og som ikke er nævnt i bilaget, kan overtages af Grønlands Selvstyre. Kapitel 3 Økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten 5. Staten yder Grønlands Selvstyre et årligt tilskud på 3.439,6 mio. kr., jf. dog 8, stk. 1. Beløbet er angivet i 2009-pris- og lønniveau. 1

10 Stk. 2. Tilskuddet reguleres årligt i overensstemmelse med stigningen i det generelle pris- og lønindeks på finansloven det pågældende år. Stk. 3. Tilskuddet udbetales forskudsvis med 1/12 hver måned. Stk. 4. Finansministeren kan efter aftale med Naalakkersuisut fastsætte regler om ændrede udbetalingsterminer. 6. Sagsområder, der overtages af Grønlands Selvstyre efter 2-4, finansieres fra tidspunktet for overtagelsen af selvstyret. Stk. 2. Grønlands Selvstyre overtager de reale aktiver, der er direkte forbundet med et sagsområde, der overtages. 7. Indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre. Stk. 2. De i stk. 1 angivne indtægter omfatter følgende indtægter: 1) Indtægter i henhold til konkrete tilladelser til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, dog bortset fra beløb, som betales til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi. 2) Indtægter ved enhver beskatning i Danmark og Grønland af rettighedshavere for så vidt angår den del af virksomheden, som vedrører mineralske råstoffer i Grønland. 3) Indtægter fra grønlandske og danske offentlige myndigheders ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland. 4) Indtægter fra udbytteskat m.v. i Danmark og Grønland vedrørende aktionærer i selskaber, som er rettighedshavere, eller i selskaber, som fuldt ud ejer sådanne selskaber direkte eller indirekte og skattefrit kan modtage udbytte derfra. 8. Tilfalder der Grønlands Selvstyre indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, jf. 7, reduceres statens tilskud til selvstyret med et beløb, der svarer til halvdelen af de indtægter, som i det pågældende år ligger over 75 mio. kr. Stk. 2. Med virkning fra 1. januar året efter lovens ikrafttræden reguleres det i stk. 1 nævnte beløb på 75 mio. kr. årligt i overensstemmelse med stigningen i det generelle pris- og lønindeks på finansloven det pågældende år. Stk. 3. Opgørelse efter stk. 1 sker i det efterfølgende år med henblik på afregning året efter. 9. Ved Grønlands Selvstyres overtagelse af råstofområdet sikrer regeringen, at der mod betaling ydes rådgivning og anden opgavevaretagelse til brug for selvstyrets varetagelse af råstofområdet. Stk. 2. Naalakkersuisut og regeringen indgår med virkning fra Grønlands Selvstyres overtagelse af råstofområdet aftale om de i stk. 1 nævnte ydelser. Stk. 3. Naalakkersuisut kan beslutte at forny den i stk. 2 nævnte aftale i form af flerårige aftaler. Stk. 4. Ved indgåelse af aftaler efter stk. 2 og stk. 3 stiller regeringen forskning af særlig relevans for råstofefterforskningen i Grønland vederlagsfrit til rådighed for Naalakkersuisut. 10. Reduceres statens tilskud til Grønlands Selvstyre til nul kroner, jf. 8, indledes der forhandlinger mellem Naalakkersuisut og regeringen om de fremtidige økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten, herunder om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, om genoptagelse af statens tilskud til Grønlands Selvstyre samt om en fortsættelse af en aftale om de i 9 nævnte ydelser. Kapitel 4 Udenrigsanliggender 11. Naalakkersuisut kan handle i mellemfolkelige anliggender som fastsat i dette kapitel og i aftaler med regeringen. Stk. 2. Regeringen og Naalakkersuisut samarbejder i mellemfolkelige anliggender som fastsat i dette kapitel med henblik på at sikre såvel Grønlands interesser som Kongeriget Danmarks samlede interesser. 2

11 Stk. 3. De beføjelser, som gives Naalakkersuisut i dette kapitel, begrænser ikke de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar og beføjelser i mellemfolkelige anliggender, idet udenrigs- og sikkerhedspolitik er rigsanliggender. 12. Naalakkersuisut kan med fremmede stater og internationale organisationer forhandle og indgå folkeretlige aftaler på rigets vegne, herunder forvaltningsaftaler, som alene vedrører Grønland og fuldt ud angår overtagne sagsområder. Stk. 2. Folkeretlige aftaler, der alene vedrører Grønland og Færøerne og fuldt ud angår overtagne sagsområder, kan efter beslutning af såvel Naalakkersuisut som Færøernes landsstyre forhandles og indgås på rigets vegne af Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre i forening. Stk. 3. Folkeretlige aftaler, der er indgået efter stk. 1 eller stk. 2, kan opsiges efter de samme bestemmelser. Stk. 4. Folkeretlige aftaler, som berører forsvars- og sikkerhedspolitikken, samt folkeretlige aftaler, som skal gælde for Danmark, eller som forhandles inden for en international organisation, hvoraf Kongeriget Danmark er medlem, forhandles og indgås efter reglerne i 13. Stk. 5. Naalakkersuisut underretter regeringen om påtænkte forhandlinger, inden disse påbegyndes, og om forløbet af forhandlingerne, inden folkeretlige aftaler indgås eller opsiges. De nærmere rammer for samarbejdet i henhold til denne bestemmelse fastlægges efter forhandling mellem Naalakkersuisut og regeringen. Stk. 6. Folkeretlige aftaler efter stk. 1 indgås på rigets vegne af Naalakkersuisut under betegnelsen: a) Kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland, hvor aftalen fremtræder som indgået mellem stater. b) Naalakkersuisut, hvor aftalen fremtræder som indgået mellem regeringer eller mellem forvaltningsmyndigheder. I så tilfælde henvises i aftalens præambel til nærværende lov som nærmere fastlagt efter stk. 8. Stk. 7. Folkeretlige aftaler efter stk. 2 indgås på rigets vegne af Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre i forening under betegnelsen Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland. Stk. 8. Nærmere regler for brugen af betegnelser nævnt i stk. 6 og 7 såvel som andre lignende betegnelser kan fastlægges i medfør af stk Regeringen underretter Naalakkersuisut forud for indledning af forhandlinger om folkeretlige aftaler, som har særlig betydning for Grønland. Efter begæring af Naalakkersuisut kan der indgås aftale med vedkommende minister, der fastlægger nærmere samarbejdsregler inden for rammerne af denne bestemmelse, herunder en nærmere fastlæggelse af kriterier for, hvornår aftaler skal anses for at have særlig betydning for Grønland. Stk. 2. I sager, der alene vedrører Grønland, kan regeringen bemyndige Naalakkersuisut til at føre forhandlingerne under medvirken af udenrigstjenesten. Stk. 3. Aftaler, hvor Danmark og Grønland i fællesskab har været inddraget i forhandlingerne, undertegnes af regeringen, i videst muligt omfang sammen med Naalakkersuisut. Stk. 4. Folkeretlige aftaler, som har særlig betydning for Grønland, skal inden indgåelse eller opsigelse forelægges Naalakkersuisut til udtalelse. Finder regeringen det nødvendigt at indgå aftalen uden Naalakkersuisuts tilslutning, sker dette i videst muligt omfang uden virkning for Grønland. 14. Hvor internationale organisationer åbner adgang for, at andre enheder end stater og sammenslutninger af stater kan opnå medlemskab i eget navn, kan regeringen efter anmodning fra Naalakkersuisut beslutte at indgive eller støtte en ansøgning herom fra Grønland, hvor dette er foreneligt med Grønlands forfatningsmæssige status. 15. Efter ønske fra Naalakkersuisut, ansættes der ved Kongeriget Danmarks udenrigsrepræsentationer repræsentanter for Naalakkersuisut til varetagelse af grønlandske interesser inden for sagsområder, som 3

12 fuldt ud er overtaget af selvstyret. Regeringen kan bestemme, at udgifterne herved skal afholdes af Naalakkersuisut. 16. Grønlands Selvstyre er undergivet de forpligtelser, der følger af folkeretlige aftaler og andre internationale regler, som til enhver tid er bindende for riget. Stk. 2. Foranstaltninger, som selvstyret påtænker at træffe, og hvis iværksættelse er af væsentlig betydning for rigets forhold til udlandet, herunder rigets deltagelse i internationalt samarbejde, forhandles med regeringen inden vedtagelsen. Kapitel 5 Samarbejde mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne vedrørende love og administrative forskrifter 17. Regeringens forslag til love, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland, skal inden fremsættelsen for Folketinget fremsendes til Grønlands Selvstyre til udtalelse. Stk. 2. Regeringen afventer selvstyrets udtalelse inden fremsættelsen for Folketinget af regeringsforslag til love, der indeholder bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland. Stk. 3. Der kan fastsættes en frist for afgivelse af udtalelser omfattet af stk Udkast til administrative forskrifter, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland, skal inden udstedelsen fremsendes til Grønlands Selvstyre til udtalelse. Stk. 2. Udstedelse af administrative forskrifter, der indeholder bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland, afventer selvstyrets udtalelse. Stk. 3. Der kan fastsættes en frist for afgivelse af udtalelser omfattet af stk. 2. Kapitel 6 Tvistløsning 19. Opstår der mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne tvivlsspørgsmål om selvstyrets kompetence i forhold til rigsmyndighederne, kan regeringen eller Naalakkersuisut beslutte at forelægge spørgsmålet for et nævn, der består af 2 medlemmer, der udpeges af den danske regering, 2 medlemmer, der udpeges af Naalakkersuisut, samt 3 af Højesterets præsident udpegede højesteretsdommere, af hvilke den ene udpeges som formand. Stk. 2. Er de 4 medlemmer, der er udpeget af regeringen og Naalakkersuisut, enige, er sagen endelig afgjort. I modsat fald afgøres sagen af de 3 højesteretsdommere. Stk. 3. Nævnet kan beslutte at suspendere den vedtagelse eller beslutning, som er forelagt nævnet, indtil nævnets afgørelse foreligger. Kapitel 7 Sprog 20. Det grønlandske sprog er det officielle sprog i Grønland. Kapitel 8 Grønlands adgang til selvstændighed 21. Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk. Stk. 2. Træffes beslutning efter stk. 1, indledes der forhandlinger mellem regeringen og Naalakkersuisut med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland. 4

13 Stk. 3. En aftale mellem Naalakkersuisut og regeringen om gennemførelse af selvstændighed for Grønland skal indgås med samtykke fra Inatsisartut og skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Aftalen skal endvidere indgås med samtykke fra Folketinget. Stk. 4. Selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland. 22. Loven træder i kraft den 21. juni Kapitel 9 Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser 23. Lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre ophæves, jf. dog stk. 2 Stk i lov om Grønlands hjemmestyre forbliver i kraft, indtil råstofområdet overtages af Grønlands Selvstyre. Stk. 3. Grønlands Selvstyre har fortsat den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 4 i lov om Grønlands hjemmestyre. Stk. 4. Grønlands Selvstyre har den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 5 i lov om Grønlands hjemmestyre. 24. Lov nr. 577 af 24. juni 2005 om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler ophæves. Stk. 2. Forskrifter udstedt i medfør af loven forbliver i kraft med de ændringer, der følger af denne lov, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed i lov om mineralske råstoffer i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni 1998, ophæves. 26. Lov om selskab til varetagelse af kulbrinteaktiviteter i Grønland m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 87 af 9. februar 1999, ophæves. 27. Lov nr. 502 af 6. juni 2007 om tilskud til Grønlands hjemmestyre for 2008 og 2009 ophæves. 28. Bestemmelser, der gælder for Grønland, forbliver i kraft med de ændringer, der følger af denne lov, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed. 29. Sager, som på tidspunktet for et sagsområdes overgang til Grønlands Selvstyre er under behandling af en dansk myndighed, færdigbehandles af vedkommende grønlandske myndighed, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Vedkommende danske myndighed kan i særlige tilfælde og efter aftale med vedkommende grønlandske myndighed bestemme, at visse nærmere bestemte sager skal færdigbehandles af de danske myndigheder. 5

14 Bilag Liste I a) Arbejdsskadesikring b) Resterende områder under sundhedsområdet c) Færdselsområdet d) Formueretten e) Dykkerområdet Liste II 1) Kriminalforsorgen 2) Pas 3) Politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele af kriminalretsplejen 4) Retsplejen, herunder oprettelse af domstole 5) Kriminalretten 6) Udlændingeområdet og grænsekontrollen 7) Personretten 8) Familieretten 9) Arveretten 10) Advokatvirksomhed 11) Våbenområdet 12) Radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester 13) Radiokommunikationsområdet 14) Selskabs-, regnskabs- og revisorområdet 15) Fødevare- og veterinærområdet 16) Luftfart 17) Immaterialret 18) Ophavsret 19) Skibsvrag, vraggods og dybdeforringelser 20) Sikkerhed til søs 21) Skibsregistrering og søretlige forhold 22) Kortlægning 23) Farvandsafmærkning, fyrbelysning og lodsområdet 24) Havmiljø 25) Finansiel regulering og tilsyn 26) Råstofområdet 27) Arbejdsmiljø 28) Meteorologi 6

15 Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger 1. Lovforslagets formål og baggrund Indledning Grønlandsk-dansk selvstyrekommission Nærmere om baggrund 9 2. Hovedpunkter i lovforslaget 9 3. Grønlands Selvstyres myndigheder Selvstyrets overtagelse af sagsområder Hidtidig overtagelse af sagsområder Lovforslagets regulering af sagsområder overtaget efter den 11 nuværende hjemmestyrelovs Lovforslagets regulering af sagsområder overtaget efter den nuværende hjemmestyrelovs Særligt om undervisningsområdet Særligt om folkekirken Særligt om arbejds- og socialvæsenet Overtagelse af sagsområder efter lovforslaget Sagsområder omfattet af 3, stk Sagsområder omfattet af 3, stk Virkningen af grønlandsk overtagelse af sagsområder Sagsområder omfattet af bilagets liste I og II Arbejdsskadesikring (liste I, litra a) Resterende områder under sundhedsområdet (liste I, litra b) Færdselsområdet (liste I, litra c) Formueretten (liste I, litra d) Dykkerområdet (liste I, litra e) Kriminalforsorgen (liste II, nr. 1) Pas (liste II, nr. 2) Politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele 18 af kriminalretsplejen (liste II, nr. 3) Retsplejen, herunder oprettelse af domstole (liste II, nr. 4) Kriminalretten (liste II, nr. 5) Udlændingeområdet og grænsekontrollen (liste II, nr. 6) Personretten (liste II, nr. 7) Familieretten (liste II, nr. 8) Arveretten (liste II, nr. 9) Advokatvirksomhed (liste II, nr. 10) Våbenområdet (liste II, nr. 11) Radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester (liste II, 22 nr. 12) Radiokommunikationsområdet (liste II, nr. 13) 22 7

16 Selskabs-, regnskabs- og revisorområdet (liste II, nr. 14) Fødevare- og veterinærområdet (liste II, nr. 15) Luftfart (liste II, nr. 16) Immaterialret (liste II, nr. 17) Ophavsret (liste II, nr. 18) Skibsvrag, vraggods og dybdeforringelser (liste II, nr. 19) Sikkerhed til søs (liste II, nr. 20) Skibsregistrering og søretlige forhold mv. (liste II, nr. 21) Kortlægning (liste II, nr. 22) Farvandsafmærkning, fyrbelysning og lodsområdet (liste II, 27 nr. 23) Havmiljø (liste II, nr. 24) Finansiel regulering og tilsyn (liste II, nr. 25) Råstofområdet (liste II, nr. 26) Arbejdsmiljø (liste II, nr. 27) Meteorologi (liste II, nr. 28) Sagsområder, der efter regeringens opfattelse må forblive hos rigsmyndighederne Statsforfatningen Statsborgerskab Højesteret Udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik Valuta- og pengepolitik Andre spørgsmål Særligt om et grønlandsk domstolssystem Den territoriale afgrænsning af Grønlands Selvstyres kompetence Regulering mv. af forhold, der vedrører de danske myndigheder 34 i Grønland og deres ansatte Konflikter mellem grønlandsk og dansk ret Økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten Eksisterende økonomiske relationer Statens tilskuds økonomiske betydning for Grønland De økonomiske relationer efter lovforslaget Det centrale indhold i de fremtidige økonomiske relationer Baggrunden for forslaget Fordelingen af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland Den gældende råstofordnings indtægtsdefinition Definitionen af indtægter efter dette lovforslag Indtægter i henhold til konkrete tilladelser Skatteindtægter Indtægter fra offentlig deltagelse i virksomhed på 45 råstofområdet i Grønland Opgørelse af råstofindtægter Samarbejdet på råstofområdet 48 8

17 Forhandlinger mellem Naalakkersuisut og regeringen, hvis statens tilskud til selvstyret reduceres til nul kroner Grønlands rettigheder til råstoffer i undergrunden Udenrigsanliggender Udviklingen i Grønlands deltagelse i det internationale samkvem Statsretlige forhold Oversigt over udenrigskapitlets indhold Folkeretlige aftaler, som Naalakkersuisut selv kan forhandle og indgå Folkeretlige aftaler, der indgås af regeringen Medlemskab af internationale organisationer i eget navn Udsendelse af repræsentanter for Naalakkersuisut til danske diplomatiske 56 repræsentationer 7.8. Internationale forpligtelser mv Samarbejde mellem selvstyret og rigsmyndighederne vedrørende love og 56 administrative forskrifter 8.1. Forelæggelse efter den nuværende hjemmestyrelov De foreslåede forelæggelsesregler vedrørende lovforslag og udkast 56 til administrative forskrifter 8.3. Nærmere om forelæggelsesreglerne i forhold til lovforslag Nærmere om forelæggelsesreglerne i forhold til administrative forskrifter Tvingende omstændigheder Tvistløsning Grønlands selvstændighed Adgangen til selvstændighed Gennemførelse af selvstændighed Økonomiske og administrative konsekvenser m.v Sammenfattende skema Hørte myndigheder mv Lovforslagets formål og baggrund 1.1. Indledning Formålet med dette lovforslag er at skabe en selvstyreordning for Grønland. Baggrunden for lovforslaget er, at både regeringen og Grønlands landsstyre ønsker at sikre størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab. 9

18 Lovforslaget skal i overensstemmelse hermed skabe det retlige grundlag for, at Grønland kan overtage yderligere kompetence, hvor dette er forfatningsretligt muligt, idet lovforslaget samtidig bygger på en erkendelse af, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse. Det er desuden sigtet med lovforslaget at udvide samarbejdet mellem grønlandske og danske myndigheder, således at muligheden for grønlandsk indflydelse på sagsområder, som fortsat varetages af rigsmyndighederne, øges. Lovforslaget har endvidere til formål at fastlægge en samlet ramme for Grønlands deltagelse i varetagelsen af udenrigspolitiske spørgsmål. Med lovforslaget lægges herudover op til en nyordning vedrørende det økonomiske mellemværende mellem Grønland og Danmark. Lovforslaget har endelig til formål at fastsætte ordningen for beslutningen og gennemførelse af en beslutning om Grønlands selvstændighed Grønlandsk-dansk selvstyrekommission Med henblik på at overveje, hvordan man kunne sikre størst mulig grad af ligeværdighed mellem Danmark og Grønland samt øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst mulig grad, blev regeringen og Grønlands landsstyre enige om at nedsætte en kommission, der bestod af lige mange medlemmer af Folketinget og medlemmer af Grønlands Landsting. Statsministeren og landsstyreformanden underskrev på den baggrund den 21. juni 2004 kommissoriet for Grønlandsk-dansk selvstyrekommission (herefter benævnt Selvstyrekommissionen). Det fremgår af kommissoriet, at Selvstyrekommissionen med udgangspunkt i Grønlands nuværende forfatningsmæssige placering og i overensstemmelse med det grønlandske folks selvbestemmelsesret i henhold til folkeretten skulle overveje og stille forslag om, hvorledes de grønlandske myndigheder kan overtage yderligere kompetence, hvor dette er forfatningsretligt muligt. Efter kommissoriet skulle kommissionen på den baggrund udarbejde forslag til lovgivning om en nyordning, som tillige tager hensyn til sagsområder, der allerede er overtaget af de grønlandske myndigheder i medfør af hjemmestyreloven for Grønland. Kommissionen har skullet basere sit arbejde på princippet om, at der skal være overensstemmelse mellem rettigheder og pligter. Kommissionen skulle i den forbindelse overveje og stille forslag til en nyordning vedrørende det økonomiske mellemværende mellem Grønland og Danmark. Det fremgår endvidere af kommissoriet, at der mellem den danske regering og Grønlands landsstyre er enighed om, at det tilkommer det grønlandske folk at afgøre, hvorvidt Grønland ønsker selvstændighed, og at nyordningen intet ændrer herved, og at selvstændigheden i givet fald skal gennemføres ved indgåelse af en aftale herom efter reglerne i grundlovens 19. Kommissionens forslag til en nyordning skal efter kommissoriet indeholde en bestemmelse om Grønlands adgang til selvstændighed i overensstemmelse hermed. Selvstyrekommissionen har afholdt 12 møder og har afsluttet sine drøftelser på kommissionens sidste møde i København den 17. april Selvstyrekommissionens betænkning nr om selvstyre i Grønland indeholder udkast til lov om Grønlands Selvstyre, udkast til lov om visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse med Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder og udkast til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre. Selvstyrekommissionens formandskab afleverede kommissionens betænkning til statsministeren og landsstyreformanden i Nuuk den 6. maj Efter drøftelse af Selvstyrekommissionens udkast og høring af Grønlands Hjemmestyre er regeringen og Grønlands landsstyre enige om fremsættelsen af dette lovforslag, samt forslag til lov om visse persona- 10

19 lemæssige spørgsmål i forbindelse med Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder og forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre Nærmere om baggrund Det er regeringens og Grønlands landsstyres fælles ønske, at forholdet mellem Grønland og Danmark moderniseres og fornyes, og at beslutningerne om udviklingen af det grønlandske samfund træffes af det grønlandske folk. En selvstyreordning for Grønland vil være en fortsættelse af den udvikling med overførsel af kompetence til de grønlandske myndigheder, som blev indledt med etableringen af Grønlands hjemmestyre i 1979, jf. nedenfor. I perioden fra 1721 og frem til, at Grønland blev en ligestillet del af riget med ændringen af grundloven i 1953, var Grønland en koloni under Danmark. I perioden fra 1945 til 1954 figurerede Grønland på listen over ikke selvstyrende territorier under FN-pagtens Kapitel XI, og Danmark fremlagde i denne periode regelmæssige rapporter om situationen i Grønland til FN s relevante afkoloniseringsorganer. Denne regelmæssige rapportering ophørte i 1954, da FN s Generalforsamling vedtog resolution 849 (IX), hvorved FN s Generalforsamling tog Grønlands integration i riget til efterretning. I midten af 1800-tallet blev der etableret et begrænset lokalt selvstyre i Grønland. I 1911 blev der oprettet kommuneråd og 2 landsråd med begrænset kompetence og virke under statens tilsyn. De to landsråd blev i 1951 slået sammen til et landsråd. I 1967 ophørte statens øverste embedsmand i Grønland landshøvdingen over Grønland med at være født formand for landsrådet, hvis medlemmer herefter valgte rådets formand. Landsrådets regelfastsættende myndighed (i form af vedtægter) vedrørte primært fredning af hav- og landpattedyr, naturfredning og sociale forhold. Landsrådets vedtægter skulle godkendes af staten for at være gyldige. I perioden frem til hjemmestyrets indførelse i 1979 gennemførtes der ikke ændringer i styrelsesforholdene vedrørende Grønland. I forbindelse med hjemmestyreordningen i 1979 blev der skabt hjemmel til, at de grønlandske myndigheder kunne overtage den lovgivende og administrative myndighed over en række nærmere definerede sagsområder, der vedrører det grønlandske samfund. Disse sagsområder vedrører interne grønlandske forhold, såsom Grønlands interne styrelsesforhold, skatter og afgifter, fiskeri og jagt, undervisning og uddannelse, sociale forhold, arbejdsmarkedet, erhvervsområdet, sundhedsområdet, m.v., jf. nærmere nedenfor under pkt. 4. En væsentlig begrundelse for at erstatte hjemmestyreordningen med en selvstyreordning for Grønland er ønsket om at udvide mulighederne for de grønlandske myndigheders overtagelse af yderligere kompetence og ansvar, idet hjemmestyret stort set har overtaget de sagsområder, som ifølge hjemmestyreloven kan overgå. Det har både for Grønlands landsstyre og for regeringen været væsentligt at fastslå muligheden for selvstændighed for Grønland i fremtiden. Grønlands landsstyre og regeringen har således i forbindelse med nedsættelsen af Selvstyrekommissionen i kommissoriet konstateret,»at det tilkommer det grønlandske folk at afgøre, hvorvidt Grønland ønsker selvstændighed, og at nyordningen intet ændrer herved.«2. Hovedpunkter i lovforslaget Lovforslaget tager afsæt i det folkeretlige princip om folkenes ret til selvbestemmelse, som bl.a. kommer til udtryk i FN-pagtens artikel 1, stk. 2. I præamblen til lovforslaget henvises således til, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse. Det slås fast, at loven bygger på et ønske om at fremme ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland, og at loven i overensstemmelse hermed bygger på en overenskomst mellem Grønlands landsstyre og den danske regering som ligeværdige parter. En ensidig tilbagekaldelse af loven fra dansk side ville ud fra 11

20 en folkeretlig synsvinkel ikke være forenelig med præamblens principper om fremme af ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet og om det grønlandske folks ret til selvbestemmelse. Lovforslaget er i overensstemmelse med kommissoriet for Selvstyrekommissionen baseret på den forudsætning, at det tilkommer det grønlandske folk at afgøre, om Grønland ønsker selvstændighed. I overensstemmelse hermed indeholder lovforslaget i 21 en bestemmelse om, at beslutning om selvstændighed træffes af det grønlandske folk. Formålet med lovforslaget er herudover at skabe rammerne for, hvordan de grønlandske myndigheder kan overtage yderligere kompetence, hvor dette efter regeringens opfattelse er forfatningsretligt muligt. Lovforslaget indeholder i 1 en bestemmelse om den grundlæggende kompetencefordeling i Grønland. Efter bestemmelsen i 1 har Grønlands Selvstyre således den lovgivende og udøvende magt inden for overtagne sagsområder, og domstole, der bliver oprettet af selvstyret, har den dømmende magt i Grønland inden for samtlige sagsområder. For så vidt angår betydningen af, at Højesteret efter regeringens opfattelse skal forblive rigets øverste domstol, henvises nærmere til pkt og pkt nedenfor. Lovforslaget indeholder i 2 og 3 bestemmelser om, at Grønlands Selvstyre kan bestemme, at de sagsområder, der fremgår af lovens bilag, skal overgå til selvstyret, ligesom de nærmere rammer for overtagelse af sagsområder er fastlagt. Bestemmelserne suppleres af 4, hvorefter landsstyret og regeringen kan aftale, at sagsområder, der alene vedrører grønlandske anliggender, og som ikke er nævnt i bilaget, kan overtages af Grønlands Selvstyre. I lovforslagets kapitel 3 er de økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten beskrevet. Endvidere indeholder lovforslaget i kapitel 4 om udenrigsanliggender en samlet ramme for Grønlands deltagelse i varetagelsen af udenrigspolitiske spørgsmål. Lovforslaget fastlægger i kapitel 5 desuden rammerne for samarbejdet mellem Grønlands Selvstyre og de danske myndigheder. 3. Grønlands Selvstyres myndigheder Grønlands Selvstyres myndigheder består af en folkevalgt forsamling Inatsisartut og en forvaltning, der ledes af Naalakkersuisut. Selvstyrekommissionen har valgt at benytte de grønlandske betegnelser for Landstinget og landsstyret i loven for at understrege lovens særlige karakter. Inatsisartut betyder på dansk Grønlands Landsting. Naalakkersuisut betyder på dansk Grønlands landsstyre. Inatsisartut har den lovgivende magt inden for overtagne sagsområder. Naalakkersuisut har den udøvende magt inden for overtagne sagsområder. Lov om Grønlands hjemmestyre, jf. lov nr. 577 af 29. november 1978, indeholder i 2 og 3 visse overordnede bestemmelser om Landstinget og landsstyret. Det fremgår således bl.a. af hjemmestyrelovens 2, at Landstingets medlemmer vælges for 4 år ved almindelige, direkte og hemmelige valg, og at Landstinget selv fastsætter nærmere regler om valget, herunder om valgret og valgbarhed. Landstinget fastsætter endvidere selv sin forretningsorden. Hjemmestyrelovens 3 fastsætter, at Landstinget vælger landsstyrets formand og de øvrige medlemmer af landsstyret. Landsstyrets formand fordeler forretningerne mellem landsstyrets medlemmer. Lov om Grønlands hjemmestyre indeholder endvidere i 6 en bestemmelse om stadfæstelse og bekendtgørelse af landstingslove og landstingsforordninger. Det fremgår således bl.a., at vedtagne forslag til landstingslove og landstingsforordninger for at være gyldige skal stadfæstes af landsstyrets formand og bekendtgøres efter bestemmelser, der fastsættes ved landstingslov. 12

21 Til forskel fra hjemmestyreloven indeholder det foreliggende lovforslag ikke nærmere bestemmelser om Inatsisartuts og Naalakkersuisuts sammensætning, virke mv. eller om stadfæstelse og bekendtgørelse af landstingslove mv., idet fastsættelse af bestemmelser herom bør være overladt til Grønlands Selvstyre. Af samme grund indeholder lovforslaget ikke bestemmelser om opgavefordeling mellem myndigheder i Grønland, f.eks. mellem myndigheder under Grønlands Selvstyre og de grønlandske kommuner. 4. Selvstyrets overtagelse af sagsområder 4.1. Hidtidig overtagelse af sagsområder Det eksisterende grundlag for de grønlandske myndigheders overtagelse af sagsområder er fastlagt i lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre, som trådte i kraft den 1. maj Det var ved tilblivelsen af hjemmestyreloven opfattelsen, at en række sagsområder ikke kunne henlægges til hjemmestyret. Det fremgår således af betænkning nr. 837/1978, bd. 1, side 23, at de områder, som hjemmestyret ikke kunne overtage, navnlig drejede sig om områder som statsforfatningen, forholdet til udlandet, rigets finanser, forsvar, strafferetspleje og fængselsvæsen samt de almindelige principper for person-, familie- og arveret. Uanset det, der er anført i betænkningen om den grønlandske hjemmestyreordning, er det senere antaget, at grundloven ikke er til hinder for, at regeludstedende kompetence vedrørende bl.a. retsplejen og kriminalforsorgen overføres til det grønlandske hjemmestyre. Der henvises nærmere til Justitsministeriets notat af 3. november 2004 om adgangen til at overføre yderligere beføjelser til de grønlandske myndigheder, som er medtaget som bilag 2 til lovforslaget. I bilaget til hjemmestyreloven er opregnet en række sagsområder, der kan overgå til hjemmestyret. Overtagelsen af sagsområder, der er nævnt i bilaget, kan ske på to principielt forskellige måder: Efter hjemmestyrelovens 4 kan hjemmestyret overtage sagsområder eller en del af et sagsområde, således at hjemmestyret herefter har den lovgivende og administrative myndighed på området og overtager de udgifter, der er forbundet hermed. Forskrifter for disse sagsområder, der vedtages af Landstinget og stadfæstes af landsstyrets formand, benævnes landstingslove. Af 5 i hjemmestyreloven følger endvidere, at rigsmyndighederne efter forhandling med hjemmestyret ved lov kan bemyndige hjemmestyret til at overtage den regelfastsættende myndighed for samt administrationen af et sagsområde, som ikke er overgået til hjemmestyret efter lovens 4. Statens tilskud til disse områder fastsættes ved lov. Forskrifter for disse sagsområder, der vedtages af Landstinget og stadfæstes af landsstyrets formand, benævnes landstingsforordninger. Ved de tilskudsfinansierede områder efter 5 er såvel bevillingsmyndigheden som kompetencen til at udstede bemyndigelseslove således fortsat hos Folketinget. Bemyndigelseslove benævnes også rammelove, idet lovene udover at afgrænse lovenes gyldighedsområde typisk indeholder få overordnede principper, som hjemmestyret er forpligtet til at overholde ved sin nærmere regelfastsættelse. Eksempelvis fastslår rammeloven om folkeskolen i Grønland, at der er mindst 9 års undervisningspligt, og at såvel undervisningen i folkeskolen som undervisningsmaterialerne er vederlagsfrie. Efter hjemmestyrelovens 7 kan rigsmyndighederne efter aftale med hjemmestyret ved lov bestemme, at sagsområder, der ikke er nævnt i lovens bilag, overgår til hjemmestyret efter lovens 4 eller 5. Det grønlandske hjemmestyre har siden indførelsen af hjemmestyret den 1. maj 1979 gradvist overtaget en række sagsområder, der hidtil har været varetaget af rigsmyndighederne. Som bilag 1 til lovforslaget er medtaget en liste over sagsområder, der er overtaget af hjemmestyret efter den nuværende hjemmestyrelov. 13

22 Lovforslagets regulering af sagsområder overtaget efter den nuværende hjemmestyrelovs 4 Ifølge lovforslagets 23, stk. 3, har Grønlands Selvstyre fortsat den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 4 i den nuværende hjemmestyrelov. I lovforslaget anvendes udtrykket»udøvende magt«frem for»administrative myndighed«, som blev anvendt i den nuværende hjemmestyrelov. Der er ikke hermed tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring. Som nævnt ovenfor under pkt. 4.1 har hjemmestyret ved overtagelse af et sagsområde efter den nuværende hjemmestyrelovs 4 overtaget de udgifter, der er forbundet med sagsområdet. Der sker ikke med lovforslaget ændringer heri Lovforslagets regulering af sagsområder overtaget efter den nuværende hjemmestyrelovs 5 Ifølge lovforslagets 23, stk. 4, har Grønlands Selvstyre den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 5 i den nuværende hjemmestyrelov. Grønlands Selvstyre vil således efter lovforslaget ikke længere blot have den regelfastsættende og administrative myndighed inden for sagsområder overtaget efter den nuværende hjemmestyrelovs 5, men derimod den lovgivende og udøvende magt på samme måde som i forhold til sagsområder overtaget efter den nuværende hjemmestyrelovs 4 samt sagsområder, der måtte blive overtaget på grundlag af det foreliggende lovforslag. Samtidig med fremsættelsen af dette lovforslag vil der blive fremsat forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre, hvori bemyndigelseslove, der er gennemført i henhold til den nuværende hjemmestyrelovs 5, foreslås ophævet. Visse af bemyndigelseslovene indeholder dog bestemmelser, som foreslås videreført i det samtidig fremsatte forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre, idet de pågældende bemyndigelseslove understøtter rigsmyndighedernes muligheder for at løse opgaver i og omkring Grønland. Videreførelsen af bestemmelserne indebærer, at Grønlands lovgivende og udøvende magt inden for sagsområdet er begrænset af de pågældende bestemmelser. Det drejer sig bl.a. om enkelte bestemmelser i lov nr. 612 af 23. december 1980 om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse og lov nr af 29. december 1997 for Grønland om telekommunikation. De sagsområder, der er overtaget efter den nuværende hjemmestyrelovs 5, omfatter bl.a. folkeskolen, erhvervsmæssige uddannelser, sundhedsområdet, arbejds- og socialvæsenet og kirken i Grønland, jf. nærmere bilag 1 til lovforslaget. Grønlands Selvstyres kompetence inden for sagsområder overtaget efter den nuværende hjemmestyrelovs 5 skal efter gennemførelse af det foreliggende lovforslag udøves inden for de rammer, som i øvrigt gælder for overtagelse af sagsområder efter lovforslaget. Nedenfor er en omtale af, hvilken betydning dette bl.a. vil have på undervisningsområdet, i forhold til folkekirken og i forhold til arbejds- og socialvæsenet Særligt om undervisningsområdet Grundlovens 76 har betydning for Grønlands Selvstyres kompetence i forhold til folkeskolen. Bestemmelsen i 76 bestemmer, at alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Heraf følger en pligt for det offentlige til at etablere og opretholde en folkeskole, og samtidig fastsættes et gratisprincip for undervisningen i folkeskolen. Grundlovens 76, 2. pkt., fastslår en ret for forældrene til at fravælge folkeskolen, forudsat at barnet enten hjemme eller i en privat skole får en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. 14

23 Det følger af det anførte, at der skal være en gratis folkeskole i Grønland, og at der i Grønland skal være skolefrihed, så børn kan opfylde undervisningspligten ved at deltage i undervisning andre steder end i folkeskolen Særligt om folkekirken Grønlands Selvstyres kompetence skal inden for kirkeområdet udøves med respekt af bl.a. grundlovens 4. Grundlovens 4 bestemmer, at Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Folkekirkens bekendelsesskrifter er Bibelen, de tre oldkirkelige trosbekendelser, Den augsburgske Konfession og Luthers lille Katekismus Særligt om arbejds- og socialvæsenet Grundlovens 75 har betydning for Grønlands Selvstyres kompetence i forhold til arbejds- og socialvæsenet. Bestemmelsen i 75, stk. 1, fastslår, at til fremme for almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Grundlovens 75, stk. 2, bestemmer, at der skal være et offentligt forsørgelsesvæsen. Heraf følger en pligt for det offentlige til at garantere et eksistensminimum til enhver, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, dog mod, at den enkelte underkaster sig de forpligtelser, som loven påbyder. Dette gælder for såvel personer i den arbejdsdygtige alder som for personer, der er overgået til pension Overtagelse af sagsområder efter lovforslaget Efter den foreslåede ordning er det Grønlands Selvstyre, som har kompetencen til at bestemme, at de sagsområder, der er nævnt i lovens bilag, skal overgå til selvstyret, jf. forslagets 2, stk. 1. De sagsområder, der fremgår af bilagets liste I, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret, jf. forslagets 3, stk. 1, og nedenfor under pkt De sagsområder, der fremgår af bilagets liste II, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret efter forhandling med rigsmyndighederne, jf. forslagets 3, stk. 2, og nedenfor under pkt I visse tilfælde er flere sagsområder angivet under samme nummer eller litra i bilaget. Det indebærer, at de pågældende sagsområder som udgangspunkt vil skulle overtages samtidigt. Det gælder således f.eks. politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele af kriminalretsplejen (liste II, nr. 3). Der henvises til lovforslagets 2, stk. 2. Grønlands Selvstyre vil ikke kunne beslutte alene at overtage en del af et sagsområde, der er omfattet af bilaget til loven. Det vil således f.eks. ikke kunne besluttes, at Grønlands Selvstyre overtager anklagemyndigheden med det forbehold, at den overordnede anklagemyndighed i Danmark (Rigsadvokaten) skal føre tilsyn med og behandle klager over den virksomhed, der udøves af den nye grønlandske anklagemyndighed. Grønlands Selvstyre vil som følge af det anførte heller ikke kunne træffe beslutning om en ordning, der går ud på overtagelse af den lovgivende magt inden for et bestemt anliggende uden samtidig at overtage de udøvende opgaver i medfør af den pågældende lovgivning. Det vil således f.eks. ikke være muligt at beslutte en ordning, hvor Grønlands Selvstyre overtager den lovgivende magt vedrørende anklagemyndigheden uden samtidig at overtage varetagelsen af anklagemyndighedens virksomhed. I visse tilfælde kan dele af et sagsområde overtages. Det drejer sig om de sagsområder, der er angivet i lovforslagets 2, stk. 3. I beskrivelsen af de pågældende sagsområder er nærmere angivet, hvilke dele der kan overtages særskilt. Forslagets 4 indeholder en bestemmelse om, at regeringen og landsstyret kan aftale, at sagsområder, som ikke fremgår af bilaget, men som alene vedrører grønlandske anliggender, kan overtages af Grøn- 15

24 lands Selvstyre. I modsætning til den nuværende hjemmestyrelov er det ikke et krav, at overtagelse af sagsområder, som ikke fremgår af bilaget, sker ved lov. Der er en række mindre sagsområder, som ikke er medtaget i bilaget. Det drejer sig bl.a. om sagsområderne vagtvirksomhed, hittegods, spillekasinoer, offentlige forlystelser, indsamlinger, handel med brugte genstande, elektronisk signatur og de resterende dele af de civile beredskabsopgaver. I det omfang Grønlands Selvstyre ønsker at overtage sådanne sagsområder, vil det kunne ske i henhold til aftale efter forslagets 4. Hensynet til rigsfællesskabet samt særlige bestemmelser i grundloven bevirker, at visse sagsområder efter regeringens opfattelse må forblive hos rigsmyndighederne. Der henvises til pkt. 4.5 nedenfor. Grønlandsk overtagelse af sagsområder omfattet af lovforslaget forberedes i fællesskab mellem de grønlandske myndigheder og rigsmyndighederne med henblik på at afklare administrative og praktiske spørgsmål i forbindelse med overtagelsen. I den forbindelse vil det bl.a. kunne overvejes, om der på enkelte områder er spørgsmål, som bør gøres til genstand for samarbejdsaftaler eller anden form for koordination mellem de grønlandske myndigheder og rigsmyndighederne. Det gælder f.eks. med hensyn til praktisk samarbejde mellem myndighederne og med hensyn til bl.a. spørgsmål om, hvorvidt grønlandske eller danske regler skal finde anvendelse på et retsforhold med tilknytning til både Grønland og Danmark. Der kan i forbindelse med den almindelige samfundsmæssige herunder teknologiske - udvikling tænkes i fremtiden at opstå nye sagsområder, der i dag ikke er genstand for nogen retlig regulering mv. Hvis et sådant nyt sagsområde kan anses for at udgøre en naturlig bestanddel af et sagsområde, der allerede er overtaget i medfør af 2-4, vil det nye sagsområde som udgangspunkt også skulle anses for overtaget af Grønlands Selvstyre. I modsatte tilfælde vil sagsområdet eventuelt kunne overtages på grundlag af en ny aftale efter 4. Om den samlede ordning for Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder, der foreslås med dette lovforslag, bemærkes mere overordnet følgende: En gennemførelse af lovforslaget vil medføre, at Grønlands Selvstyre vil kunne få den lovgivende og udøvende magt inden for en meget lang række sagsområder, herunder inden for centrale og grundlæggende områder som retsplejen og kriminalretten samt formueretten og familieretten. Hertil kommer, at der med lovforslaget skabes grundlag for, at Grønlands Selvstyre opretter domstole med den dømmende magt i Grønland. Der lægges dermed op til en meget vidtgående og principiel ordning med hensyn til den almindelige kompetencefordeling inden for riget. Når sagsområder er overgået til Grønlands Selvstyre, vil der således i Grønland og i Danmark kunne udvikle sig forskellige retstilstande på alle de områder, der bliver grønlandske anliggender, herunder på områder af central og grundlæggende betydning for borgerne, som f.eks. kriminalretten, retsplejen og den almindelige formueret. En så vidtgående og principiel ordning, som lovforslaget lægger op til, hviler på det tætte historiske og kulturelle fællesskab, der er mellem Grønland og Danmark herunder de fælles traditioner med hensyn til grundlæggende retsprincipper, lovgivning og forvaltning og på, at kompetencen derfor vil være hos myndigheder, der er knyttet til samme grundlæggende retsprincipper mv. som rigsmyndighederne. I overensstemmelse hermed bygger ordningen på en forudsætning om, at der i riget er fælles respekt for en kerne af grundlæggende værdier og principper, der er kommet til udtryk i rets- og lovgivningstradition. Det betyder f.eks., at det med lovforslaget forudsættes, at der ved grønlandsk overtagelse af sagsområdet kriminalretten fortsat vil være bestemmelser, der i det væsentlige svarer til reglerne i den danske straffelovs kapitel 12 og 13 om henholdsvis forbrydelser mod den danske stats selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv. 16

25 Sagsområder omfattet af 3, stk. 1 De sagsområder, der fremgår af bilagets liste I, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret. Det drejer sig om a) arbejdsskadesikring, b) resterende områder under sundhedsområdet, c) færdselsområdet, d) formueretten, og e) dykkerområdet Sagsområder omfattet af 3, stk. 2 Nogle sagsområder er meget centrale og omfattende og vurderes i særlig grad at forudsætte forudgående afklaringer mellem rigsmyndighederne og Grønlands Selvstyre, således at en overtagelse af det pågældende sagsområde kan finde sted under veltilrettelagte forhold. Det følger på den baggrund af lovforslagets 3, stk. 2, at sagsområder, der fremgår af bilagets liste II, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret efter forhandling med rigsmyndighederne. Det drejer sig om 1) kriminalforsorgen, 2) pas, 3) politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele af kriminalretsplejen, 4) retsplejen, herunder oprettelse af domstole, 5) kriminalretten, 6) udlændingeområdet og grænsekontrollen, 7) personretten, 8) familieretten, 9) arveretten, 10) advokatvirksomhed, 11) våbenområdet, 12) radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester, 13) radiokommunikationsområdet, 14) selskabs-, regnskabs- og revisorområdet, 15) fødevare- og veterinærområdet, 16) luftfart, 17) immaterialret, 18) ophavsret, 19) skibsvrag, vraggods og dybdeforringelser, 20) sikkerhed til søs, 21) skibsregistrering og søretlige forhold, 22) kortlægning, 23) farvandsafmærkning, fyrbelysning og lodsområdet, 24) havmiljø, 25) finansiel regulering og tilsyn, 26) råstofområdet, 27) arbejdsmiljø og 28) meteorologi. Også for så vidt angår de sagsområder, der er medtaget på bilagets liste II, er det Grønlands Selvstyre, der træffer beslutning om overtagelse af sagsområdet og efter forhandling med rigsmyndighederne - træffer beslutning om tidspunktet for overtagelse. De forudgående forhandlinger med rigsmyndighederne sker alene ud fra en fælles interesse i, at også de mere komplicerede sagsområder kan overtages under veltilrettelagte forhold. Det vil således f.eks. kunne være nødvendigt, at der i Grønland gennemføres lovgivning, inden et sagsområde overtages. En grønlandsk beslutning om at overtage politiet og anklagemyndigheden vil således nødvendiggøre, at der i Grønland senest samtidig hermed er gennemført lovgivning om bl.a. den nærmere organisation af politiet og anklagemyndigheden. Der vil også undtagelsesvist kunne være behov for at gennemføre lovgivning i Danmark i forbindelse med, at et sagsområde overgår til Grønlands Selvstyre. F.eks. er det ved lovforslaget forudsat, at der inden selvstyrets oprettelse af domstole og dermed inden grønlandsk overtagelse af retsplejen vil skulle gennemføres lovgivning om behandlingen af grønlandske retssager ved Højesteret, jf. pkt nedenfor. De forudgående forhandlinger mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne forudsættes på den baggrund påbegyndt i god tid forud for det tidspunkt, hvor selvstyret agter at overtage det pågældende område Virkningen af grønlandsk overtagelse af sagsområder Virkningen af, at et sagsområde, som er omfattet af lovforslaget, overgår til Grønlands Selvstyre, er, at selvstyret herefter har den lovgivende og udøvende magt i Grønland inden for det pågældende sagsområde, jf. lovforslagets 1. Ved Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområdet retsplejen (liste II, nr. 4), vil den dømmende magt i Grønland tilkomme de domstole, der herefter oprettes af selvstyret, jf. forslagets 1 og nedenfor under pkt

26 Grønlands Selvstyre har fortsat den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 4 i den nuværende hjemmestyrelov, jf. lovforslagets 23, stk. 3, og ovenfor under pkt Grønlands Selvstyre har endvidere den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 5 i den nuværende hjemmestyrelov, jf. lovforslagets 23, stk. 4, og ovenfor under pkt Sagsområder, der overtages af Grønlands Selvstyre efter lovforslagets 2-4 finansieres af selvstyret fra tidspunktet for overtagelsen, jf. lovforslagets 6 og pkt. 5 nedenfor. Lovforslagets 29 indeholder en overgangsbestemmelse, som fastlægger, hvilken myndighed der skal behandle konkrete sager, som ikke måtte være afsluttede på tidspunktet for et sagsområdes overgang til Grønlands Selvstyre. Det foreslås i 29, stk. 1, at konkrete sager, der på tidspunktet for et sagsområdes overgang til selvstyret er under behandling af en dansk myndighed, som udgangspunkt færdigbehandles af vedkommende grønlandske myndighed. Det foreslås endvidere i 29, stk. 2, at vedkommende danske myndighed i særlige tilfælde og efter aftale med vedkommende grønlandske myndighed kan bestemme, at visse nærmere bestemte sager skal færdigbehandles af de danske myndigheder. I forbindelse med grønlandsk overtagelse af et sagsområde kan der opstå spørgsmål om ansættelsesforholdene ved de myndigheder, der hidtil har varetaget opgaverne på det pågældende område. Disse spørgsmål behandles ikke i det foreliggende lovforslag, men derimod i et forslag til lov om visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse med Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder, der fremsættes af finansministeren samtidig med dette lovforslag Sagsområder omfattet af bilagets liste I og II I det følgende beskrives de enkelte sagsområder, der er omfattet af bilagets liste I og II Arbejdsskadesikring (liste I, litra a) Sagsområdet arbejdsskadesikring omfatter en arbejdsgivers erstatningspligt over for sine ansatte og disses efterladte for følger af de ansattes personskade eller sygdomme, der skyldes arbejdet for arbejdsgiveren eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår. Den reform af arbejdsskadeområdet (bl.a. en udvidelse af ulykkesbegrebet og af erhvervssygdomsbegrebet samt en udvidelse af den sikrede personkreds), der blev gennemført i Danmark i 2003 med lov nr. 422 af 10. juni 2003 med senere ændringer, er trådt i kraft for Grønland den 1. januar 2009 ved kgl. anordning nr. 991 af 3. oktober Anordningen sætter lov om arbejdsskadesikring i kraft for Grønland med visse ændringer som følge af de særlige grønlandske forhold. Anordningen fastsætter regler om anmeldelse af arbejdsskader, anerkendelse af arbejdsskader, ydelser efter loven (betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., dagpenge ved uarbejdsdygtighed, erstatning for tab af erhvervsevne, godtgørelse for varigt mén, overgangsbeløb ved dødsfald, erstatning for tab af forsørger og godtgørelse til efterladte), arbejdsgiverens sikringspligt og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Der er opbygget en selvstændig arbejdsskadeadministration i Grønland; Center for Arbejdsskadesikring, som hviler på delegation. Det er fortsat de danske myndigheder (Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsskadestyrelsen), der har det lovgivningsmæssige, finansielle og administrative ansvar for arbejdsskadesikringen i Grønland Resterende områder under sundhedsområdet (liste I, litra b) Ved lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland, der trådte i kraft den 1. januar 1992 (bemyndigelsesloven), overførtes sundhedsvæsenet i Grønland til Grønlands hjemmestyre i henhold til hjemmestyrelovens 5. Efter loven kan hjemmestyret ved landstingsforordning fastsætte regler om sund- 18

27 hedsvæsenet og sundhedsforholdene i Grønland. Bemyndigelsen omfatter hele det område, der ved lovens ikrafttræden hørte under det daværende Sundhedsministeriums ressort. Justitsministeriet var ved lovens ikrafttræden ressortministerium for lovgivningen om anvendelsen af tvang i psykiatrien, for lovgivningen om ligsyn, obduktion og transplantation m.v., lovgivningen om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion og lovgivningen om sterilisation og kastration, hvorfor denne lovgivning ikke var omfattet af bemyndigelsesloven. De nævnte områder er siden ressortoverført til Sundhedsministeriet (nu Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse), men dette forhold medfører ikke, at denne lovgivning er omfattet af bemyndigelsesloven, bortset fra anvendelse af tvang i psykiatrien, der ved ændring af bemyndigelsesloven er overtaget af hjemmestyret pr. 1. januar Hvert enkelt af nedenstående områder kan overtages særskilt. Ligsyn, obduktion og transplantation m.v. Under området hører regler, der fastsætter, hvornår en persons død kan konstateres, og hvilke undersøgelser der skal foretages i den forbindelse. Under området hører endvidere reglerne om, hvem der skal foretage, og hvornår der skal foretages ligsyn, hvornår der skal foretages indberetning til politiet af dødsfald, reglerne om retslægeligt ligsyn, om dødsattester, omsorg for lig, om obduktion, herunder lægevidenskabelig og retslægelig obduktion mv. Endvidere hører reglerne om transplantation fra levende og afdøde personer under området. Området er reguleret i sundhedslovens (lov nr. 546 af 24. juni 2005 med senere ændringer) kapitel 12 og Området vedrørende ligsyn er i Grønland reguleret i lov nr. 279 af 26. maj 1976 om ligsyn m.v., jf. kgl. anordning nr. 533 af 6. september Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion Under sagsområdet hører spørgsmålet om, hvornår en kvinde har ret til svangerskabsafbrydelse (abort) og spørgsmålet om, hvornår en kvinde, der er gravid med flere fostre, kan få reduceret antallet af fostre. Området er reguleret i sundhedslovens kapitel Området er i Grønland reguleret i lov nr. 232 af 12. juni 1975 om svangerskabsafbrydelse. Sterilisation og kastration Under området hører spørgsmålet om indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sættes ud af funktion (kastration), og andre indgreb, der varigt ophæver forplantningsevnen (sterilisation). Området er reguleret i sundhedslovens kapitel I loven fastsættes kriterierne og procedurerne for at foretage de pågældende indgreb, herunder vedrørende samråd og ankenævn m.v. Området er i Grønland reguleret i lov nr. 318 af 13. juni 1973 om sterilisation og kastration, jf. lov nr. 233 af 12. juni 1975, hvorved loven blev sat i kraft for Grønland Færdselsområdet (liste I, litra c) Færdselsområdet omfatter færdsel, færdselsadfærd og færdselssikkerhed, herunder spørgsmål om hastighedsgrænser, spirituskørsel, kørekort, sikkerhedsudstyr, køre- og hviletid samt erstatning og forsikring vedrørende motorkøretøjer. På Transportministeriets område omfatter sagsområdet køretøjers indretning og udstyr, herunder syn af køretøjer, og vejes indretning og udstyr, herunder vejafmærkning. Endelig omfatter sagsområdet på Skatteministeriets område registrering af køretøjer mv. Der er udstedt en særskilt færdselslov for Grønland, jf. lov nr. 832 af 18. december 1991, som ændret ved lov. nr. 497 af 17. juni

28 Formueretten (liste I, litra d) Sagsområdet formueret består navnlig af de spørgsmål, der er generelt reguleret af aftale- og købeloven. Hertil kommer de spørgsmål, som vedrører erstatning uden for kontraktforhold. Visse af de omtalte spørgsmål er imidlertid reguleret ved særlige love, og formueretten omfatter herudover også visse love, der vedrører andre spørgsmål. Under formueretten hører således bl.a. aftaleretten, der generelt er reguleret i lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 26. august Hertil kommer andre love, der regulerer særlige spørgsmål med tilknytning til aftaleretten. Det gælder f.eks. lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler, lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler, som ændret senest ved 15 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv., jf. lovbekendtgørelse nr af 28. september 2007, lov nr. 234 af 2. april 1997 om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis, lov nr. 472 af 30. juni 1993 om pakkerejser, lov nr. 272 af 2. maj 1990 om handelsagenter og handelsrejsende samt kommissionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 636 af 15. september 1986, som ændret ved lov nr. 271 og 272 af 2. maj På forsikringsaftaleområdet er de særlige aftaleretlige spørgsmål reguleret i lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 999 af 5. oktober 2006, som ændret senest ved lov nr. 516 og 523 af 6. juni Hertil kommer lov nr. 293 af 24. april 1996 om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, som ændret senest ved 2 i lov nr. 516 af 6. juni Formueretten omfatter ligeledes køberetten, som generelt er reguleret i lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 237 af 28. marts 2003, som ændret ved 1 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, og international købelov, jf. lov nr. 733 af 7. december Hertil kommer love, der regulerer lovvalgsspørgsmål med tilknytning til køberetten mv. Det gælder lov om, hvilket lands retsregler der skal anvendes på løsørekøb af international karakter, jf. lovbekendtgørelse nr. 722 af 24. oktober 1986, og lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser mv., som ændret senest ved 4 i lov nr. 442 af 31. maj En række formueretlige love indeholder regulering af erstatningsretlige spørgsmål. Det gælder navnlig lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 20. september 2005, som ændret senest ved 8 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offererstatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 688 af 28. juni 2004, som ændret ved 12 i lov nr. 516 af 7. juni 2006, og lov om produktansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 20. marts 2007, som ændret ved 6 i lov nr. 523 af 6. juni Det gælder endvidere lov nr. 225 af 6. april 1994 om erstatning for miljøskader, som ændret senest ved 5 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, lov nr. 332 af 19. juni 1974 om erstatning for atomskader, som ændret senest ved lov nr. 492 af 17. juni 2008, færdselsloven (kapitel 16 om erstatning og forsikring), jf. lovbekendtgørelse nr af 24. oktober 2007, som ændret ved lov nr. 491 af 17. juni 2008, lov nr. 528 af 6. juni 2007 om hold af heste (kapitel 9 a om erstatning og forsikring), som ændret ved lov nr. 315 af 30. april 2008, og lov om internationale fragtaftaler (CMR-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 602 af 9. september Af andre love, der omfattes af sagsområdet formueretten, kan nævnes visse bestemmelser i Danske Lov om f.eks. principalansvar, lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven), lov om mortifikation af værdipapirer, jf. lovbekendtgørelse nr. 639 af 16. september 1986, som ændret senest ved 4 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, lov om tinglysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 158 af 9. marts 2006, som ændret senest ved 9 i lov nr. 577 af 6. juni 2007, lov om gældsbreve, jf. lovbekendtgørelse nr. 669 af 23. september 1986, som ændret senest ved 9 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, lov om renter ved forsinket betaling mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002, som ændret senest ved 14 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, og lov nr. 29 af 16. februar 1932 om skyldneres ret til at frigøre sig ved deponering. Hertil kommer lov nr. 319 af 14. maj 1997 om inkassovirksomhed, som ændret senest ved 13 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, lov om fonde og visse foreninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 11. august 1992, 20

29 som ændret senest ved 10 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, som ændret senest ved 14 i lov nr. 466 af 7. juni 2001, og strandingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 619 af 15. september 1986, som ændret senest ved 20 i lov nr. 538 af 8. juni Dykkerområdet (liste I, litra e) Sagsområdet omfatter sikkerhedsmæssige og næringsretlige forhold for dykkererhvervet. Reglerne om sagsområdet findes i lov nr. 18 af 7. januar 2000 om dykkerarbejde og dykkermateriel, som er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 728 af 19. august Kriminalforsorgen (liste II, nr. 1) Sagsområdet kriminalforsorgen omhandler de organisatoriske spørgsmål vedrørende fuldbyrdelse af foranstaltninger, herunder om drift af anstalter mv. samt spørgsmål om personale ved sådanne institutioner. Hertil kommer de nærmere opgaver, der hører under kriminalforsorgen. I Grønland er der 5 anstalter for domfældte placeret i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat. Derudover er der i tilknytning til politistationerne i de enkelte byer og i visse bygder en række detentioner, der tillige benyttes til anbringelse af tilbageholdte (varetægtsfængslede) personer. Ved Anstalten ved Herstedvester er indrettet en afdeling for grønlandske domfældte, der anses for farlige, og som er anbragt på ubestemt tid (forvaring). Den øverste ledelse af kriminalforsorgen i Grønland hører under justitsministeren, mens den stedlige ledelse udøves af Det Grønlandske Kriminalforsorgsnævn, jf. den grønlandske kriminallovs 120 og 121. Ledelsen af kriminalforsorgens anstalter forestås af Politimesteren i Grønland efter bemyndigelse fra justitsministeren og kriminalforsorgsnævnet, jf. kriminallovens 122. Kriminalforsorgen uden for anstalt og det forsorgsmæssige arbejde vedrørende personer, som er anbragt i anstalt, forestås af en forsorgsleder efter regler, der fastsættes af justitsministeren eller efter bemyndigelse af kriminalforsorgsnævnet, jf. kriminallovens 123. Kriminalforsorgens hovedopgave er at fuldbyrde foranstaltninger, det vil bl.a. sige fuldbyrdelse af domme til anstaltsanbringelse og gennemførelse af tilsynsvirksomhed i forbindelse med prøveløsladelse og domme til forsorg mv. Herunder hører bl.a. spørgsmål om iværksættelse og udsættelse af fuldbyrdelsen samt benådning, den nærmere måde fuldbyrdelsen skal ske på, herunder afgørelse om anbringelsessted, og de indsattes rettigheder og pligter under afsoning med hensyn til f.eks. besøg og udgang. Kriminalforsorgen har også opgaver i forhold til andre personer, herunder anholdte, tilbageholdte og frihedsberøvede i henhold til udlændingeloven. Regler om fuldbyrdelse af straf er i Danmark fastsat i lov om fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 207 af 18. marts 2005 som senest ændret ved lov nr af 20. december 2006, der ikke gælder for Grønland. I Grønland er området reguleret ved generelle bestemmelser i kriminalloven og ved en række administrative forskrifter udstedt af bl.a. Politimesteren i Grønland. Også spørgsmål om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om straf mv. er omfattet af sagsområdet kriminalforsorgen. Herunder hører regler om, hvorvidt udenlandske afgørelser om fængselsstraf, bødestraf eller andre strafferetlige sanktioner mv. kan fuldbyrdes i kongeriget, og i givet fald under hvilke betingelser. Regler af den nævnte karakter fremgår af lov om international fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005, og af lov nr. 212 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. med senere ændringer. Den sidstnævnte lov gælder for så vidt angår hovedloven for Grønland. 21

30 Pas (liste II, nr. 2) Sagsområdet pas omfatter spørgsmål om udstedelse af pas og om pastvang. Under sagsområdet hører bl.a. spørgsmål om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at en person kan få udstedt pas, og efter hvilke regler et udstedt pas kan inddrages, samt i hvilket omfang man skal være i besiddelse af pas eller anden rejselegitimation ved ind- og udrejse af landet. For Grønland gælder lov om pas til danske statsborgere mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 586 af 1. september 1986 om pas, som senest ændret ved lov nr. 557 af 24. juni 2005 (den seneste lovændring er endnu ikke sat i kraft for Grønland), dog for så vidt angår 5-7 med de begrænsninger og ændringer, der følger af de særlige for Grønland gældende love. Ved grønlandsk overtagelse af sagsområdet får de grønlandske myndigheder kompetence til at fastsætte regler om udstedelse af pas til danske statsborgere hjemmehørende i Grønland og til at administrere dette sagsområde. De grønlandske myndigheder vil med overtagelsen af sagsområdet pas også få adgang til at udstede EUpas til danske statsborgere, der er hjemmehørende i Grønland. Det bemærkes dog, at adgangen hertil vil forudsætte, at en sådan ordning til stadighed er forenelig med Danmarks EU-retlige forpligtelser. Grønlandsk overtagelse af pasområdet vil ikke være til hinder for, at danske myndigheder i Grønland fortsat kan udstede pas på grundlag af danske pasregler til danske statsborgere i Grønland, som ikke er hjemmehørende i Grønland. Tilsvarende vil danske myndigheder kunne udstede pas til personer, som er hjemmehørende i Grønland, men som ikke opholder sig i Grønland (f.eks. ved bortkomst af pas under udlandsrejse) Politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele af kriminalretsplejen (liste II, nr. 3) Politiet Sagsområdet politiet omfatter spørgsmål om organiseringen af politiet og politiets virksomhed. Organiseringen af politiet omhandler f.eks. spørgsmål om antallet af og forholdet mellem de enkelte politimyndigheder samt om de personalemæssige forhold ved politiet, herunder klager over politipersonalets adfærd. Under sagsområdet hører også spørgsmål om politiets bygninger, udstyr og andre praktiske forudsætninger for politiets virksomhed. Reglerne om organiseringen af politiet er for Grønland navnlig fastsat i kapitel 1, afsnit D, i den grønlandske retsplejelov. Politiets virksomhed omhandler fastlæggelsen af politiets opgaver samt de regler, som politiet skal følge ved varetagelsen af disse opgaver. Politiets opgaver er i dag for Grønland navnlig fastlagt i den grønlandske retsplejelovs kapitel 1, 17, hvorefter politiet har til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring og til efterforskning og forfølgning af forbrydelser. Sagsområdet omfatter også spørgsmål om undersøgelse af klager over ansatte, jf. herved lov nr. 905 af 16. december 1998 om behandling af klager og kriminalsager vedrørende politipersonale i Grønland. Der vil i forbindelse med grønlandsk overtagelse af politiet ligesom på andre sagsområder være behov for indgåelse af samarbejdsaftaler om en række spørgsmål. Herom bemærkes, at Rigspolitichefens aktionsstyrke i særlige tilfælde efter grønlandsk anmodning skal kunne udføre operative opgaver i Grønland også efter grønlandsk overtagelse af politiet. Det vil være op til de danske myndigheder i det konkrete tilfælde at beslutte, om en sådan anmodning skal imødekommes. Det vil i en samarbejdsaftale herom skulle fastsættes, at aktionsstyrken under en eventuel politiaktion i Grønland fortsat vil være underlagt de danske myndigheders instruktion, og at den konkrete opgavevare- 22

31 tagelse sker på de danske myndigheders ansvar, mens den overordnede opgaveløsning vedrørende den konkrete opgave sker på de grønlandske myndigheders ansvar og under deres instruktion. Særligt med hensyn til Politiets Efterretningstjeneste (PET) bemærkes, at det vil være nødvendigt at indgå en aftale mellem de grønlandske myndigheder og danske myndigheder om samarbejdet mellem PET og kommende grønlandske politimyndigheder. Det gælder navnlig med hensyn til gensidig udveksling af informationer. En samarbejdsaftale på dette område bør endvidere tage højde for, at PET også fremover kan yde praktisk bistand til Grønland, hvis der er behov for det. I tilknytning hertil kan der desuden være behov for i samarbejdsaftalen at fastsætte bestemmelser om, at PET under ganske særlige omstændigheder vil have adgang til at udføre operative opgaver i Grønland efter forudgående information til de relevante grønlandske myndigheder. Anklagemyndigheden Under sagsområdet anklagemyndigheden hører spørgsmål om organiseringen af anklagemyndigheden og om anklagemyndighedens virksomhed. Organiseringen af anklagemyndigheden omfatter spørgsmål om den nærmere opbygning af anklagemyndigheden, herunder spørgsmål om forholdet mellem over- og underordnede anklagemyndigheder. Hertil kommer de personalemæssige forhold i anklagemyndigheden. For Grønland er organiseringen af anklagemyndigheden navnlig reguleret i den grønlandske retsplejelovs kapitel 1, afsnit D. Anklagemyndighedens overordnede opgave er efter den grønlandske retsplejelovs kapitel 1, 22, i forbindelse med politiet at påtale forbrydelser for den dømmende ret efter reglerne i retsplejeloven. Særligt om kriminalsager, der vedrører den grønlandske kriminallovs kapitel 5 og 6 (svarende til straffelovens kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod den danske stats sikkerhed mv.), bør der i forbindelse med grønlandsk overtagelse af anklagemyndigheden mv. fastsættes en ordning, hvorefter påtale i sager af denne karakter i en række tilfælde vil kræve tilslutning fra den danske justitsminister, idet der i sådanne sager kan indgå hensyn til forholdet til fremmede magter mv. Den præcise udformning af en sådan ordning vil skulle fastsættes forud for overtagelsen. De dele af kriminalretsplejen, der er tilknyttet politiet og anklagemyndigheden Da dele af kriminalretsplejen har meget nær sammenhæng med politiets og anklagemyndighedens virksomhed, er det fundet rigtigst, at grønlandsk overtagelse af dele af kriminalretsplejen skal ske samtidig med overtagelse af politiet og anklagemyndigheden. Det drejer sig således navnlig om de regler, der inden for kriminalretsplejen regulerer eller har tæt forbindelse med politiets og anklagemyndighedens virksomhed ved kriminalsagers efterforskning mv. Det vil sige, at grønlandsk overtagelse af politiet og anklagemyndigheden vil indebære samtidig overtagelse af bl.a. spørgsmål om tiltalerejsning, sigtede og dennes bisidder samt spørgsmål om kriminalsagers forberedelse inden tiltale rejses, herunder regler om efterforskning samt anholdelse, tilbageholdelse og andre kriminalprocessuelle tvangsindgreb, jf. i det hele den grønlandske retsplejelovs kapitel 5, afsnit B og C. Sager om erstatning i anledning af kriminalretlig forfølgning, der i dag for Grønland er reguleret i den grønlandske retsplejelovs kapitel 8, 2 og 3, er også omfattet af de dele af kriminalretsplejen, som har nær sammenhæng med politiet og anklagemyndigheden, og som derfor vil skulle overtages samtidig med disse sagsområder. En række andre dele af kriminalretsplejen vil kunne overtages uafhængigt af en overtagelse af politiet og anklagemyndigheden. Det gælder en række regler, der vedrører domstolenes behandling af kriminalsager, herunder regler om domsforhandlingens tilrettelæggelse, anke, kære, mv. Disse dele af kriminalretsplejen vil således være omfattet af sagsområdet»retsplejen, herunder oprettelse af domstole«, der er omtalt i pkt nedenfor. 23

32 Retsplejen, herunder oprettelse af domstole (liste II, nr. 4) Sagsområdet retsplejen omfatter spørgsmål om domstolenes ordning herunder oprettelse af domstole og om behandling af sager ved domstolene. Reglerne herom er for Grønland navnlig fastsat i retsplejeloven for Grønland. Det bemærkes, at Folketinget i foråret 2008 har vedtaget en helt ny retsplejelov og kriminallov for Grønland, som begge træder i kraft den 1. januar Reformen af det grønlandske retsvæsen bygger på anbefalingerne fra Den Grønlandske Retsvæsenskommission (betænkning nr. 1442/2004). Sagsområdet retsplejen omfatter ikke de dele af kriminalretsplejen, der er tilknyttet politiet og anklagemyndigheden. De nævnte dele af kriminalretsplejen er omfattet af liste II, nr. 3), jf. ovenfor under pkt Heller ikke advokatvirksomhed hører under sagsområdet retsplejen, jf. liste II, nr. 10), og nedenfor under pkt om advokatvirksomhed. Domstolenes ordning omfatter f.eks. spørgsmål om antallet af domstole og det indbyrdes hierarkiske forhold mellem de enkelte domstole. Hertil kommer bl.a. spørgsmål om antallet af dommere samt personalemæssige forhold for dommere og andet personale ved domstolene. Under domstolenes ordning falder også reglerne om fremgangsmåden ved udtagelse af domsmænd mv. Behandling af sager ved domstolene omfatter f.eks. spørgsmål om værneting og procesmåden ved behandling af kriminalsager, civile sager, ægteskabssager, faderskabssager mv. Sagsområdet retsplejen omfatter desuden spørgsmål om tvangsfuldbyrdelse af bl.a. domstolsafgørelser, herunder tvangsauktion og foreløbige retsmidler. Også reglerne om f.eks. kære og anke af afgørelser samt genoptagelse omfattes af retsplejen. Retsplejen omfatter endvidere de spørgsmål, der er reguleret i konkursloven. Konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar 1997, er ved kgl. anordning nr. 983 af 16. december 1997 med visse ændringer sat i kraft for Grønland med virkning fra den 1. januar 1998 (afsnit IV om gældssanering dog først fra 1. juni 1998). Også de spørgsmål, der omhandler skifte af dødsbo og fællesbo, og som for Grønland er reguleret i henholdsvis arvelov for Grønland, jf. lov nr. 154 af 27. maj 1964 med senere ændringer, og lov om ikrafttræden for Grønland af lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lov nr. 150 af 31. marts 1993, hører under sagsområdet retsplejen. Spørgsmål om betaling af retsafgift for bl.a. borgerlige retssager, fogedforretninger, skiftesager mv. hører til retsplejen. Der henvises i øvrigt til pkt nedenfor om Højesteret og til pkt nedenfor om et grønlandsk domstolssystem Kriminalretten (liste II, nr. 5) Under sagsområdet kriminalretten hører fastlæggelsen af regler om, hvilke handlinger eller undladelser der er kriminaliserede, og om hvilken foranstaltning der kan idømmes for sådanne kriminelle handlinger eller undladelser. Hertil kommer reglerne om de generelle betingelser for kriminalretligt ansvar. Disse regler er i Danmark navnlig fastsat i straffeloven, men også særlovgivningen indeholder regler af den omtalte karakter. For Grønland gælder kriminalloven (lov nr. 55. af 5. marts 1954) med en række senere ændringer. Inden for en lang række sagsområder, som f.eks. miljø- og fødevareområdet, er der i love og andre forskrifter fastsat regler om, at overtrædelse af bestemmelser i de pågældende forskrifter kan foranstaltes efter reglerne i kriminalloven. Selv om sådanne regler i særlovgivningen således også angår kriminalretlige foranstaltninger, er de ikke omfattet af sagsområdet kriminalretten. Regler af denne karakter skal i stedet anses for omfattet af det enkelte særlige sagsområde, det vil sige f.eks. miljøområdet. 24

33 Sagsområdet kriminalretten omfatter også en række spørgsmål med tilknytning til gennemførelsen af kriminal-/straffesager enten her i landet eller i udlandet. Sagsområdet omfatter således spørgsmål om udlevering af sigtede, tiltalte eller dømte til andre lande. Regler om disse spørgsmål er fastsat i lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige med senere ændringer og i lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005 som ændret ved lov nr. 542 af 8. juli 2006, der omhandler udlevering til andre lande end de nordiske lande. Visse af disse regler gælder for Grønland. Sagsområdet kriminalretten omfatter bl.a. også lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab Udlændingeområdet og grænsekontrollen (liste II, nr. 6) Under sagsområdet udlændingeområdet og grænsekontrollen hører spørgsmål om udlændinges indrejse og ophold, herunder regler om asyl, familiesammenføring, opholds- og arbejdstilladelser med henblik på beskæftigelse samt visum. Hertil kommer regler om bl.a. bortfald og inddragelse af opholdstilladelser og arbejdstilladelser samt om ud- og afvisning. Under sagsområdet hører endvidere spørgsmål om kontrol af udlændinge, som ønsker at indrejse i eller udrejse af kongeriget, herunder regler om udførelsen af ind- og udrejsekontrollen, om besiddelse af pas eller anden form for rejselegitimation og om påtegning af visum. Regler herom er fastsat i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 8. juli Udlændingeloven er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 150 af 23. februar 2001 om ikrafttræden for Grønland af udlændingeloven. Et særligt kendetegn ved den gældende udlændingelovgivning er, at Grønland i udlændingeretlig forstand udgør et adskilt rejse- og opholdsområde. Således gælder et visum, en opholdstilladelse eller en arbejdstilladelse, der er udstedt for Danmark, ikke for Grønland (eller Færøerne), medmindre dette er udtrykkeligt anført. Tilsvarende gælder et visum, en opholdstilladelse eller en arbejdstilladelse udstedt for Grønland ikke for Danmark (eller Færøerne), medmindre dette er udtrykkeligt anført. Det bemærkes i den forbindelse, at selvstyrets kompetence efter en overtagelse af udlændingeområdet vil være territorialt afgrænset til Grønland. Heraf følger bl.a., at de grønlandske myndigheder f.eks. vil kunne udstede et visum eller en opholdstilladelse mv., der omfatter retten til ophold i Grønland, hvorimod de grønlandske myndigheder ikke kan tage stilling til spørgsmål om retten til ophold mv. i Danmark (eller på Færøerne). Ved en grønlandsk overtagelse af udlændingeområdet vil Grønland få adgang til selv at regulere betingelserne for opholdstilladelse i Grønland. De udlændinge, som opnår opholdstilladelse i Grønland, vil med hensyn til muligheden for senere at opnå dansk statsborgerskab være omfattet af de almindelige regler herom, jf. cirkulæreskrivelse nr. 9 af 12. januar 2006 om naturalisation. Dansk indfødsret kræver normalt bl.a. 9 års uafbrudt ophold. Udlændinge, der har opholdstilladelse som flygtninge, vil dog kunne opnå dansk indfødsret efter 8 års uafbrudt ophold. Med hensyn til dokumentation for en ansøgeres sprogkundskaber er den almindelige regel, at ansøgeren dokumenterer danskkundskaber ved bevis for en prøve. Der gælder dog det særlige for ansøgere med bopæl i Grønland og på Færøerne at politiets vurdering af, at den pågældende uden brug af omskrivninger eller andre sprog og med den accent, som er naturlig, kan deltage ubesværet i en samtale på dansk eller grønlandsk (eller færøsk), er tilstrækkelig. Under udlændingeområdet og grænsekontrollen hører endvidere repatriering (udlændinges frivillige tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl). Repatrieringsindsatsen skal medvirke til, at udlændinge med opholdstilladelse i Danmark, der ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, får den bedst mulige rådgivning til at kunne træffe beslutning om at vende tilbage. 25

34 Regler herom er fastsat i repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 5. januar 2006, som ændret ved lov nr. 404 af 8. maj Loven, der indeholder hjemmel til ikraftsættelse for Grønland ved kgl. anordning, er ikke sat i kraft for Grønland. Repatrieringsområdet overtages af de grønlandske myndigheder i forbindelse med en overtagelse af udlændingeområdet og grænsekontrollen. Under udlændingeområdet og grænsekontrollen hører endelig spørgsmål om integration af udlændinge. Disse spørgsmål er reguleret i integrationsloven og danskuddannelsesloven vedrørende boligplacering af flygtninge, tilbud om danskuddannelse og aktivering af nyankomne udlændinge, udbetaling af introduktionsydelse samt finansieringen af udgifterne forbundet hermed. Regler herom er fastsat i integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr af 14. december 2007, samt i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 259 af 18. marts 2006, som ændret ved lov nr. 523 af 24. juni 2005 samt lov nr. 104 af 7. februar Integrationsloven og danskuddannelsesloven gælder ikke for Grønland. Integrationsministeriets opgaver i øvrigt i relation til integrationsindsatsen vedrører i det væsentlige integrationen af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet samt byudvikling af særlig udsatte boligområder. Områderne vedrørende integration af udlændinge er som enkeltområder karakteriseret ved at være sagsområder, som hører under social-, arbejdsmarkeds-, byudviklings- og undervisningsforhold og derfor i alt væsentlighed allerede overtaget af hjemmestyret Personretten (liste II, nr. 7) Sagsområdet indeholder regler om bl.a. umyndiggørelse og om forvaltningen af umyndige og umyndiggjorte personers formue mv. I Grønland gælder i dag den tidligere myndighedslov, jf. anordning nr. 306 af 14. maj 1993 om ikrafttræden for Grønland af myndighedsloven. Sagsområdet omfatter også spørgsmål om bortblevne. I Grønland gælder lov nr. 397 af 12. juli 1946 om borteblevne Familieretten (liste II, nr. 8) Sagsområdet familieretten omfatter spørgsmål om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær samt spørgsmål om faderskab og børns forsørgelse. I Danmark er disse spørgsmål reguleret henholdsvis i forældreansvarsloven (lov nr. 499 af 6. juni 2007), i børneloven (lov nr. 460 af 7. juni 2001 med senere ændringer) og i lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 352 af 15. maj 2003 med senere ændringer. Disse spørgsmål er for Grønland reguleret henholdsvis i lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål med senere ændringer, der er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 306 af 14. maj 1993, og i lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling. Med hensyn til anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser gælder for Grønland lov nr. 158 af 6. maj 1980, jf. kgl. anordning nr. 482 af 28. august Også spørgsmål om adoption hører under familieretten. I Danmark gælder lov nr. 279 af 7. juni 1972 om adoption med senere ændringer. Adoptionsloven er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 63 af 26. februar Under sagsområdet hører desuden reglerne om international børnebortførelse, herunder anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, jf. lov nr. 793 af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser med senere ændringer. Anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær er endvidere reguleret i lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Ingen af disse love er sat i kraft for Grønland. 26

35 Endvidere er spørgsmål om indgåelse og opløsning af ægteskab omfattet af familieretten. I Danmark gælder lov nr. 256 af 4. juni 1969 om ægteskabs indgåelse og opløsning med senere ændringer. Loven er sat i kraft for Grønland, jf. kgl. anordning nr. 307 af 14. maj Hertil kommer spørgsmål om ægteskabets retsvirkninger, jf. lov nr. 56 af 18. marts 1925 om ægteskabets retsvirkninger med senere ændringer. Retsvirkningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 149 af 8. marts 1991, er sat i kraft for Grønland ved lov nr. 150 af 31. marts Disse love indeholder også regler om ægtefællebidrag. Sagsområdet familieretten omfatter herudover registreret partnerskab, jf. lov nr. 372 af 7. juni 1989 om registreret partnerskab med senere ændringer, som er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 320 af 26. april Familieretten omfatter også reglerne om inddrivelse af underholdsbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 946 af 10. oktober 2005, som ikke gælder for Grønland. Endelig er spørgsmålet om navne omfattet af familieretten. I Danmark er området reguleret i navneloven, jf. lov nr. 524 af 24. juni 2005 med senere ændringer. For Grønland gælder fortsat lov nr. 193 af 29. april 1981 om personnavne med senere ændringer, jf. kgl. anordning nr. 549 af 21. august Grønlands landsstyre har anmodet om, at den familieretlige lovgivning for Grønland bringes i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder for Danmark. Justitsministeriet er i færd med at gennemføre dette i samarbejde med bl.a. landsstyret Arveretten (liste II, nr. 9) Sagsområdet er reguleret i arvelov for Grønland, lov nr. 154 af 27. maj 1964 med senere ændringer, og indeholder regler om, hvordan en afdød persons ejendele skal fordeles til ægtefællen og slægten samt om testamenters oprettelse og anfægtelse mv Advokatvirksomhed (liste II, nr. 10) Sagsområdet omfatter bl.a. spørgsmål om udøvelse af advokatvirksomhed, herunder regler om beskikkelse som advokat, ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed og god advokatskik. Også spørgsmål om tilsyn med advokater og advokatfuldmægtige samt om behandling af klager over advokater er omfattet af sagsområdet advokatvirksomhed. Det indebærer bl.a., at der ved grønlandsk overtagelse af sagsområdet vil skulle oprettes grønlandske organer, der i stedet for Advokatnævnet under Det danske Advokatsamfund vil kunne varetage sådanne opgaver. Det forudsættes, at retsplejelovens om retshjælp ikke omfattes af sagsområdet advokatvirksomhed. Baggrunden herfor er bl.a., at spørgsmål om retshjælp må anses for at have en nær tilknytning til spørgsmålet om fri proces, som hører under retsplejen, jf. lovforslagets liste II, nr. 4) og pkt ovenfor. Sagsområdet advokatvirksomhed omfatter ikke spørgsmål om møderet for domstolene. Baggrunden for, at disse spørgsmål ikke anses for omfattet af sagsområdet advokatvirksomhed, er, at fastlæggelsen af, hvilke personer der kan give møde for domstolene, må anses for at have en nær sammenhæng med de almindelige regler om domstolenes behandling af retssager. Spørgsmål om møderet for domstolene anses derfor for omfattet af sagsområdet retsplejen og dermed af liste II, nr. 4), jf. ovenfor under pkt og pkt om møderet for Højesteret Våbenområdet (liste II, nr. 11) Sagsområdet våben omfatter våben, eksplosivstoffer og militært udstyr, herunder spørgsmål om indførsel, fremstilling, erhvervelse, besiddelse, anvendelse, overdragelse, udførsel og overførsel mellem andre lande heraf. Der er udstedt en særskilt våbenlov for Grønland, jf. lov nr af 19. december 1992, hvorefter Politimesteren i Grønland er bemyndiget til at meddele tilladelse til at indføre, fremstille, erhverve, besidde, 27

36 bære eller anvende våben. Udførsel af våben fra Grønland til andre lande kræver tilladelse fra Justitsministeriet, jf. lovens Radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester (liste II, nr. 12) Teleområdet, bortset fra radiokommunikation og allokering af radiofrekvenser samt maritime nød- og sikkerhedstjenester, er overtaget af de grønlandske myndigheder i medfør af hjemmestyrelovens 7, jf. 5, jf. lov nr. 943 af 23. december 1986 for Grønland om el, vand og varme, brandvæsen, havne, veje, telekommunikation mv., som ændret bl.a. ved lov nr af 29. december 1997 for Grønland om telekommunikation. Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet (teleloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af 28. juni 2007 med senere ændringer, indeholder regler om forsyningspligt, som indebærer, at enhver borger har krav på at få leveret en række basale teleydelser overalt i Danmark. Forsyningspligten omfatter i dag basale teletjenester såsom fastnettelefoni, ISDN, visse faste kredsløb, særlige handicaptjenester, nummeroplysningstjenester og offentlige betalingstelefoner. Derudover omfatter forsyningspligten radiobaserede, maritime nød- og sikkerhedstjenester i Danmark og Grønland. Der blev i 2007 nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af relevante ministerier, der skulle undersøge mulige modeller for den fremtidige organisering og finansiering af de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester i Grønland og Danmark, herunder undersøge omkostningerne forbundet med at drive tjenesterne. Arbejdsgruppen identificerede tre mulige løsninger for den fortsatte drift af de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester i Danmark. I forhold til driften af de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester i Grønland vurderede arbejdsgruppen, at det ville være hensigtsmæssigt at fastholde en forsyningspligtordning. Grønlands Hjemmestyre havde ikke udtrykt ønske om at få overdraget ansvaret for de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester i Grønland. Forsyningspligten for de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester blev på baggrund af rapporten fastholdt uændret i Grønland og Danmark Radiokommunikationsområdet (liste II, nr. 13) IT- og Telestyrelsen udarbejder, på vegne af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, regler for radiokommunikationsområdet i Grønland. Reglerne udarbejdes i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre for at sikre, at de tilpasses grønlandske forhold. Regler er fastsat i lov nr. 421 af 6. juni 2002 om radiofrekvenser. Loven er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 38 af 23. januar 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om radiofrekvenser. Under radiokommunikationsområdet hører: Udarbejdelse af frekvensplan for Grønland, deltagelse i internationalt samarbejde med henblik på koordineringen af frekvensanvendelsen, udarbejdelse af regler for udstedelse af tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser, regler for radioprøver, regler for udstedelse og brug af kaldesignaler, regler om anvendelse af radiofrekvenser i tilfælde af ekstraordinære situationer, regler for tilsyn med lovgivningen på området og regler om gebyrer til dækning af de udgifter, der er forbundet med administration af loven. Forsvaret i Grønland anvender en række centralt tildelte militære radiofrekvenser. Der vil således være behov for, at der indgås aftale mellem de danske og de grønlandske myndigheder om forsvarets fortsatte anvendelse af sådanne radiofrekvenser efter en grønlandsk overtagelse af radiokommunikationsområdet. Det bemærkes at Udvalget vedrørende teleforhold Danmark Grønland i 1998 udarbejdede en skriftlig orientering om radiokommunikationsområdet for Grønland. Formålet med rapporten var blandt andet at vurdere, om en eventuel overdragelse af yderligere lovgivningskompetence til Grønlands Hjemmestyre var hensigtsmæssig. Rapporten er ikke ajourført med den nye lovgivning på området. 28

37 Selskabs-, regnskabs- og revisorområdet (liste II, nr. 14) Under selskabsområdet hører spørgsmål om de retlige rammer for at udøve erhvervsvirksomhed med begrænset ansvar, f.eks. som aktieselskab, anpartsselskab, erhvervsdrivende fond eller andelsselskab med begrænset ansvar. Herunder hører bl.a. regler om virksomhedens stiftelse, ledelse og ophør samt regler om registrering af sådanne oplysninger i et offentligt tilgængeligt register i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Regler herom er fastsat i lov om aktieselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 15. juni 2006, som senest ændret ved 1 i lov nr. 510 af 17. juni 2008, lov om anpartsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 650 af 15. juni 2006, som senest ændret ved 59 i lov nr. 468 af 17. juni 2008, lov om erhvervsdrivende fonde, jf. lovbekendtgørelse nr. 652 af 15. juni 2006, som senest ændret ved 2 i lov nr. 510 af 17. juni 2008, og lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 651 af 15. juni 2006, som senest ændret ved 60 i lov nr. 468 af 17. juni Lov om aktieselskaber er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 620 af 23. juni Lov om anpartsselskaber er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 619 af 23. juni Lov om erhvervsdrivende fonde er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 621 af 23. juni Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 622 af 23. juni Under regnskabsområdet hører regler om udarbejdelse af årsrapport (årsregnskab m.v.) for erhvervsdrivende virksomheder - herunder virksomheder med begrænset ansvar som f.eks. aktieselskaber - samt indsendelse af årsrapporten til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvor årsrapporten er offentligt tilgængelig for interesserede regnskabslæsere (f.eks. virksomhedens investorer og kreditorer). Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fører stikprøvekontrol med de indsendte årsrapporter. Regler om regnskaber er fastsat i årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006 med senere ændringer. Årsregnskabsloven er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 625 af 23. juni 2008 om ikrafttræden for Grønland af årsregnskabsloven. Under regnskabsområdet hører endvidere regler om kravene til virksomhedernes bogføring, herunder kravene til opbevaring af regnskabsmaterialet, som ligger til grund for udarbejdelsen af virksomhedens årsrapport. Hvis virksomheden ønsker at opbevare regnskabsmaterialet i udlandet, skal virksomheden som hovedregel først indhente tilladelse hertil hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Regler om bogføring er fastsat i bogføringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006, som ændret ved 62 i lov nr. 468 af 17. juni Bogføringsloven er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 624 af 23. juni Under revisorområdet hører regler om revisorer og revisors virksomhed, herunder betingelserne for beskikkelse af statsautoriserede og registrerede revisorer og vilkårene for udførelse af opgaver i forbindelse med revision m.v. Visse virksomheder, herunder aktie- og anpartsselskaber af en vis størrelse, har pligt til at lade deres årsrapport revidere af en statsautoriseret eller registreret revisor (lovpligtig revision). Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fører et register over statsautoriserede og registrerede revisorer og et register over alle revisionsvirksomheder. Oplysningerne i registrene er offentligt tilgængelige. Regler om revisorer er fastsat i lov nr. 468 af 17. juni 2008 om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven). Loven kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger, men er p.t. ikke sat i kraft for Grønland. Den tidligere lov om statsautoriserede og registrerede revisorer er derimod sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 623 af 23. juni Ved en eventuel overtagelse af det selskabsretlige og det regnskabsretlige område vil selvstyrets kompetence være territorialt afgrænset til erhvervsdrivende virksomheder (selskaber m.v.) med hjemsted i Grønland. Tilsvarende vil selvstyrets kompetence vedrørende revisorområdet i givet fald være territorialt afgrænset til revision m.v. af årsrapporter m.v. for virksomheder med hjemsted i Grønland, ligesom kompe- 29

38 tencen til at beskikke revisorer vil være territorialt afgrænset til revisorer, der skal virke i Grønland. En person vil således ikke i kraft af sin grønlandske beskikkelse kunne udføre lovpligtig revision af årsrapporten for en virksomhed, som har hjemsted i Danmark Fødevare- og veterinærområdet (liste II, nr. 15) Sagsområdet omfatter den del af fødevare- og veterinærområdet, der i 1992 lå under Landbrugsministeriet og Fiskeriministeriet i Danmark. Sagsområdet omfatter regulering og kontrol med virksomheder, der producerer animalske fødevarer (kød, fisk, mælk, æg) med henblik på eksport, f.eks. slagterier, fiskevirksomheder, fabriksfartøjer, fiskefartøjer og akvakulturbrug, overvågning af muslingeområdet samt kontrol med ind- og udførsel af animalske fødevarer. Under sagsområdet hører desuden overvågning og bekæmpelse af smitsomme husdyrsygdomme (zoosanitære område) - undtagen sygdomme, der smitter fra dyr til mennesker, som f.eks. rabies. Herunder også regulering og kontrol med virksomheder, der forarbejder animalsk affald, samt ind- og udførsel af levende dyr og animalske produkter, der ikke er beregnet til menneskeføde. Endvidere omfatter sagsområdet regulering og kontrol med dyrlægegerning, dyrlægers rettigheder og pligter, dyrlægers, dyreejeres m.v. anvendelse af lægemidler til dyr samt forbud mod anvendelse af visse stoffer. Sagsområdet er i Danmark reguleret i lov nr. 526 af 24. juni 2005 om fødevarer med senere ændringer, lov nr. 432 af 9. juni 2004 om hold af dyr med senere ændringer og lov nr. 433 af 9. juni 2004 om dyrlæger med senere ændringer. I Grønland er området reguleret af anordning nr. 523 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om fødevarer m.m., anordning nr. 524 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om sygdomme og infektioner hos dyr samt anordning nr. 525 af 8. juni 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om dyrlægegerning m.v. Sagsområdet kan overtages samlet eller i dele. Delområdet, der omfatter regulering og kontrol med fiskevirksomheder, der producerer med henblik på eksport, herunder fabriksfartøjer, fiskefartøjer og akvakulturbrug, samt overvågning af muslingeområdet og kontrol med ind- og udførsel af fisk kan overtages alene. Den resterende del af det animalske område, dvs. området vedrørende kød, mælk og æg, bør overtages samlet med hele det veterinære område dvs. smitsomme husdyrsygdomme og dyrlægegerning, idet disse delområder er tæt forbundne. Sagsområdet omfatter ikke regulering og kontrol med fødevarer produceret med henblik på afsætning på det grønlandske marked, eksport af ikke-animalske fødevarer samt overvågning og bekæmpelse af zoonoser, herunder rabies. Disse sagsområder er overtaget i forbindelse med, at Grønlands hjemmestyre i 1992 overtog sundhedsvæsenet, jf. lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland Luftfart (liste II, nr. 16) Sagsområdet omfatter de sikkerhedsmæssige krav, der stilles til luftfartøjer, piloter, luftfartsselskaber, lufthavne mv., suppleret med krav til sikring mod ulemper som følge af luftfart, bl.a. miljømæssige krav. Herudover omfatter området den trafikpolitiske regulering af trafikrettigheder for erhvervsmæssig luftfart, herunder udenlandske luftfartsselskabers adgang til at udføre erhvervsmæssig luftfart inden for dansk område. Endvidere omfatter området de foranstaltninger, der skal træffes til forebyggelse af forbrydelser mod luftfartens sikkerhed. Endelig omfatter området regler om undersøgelse af havarier og hændelser. Luftfartsområdet er reguleret af luftfartsloven, jf. lovbekendtgørelse nr af 19. december 2005, som ændret ved lov nr. 242 af 21. marts 2007, der regulerer den civile luftfart inden for dansk område og luftfart med dansk registrerede luftfartøjer uden for dansk område. 30

39 Luftfartsloven gælder for Grønland med de af den særlige grønlandske lovgivning flydende lempelser, jf. lovens 158. Loven indeholder enkelte bestemmelser for Grønland, der adskiller sig fra loven i Danmark: 55 vedrørende Grønlands landsstyres medvirken til godkendelse af offentlige flyvepladser, og 71, hvorefter Grønlands landsstyre kan fastsætte regler om betaling for benyttelse af offentlige flyvepladser i Grønland. Herudover er der enkelte bestemmelser i loven, der relaterer sig til fællesskabsretlige regler (bl.a. 1a) og Eurocontrolkonventionen ( 71, stk. 4), der geografisk ikke omfatter Grønland. Loven, der bygger på konventionen om international civil luftfart (Chicagokonventionen), er en rammelov. I tilknytning til loven er der udstedt en lang række administrative forskrifter (Bestemmelser for Civil Luftfart), der indeholder de mere detaljerede regler, og som i vidt omfang implementerer internationale standarder. Disse regler gælder som hovedregel også for Grønland. Der er fastsat enkelte administrative forskrifter, der specifikt vedrører Grønland (og Færøerne), f.eks. BL 3-25, Bestemmelser om etablering af helikopterflyvepladser på Færøerne og i Grønland, generelt, BL 5-23, Operationelle bestemmelser for transitflyvning af Søndrestrøm FIR og BL 5-24, Operationelle bestemmelser for intern flyvning i Grønland Immaterialret (liste II, nr. 17) Under sagsområdet immaterialret hører spørgsmål om ansøgning om en immateriel rettighed, opnåelse af en immateriel rettighed samt opretholdelse og beskyttelse af en sådan rettighed. En immateriel rettighed kan være et patent, en brugsmodel, et varemærke, et design, et halvlederprodukt (chips) eller en ophavsret. Ophavsret er særskilt beskrevet nedenfor, jf. pkt Reglerne for patent regulerer en ansøgers ret til at få patent på en opfindelse, der kan udnyttes industrielt. For Grønland gælder patentloven, jf. lov nr. 479 af 20. december 1967 som ændret ved lov nr. 221 af 24. april 1974, lov nr. 264 af 8. juni 1978 samt lov nr. 153 af 11. april Senere ændringer til patentloven er ikke sat i kraft i Grønland. For Danmark gælder desuden lov om hemmelige patenter, jf. lovbekendtgørelse nr. 732 af 27. november 1989, som også gælder umiddelbart for Grønland. Ifølge loven kan økonomi- og erhvervsministeren efter anmodning fra forsvarsministeren bestemme, at patent på en opfindelse skal meddeles som hemmeligt patent, såfremt hensynet til rigets forsvar gør det påkrævet. Det forudsættes med dette lovforslag, at der af hensyn til rigets forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser forud for en eventuel grønlandsk overtagelse af det immaterialretlige område i en aftale mellem Grønlands Selvstyre og regeringen fastsættes en ordning, der sikrer, at patent på en opfindelse også i Grønland skal meddeles som hemmeligt patent, hvis hensynet til rigets forsvar gør det påkrævet. For Grønland gælder herudover lov nr. 142 af 29. april 1955 om arbejdstageres opfindelser, der er sat i kraft for Grønland ved lov nr. 87 af 16. maj 1960, jf. kongelig anordning nr. 334 af 21. september 1960, som ændret ved lov nr. 479 af 20. december 1967 og lov nr. 555 af 17. december 1971, som gælder umiddelbart for Grønland, samt lov nr. 250 af 12. juni 1975, der regulerer forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver i den situation, hvor en arbejdstager (ansat i offentlig eller privat tjeneste) har gjort en opfindelse, der ønskes patenteret, og som er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 350 af 14. juli Senere lovændringer er ikke sat i kraft i Grønland. Reglerne for brugsmodel regulerer en ansøgers ret til at få en brugsmodel på en teknisk frembringelse, der kan udnyttes industrielt. For Danmark gælder brugsmodelloven, jf. lov nr af 21. december 2005, som ændret ved lov nr. 538 af 8. juni Ifølge loven kan enhver frembringelse, som kan udnyttes industrielt, og som indebærer en løsning på et teknisk problem, efter ansøgning registreres som brugsmodel. Brugsmodelloven er ikke sat i kraft i Grønland. Reglerne for varemærke regulerer en ansøgers ret til at få et varemærke, som er ansøgers særlige kendetegn for varer eller tjenesteydelser. For Grønland gælder varemærkeloven, lov nr. 341 af 6. juni 1991, som 31

40 er sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 856 af 16. december Senere ændringer til varemærkeloven er ikke sat i kraft i Grønland. Reglerne for fællesmærke regulerer en ansøgers ret til at få et kollektivmærke eller et garantimærke. Disse mærker er særlige kendetegn, som tilhører foreninger af erhvervsdrivende eller juridiske personer, og som benyttes eller agtes benyttet til visse varer eller tjenesteydelser. For Grønland gælder fællesmærkeloven, lov nr. 342 af 6. juni 1991, som er sat i kraft for Grønland ved anordning nr. 856 af 16. december Reglerne for design (mønster) regulerer en ansøgers ret til at få et design, når ansøger har frembragt et produkts særlige udseende henholdsvis særlige træk eller udsmykning. Designloven gælder ikke for Grønland. Lov nr. 218 af 27. maj 1970 om mønstre, som ændret ved lov nr. 854 af 23. december 1987, er derfor fortsat gældende for Grønland. Senere ændringer til mønsterloven er ikke sat i kraft i Grønland. Reglerne for beskyttelse af halvlederprodukter (chips) regulerer den særlige retsbeskyttelse af edb-teknologiens byggesten -»chips«. I Danmark gælder lov nr. 778 af 9. december 1987 om halvlederprodukters topografi, der ikke gælder for Grønland. På det immaterialretlige område er der endvidere indgået en række internationale konventioner, hvoraf visse også gælder for Grønland Ophavsret (liste II, nr. 18) Sagsområdet ophavsret omfatter dels spørgsmålet om styrkelse af vilkårene for frembringelse af litterære og kunstneriske værker, dels spørgsmålet om varetagelse af almenhedens adgang til at bruge værkerne. Efter ophavsretsloven har ophavsmanden således eneret til udnyttelse af sit værk på nærmere bestemte måder for derigennem at sikre ophavsmanden muligheden for et rimeligt indtægtsgrundlag. Hensynet til almenheden varetages ved, at brugerne så vidt muligt gives adgang til at bruge værkerne, når dette ikke medfører væsentlige indgreb i ophavsmandens enerettigheder. Med den ophavsretlige regulering sikres den fornødne balance mellem hensynet til ophavsmanden og almenheden. I Danmark er området reguleret i lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 587 af 20. juni Ophavsretsloven er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 561 af 7. juni Det ophavsretlige regelsæt i Grønland svarer i hovedsagen til retstilstanden i Danmark. Med den seneste ændring af reglerne i Grønland i 2006 har hjemmestyret overtaget godkendelsen af og kontrollen med de ophavsretlige forvaltningsselskaber (fx KODA og Gramex). Reguleringen på ophavsretsområdet sker med udgangspunkt i en nordisk retsenhed og inden for rammerne af EU-direktiver og internationale konventioner på området Skibsvrag, vraggods og dybdeforringelser (liste II, nr. 19) Som et led i sikring af farvandene foranlediger Farvandsvæsenet vrag, der er til fare eller væsentlig gene for sejlads eller fiskeri, afmærket og efterfølgende uskadeliggjort. Dette sker ved, at Farvandsvæsenet pålægger vragets ejer at uskadeliggøre vraget, eller ved at Farvandsvæsenet for ejerens regning selv lader vraget uskadeliggøre. Vrag, som ejeren ikke ønsker at bjærge, og som ikke er fjernet som led i en uskadeliggørelsesproces, kan tredjemand bjærge og derved blive ejer af. Det er Farvandsvæsenet, der konstaterer, om ejeren har opgivet vraget, og giver tilladelse til bjærgning. Sagsområdet er i Danmark reguleret af lov om tillæg til strandingslov, der ikke gælder for Grønland. I Grønland administreres området efter sædvane. På grund af de geografiske forhold er der kun få sager om vrag i Grønland. 32

41 Sikkerhed til søs (liste II, nr. 20) Søsikkerhedslovgivningen fastsætter regler for de forskellige skibstypers bygning, udstyr og drift; for arbejdsmiljøforhold om bord, for rederes og skibsførers ansvar, for tilbageholdelse af skibe, for klassifikationsselskaber, for måling af skibe, for certifikater, samt for tilsyn og administration. Endvidere omfatter sagsområdet ulykkesopklaring, færdselsregler til søs mv. samt regulering af bemandings- og kvalifikationskrav mv. til skibes besætninger mv. Områderne er karakteriseret ved en omfattende international regulering, hvis udmøntning sker i national regelfastsættelse. Lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse 627 af 26. juli 2002 med senere ændringer og lov om skibes besætning, jf. lov nr. 15 af 13. januar 1997 med senere ændringer samt lov om skibsmåling, jf. lovbekendtgørelse nr. 43 af 2. januar 1993 med senere ændringer, udgør hovedlovene på området. Disse love er sat i kraft for Grønland henholdsvis ved anordning nr. 607 af 25. juni 2001 med senere ændringer og anordning nr. 608 af 25. juni Søfartsstyrelsen har et regionskontor i Grønland Skibsregistrering og søretlige forhold mv. (liste II, nr. 21) Sagsområdet omfatter ejendoms- og formueretlige forhold vedrørende skibe, rederier mv., herunder spørgsmål om pant, ansvar, forsikring af skibe samt transportaftaler. Endvidere omfatter sagsområdet en række offentlige- og procesretlige spørgsmål, herunder spørgsmål om, hvilke skibe der kan sejle under dansk flag, bestemmelser om afgivelse af søforklaring mv. og om redernes forhold til udenlandske myndigheder mv. Hovedloven på området er søloven, jf. lovbekendtgørelse 538 af 15. juni 2004 med senere ændringer, men supplerende regulering findes i flere andre love. Der henvises her til lovbekendtgørelse 273 af 11. april 1997 om dansk internationalt skibsregister, lov nr. 254 af 8. juni 1967 om begrænsning af danske rederes adgang til at afgive oplysninger til udenlandske myndigheder og lov nr. 174 af 28. april 1982 om liniekonferencer, samt lovbekendtgørelse nr. 239 af 14. april 1984 om foranstaltninger mod forskelsbehandling inden for international skibsfart. Dele af søloven er sat i kraft for Grønland med anordning nr. 8 af 15. januar Lov nr. 254 af 8. juni 1967 og lovbekendtgørelse nr. 239 af 14. april 1989 gælder umiddelbart også for Grønland. Lov om dansk internationalt skibsregister og den ovenfor nævnte lov om liniekonferencer er ikke sat i kraft for Grønland, men de grønlandske myndigheder vil, hvis sagsområdet overtages, kunne fastsætte tilsvarende regler Kortlægning (liste II, nr. 22) Sagsområdet omfatter fagområderne geodætiske arbejder, topografisk kortlægning og søkortlægning. Geodætisk opmåling består i etablering, vedligeholdelse af og dataregistrering af geodætiske præcisionssystemer (dvs. de fundamentale net, som indgår i de internationale opmålingssystemer og danner basis for de videnskabelige arbejder), herunder tyngdefikspunkter, samt landssystemerne for plan- og højdefikspunkter. Ved topografiske kort forstås registrering og beskrivelse af et landområdes generelle topografi på grafisk eller digital form. Ifølge 2 i lov nr. 749 af 7. december 1988 om Kort- og Matrikelstyrelsen, der gælder for Grønland, skal Kort- og Matrikelstyrelsen varetage den geodætiske opmåling og den topografiske kortlægning af Danmark, Grønland og Færøerne, samt kortlægning af farvandene heromkring. Søopmåling af grønlandske farvande foretages af Farvandsvæsenet med materiel og personel fra søværnet. Søopmålingen sker med henblik på indsamling og opretholdelse af et ajourført datagrundlag til frem- 33

42 stilling af søkort. Søopmålingen gennemføres af internationalt certificerede søopmålere (IHO). Farvandsvæsenet kvalitetskontrollerer og lagrer søopmålingsdata. De kvalitetssikrede data leveres til Kort- og Matrikelstyrelsen, som på baggrund heraf fremstiller søkortene. Opmålingsfartøjerne drives og serviceres i dag af forsvaret. Grønlands Kommando bidrager med faciliteter i Grønnedal til støtte for søopmålingen. Under særlige forhold, hvor en eskortering af opmålingsfartøjerne vurderes nødvendig af sikkerhedsmæssige årsager, kan søopmålingsfartøjerne eskorteres af enheder tilknyttet Grønlands Kommando. Søopmåling tilvejebringer detaljerede data over de grønlandske farvande. En del af disse data gøres efterfølgende offentligt tilgængelige ved publicering af kortmateriale over de givne farvande. Af hensyn til disse detaljerede data forudsættes der i forbindelse med en overdragelse af opgaven indgået en nærmere aftale omkring eventuel videregivelse af data Farvandsafmærkning, fyrbelysning og lodsområdet (liste II, nr. 23) Under sagsområdet hører spørgsmål om afmærkning af farvande, lodsning og fyrbelysning herunder drift af 63 fyr og 22 Racon stationer samt vedligeholdelse af 543 båker (sømærker rejst på fast grund). Områderne varetages for nuværende af Farvandsvæsenet. Sagsområdet omfatter en forpligtelse til løbende at udsende efterretninger for søfarende for territoriet. Idet langt størstedelen af skibsfarten opererer uden for Grønlands territorialfarvand (ud til 3 sømil), vil det være stærkt uhensigtsmæssigt, hvis kun efterretningspligten for territorialfarvandet overdrages, og en samlet overdragelse af sagsområdet for farvande, der er nærmest Grønland, er derfor nødvendig. Den materielle hjemmel til, at Farvandsvæsenet afmærker ved og etablerer fyr i Grønland, er lov om sikkerhed til søs 8, der er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 607 af 25. juni Loven regulerer hovedsageligt Søfartsstyrelsens forretningsområde, men også dele af Farvandsvæsenets område. Opgaver relateret til lodsområdet i grønlandsk farvand vedrører forpligtelsen til at stille lods samt tilsynet i forbindelse hermed. Den nye lodslov, der trådte i kraft den 1. december 2006, omfatter ikke Grønland og Færøerne, hvilket er en videreførelse af gældende praksis. Der er således ikke lovgivet om lodsning ved Grønland, og der finder ikke egentlig lodsning sted ved Grønland. Ved videnskabelige og seismiske undersøgelser af farvandene gives der udtalelser til respektive interessenter om krav i forbindelse med eksempelvis udlægning af afmærket måleudstyr samt ønske om fremsendelse af data, der måtte være af interesse for søkortlægningen af grønlandske farvande Havmiljø (liste II, nr. 24) Sagsområdet havmiljø handler om beskyttelsen af natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. Omfattet af sagsområdet havmiljø er således forebyggelse og begrænsning af forurening og anden påvirkning af natur og miljø fra aktiviteter, der kan bringe menneskets sundhed i fare, skade natur- og kulturværdier på og i havet, herunder havbunden, være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet eller kan forringe rekreative værdier eller aktiviteter. Endelig hører opretholdelsen af et beredskab til indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne under havmiljøområdet. I Danmark gælder lov nr. 476 af 30. juni 1993 om beskyttelse af havmiljøet (havmiljøloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 925 af 28. september 2005, som ændret ved lov nr. 474 af 31. maj 2006, lov nr. 571 af 9. juni 2006 samt lov nr af 20. december Havmiljøloven er sat i kraft for Grønland senest ved kgl. anordning nr af 22. oktober 2004 og omfatter havet uden for Grønlands søterritorium. Anordningen afviger således, at den kun tager bestemmelser med, der er relevant uden for søterritoriet. Desuden er alle kommunale bestemmelser taget ud og alle EU-bestemmelser, som Grønland ikke har fundet relevant at medtage. 34

43 I Grønland er der et søterritorium, der går ud til 3 sømil og en eksklusiv økonomisk zone, fra søterritoriet og ud til 200 sømil. Grønland har i medfør af lov nr. 850 af 21. december 1988 for Grønland om miljøforhold m.v., som ændret ved lov nr. 921 af 25. november 1992 i henhold til hjemmestyrelovens 5 overtaget den regelfastsættende og administrative beføjelse for miljøbeskyttelse på land og vedrørende havmiljøet ud til 3-sømilegrænsen. Med hensyn til mineralske råstoffer, herunder kulbrinter, varetages myndighedsbeføjelserne og opgaverne i henhold til anordningen af Grønland landsstyre. Dette gælder dog ikke beføjelser til at fastsætte regler i henhold til loven, jf. pkt nedenfor om råstofområdet. Landsstyrets myndighedsbeføjelser omfatter såvel tilladelser til forundersøgelse, som efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer. Dette sker som led i den samlede myndighedsbehandling af råstofaktiviteter i Grønland i henhold til lov om Mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven) og lov om kontinentalsoklen. Havmiljøloven har grænseflader til lov om sikkerhed til søs, der er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning. Det følger af havmiljølovens 34, at forsvarsministeren i samarbejde med redningsberedskabet og andre myndigheder, som ministeren bemyndiger dertil, forestår bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af søterritoriet. Forsvarsministeren er derudover ansvarlig for håndhævelsen af havmiljølovens bestemmelser for så vidt angår olie- og kemikalieforurening af havet fra skibe Finansiel regulering og tilsyn (liste II, nr. 25) Området finansiel regulering og tilsyn omfatter regulering af og løbende tilsyn med den finansielle sektor. Regulering og tilsyn bør som udgangspunkt overdrages samlet for hvert delområde, da det kan være særdeles vanskeligt at føre tilsyn på et område, hvor man ikke har et tilbundsgående kendskab til reguleringen. Det skal indledningsvis bemærkes, at såfremt Grønland overtager reguleringen og/eller tilsynet, vil grønlandske finansielle virksomheder herefter blive betragtet som virksomheder fra et 3. land. En tilladelse til at drive finansiel virksomhed i Danmark vil herefter bero på Finanstilsynets vurdering af, om regulering og tilsyn i Grønland er på niveau med EU-reglerne på området. Dette gælder for alle 3. lande (lande uden for EU, der ikke er indgået en aftale med på det finansielle område). Den finansielle sektor omfatter bl.a. pengeinstitutter, udstedere af elektroniske penge, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser, fondsmæglerselskaber, investeringsforeninger, samt forsikringsformidlere. Reguleringen af området stiller bl.a. krav om tilladelse til at drive de pågældende former for virksomhed, krav til virksomhedernes ledelses-, ejer- og kapitalforhold, aflæggelse af årsrapport samt tilsynet med virksomhederne. Området omfatter desuden forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering samt forbrugerbeskyttelse. Reguleringen af området findes i en lang række love og bekendtgørelser, som delvist er sat i kraft for Grønland. Hvert enkelt af nedenstående områder kan overtages særskilt, men følgende områder vil med fordel kunne overtages i sammenhæng: Pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og realkreditinstitutter. Forsikrings- og Pensionsområdet. Værdipapirområdet. 35

44 Pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og realkreditinstitutter På området for pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og realkreditinstitutter er de væsentligste love følgende: Lov om finansiel virksomhed, som er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr af 15. december 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om finansiel virksomhed. Lov om en garantifond for indskydere og investorer er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 137 af 9. marts 2005 om ikrafttræden for Grønland af lov om en garantifond for indskydere og investorer. Lov om realkredit og realkreditobligationer m.v. (lov nr. 454 af 10. juni 2003 gælder direkte for Grønland). Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, som er sat i kraft ved kgl. anordning nr. 575 af 6. juni (Det bemærkes, at anordningen er udarbejdet på baggrund af den danske hvidvasklov fra 1993, dvs. før dansk lovgivning indeholdt bestemmelser om terrorfinansiering m.v.). Angående lov om en garantifond for indskydere og investorer bemærkes, at der i dag eksisterer ét grønlandsk pengeinstitut, som er medlem af den danske indskydergarantifond. Såfremt finansiel lovgivning samt tilsynet med overholdelsen heraf overgår til de grønlandske myndigheder, rejser det spørgsmål, om dette medlemskab kan bevares, idet det forudsættes, at indskydergaranti og tilsynet med de finansielle virksomheder overtages samlet. Forsikrings- og pensionsområdet Forsikrings- og pensionsområdet er reguleret i en række love og bekendtgørelser. Blandt de væsentligste kan nævnes: Lov om finansiel virksomhed, som er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr af 15. december 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om finansiel virksomhed. Lov om tilsyn med firmapensionskasser (loven er ikke sat i kraft for Grønland). Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, som er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr. 685 af 27. juni 2008 om ikrafttræden for Grønland af lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber. For så vidt angår lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber bemærkes, at der i henhold hertil findes en dansk garantifond for skadesforsikringsselskaber. Der findes for tiden ikke grønlandske skadesforsikringsselskaber. Loven er dog blevet sat i kraft for Grønland, jf. ovenfor. Efter selvstyrets overtagelse af forsikrings- og pensionsområdet og i tilfælde af etablering af et grønlandsk skadesforsikringsselskab, vil der opstå en problemstilling svarende til den ovennævnte vedrørende indskydergaranti. Værdipapirhandelsområdet Værdipapirhandelsområdet er hovedsagelig reguleret i lov om værdipapirhandel m.v., som er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordninger nr. 930 af 25. oktober 1996 og nr. 208 af 17. marts Loven omfatter fondsbørser og andre markeder for værdipapirer. Hertil kommer, at der ud over reguleringen og tilsynet med markederne vil være opgaver i forbindelse med samarbejde med andre børstilsyn, herunder de danske myndigheder, ved fx sager om insiderhandel. Investeringsforeningsområdet Området for investeringsforeninger er hovedsagelig reguleret i følgende love: Lov om finansiel virksomhed, som er sat i kraft for Grønland ved kgl. anordning nr af 15. december 2004 om ikrafttræden for Grønland af lov om finansiel virksomhed. 36

45 Lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. (loven er ikke sat i kraft for Grønland) Råstofområdet (liste II, nr. 26) Råstofområdet vedrører efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland. Ved mineralske råstoffer forstås ikke-levende ressourcer i form af hårde mineraler og kulbrinter. Bestemmelsen i 8 i hjemmestyreloven om den fastboende befolknings grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer, er udmøntet i lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni 1998 om mineralske råstoffer mv. i Grønland, med tilhørende»aftale mellem Grønlands Hjemmestyre og regeringen om forvaltningen vedrørende mineralske råstoffer i Grønland fra 1. juli 1998«af 8. januar I henhold til råstofloven finder forvaltningen af råstofområdet i Grønland sted inden for rammerne af en særlig råstofordning mellem Grønland og Danmark. Råstofordningens hovedelementer er: Fælles beslutningskompetence for hjemmestyret og staten med gensidig vetoret. Fordelingsnøgle mellem staten og hjemmestyret for indtægter fra råstofvirksomhed i Grønland. Et paritetisk sammensat dansk/grønlandsk Fællesråd vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland. Et Råstofdirektorat under Grønlands Hjemmestyre til varetagelse af centrale administrative opgaver, herunder sekretariatsfunktion for fællesrådet. Råstofloven indeholder endvidere bestemmelser om meddelelse af og vilkår for forundersøgelses-, efterforsknings- og udnyttelsestilladelser for kulbrinter og hårde mineraler i Grønland. Reglerne på området angiver desuden rammerne for hensigtsmæssige, tekniske, ressourcemæssige og sikkerhedsmæssigt forsvarlige aktiviteter, under hensyntagen til det omgivende miljø. Myndighedsbehandlingen i Råstofdirektoratets regi omfatter godkendelsesprocedurer, tilsyn, monitering og rapportering samt i nogle tilfælde baggrundsundersøgelser. Denne myndighedsbehandling er baseret dels på bestemmelserne i lov om mineralske råstoffer m.v. i Grønland, dels på bestemmelser i bl.a. følgende andre love (med senere ændringer): Lov for Grønland om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse. Lov for Grønland om miljøforhold m.v. Lov for Grønland om el, vand og varme, brandvæsen, havne, veje, telekommunikation m.v. Lov for Grønland om forsyning, trafik, postbesørgelse m.v. Den miljøkompetence i henhold til lov for Grønland om miljøforhold, havmiljøloven og anordningen om dennes ikrafttræden for Grønland, der med hensyn til råstofaktiviteter er overført til hjemmestyret, udøves af Råstofdirektoratet som led i den samlede myndighedsbehandling af råstofaktiviteter. Det følger af den gældende lov om kontinentalsoklen (kontinentalsokkelloven), at for anlæg og sikkerhedszoner, som befinder sig på eller er oprettet inden for den grønlandske del af kontinentalsoklen, gælder den for Grønland i øvrigt gældende ret, og at Grønlands landsstyre udøver de beføjelser, der er fastsat i 2 og 4, under iagttagelse af reglerne i råstofloven. Råstofdirektoratet er landsstyrets myndighed på disse områder. Endvidere har staten og hjemmestyret etableret et fællesejet selskab Nunaoil A/S, hvis virksomhedsområde er offentlig deltagelse i kulbrinteaktiviteter i Grønland. Reglerne for Nunaoil A/S er fastsat i»aftale mellem staten og Grønlands Hjemmestyre om dispositioner vedrørende Nunaoil A/S«, der senere er udmøntet i lov nr af 23. december 1998 og landstingslov nr. 12 af 30. oktober

46 Arbejdsmiljø (liste II, nr. 27) Sagsområdet arbejdsmiljø omfatter spørgsmålet om at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø, der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i det grønlandske samfund. Under området hører endvidere spørgsmålet om at skabe et grundlag for, at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål med vejledning fra arbejdsmarkedets organisationer og vejledning og kontrol fra Arbejdstilsynet. Det er hensigten med forebyggelsesinitiativer ved udfyldende regulering at sikre den fysiske og psykiske sundhedstilstand. Der er bl.a. tale om beskyttelse mod arbejdsulykker og erhvervssygdomme i traditionel forstand, dels ved påvirkninger fra pludselige begivenheder, dels ved påvirkninger på kortere eller længere sigt, der medfører fysiske eller psykiske helbredsskader, herunder psykisk betingede lidelser samt beskyttelse imod andre påvirkninger, der kan forringe sundheden. I Danmark er området reguleret i arbejdsmiljøloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts For Grønland gælder lov om arbejdsmiljø i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr af 26. oktober Den grønlandske arbejdsmiljølov omfatter som udgangspunkt arbejde i Grønland for en arbejdsgiver og finder anvendelse for arbejde på landjorden og for råstofudvinding, herunder også offshoreaktiviteter i Grønland. Loven gælder kun for luftfart, for så vidt angår arbejde på landjorden. Den grønlandske arbejdsmiljølov gælder kun for søfart og fiskeri, for så vidt angår lastning og losning af skibe, herunder fiskefartøjer, og værftsarbejde om bord på skibe og arbejde, der kan sidestilles hermed. Ansvaret for arbejdsmiljøet for offshorearbejde kan overtages særskilt efter 2, stk. 3, og selvstyret kan dermed vælge enten at overtage arbejdsmiljøområdet samlet eller kun at overtage arbejdsmiljøet for offshorearbejde. Der har dog ikke hidtil været særlige offshoreaktiviteter i Grønland. Den grønlandske arbejdsmiljølov er som den tilsvarende arbejdsmiljølov for Danmark en ramme- og bemyndigelseslov, hvis bestemmelser for så vidt angår f.eks. de materielle krav til sikkerhed og sundhed består i generelt affattede forsvarlighedsbestemmelser om henholdsvis leverandører, bygherrer, arbejdets udførelse, arbejdsstedets indretning, tekniske hjælpemidler, stoffer og materialer, mindstealder ved farligt arbejde. Loven fastsætter også rammebestemmelser for krav om sikkerhedsorganisation, arbejdsmiljøuddannelse, arbejdspladsvurdering, arbejdsgiverens pligter, unge under 18 år, minimumsregler om daglig og ugentlig hvileperiode og lægeundersøgelser. Der er herudover fastsat regler om Det Grønlandske Arbejdsmiljøråd, der består af repræsentanter udpeget af hjemmestyret og forskellige foreninger og organisationer i Grønland, herunder arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, samt Arbejdstilsynets opgaver og beføjelser. Loven indeholder også detaljerede kriminalretlige foranstaltninger, herunder særlige regler om straf og bøder. I den forbindelse er der et formelt og tæt samarbejde med politiet om bl.a. undersøgelse og efterforskning af arbejdsulykker og straffesager. Arbejdstilsynet har også et samarbejde med anklagemyndigheden om straffesager vedrørende overtrædelser af arbejdsmiljøloven, herunder spørgsmål om sanktion og anke. Arbejdsmiljøområdet i Grønland er underlagt de internationale regler, der er gældende for Grønland. Der er tale om FN-konventioner og især ILO-konventioner Meteorologi (liste II, nr. 28) Sagsområdet vedrører den meteorologiske og klimatologiske betjening af Grønland - med omliggende farvande og luftrum med det formål at sikre menneskeliv og materielle værdier. Opgaverne omfatter prognose- og varslingstjeneste samt kontinuerlig overvågning af vejr, klima og dertil relaterede miljømæssige forhold i atmosfæren, på landjorden og i havet. 38

47 Med henblik herpå varetages en meteorologisk døgnovervågning af såvel de grønlandske som de omliggende områder. De grønlandske brugere betjenes af Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). I øjeblikket varetages opgaven dels fra vejrtjenestecenter i Kangerlussuaq og dels af en dedikeret»grønlandsvagt«i DMI s centralvejrtjeneste i København. Til sikring af skibsfarten i de grønlandske farvande varetages en isobservations- og ismeldetjeneste baseret på udsendelse af haviskort fra satellitbilledetolkningsenheden i København samt ved helikopterbaseret islodsning fra Iscentralen i Narsarsuaq. Gennem sit medlemskab af FN s særorganisation for meteorologi, World Meteorological Organization (WMO), er Danmark forpligtet til inden for det danske riges ansvarsområde at bidrage til WMO s forskellige programmer, herunder det globale meteorologiske observationssystem og den globale klimaovervågning. Sagsområdet indeholder følgende opgaver: at etablere og drive et fornødent net af observationsstationer, at indsamle, bearbejde og formidle resultaterne af de foretagne observationer og at udarbejde og formidle dels vejrudsigter og varsler dels farvandsudsigter og varsler. De opgaver, det er pålagt Danmark at løse som følge af medlemskabet af FN s særorganisation for civil luftfart, International Civil Aviation Organization (ICAO), dvs. den meteorologiske betjening af luftfarten i Grønland herunder forsyning med bl.a. specielle luftfartsoperationelle vejrudsigter og varsler, varetages af DMI s centrale flyvevejrtjeneste i Kangerlussuaq. Med Tele Greenland A/S som operatør varetager DMI på vegne af ICAO driften af stationer i Danmarkshavn, Narsarsuaq og Aasiaat, hvorfra der foretages radiosonderinger og synoptiske målinger/observationer på grundlag af hvilke, der udfærdiges meteorologiske basismeldinger. Desuden varetager DMI på ICAO s vegne indsamling, redigering og videredistribution af meteorologiske meldinger fra de pågældende stationer. Danmark tilvejebringer disse tjenester i Grønland på 23 kontraherende staters vegne i henhold til international overenskomst. 95 % af udgifterne refunderes af ICAO, dels i form af en-route afgifter og dels i form af statsbidrag fra de pågældende lande Sagsområder, der efter regeringens opfattelse må forblive hos rigsmyndighederne Som nævnt indeholder forslagets 4 en bestemmelse om, at regeringen og Naalakkersuisut kan aftale, at sagsområder, som ikke fremgår af bilaget, men som alene vedrører grønlandske anliggender, kan overtages af Grønlands Selvstyre. Hensynet til rigsfællesskabet samt særlige bestemmelser i grundloven indebærer dog efter regeringens opfattelse, at visse sagsområder må forblive hos rigsmyndighederne. Der henvises til Justitsministeriets notat af 3. november 2004 om adgangen til at overføre yderligere beføjelser til de grønlandske myndigheder, som er medtaget som bilag 2 til lovforslaget. Det drejer sig efter regeringens opfattelse om statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt valuta- og pengepolitik. Områderne er nærmere beskrevet nedenfor. Selvstyrekommissionen har lagt regeringens opfattelse af de statsretlige rammer til grund, dog med den forståelse, at ikke alle medlemmer af kommissionen nødvendigvis tilslutter sig regeringens opfattelse Statsforfatningen Stats- og forfatningsmæssige anliggender kan ikke inden for grundlovens rammer overlades til Grønlands Selvstyre. F.eks. vil spørgsmål om kongehusets forhold ikke kunne overlades til selvstyret. Heller ikke bl.a. sagsområder, der angår Folketingets virke eller regeringens førelse i sager vedrørende Grønland, herunder f.eks. spørgsmål vedrørende danske ministres retlige ansvar, vil kunne overlades til 39

48 Grønlands Selvstyre. Sådanne spørgsmål er f.eks. reguleret af lov om ministres ansvar og lov om rigsretten. Det samme gælder med hensyn til valg til Folketinget, herunder regler mv. om valg af de 2 grønlandske folketingsmedlemmer og regler om valgret og valgbarhed. Grundlovens omhandler den danske stats finanser. Alle spørgsmål om den danske stats indtægter og udgifter hører således under rigsmyndighedernes kompetence uden mulighed for at overlade dele af kompetencen til Grønlands Selvstyre. Som yderligere eksempel på et område, der falder inden for statsforfatningen, kan nævnes kundgørelse af love, anordninger og bekendtgørelser, der er udstedt af rigsmyndighederne. Spørgsmål om kundgørelse i Grønland af folketingslove mv. kan derfor ikke efter lovforslaget overdrages til Grønlands Selvstyre. Også spørgsmål om kongerigets symboler der er fælles for hele riget hører under rigsmyndighederne uden mulighed for at overlade kompetence til Grønlands Selvstyre. Det må derfor anses for et anliggende for rigsmyndighederne at varetage regeludstedelse og administration med hensyn til anvendelse af det danske flag og rigsvåben mv. i Grønland. Der henvises i øvrigt til pkt nedenfor vedrørende en række spørgsmål om regulering af forhold, der vedrører rigsmyndighederne i Grønland og deres ansatte Statsborgerskab Sagsområdet statsborgerskab kan ikke inden for grundlovens rammer overlades til Grønlands Selvstyre. Under sagsområdet statsborgerskab hører spørgsmål om opnåelse eller fratagelse af dansk indfødsret. Besiddelse af dansk indfødsret har en række retsvirkninger, der gælder overalt i kongeriget, herunder f.eks. valgret til Folketinget. Det retlige grundlag for meddelelse af dansk indfødsret er grundlovens 44, hvorefter ingen udlænding kan få dansk indfødsret uden ved lov. Denne bestemmelse indebærer, at alene Folketinget og regeringen i forening har kompetence til at meddele dansk indfødsret. Dansk indfødsret meddeles derfor som hovedregel gennem vedtagelse af lovforslag i Folketinget, hvorpå ansøgere om dansk indfødsret er optaget med navns nævnelse (dansk indfødsret ved naturalisation). Folketinget har endvidere i indfødsretsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 fastsat regler, hvorefter udlændinge i visse nærmere angivne tilfælde kan opnå dansk indfødsret uden Folketingets mellemkomst i de konkrete sager Højesteret Lovforslaget indebærer, at Grønlands Selvstyre kan overtage retsplejen, herunder oprettelse af domstole, jf. ovenfor under pkt Grønland kan imidlertid ikke inden for grundlovens rammer overtage sagsområdet Højesteret. Grundloven indeholder en forudsætning om, at riget har én fælles, øverste domstol (Højesteret), og der kan derfor ikke inden for rigets rammer oprettes flere sideordnede øverste domstole. Det kan således ikke overlades til Grønlands Selvstyre at udøve beføjelser, der angår Højesterets organisation m.v., herunder at udforme processuelle regler for grønlandske sager, der føres i Højesteret, eller regler om, hvilke sager der kan indbringes for Højesteret. Grønlands Selvstyre vil som følge heraf heller ikke have kompetence med hensyn til, hvilke grønlandske advokater der har møderet for Højesteret. Det vil heller ikke kunne overlades til Grønlands Selvstyre at regulere en række spørgsmål med tilknytning til Højesterets virksomhed. Det vil således f.eks. ikke kunne overlades til selvstyret at træffe beslutning om, at der skal ske genoptagelse af en sag, hvori Højesteret har afsagt dom. For så vidt angår betydningen af, at Højesteret er rigets øverste domstol, henvises endvidere til pkt nedenfor. 40

49 Udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik De udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske beføjelser er efter grundlovens 19 tillagt regeringen. Efter regeringens opfattelse kan disse beføjelser ikke overlades til Grønlands Selvstyre. Den nævnte bestemmelse i grundlovens 19 fastslår bl.a., at»kongen (regeringen) handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender«. Udenrigspolitik hører efter lov om Udenrigstjenesten under Udenrigsministeriet. I praksis varetager en række ressortministerier dog i vidt omfang udenrigspolitiske opgaver inden for hver deres område. Udenrigsministeriet fungerer i sådanne tilfælde som koordinerende myndighed, jf. f.eks. Statsministeriets cirkulære nr. 15 af 20. januar 1977 om indgåelse af internationale forvaltningsoverenskomster. Uden at det er muligt udtømmende at angive de handlinger, der er omfattet af bestemmelsen i 19, kan nævnes, at den udenrigspolitiske kompetence bl.a. omfatter indgåelse af internationale traktater og konventioner samt forhandlinger om sådanne aftaler, udsendelse og modtagelse af diplomater, anerkendelse af nye stater og regeringer, kontakt til udenlandske myndigheder i udenrigspolitiske sager, udnævnelse af repræsentanter til internationale konferencer mv. samt udfærdigelse af instruktioner til sådanne repræsentanter samt beslutninger om anvendelse af militære magtmidler og om kongerigets territorium. I en række tilfælde er også beføjelser uden for bestemmelsen i 19 omfattet af sagsområderne udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Det gælder eksempelvis de områder, der er reguleret i lov af 5. marts 1954 om Det Udenrigspolitiske Nævn, lov af 13. april 1983 om Udenrigstjenesten, lov af 10. juni 1971 med senere ændringer om internationalt udviklingssamarbejde, lov af 8. marts 1972 om konsulære forbindelser, lov af 18. juni 1968 om diplomatiske forbindelser, lov af 30. november 1983 om rettigheder og immuniteter for internationale organisationer m.v., samt lov af 28. april 1971 med senere ændringer om nordisk samarbejde. Også andre lovregulerede områder må karakteriseres som hørende under sagsområderne udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det drejer sig f.eks. om love, der med folkeretlig virkning fastlægger kongerigets territorium, herunder søterritorium, fiskeriterritorium, økonomisk zone m.v. Yderligere kan andre lovregulerede områder være så snævert forbundet med udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlinger, at de må anses for at falde ind under sagsområderne udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det gælder eksempelvis lov af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om retsstillingen for NATO-styrker og af protokol om NA- TO s militære hovedkvarter og lov af 3. januar 1992 om inspektion af konventionelle styrker i Danmark. Det anførte er ikke ensbetydende med, at det er udelukket at gennemføre en ordning, hvor Naalakkersuisut får fuldmagt til at handle på rigets vegne i visse udenrigspolitiske anliggender. Der henvises nærmere til pkt. 7.4 nedenfor. Ud over de eksterne dele af sagsområderne forsvars- og sikkerhedspolitik omfatter de pågældende sagsområder også de organisatoriske forhold i forsvaret, herunder opdelingen af forsvaret i forskellige værn, forholdene for soldaterne samt forsvarets bygninger, våben og øvrige udstyr. Dansk forsvar har efter 3 7 i lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. til opgave som en integreret del af NATO i samarbejde med allierede styrker at kunne deltage i konfliktforebyggelse, krisestyring samt forsvar af NATO s område i overensstemmelse med alliancens strategi. Forsvaret skal desuden kunne konstatere og afvise krænkelser af rigets suverænitet og deltage i tillidsskabende og stabilitetsfremmende opgaver samt dialog og samarbejde på det forsvarsmæssige område med lande uden for NATO. Endvidere skal forsvaret med militære midler kunne bidrage til løsning af konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver. I medfør af forsvarsloven omfatter forsvarets opgaver bl.a. også forskellige foranstaltninger, som et samfund foretager for at forberede sig internt mod følgerne af krig eller katastrofer, herunder forsvarets støtte til og samarbejde med de øvrige dele af totalforsvaret. 41

50 Til brug for løsning af sine opgaver foretager forsvaret overvågning og kontrol inden for kongerigets territorium, herunder i de nordatlantiske dele af kongeriget, med henblik på at kunne konstatere og afvise krænkelser af suveræniteten. Det sker bl.a. gennem maritim tilsynsvirksomhed Valuta- og pengepolitik Hensynet til rigsfællesskabet udelukker, at kompetencen til at fastlægge valuta- og pengepolitik kan overlades til Grønlands Selvstyre. Valutapolitik omfatter spørgsmålet om, hvilken valuta der kan udstedes og anvendes som gyldigt betalingsmiddel, samt spørgsmålet om, hvorledes værdien (kursen) for denne valuta fastlægges. Med pengepolitik forstås foranstaltninger, der retter sig mod pengeudbud og -efterspørgsel, jf. herved nationalbanklovens 1, hvorefter Danmarks Nationalbank har til opgave i overensstemmelse med loven og de i henhold til loven udfærdigede forskrifter at opretholde et sikkert pengevæsen i kongeriget samt at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning Andre spørgsmål Særligt om et grønlandsk domstolssystem Grønlands Selvstyre vil i medfør af lovforslagets 2, stk. 1, jf. 3, stk. 2, kunne overtage retsplejen, herunder oprettelse af domstole, på et tidspunkt, der fastsættes af selvstyret efter forhandling med rigsmyndighederne. Der henvises til pkt ovenfor. Grønlands Selvstyre vil herefter skulle oprette et særskilt grønlandsk domstolssystem. De domstole, som Grønlands Selvstyre måtte oprette efter en overtagelse af sagsområdet»retsplejen, herunder oprettelse af domstole«, vil være domstole i grundlovens forstand. I overensstemmelse hermed forudsættes det i forslagets 1, at disse domstole vil have den dømmende magt i Grønland. Selvstyrets oprettelse af domstole vil naturligvis skulle ske under iagttagelse af kravet om bl.a. medvirken af nævninge og lægdommere inden for strafferetsplejen, jf. grundlovens 65, stk. 2, samt kravet om domstolenes uafhængighed. Domstole i et grønlandsk domstolssystem vil skulle behandle retssager i Grønland inden for samtlige sagsområder. Domstole, der er oprettet af Grønlands Selvstyre, vil således i sager der i øvrigt hører under domstolene i Grønland have den dømmende magt både med hensyn til anliggender, der hører under rigsmyndighederne, og anliggender, der hører under Grønlands Selvstyre. Det er ved forslaget om, at Grønlands Selvstyre skal kunne overtage retsplejen og i den forbindelse oprette domstole, forudsat, at der inden selvstyrets oprettelse af domstole og dermed inden selvstyrets overtagelse af retsplejen vil skulle gennemføres lovgivning om behandlingen af grønlandske sager ved Højesteret. En sådan lovgivning må bl.a. indeholde regler om, hvilke afgørelser truffet af en domstol oprettet af Grønlands Selvstyre der skal kunne indbringes for Højesteret. Det vil i den forbindelse kunne fastsættes, at det kræver tilladelse fra et procesbevillingsnævn for Grønland hvori der bl.a. vil kunne deltage repræsentanter for det grønlandske samfund for at en sådan afgørelse kan indbringes for Højesteret. I den forbindelse bemærkes, at det efter regeringens opfattelse vil kunne være påkrævet, at en afgørelse truffet af en domstol oprettet af Grønlands Selvstyre kan indbringes for Højesteret, hvis der i den pågældende sag er principielle spørgsmål om forholdet til bestemmelser i grundloven eller Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Tilsvarende finder regeringen, at der efter omstændighederne bør være adgang til at indbringe en sag for Højesteret, hvis sagen rejser andre principielle spørgsmål, herunder navnlig hvis der er behov for en principiel afklaring af retlige spørgsmål med tilknytning til både Grønland og Danmark. F.eks. kan der være behov for efter tilladelse at kunne indbringe en sag for Højesteret, hvis der i sagen indgår principielle 42

51 spørgsmål om, hvorvidt det retsforhold, som sagen vedrører, skal afgøres efter grønlandske eller danske regler. Det vil efter regeringens opfattelse være et anliggende for rigsmyndighederne at lovgive om de nævnte regler om behandlingen af grønlandske retssager ved Højesteret, herunder regler om hvilke sager der kan indbringes for Højesteret, jf. pkt ovenfor, og i givet fald om oprettelse af et nyt procesbevillingsnævn for Grønland, der vil skulle tage stilling til, om en afgørelse truffet af en domstol oprettet af Grønlands Selvstyre kan indbringes for Højesteret. Regeringen vil forud for en grønlandsk overtagelse af retsplejen og efter forudgående forhandlinger med Naalakkersuisut - fremsætte forslag til en sådan lovgivning baseret på de anførte principper. Ud fra et hensyn til tilrettelæggelse af Højesterets arbejde må de omtalte regler sikre, at kun et forholdsvist begrænset antal af de grønlandske retssager - principielle sager mv. vil kunne indbringes for Højesteret. En ordning med et grønlandsk domstolssystem må naturligvis leve op til den ret til to-instans-behandling, som borgerne har bl.a. i en række straffesager (protokol nr. 7 til Den europæiske Menneskerettighedskonvention) og i sager om varetægtsfængsling (grundlovens 71, stk. 4). På den anførte baggrund forudsættes det, at der inden for retsplejen i Grønland fortsat vil være to retsinstanser udover Højesteret, og således at grønlandske retssager som langt overvejende hovedregel vil skulle anlægges ved den underste af disse retsinstanser. Hermed vil en adgang til to-instans-behandling være mulig inden for rammer, hvor Højesteret kun behandler et forholdsvist begrænset antal af de grønlandske retssager Den territoriale afgrænsning af Grønlands Selvstyres kompetence Det er alene anliggender, der er geografisk begrænset til Grønland, der kan overlades til Grønlands Selvstyre. Det indebærer, at den lovgivende og udøvende magt, der tilkommer Grønlands Selvstyre i forhold til overtagne sagsområder, kun gælder i Grønland og dermed ikke i de øvrige dele af riget. Princippet om, at Grønlands Selvstyres kompetence er territorialt afgrænset til at omfatte Grønland, er ikke til hinder for, at den lovgivning, som selvstyret udfærdiger, i nødvendigt omfang også kan finde anvendelse i forhold til handlinger mv. begået uden for Grønland. Bl.a. vil det på strafferetsområdet være muligt i overensstemmelse med principperne i den danske straffelov at bestemme, at personer med særlig tilknytning til Grønland efter omstændighederne også vil kunne sanktioneres efter de grønlandske regler for forbrydelser begået udenfor Grønland. Det kan i den forbindelse også nævnes, at det f.eks. i 5 i lov for Grønland om erhvervsmæssige uddannelser, jf. lov nr. 582 af 29. november 1978, er fastsat, at hjemmestyret kan fastsætte regler om ydelse af uddannelsesstøtte til personer hjemmehørende i Grønland, som deltager i erhvervsmæssige uddannelser i Grønland eller Danmark. Om konflikter mellem grønlandsk og dansk ret henvises til pkt nedenfor Regulering mv. af forhold, der vedrører de danske myndigheder i Grønland og deres ansatte Som nævnt ovenfor under pkt skal sagsområdet statsforfatningen efter regeringens opfattelse forblive hos rigsmyndighederne. Som anført indebærer det bl.a., at spørgsmål, der angår Folketingets virke eller regeringens førelse i sager vedrørende Grønland, herunder f.eks. spørgsmål om danske ministres retlige ansvar, fortsat vil være undergivet rigsmyndighedernes kompetence. I den forbindelse forudsættes med dette lovforslag endvidere, at rigsmyndighederne fortsat vil have kompetence til at fastsætte, hvilke almindelige regler der skal gælde for den virksomhed, som rigsmyndighederne i Grønland udøver. Det vil således fortsat efter gennemførelse af dette lovforslag være rigsmyndighederne, der har kompetencen til at fastsætte og administrere almindelige regler om f.eks. Rigsombudsmandens virksomhed. 43

52 Der vil endvidere være en række spørgsmål om pligter og ansvar for ansatte ved rigsmyndighederne i Grønland, der efter lovforslaget fortsat vil være underlagt rigsmyndighedernes kompetence. Det drejer sig bl.a. om, hvilke særlige pligter ansatte hos rigsmyndighederne i Grønland skal være undergivet i forbindelse med deres ansættelsesforhold, ligesom ansatte hos rigsmyndighederne fortsat vil være undergivet den danske tjenestemandslovgivning. Endvidere vil spørgsmål om undersøgelse af forhold, der vedrører rigsmyndighederne i Grønland, fortsat være underlagt rigsmyndighedernes kompetence. Særligt med hensyn til ansatte hos det danske forsvar gælder der særlige regler efter den militære straffelov og den militære retsplejelov, jf. lov nr. 530 og 531 af 24. juni Konflikter mellem grønlandsk og dansk ret Der gælder allerede i dag inden for en række sagsområder forskellige regler i Grønland og Danmark, og der kan derfor i sager med tilknytning til både Grønland og Danmark opstå konflikter mellem grønlandsk og dansk ret. Der vil bl.a. kunne opstå spørgsmål om, hvorvidt et konkret retsforhold skal bedømmes efter de regler, der gælder for Grønland, eller efter de regler, der gælder for Danmark. Desuden vil der kunne være spørgsmål om, hvorvidt en afgørelse truffet af de grønlandske myndigheder kan anerkendes og fuldbyrdes i Danmark og omvendt. I takt med, at flere sagsområder med dette lovforslags gennemførelse kan overgå til Grønlands Selvstyre herunder på områder af central og grundlæggende betydning for borgerne som f.eks. strafferetten, retsplejen, familieretten og den almindelige formueret vil spørgsmål af denne karakter formentlig fremover opstå i stigende omfang. Der tages ikke med dette lovforslag stilling til, på hvilken måde de omtalte spørgsmål skal løses inden for de sagsområder, som kan overgå til Grønlands Selvstyre på grundlag af det gennemførte lovforslag. Baggrunden herfor er bl.a., at spørgsmål, der måtte opstå, ikke nødvendigvis skal løses på samme måde inden for de enkelte sagsområder. I stedet forudsættes det, at de grønlandske myndigheder og rigsmyndighederne ved aftale og andet koordineret samarbejde på de relevante sagsområder i fornødent omfang i fællesskab behandler de pågældende spørgsmål. 5. Økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten 5.1. Eksisterende økonomiske relationer Statens nuværende udgifter vedrørende Grønland kan overordnet opdeles i udgifter på: 1) Sagsområder, som varetages af de grønlandske myndigheder med statslig medfinansiering i form af bloktilskud. 2) Sagsområder vedrørende Grønland, som varetages af staten. Ad 1: En række sagsområder, som er overtaget efter 5 i hjemmestyreloven, varetages i dag af de grønlandske myndigheder med statslig medfinansiering i form af bloktilskud. Det drejer sig f.eks. om folkeskoleområdet, arbejds- og socialvæsenet, kirken, miljø, erhvervsstøtte, sundhedsvæsenet, forsyning, trafik, postbesørgelse, el, vand, varme, brandvæsen, havne, veje, boligforsyning, boligstøtte og leje af boliger samt telekommunikation. Ved ydelsen af et samlet bloktilskud til medfinansiering af disse områder har hjemmestyret med de summariske begrænsninger, der almindeligvis ligger i de enkelte bemyndigelseslove, og i overensstemmelse med tanken bag hjemmestyre, allerede i dag en betydelig frihed i prioriteringen af de samlede opgaver. Ad 2: En række sagsområder vedrørende Grønland varetages fortsat af staten, og udgifterne hertil afholdes fuldt ud af staten. Det drejer sig f.eks. om politi og retsvæsen, kriminalforsorgen, det person-, familie- 44

53 og arveretlige område, udlændingeområdet, områderne vedrørende den finansielle sektor og forsikringsvirksomhed, størstedelen af veterinærområdet, dele af området vedrørende kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer, størstedelen af søfartsområdet, det immaterialretlige område, luftfartsområdet, arbejdsmiljøområdet, havmiljøområdet samt fiskeriinspektionen. Herudover afholder staten udgifter til bl.a. den udenrigs- og sikkerhedspolitiske opgavevaretagelse. En række sagsområder er efter hjemmestyrets beslutning overtaget uden statslig medfinansiering i medfør af hjemmestyrelovens 4. Hjemmestyret har på disse områder overtaget lovgivningsansvaret og de administrative beføjelser, idet hjemmestyret samtidig har overtaget de udgifter, der er forbundet med sagsområdet (selvfinansiering). Bevillingsmyndigheden er her overgået til hjemmestyret. I tabel 1 er vist en oversigt over statens udgifter vedrørende Grønland i form af bloktilskud og andre statslige udgifter vedrørende sagsområder, der vil kunne overtages af selvstyret. Tabel 1. Statens udgifter til Grønland 2006 (bloktilskuddet og andre statslige udgifter vedrørende sagsområder, der vil kunne overtages af selvstyret) Mia. kr. Bloktilskud til Grønland, 3,1 herunder sektorprogram Udgifter til sagsområder 0,3 vedrørende Grønland, der varetages af staten, og som vil kunne overtages af selvstyret I alt 3,4 Anm.: Statens samlede udgifter består af udgifterne til bloktilskuddet samt udgifter til varetagelsen af rigsanliggender vedr. Grønland, herunder udgifter afholdt såvel i Grønland som i Danmark. Herudover afholder staten som rigsmyndighed udgifter til bl.a. den udenrigs- og sikkerhedspolitiske opgavevaretagelse. Disse udgifter er ikke med i tabellen. Kilde: Opgørelsen af udgifter til sagsområder vedrørende Grønland er udarbejdet af Finansministeriet på grundlag af materiale modtaget fra de enkelte ministerier og bygger på statens regnskaber for Opgørelsen indeholder i et vist omfang skønnede tal i forbindelse med opdelingen af de enkelte regnskabstal Statens tilskuds økonomiske betydning for Grønland Statens tilskud til Grønland har siden hjemmestyrets indførelse i 1979 haft relativt faldende betydning for den grønlandske økonomi og hermed indkomsterne i Grønland og Grønlands egen produktion har haft en tilsvarende stigende betydning. Statens tilskud, som i 1980 udgjorde knap 40 pct. af de samlede grønlandske indkomster, udgjorde i 2006 godt 22 pct. af indkomsterne. Grønland er således i perioden med hjemmestyre blevet mindre afhængig af statens tilskud og mere økonomisk selvbærende. Men bloktilskuddet og de øvrige statslige udgifter vedrørende Grønland udgør dog fortsat en væsentlig del af indkomsterne i Grønland, og bloktilskuddet svarer i dag til over halvdelen af landskassens samlede indtægter. Som det fremgår af tabel 2 udgjorde de disponible indkomster i Grønland i ,2 mia. kr. og i Danmark 1.639,8 mia. kr. Pr. indbygger var de disponible indkomster i Grønland kr. i 2006, mens det tilsvarende tal for Danmark var på kr. Tages der højde for det generelt højere grønlandske prisniveau, som anslås at ligge 13½ pct. over det danske, udgjorde de disponible indkomster pr. indbygger i 45

54 Grønland kr. i 2006 målt i danske priser. Målt i et ensartet prisniveau var indkomsterne pr. indbygger i Grønland, inkl. statens tilskud, således godt 27 pct. lavere end indkomsterne pr. indbygger i Danmark. Tabel 2. Sammenligning af disponibel bruttonationalindkomst i 2006 Disp. BNI, mia. kr. Disp. BNI, pr. indbygger, kr. Disp. BNI, pr. indbygger, købekraftskorrigeret kr. Grønland Danmark 14, ,8 249,4 301,7 219,6 301,7 Kilde: Grønlands Statistik, Danmarks Statistik og Selvstyrekommissionens egne beregninger. At statens tilskud til Grønland fortsat spiller en betydelig rolle i den grønlandske økonomi, og at der fortsat eksisterer en relativt stor indkomstforskel mellem Grønland og Danmark, har haft afgørende betydning for de overvejelser, som har ført til lovforslagets bestemmelser vedrørende økonomien De økonomiske relationer efter lovforslaget Det centrale indhold i de fremtidige økonomiske relationer Det centrale indhold i forslaget til de fremtidige økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten er, at: 1) Staten yder Grønlands Selvstyre et fast årligt tilskud på samme niveau som bloktilskuddet i 2009, dvs. på 3.439,6 mio. kr., jf. 5. 2) Sagsområder, der overtages af Grønlands Selvstyre efter denne lov, finansieres fra tidspunktet for overtagelsen af Grønlands Selvstyre, jf. 6. 3) Fremtidige indtægter fra råstofaktiviteter i den grønlandske undergrund tilfalder Grønlands Selvstyre, jf. 7, stk. 1. 4) Statens tilskud til selvstyret reduceres med halvdelen af det beløb, som indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland overstiger 75 mio. kr. i et givet kalenderår, jf. 8. Det forudsættes i den forbindelse, at hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner, skal der herefter ikke betales tilskud til selvstyret i de efterfølgende år, medmindre andet aftales mellem parterne. 5) Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner, indledes der forhandlinger mellem Naalakkersuisut og regeringen om de fremtidige økonomiske relationer mellem selvstyret og staten, jf. 10. I forhandlingerne indgår bl.a. spørgsmålet om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland og spørgsmålet om genoptagelse af statens tilskud til Grønlands Selvstyre. Ingen af parterne er forpligtet på et bestemt forhandlingsresultat. Hvis parterne ikke indgår nogen aftale om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, tilfalder indtægterne Grønlands Selvstyre, bortset fra danske offentlige myndigheders indtægter fra skatter, afgifter og ejerandele i selskaber mv., der driver råstofvirksomhed i Grønland. Hvis parterne i et tilfælde, hvor statens tilskud til selvstyret er reduceret til nul kroner, ikke aftaler nogen genoptagelse af statens tilskud, skal staten ikke betale tilskud til selvstyret i de efterfølgende år. Der henvises til pkt og bemærkningerne til

55 Herudover indeholder lovforslaget en fortsat grønlandsk adgang til at indhente rådgivning og få adgang til forskning på råstofområdet hos de relevante danske forskningsinstitutioner, jf. 9. Forslaget er en del af en samlet samarbejdsmodel, jf. pkt Statens årlige tilskud var i Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning angivet i 2007-pris- og lønniveau, dvs. til 3.202,1 mio. kr. At beløbet i lovforslaget angives til 3.439,6 mio. kr. skyldes, dels at beløbet nu er angivet i 2009 pris- og lønniveau (3.436,7 mio. kr.), dels at Grønlands hjemmestyre den 1. januar 2009 efter hjemmestyreloven med tilskud har overtaget 1) sagsområdet vedrørende de gymnasiale uddannelser i Grønland (2,7 mio. kr.) samt 2) sagsområdet vedrørende anvendelsen af tvang i psykiatrien (0,2 mio. kr.) Baggrunden for forslaget Ved udformningen af lovforslagets bestemmelser om de økonomiske relationer mellem selvstyret og staten er der søgt skabt en sammenhæng mellem rettigheder (kompetence) og pligter (økonomisk ansvar) samtidig med, at der tages hensyn til indkomstforskellene mellem Grønland og Danmark. Et centralt element har været, at indkomstniveauet pr. indbygger i Grønland (inklusive statens tilskud) ligger 25 pct. under indkomstniveauet i Danmark. Dette har været baggrunden for, at der med forslaget f.eks. ikke påbegyndes en nedtrapning af statens tilskud, men at tilskuddet fastfryses på det reale niveau fra 2009, dvs ,6 mio. kr. Selvom det er målsætningen, at Grønland på længere sigt ikke modtager tilskud fra staten, søges det tilgodeset, at forslaget ikke bidrager til at øge forskellen i den materielle levestandard mellem Grønland og Danmark henset til de allerede eksisterende indkomstforskelle. Med lovforslaget vil tilskuddet årligt blive reguleret i overensstemmelse med stigningen i det generelle pris- og lønindeks på statens finanslov for det pågældende år. Beregningen af opregningsprocenten tager udgangspunkt i et vægtet gennemsnit af den skønnede stigning i forbrugerprisindekset og det statslige lønindeks, hvor vægtningen er fastsat til 40/60. Dette svarer til den bestemmelse, der har været gældende for regulering af bloktilskuddet til Grønlands hjemmestyre siden Et andet centralt udgangspunkt for de foreslåede økonomiske relationer har været at skabe sammenhæng mellem overførelse af politisk kompetence til Grønland og ansvaret for, at man i Grønland selv finansierer de sagsområder, der overtages. Dette er kommet til udtryk ved, at Grønland selv finansierer de sagsområder, som overtages i medfør af loven. Det har her været afgørende, at beslutningen om, hvilke sagområder der overtages og hvornår, efter lovforslaget tilkommer de grønlandske myndigheder. Det er forudsat, at staten fortsat finansierer de områder, som ikke er overtaget eller ikke kan overtages af de grønlandske myndigheder. Det er endvidere forudsat, at staten løbende og frem til selvstyrets overtagelse af et sagsområde sikrer en standard i Grønland på det pågældende sagsområde, som svarer til standarden i Danmark med de særlige afvigelser, der kan begrundes i grønlandske forhold Fordelingen af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland Indtægtsfordelingen vedrørende råstofaktiviteter i Grønland er i dag fastsat i 22 i lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni Ved bestemmelsen blev den tidligere bestemmelse om indtægtsfordeling i 26 i lov nr. 844 af 21. december 1988 om ændring af lov om mineralske råstoffer i Grønland videreført uændret. I forbindelse med introduktionen af den nugældende indtægtsfordelingsaftale og indtægtsdefinition blev det i bemærkningerne til nr. 6 i L 103 af 17. november 1988 om ændring af råstofloven (som ligger bag den tidligere 26) bl.a. anført, at:»ifølge det hidtil gældende indtægtsfordelingsprincip [i lov om mineralske råstoffer i Grønland fra 1978] skal offentlige indtægter fra koncessionerede selskabers virksomhed på råstofområdet i Grønland tilgå hjemmestyret, men skal samtidig anvendes til udligning af statens årlige udgifter i form af kapitalo- 47

56 verførsel til Grønland. Indtægter udover dette niveau skal i givet fald fordeles efter nærmere aftale mellem regeringen og hjemmestyret. De foreslåede bestemmelser i 26, stk. 1 og 2, indebærer en ændring af indtægtsfordelingen mellem Danmark og Grønland, således at fordelingen af fremtidige offentlige indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland løsgøres fra de årlige kapitaloverførsler fra Danmark til Grønland. Ændringen indebærer endvidere, at samtlige indtægter, som er omfattet af ordningen, op til 500 mill. kr. pr. år fordeles med 50% til staten og 50% til Grønlands hjemmestyre uden modregning i kapitaloverførslen. Fordelingen af indtægter udover dette beløb fastsættes ved lov efter forhandling mellem regeringen og hjemmestyret, jf. stk. 4. Denne 50%-50%-fordeling vil være i overensstemmelse med de øvrige principper i råstofordningen, der formelt og reelt er baseret på et paritetsprincip og en fælles beslutningskompetence. Den er endvidere i overensstemmelse med ejerforholdet i det fælles selskab Nunaoil A/S, hvor staten og hjemmestyret ejer hver 50% af aktierne. Nunaoil A/S har til opgave at varetage fælles dansk og grønlandsk offentlig deltagelse i kulbrinte- og øvrige mineralaktiviteter i Grønland, jf. lov nr. 595 af 12. december 1984 som ændret ved lov nr. 106 af 20. marts 1987.«Udviklingen af råstofområdet i Grønland indeholder et potentielt vigtigt element i den fremtidige grønlandske erhvervsudvikling og hermed i skabelsen af indtægter, som helt eller delvist vil kunne erstatte statens tilskud og herved medvirke til at gøre Grønland mere økonomisk selvbærende. Råstofaktiviteternes positive effekter i det grønlandske samfund vil i så fald stamme dels fra den almindelige økonomiske aktivitet, herunder investeringer i opførelsen af anlæg m.v. samt ansættelsen af lokal arbejdskraft i forbindelse med anlæggenes drift etc., dels fra de indtægter, som det offentlige modtager fra de involverede selskaber. Indtægterne fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalder efter dette lovforslag Grønlands Selvstyre. Udviklingen i statens tilskud er dog i lovforslaget påvirket af størrelsen af de offentlige indtægter, som måtte blive resultatet af råstofaktiviteter. Med dette forslag reduceres statens tilskud til selvstyret således med et beløb, som svarer til halvdelen af de indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, som ligger udover 75 mio. kr. i et givet kalenderår. Fradraget på 75 mio. kr. sker ud fra et ønske om at øge incitamentet til efterforskning og herigennem fremme Grønlands økonomiske selvbærenhed. De 75 mio. kr., som fratrækkes indtægterne fra råstofaktiviteter og hermed holdes uden for reduktionen i statens tilskud, forudsættes pris- og lønreguleret med virkning fra 1. januar året efter denne lovs ikrafttrædelse. Reguleringen sker efter de samme principper, som er gældende for statens tilskud. Såfremt der på et tidspunkt sker en reduktion i de årlige råstofindtægter (udover niveauet på de første 75 mio. kr.), vil bloktilskuddet blive øget med et beløb svarende til halvdelen af reduktionen. Hvis eksempelvis der i år 1 er råstofindtægter på 275 mio. kr., reduceres statens tilskud med ( divideret med 2 =) 100 mio. kr. Selvstyret kan således år 1 indtægtsføre netto ( =) 175 mio. kr. Hvis råstofindtægterne i år 2 falder til 175 mio. kr., reduceres statens tilskud for dette år med (175 minus 75 divideret med 2 =) 50 mio. kr. Selvstyrets indtægter udgør i år 2 netto ( =) 125 mio. kr. Det betyder, at et fald i råstofindtægterne på 100 mio. kr. ( ) fra år 1 til år 2 alene slår igennem i selvstyrets indtægter (netto) med 50 mio. kr. Hvis indtægterne fra råstofaktiviteter i Grønland falder til nul kroner, vil statens tilskud være på 3.439,6 mio. kr. (2009-niveau). Udgangspunktet for en reduktion af bloktilskuddet som følge af råstofindtægter er således for hvert års vedkommende de 3.439,6 mio. kr. (2009-niveau). Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner som følge af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, bortfalder tilskuddet også for efterfølgende år, og der skal således herefter ikke betales tilskud til selvstyret, medmindre andet aftales mellem parterne, jf. i den forbindelse forslagets 10. Den nævnte ordning, hvorefter tilskuddet bortfalder også for efterfølgende år, hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre i et år reduceres til nul kroner som følge af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, 48

57 gælder, uanset om indtægterne fra råstofaktiviteter i Grønland eventuelt falder igen eller helt bortfalder i senere år. En sådan situation kunne bl.a. opstå i årene efter et år med ekstraordinære engangsindtægter f.eks. som følge af salg af ejerandele i grønlandske offentligt ejede råstofrelaterede selskaber. Bestemmelsen i 10 finder dog ikke anvendelse, hvis statens tilskud til selvstyret reduceres til nul kroner som følge af, at danske offentlige myndigheder eller selskaber m.v., der ejes af danske offentlige myndigheder, foretager salg af ejerandele i råstofselskaber omfattet af 7, stk. 2, nr. 3, eller andele i råstoftilladelser i Grønland. Den del af indtægten fra salget, der medregnes i årets indtægtsopgørelse og dermed overføres til Grønlands Selvstyre, beregnes som det beløb, der vil nedbringe statens tilskud til nul kroner. I en sådan situation vil den medregnede indtægt og reduktionen af statens tilskud til nul kroner dog ikke medføre bortfald af fremtidige tilskud, jf. bemærkningerne til Den gældende råstofordnings indtægtsdefinition Mineralske råstoffer omfatter hårde mineraler og kulbrinter. Den gældende indtægtsdefinition følger af 22, stk. 3, (tidligere 26) i råstofloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni Definitionen omfatter overordnet følgende indtægter: 1) Indtægter i henhold til konkrete tilladelser, dog bortset fra afgifter m.v., som betales til dækning af udgifter i Råstofdirektorats regi. 2) Indtægter ved enhver beskatning i Danmark og Grønland af rettighedshavere for så vidt angår den del af virksomheden, som vedrører mineralske råstoffer i Grønland. 3) Indtægter vedrørende statens og hjemmestyrets fælles deltagelse i virksomhed på råstofområdet. 4) Provenuet af udbytteskat m.v. i Danmark og Grønland vedrørende aktionærer i selskaber, som er rettighedshavere, eller i selskaber, som fuldt ud ejer sådanne selskaber direkte eller indirekte. Det fremgår af bemærkningerne til 1, nr. 6, i L 103 af 17. november 1988 om ændring af råstofloven vedrørende indtægtstyper:»den foreslåede bestemmelse i 26, stk. 3, indeholder en udtømmende opregning af de indtægtstyper, som vil skulle indgå i indtægtsfordelingen. De under 26, stk. 3, nr. 1, nævnte indtægtstyper omfatter enhver indtægt for det offentlige, som modtages med hjemmel i bestemmelserne i konkrete koncessionsforhold. Undtaget er dog afgifter m.v., som betales til råstofforvaltningen til dækning af udgifter i råstofforvaltningens regi. Som eksempel på en indtægt omfattet af nr. 1 kan nævnes den koncessionsafgift på 45%, der er fastsat i Greenex A/S udnyttelseskoncession fra 1971 vedrørende bl.a. bly og zink i Maarmorilik-området. Som et andet eksempel kan nævnes den produktionsafgift (royalty), som er fastsat i den efterforskningsog udnyttelseskoncession vedrørende kulbrinter i et område i Jameson Land i Østgrønland, som i 1984 blev meddelt til en gruppe selskaber. I henhold til Maarmorilik- og Jameson Land-koncessionerne betaler koncessionshaverne årlige afgifter m.m. til dækning af udgifter i råstofforvaltningens regi i forbindelse med miljø- og andre baggrundsundersøgelser, myndighedsbehandling (godkendelsesprocedurer, tilsyn, rapportering m.m.) samt oplysningsvirksomhed m.v. Disse indtægter indgår som hidtil ikke i indtægtsfordelingen mellem staten og hjemmestyret. De under 26, stk. 3, nr. 2, nævnte indtægtstyper omfatter indtægter ved enhver beskatning i Danmark og Grønland af selskaber, som er koncessionshavere. Dette vil først og fremmest omfatte selskabsskatter efter den til enhver tid gældende skattelovgivning i Danmark og Grønland, idet afgørende herfor er koncessionshaverens hjemsted og driftssted. Som eksempel kan nævnes, at koncessionshaverne A/S Arco Greenland og Arktisk Minekompagni A/S i tilfælde af en olieudvinding i Jameson Land vil blive beskattet i Grønland efter driftssted og i Danmark efter hjemsted. Den grønlandske skat modregnes så i den danske selskabsskat. 49

58 Derudover indgår enhver anden beskatning af selskaber, som er koncessionshavere, bl.a. den for Grønland gældende kulbrintebeskatning (den for Danmark gældende kulbrinteskattelov gælder ikke i Grønland). De under 26, stk. 3, nr. 3, nævnte indtægtstyper omfatter indtægter vedrørende statens og hjemmestyrets fælles deltagelse i virksomhed på råstofområdet. En sådan fælles deltagelse vil i givet fald blive foretaget gennem det fælles selskab Nunaoil A/S. I henhold til lovgivningen vedrørende Nunaoil A/S er statens og hjemmestyrets indtægter som aktionærer i selskabet omfattet af 26 i lov nr. 585 af 29. november 1978 om mineralske råstoffer i Grønland. Efter den foreslåede bestemmelse i 26, stk. 3, nr. 3, vil statens og hjemmestyrets indtægter som aktionærer i Nunaoil A/S fortsat blive behandlet på samme måde som andre indtægter omfattet af indtægtsfordelingen. Med den foreslåede indtægtsfordeling på 50%-50% mellem staten og hjemmestyret opnås der endvidere overensstemmelse mellem indtægtsfordelingen på den ene side og ejerforholdet i Nunaoil A/S på den anden side. De under 26, stk. 3, nr. 4, nævnte indtægtstyper omfatter provenuet af udbytteskat m.v. i Danmark og Grønland vedrørende aktionærer i selskaber, som er koncessionshavere, eller i selskaber, som fuldt ud ejer sådanne selskaber enten direkte eller indirekte, ved at der foreligger en 100%-aktiebesiddelse gennem flere led. Hovedårsagen til, at udbytteskat fortsat må indgå i indtægtsfordelingen mellem staten og hjemmestyret er, at spørgsmålet om beskatning med dansk eller grønlandsk udbytteskat afhænger af koncessionshaverens hjemsted. Om hjemstedet er i Grønland eller i Danmark er derfor af væsentlig betydning for den skattemæssige situation for en udnyttelseskoncessionshaver, og spørgsmålet vil således ved koncessionsforhandlinger være centralt for både koncessionshaver og myndighederne. Hvis udbytteskatter ikke indgik i indtægtsfordelingen, ville staten og hjemmestyret ud fra provenumæssige interesser i hvert enkelt tilfælde have diametralt modsatte interesser i spørgsmålet om hjemsted. Denne situation ville kunne virke blokerende for statens og hjemmestyrets fælles varetagelse af det offentliges interesser i forhold til koncessionshavere, som er et af de fundamentale principper i råstofordningen. Denne situation undgås, når provenuet af udbytteskat indgår i indtægtsfordelingen.«det fremgår endvidere, at:»alle andre offentlige indtægter end de i 26, stk. 3, anførte vil ikke være omfattet af indtægtsfordelingen, men vil tilfalde de respektive grønlandske og danske myndigheder. Således vil bl.a. skatteindtægter vedrørende koncessionshaveres ansatte, entreprenører og leverandører samt told og andre afgifter vedrørende virksomhedens drift ikke indgå i indtægtsfordelingen.«i aftale af 9. januar 1989 mellem Grønlands landsstyre og energiministeren vedrørende den for Grønland gældende råstofordning anføres blandt andet:»i fremtidige udnyttelseskoncessioner vedrørende mineralske råstoffer [ ] skal det søges sikret, at det offentliges indtægter vedrørende udvindingsvirksomhed kan identificeres og holdes skattemæssigt adskilt fra indtægter vedrørende anden virksomhed. Det er således nødvendigt, at der ved meddelelse af fremtidige udnyttelseskoncessioner gennem de deri fastsatte koncessionsvilkår sikres, at koncessionshaver ikke driver anden virksomhed end den af koncessionen omfattede eller anden virksomhed i øvrigt i henhold til lov om mineralske råstoffer i Grønland; at koncessionshaver ikke foretager investeringer i andre selskaber eller juridiske personer; at koncessionshaver ikke kan blive sambeskattet med andre selskaber i Grønland eller Danmark; at koncessionshavers organisationsform, herunder forhold til et moderselskab, ikke kan ændres uden råstofforvaltningens godkendelse; 50

59 at koncessionshavers hjemsted ikke kan ændres uden råstofforvaltningens godkendelse. Ved forhandlinger om en udvindingskoncession bør koncessionshavers hjemsted og organisationsform således drøftes mellem energiministeren og landsstyret med henblik på at sikre, at der ikke derved opstår utilsigtede skævheder ved indtægtsfordelingen. Samtidig bør det sikres, at der mellem råstofforvaltningen, skattedepartementet og det grønlandske skattedirektorat er enighed om, hvorledes beregningen skal foretages af de skattebeløb, som for så vidt angår denne udvinding skal indgå i indtægtsfordelingen. Med hensyn til udbytteskat skal det søges sikret, at denne indgår i indtægtsfordelingen til gavn for begge parter, og at spørgsmålet om en koncessionshavers hjemsted ikke bliver genstand for interessekonflikter mellem hjemmestyret og staten. Der er på grundlag af den i dag gældende skattelovgivning i Danmark og Grønland enighed mellem råstofforvaltningen, skattedepartementet og det grønlandske skattedirektorat om at lægge følgende principper til grund for beregningen af de udbytteskattebeløb, som skal indgå i indtægtsfordelingen: a. For koncessionerede selskaber med hjemsted i Grønland indgår indeholdte udbytteskatter fuldt ud i indtægtsfordelingen. b. For udenlandske aktionærer i koncessionerede selskaber med hjemsted i Danmark opgøres de udbytteskattebeløb, som skal indgå i indtægtsfordelingen, ved en nettoberegning, hvor nettobeløbet beregnes som indeholdte udbytteskattebeløb minus de beløb, som efter dobbeltbeskatningsoverenskomster tilbagebetales de pågældende udenlandske aktionærer, herunder eventuel skattegodtgørelse. c. For indenlandske aktionærer i koncessionerede selskaber med hjemsted i Danmark foretages beregningen af de udbytteskattebeløb, som skal indgå i indtægtsfordelingen, på grundlag af aconto beløbene korrigeret ved en nettoberegning, hvor nettobeløbet beregnes som indeholdte aconto udbytteskattebeløb behandlet som et endeligt beløb minus statens udgift til skattegodtgørelse. Såfremt provenuet i denne situation bliver af væsentligt omfang, kan der optages drøftelser herom mellem energiministeren og landsstyret. d. Når aktionæren i punkt c. er et selskab med en aktiebesiddelse på %, indeholdes der ikke udbyt- 51

60 teskat. Udbytteskat vedrørende det udbytte, som i 2. trin udbetales, indgår ikke i indtægtsfordelingen. Dette forhold, som følger af principaftalen, indebærer et provenutab for hjemmestyret i forhold til de grundlæggende målsætninger for indtægtsfordelingen. Denne situation bør derfor så vidt muligt undgås. Såfremt situationen ikke kan undgås, og provenuet i denne situation bliver af væsentligt omfang, kan der optages drøftelser herom mellem energiministeren og landsstyret. e. Når aktionæren i punkt c. er et selskab med en aktiebesiddelse på 100 %, indgår indeholdte aconto udbytteskattebeløb ved senere udbyttebetaling i det moderselskab, som direkte eller indirekte fuldt ud ejer det koncessionerede selskab, i indtægtsfordelingen, men først når sådan udbyttebetaling sker og alene for så vidt angår den del af udbyttebeløbet, som kan henføres til virksomheden i Grønland. Parterne er indstillet på at beregne de beløb vedrørende udbytteskatter og andre skatter, som skal indgå i fordelingen, jf. lovens 26, stk. 3, på en sådan måde, at utilsigtede skævheder undgås. Der vil med henblik herpå være regelmæssige drøftelser mellem råstofforvaltningen, skattedepartementet og det grønlandske skattedirektorat angående den nærmere beregning af de skattebeløb, som skal indgå i indtægtsfordelingen, samt med henblik på at imødegå eventuelle administrative problemer i forbindelse med beregningen. Med udgangspunkt i indvundne erfaringer kan der løbende optages drøftelser om eventuelle justeringer af administrationen og de anvendte beregningsmetoder vedrørende de provenuer af udbytteskat og andre skatter, som indgår i indtægtsfordelingen. I tilfælde af fremtidige ændringer af den danske og grønlandske lovgivning på skatteområdet af betydning for indtægtsfordelingen optages der mellem parterne drøftelser om, hvorvidt bestemmelserne i lovens 26, stk. 3, nr. 2 og 4, bør søges justeret.«det skal bemærkes, at der siden råstoflovens vedtagelse er foretaget ændringer i den danske udbyttebeskatningslovgivning, hvorfor aftalen og bemærkningerne til råstofloven skal fortolkes på grundlag af den dagældende skattelovgivning. Det fremgår endvidere af aftalen, at»landsstyret og regeringen vil ved eventuel indførelse af eller væsentlig ændring af skatter, told, afgifter m.m., som fortrinsvis er rettet mod eller har væsentlig effekt for aktiviteter vedrørende ikke-levende ressourcer i Grønland, forinden drøfte dette med henholdsvis regeringen og landsstyret.«52

61 Om de under 22 (tidl. 26), stk. 3, nr. 1, nævnte indtægtstyper anføres i lovforslag nr. L 61 af 4. november 1993 om ændring af råstofloven følgende:»ad 31b Lovens 8 indeholder hjemmel til at opkræve afgifter fra rettighedshavere. Disse afgifter omfatter dels formålsbestemte afgifter, der indgår til dækning af udgifter i råstofforvaltningens regi, dels afgifter af anden karakter som f.eks. produktionsafgift (royalty). Efter lovens 22, stk. 3, nr. 1, indgår de formålsbestemte afgifter ikke i indtægtsfordelingen mellem staten og hjemmestyret. Forslaget indeholder hjemmel til, at gebyrer og afgifter, som betales til dækning af udgifter i råstofforvaltningens regi, jf. lovens 22, stk. 3, nr. 1, kan fastsættes med delvis omkostningsdækning. Kun formålsbestemte afgifter er omfattet af forslaget. Gebyrer og afgifter af den nævnte karakter fastsættes med hjemmel i lovens 6, stk. 4, 7, stk. 6, og 8, stk. 1, 2. punktum, og må ses i sammenhæng med, at der i en del tilfælde ikke hos rettighedshavere opkræves refusion i henhold til lovens 25, stk. 5, af udgifter i forbindelse med myndighedsbehandling i råstofforvaltningens regi. De nævnte gebyrer og afgifter er som oftest forskellige for kulbrinter og mineraler og fastsættes som hovedregel således, at mulighederne for at tiltrække og fastholde mine- og olieselskabers investeringer i efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer m.v. i Grønland ikke forringes i væsentligt omfang. Størrelsen af de nævnte gebyrer og afgifter fastsættes således ikke primært med henblik på at tilvejebringe fuld omkostningsdækning. ( )«Tilladelse til udnyttelse af mineralske råstoffer kan som hovedregel kun meddeles til aktieselskaber. Det er dog under visse omstændigheder muligt for fysiske personer at opnå udnyttelsestilladelser i medfør af den gældende råstoflov. Bestemmelsen om indtægtsdelingen i råstofloven omfatter også indtægter fra fysiske personer, som er rettighedshavere i medfør af tilladelser til småskala udnyttelse af hårde mineraler i Grønland. Fysiske personer kan således opnå tilladelse til småskala udnyttelse af hårde mineraler i medfør af råstofloven og indenfor rammerne af de til enhver tid gældende standardvilkår. Der kan kun meddeles tilladelse til småskala udnyttelse af hårde mineraler, når aktiviteten holdes på et så beskedent niveau, at der ikke er grund til at kræve en almindelig tilladelse Definitionen af indtægter efter dette lovforslag Det generelle grundlag for den nye råstofordning er, at Grønlands Selvstyre kan overtage den fulde myndighedskompetence inden for råstofområdet i Grønland og med denne lovs ikrafttræden oppebærer indtægterne fra råstofaktiviteter i Grønland, jf. forslagets 7, stk. 1. Desuden henvises til bemærkningerne til 10 vedrørende den situation, hvor statens tilskud til selvstyret måtte blive reduceret til nul kroner. I 7, stk. 2, angives de indtægter, som er omfattet af indtægtsdefinitionen. Definitionen er i vidt omfang baseret på indtægtsdefinitionen i den gældende råstoflovs 22, stk. 3. I henhold til den gældende råstofordning er der fælles dansk-grønlandsk beslutningskompetence via Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland og med vetoret for både regeringen og landsstyret. Indtægtsdefinitionen har således måttet tilpasses på en række punkter, da definitionen fremover skal kunne fungere under en ny råstofordning, hvor selvstyret kan overtage råstofområdet. Indtægtsdefinitionen i 7, stk. 2, er baseret på den nuværende retsstilling i Grønland og Danmark og har til formål at angive de råstofindtægter, der efter stk. 1 tilfalder Grønlands Selvstyre. Disse indtægter skal endvidere danne grundlaget for, at der kan ske en reduktion af statens tilskud til selvstyret med et beløb, der svarer til halvdelen af selvstyrets indtægter fra råstofaktiviteter, som ligger ud over 75 mio. kr. årligt, jf. forslagets 8. 53

62 I det omfang lovforslagets bestemmelser fortsat svarer til råstoflovens bestemmelser, vil råstoflovens forarbejder og tilknyttede aftaler fortsat have betydning for fortolkningen og anvendelsen af forslagets 7, stk. 2. Fremtidige ændringer i grønlandsk eller dansk lovgivning eller myndighedsudøvelse på skatte-, råstofeller selskabsområdet kan få som konsekvens, at indtægtsdefinitionen ikke længere lever op til formålet. I tilfælde heraf vil indtægtsdefinitionen skulle revurderes af Naalakkersuisut og regeringen med henblik på at sikre, at indtægtsdefinitionen er i overensstemmelse med lovens intentioner. For at sikre at en sådan revurdering kan foretages på et informeret grundlag, forudsættes det, at parterne løbende giver hinanden fuld indsigt i alt relevant materiale. Andre ændringer i den grønlandske og danske lovgivning, som ikke ændrer på fordelingen af råstofindtægter, giver derimod ikke i sig selv anledning til en revurdering af indtægtsdefinitionen. Således vil f.eks. ændringer i skatteniveauet, jf. forslagets 7, stk. 2, nr. 2, ikke give anledning til en revurdering af indtægtsdefinitionen Indtægter i henhold til konkrete tilladelser Den foreslåede 7, stk. 2, nr. 1, er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i råstoflovens 22, stk. 3, nr. 1. Der foreslås således en videreførelse af definitionen af indtægter i henhold til konkrete tilladelser til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, ligesom der foreslås en videreførelse af den hidtidige undtagelse fra indtægtsopgørelsen af beløb, som betales til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi. De indtægtstyper, som omfattes af den foreslåede 7, stk. 2, nr. 1, er enhver indtægt for grønlandske myndigheder, som modtages i henhold til konkrete tilladelser til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, jf. også de oprindelige bemærkninger til denne del af indtægtsdefinitionen fra 1988 (L 103 af 17. november 1988). Indtægterne kan komme fra rettighedshavere i form af selskaber såvel som rettighedshavere i form af fysiske personer, jf. også afsnit Som et eksempel på en indtægt omfattet af nr. 1 kan nævnes en produktionsafgift (royalty), som en rettighedshaver skal betale i henhold til en tilladelse, jf. råstoflovens 8, stk. 1. Et andet eksempel er betaling til myndighederne af en andel af det økonomiske udbytte af den af tilladelsen omfattede virksomhed (overskudsroyalty), jf. råstoflovens 8, stk. 1. Råstofindtægter, som er undtaget fra indtægtsopgørelsen Visse indtægter skal ikke medregnes i opgørelsen over indtægter vedrørende råstofvirksomhed, jf. forslagets 7, stk. 2, nr. 1, 2. led. Der er tale om indtægter i form af beløb modtaget i forbindelse med konkrete tilladelser, når beløbene betales til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi. Denne foreslåede undtagelse viderefører den eksisterende ordning i råstoflovens 22, stk. 3, nr. 1. De beløb, der ikke vil indgå i indtægtsopgørelsen i medfør af dette forslag, vil være refusionsbeløb, gebyrer og afgifter m.v. til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi i forbindelse med miljø- og andre baggrundsundersøgelser, myndighedsbehandling (godkendelsesprocedurer, tilsyn, rapportering m.m.) og oplysningsvirksomhed m.v. Udgifterne hertil skal være i forbindelse med de konkrete tilladelser, som beløbene opkræves i henhold til. Dette kræves dog ikke med hensyn til udgifter til oplysningsvirksomhed. Udlæg, som grønlandske og danske myndigheder afholder ved myndighedsforanstaltninger i forbindelse med rettighedshaveres manglende opfyldelse af pligter i medfør af deres tilladelse (fx vedrørende ophørsforanstaltninger og miljøoprydning), kan ikke afholdes ved råstofindtægter, som herved undtages fra indtægtsdefinitionen. Tilsvarende vil refusionsbeløb, som grønlandske og danske myndigheder modtager fra rettighedshavere til dækning af sådanne udlæg, ikke indgå i indtægtsdefinitionen. Der kan ikke opkræves afgifter m.v. til dækning af eventuelle udgifter i Råstofdirektoratets regi til foretagelse af miljøoprydning og lignende ophørsforanstaltninger, som kan undtages fra indtægtsopgørelsen. 54

63 De gebyrer og afgifter m.v., som kan opkræves til brug for dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi, blev nærmere beskrevet i lovbemærkningerne til råstoflovens 31 b (lovforslag L 61 af 4. november 1993). Se nærmere pkt ovenfor. De nuværende satser for arealafgifter vedrørende kulbrintetilladelser er fastsat således, at arealafgifterne svarer til de dermed forbundne udgifter i Råstofdirektoratets regi. Det samme skal gælde for tilsvarende arealafgifter i fremtidige tilladelser. De ovennævnte gebyrer og afgifter m.v., der opkræves til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi, er ofte forskellige for kulbrinter og andre mineralske råstoffer. De fastsættes som hovedregel således, at mulighederne for at tiltrække og fastholde mine- og olieselskabers investeringer i efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer m.v. i Grønland ikke forringes i væsentligt omfang. Størrelsen af de nævnte gebyrer og afgifter fastsættes således ikke primært med henblik på at tilvejebringe fuld udgiftsdækning. Ved ændringen af råstofloven i 1993 blev der ved indsættelsen af 31 b skabt hjemmel i selve loven til en sådan delvis udgiftsdækning. Ophørsforanstaltninger og miljøoprydning Det følger af 18, stk. 1, i den gældende råstoflov, at det påhviler rettighedshavere at foretage ophørsforanstaltninger, herunder miljøoprydning, når deres aktiviteter ophører. Råstofdirektoratet kan fastsætte vilkår til sikring af opfyldelsen af rettighedshaverens forpligtelser efter stk. 1, herunder kræve sikkerhedsstillelse, jf. råstoflovens 18, stk. 2. Ved tilladelser til forundersøgelse eller efterforskning af hårde mineraler kan dette ske ved sædvanlig sikkerhedsstillelse herunder ved løbende indbetalinger over tilladelsesperioden, hvorved sikkerhedsstillelsen akkumuleres over tilladelsesperioden. For så vidt angår miljøoprydning efter kulbrinteaktiviteter på havet sikrer selvstyret, at der i forbindelse med de konkrete tilladelser stilles krav om betryggende forsikringer og garantier m.v. svarende til kravene vedrørende forsikringer og garantier m.v. i modeltilladelsen dateret juli 2006 for Disko Vest udbudsrunden samt de konkrete tilladelser meddelt i denne udbudsrunde. Selvstyret sikrer ligeledes, at der sker en administrativ opfølgning på disse vilkår. Efter råstoflovens 18, stk. 3, kan Råstofdirektoratet foretage ophørs- og oprydningsforanstaltninger m.v., herunder miljøoprydning, for en rettighedshavers regning og risiko, hvis denne ikke efterkommer påbud om foretagelse af sådanne foranstaltninger. Dette gælder både for kulbrintetilladelser og andre tilladelser. Fremtidige love og tilladelsesvilkår kan indeholde lignende bestemmelser om Råstofdirektoratets foretagelse af sikkerheds-, sundheds-, miljø- og ophørsforanstaltninger m.v. for rettighedshaveres regning og risiko, når disse ikke selv foretager sådanne foranstaltninger, eller om rettighedshaveres refusion af udgifter i Råstofdirektoratets regi ved foretagelse af sådanne foranstaltninger m.v. i forbindelse med konkrete tilladelser. Indtægter som følge af refusion af udgifter i Råstofdirektoratets regi i forbindelse med sådanne foranstaltninger m.v. er undtaget fra indtægtsdefinitionen i forslagets 7, stk. 2, nr. 1. Undtaget fra indtægtsdefinitionen er endvidere refusionsbeløb til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi i forbindelse med beredskabsforanstaltninger vedrørende sikkerhed, sundhed og miljø, som er direkte knyttet til rettighedshaveres råstofaktiviteter i Grønland. Dette gælder i det omfang, der er tale om aktiviteter, som udøves i medfør af udstedte tilladelser til forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer, og som rettighedshaveren ikke er forpligtet til at få leveret af Råstofdirektoratet. Såfremt en rettighedshavers beredskab ikke er tilstrækkeligt eller ikke bringes i funktion under udslip af olie eller i andre lignende tilfælde, og grønlandske eller danske myndigheder må iværksætte indsatsaktiviteter, vil refusionsbeløb, som disse myndigheder efterfølgende modtager til dækning af afholdte udgifter i forbindelse dermed, ikke være omfattet af indtægtsdefinitionen. 55

64 Skatteindtægter Lovforslagets 7, stk. 2, nr. 2 og 4, indebærer, at enhver beskatning i Grønland og Danmark af rettighedshavere og ethvert provenu af udbytteskat m.v., der vedrører råstofaktiviteter, er omfattet af den aftalte indtægtsordning. Dette svarer til indtægtsdefinitionen i den gældende råstoflov, dog med visse præciseringer. Der foreslås således en videreførelse af definitionen af indtægter ved enhver beskatning i Danmark og Grønland af rettighedshavere for så vidt angår den del af virksomheden, som vedrører mineralske råstoffer i Grønland. Der foreslås tillige en videreførelse af definitionen af provenuet af udbytteskat m.v. i Danmark og Grønland vedrørende aktionærer i selskaber, som er rettighedshavere, eller i selskaber, som fuldt ud ejer sådanne selskaber direkte eller indirekte. Det præciseres i overensstemmelse med den hidtidige praksis at beskatning af udbytte fra selskaber, der fuldt ud ejer rettighedshavere, kun omfattes, når moderselskabet kan modtage skattefrit udbytte. Det er efter de aktuelt gældende regler kun muligt i Danmark. De to definitioners konkrete udmøntning er tilpasset de gældende beskatningsregler i henholdsvis Danmark og Grønland. Ændres de gældende beskatningsregler på en sådan måde, at indtægtsdefinitionen ikke længere lever op til formålet, jf. bemærkningerne i pkt , vil indtægtsdefinitionen tilsvarende skulle revurderes. Ændringer i beskatningsreglerne, som ikke ændrer på delingen af råstofindtægter, herunder ændringer i skatteniveauet eller afskrivnings- eller fradragsregler, giver derimod ikke i sig selv anledning til en revurdering af indtægtsdefinitionen. For selskaber skal det som hidtil ved meddelelsen af udnyttelsestilladelser sikres, at indtægter vedrørende udnyttelsesvirksomhed kan identificeres og holdes skattemæssigt adskilt fra indtægter og udgifter vedrørende anden virksomhed. Dette skal selvstyret også sikre under en ny råstofordning, hvor selvstyret har overtaget råstofområdet. Det indebærer, at det i forbindelse med meddelelse eller ændring af udnyttelsestilladelser skal sikres, at rettighedshaver ikke meddeles skattefrihed som nævnt i 3, stk. 3, i landstingslov om indkomstskat, medmindre Råstofdirektoratet påviser, at tilladelsen indebærer mindst lige så byrdefulde afgifter, som fuldt ud indgår i indtægtsfordelingen, at rettighedshaver alene udfører virksomhed i medfør af tilladelsen og anden virksomhed i henhold til råstofloven, at rettighedshaver ikke foretager investeringer i andre selskaber eller juridiske personer, at rettighedshaver ikke kan blive sambeskattet med andre selskaber i Grønland eller Danmark, medmindre der er tale om tvungen sambeskatning, at rettighedshaver i indenlandske koncerner omfattes af samme kapitaliseringskrav som rettighedshaver i udenlandske koncerner, at rettighedshaver generelt handler til armslængdepriser og på armslængdevilkår, at rettighedshavers organisationsform, herunder forhold til et moderselskab, ikke kan ændres uden Råstofdirektoratets godkendelse, og at rettighedshavers hjemsted ikke kan ændres uden Råstofdirektoratets godkendelse. Grønlands Selvstyre kan fastsætte krav om, at et selskab, der meddeles tilladelse til udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, skal have hjemsted i Grønland, jf. tilsvarende råstoflovens 7, stk. 3. Udover selskaber kan også fysiske personer under visse omstændigheder og i nærmere defineret omfang meddeles udnyttelsestilladelser. Dette sker i form af tilladelser til småskala udnyttelse af hårde mineraler, jf. afsnit Til brug for beregningen af, hvilke indtægter der tilfalder Selvstyret, jf. lovens 7, stk. 2, nr. 2, og hermed skal indgå i indtægtsopgørelsen, sikrer Selvstyret, at fysiske personers indtægter og udgifter vedrørende råstofvirksomhed kan identificeres og holdes adskilt fra personens øvrige indtægter og udgifter. Med henblik på at sikre en administrativ enkel og entydig ordning og for at undgå at indtægtsopgørelsen skal påvirkes af valget af organisationsform beregnes det skattebeløb, som skal indgå i indtægtsopgørelsen, som om indtægten fra råstofvirksomhed (efter fradrag af hertil knyttede udgifter) var optjent i et aktieselskab, og overskuddet efter skat var udloddet i samme indkomstår. 56

65 Selvstyret sikrer endvidere, at (rettighedshavende) fysiske personer ikke meddeles skattefrihed som nævnt i 3, stk. 3, i landstingslov om indkomstskat, medmindre Råstofdirektoratet påviser, at tilladelsen indebærer mindst lige så byrdefulde afgifter, som fuldt ud indgår i indtægtsfordelingen. For rettighedshavende, fysiske personer, hvis årlige indtægter fra salg af hårde mineraler i forbindelse med småskalavirksomhed ikke overstiger kr., kan der i stedet for kravet til dokumenterede udgifter gives et fradrag på 60 pct. af salgsindtægterne. Fradraget er fastsat på baggrund af de grønlandske skattemyndigheders generelle erfaring vedrørende forholdet mellem indtægter og udgifter for mindre erhvervsdrivendes virksomhed indenfor primære erhverv som fiskeri og fangst. Et beløb svarende til de resterende 40 pct. indgår herefter i beregningen af det skattebeløb, som er omhandlet i lovens 7, stk. 2, nr. 2, og som dermed skal indgå i indtægtsopgørelsen. Beregningen af skattebeløbet sker også her, som om indtægten fra råstofvirksomhed var optjent i et aktieselskab, og overskuddet efter skat var udloddet i samme indkomstår. De omhandlede skattebeløb beregnes alene til brug for indtægtsopgørelsen og har ikke betydning for den enkelte rettighedshavers faktiske skattemæssige forhold. De pågældende rettighedshavere forpligtes således ikke efter bestemmelsen til at skulle betale deres indtægter fra råstofvirksomhed til Grønlands Selvstyre. Der er også for disse rettighedshavere oplysningspligt og dokumentation for alle indtægter fra råstofvirksomhed efter standardvilkårene, men kravet til dokumentation af udgifterne kan erstattes af ovennævnte fradrag til brug for indtægtsopgørelsen. Kravet til en dokumentation af udgifterne i forbindelse med småskalavirksomhed indtræder først, når indtægterne fra salget overstiger kr. årligt. 3 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 27 af 1. december 2006 om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. tilsigter at lempe regnskabskravene for fiskere, fangere og lignende mindre erhvervsdrivende. Disse personer har typisk ikke økonomisk formåen til at benytte professionel hjælp til at udarbejde regnskaberne og har samtidig vanskeligt ved at opfylde de almindelige regnskabskrav. Samme hensyn, som ligger til grund for denne bestemmelse, er vurderet at være relevante ved fastsættelse af en omsætningsgrænse for mulig anvendelse af standardfradrag i stedet for de faktiske, dokumenterede afholdte udgifter i forbindelse med fysiske personers småskalavirksomhed på råstofområdet. Der henvises i øvrigt til det samtidigt fremsatte forslag til ændring af lov om mineralske råstoffer i Grønland Indtægter fra offentlig deltagelse i virksomhed på råstofområdet i Grønland Lovforslagets 7, stk. 2, nr. 3, fastslår, at indtægtsdefinitionen omfatter indtægter fra grønlandske og danske offentlige myndigheders ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland. Indtægtsordningen omfatter indtægter vedrørende råstofvirksomhed i Grønland, som direkte eller indirekte tilfalder offentlige danske og grønlandske myndigheder som ejere, og disse myndigheders indtægter ved overdragelse af ejerandele eller lignende i selskaber m.v., der driver råstofvirksomhed i Grønland. Enhver anden organisatorisk forankring af virksomhed på råstofområdet end selskabsformen, herunder forankring direkte i den offentlige administration m.v., er endvidere omfattet. Ved virksomhed på råstofområdet forstås virksomhed i henhold til tilladelser vedrørende forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland, jf. råstoflovens 6 og 7. Indtægterne omfattet af nr. 3 medregnes ved opgørelsen af indtægter efter 7, stk. 1, i samme år, som en eventuel skat af de pågældende indkomster eller transaktioner vil skulle betales. Se dog bemærkningerne nedenfor i dette afsnit og i afsnit samt bemærkningerne til 10 om fordeling og medregning af indtægterne over flere år ved danske offentlige myndigheders salg af andele i råstofselskaber m.v. omfattet af 7, stk. 2, nr. 3, og andele i råstoftilladelser i Grønland. 57

66 Offentlige myndigheder skal forstås bredt og omfatter således alle forvaltningsmyndigheder, uanset om de hører til den statslige, regionale eller kommunale forvaltning, og om der er tale om almindelige forvaltningsmyndigheder eller særlige forvaltningsenheder m.v. Ved indtægter fra grønlandske og danske offentlige myndigheders ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland, forstås indtægter, der tilfalder disse myndigheder fra eller i virksomheder eller lignende, som deltager i forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland. Det gælder, uanset om myndigheden ejer hele eller dele af selskabet direkte eller indirekte (via hel- eller delejet selskab, herunder via ejerskab af moderselskab, datterselskab eller lignende), og uanset om selskabets deltagelse i råstofaktiviteterne sker i henhold til en tilladelse meddelt på markedsvilkår eller på andre vilkår, herunder vilkår om fuld eller begrænset (delvis) bæring af selskabet (dækning af dets udgifter) i hele eller dele af tilladelsesperioden. Indtægter fra virksomheder omfattet af 7, stk. 2, nr. 3, opgøres med baggrund i selskabets skattepligtige indkomst opgjort efter de til enhver tid gældende opgørelses- og fradragsregler m.v. i Grønland, jf. dog bemærkningerne ovenfor under pkt om revurdering af indtægtsdefinitionen i tilfælde af visse ændringer i retsstillingen i Grønland eller Danmark. Hvis der ved opgørelse af den skattepligtige indkomst er foretaget fradrag for udloddet udbytte, likvidationsprovenu eller tilbagekøb af egne aktier m.v., tillægges sådanne fradrag til den skattepligtige indkomst. Endvidere nedsættes den skattepligtige indkomst med selskabsskat og udbytteskat, som indgår i indtægterne efter 7, stk. 2, nr. 2 og 4, så det sikres, at de skatter, der er medtaget i indtægtsdefinitionen under 7, stk. 2, nr. 2 og 4, ikke medtages to gange. Desuden medregnes gevinst ved salg af danske og grønlandske offentlige myndigheders (ejer)andele eller lignende i selskaber m.v., der driver råstofvirksomhed i Grønland, med korrektion for tidligere medregnede indtægter. Gevinsten ved salg af ejerandele opgøres som: Salgsprovenu for (ejer)andelene + udloddet udbytte m.v. i ejerperioden anskaffelsessum for (ejer)andelene de indtægter i henhold til 7, stk. 2, nr. 3, som er medregnet i ejerperioden. Gevinsten opgøres således som ejerens samlede provenu, dvs. summen af salgsprovenuet og de udloddede udbytter m.v. i ejerperioden, fratrukket anskaffelsessummen (herunder anskaffelsessum betalt i forbindelse med eventuelle kapitalindskud) og fratrukket de indtægter, som allerede er medregnet i indtægtsopgørelsen i løbet af ejerperioden. For så vidt angår danske og grønlandske offentlige myndigheders (ejer)andele i eksisterende selskaber m.v., der ved lovens ikrafttræden allerede driver råstofvirksomhed i Grønland, opgøres anskaffelsessummen for disse ejerandele som den offentlige myndigheds direkte eller indirekte ejerandel af selskabets egenkapital ved lovens ikrafttræden i henhold til seneste godkendte årsrapport. Efterfølgende kapitalindskud eller erhvervelse af yderligere ejerandele indregnes i anskaffelsessummen i henhold til beregningsreglen. Bestemmelsen i 7, stk. 1, indebærer, at enhver indtægt omfattet af 7, stk. 2, nr. 3, tilfalder Grønlands Selvstyre, jf. dog bemærkningerne til 10 om den situation, hvor statens tilskud til Grønlands Selvstyre er reduceret til nul kroner. De offentligt ejede danske eller grønlandske selskaber m.v., der er omfattet af definitionen i stk. 2, nr. 3, forpligtes ikke efter bestemmelsen til at skulle betale deres indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland til Grønlands Selvstyre. 58

67 Hvis sådanne indtægter oppebæres af eller skal henføres til danske offentlige myndigheder, der direkte eller indirekte har ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland, skal et beløb svarende til de samlede årlige indtægter for de danske offentlige myndigheder overføres fra staten til Grønlands Selvstyre, jf. pkt for en beskrivelse heraf. Opgørelsen af indtægter efter 7, stk. 2, nr. 3, har betydning for en eventuel modregning i det årlige tilskud fra staten til Grønlands Selvstyre, jf. 8. Opgørelsen forudsætter som nævnt ikke en konkret overførsel af de opgjorte indtægter til selvstyret fra de pågældende helt eller delvist dansk eller grønlandsk offentligt ejede selskaber. Opgørelsen hindrer således bl.a. ikke, at overskuddet fra udnyttelse af råstoffer ved vilkårsdeltagelse, herunder vilkårsdeltagelse med bæring (omkostningsdækning), kan bibeholdes i selskabet og anvendes til f.eks. konsolidering af det pågældende selskab. Såfremt et selskabs indtægt i henhold til nr. 3 er negativ i et givet år, fremføres det selskabsskattepligtige underskud efter skattelovgivningens regler til indregning i selskabets kommende års indtægter vedrørende stk. 2, nr. 3. I sådanne tilfælde indgår indtægter fra lovforslagets 7, stk. 2, nr. 3, således med nul kr. i beregningen af de samlede indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland i det pågældende år, medmindre der er positive bidrag fra ejerandele i andre selskaber efter denne bestemmelse. Underskud i enkelte år fortabes således ikke, men vil kunne udelukke eller begrænse en reduktion i det årlige tilskud fra staten til Grønlands Selvstyre i efterfølgende år, jf. 8. Såfremt danske offentlige myndigheder eller selskaber m.v., der direkte eller indirekte ejes helt eller delvist af danske offentlige myndigheder, foretager salg af ejerandele i råstofselskaber eller andele i råstoftilladelser vedrørende Grønland, kan der forekomme en situation, hvor dette efter 10 vil medføre bortfald af statens tilskud til Grønlands Selvstyre. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis der er 6 mia. kr. i indtægter et givet år eksklusiv indtægter fra salg af danske offentlige myndigheders salg af ejerandele i råstofselskaber og andele i råstoftilladelser, men 7 mia. kr. i indtægter inklusiv indtægter fra salg af danske offentlige myndigheders ejerandele i råstofselskaber og andele i råstoftilladelser. I et sådant tilfælde vil dispositioner, som Grønlands Selvstyre ikke har nogen direkte indflydelse på, kunne medføre et bortfald af statens tilskud til selvstyret. Med henblik på at undgå en sådan situation indgår indtægter fra danske offentlige myndigheders salg af ejerandele i råstofselskaber m.v., der direkte eller indirekte ejes helt eller delvist af myndighederne, og fra salg af andele i råstoftilladelser i indtægtsdefinitionen på følgende måde, (idet 10 således ikke finder anvendelse i disse tilfælde): Hvis danske offentlige myndigheder eller selskaber m.v., der direkte eller indirekte ejes helt eller delvist af danske offentlige myndigheder, har indtægter fra salg af ejerandele i råstofselskaber eller andele i råstoftilladelser vedrørende Grønland, og medregning af salgsindtægterne det pågældende år vil medføre, at statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner, medregnes alene en del af indtægten i årets indtægtsopgørelse. Den del af indtægten, som medregnes i årets indtægtsopgørelse og dermed overføres til selvstyret, beregnes som det beløb, der vil nedbringe statens tilskud til nul kroner. Det resterende beløb bibeholdes af staten og overføres til indregning i indtægtsopgørelsen det efterfølgende år. Hvis det resterende beløb bevirker, at statens tilskud til selvstyret reduceres til nul kroner i det efterfølgende år, medregnes og overføres på tilsvarende måde kun den del af beløbet, der netop reducerer statens tilskud til selvstyret til nul kroner og så fremdeles. De medregnede indtægter og reduktionen af statens tilskud til nul kroner de pågældende år medfører ikke bortfald af fremtidige tilskud fra staten til selvstyret, jf. pkt og bemærkningerne til 10. Såfremt øvrige indtægter i et år, dvs. bortset fra indtægter fra danske offentlige myndigheders salg af andele i råstofselskaber m.v. og råstoftilladelser, reducerer statens tilskud til selvstyret til nul kroner, beholder staten et eventuelt resterende beløb fra salg af andele i råstofselskaber m.v. og råstoftilladelser, og der indledes forhandlinger i medfør af 10. Med henblik på at sikre, at det selskabsskattepligtige årsresultat giver et reelt billede af selvstyrets indtægter vedrørende råstofaktiviteter i Grønland, skal selvstyret sikre: 59

68 1) at meddelelse af tilladelser til forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer sker på gennemskuelige og lige vilkår, 2) at virksomheden alene driver råstofvirksomhed, og at sådan råstofvirksomhed alene drives i henhold til meddelte tilladelser i Grønland, jf. i øvrigt 7, stk. 2, nr. 2 og 4, samt råstoflovens 7, stk. 3, og 8, stk. 3, 3) at virksomheder som nævnt i 7, stk. 2, nr. 3, drives på et forretningsmæssigt grundlag, som indebærer, at virksomheden maksimerer indtægter og minimerer eksempelvis produktions-, leverandør- og lønomkostninger, og 4) at årsrapporten for virksomheden udarbejdes efter International Financial Reporting Standards (IFRS). Grønlands Selvstyre skal ved tildelingen af tilladelser til forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer sikre, at tildelingen ud over at ske på gennemskuelige og lige vilkår, jf. ovenfor også sker på saglige vilkår. Heri ligger bl.a., at selvstyret ikke må lægge vægt på, at selvstyret ved at tildele tilladelser til bestemte selskaber, som er helt eller delvist ejet af offentlige danske myndigheder, vil få del i de indtægter, som danske myndigheder har i kraft af ejerskab i den pågældende virksomhed, jf. de foreslåede bestemmelser i 7-8. Tildelingen af tilladelser må således indrettes på en måde, så det ikke kun er bestemte selskaber, som f.eks. DONG Grønland A/S, der kan komme i betragtning. I forbindelse med lovens ikrafttræden vil selvstyret overtage statens aktier i Nunaoil A/S og som vederlag derfor betale et beløb svarende til statens ejerandel af den bogførte egenkapital i selskabets balance pr. 31. december 2007 tillagt statens efterfølgende kapitalindskud frem til selvstyrets overtagelse af statens aktier i Nunaoil A/S. Indtægter ved salget af statens ejerandel af Nunaoil A/S til selvstyret er ikke omfattet af indtægtsdefinitionen. Et eventuelt senere helt eller delvist salg af selvstyrets ejerandel i Nunaoil A/S er som andre salg af ejerandele omfattet af indtægtsdefinitionen. Selvstyret sikrer, at staten, efter salget af sine aktier i Nunaoil A/S til selvstyret og indtil statens tilskud til selvstyret er nedbragt til nul kroner, kan udpege et medlem af Nunaoil A/S bestyrelse Opgørelse af råstofindtægter Ved opgørelse af indtægter efter stk. 2, nr. 1-4, opgøres indtægterne først adskilt for hvert af de fire punkter, hvorefter der sker en samlet opgørelse af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland. Som udgangspunkt kan hvert af de fire punkter kun indgå i den samlede indtægtsopgørelse med positive beløb. Dog kan der medtages negative beløb i det omfang, disse er en konsekvens af efterreguleringer af de enkelte punkter, som f.eks. efterregulering af skatteindtægter som følge af en efterregulering af et selskabs skatteansættelse. De opgjorte indtægter tilfalder i henhold til stk. 1 Grønlands Selvstyre. Hvis indtægter omfattet af stk. 2, nr. 2 eller 4, oppebæres af danske offentlige myndigheder, overføres et beløb svarende til indtægterne fra staten til selvstyret. Hvis indtægter omfattet af stk. 2, nr. 3, oppebæres af eller efter nr. 3 skal henføres til danske offentlige myndigheder, der direkte eller indirekte har ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland, overføres et beløb svarende til disse indtægter fra staten til selvstyret. Se dog bemærkningerne i pkt ovenfor om indtægter fra danske offentlige myndigheders salg af andele i råstofselskaber m.v. omfattet af 7, stk. 2, nr. 3, og andele i råstoftilladelser. Det forudsættes, at Naalakkersuisut senest 1. september årligt sender en opgørelse til regeringen over de indtægter fra råstofaktiviteter, som er tilfaldet de grønlandske myndigheder i det forudgående kalenderår i overensstemmelse med indtægtsdefinitionen. Opgørelsen indeholder oplysninger om: Indtægter fra konkrete tilladelser til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, dog bortset fra beløb, som betales til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi. 60

69 Indtægter ved enhver beskatning i Danmark og Grønland af rettighedshavere, for så vidt angår den del af virksomheden, som vedrører mineralske råstoffer i Grønland, dvs. både for rettighedshavere i form af selskaber og for rettighedshavere i form af fysiske personer. Indtægter fra grønlandske og danske offentlige myndigheders ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland. Indtægter fra udbytteskat m.v. i Danmark og Grønland vedrørende aktionærer i selskaber, som er rettighedshavere, eller i selskaber, som fuldt ud ejer sådanne selskaber direkte eller indirekte og skattefrit kan modtage udbytte derfra. Opgørelsen revideres af den revisor, der reviderer Landskassens regnskab. Regeringen sender tilsvarende senest 1. september årligt en opgørelse over indtægter fra råstofaktiviteter, som er tilfaldet danske myndigheder i det forudgående kalenderår i overensstemmelse med indtægtsdefinitionen. Opgørelsen revisorpåtegnes. Reguleringen af statens tilskud til Grønland som følge af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland foretages det efterfølgende år til afregning året efter (inklusive eventuelle efterreguleringer for forudgående år). Reguleringen og eventuelle efterreguleringer foretages inkl. pris- og lønregulering. Opgørelse af indtægter for et givet år indtægtsåret 1 fremsendes således senest 1. september i indtægtsåret 2, hvorefter statens tilskud til Grønland i finansåret 3 reguleres i forhold hertil (inklusive prisog lønregulering fra indtægtsåret 1). Statens faktiske tilskud til Grønland i finansåret 3 er i dette tilfælde således af praktiske årsager reguleret i forhold til indtægter vedrørende indtægtsåret 1. På tilsvarende måde overføres et beløb svarende til danske offentlige myndigheders samlede indtægter omfattet af stk. 2, nr. 2-4, vedrørende indtægtsåret 1 fra staten til selvstyret i indtægtsåret 3. Statens tilskud og indtægter, jf. indtægtsdefinitionen, skal imidlertid vedrøre samme år. Den tekniske tidsforskydelse mellem indtægter og reguleringen har som konsekvens, at der kan opstå en situation, hvor selvstyret får udbetalt mere i statsligt tilskud end berettiget, jf. 8 og 10. Hvis f.eks. indtægter vedrørende indtægtsåret 1 viser sig så høje, at de nedbringer statens tilskud til selvstyret til nul kroner, vil dette først fremgå ved opgørelsen af indtægter, som fremsendes senest 1. september i indtægtsåret 2. Hermed udbetales statsligt tilskud i indtægtsåret 2, som ikke skulle være tilgået selvstyret, jf. 8 og 10. For meget udbetalt statsligt tilskud som følge af den tekniske tidsforskydelse mellem indtægter og reguleringen af statens tilskud tilbagebetales i indtægtsåret 3 fra selvstyret til staten. Hvis statens tilskud til selvstyret reduceres til nul kroner, jf. 8, gælder for indtægter fra danske offentlige myndigheders ejerandele i og salg af selskaber mv., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland, samt fra danske skatter og afgifter, jf. 7, stk. 2, nr. 2-4, at disse indtægter tilfalder de pågældende danske myndigheder. Dette har virkning fra det år, hvor statens tilskud reduceres til nul kroner. Hvis selvstyret i det pågældende år ikke selv har råstofindtægter på 6.954,2 mio. kr. (2009-priser) eller herover, betaler staten dog selvstyret et beløb svarende til differencen mellem selvstyrets råstofindtægter og de 6.954,2 mio. kr. Danske indtægter herudover tilfalder de danske myndigheder. Se bemærkningerne til 10 om den situation, hvor statens tilskud til selvstyret måtte blive reduceret til nul kroner som følge af indtægter fra danske offentlige myndigheders salg af andele i råstofselskaber mv. omfattet af 7, stk. 2, nr. 3, og andele i råstoftilladelser. Naalakkersuisut udarbejder herudover en årlig redegørelse for hvert finansår over beløb modtaget i forbindelse med tilladelser til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi, samt hvilke udgifter disse er gået til dækning af, jf. lovforslagets 7, stk. 2, nr. 1. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om det samlede beløb, som Råstofdirektoratet har modtaget i form af gebyrer og formålsbestemte afgifter samt ved refusion, jf. 7, stk. 2, nr. 1, 2. led, modtaget dels i det sidst afsluttede finansår, dels i en periode omfattende de sidste tre finansår. Desuden skal redegørelsen indeholde oplysninger om det samlede udgiftsbeløb afholdt til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets 61

70 regi dels i det sidst afsluttede finansår, dels i en periode omfattende de sidste tre finansår. Redegørelsen skal endvidere indeholde et afsnit om, hvilke typer udgifter de undtagne afgifter og gebyrer m.v. er gået til dækning af. Redegørelsen revideres af den revisor, der reviderer Landskassens regnskab. Det forudsættes, at Naalakkersuisut og regeringen løbende giver hinanden indsigt i alt relevant materiale vedrørende opgørelsen af indtægter efter indtægtsdefinitionen, herunder dokumentation for kontrol og efterlevelse af vilkår i tilladelser til efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer med betydning for indtægtsdelingen. Det forudsættes endvidere, at selvstyret og staten loyalt samarbejder om gennemførelsen af lovens bestemmelser og principper og opfyldelsen af dens formål, og at samarbejdet sker med gensidig respekt og tillid og bygger på en positiv og uformel samarbejdsform Samarbejdet på råstofområdet Indtil selvstyret overtager råstofområdet efter bestemmelserne i dette lovforslag, er råstofområdet reguleret i hjemmestyreloven, råstofloven samt i de aftaler, som, baseret på denne lovgivning, er eller måtte blive indgået mellem landsstyret og regeringen, herunder»aftalen mellem Grønlands landsstyre og regeringen om forvaltningen vedrørende mineralske råstoffer i Grønland fra 1. juli 1998«. Råstofområdet er i dag præget af et omfattende samarbejde mellem grønlandske og danske myndigheder. Det forudses, at selvstyret umiddelbart efter en overtagelse af råstofområdet vil have behov for, at samarbejdet med danske institutioner på det administrative og det forskningsmæssige niveau kan fortsætte. Efter lovforslagets 9 indgås derfor en aftale mellem Naalakkersuisut og regeringen gældende fra umiddelbart efter, at Grønland har overtaget sagsområdet. Det forudsættes, at aftalen skal gælde for en 5- årig periode. Forud for udløbet af den første femårige aftale kan Naalakkersuisut beslutte at forny aftalen i form af en flerårig aftale, som kan fornys successivt i form af flerårige aftaler. Sådanne aftaler forudsættes at indeholde følgende elementer: Naalakkersuisut modtager mod betaling ydelser fra danske offentlige forskningsinstitutioner i form af rådgivning og anden opgavevaretagelse til brug for selvstyrets varetagelse af råstofområdet. Hensigten er, at Naalakkersuisut får adgang til sådan rådgivning mv. i samme omfang som i det hidtidige samarbejde med GEUS og DMU (fra den 1. januar 2007 en del af Aarhus Universitet). Det forudsættes, at betalingen for disse ydelser svarer til de udgifter, som GEUS og DMU hidtil har haft som følge af udførelsen af disse opgaver, dvs. en årlig betaling, som i 2004 lå på henholdsvis 3,0 mio. kr. og 2,2 mio. kr. til GEUS og DMU. Selvstyret kan herudover indgå aftale med GEUS og DMU om supplerende rådgivning mv. fra GEUS og DMU eller fra anden side. Som nævnt kan der efter udløbet af den første femårige aftale efter ønske fra Naalakkersuisut indgås efterfølgende flerårige aftaler om nævnte eller lignende ydelser. I givet fald er det tanken, at forhandlingerne indledes tolv måneder før udløbet af den indeværende aftale. Begrundelsen for den relativt lange aftaleperiode og indledningen af forhandlingerne i god tid før aftaleperiodens start er at sikre, at selvstyrets råstofmyndigheder får mulighed for at afgøre, hvorvidt man ønsker et fortsat samarbejde med de danske forskningsinstitutioner, eller om man vil købe rådgivning fra anden side, samt at forskningsinstitutionerne får mulighed for at tilrettelægge deres aktivitetsniveau over en årrække. Ved indgåelse af ovennævnte aftaler stiller regeringen forskning svarende til den hidtidige forskning fra offentlige danske forskningsinstitutioner af særlig relevans for råstofefterforskningen i Grønland vederlagsfrit til rådighed for Naalakkersuisut, så længe aftalerne kontinuerligt videreføres. Der tænkes her på de basale institutions- og forskningsopgaver, herunder videreførelse og finansiering af driften af råstofspecifikke databaser som f.eks. seismiske databaser, mineraldatabaser og databaser over følsomme naturområder, som GEUS og DMU hidtil har udført af relevans for råstofefterforskningen i Grønland. Indsat- 62

71 sen vil i den første aftaleperiode være af samme økonomiske omfang som i 2005 (pris- og lønreguleret). GEUS og DMU har oplyst, at det beløbsmæssigt drejer sig om i alt ca. 29 mio. kr. årligt. Det forudsættes endvidere, at selvstyret på sin side under en sådan aftale gennemfører råstofprojekter til markedsføring af råstofpotentialet mv. af samme økonomiske omfang som hidtil, og at selvstyret i den første aftaleperiode gennemfører disse projekter som projektsamarbejde med GEUS og DMU i et omfang, der svarer til omfanget i perioden , dvs. for en aftaleperiode som helhed svarende til knap halvdelen af projektomfanget. Staten medfinansierer i samme omfang som i ovennævnte periode disse projektaktiviteter. Samtidig med fremsættelsen af dette lovforslag vil der blive fremsat forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre, der vil tilvejebringe hjemmel til, at regeringen kan opfylde sine forpligtelser i henhold til 9. Det står selvstyret frit, om man efter den første femårige aftaleperiode ønsker at indgå nye flerårige aftaler med regeringen om træk på offentlige danske forskningsinstitutioner, ligesom dette lovforslag ikke begrænser Naalakkersuisuts muligheder for herefter at indgå lignende aftaler til anden side. De grønlandske og danske institutioners og myndigheders opgaver og udgifter i forbindelse med den nuværende råstofordning er nærmere beskrevet i bilag 3 i rapport afgivet af Arbejdsgruppen vedrørende ikke-levende ressourcer under Selvstyrekommissionen Forhandlinger mellem Naalakkersuisut og regeringen, hvis statens tilskud til selvstyret reduceres til nul kroner Hvis statens tilskud til selvstyret i et år reduceres til nul kroner, jf. 8, indledes der forhandlinger mellem Naalakkersuisut og regeringen om de fremtidige økonomiske relationer mellem selvstyret og staten, jf. bestemmelsen i 10. I forhandlingerne indgår navnlig spørgsmålet om en genoptagelse af statens tilskud til Grønlands Selvstyre, spørgsmålet om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland samt spørgsmålet om en fortsættelse af aftalen om de i 9 nævnte ydelser. I forhandlingerne kan endvidere indgå spørgsmålet om dækning af statens udgifter til sagsområder, der ikke kan overtages inden for rammerne af grundloven og rigsfællesskabet, og eventuelt andre sagsområder, som selvstyret og regeringen ønsker løst i fællesskab. Ingen af parterne er forpligtet på et bestemt forhandlingsresultat. Hvis parterne i det tilfælde, hvor statens tilskud til selvstyret er reduceret til nul kroner, ikke indgår aftale om genoptagelse af statens tilskud, skal staten ikke betale tilskud til selvstyret i de efterfølgende år. Kun hvis der indgås en aftale mellem regeringen og Naalakkersuisut herom, vil statens betaling af tilskud til Grønlands Selvstyre således blive genoptaget i den nævnte situation. Det forudsættes i den forbindelse, at en eventuel aftale om genoptagelse af statens tilskud til selvstyret vil skulle gennemføres ved lovgivning, som således vil udgøre retsgrundlaget for genoptagelsen. For så vidt angår spørgsmålet om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalder disse indtægter Grønlands Selvstyre, jf. 7, såfremt der ikke indgås aftale mellem parterne om en fordeling af indtægterne. Dette gælder dog ikke med hensyn til indtægter fra danske offentlige myndigheders ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland, samt indtægter fra skatter og afgifter i Danmark, jf. 7, stk. 2, nr Disse indtægter vil i den nævnte situation tilfalde de pågældende danske myndigheder. Endelig skal det nævnes, at eventuelle aftaler mellem Naalakkersuisut og regeringen om rådgivning og anden opgavevaretagelse til brug for selvstyrets varetagelse af råstofområdet, jf. 9, ikke vil fortsætte i den omhandlede situation, hvor statens tilskud til Grønlands Selvstyre er reduceret til nul kroner, medmindre parterne indgår aftale herom. 63

72 6. Grønlands rettigheder til råstoffer i undergrunden Efter lovforslaget kan råstofområdet overtages af Grønlands Selvstyre, jf. bilagets liste II, nr. 26). Ved Grønlands Selvstyres overtagelse af råstofområdet vil selvstyret have den lovgivende og udøvende magt på råstofområdet. Ved en grønlandsk overtagelse af råstofområdet vil det således være overladt til Grønlands Selvstyre at fastsætte de generelle rammer for virksomhed på råstofområdet og til at disponere bl.a. i form af tilladelser og bevillinger til forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse af råstoffer i undergrunden. Når råstofområdet overtages, vil Grønland herefter have ejendomsretten til at råde over og udnytte råstofferne i den grønlandske undergrund. Staten vil dog fortsat have højhedsret over Grønland. Der henvises til pkt. 5 ovenfor for så vidt angår indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland. Som det fremgår af forslagets 21, stk. 4, vil selvstændighed for Grønland imidlertid indebære, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland. Som nævnt nedenfor under pkt omfatter højhedsretten hele det grønlandske territorium (land, sø- og luftterritoriet). 7. Udenrigsanliggender 7.1. Udviklingen i Grønlands deltagelse i det internationale samkvem Lovbestemmelserne i udenrigskapitlet afspejler, at der siden hjemmestyrelovens indførelse i 1979 er sket en meget markant udvikling af hjemmestyrets deltagelse i internationalt samarbejde. Denne udvikling er sket over et meget bredt felt af aktivitetsområder. Udviklingen er beskrevet i en rapport af juli 1999 fra en dansk-grønlandsk arbejdsgruppe, den såkaldte»anorak-rapport«. For så vidt angår grønlandske redegørelser for Grønlands deltagelse i det internationale samkvem kan der henvises til Den grønlandske selvstyrekommissions betænkning, side og specielt bidraget i betænkningen side fra Arbejdsgruppen vedrørende udenrigs- og sikkerhedspolitik, der var nedsat under Den grønlandske selvstyrekommission, og til landsstyrets årlige udenrigspolitiske redegørelse til Landstinget. I maj 2003 vedtog Grønlands landsstyre og regeringen en fælles principerklæring om Grønlands inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken (Itilleq-erklæringen). Erklæringen udgjorde et element i den fælles dansk/grønlandske forhandlingsposition overfor USA i håndteringen af den amerikanske anmodning om en opgradering af Thule-radaren. Processen førte til en modernisering af aftalen med USA om forsvaret af Grønland og to fælleserklæringer om henholdsvis teknisk-økonomisk og miljømæssigt samarbejde. Itilleq-erklæringen indeholder fire bredere politiske principper for Grønlands medinddragelse i håndteringen af USA s anmodning om opgradering af Thule-radaren og andre udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Erklæringen angiver udtrykkeligt, at disse politiske principper finder anvendelse med forbehold af rigsmyndighedernes beføjelser og ansvar efter grundloven. Principperne er: I forvaltningen af udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål af betydning for Grønland er det naturligt, at Grønland medinddrages og har medindflydelse. Der er tale om ægte medinddragelse og medindflydelse med sigte på ligeværdighed mellem de to rigsdele i alle spørgsmål, hvor Danmark og Grønland i fællesskab er inddraget. Når sådanne spørgsmål af særlig interesse for Grønland måtte kræve internationale forhandlinger er det naturlige udgangspunkt, at landsstyret deltager i sådanne forhandlinger sammen med regeringen for at gøre grønlandske synspunkter og interesser gældende. Det er naturligt, at landsstyret, hvor dette er foreneligt med folkeretlig praksis, kan være medunderskrivere sammen med regeringen, når sådanne internationale forhandlinger fører til indgåelse af folkeretligt bindende aftaler på rigets vegne. Erklæringens sidste punkt fastslår, at den er uden præjudice for det forhandlingsforløb omkring Grønlands udenrigspolitiske forhold, som skal finde sted i forbindelse med Den grønlandske selvstyrekommis- 64

73 sions betænkning. Det fastslås endvidere, at fælleserklæringen forbliver i kraft, indtil dette forhandlingsforløb er afsluttet. Der er enighed i Selvstyrekommissionen om, at disse politiske principper fortsat bør være gældende med forbehold af rigsmyndighedernes beføjelser og ansvar efter grundloven. Bestemmelserne i 11 og 13 er udformet med fuld hensyntagen hertil. Statsministeren udtalte i sin åbningstale i Folketinget den 1. oktober 2002, at»..regeringen vil være indstillet på at drøfte en ordning, hvor det færøske og grønlandske landsstyre bliver bemyndiget til at handle på rigets vegne i sådanne mellemfolkelige anliggender, der alene angår Færøerne henholdsvis Grønland. En bemyndigelse af denne karakter vil ligge uden for de nuværende hjemmestyrelove, men regeringen er indstillet på at gennemføre en lovgivning, der giver det færøske og grønlandske landsstyre en sådan bemyndigelse«. Forhandlingerne mellem regeringen og landsstyrerne mundede ud i forslag om en ens ordning for Grønland og for Færøerne om landsstyrernes indgåelse af folkeretlige aftaler. Efter ønske fra landsstyrerne fremsatte regeringen to lovforslag; et vedrørende Grønland og et vedrørende Færøerne. Lovforslagene blev efter behandling af de respektive myndigheder i Grønland og på Færøerne, herunder med tilslutning fra henholdsvis Landstinget og Lagtinget vedtaget af Folketinget i juni Det kan i tilknytning hertil oplyses, at Grønlands Landsting i efteråret 2004 færdigbehandlede et beslutningsforslag om forslaget til lov om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler. Efter Landstingets færdigbehandling heraf blev forhandlingerne imidlertid genoptaget mellem Grønlands landsstyre, Færøernes landsstyre og regeringen om enkelte ændringer i fuldmagtsordningen. Efter at forhandlingerne herom var tilendebragt, behandlede og vedtog Landstinget det således ændrede lovforslag vedrørende Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler, som efterfølgende blev vedtaget af Folketinget som lov nr. 577 af 24. juni 2005 (fuldmagtsloven). Landsstyret tilkendegav i forbindelse med Landstingets behandling, at tilslutning til forslaget kunne ske uden præjudice for Selvstyrekommissionens overvejelser. Regeringen erklærede sig indforstået hermed, idet Selvstyrekommissionens arbejde ligger indenfor rammerne af grundloven og rigsfællesskabet. Lov nr. 577 af 24. juni 2005 om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler (fuldmagtsloven) trådte i kraft den 26. juni Med udgangspunkt i, at udenrigsanliggender er rigsanliggender, indebærer loven, at landsstyret får en lovbestemt fuldmagt til på rigets vegne at indgå folkeretlige aftaler med fremmede stater og internationale organisationer. Loven gælder kun for aftaler, der fuldt ud ligger inden for overtagne sagsområder, og indeholder endvidere visse begrænsninger, der følger af stats- og/eller folkeretlige forhold. Sideløbende med arbejdet med fuldmagtsloven blev en række spørgsmål af administrativ og personalepolitisk karakter drøftet mellem de grønlandske myndigheder og Udenrigsministeriet. Det drejer sig bl.a. om referenceforhold for hjemmestyrets udsendte medarbejdere samt skiltning og flagning ved danske repræsentationer i udlandet. Resultatet af disse drøftelser er udmøntet i en administrativ samarbejdsaftale af 9. maj 2005 mellem udenrigsministeren og landstyremedlemmet for udenrigsanliggender. Der har i Grønlandsk-dansk selvstyrekommission været enighed om, at udenrigskapitlet i selvstyreloven skulle bygge på denne betydningsfulde udvikling. Det har samtidig været et centralt ønske i Selvstyrekommissionen, at en regulering af udenrigspolitiske spørgsmål i selvstyreloven ikke sætter begrænsning for en smidig udvikling af samarbejdet mellem selvstyret og de danske myndigheder fremover Statsretlige forhold Regeringen har følgende bemærkninger vedrørende de statsretlige rammer for fuldmagtsordningen i 12: 65

74 Grundlovens 19, stk. 1 og 3, har følgende ordlyd:» 19. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke. Stk. 2. (..) Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.«som det fremgår af grundlovens 19, stk. 1, handler kongen (regeringen) på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Heri ligger, at enkelte dele af riget efter grundloven ikke vil kunne tillægges selvstændig kompetence i disse anliggender. Sålænge Grønland ikke er blevet selvstændig, ville det derfor forudsætte en grundlovsændring, hvis Grønland statsretligt skulle have adgang til på egne vegne at handle i mellemfolkelige anliggender. Spørgsmålet er herefter, om der forfatningsretligt set er mulighed for, at Grønland kan handle på rigets vegne i en række mellemfolkelige anliggender. Herom bemærkes følgende: Naalakkersuisut vil ved at handle på rigets vegne binde hele riget, således at dispositioner på det udenrigspolitiske område som udgangspunkt vil berøre rigets generelle udenrigspolitiske forhold. Bl.a. vil eventuelle spørgsmål om folkeretligt ansvar for manglende overholdelse af en folkeretlig aftale indgået af Naalakkersuisut inddrage de danske myndigheder. Herved adskiller udenrigspolitik sig afgørende fra tilfælde, hvor de grønlandske myndigheder har lovgivende og udøvende beføjelser, idet disse beføjelser kun giver adgang til at fastsætte regler m.v. med virkning for vedkommende rigsdel. Grundloven vil derfor være til hinder for en egentlig overladelse af beføjelser til Grønlands Selvstyre til at handle i mellemfolkelige anliggender omfattet af den nævnte bestemmelse i grundlovens 19, stk. 1. Som en konsekvens heraf må det desuden antages, at det ikke vil være muligt at overlade regeludstedende kompetence på det udenrigspolitiske område til Grønlands Selvstyre. Grundloven vil således bl.a. være til hinder for, at det overlades til Grønlands Selvstyre at lovgive om udenrigstjenestens forhold, at oprette diplomatiske missioner i udlandet eller tillade oprettelse af sådanne missioner i Grønland. Det vil imidlertid være muligt inden for grundlovens rammer at bemyndige Naalakkersuisut til at handle på rigets vegne i visse mellemfolkelige anliggender. Grundloven kan således ikke antages at være til hinder for, at Naalakkersuisut bemyndiges til at handle i mellemfolkelige anliggender, der alene angår Grønland og ikke tillige berører andre dele af riget. Det forhold, at bemyndigelsen alene vil kunne omfatte anliggender, der vedrører Grønland, må for det første indebære, at bemyndigelsen til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender skal være afgrænset til de sagsområder, hvor Grønland har fået overført den lovgivende og administrative kompetence det vil sige sagsområder, hvor Naalakkersuisut selv kan foretage de nødvendige lovændringer og administrative handlinger m.v. i forbindelse med indgåelse af internationale aftaler. For det andet indebærer det anførte, at de internationale aftaler, som Naalakkersuisut indgår på rigets vegne, i kraft af den nævnte bemyndigelse alene kan udstrækkes til territorialt at gælde for Grønland. Som nævnt vil der ikke være tale om en egentlig overladelse af beføjelser til at handle i mellemfolkelige anliggender. Regeringen vil derfor fortsat have udenrigspolitisk kompetence også i de anliggender, der omfattes af en bemyndigelse til Naalakkersuisut. 66

75 Hensynet til rigsenheden og grundlovens 19 indebærer endvidere, at Grønlands Selvstyre ved udøvelsen af udenrigspolitiske handlinger der som anført bliver folkeretligt bindende for hele riget vil være afskåret fra at handle i strid med rigets interesser, herunder rigets generelle udenrigspolitik. Naalakkersuisut vil således ikke kunne foretage udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige rigsdeles interesser herunder indgå aftaler, der strider mod generelle principper for rigets udenrigspolitik på det pågældende sagsområde. Med henblik på at sikre overensstemmelsen med rigets generelle udenrigspolitik vil det derfor være en forudsætning for en fuldmagtsordning til Naalakkersuisut til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at regeringen i fornødent omfang underrettes og konsulteres forud for dispositioner på det udenrigspolitiske område Oversigt over udenrigskapitlets indhold I hjemmestyreloven findes der bestemmelser om udenrigsforhold såvel i kapitel 2 om hjemmestyrets anliggender som i kapitel 3 om forholdet til rigsmyndighederne. Der har i Selvstyrekommissionen været enighed om, at udenrigsbestemmelserne i en ny selvstyrelov vil have en sådan betydning, at det er naturligt, at de samles i et særskilt kapitel. Kapitlet afspejler på en gang den grundlæggende statsretlige opfattelse, hvorefter rigsmyndighederne statsretligt set i sidste instans har afgørelsen i udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender og Itilleq-erklæringens politiske princip om medinddragelse og medindflydelse samt princippet om bemyndigelse til landsstyret, der bl.a. er kommet til udtryk i fuldmagtsloven. Det er denne kombination, der inden for rigsfællesskabet giver Grønland sin nuværende klare placering i det internationale samarbejde. Grønlands deltagelse i det internationale samkvem fastlægges i udenrigskapitlet i to hovedkategorier. 12 angår de tilfælde, hvor Naalakkersuisut selv kan forhandle og indgå folkeretlige aftaler uden udenrigstjenestens medvirken. Udenrigskapitlets bestemmelser herom er på visse punkter omformuleret i forhold til de tilsvarende bestemmelser i 1 og 2 i fuldmagtsloven. Der er enighed i Selvstyrekommissionen om, at de ændrede formuleringer ikke indebærer ændringer i retstilstanden på dette område. Til fuldmagtsbestemmelserne knytter sig naturligt bestemmelsen i lovens 15 om adgang for Naalakkersuisut til at sikre, at der ved rigets udenrigsrepræsentationer kan udsendes repræsentanter for Naalakkersuisut til varetagelse af grønlandske interesser inden for de fuldt ud overtagne sagsområder. Bestemmelsen svarer til den gældende retstilstand på grundlag af fuldmagtslovens 3, jf. hjemmestyrelovens 16, stk. 1. Den anden hovedkategori, som er omhandlet i 13, angår tilfælde, hvor regeringen handler på rigets vegne også med virkning for Grønland. 13 fastlægger rammer, der sikrer, at Naalakkersuisut inddrages i alle tilfælde, hvor der skal forhandles aftaler, som skal være gældende for Grønland, og som vil have særlig betydning for Grønland. Begge de to hovedkategorier i 12 og 13 angår alene forhandling og indgåelse af folkeretlige aftaler og andre bindende internationale forpligtelser. Hermed sigtes til aftaler og forpligtelser, der er retligt bindende efter de folkeretlige regler om indgåelse af traktater eller andre folkeretlige regler. De bærende principper i disse bestemmelser er dog helt generelle principper, som også må komme til udtryk i forbindelse med andre internationale kontakter og forhandlinger end dem, der sigter på indgåelse af folkeretligt bindende forpligtelser. Den indledende lovbestemmelse i 11 indeholder i stk. 1 og 2 de to nævnte hovedkategorier. Herudover indeholder stk. 1 en omtale af mulighederne for, at der kan indgås nærmere aftaler mellem regeringen og Naalakkersuisut. Sådanne aftaler kunne f.eks. fastlægge, at Naalakkersuisut kan handle konkret eller generelt i mellemfolkelige anliggender på andre områder end ved forhandling og indgåelse af folkeretlige aftaler. Stk. 2 fastlægger endvidere mere generelt, at relationerne mellem Naalakkersuisut og regeringen 67

76 på udenrigsområder inden for de i kapitlet beskrevne rammer har karakter af et samarbejde, der sigter på at varetage såvel Grønlands interesser som rigets samlede interesser. Med udgangspunkt i den statsretlige opfattelse, som er anført ovenfor under pkt. 7.2, fastslås det i 11, stk. 3, at udenrigs- og sikkerhedspolitik er rigsanliggender, og at rigsmyndighedernes ansvar og beføjelser efter grundloven bevares. Dette gælder også i relation til spørgsmål, hvor Naalakkersuisut kan forhandle og indgå aftaler uden udenrigstjenestens medvirken efter bestemmelserne i 12. I overensstemmelse med den grundlæggende statsretlige opfattelse fastslås det endvidere i 16, stk. 1, at selvstyret er undergivet de forpligtelser, der følger af rigets internationale aftaler m.v. I 16, stk. 2, fastslås, at selvstyret skal forhandle med regeringen, forinden der vedtages tiltag, som væsentligt kan påvirke rigets internationale forhold. Endelig indeholder udenrigskapitlet en bestemmelse i 14 om medlemskab af internationale organisationer. I visse tilfælde kan Grønland alene eller sammen med Færøerne blive fuldt medlem af internationale organisationer i kraft af fuldmagtsbestemmelsen i 12. Der vil i så fald være tale om medlemskab for Kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland (og evt. Færøerne). Bestemmelsen i 14 angår muligheden for at opnå medlemskab i eget navn, dvs. under betegnelsen Grønland, hvor det er foreneligt med Grønlands forfatningsmæssige status Folkeretlige aftaler, som Naalakkersuisut selv kan forhandle og indgå 12 indeholder bestemmelser, som bemyndiger Naalakkersuisut til selv at indgå visse folkeretlige aftaler uden udenrigstjenestens medvirken. Bestemmelsen bygger på 1 og 2 i fuldmagtsloven, men er nu sammenfattet i én enkelt paragraf. Fuldmagtslovens 1, stk. 5, er dog nu indeholdt i lovforslagets 11, stk. 3. De ændringer i fuldmagtsbestemmelsen, som er gennemført i forhold til fuldmagtsloven, har alene til formål at klargøre og forenkle lovbestemmelserne. De indebærer ikke nogen ændring af den retstilstand, som følger af bestemmelserne. Fuldmagtsbestemmelserne i 12 indebærer en adgang for Naalakkersuisut til selv at føre forhandlingerne, men indebærer ikke nogen pligt hertil. 12 udelukker således ikke, at Naalakkersuisut vælger, at forhandlinger føres på grundlag af regelsættet i 13 frem for efter fuldmagtsreglerne i 12. Det vil her navnlig kunne være aktuelt at anvende reglerne i 13, stk. 2, om, at Naalakkersuisut selv kan føre forhandlingerne under udenrigstjenestens medvirken, og reglen i stk. 3 om, at Naalakkersuisut i videst muligt omfang kan medundertegne folkeretlige aftaler, hvor Danmark og Grønland i fællesskab har været inddraget. 12 angår kun folkeretlige aftaler, der fuldt ud ligger inden for områder, som er overtaget af Grønlands Selvstyre. Folkeretlige aftaler, som både omfatter Grønland og Færøerne, opfylder ikke betingelserne i 12, stk. 1, idet de ikke angår spørgsmål, der alene vedrører Grønland. Da det er ønskeligt, at Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre kan forhandle og indgå sådanne aftaler efter samme principper, som er fastlagt i stk. 1, åbner bestemmelsen i stk. 2 mulighed for, at Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre i forening kan forhandle og indgå sådanne aftaler under forudsætning af, at de handler i forening. Denne bestemmelse åbner således en mulighed for fælles optræden af Grønland og Færøerne, men den indeholder ingen pligt hertil. Ønsker den ene af parterne, at sådanne forhandlinger og aftaler sker efter bestemmelserne i 13, står denne mulighed også åben. Det følger af 12, stk. 4, at visse typer af aftaler ikke er omfattet af bemyndigelsen i 12. Det fastslås derfor i bestemmelsen, at sådanne aftaler indgås efter bestemmelsen i 13. Det drejer sig om folkeretlige aftaler, der berører forsvars- og sikkerhedspolitikken, folkeretlige aftaler, der også skal gælde for Danmark, samt folkeretlige aftaler, der forhandles inden for en international organisation, som Kongeriget Danmark er medlem af. 68

77 Bestemmelsen i 11, stk. 3, klargør, at 12 ikke begrænser udenrigsministerens og de danske myndigheders udenrigspolitiske kompetence for så vidt angår Grønland. Udenrigsministeren bærer fortsat det samlede ansvar for rigets udenrigspolitik herunder overfor Folketinget og bevarer fuldt ud beføjelserne efter grundloven til at føre forhandlinger og indgå folkeretlige aftaler både for riget som helhed og for enkelte rigsdele med respekt af de gældende regler for høring og inddragelse af Naalakkersuisut. Udenrigsministeren vil også fortsat skulle forhandle og indgå aftaler, der finder anvendelse for Grønland, i en lang række tilfælde. Den i 12 indeholdte ordning på udenrigsområdet adskiller sig dermed afgørende fra, hvad der gælder for overtagelse af den lovgivende og udøvende magt. Skulle en aftale, der hører under 12, undtagelsesvist kræve indhentelse af Folketingssamtykke, fordi den indeholder forpligtelser af større betydning for riget, vil sådant samtykke ligeledes skulle indhentes af udenrigsministeren, der også vil have ansvaret for, at Det udenrigspolitiske Nævn bliver inddraget i det omfang, dette følger af grundloven og loven om Det udenrigspolitiske Nævn. Det er i de statsretlige bemærkninger ovenfor under pkt. 7.2 anført, at Naalakkersuisut ikke i medfør af bestemmelsen i 12 vil kunne foretage udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige rigsdeles interesser herunder indgå aftaler, der strider mod generelle principper for rigets udenrigspolitik på det pågældende område. Efter de statsretlige bemærkninger vil det derfor være en forudsætning for en fuldmagtsordning til Naalakkersuisut til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at regeringen i fornødent omfang underrettes og konsulteres forud for handlinger i medfør af loven. Bestemmelsen i 12, stk. 5, indebærer, at regeringen efter forhandlinger med Naalakkersuisut fastlægger de nærmere rammer for samarbejdet i henhold til bestemmelsen. Sådanne rammer er allerede fastlagt med hjemmel i fuldmagtslovens 2, stk. 2. Disse rammer vil fortsat være gældende. Udenrigsministeren må på samme måde træffe afgørelser om de konkrete spørgsmål, som måtte opstå i det løbende samarbejde, f.eks. hvorvidt en påtænkt aftale fuldt ud falder inden for overtagne sagsområder. Bestemmelsen i 12 kan ikke i sig selv sikre, at andre stater godkender den udenrigspolitiske fuldmagt, som er indeholdt i bestemmelsen. Der kan derfor efter omstændighederne fortsat blive behov for, at udenrigsministeren giver konkrete fuldmagter til medlemmerne af Naalakkersuisut, hvor dette måtte blive krævet af de(t) land(e), hvormed der skal forhandles. I 12, stk. 6, fastlægges, hvorledes aftaler, som Naalakkersuisut indgår i medfør af fuldmagtsbestemmelsen i 12, skal betegnes. Princippet fra fuldmagtsloven om, at sådanne aftaler betegnes som indgået af»kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland«, er fastholdt. Teksten er dog væsentligt ændret i forhold til den tilsvarende bestemmelse i fuldmagtsloven, idet bestemmelsen herudover indeholder alternative betegnelser, som kan anvendes i de tilfælde, hvor aftalerne ikke fremtræder som indgået mellem stater, men mellem regeringer eller forvaltningschefer. Disse alternative betegnelser har hidtil alene været fastlagt i et cirkulære fra udenrigsministeren Folkeretlige aftaler, der indgås af regeringen Lovforslagets 13 udbygger hjemmestyrelovens relativt sparsomme bestemmelser i 13 om høring forinden indgåelse af traktater med virkning for Grønland og 16, stk. 2 og 3, om deltagelse i internationale forhandlinger. Bestemmelsen i 13, stk. 1, der forpligter regeringen til at underrette Naalakkersuisut forud for forhandling om indgåelse af folkeretlige aftaler, er ny i forhold til hjemmestyreloven. Princippet om en forudgående underretning, inden internationale forhandlinger påbegyndes, har dog i praksis været fulgt i vidt omfang på grundlag af Statsministeriets vejledning om behandlingen af sager vedrørende Grønland og retningslinier for ministeriers og styrelsers forhold til Grønland. 69

78 Princippet foreslås lovfæstet for at understrege betydningen af en tidlig inddragelse af Grønlands Selvstyre. Naalakkersuisut skal efter bestemmelsen i 13, stk. 1, underrettes forud for forhandlinger om folkeretlige aftaler, der har særlig betydning for Grønland. Det er næppe muligt i en kort lovbestemmelse præcist at angive, hvorledes udtrykket»særlig betydning for Grønland«skal forstås i alle sammenhænge. Som en nydannelse indeholder 13, stk. 1, derfor en bestemmelse, der åbner mulighed for, at der inden for de enkelte ministerområder kan indgås konkrete aftaler mellem vedkommende minister og Naalakkersuisut om de nærmere samarbejdsregler inden for rammerne af 13, herunder en nærmere fastlæggelse af kriterier for, hvornår aftaler skal anses for at have særlig betydning for Grønland. Hvor Naalakkersuisut i kraft af underretningen fra rigsmyndighederne tilkendegiver synspunkter, som ønskes inddraget i forhandlingerne, vil disse synspunkter skulle indgå i forberedelserne til forhandlingerne. Bestemmelsen i 13, stk. 2, indebærer, at regeringen kan bemyndige Naalakkersuisut til at føre forhandlinger under medvirken af udenrigstjenesten. Bestemmelsen svarer til hjemmestyrelovens 16, stk. 3. I stedet for det lidt uklare begreb»specielle grønlandske sager«, som er anvendt i 16, stk. 3, omfatter 13, stk. 2, aftaler,»der alene vedrører Grønland«. Efter hjemmestyrelovens 16, stk. 3, er det en betingelse for en sådan bemyndigelse, at den ikke må være uforenelig med rigets interesser. Da der ikke er tale om en egentlig ret for Naalakkersuisut, vil rigsmyndighederne altid have mulighed for at sikre sig, at bemyndigelser ikke gives, hvor dette er uforeneligt med rigets interesser. Denne betingelse er derfor udgået af bestemmelsen. Bestemmelsen i 13, stk. 3, angår Naalakkersuisuts medundertegnelse af visse aftaler. Bestemmelsen indebærer, at hvor Danmark og Grønland i fællesskab er inddraget i forhandlinger, kan Naalakkersuisut i videst muligt omfang medundertegne den pågældende aftale. Adgangen til at medundertegne en aftale ændrer ikke ved, at aftalen for rigets vedkommende indgås af regeringen og ikke giver en egentlig vetoret for Grønland. Bestemmelsen svarer på dette punkt til Itilleqerklæringen, hvis principper gælder med forbehold af regeringens ansvar og beføjelser efter grundloven. Bestemmelsen i 13, stk. 4, om, at folkeretlige aftaler skal forelægges til høring for Naalakkersuisut, er væsentligt udvidet i forhold til hjemmestyrelovens 13, der alene foreskriver høring for visse aftaler, der kræver Folketingets samtykke. Forslaget svarer dog i det væsentlige til gældende praksis efter Statsministeriets vejledning om sager vedrørende Grønland og retningslinier for ministeriers og styrelsers forhold til Grønland. Om betydningen af udtrykket»særlig betydning for Grønland«henvises til, hvad der er anført herom oven for under 13, stk. 1. Det siger sig selv, at forelæggelsespligten ikke gælder for aftaler, som ikke skal gælde for Grønland, f.eks. aftaler der vedrører Danmarks medlemskab af EU, som Grønland står udenfor. I praksis har regeringen ikke sjældent ønsket hurtigt at ratificere givne traktater, mens Naalakkersuisut enten ikke ønskede, at traktaten skulle gælde for Grønland, eller ikke havde mulighed for at tage stilling til spørgsmålet inden for den givne tidsfrist. Regeringen har i sådanne tilfælde afgivet en erklæring i forbindelse med tiltrædelsen om, at traktaten ikke gælder for Grønland, med mindre der senere afgives en særskilt notifikation herom. Denne fremgangsmåde giver øget mulighed for at tilgodese selvstyrets ønsker om traktaters anvendelse for Grønland. I visse typer af internationale aftaler f.eks. vedrørende menneskerettigheder eller terrorismebekæmpelse er det dog ikke muligt eller ønskeligt at tage forbehold eller begrænse en aftales territoriale anvendelsesområde. Efter hjemmestyrelovens 14 kan forelæggelse ved tvingende omstændigheder ske efterfølgende, og der gælder normalt en 6 måneders frist for besvarelse af en høring, med mindre rigsmyndighederne fastsætter andet i enkelte tilfælde. Det foreslås, at disse regler moderniseres, således at bestemmelsen om ef- 70

79 terfølgende høring udgår, idet det med moderne kommunikation altid vil være muligt at gennemføre en høring, evt. med en kort frist Medlemskab af internationale organisationer i eget navn 14 svarer til bestemmelsen i fuldmagtslovens 4. Bestemmelsen i 14 angår de særlige tilfælde, hvor internationale organisationer giver mulighed for, at andre end stater og sammenslutninger af stater kan opnå medlemskab i eget navn. Det omfatter i alt væsentligt associeret medlemskab, som typisk gælder for oversøiske områder, hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat Udsendelse af repræsentanter for Naalakkersuisut til danske diplomatiske repræsentationer 15 svarer til hjemmestyrelovens 16, stk. 1, med de udvidelser og moderniseringer, der er sket ved fuldmagtslovens 3. Bestemmelsen indebærer, at Udenrigsministeriet ansætter repræsentanter for Naalakkersuisut på danske diplomatiske repræsentationer i udlandet til varetagelse af grønlandske interesser inden for fuldt ud overtagne sagsområder, hvor Naalakkersuisut fremsætter ønske herom Internationale forpligtelser mv. Bestemmelsen i 16, stk. 1, hvorefter selvstyret er bundet af de folkeretlige forpligtelser, som gælder for riget, svarer i alt væsentligt til bestemmelserne i hjemmestyrelovens 10, stk. 1 og stk. 3. De folkeretlige forpligtelser, som gælder for riget, omfatter også de forpligtelser, som selvstyret måtte have påtaget sig i medfør af fuldmagtsbestemmelserne i 12. Bestemmelsen i hjemmestyrelovens 10, stk. 3, om, at regeringen kan pålægge hjemmestyret at gennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser, er ikke medtaget i udenrigskapitlet, idet det er lagt til grund, at en sådan beføjelse tilkommer regeringen også uden en særlig hjemmel i selvstyreloven. Bestemmelsen i stk. 2, hvorefter Naalakkersuisut skal forhandle påtænkte foranstaltninger med regeringen, såfremt deres iværksættelse er af væsentlig betydning for rigets forhold til udlandet, svarer til hjemmestyrelovens 16, stk Samarbejde mellem selvstyret og rigsmyndighederne vedrørende love og administrative forskrifter 8.1. Forelæggelse efter den nuværende hjemmestyrelov Efter 12, stk. 1 og 2, i lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre skal regeringen forelægge udkast til love, der udelukkende vedrører Grønland, for de grønlandske myndigheder til udtalelse inden fremsættelsen af lovforslaget for Folketinget. Tilsvarende skal regeringen forelægge udkast til administrative forskrifter for de grønlandske myndigheder inden udstedelsen. Regeringen skal endvidere forelægge de grønlandske myndigheder love og administrative forskrifter, der har særlig betydning for Grønland, inden de pågældende retsakter sættes i kraft i Grønland. I praksis har regeringen forelagt de grønlandske myndigheder samtlige de lovforslag, der har været relevante for Grønland, så vidt muligt inden fremsættelsen for Folketinget og i hastende tilfælde snarest muligt efter fremsættelsen De foreslåede forelæggelsesregler vedrørende lovforslag og udkast til administrative forskrifter Det foreslås, at regeringens pligt til at forelægge regeringens forslag til lovgivning og administrative forskrifter for Grønlands Selvstyre skal gælde i videre omfang end efter 12 i den gældende lov om Grønlands hjemmestyre. Med de foreslåede bestemmelser lægges der op til, at regeringens forelæggelsespligt udvides til at gælde samtlige lovforslag og udkast til administrative forskrifter, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland. 71

80 Forelæggelsespligten udvides endvidere ved, at det fastsættes, at regeringen afventer Grønlands Selvstyres udtalelse, når det pågældende lovforslag eller den administrative forskrift indeholder bestemmelser, som udelukkende vedrører Grønland eller har særlig betydning for Grønland. Regeringen kan i den forbindelse fastsætte en frist for selvstyrets udtalelse. Det forudsættes, at fristen fastsættes så lang, som forholdet i det konkrete tilfælde tillader. Som udgangspunkt vil det være vedkommende danske minister, der tager stilling til, om et lovforslag eller en administrativ forskrift skal forelægges for Grønlands Selvstyre, om selvstyrets udtalelse skal afventes, og om der skal fastsættes en frist for selvstyrets udtalelse. Dette hænger naturligt sammen med, at det er vedkommende danske minister, der står for udarbejdelsen af den pågældende forskrift. Ved tvivl herom vil spørgsmålet kunne drøftes med vedkommende grønlandske myndighed. Regeringens forelæggelsespligt giver selvstyret mulighed for at øve indflydelse i forbindelse med den danske lovgivningsproces, bl.a. således, at selvstyrets udtalelser vil kunne føre til ændringer i et lovforslag. Baggrunden for udvidelsen af forelæggelsespligten er et ønske om at styrke Grønlands Selvstyres indflydelse. Forelæggelsespligten gælder alene inden for de sagsområder, som selvstyret ikke vælger at overtage, og de sagsområder, som ikke kan overtages. I takt med, at Grønlands Selvstyre overtager flere sagsområder, vil forelæggelsesreglerne få mindre betydning. Forelæggelsesreglerne tager navnlig sigte på at regulere situationen ved behandlingen af»almindelige«lovforslag og administrative forskrifter. Ved lovforslag af mere principiel betydning eller rækkevidde for Grønland, f.eks. ved gennemførelse af større reformer om grønlandske forhold, vil selvstyret i overensstemmelse med sædvanlig praksis blive inddraget på et tidligere tidspunkt, eventuelt ved et forudgående udvalgsarbejde med deltagelse af repræsentanter fra Grønlands Selvstyre Nærmere om forelæggelsesreglerne i forhold til lovforslag Der er i dag følgende muligheder i danske love med hensyn til deres geografiske anvendelsesområde: 1) loven gælder for Grønland, 2) loven gælder ikke for Grønland, men kan ved kgl. anordning helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger, og 3) loven gælder ikke for Grønland. Nedenfor omtales de foreslåede forelæggelsesregler nærmere i forhold til de nævnte kategorier af love. 1) Loven gælder for Grønland Hvis der er behov for en ens retstilstand i riget, bør loven, foruden at gælde for Danmark og Færøerne, gælde umiddelbart for Grønland. Eksempler herpå er lov om dansk indfødsret, tronfølgeloven, lov om Danmarks Nationalbank, møntloven og lov om udenrigstjenesten. På andre (få) områder er retstilstanden ens mellem Danmark og Grønland, uden at der som i de ovenfor nævnte eksempler foreligger noget egentligt behov for det. Også på sådanne områder vil loven gælde umiddelbart for Grønland. Dette gælder f.eks. lov om realkreditlån og realkreditobligationer. Også en række ændringer af luftfartsloven gælder efter luftfartslovens ikraftsættelse for Grønland ved kongelig anordning umiddelbart for Grønland. Endvidere gælder en række af bestemmelserne i lov om økonomisk støtte til politiske partier umiddelbart for Grønland. Efter forslagets 17, stk. 1, skal regeringens lovforslag, som umiddelbart skal gælde for Grønland (»omfatter Grønland«), forelægges for Grønlands Selvstyre til udtalelse inden fremsættelsen for Folketinget. Regeringen skal afvente selvstyrets svar inden fremsættelsen for Folketinget af disse lovforslag, hvis lovforslaget indeholder bestemmelser, der udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland. 72

81 I de tilfælde, hvor et lovforslag ikke indeholder bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland, kan regeringen fremsætte lovforslaget, selvom selvstyret udtalelse ikke foreligger. En anden kategori af love, der gælder umiddelbart for Grønland, er særlige love for Grønland. Særlige love for Grønland anvendes typisk, hvor der er væsentlige eller principielle forskelle i retstilstanden i Grønland og Danmark. Eksempler på særlige love for Grønland er retsplejeloven for Grønland, kriminalloven for Grønland, færdselsloven for Grønland, våbenloven for Grønland, lov om folketingsvalg i Grønland, lovgivningen om statens tjenestemænd i Grønland, arveloven for Grønland, lov om arbejdsmiljø i Grønland og lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre. Også disse lovforslag skal efter forslagets 17, stk. 1, forelægges for Grønlands Selvstyre til udtalelse, inden fremsættelsen for Folketinget. Da disse love udelukkende gælder for Grønland, skal regeringen afvente selvstyrets udtalelse, inden fremsættelsen for Folketinget, jf. forslagets 17, stk. 2. I medfør af forslagets 17, stk. 3, kan regeringen fastsætte en frist for selvstyrets afgivelse af udtalelser efter stk. 2. Det forudsættes, at fristen fastsættes så lang, som forholdet i det konkrete tilfælde tillader. 2) Loven gælder ikke for Grønland, men kan ved kgl. anordning helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger Hvis en lov skal gælde for Grønland med (mindre omfattende) afvigelser i forhold til Danmark, kan der medtages en bestemmelse om, at loven kan sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning helt eller delvist med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Formuleringen»de særlige grønlandske forhold tilsiger«viser, at de afvigelser, der kan foretages, skal være begrundet i forhold i Grønland, der adskiller sig fra forholdene i den øvrige del af riget. Der er enighed i Selvstyrekommissionen om, at formuleringen»de grønlandske forhold tilsiger«bør benyttes fremover i stedet for formuleringen»de særlige grønlandske forhold tilsiger«. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring i betydningen af udtrykket. På langt de fleste områder under dansk lovgivningskompetence anvendes anordningsmuligheden, da dette er en fleksibel og hurtig måde at gennemføre lovgivning med de nødvendige tilpasninger i Grønland. Anordningsmuligheden anvendes bl.a. på følgende områder: det finansielle og selskabsretlige område (f.eks. lov vedrørende finansiel virksomhed, aktie- og anpartsselskabslovgivningen, hvidvasklovgivningen, lov om indskydergarantifonden, lov om værdipapirhandel, årsregnskabslov), veterinærvæsen, fødevareområdet, det immaterielretlige område (lovgivningen vedrørende industriel beskyttelse, patent-, varemærke-, mønster- og ophavsrettigheder), arbejdsskadeforsikringsområdet, aftaleretten, offentlighedslov og forvaltningslov for statens institutioner i Grønland, folkeregistrering, udlændingeområdet, søfartsområdet, lovgivningen på person- og familieretsområdet samt området vedrørende fonde. Efter forslagets 17, stk. 1, skal regeringens lovforslag, som indeholder en bestemmelse om, at de»vil kunne sættes i kraft for Grønland«, forelægges for Grønlands Selvstyre til udtalelse, inden fremsættelsen for Folketinget. Regeringen afventer selvstyrets svar inden fremsættelsen for Folketinget af lovforslag, der ved kgl. anordning kan sættes i kraft for Grønland, hvis lovforslaget helt undtagelsesvist skulle indeholde bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland. I de sædvanlige tilfælde, hvor et lovforslag ikke indeholder bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland, kan regeringen fremsætte lovforslaget, selvom selvstyret udtalelse ikke foreligger. Den høring, der iværksættes for lovforslag, som ikke indeholder bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland, har karakter af en mere teknisk præget høring, hvorunder der vil være mulighed for, at selvstyret kan fremsætte bemærkninger til forhold vedrørende 73

82 Grønland, som der bør tages hensyn til i loven, herunder særligt udformningen af anordningsbestemmelsen. Det bemærkes, at der ud over den høring, der iværksættes forud for lovforslagets fremsættelse for Folketinget, efterfølgende vil ske konkret forelæggelse for selvstyret af udkast til kongelig anordning, der sætter den pågældende lov i kraft for Grønland. En sådan kongelig anordning er en administrativ forskrift, og forelæggelsen af denne for selvstyret vil ske i medfør af forslagets 18, jf. nedenfor. I disse tilfælde vil udstedelsen af forskriften skulle afvente selvstyrets udtalelse, jf. nedenfor. Det bemærkes endvidere, at hvis selvstyret i forbindelse med udarbejdelsen af udkastet til kongelig anordning skulle have ønsker til lovens indhold, som ikke vil kunne imødekommes inden for lovens rammer, kan man undlade at udnytte lovens mulighed for ikraftsættelse ved kongelig anordning. Der vil i stedet kunne søges gennemført en særlig lov for Grønland på det pågældende område. Denne mulighed ændres der ikke på med lovforslaget. I medfør af forslagets 17, stk. 3, kan regeringen fastsætte en frist for selvstyrets afgivelse af udtalelser efter stk. 2. Det forudsættes, at fristen fastsættes så lang, som forholdet i det konkrete tilfælde tillader. 3) Loven gælder ikke for Grønland Hvis en lov ikke gælder for og heller ikke vil kunne sættes i kraft for Grønland, kan der være tale om lovgivning på et område, der hører under selvstyrets kompetence, f.eks. skatteområdet. Der kan imidlertid også være tale om lovgivning på et område, hvor rigsmyndighederne har lovgivningskompetencen, men hvor der findes en særlig lov for Grønland. Den danske færdselslov indeholder således en bestemmelse om, at loven ikke gælder for Grønland, da området er reguleret i den særlige færdselslov for Grønland, jf. under pkt. 1. Det forudsættes i forslagets 17, stk. 1, at alene love, der gælder for eller vil kunne sættes i kraft for Grønland, skal forelægges for Grønlands Selvstyre til udtalelse Nærmere om forelæggelsesreglerne i forhold til administrative forskrifter Bestemmelsen i forslagets 18, stk. 1, omhandler høring af Grønlands Selvstyre vedrørende administrative forskrifter, herunder bekendtgørelser og kongelige anordninger, der sætter love i kraft for Grønland. Der er parallelitet mellem bestemmelsen i forslagets 17, stk. 1, og bestemmelsen i forslagets 18, stk. 1. Er der således tale om en lov, der gælder umiddelbart for Grønland, vil der som altovervejende hovedregel også være behov for, at de administrative forskrifter, der udstedes i medfør af loven, gælder umiddelbart for Grønland. Dette er f.eks. tilfældet i relation til indfødsretsloven (der gælder for Grønland), idet bekendtgørelse nr. 576 af 22. november 1978 om erhvervelse af dansk indfødsret ved erklæring også gælder umiddelbart for Grønland. Efter forslagets 18, stk. 1, skal de udkast til administrative forskrifter, som skal gælde for Grønland (»omfatter Grønland«), eller som»vil kunne sættes i kraft for Grønland«, forelægges for Grønlands Selvstyre til udtalelse, inden udstedelsen. Materialet forelægges i videst muligt omfang på grønlandsk og på dansk. Udstedelsen afventer selvstyrets svar vedrørende disse forskrifter, hvis disse indeholder bestemmelser, der udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland. Kongelige anordninger, der sætter love i kraft for Grønland, er administrative forskrifter, som i sagens natur»indeholder bestemmelser, der udelukkende vedrører Grønland«. Udstedelse af kongelige anordninger skal derfor efter 18, stk. 2, afvente selvstyrets udtalelse. I medfør af forslagets 18, stk. 3, kan regeringen fastsætte en frist for selvstyrets afgivelse af udtalelser efter stk. 2. Det forudsættes, at fristen fastsættes så lang, som forholdet i det konkrete tilfælde tillader. 74

83 8.5. Tvingende omstændigheder Der er med den foreslåede ordning tale om en væsentlig udvidelse af regeringens forelæggelsespligt. Der kan på den baggrund opstå tvingende omstændigheder, hvor forelæggelse af regeringens lovforslag for Grønlands Selvstyre til udtalelse forinden fremsættelsen for Folketinget, ikke er mulig. I forbindelse med sådanne tvingende omstændigheder bygger lovforslaget på den forudsætning, at der kan undtages fra forelæggelsespligten i 17, stk. 1. Regeringen kan i sådanne tilfælde fremsætte lovforslaget uden forudgående høring af Grønlands Selvstyre. Lovforslaget fremsendes i sådanne tilfælde snarest muligt til selvstyret, der dermed så vidt muligt får mulighed for at afgive en udtalelse, inden lovforslaget vedtages i Folketinget. På tilsvarende vis kan det i forbindelse med tvingende omstændigheder være nødvendigt at undtage administrative forskrifter fra forelæggelsespligten i 18, stk. 1. For så vidt angår beslutningen om at fravige forelæggelsespligten under tvingende omstændigheder, må regeringen i de situationer, hvor spørgsmålet måtte opstå, vurdere, om fravigelsen er nødvendig. Det forudsættes i den forbindelse, at regeringen i sådanne tilfælde i muligt omfang rådfører sig med selvstyret. Under alle omstændigheder forudsættes det, at en fravigelse fra forelæggelsespligten kun sker i helt særlige tilfælde. 9. Tvistløsning Den nuværende hjemmestyrelov indeholder i 18 en bestemmelse om løsning af tvivlsspørgsmål mellem den danske regering og det grønlandske hjemmestyre om hjemmestyrets kompetence i forhold til rigsmyndighederne. Bestemmelsen har aldrig været anvendt. Bestemmelsen foreslås imidlertid medtaget, idet det findes hensigtsmæssigt, at der allerede på forhånd er taget stilling til behandlingen af kompetencetvister, hvis de skulle opstå. Det må forventes ligesom hidtil, at tvivlsspørgsmål kan løses indbyrdes gennem drøftelser mellem rigsmyndighederne og Grønlands Selvstyre, og bestemmelsen tænkes alene anvendt i den ekstraordinære situation, at drøftelser mellem Grønlands Selvstyre og rigsmyndighederne ikke måtte føre til en løsning. I forhold til den nuværende hjemmestyrelovs 18 foreslås det at præcisere, at både Naalakkersuisut og den danske regering kan indbringe et spørgsmål for tvistbilæggelsesnævnet, ligesom adgangen til at suspendere den vedtagelse eller beslutning, der indbringes for nævnet, overlades til nævnet. 10. Grønlands selvstændighed Adgangen til selvstændighed Som det fremgår af kommissoriet for selvstyrekommissionen, er der mellem regeringen og Grønlands landsstyre enighed om, at det tilkommer det grønlandske folk at afgøre, hvorvidt Grønland ønsker selvstændighed. Det fremgår endvidere af selvstyrekommissionens kommissorium, at grønlandsk selvstændighed i givet fald skal gennemføres ved indgåelse af en aftale herom efter reglerne i grundlovens 19. Endelig fremgår det af kommissoriet, at kommissionens forslag til en nyordning skal indeholde en bestemmelse om Grønlands adgang til selvstændighed. Ved bestemmelsen i 21 foreslås det, at de omtalte principper lovfæstes i en særlig bestemmelse i selvstyreloven. Bestemmelsen i 21 afspejler den enighed, der er mellem regeringen og de grønlandske myndigheder om Grønlands adgang til selvstændighed og bekræfter de erklæringer, som regeringen ved flere lejligheder har fremsat herom. Regeringen har således bl.a. ved statsministerens redegørelser i forbindelse med åbningsdebatterne i Folketinget henholdsvis den 1. oktober 2002 og den 7. oktober 2003 tilkendegivet, at 75

84 det er op til det grønlandske folk selv at beslutte Grønlands fremtid og tilknytningsforhold til Danmark. Bestemmelsen bygger således på regeringens tidligere tilkendegivelser om Grønlands selvstændighed, og det grønlandske folk har ikke med bestemmelsen givet afkald på rettigheder i medfør af folkeretten. Det fremgår på den baggrund af bestemmelsen i 21, stk. 1, at beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk. Det står Grønlands Selvstyre frit for at indlede en forfatningsforberedende proces. Grønland vil således inden for selvstyrelovens ordning kunne foretage ensidige forberedelser hen imod selvstændighed. I Grønlands overvejelser om selvstændighed kan bl.a. indgå overvejelser om en ordning i form af en fri sammenslutning (»free association«) med Danmark. Som nævnt ovenfor har regeringen tidligere tilkendegivet, at det er op til det grønlandske folk selv at beslutte Grønlands fremtid og tilknytningsforhold til Danmark Gennemførelse af selvstændighed Som nævnt er det i 21, stk. 1, fastslået, at beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk. Det bestemmes i 21, stk. 2, at der indledes forhandlinger med henblik på selvstændighed for Grønland, såfremt det grønlandske folk beslutter sig herfor. Træffes en sådan beslutning må Grønlands Selvstyre rette henvendelse til den danske regering med henblik på at igangsætte sådanne forhandlinger. Med bestemmelsen i 21, stk. 2, fastslås en egentlig ret for Grønland til forhandlinger med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland. Der er ikke med bestemmelsen i 21 taget stilling til den situation, hvor forhandlingerne mod forventning ikke måtte munde ud i en aftale om gennemførelse af selvstændighed. Bestemmelsen pålægger regeringen at indlede forhandlinger med henblik på faktisk opnåelse af en aftale. Henset hertil skal forhandlingerne føres på en meningsfuld måde, idet parterne må bestræbe sig på gensidigt at imødekomme hinanden. Der vil i aftalen mellem Grønlands landsstyre og regeringen skulle træffes bestemmelse om en række spørgsmål, som må afklares i forbindelse med grønlandsk selvstændighed. Det drejer sig bl.a. om statsborgerforhold for personer, som bliver berørt af Grønlands selvstændighed, jf. herved artikel 10 i FN s konvention af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed og artikel 19 i Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret. Det drejer sig endvidere om stillingtagen til, hvorvidt de aftaler om f.eks. dobbeltbeskatning og visse sociale spørgsmål, som er indgået mellem regeringen og Grønlands landsstyre, fortsat skal gælde mellem Danmark og Grønland som selvstændig stat. Herudover vil der i den nævnte aftale kunne indgå bestemmelser f.eks. om økonomisk støtte og om danske myndigheders eventuelle administrative bistand til de grønlandske myndigheder. Det fremgår af 21, stk. 3, at en aftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering skal indgås med samtykke fra Inatsisartut og godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Det forudsættes, at samtykket skal indhentes og folkeafstemningen afholdes efter, at der foreligger et forhandlingsresultat mellem Naalakkersuisut og regeringen. Forudsætningen om en folkeafstemning om grønlandsk selvstændighed rejser en række spørgsmål om, på hvilken måde folkeafstemningen nærmere skal gennemføres. Disse spørgsmål skal afgøres af Grønlands Selvstyre, idet det forudsættes, at man tager udgangspunkt i principperne i gældende valgretsregler ved valg til Inatsisartut. Folkeafstemningens resultat skal være udtryk for et klart ønske om selvstændighed, således at der ikke opstår tvivl herom internationalt. 76

85 Det følger endvidere af den foreslåede 21, stk. 3, at en aftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering om selvstændighed for Grønland indgås med samtykke fra Folketinget. Folketingets samtykke vil i givet fald skulle meddeles i henhold til grundlovens 19. Den foreslåede bestemmelse bygger således på, at Grønland kan udtræde af riget, og at Grønlands udtræden af riget ikke vil kræve en ændring af grundloven. Meget forenklet bygger lovforslaget således på, at en proces vedrørende grønlandsk selvstændighed i givet fald forløber i følgende rækkefølge: Grønlandsk beslutning om selvstændighed Grønlandsk henvendelse til den danske regering med henblik på gennemførelse af forhandlinger Gennemførelse af forhandlinger Opnåelse af forhandlingsresultat Samtykke fra Inatsisartut Folkeafstemning i Grønland Samtykke fra Folketinget Det er i 21, stk. 4, udtrykkeligt fastsat, at selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland. Højhedsretten nævnt i stk. 4 omfatter hele det grønlandske territorium (land-, sø- og luftterritoriet). 11. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v. Ved grønlandsk overtagelse i dag af samtlige sagsområder omfattet af lovforslaget skønnes de økonomiske driftsbesparelser for staten at ville udgøre godt 300 mio. kr. årligt. Værdien af den danske stats reale aktiver i Grønland, som er direkte tilknyttet disse sagsområder, er skønnet til at udgøre 110 mio. kr., jf. bilag 3 til lovforslaget. Forslaget indebærer, at disse værdier uden videre og vederlagsfrit overtages af Grønlands Selvstyre i forbindelse med det enkelte sagsområdes overtagelse. Værdien af den danske stats reale aktiver i Grønland, der ikke direkte er tilknyttet sagsområder (tjenesteboliger mv.), skønnes at udgøre godt 50 mio. kr., jf. bilag 4 til lovforslaget. Disse reale aktiver overgår ikke til de grønlandske myndigheder i forbindelse med overtagelsen af de enkelte sagsområder. Regeringen vil i forbindelse med de grønlandske myndigheders overtagelse af de enkelte sagsområder, hvor disse reale aktiver realiseres, søge provenuet tillagt Kulturfonden Danmark-Grønland. Salget af disse reale aktiver og provenuernes indskud i Kulturfonden Danmark-Grønland vil blive forelagt Folketingets Finansudvalg efter reglerne i Finansministeriets budgetvejledning. Opgjort på de væsentligste udgiftsområder på den danske finanslov skønnes grønlandsk overtagelse på nuværende tidspunkt at ville indebære: Mio. kr. (2006-priser) Årlig driftsbesparelse Værdien af reale aktiver direkte tilknyttet sagsområder Værdien af reale aktiver ikke direkte tilknyttet sagsområder Politi og anklagemyndighed 131,8 37,7 16,6 mv. Retsplejen mv. 40,5 20,4 9,4 Kriminalforsorgen 42,9 31,0 1,5 Familieretten 3,8-17,5 Finansiel regulering og tilsyn 0,

86 Selskabslovgivning 0,3 - - mv. Dele af søfartsområdet 2,0 1,1 1,5 Farvandsvæsenet mv. 0,2 8,6 - Kortlægning 4,1 - - Havmiljø 2,0 - - Arbejdsmiljøområdet 5,3-1,7 Arbejdsskadesikringen 8,9 - - Dele af råstofområdet 10,8-1,7 Luftfartsområdet 21,0 4,5 - Meteorologi 25,0 6,7 0,7 Fødevare- og veterinærområdet 4,4 - - Øvrige 0,5 - - I alt 304,3 110,0 50,6 Udover ovennævnte udgiftsområder varetager Grønlands Kommando fiskeriinspektion i Grønland. Forsvarsministeriet har oplyst, at forsvaret gennemfører fiskeriinspektion i forbindelse med forsvarets tilstedeværelse i Grønland og integreret med løsningen af forsvarets øvrige opgaver i området. Denne opgave kan overtages af de grønlandske myndigheder inden for rammerne af dette lovforslag. På grund af overvågnings- og suverænitetshåndhævelsesopgaven vurderer Forsvarsministeriet dog, at det ikke vil reducere forsvarets tilstedeværelse i Grønland, ligesom der ikke vil være nogen økonomisk gevinst for forsvaret, såfremt opgaven overføres. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at de grønlandske myndigheder aktuelt ikke råder over en organisation eller enheder, der kan løse opgaven, hvorved der kan være væsentlige udgifter forbundet hermed. Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser for borgerne. Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser. Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter. 12. Sammenfattende skema Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner Positive konsekvenser/ mindre udgifter Driftsbesparelser for staten ved grønlandske overtagelser af alle sagsområder, som lovforslaget giver mulighed for, skønnes at være på i alt ca. 300 mio. kr. årligt. Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser for kommuner eller regioner. Negative konsekvenser/ merudgifter Værdien af den danske stats reale aktiver i Grønland, som er direkte tilknyttet de sagsområder, der efter lovforslaget kan overtages af de grønlandske myndigheder, er vurderet til at udgøre 110 mio. kr. 78

87 Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet Administrative konsekvenser for erhvervslivet Administrative konsekvenser for borgere Miljømæssige konsekvenser Forholdet til EU-retten 13. Hørte myndigheder mv. Grønlands Hjemmestyre Færøernes landsstyre Højesteret Grønlands overtagelse af et sagsområde vil betyde, at bl.a. det administrative ansvar på det pågældende sagsområde overgår fra vedkommende danske myndighed til de pågældende grønlandske myndigheder. Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for kommuner eller regioner. Ingen Ingen Ingen Ingen Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret Domstolsstyrelsen Ingen Ingen Ingen Ingen Ingen Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til præamblen Lovforslagets præambel henviser til det folkeretlige princip om folkenes ret til selvbestemmelse, hvilket i forholdet mellem Danmark og Grønland bl.a. indebærer, at det er det grønlandske folk, som træffer beslutning om Grønlands selvstændighed. Det fastslås samtidig, at en sådan proces hen imod selvstændighed må være baseret på et ligeværdigt partnerskab mellem Danmark og Grønland. Præamblen slår fast, at loven bygger på et ønske om at fremme ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland, og at loven i overensstemmelse hermed bygger på en overenskomst mellem Naalakkersuisut og den danske regering som ligeværdige parter. Præamblen udgør en integreret del af loven og er styrende for fortolkningen af de enkelte bestemmelser. Til 1 Den foreslåede bestemmelse i 1 omhandler den grundlæggende kompetencefordeling i Grønland. I 1. pkt. bestemmes det, at Grønlands Selvstyre har den lovgivende og udøvende magt inden for overtagne sagsområder. Det fastslås hermed, at retsvirkningerne af, at selvstyret overtager et sagsområde efter 79

88 de nærmere regler herom i 2-4, er, at selvstyrets myndigheder har den lovgivende og administrative magt inden for det pågældende sagsområde. Grønlands Selvstyre vil i medfør af den foreslåede bestemmelse i 3, stk. 2, kunne beslutte at overtage sagsområdet retsplejen, og selvstyret vil efter en sådan overtagelse kunne oprette domstole. Domstole, der oprettes af Grønlands Selvstyre, vil være domstole i grundlovens forstand, og i overensstemmelse hermed er det i 2. pkt. præciseret, at sådanne domstole har den dømmende magt i Grønland inden for samtlige sagsområder. I bestemmelsens 3. pkt. er kompetencefordelingen i Grønland i overensstemmelse hermed udtrykt således, at den lovgivende magt er hos Inatsisartut, den udøvende magt er hos Naalakkersuisut og den dømmende magt er hos domstolene. Med hensyn til de økonomiske konsekvenser af grønlandsk overtagelse af et sagsområde henvises til bestemmelsen i 6. Til 2 Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer, at det er Grønlands Selvstyre, som har kompetencen til at bestemme, at de sagsområder, der er nævnt i lovens bilag, skal overtages af selvstyret. Det er således selvstyrets myndigheder, der har kompetence til at beslutte, at et sagsområde skal overtages, og det er således f.eks. ikke som efter 4 en betingelse, at der indgås en aftale herom mellem landsstyret og regeringen. Der er ikke med bestemmelsen taget stilling til spørgsmålet om, hvilken procedure der skal følges i Grønland i forbindelse med en beslutning om at overtage et sagsområde. Det tilkommer således Grønlands Selvstyre at tage stilling til dette spørgsmål. Stk. 2 medfører, at sagsområder anført under samme litra eller nummer i lovens bilag som udgangspunkt skal overgå til Grønlands Selvstyre på samme tidspunkt. Grønlands Selvstyre kan dog bestemme, at en del af de sagsområder, der er anført i stk. 3, skal overgå til selvstyret. Det fremgår nærmere af beskrivelsen af de enkelte sagsområder i de almindelige bemærkninger, hvilke dele der kan overtages særskilt. Til 3 Bestemmelsen i 3 regulerer tidspunktet for Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder. Efter stk. 1 kan Grønlands Selvstyre frit bestemme, hvornår sagsområder, der fremgår af bilagets liste I, skal overgå til selvstyret. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, betyder, at de sagsområder, der fremgår af bilagets liste II, overgår til Grønlands Selvstyre på tidspunkter, der fastsættes af selvstyret efter forhandling med rigsmyndighederne. Baggrunden for, at tidspunktet for selvstyrets overtagelse af sagsområderne på liste II skal fastsættes efter forhandlinger med de relevante rigsmyndigheder, er hensynet til, at grønlandsk overtagelse af sagsområder sker under veltilrettelagte og ordnede forhold. Til 4 Den foreslåede bestemmelse i 4 indebærer, at Naalakkersuisut efter aftale med den danske regering kan overtage sagsområder i yderligere omfang, end hvad der følger af 2 og 3. Det bestemmes dog, at Grønlands Selvstyre kun kan overtage sagsområder, der alene vedrører grønlandske anliggender. Dette følger af hensynet til rigsfællesskabet. 80

89 Også herudover kan hensynet til rigsfællesskabet samt særlige bestemmelser i grundloven bevirke, at visse sagsområder må forblive hos rigsmyndighederne. Regeringens vurdering heraf er sammenfattet i de almindelige bemærkninger pkt Til 5 Med stk. 1 foreslås det at fastfryse statens tilskud til Grønland på det reale niveau fra 2009, dvs ,6 mio. kr. Statens årlige tilskud var i Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning angivet i 2007-pris- og lønniveau, dvs. til 3.202,1 mio. kr. At beløbet i lovforslaget angives til 3.439,6 mio. kr. skyldes, dels at beløbet nu er angivet i 2009 pris- og lønniveau (3.436,7 mio. kr.), dels at Grønlands hjemmestyre den 1. januar 2009 efter hjemmestyreloven med tilskud har overtaget 1) sagsområdet vedrørende de gymnasiale uddannelser i Grønland (2,7 mio. kr.) samt 2) sagsområdet vedrørende anvendelsen af tvang i psykiatrien (0,2 mio. kr.). Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med 8, stk. 1, og tilskuddet vil således blive reduceret i det omfang, som følger af denne bestemmelse. Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kr. som følge af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, bortfalder bloktilskuddet også for efterfølgende år, og der skal herefter ikke betales tilskud til selvstyret, medmindre andet aftales i medfør af 10, jf. også bemærkningerne til den foreslåede 8, stk. 1. Bestemmelsens stk. 2 indebærer, at tilskuddet reguleres årligt i overensstemmelse med stigningen i det generelle pris- og lønindeks på finansloven. Dette svarer til den regulering, som hidtil har været anvendt for tilskuddet til Grønlands hjemmestyre. Efter stk. 3 udbetales tilskuddet månedligt, men finansministeren kan dog efter stk. 4 efter aftale med Naalakkersuisut fastsætte regler om ændringer heri. Den gældende bloktilskudslov indeholder en tilsvarende bestemmelse. Til 6 Efter den gældende hjemmestyrelov kan hjemmestyret overtage sagsområder, enten således at hjemmestyret i medfør af hjemmestyrelovens 4 fuldt ud overtager de udgifter, der er forbundet med varetagelsen af sagsområdet, eller således at staten i medfør af hjemmestyrelovens 5 yder tilskud til varetagelsen af det overtagne sagsområde. Stk. 1 indebærer, at Grønlands Selvstyre selv skal finansiere alle sagsområder, der overtages i henhold til 2-4. Bestemmelsen har ikke betydning for allerede overtagne sagsområder. I det omfang disse områder er overtaget med tilskud fra staten, opretholdes tilskuddet i den forstand, at det samlede tilskud til Grønlands Selvstyre med lovforslagets 5 fastfryses på det reale niveau for 2009, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse. Ved Grønlands Selvstyres overtagelse af råstofområdet bibeholdes det statslige tilskud til Råstofdirektoratet, som i dag indgår i bloktilskuddet, som en del af det samlede tilskud til selvstyret efter lovforslagets 5. Efter stk. 2 overtager Grønlands Selvstyre de reale aktiver, der er direkte forbundet med et sagsområde, der overtages. Der henvises til pkt. 11 i de almindelige bemærkninger. Til 7 Med stk. 1 vil indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalde Grønlands Selvstyre. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med 8 og 10 og får dermed indflydelse på størrelsen af statens fortsatte tilskud til Grønland efter 5. Indtægterne tilfalder Grønlands Selvstyre uafhængigt af, om selvstyret har overtaget råstofområdet efter 2. Bestemmelsen afløser sammen med 8 og 10 den nuværende fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, som fremgår af lov om mineralske råstoffer i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni

90 Hvis indtægter omfattet af stk. 2, nr. 3, oppebæres af eller skal henføres til danske offentlige myndigheder, skal et beløb svarende til disse indtægter overføres fra staten til Grønlands Selvstyre. For så vidt angår indtægter som følge af danske offentlige myndigheders salg af ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland, henvises til bemærkningerne i pkt og samt bemærkningerne til 10. Indtægtsopgørelsen efter stk. 2 har endvidere betydning for statens tilskud til Grønlands Selvstyre, jf. 8. Retten til indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland, hvis statens tilskud til selvstyret på et tidspunkt reduceres til nul kroner, omtales i bemærkningerne til 10. I stk. 2 angives de indtægter, som er omfattet af indtægtsdefinitionen. Stk. 2 er i vidt omfang baseret på den hidtidige indtægtsdefinition i råstoflovens 22, stk. 3. De indtægtstyper, som omfattes af den foreslåede 7, stk. 2, nr. 1, er ethvert beløb, som modtages i henhold til konkrete tilladelser til forundersøgelse, efterforskning eller udnyttelse af mineralske råstoffer, jf. også de oprindelige bemærkninger til denne del af indtægtsdefinitionen fra 1988 (L 103 af 17. november 1988). Visse beløb skal dog ikke medregnes i opgørelsen over indtægter vedrørende råstofvirksomhed, jf. bestemmelsens 2. led. Der er tale om indtægter i form af beløb modtaget i forbindelse med konkrete tilladelser, når beløbene betales til dækning af udgifter i Råstofdirektoratets regi. Adgangen til at søge omkostningsdækning ved opkrævning af gebyrer og afgifter, som holdes uden for indtægtsopgørelsen, skal ses i sammenhæng med muligheden for opkrævning af refusion hos rettighedshavere af udgifter i forbindelse med Råstofdirektoratets myndighedsbehandling, jf. råstoflovens 25, stk. 5. De nævnte beløb kan således kun undtages fra indtægtsopgørelsen i det omfang, der ikke allerede er opnået dækning af disse udgifter ved refusion, jf. råstoflovens 25, stk. 5. Der er således ikke mulighed for at undtage flere indtægter fra indtægtsopgørelsen, end der er udgifter i henhold til konkrete tilladelser, jf. nærmere pkt i de almindelige bemærkninger. Råstofdirektoratets indtægter fra betaling for myndighedsbehandling m.v. vedrørende bestemte tilladelser modtages i et vist omfang ikke i det finansår, hvor Råstofdirektoratet afholder udgifterne vedrørende de pågældende tilladelser. Desuden afhænger indtægterne bl.a. af størrelsen af de fastsatte afgifter og gebyrer, som i vidt omfang fastlægges på grundlag af objektive kriterier som f.eks. den gennemsnitlige udgift forbundet med behandlingen af en sag om udstedelse eller forlængelse af en tilladelse eller godkendelse af en bestemt aktivitet eller et produktionsanlæg. Der vil dog over en periode på 6 år skulle være balance mellem udgifter i Råstofdirektoratets regi og de beløb, som bliver opkrævet til dækning heraf, og som undtages fra indtægtsopgørelsen. Det følger af 7, stk. 2, nr. 2, at indtægtsdefinitionen omfatter enhver beskatning i Danmark og Grønland af rettighedshavere for så vidt angår den del af virksomheden, som vedrører mineralske råstoffer i Grønland. Bestemmelsen omfatter indtægter ved enhver beskatning i Danmark og Grønland af selskaber, som er rettighedshavere. Herudover omfatter bestemmelsen også indtægter i forbindelse med fysiske personers tilladelser til småskala udnyttelse af hårde mineraler i Grønland, jf. nærmere afsnit Beskatningen vil omfatte selskabsskatter opgjort efter de til enhver tid gældende opgørelses- og fradragsregler samt skatteprocenter i henholdsvis Grønland og Danmark. Hertil kommer de særlige bestemmelser om kapitalisering, armslængdepriser og armslængdevilkår nævnt i pkt i de almindelige bemærkninger om tilladelsesvilkårene. Disse bestemmelser skal også være opfyldt. Der henvises i øvrigt til det samtidigt fremsatte forslag til ændring af lov om mineralske råstoffer i Grønland, jf. 9 i forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre. 82

91 Beskatningen vil også omfatte kulbrinteskatter og lignende, hvis sådanne skatter måtte blive udskrevet. Ved en eventuel tvungen sambeskatning korrigeres selskabsskatten til brug for indtægtsopgørelsen for virkningerne af den tvungne sambeskatning. Er rettighedshavers hjemsted i Grønland, vil der således ikke blive tale om dansk selskabsskat. Er hjemstedet derimod i Danmark, vil der blive tale om grønlandsk beskatning efter fast driftssted (begrænset skattepligt), men ingen dansk selskabsbeskatning, idet Danmark ikke længere beskatter udenlandske faste driftssteder. Også i dette tilfælde bliver der alene tale om grønlandsk selskabsskat. Hvis selskabet (eller det faste driftssted) er omfattet af dansk international sambeskatning, kan der blive tale om dansk skat, men der foretages godskrivning (gives credit) for den grønlandske skat. Det vil kun udløse dansk skat, i det omfang den grønlandske skat er mindre end den danske skat. I praksis vil dette blive sikret ved, at der ses bort fra dansk selskabsskat fra rettighedshavere omfattet af dansk international sambeskatning, så længe den grønlandske selskabsskattesats (med tillæg af en eventuel kulbrinteskattesats) overstiger den danske selskabsskattesats. Det er i 7, stk. 2, nr. 3, angivet, hvilke indtægter fra offentlig deltagelse i virksomhed på råstofområdet i Grønland som er omfattet af lovforslagets indtægtsdefinition i 7. Bestemmelsen i nr. 3 omfatter indtægter, der direkte eller indirekte tilfalder offentlige danske og grønlandske myndigheder, fra myndighedernes ejerandele i selskaber m.v., der driver råstofvirksomhed i Grønland. Offentlige myndigheder skal i denne sammenhæng forstås bredt og omfatter alle forvaltningsmyndigheder. Indtægter fra danske og grønlandske offentlige myndigheders ejerandele i selskaber m.v., der driver virksomhed på råstofområdet, omfatter indtægter til disse myndigheder fra eller i virksomheder eller lignende, som deltager i efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland. Det gælder, uanset om myndigheden ejer hele eller dele af selskabet direkte eller indirekte (via hel- eller delejet selskab, herunder via ejerskab af moderselskab, datterselskab eller lignende), og uanset om selskabets deltagelse i råstofaktiviteterne sker i henhold til en tilladelse meddelt på markedsvilkår eller på andre vilkår, herunder vilkår om fuld eller begrænset (delvis) bæring af selskabet (dækning af dets udgifter) i hele eller dele af tilladelsesperioden. Indtægter omfattet af 7, stk. 2, nr. 3, opgøres på baggrund af selskabets skattepligtige indkomst opgjort efter de til enhver tid gældende opgørelses- og fradragsregler m.v. i Grønland. Hvis indtægter omfattet af stk. 2, nr. 3, oppebæres af eller skal henføres til danske offentlige myndigheder, skal et beløb svarende til disse indtægter overføres fra staten til selvstyret. De offentligt ejede danske eller grønlandske selskaber m.v., der er omfattet af definitionen i stk. 2, nr. 3 forpligtes ikke efter bestemmelsen til at skulle betale deres indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland til selvstyret. Det følger af 7, stk. 2, nr. 4, at udbytteskat er omfattet af indtægtsdefinitionen. Bestemmelsen omfatter udbytteskatter m.v. opgjort efter de til enhver tid gældende opgørelses- og fradragsregler samt skatteprocenter i henholdsvis Danmark og Grønland. Der er som hidtil tale om nettoprovenu, dvs. provenuet efter eventuelle fradrag og nedslag. Nedsættelse eller reduktion som følge af dobbeltbeskatningsaftale, moderselskabsforhold, eventuel beregningsmæssig nedsættelse ved skattegodtgørelse eller lignende indgår således i fastsættelsen af nettobeløbet. Er rettighedshavers hjemsted i Grønland, vil der alene blive tale om grønlandsk udbytteskat opgjort efter de gældende regler, herunder reduktion som følge af dobbeltbeskatningsaftaler. Aktuelt er den grønlandske udbytteskat 37 pct. for rettighedshavere, og den indeholdes af det udloddende selskab som en endelig skat. De grønlandske dobbeltbeskatningsaftaler med Norge og Island maksimerer dog udbytteskatten til 35 pct. Udloddet udbytte kan fradrages ved opgørelsen af den selskabsskattepligtige indkomst, der beskattes med 30 pct. 83

92 Når udgangspunktet for meddelelse af udnyttelsestilladelser er, at rettighedshaveres hjemsted skal være i Grønland, vil det kun undtagelsesvis ske, at hjemstedet er i Danmark. I så fald bliver der tale om dansk udbytteskat opgjort efter de til enhver tid gældende regler med nedsættelse som følge af dobbeltbeskatningsoverenskomster, moderselskabsregler m.v. Udbytte til danske personaktionærer beskattes sammen med andre aktieindkomster efter en progressiv skala (28/43/45 pct.), og det udloddende selskab indeholder en foreløbig udbytteskat på 28 pct. Udbytte til danske selskaber med ejerandel under 15 pct. (10 pct. fra og med 2009) medregnes med 66 pct. i den selskabsskattepligtige indkomst. Ved højere ejerandel er udbyttet skattefrit, når aktien ejes i mere end 1 år. Dette gælder såvel udbytter til danske som udenlandske selskaber (i lande omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomster). Øvrige udbytter til udlandet er pålagt en udbytteskat på 28 pct., som dog typisk er nedsat til 15 pct. i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Udbyttebetaling kan ikke fradrages i den selskabsskattepligtige indkomst, der beskattes med en sats på 25 pct. Af hensyn til en enkel administration af opgørelsen kan den indeholdte kildeskat i denne sammenhæng dog anses for endelig ved udlodning til personer, der er skattepligtige til Danmark, og skatten af udbytter til danske selskaber kan opgøres ved en beregning, der ikke tager hensyn til selskabets øvrige indkomster m.v. Endvidere omfatter definitionen skatter af (en del af) udbytter fra selskaber, der ejer 100 pct. af en rettighedshaver, når moderselskabet kan modtage udbytte fra rettighedshaver skattefrit. Opgørelsen sker som anført ovenfor, men skal alene omfatte skatten af den del af det udloddede udbytte, der kan henføres til udbytte, moderselskabet har modtaget skattefrit fra det rettighedshavende selskab. Denne andel kan skematisk fastsættes som de modtagne udbytters andel af selskabets samlede indtægter i den periode, det har ejet det rettighedshavende selskab. Bestemmelsen omfatter endvidere beskatning af likvidationsprovenu fra rettighedshaver eller dennes tilbagekøb af egne aktier på niveau med egentligt udbytte, således at indtægtsdefinitionen omfatter og forudsætter skat af enhver form for udtræk fra rettighedshaver. Til 8 Bestemmelsen beskriver indvirkningen på statens tilskud til Grønlands Selvstyre, såfremt der tilfalder selvstyret indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland. Med forslaget reduceres statens tilskud efter 5, såfremt indtægterne fra råstofaktiviteter overstiger 75 mio. kr. i et givet år. Tilskuddet reduceres med et beløb, der svarer til halvdelen af de indtægter, der overstiger 75 mio. kr. Fradraget på 75 mio. kr. sker ud fra et ønske om at øge incitamentet til efterforskning og dermed bidrage til en mere selvbærende grønlandsk økonomi. Beløbet på 75 mio. kr. reguleres efter stk. 2 årligt i overensstemmelse med stigningen i det generelle pris- og lønindeks på finansloven med virkning fra 1. januar året efter lovens ikrafttræden. For så vidt angår opgørelse og afregning af indtægter, jf. stk. 3, henvises til pkt i de almindelige bemærkninger. Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner, jf. 8, indledes der forhandlinger efter bestemmelsen i 10 mellem Naalakkersuisut og regeringen om bl.a. spørgsmålet om en genoptagelse af statens tilskud til Grønlands Selvstyre. Der henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslåede 10. Til 9 Råstofområdet er i dag præget af et omfattende samarbejde mellem grønlandske og danske myndigheder. Ved en grønlandsk overtagelse af råstofområdet efter 2 må selvstyret umiddelbart efter overtagelsen forventes at have behov for, at samarbejdet med danske institutioner på det administrative og forskningsmæssige niveau kan fortsætte. 84

93 Med bestemmelsens stk. 1 foreslås det, at regeringen skal sikre, at Grønlands Selvstyre mod betaling fortsat kan have adgang til rådgivning og anden opgavevaretagelse ved administrationen af området. Der tænkes her på opgaver, som hidtil har været udført af de danske forskningsinstitutioner GEUS og DMU (fra den 1. januar 2007 en del af Aarhus Universitet). Opgaverne beskrives nærmere i lovforslagets almindelige bemærkninger. Bestemmelsen stiller krav om, at regeringen som led i den beskrevne aftale mod betaling stiller de pågældende ydelser til rådighed for selvstyret. Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at der fra tidspunktet for overtagelsen af råstofområdet indgås en aftale mellem Naalakkersuisut og regeringen om ydelserne, der er nævnt i stk. 1. Aftalen forudsættes indgået for en 5-årig periode. Naalakkersuisut sikres dermed adgang til ydelserne i en periode på 5 år, og det tilstræbes dermed at sikre et fortsat efterforskningsniveau, som følger målsætningen om at skabe et grundlag for at få indtægter fra udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland. Efter udløbet af den første 5-årige aftale er det efter stk. 3 op til Naalakkersuisut at beslutte, om aftalen skal fornys i form af flerårige aftaler. Så længe Naalakkersuisut indgår aftaler med regeringen om de nævnte ydelser i relation til råstofudnyttelse i henhold til bestemmelsens stk. 2 og 3, stiller regeringen efter stk. 4 forskning af særlig relevans for råstofefterforskningen i Grønland vederlagsfrit til rådighed for Naalakkersuisut. Der tænkes her på de basale institutions- og forskningsopgaver, herunder videreførelse og finansiering af driften af råstofspecifikke databaser, som f.eks. seismiske databaser, mineraldatabaser og databaser over følsomme naturområder, som GEUS og DMU hidtil har udført af relevans for råstofefterforskningen i Grønland. Samtidig med fremsættelsen af dette lovforslag vil der blive fremsat forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre, der vil tilvejebringe hjemmel til, at regeringen kan opfylde sine forpligtelser i henhold til 9. Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner, jf. 8, indledes der forhandlinger efter bestemmelsen i 10 mellem Naalakkersuisut og regeringen om bl.a. spørgsmålet om en fortsættelse af aftaler indgået efter 9. Der henvises nærmere til bemærkningerne til den foreslåede 10. Til 10 Hvis statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner, jf. 8, bortfalder tilskuddet også for efterfølgende år, og der skal herefter ikke længere betales tilskud til selvstyret, medmindre andet aftales. Dette gælder, uanset om indtægterne fra råstofaktiviteter i Grønland eventuelt falder igen eller helt bortfalder. En sådan situation kunne bl.a. opstå i årene efter et år med ekstraordinære engangsindtægter f.eks. som følge af salg af ejerandele i grønlandske offentligt ejede råstofrelaterede virksomheder. Det foreslås med bestemmelsen i 10, at der i den nævnte situation, hvor der tilfalder Grønlands Selvstyre råstofindtægter af et sådant omfang, at statens tilskud i henhold til 5, jf. 8, reduceres til nul kroner, indledes forhandlinger mellem Naalakkersuisut og regeringen om de fremtidige økonomiske relationer mellem selvstyret og staten. I forhandlingerne vil navnlig indgå spørgsmålet om en genoptagelse af statens tilskud til Grønlands Selvstyre, spørgsmålet om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland samt spørgsmålet om en fortsættelse af en aftale indgået om de i 9 nævnte ydelser. I forhandlingerne kan endvidere indgå spørgsmålet om udgifter til dækning af sagsområder, der ikke kan overtages inden for rammerne af grundloven og rigsfællesskabet, og eventuelt andre sagsområder, som selvstyret og regeringen ønsker løst i fællesskab. Ingen af parterne er forpligtet på et bestemt forhandlingsresultat. Hvis parterne i det tilfælde, hvor statens tilskud til selvstyret er reduceret til nul kroner, ikke indgår aftale om genoptagelse af statens tilskud, skal staten ikke betale tilskud til selvstyret i de efterfølgende år. Kun hvis der indgås en aftale mellem regeringen og Naalakkersuisut herom, vil statens betaling af tilskud 85

94 til selvstyret skulle genoptages i den nævnte situation. Det forudsættes i den forbindelse, at en eventuel aftale om genoptagelse af statens tilskud til selvstyret vil skulle gennemføres ved lovgivning, som således vil udgøre retsgrundlaget for genoptagelsen. Bestemmelsen i 10 finder dog ikke anvendelse, hvis statens tilskud til selvstyret reduceres til nul kroner som følge af, at danske offentlige myndigheder eller selskaber m.v., der ejes af danske offentlige myndigheder, foretager salg af ejerandele i råstofselskaber eller andele i råstoftilladelser i Grønland. I et sådant tilfælde medregnes alene en del af indtægten fra dispositionen i årets indtægtsopgørelse. Den del af indtægten, der medregnes i årets indtægtsopgørelse og dermed overføres til Grønlands Selvstyre, beregnes som det beløb, der vil nedbringe statens tilskud til nul kroner. Det resterende beløb bibeholdes af staten og overføres til indregning i indtægtsopgørelsen det efterfølgende år. Hvis det resterende beløb bevirker, at statens tilskud til Grønlands Selvstyre reduceres til nul kroner i det efterfølgende år, medregnes på tilsvarende måde kun den del af beløbet, der netop reducerer statens tilskud til selvstyret til nul kroner og så fremdeles. De medregnede indtægter og reduktionen af statens tilskud til nul kroner de pågældende år medfører ikke bortfald af fremtidige tilskud fra staten til selvstyret, jf. bemærkningerne i pkt og Såfremt øvrige indtægter i et år, dvs. bortset fra indtægter fra danske offentlige myndigheders salg af andele i råstofselskaber m.v. omfattet af 7, stk. 2, nr. 3 eller andele i råstoftilladelser i Grønland, reducerer statens tilskud til selvstyret til nul kroner, beholder staten et eventuelt resterende beløb fra salg af andele i råstofselskaber m.v. og råstoftilladelser, og der indledes forhandlinger i medfør af 10. Det ovenfor anførte skal sikre, at indtægtsordningens formål i videst muligt omfang opfyldes, selv om danske offentlige myndigheder eller selskaber m.v., der ejes af danske offentlige myndigheder, senere foretager dispositioner, der skaber ekstraordinære engangsindtægter et enkelt år. Grønlands Selvstyre har ikke nogen indflydelse på sådanne dispositioner. For så vidt angår spørgsmålet om fordeling af indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalder disse indtægter Grønlands Selvstyre, medmindre der indgås aftale mellem parterne om en fordeling af indtægterne. Dette gælder dog ikke for indtægter fra danske offentlige myndigheders (statens og kommunernes mv.) ejerandele i selskaber mv., der driver virksomhed på råstofområdet i Grønland, samt fra skatter og afgifter i Danmark, jf. 7, stk. 2, nr Disse indtægter vil i den nævnte situation tilfalde de pågældende danske myndigheder. Endelig skal det nævnes, at eventuelle aftaler mellem Naalakkersuisut og regeringen om rådgivning og anden opgavevaretagelse til brug for selvstyrets varetagelse af råstofområdet, jf. 9, ikke vil fortsætte i den omhandlede situation, hvor statens tilskud til Grønlands Selvstyre er reduceret til nul kroner, medmindre parterne indgår aftale herom. Til 11 Bestemmelsen i 11 indeholder de overordnede principper for udenrigskapitlet. Stk. 1 og stk. 2 omhandler de to hovedformer for Naalakkersuisuts deltagelse i det internationale samkvem. Stk. 1 angår især muligheden for Naalakkersuisut til selv at handle på det udenrigspolitiske område, mens stk. 2 især angår de tilfælde, hvor Naalakkersuisut deltager i det internationale samkvem som en del af regeringens optræden i mellemfolkelige anliggender. Herudover fremgår det af stk. 1, at der kan indgås aftaler mellem regeringen og Naalakkersuisut om Naalakkersuisuts muligheder for at handle i mellemfolkelige anliggender i andre tilfælde end dem, der følger af udenrigskapitlet. Sådanne aftaler vil selvsagt skulle være i overensstemmelse med de forfatningsmæssige forudsætninger i stk. 3. Endvidere fastlægger stk. 2, at inddragelsen af Naalakkersuisut skal have form af et samarbejde, og at sigtet hermed skal være, at Grønlands interesser så vel som rigets samlede interesser skal tilgodeses. 86

95 Bestemmelsen i stk. 3 klargør, at udenrigs- og sikkerhedspolitik er rigsanliggender, og at udenrigsministerens og de danske myndigheders udenrigspolitiske kompetence efter grundloven ikke begrænses af bestemmelserne i kapitlet. Dette vil navnlig have betydning i spørgsmål, hvor Naalakkersuisut efter 12 kan forhandle og indgå aftaler uden udenrigstjenestens medvirken. Til angår folkeretlige aftaler. Den omfatter også aftaler om rent tekniske emner, som forhandles og indgås af ressortmyndigheder, de såkaldte forvaltningsaftaler. Loven gælder ikke for internationalt samarbejde, som ikke er af folkeretlig karakter. Dette gælder f.eks. Grønlands deltagelse i samarbejdet i Inuit Circumpolar Conference og aftaler med regionale enheder i nabolande, f.eks. canadiske provinser og territorier. Dette samarbejde kan fortsættes og udbygges uden at berøre de stats- og folkeretlige spørgsmål, som er omhandlet i nærværende lov. Fuldmagtsbestemmelserne i 12 indebærer en adgang for Naalakkersuisut til selv at føre forhandlingerne, men indebærer ikke nogen pligt hertil. 12 udelukker således ikke, at Naalakkersuisut vælger, at forhandlinger føres på grundlag af regelsættet i 13 frem for efter fuldmagtsreglerne i 12. Det vil her navnlig kunne være aktuelt at anvende reglerne i 13, stk. 2, om, at Naalakkersuisut selv kan føre forhandlingerne under udenrigstjenestens medvirken, og reglen i stk. 3 om, at Naalakkersuisut i videst muligt omfang kan medundertegne folkeretlige aftaler, hvor Danmark og Grønland i fællesskab har været inddraget. Grønlands aftaler med EU har således hidtil været ført med udenrigstjenestens medvirken, fordi Danmarks medvirken i forhandlingerne er skønnet hensigtsmæssig for varetagelsen af Grønlands interesser. 12 omfatter alle folkeretlige handlinger i relation til forhandling og indgåelse af aftaler, herunder også uformelle forhandlinger, der måtte være et led i større forhandlingsforløb. Specielt for opsigelse af aftaler fremgår af stk. 3, at aftaler, som er indgået af Naalakkersuisut i medfør af bestemmelsen, kan opsiges af Naalakkersuisut i medfør af bestemmelsen. For så vidt indgåelse af nye aftaler i henhold til 12 vil kræve, at gamle aftaler, som er indgået af de danske myndigheder, ophører, vil dette efter omstændighederne kunne kræve medvirken af de danske myndigheder. 12 angår kun folkeretlige aftaler, der fuldt ud ligger inden for områder, som er overtaget af Grønlands Selvstyre. Det er i denne forbindelse ikke afgørende, om de pågældende sagsområder er overtaget i henhold til den hidtidige hjemmestyrelovs 4, 5 eller 7, eller om overtagelse er sket i henhold til nærværende lov. 12 finder således ikke anvendelse i forhold til aftaler, hvori der også indgår emner, der falder uden for overtagne sagsområder. Spørgsmålet om, hvor detaljeret bedømmelsen af denne betingelse skal være, må fastlægges i praksis, hvor der må udøves rimelige skøn i forhold til de konkrete aftaleudkast, der skal forhandles. Folkeretlige aftaler, som både omfatter Grønland og Færøerne, opfylder ikke betingelserne i 12, stk. 1, idet de ikke angår spørgsmål, der alene vedrører Grønland. Da det er ønskeligt, at Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre kan forhandle og indgå sådanne aftaler efter samme principper, som er fastlagt i stk. 1, åbner bestemmelsen i stk. 2 mulighed for, at Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre kan forhandle og indgå sådanne aftaler under forudsætning af, at de handler i forening. Denne bestemmelse åbner således en mulighed for fælles optræden af Grønland og Færøerne, men den indeholder ingen pligt hertil. Ønsker den ene af parterne, at sådanne forhandlinger og aftaler sker efter bestemmelserne i 13, står denne mulighed også åben. Det følger af 12, stk. 4, at visse typer af aftaler ikke er omfattet af bemyndigelsen i 12. Det fastslås derfor i bestemmelsen, at sådanne aftaler indgås efter bestemmelsen i 13. Det drejer sig for det første om folkeretlige aftaler, der berører forsvars- og sikkerhedspolitikken. Aftaler i forbindelse med forsvarsaftalen af 1951, som ændret ved aftale af 6. august 2004, og andre aftaler, der berører forsvars- og sikker- 87

96 hedspolitikken, er ikke omfattet af lovforslaget. Ved afgørelsen af, hvorvidt en given forhandling må anses for at berøre forsvars- og sikkerhedspolitikken, vil det være af væsentlig betydning, om aftalen forhandles med det pågældende lands udenrigs- og forsvarsmyndigheder, eller om der alene sigtes mod forhandlinger mellem Naalakkersuisut og andre ressortmyndigheder i en fremmed stat f. eks. miljømyndigheder eller skattemyndigheder. For det andet drejer det sig om aftaler, der skal gælde for Danmark. Dette beror på, at Grønland ikke kan deltage selvstændigt under betegnelsen»kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland«i aftaler, hvor Kongeriget allerede deltager i aftalen, jf. hvad der er nævnt i de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt. 7.2 om statsretlige forhold. For det tredje drejer det sig om folkeretlige aftaler, der forhandles inden for en international organisation, som Kongeriget Danmark er medlem af. Sådanne folkeretlige aftaler vil normalt skulle gælde for Danmark. Fuldmagten vil derfor i de fleste af disse tilfælde ikke kunne finde anvendelse allerede som følge af Danmarks deltagelse i forhandlingerne om aftalen, jf. ovenfor om det forhold, at fuldmagten ikke finder anvendelse for aftaler, som skal gælde for Danmark. Den særlige begrænsning af fuldmagten i relation til aftaler, der forhandles inden for en international organisation, som Danmark er medlem af, får selvstændig betydning, hvor EU inden for en international organisation, som Kongeriget Danmark og de øvrige EU-lande er medlemmer af, repræsenterer alle medlemslandene ved udarbejdelse af en international aftale og udøver medlemsstaternes stemmeret. Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at EUmedlemsstater, som har oversøiske territorier, hvis udenrigsrelationer de varetager, og som ikke er omfattet af EU-traktaterne, i en sådan situation i overensstemmelse med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten selv kan handle til varetagelse af et oversøisk territoriums interesser, uden at dette skader Fællesskabets interesser, i tilfælde af en interessekonflikt, som ikke kan løses. Reglen i 12, stk. 5, indebærer, at regeringen efter forhandlinger med Naalakkersuisut fastlægger de nærmere rammer for samarbejdet i henhold til 12. Sådanne rammer er allerede fastlagt af udenrigsministeren den 26. september 2005 med hjemmel i fuldmagtslovens 2, stk. 2. Disse rammer vil fortsat være gældende. Udenrigsministeren må på samme måde træffe afgørelser om de konkrete spørgsmål, som måtte opstå i det løbende samarbejde, f.eks. hvorvidt en påtænkt aftale fuldt ud falder inden for overtagne sagsområder. Aftaler, som indgås i medfør af 12, betegnes efter stk. 6 som aftaler indgået af»kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland«, såfremt der er tale om aftaler, der fremtræder som indgået mellem stater. I de normale tilfælde, hvor aftalerne fremtræder som indgået mellem regeringer eller mellem forvaltningschefer, foreskriver bestemmelsen, at aftalerne i titlerne kan fremtræde som indgået af Naalakkersuisut, idet der samtidig i en præambelbestemmelse til den konkrete aftale skal henvises til det retlige grundlag for aftalen, som findes i selvstyreloven. Denne ordning svarer ganske til, hvad der gælder efter fuldmagtsloven og de af udenrigsministeren den 26. september 2005 fastlagte rammer. Det er dog fundet hensigtsmæssigt at optage alle betegnelserne direkte i selve lovteksten. Detaljer vedrørende præambelbestemmelser samt fastlæggelse af alternative betegnelser sker fortsat af udenrigsministeren efter forhandling med Naalakkersuisut, jf. stk , stk. 7, angiver betegnelsen for aftaler, som indgås af Naalakkersuisut og Færøernes landsstyre i forening. Det er ikke fundet rigtigt i selvstyreloven at ændre reglerne om de betegnelser, der kan finde anvendelse for aftaler, der også omfatter Færøerne. Det følger dog allerede af udenrigsministerens fastlæggelse af rammerne for samarbejdet af 26. september 2005, at der kan anvendes samme arter af betegnelser, som dem, der er angivet i stk. 6. Det fremgår af stk. 8, at udenrigsministeren efter forhandling med Naalakkersuisut kan fastlægge nærmere regler for brugen af betegnelser, samt andre betegnelser, efter reglerne i stk. 5. De allerede fastlagte rammer af 26. september 2005 forbliver i kraft, indtil det måtte blive ændret. De i cirkulæret foreskrevne 88

97 henvisninger til fuldmagtsloven må dog efter selvstyrelovens ikrafttræden erstattes af en tilsvarende henvisning til selvstyrelovens 12. Til 13 Bestemmelsen i stk. 1 forpligter regeringen til at underrette Naalakkersuisut forud for forhandling om indgåelse af folkeretlige aftaler, der har særlig betydning for Grønland. Om betydningen af udtrykket»særlig betydning for Grønland«henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor under pkt Hvor Naalakkersuisut i kraft af underretningen fra rigsmyndighederne tilkendegiver synspunkter, som ønskes inddraget i forhandlingerne, vil disse synspunkter på ligeværdigt grundlag skulle indgå i forberedelserne til forhandlingerne. Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at regeringen kan bemyndige Naalakkersuisut til at føre forhandlinger under medvirken af udenrigstjenesten i sager,»der alene vedrører Grønland«. Bestemmelsen i 13, stk. 3, angår Naalakkersuisuts medundertegnelse af visse aftaler. Bestemmelsen indebærer, at hvor Danmark og Grønland i fællesskab er inddraget i forhandlinger, kan Naalakkersuisut i videst muligt omfang medundertegne den pågældende aftale. Bestemmelsen vil typisk kunne finde anvendelse, hvor Grønland har ført forhandlingerne i medfør af stk. 2. Den kan dog også finde anvendelse i en række andre tilfælde. Således blev Igaliku-aftalekomplekset hvor regeringen var hovedforhandler, men hvor Grønland og Danmark var inddraget i fællesskab medundertegnet af Naalakkersuisut. Udtrykket»i videst muligt omfang«sigter til, at der kan være såvel folkeretlige som politiske forhold, der ikke muliggør en medundertegnelse fra Naalakkersuisut. For multilaterale aftaler navnlig i internationale organisationer og på generelle diplomatiske konferencer vil der således ofte være folkeretlige normer, der indebærer, at de pågældende forpligtelser gælder for Kongeriget Danmark, uden at det af aftalens underskriftformalia kan fremgå, at Naalakkersuisut er medunderskriver af aftalen. Ved diplomatiske konferencer kræves således typisk en fuldmagt fra de enkelte landes udenrigsministre for at kunne undertegne. Heller ikke ved bilaterale aftaler kan bestemmelsen selvsagt sikre, at fremmede stater vil acceptere Naalakkersuisut som medunderskriver. Hvis det skulle vise sig nødvendigt, vil det dog normalt være muligt for udenrigsministeren at bemyndige et medlem af Naalakkersuisut til at medunderskrive en aftale på regeringens vegne, således at et medlem af Naalakkersuisut undertegner aftalen. Adgangen til at medundertegne en aftale ændrer ikke ved, at aftalen for rigets vedkommende indgås af regeringen og ikke giver en egentlig vetoret for Grønland. Bestemmelsen svarer på dette punkt til Itilleqerklæringen, hvis princippet gælder med forbehold af regeringens ansvar og beføjelser efter grundloven. I bilaterale aftaler, som kan medundertegnes af Naalakkersuisut, vil det ofte være naturligt, at det også fremgår af aftalens titel, at denne er indgået af den danske regering sammen med Naalakkersuisut, uden at dette ændrer aftalens karakter af at være en bilateral aftale. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 finder anvendelse, hvor fuldmagtsbestemmelsen i 12 ikke er anvendelig, f.eks. fordi aftalen ikke fuldt ud angår overtagne sagsområder, eller hvor Naalakkersuisut ønsker, at forhandlingerne sker på grundlag af 13, stk. 2 og 3. Hvor Naalakkersuisut undertegner en aftale sammen med regeringen, beror det på interne grønlandske forhold, i hvilket omfang Naalakkersuisut forelægger sådanne aftaler for Landstinget eller dettes udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg. Når Naalakkersuisut har meddelt regeringen, at alle interne grønlandske procedurer er tilendebragt, indhenter regeringen om fornødent Folketingets samtykke og meddeler sluttelig aftaleparten, at alle forfatningsmæssige procedurer er gennemført. Bestemmelsen i 13, stk. 4, om, at folkeretlige aftaler skal forelægges til høring for Naalakkersuisut, er væsentligt udvidet i forhold til hjemmestyrelovens 13, der alene foreskriver høring for visse aftaler, der kræver Folketingets samtykke. Forslaget svarer dog i det væsentlige til gældende praksis efter Statsmini- 89

98 steriets vejledning om sager vedrørende Grønland og retningslinier for ministeriers og styrelsers forhold til Grønland. Om betydningen af udtrykket»særlig betydning for Grønland«henvises til, hvad der er anført herom oven for under 13, stk. 1. Det siger sig selv, at forelæggelsespligten ikke gælder for aftaler, som ikke skal gælde for Grønland, f.eks. aftaler der vedrører Danmarks medlemskab af EU, som Grønland står udenfor. I praksis har regeringen ikke sjældent ønsket hurtigt at ratificere givne traktater, mens Naalakkersuisut enten ikke ønskede, at traktaten skulle gælde for Grønland, eller ikke havde mulighed for at tage stilling til spørgsmålet inden for den givne tidsfrist. Regeringen har i sådanne tilfælde afgivet en erklæring i forbindelse med tiltrædelsen om, at traktaten ikke gælder for Grønland, med mindre der senere afgives en særskilt notifikation herom. Denne fremgangsmåde giver øget mulighed for at tilgodese selvstyrets ønsker om traktaters anvendelse for Grønland. I visse typer af internationale aftaler f.eks. vedrørende menneskerettigheder eller terrorismebekæmpelse er det dog ikke muligt eller ønskeligt at tage forbehold eller begrænse en aftales territoriale anvendelsesområde. Efter hjemmestyrelovens 14 kan forelæggelse ved tvingende omstændigheder ske efterfølgende, og der gælder normalt en 6 måneders frist for besvarelse af en høring, med mindre rigsmyndighederne fastsætter andet i det enkelte tilfælde. Det foreslås, at disse regler moderniseres, således at bestemmelsen om efterfølgende høring udgår, idet det med moderne kommunikation altid vil være muligt at gennemføre en høring, evt. med en kort frist. Til svarer til bestemmelsen i fuldmagtslovens 4. Bestemmelsen i 14 angår de særlige tilfælde, hvor internationale organisationer giver mulighed for, at andre end stater og sammenslutninger af stater kan opnå medlemskab i eget navn. Det omfatter i alt væsentligt associeret medlemskab, som typisk gælder for oversøiske områder, hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat. Det følger af bestemmelsen i 14, at regeringen er indstillet på i konkrete tilfælde efter ønske fra og i samarbejde med Naalakkersuisut at undersøge de konkrete muligheder for grønlandsk medlemskab i eget navn af internationale organisationer, der er åbne for andre end stater og sammenslutninger af stater, og i givet fald at støtte sådanne ønsker, hvor dette er foreneligt med Grønlands forfatningsmæssige status. Det bemærkes, at selvstyret i givet fald vil skulle inddrages i en vurdering af, hvorvidt et medlemskab af en international organisation er foreneligt med Grønlands forfatningsretlige status. Til svarer til hjemmestyrelovens 16, stk. 1, med de væsentlige udvidelser og moderniseringer, som er sket ved fuldmagtslovens 3. Bestemmelsen indebærer, at Udenrigsministeriet ansætter repræsentanter for Naalakkersuisut på danske diplomatiske repræsentationer i udlandet, hvor Naalakkersuisut fremsætter ønske herom. Bestemmelsen er således udformet som en egentlig ret for Naalakkersuisut til at få udsendt egne repræsentanter til de danske diplomatiske repræsentationer. Modstykket hertil er, at det påhviler Naalakkersuisut at betale for udgifterne hertil, og at repræsentanternes aktivitet er begrænset til varetagelse af grønlandske interesser inden for sagsområder, som er fuldt ud overtaget af Grønlands Selvstyre. Ifølge den administrative aftale af 9. maj 2005, som er omtalt ovenfor under pkt. 7.1, instrueres de pågældende repræsentanter af Naalakkersuisut og er kun i begrænset omfang underlagt udenrigstjenestens instrukser. Skulle Naalakkersuisut ønske at udsende en repræsentant til en dansk diplomatisk repræsentation til varetagelse af grønlandske interesser på ikke overtagne sagsområder og ikke mindst på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område, vil der derfor være behov for drøftelser mellem Udenrigsministeriet og Naalak- 90

99 kersuisut om de nærmere retningslinier for, hvorledes dette vil kunne ske. Udenrigsministeriet har tilkendegivet, at man i givet fald er rede til at indgå en aftale herom. Til 16 Bestemmelsen i stk. 1, hvorefter selvstyret er bundet af de folkeretlige forpligtelser, som gælder for riget, svarer i alt væsentligt til bestemmelserne i hjemmestyrelovens 10, stk. 1 og stk. 3. De folkeretlige forpligtelser, som gælder for riget, omfatter også de forpligtelser, som selvstyret måtte have påtaget sig i medfør af fuldmagtsbestemmelserne i 12. Den udtrykkelige bestemmelse i hjemmestyrelovens 10, stk. 3, om, at regeringen kan pålægge hjemmestyret at gennemføre foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelse af internationale forpligtelser, er ikke medtaget i udenrigskapitlet, idet det er lagt til grund, at en sådan beføjelse tilkommer regeringen også uden en særlig hjemmel i selvstyreloven. Bestemmelsen i stk. 2, hvorefter Naalakkersuisut skal forhandle påtænkte foranstaltninger med regeringen, såfremt deres iværksættelse er af væsentlig betydning for rigets forhold til udlandet, svarer til hjemmestyrelovens 11, stk. 2. Til 17 Reglerne i vedrører samarbejdet mellem selvstyret og rigsmyndighederne, og de foreslåede bestemmelser indebærer en udvidelse af regeringens pligt til at forelægge lovforslag og udkast til administrative forskrifter. Baggrunden for udvidelsen af forelæggelsespligten er et ønske om at styrke Grønlands Selvstyres indflydelse. Der henvises i øvrigt til pkt. 8 i de almindelige bemærkninger. Den foreslåede 17 omhandler forelæggelse af lovforslag. Med bestemmelsen i stk. 1 lægges der op til, at regeringens pligt til at forelægge lovforslag udvides i forhold til de nuværende regler i hjemmestyrelovens 12, stk. 1, således at forelæggelsespligten vil gælde samtlige lovforslag, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland. Det foreslås således, at regeringens forslag til love, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland, inden fremsættelsen for Folketinget skal fremsendes til Grønlands Selvstyre til udtalelse. Det er endvidere i stk. 2 fastsat, at regeringen afventer selvstyrets udtalelse inden fremsættelsen for Folketinget af regeringsforslag til love, der indeholder bestemmelser, som udelukkende gælder for Grønland eller har særlig betydning for Grønland. I bestemmelsen i stk. 3 er det bestemt, at der kan fastsættes en frist for afgivelse af udtalelser omfattet af stk. 1. Det forudsættes, at fristen fastsættes så lang, som forholdet i det konkrete tilfælde tillader. Til 18 Bestemmelsen i 18 vedrører forelæggelse af udkast til administrative forskrifter. Efter stk. 1 skal udkast til administrative forskrifter, der omfatter eller vil kunne sættes i kraft for Grønland, inden udstedelsen fremsendes til selvstyret til udtalelse. Det er endvidere i stk. 2 fastsat, at udstedelse af administrative forskrifter, der indeholder bestemmelser, som udelukkende vedrører Grønland eller har særlig betydning for Grønland, afventer selvstyrets udtalelse. I stk. 3 er det bestemt, at der kan fastsættes en frist for afgivelse af udtalelser omfattet af stk. 2. Det forudsættes, at fristen fastsættes så lang, som forholdet i det konkrete tilfælde tillader. Til 19 Bestemmelsen viderefører hovedindholdet i 18 i den nuværende hjemmestyrelov om tvistbilæggelse med visse ændringer. Det foreslås således i stk. 1 at præcisere, at både Naalakkersuisut og den danske regering kan indbringe tvistspørgsmål vedrørende selvstyrets kompetence i forhold til de danske myndigheder for nævnet. 91

100 Det er endvidere præciseret, at såvel Naalakkersuisut som den danske regering hver for sig udpeger to medlemmer af nævnet. Endelig er der for så vidt angår muligheden for at suspendere den vedtagelse eller beslutning, der er indbragt for nævnet, lagt op til en ændring i forhold til den gældende tvistbilæggelsesmodel. Efter 18, stk. 3, i den nuværende hjemmestyrelov kan den danske regering beslutte at suspendere hjemmestyrets vedtagelse eller beslutning, som er forelagt nævnet, indtil nævnets afgørelse foreligger. Med den foreslåede 19, stk. 3, er kompetencen til at suspendere vedtagelsen eller beslutningen overladt til nævnet. Dermed er der åbnet op for, at både danske og grønlandske vedtagelser eller beslutninger kan suspenderes, hvis de er indbragt for nævnet, ligesom de grønlandske og danske myndigheder ligestilles ved, at kompetencen til at suspendere den pågældende vedtagelse eller beslutning overlades til nævnet. Til 20 Bestemmelsen fastlægger, at grønlandsk er det officielle sprog i Grønland. Den nuværende hjemmestyrelovs 9 regulerer ligeledes anvendelsen af det danske sprog. Det følger således af hjemmestyrelovens 9, stk. 1, 2. pkt., at der skal undervises grundigt i det danske sprog. Det følger endvidere af hjemmestyrelovens 9, stk. 2, at begge sprog skal kunne anvendes i offentlige forhold. Det er de grønlandske myndigheders opfattelse, at beherskelsen af flere sprog i et dynamisk og stadig mere globaliseret samfund er af stor vigtighed. Bestemmelsen skal tolkes i lyset af dette, og derfor skal der undervises grundigt i grønlandsk, dansk og engelsk. Dansk skal stadig kunne anvendes i offentlige anliggender, jf. landstingsloven om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, og der vil ligesom med hensyn til undervisning i dansk i Grønland kunne fastsættes nærmere regler om denne anvendelse i relevant grønlandsk lovgivning. Det er samtidig de grønlandske myndigheders opfattelse, at det grønlandske sprog er en del af det grønlandske folks kulturelle identitet, og det er de grønlandske myndigheders politik at sikre undervisning i grønlandsk med henblik på bevarelse og styrkelse af det grønlandske sprog som kommunikationsmiddel i den offentlige forvaltning og som kulturbærende sprog i det grønlandske samfund. Selvstyret sikrer samtidig undervisning i dansk og andre relevante sprog, der vil kunne kvalificere grønlandske unge til videre uddannelse i Danmark og i andre lande. Til 21 Det er i stk. 1 fastslået, at beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk. Det bestemmes i stk. 2, at der indledes forhandlinger med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland, hvis det grønlandske folk træffer beslutning om selvstændighed. Træffes en sådan beslutning må Grønlands Selvstyre rette henvendelse til den danske regering med henblik på at igangsætte sådanne forhandlinger. Med bestemmelsen fastslås en egentlig ret for Grønland til forhandlinger med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland. Det følger af det foreslåede stk. 3, at en aftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering skal indgås med samtykke fra Inatsisartut og godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Det forudsættes, at samtykket skal indhentes og folkeafstemningen afholdes efter, at der foreligger et forhandlingsresultat mellem Naalakkersuisut og regeringen. Det følger endvidere af det foreslåede stk. 3, at en aftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering om selvstændighed for Grønland indgås med samtykke fra Folketinget. Folketingets samtykke vil i givet fald skulle meddeles i henhold til grundlovens

101 Den foreslåede bestemmelse i 21 bygger således på, at Grønland kan udtræde af riget, og at Grønlands udtræden af riget ikke vil kræve en ændring af grundloven. Det er i stk. 4 udtrykkeligt fastsat, at selvstændighed for Grønland indebærer, at Grønland overtager højhedsretten over Grønland. Højhedsretten nævnt i stk. 4 omfatter hele det grønlandske territorium (land-, sø- og luftterritoriet). Der kan endvidere henvises til pkt. 10 i de almindelige bemærkninger. Til 22 Det fastsættes med bestemmelsen, at loven træder i kraft den 21. juni Til 23 Samtidig med lovens ikrafttræden ophæves lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre. Det er i stk. 2 fastsat, at 8 i lov om Grønlands hjemmestyre forbliver i kraft, indtil råstofområdet er overtaget af Grønlands Selvstyre Det er i stk. 3 fastslået, at Grønlands Selvstyre fortsat har den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 4 i lov om Grønlands hjemmestyre. Ifølge stk. 4 har Grønlands Selvstyre den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, der er overtaget efter 5 i lov om Grønlands hjemmestyre. Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt vil der samtidig med dette lovforslag blive fremsat forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre, hvori bemyndigelseslove, der er gennemført i henhold til hjemmestyrelovens 5, foreslås ophævet. Visse af bemyndigelseslovene indeholder dog bestemmelser, som foreslås videreført i det samtidig fremsatte forslag til lov om forskellige forhold til forbindelse med Grønlands Selvstyre, idet de pågældende bemyndigelseslove understøtter rigsmyndighedernes muligheder for at løse opgaver i og omkring Grønland. Videreførelsen af bestemmelserne indebærer, at Grønlands lovgivende og udøvende magt inden for sagsområdet er begrænset af de pågældende bestemmelser. Det drejer sig bl.a. om enkelte bestemmelser i lov nr. 612 af 23. december 1980 om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse og lov nr af 29. december 1997 for Grønland om telekommunikation. Til 24 Lov nr. 577 af 24. juni 2005 om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler ophæves. Bestemmelsen i stk. 2 sikrer, at de af udenrigsministeren fastlagte rammer i henhold til 2, stk. 2, i lov om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler optrykt som cirkulære nr. 125 af 26. september 2005, forbliver i kraft med de ændringer, der følger af denne lov, indtil de ændres eller ophæves af rette myndighed. Til i lov om mineralske råstoffer i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni 1998, regulerer fordelingen af det offentliges indtægter fra rettighedshaveres virksomhed vedrørende mineralske råstoffer i Grønland. Da den fremtidige regulering heraf vil ske ved selvstyrelovens 7, 8 og 10, foreslås bestemmelsen i 22 i lov om mineralske råstoffer ophævet. Til 26 Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt er det aftalt mellem landsstyret og regeringen, at staten overdrager sine aktier i Nunaoil A/S til selvstyret ved lovens ikrafttræden. Som vederlag for overdragelsen vil selvstyret betale et beløb svarende til statens ejerandel af den bogførte egenkapital i selska- 93

102 bets balance pr tillagt statens efterfølgende kapitalindskud frem til selvstyrets overtagelse af statens aktier i Nunaoil A/S. Indtægter ved salget af statens ejerandel af Nunaoil A/S til selvstyret er ikke omfattet af lovforslagets 7, stk. 2. Et eventuelt senere helt eller delvist salg af selvstyrets ejerandel i Nunaoil A/S er som andre salg af ejerandele derimod omfattet af den nævnte bestemmelse. Lov om selskab til varetagelse af kulbrinteaktiviteter i Grønland m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 87 af 9. februar 1999, regulerer statens og hjemmestyrets stiftelse og drift af Nunaoil A/S, herunder størrelsen af selskabets aktiekapital og den løbende orientering af Folketinget om selskabets drift. Ophævelsen af lovbekendtgørelse nr. 87 af 9. februar 1999 om selskab til varetagelse af kulbrinteaktiviteter i Grønland m.v. er en konsekvens af, at statens aktier i Nunaoil A/S overdrages til selvstyret i forbindelse med lovens ikrafttræden. Til 27 Statens tilskud til Grønlands hjemmestyre reguleres i dag og frem til udgangen af 2009 af lov nr. 502 af 6. juni 2007 om tilskud til Grønlands hjemmestyre for 2008 og Som en konsekvens af, at forslagets kapitel 3 om de økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og staten fra lovens ikrafttræden den 21. juni 2009 regulerer spørgsmålet om statens tilskud til Grønlands Selvstyre, foreslås det med bestemmelsen, at lov om tilskud til Grønlands hjemmestyre for 2008 og 2009 ophæves. Til 28 Bestemmelsen indebærer, at de gældende retsforskrifter på et område, der overtages af selvstyret, fortsat gælder i Grønland, så længe selvstyret ikke har benyttet sig af muligheden for at udstede landstingslove mv. Det sikrer, at der ikke opstår retstomme rum på de pågældende områder. Ved rette myndighed forstås den myndighed, der til enhver tid er kompetent til at fastsætte reglerne på det pågældende område. Til 29 Der er tale om en overgangsbestemmelse, som fastlægger, hvilken myndighed der skal behandle konkrete sager, som ikke måtte være afsluttede på tidspunktet for et sagsområdes overgang til selvstyret. Det foreslås i stk. 1, at konkrete sager, som på tidspunktet for et sagsområdes overgang til selvstyret er under behandling af en dansk myndighed, som udgangspunkt færdigbehandles af vedkommende grønlandske myndighed. Den foreslåede ordning i stk. 1 skal ses i lyset af, at der efter et sagsområdes overgang til selvstyret i en række tilfælde ikke længere vil være danske myndigheder til at færdigbehandle de omhandlede sager. Efter grønlandsk overtagelse af f.eks. politiet vil der således ikke i Grønland være en dansk politimyndighed, der ville kunne færdigbehandle uafsluttede sager. Bestemmelsen omfatter både konkrete sager ved danske forvaltningsmyndigheder og ved domstolene. Det er i stk. 2 foreslået, at vedkommende danske myndighed i særlige tilfælde og efter aftale med vedkommende grønlandske myndighed kan bestemme, at visse nærmere bestemte sager skal færdigbehandles af vedkommende danske myndighed. Baggrunden for, at der med forslaget til stk. 2 åbnes mulighed for at fravige den almindelige ordning som foreslået i stk. 1, er, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor det kan være hensigtsmæssigt at lade danske myndigheder afslutte behandlingen af verserende sager. Det vil f.eks. kunne gælde i forhold til uafsluttede ankesager ved domstolene. Det bemærkes, at de danske myndigheders afgørelser af de omhandlede sager i givet fald vil skulle træffes på grundlag af de materielle regler, der gælder på afgørelsestidspunktet. Da de grønlandske myndigheder efter overtagelsen af det pågældende sagsområde vil have den lovgivende og udøvende magt på området og derfor vil kunne gennemføre ændringer af de relevante materielle regler, vil der være behov for at 94

103 holde de pågældende danske myndigheder orienteret om eventuelle ændringer i det materielle retsgrundlag. Ansvaret for denne orientering påhviler vedkommende grønlandske myndighed. Der vil efter stk. 2 også i fornødent omfang kunne fastsættes nærmere regler om, hvad der skal gælde med hensyn til bl.a. behandlingen af klager over afgørelser truffet af danske myndigheder samt begæringer om genoptagelse af sager, der er blevet behandlet af danske myndigheder på et sagsområde, der efterfølgende er overtaget af de grønlandske myndigheder. 95

104 Sagsområder overtaget efter den nuværende hjemmestyrelov Bilag 1 Sagsområder overtaget efter hjemmestyrelovens 4 Grønlands styrelsesordning Styrelsesordningen for kommunerne Skatter og afgifter Regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland Regulering af erhvervsmæssigt grønlandsk fiskeri, fangst, mv. Fredning Kompetence til at foretage indgreb i overenskomstmæssigt varslede konflikter f.s.v.a. journalister Kompetence til at fastsætte bestemmelser om dyrtidsregulering af lønninger m.v. for den del af det private arbejdsmarked i Grønland, hvor lønninger reguleres på grundlag af det grønlandske reguleringspristal Næringslovgivning Regulering af den resterende del af erhvervsmæssigt fiskeri EFG-elevers retsstilling Kompetence til at foretage indgreb i overenskomstmæssigt varslede konflikter (genetablering af fredspligt) på den resterende del af det offentlige, ikke-statslige arbejdsmarked og på det private arbejdsmarked (Thule Air Base delvis undtaget). Kompetence til at fastsætte bestemmelser om løn- og ansættelsesforhold i øvrigt på det private arbejdsmarked i Grønland (Thule Air Base delvis undtaget), herunder bestemmelser om dyrtidsregulering af lønninger m.v., der reguleres på grundlag af det danske reguleringspristal. Konkurrencelovgivningen Mønstring af søfarende Forsamlingshuse Radiostøddæmpning og fællesantenner Regulering af jagt og fiskeri af ikke-erhvervsmæssig karakter Kompetence til at lovgive om licitation Regelfastsættelse vedr. indgåelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. for personale under hjemmestyret og kommunerne, som ikke er omfattet af hovedaftalen vedr. tjenestemænd i Grønland Regelfastsættelse for og tilsyn med produktion af naturtørret fisk til det grønlandske hjemmemarked Sagsområder overtaget efter hjemmestyrelovens 7, jf. 4 Stednavne i Grønland L / Regelfastsættelse vedrørende det særlige grønlandske flag L 222 6/ Regelfastsættelse om sommertid L / Regelfastsættelse vedr. ekspropriation på overtagne sagsområder L /

105 Undersøgelse og udnyttelse af vandkraftressourcer L / Hunde og dyreværn L / Ansvarsforholdene på medieområdet L / Sagsområder overtaget efter hjemmestyrelovens 5 L / om folkeskolen i Grønland L / for Grønland om arbejds- og socialvæsenet L / for Grønland om erhvervsmæssige uddannelser L / om radio- og fjernsynsvirksomhed i Grønland L / for Grønland om fritidsvirksomhed L 264 6/ om kirken i Grønland L / om biblioteksvæsenet i Grønland L / om folkehøjskoler i Grønland L / om museumsvæsenet i Grønland L / for Grønland om arealanvendelse, byudvikling og bebyggelse L / om støtte til erhverv i Grønland L / for Grønland om produktion og salg af grønlandske produkter L / for Grønland om boligforsyning, boligstøtte, leje af boliger m.v. L / om Grønlands centrale Lønanvisnings overførsel til Grønlands hjemmestyre L / for Grønland om miljøforhold mv. L 369 6/ om sundhedsvæsenet i Grønland L / om de gymnasiale uddannelser i Grønland Sagsområder overtaget efter hjemmestyrelovens 7, jf. 5 L 469 6/ for Grønland om forsyning, trafik, postbesørgelse m.v. L / for Grønland om el, vand, varme, brandvæsen, havne, veje, telekommunikation m.v. L / om Grønlands Fiskeriundersøgelsers overførsel til Grønlands hjemmestyre L / om tilskud til Grønlands hjemmestyre (hjemmestyrets overtagelse af sundhedsvæsenet og Sdr. Strømfjord/Kangerlussuaq Lufthavn mv.) L / for Grønland om telekommunikation L / om ændring af lov om sundhedsvæsenet i Grønland (Overførelse af sagsområdet anvendelse af tvang i psykiatrien til Grønlands hjemmestyre) 97

106 Bilag 2 Justitsministeriets notat af 3. november 2004 om adgangen til at overføre yderligere beføjelser til de grønlandske myndigheder. 1. Indledning N O T A T om adgangen til at overføre yderligere beføjelser til de grønlandske myndigheder Ved brev af 6. oktober 2004 har Grønlandsk-dansk selvstyrekommission anmodet Justitsministeriet om en redegørelse for de forfatningsretlige rammer for overførelse af yderligere kompetence til de grønlandske myndigheder. Spørgsmålet er således, i hvilket omfang forfatningsretlige regler kan antages at sætte grænser for adgangen til i forbindelse med etablering af et udvidet, grønlandsk selvstyre at overføre yderligere af de beføjelser, der efter grundloven tilkommer Folketinget eller regeringen (kongen). Pkt. 2 omtaler den gældende hjemmestyreordning fra Herefter behandles i pkt. 3 visse almindelige spørgsmål om overladelse af lovgivningskompetence efter grundloven. Pkt. 4 behandler begreberne forfatningsretlig enhed og rigsenheden (rigsfællesskabet), mens pkt. 5 omtaler en række andre grundlovsbestemmelser, der kan have betydning for det rejste spørgsmål. Justitsministeriets overvejelser og vurdering er gengivet i pkt. 6. Pkt. 7 indeholder en sammenfatning. 2. Den gældende hjemmestyreordning Ved lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre blev der skabt grundlag for, at en række sagsområder kan overgå til hjemmestyret. Lovens 1, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse:» 1. Grønland udgør et særligt folkesamfund inden for det danske rige. Det grønlandske hjemmestyre varetager inden for rigsenhedens rammer grønlandske anliggender efter reglerne i denne lov.«hjemmestyret kan efter 4, stk. 1, i den grønlandske hjemmestyrelov bestemme, at sagsområder eller en del af et sagsområde, der er nævnt i bilaget til loven, skal overgå til hjemmestyret. Hjemmestyret har den lovgivende og administrative myndighed for områder, der er overgået efter denne bestemmelse, og hjemmestyret overtager de udgifter, der er forbundet hermed, jf. hjemmestyrelovens 4, stk. 2. Efter hjemmestyrelovens 5, stk. 1, kan rigsmyndighederne efter forhandling med hjemmestyret ved lov bemyndige hjemmestyret til at overtage den regelfastsættende myndighed for samt administrationen af et sagsområde eller en del af et sagsområde, som er nævnt i bilaget til loven, og som ikke er overgået til hjemmestyret efter hjemmestyrelovens 4. Tilskud til således overtagne sagsområder fastsættes ved lov. I hjemmestyrelovens 7, stk. 1, er det fastsat, at rigsmyndighederne efter forhandling med og tilslutning fra hjemmestyret ved lov kan bestemme, at sagsområder, der ikke er nævnt i hjemmestyrelovens bilag, overgår til hjemmestyret. Afgørelsen af, hvilken sagsområder der skal overgå til hjemmestyret, træffes ud fra hensynet til rigsenheden og til, at hjemmestyret får en udstrakt indflydelse på områder, der særligt berører grønlandske forhold, jf. hjemmestyrelovens 7, stk. 2. Bilaget til den grønlandske hjemmestyrelov har følgende indhold: 98

107 »BILAG 1) Grønlands styrelsesordning. 2) Styrelsesordning for kommunerne. 3) Skatter og afgifter. 4) Folkekirken og de fra folkekirken afvigende trossamfund. 5) Fiskeri på territoriet, jagt, landbrug og renavl. 6) Fredning. 7) Landsplanlægning. 8) Nærings- og konkurrencelovgivning, herunder også lovgivning om restaurations- og hotelvirksomhed, regler om alkoholholdige drikke samt regler om lukketid. 9) Sociale forhold. 10) Arbejdsmarkedsforhold. 11) Undervisning og kultur, herunder erhvervsuddannelse. 12) Erhvervsforhold i øvrigt, herunder statens fiskeri- og produktionsvirksomhed, erhvervsstøtte og erhvervsudvikling. 13) Sundhedsvæsen. 14) Lejelovgivning, boligstøtte og boligforvaltning. 15) Vareforsyning. 16) Intern passager- og godsbefordring. 17) Miljøbeskyttelse.«3. Almindeligt om overførsel af lovgivningskompetence Grundlovens 3, 1. pkt. Efter grundlovens 3, 1. pkt., er den lovgivende magt hos kongen (regeringen) og Folketinget i forening. Det er drøftet i den statsretlige litteratur, i hvilket omfang lovgivningsmagten kan delegere sin kompetence. Om spørgsmålet anfører Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 551, bl.a.:»ifølge Grl. 3 er den lovgivende Magt hos Kongen og Folketinget i Forening. Dette kan ændres under Iagttagelse af Grl. 88; men kan den almindelige Lovgivningsmagt selv overlade Fastsættelsen af Retsregler til Kongen, en Minister eller andre Forvaltningsmyndigheder? Det almindelige Princip, hvorefter Delegation af offentligretlige Beføjelser er udelukket; potestas delegata non delegatur, kunde synes at føre til et benægtende Svar. Saa enkel er Sagen dog ikke. Det er hos os en gammel Praksis, at Lovgivningsmagten giver Kongen og navnlig Ministrene Bemyndigelse til at udstede Gennemførelsesanordninger, og der er som tidligere nævnt en jævn Overgang mellem saadanne Bemyndigelser og de Fuldmagtslove, der har fundet udstrakt Anvendelse i dette Aarhundrede. Denne Praksis kan ikke anses for grundlovstridig blot i Kraft af det nævnte Princip, som ikke har nogen positiv Hjemmel i Grundloven. Grundloven er jo ogsaa i dette Aarhundrede blevet ændret tre Gange, uden at der er taget Afstand fra Brugen af Fuldmagtslove. Spørgsmaalet bliver da kun, om der gælder nogen almindelig retlig Begrænsning for Adgangen til at give Fuldmagtslove, og om en saadan Begrænsning kan hævdes for Domstolene. I førstnævnte Henseende er der Enighed om, at en Fuldmagtslov, som sagligt og i Tid giver ubegrænset Anordningsmyndighed, er grundlovstridig. Der maa imidlertid gælde en snævrere, omend meget ubestemt Begrænsning. Et enkelt Kriterium kan ikke blive afgørende. At Fuldmagtsloven er uden Tidsbegrænsning..., gør den ikke grundlovsstridig, hvis den i saglig Henseende er begrænset. En saglig ubegrænset Fuldmagtslov maa anses for grundlovstridig. Arten af det Retsomraade, Fuldmagtsloven omfatter, kan blive afgørende. En fuldmagtslov, der gav fri Adgang til Udstedelse af Anordninger indenfor hele Straffe- 99

108 rettens eller hele den borgerlige Rets Omraade, vilde utvivlsomt være grundlovsstridig. I Krisetider maa der være en videre Adgang til at give Fuldmagtslove end under normale Forhold. Om bemyndigelsen meddeles til Kongen eller en Minister, kan ikke blive af Betydning. Derimod kan Bemyndigelse til at udstede landsomfattende Anordninger formentlig ikke gives til en i Forhold til hidtidig Praksis og Retsopfattelse helt usædvanlig Myndighed, t.eks. en Amtmand eller en Kommunalbestyrelse. Det er saaledes forskellige Egenskaber ved en Fuldmagtslov, som bliver afgørende for, om den kan anses for grundlovstridig, tilmed saaledes, at flere Egenskaber oftest i hvert enkelt Tilfælde maa tages med i Afvejelsen for og imod.«max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udg. ved Peter Germer (1973), side 205 f, anfører bl.a.:»i henseende til delegationens saglige indhold kan det imidlertid ikke være ligegyldigt, hvilket omfang den har. En i saglig henseende ubegrænset delegation ville gribe ind i grundlovens fundamentale kompetencefordeling og ændre det reelle indhold af 3, hvorefter den lovgivende myndighed er hos kongen og folketinget i forening. Hvis delegationens sagsområde er klart bestemt, er den derimod forenelig med grundlovens system, og dette gælder selv om loven overlader administrationen frihed med hensyn til hvilke foranstaltninger der bør træffes i henhold til delegationen. I dansk praksis er der navnlig forekommet vidtgående delegationer på det erhvervspolitiske område, specielt valutaforhold, vareforsyning, støtteordninger til landbruget m.m., og grundlovsmæssigheden heraf er almindeligt anerkendt. Ved HD opretholdtes en lov der bemyndigede handelsministeren til at»træffe foranstaltninger til bybefolkningens forsyning med mælk og fløde til den billigst mulige pris«. Dernæst kan man spørge, om lovgivningsmagten har frihed til at delegere til hvem som helst. I praksis er dette ikke noget vigtigt problem. Delegation sker normalt til vedkommende minister, og dette er klart foreneligt med grundloven, når delegationen ikke af andre grunde er grundlovsstridig. Ministerens udøvelse af den delegerede beføjelse vil ske under sædvanligt politisk og retligt ansvar, og legaliteten kan efterprøves af domstolene. Hvis imidlertid delegation skete til en myndighed, der ikke på lignende måde virkede inden for rammerne af det forfatningsretlige system, ville den næppe være forenelig med grundlovens ordning. Dette er ialtfald baggrunden for at der er givet særlig hjemmel i grl. 20 for overførelse af kompetence til en international myndighed. Uden en tilsvarende grundlovsmæssig hjemmel, som ikke findes, må det være udelukket at delegere lovgivningskompetence til en privatperson eller til en privat organisation. Hvis det imidlertid overlades en privat organisation at fastsætte regler som er bindende alene for dens medlemmer eller for den kreds af erhvervsudøvere el.lign. hvis interesser den varetager, vil det muligvis være foreneligt med grundloven. Til lokale forvaltningsorganer kan det overdrages at give regler, der skal være gældende inden for det lokale område, men ikke i landet som helhed.«alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave ved Ole Espersen, 1980), side 495 f, anfører bl.a.:»grundlovens system bygger videre på den forudsætning, at der i to retninger kan udgå bemyndigelser fra det lovgivende organ. Dels til det centrale, udøvende organ, d.v.s. kongen, grdl. 3; dels til lokale (kommunale) organer, jfr. grdl. 82 der forudsætter et kommunalt selvstyre af et vist omfang. Bemyndigelser i strid med disse grundlæggende forudsætninger er forfatningsstridige medmindre de er hjemlede ved en forfatningssædvane. Heraf kan nærmere følgende udledes: 1. En generalfuldmagt, d.v.s. en sagligt ubegrænset overladelse af lovgivningsmagt, er grundlovsstridig. 2. Det samme gælder når fuldmagten er almindelig i den forstand at den omfatter enten alle anliggender der ikke særligt undtages, eller store dele af retssystemet, fx den borgerlige ret eller straffelovgivningen.«peter Germer, Statsforfatningsret, 3. udgave (2001), side 78 f, anfører bl.a.:»når det i grundlovens 3, 1. pkt., siges, at den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening, ligger der ikke heri et almindeligt delegationsforbud, og bestemmelsen afskærer ikke lovgivningsmagten fra at bemyndige en minister til at udstede anordninger, der gør indgreb i borgernes frihed og ejendom

109 Bestemmelserne i grundlovens 3, 1. pkt., har dog i to henseender betydning for spørgsmålet om delegation af lovgivningskompetence. For det første følger det af bestemmelsen, at lovgivningsmagten når som helst kan tilbagekalde delegationen. For det andet indeholder bestemmelsen en forudsætning om, at delegationen ikke må være sagligt ubegrænset. For så vidt angår Færøerne og Grønland gør særlige forhold sig gældende. Det kan ikke antages, at grundlovens 3 sætter grænser for adgangen til at overføre lovgivningskompetence til hjemmestyremyndighederne for så vidt angår færøske og grønlandske anliggender.«henrik Zahle, Dansk forfatningsret 1 Institutioner og regulering, 3. udgave (2001), side 378 f, anfører bl.a.:»det forfatningsretlige system fungerer kun under visse forudsætninger. Regler om f.eks. lovproceduren har kun mening under forudsætning af, at lovformen og ikke andre reguleringsformer bruges til gennemførelse af den politisk centrale regulering. Ud fra sådanne principielle og ikke ganske præcise overvejelser er der mulighed for at opstille visse grænser for delegation, hvoraf nogle måske ikke har stor praktisk betydning, men dog kan være en egnet ramme for drøftelse af mere praktiske emner. For det første må området for en delegation respektere visse grænser: Det er ikke foreneligt med grundloven, om der blev gennemført en generalfuldmagt, dvs en sagligt ubegrænset overførelse af kompetencen til at udstede forskrifter til en administrativ myndighed. Ej heller en almindelig fuldmagt, der omfatter alle anliggender, som ikke er særligt undtaget, kan forenes med funktionsfordelingen mellem Folketing og administration. Endelig kan en delegation, som er afgrænset til, men udtømmende dækker et bestemt fagområde, f.eks. landbruget eller energiforsyningen, heller ikke forenes med den forfatningsretlige struktur. Disse delegationsforbud bygger på grl 3, jf P. Andersen 1954 s 550 f, A. Ross 1980 s 495 f, M. Sørensen 1973 s 206, P. Germer 1995 s 80. Når»den lovgivende magt«er tillagt Folketing og regering (konge), kan den ikke som helhed flyttes til en anden (en minister f.eks.). Men resultatet ville næppe være anderledes, hvis vi ikke havde grl 3. De her beskrevne rammer udelukker ikke ganske vidtgående delegationsbestemmelser. Sådanne har naturligt særligt været fremtrædende under kriseforhold, jf som eksempel lov nr 164 af , der bemyndigede indenrigsministeren»til indtil videre at træffe foranstaltninger til regulering af prisen på levnedsmidler og varer,...«, der var grundlaget for en stor del af Indenrigsministeriets regulerende virksomhed under l. verdenskrig. UfR H omhandlede en kriselov fra 2. verdenskrig, nemlig lov nr. 415 af om bybefolkningens forsyning med mælk og fløde, der bemyndigede handelsministeren til»at træffe foranstaltninger til sikring af bybefolkningens forsyning med mælk og fløde til den billigst mulige pris«, der ikke fandtes at»være stridende mod grundloven«, jf. tilsvarende om 1914-loven: UfR L. Ved bedømmelsen af love som de nævnte har man taget hensyn til de kritiske politiske forhold, hvorunder de er blevet gennemført. Men som forholdet mellem Folketing og regering har udviklet sig, kan der ikke fra et forfatningsretligt synspunkt rejses kritik mod en delegation, der blot indeholder en afgrænsning af et snævrere sagsområde, angivelse af de formål, der skal varetages, og af de anvendelige midler, sml M. Sørensen 1973 s Som det fremgår, antages grundlovens 3, l. pkt., at være til hinder for en i saglig henseende ubegrænset delegation til forvaltningen. Endvidere antages bestemmelsen at være til hinder for, at lovgivningsmagten til forvaltningen foretager en delegation, som er afgrænset til, men udtømmende dækker et bestemt sagsområde Specielle delegationsforbud i grundloven Grundloven indeholder en række regler, der udtrykkeligt fastslår, at bestemte anliggender skal reguleres»ved lov«,»ikke uden ved lov«eller»ifølge lov«. 101

110 Dette gælder bl.a. med hensyn til: grundlovens 27, hvorefter regler om ansættelse, afskedigelse mv. af tjenestemænd fastsættes ved lov, grundlovens 43, hvorefter ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov, grundlovens 44, stk. l, hvorefter ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov, grundlovens 61, hvorefter den dømmende magts udøvelse kun kan ordnes ved lov, grundlovens 66, der fastsætter, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov, grundlovens 73, stk. l, hvorefter ekspropriation kun kan ske ifølge lov. Grundlovsbestemmelser af denne karakter opstiller særlige begrænsninger med hensyn til lovgivningsmagtens mulighed for at delegere sin kompetence på de pågældende områder. Hvor langt det enkelte, særlige delegationsforbud rækker, må afhænge af en fortolkning af vedkommende bestemmelse, jf. bl.a. Peter Germer, a.st., side 80 f. Grundlovens særlige regler om delegationsforbud er ikke antaget at være til hinder for, at de grønlandske myndigheder inden for rammerne af den gældende hjemmestyreordning kan udstede regler om bl.a. skatteopkrævning og ekspropriation. 4. Forfatningsretlig enhed og rigsenheden (rigsfællesskabet) 4.1. Grundlovens 1 mv. Der findes i grundloven ikke en bestemmelse, der udtrykkeligt fastsætter, i hvilket omfang det uden en grundlovsændring er muligt at overlade rigsmyndighedernes kompetence til selvstyremyndigheder inden for riget. I modsætning hertil er der i grundlovens 20 en udtrykkelig bestemmelse om adgangen til at overlade beføjelser, der efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, til visse internationale organisationer. Grundloven anvender heller ikke udtrykket rigsenheden (eller rigsfællesskabet). I grundlovens 1 er der imidlertid følgende bestemmelse om forfatningsretlig enhed:» 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.«Bestemmelsen blev indsat ved grundlovsrevisionen i 1953 som led i ændringen af Grønlands statsretlige stilling fra en koloni til en ligestillet del af riget. I Forfatningskommissionens bemærkninger til bestemmelsen er det således bl.a. anført (side 28):»Denne paragraf, som ikke findes i den gældende grundlov, er foranlediget af den ændring i Grønlands statsretlige stilling, som forfatningsforslaget medfører... Den foreslåede paragraf vil medføre, at grundloven i sin helhed får gyldighed for Grønland.«Grundlovens 1 indebærer således, at bestemmelserne i grundloven også finder anvendelse i Grønland. Det betyder f.eks., at grundlovens frihedsrettigheder også gælder i Grønland. I Forfatningskommissionens betænkning, a.st., er der endvidere henvist til et responsum om Grønlands og Færøernes statsretlige stilling udarbejdet af de tilforordnede professorer Poul Andersen og Alf Ross. Heri er det bl.a. anført:»en grundlovsændring vedrørende Færøerne kan ikke anses for påkrævet som følge af loven om Færøernes hjemmestyre. Denne lov er givet ud fra den forudsætning, at den trufne ordning er forenelig med den gældende grundlov, og der ses ikke at være nogen anledning til at opgive denne forudsætning.«forarbejderne til grundlovens l indeholder i øvrigt ikke nærmere oplysninger om bestemmelsens rækkevidde, herunder i forhold til Færøerne og den færøske hjemmestyreordning, som blev etableret i Udtrykket rigsenheden er anvendt i den grønlandske og den færøske hjemmestyrelov. I 1, stk. 1, i lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands hjemmestyre hedder det således: 102

111 » 1. Grønland udgør et særligt folkesamfund inden for det danske rige. Det grønlandske hjemmestyre varetager inden for rigsenhedens grænser grønlandske anliggender efter reglerne i denne lov.«i 1 i lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre hedder det tilsvarende, at Færøerne inden for lovens rammer udgør et selvstyrende folkesamfund i det danske rige, og at det færøske folk i henhold hertil ved sin folkevalgte repræsentation, Lagtinget, og en af dette oprettet forvaltning, landsstyret, inden for rigsenheden overtager ordningen og styrelsen af færøske særanliggender som angivet i loven. I bemærkningerne til lovforslaget om Grønlands hjemmestyre er bl.a. anført følgende om betydningen af rigsenheden (Folketingstidende , Tillæg A, sp. 331 ff):»forslaget bygger på forudsætningen om rigsenhedens opretholdelse... At hjemmestyret sker inden for rigsenhedens rammer indebærer: 3) at kun sagsområder, der alene vedrører Grønland, men ikke angår riget som helhed eller andre dele af riget, kan overgå til hjemmestyret, og 4) at kun en del af rigsmyndighedernes kompetence kan overføres til hjemmestyret. Rigsenheden medfører således, at visse sagsområder som f.eks. udenrigs-, sikkerheds- og valutapolitik efter deres art ikke vil kunne overføres til hjemmestyret, ligesom der ikke vil kunne ske en ubegrænset overførsel af sagsområder til hjemmestyret... Rigsenheden medfører endvidere, at hjemmestyret under udøvelsen af sine beføjelser skal respektere rigets traktatmæssige forpligtelser samt de fundamentale retsprincipper, der er fælles for riget «Den grønlandske hjemmestyrelov bygger på betænkning nr. 837/1978 om Hjemmestyre i Grønland. I betænkningens bind 1, Hjemmestyreordningen, side 23, er det bl.a. anført:»1. Områder, hvor kompetencen ligger hos rigsmyndighederne og ikke kan henlægges til hjemmestyret Det drejer sig... navnlig om områder som statsforfatningen (herunder bl.a. de øverste statsmyndigheder, valgret og valgbarhed til folketinget, retsplejen, frihedsrettighederne), forholdet til udlandet (herunder indgåelse af traktater), rigets finanser (herunder Nationalbanken og dens funktioner, finans-, penge- og valutapolitik), forsvar, strafferetspleje og fængselsvæsen samt om de almindelige principper for person-, familie- og arveret samt formueret. At disse områder ikke kan overtages af hjemmestyret er ikke til hinder for, at der fortsat kan gives særlige bestemmelser (»love for Grønland«), der tager fornødne hensyn til grønlandske forhold, men det må være forbeholdt rigets myndigheder at gennemføre sådanne bestemmelser, der ikke bør fjerne sig længere fra retstilstanden i den øvrige del af riget, end de lokale forhold nødvendiggør.«i betænkningens bind l, side 33, anføres endvidere bl.a.:»det er en klar konsekvens af rigsenheden, at grundloven har gyldighed for alle dele af riget. Dette indebærer bl.a. at bestemmelserne om frihedsrettighederne er gældende overalt i riget. Rigsenheden forudsætter endvidere visse fundamentale retsprincipper som fælles for riget. De fælles, fundamentale retsprincipper er imidlertid ikke alle nedfældet i grundloven, som bl.a. ikke omfatter princippet om magtfordrejning, visse familieretlige principper samt visse retsgarantier. De fælles fundamentale retsprincipper vil også skulle respekteres af hjemmestyret under udøvelse af sine beføjelser, men kommissionen har ikke fundet det nødvendigt at medtage en bestemmelse herom i forslaget til hjemmestyrelov. Hjemmestyrets kompetence må endvidere ses i relation til rigets internationale forpligtelser, som vil have virkning både for rigsmyndighederne og for hjemmestyret. Det foreslås, at der i hjemmestyreloven 103

112 indsættes en bestemmelse om, at hjemmestyret er undergivet de forpligtelser, der følger af traktater og andre internationale regler, som til enhver tid er bindende for riget.«i Statsministeriets (nu ophævede) cirkulære nr. 13 af 6. februar 1989 om sager vedrørende Grønland er anført følgende om betydningen af rigsenheden:»sagsområder, der som følge af rigsenheden ikke kan overgå til hjemmestyret. 1) Statsforfatningen, herunder de øverste statsmyndigheder, valgret og valgbarhed til folketinget, retsplejen og frihedsrettighederne. 2) Statsborgerbegrebet, pas, visa, statssymboler. 3) Udenrigspolitiske anliggender. 4) Forsvar. 5) Rigets finanser, Nationalbanken, seddeludstedelse, mønt, mål og vægt, valuta. 6) De almindelige lovsystemer for personret, familieret, arveret samt formueret. 7) Strafferetspleje, fængselsvæsen.«uanset det, der er anført i betænkningen om den grønlandske hjemmestyreordning og i det nævnte cirkulære, har Justitsministeriet senere antaget, at grundloven ikke er til hinder for, at regeludstedende kompetence vedrørende retsplejen og kriminalforsorgen overføres til det grønlandske hjemmestyre. Der henvises til Justitsministeriets notat af 11. november 1997 om muligheden for at overføre retterne, politiet og kriminalforsorgen i Grønland til det grønlandske hjemmestyre Den statsretlige litteratur om forfatningsretlig enhed mv. I den statsretlige litteratur er behandlet en række spørgsmål om, i hvilket omfang grundloven kan antages at opstille grænser for adgangen til at overføre kompetence til bl.a. det grønlandske hjemmestyre. Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udg. ved Peter Germer (1973) side 43, anfører bl.a.:»et spørgsmål som grundloven ikke tager udtrykkelig stilling til er, om der inden for rammen af den almindelige forfatningsretlige ligestilling kan indrømmes enkelte dele af riget en særstilling af begunstigende karakter, navnlig derved at der gives dem lokalt selvstyre i deres særlige anliggender. Netop på grund af Færøernes og Grønlands særlige faktiske situation, betinget af naturgivne faktorer, i forbindelse med beboernes etniske, kulturelle og sproglige særpræg i forhold til Danmarks befolkning, er spørgsmålet af væsentlig praktisk betydning. Svaret må være, at grundloven ikke udelukker en forfatningsretlig særstilling i form af et vidtgående lokalt selvstyre.«endvidere anfører Max Sørensen, a.st., side 53, bl.a.:»den forfatningsretlige enhed som grl. l har fastslået vedrører den forfatningsretlige ramme. De organer, som grundloven har etableret, og den kompetence der er tillagt dem, må være fælles for riget som helhed, medmindre afvigelser er hjemlet udtrykkeligt eller forudsætningsvis ved grundlovens eget indhold eller dermed ligestillet forfatningsretlig norm. Det samme gælder de begrænsninger af materiel eller formel art, som grundloven opstiller for organernes kompetence, navnlig i bestemmelserne om borgernes frihedsrettigheder. Inden for disse rammer er de forfatningsretlige organers kompetence i alt væsentligt en fri kompetence. Navnlig kan lovgivningsmagten frit give lovene det indhold den ønsker, så længe den respekterer grundlovens begrænsninger. Der er derfor intet til hinder for, at den giver lovregler af forskelligt indhold for forskellige geografiske områder.«isi Foighel, som var formand for Kommissionen om Hjemmestyre i Grønland, der afgav den ovenfor under pkt. 4.1 nævnte betænkning, anfører i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, 1979, side 89 ff, om Grønlands Hjemmestyre bl.a. (side 91): 104

113 »Det var fastsat i kommissionens kommissorium og accepteret af såvel de danske som de grønlandske medlemmer, at gennemførelsen af hjemmestyret måtte finde sted inden for»rammerne af rigsfællesskabet«. Princippet herom kan udledes af grundlovens paragraf 1.«I en artikel i TfR 1980, side l ff, anfører Jerzy Sawicki bl.a. om det, der er anført i bemærkningerne til forslaget til den grønlandske hjemmestyrelov med hensyn til begrebet rigsenheden:»i bemærkningerne kan der ikke findes nogen nærmere forklaring af henvisningen til»de fundamentale retsprincipper, der er fælles for riget«. Ideen om at rigsenheden kræver respekt for sådanne principper har formentlig sit udspring i hjemmestyrekommissionens overvejelser. Kommissionen gik tilsyneladende ud fra, at man kun alt for godt kendte disse»fundamentale retsprincipper, der er fælles for riget«, til at de krævede nærmere omtale...«alf Ross, a.st., side 496, anfører bl.a.:»ved lov om Færøernes hjemmestyre nr. 137 af 23. marts 1948 har en usædvanlig vidtgående delegation af lovgivningsmagt til lokale myndigheder fundet sted. Ifølge lovens 4 har hjemmestyret (d.v.s. lagting og landsstyre) for de områder der efter reglerne i 2 og 3 henføres under færøske særanliggender»den lovgivende og administrative myndighed.«de af lagtinget vedtagne og af landsstyrets formand stadfæstede love benævnes lagtingslove. Terminologien er usædvanlig og klart udtryk for en delegation af lovgivningsmagt. Terminologien er ideologisk begrundet i ønsket om at markere den særstilling som Færøerne i national, historisk og geografisk henseende indtager indenfor riget, jfr. lovens indledning. Retligt adskiller lagtingslovene sig ikke fra anordninger med derogatorisk kraft, og retligt må det færøske hjemmestyre karakteriseres som et kommunalt selvstyre af usædvanlig vidtgående omfang. Der er intet holdepunkt for at anse loven for grundlovsstridig. Der ville forfatningsretligt intet være til hinder for at etablere en tilsvarende ordning for Amager eller Taasinge, men politisk lader en så usædvanlig ordning sig naturligvis kun forsvare ud fra hensynet til Færøernes særstilling.«frederik Harhoff, Rigsfællesskabet (1993), side 491 f, anfører bl.a.:»rigsfællesskabet indebærer, at visse sagsområder efter deres art ikke kan overtages af Hjemmestyret. Dette gælder først og fremmest forsvars- og sikkerhedspolitikken, samt i hvert fald den del af udenrigspolitikken, der angår Riget som helhed... Hjemmestyrekommissionen opregnede endvidere en række sagsområder, der som følge af rigsenheden skønnedes at være uoverdragelige, og denne opregning er gentaget i bilaget til Statsministeriets cirkulære nr. 13 af 6. februar 1989 om sager vedrørende Grønland.«[se ovenfor i pkt. 4.1]. Herefter anfører Frederik Harhoff, a.st.:»...at denne opregning næppe i alle tilfælde kan være bindende for Hjemmestyret, såfremt det fremførte forfatningsretlige alternativ lægges til grund. I føderale stater som USA, Canada og Tyskland er områder som statsforfatningsretten og valg til forbundsorganerne, samt de i cirkulærets pkt. 2-5 anførte sagsområder [se ovenfor i pkt. 4.1], typisk henlagt eksklusivt under de føderale myndigheders kompetence. Men at civilretten, formueretten og strafferetten af principielle statsretlige grunde skulle være uoverdragelige, lader sig kun forklare ud fra den antagelse, at Hjemmestyret hviler på en (vidt udstrakt) delegation. Jeg kan tiltræde det hensigtsmæssige i denne fordeling det ville volde betydelige praktiske vanskeligheder at operere med forskellige regler på disse områder men jeg ser ingen tvingende statsretlige og i rigsfællesskabet særligt begrundede årsager til, at Hjemmestyret ikke skulle kunne vedtage en egen lov om f.eks. arv eller ægteskabets retsvirkninger. På færdselsstrafferettens område kendes allerede i dag forskellige strafferetlige retsvirkninger af samme forseelse (bl.a. spirituskørsel), og dette har ikke givet anledning til uoverstigelige problemer.«henrik Zahle, Dansk Statsforfatningsret 1 Institutioner og regulering, 3. udg. (2001), side 110, anfører bl.a.: 105

114 »Af grl l, der indførtes i 1953, fremgår, at grundloven gælder for»alle dele af Danmarks Rige«. Formålet med denne bestemmelse var navnlig, at grundloven skulle finde anvendelse på Grønland, der hidtil havde været en koloni. På grundlag af grl l er der siden opbygget en teori om»rigets enhed«, som antages at kunne begrunde krav om visse fælles reguleringer dækkende hele riget. At grundloven gælder for hele riget, og at der heraf kan afledes et grundlovsmæssigt krav om et vist fællesskab i den retlige struktur, er imidlertid ikke ensbetydende med, at gældende ret skal være ens overalt. Der kan ikke stilles krav om, at der er en national retsenhed.«videre anfører Henrik Zahle, a.st., side 117:»Efter Grønlands inddragelse under grundloven kan der således tales om et princip om rigets enhed, for så vidt som alle dele af Danmarks rige er undergivet den samme grundlov. Eller som det anførtes af Den grønlandske Hjemmestyrekommission,»de i grundloven fastsatte regler og principper (vil) i deres helhed fortsat være gældende også for Grønland«Denne tanke føres imidlertid videre, således at der opstilles et princip om rigets enhed, som tildeles et indhold, der ikke kan afledes af grundloven. Princippet om rigets enhed er udtrykt i hjemmestyrelovene, hvorefter hjemmestyret varetager egne anliggender»inden for rigsenheden[s rammer]«. Den»rigsenhed«, der her sigtes til, er næppe begrænset til den grundlovssikrede enhed (grl 1), men har tillige elementer, der blot er lovbaserede. Den»rigsenhed«, som hjemmestyrelovene forudsætter, kan derfor ved senere lov begrænses, uden at der sker en krænkelse af den grundlovsbestemte enhed, der følger af 1«Henrik Zahle, a.st., side 379, anfører endvidere:»efter grundloven udgør Danmark ét rige, jf. grl. l. Af denne forudsætning følger ikke, at der skal være national retsenhed i den forstand, at der ikke i forskellige lokale områder kan være forskellige lokale reguleringer. Forskellen i de lokale reguleringer kan følge af en differentiering i den nationale regulering, ligesom forskellen kan følge af, at retsfastsættelsen sker lokalt som følge af en delegation til kommunal myndighed. Mest markant er den lokale regulerings betydning for Færøerne og Grønland, hvor de lokale myndigheders dominerende betydning understreges af, at man taler om hjemmestyremyndighedernes»lovgivende«beføjelse. Den lokale myndigheds kompetence må være begrænset til det lokale område.«frederik Harhoff anfører i Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (1999), side 29, bl.a. følgende om grundlovens 1:»Bestemmelsens umiddelbare formål omend dette ikke kan udledes direkte af formuleringen var at fastslå, at Danmark efter ophævelsen af Grønlands kolonistatus i 1952 udgør en forfatningsretlig enhed, der omfatter tre ligestillede dele: Danmark, Færøerne og Grønland. Hensigten hermed var ikke at påbyde retsenhed i den forstand, at den retlige regulering nødvendigvis skulle være ens i alle Rigets tre dele, men blot at grundlovsfæste de tre rigsdeles forfatningsretlige lighed; det er velkendt, at lokal regulering af ensartede forhold udviser betydelige forskelle i forskellige dele af Riget...«I en artikel om rigsfællesskabet mellem Danmark og Færøerne i Folketingets festskrift i anledning af grundlovens 150 års-jubilæum den 5. juni 1999, side 491 ff, anfører Jakup Thorsteinsson og Sjaldur Rasmussen bl.a. (530 ff):»der kan næppe være tvivl om, at det er muligt at justere og påføre [den færøske hjemmestyrelovs] liste A nye opståede sagsområder. Var det muligt med den næsten enslydende gældende grundlov på dette punkt i 1948, er det også muligt i dag. Men om det er muligt at ændre hjemmestyreloven således, at alle sagsområder, der findes, er liste A-anliggender, eller at der kræves hjemmestyrets samtykke til, at love kan træde i kraft på Færøerne, er noget mere tvivlsomt. Lægger man Harhoffs fortolkning til grund, er det muligt, men en sådan fortolkning udhuler reelt alle 1953-grundlovens bestemmelser, for så vidt angår den forfatningsmæssige styrelse af Færøerne. På den anden side kan man drage en a fortiori (desto mere)-slutning fra grundlovens 19. Færøerne kan efter statsministerens (formelt dronningens) beslutning med Folketingets samtykke opnå fuldstændig uafhængighed af Danmark; ergo må det være muligt for lovgiv- 106

115 ningsmagten at foretage ethvert skridt for at forhindre, at rigsfællesskabet opløses bl.a. med særdeles vidtgående selvstyreordninger inden for rigsfællesskabets rammer. Men det vil være anstrengt at fortolke grundloven således, at det er muligt at ændre ordningen ved en særlig styrelsesordningslov for Færøerne, i de tilfælde, hvor grundloven har udtrykkelig klare bestemmelser med hensyn til Færøerne... Konklusionen synes at være, at hvis en ny styrelsesordning for Færøerne, hvor Færøerne er en integrerende bestanddel af det danske rige, kræver grundlovsændring, må dette bero på en konkret vurdering af ordningen, der er i forslag.«5. Andre grundlovsbestemmelser 5.1. Indledning I dette afsnit omtales en række grundlovsbestemmelser, der ud over dem, der er nævnt i de forrige afsnit kan have betydning ved vurderingen af det rejste spørgsmål Udenrigs- og forsvarsanliggender Efter grundlovens 19, stk. 1, 1. pkt., har regeringen den udenrigspolitiske kompetence (»handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender«). Om denne kompetence anfører Ole Espersen, Indgåelse og opfyldelse af traktater (1970), side 29, bl.a., at»de enkelte dele [af riget] ingen selvstændig folkeretlig kompetence har. Dette følger af grundlovens 1«. Til en række dispositioner efter grundlovens 19 kræves Folketingets samtykke. Uden Folketingets samtykke kan regeringen således ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning, jf. 19, stk. 1, 2. pkt. Uden Folketingets samtykke kan regeringen heller ikke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke, jf. 19, stk. 1, 3. pkt. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget er Folketingets samtykke endvidere nødvendigt, hvis militære magtmidler skal anvendes mod nogen fremmed stat, jf. nærmere 19, stk. 2. I den statsretlige litteratur er det den almindelige opfattelse, at der er grænser for, hvor bredt et folketingssamtykke efter grundlovens 19 kan være, jf. bl.a. Max Sørensen, a.st., side 284. Der kan dog ikke stilles krav om, at Folketingets samtykke efter grundlovens 19 skal gives i forbindelse med hver enkelt konkret udenrigspolitisk disposition. I teori og praksis er det således antaget, at Folketinget efter grundlovens 19, stk. 1, kan meddele et generelt forhåndssamtykke, der omfatter indgåelse af folkeretlige aftaler af en bestemt type, jf. bl.a. Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (1999), side 95. Regeringen skal i øvrigt forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, jf. 19, stk Højesteret Flere grundlovsbestemmelser anvender udtrykket»rigets øverste domstol«, jf. bl.a. grundlovens 59 og 78, stk. 4. Dette antages at forudsætte, at Højesteret er en enhed, således at der inden for rigets rammer ikke kan oprettes flere sideordnede, øverste domstole, jf. bl.a. Max Sørensen, a.st., side 151. I Justitsministeriets notat om mulighederne for at overføre retterne, politiet og kriminalforsorgen i Grønland til det grønlandske hjemmestyre er bl.a. anført følgende om adgangen til at overføre retsplejemæssige anliggender til hjemmestyret: 107

116 »Grønlands hjemmestyre kan ikke inden for rammerne af den gældende grønlandske hjemmestyrelov tildeles kompetence til at regulere retsplejen i Grønland, herunder spørgsmålet om organisationen af domstolene i Grønland. Lovgivningsmagten er imidlertid næppe gennem en udvidelse af den grønlandske hjemmestyreordning afskåret fra at tillægge Grønlands hjemmestyre kompetence til at regulere retsplejen i Grønland ved regler, der er fastsat af Landstinget. En sådan kompetence skal dog udøves inden for grundlovens rammer, herunder forudsætningen om, at der eksisterer en»rigets øverste domstol«(højesteret).«5.4. Valg til Folketinget Efter grundlovens 31, stk. 2, gives de nærmere regler om valgrettens udøvelse ved valgloven. Reglerne er fastsat i lov nr. 271 af 13. maj 1987 om valg til Folketinget med senere ændringer. Særlige regler om Grønlands repræsentation i Folketinget kan gives ved lov, jf. grundlovens 31, stk. 5. Efter grundlovens 32, stk. 5, kan der ved lov endvidere gives særlige regler om grønlandske og færøske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør. For valg af folketingsmedlemmer i Grønland og på Færøerne er der givet særlige regler i henholdsvis lov om folketingsvalg i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 255 af 28. april 1999, og lov nr. 458 af 30. juni 1993 om folketingsvalg på Færøerne Udstedelse af mønter Efter grundlovens 26 har kongen ret til at lade slå mønt i henhold til loven. Bestemmelsen antages at indebære, at udmøntning er en statsforanstaltning, jf. Karsten Revsbech i Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (1999), side 152. I Justitsministeriets notat af 3. marts 1992 om visse statsretlige spørgsmål ved Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union er det omtalt, at forarbejderne til grundlovens 26 synes at vise, at bestemmelsen ikke kan antages at omfatte sedler. En tilsvarende opfattelse er anført af bl.a. Jens Hartig Danielsen, Mønter og sedler i forfatningsretlig belysning, Juristen 1998, side l ff. 6. Overvejelser og vurdering 6.1. Indledning Spørgsmålet er, i hvilket omfang forfatningsretlige regler kan antages at sætte grænser for adgangen til i forbindelse med etablering af et udvidet, grønlandsk selvstyre at overføre yderligere af de beføjelser, der efter grundloven tilkommer Folketinget eller regeringen (kongen). Nedenfor i pkt vurderes det, i hvilket omfang hensynet til rigsenheden samt en række grundlovsbestemmelser om visse, nærmere angivne anliggender kan have betydning for besvarelsen af spørgsmålet. Herefter vurderes det i pkt. 6.3, hvilken betydning bestemmelsen i grundlovens 3, l. pkt., hvorefter den lovgivende magt er hos regeringen (kongen) og Folketinget i forening, kan have for det rejste spørgsmål Hensynet til rigsenheden mv Almindeligt Der findes i grundloven ikke en bestemmelse, der udtrykkeligt fastsætter, i hvilket omfang det uden en grundlovsændring er muligt at overlade rigsmyndighedernes kompetence til selvstyremyndigheder inden for riget. 108

117 Grundloven anvender heller ikke udtrykket rigsenheden (eller rigsfællesskabet). I den grønlandske hjemmestyrebetænkning fra 1978 (se pkt. 4.1 ovenfor) er det imidlertid antaget, at rigsenheden betyder, at der til Grønlands hjemmestyre alene kan overlades anliggender, der angår grønlandske forhold. Heri ligger to forhold: 1) Til de grønlandske myndigheder kan der af hensyn til rigsenheden alene overføres anliggender, der er geografisk begrænset til at angå Grønland. Det betyder f.eks., at de grønlandske myndigheder ikke vil kunne få kompetence til at udstede regler, der skal gælde i riget som helhed, jf. herved også det, der er anført i pkt. 3.1 om almindelige spørgsmål om overførsel af lovgivningskompetence. 2) Selv med den geografiske begrænsning er der anliggender, der må anses for at vedrøre riget som helhed, således at de af hensyn til rigsenheden ikke kan overføres til de grønlandske myndigheder, men må reguleres af rigsmyndighederne. Den under 1) anførte begrænsning har ikke givet anledning til tvivl i den statsretlige litteratur. Det er derimod omtvistet, hvilke anliggender der er af en sådan karakter, at den under 2) anførte begrænsning fører til, at de pågældende anliggender ikke kan overlades til de grønlandske myndigheder. Det har således bl.a. været drøftet, om samtlige de begrænsninger i adgangen til at overføre nærmere angivne anliggender til hjemmestyret, der er opstillet i den grønlandske hjemmestyrebetænkning fra 1978, kan udledes af grundloven, eller om der i stedet til dels har været tale om politiske forestillinger om begrebet rigsenheden, jf. herved bl.a. Henrik Zahle ovenfor i pkt Nedenfor er der peget på en række anliggender, hvor hensynet til rigsenheden efter Justitsministeriets opfattelse kan have betydning for adgangen til at overføre kompetence til de grønlandske myndigheder. Spørgsmålet er med andre ord, om det pågældende anliggende reelt vedrører riget som helhed eller har en sådan sammenhæng med hele rigets forhold, at det ikke lader sig udskille, jf. den under (2) anførte begrænsning. I tilknytning hertil peges der endvidere på, at adgangen til at overlade beføjelser til de grønlandske myndigheder for visse anliggenders vedkommende kan være begrænset som følge af grundlovens særlige regler om de pågældende anliggender Statsforfatningen Hensynet til rigsenheden og grundlovens bestemmelser om de øverste statsmyndigheder indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at statsforfatningsretlige anliggender ikke kan overlades til de grønlandske myndigheder. Grundloven vil således bl.a. være til hinder for at overlade til de grønlandske myndigheder at varetage spørgsmål om kongehusets forhold. Heller ikke bl.a. sager og sagsområder, der angår Folketingets virke eller den danske regerings førelse i sager vedrørende Grønland, herunder f.eks. spørgsmål om danske ministres retlige ansvar, vil kunne overgå fra de danske myndigheder til de grønlandske myndigheder. Det samme gælder med hensyn til valg til Folketinget. Hensynet til rigsenheden og grundlovens bestemmelser om valg til Folketinget må således antages at indebære, at kompetence til at fastsætte nærmere regler om valg af de 2 grønlandske folketingsmedlemmer, herunder regler om valgret og valgbarhed, ikke kan overlades til de grønlandske myndigheder. Grundlovens omhandler statens finanser, der ifølge sagens natur er et rigsanliggende. Alle spørgsmål om statens indtægter og udgifter hører således under rigsmyndighedernes kompetence uden mulighed for at overlade dele af kompetencen til de grønlandske myndigheder. Som et yderligere eksempel på et område, der falder inden for statsforfatningen, kan nævnes kundgørelse af love (samt anordninger og bekendtgørelser), der er udstedt af rigsmyndighederne, jf. grundlovens 22, hvorefter kongen (regeringen) kundgør disse love. Spørgsmål om kundgørelse i Grønland af rigslo- 109

118 ve mv. kan derfor ikke overdrages til de grønlandske myndigheder. Det samme gælder spørgsmål om kundgørelse af traktater indgået af rigsmyndighederne. Heller ikke spørgsmål om, på hvilken måde offentliggørelse skal ske i forhold til meddelelser, som i medfør af lovgivning på områder, der fortsat hører under rigsmyndighederne, skal offentliggøres, kan overdrages til de grønlandske myndigheder, jf. herved lov om Statstidende. Hensynet til rigsenheden indebærer efter Justitsministeriets opfattelse også, at spørgsmål om rigssymbolerne der selvsagt er fælles for hele riget hører under rigsmyndighederne uden mulighed for at overlade kompetence til de grønlandske myndigheder inden for riget. Det må derfor anses for et rigsanliggende at varetage regeludstedelse og administration med hensyn til anvendelse af rigsflaget (Dannebrog), rigsvåben mv. i Grønland. Heller ikke spørgsmål om sproget dansk og dets anvendelse vil efter Justitsministeriets opfattelse kunne overlades til de grønlandske myndigheder. Det følger også bl.a. af rigsenheden, at borgerne må have mulighed for over alt i riget at anvende sproget dansk i offentlige forhold. Det bemærkes i den forbindelse, at det i 9 i hjemmestyreloven for Grønland er fastsat, at det grønlandske sprog er hovedsproget, og at der skal undervises grundigt i det danske sprog. Det fremgår endvidere af bestemmelsen i hjemmestyrelovens 9, at både grønlandsk og dansk kan anvendes i offentlige forhold Udenrigspolitik Som anført i pkt. 5.2 antages det at følge af grundlovens 1, at de enkelte dele af riget ikke har en selvstændig folkeretlig kompetence, og at alle dele af riget således udgør ét folkeretssubjekt. Det ville således forudsætte en grundlovsændring, hvis Grønland statsretligt skulle have adgang til på egne vegne at handle i mellemfolkelige anliggender (dvs. anliggender, der er omfattet af grundlovens 19), herunder indgå traktater, som alene er bindende for Grønland og ikke den danske stat som sådan. Spørgsmålet er derfor, om der forfatningsretligt set er mulighed for, at Grønland kan handle på rigets vegne i visse mellemfolkelige anliggender. De grønlandske myndigheder vil ved at handle på rigets vegne binde hele riget, således at dispositioner på det udenrigspolitiske område som udgangspunkt vil berøre rigets generelle udenrigspolitiske forhold. Eventuelle spørgsmål om folkeretligt ansvar for manglende overholdelse af en aftale indgået af de grønlandske myndigheder vil derfor inddrage rigsmyndighederne. Herved adskiller situationen sig afgørende fra tilfælde, hvor de grønlandske myndigheder har regeludstedende og udøvende myndighed, idet disse beføjelser kun giver adgang til at fastsætte regler mv. med virkning i Grønland. Betingelsen om, at der til de grønlandske myndigheder kun kan overlades anliggender, der alene vedrører grønlandske forhold, vil derfor aldrig kunne være (fuldt ud) opfyldt for så vidt angår mellemfolkelige anliggender. Grundloven vil derfor efter Justitsministeriets opfattelse være til hinder for en egentlig overladelse af beføjelser til de grønlandske myndigheder til at handle i mellemfolkelige anliggender omfattet af grundlovens 19, stk. 1. Som en konsekvens heraf må det desuden antages, at det ikke vil være muligt at overlade regeludstedende kompetence på det udenrigspolitiske område til de grønlandske myndigheder det vil sige bl.a. udstedelse af regler om udenrigstjenestens forhold. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at det er udelukket at gennemføre en ordning, hvor landsstyret får en fuldmagt til at handle på rigets vegne i visse udenrigspolitiske anliggender. I den forbindelse kan der henvises til, at regeringen har tilkendegivet over for Grønland og Færøerne, at regeringen er indstillet på at drøfte en ordning, hvorefter det grønlandske og færøske landsstyre får adgang til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender med henblik på forhandlinger og indgåelse af traktater, der alene angår Grønland henholdsvis Færøerne. Et lovudkast om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler er i oktober 2004 sendt til høring hos de grønlandske myndigheder. 110

119 Forsvars- og sikkerhedspolitik I den statsretlige litteratur er det på linie med den grønlandske hjemmestyrebetænkning fra 1978 gjort gældende, at forsvars- og sikkerhedspolitiske anliggender ikke kan overlades til hjemmestyret, jf. Frederik Harhoff ovenfor i pkt Denne opfattelse må antages at bygge på, at disse anliggender efter deres karakter nødvendigvis vedrører hele riget bl.a. på den måde, at riget bør have ét samlet forsvar, der er undergivet fælles ledelse. Hertil kommer, at grundlovens 19 indeholder en forudsætning om, at det er kongen (regeringen), der træffer beslutning (med Folketingets samtykke) om anvendelse af militære midler over for andre stater. På denne baggrund må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at hensynet til rigsenheden og grundlovens 19 er til hinder for, at det overlades til de grønlandske myndigheder at udøve beføjelser i forsvars- og sikkerhedspolitiske anliggender Højesteret Efter Justitsministeriets opfattelse er grundloven ikke til hinder for, at det overlades til de grønlandske myndigheder at regulere retsplejen i Grønland, herunder at oprette selvstændige domstole i Grønland, jf. herved pkt Reguleringen af retsplejen vil imidlertid skulle udøves inden for grundlovens rammer. Det gælder f.eks. kravet om medvirken af lægdommere inden for strafferetsplejen, jf. grundlovens 65, stk. 2, samt de krav, der efter grundloven gælder med hensyn til domstolenes uafhængighed. Som anført i pkt. 5.3 forudsætter grundloven endvidere, at riget har én fælles, øverste domstol Højesteret. En tilsvarende forudsætning kan siges at følge af et hensyn til rigsenheden. Dette indebærer for det første, at den grønlandske retsplejeordning må indrettes på en sådan måde, at visse sager kan indbringes for Højesteret. For det andet indebærer forudsætningen om én fælles, øverste domstol efter Justitsministeriets opfattelse, at det ikke kan overlades til de grønlandske myndigheder at udøve beføjelser, der angår Højesterets organisation mv., herunder at udforme processuelle regler for grønlandske sager, der føres i Højesteret, eller regler om, hvilke sager der kan indbringes for Højesteret. Det vil for det tredje ikke kunne overlades til de grønlandske myndigheder at regulere en række spørgsmål med tilknytning til Højesterets judicielle virksomhed. Det vil heller ikke kunne overlades til de grønlandske myndigheder at træffe beslutning om, at der skal ske genoptagelse af en sag, hvori Højesteret har afsagt dom Statsborgerskab Besiddelse af dansk statsborgerskab har en række retsvirkninger, der gælder overalt i riget (f.eks. valgret til Folketinget, jf. grundlovens 29). I øvrigt fremgår det af den særlige kompetencebestemmelse i grundlovens 44, at meddelelse af dansk statsborgerskab til udlændinge (naturalisation) sker ved lov. På den baggrund kan det efter Justitsministeriets opfattelse ikke overlades til de grønlandske myndigheder at varetage spørgsmål, der vedrører opnåelse eller fortabelse af dansk statsborgerskab Valuta- og pengepolitik Valutapolitik drejer sig om valg af valuta og målsætningen for dens værdi i forhold til andre valutaer, f.eks. i form af et bånd eller anden tilknytning til andre valutaer, flydning over for andre valutaer eller andre valutapolitiske systemer. Pengepolitik angår pengeforholdene og har overordnet til opgave at fastholde pengenes købekraft, jf. herved nationalbanklovens 1, hvorefter Nationalbanken har til opgave i 111

120 overensstemmelse med denne lov og de i henhold til loven udfærdigede forskrifter at opretholde et sikkert pengevæsen her i landet samt at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning. Efter Justitsministeriets opfattelse kan det ikke antages, at grundlovens 26 om kongens ret til at slå mønt i sig selv ville være til hinder for, at sagsområdet valuta- og pengepolitik kan overgå til de grønlandske myndigheder. Spørgsmålet er herefter, om hensynet til rigsenheden (rigsfællesskabet) udelukker, at valuta- og pengepolitik overgår til de grønlandske myndigheder. Indledningsvis bemærkes i den forbindelse, at grundloven i givet fald ikke ville være til hinder for en ordning, hvorefter der i de enkelte dele af rigsfællesskabet gælder forskellige regler inden for valuta- og pengepolitik herunder f.eks. således, at der ville gælde forskellige valutaer. Det bemærkes også, at Justitsministeriet ikke har grundlag for at antage, at en overladelse af sagsområdet valuta- og pengepolitik til de grønlandske myndigheder ville få omfattende økonomiske konsekvenser for det samlede rigsfællesskab. Imidlertid kan dette forhold efter Justitsministeriets opfattelse ikke være afgørende for, om sagsområdet valuta- og pengepolitik kan overgå til de grønlandske myndigheder. I vurderingen af spørgsmålet må der således lægges vægt på, at valuta- og pengepolitik omfatter forhold, der vedrører de helt grundlæggende forudsætninger for enhver økonomisk virksomhed i et samfund, herunder bl.a. spørgsmål om, hvilken værdi en valuta skal have, og hvilket udbud (mængde) der skal være af den pågældende valuta. Det taler efter Justitsministeriets opfattelse for, at kompetencen til at fastlægge valuta- og pengepolitikken inden for et rigsfællesskab ikke kan overgå fra rigsmyndighederne til andre lokale herunder stedlige grønlandske myndigheder. I overensstemmelse hermed er valuta- og pengepolitik nævnt i den grønlandske hjemmestyrebetænkning som et anliggende, der ikke kan overføres til det grønlandske hjemmestyre, jf. herved også pkt. 6 i Statsministeriets (nu ophævede) cirkulære fra 1989 (gengivet i pkt. 4.1 ovenfor), hvor»rigets finanser, Nationalbanken, seddeludstedelse, mønt og valuta«er nævnt som sagsområder, der som følge af rigsenheden ikke ville kunne overgå til det grønlandske hjemmestyre. Frederik Harhoff giver formentlig udtryk for samme opfattelse, jf. ovenfor i pkt Samtidig med, at forfatteren afviser, at grundloven skulle være til hinder for at overlade samtlige de anliggender, der i den grønlandske hjemmestyrebetænkning betegnes som rigsanliggender, til et hjemmestyre, synes forfatteren således med en henvisning til pkt. 5 i Statsministeriets cirkulære fra 1989 at være enig i, at valuta- og pengepolitik må være et rigsanliggende. Frederik Harhoff tilføjer i den forbindelse, at der er tale om et område, hvor kompetencen i føderale stater typisk er henlagt eksklusivt under de føderale myndigheder. På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at valuta- og pengepolitik må anses for anliggender, der som følge af rigsenheden ikke kan overføres til de grønlandske myndigheder Særligt om regeludstedende kompetence Ovenfor er der peget på, at hensynet til rigsenheden og en række særlige bestemmelser i grundloven kan indebære, at visse, nærmere angivne anliggender efter Justitsministeriets opfattelse ikke kan overlades til de grønlandske myndigheder. I dette afsnit behandles spørgsmålet, om bestemmelsen i grundlovens 3, l. pkt., hvorefter den lovgivende magt er hos regeringen (kongen) og Folketinget, herudover kan antages at sætte grænser for, i hvilket omfang det er muligt at overlade yderligere regeludstedende (lovgivende) kompetence til de grønlandske myndigheder. Som anført i pkt. 3 er det fast antaget, at lovgivningsmagten kan overlade (delegere) sin kompetence. Bestemmelsen i grundlovens 3, l. pkt., antages imidlertid at være til hinder for en i saglig henseende 112

121 ubegrænset delegation til forvaltningen. Endvidere indebærer bestemmelsen, at lovgivningskompetencen ikke kan delegeres i et omfang, der er afgrænset til, men udtømmende dækker et bestemt sagsområde. Samtidig er det med den gældende grønlandske (og færøske) hjemmestyrelov antaget, at grundlovens 3, l. pkt., ikke er til hinder for, at de grønlandske (og færøske) myndigheder bliver tillagt regeludstedende kompetence inden for nogle rummeligt angivne rammer. I overensstemmelse hermed må udtalelserne i den statsretlige litteratur om mulighederne for delegation af lovgivningskompetence anses for først og fremmest at tage sigte på tilfælde, hvor det overlades til den statslige forvaltning at udfærdige regler. Til forskel fra sådanne tilfælde, hvor der sker delegation til den statslige forvaltning, indebærer overladelse af regeludstedende kompetence til de grønlandske myndigheder alene, at de grønlandske myndigheder får adgang til at udstede regler med virkning for en vis, afgrænset del af riget nemlig Grønland. Dette taler for en antagelse om, at de begrænsninger, der gælder for at delegere til den statslige forvaltning, ikke umiddelbart kan overføres til de tilfælde, hvor der er tale om overladelse af beføjelser til de grønlandske myndigheder. Hertil kommer, at Grønland sprogligt, geografisk og kulturelt indtager en særlig stilling i riget. Også de særlige grønlandske forhold kan derfor anføres til støtte for, at der er en meget omfattende adgang til at overlade regeludstedende kompetence i Grønland til de grønlandske myndigheder. Heroverfor står, at der efter grundlovens 28 skal være to medlemmer i Folketinget, der er valgt i Grønland. Heri kan siges at ligge en forudsætning om, at der inden for riget må være en række anliggender vedrørende Grønland, der varetages af rigsmyndighederne, herunder Folketinget. Denne i øvrigt vage og ubestemte forudsætning kan imidlertid anses for opfyldt i kraft af de ovenfor under pkt. 6.2 nævnte forfatningsretlige begrænsninger i adgangen til at overføre beføjelser, der i dag tilkommer rigsmyndighederne, herunder Folketinget, til de grønlandske myndigheder. På den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at grundlovens 3, l. pkt., i sig selv sætter yderligere grænser for adgangen til at overlade regeludstedende kompetence til de grønlandske myndigheder. Det vil som følge heraf efter Justitsministeriets opfattelse være muligt at overlade al lovgivende og administrativ kompetence i Grønland til de grønlandske myndigheder bortset fra anliggender, hvor begrænsninger i adgangen til at overlade beføjelser må antages at følge af hensynet til rigsenheden eller af særlige bestemmelser i grundloven om det enkelte anliggende. 7. Sammenfatning Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at det efter grundloven er muligt at overlade al lovgivende og administrativ kompetence i Grønland til de grønlandske myndigheder bortset fra i anliggender, hvor begrænsninger i adgangen til at overlade beføjelser antages at følge af hensynet til rigsenheden eller af særlige bestemmelser i grundloven om det enkelte anliggende. Begrænsningerne omfatter følgende anliggender: statsforfatningen, udenrigspolitik, forsvars- og sikkerhedspolitik, Højesteret, statsborgerskab samt valuta- og pengepolitik. 113

122 Opgørelse over reale aktiver direkte tilknyttet sagsområder Bilag 3 Ejer Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Ejendommens art Adresse Værdi i kr. Politistation/ Fr. Lyngesvej 9, 3950 Aasiaat detention Detention Ålborgvej, 3980 Ittoqqortoormiit Politistation Qupaloraarsuk 44, 3952 Ilulissat Detention 3955 Kangaatsiaq Politistation Blok G, 3910 Kangerlussuaq Politistation Narsannguaq, 3912 Maniitsoq Politistation Roskildip Aqqutaa, 3922 Nanortalik Detention Alluitsup Paa, 3922 Nanortalik Politistation Niels Bohrsvej Plads, Narsaq Politistation 3923 Narsarsuaq Politiskole Quassunnguaq 1, 3900 Nuuk Politigård P.H. Lundsteensvej 1, Nuuk Detention Qaqqamut, 3940 Paamiut Politistation Anders Petersenip Aqq Paamiut Politistation 3971 Qaanaaq Politistation Torvevej, 3920 Qaqortoq Detention Nuunnguup Saqqaa 9, Qasigiannguit Politistation Poul Hansensvej 23, 3951 Qasigiannguit Politistation/ Piitarsuup Aqq Qeqertarsuaq detention Politistation Berthelsenip Aqq. 2, 3911 Sisimiut Detention Kulusuk

123 Slots- og Ejendomsstyrelsen Detention Kuummiut Slots- og Ejendomsstyrelsen Politistation Mikip Aqqulaa, 3913 Tasiilaq Slots- og Ejendomsstyrelsen Politistation Niuertup Ortup Aqq Upernavik Slots- og Ejendomsstyrelsen Detention Edvard Kruse-P. Aqq Uummannaq Slots- og Ejendomsstyrelsemannaq Politistation Kunuutip Aqq Uum Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Jens Kreutzmannip Aqq. 1, Landsret Nuuk Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Kaaleeqqap Aqqutaa 8, Sisi Landsret miut Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Narsannguaq 6, Maniitsoq Landsret Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Lundip Aqqutaa, Landsret Nanortalik Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Aasivinngivit 12, Landsret Paamiut Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Sanatorievej, Qaqortoq Landsret Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Niels Egedesvej 4, Landsret 3950 Aasiaat Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Aqqutaa 4, Ilulissat Landsret Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Jaappip Aqqutaa 1, Landsret Qeqertarsuaq Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Sisorarfinnguaq, Landsret Uummannaq Slots- og Ejendomsstyrelsen Grønlands Umiarsualiviup Aqqutaa, Landsret Upernavik Kriminalforsorgen Anstalt Anstalten i Nuuk Kriminalforsorgen Anstalt Anstalten i Aasiaat Kriminalforsorgen Anstalt Anstalten i Qaqortoq Kriminalforsorgen Anstalt Anstalten i Ilulissat Kriminalforsorgen Anstalt UP i Sisimiut Søfartsstyrelsen Kontor og Aqqusinersuaq 24, Nuuk administration Farvandsvæsnet 63 fyr Fordelt over Grønland Farvandsvæsnet 23 racon Fordelt over Grønland 0 (elektronisk fyr) DMI Hangar Narsarsuaq DMI Observatorium Narsarsuaq

124 DMI DMI DMI Naviair Istjeneste-tilbehør Meteorologiske anlæg Kommunikationsanlæg Bygninger med ATS-udstyr Narsarsuaq Fordelt over Grønland Kangerlussuaq Kangerlussuaq, Kulusuk, Ikerasassuaq

125 Opgørelse over reale aktiver ikke direkte tilknyttet sagsområder Bilag 4 Ejer Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Slots- og Ejendomsstyrelsen Ejendommens art Adresse Værdi i kr. Tjenestebolig Niels Egedesvej 35, 3950 Aasiaat Tjenestebolig Fr. Lyngesvej 9, 3950 Aasiaat Tjenestebolig Imersuarmut 2, 3950 Aasiaat Tjenestebolig Qupaloraarsuk 44, 3952 Ilulissat Tjenestebolig Blok G, 3910 Kangerlussuaq Tjenestebolig Pavia Petersensvej, 3912 Maniitsoq Tjenestebolig Roskildip Aqqutaa, 3922 Nanortalik Tjenestebolig Carl Egedesvej, 3921 Narsaq Tjenestebolig Ujuaannaap Aqqutaa, Narsaq Tjenestebolig Noorlernut 21, 3900 Nuuk Tjenestebolig Quassunnguaq 18, 3900 Nuuk Tjenestebolig Quassunnguaq 25, 3900 Nuuk Tjenestebolig Qaqqamut, 3940 Paamiut Tjenestebolig Peter Høeghsvej, 3920 Qaqortoq Tjenestebolig Peter Høeghsvej, 3920 Qaqortoq Tjenestebolig Nuunnguup Saqqaa 9, Qasigiannguit Tjenestebolig Skivevej 15 A-B, 3951 Qasigiannguit Tjenestebolig Piitarsuup Aqq Qeqertarsuaq Tjenestebolig Aqqusinersuaq 28, 3911 Sisimiut Tjenestebolig Zionip Aqq. 1, 3911 Sisimiut

126 Slots- og Ejendomsstyrelsesiilaq Tjenestebolig Naasuliartarpimmut, 3913 Ta Slots- og Ejendomsstyrelsevik Tjenestebolig Aqqusinertaaq, 3962 Uperna Slots- og Ejendomsstyrelsen Tjenestebolig Edvard Krusep. Aqq Uummannaq Slots- og Ejendomsstyrelsemannaq Tjenestebolig Kunuutip Aqq Uum Slots- og Ejendomsstyrelsen Tjenestebolig Saqqarliit 20, 3900 Nuuk Slots- og Ejendomsstyrelsen Tjenestebolig Nigerleg 26, 3900 Nuuk Slots- og Ejendomsstyrelsen Tjenestebolig Noorlernut 26, 3900 Nuuk Slots- og Ejendomsstyrelsen Tjenestebolig Eqalugalinnguit 60 A-D, Nuussuaq Kriminalforsorgen Tjenestebolig Inspektørbakken 34, 3900 Nuuk Rigsombudsmanden Administrationsbygning Indaleeqqap Aqq. 3, 3900 Nuuk Rigsombudsmanden Tjenestebolig Noorlernut 9, 3900 Nuuk Rigsombudsmanden Tjenestebolig Quassunnguaq 8, Nuuk Rigsombudsmanden Tjenestebolig Fjeldvej 1, Nuuk Søfartsstyrelsen Tjenestebolig Aqqusinersuaq 24, Nuuk Arbejdstilsynet Tjenestebolig Quassunnguaq 10, Nuuk Miljøministeriet Tjenestebolig Limanaq 47, Nuuk DMI Tjenestebolig Narsarsuaq DMI Magnetisk Qeqertarsuaq observatorium DMI Forskningsanlæg Fordelt over Grønland

127 Afsnit 2 Lov om Inatsisartut og Naalakkersuisut

128 Inatsisartutlov nr. 26 af 18. november 2010 om Inatsisartut og Naalakkersuisut Kapitel 1 Selvstyret 1. Grønlands Selvstyre har den lovgivende og udøvende magt inden for overtagne sagsområder. Domstole, der bliver oprettet af selvstyret, har den dømmende magt i Grønland inden for samtlige sagsområder. I overensstemmelse hermed er den lovgivende magt hos Inatsisartut, den udøvende magt hos Naalakkersuisut og den dømmende magt hos domstolene. Kapitel 2 Den lovgivende magt 2. Inatsisartut består af 31 medlemmer, der vælges for 4 år ved almindelige, direkte og hemmelige valg. Mandaterne mistes i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted. Stk. 2. Regler for valg til Inatsisartut fastsættes ved særskilt Inatsisartutlov. 3. Inatsisartut afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmålet om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed. Stk. 2. Et medlem af Inatsisartut mister sin valgbarhed, hvis det ved endelig dom eller bødevedtagelse er pålagt en kriminalretlig foranstaltning for et forhold, der i almindeligt omdømme gør en person uværdig til at være medlem af Inatsisartut. 4. Hvervet som medlem af Inatsisartut er et pligtmæssigt borgerligt ombud. Stk. 2. Begærer et medlem at udtræde af Inatsisartut eller at få bevilget orlov, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. 5. Inatsisartut er ukrænkeligt. Stk. 2. Medlemmer af Inatsisartut er ved deres virke alene bundet af deres overbevisning. Stk. 3. Inatsisartut fastsætter selv sin forretningsorden. 6. For sine ytringer i Inatsisartut kan ingen af dets medlemmer uden samtykke fra Inatsisartut drages til ansvar uden for samme. Stk. 2. Intet medlem af Inatsisartut kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes frihedsberøvelse af nogen art, medmindre medlemmet er grebet på fersk gerning. 7. Inatsisartut træder sammen snarest muligt og senest 45 dage efter nyvalg. Indkaldelse foretages af det medlem, der længst har været medlem af Inatsisartut, eller hvis flere har været medlem af Inatsisartut lige længe, af den ældste. Samme medlem leder forhandlingerne i Inatsisartut indtil valgs prøvelse og valg af Formandskab for Inatsisartut har fundet sted. 8. Inatsisartut er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. En beslutning er truffet, når den støttes af mere end halvdelen af de tilstedeværende medlemmers afgivne stemmer.

129 9. Møder i Inatsisartut er offentlige. Inatsisartut kan dog vedtage at behandle enkelte sager for lukkede døre. Spørgsmålet om, hvorvidt en sag giver grundlag for dørlukning, forhandles for lukkede døre, hvis dette bestemmes af Inatsisartut eller mødelederen. Stk. 2. Forhandlingerne i Inatsisartut foregår på grønlandsk. Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk. Stk. 3. Forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk. Stk. 4. Rigsombudsmanden har ret til at overvære åbne møder i Inatsisartut. 10. Inatsisartut samles så ofte, som formanden for Inatsisartut finder det fornødent, og skal samles, såfremt formanden for Naalakkersuisut eller mindst halvdelen af medlemmerne af Inatsisartut kræver det. Stk. 2. Inatsisartut fastsætter under en ordinær samling mødetidspunktet for næste ordinære samling. 11. Formandskabet for Inatsisartut fremsender inden en samlings afholdelse til medlemmerne af Inatsisartut, Naalakkersuisut og Rigsombudsmanden en fortegnelse over de emner, som forventes at ville komme til behandling. Fortegnelsen offentliggøres. 12. Ønsker et medlem af Inatsisartut at indhente oplysninger om et offentligt anliggende, kan dette ske ved spørgsmål til Naalakkersuisut. 13. Forslag til Inatsisartutlove og andre beslutninger kan fremsættes af ethvert medlem af Inatsisartut samt af Naalakkersuisut. Stk. 2. Den danske regerings forslag til love og forslag om ratifikation af traktater med virkning for Grønland, fremsættes af Naalakkersuisut som et forslag til Inatsisartutbeslutning. 14. Forslag til Inatsisartutlove skal fremsættes i lovform og undergives tre behandlinger i Inatsisartut. 15. Naalakkersuisut fremsætter forslag til finanslov med henblik på endelig vedtagelse senest den 15. november i året forud for finansåret. 16. Finansudvalget for Inatsisartut afgiver mellem første og anden behandling af finanslovsforslaget fremsat af Naalakkersuisut betænkning over forslag til landskassens budgetter, fremsætter på vegne af Inatsisartut bemærkninger og forslag til hovedretningslinjer for indtægts og udgiftspolitik samt afgiver udtalelser i sager, som af Inatsisartut eller Naalakkersuisut er henvist til udvalget. Stk. 2. Finansudvalget for Inatsisartut kan på vegne af Inatsisartut godkende afholdelse af udgifter til formål, som ikke kunne forudses ved finanslovens vedtagelse. For så vidt angår afholdelse af udgifter for Inatsisartut og Ombudsmanden for Inatsisartut til formål, der ikke kunne forudses ved finanslovens vedtagelse, godkendes afholdelsen heraf dog af Udvalget for Forretningsordenen på vegne af Inatsisartut, når dette ikke er samlet. Stk. 3. De af Finansudvalget for Inatsisartut godkendte udgifter samles på en årlig tillægsbevillingslov, som behandles på første ordinære møde i Inatsisartut i det efterfølgende finansår. Stk. 4. Naalakkersuisut fastsætter regler for finanslovens udarbejdelse i et budgetregulativ. 17. Finansudvalget for Inatsisartut kan til brug for udvalgets behandling af forslag eller ansøgning om kapitalindskud i, garantistillelse for, eller anden økonomisk begunstigelse af væsentlig betydning, til helt eller delvist selvstyreejede aktieselskaber pålægge Naalakkersuisut at søge nærmere bestemte oplysninger indhentet fra det pågældende selskab, om fornødent ved at anvende de muligheder, som er hjemlet i aktieselskabsloven og i selskabets vedtægter. Naalakkersuisut stiller uden ophold de

130 oplysninger, som Naalakkersuisut på udvalgets opfordring indhenter, til rådighed for udvalget. Stk. 2. Udvalget kan berostille udvalgets behandling af forslag eller ansøgninger som nævnt i stk. 1, indtil de oplysninger, som udvalget skønner fornødne, foreligger. Stk. 3. I udvalget er medlemmerne og andre, der måtte være til stede under udvalgets drøftelser, forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, de bliver bekendt med i udvalget i medfør af stk. 1, i det omfang oplysninger er givet i fortrolighed. Ethvert nyt medlem afgiver en skriftlig erklæring på tro og love om at ville efterkomme denne forpligtelse. 18. Udvalg for Revision af Landskassens Regnskaber gennemgår landskassens regnskaber og revisionens bemærkninger hertil én gang om året og fremsætter de spørgsmål og bemærkninger til Naalakkersuisut, som regnskaberne giver anledning til. Spørgsmål og bemærkninger tillige med besvarelser fra Naalakkersuisut forelægges Inatsisartut. Stk. 2. Udvalget kan foretage en vurdering af, hvorvidt der er taget passende økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og driften af de virksomheder, der er omfattet af revision efter stk. 1. Redegørelser, rapporter m.v. udarbejdet til brug for vurderingen fremsendes umiddelbart efter modtagelse til Naalakkersuisut til orientering. Stk. 3. Udvalget kan til brug for sit arbejde rekvirere det fornødne materiale, bilag, rapporter m.v. fra den regnskabsførende myndighed. Hvis et udvalgsmedlem kræver det, skal udvalget rekvirere nævnte materiale. 19. Udvalg for Revision af Landskassens Regnskaber fører endvidere kontrol med, hvordan Naalakkersuisut varetager Grønlands Selvstyres aktionærinteresser. Stk. 2. Udvalget kan som led i kontrollen efter stk. 1 foretage en vurdering af, hvorvidt Naalakkersuisut i tilstrækkeligt omfang har søgt tilsikret, at der tages passende økonomiske hensyn ved driften af helt eller delvist selvstyreejede aktieselskaber. Stk. 3. Udvalget kan til brug for kontrollen med Grønlands Selvstyres aktionærinteresser i helt eller delvist selvstyreejede aktieselskaber pålægge Naalakkersuisut at søge nærmere bestemte oplysninger indhentet fra et selskab, om fornødent ved at anvende de muligheder, som er hjemlet i aktieselskabsloven og i selskabets vedtægter. Naalakkersuisut stiller uden ophold de oplysninger, som Naalakkersuisut på udvalgets opfordring indhenter, til rådighed for udvalget. Stk. 4. Ethvert medlem af udvalget kan fremsætte et forslag til beslutning i medfør af stk. 2 3 til Inatsisartuts afgørelse. Forslaget betragtes som vedtaget, hvis mindst 2/5 af Inatsisartuts medlemmer afgiver stemme til fordel for forslaget. Der kan ikke fremsættes ændringsforslag til forslaget. Stk. 5. I udvalget er medlemmerne og andre, der måtte være til stede under udvalgets drøftelser, forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, de bliver bekendt med i udvalget i medfør af stk. 1, i det omfang oplysninger er i givet i fortrolighed. Ethvert nyt medlem afgiver en skriftlig erklæring på tro og love om at ville efterkomme denne forpligtelse. Hvis udvalget finder det påkrævet at orientere Inatsisartut om forhold, som vedrører Grønlands Selvstyres aktionærinteresser, afgiver udvalget en særskilt betænkning. Indeholder betænkningen fortrolige oplysninger, behandles den for lukkede døre. 20. Inatsisartut vælger en ombudsmand, som på vegne af Inatsisartut har indsigt med selvstyrets og kommunernes forvaltning. Ombudsmanden må ikke være medlem af Inatsisartut og skal have en juridisk uddannelse. Stk. 2. Hvis ombudsmanden ikke længere nyder tillid hos Inatsisartut, kan Inatsisartut afskedige ombudsmanden. Stk. 3. Lovudvalget følger løbende ombudsmandens arbejde. Ombudsmanden afgiver en årlig beretning til Inatsisartut om sin virksomhed. Stk. 4. Ombudsmandens nærmere forhold fastsættes ved særskilt Inatsisartutlov.

131 Kapitel 3 Udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender 21. Udenrigs og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut har til opgave at behandle udenrigs og sikkerhedspolitiske forhold, og at fremsætte de spørgsmål og bemærkninger, som disse forhold giver anledning til. Det påhviler udvalget nøje at holde sig ajour med udviklingen inden for dets fagområde. Stk. 2. Medlemmerne af Udenrigs og Sikkerhedspolitisk Udvalg og andre, der måtte være til stede under udvalgets drøftelser, er forpligtede til at hemmeligholde oplysninger, de bliver bekendt med i udvalget, i det omfang oplysninger er givet i fortrolighed fra den danske regering og Naalakkersuisut, og i det omfang udvalgets formand derudover bestemmer. Ethvert nyt medlem afgiver en skriftlig erklæring på tro og love om at ville efterkomme denne bestemmelse. Kapitel 4 Den udøvende magt 22. Medlemmerne af Naalakkersuisut vælges af Inatsisartut for dettes valgperiode. Stk. 2. Formanden for Naalakkersuisut vælges blandt medlemmerne af Inatsisartut. Stk. 3. Formanden for Naalakkersuisut indstiller til Inatsisartut at vælge et antal navngivne medlemmer af Naalakkersuisut.Valg af medlemmer sker ved en samlet afstemning om formandens forslag. Stk. 4. Et medlem af Naalakkersuisut, som ikke er medlem af Inatsisartut, skal opfylde de til enhver tid gældende bestemmelser om valgbarhed til Inatsisartut. Stk. 5. Hvervet som medlem af Naalakkersuisut er et pligtmæssigt borgerligt ombud. Stk. 6. Ansvarlighed for de enkelte medlemmer af Naalakkersuisut fastsættes ved særskilt Inatsisartutlov. 23. Formanden for Naalakkersuisut fordeler anliggender mellem medlemmerne af Naalakkersuisut. Stk. 2. Formanden for Naalakkersuisut kan ved meddelelse til Inatsisartut fritage et medlem af Naalakkersuisut med den virkning, at medlemmets hverv ophører på samme måde, som om medlemmet var fritaget af Inatsisartut i medfør af 27, stk Begærer et medlem af Naalakkersuisut orlov som følge af helbredstilstand eller anden væsentlig årsag, afgør formanden for Naalakkersuisut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 2. Begærer et medlem at udtræde af Naalakkersuisut, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Kapitel 5 Besiddelse af andre hverv 25. Besidder formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut eller et medlem af Naalakkersuisut ved sin tiltræden andre hverv eller erhverv, skal disse fratrædes. Stk. 2. Ønsker formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut eller et medlem af Naalakkersuisut at bevare nogle af disse hverv eller erhverv, skal vedkommende straks give Udvalget til Valgs Prøvelse meddelelse herom. Udvalget kan inden 3 uger efter meddelelsens modtagelse nægte pågældende at bevare sådanne hverv eller erhverv. Stk. 3. Formanden for Inatsisartut meddeler efter udløbet af fristen i stk. 2 Inatsisartut, hvilke hverv

132 eller erhverv formanden har tilladelse til at varetage. Formanden for Naalakkersuisut meddeler formanden for Inatsisartut, hvilke hverv eller erhverv formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut har tilladelse til at varetage. Stk. 4. Formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut må ikke, mens de varetager disse hverv eller erhverv, påtage sig nye hverv eller erhverv, medmindre Udvalget til Valgs Prøvelse giver tilladelse hertil. Kapitel 6 Nyvalg til Inatsisartut og fritagelse af Naalakkersuisut 26. Formanden for Naalakkersuisut udskriver nyvalg til Inatsisartut forud for valgperiodens udløb. 27. Inatsisartut kan fritage Naalakkersuisut, formanden for Naalakkersuisut eller enkelte medlemmer af Naalakkersuisut, hvis de ikke længere nyder tillid i Inatsisartut. Stk. 2. Såfremt formanden for Naalakkersuisut fritages, fritages Naalakkersuisut som helhed. 28. Formanden for Naalakkersuisut kan, hvis Inatsisartut har fritaget et medlem eller hele Naalakkersuisut i henhold til 27, på stedet udskrive nyvalg til Inatsisartut. 29. Når Naalakkersuisut er blevet fritaget eller har begæret sin afsked, eller når der er udskrevet nyvalg, vedbliver det med at fungere, indtil et nyt Naalakkersuisut er blevet valgt. Et fungerende Naalakkersuisut kan kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes opretholdelse. Kapitel 7 Stadfæstelse og ikrafttræden af Inatsisartutlove m.v. 30. Et af Inatsisartut vedtaget forslag til Inatsisartutlov skal for at kunne træde i kraft stadfæstes af formanden for Naalakkersuisut senest 4 uger efter dets endelige vedtagelse. Stk. 2. Naalakkersuisut kan inden for en frist af 8 dage efter forslagets endelige vedtagelse beslutte, at stadfæstelse skal udsættes, indtil forslaget er blevet vedtaget af Inatsisartut i den efterfølgende samling. Vedtages forslaget ikke uændret i denne samling, er det bortfaldet. Stk. 3. Naalakkersuisut kan ikke udsætte stadfæstelse af en midlertidig bevillingslov eller en lov om udskrivelse af nyvalg. 31. Inatsisartutlove og Selvstyrets bekendtgørelser træder, hvis de ikke bestemmer andet, i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori Inatsisartutloven eller Selvstyrets bekendtgørelse er offentliggjort på Hver indførelse i skal indeholde oplysning om, hvilken dag, indførelsen er sket. Dette er den bindende kundgørelsesform. Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på kommunale forskrifter fastsat i medfør af Inatsisartutlov, landstingslov, landstingsforordning eller Selvstyrets bekendtgørelse. Kapitel 8 Ikrafttræden 32. Denne Inatsisartutlov træder i kraft den 1. december Samtidig ophæves landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret. Stk. 2. Regler, der er fastsat med hjemmel i landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret forbliver i kraft, indtil de afløses af eller ophæves ved regler fastsat med hjemmel i

133 denne Inatsisartutlov. Grønlands Selvstyre, den 18. november 2010 Kuupik Kleist / Peter Schultz

134 Inatsisartutlov nr. 12 af 29. november 2013 om ændring af inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut (Elektronisk kundgørelse) 1 I Inatsisartutlov nr. 26 af 18. november 2010 om Inatsisartut og Naalakkersuisut foretages følgende ændringer: affattes således: 31. Inatsisartutlove og Selvstyrets bekendtgørelser træder, hvis de ikke bestemmer andet, i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori Inatsisartutloven eller Selvstyrets bekendtgørelse er kundgjort. Stk. 2. Kundgørelse sker elektronisk. Naalakkersuisut fastsætter nærmere regler for kundgørelsen. Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på kommunale forskrifter fastsat i medfør af Inatsisartutlov, landstingslov, landstingsforordning eller Selvstyrets bekendtgørelse. 2 Denne Inatsisartutlov træder i kraft den 1. januar Grønlands Selvstyre, den 29. november 2013 Aleqa Hammond

135 Inatsisartutlov nr. 30 af 9. december 2015 om ændring af Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut (Korrektion af 25, stk. 3, og 31, stk. 1, i den grønlandske lovtekst) 1 I Inatsisartutlov nr. 26 af 18. november 2010, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 12 af 29. november 2013, foretages følgende ændringer: 1. 25, stk. 3, affattes således: Stk. 3. Formanden for Inatsisartut meddeler efter udløbet af fristen i stk. 2 Inatsisartut, hvilke hverv eller erhverv formanden har tilladelse til at varetage. Formanden for Naalakkersuisut meddeler formanden for Inatsisartut, hvilke hverv eller erhverv formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut har tilladelse til at varetage , stk. 1, affattes således: Inatsisartutlove og Selvstyrets bekendtgørelser træder, hvis de ikke bestemmer andet, i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori Inatsisartutloven eller Selvstyrets bekendtgørelse er kundgjort. Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar Grønlands Selvstyre, den 9. december 2015 Kim Kielsen

136 30. september 2010 UKA2010/24 Bemærkninger til forslaget Almindelige bemærkninger 1. Indledning Landstingets nedsatte under efterårssamlingen 2004 (EM2004/30) en arbejdsgruppe til udarbejdelse af et forslag til en revideret landstingslov om Landstinget og Landsstyret. Den reviderede lov skulle samle og ajourføre lovgivningen på grundlag af almindeligt anerkendte parlamentariske principper samt udviklingen i det parlamentariske system i Grønland siden Arbejdsgruppen skulle endvidere tage hensyn til, at en ny lov om Landstinget og Landsstyret (nu Inatsisartut og Naalakkersuisut) skulle give rammer, som kunne bidrage til at Landsstinget og Landsstyret sammen kunne fungere effektivt og tidssvarende i forhold til de kommende års udfordringer med at udvikle samfundet til at opnå en selvbærende økonomisk udvikling. Arbejdsgruppen fremkom på forårssamlingen 2005 med en redegørelse (FM 2005/25), som blandt andet indeholdt en oversigt over en række problemstillinger, der krævede politisk stillingtagen forud for udarbejdelsen af et forslag til en revideret lovgivning om Landstinget og Landsstyret. Arbejdsgruppen fandt blandt andet behov for at genoverveje reglerne vedrørende landsstyredannelsen, udskiftning af landsstyremedlemmer, udskrivelse af nyvalg, afgrænsningen mellem loven og Landstingets forretningsorden, Finansudvalgets og Revisionsudvalgets virke samt regler og procedurer i forbindelse med internationale forhandlinger. Landstinget tog arbejdsgruppens redegørelse til efterretning og præciserede samtidig arbejdsgruppens kommissorium (FM 2005/39) med henblik på arbejdsform og forventet tidsplan. Det var herefter hensigten, at arbejdsgruppen skulle fremlægge sin afsluttende redegørelse samt udkast til revideret landstingslov om Landstinget og Landsstyret i Da den grønlandsk-danske selvstyrekommission afgav betænkning i april 2008, blev det imidlertid besluttet at afvente ikrafttrædelsen af selvstyreordningen. 2. Forslagets hovedpunkter Forslaget sigter mod en ajourføring af landstingslov om Landstinget og Landsstyret, med henblik på: at udmønte selvstyreloven, der modsat hjemmestyreloven ikke indeholder nærmere bestemmelser om selvstyrets organer Inatsisartut og Naalakkersuisut at samle den oprindelige lovtekst og de senere ændringslove at rette tekniske fejl og mangler at skabe en mere struktureret, overskuelig og letforståelig lovtekst at øge retsklarheden ved at præcisere uklare bestemmelser at sikre fuld sammenhæng mellem lovtekst og parlamentarisk praksis at synliggøre og styrke de demokratiske og retsstatslige principper, Inatsisartutloven hviler på, så som magtadskillelseslæren, det parlamentariske princip og princippet om positiv parlamentarisme at gennemføre en klarere adskillelse mellem reguleringer i Inatsisartutloven og i Forretningsordenen for Inatsisartut. at flytte reglerne om adgangen til at besidde andre hverv for formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut fra vederlagsloven til denne Inatsisartutlov. UKA2010/24 NSN sagsnr.:

137 Den eksisterende arbejdsfordeling og politiske balance mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut er søgt bevaret, idet der dog er foreslået enkelte ændringer i kompetencerne hvor der har vist sig et tydeligt behov herfor. Som eksempel kan nævnes, at formanden for Naalakkersuisut ifølge forslaget fremover kan fritage, det vil sige afskedige, medlemmer af Naalakkersuisut, samt bevilge dem midlertidig orlov. Disse kompetencer var hidtil formelt placeret hos Inatsisartut alene. Som andre eksempler kan nævnes forslaget om, at Inatsisartut får friere rammer til at udforme sin forretningsorden og indrette sine mødeperioder, at ombudsmandsinstitutionen anføres som et selvstyreorgan, og at kundgørelsesproceduren for Inatsisartutlove og Selvstyrets bekendtgørelser moderniseres. Som et mere detaljeret overblik over hovedpunkterne i det foreliggende lovforslag, skal især følgende emner udpeges som væsentlige: a. Magtadskillelsen Princippet om magtens tredeling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt har central betydning for et demokratisk retssamfund, og er for Grønlands vedkommende formuleret i selvstyrelovens 1. Princippet sikrer en fordeling af, og gensidig kontrol med, de offentlige magtbeføjelser til gavn for den offentlige sektors effektivitet samt borgernes retssikkerhed og mulighed for medindflydelse. b. Uafhængighed for Inatsisartut, dets konstitution og mødevirksomhed Uafhængigheden for Inatsisartut markeres klart i lovteksten og får et synligt udtryk i blandt andet dets beføjelser til selv at vedtage sin forretningsorden og afgøre gyldigheden af sine medlemmers valg, herunder fortabelse af valgbarhed. Der er endvidere medtaget nye bestemmelser om ukrænkelighed for Inatsisartut samt om medlemmernes frie mandat, det vil sige ubundethed i forhold til andet end egen overbevisning. Som endnu et eksempel på styrkelsen af den uafhængige stilling for Inatsisartut kan nævnes, at reglen om medlemmernes parlamentariske immunitet er udvidet til også at gælde uden for samlingsperioder. Den udvidede immunitet tager højde for, at Inatsisartut i dag gennem udvalgsarbejdet også er aktiv udenfor samlingerne, hvorfor dets funktionsdygtighed bør sikres året rundt. Et antal forskrifter vedrørende den interne organisation af Inatsisartut udgår af Inatsisartutloven med henblik på en overflytning til Forretningsordenen for Inatsisartut. Som eksempler på bestemmelser, der ikke foreslås videreført, kan blandt andet nævnes hidtidige 8, stk. 4, om medlemmernes anmeldelse af lovligt forfald, 8, stk. 5, om indkaldelse af suppleanter til Inatsisartut, 10, stk. 4, hvorefter Inatsisartut i sin forretningsorden fastsætter regler for, hvorledes sager forelægges for Inatsisartut, herunder form, tidsfrister, taletid m.v., 11 om ledelsen af møder i Inatsisartut, 15, stk. 2, ifølge hvilken udvalgene i Inatsisartut selv fastsætter deres forretningsorden og inden foretager en indbyrdes arbejdsfordeling blandt medlemmerne, hvor dette skønnes hensigtsmæssigt, 19 om de stående og midlertidige udvalgs arbejde, 20 om nykonstitution af Inatsisartut efter fornyet valg af Naalakkersuisut, 22, stk. 3, hvorefter forslag til dagsordenspunkter i Inatsisartut skal bringes til sidste afstemning i deres endelige form, 26 om behandling af dagsordenspunkter, der ikke er lovforslag, 27 om krav om skriftlig forelæggelse af ændringsforslag, 30 om fremgangsmåden ved valg til ud- 2

138 valg og repræsentationer, 31, stk. 3, om vedtagelser uden afstemning, eller 32, hvorefter forslag, som Inatsisartut har vedtaget på en samling, kun kan ændres på samme samling, såfremt 3/5 af alle medlemmer stemmer for det. Som noget nyt medtages de mest grundlæggende regler om konstitutionen af Inatsisartut, så som antallet af Inatsisartutmedlemmer, centrale krav til gennemførelse af valg til Inatsisartut samt valgperiodens længde på 4 år. Inatsisartutloven kræver ifølge forslaget ikke længere to årlige møder i Inatsisartut eller andre faste mødeintervaller, således at Inatsisartut i stedet kan regulere sin mødevirksomhed i forretningsordenen. Det er dog fortsat forudsat, at Inatsisartut bevarer en ordning med regelmæssige mødeperioder (samlinger). c. Kompetencerne for formanden for Naalakkersuisut Forslaget præciserer og udbygger formandens kompetencer i forhold til de øvrige medlemmer af Naalakkersuisut og i forhold til Inatsisartut. Dette afspejler en udvikling i styreformen under hjemmestyreordningen, der oprindeligt indrømmede de enkelte medlemmer af de daværende landsstyre en høj grad af personlig beslutningskompetence og ansvar efter den såkaldte ministerstyremodel. Siden 1988 har man imidlertid forladt denne model til fordel for en mere kollektiv styreform, der lægger vægt på en koordineret politisk styring under den overordnede ledelse af formanden for Naalakkersuisut. I forhold til de øvrige medlemmer af Naalakkersuisut tillægges formanden for Naalakkersuisut kompetencen til at bevilge orlov, hvilket hidtil henhørte under beføjelserne for Inatsisartut. Formanden for Naalakkersuisut får endvidere som en væsentlig nyskabelse mulighed for at fritage medlemmer af Naalakkersuisut, det vil sige afskedige dem fra deres stilling, jf. 22, stk. 2. Det er i den forbindelse ikke en forudsætning, at det pågældende medlem af Naalakkersuisut selv har anmodet om fritagelsen. Inatsisartut har på sit førstkommende møde mulighed for at omstøde denne beslutning, såfremt den helt undtagelsesvist måtte være truffet i modstrid med den politiske vilje i Inatsisartut. De eksisterende beføjelser for Naalakkersuisut er præciseret på en række punkter, for eksempel for så vidt angår beføjelserne som et forretningsnaalakkersuisut, det vil sige efter udskrivelse af nyvalg. d. Mistillid mod Naalakkersuisut, udskrivelse af nyvalg og skifte af Naalakkersuisut uden valg Reglerne om parlamentarisk mistillid mod Naalakkersuisut, samt om udskiftning af Naalakkersuisut og udskrivelse af nyvalg har givet anledning til en betydelig usikkerhed, blandt andet fordi loven ikke har skelnet klart mellem på den ene side situationer, hvor Naalakkersuisut væltes gennem valg af et nyt Naalakkersuisut, og på den anden side situationer, hvor et Naalakkersuisut eller enkelte af dets medlemmer væltes uden en umiddelbar stillingtagen til spørgsmålet om efterfølgelsen (mistillidssituationen). Det præciseres nu i bemærkningerne til 27, at et mistillidsvotum ikke alene kan fremsættes i form af en såkaldt motiveret dagsorden, men også i den for Inatsisartutbeslutninger sædvanlige form eller på en anden måde, der måtte blive fastsat i forretningsordenen for Inatsisartut. Dermed videreføres den gældende retstilstand, jf. Betænkning fra Landstingets Udvalg for Forretningsordenen til FM 2006/63. 3

139 Retten for formanden for Naalakkersuisut til at udskrive nyvalg efter et mistillidsvotum foreslås reguleret i tæt overensstemmelse med nuværende retstilstand, jf. 28 samt bemærkningerne til denne bestemmelse. For tilfælde, hvor Naalakkersuisut væltes gennem valg af et nyt Naalakkersuisut, præciseres det nu i bemærkningerne til 28, at en sådan situation som hidtil ikke berettiger formanden for Naalakkersuisut til at udskrive nyvalg. Denne situation har dog i praksis endnu ikke været aktuel. e. Supplering af Naalakkersuisut Der kan være behov for at supplere Naalakkersuisut i situationer, hvor enkelte medlemmer af Naalakkersuisut fratræder på grund af død eller fritagelse. Den hidtidige 5, stk. 3, har i sådanne situationer givet mulighed for at supplere medlemmer af Naalakkersuisut enkeltvis. Denne praksis stemte oprindeligt med valgreglerne ved det daværende landsstyres dannelse, da der blev stemt om hvert enkelt landsstyremedlem. Som en konsekvens foreslås den hidtidige 5, stk. 3, slettet således, at Inatsisartut også ved et suppleringsbehov foretager en afstemning over en samlet indstilling fra formanden for Naalakkersuisut. Vedtages et sådant forslag ikke, fortsætter det siddende Naalakkersuisut, idet situationen ikke kan sidestilles med et mistillidsvotum, og formanden for Naalakkersuisut kan vælge at stille et nyt forslag om sammensætningen af Naalakkersuisut. Endvidere foreslås det at den hidtidige regulering i vederlagslovens kapitel 3 flyttes til denne Inatsisartutlov for så vidt angår formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut. f. Udvalgene generelt En regulering af Inatsisartutudvalgenes forhold overlades ifølge forslaget i højere grad til Forretningsordenen for Inatsisartut. Blandt andet vil Formandskabet ikke længere være selvskreven som Dagsordensudvalg for Inatsisartut, medmindre dette bestemmes i forretningsordenen. Lovudvalget vil fremover henhøre under de lovpligtige Inatsisartutudvalg, jf. 20, stk. 3. Der er ikke fundet behov for ændringer af Inatsisartutlovens bestemmelser vedrørende Finansudvalget og Revisionsudvalget. g. Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg De hidtil gældende bestemmelser om Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg svarer i substansen til bestemmelserne i Landstingslov om Landstinget og Landsstyret m.v. af På daværende tidspunkt havde Grønland en mere begrænset udenrigspolitisk handlefrihed end i dag, og aktivitetsniveauet på det udenrigspolitiske område var betydeligt lavere end nu. Udviklingen i Grønlands udenrigspolitiske kompetence er nærmere beskrevet i den såkaldte Anorakrapport af juli 1999 udarbejdet af en dansk/grønlandsk arbejdsgruppe samt den grønlandsk/danske selvstyrekommissions betænkning og i bemærkningerne til selvstyreloven. Hjemmestyret deltog i udarbejdelsen af disse beskrivelser, der således også dækker den grønlandske opfattelse af udviklingen. Endvidere er der nu skabt et formelt lovgrundlag for, at Grønlands Hjemmestyre, nu Grønlands Selvstyre, kan udøve visse udenrigspolitiske kompetencer på Rigsfællesskabets vegne, jf. lov nr. 577 af 24. juni 2005 om Grønlands Landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler (fuldmagtsloven), der nu er erstattet af kapitel 4 i selvstyreloven. 4

140 På baggrund af denne udvikling er der fundet behov for en ændret affattelse af bestemmelsen om det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, således at den afspejler udvalgets nuværende opgaver, praksis og arbejdsform i samspillet med Naalakkersuisut. Ændringerne tager endvidere højde for betænkning EM 2003/143 afgivet af Landstingets Formandskab den 24. november 2003 vedrørende forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om Landstinget og Landsstyret m.v. (Overførsel af udvalgsbetjeningen af Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg fra Landsstyrets Sekretariat til Landstingets Bureau). I den foreslåede affattelse udgår den hidtidige bestemmelse om, at de grønlandske Folketingsmedlemmer skal fungere som tilforordnede til Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Ændringen adresserer samtidig den retlige tvivl omkring, hvorvidt en Inatsisartutlov på retligt bindende måde kan forpligte medlemmer af Folketinget til at fungere som tilforordnede til et Inatsisartutudvalg. Redegørelser Siden 1994 har Naalakkersuisut årligt udarbejdet en større udenrigspolitisk redegørelse, der har været forelagt Inatsisartut. Siden 2004 er der udarbejdet en nordisk redegørelse, der har været forelagt Inatsisartut forud for Nordisk Råds Session. Endvidere er Vestnordisk Råds rekommandationer fremlagt direkte for Inatsisartut af delegationsformanden. Udviklingen af praksis for de nævnte redegørelser har betydet, at der i de senere år ikke er udarbejdet generelle redegørelser til drøftelse i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, idet der i stedet er sket en direkte forelæggelse for Inatsisartut som helhed. Oplysninger Det har været praksis at give Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg oplysninger og orienteringer under følgende former: - Skriftlig meddelelse af oplysninger/orienteringer i form af kopi af oplæg eller orienteringer til Naalakkersuisut om udenrigspolitiske emner, typisk forhandlinger som Grønland deltager i. Oplysningerne/orienteringen er afgivet efter forelæggelsen for Naalakkersuisut. - Samråd, hvor medlemmet af Naalakkersuisut giver en mundtlig orientering, for eksempel i hastende sager om igangværende forhandlingssituationer, eller besvarer spørgsmål stillet af udvalget. - Tilsvarende er der nu en praksis for, at udenrigsministerens orientering til Udenrigspolitisk Nævn om sager vedrørende Grønland fremsendes til udvalget. Mandater Det har ikke hidtil været praksis, at Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg har drøftet forhandlingsoplæg med henblik på fastsættelse af forhandlingsmandater for forhandlingerne om aftaler m.v. Naalakkersuisut har dog mulighed for at indhente sådanne mandater for at sikre, at der er parlamentarisk dækning for den udenrigspolitik, der føres. Inatsisartut eller Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg kan også på eget initiativ rejse krav om at blive inddraget i mandatfastsættelsen. h. Stadfæstelse af Inatsisartutlove 5

141 Der foreslås en række ændringer og præciseringer i forhold til stadfæstelsesproceduren for Inatsisartutlove. Som den væsentligste præcisering i lovteksten foreslås det, at midlertidige finanslove samt Inatsisartutlove om udskrivelse af nyvalg ikke er omfattet af retten for formanden for Naalakkersuisut til at udskyde stadfæstelsen, indtil forslaget er vedtaget på ny under næste Inatsisartutsamling. Som en egentlig ændring foreslås indførelsen af en 4 ugers frist, inden for hvilken stadfæstelsen senest skal ske. Dette hindrer retsusikkerhed i situationer, hvor stadfæstelsen ikke måtte være sket efter længere tids forløb. Endvidere foreslås, at det ikke længere skal være et retligt krav, at et forslag ved stadfæstelsen skal medunderskrives (kontrasigneres) af det ressortansvarlige medlem af Naalakkersuisut, henholdsvis en ledende embedsmand, idet der dog ikke er noget til hinder for at videreføre gældende praksis uændret under den nye regel. Et sådant lovkrav skønnes ikke at stemme med princippet om at Naalakkersuisut virker som et kollektivt organ under formandens overordnede ledelse, jf. pkt. c ovenfor. i. Kundgørelse af selvstyrets retsforskrifter Der foreslås en modernisering af kundgørelsesproceduren, således at Inatsisartutlove og Selvstyrets bekendtgørelser kundgøres elektronisk ved offentliggørelse på Samtidig præciseres det, at kommunale vedtægter er omfattet af kundgørelsespligten, hvilket følger gældende praksis. j. Ombudsmanden for Inatsisartut De mest centrale bestemmelser vedrørende Ombudsmanden for Inatsisartut foreslås medtaget i Inatsisartutlovens 20 for at markere institutionens stilling som en del af de øverste selvstyreorganer. Dette medfører ikke ændringer i retstilstanden, men skal alene synliggøre ombudsmandsinstitutionens særlige rolle indenfor myndighedsstrukturen. 3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige: I 9, stk. 3, opretholdes en allerede bestående pligt for Inatsisartut til at offentliggøre forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag på grønlandsk og på dansk. Den elektroniske offentliggørelse af dette materiale på internettet fungerer i dag løbende og i umiddelbar forbindelse med samlingernes afholdelse. Formanden for Naalakkersuisut foreslås i 23, stk. 2, tillagt en ny beføjelse til at fritage medlemmer af Naalakkersuisut fra deres embede med kort varsel. Dette kan ske med eller uden det pågældende medlems vilje. I givet fald forbliver et medlem af Naalakkersuisut ikke længere i sit embede, men overgår til eftervederlag. Den nye mulighed for fritagelse betyder i praksis en hurtigere afskedigelse af medlemmer af Naalakkersuisut i utide, eksempelvis begrundet i uarbejdsdygtighed, politisk uenighed eller medlemmets personlige ønske. En hurtigere afskedigelse medfører i princippet en besparelse for landskassen, da formanden for Naalakkersuisut fortsat ikke kan genbesætte embedet på egen hånd. Da der imidlertid alene er tale om begrænsede besparelser i sjældne og enkeltstående situationer, er det ikke muligt at pege på en reel økonomisk effekt for landskassen. 6

142 4. Økonomiske og administrative konsekvenser for borgerne og erhvervslivet: Forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for borgerne eller det private erhvervsliv. 5. Miljø- og naturmæssige konsekvenser: Forslaget har ikke miljø- eller naturmæssige konsekvenser. 6. Forholdet til rigsfællesskabet og selvstyre: Forslaget implementerer selvstyreloven, der modsat hjemmestyreloven ikke har bestemmelser om selvstyrets organisation, udover at det fastslås i selvstyrelovens 1, at den lovgivende magt er hos Inatsisartut, den udøvende magt hos Naalakkersuisut og den dømmende magt hos domstolene (der kan overtages af selvstyret). Selvstyreloven forudsætter således, at selvstyret ved Inatsisartutlov fastlægger de nærmere regler om selvstyrets organer. Det sker i nærværende forslag til Inatsisartutlov. Desuden vil det ske i Forretningsordenen for Inatsisartut, idet en række forhold, der hidtil har været reguleret i landstingslov om Landstinget og Landsstyret forudsættes reguleret i Forretningsordenen, jf. pkt. b ovenfor. Bestemmelserne vedrørende magtens tredeling, herunder bestemmelsen om domstolenes fulde uafhængighed, tager højde for en mulig fremtidig hjemtagelse af det administrative og lovgivningsmæssige ansvar for retsvæsenet i Grønland, således som selvstyreloven åbner mulighed for. 7. Høring: Idet forslaget omhandler det interne forhold mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut er det ikke fundet nødvendigt at sende forslaget i høring. Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser: Til 1 Bestemmelsen svarer til 1 i selvstyreloven, der benævner selvstyrets øverste organer Inatsisartut og Naalakkersuisut - ligesom det følger af selvstyreloven, at domstolene kan overtages. Selvstyreloven regulerer i øvrigt ikke selvstyrets interne organisation. For så vidt angår Inatsisartut og Naalakkersuisut sker det i denne Inatsisartutlov. Domstolene er ikke nærmere reguleret, idet domstolsområdet endnu ikke er overtaget fra staten. Hvis selvstyret på et senere tidspunkt får overdraget det administrative og lovgivningsmæssige ansvar på domstolsområdet, skal grundlovens bestemmelser om domstolenes uafhængighed med videre iagttages fuldt ud af selvstyret. Bestemmelsen fastslår adskillelsen af den lovgivende og den udøvende magt i overensstemmelse med grundlovens 3 samt den statsretslige lære om magtens fordeling og adskillelse. Der er tale om et princip med central betydning for et demokratisk retssamfund, da det sikrer en effektiv kontrol med den offentlige magtudøvelse til gavn for borgernes retssikkerhed samt effektiviteten i den offentlige sektor. Den udøvende magt ligger hos Naalakkersuisut, jf. kapitel 3, hvilket medfører, at Inatsisartut ikke skal træffe afgørelse eller på anden måde forvalte konkrete sager om enkelte borgeres retsforhold med videre. Uanset adskillelsen mellem den lovgivende og den udøvende magt, forudsættes der et samspil mellem de to organer, idet medlemmer af begge organer kan fremsætte forslag i Inatsisartut og idet begge organer medvirker ved forslagenes gennemførelse, 7

143 for Naalakkersuisuts vedkommende ved at stadfæste og kundgøre de forslag, der er vedtaget i Inatsisartut. Samspillet mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut kan på en række punkter snarere karakteriseres som en bindende opgavefordeling end som en streng adskillelse af arbejdsområderne, men i organisatorisk henseende skal de to enheder bevares fuldt adskilte for at sikre uafhængighed i deres beslutningsprocesser. Dette synspunkt udelukker imidlertid ikke et praktisk og organisatorisk samarbejde mellem de to enheder vedrørende opgaver af administrativ karakter. Princippet om magtens tredeling er tillige fremhævet andetsteds i forslaget, navnlig i kapitel 2 om den lovgivende magt og kapitel 3 om den udøvende magt. Til 2 Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., er ny og definerer selvstyrets lovgivende forsamling, Inatsisartut, som en folkevalgt forsamling på 31 medlemmer. Medlemmernes antal har hidtil ikke været fastsat i landstingslov om Landstinget og Landsstyret, men alene i landstingslov om valg til Grønlands Landsting. Dette stemmer imidlertid dårligt med medlemsantallets store betydning for det lovgivende organs funktionsdygtighed og funktionsmåde. Endvidere har medlemstallet stor betydning for, hvordan Inatsisartut kan afspejle vælgernes sammensætning og politiske vilje. Følgelig skønnes det mest passende at regulere spørgsmålet i lovgivningen om selvstyrets øverste organer og deres indbyrdes forhold. Valgperiodens længde på 4 år er i overensstemmelse med hidtidig ordning, baseret på 2, stk. 1 i hjemmestyreloven og - før hjemmestyreordningen - 4, stk. 3 i lov nr. 441 af 22. december 1966 om Grønlands Landsråd og kommunalbestyrelser. Kravet om almindelige, direkte og hemmelige valg stemmer med principperne i grundloven, 31, stk. 1, om valg til Folketinget. Betingelserne lever op til de internationalt anerkendte standarder for gennemførelse af demokratiske valg til parlamentariske forsamlinger. Den gældende landstingslov nr. 9 af 31. oktober 1996 om valg til Grønlands Landsting honorerer fuldt ud disse krav. At et valg er almindeligt betyder, at valghandlingen skal være åben for hele befolkningen med de begrænsninger, der følger af betingelserne for valgbarhed. Valget skal endvidere være direkte, således at vælgerne kan stemme umiddelbart på de kandidater og partier, der stiller op til Inatsisartut. Dermed udelukkes anvendelse af valgmænd eller andre former for mellemled mellem vælgeren og de opstillede kandidater. For at sikre valgets hemmelighed skal stemmeafgivningen foregå på en måde, der ikke afslører hvem den enkelte vælger har stemt på. Heraf følger blandt andet et krav om anvendelse af valgkabiner, afskærmning eller lignende ved personlig stemmeafgivelse samt et krav om anvendelse af lukkede kuverter ved afgivelse af brevstemmer. Stemmesedler og kuverter må ikke mærkes på en måde, der gør det muligt at spore stemmesedler tilbage til bestemte vælgere. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at en vælger om nødvendigt kan forlange hjælp til stemmeafgivningen, herunder mærkningen af stemmesedlen, selv om dette indebærer, at valget ikke er hemmeligt i forhold til hjælperen. Denne undtagelse, som tillige er anerkendt i forhold til grundloven, gør det muligt at tilgodese vælgere med alvorligt fysisk handi- 8

144 cap. Bestemmelsen er heller ikke til hinder for, at der kan indføres elektronisk afstemning, hvis kravet om personlig stemmeafgivelse og hemmelighed tilgodeses. Stk. 1, 2. pkt., er ligeledes nyt og sikrer, at der ikke kan opstå perioder, hvor intet Inatsisartut eksisterer. I tiden efter et nyvalg og indtil det konstituerende møde i Inatsisartut eksisterer Inatsisartut i den nye sammensætning, selv om valget endnu ikke er opgjort eller endnu ikke er godkendt af Inatsisartut. Valget har således retsvirkning fra det tidspunkt, hvor valget er afsluttet på valgdagen. Det individuelle mandat påhviler indehaveren som et borgerligt ombud, man er pligtig at varetage og følgelig ikke ensidigt kan fralægge sig, jf. 4, stk. 1. Mandatet bortfalder alene i det tilfælde, at indehaveren dør eller mister sin valgbarhed, jf. 4. Inatsisartut kan herudover bevilge et medlem orlov eller udtræden fra Inatsisartut efter reglerne i 5. Bestemmelsens stk. 2 forpligter Inatsisartut til at vedtage en Inatsisartutlov vedrørende valg til Inatsisartut. Sådanne regler er i dag fastsat ved landstingslov nr. 9 af 31. oktober 1996 om valg til Grønlands Landsting, som ændret ved landstingslov nr. 10 af 31. oktober Det ville ikke være i overensstemmelse med bestemmelsen, hvis væsentlige regler vedrørende valg til Inatsisartut ikke var fastsat ved Inatsisartutlov eller i medfør heraf. Dette gælder såvel ordinære som ekstraordinære valg. Udskrivelse af nyvalg uden for de i denne Inatsisartutlov udtrykkeligt nævnte tilfælde er som hidtil alene mulig gennem vedtagelse af en særlig Inatsisartutlov herom. Der er set bort fra at medtage regler vedrørende stedfortrædere (suppleanter) for medlemmer af Inatsisartut. Det er dog forudsat, at valgloven sikrer valg af stedfortrædere, der kan træde i stedet for et Inatsisartutmedlem i tilfælde af pågældendes orlov, lovlige forfald, udtræden, død eller tab af valgbarhed, jf. den gældende valglovens og 53. Reglerne skal udformes, så de kan sikre den fortsatte funktionsdygtighed for Inatsisartut, herunder en fortsat repræsentation af vælgernes politiske vilje på dagen for landstingsvalget. Stedfortrædere skal følgelig indtræde efter stedfortræderlister, der sikrer enten personlig eller partivis efterfølgelse. Såfremt der ikke kan indkaldes en stedfortræder efter disse principper, kan der være behov for at Inatsisartut konstituerer sig på ny, eller at der gennemføres et suppleringsvalg efter regler, der måtte være fastsat ved lov. Til 3 Stk. 1 er en ny bestemmelse. Retten til at afgøre spørgsmålet om fortabelse af medlemmernes valgbarhed viderefører den hidtidige retstilstand og praksis, jf. den gældende valglovs 52, stk. 2. Retten til at afgøre gyldigheden af sine medlemmers valg og dermed spørgsmålet om den korrekte sammensætning af Inatsisartut, har hidtil ikke været lovreguleret, idet Inatsisartut i modsætning til Folketinget ikke har foretaget en rutinemæssig efterprøvelse af valgresultatet og Valgnævnets afgørelser. Efter valgets afslutning opgøres valget af Valgnævnet efter valglovens bestemmelser. 3 præciserer, at Inatsisartut selv har den endelige kompetence til at vurdere, hvorvidt valget til Inatsisartut er gennemført korrekt eller et medlem kan anses som gyldigt valgt. Da valgloven i 50, stk. 4, bestemmer, at Valgnævnets afgørelser er endelige, afskærer dette en administrativ rekurs og evt. domstolsprøvelse, men ikke prøvelsesretten efter denne bestemmelse. I praksis vil denne vurdering blive foretaget af et udvalg til valgs prøvelse samt på basis af Valgnævnets opgørelser i en, eventuelt foreløbig, valgbog samt andet relevant materiale. Prøvelsen for 9

145 Inatsisartut er begrænset til det materiale, der har foreligget for Valgnævnet. Inatsisartut vil være berettiget til at få indsigt i al materiale, der har betydning for valgets gennemførelse, og kan blandt andet selv foretage optællinger af originale stemmesedler, såfremt man måtte finde anledning hertil. Hidtil har der været fastsat mere udtrykkelige regler om Udvalg til Valgs Prøvelse. Navnlig har den hidtidige 1, stk. 3, bestemt, at et midlertidigt udvalg skulle sammensættes af formanden og 4 af ham udpegede medlemmer. Sammensætningen af såvel det midlertidige udvalg som et senere af Inatsisartut valgt Udvalg til Valgs Prøvelse foreslås ikke længere reguleret i Inatsisartutloven, da sådanne spørgsmål om tingets interne organisation kan overlades til forretningsordenen. Eksistensen af et Udvalg til Valgs Prøvelse er imidlertid stadigvæk forudsat i denne bestemmelse samt i 7. Inatsisartut er ved sin vurdering af valgets resultat bundet af gældende lovgivning og må således ikke tilsidesætte valgets konkrete resultater ud fra skønsmæssige overvejelser. Det kan imidlertid være nødvendigt at skønne over, hvilke konsekvenser konstaterede fejl ved valget skal have, ligesom bedømmelsen af en valgt persons værdighed i henhold til stk. 2 kan frembyde tvivl. I sådanne situationer skal Inatsisartut udøve et sagligt funderet skøn under passende hensyntagen til eventuelle tidligere afgørelser i sammenlignelige situationer. Såfremt der konstateres fejl ved gennemførelsen af valget, som ikke kan afhjælpes ved fornyede optællinger eller beregning, må Inatsisartut vurdere, om fejlene må antages at have øvet indflydelse på valgets udfald, det vil sige mandaternes fordeling. I bekræftende fald vil Inatsisartut være berettiget til at kræve et omvalg på det pågældende afstemningssted med videre. Bestemmelsen i stk. 2 om værdighedskravet for medlemmer af Inatsisartut viderefører den hidtidige 6 i en sprogligt forenklet form, men med samme indhold. Formuleringen svarer til 4 i den gældende valglov. Værdighedskravet for medlemmer af Inatsisartut kan ses i sammenhæng med valgbarhedsbetingelserne, som indtil videre alene er reguleret i landstingslov om valg til Grønlands Landsting. I modsætning til valglovens øvrige valgbarhedsbetingelser undergives værdighedskravet dog ikke en forudgående prøvelse. Ingen person må således udelukkes fra at stille op til Inatsisartutvalg under henvisning til manglende værdighed. I stedet tilkommer det Inatsisartut i forbindelse med sin prøvelse af valget eller ved en senere konkret anledning at tage stilling til, hvorvidt de valgte personer lever op til værdighedskravet. Bedømmelsen af suppleanters værdighed foretages i praksis først, når suppleanten måtte blive indkaldt. Såfremt Inatsisartut vurderer, at værdigheden var fortabt på tidspunktet for valget, vil medlemmets valg være ugyldigt. Fortabes værdigheden først på et senere tidspunkt, bortfalder mandatet med virkning fra tidspunktet for afgørelsen. Det pågældende medlem af Inatsisartut mister således med omgående virkning sit sæde i Inatsisartut med tilhørende udvalg. Derimod mister medlemmet ikke automatisk sit sæde i repræsentationer, der beror på valg i Inatsisartut, men hvor det ikke er et krav, at repræsentanten skal være medlem af Inatsisartut. Udbetaling af vederlag ophører efter de til enhver tid gældende regler om udbetaling af vederlag. Afgørelsen om fortabelse af valgbarhed træffes i plenum, ifølge praksis efter indstilling fra et udvalg til valgs prøvelse. Uden for mødeperioder i Inatsisartut tager udvalget snarest muligt stilling til, hvorvidt et konkret forhold må antages at medføre fortabelse af valgbarhed. Såfremt dette antages, og pågældende medlem ikke frivilligt nedlægger sit mandat med accept af 10

146 Formandskabet for Inatsisartut, jf. bemærkningerne til 4, afgør udvalget efter en samlet vurdering, om det vil anmode formandskabet om at indkalde Inatsisartut i utide med henblik på sagens afgørelse, eller om det vil berostille spørgsmålet indtil Inatsisartut atter er samlet. Fortabelse af valgbarhed forudsætter et kriminalretligt forhold, som har resulteret i en kriminalretlig foranstaltning enten ved endelig dom eller ved en administrativ bødevedtagelse. Forholdet skal desuden være af en sådan karakter, at det i almindeligt omdømme gør medlemmet uværdigt til at være medlem af Inatsisartut. Med denne formulering er der lagt op til en generaliseret bedømmelse af medlemmets værdighed, således at Inatsisartut skal vurdere, hvorvidt den herskende moralopfattelse i samfundet kan antages at betragte forholdet som foreneligt med hvervet som medlem af Inatsisartut. Dermed skal det undgås, at bedømmelsen bærer præg af subjektive, partitaktiske overvejelser eller tilfældige stemninger. Eventuel tidligere praksis i sammenlignelige situationer tillægges betydelig vægt, om end praksis kan ændre sig i strengere eller mildere retning i takt med, at samfundets moralnormer udvikler sig. Som eksempel på forhold, der ikke medfører fortabelse af værdighed kan nævnes små færdselsforseelser, mens bedømmelsen kan være en anden i tilfælde af spirituskørsel eller anden groft hensynsløs kørsel, ikke mindst hvis den har haft alvorlige følger. Det kan være en formildende omstændighed, at et forhold ligger langt tilbage i tiden, hvorfor et forhold, der engang har medført fortabelse af værdighed, ikke nødvendigvis gør medlemmet uværdigt ved senere valg. I tvivlsomme tilfælde kan det også tillægges en vis betydning, om vælgerne har været bekendt med forholdet på tidspunktet for valgets afholdelse. Dette kriterium er imidlertid aldrig afgørende i sig selv. Til 4 I stk. 1 er det fastslået, at hvervet som medlem af Inatsisartut er pligtmæssigt borgerligt ombud. Dette har forudsætningsvis fremgået af den hidtidige 8, stk. 1, hvorefter Inatsisartut afgør om en begæring om at udtræde af Inatsisartut eller om at få bevilget orlov skal imødekommes. Dette fremgår nu udtrykkeligt af bestemmelsen. Retsvirkningen af, at hvervet er et pligtmæssigt borgerligt ombud er, at der ikke består noget retskrav på at nedlægge hvervet eller få orlov. Det følger endvidere af 2 i Grønlands Hjemmestyres bekendtgørelse nr. 5 af 15. marts 1994 om borgerligt ombud, at Inatsisartutmedlemmer, der er tjenestemænd eller (ifølge praksis) offentligt ansatte i øvrigt, har adgang til tjenestefrihed efter bestemmelserne i bekendtgørelsens 3-5. Endvidere kan tjenestefrihedsperioden for tjenestemænd medregnes i lønnings- og pensionsancienniteten, for så vidt angår pensionsanciennitet dog betinget af, at der indbetales pensionsbidrag. Bestemmelsen i stk. 2 erstatter for så vidt angår medlemmer af Inatsisartut den hidtidige 8, stk. 1, hvorefter Inatsisartut afgør, hvorvidt en begæring fra et medlem om at udtræde af Inatsisartut eller Naalakkersuisut, kan imødekommes, samt endvidere 8, stk. 2, hvorefter Inatsisartut afgør, hvorvidt et medlems begæring om orlov som følge af sin helbredstilstand, forretninger eller lignende væsentlige årsager, kan imødekommes. Med den foreslåede bestemmelse vil det være overladt til forretningsordenen eventuelt at opstille nærmere kriterier for, under hvilke omstændigheder der kan bevilges orlov eller udtræden af Inatsisartut. Der består som hidtil ikke et retskrav på udtræden eller orlov, således at Inatsisartut er stillet frit med henblik på at beslutte, hvilke orlovsgrunde m.v. der efter et rimeligt skøn findes forenelige med arbejdet som medlem af Inatsisartut. Spørgsmålet om, hvor- 11

147 vidt der kan ske vederlæggelse under en orlovsperiode, afgøres ligeledes af Inatsisartut indenfor vederlagslovens rammer. Det er i overensstemmelse med den hidtidige praksis forudsat, at Inatsisartut kan bemyndige dets Formandskab eller et andet relevant udvalg til på at træffe afgørelse om orlovsansøgninger og udtrædelsesbegæringer. Til 5 Bestemmelsen er ny og træder i stedet for en række mere detaljerede bestemmelser i den hidtidige lov vedrørende forretningsorden og indre organisation for Inatsisartut. Derved styrkes princippet om, at Inatsisartut nyder fuld uafhængighed i sit virke, jf. de almindelige bemærkninger til forslaget. At Inatsisartut er ukrænkeligt vil sige, at ingen myndighed eller privat person må gribe forstyrrende ind i arbejdet i Inatsisartut eller må bemægtige sig adgang til Inatsisartut uden dettes accept. Heraf følger blandt andet, at Inatsisartutsalen og de til Inatsisartut knyttede administrative lokaler ikke kan gøres til genstand for husundersøgelser uden samtykke fra Inatsisartut. Endvidere opretholder Inatsisartut selv ro og orden og træffer i den forbindelse beslutning om, hvorvidt der er behov for at tilkalde politiet eller sikkerhedspersonale. Forstyrrende indgreb m.v. fra medlemmers side kan bevirke forskellige konsekvenser, herunder udelukkelse fra mødedeltagelse i en fastsat periode. Nærmere regler desangående må fastsættes i forretningsordenen. Retsfølgerne af mere alvorlige ordensforstyrrelser kan være fastsat i kriminallovgivningen eller en politivedtægt Stk. 2 er ligeledes en ny bestemmelse og fastslår, at det enkelte medlem af Inatsisartut nyder fuld uafhængighed i sit arbejde og supplerer dermed stk. 1, som fastslår, at Inatsisartut er ukrænkeligt og dermed som helhed er uafhængigt i sit virke. Som en praktisk konsekvens af stk. 2 kan medlemmer af Inatsisartut ikke gyldigt forpligtes til at afgive stemme i Inatsisartut i overensstemmelse med deres valgløfter, et partiprogram eller en partigruppebeslutning, og medlemmer må heller ikke undergives usaglig forskelsbehandling, fordi de under en valgperiode skifter parti eller vælger at blive løsgænger. Bestemmelsen baserer sig på den opfattelse, at ethvert medlem af Inatsisartut skal have frihed til at handle som repræsentant for hele befolkningen og i hele befolkningens bedste interesse, frem for blot at repræsentere enkelte vælger- eller interessegrupper. Heraf følger en ret for medlemmer af Inatsisartut til at skifte holdning på baggrund af nye oplysninger og vurderinger, samt en ret til at indtage særstandpunkter i forhold til partifæller, og til at udmelde sig af sit parti, erklære sig som løsgænger eller melde sig ind i et andet parti. Bestemmelsen er omvendt ikke til hinder for, at medlemmer af Inatsisartut frivilligt underkaster sig en partidisciplin, hvis de skønner at dette samlet set skaber de bedste vilkår for at omsætte deres politiske overbevisninger til praksis. Bestemmelsen hindrer heller ikke politiske partier i at sanktionere og i yderste tilfælde udelukke et medlem, som gennem sin adfærd skønnes at være til skade for partiet. En sådan beslutning er imidlertid uden betydning for den pågældendes fortsatte medlemskab af Inatsisartut. Kravet i stk. 3 om at Inatsisartut selv fastsætter sin forretningsorden indebærer, at alle beslutninger vedrørende ordens opretholdelse samt tilrettelæggelsen af dets arbejde og beslutnings- 12

148 processer træffes af Inatsisartut selv. Den indre organisation af Inatsisartut kan følgelig ikke gøres til genstand for forskrifter udefra. Tidligere vedtagne forskrifter i landstingslove eller Inatsisartutlove vedrørende arbejdet i Landstinget/Inatsisartut kan ikke gøres gældende, såfremt der senere er vedtaget modstridende bestemmelser af Inatsisartut i dettes forretningsorden. Derimod viger forretningsordenen for Inatsisartut for senere lovgivning eller højere retsnormer, så som selvstyreloven eller grundloven i det omfang disses bestemmelser måtte være umiddelbart bindende for Inatsisartut. Til 6 Stk. 1 viderefører uden ændringer den hidtidige 33, stk. 2. Bestemmelsen har til formål at sikre medlemmerne af Inatsisartut en særlig parlamentarisk ytringsfrihed med den virkning, at der ikke umiddelbart kan anlægges retssager mod dem for fornærmende eller i øvrigt krænkende ytringer. Medlemmerne kan på denne måde ytre sig og debattere forholdsvis frit i overensstemmelse med deres egen overbevisning. Beskyttelsen omfatter såvel mundtlige udtalelser under forhandlinger i salen, udvalg, etc., som skriftlige bemærkninger i for eksempel forslag til dagsordenspunkter, skriftlige spørgsmål, betænkninger og lignende. Symbolske handlinger i form af fornærmende kropssprog er omfattet af bestemmelsen, mens voldelige handlinger falder uden for. Det er ikke en betingelse, at handlingen fysisk foregår i Inatsisartutlokalerne. I stedet er det afgørende, at handlingen begås under udøvelsen af de funktioner, som hører til hvervet som medlem af Inatsisartut. Bestemmelsen hindrer alle former for såvel kriminalretlig som civilretlig retsligforfølgning, uanset om sagen ønskes rejst af en offentlig eller privat part. Endvidere udelukkes tjenesteretlige sanktioner over for medlemmer af Inatsisartut, der tillige måtte beklæde en stilling i det offentlige. Skulle der blive fremsat krænkende ytringer, vurderer Inatsisartut, eventuelt repræsenteret ved mødeledelsen eller et relevant udvalg, om der er behov for at bringe ordensmidler ifølge forretningsorden i anvendelse. I særligt grove tilfælde kan Inatsisartut overveje at give sit samtykke til, at pågældende drages til ansvar inden for rammerne af det almindelige retssystem. En sådan beslutning kan dog være til skade for interessen i at beskytte den fri meningsudveksling under debatter i salen, hvorfor kun tungtvejende hensyn bør kunne begrunde dette skridt. Stk. 2 træder i stedet for den hidtidige 33, stk. 1, om immunitet for medlemmerne af Inatsisartut. Bestemmelsen hindrer, at medlemmer af Inatsisartut umiddelbart kan gøres til genstand for kriminalretlig forfølgelse. Reglen har til formål at beskytte arbejdet i Inatsisartut mod indgreb fra myndighedernes side. Reglen har derimod ikke til formål at give medlemmer af Inatsisartut en bedre retsstilling end borgerne i almindelighed, hvorfor Inatsisartut som regel forventes at give sit samtykke til, at justitsmyndighederne kan indlede en ønsket kriminalretlig forfølgelse. Ved sin vurdering af en anmodning fra justitsmyndighederne må Inatsisartut således hverken påtage sig den udøvende eller den dømmende magts kompetencer, men skal først og fremmest forholde sig til, om anmodningen må anses som for eksempel et utidigt forsøg på fra justitsmyndighedernes side at påvirke arbejdet i Inatsisartut. Ordet tiltale omfatter anklager ved en domstol i kriminalretlige sager, ført af en offentlig myndighed, mens civilretlige søgsmål eller privat tiltalerejsning ikke er omfattet. Efterforsk- 13

149 ningsskridt som politimæssige eller retslige undersøgelser, herunder afhøring efter retsplejelovens regler, kan ikke sidestilles med tiltale. Administrative bøder og bødeforelæg fra politiet kræver ligeledes ikke samtykke fra Inatsisartut. Udtrykket frihedsberøvelse af nogen art, er videreført fra den hidtidige 33, stk. 1. Bestemmelsen omfatter anholdelse, tilbageholdelse og anden frihedsberøvelse i forbindelse med håndhævelsen af lov og orden, endvidere frihedsberøvende foranstaltning ved dom, samt forvaring / sikkerhedsforvaring. Endvidere omfattes frihedsberøvende indgreb med baggrund i civilretlige sager, såsom manglende betaling, såfremt disse ifølge lovgivningen kan forvandles til, eller på anden måde give anledning til frihedsberøvelser. Fremstillinger i retten som skyldner eller vidne som led i en retlig undersøgelse er derimod ikke omfattet. Uden for bestemmelsen falder desuden frihedsberøvelser, der efter et lægeligt skøn er nødvendige for at afværge, at pågældende er til fare for sig selv eller sine omgivelser, såfremt indgrebet er hjemlet i lovgivningen om tvangsanvendelsen i psykiatrien, bekæmpelsen af smitsomme sygdomme eller lignende. Forbeholdet vedrørende pågribelse på fersk gerning vedrører situationer, hvor pågældende er anholdt under udførelsen eller i umiddelbar forlængelse af en handling, der er forbudt ifølge en kriminalretlig bestemmelse i kriminalloven for Grønland eller en særlov. Det er ikke afgørende, om medlemmet erkender et lovbrud. I modsætning til den hidtidige bestemmelse i 33, stk. 1, gælder immuniteten ikke alene under mødeperioderne, men hele valgperioden igennem. Behovet for at sikre funktionsdygtigheden for Inatsisartut kan ikke tilgodeses tilfredsstillende gennem en blot periodisk immunitet, dels fordi udvalgene er aktive også uden for mødeperioderne, dels fordi frihedsberøvelser uden for en mødeperiode kan kompromittere funktionsdygtigheden under kommende møder. I tilfælde, hvor anmodninger om ophævelse af immuniteten for medlemmer af Inatsisartut fremsættes uden for Inatsisartutsamlingerne, kan Formandskabet efter bemyndigelse fra Inatsisartut træffe foreløbig beslutning, medmindre afgørelsen giver anledning til tvivl. Til 7 Bestemmelsens 1. og 2. pkt. er en uændret videreførelse af den hidtidige 1, stk. 1. Bestemmelsen forpligter det ældste medlem, forstået som medlemmet med den længste sammenlagte anciennitet i Inatsisartut, herunder anciennitet i Landstinget i henhold til hjemmestyreloven, at indkalde Inatsisartut til et konstituerende møde inden for en frist på 45 kalenderdage efter valgdagen. Bestemmelsen sikrer, at Inatsisartut optager sit arbejde, således at eksempelvis eventuelle uklarheder om valgets resultat ikke må give anledning til at udsætte Inatsisartutmødet ud over fristdagen. Konstitutionen af Inatsisartut på sit første møde efter et nyvalg omfatter som hidtil valg af et formandskab samt af øvrige udvalg såvel som repræsentanter til råd, nævn og øvrige repræsentationer uden for Inatsisartut. De hidtidige og forholdsvis detaljerede bestemmelser herom i 15 og 21 videreføres ikke, da bestemmelser vedrørende udvalgenes og andre organers sammensætning og arbejdsgange som udgangspunkt angår interne anliggender i Inatsisartut, der henhører under forretningsordenen. Et antal lovpligtige udvalg med særlig betydning for funktionsmåde og relationer udadtil er derimod fortsat reguleret udtrykkeligt, navnlig i om et Finansudvalg, 16, stk. 2, om et Udvalg for Forretningsordenen, om et 14

150 Revisionsudvalg, 20, stk. 3, 1. pkt., om et Lovudvalg og 21 om et Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Den hidtidige 20, hvorefter Inatsisartut har pligt til at konstituere sig selv efter valg af et nyt Naalakkersuisut eller efter et mistillidsvotum foreslås ikke videreført. Det hidtidige krav om en nykonstitution baserede sig på en formodning om, at der i de pågældende situationer vil være ændrede flertalsforhold i Inatsisartut, hvilket imidlertid ikke nødvendigvis er tilfældet. Da Inatsisartut kan konstituere sig på ny i alle tilfælde, hvor et flertal skønner det påkrævet, findes der ikke behov for en lovbestemmelse, der sætter dette skøn under en fast regel. Inatsisartut er dog ikke forhindret i at foreskrive nykonstitution i visse tilfælde i sin forretningsorden. Bestemmelsens 3. pkt. viderefører den hidtidige 1, stk. 2, og bemyndiger det ældste medlem af Inatsisartut til at fungere som tingets midlertidige mødeleder indtil valg af Formandskab har fundet sted. Den hidtidige lovgivning har også omtalt det ældste medlem som midlertidig formand, og forretningsordenen omtaler ham som ældsteformand. Selv om dette ordvalg ikke er anvendt i lovteksten, er der ikke herved tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring af de funktioner, som det ældste medlem varetager ifølge den hidtidige praksis. Formandskabet for Inatsisartut, hvis valg bestemmelsen forudsætter, har som hidtil som sin vigtigste opgave at afvikle samlingerne og lede dets møder. Mere detaljerede regler om valg af Formandskabet, svarende til den hidtidige 2, er udeladt. Endvidere videreføres den hidtidige 11 om ledelsen af møder i Inatsisartut samt 14, stk. 1, hvorefter Formandskabet fungerer som dagsordensudvalg, ikke. Det vil følgelig være op til Inatsisartut at fastsætte, om opgaven med at udarbejde dagsordener til møderne skal forblive hos formandskabet eller overdrages til et andet udvalg, herunder eventuelt et selvstændigt dagsordensudvalg. Bemyndigelserne til det ældste medlem af Inatsisartut omfatter forberedelsen og ledelsen af det konstituerende møde, samt hvad der i øvrigt måtte være nødvendigt for at sikre, at Inatsisartut kan optage sit arbejde, for så vidt disse opgaver ikke er henlagt under andre organer, så som et midlertidigt Dagsordensudvalg eller et midlertidigt Udvalg til Valgs Prøvelse. Oprettelsen af sådanne midlertidige udvalg foreslås ikke længere reguleret i lovteksten, men kan være genstand for en nærmere regulering i Forretningsordenen. Såfremt der ikke er truffet nærmere bestemmelse, kan det ældste medlem anmode medlemmer af Inatsisartut, så som partigruppernes ledere, om at bistå ham ved sit arbejde, og han kan i den forbindelse nedsætte midlertidige udvalg. Behovet herfor kan især skyldes, at det ældste medlem finder det gavnligt med en bred repræsentation af synspunkter for at sikre opbakning til sit arbejde. De midlertidige udvalgs arbejde vil i al væsentlighed være afsluttet, når Inatsisartut træder sammen og dermed får lejlighed til at foretage valg til Formandskab og udvalgsposterne. Det ældste medlems opgaver, herunder opgaven som mødeleder, ophører på tidspunktet for valg af Formandskabet, hvilket først kan ske efter mandaternes godkendelse i Inatsisartut på baggrund af en indstilling fra et midlertidigt Udvalg til Valgs Prøvelse. Efter samråd med Oqaasiliortut, Grønlands Sprognævn, er der foretaget en terminologisk ændring, således at det tidligere anvendte udtryk for valgs prøvelse qinersinerup misilinneqarnissaa ændres til qinikkatut atuussinnaanermik aalajangiineq. Betegnelsen for Udvalget til 15

151 Valgs Prøvelse ændres tilsvarende fra Qinersinerup Misilinneqarnissaanut Ataatsimiititaliaq til Qinikkatut Atuussinnaanermik Aalajangiinermut Ataatsimiititaliaq. Ændringen, som alene vedrører lovens grønlandske udgave, er af ren sproglig karakter. Til 8 Bestemmelsen er en med sproglige ændringer en videreførelse af hidtidige 29, stk. 1, og fastslår, at mindst halvdelen af medlemmerne skal være fysisk tilstede i Inatsisartut, her forstået som Inatsisartutsalen, for at Inatsisartut er beslutningsdygtigt. Kravet er ufravigeligt og gælder derfor også i en mulig krise- eller katastrofesituation, hvor eksempelvis trafiksystemet er brudt sammen. Det må imidlertid antages, at Naalakkersuisut i en sådan helt ekstraordinær situation kan foretage sig, hvad der måtte være fornødent for at sikre opretholdelsen af livsnødvendige samfundsfunktioner. Der er som hidtil set bort fra at regulere denne situation udtrykkeligt eller give Naalakkersuisut adgang til at udstede provisoriske Inatsisartutlove. En tilsvarende adgang til den danske regering fremgår af grundlovens 23, hvorefter regeringen i særdeles påtrængende tilfælde, når Folketinget ikke kan samles, kan udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod grundloven og altid straks efter Folketingets sammentræden skal forelægges dette til godkendelse eller forkastelse. For beslutningsdygtigheden er det uden betydning, om et tilstedeværende medlem under afstemningen stemmer for eller imod forslaget eller måtte vælge at afholde sig fra at stemme. 2. pkt. svarer til den hidtidige 29, stk. 2, hvorefter alle beslutninger i tinget træffes efter stemmeflerhed, medmindre andet er fastsat. Det skønnes derimod ikke fornødent at videreføre en udtrykkelig bestemmelse svarende til 29, stk. 3, hvorefter et forslag bortfalder, såfremt der ved en afstemning afgives lige mange stemmer for og imod et forslag. Denne regel er allerede indeholdt i kravet om et flertal og kan eventuelt præciseres i forretningsordenen. Beslutninger og afstemninger, der er foreskrevet i Inatsisartutloven, skal følgelig i overensstemmelse med hidtidig praksis vedtages med simpelt flertal, medmindre der for bestemte afstemningers vedkommende måtte være foreskrevet andet i lovgivningen. Eksempelvis kan forretningsordenen bestemme, at nærmere angivne beslutninger kun kræver et kvalificeret mindretal af stemmer, så som 1/5-del, eksempelvis for at indrømme et ikke ubetydeligt mindretal af medlemmerne bedre muligheder for at fremskaffe oplysninger. Der kan også tænkes højere stemmekrav fastsat i forretningsordenen for bestemte beslutningers vedtagelse. Eksempelvis kunne et krav om 3/4-deles flertal sikre bred opbakning omkring visse interne beslutninger, så som at dispensere fra bestemmelser i Forretningsordenen. Der er i den hidtidige 32 foreskrevet et stemmekrav på 3/5 dele af alle medlemmer af Inatsisartut for at ændre forslag, som Inatsisartut har vedtaget på en indeværende samling. Denne bestemmelse foreslås ikke bibeholdt i lovteksten, men kan videreføres i forretningsordenen, såfremt man finder behov herfor. For valg, som Inatsisartut gennemfører til poster i udvalg og repræsentationer med videre, vil det som hidtil være forudsat, at reglerne om valg efter forholdstal anvendes. Afstemningsmåden i Inatsisartut foreslås ikke længere reguleret i Inatsisartutloven. Fremover vil det være op til forretningsordenen for Inatsisartut at foreskrive afstemningsformen. Inatsisartut har i overensstemmelse med den nuværende praksis kun begrænsede muligheder for at delegere beslutningskompetence til Formandskabet eller enkelte udvalg, da den endeli- 16

152 ge politiske beslutningstagning, herunder udpegning til politiske poster, er forbeholdt Inatsisartut, dvs. plenum. Det eneste eksempel er delegationen til Finansudvalget for Inatsisartut i forslagets 16, stk. 2, svarende til 16, stk. 2, i den hidtidige landstingslov. Derimod er der ikke retlige hindringer for, at Inatsisartut kan delegere beslutningsforberedende og administrative opgaver. Således er der blandt andet mulighed for at delegere opgaven med at forberede tilrettelæggelsen af samlinger og de enkelte mødedage. Der er ifølge den hidtidige parlamentariske praksis også mulighed for, at Formandskabet eller andre udvalg uden for mødeperioderne bemyndiges til på vegne af Inatsisartut at træffe foreløbige afgørelser i særligt hastende sager, hvis udfald ikke giver anledning til væsentlig tvivl. Eksempler herpå er Formandskabets stillingtagen til begæringer om orlov eller udtræden fra Inatsisartut, jf. 55 i den nuværende forretningsorden. Herved undgås efter omstændighederne anvendelse af de betydelige ressourcer, som kan være forbundet med at samle Inatsisartut i utide. Inatsisartut vil, i alt fald i tilfælde af uenighed i udvalget, forbeholde sig sin endelige stillingtagen ved førstkommende samling, ligesom det bemyndigede udvalg vil være berettiget til at henskyde tvivlsomme sager til afgørelse i Inatsisartut som helhed. Særligt vidtrækkende beslutninger, så som spørgsmålet om fortabelse af valgbarhed i henhold til 3, overlades ikke til et udvalg, idet der lægges afgørende vægt på muligheden for protester fra bare et enkelt medlem af Inatsisartut, herunder det medlem, beslutningen vedrører. Derimod er Inatsisartut ikke forhindret i at tage beslutning om ophævelse af den parlamentariske immunitet for et medlem af Inatsisartut i henhold til 6, stk. 2, uanset den pågældendes egne ønsker. En sådan beslutning berører ikke umiddelbart sammensætningen af Inatsisartut og kan efter omstændighederne nærmest have karakter af en formalitet Til 9 Stk. 1 og 2 er med sproglige ændringer en videreførelse af de hidtidige 12, stk. 1, og 13. Derimod foreslås den hidtidige 12, stk. 2 ikke videreført, hvorefter forhandling om uddeling af anerkendelser og belønninger, som tildeles af Inatsisartut, behandles for lukkede døre. En bestemmelse herom skønnes at henhøre under forretningsordenen. Stk. 1 fastslår princippet om offentlighed i forhandlingerne i Inatsisartut, hvilket først og fremmest forpligter Inatsisartut til at give offentligheden, herunder pressen, adgang til de mundtlige forhandlinger, dog under rimelig hensyntagen til pladsforhold og sikkerhed. Offentlighedsprincippet er en naturlig konsekvens af, at Inatsisartut er et folkevalgt og demokratisk organ, og skal ikke mindst give offentligheden indblik i samspillet mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut. Dørlukning må derfor være forbeholdt særlige situationer, hvor kravet om offentlighed i beslutningsprocessen må vige for tungtvejende modstående hensyn. Sådanne hensyn kan især foreligge, hvis en beslutning kræver en diskussion af enkeltpersoners private forhold og egnethed, så som ved uddeling af fortjenester og belønninger samt ved udpegninger til råd, nævn og andre tillidshverv. Der tilsigtes ikke ændringer i forhold til den hidtidige praksis vedrørende dørlukninger. Offentlighedsprincippet gælder kun møder i Inatsisartut, forstået som møder i plenum, og regulerer følgelig ikke udvalgsmøder, herunder samråd med medlemmer af Naalakkersuisut, møder med deputationer eller udvalgs høring af eksperter m.v. Bestemmelsen kan heller ikke påberåbes som en hjemmel til at kræve skriftligt materiale udleveret af Inatsisartut, idet afstemningens genstand og resultat dog vil blive offentliggjort, uanset om selve afstemningen måtte være omfattet af dørlukningen. 17

153 Stk. 2 fastslår grønlandsk som arbejdssprog i Inatsisartut og sikrer samtidig, at medlemmer af Inatsisartut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk i Inatsisartut med tolkning til grønlandsk. Herved sikres det, at dansksprogede, der er blevet valgt til medlemmer af Inatsisartut, også reelt har mulighed for at varetage det mandat, de har fået fra befolkningen. Hensynet til Inatsisartutmedlemmernes parlamentariske ytringsfrihed samt den demokratiske proces vil således kræve, at der stilles fornøden tolkebistand til rådighed under forhandlingerne. Dette svarer til praksis i henhold til 13 i den hidtidige landstingslov. Endvidere sikres den dansksprogede befolkningsgruppe en grundlæggende mulighed for at følge arbejdet i Inatsisartut gennem en løbende tolkning af forhandlingerne. Dermed sikres, at denne befolkningsgruppe kan tage del i den demokratiske proces og vurdere deres valgte repræsentanters arbejde på et veloplyst grundlag. Stk. 3 viderefører den hidtidige 34, som havde følgende ordlyd: Landstingets forhandlinger med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk i en under Landstingets formandskabs tilsyn udarbejdet udgave, af hvilken et eksemplar sendes til landstingsmedlemmerne, rigsombudsmanden, regeringen og samtlige kommunalbestyrelser.. Den nu valgte formulering er kortere, men sigter ikke mod ændringer af gældende praksis. Det vil imidlertid fremover være op til Inatsisartut selv at fastlægge, hvem der skal føre løbende tilsyn med forhandlingernes gengivelse, tolkning og offentliggørelse, således at det eksempelvis kan besluttes at overdrage opgaven til Udvalget for Forretningsorden. Endvidere kan Inatsisartut, eventuelt gennem bestemmelser i forretningsordenen, løbende vurdere, hvordan offentliggørelse skal ske og hvem der måtte have behov for en løbende underretning om forhandlingerne. Inatsisartut vil blandt andet kunne beslutte at overgå til en ren elektronisk offentliggørelse af sine forhandlinger via hjemmesiden og mailabonnementer, hvis det vurderes, at de trykte forhandlinger har mistet offentlighedens interesse og at arkivering kan ske på betryggende vilkår. Pligten til offentliggørelse vedrører forhandlingerne, det vil sige en fuldstændig udskrift af alle talebidrag, samt alle bilag, forstået som det oprindelige forslag til dagsordenspunkt sammen med de bemærkninger, notater, udvalgsbetænkninger, ændringsforslag og andet materiale, der har dannet grundlag for debatten i Inatsisartut. Offentliggørelse skal ske på grønlandsk og dansk, idet det herved er forudsat, at materialet som regel foreligger på disse to sprog. I enkelte tilfælde foreligger materialet kun på det ene sprog, eventuelt suppleret af et resumé på det andet, ligesom bestemte dokumenter, så som internationale konventioner, undtagelsesvis har kunnet forelægges på engelsk eller et andet fremmedsprog, ledsaget af et oversat resumé. Dette kan skyldes, at en yderligere oversættelse ville være uforholdsmæssig ressourcekrævende i forhold til informationsbehovet om emnet. I disse situationer er det uanset bestemmelsens ordlyd som hidtil tilstrækkeligt at offentliggøre de sprogversioner, som rent faktisk har dannet grundlag for behandling i Inatsisartut. Stk. 4 viderefører den hidtidige bestemmelse i 9, stk. 3, 1. pkt. Da Rigsombudsmanden i Grønlands adgang som hidtil kun vedrører møder, hvor der i forvejen er adgang for offentligheden, har bestemmelsen først og fremmest den praktiske betydning, at Rigsombudsmanden ikke kan nægtes adgang til Inatsisartutsalen på grund af pladsproblemer eller lignende. Rigsombudsmandens ret til at overvære møder i Inatsisartut omfat- 18

154 ter ikke en ret til at tale eller på anden måde deltage eller gribe ind i forhandlingerne. Inatsisartut er på den anden side ikke retligt forhindret i at tildele Rigsombudsmanden ordet. Til 10 Bestemmelsen viderefører den hidtidige 9, stk. 2. Derimod foreslås det ikke at videreføre det hidtidige krav i 9, stk. 1, om to ordinære årlige samlinger. Inatsisartut har dermed for fremtiden friere muligheder for at tilrettelægge sit arbejde, for eksempel med flere ordinære samlinger eller et fortløbende Inatsisartutår. Sådanne ordninger vil, ligesom en videreførelse af den nuværende praksis, bero på bestemmelser i forretningsordenen. Der fastsættes som hidtil ikke en bestemt frist, inden for hvilken Inatsisartut senest skal træde sammen efter begæring. Spørgsmålet må afgøres konkret af formanden for Inatsisartut under behørig hensyntagen til begæringens omstændigheder samt de praktiske muligheder. Formanden må eventuelt foretage en skønsmæssig afvejning mellem hensynet til at sammenkalde flest mulige medlemmer og hensynet til at samle Inatsisartut hurtigst muligt. I bestemte situationer kan Inatsisartut være forpligtet til at træde sammen med meget kort varsel, jf. eksempelvis udskrivning af valg efter mistillidsvotum, der er omtalt i bemærkningerne til 28. I stk. 2 videreføres den hidtidige 9, stk. 4, hvorefter Inatsisartut under en ordinær samling fastsætter mødetidspunktet for næste ordinære samling. Bestemmelsen skønnes velegnet til at sikre forudsigelighed og kontinuitet i mødevirksomheden, blandt andet til gavn for offentligheden samt planlægningsmuligheder for Naalakkersuisut. Til 11 Bestemmelsen viderefører den hidtidige 10, stk. 1, i en revideret form, hvor det ikke længere opregnes, hvem der kan stille forslag til dagsordenspunkter. Dette spørgsmål foreslås i stedet reguleret i 13. Til 12 Bestemmelsen i stk. 1 viderefører den hidtidige 28, 1. pkt. med en sproglig tilretning. Udtrykket offentligt anliggende skal forstås meget bredt og omfatter alle forhold, som kan være genstand for offentlig regulering eller beslutningstagning, eller som på anden måde berører fælles samfundsinteresser. Udtrykket oplysning omfatter såvel faktuelle som retlige oplysninger samt oplysninger om politiske vurderinger og hensigter. Det påhviler Naalakkersuisut som en embedspligt at afgive et retvisende og fyldestgørende svar, og Naalakkersuisut må om fornødent udfolde rimelige anstrengelser for at få et spørgsmål belyst nærmere. Skulle Naalakkersuisut se sig ude af stand til at besvare et spørgsmål, skal dette meddeles Inatsisartut. Der kan henvises til reglerne i den gældende landstingslov om landsstyremedlemmernes ansvarlighed, hvoraf det fremgår, at et medlem af Naalakkersuisut ikke må give Inatsisartut urigtige eller vildledende oplysninger, der er af væsentlig betydning for sagen. Et medlem af Naalakkersuisut må endvidere ikke under behandlingen af en sag i Inatsisartut fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for dets bedømmelse af sagen. 19

155 Naalakkersuisut må ikke uden videre fortie oplysninger, fordi de er undergivet fortrolighed, men kan i stedet meddele, at der foreligger oplysninger, der på grund af nærmere angivne forhold ikke kan viderebringes. Oplysninger, der er omfattet af reglerne om offentlighed i forvaltningen kan altid videregives til Inatsisartut i offentlighed. Herudover er videregivelse af fortrolige oplysninger fra Naalakkersuisut til Inatsisartut altid berettiget, hvor dette ikke hindres af en specifik lovbestemmelse. Forretningsordenen for Inatsisartut kan regulere forskellige spørgeformer, så som mundtlige og skriftlige spørgsmål, spørgetimer m.v., og i den forbindelse fastsætte formkrav samt spørge- og svarfrister etc. Det kan endvidere reguleres, hvordan medlemmernes spørgeret skal varetages i særlige situationer, så som i forbindelse med forespørgselsdebatter eller spørgsmål fra Inatsisartutudvalgene. Til 13 Bestemmelsen regulerer, hvem der kan fremsætte forslag om visse dagsordenspunkter, herunder lovforslag, til beslutning i Inatsisartut. Bestemmelserne har hidtil været fastsat i 22, stk. 1, 1. pkt., for så vidt angår Inatsisartutlove samt i 10 for dagsordenspunkter generelt. Vedrørende forslag til finanslov er det forudsat, at dette fremsættes af Naalakkersuisut, jf. 16, hvilket imidlertid ikke indebærer en begrænsning i Inatsisartutmedlemmers adgang til at fremsætte ændringsforslag til finansloven. Listen over forslagsstillere er udtømmende. Selv om bestemmelsen efter sin ordlyd alene vedrører forslag til beslutning, er det forudsat, at andre forslag, så som spørgsmål, redegørelser og forespørgselsdebatter, kun kan fremsættes af samme personkreds, da disse dagsordenspunkter forbereder eventuel beslutningstagning i Inatsisartut på et senere tidspunkt. Den danske regerings ret til at fremsende forslag til Inatsisartut efter den hidtidige 10 foreslås ophævet, idet bestemmelsen ikke har haft praktisk betydning. Der har i stedet dannet sig den faste kutyme, at de såkaldte regeringsforslag af regeringen fremsendes til Naalakkersuisut, der på eget politisk ansvar fremsætter dem som et forslag fra Naalakkersuisut til Inatsisartutbeslutning. Denne praksis er nu lovfæstet i bestemmelsens stk. 2. Ligeledes udgår den udtrykkelige angivelse af partier som forslagsberettigede, jf. den hidtidige 10, stk. 1. Medlemmerne af Inatsisartut kan dog som hidtil stille forslag i fællesskab, herunder partivis. Det følger af 5, stk. 3, at Inatsisartut i sin forretningsorden bindende kan regulere de formkrav, forslagene skal leve op til. Det skønnes følgelig unødvendigt at medtage en udtrykkelig regel om fastsættelse af formkrav og frister, svarende til de hidtidige 10, stk. 4, 22, stk. 1, 3. pkt., og 22, stk. 2, hvorefter Inatsisartut fastsætter regler for, hvorledes dagsordenspunkter og ændringsforslag anmeldes til og forelægges for Inatsisartut. Bestemmelsen indeholder ikke et udtrykkeligt forbehold om, at Inatsisartut skal give sit samtykke til at bringe et emne under forhandling. Inatsisartut følger imidlertid en praksis udledt af grundlovens 53, idet Formandskabet kan indstille til Inatsisartut at afvise bestemte forslag fra optagelse som dagsordenspunkter. Dette kan navnlig være aktuelt ved manglende overholdelse af forretningsordenens bestemmelser, såsom formkrav eller væsentlige uklarheder vedrørende forslagets indhold og beslutningstema. Formandskabet ville også i andre situationer 20

156 kunne indstille forslag til afvisning, eksempelvis på grund af et uacceptabelt sprogbrug, selv om forretningsordenen ikke måtte indeholde bestemmelser om værdigt sprogbrug med videre. Den hidtidige bestemmelse i 10, stk. 3, foreslås ikke videreført. Efter denne bestemmelse skulle forslag, forespørgsler eller sager i øvrigt, der af regeringen eller Inatsisartut betegnes som hastende, optages på dagsordenen for vedkommende samling i Inatsisartut. En sådan regel udgør imidlertid, hvis den fortolkes efter sin ordlyd, et kraftigt indgreb i uafhængigheden for Inatsisartut, idet den afskærer dets skøn over, hvordan dagsordenpunktet kan behandles på en hensigtsmæssig måde. Det må i stedet være op til forretningsordenen at regulere, hvorvidt fastsatte frister med videre kan fraviges under visse omstændigheder, herunder i hastende tilfælde. Uanset om et forslag må betragtes som hastende, vil Inatsisartut aldrig være forpligtet til at tage forslaget op til beslutning, hvis Inatsisartut skønner, at forslaget ikke kan behandles forsvarligt på det foreliggende grundlag og indenfor den ønskede frist. Til 14 Bestemmelsen svarer til den hidtidige 22, stk. 1, og fastsætter, at forslag til Inatsisartutlove skal undergives tre behandlinger, inden de gyldigt kan vedtages. Fremgangsmåden skal tilgodese behovet for en grundig vurdering og debat af bindende retsforskrifter, inden de tages op til endelig beslutning. Behandlingerne skal som udgangspunkt placeres, så de giver mulighed for en grundig udvalgsbehandling. I særligt hastende tilfælde er det imidlertid ifølge den hidtidige praksis muligt at beslutte, at behandlingerne skal foregå i umiddelbar forlængelse af hinanden, såfremt denne fremgangsmåde forekommer forsvarlig i det konkrete tilfælde. For at et dagsordenspunkt i henhold til denne bestemmelse kan anses som et forslag til Inatsisartutlov, skal det fremtræde i lovform, således at det efter sin form og indhold kan ikraftsættes som bindende ret. De nærmere formkrav til grønlandske Inatsisartutlove kan, for så vidt de ikke er reguleret i forretningsordenen for Inatsisartut, udledes af fast lovgivningspraksis. Det udtrykkelige krav om lovform er en videreførelse af den hidtidige 22, stk. 1, 2. pkt. Til 15 Bestemmelsen svarer til de hidtidige 23, stk. 1 og 2, dog i sprogligt ændret form. Der er ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende praksis. Naalakkersuisut har pligt til at fremsætte finanslovsforslaget for det kommende finansår i passende tid forud for den i lovteksten nævnte seneste dato for vedtagelsen, og Naalakkersuisut er i den forbindelse bundet af de anmeldelsesfrister, Inatsisartut måtte fastsætte enten generelt eller specifikt for finanslovsforslagets vedkommende. Fristen giver Naalakkersuisut og kommunerne mulighed for at tage højde for finansloven i forbindelse med Inatsisartutlovens implementering, budgetlægningen med videre. Såfremt fristen ikke kan overholdes, vil det således medføre en række praktiske problemer. Bestemmelsen vil dog i en sådan situation kunne opfyldes ved at vedtage en midlertidig bevillingslov, der bemyndiger Naalakkersuisut til at opkræve lovhjemlede skatter og oppebære Selvstyrets øvrige indtægter samt afholde de udgifter, der er nødvendige for at opretholde og videreføre Selvstyrets institutioners og virksomheders drift samt andre foranstaltninger iværksat med hjemmel i lov, bevillingslov eller given bevilling i øvrigt. Til

157 Bestemmelserne er en videreførelse af de hidtidige 16-16a, jf. bemærkningerne til landstingslov nr. 18 af 20. november Som eneste ændring er ordlyden i 16, stk. 3, sidste ordinære møde i det pågældende finansår rettet til første ordinære møde i det efterfølgende finansår. Til Bestemmelserne er en uændret videreførelse af de hidtidige 17-17a, jf. bemærkningerne til landstingslov nr. 18 af 20. november Til 20 Bestemmelsen om Ombudsmanden for Inatsisartut stemmer fuldt ud med allerede gældende ret og parlamentarisk praksis, idet der overvejende er tale om en gengivelse af udvalgte regler i Inatsisartutlov om Ombudsmanden for Inatsisartut. De udvalgte regler skønnes at være centrale i den forstand, at de definerer ombudsmandens grundlæggende opgaver og relationer til Inatsisartut. Ved at medtage disse regler i en Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut, understreges det, at ombudsmandsinstitutionens virke er tæt knyttet til de øverste selvstyreorganers funktioner. Stk. 1, 1. pkt., svarer til ombudsmandslovens 1, hvorefter Inatsisartut efter hvert Inatsisartutvalg samt ved embedsledighed vælger en ombudsmand, der på vegne af Inatsisartut har indsigt med Selvstyrets forvaltning samt kommunernes forvaltning. Bestemmelsens 2. pkt. svarer til ombudsmandslovens 3, stk. 1. Kravet om, at ombudsmanden ikke må være medlem af Inatsisartut, Naalakkersuisut eller kommunale råd, understreger, at ombudsmanden varetager et ikke-politisk embede, hvis opgaver forventes løst efter rent juridisk-faglige synspunkter, som det eksempelvis også kendes fra domstolene. Det kræves, at ombudsmanden skal have en juridisk universitetsuddannelse på kandidatniveau, jf. ombudsmandslovens 3, stk. 2. Stk. 2 svarer ordret til ombudsmandslovens 1, stk. 2. Bestemmelsen understreger, at ombudsmandens stilling beror på tilliden hos Inatsisartut, således at ombudsmanden til enhver tid kan afskediges uden angivelse af yderligere grunde end manglende tillid. Afskedigelse på grund af manglende tillid vil altid medføre, at embedets indehaver øjeblikkeligt fritages for sine pligter. Stk. 3, 1. pkt., er en ny bestemmelse, der markerer, at ombudsmanden indgår i et løbende samspil med Inatsisartut, navnlig i form af løbende indberetninger og meddelelser om emner af særlig interesse for Inatsisartut. Bestemmelsen fastslår samtidig Lovudvalget i Inatsisartut som et lovpligtigt udvalg, der har til opgave at vurdere, hvad ombudsmandens løbende indberetninger og meddelelser bør give anledning til. Lovudvalget anses i denne forbindelse for at være det udvalg, under hvis område den almindelige forvaltningsret henhører. Lovudvalget har ikke hidtil været anset som et lovpligtigt udvalg, men har siden ombudsmandsinstitutionens oprettelse under forskellige navne fungeret som ressortudvalg for institutionens arbejde. Lovudvalgets pligt til løbende at følge ombudsmandens arbejde omfatter ikke et tilsynsansvar vedrørende embedets drift, det vil sige institutionens administrative, personalemæssige eller økonomiske forhold. For så vidt 22

158 angår nye eller ændrede bevillinger til uforudsete formål i løbet af et finansår, er institutionen dog undergivet Udvalget for Forretningsordenen, jf. 16, stk. 2, 2. pkt. Stk. 3, 2. pkt., svarer til den gældende ombudsmandslovs 10, stk. 1, 1. pkt. Den årlige beretning skal give et sammenhængende billede af ombudsmandens arbejde og mest væsentlige iagttagelser i beretningsåret. Beretningen giver Inatsisartut en regelmæssig lejlighed til at vurdere, hvorvidt ombudsmandens arbejde lever op til forventningerne. Beretningen kan endvidere, hvis den offentliggøres, bidrage til offentlighedens indsigt i forvaltningens arbejde samt i forvaltningsretlige problemstillinger. Efter de nuværende regler skal den årlige beretning offentliggøres i medfør af ombudsmandslovens 10, stk. 1, 2. pkt. Stk. 4 forpligter lovgiveren til at regulere ombudsmandens nærmere forhold ved Inatsisartutlov med henblik på at sikre klare og bindende rammer for ombudsmandens virke. Kravet er i dag allerede opfyldt gennem vedtagelsen af Inatsisartutlov nr. 8 af 3. december 2009 om Ombudsmanden for Inatsisartut, som blandt andet omhandler ombudsmandens ansvarsområde, konkrete beføjelser, indberetnings- og meddelelsespligter, behandling af borgerklager, samt visse ansættelses- og fratrædelsesvilkår. Forhold, der ikke kræver lovhjemmel for at være bindende, kan fastsættes på anden måde end ved Inatsisartutlov, eksempelvis ved instruks fra Inatsisartut, jf. ombudsmandslovens 6, stk. 2, eller gennem gensidig aftale. Ombudsmanden kan herudover indgå driftsaftaler med institutioner under Naalakkersuisut vedrørende for eksempel bygnings- eller lønadministrationen på ombudsmandsinstitutionens område. Til 21 Bestemmelsen erstatter den hidtidige 18 om Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. Bestemmelsen ajourfører udvalgets opgaver på baggrund af selvstyrelovens kapitel 4. Desuden indebærer forslaget, at de 2 grønlandske medlemmer af Folketinget ikke længere ved Inatsisartutlov udpeges som faste tilforordnede til udvalget. Dette sker på opfordring fra Formandskabet i betænkning EM 2003/143 (Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om Landstinget og Landsstyret), samt på grund af en retlig tvivl om, hvorvidt medlemmer af Folketinget ved Inatsisartutlov kan forpligtes til at fungere som tilforordnede til et Inatsisartutudvalg. Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg har dog fortsat mulighed for at inddrage eksterne parter i sit arbejde, herunder tilforordnede, såfremt disse er indstillet på at påtage sig opgaven. De nærmere regler herom fastsættes i forretningsordenen, henholdsvis udvalgets forretningsorden. Bestemmelsens stk. 1 definerer Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalgs opgaver, herunder samspillet med Naalakkersuisut. Stk. 2 vedrører tavshedspligt om fortrolige oplysninger, der tilgår udvalget. Stk. 1, 1. pkt., angår udvalgets behandling af oplysninger, som modtages af Naalakkersuisut, uanset om orienteringen sker løbende, regelmæssigt eller på given foranledning, og uanset om orienteringen sker skriftligt eller mundtligt. Ansvaret hos Naalakkersuisut for udenrigspolitikken er i dag beskrevet i selvstyrelovens kapitel 4 med bemærkninger, og Naalakkersuisut udøver sin virksomhed på det udenrigspolitiske område på sædvanligt parlamentarisk grundlag og under sædvanligt ansvar over for Inatsisartut. Som et led i dette ansvar giver Naalakkersuisut redegørelser og orienteringer til Inatsisartut, henholdsvis Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, navnlig om følgende: 23

159 1) Forestående forhandlinger, som Naalakkersuisut deltager i, om indgåelse af folkeretlige aftaler med virkning for Grønland. 2) Andre væsentlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktiviteter eller beslutninger, for eksempel indgåelse af politiske erklæringer med andre lande. 3) Andre udenrigs- og sikkerhedspolitiske begivenheder af betydning for Grønland. 4) Udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold vedrørende Grønland, som den danske regering meddeler Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. De i nr. 1 anførte forhandlinger om indgåelse af folkeretlige aftaler henviser til forhandlinger, der sker inden for rammerne af kapitel 4 i selvstyreloven, dvs. dels forhandlinger, hvor Naalakkersuisut har aftalekompetencen, dels forhandlinger, hvor regeringen har kompetencen, og som Naalakkersuisut deltager i. Naalakkersuisut orienterer Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg forud for gennemførelse af forhandlingerne. Forhandlinger skal forstås bredt og sikre Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg indsigt i Naalakkersuisuts dispositioner, også forud for egentlige forhandlinger, når dispositionerne medvirker til at fastlægge Grønlands Selvstyres forhandlingsposition. Stk. 1, 2. pkt., supplerer stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsens retlige betydning er først og fremmest en tilkendegivelse af, at stk. 1, 1. pkt., ikke må forstås som en udtømmende beskrivelse af udvalgets opgaver eller handlemuligheder. Stk. 2 vedrører udvalgets pligt til at iagttage tavshed om fortrolige oplysninger. Bestemmelsen svarer med enkelte præciseringer til den gældende 18, stk. 4. En lang række dokumenter og oplysninger, som Naalakkersuisut og dermed også i visse tilfælde den danske regering meddeler Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, er fortrolige. Det er blandt andet aftalt med den danske regering, at regeringens orienteringer til Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om forhold af betydning for Grønland formidles til Naalakkersuisut, således at der i størst muligt omfang kan ske samtidig orientering af Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Ved Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalgs afgørelse om inddragelse af eksterne parter i udvalgets arbejde må udvalget sikre, at fortroligheden respekteres. Regler for inddragelse af eksterne parter forudsættes fastsat i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalgs forretningsorden. For så vidt angår udvalgsformandens adgang til at pålægge udvalgsmedlemmer tavshed omkring modtagne oplysninger er denne beføjelse tiltænkt situationer, hvor udvalget modtager fortrolige oplysninger uden om Naalakkersuisut og den danske regering, for eksempel under møder med repræsentanter for udenlandske eller internationale organer. Beføjelsen indebærer derimod ikke en adgang for udvalgets formand til at underkende, at Naalakkersuisut eller den danske regerings vurderer, at oplysninger modtaget fra deres side er fortrolige. Endvidere er det forudsat, at påbuddet kun gives, hvor dette er påkrævet af saglige grunde, således at bestemmelsen ikke giver en selvstændig hjemmel til udvalgets formand for at gøre vilkårlige indgreb i udvalgsmedlemmernes ytringsfrihed ud fra politiske overvejelser. Det nærmere reguleres i forretningsordenen, henholdsvis udvalgets forretningsorden. Til 22 Stk. 1 viderefører den hidtidige 5, stk. 1. Valg af et Naalakkersuisut skal mindst foretages efter hvert valg til Inatsisartut, det vil sige i starten af den konstituerende samling. Inatsisartut kan herudover også på andre tidspunkter vælge et helt nyt Naalakkersuisut, forstået som et 24

160 Naalakkersuisut under en ny formand, jf. stk. 2, eksempelvis som følge af ændrede flertalsforhold i Inatsisartut. Ligeledes kan formanden for Naalakkersuisut, også uden for den i stk. 3 omhandlede situation, til enhver tid indstille et nyt antal medlemmer af Naalakkersuisut til godkendelse af Inatsisartut. Valget af Naalakkersuisut gælder for hele den ordinære valgperiode for Inatsisartut, eller indtil der udskrives valg i utide. I tiden fra udskrivelsen af nyvalg, jf. 26, til valg af det nye Naalakkersuisut vedbliver det fratrædende Naalakkersuisut med at fungere som et såkaldt forretningsnaalakkersuisut efter reglen i 29. Stk. 2 viderefører den hidtidige 3, stk. 2. Kandidater til posten som formand for Naalakkersuisut skal have opnået sæde i Inatsisartut. Det er i den forbindelse uden betydning, om en kandidat måtte være indkaldt som suppleant for et andet medlem af Inatsisartut. Menige medlemmer af Naalakkersuisut behøver ikke være medlemmer af Inatsisartut, men skal opfylde valgbarhedskriterierne, herunder værdighedskravet, til Inatsisartut, jf. stk. 4. I praksis sker valget af formand for Naalakkersuisut samtidig med valget af de øvrige medlemmer af Naalakkersuisut. Men valget af formand hhv. medlemmer sker som to særskilte punkter på den konstituerende samling i Inatsisartut. Stk. 3, 1. pkt., viderefører den hidtidige 3, stk. 3, i redigeret form. Der foreskrives ikke et mindste eller højeste antal medlemmer, som formanden for Naalakkersuisut skal indstille. Formanden for Naalakkersuisut kan imidlertid ikke undlade en indstilling, som omfatter en flerhed af medlemmer, det vil sige mindst to. Medlemmerne af Naalakkersuisut skal indstilles samlet som én liste over navngivne personer. Det er ikke et retligt krav, at indstillingen oplyser den påtænkte ressortfordeling, og bestemmelsen er følgelig heller ikke udtryk for, at Inatsisartut har en kompetence vedrørende fordelingen af forretningerne svarende til den ret formanden for Naalakkersuisut har efter 23, stk. 1. Stk. 3, 2. pkt., viderefører den hidtidige 3, stk. 4, som udelukker, at de indstillede medlemmer af Naalakkersuisut kan sættes til afstemning enkelt- eller gruppevis. Inatsisartut kan ikke foretage ændringer i indstillingen, heller ikke i form af tilføjelser. Skulle Inatsisartut ikke følge indstillingen fra formanden for Naalakkersuisut vedrørende de øvrige medlemmer af Naalakkersuisut, berører dette ikke hans egen stilling som formand for Naalakkersuisut, og situationen kan ikke retligt sidestilles med en mistillidssituation. Formanden for Naalakkersuisut kan i givet fald vælge at foretage en ny indstilling til Inatsisartut, eventuelt med en ændret sammensætning, eller begære sin afsked eller fremsætte forslag til Inatsisartutlov om udskrivelse af ekstraordinært valg. Indtil valget af et fuldt funktionsdygtigt Naalakkersuisut er gennemført i henhold til stk. 3, kan formanden for Naalakkersuisut varetage de beføjelser, der ellers er tillagt et fungerende Naalakkersuisut efter princippet i 29, 2. pkt. I mellemtiden påhviler det formanden for Naalakkersuisut fortsat som en embedspligt inden for en rimelig tid at udarbejde og fremsætte en ny indstilling over navngivne medlemmer af Naalakkersuisut til valg i Inatsisartut. Stk. 4 viderefører den hidtidige 7, dog således, at der ikke længere sker en udtrykkelig henvisning til, at prøvelsen af valgbarhed skal foregå i Udvalget for Valgs Prøvelse. Den hidtidige praksis herom forventes imidlertid at fortsætte, og Inatsisartut kan vælge at afvente udvalgets arbejde, inden der stemmes om indstillingen fra formanden for Naalakkersuisut vedrø- 25

161 rende valg af medlemmer af Naalakkersuisut. Udvalget for Valgs Prøvelse kan også på et senere tidspunkt meddele Inatsisartut, at valgbarheden for et medlem af Naalakkersuisut må anses for at være fortabt på grund af nye omstændigheder. Inatsisartut vil herefter tage stilling til spørgsmålet om fritagelse af det pågældende medlem af Naalakkersuisut eller, såfremt det er formanden for Naalakkersuisut, der har mistet sin valgbarhed, træffe beslutning om valg af nyt Naalakkersuisut. I stk. 5 er fastslået, at hvervet som medlem af Naalakkersuisut - ligesom hvervet som medlem af Inatsisartut, jf. 4, stk. 1 - er pligtmæssigt borgerligt ombud. Dette har forudsætningsvis fremgået af den hidtidige 8, stk. 1, hvorefter Inatsisartut afgør, om en begæring om at udtræde af Naalakkersuisut eller om at få bevilget orlov, skal imødekommes. Stk. 6 viderefører den hidtidige 4, stk. 2. De pågældende lovregler er i dag fastsat i landstingslov nr. 6 af 13. maj 1993 om landsstyremedlemmers ansvarlighed. Med udtrykket ansvarlighed for de enkelte medlemmer af Naalakkersuisut menes det retlige ansvar der påhviler formanden samt de øvrige medlemmer af Naalakkersuisut for handlinger og undladelser i forbindelse med deres embedsførelse. Herved omfattes både medlemmets adfærd som øverste forvaltningschef og som medlem af Naalakkersuisut med de heraf følgende embedspligter, såsom oplysningspligter i forhold til Inatsisartut. Det retlige ansvar omfatter såvel et kriminalretligt som et civilretligt ansvar, således at der kan fastsættes regler vedrørende ansvarsbetingelserne (kriminalrettens almindelige del), gerningsindhold (kriminalrettens specielle del), processuelle spørgsmål og eksempelvis erstatningsbetingelser ved ansvarspådragende adfærd. En regulering af disse spørgsmål ved Inatsisartutlov skal ske med respekt for, at det lovgivningsmæssige og administrative ansvar vedrørende retsvæsenet og den almene kriminalret indtil videre henhører under rigsmyndighederne. Baggrunden for, at spørgsmålet skal reguleres i en særlig Inatsisartutlov er, at den almene kriminalret ikke anses som fuldt tilstrækkelig for at håndhæve en overholdelse af de særlige embedspligter, der påhviler selvstyrets øverste politiske ledelse. Udformningen af særlige ansvarsregler kan kun ske ved Inatsisartutlov, jf. grundlovens 61, 1. pkt., hvorefter den dømmende magts udøvelse kun kan ordnes ved lov. Bestemmelsen tager ikke stilling til spørgsmålet om, hvilken adfærd der skal anses som ansvarspådragende, hvem der kan være berettiget til at rejse en ansvarssag, eller i hvilket forum sagen skal behandles og afgøres, således at disse spørgsmål må reguleres i den særlige lovgivning, jf. landstingslov om landsstyremedlemmers ansvarlighed. Da der er tale om et retligt ansvar, skal afgørelsen træffes ved de almindelige domstole. I den gældende landstingslov om landsstyremedlemmers ansvarlighed, 11, stk. 3, er disse sager henlagt til Grønlands Landsret som 1. instans. Der er imidlertid intet til hinder for, eksempelvis at fastsætte særlige bestemmelser om domstolens sammensætning ved pådømmelsen af sager om medlemmer af Naalakkersuisut, såfremt Selvstyret efter evt. overtagelse af den lovgivende kompetence vedrørende domstolene måtte ønske dette. I den juridiske litteratur har det været omdiskuteret, hvorvidt sager, der henhører under Rigsretten, tillige kan rejses ved de almindelige domstole. Ved reglerne om Inatsisartutmedlemmernes ansvarlighed er det forudsat, at disse gælder subsidiært i forhold til den almindelige kriminalret, hvilket synes som en naturlig konsekvens af rigslovgivningens forrang over selvstyrelove. En sag skal følgelig kun rejses efter ansvarsreglerne for medlemmer af Naalakker- 26

162 suisut, såfremt forholdet ikke kan anses som fuldt ud omfattet af de almindelige kriminalretlige bestemmelser, eksempelvis fordi en bestemt adfærd kun er sanktioneret i de særlige ansvarsregler for medlemmer af Naalakkersuisut. Til 23 Stk. 1 viderefører den hidtidige 4, stk. 3, i en sprogligt redigeret form, men med samme indhold. Formanden for Naalakkersuisut bestemmer til enhver tid selvstændigt hvordan anliggenderne (ressortområder/porteføljer) i Naalakkersuisut skal fordeles. Der er tale om en eneret, et såkaldt prærogativ, for formanden for Naalakkersuisut. Han kan således ikke bindes retligt til en bestemt ressortopdeling, heller ikke gennem bestemmelser i Inatsisartutlov. Formanden for Naalakkersuisut kan tildele ressortområder til sig selv, og han kan bestemme, at et medlem af Naalakkersuisut ikke skal have en portefølje. Han kan derimod ikke tildele ressortområder med videre til personer uden for Naalakkersuisut, da dette ville stride mod selvstyrelovens 1 samt princippet om positiv parlamentarisme. Opgaverne for Naalakkersuisut vil være uændret i forhold til tidligere, og omfatter både en administrativ funktion som øverste forvaltningsledelse og en politisk funktion med heraf følgende embedspligter i forhold til Inatsisartut med videre. Den interne beslutningsproces i Naalakkersuisut reguleres som hidtil ikke ved Inatsisartutlov. Det er således ikke et krav, at bestemte beslutninger skal tages ved afstemning, og hverken formanden for Naalakkersuisut eller de øvrige medlemmer af Naalakkersuisut er i retlig forstand bundet til resultatet af afstemninger, der alligevel måtte blive gennemført. Beslutningskompetencer kan følgelig som hidtil uden videre delegeres til formanden eller særlige Naalakkersuisutudvalg, hvilket imidlertid ikke fritager de enkelte medlemmer af Naalakkersuisut for at holde sig underrettet om beslutninger vedrørende deres ressortområde samt arbejdet i Naalakkersuisut i øvrigt. Stk. 2 er en ny bestemmelse, som gør det muligt for formanden for Naalakkersuisut at fritage et medlem af Naalakkersuisut fra arbejdet i Naalakkersuisut. En fritagelse indebærer, at de rettigheder og pligter, der følger med hvervet som medlem af Naalakkersuisut, ophæves med omgående virkning, som om medlemmet var blevet fritaget af Inatsisartut. Formanden for Naalakkersuisut skal fordele de ledige ressortområder blandt de tilbageværende medlemmer af Naalakkersuisut, da han ikke har mulighed for at udpege et nyt medlem af Naalakkersuisut på egen hånd, jf. 22, stk. 1. Det pågældende medlem af Naalakkersuisut udtræder derfor af arbejdet i Naalakkersuisut og overgår til at modtage eftervederlag i henhold til vederlagslovens til enhver tid gældende regler herom. Fritagelsen kan ske efter medlemmets eget ønske, men det er ikke en betingelse for fritagelsen, at det pågældende medlem af Naalakkersuisut har anmodet herom eller er indforstået hermed. Hidtil har formanden for Naalakkersuisut i retlig forstand alene kunnet fratage et medlem Naalakkersuisut dettes portefølje, mens pågældende formelt set fortsat var medlem af Naalakkersuisut og modtog vederlag som sådan, indtil Inatsisartut fritog vedkommende fra stillingen. Denne løsning er ikke altid tilfredsstillende, da Inatsisartut kun er samlet i visse perioder, således at der i praksis kan gå flere måneder, indtil et ønske om at fritage et medlem af Naalakkersuisut kan effektueres fuldt ud. I den mellemliggende tid kan pågældende medlem af 27

163 Naalakkersuisut næppe forhindres retligt i at optræde udadtil som medlem af Naalakkersuisut uden portefølje. Ifølge den hidtidige 8, stk. 1, afgør Inatsisartut, hvorvidt en afskedsbegæring fra et medlem af Naalakkersuisut skal imødekommes. Denne bestemmelse videreføres i 24, stk. 2, som den fremgangsmåde, der fortsat forventes anvendt under samlinger. Et medlem af Naalakkersuisut, som ønsker at udtræde af arbejdet i Naalakkersuisut i utide forventes herefter i første omgang at meddele sit ønske til formanden for Naalakkersuisut, hvilket også hidtil har været en naturligt praktiseret fremgangsmåde. Formanden kan fremover ikke blot i politisk, men også i retlig forstand imødekomme dette ønske ved at give meddelelse om fritagelse til Inatsisartut. Retter et medlem alligevel sin afskedsbegæring direkte til Formandskabet for Inatsisartut, kan dette, navnlig uden for mødeperioderne, henvise begæringen til formanden for Naalakkersuisut, medmindre denne forinden undtagelsesvis måtte have nægtet at imødekomme samme begæring Ønsker formanden for Naalakkersuisut at supplere det tilbageværende Naalakkersuisut med flere medlemmer, kan dette ske ved at foretage en fornyet indstilling til Inatsisartut om valg af medlemmer af Naalakkersuisut. Indstillingen skal i givet fald angå en samlet liste over medlemmerne som foreskrevet i 22, stk. 3, uanset om formanden for Naalakkersuisut alene ønsker at supplere et i øvrigt uændret Naalakkersuisut. Formuleringen Formanden for Naalakkersuisut kan ved meddelelse til Inatsisartut indebærer, at formanden for Naalakkersuisut, såfremt han vælger at fritage et medlem af Naalakkersuisut, uden ophold meddeler sin beslutning til Inatsisartut. Fritagelsen har som udgangspunkt virkning fra det tidspunkt, da meddelelsen når frem til Inatsisartut, medmindre der udtrykkeligt er oplyst et senere tidspunkt. Udbetaling af vederlag til det pågældende medlem af Naalakkersuisut ophører efter de til enhver tid gældende vederlagsregler. Ifølge 2. pkt. kan Inatsisartut nægte sin tilslutning til at formanden for Naalakkersuisut fritager et medlem af Naalakkersuisut fra hvervet. Nægtelsen har virkning svarende til omstødelse af en afskedigelse, således at medlemmet af Naalakkersuisut genindsættes som medlem af Naalakkersuisut uden portefølje med virkning fra fritagelsen. Denne regel har til hensigt at fastholde princippet om, at sammensætningen af Naalakkersuisut ikke må kunne ændres i strid med den politiske vilje i Inatsisartut på hvis valg hvervet som medlem af Naalakkersuisut beror. At Inatsisartut nægter at give sin tilslutning til en fritagelse, er ikke i sig selv et udtryk for mistillid til formanden for Naalakkersuisut. Hvis et medlem af Naalakkersuisut afskediges efter eget eller efter ønske fra formanden for Naalakkersuisut, herunder efter en fritagelse, foreligger der heller ikke en mistillidssituation i forhold til det pågældende medlem. Inatsisartut må endvidere betragtes som afskåret fra at rette en mistillidsdagsorden efter 27, stk. 1, mod et fritaget medlem af Naalakkersuisut, men er ikke herudover forhindret i at udtale en kritik eller rette en mistillidsdagsorden mod formanden for Naalakkersuisut eller det samlede Naalakkersuisut Til 24 Bestemmelsens stk. 1 erstatter den hidtidige 8, stk. 3, hvorefter det er Inatsisartut, der afgør, hvorvidt man kan imødekomme en begæring fra et medlem af Naalakkersuisut om orlov som 28

164 følge af helbredstilstand eller lignende væsentlige årsager. Denne beføjelse foreslås flyttet til formanden for Naalakkersuisut, da Inatsisartut uden for mødeperioderne ikke kan behandle de pågældende ansøgninger i plenum. Dertil kommer, at bevilling af midlertidig orlov fra arbejdet i Naalakkersuisut på grund af væsentlig årsag som oftest er en praktisk foranstaltning, der uden betænkeligheder kan overlades til formanden for Naalakkersuisut under dennes politiske ansvar for Inatsisartut. Endelig ville det ikke forekomme konsekvent, om Naalakkersuisut fik indrømmet beføjelsen til at fritage medlemmer af Naalakkersuisut fra deres embede, jf. 23, stk. 2, men ikke kunne træffe den mindre vidtgående beslutning om at bevilge midlertidig orlov. Begrebet orlov dækker i modsætning til fritagelse udelukkende en tidsbegrænset fritagelse fra opgaverne, som medlemmet af Naalakkersuisut selv har anmodet om, for eksempel på grund af f.eks. graviditet, fødsel eller adoption eller andre uopsættelige private gøremål. Formanden for Naalakkersuisut kan som hidtil ikke på egen hånd erstatte det pågældende medlem af Naalakkersuisut med et nyt medlem, men beslutter i stedet en midlertidig omfordeling af ressortområder i henhold til 23, stk. 1. Bestemmelsen skelner ikke mellem orlov med vederlag og orlov uden vederlag. I dag indeholder landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v. ikke regler om orlov til medlemmer af Naalakkersuisut. For medlemmer af Inatsisartut skelnes derimod mellem lovligt forfald (navnlig i tilfælde af sygdom eller en nærståendes død eller alvorlige sygdom samt ved deltagelse i Folketingets møder), orlov ved lovligt forfald, det vil sige med vederlag (i tilfælde af graviditet, fødsel og adoption), samt orlov i tilfælde, hvor der ikke ydes vederlag. Disse regler kan imidlertid ikke umiddelbart anvendes på medlemmer af Naalakkersuisut. Formanden for Naalakkersuisut må kun bevilge orlov, hvis orlovsønsket er begrundet i en væsentlig årsag. Betingelsen vil være opfyldt ved graviditet, fødsel eller adoption. Ligeledes kan der være tale om væsentlige årsager hvis medlemmet ejer en privat virksomhed, der på grund af økonomiske vanskeligheder for en periode kræver en særlig indsats til genopretning. Derimod ville det næppe udgøre en væsentlig årsag, hvis et medlem måtte ønske tid til at opbygge en helt ny virksomhed. Bevilling af orlov kræver det pågældende medlems anmodning eller accept og kan således ikke meddeles mod medlemmets vilje. Stk. 2 viderefører den hidtidige bestemmelse i 8, stk. 1, for så vidt angår medlemmer af Naalakkersuisut, der måtte ønske at udtræde af Naalakkersuisut. Bestemmelsen indgår nu i et samspil med reglen i 23, stk. 2, idet et medlem af Naalakkersuisut uden for mødeperioderne i Inatsisartut har mulighed for over for formanden for Naalakkersuisut at begære sig fritaget fra sit embede med kort varsel. Grunden til, at et medlem af Naalakkersuisut ikke ensidigt kan frasige sig sit hverv, er som hidtil at hvervet er et pligtmæssigt borgerligt ombud, jf. 21, stk. 5. Det vil i praksis næppe tjene noget formål at fastholde et medlem af Naalakkersuisut i hvervet imod den pågældendes ønske. Inatsisartut vil derfor normalt imødekomme en begæring om udtræden, men kan eventuelt forinden ønske at belyse den pågældendes bevæggrunde nærmere. Fritagelsen kan efter omstændighederne ske ved at vælge et nyt Naalakkersuisut efter indstilling fra formanden for Naalakkersuisut, jf. 22, stk

165 Vedrørende den situation, at formanden for Naalakkersuisut ønsker sig selv eller hele Naalakkersuisut fritaget, henvises til bemærkningerne til 27, stk. 2. Til 25 Bestemmelsen er ny i Inatsisartutloven, men viderefører med redaktionelle ændringer den hidtidige kap. 3 i vederlagsloven. Bestemmelsen omhandler besiddelsen af andre hverv for formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut. Som en hovedregel må de pågældende ikke besidde andre hverv, mens de varetager deres hverv som henholdsvis formand for Inatsisartut, formand for Naalakkersuisut eller medlem af Naalakkersuisut, uanset om hvervet er lønnet eller ikke lønnet. Hvis et sådant hverv besiddes ved vedkommendes tiltræden, skal hvervet fratrædes og kan alene beholdes, hvis Udvalget til Valgs Prøvelse giver tilladelse til at beholde hvervet. Formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut skal endvidere have tilladelse fra Udvalget til Valgs Prøvelse, hvis de under varetagelsen af hvervet som formand for Inatsisartut, formand for Naalakkersuisut eller medlem af Naalakkersuisut ønsker at varetage nye hverv. Hverv skal i denne Inatsisartutlov forstås som beskæftigelse hvad enten hvervet er lønnet eller ulønnet. Begrebet skal forstås bredt og dækker alle lønnede jobs, frivilligt arbejde, tillidsposter, bestyrelseshverv, hverv som kasserer, bisidder, domsmand og lignende. Udføres en opgave mod vederlag er opgaven et hverv i denne Inatsisartutlovs forstand. Dette gælder uanset om opgaven er af underordnet betydning og uanset om vederlaget udbetales i penge, naturalier, gratis rejser eller ligende. Udenfor begrebet falder opgaver som praktisk hjælp i forbindelse med fx skole- eller sportsarrangementer. Udgangspunkter er således, at alle hverv skal frasiges, med mindre Udvalget til Valgs prøvelse giver tilladelse til at bibeholde eller tiltræde hvervet. Udvalget til Valgs Prøvelse må træffe sin afgørelse på grundlag af en afvejning af blandt andet følgende forhold: - Vil det pågældende hverv eventuelt tilsammen med andre hverv tage så megen tid og så mange kræfter, at det kan tænkes at hindre vedkommende i på fuldt betryggende vis at varetage sit hverv som Formand for Inatsisartut / Formand for Naalakkersuisut / Medlem af Naalakkersuisut? - Kan der opstå en interessekonflikt mellem varetagelsen af det pågældende hverv og varetagelsen af hvervet som Formand for Inatsisartut / Formand for Naalakkersuisut / Medlem af Naalakkersuisut? - Har det pågældende hverv en karakter, som kan belaste anseelsen for Inatsisartut / Naalakkersuisut? - Er hvervet lønnet eller ulønnet? Til 26 30

166 Ifølge stk. 1 påhviler det formanden for Naalakkersuisut som en embedspligt at udskrive nyvalg ved udgangen af valgperioden for Inatsisartut, som samtidig er den periode, han er valgt for i medfør af 22, stk. 1. Bestemmelsen viderefører den hidtidige 5, stk. 7. Der er som hidtil ikke fastsat en frist for, hvornår formanden for Naalakkersuisut tidligst kan, eller senest skal, udskrive nyvalg i medfør af denne bestemmelse, eller hvordan valgdatoen præcist skal fastlægges. Valgdatoen kan ikke fastsættes til en senere dag end den årsdag, der falder nøjagtig 4 år efter sidste valgdag. Har sidste valg eksempelvis fundet sted den 15. november 2005, kan det efterfølgende valg ikke fastsættes til et senere tidspunkt end den 15. november Valgdagen kan derimod fremrykkes i et antal dage eller uger, navnlig for at undgå ferie- og højtider eller af hensyn til en hensigtsmæssig afvikling af Landstingets mødeperiode eller lignende. Formanden for Naalakkersuisut kan derimod ikke udskrive nyvalg på et vilkårligt tidligere tidspunkt, fordi han finder, at den politiske situation nødvendiggør et nyvalg, medmindre der foreligger et mistillidsvotum til Naalakkersuisut som omhandlet i 27, jf. bemærkningerne hertil. I så fald skal valget udskrives ved Inatsisartutlov, jf. den gældende landstingslov nr. 1 af 17. april 2009 om ekstraordinært valg til Grønlands Landsting. Formanden for Naalakkersuisut skal endvidere udskrive nyvalget i så tilpas god tid, at partier og enkeltkandidater har rimelig tid til at udarbejde valgkampmateriale samt organisere og gennemføre vælgermøder og andre valgkampaktiviteter af rimeligt omfang. Valget skal under alle omstændigheder udskrives således, at kandidatlister kan indgives og valglister fremlægges senest 3 uger før valget. Den hidtidige praksis om fastsættelse af valgdagen tager utvivlsomt højde for dette hensyn, da den giver ca. 6 ugers varsel før valgets afholdelse. Til 27 Bestemmelsen vedrører den situation, at et flertal i Inatsisartut ikke længere nærer politisk tillid til Naalakkersuisut eller enkelte af dets medlemmer. Årsagen hertil kan være ændrede politiske magtforhold i Inatsisartut eller utilfredshed med embedsførelse eller øvrig adfærd hos medlemmerne af Naalakkersuisut.. Hidtil har denne situation været reguleret i 5, stk. 2. Den nye formulering tilsigter ikke en ændring af den hidtidige praksis vedrørende mistillidssituationen. Det skønnes imidlertid hensigtsmæssigt med en præcisering af Inatsisartutlovens indhold, hvorfor udtrykket tillid nu udtrykkeligt fremgår af lovteksten. Det følger for så vidt eksemplet fra grundlovens 15, som udtrykkeligt regulerer situationer, hvor Folketinget udtrykker mistillid til en minister eller til Statsministeren. For at mistillidssituationen kan konstateres, skal der i Inatsisartut foreligge et afstemningsresultat, hvor et flertal af medlemmerne udtrykkeligt har tilkendegivet deres mistillid til et eller flere af medlemmerne af Naalakkersuisut. Der er ikke fastsat krav om et flertal på mindst halvdelen af medlemmerne i Inatsisartut som i den hidtidige 5, stk. 2. Flertallet opgøres således i overensstemmelse med de almindelige regler i 8. Det vil være op til Inatsisartut at fastsætte de nærmere regler om mistillidssituationen i sin forretningsorden, således at en opfordring om at udtale mistillid ikke behøver at blive fremsat som et egentligt beslutningsforslag, men, som det hidtil har været tilfældet, kan fremkomme i form af en såkaldt motiveret dagsorden. Denne fremgangsmåde indebærer, at der under en debat i Inatsisartut stilles forslag til overgang til næste punkt på dagsordenen, begrundet i mistillid til Naalakkersuisut eller et af dets medlemmer. Såfremt dette forslag vedtages af et flertal i Inatsisartut, anses mistillidserklæringen som udtalt af Inatsisartut. Det følger af princippet om positiv parlamentaris- 31

167 me, at forkastelsen af et af Naalakkersuisut fremsat lovforslag ikke i sig selv er et mistillidsvotum. Er mistillidserklæringen rettet mod et menigt medlem af Naalakkersuisut, fritages pågældende fra sit embede med omgående virkning. Det resterende Naalakkersuisut fortsætter indtil videre i reduceret antal, således at formanden for Naalakkersuisut snarest skal foretage en fordeling af de ledige ressortområder, medmindre han på stedet udskriver nyvalg, jf. 28. Inden omfordelingen sker, ligger det retlige ansvar for de ledigblevne ressortområder hos formanden for Naalakkersuisut. Stk. 2 præciserer, i lighed med den hidtidige 5, stk. 4, at en mistillid udtalt mod formanden for Naalakkersuisut skal behandles som en mistillid udtalt mod det samlede Naalakkersuisut med den virkning, at alle medlemmer af Naalakkersuisut skal fritages og dermed overgår til et forretningsnaalakkersuisut efter princippet i 29. Den tidligere formulering, hvorefter Naalakkersuisut som helhed skal træde tilbage er ændret for at opnå en mere ensartet sprogbrug i Inatsisartutloven. Ændringen er imidlertid af rent sproglig karakter. Såfremt Inatsisartut retter en samtidig mistillidserklæring mod såvel formanden for Naalakkersuisut som et eller flere navngivne menige medlemmer af Naalakkersuisut, er der ikke behov for en omfordeling af forretningsområderne, da situationen må opfattes som en mistillid til det samlede Naalakkersuisut, som dermed samlet fortsætter som et forretningsnaalakkersuisut, indtil et nyt Naalakkersuisut er valgt. Inatsisartut kan således ikke reducere og afskedige Naalakkersuisut på samme tid. En mistillidssituation berettiger formanden for Naalakkersuisut til at udskrive nyvalg i utide, jf. 28, uanset hvilke dele af Naalakkersuisut mistilliden er rettet imod. Til 28 Bestemmelsen regulerer retten for formanden for Naalakkersuisut til at udskrive nyvalg til Inatsisartut efter en mistillidserklæring fra Inatsisartut. Denne beføjelse har hidtil været reguleret i 5, stk. 5, som dog har givet anledning til en del fortolkningstvivl. Det kunne efter de hidtidige regler endvidere være usikkert, hvor tidligt formanden for Naalakkersuisut skulle udnytte sin beføjelse, inden retten til at udskrive ekstraordinært nyvalg blev fortabt. I forhold til den hidtidige retstilstand foreslås det nu bestemt, at formanden for Naalakkersuisut skal træffe en eventuel beslutning om at udskrive nyvalg på stedet. Dette udtryk indebærer både et stedligt og tidsmæssigt kriterium. I stedlig henseende skal formanden for Naalakkersuisut meddele sin beslutning i Inatsisartut, således at en meddelelse gennem pressen kun har betydning i det omfang, den følges op af en retligt bindende meddelelse fremsat i Inatsisartut. I tidsmæssig henseende indebærer udtrykket på stedet, at meddelelsen skal ske i direkte forlængelse af, at Inatsisartut har udtalt sin mistillid. Dette kriterium skal undgå den hidtidige, uhensigtsmæssige tvivl, om hvorvidt formanden for Naalakkersuisut efter forløbet af en vis tid fortsat skulle anses som berettiget til at udskrive nyvalg i utide under henvisning til en udtalt mistillid. 32

168 I praksis vil der, navnlig hvis vedtagelsen af en mistillidsdagsorden sker overraskende, være behov for at afbryde det igangværende Inatsisartutmøde for at give parterne lejlighed til at overveje situationen. Meddelelsen kan herefter gives af formanden for Naalakkersuisut, når mødet atter genoptages efter pausen, hvilket efter omstændighederne først vil være på den efterfølgende dag. Gives meddelelsen derimod senere end cirka et døgn efter, at Inatsisartut har meddelt sin mistillid, vil Inatsisartut være berettiget til at se bort fra den, da den ikke længere kan anses som værende fremsat på stedet. Det er i den forbindelse forudsat, at Inatsisartut i det relevante tidsrum er forpligtet til at efterkomme begæringen fra formanden for Naalakkersuisut om at genoptage mødet med ganske kort varsel. Retten til at udskrive nyvalg efter denne bestemmelse er en eneret, som ikke kan fratages formanden for Naalakkersuisut på en retligt bindende måde. Det er ikke et krav, at Inatsisartut skal være beslutningsdygtigt, jf. 8, på det møde, hvor formanden for Naalakkersuisut vælger at udskrive nyvalg i utide, hvorfor det ikke er muligt for dele af Inatsisartut at besværliggøre, at formanden for Naalakkersuisut udnytter sin ret. Inatsisartut er endvidere afskåret fra at vælge et nyt Naalakkersuisut, mens formanden for Naalakkersuisut endnu ikke har gjort sin stilling op, og udskrivelse af nyvalg kan ske, selv om dette er i modstrid med den udtrykkeligt erklærede vilje hos Inatsisartut. Erklærer formanden for Naalakkersuisut udtrykkeligt overfor Inatsisartut, at han ikke ønsker at udnytte sin ret til at udskrive nyvalg, er denne erklæring bindende, og Inatsisartut er berettiget til at se bort fra en senere erklæring med modstridende indhold, selv om den i øvrigt måtte opfylde kriterierne for at være meddelt på stedet. Har mistillidserklæringen fra Inatsisartut været rettet mod formanden for Naalakkersuisut eller det samlede Naalakkersuisut, og har formanden valgt ikke at udskrive nyvalg, skal Inatsisartut foretage valg af et nyt Naalakkersuisut efter samme principper som efter et nyvalg til Inatsisartut, jf. 22. Kan der ikke dannes et nyt Naalakkersuisut, kan Inatsisartut være nødt til at udskrive ekstraordinært nyvalg ved særlig Inatsisartutlov. Ud over den i denne bestemmelse omhandlede mistillidssituation, hvor et Naalakkersuisut eller enkelte af dets medlemmer fritages fra hvervet uden, at der samtidig vælges en efterfølger, har Inatsisartut som hidtil til enhver tid mulighed for at foretage valg af et nyt Naalakkersuisut uden forudgående udtalelse af mistillid. Den sidstnævnte situation, som fortsat ikke foreslås reguleret i Inatsisartutloven, er ikke en mistillidssituation som omtalt i 27 og berettiger følgelig ikke formanden for Naalakkersuisut til at udskrive nyvalg i medfør af 28. Der har indtil nu ikke været situationer i hjemmestyrets eller Selvstyrets historie, hvor Inatsisartut har valgt et nyt Naalakkersuisut i utide uden et forudgående nyvalg til Inatsisartut. Situationen kan blandt andet blive aktuel, såfremt en formand for Naalakkersuisut under en valgperiode dør, mister sin valgbarhed eller på grund af sygdom varigt bliver ude af stand til at varetage sit hverv. Situationen kan endvidere blive aktuel af anden årsag, navnlig fordi et parti beslutter at forlade et Naalakkersuisutsamarbejde for at danne regeringsflertal sammen med en anden gruppering i Inatsisartut. I så fald kan det nye flertal stille forslag til dagsordenspunkt om valg af et Naalakkersuisut på samme måde som det sker efter et Inatsisartutudvalg. Med valget af det nye Naalakkersuisut fratræder det hidtidige Naalakkersuisut uden forinden at gå over til at være et forretningsnaalakkersuisut. Inatsisartut kan i det videre forløb have behov for at kon- 33

169 stituere sig på ny og kan herefter fortsætte sit arbejde, idet man dog i praksis kan ønske at afbryde en igangværende ordinær samling med henblik på at udarbejde reviderede forslag til dagsordenspunkter med udgangspunkt i de ændrede forhold. Til 29 Bestemmelsen vedrører hvordan Naalakkersuisut varetager sine opgaver i de tilfælde, hvor Naalakkersuisut i sin helhed er blevet fritaget eller har anmodet Inatsisartut om at blive fritaget, eller hvor der er udskrevet nyvalg til Inatsisartut. I sådanne situationer, hvor Naalakkersuisut har mistet sit politiske mandat, eller det er svækket, eller det står foran en fornyelse, fortsætter arbejdet i Naalakkersuisut ifølge gældende praksis i begrænset omfang efter reglerne for et såkaldt forretningsnaalakkersuisut. Bestemmelsens 1. pkt., erstatter den hidtidige formulering i 5, stk. 8, hvorefter formanden for Naalakkersuisut og øvrige medlemmer af Naalakkersuisut fungerer indtil ny formand og nyt medlem af Naalakkersuisut er valgt eller sagerne er fordelt til et andet medlem af Naalakkersuisut. Den ændrede formulering afspejler, at ministerstyremodellen er forladt og at Naalakkersuisut ses som et kollektiv, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. c. Fritagelse af enkelte medlemmer af Naalakkersuisut er ikke omfattet af bestemmelsen, men sker som hidtil med omgående virkning i tilfælde af mistillid, jf. bemærkningerne til 27, stk. 1, eller ved fritagelse gennem formanden for Naalakkersuisut, jf. bemærkningerne til 24, stk. 2. Medlemmerne af Naalakkersuisut har fortsat deres embedspligter i funktionsperioden og de skal varetages i henhold til reglerne i landstingslov om landsstyremedlemmers ansvarlighed. Dette følger tillige af Naalakkersuisuthvervets karakter af et borgerligt ombud, jf. 22, stk. 5, som indehaveren er pligtig til at varetage. Såfremt et medlem af Naalakkersuisut dør, bevilges orlov eller fritages, uden at der samtidig træffes beslutning om en fordeling af de pågældendes ressortområder, anses disse indtil videre som henhørende under formanden for Naalakkersuisut. Bestemmelsens 2. pkt. fastslår, at et fungerende Naalakkersuisut (forretningsnaalakkersuisut), jf. 1. pkt., alene må foretage sig, hvad der er fornødent for at sikre den fortsatte drift af Selvstyrets anliggender. Bestemmelsens formål er at undgå, at Naalakkersuisut eller dets enkelte medlemmer iværksætter nye politiske initiativer på et tidspunkt, da det politiske mandat fra Inatsisartut til embedets indehaver er bortfaldet eller svækket. Heller ikke igangværende initiativer må fremdrives på en måde, der kan opfattes som led i en forestående eller igangværende valgkamp. Reglen fungerer således i praksis også som et værn mod beskyldninger om, at Naalakkersuisut anvender bevillinger, beføjelser eller embedsressourcer til at skaffe sig uretmæssige fordele under en valgkamp m.v. Til 30 Stk. 1 erstatter den hidtidige 24, stk. 1, hvorefter de af Inatsisartut vedtagne forslag til Inatsisartutlove for at kunne træde i kraft skal stadfæstes af formanden for Naalakkersuisut i forening med medlemmet af Naalakkersuisut for forskriftens sagsområde eller i forening med den administrative leder af Naalakkersuisutområdet. Kravet om, at det daværende Landstings 34

170 lovgivningsakter skal stadfæstes af Landsstyreformanden, for at de kan opnå retskraft, fremgik tillige tidligere af hjemmestyrelovens 4, stk. 4, 5, stk. 2, og 6. I forhold til den hidtidige regel er der foreslået to ændringer: For det første er det ikke længere et retligt krav, at et forslag til Inatsisartutlov ved stadfæstelsen skal medunderskrives (kontrasigneres) af det ressortansvarlige medlem af Naalakkersuisut, henholdsvis den ledende embedsmand. For det andet er der indført en 4 ugers frist, inden for hvilken stadfæstelsen senest skal ske. Ændringen vedrørende kontrasignaturen skal ses på baggrund af, at formanden for Naalakkersuisut ved stadfæstelsen tegner Naalakkersuisut som helhed. Kun vægtige årsager bør kunne begrunde, at Inatsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut opstiller yderligere krav til stadfæstelsen med den virkning, at underskriften fra formanden for Naalakkersuisuts alligevel ikke anses som retligt tilstrækkeligt for, at lovgivningen kan træde i kraft. Hidtil har der ikke været fastsat en frist for, hvornår stadfæstelse senest skal ske. Det fremgår imidlertid af hidtidige 24, stk. 2, der foreslås videreført som bestemmelsens stk. 2, at såfremt formanden for Naalakkersuisut ønsker at udsætte en stadfæstelse, skal beslutning herom træffes i løbet af otte dage fra forslagets endelige vedtagelse. Denne bestemmelse kan rejse tvivl om, hvorvidt Naalakkersuisut forsømmer sine embedspligter, hvis der efter udløbet af ottedagesfristen hverken var sket stadfæstelse eller truffet beslutning om udsættelse af forslaget. I mangel af en seneste frist for stadfæstelsen kan denne usikkerhed om et forslags fortsatte skæbne i princippet vare i ubegrænset tid, hvilket næppe er tilfredsstillende af hensyn til retsklarheden. På denne baggrund lægger stk. 1 nu op til, at stadfæstelsen ligeledes skal ske inden for en frist på fire uger regnet fra forslagets endelige vedtagelse. Fristen svarer omtrent til 30-dagesfristen i grundlovens 22, 1. pkt., og der forventes ikke praktiske problemer med fristens overholdelse. Efter udløb af 8-dages-fristen i stk. 2 påhviler det formanden for Naalakkersuisut som en embedspligt at stadfæste det vedtagne forslag til Inatsisartutlov inden udløbet af 4-ugers-fristen i stk. 1. Skulle 4-ugers-fristen blive overskredet, uanset af hvilken årsag, bortfalder det vedtagne forslag. En eventuel stadfæstelse efter fristens udløb er følgelig uden retlig betydning. En ikraftsættelse af forslaget forudsætter i stedet en fornyet vedtagelse af forslaget efter de sædvanlige regler, det vil sige med 3 behandlinger i Inatsisartut, samt efterfølgende stadfæstelse inden for den nye frist. Retten for Naalakkersuisut til at udsætte stadfæstelsen af et forslag til Inatsisartutlov som omhandlet i stk. 2 har hidtil ikke haft stor praktisk betydning, hvilket for det første skyldes, at langt de fleste forslag fremsættes af Naalakkersuisut, som følgelig ønsker dem ikraftsat som planlagt, og for det andet at Naalakkersuisut risikerer mistillid ved at modsætte sig Inatsisartut med hensyn til ikrafttræden af den pågældende Inatsisartutlov.. Bestemmelsen er følgelig møntet på undtagelsessituationer, hvor Naalakkersuisut får en alvorlig tvivl vedrørende et forslags retlige holdbarhed eller praktiske eller økonomiske konsekvenser. Dette kan have sin baggrund i, at forslaget blev vedtaget af et Inatsisartutflertal uden om Naalakkersuisut, eller at tvivlen først er opstået efter forslagets endelige vedtagelse i Inatsisartut. 35

171 Udtrykket efterfølgende samling finder anvendelse på både ordinært og ekstraordinært indkaldte samlinger, medmindre en samling udelukkende er indkaldt med det sigte at udskrive nyvalg eller give Inatsisartut lejlighed til konstituere sig efter et nyvalg i henhold til 7. Afgørende for, om 8-dages-fristen er overholdt, er om meddelelsen fra Naalakkersuisut vedrørende udsættelsen kommer frem til Inatsisartut inden fristens udløb. Såfremt det vedtagne forslag til Inatsisartutlov atter fremsættes i Inatsisartut på den efterfølgende samling, forudsætter en fornyet vedtagelse ikke tre nye behandlinger, til forskel for den situation, hvor 4 ugers fristen er udløbet uden stadfæstelse, jf. ovenfor. Inatsisartut kan i stedet bekræfte sin vilje i form af en almindelig Inatsisartutbeslutning eller en anden forenklet procedure, der fastlægges i Forretningsordenen. Stk. 2, 2. pkt., forhindrer i den forbindelse, at ændringsforslag kan blive fremsat og behandlet under den fornyede behandling af forslaget. Skulle der derimod være et ønske om at vedtage forslaget i en ændret form, kan dette alene ske ved at fremsætte forslaget på ny i den ændrede form og undergive det tre behandlinger, jf. 14. Undtaget herfra er uomgængelige ændringer, så som en tilpasning af ikrafttrædelsestidspunktet, samt rettelse af formalia og stavefejl. Vedtages forslaget på ny i uændret form, påhviler det formanden for Naalakkersuisut som en embedspligt at stadfæste forslaget, idet han ikke på ny kan udsætte stadfæstelsen under henvisning til stk. 2. Formanden for Naalakkersuisut vil i denne situation dog på ny kunne unddrage sig en stadfæstelse ved at indgive afskedsbegæring for Naalakkersuisut. Derimod er det ikke muligt for formanden for Naalakkersuisut at forblive i sit embede uden at stadfæste inden for den foreskrevne frist, for eksempel under henvisning til, at forslaget menes at være i strid med en højere retsnorm, og at Naalakkersuisut følgelig ville pådrage sig et retligt ansvar ved at medvirke ved forslagets ikraftsættelse. Vedtager Inatsisartut forslaget i en ændret form efter reglerne i 14, kan formanden for Naalakkersuisut, uanset ændringernes omfang, gøre fornyet brug af sin ret til at udskyde forslagets stadfæstelse. Stk. 3 er ny og undtager bestemte Inatsisartutlove fra formanden for Naalakkersuisuts ret til at udskyde stadfæstelsen i henhold til stk. 2. Midlertidige bevillingslove er undtaget, fordi de alene har til formål at sikre selvstyrets fortsatte drift, og som sådan er helt nødvendige i påkommende situationer. Inatsisartutlove om udskrivelse af nyvalg er undtaget, fordi det ville medføre en afgørende forrykkelse af balancen mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut, hvis formanden for Naalakkersuisut kunne forhindre Inatsisartut i at opløse sig selv. Den særlige karakter af de to typer lovgivning kan i øvrigt aflæses af, at et fungerende Naalakkersuisut, for eksempel efter en mistillidserklæring, antages at have en ret og efter omstændighederne også en pligt til at fremsætte, henholdsvis stadfæste, sådanne forslag, mens det modsatte er tilfældet for forslag. Det påhviler følgelig formanden for Naalakkersuisut som en embedspligt inden for den i stk. 1 nævnte frist at stadfæste Inatsisartutlove, som alene vedrører de anførte emner. Til 31 Efter den hidtidige 25 sker kundgørelse af Inatsisartutlove og Selvstyrets bekendtgørelser ved fremsendelsen til Rigsombudet, Politiet, kommunerne og domstolene. Medmindre andet 36

172 er bestemt i retsakten træder de i kraft to-ugersdagen efter fremsendelsen. Det er uhensigtsmæssigt at knytte kundgørelsesvirkningen til fremsendelsen til flere forskellige myndigheder. Kundgørelsesformen foreslås derfor moderniseret, således at retsakterne er kundgjort ved offentliggørelsen på Medmindre andet er fastsat, træder de i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori retsakten er offentliggjort. Den hidtidige 2- ugers frist anses for unødvendig, når offentliggørelsen sker i et elektronisk medie. Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori Inatsisartutloven eller bekendtgørelsen er offentliggjort på svarer til 3 i lovtidendeloven, der gælder for Grønland for så vidt angår rigsmyndighedslovgivning. Kundgørelse er et formelt anliggende, hvorved offentligheden på en retligt bindende måde gøres bekendt med en ny lovgivning, hvorefter den kan håndhæves over for borgerne. Dette må ikke forveksles med den praktiske opgave, som består i Inatsisartutlovens offentliggørelse og videreformidling til alle dele af samfundet Selvstyret kan i en lovgivning, som det også hidtil har været tilfældet, fastsætte et ikrafttrædelsestidspunkt, som afviger fra den sædvanlige procedure. Dette er tilkendegivet med formuleringen hvis de ikke bestemmer andet. Det har således siden hjemmestyrets tidlige år været almindeligt, at grønlandsk lovgivning selv fastsætter sit ikrafttrædelsestidspunkt, da dette gavner retssikkerheden bedst. Kundgørelsen via offentliggørelse på skal således ligge før det ikrafttrædelsestidspunkt, som er indeholdt i retsakten. Formuleringen hvis de ikke bestemmer andet har hidtil også givet mulighed for at fastsætte en anden kundgørelsesform, f.eks. kundgørelse gennem radio, TV eller presse. Når offentliggørelsen på er den bindende kundgørelsesform, skønnes det ikke nødvendigt at anvende anden kundgørelsesform ved ikraftsættelse af hastende lovgivning. Men kundgørelsen via kan suppleres med offentliggørelse gennem radio, TV eller presse. Stk. 1, 3. pkt., erstatter den hidtidige 25, stk. 2, dog således at udtrykket bekendtgørelsesform, nu er erstattet med det mere retvisende udtryk kundgørelsesform. Stk. 2 er nyt og sikrer, at kommunale vedtægter med hjemmel i lovgivning kundgøres på samme måde som selve lovgivningen. Selv om bestemmelsen umiddelbart kun omhandler hjemmel i selvstyrelovgivning finder samme kundgørelsesform anvendelse for kommunale vedtægter, der fortsat måtte blive udstedt med hjemmel i rigslovgivning. Den hidtidige bestemmelse i 25, stk. 3, hvorefter Naalakkersuisut sørger for, at Inatsisartutlove og selvstyrebekendtgørelser offentliggøres i Nalunaarutit, ønskes som konsekvens af forslaget ikke opretholdt. Til 32 Det foreslås at Inatsisartutloven træder i kraft 1. december Samtidig ophæves landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret. 37

173

174

175

176

177

178

179

180

181

182

183 20. oktober 2010 EM 2010/24 Ændringsforslag Forslag til: Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut Fremsat af Naalakkersuisut til 2. behandlingen. til Til , stk. 2, affattes således: Stk. 2. Forhandlingerne i Inatsisartut foregår på grønlandsk. Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk. Bemærkninger til forslaget Almindelige bemærkninger Ændringsforslaget præciserer, at medlemmer af Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, på lige fod med medlemmer af Inatsisartut, har adgang til at tale dansk i Inatsisartut med tolkning til grønlandsk. Præciseringen er fundet nødvendig idet også medlemmer af Naalakkersuisut har adgang til at tale ved forhandlingerne i Inatsisartut. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser Til nr. 1 Stk. 2 fastslår grønlandsk som arbejdssprog i Inatsisartut og sikrer samtidig, at medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk i Inatsisartut med tolkning til grønlandsk. Herved sikres det, at dansksprogede, der er blevet valgt til medlemmer af Inatsisartut, også reelt har mulighed for at varetage det mandat, de har fået fra befolkningen. Hensynet til Inatsisartutmedlemmernes parlamentariske ytringsfrihed samt den demokratiske proces vil således kræve, at der stilles fornøden tolkebistand til rådighed under forhandlingerne. Dette svarer til praksis i henhold til 13 i den hidtidige landstingslov. Muligheden sikrer endvidere, at den dansksprogede befolkningsgruppe har mulighed for at varetage hverv som medlemmer af Naalakkersuisut. Endelig sikres den dansksprogede befolkningsgruppe en grundlæggende mulighed for at følge arbejdet i Inatsisartut gennem en løbende tolkning af forhandlingerne. Dermed sikres, at denne befolkningsgruppe kan tage del i den demokratiske proces og vurdere deres valgte repræsentanters arbejde på et veloplyst grundlag. EM 2010/24 Sags. nr

184 11. november 2010 EM 2010/24 Ændringsforslag Forslag til: Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut Fremsat af Naalakkersuisut til 3. behandlingen. til Til affattes således: 25. Besidder formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut eller et medlem af Naalakkersuisut ved sin tiltræden andre hverv eller erhverv, skal disse fratrædes. Stk. 2. Ønsker formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut eller et medlem af Naalakkersuisut at bevare nogle af disse hverv eller erhverv, skal vedkommende straks give Udvalget til Valgs Prøvelse meddelelse herom. Udvalget kan inden 3 uger efter meddelelsens modtagelse nægte pågældende at bevare sådanne hverv eller erhverv. Stk. 3. Formanden for Inatsisartut meddeler efter udløbet af fristen i stk. 2 Inatsisartut, hvilke hverv eller erhverv formanden har tilladelse til at varetage. Formanden for Naalakkersuisut meddeler formanden for Inatsisartut, hvilke hverv eller erhverv formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut har tilladelse til at varetage. Stk. 4. Formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut må ikke, mens de varetager disse hverv eller erhverv, påtage sig nye hverv eller erhverv, medmindre Udvalget til Valgs Prøvelse giver tilladelse hertil. Bemærkninger til forslaget Almindelige bemærkninger På baggrund af Lovudvalgets betænkning til anden behandlingen af forslaget, er der fundet behov for en præcisering af bestemmelsen om varetagelsen af andre hverv. Under udvalgsbehandlingen er der rejst tvivl om, hvorvidt begrebet hverv også omfatter erhverv. Ændringsforslaget præciserer således, at bestemmelsen omfatter både hverv og erhverv. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser Til nr. 1 Ændringsforslaget præciserer, at formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut eller et medlem af Naalakkersuisut ikke må varetage andre hverv eller erhverv sideløbende med sin officielle funktion, med mindre Udvalget til Valgs Prøvelse giver tilladelse. EM 2010/24 NSN Sags. nr

185 11. oktober 2010 EM 2010/24 Forslag til: Inatsisartutlov nr. xx af xx. xxx 2010 om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Kapitel 1 Selvstyret 1. Grønlands Selvstyre har den lovgivende og udøvende magt inden for overtagne sagsområder. Domstole, der bliver oprettet af selvstyret, har den dømmende magt i Grønland inden for samtlige sagsområder. I overensstemmelse hermed er den lovgivende magt hos Inatsisartut, den udøvende magt hos Naalakkersuisut og den dømmende magt hos domstolene. Kapitel 2 Den lovgivende magt 2. Inatsisartut består af 31 medlemmer, der vælges for 4 år ved almindelige, direkte og hemmelige valg. Mandaterne mistes i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted. Stk. 2. Regler for valg til Inatsisartut fastsættes ved særskilt Inatsisartutlov. 3. Inatsisartut afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmålet om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed. Stk. 2. Et medlem af Inatsisartut mister sin valgbarhed, hvis det ved endelig dom eller bødevedtagelse er pålagt en kriminalretlig foranstaltning for et forhold, der i almindeligt omdømme gør en person uværdig til at være medlem af Inatsisartut. 4. Hvervet som medlem af Inatsisartut er et pligtmæssigt borgerligt ombud. Stk. 2. Begærer et medlem at udtræde af Inatsisartut eller at få bevilget orlov, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. 5. Inatsisartut er ukrænkeligt. Stk. 2. Medlemmer af Inatsisartut er ved deres virke alene bundet af deres overbevisning. Stk. 3. Inatsisartut fastsætter selv sin forretningsorden. 6. For sine ytringer i Inatsisartut kan ingen af dets medlemmer uden samtykke fra Inatsisartut drages til ansvar uden for samme. Stk. 2. Intet medlem af Inatsisartut kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes frihedsberøvelse af nogen art, medmindre medlemmet er grebet på fersk gerning. 7. Inatsisartut træder sammen snarest muligt og senest 45 dage efter nyvalg. Indkaldelse foretages af det medlem, der længst har været medlem af Inatsisartut, eller hvis flere har været EM 2010/24 3 NSN sagsnr.:

186 11. oktober 2010 EM 2010/24 medlem af Inatsisartut lige længe, af den ældste. Samme medlem leder forhandlingerne i Inatsisartut indtil valgs prøvelse og valg af Formandskab for Inatsisartut har fundet sted. 8. Inatsisartut er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. En beslutning er truffet, når den støttes af mere end halvdelen af de tilstedeværende medlemmers afgivne stemmer. 9. Møder i Inatsisartut er offentlige. Inatsisartut kan dog vedtage at behandle enkelte sager for lukkede døre. Spørgsmålet om, hvorvidt en sag giver grundlag for dørlukning, forhandles for lukkede døre, hvis dette bestemmes af Inatsisartut eller mødelederen. Stk. 2. Forhandlingerne i Inatsisartut foregår på grønlandsk. Medlemmer af Inatsisartut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk. Stk. 3. Forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk. Stk. 4. Rigsombudsmanden har ret til at overvære åbne møder i Inatsisartut. 10. Inatsisartut samles så ofte, som formanden for Inatsisartut finder det fornødent, og skal samles, såfremt formanden for Naalakkersuisut eller mindst halvdelen af medlemmerne af Inatsisartut kræver det. Stk. 2. Inatsisartut fastsætter under en ordinær samling mødetidspunktet for næste ordinære samling. 11. Formandskabet for Inatsisartut fremsender inden en samlings afholdelse til medlemmerne af Inatsisartut, Naalakkersuisut og Rigsombudsmanden en fortegnelse over de emner, som forventes at ville komme til behandling. Fortegnelsen offentliggøres. 12. Ønsker et medlem af Inatsisartut at indhente oplysninger om et offentligt anliggende, kan dette ske ved spørgsmål til Naalakkersuisut. 13. Forslag til Inatsisartutlove og andre beslutninger kan fremsættes af ethvert medlem af Inatsisartut samt af Naalakkersuisut. Stk. 2. Den danske regerings forslag til love og forslag om ratifikation af traktater med virkning for Grønland, fremsættes af Naalakkersuisut som et forslag til Inatsisartutbeslutning. 14. Forslag til Inatsisartutlove skal fremsættes i lovform og undergives tre behandlinger i Inatsisartut. 15. Naalakkersuisut fremsætter forslag til finanslov med henblik på endelig vedtagelse senest den 15. november i året forud for finansåret. EM 2010/24 NSN sagsnr.:

187 11. oktober 2010 EM 2010/ Finansudvalget for Inatsisartut afgiver mellem første og anden behandling af finanslovsforslaget fremsat af Naalakkersuisut betænkning over forslag til landskassens budgetter, fremsætter på vegne af Inatsisartut bemærkninger og forslag til hovedretningslinjer for indtægts- og udgiftspolitik samt afgiver udtalelser i sager, som af Inatsisartut eller Naalakkersuisut er henvist til udvalget. Stk. 2. Finansudvalget for Inatsisartut kan på vegne af Inatsisartut godkende afholdelse af udgifter til formål, som ikke kunne forudses ved finanslovens vedtagelse. For så vidt angår afholdelse af udgifter for Inatsisartut og Ombudsmanden for Inatsisartut til formål, der ikke kunne forudses ved finanslovens vedtagelse, godkendes afholdelsen heraf dog af Udvalget for Forretningsordenen på vegne af Inatsisartut, når dette ikke er samlet. Stk. 3. De af Finansudvalget for Inatsisartut godkendte udgifter samles på en årlig tillægsbevillingslov, som behandles på første ordinære møde i Inatsisartut i det efterfølgende finansår. Stk. 4. Naalakkersuisut fastsætter regler for finanslovens udarbejdelse i et budgetregulativ. 17. Finansudvalget for Inatsisartut kan til brug for udvalgets behandling af forslag eller ansøgning om kapitalindskud i, garantistillelse for, eller anden økonomisk begunstigelse af væsentlig betydning, til helt eller delvist selvstyreejede aktieselskaber pålægge Naalakkersuisut at søge nærmere bestemte oplysninger indhentet fra det pågældende selskab, om fornødent ved at anvende de muligheder, som er hjemlet i aktieselskabsloven og i selskabets vedtægter. Naalakkersuisut stiller uden ophold de oplysninger, som Naalakkersuisut på udvalgets opfordring indhenter, til rådighed for udvalget. Stk. 2. Udvalget kan berostille udvalgets behandling af forslag eller ansøgninger som nævnt i stk. 1, indtil de oplysninger, som udvalget skønner fornødne, foreligger. Stk. 3. I udvalget er medlemmerne og andre, der måtte være til stede under udvalgets drøftelser, forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, de bliver bekendt med i udvalget i medfør af stk. 1, i det omfang oplysninger er givet i fortrolighed. Ethvert nyt medlem afgiver en skriftlig erklæring på tro og love om at ville efterkomme denne forpligtelse. 18. Udvalg for Revision af Landskassens Regnskaber gennemgår landskassens regnskaber og revisionens bemærkninger hertil én gang om året og fremsætter de spørgsmål og bemærkninger til Naalakkersuisut, som regnskaberne giver anledning til. Spørgsmål og bemærkninger tillige med besvarelser fra Naalakkersuisut forelægges Inatsisartut. Stk. 2. Udvalget kan foretage en vurdering af, hvorvidt der er taget passende økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler og driften af de virksomheder, der er omfattet af revision efter stk. 1. Redegørelser, rapporter m.v. udarbejdet til brug for vurderingen fremsendes umiddelbart efter modtagelse til Naalakkersuisut til orientering. Stk. 3. Udvalget kan til brug for sit arbejde rekvirere det fornødne materiale, bilag, rapporter m.v. fra den regnskabsførende myndighed. Hvis et udvalgsmedlem kræver det, skal udvalget rekvirere nævnte materiale. EM 2010/24 NSN sagsnr.:

188 11. oktober 2010 EM 2010/ Udvalg for Revision af Landskassens Regnskaber fører endvidere kontrol med, hvordan Naalakkersuisut varetager Grønlands Selvstyres aktionærinteresser. Stk. 2. Udvalget kan som led i kontrollen efter stk. 1 foretage en vurdering af, hvorvidt Naalakkersuisut i tilstrækkeligt omfang har søgt tilsikret, at der tages passende økonomiske hensyn ved driften af helt eller delvist selvstyreejede aktieselskaber. Stk. 3. Udvalget kan til brug for kontrollen med Grønlands Selvstyres aktionærinteresser i helt eller delvist selvstyreejede aktieselskaber pålægge Naalakkersuisut at søge nærmere bestemte oplysninger indhentet fra et selskab, om fornødent ved at anvende de muligheder, som er hjemlet i aktieselskabsloven og i selskabets vedtægter. Naalakkersuisut stiller uden ophold de oplysninger, som Naalakkersuisut på udvalgets opfordring indhenter, til rådighed for udvalget. Stk. 4. Ethvert medlem af udvalget kan fremsætte et forslag til beslutning i medfør af stk. 2-3 til Inatsisartuts afgørelse. Forslaget betragtes som vedtaget, hvis mindst 2/5 af Inatsisartuts medlemmer afgiver stemme til fordel for forslaget. Der kan ikke fremsættes ændringsforslag til forslaget. Stk. 5. I udvalget er medlemmerne og andre, der måtte være til stede under udvalgets drøftelser, forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, de bliver bekendt med i udvalget i medfør af stk. 1, i det omfang oplysninger er i givet i fortrolighed. Ethvert nyt medlem afgiver en skriftlig erklæring på tro og love om at ville efterkomme denne forpligtelse. Hvis udvalget finder det påkrævet at orientere Inatsisartut om forhold, som vedrører Grønlands Selvstyres aktionærinteresser, afgiver udvalget en særskilt betænkning. Indeholder betænkningen fortrolige oplysninger, behandles den for lukkede døre. 20. Inatsisartut vælger en ombudsmand, som på vegne af Inatsisartut har indsigt med selvstyrets og kommunernes forvaltning. Ombudsmanden må ikke være medlem af Inatsisartut og skal have en juridisk uddannelse. Stk. 2. Hvis ombudsmanden ikke længere nyder tillid hos Inatsisartut, kan Inatsisartut afskedige ombudsmanden. Stk. 3. Lovudvalget følger løbende ombudsmandens arbejde. Ombudsmanden afgiver en årlig beretning til Inatsisartut om sin virksomhed. Stk. 4. Ombudsmandens nærmere forhold fastsættes ved særskilt Inatsisartutlov. Kapitel 3 Udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender 21. Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut har til opgave at behandle udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, og at fremsætte de spørgsmål og bemærkninger, som disse forhold giver anledning til. Det påhviler udvalget nøje at holde sig ajour med udviklingen inden for dets fagområde. Stk. 2. Medlemmerne af Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg og andre, der måtte være til stede under udvalgets drøftelser, er forpligtede til at hemmeligholde oplysninger, de bliver EM 2010/24 NSN sagsnr.:

189 11. oktober 2010 EM 2010/24 bekendt med i udvalget, i det omfang oplysninger er givet i fortrolighed fra den danske regering og Naalakkersuisut, og i det omfang udvalgets formand derudover bestemmer. Ethvert nyt medlem afgiver en skriftlig erklæring på tro og love om at ville efterkomme denne bestemmelse. Kapitel 4 Den udøvende magt 22. Medlemmerne af Naalakkersuisut vælges af Inatsisartut for dettes valgperiode. Stk. 2. Formanden for Naalakkersuisut vælges blandt medlemmerne af Inatsisartut. Stk. 3. Formanden for Naalakkersuisut indstiller til Inatsisartut at vælge et antal navngivne medlemmer af Naalakkersuisut. Valg af medlemmer sker ved en samlet afstemning om formandens forslag. Stk. 4. Et medlem af Naalakkersuisut, som ikke er medlem af Inatsisartut, skal opfylde de til enhver tid gældende bestemmelser om valgbarhed til Inatsisartut. Stk. 5. Hvervet som medlem af Naalakkersuisut er et pligtmæssigt borgerligt ombud. Stk.6. Ansvarlighed for de enkelte medlemmer af Naalakkersuisut fastsættes ved særskilt Inatsisartutlov. 23. Formanden for Naalakkersuisut fordeler anliggender mellem medlemmerne af Naalakkersuisut. Stk. 2. Formanden for Naalakkersuisut kan ved meddelelse til Inatsisartut fritage et medlem af Naalakkersuisut med den virkning, at medlemmets hverv ophører på samme måde, som om medlemmet var fritaget af Inatsisartut i medfør af 27, stk Begærer et medlem af Naalakkersuisut orlov som følge af helbredstilstand eller anden væsentlig årsag, afgør formanden for Naalakkersuisut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 2. Begærer et medlem at udtræde af Naalakkersuisut, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Kapitel 5 Besiddelse af andre hverv 25. Besidder formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut eller et medlem af Naalakkersuisut ved sin tiltræden andre hverv, skal disse fratrædes. Stk. 2. Ønsker formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut eller et medlem af Naalakkersuisut at bevare nogle af disse hverv, skal vedkommende straks give Udvalget til Valgs Prøvelse meddelelse herom. Udvalget kan inden 3 uger efter meddelelsens modtagelse nægte pågældende at bevare sådanne hverv. EM 2010/24 NSN sagsnr.:

190 11. oktober 2010 EM 2010/24 Stk. 3. Formanden for Inatsisartut meddeler efter udløbet af fristen i stk. 2 Inatsisartut, hvilke hverv formanden har tilladelse til at varetage. Formanden for Naalakkersuisut meddeler formanden for Inatsisartut, hvilke hverv formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut har tilladelse til at varetage. Stk. 4. Formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut og medlemmerne af Naalakkersuisut må ikke, mens de varetager disse hverv, påtage sig nye hverv, medmindre Udvalget til Valgs Prøvelse giver tilladelse hertil. Kapitel 6 Nyvalg til Inatsisartut og fritagelse af Naalakkersuisut 26. Formanden for Naalakkersuisut udskriver nyvalg til Inatsisartut forud for valgperiodens udløb. 27. Inatsisartut kan fritage Naalakkersuisut, formanden for Naalakkersuisut eller enkelte medlemmer af Naalakkersuisut, hvis de ikke længere nyder tillid i Inatsisartut. Stk. 2. Såfremt formanden for Naalakkersuisut fritages, fritages Naalakkersuisut som helhed. 28. Formanden for Naalakkersuisut kan, hvis Inatsisartut har fritaget et medlem eller hele Naalakkersuisut i henhold til 27, på stedet udskrive nyvalg til Inatsisartut. 29. Når Naalakkersuisut er blevet fritaget eller har begæret sin afsked, eller når der er udskrevet nyvalg, vedbliver det med at fungere, indtil et nyt Naalakkersuisut er blevet valgt. Et fungerende Naalakkersuisut kan kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes opretholdelse. Kapitel 7 Stadfæstelse og ikrafttræden af Inatsisartutlove m.v. 30. Et af Inatsisartut vedtaget forslag til Inatsisartutlov skal for at kunne træde i kraft stadfæstes af formanden for Naalakkersuisut senest 4 uger efter dets endelige vedtagelse. Stk. 2. Naalakkersuisut kan inden for en frist af 8 dage efter forslagets endelige vedtagelse beslutte, at stadfæstelse skal udsættes, indtil forslaget er blevet vedtaget af Inatsisartut i den efterfølgende samling. Vedtages forslaget ikke uændret i denne samling, er det bortfaldet. Stk. 3. Naalakkersuisut kan ikke udsætte stadfæstelse af en midlertidig bevillingslov eller en lov om udskrivelse af nyvalg. 31. Inatsisartutlove og Selvstyrets bekendtgørelser træder, hvis de ikke bestemmer andet, i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori Inatsisartutloven eller EM 2010/24 NSN sagsnr.:

191 11. oktober 2010 EM 2010/24 Selvstyrets bekendtgørelse er offentliggjort på Hver indførelse i skal indeholde oplysning om, hvilken dag, indførelsen er sket. Dette er den bindende kundgørelsesform. Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på kommunale forskrifter fastsat i medfør af Inatsisartutlov, landstingslov, landstingsforordning eller Selvstyrets bekendtgørelse. Kapitel 8 Ikrafttræden 32. Denne Inatsisartutlov træder i kraft den 1. december Samtidig ophæves landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret. Stk. 2. Regler, der er fastsat med hjemmel i landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret forbliver i kraft, indtil de afløses af eller ophæves ved regler fastsat med hjemmel i denne Inatsisartutlov. Grønlands Selvstyre, den xx.xx Kuupik Kleist / Peter Schultz EM 2010/24 NSN sagsnr.:

192 Afsnit 3 Forretningsorden for Inatsisartut

193 Forretningsorden for Inatsisartut af 12. november 2010 med ændringer af 22. september 2011, 29. maj 2012, 28. maj 2015, og 1. juni Kapitel 1 Indkaldelse, valgs prøvelse, valgbarhed 1. Inatsisartut træder sammen snarest muligt og senest 45 dage efter nyvalg. Indkaldelse foretages af det medlem, der længst har været medlem af Inatsisartut, eller hvis flere har været medlem af Inatsisartut lige længe, af den ældste. Samme medlem leder forhandlingerne i Inatsisartut indtil valgs prøvelse og valg af Formandskabet for Inatsisartut har fundet sted. Stk. 2. Inatsisartut s aldersformand, jf. stk. 1, nedsætter på Inatsisartut s vegne og blandt dets medlemmer et foreløbigt udvalg til valgs prøvelse. Udvalget består af aldersformanden som formand og af 4 andre medlemmer, der udpeges af aldersformanden med henblik på at sikre den bredest mulige repræsentation af partipolitiske grupperinger i Inatsisartut. Der udpeges ikke suppleanter for medlemmerne af udvalget. Stk.3. Udvalget afgiver indstilling til Inatsisartut om de valgte medlemmers valgbarhed. Det i stk. 1 nævnte medlem forelægger indstillingen for Inatsisartut på udvalgets vegne. Stk.4. Ingen kan uden tilladelse fra Inatsisartut nægte at modtage valg til Inatsisartut, til Naalakkersuisut, til udvalg nedsat af Inatsisartut eller anden repræsentation for Inatsisartut. 2. Bliver et medlem af Inatsisartut ved endelig dom eller bødevedtagelse pålagt en kriminalretlig foranstaltning for et forhold, der i almindeligt omdømme gør en person uværdig til at være medlem af Inatsisartut, afgør Inatsisartut efter indstilling fra udvalget til valgs prøvelse, jf. 7, stk. 1, nr. 2, om det forhold, medlemmet er dømt for, gør medlemmet uværdig til fortsat at være medlem af Inatsisartut. Kapitel 2 Formanden for Inatsisartut og Formandskabet for Inatsisartut 3. Inatsisartut vælger uden forhandling blandt sine medlemmer en formand for Inatsisartut og 4 næstformænd på den konstituerende samling efter nyvalg og derefter hvert år ved Inatsisartutårets begyndelse. Stk. 2. En kandidat er valgt som formand for Inatsisartut, såfremt kandidaten opnår mere end halvdelen af stemmerne fra de tilstedeværende medlemmer (absolut flertal). Opnår ingen kandidat absolut flertal, foretages ny afstemning. Giver denne afstemning heller ikke absolut flertal til en kandidat, foretages en tredje afstemning mellem de to kandidater, der opnåede flest stemmer ved anden afstemning. I tilfælde af stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning. Stk. 3. Inatsisartut vælger endvidere under ét efter forholdstalsvalgmetoden, jf. 27, stk. 1, 3

194 en første, anden, tredje og fjerde næstformand, som i forening med formanden udgør Formandskabet for Inatsisartut. Ved valget af næstformænd anses formanden at besætte det første af de mandater, der tilfalder den valggruppe, hvortil formanden hører. Stk. 4. Inatsisartut vælger samtidig personlige suppleanter for hvert medlem af Formandskabet for Inatsisartut. Stk. 5. Inatsisartut kan med et flertal, som udgør over halvdelen af medlemmerne af Inatsisartut, vedtage, at formanden for Inatsisartut eller en af næstformændene skal fritages for resten af perioden frem til næste valg efter stk. 1. Såfremt Inatsisartut fritager formanden for Inatsisartut, skal Formandskabet for Inatsisartut som helhed træde tilbage. Nyvalg sker på den i stk. 2-3, foreskrevne måde. Stk. 6. Nyvalg af Formandskabet for Inatsisartut på den i stk. 2-3, foreskrevne måde skal endvidere ske, hvis formanden skriftligt fremsætter begæring om at ville fratræde som formand for Inatsisartut, eller vedkommende afgår ved døden. Stk. 7. Begærer en af næstformændene at udtræde af Formandskabet for Inatsisartut, eller begærer vedkommende orlov fra Formandskabet for Inatsisartut som følge af sin helbredstilstand, forretninger eller lignende væsentlige årsager, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Udenfor inatsisartutsamlingen kan afgørelse herom træffes foreløbigt af formanden for Inatsisartut på vegne af Inatsisartut. Afgørelserne forelægges efterfølgende for Inatsisartut på førstkommende samling. 4. Formandskabet for Inatsisartut fungerer som Dagsordensudvalget for Inatsisartut. Indtil valg af formandskab har fundet sted, udgør det ældste medlem af Inatsisartut, jf. 1, stk. 1, og to af Inatsisartut udpegede medlemmer et midlertidigt dagsordensudvalg. Dagsordensudvalget eller det midlertidige dagsordensudvalg udarbejder og fastsætter dagsordener for møderne i Inatsisartut og orienterer Inatsisartut herom i redegørelser for dagsordenen. Redegørelserne forhandles ikke. Stk. 2. Formandskabet for Inatsisartut udgør sammen med en af Inatsisartut valgt repræsentant for hvert parti eller kandidatforbund, der ikke er repræsenteret i Formandskabet, Udvalget for forretningsordenen for Inatsisartut. Inatsisartut vælger samtidig personlige suppleanter for hver repræsentant for hvert parti eller kandidatforbund, der ikke er repræsenteret i Formandskabet for Inatsisartut, såfremt dette er muligt. Stk. 3. Formandskabet for Inatsisartut repræsenterer Inatsisartut udadtil. Stk. 4. Formandskabet for Inatsisartut drager omsorg for, at arbejdet i Inatsisartut og i udvalgene tilrettelægges og afvikles på forsvarlig vis. Stk. 5. Formandskabet for Inatsisartut kan fastsætte nærmere regler vedrørende formkrav for, hvordan punkter, der anmodes optaget på dagsordenen for en inatsisartutsamling, skal fremsættes. Stk. 6. Formandskabet for Inatsisartut behandler de sager, der i henhold til forretningsordenen forelægges for Formandskabet. Formandskabet kan tage enhver sag op, der er af principiel betydning for Inatsisartut og medlemmerne af Inatsisartut. 4

195 Stk. 7. Formanden for Inatsisartut kan træffe afgørelse på vegne af Formandskabet for Inatsisartut i sager af hastende karakter. Næstformændene orienteres snarest muligt om formandens afgørelse. Stk. 8. Formandskabet for Inatsisartut og Udvalget for forretningsordenen for Inatsisartut fastsætter selv deres forretningsordener. Stk. 9. Udvalget for Forretningsorden, jf. stk. 2, har til opgave at behandle Formandskabets forslag i henhold til 32 og 60. Udvalget for Forretningsorden træffer beslutning om udvalgenes sagsområder, hvor dette måtte give anledning til tvivl. Udvalget fastsætter endvidere regler om Inatsisartutmedlemmers oplysningspligter i henhold til 56. Kapitel 3 Naalakkersuisut 5. Inatsisartut vælger i henhold til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut medlemmer af Naalakkersuisut til at varetage forvaltningen af selvstyrets anliggender. Stk. 2. Formanden for Naalakkersuisut vælges blandt medlemmerne af Inatsisartut ved absolut flertal. Stk. 3. Formanden for Naalakkersuisut indstiller til Inatsisartut at vælge et antal navngivne medlemmer af Naalakkersuisut. Valg af medlemmer sker ved en samlet afstemning om formandens forslag. 6. Et medlem af Naalakkersuisut, som ikke er medlem af Inatsisartut, skal opfylde de til enhver tid gældende bestemmelser om valgbarhed til Inatsisartut. Stk. 2. Inatsisartut afgør sager herom efter indstilling fra enten det foreløbige udvalg til valgs prøvelse, jf. 1, stk. 3, eller udvalget til valgs prøvelse, jf. 7, stk. 1, nr. 2. Kapitel 4 Udvalg i Inatsisartut Lovpligtige og stående udvalg 7. Inatsisartut nedsætter på den konstituerende samling og ved begyndelsen af inatsisartutåret følgende udvalg: 1) Det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. 2) Udvalget til Valgs Prøvelse. 3) Lovudvalget. Stk. 2. Inatsisartut nedsætter endvidere på den konstituerende samling og på hver forårssamling følgende udvalg: 1) Finansudvalget. 5

196 2) Revisionsudvalget. 8. Inatsisartut nedsætter på den konstituerende samling og ved begyndelsen af inatsisartutåret, efter indstilling fra Formandskabet, øvrige stående udvalg. Stk. 2. De udpegende partier eller valggrupper kan supplere sine medlemmer i udvalg ved et medlems forfald, når partierne eller valggrupperne har givet meddelelse til formanden for Inatsisartut. 9. Inatsisartut vælger til hvert udvalg fem medlemmer af Inatsisartut, der ikke må være medlemmer af Naalakkersuisut. Hvor særlige forhold taler derfor, kan Inatsisartut efter indstilling fra Formandskabet for Inatsisartut vælge syv medlemmer til et udvalg. Stk. 2. Grønlands 2 folketingsmedlemmer kan efter anmodning fra Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg deltage i udvalgets møder som tilforordnede. Stk. 3. Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg fastsætter i en forretningsorden nærmere bestemmelser til sikring af overholdelsen af den særlige hemmeligholdelsespligt, som gælder for udvalgets medlemmer og andre, som måtte overvære udvalgets drøftelser. 10. Inatsisartut vælger samtidig til hvert udvalg personlige suppleanter for hvert medlem af udvalget. Suppleanten træder i medlemmets sted ved dettes forfald. Stk. 2. Ved et udvalgsmedlems samt dettes suppleants samtidige midlertidige forfald, kan Formandskabet for Inatsisartut træffe beslutning om, at den pågældende parti- eller valggruppe kan foretage personlig supplering, såfremt parti- eller valggruppen anmoder herom. Formandskabet kan bemyndige Bureau for Inatsisartut til at træffe beslutning om at imødekomme en parti- eller valggruppes anmodning om personlig supplering i udvalgsarbejdet ved enkeltstående lejligheder. 11. Med mindre andet er bestemt i denne forretningsorden, vælger et udvalg selv sin formand og næstformand, idet fordelingen af formands- og næstformandsposten i udvalget dog sker efter forholdstal, således at repræsentanterne for det parti eller den valggruppe, som er størst, udpeger formanden, mens repræsentanterne for det parti eller den valggruppe, som er næststørst, udpeger næstformanden. Stk. 2. Det påhviler formanden for et udvalg at søge udvalgsarbejdet fremmet mest muligt. Formanden for Inatsisartut kan pålægge formanden for et udvalg at give mundtlig eller skriftlig underretning om udvalgsarbejdets forløb. 12. Et udvalg vedtager selv sin forretningsorden, der herefter indstilles til godkendelse af Formandskabet for Inatsisartut. Stk. 2. Et udvalg er beslutningsdygtigt, når over halvdelen af dets medlemmer er til stede. 6

197 Stk. 3. Et udvalg foretager inden for det enkelte udvalg en indbyrdes arbejdsfordeling blandt medlemmerne, hvor dette skønnes hensigtsmæssigt. 13. Der må ikke refereres offentligt fra forhandlinger ført i et udvalg. Stk. 2. Et udvalg kan dog beslutte, at meddelelser i et nærmere bestemt omfang kan tilgå offentligheden. 14. Det er et udvalgs hovedopgave at behandle de forslag, der af Inatsisartut henvises til udvalgets behandling. Stk. 2. Inden for sit fagområde er et udvalg forpligtet til, bl.a. gennem spørgsmål til Naalakkersuisut at holde sig á jour med udviklingen og føre tilsyn med, at forvaltningen i Naalakkersuisut holder sig inden for de rammer, som følger af lovgivningen eller af hensynet til god forvaltningsskik. Stk. 3. Hvis et udvalg anmoder om en skriftlig besvarelse på et spørgsmål, skal Naalakkersuisut efterkomme udvalgets anmodning. Det er kun tilladt for Naalakkersuisut at begrænse udvalgets adgang til oplysninger, hvis udvalgets interesse i at sætte sig ind i disse bør vige for væsentligt stærkere offentlige eller private interesser. En sådan begrænsning skal altid begrundes skriftligt. 15. Inatsisartut kan på ethvert behandlingstrin henvise et forslag til fornyet behandling i et udvalg, også selvom dette udvalg tidligere har afgivet betænkning om forslaget. Stk. 2. Behandlingen i Inatsisartut stilles i bero, indtil udvalget har afsluttet sin behandling. 16. Et udvalg kan med godkendelse af Formandskabet for Inatsisartut anmode et andet udvalg om tillige at behandle et forslag, hvis dette skønnes at berøre det andet udvalgs faglige område. Stk. 2. Formandskabet for Inatsisartut kan i stedet inden andenbehandlingen af forslaget træffe beslutning om, at den oprindelige henvisning til et udvalg forelægges Inatsisartut påny. 17. Et udvalg fremlægger, hvor intet andet er besluttet af Inatsisartut, resultatet af dets arbejde med forslag til inatsisartutlov eller inatsisartutbeslutning for Inatsisartut i en betænkning. Et udvalg har pligt til at afgive betænkning om de forslag, der af Inatsisartut er henvist til udvalget. Stk. 2. Et udvalg kan afgive en samlet betænkning over flere forslag, såfremt de pågældende forslag efter udvalgets skøn er nært beslægtede. Stk. 3. Såfremt et udvalg tidligere har afgivet betænkning om et forslag, kan udvalget afgive en tillægsbetænkning. Stk.4. En betænkning eller en tillægsbetænkning afgives skriftligt. 7

198 Stk. 5. En betænkning eller en tillægsbetænkning kan tidligst behandles af Inatsisartut tre døgn efter afgivelse af betænkning eller tillægsbetænkning. 18. Et udvalg kan afgive skriftlig beretning om dets arbejde vedrørende andre forslag, redegørelser eller andet, hvorom der ikke skal afgives betænkning. Stk. 2. Et udvalg kan i ganske særlige tilfælde efter godkendelse fra Formandskabet for Inatsisartut afgive skriftlig beretning om sin virksomhed iøvrigt. Stk. 3. Beretninger efter stk. 1 og 2 kommer ikke til forhandling i Inatsisartutsalen. 19. Et udvalg kan til enhver tid indkalde et medlem af Naalakkersuisut i samråd eller til orienteringsmøde. Medlemmet af Naalakkersuisut kan altid ledsages af én embedsmand. Udvalget kan dog give tilladelse til, at medlemmet af Naalakkersuisut kan ledsages af flere embedsmænd. Anmodning herom skal tilgå udvalget inden mødet. Stk. 2. Samrådet eller orienteringsmødet kan undtagelsesvist, og hvor lovligt forfald efter udvalgets skøn antages at foreligge, søges gennemført med en eller flere embedsmænd. Stk. 3. Medlemmet af Naalakkersuisut er ansvarlig for sine embedsmænds udtalelser under et samråd eller orienteringsmøde. Stk. 4. Et samråd eller orienteringsmøde kan indkaldes til afholdelse for lukkede eller åbne døre. Indkaldes samrådet eller orienteringsmødet til afholdelse for åbne døre, har offentligheden adgang til at overvære mødet. Samråd eller orienteringsmøder, som afholdes for åbne døre, optages på bånd eller lignende medium. 20. Når forslag til inatsisartutlov eller inatsisartutbeslutning, der er fremsat af et eller flere medlemmer af Inatsisartut, er til behandling i et udvalg, og forslagsstilleren henholdsvis ordføreren for forslagsstilleren ikke er indvalgt i udvalget, har den eller de pågældende desuagtet ret til at deltage i udvalgets behandling af dette konkrete forslag, dog uden stemmeret eller ret til at få optaget nogen udtalelse i betænkningen. 21. Et udvalg kan inden for sit faglige område afholde høringer om et offentligt emne og kan i den forbindelse anmode enhver om at fremlægge sine synspunkter. Stk. 2. Udvalget træffer nærmere beslutning om høringens form herunder om offentlighedens adgang. Stk. 3. En høring kan afholdes af flere udvalg i forening. Stk. 4. Et udvalg kan i øvrigt foretage høring af interesserede parter inden afgivelse af betænkning. 22. Til de i 7, 8 og 23 nævnte udvalg knyttes en udvalgssekretær, der ansættes ved administrationen for Inatsisartut. 8

199 Stk. 2. Udvalgssekretæren skal efter udvalgets nærmere bestemmelse medvirke ved mødernes tilrettelæggelse, udarbejde referater af udvalgets møder, fremskaffe de af udvalget ønskede oplysninger, udfærdige koncept til udvalgets skrivelser og medvirke ved udarbejdelsen af betænkninger og beretninger. Midlertidige udvalg 23. Inatsisartut kan tillige nedsætte midlertidige udvalg til behandling af konkrete sager. Et midlertidigt udvalg ophører med at bestå, når den eller de sager, der har været henvist til dets behandling, er afsluttet. Udvalget afgiver en skriftlig beretning om sit arbejde til Inatsisartut. Beretningen forhandles i Inatsisartut. Kapitel 5 Råd og nævn m.v. 24. Inatsisartut vælger repræsentanter til råd og nævn m.v. Valgperioden for de pågældende repræsentanter fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, de vedtægter eller andre bestemmelser, som gælder for det enkelte råd eller nævn m.v. Stk. 2. Valg af nye repræsentanter til råd og nævn m.v. skal så vidt muligt foretages på den samling, som afholdes umiddelbart forud for udløbet af valgperioden for de siddende repræsentanter. 25. Inatsisartut vælger Ombudsmand for Inatsisartut og Sætteombudsmand for Inatsisartut efter indstilling fra Lovudvalget i Inatsisartut. Stk. 2. Inatsisartut vælger Landskassens revisor efter indstilling fra Revisionsudvalget. Kapitel 6 Valg og valgmåde. 26. For at kunne blive valgt som medlem af et udvalg i Inatsisartut eller som medlem af råd og nævn m.v. skal vedkommende være foreslået i Inatsisartutsalen af et medlem af Inatsisartut. Stk. 2. Samtlige valg har højst gyldighed for en 4-års periode og, hvor intet andet er bestemt, for valgperioden for Inatsisartut. Stk. 3. Ved valg af to eller flere medlemmer til et udvalg, råd og nævn m.v. anvendes forholdstalsvalg. 27. Forholdstalsvalg i henhold til denne forretningsorden foretages på grundlag af 9

200 d Hondts metode på følgende måde: Medlemmerne af Inatsisartut deles i de grupper, hvori medlemmerne over for formanden har anmeldt, at de vil stemme sammen ved det pågældende valg. Hver gruppes medlemstal deles med 1, 2, 3 afhængigt af det antal medlemmer, der skal vælges. De herefter fremkomne kvotienter angiver den rækkefølge, i hvilken de enkelte grupper kan vælge deres repræsentanter. Er to eller flere kvotienter lige store, afgøres rækkefølgen ved lodtrækning. Stk. 2. Til valg af én person kræves absolut flertal. Opnår ingen kandidat absolut flertal ved første afstemning, foretages ny afstemning. Giver denne afstemning heller ikke flertal til en kandidat, foretages tredje afstemning mellem de to kandidater, som opnåede flest stemmer ved anden afstemning. I tilfælde af stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning. Kapitel 7 Forslag til inatsisartutlov og Forretningsorden for Inatsisartut 28. Forslag til inatsisartutlov skal være affattet i lovform og ledsaget af almindelige og særlige bemærkninger og herunder beskrive de økonomiske og administrative konsekvenser af forslaget. Forslag til inatsisartutlov skal være forsynet med en titel. Stk. 2. Forslag om ændring eller ophævelse af en inatsisartutlov, en landstingslov eller en landstingsforordning skal yderligere være betegnet som forslag til inatsisartutlov om ændring henholdsvis ophævelse af den pågældende inatsisartutlov, landstingslov eller landstingsforordning. Forslag til inatsisartutlov om ændring eller ophævelse af en inatsisartutlov, landstingslov eller landstingsforordning skal endvidere være forsynet med en undertitel, der angiver ændringens hovedindhold. Stk. 3. Forslag til inatsisartutlov skal i øvrigt overholde de til enhver tid gældende nærmere retningslinier for fremsættelse af forslag, som Formandskabet for Inatsisartut har fastsat, jf. 4, stk. 5. Stk. 4. Når et forslag til inatsisartutlov ønskes fremsat for Inatsisartut, meddeler forslagsstiller dette skriftligt til formanden for Inatsisartut, som anmelder forslaget over for Inatsisartut, når det er omdelt, jf. dog 39, stk Forslag til inatsisartutlov skal underkastes tre behandlinger i Inatsisartut, før endelig vedtagelse kan ske. Stk. 2. Forslagsstilleren kan med Formandskabets tilladelse kort redegøre for forslaget og dets konsekvenser inden første behandlingen. Stk. 3. Første behandling omfatter en drøftelse af forslaget som helhed ud fra principielle synspunkter samt eventuel bebudelse af ændringsforslag. Efter behandlingen overgår forslaget til anden behandling, og Inatsisartut beslutter, om forslaget skal henvises til behandling i et 10

201 udvalg forinden anden behandlingen. Inatsisartut beslutter endvidere, efter indstilling fra mødelederen, til hvilket udvalg forslaget skal henvises. 30. Anden behandling kan tidligst finde sted tredjedagen efter første behandlingens afslutning eller afgivelse af betænkning. Stk. 2. Efter anden behandlingen afgøres det ved afstemning, i hvilken form forslaget skal overgå til tredjebehandling. Ændringsforslag kommer til afstemning først. Stk. 3. Derefter overgår forslaget til tredje behandling og Inatsisartut beslutter, om forslaget forinden skal henvises til fornyet behandling i det udvalg, der tidligere har afgivet betænkning, eller i et andet udvalg. 31. Tredje behandling kan tidligst finde sted tredjedagen efter anden behandlingens afslutning eller efter afgivelse af betænkning eller tillægsbetænkning. Stk. 2. Efter at have taget stilling til ændringsforslagene, kan Inatsisartut kort behandle forslaget i den endelige form, hvorefter afstemning om forslaget i den endelige form foretages. Stk. 3. Det endeligt vedtagne forslag underskrives af formanden for Inatsisartut og af generalsekretæren, hvorefter det sendes til formanden for Naalakkersuisut. 32. Efter reglerne om forslag til inatsisartutlov behandles endvidere forslag til Forretningsorden for Inatsisartut og forslag til ændring af Forretningsorden for Inatsisartut. Kapitel 8 Forslag til inatsisartutbeslutning 33. Forslag fra et medlem, et parti eller Naalakkersuisut om lovgivning eller ændring eller ophævelse af bestående lovgivning fremsættes som forslag til inatsisartutbeslutning. Forslaget skal være begrundet og beskrive de økonomiske og administrative konsekvenser af forslaget, være affattet i beslutningsform og forsynet med en titel. Stk , stk. 4 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Som forslag til inatsisartutbeslutning behandles endvidere følgende: 1) Forslag om tilslutning fra Inatsisartut til rekommandationer fra internationale organisationer, hvori Inatsisartut er repræsenteret. Forslaget fremsættes af formanden for repræsentationen for Inatsisartut. 2) Ansøgninger om nye eller ændrede bevillinger og tekstanmærkninger, som er henvist til Inatsisartut af Finansudvalget. 3) Andre forslag af principiel betydning, hvor det er afgørende, at Inatsisartut træffer beslutning. Stk. 4. Forslag fra den danske regering fremsættes af Naalakkersuisut. 11

202 Stk. 5. Såfremt et forslag til inatsisartutbeslutning, som omtalt i stk. 1, vedtages af Inatsisartut, påhviler det Naalakkersuisut snarest at fremme forslaget ved fremsættelse af et egentligt forslag til inatsisartutlov eller eventuelt ved udstedelse af bekendtgørelse. Stk. 6. Foruden de i stk. 1 og 3 nævnte forslag behandles følgende forslag fra Naalakkersuisut som forslag til inatsisartutbeslutning: 1) Forslag om godkendelse af Landskassens regnskaber. 2) Forslag om fastsættelse af de skattemæssige fradrag m.m. 3) Forslag om udtalelse fra Inatsisartut vedr. ikraftsættelsen af danske love for Grønland. 4) Forslag om udtalelse fra Inatsisartut vedr. tiltrædelse af internationale traktater, aftaler m.v. 5) Forslag i øvrigt, der i henhold til anden lovgivning, kræver udtalelse fra Inatsisartut. Stk. 7. Forslag til inatsisartutbeslutning underkastes 2 behandlinger, før endelig vedtagelse kan ske. Forslagsstiller kan kort redegøre for forslaget og dets konsekvenser inden første behandlingen. Beslutter Inatsisartut, at et forslag til inatsisartutbeslutning skal henvises til behandling i et udvalg, indstiller mødelederen overfor Inatsisartut, hvilket udvalg forslaget skal behandles i. Udvalget afgiver i så fald betænkning, jf. i det hele kapitel 4 med de modifikationer, der følger af forholdets natur. Stk. 8. Om ændringsforslag til beslutningsforslag gælder kapitel 9 med de modifikationer, der følger af forholdets natur. Kapitel 9 Ændringsforslag 34. Ændringsforslag kan stilles til forslag til inatsisartutlov og forretningsorden for Inatsisartut. Ændringsforslag kan ved et forslags anden behandling fremsættes af ethvert medlem af Inatsisartut, Naalakkersuisut, et udvalg, et udvalgs flertal og mindretal. Et udvalg, et udvalgs flertal eller mindretal fremsætter ændringsforslag i en betænkning. Ved tredje behandlingen af et forslag kan ændringsforslag fremsættes af Naalakkersuisut, et udvalg, et udvalgs flertal og mindretal eller af fire medlemmer af Inatsisartut i forening. Et udvalg, et udvalgs flertal eller mindretal fremsætter ændringsforslag i en tillægsbetænkning. Stk. 2. Ændringsforslag kan endvidere stilles til forslag til inatsisartutbeslutning. Ændringsforslag kan ved første behandlingen af beslutningsforslaget fremsættes af ethvert medlem af Inatsisartut og Naalakkersuisut. Ved anden behandlingen af beslutningsforslaget kan ændringsforslag fremsættes af Naalakkersuisut, et udvalg, et udvalgs flertal og mindretal eller af fire medlemmer af Inatsisartut i forening. Et udvalg, et udvalgs flertal eller mindretal fremsætter ændringsforslag i en betænkning. Stk 3. Ændringsforslag skal være skriftligt formulerede. Ændringsforslag efter stk. 1 skal endvidere være ledsaget af bemærkninger, jf. 28, stk

203 Stk. 4. Ændringsforslag skal være omdelt til medlemmerne af Inatsisartut senest den foregående dag, inden det forslag, ændringsforslaget vedrører, kommer til behandling. Stk. 5. Et medlem kan foreslå, at en forhandling afbrydes med henblik på formulering af et ændringsforslag. Inatsisartut afgør herefter, om forhandlingen skal afbrydes med henblik på fremsættelse af ændringsforslaget. Stk. 6. Der kan stilles forslag om ændringer til ændringsforslag (underændringsforslag) efter reglerne i stk Stk. 7. Bliver et forslag, ændringsforslag eller underændringsforslag trukket tilbage, kan andre tage det op efter reglerne i denne bestemmelse. Stk , stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Kapitel 10 Redegørelser 35. Naalakkersuisut kan give Inatsisartut en redegørelse om et offentligt anliggende. Stk 2. Ønsker Naalakkersuisut at give Inatsisartut en sådan redegørelse, meddeler Naalakkersuisut dette til formanden for Inatsisartut, der anmelder redegørelsen overfor Inatsisartut, når den er omdelt. Stk. 3. Redegørelser forhandles ikke. Stk. 4. Formandskabet for Inatsisartut kan i særlige tilfælde give tilladelse til forhandling. Stk. 5. Følgende redegørelser fra Naalakkersuisut forhandles dog altid: 1) Redegørelse til Inatsisartut ved inatsisartutårets begyndelse fra formanden for Naalakkersuisut. 2) Redegørelse fra formanden for Naalakkersuisut til det nyvalgte Inatsisartut. 3) Udenrigspolitisk redegørelse. 4) Politisk Økonomisk redegørelse. 5) Redegørelser, som det i henhold til lovgivningen påhviler Naalakkersuisut at fremlægge for Inatsisartut, hvis Naalakkersuisut ønsker forhandling. Stk. 6. Formanden for Naalakkersuisut kan desuden give Inatsisartut en redegørelse om forhold af ganske særlig betydning for det grønlandske samfund. Denne redegørelse forhandles. Stk. 7. Forhandles en redegørelse, kan Naalakkersuisut inden forhandlingen kort redegøre for redegørelsens hovedindhold. Stk. 8. Under forhandling om en redegørelse kan medlemmerne af Inatsisartut og partier fremsætte forslag til inatsisartutudtalelse. Et sådant forslag skal meddeles mødelederen ledsaget af en kort skriftlig begrundelse, og skal have naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår. Til forslag til inatsisartutudtalelse kan der ikke stilles ændringsforslag. Der kan alene vedtages én inatsisartutudtalelse under behandlingen af en redegørelse. Vedtages et forslag til inatsisartutudtalelse, bortfalder eventuelle forslag til inatsisartutudtalelse, som er meddelt mø- 13

204 delederen, men endnu ikke bragt til afstemning. Anden form for beslutning kan ikke træffes under forhandling om en redegørelse. Kapitel 11 Forespørgselsdebatter og spørgsmål til Naalakkersuisut 36. Ønsker et medlem af bringe et offentligt anliggende til forhandling og at afkræve forklaring derom fra et eller flere medlemmer af Naalakkersuisut, sker det ved en forespørgsel, som skriftligt og bestemt affattet indgives til Formanden for Inatsisartut, der anmelder forespørgslen over for Inatsisartut, når den er omdelt. Stk. 2. Inatsisartut afgør, hvorvidt forespørgslen må stilles. Hvis samtykke gives, hvilket afgøres uden forhandling, meddeles forespørgslens hovedindhold af formanden til det eller de adspurgte medlemmer af Naalakkersuisut. Såfremt det medlem af Naalakkersuisut, som forespørgslen er rettet til, anser det for at være i strid med landets interesser, at en offentlig debat om den pågældende sag finder sted, giver medlemmet af Naalakkersuisut forespørgeren meddelelse herom, hvorefter forespørgslen bortfalder. Stk. 3. Bliver forespørgslen trukket tilbage, inden forhandlingen begynder, kan denne ikke optages af andre. Stk. 4. Under forhandling om en forespørgsel kan medlemmerne af Inatsisartut og partier fremsætte forslag til inatsisartutudtalelse. Et sådant forslag skal meddeles mødelederen ledsaget af en kort skriftlig begrundelse, og forslaget skal have naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår. Til forslag til inatsisartutudtalelse kan der ikke stilles ændringsforslag. Der kan alene vedtages én inatsisartutudtalelse under behandlingen af en forespørgsel. Vedtages et forslag til inatsisartutudtalelse, bortfalder eventuelle forslag til inatsisartutudtalelse, som er meddelt mødelederen, men endnu ikke bragt til afstemning. Anden form for beslutning kan ikke træffes under forhandling om en forespørgsel, jævnfør dog Spørgsmål til Naalakkersuisut 37. Ønsker et medlem at indhente oplysninger om et offentligt anliggende, kan dette ske ved et spørgsmål til Naalakkersuisut. Spørgsmålet stilles skriftligt og indgives til formanden for Inatsisartut, der anmelder spørgsmålet overfor Inatsisartut, når det er omdelt. Spørgsmålet skal være kort og bestemt affattet og ledsaget af en begrundelse. Stk. 2. Erklærer Naalakkersuisut, at det ikke ser sig i stand til at besvare spørgsmålet, er sagen dermed slut. Stk. 3. Formanden for Inatsisartut sørger for, at svaret fra Naalakkersuisut videresendes til spørgeren og at spørgsmål og svar offentliggøres for medlemmerne af Inatsisartut. Stk. 4. Spørgsmål kan tilbagekaldes indtil svar foreligger. Spørgsmål kan ikke optages af 14

205 andre. Stk. 5. Formandskabet for Inatsisartut kan i forbindelse med tilrettelæggelsen af møderne i Inatsisartut fastsætte tidspunktet for en ugentlig spørgetime, hvor medlemmerne af Inatsisartut mundtligt og uden anmeldelse kan stille spørgsmål til Naalakkersuisut til umiddelbar besvarelse. Beslutning kan ikke træffes i en ugentlig spørgetime. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Kapitel 12 Samlingen af Inatsisartut og mødevirksomhed Grundlag 38. Inatsisartutåret begynder den anden fredag i september og varer til samme fredag det følgende år. Stk. 2. Inatsisartut samles mindst to gange i inatsisartutåret til ordinære samlinger. Stk. 3. Inatsisartut samles ekstraordinært og med passende varsel så ofte, som formanden for Inatsisartut finder det fornødent, eller såfremt formanden for Naalakkersuisut eller mindst halvdelen af medlemmerne af Inatsisartut kræver det. Under ekstraordinært indkaldte samlinger behandler Inatsisartut alene de sager, der ligger til grund for indkaldelsen. Stk. 4. Inatsisartut fastsætter under den ordinære efterårssamling mødetidspunktet for de ordinære samlinger i inatsisartutåret. Stk. 5. Forslag fra både Naalakkersuisut og Inatsisartutmedlemmer, der ikke er endeligt vedtaget ved Inatsisartutårets afslutning, bortfalder, jf. dog stk. 6. Dette gælder også forespørgsler fra Inatsisartutmedlemmer, der ikke er endeligt behandlede ved Inatsisartutårets afslutning. Stk. 6. Forslag om godkendelse af Landskassens Regnskab, jf. 33, stk. 6, nr. 1, bortfalder uanset stk. 5 ikke ved Inatsisartutårets afslutning. Formkrav, dagsorden, afleveringsfrister 39. Punkter, der anmodes optaget på dagsordenen for en inatsisartutsamling, skal være i overensstemmelse med de krav til form og fremsættelse, der følger af denne forretningsorden, anden lovgivning eller er fastsat af Formandskabet for Inatsisartut i henhold til 4, stk. 5. Stk. 2. Dagsordenspunkter kan af Formandskabet for Inatsisartut afvises, såfremt de ikke overholder de krav til form og fremsættelse, der følger af stk Punkter, der anmodes optaget på dagsordenen for Inatsisartut skal i den foreskrevne form være fremsat eller indgivet til formanden for Inatsisartut senest 5 uger før begyndelsen af den samling, hvor punktet ønskes behandlet. 15

206 Stk. 2. Fristen i stk. 1 gælder ikke for anmeldelse af forespørgsler i henhold til 36. En forespørgsel i henhold til 36 kan tidligst sættes på dagsordenen 12 arbejdsdage efter anmeldelsen, jf. dog Formandskabet for Inatsisartut kan under ganske særlige omstændigheder fravige de i denne forretningsorden angivne tidsfrister. 42. Forslag, redegørelser, forespørgsler, og spørgsmål, der ønskes behandlet af Inatsisartut, registreres som fremsat eller indgivet til formanden for Inatsisartut den dag, de i den foreskrevne form, skriftligt fremsættes eller indgives til formanden for Inatsisartut. Forslag m.v., som omtalt i 1. punktum, der fremsættes eller indgives, på hverdage, efter kl , registreres som fremsat eller indgivet den nærmest følgende hverdag. Det samme gælder forslag m.v., der fremsættes eller indgives på lørdage eller helligdage. Stk. 2. Formanden for Inatsisartut har pligt til at sørge for omdeling og anmeldelse af fremsatte eller indgivne forslag m.v. Anmeldelsen kan optages i en dagsorden. 43. Med passende mellemrum foretager Formandskabet for Inatsisartut anmeldelse over for Inatsisartut af en foreløbig dagsorden for møderne i Inatsisartut. Anmeldelsen kan bestå i en henvisning til opslag. Stk. 2. Mødelederen meddeler desuden inden hvert mødes afslutning dagsordenspunkterne for det næste møde. Stk. 3. Når mødet er indledt, kan mødelederen på given foranledning ændre rækkefølgen af mødets dagsordenspunkter eller lade et dagsordenspunkt udgå fra dagsorden for dagens forhandlinger. Stk. 4. Mødelederen kan ikke optage nye sager på et mødes dagsorden uden godkendelse fra Inatsisartut. 44. Forslag, forespørgsler eller sager i øvrigt, der af den danske regering eller Naalakkersuisut betegnes som hastende, kan Naalakkersuisut anmode Formandskabet for Inatsisartut om at få optaget på dagsordenen for vedkommende inatsisartutsamling. Møderne i Inatsisartut 45. Inatsisartut er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af dets medlemmer er til stede og deltager i afstemningen. Et medlem skal for at kunne deltage i afstemningen være personligt til stede. Stk. 2. Afstemning sker ved, at medlemmerne rejser sig eller ved elektronisk afstemning. Ved valg af personer til udvalg m.v. i henhold til kapitlerne 4 og 5 skal afstemning dog, hvis 16

207 et flertal kræver det, ske skriftligt. Stk. 3. I sager, hvor mødelederen finder, at alle er enige, kan han meddele, at forslaget er vedtaget eller forkastet uden afstemning. Ethvert medlem kan imidlertid kræve afstemning. Efter tredjebehandling af forslag til inatsisartutlov, eller anden behandling af beslutningsforslag, skal der altid foretages afstemning. Stk. 4. En beslutning kan ikke forandres under samme behandling, hvorunder den er taget. 46. Alle beslutninger træffes ved flertal, medmindre andet er fastsat. Stk. 2. Falder der ved en afstemning lige mange stemmer for og imod et forslag, bortfalder forslaget. Stk. 3. Forslag, som Inatsisartut endeligt har vedtaget på en samling, kan kun ændres på samme samling, såfremt 3/5 af alle medlemmer af Inatsisartut stemmer for det. Mødeledelse 47. Formanden for Inatsisartut eller første, anden, tredje og fjerde næstformand leder efter indbyrdes aftale møderne i Inatsisartut. Stk. 2. Et medlem af Formandskabet for Inatsisartut, som forelægger eller er ordfører i en sag, som forhandles i Inatsisartut, kan ikke være mødeleder under sagens behandling. 48. En forhandling afvikles i den orden, som er angivet i Bilag 1 til forretningsordenen. Hvor bilaget ikke angiver andet, begynder talerækkefølgen med ordføreren for partigruppen med de fleste mandater i Inatsisartut, dernæst taler ordføreren for partigruppen med næstflest mandater osv., indtil alle partiers ordførere har talt. I det tilfælde, at to partigrupper har lige mange mandater, taler ordføreren for det parti, som fik flest stemmer ved det seneste valg til Inatsisartut, som den første. Stk. 2. Enhver, der ønsker ordet, skal henvende sig til mødelederen, der giver ordet til medlemmerne i den orden, hvori de har begæret det. Mødelederen kan gøre undtagelse for ordførere for partier, for færdigbehandling af bestemte emner og for en kort bemærkning fra et medlem. Et udvalgs mindretals ordfører betragtes som en ordfører, uanset at mindretallet kun udgøres af ét medlem. Stk. 3. Ved forhandling i Inatsisartut gælder de taletider, der er anført i Bilag 1 til forretningsordenen. 49. Medlemmerne og medlemmerne af Naalakkersuisut taler fra talerstolen i Inatsisartut. Opfølgende bemærkninger og opfølgende spørgsmål fremsættes dog fra talerens plads i salen. Talerne må ikke afbrydes af andre end mødelederen. Stk. 2. Medlemmerne og medlemmerne af Naalakkersuisut skal undergive sig mødelederens 17

208 afgørelse i alt, som vedrører overholdelse af god orden og kan gøre mødelederen opmærksom på, når god orden ikke bliver overholdt af andre. Stk. 3. Mødelederen kan nægte at give et medlem eller et medlem af Naalakkersuisut ordet, når pågældende ikke retter sig efter en henstilling om god orden. Stk. 4. Hvis der bliver uro, standser mødelederen mødet og udsætter dette om nødvendigt. Stk. 5. Hvis et medlem groft tilsidesætter ordensreglerne i Inatsisartut, kan Formandskabet for Inatsisartut udelukke medlemmet fra møderne i Inatsisartut i indtil 14 mødedage. Medlemmet kan under udelukkelsen heller ikke deltage i udvalgsmøderne i Inatsisartut. Et medlem, som er udelukket, modtager ikke vederlag i udelukkelsesperioden. 50. Mødelederen eller et medlem kan foreslå, at forhandlingerne afsluttes, og at Inatsisartut træffer afgørelse herom uden videre drøftelse. 51. Et medlem af Inatsisartut kan under behandlingen af enhver sag fremsætte forslag om, at man overgår til næste punkt på dagsordenen. Et sådant forslag skal meddeles mødelederen ledsaget af en kort, skriftlig begrundelse. Afgørelsen af forslaget træffes ved afstemning. Hvis forslaget vedtages, bortfalder det pågældende punkt. 52. Er et forslag om overgang til næste punkt på dagsordenen begrundet med motiveret mistillid til Naalakkersuisut eller et enkelt medlem af Naalakkersuisut, skal det for at kunne behandles have en naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår. Stk. 2. Et sådant dagsordensforslag kan dog ikke stilles under åbningsdebatten i Inatsisartut. Offentlighed 53. Møderne i Inatsisartut er offentlige. Inatsisartut kan dog vedtage, at enkelte sager skal behandles for lukkede døre. Spørgsmålet om, hvorvidt en sag giver grundlag for dørlukning, forhandles for lukkede døre, hvis dette bestemmes af Inatsisartut eller mødelederen. Stk. 2. Forhandling om uddeling af anerkendelser og belønninger, som tildeles af Inatsisartut, behandles dog altid for lukkede døre. Valg af repræsentanter til råd og nævn m.v., jf. 24, foretages ligeledes altid for lukkede døre. 54. Forhandlingerne i Inatsisartut foregår på grønlandsk. Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk. 55. Forhandlingerne i Inatsisartut offentliggøres på grønlandsk og dansk under tilsyn af Formandskabet for Inatsisartut. Offentliggørelsen sker på hjemmesiden hos Inatsisartut. 18

209 Gæstetalere 55 a. Formandskabet kan i enighed indbyde fremtrædende repræsentanter for fremmede regeringer, parlamenter og internationale organisationer m.v. til, i forbindelse med besøg i Nuuk, at adressere Inatsisartut og Naalakkersuisut fra Inatsisartut s talerstol. Oplysninger om personlige hverv og erhverv 56. Udvalget for Forretningsordenen fastsætter regler for, i hvilket omfang og i hvilken form medlemmerne af Inatsisartut skal afgive oplysninger om deres personlige hverv og erhverv til Inatsisartut s hvervsregister. Stk. 2. Inatsisartut s medlemmer skal indgive oplysninger til Inatsisartut s hvervsregister senest 1 måned efter godkendelse af deres valgbarhed. Ved afgivelsen af oplysninger skal medlemmerne benytte en særlig formular. Stk. 3. Stedfortrædere, der indtræder for et Inatsisartutmedlem på ubestemt tid, skal indgive oplysninger inden for 30 dage efter deres indtræden i Inatsisartut. Samme pligt gælder for stedfortrædere, der indtræder for et Inatsisartutmedlem på bestemt tid i en periode på mindst 30 dage. Stk. 4. Inatsisartut s hvervsregister gøres offentligt tilgængeligt på Inatsisartut s hjemmeside. Kapitel 13 Udtræden, orlov m.v. 57. Begærer et medlem af Naalakkersuisut at udtræde af Naalakkersuisut, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 2. Begærer et medlem af Naalakkersuisut orlov som følge af helbredstilstand eller anden væsentlig årsag, afgør formanden for Naalakkersuisut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Begærer Formanden for Naalakkersuisut orlov som følge af helbredstilstand eller anden væsentlig årsag, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Fremsættes begæringen uden for en samling, afgør Formandskabet for Inatsisartut på vegne af Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 3. Såfremt et medlem af Naalakkersuisut er bevilget orlov eller er forhindret i at møde i Inatsisartut, giver formanden for Naalakkersuisut underretning til formanden for Inatsisartut om, hvem der midlertidigt varetager dennes forretninger. 58. Inatsisartut s regler om orlov og midlertidigt fravær fra Inatsisartut samt om indkaldelse af stedfortræder er fastsat som Bilag 2 til denne forretningsorden. 19

210 Stk. 2. Begærer et medlem af Inatsisartut at udtræde af Inatsisartut, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Begærer en stedfortræder, der er optaget på stedfortræderlisten i valgbogen for et inatsisartutvalg, at blive fritaget fra det som borgerligt ombud påtagne hverv, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Fremsættes begæringen uden for en samling, afgør Formandskabet for Inatsisartut på vegne af Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Kapitel 14 Administrationen for Inatsisartut og institutioner under Inatsisartut 59. Formandskabet for Inatsisartut ansætter og afskediger tjenestemænd under Inatsisartut og andre medarbejdere i 39. eller højere bevillingslønramme. Stk. 2. Formanden for Inatsisartut eller den, formanden bemyndiger dertil, ansætter og afskediger øvrige ansatte i administrationen for Inatsisartut. Stk. 3. Ombudsmanden for Inatsisartut ansætter og afskediger sine medarbejdere. Stk. 4. Lønninger til personalet i Bureauet for Inatsisartut samt personalet hos Ombudsmanden for Inatsisartut fastsættes af formanden for Inatsisartut. Stk. 5. Tjenestemænd i Bureauet for Inatsisartut samt tjenestemænd hos Ombudsmanden for Inatsisartut har ret til pension efter de for selvstyrets tjenestemænd gældende regler, jf. 50 i Landstingslov nr. 4 af 20. maj 1998 om tjenestemænd ansat ved Landstingets institutioner. 60. Forslag til budget for Inatsisartut, hvori indgår de fra Ombudsmanden modtagne budgetforslag, der i fornødent omfang skal redegøre for de ønskede personalemæssige rammer, behandles af Formandskabet for Inatsisartut. Formandskabet for Inatsisartut afgiver indstilling til inatsisartutudvalget for Forretningsordenen, der afslutter behandlingen så betids, at optagelse i forslag til finanslov for det kommende finansår kan finde sted. Det af Udvalget for Forretningsordenen vedtagne budgetforslag tilstilles formanden for Naalakkersuisut til brug for udarbejdelsen af forslag til finanslov for det kommende finansår med indstilling om, at det samlede beløb vedrørende Inatsisartut optages i lovforslagets bilag 1, mens sammensætningen af budgettet optages i finanslovforslagets budgetbidrag. Stk. 2. På tilsvarende måde behandles forslag til tillægsbevillingslov for Inatsisartut, hvori indgår de fra Ombudsmanden for Inatsisartut modtagne bidrag, i Formandskabet for Inatsisartut. Formandskabet for Inatsisartut afgiver indstilling til udvalget for forretningsordenen, der afslutter behandlingen så betids, at optagelse i forslag til tillægsbevillingslov for det pågældende finansår kan finde sted. Kapitel 15 Øvrige bestemmelser 20

211 61. Såfremt Inatsisartut fritager Naalakkersuisut og vælger nyt Naalakkersuisut, uden at der forinden afholdes nyvalg til Inatsisartut, kan Inatsisartut beslutte at konstituere sig på ny for resten af valgperioden. Stk. 2. Ved konstituering efter stk. 1, finder bestemmelserne om konstituering efter nyvalg tilsvarende anvendelse, dog med de afvigelser, som Inatsisartut bestemmer. 62. Formandskabet for Inatsisartut drager omsorg for, at Inatsisartut s arkivalier opbevares på betryggende måde. Kapitel 16 Ikrafttræden 63. Denne forretningsorden træder i kraft den 1. december Stk. 2. Forretningsorden for Grønlands Landsting af 4. november 1999 med ændringer af 23. maj 2000, 19. oktober 2001, 8. april 2003, 28. november 2008 og 9. april 2010 ophæves samtidig med ikrafttrædelsen af denne forretningsorden Inatsisartut s forretningsordensændring af 22. september 2011 ændrede affattelsen af 9, stk. 1. Forretningsordensændringen indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: 2 Ændringerne træder i kraft straks efter vedtagelsen, hvorefter samtlige udvalg i Inatsisartut nedsættes på ny Inatsisartut s forretningsordensændring af 29. maj 2012 ændrede affattelsen af 17, stk. 4, og 38, stk. 1. Forretningsordensændringen indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: 2 21

212 Ændringerne træder i kraft 1. januar Inatsisartut s forretningsordensændring af 28. maj 2015 ændrede affattelsen af 1, 4, 10, 11, 14, 19, 36, 38, 40, 43 og 48, indføjede 55a, ændrede affattelsen af kapitel 13, ændrede bilaget om taletider og indføjede et nyt bilag (bilag 2 om orlov, midlertidigt fravær og indkaldelse af stedfortræder). Forretningsordensændringen indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: 2 Ændringerne træder i kraft den 1. juli Inatsisartut s forretningsordensændring af 1. juni 2016 ændrede affattelsen af 36, stk. 1 og 4, ændrede bilaget om taletider (bilag 1) og ophævede 4, stk. 2, i bilag 2. Forretningsordensændringen indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: 2 Ændringerne træder i kraft den 1. juli

213 BILAG 1 TALETIDER (maksimal taletid angivet i minutter) Forslag til inatsisartutlov, fremsat af Naalakkersuisut, bortset fra finanslov: 1. behandling Forelæggelse min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 2. behandling Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 3. behandling - Hvis ændringsforslag ikke er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 3. behandling - Hvis ændringsforslag er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) Forslag til inatsisartutlov, fremsat af medlemmer af Inatsisartut: 1. behandling Forelæggelse min. Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra forslagsstiller min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 23

214 2. behandling Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra forslagsstiller min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 3. behandling - Hvis ændringsforslag ikke er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra forslagsstiller min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 3. behandling - Hvis ændringsforslag er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra forslagsstiller min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) Forslag til finanslov: 1. behandling Forelæggelse min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 2. behandling Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 3. behandling - Hvis ændringsforslag ikke er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 24

215 3. behandling - Hvis ændringsforslag er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) Forslag til inatsisartutbeslutning, fremsat af Naalakkersuisut, bortset fra Landskassens Regnskab: 1. behandling Forelæggelse min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 2. behandling - Hvis ændringsforslag ikke er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 2. behandling - Hvis ændringsforslag er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) Forslag til inatsisartutbeslutning, fremsat af medlemmer af Inatsisartut: 1. behandling Forelæggelse min. Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra forslagsstiller min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 25

216 2. behandling - Hvis ændringsforslag ikke er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra forslagsstiller min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 2. behandling - Hvis ændringsforslag er fremsat Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra forslagsstiller min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) Forslag til inatsisartutbeslutning om Landskassens Regnskab: 1. behandling Forelæggelse min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 2. behandling Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) Redegørelser: Forelæggelse min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter.) Åbningsdebat: Forelæggelse. ubegrænset Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 26

217 Forespørgselsdebatter: Forelæggelse min. Svarnotat fra Naalakkersuisut min. Ordførerindlæg min. (3 spørgsmål pr. parti) Opfølgende bemærkninger og svar min. Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra forespørgeren min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) Mistillidsdagsorden: Forelæggelse af motiveret mistillid min. Bemærkninger fra Naalakkersuisut 5 min. (Mødet kan herefter afbrydes i 30 minutter eller efter mødelederens nærmere bestemmelse) Forelæggelse af evt. ændringsforslag (Afværgedagsorden)... 5 min. Ordførerindlæg min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) Spørgetimerne: Fremsættelse af spørgsmål min. Naalakkersuisuts besvarelse min. Opfølgende spørgsmål...1 min. Svar på opfølgende spørgsmål min. (Når 1 time er gået, afsluttes spørgetimen med besvarelse af det senest stillede spørgsmål) Formandskabet kan fastsætte herfra afvigende taletidsregler for afviklingen af særlige spørgetimer, herunder for eksempel spørgetimer, hvor Formanden for Nalakkersuisut besvarer spørgsmål fra ordførerne fra de øvrige partier. Formandskabet kan under alle dagsordenspunkter tillade afvigelse fra de fastsatte taletider, når omfanget af en sag gør dette påkrævet. Henvendelse om udvidet taletid bør ske senest 2 dage før det pågældende møde. 27

218 BILAG 2 Inatsisartut s regler om orlov og midlertidigt fravær fra Inatsisartut samt om indkaldelse af stedfortræder I henhold til 2, stk. 2, i landstingslov nr. 22 af 18. december 2003 om vederlag mv. til medlemmer af landstinget og landsstyret m.v. (Vederlagsloven), med senere ændringer, samt 58, stk. 1, i Inatsisartut s Forretningsorden, fastsættes: Mødepligt 1. Hvervet som medlem af Inatsisartut er et pligtmæssigt borgerligt ombud, jf. 4, stk. 1, i Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Stk. 2. Orlov og midlertidigt fravær fra hvervet som Inatsisartutmedlem skal bevilges af Inatsisartut s Formandskab efter reglerne i denne forskrift. Orlov med vederlag 2. Et medlem af Inatsisartut kan bevilges orlov, hvis medlemmet har lovligt forfald som følge af sygdom, der midlertidigt forhindrer medlemmet i at varetage sit hverv i en forventet periode på mere end 14 kalenderdage. Stk. 2. Et medlem af Inatsisartut kan bevilges orlov i forbindelse med graviditet, fødsel eller adoption, dog højst i det omfang, som følger af de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres tjenestemænd. Stk. 3. Et medlem af Inatsisartut kan bevilges orlov i forbindelse med nærtståendes død eller alvorlige sygdom, dog højst i det omfang, som følger af de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres tjenestemænd. Stk. 4. I forbindelse med nærtståendes død eller alvorlige sygdom ydes fri rejse efter de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres tjenestemænd. Stk. 5. Inatsisartut s Formandskab kan afkræve et Inatsisartutmedlem dokumentation for, at der foreligger en forhindring som anført i stk. 1 eller omstændigheder som anført i stk Orlov uden vederlag 3. Et medlem af Inatsisartut kan bevilges orlov for den periode, hvor medlemmet varetager et hverv som medlem af Naalakkersuisut, medlem af Folketinget eller medlem af en kom- 28

219 munalbestyrelse, herunder som borgmester eller viceborgmester. Stk. 2. Under orlov bevilget efter stk. 1 oppebærer medlemmet ikke vederlag og omkostningstillæg, og der optjenes ikke pensions- og eftervederlagsanciennitet i orlovsperioden. 4. Uden for i 2 og 3 nævnte tilfælde, kan et medlem af Inatsisartut kun bevilges orlov i helt særegne tilfælde, hvor det findes tvingende nødvendigt for medlemmet at kunne varetage presserende forretninger eller lignende presserende opgaver. Stk. 2. Under orlov bevilget efter stk. 1 oppebærer medlemmet ikke vederlag og omkostningstillæg, og der optjenes ikke pensions- og eftervederlagsanciennitet i orlovsperioden. Midlertidigt fravær 5. Et medlem af Inatsisartut, der ikke er bevilget orlov, og som midlertidigt er forhindret i at varetage sit hverv, skal uden ophold give Inatsisartut s Formandskab meddelelse herom med angivelse af, hvor længe forhindringen antages at bestå. Stk. 2. Det forhindrede medlem skal holde Inatsisartut s Formandskab løbende orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende forhindringens forventede varighed og ophør. Medlemmet skal endvidere orientere Inatsisartut s Formandskab om forhindringens status senest 14 kalenderdage efter seneste orientering. 6. Hvis en midlertidig forhindring efter 5 skyldes Inatsisartutmedlemmets sygdom, skal medlemmet søge orlov, såfremt forhindringen forventes at fortsætte i mere end 14 kalenderdage. 7. Hvis en midlertidig forhindring efter 5 skyldes sygdom eller en fysisk forhindring, og der er givet rettidig meddelelse og orientering, jf. 5, anses fraværet som bevilget, medmindre Inatsisartut s Formandskab meddeler andet. Stk. 2. Inatsisartut s Formandskab kan afkræve et Inatsisartutmedlem dokumentation for, at der foreligger en forhindring som anført i stk Inatsisartut s Formandskab kan undtagelsesvis bevilge midlertidigt fravær uden for de i 7 nævnte situationer, såfremt Formandskabet skønner, at situationen i væsentlighed må sidestilles med Inatsisartutmedlemmets sygdom eller fysiske forhindring. Bevilling efter denne bestemmelse kan kun meddeles fremadrettet. 29

220 Administrative bestemmelser mv. 9. Meddelelser om fravær og ansøgninger om orlov efter denne forskrift indgives til Inatsisartut s Formandskab, som kan fastsætte nærmere formkrav og frister for indgivelsen. 10. Inatsisartut s Formandskab kan beslutte, at bevillig af orlov og fravær samt omkostningsdækning efter denne forskrifts 2, stk. 4, og 15, kan meddeles af Bureauet for Inatsisartut, såfremt bureauet vurderer, at meddelelsen eller ansøgningen ikke giver anledning til tvivl. Et Inatsisartutmedlem, som ikke har fået meddelt bevilling i det ønskede omfang, kan dog altid kræve, at sagen forelægges for Inatsisartut s Formandskab til fornyet vurdering. 11. En statistisk opgørelse over Inatsisartutmedlemmets orlovsperioder og midlertidige fravær optages i Inatsisartut s årsberetning i en form, som respekterer det enkelte Inatsisartutmedlems ret til privatliv. Vederlag under orlov og midlertidigt fravær 12. Et medlem af Inatsisartut oppebærer kun vederlag og omkostningstillæg under afholdelse af orlov, hvis denne er bevilget efter Et medlem af Inatsisartut oppebærer kun vederlag og omkostningstillæg under midlertidig fravær i de tilfælde, der er bevilget i medfør af 7 og 8. Indkaldelse af stedfortræder 14. Det parti eller kandidatforbund, som et Inatsisartutmedlem er indvalgt for, kan ansøge Inatsisartut s Formandskab om indkaldelse af en stedfortræder for Inatsisartutmedlemmet, hvis medlemmet er bevilget orlov eller er midlertidigt forhindret i at deltage i Inatsisartut s eller Inatsisartutudvalgenes møder. Stk. 2. Er et Inatsisartutmedlem afgået ved døden, umyndiggjort eller udtrådt af Inatsisartut, indkalder Inatsisartut s Formand uden ansøgning herom det pågældende Inatsisartutmedlems stedfortræder til den igangværende og ellers førstkommende samling. Det samme er tilfældet, hvis Inatsisartut træffer afgørelse om, at et medlem af Inatsisartut har mistet sin valgbarhed. Stedfortræderen anses som Inatsisartutmedlem fra tidspunktet for Inatsisartut s godkendelse af stedfortræderens valgbarhed. 15. Inatsisartut s Formandskab kan efter ansøgning yde fri rejse og logi i forbindelse med 30

221 en stedfortræders familieledsagelse jf. 5, stk. 1-3, i Vederlagsloven. 16. En stedfortræders indkaldelsesperiode ophører ved udløbet af fraværs- eller orlovsperioden. 31

222 6. oktober 2010 EM 2010/15 Bemærkninger til forslaget Almindelige bemærkninger 1. Indledning: Den gældende forretningsorden er udarbejdet i 1999 med udgangspunkt i landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret med senere ændringer. Forretningsordenen fra 1999 er efterfølgende ændret i årene 2000, , 2008 og senest den 9. april Efter indførelsen af Grønlands Selvstyre i 2009 og fremsættelsen på denne inatsisartutsamling af forslag til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut er der behov for at tilpasse og a jourføre forretningsordenen, således at den tager udgangspunkt i forslaget til ny inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut i stedet for den gældende landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret. Forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut indebærer, at landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret foreslås ophævet. En del af bestemmelserne i landstingsloven videreføres i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut, medens en række bestemmelser, som vedrører den interne organisation af Inatsisartut, udgår af loven. Den gældende forretningsorden indeholder en række bestemmelser fra landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret. I andre tilfælde supplerer eller afviger den gældende forretningsorden fra bestemmelser i landstingsloven. Forslag til ny Forretningsorden for Inatsisartut viderefører den gældende forretningsorden med de ændringer, som det anses for relevant at videreføre i forretningsordenen som konsekvens af forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut og den dermed foreslåede ophævelse af landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret. Desuden er terminologien i den danske version af forslaget tilrettet. De danske betegnelser Landstinget og Landsstyret er erstattet af de grønlandske betegnelser Inatsisartut og Naalakkersuisut. I tilfælde, hvor afledte former af ordene Landstinget og Landsstyret forekommer, er der ligeledes foretaget sproglige tilretninger eller omskrivninger. EM 2010/15 J. nr

223 Med forslaget til ny inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut, er det forudsat, at der fremover ikke fremsættes forslag til lovgivning i form af Inatsisartutforordninger, men alene i form af inatsisartutlove. Der er i relevant omfang foretaget konsekvensændringer i forslaget til forretningsordenen af de bestemmelser, som hidtil har forudsat, at der lovgives i form af Inatsisartutforordninger, eller de tidligere landstingsforordninger. Sådanne konsekvensændringer er for overskuelighedens skyld ikke omtalt i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser. Endvidere er der foretaget enkelte redaktionelle ændringer uden indholdsmæssig betydning. I bemærkningerne til forslagets enkelte bestemmelser er terminologiske ændringer eller redaktionelle ændringer, der følger af terminologiske ændringer for overskuelighedens skyld ikke omtalt. Forslaget til forretningsorden indeholder enkelte bestemmelser, som er identiske med, eller indholdsmæssigt svarer til bestemmelser i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Disse bestemmelser er medtaget af praktiske grunde, idet det herved anses for lettere at benytte forretningsordenen uden samtidig at skulle foretage opslag i inatsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut, når forslaget hertil er vedtaget. Bemærkningerne til en række bestemmelser er i relevant omfang og i redigeret form videreført fra de oprindelige bemærkninger til den gældende forretningsorden fra 1999 og de ændringsforslag, som senere er vedtaget. Dermed er der ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig afvigelse i forhold til den gældende forretningsorden, bortset fra de tilfælde, hvor der er tale om nye eller ændrede bestemmelser. I bemærkningerne er der i øvrigt foretaget henvisninger til bestemmelser i såvel den gældende forretningsorden som i landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1999 om Landstinget og Landsstyret og i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Det er hermed tilsigtet at skabe klarhed over, hvilke bestemmelser i den gældende landstingslov og forslaget til den nye inatsisartutlov, der har sammenhæng med bestemmelser i forslaget til ny Forretningsorden for Inatsisartut. 2. Forslagets hovedpunkter: Forslagets væsentligste realitetsændringer vedrører følgende: - Overførsel af kompetence fra Inatsisartut til Dagsordensudvalget eller et midlertidig dagsordensudvalg til at fastsætte dagsordener for møderne i Inatsisartut, jf. 4, stk Ændring af 5, stk. 3, om antallet af medlemmer af Naalakkersuisut, således at bestemmelsen bringes i overensstemmelse med retstilstanden siden 2003 og forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 22, stk. 3. 2

224 - Ændring af 7 om nedsættelse af Revisionsudvalget og Finansudvalget, således at disse udvalg fremover nedsættes på den konstituerende samling og på hver forårssamling, medens andre udvalg som hidtil nedsættes på den konstituerende samling og ved begyndelsen af hvert inatsisartutår. - Tilføjelse af Lovudvalget som et lovpligtigt udvalg i 7, stk Ændring af 9, stk. 2, om de grønlandske folketingsmedlemmers deltagelse som tilforordnede i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalgs møder, således at deltagelse i møderne ikke længere pålægges folketingsmedlemmerne som en pligt. - Indsættelse af 9, stk. 3, om fastsættelse af bestemmelser i forretningsordenen for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, til sikring af overholdelsen af den særlige hemmeligholdelsespligt, som gælder for udvalgets medlemmer, og andre, som overværer udvalgets møder. - Ændring af 24, om valg af repræsentanter til råd og nævn m.v., som herefter ikke i alle tilfælde skal finde sted på den konstituerende samling. - Afskaffelse af muligheden for mundtlig forelæggelse af skriftlige spørgsmål til Naalakkersuisut, således at disse spørgsmål i medfør af 37 alene stilles og besvares skriftligt, og ikke optages på en dagsorden for Inatsisartut. - Overførsel af kompetence fra Inatsisartut til Formandskabet for Inatsisartut til at afvise dagsordenspunkter, der ikke overholder gældende krav til form og fremsættelse. Bestemmelserne herom fremgår af Overførsel af kompetence fra Inatsisartut til Formandskabet for Inatsisartut til under ganske særlige omstændigheder at fravige de tidsfrister, som er angivet i forretningsordenen. Bestemmelsen herom fremgår af Indsættelse af 44 om optagelse på dagsordenen af forslag, forespørgsler eller sager i øvrigt, der af den danske regering eller Naalakkersuisut betegnes som hastende. - Indsættelse af 53, stk. 2, 2. pkt. om at valg af repræsentanter til råd og nævn m.v. altid foretages for lukkede døre. Bestemmelsen er i overensstemmelse med hidtidig praksis. - Ændring af 54 om sprog under forhandlingerne i Inatsisartut, således at bestemmelsen er identisk med forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 9, stk Indsættelse af 57, stk. 2 om kompetence til formanden for Naalakkersuisut til at træffe afgørelse vedrørende begæring fra et medlem af Naalakkersuisut om orlov 3

225 som følge af helbredstilstand eller anden væsentlig årsag. Bestemmelsen svarer til forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 24, stk Indsættelse af 61 om muligheden for ny konstituering i forbindelse med fritagelse af Naalakkersuisut og valg af nyt Naalakkersuisut uden at der afholdes nyvalg til Inatsisartut. Enkelte bestemmelser fra landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret er medtaget som nye bestemmelser i forslaget til ny forretningsorden, idet de pågældende bestemmelser ikke er medtaget i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut, men bør medtages i forretningsordenen. Bestemmelserne er videreført fra landstingsloven uden realitetsændringer. Det drejer sig om følgende: - 8, stk. 2 om supplering af medlemmer i udvalg ved et medlems forfald. - 12, stk. 3 om foretagelse af en indbyrdes arbejdsfordeling blandt medlemmerne af udvalg. - 26, stk. 3 om anvendelse af forholdstalsvalg ved valg af to eller flere medlemmer til et udvalg, råd og nævn m.v om opbevaring af arkivalierne for Inatsisartut. 3. Økonomiske og administrative konsekvenser for Grønlands Selvstyre: Forslaget har ingen direkte økonomiske konsekvenser. Forslaget forventes dog at kunne effektivisere afviklingen af samlingerne, og dermed også at resultere i en begrænset lettelse af det administrative arbejde i forbindelse hermed. 4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet: Forslaget har ingen konsekvenser for erhvervslivet. 5. Miljø- og naturmæssige konsekvenser: Forslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser. 6. Administrative konsekvenser for borgerne: Forslaget har ingen konsekvenser for borgerne. 7. Andre væsentlige konsekvenser: 4

226 Forslaget har ingen andre væsentlige konsekvenser. 8. Forholdet til Rigsfællesskabet og Selvstyre: Forslaget har ingen konsekvenser for Rigsfællesskabet og Selvstyre. 9. Høring af myndigheder og organisationer: Forslaget er ikke sendt i offentlig høring, da det ikke medfører konsekvenser for borgerne eller erhvervslivet. Et udkast til forslaget med bemærkninger har været sendt til høring i de partier, som er repræsenteret i Inatsisartut. Dette har ikke givet anledning til bemærkninger. Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser Til 1 1, stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende forretningsorden 1, stk. 1 og 2. Bestemmelsen er identisk med 7 i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. En tilsvarende bestemmelse fremgår af landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 1, stk. 1 og 2. I den gældende forretningsorden anvendes betegnelsen aldersformand om det ældste medlem. I forslaget til ny forretningsorden benyttes i stedet betegnelsen det ældste medlem, således at forretningsordenens sprogbrug herefter er i overensstemmelse med forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 1, stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende forretningsorden 1, stk. 3 og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 1, stk. 3. En tilsvarende bestemmelse er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Det foreløbige udvalg til valgs prøvelse skal afgive indstilling om valgbarhed, både for nyvalgte medlemmer af Inatsisartut og nyvalgte medlemmer af Naalakkersusiut, der ikke er medlemmer af Inatsisartut. 5

227 Når det foreløbige udvalg til valgs prøvelse har afgivet indstilling til Inatsisartut, jf. 1, stk. 3, ophører udvalget med at eksistere, og udvalgets kompetence overgår til det permanente udvalg til valgs prøvelse efter 7, stk. 1, nr. 2. 1, stk. 3 svarer til den gældende forretningsorden 1, stk. 4. Det understreges med bestemmelsen i 2. punktum, at det er det ældste medlem af Inatsisartut, der forelægger udvalgets indstilling for Inatsisartut. Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 3, stk. 1. Denne bestemmelse fastslår, at Inatsisartut selv afgør gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmålet om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed. 1, stk. 4 svarer til den gældende forretningsorden 1, stk. 5. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med 4, stk. 1 i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut, hvor det er fastslået, at hvervet som medlem af Inatsisartut er pligtmæssigt borgerligt ombud. Bestemmelsen i forretningsordenen klargør, at det borgerlige ombud også omfatter hverv som medlem af udvalg nedsat af Inatsisartut, medlem af Naalakkersuisut og anden repræsentation for Inatsisartut. Til 2 2 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende forretningsorden 2 og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 6. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 3, stk. 2. Det er det permanente udvalg til valgs prøvelse, jf. 7, stk. 1, nr. 2, der afgiver indstilling til Inatsisartut om fortabelse af valgbarhed i valgperioden. Til 3 3, stk. 1 3 svarer til den gældende forretningsorden 3, stk Bestemmelserne i 3, stk. 1 3 svarer med redaktionelle ændringer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 2, stk. 1 og 2. 3, stk. 1 afviger i øvrigt fra landstingsloven derved, at det i forretningsordenen er fastlagt, at valg af formand for Inatsisartut og Formandskabet for Inatsisartut sker uden forhandling. Bestemmelserne i 2, stk. 1 og 2 i landstingsloven om Landstinget og Landsstyret er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut, men det fremgår forudsætningsvis af 7, stk. 1, 3. pkt. og 10 og 11 i forslaget til inatsisartutloven, at der skal vælges formand og formandskab for Inatsisartut. 3, stk. 4, om valg af personlige suppleanter for hvert medlem af Formandskabet, svarer til den gældende forretningsorden 3 stk. 4. 6

228 3, stk. 5 og 6 svarer til den gældende forretningsorden 3, stk. 5 og 6. Bestemmelserne i den gældende forretningsorden svarer med mindre afvigelser til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 2, stk. 3 og 4. Disse bestemmelser er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 3, stk. 7 svarer til den gældende forretningsorden 3, stk. 7. Til 4 4, stk. 1, 1. pkt. viderefører den gældende forretningsorden 4, stk. 1 med den ændring, at benævnelsen af det ældste medlem som aldersformanden er udgået, jf. bemærkningerne til 1, stk. 1. Bestemmelserne i 4, stk. 1, pkt. i den gældende forretningsorden svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 14, stk. 1 og 2. Disse bestemmelser er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 4, stk. 1, 3. og 4. pkt. er nye. Disse bestemmelser indebærer, at kompetencen til at fastsætte dagsordener for møderne i Inatsisartut overføres fra Inatsisartut til Dagsordensudvalget eller et midlertidigt dagsordensudvalg. Inatsisartut bliver orienteret om udvalgets afgørelser om dagsordenerne i redegørelser for dagsordenen. Redegørelserne for dagsordenen vil som hidtil blive forelagt af mødelederen under et særskilt punkt på dagsordenen, men der skal ikke foretages forhandling eller afstemning om redegørelserne, ligesom der ikke åbnes for en debat om redegørelserne. Henvendelser om dagsordenen må derfor rettes skriftligt til Formandskabet for Inatsisartut, som træffer beslutning herom. Ændringen har til formål at medvirke til en effektiv afvikling af møderne i Inatsisartut. 4, stk. 2 svarer til den gældende forretningsorden 4, stk. 2. 4, stk. 2, 2. pkt. er en konsekvens af 3, stk. 4. Hvis en repræsentant for et parti eller kandidatforbund, der ikke er repræsenteret i Formandskabet for Inatsisartut, er valgt som enkeltkandidat og således ikke har nogen suppleant, kan Inatsisartut ikke vælge en suppleant for dette medlem af udvalget for forretningsordenen. 4, stk. 3 svarer til den gældende forretningsorden 4, stk. 3. 4, stk. 4 svarer til den gældende forretningsorden 4, stk. 4. Bestemmelsen pålægger Formandskabet en pligt til overordnet at drage omsorg for, at arbejdet i Inatsisartut og udvalgenes arbejde tilrettelægges og afvikles på forsvarlig vis. 7

229 4, stk. 5 svarer til den gældende forretningsorden 4, stk. 5. Bestemmelsen giver Formandskabet mulighed for at fastsætte nærmere regler vedrørende formkrav for, hvordan punkter, der anmodes optaget på en dagsordenen for en samling i Inatsisartut, skal fremsættes. Bestemmelsen supplerer de formkrav, der er beskrevet i kapitel 7, 8 og 9 om forslag til inatsisartutlov, inatsisartutbeslutning og ændringsforslag hertil. Endvidere giver bestemmelsen Formandskabet selvstændig hjemmel til at fastsætte formkrav for redegørelser fra Naalakkersuisut efter kapitel 10 og forespørgselsdebatter samt spørgsmål til Naalakkersuisut efter kapitel 11. Det er ikke meningen med 4, stk. 5, at Formandskabet skal fastsætte indholdsmæssige nye formkrav i forhold til kapitel De formkrav, som Formandskabet kan fastsætte efter 4, stk. 5, er formkrav af et mere praktisk indhold, f.eks. om antallet af eksemplarer, der skal afleveres til brug for behandlingen af et forslag i Inatsisartut, om opstillingen af et forslag eller om anvendt typografi. 4, stk. 5 giver endvidere Formandskabet mulighed for at bestemme, at alle punkter, der anmodes optaget på dagsordenen for en samling i Inatsisartut, skal afleveres i elektronisk form og i nærmere fastsatte filformater for at blive anset for retmæssigt fremsat. Formkravene efter 4, stk. 5, kan også være Formandskabets tilslutning til de formkrav af lovteknisk karakter, som Formandens Departement under Naalakkersuisut stiller til de enkelte enheder under Naalakkersuisut. Hvis et punkt, der anmodes om at blive optaget på dagsordenen for en samling i Inatsisartut, ikke opfylder de krav, som Formandskabet har fastsat efter 4, stk. 5, giver 39, stk. 2 Formandskabet mulighed for at afvise punktet. Da Naalakkersuisut er ansvarlig for stadfæstelse, kundgørelse, trykning og offentliggørelse af inatsisartutlove, vil Formandskabet selvfølgelig drøfte formkravene med Naalakkersuisut inden fastsættelsen af nærmere regler. 4, stk. 6 svarer til den gældende forretningsorden 4, stk. 6. Bestemmelsen er en nødvendig ordensforskrift. 4, stk. 7 svarer til den gældende forretningsorden 4, stk. 7. Bestemmelsen må anses for at være nødvendig i sager af hastende karakter. 4, stk. 8 svarer til den gældende forretningsorden 4, stk. 8. Til 5 5, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 5, stk. 1, dog således at ordet hjemmestyrets er ændret til selvstyrets. 8

230 5, stk. 2 svarer til den gældende forretningsorden 5, stk. 2. 5, stk. 1 og 2 svarer med redaktionelle ændringer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 3, stk. 1 og 2. Bestemmelserne i 3, stk. 1 og 2 i landstingsloven er med redaktionelle ændringer videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 22, stk. 1 og 2. 5, stk. 3 er identisk med forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 22, stk. 3. Den gældende forretningsorden 5, stk. 3 svarer indholdsmæssigt til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 3, stk. 3 og 4. Som det er beskrevet i bemærkningerne til forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 22, stk. 3, har retstilstanden omkring antallet af landsstyremedlemmer siden 2003 været anderledes, end det ved en fejl fremgår af landstingslov nr. 11 af 20. oktober , stk. 3. Dermed har retstilstanden omkring antallet af landsstyremedlemmer også været anderledes end formuleringen af den gældende forretningsorden 5, stk. 3. 5, stk. 3 i forslaget til ny forretningsorden svarer til retstilstanden siden lovændringen i 2003 og er som nævnt foran identisk med forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 22, stk. 3. Bestemmelsen i 5, stk. 3 nævner ikke, i modsætning til den gældende forretningsorden 5, stk. 3, 1. pkt., at antallet og omfanget af anliggender under Naalakkersuisut, er afgørende for indstillingen fra formanden for Naalakkersuisut. Dette udelukker dog ikke, at antallet og omfanget af anliggender under Naalakkersuisut såvel som andre forhold kan indgå i behandlingen i Inatsisartut af indstillingen fra formanden for Naalakkersuisut. Til 6 6, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 6, stk. 1. Bestemmelsen svarer endvidere til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landstyret 7, stk. 1, 1. pkt. og til forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 22, stk. 4. 6, stk. 2 svarer til den gældende forretningsorden 6, stk. 2. Indstillinger om valgbarhed ved konstituering efter nyvalg til Inatsisartut afgives af det foreløbige udvalg til valgs prøvelse jf. forretningsordenen 1, stk. 2 og 3. Indstillinger om fortabelse af valgbarhed i valgperioden afgives af det permanente udvalg til valgs prøvelse jf. forretningsordenens 7, stk. 1, nr. 2. 9

231 Til 7 7, stk. 1 viderefører den gældende forretningsorden 7, stk. 1, nr. 3 og 7, stk. 2, og med tilføjelse af Lovudvalget som pkt. 3. 7, stk. 1, nr. 1, omhandler nedsættelse af Det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, som er forudsat nedsat i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 21. Der er i forslaget til ny forretningsorden 9, stk. 2 og 3 fastsat yderligere bestemmelser om udvalget. Bestemmelsen i 7, stk. 1, nr. 2, indebærer, at der nedsættes et permanent udvalg til valgs prøvelse. Det permanente udvalg til valgs prøvelse nedsættes og træder i funktion efter at det midlertidige udvalg til valgs prøvelse, jf. 1, stk. 2, er ophørt med sin funktion på den konstituerende samling. Udvalget skal afgive indstilling til Inatsisartut om fortabelse af valgbarhed i valgperioden for Inatsisartut, både for medlemmer af Inatsisartut og eventuelle medlemmer af Naalakkersuisut, der ikke er medlemmer af Inatsisartut. Endvidere skal udvalget afgive indstilling til Inatsisartut om stedfortræderes valgbarhed, jf. 58, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen i 7, stk. 1, nr. 3, indebærer, at Lovudvalget betragtes som et lovpligtigt udvalg. Dette skyldes, at Lovudvalget i henhold til forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 20, stk. 3, 1. pkt. løbende følger arbejdet hos Ombudsmanden for Inatsisartut. Lovudvalget er dermed at anse som et lovpligtigt udvalg. Derfor er Lovudvalget tilføjet oplistningen i 7, stk. 1 i forslaget til forretningsorden. 7, stk. 2 viderefører med en enkelt ændring den gældende forretningsorden 7, stk. 1, nr. 1 og 2. Efter den gældende forretningsorden nedsættes Finansudvalget og Revisionsudvalget på den konstituerende samling og ved inatsisartutårets begyndelse. Forslaget til ny forretningsorden indebærer den ændring, at de pågældende udvalg i stedet for at blive nedsat på den konstituerende samling og ved inatsisartutårets begyndelse fremover nedsættes på den konstituerende samling og på hver forårssamling. Finansudvalget og Revisionsudvalget, som er nedsat, når den nye forretningsorden træder i kraft, fortsætter dermed indtil nedsættelse af udvalgene finder sted på den næste forårssamling. I forslaget til ny forretningsorden er endvidere foretaget den ændring, at ordet lovpligtige er udgået, ligesom der er sket en redaktionel ændring af udvalgsbetegnelserne. Efter landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 15, stk. 1, 1. pkt., som ændret ved landstingslov nr. 18 af 11. december 2003 om ændring af landstingslov om Landstinget og Landsstyret, er der følgende 3 lovpligtige udvalg: 10

232 1) Landstingets finansudvalg. 2) Udvalg for revision af landskassens regnskaber (Revisionsudvalget). 3) Landstingets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. Bestemmelserne i den gældende forretningsorden 7, stk. 1, nr. 1 3 svarer til landstingslov nr. 11 af 20. november 1988 om Landstinget og Landsstyret 15, stk. 1, nr Dog er landstingsloven 15, stk. 1, nr. 3, 2. pkt. om de grønlandske folketingsmedlemmers deltagelse som tilforordnede i Det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalgs møder ikke medtaget i forretningsordenen 7, men er i stedet reguleret i 9, stk. 2 i forretningsordenen. Bestemmelsen i landstingsloven om Landstinget og Landsstyret 15, stk. 1, nr. 1 3 er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Det er dog i og 21 i forslaget til inatsisartutloven forudsat, at der består de udvalg, som er nævnt i landstingsloven om Landstinget og Landsstyret 15, stk. 1, nr. 1 3, idet de pågældende bestemmelser i lovforslaget regulerer de 3 udvalgs hovedopgaver. Der er således ikke med den ændrede formulering i forslaget til forretningsorden tale om en ændring af de pågældende udvalgs status som lovpligtige udvalg. 7 indebærer i øvrigt, at Inatsisartut efter valg til Inatsisartut skal vælge medlemmer til de pågældende udvalg. Til 8 8 stk. 1 viderefører den gældende forretningsorden 8. 8 i den gældende forretningsorden svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 19, stk. 1, 1. pkt. Denne bestemmelse i landstingsloven omhandler såvel stående udvalg som midlertidige udvalg. 8 i forretningsordenen omhandler stående udvalg og forretningsordenens 23 omhandler midlertidige udvalg. Bestemmelsen i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 8, stk. 1, giver Inatsisarut mulighed for at nedsætte andre stående udvalg, end de lovpligtige udvalg. Det er Inatsisartut selv, der afgør, hvor mange udvalg Inatsisartut ønsker at nedsætte. Det er Formandskabet for Inatsisartut, der, jf. 4, stk. 4, forelægger en indstilling til Inatsisartut om oprettelse af stående udvalg eller nedlæggelse af stående udvalg, samt om fordelingen af sagsområder mellem de stående udvalg. Bestemmelsen indebærer i øvrigt, at Inatsisartut efter valg til Inatsisartut og ved begyndelsen af inatsisartutåret skal vælge medlemmer til de øvrige stående udvalg, ligesom det er tilfældet for de udvalg, der nedsættes i medfør af 7, stk. 1, nr

233 8, stk. 2 er ny, men svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 19, stk. 4. Bestemmelsen i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Til 9 9, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 9, stk. 1. For så vidt angår antallet af medlemmer af udvalgene er dette for de lovpligtige udvalg fastsat til 5 i landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 15, stk. 1. Antallet af udvalgsmedlemmer er ikke reguleret i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Reguleringen af antallet af medlemmer til udvalg vil således herefter alene og for alle udvalg finde sted i forretningsordenen. 9, stk. 2 indeholder en ændring i forhold til den gældende forretningsorden 9, stk. 2, og landstingslov nr. 11 af 20. oktober , stk. 1, nr. 3, som affattet ved landstingslov nr. 18 af 11. december 2003 om ændring af landstingslov om Landstinget og Landsstyret. I forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 21, stk. 1, er opgaverne og andre forhold vedrørende Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg beskrevet. Det fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, at der er retlig tvivl om, hvorvidt medlemmerne af Folketinget ved inatsisartutlov kan forpligtes til at fungere som tilforordnede til et inatsisartutudvalg. I den foreslåede affattelse af bestemmelsen i forretningsordenen 9, stk. 2, er der på denne baggrund givet mulighed for, at udvalget kan anmode de grønlandske folketingsmedlemmer om at deltage i udvalgets møder som tilforordnede. Det er dermed op til de grønlandske folketingsmedlemmers egen afgørelse, om de vil imødekomme en anmodning fra udvalget om deltagelse i møderne. Tilsvarende giver bestemmelsen heller ikke de grønlandske folketingsmedlemmer et retligt krav på at deltage i møderne, såfremt udvalget måtte modsætte sig en sådan deltagelse. 9, stk. 3 er ny. Bestemmelsen pålægger Det Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg at udarbejde nærmere bestemmelser om den særlige hemmeligholdelsespligt, som fremgår af forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 21, stk. 2. Udvalget kan eksempelvis i sin forretningsorden fastsætte bestemmelser om at andre end de valgte medlemmer af udvalget, som deltager i møderne skal underskrive en fortrolighedserklæring på samme måde, som det er gældende for udvalgsmedlemmerne. Der henvises i øvrigt til forslaget til inatsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut 21, stk. 2 og de tilhørende bemærkninger, hvori det er anført, at udvalget må sikre sig, at fortrolighedsbestemmelserne for udvalget respekteres, ligesom det er forudsat, at der i 12

234 udvalgets forretningsorden fastsættes regler for inddragelse af eksterne parter i udvalgets møder. Til svarer til den gældende forretningsorden 10. Til 11 11, stk. 1 er identisk med den gældende forretningsorden 11, stk. 1. Bestemmelsen svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 19, stk. 1, 2. pkt., dog med den tilføjelse, at forretningsordenen også omhandler valg af næstformand, medens landstingsloven alene omhandler valg af formand. Bestemmelsen i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 11, stk. 2 svarer til den gældende forretningsorden 11, stk.2. Bestemmelsen pålægger formanden for et udvalg at søge udvalgsarbejdet fremmet mest muligt. Bestemmelsen giver endvidere formanden for Inatsisartut mulighed for at pålægge formanden for et udvalg at give mundtlig eller skriftlig underretning om udvalgsarbejdets forløb. Bestemmelsen i 11, stk. 2, skal ses i sammenhæng med 4, stk. 4. Til 12 12, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 12, stk. 1. En bestemmelse svarende til 12, stk. 1 og 3, fremgår af landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 15, stk. 2. Bestemmelsen i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 12, stk. 1 bestemmer, at udvalget selv vedtager sin forretningsorden, som herefter skal godkendes af Formandskabet for Inatisartut. En ændring af et udvalgs forretningsorden vil ligeledes forudsætte godkendelse fra Formandskabet. 12, stk. 2 svarer til den gældende forretningsorden 12, stk. 2 med den redaktionelle ændring, at der kræves mindst halvdelen af medlemmernes tilstedeværelse mod den gældende forretningsordens krav om, at over halvdelen af medlemmerne skal være til stede. Dette svarer til formuleringen i forslaget til Inatisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 8, 1. pkt. 13

235 Da der vælges et ulige antal, d.v.s. 5, jf. 9, er der ingen realitetsforskel mellem den gældende forretningsorden og det nye forslag. Med 5 medlemmer i udvalgene, skal mindst 3 medlemmer være til stede, for at et udvalg er beslutningsdygtigt. 12, stk. 3 er ny, men svarer sammen med 12, stk. 1 til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 15, stk. 2. Til stk. 1 er identisk med den gældende forretningsorden 13, stk. 1. Et udvalgsmedlem kan uanset bestemmelsen i 12, stk. 1 - altid referere, hvad vedkommende medlem har fremført af egne synspunkter under udvalgsmødet, men uden at røbe, hvad andre udvalgsmedlemmer har sagt på mødet. Et udvalgsmedlem må således heller ikke udtale sig om, hvorvidt pågældende medlems udtalelser under udvalgsmødet har nydt opbakning eller er imødegået af andre medlemmer af udvalget. Såfremt et udvalgsmedlem ønsker at få klargjort for offentligheden, hvilken betydning hans synspunkter har haft i forhandlingerne, kan medlemmet i henhold til bestemmelserne i det enkelte udvalgs forretningsorden få sine synspunkter fremført som en flertals- eller mindretalsudtalelse i en betænkning fra udvalget om det emne, som udvalget har behandlet. 13, stk. 2 er identisk med den gældende forretningsorden 13, stk. 2. Bestemmelsen sikrer, at udvalgene kan give meddelelser til offentligheden om de sager, som udvalget behandler. Hvis der er uenighed om at give offentligheden meddelelser, træffes afgørelsen herom ved afstemning. Til 14 14, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 14, stk. 1. Bestemmelsen beskriver et udvalgs hovedopgave. For de lovpligtige udvalg, er der i øvrigt i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 16, 17, 18, 19 og 21 fastsat konkrete bestemmelser om disse udvalgs opgaver. 14, stk. 2 svarer til den gældende forretningsorden 14, stk. 2. Det er med bestemmelsen præciseret, at et udvalg også er forpligtet til at føre tilsyn med, at Naalakkersuisut holder sig indenfor rammerne af god forvaltningsskik og ikke kun inden for rammerne af lovgivningen. Det er ikke meningen med bestemmelsen, at udvalgene skal behandle konkrete sager fra borgere eller virksomheder, hvor en offentlig myndighed skal træffe en forvaltningsafgørelse, 14

236 eller sager, hvor en afgørelse fra en offentlig myndighed kan påklages administrativt eller indbringes for Ombudsmanden for Inatsisartut eller for domstolene. Det er derimod naturligt, at et udvalg kan behandle konkrete sager, hvor der eksempelvis foreligger et ønske om, at selvstyret gennemfører en konkret anlægsinvestering, f.eks. byggeri af et servicehus i en bygd eller etablering af en lufthavn. Et større sagskompleks, som f.eks. etablering af et anlæg til produktion af aluminium kan også naturligt behandles i et udvalg, ligesom et udvalg kan behandle sager om investeringer eller andre aktiviteter, der varetages af de aktieselskaber og nettostyrede virksomheder, som selvstyret ejer. Det er dog ikke et udvalgs opgave at varetage sagsbehandling af konkrete sager, men at behandle de mere politiske aspekter af en sag. Sædvanlig administrativ sagsbehandling af konkrete sager bør således henvises til at blive varetaget af Naalakkersuisut. Til 15 15, stk. 1 og 2 svarer til den gældende forretningsorden 15, stk. 1 og 2 og til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 19, stk. 2. Bestemmelsen i landstingsloven 19, stk. 2 er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Det understreges med bestemmelsen i 15, stk. 1, at et forslag også kan henvises til et udvalg, selv om udvalget tidligere har afgivet betænkning om forslaget. Til svarer til den gældende forretningsorden omhandler de tilfælde, hvor et forslag vedrører et område i lovgivningen, hvor forslaget berører to forskellige udvalgs faglige område. I disse tilfælde kan det udvalg, hvortil Inatsisartut har henvist et forslag, med Formandskabets godkendelse anmode et andet udvalg om også at behandle forslaget. Det er det udvalg, hvortil forslaget er henvist, der skønner, hvorvidt forslaget også vedrører et andet udvalgs faglige område. Selvom det udvalg, hvortil forslaget oprindeligt er henvist, anmoder et andet udvalg om tillige at behandle forslaget, har det første udvalg dog efter 17, stk. 1 pligt til at afgive endelig betænkning om forslaget. Efter 16, stk. 2 kan Formandskabet i stedet for at godkende, at et andet udvalg end det udvalg, som forslaget oprindeligt er henvist til, beslutte at forelægge den oprindelige henvisning for Inatsisartut igen med henblik på, at Inatsisartut ændrer den oprindelige beslutning om henvisning. Hvis Inatsisartut ændrer den oprindelige henvisning, har det udvalg, hvortil Inatsisartut nu henviser forslaget efter 17, stk. 1 pligt til at afgive endelig betænkning om forslaget. 15

237 Til 17 17, stk. 1, 1. pkt., svarer til den gældende forretningsorden 17, stk. 1, 1. pkt., og til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 19, stk. 3. Bestemmelsen i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 17, stk. 1, 2. pkt. svarer til 17, stk. 1, 2. pkt. i den gældende forretningsorden. Bestemmelsen pålægger direkte udvalgene i Inatsisartut en pligt til at afgive betænkning om de forslag, der henvises til udvalgenes behandling. 17, stk. 2 og 3 er identiske med den gældende forretningsorden 17, stk. 2 og 3. 17, stk. 4 er identisk med den gældende forretningsorden 17, stk. 4. Bestemmelsen fastslår, at udvalgenes betænkninger, herunder tillægsbetænkninger, som udgangspunkt skal afgives skriftligt og alene kan forelægges mundtligt med Formandskabets godkendelse. 17, stk. 5 svarer til den gældende forretningsorden 17, stk. 5. Bestemmelsen viderefører fristen på tre døgn for behandling i Inatsisartut af betænkninger og tillægsbetænkninger. Til stk. 1 er identisk med den gældende forretningsorden 18, stk , stk. 1 bestemmer, at et udvalg kan afgive en beretning om udvalgets arbejde vedrørende andre forslag, redegørelser eller andet. Udvalget kan dog aldrig afgive beretning, hvis udvalget skal afgive en betænkning efter , stk. 2 er identisk med den gældende forretningsorden 18, stk , stk. 2 giver udvalget en mulighed for at afgive beretning om sin virksomhed i øvrigt. Denne bestemmelse kan dog kun anvendes i ganske særlige tilfælde og kun efter godkendelse fra Formandskabet for Inatsisartut. 18, stk. 3 svarer til 18, stk. 3 i den gældende forretningsorden. 18, stk. 3 bestemmer, at beretninger fra et udvalg ikke kommer til forhandling i Inatsisartutsalen. Det følger i øvrigt også af 18, stk. 1 og 2, at beretninger skal afgives skriftligt. Til svarer til den gældende forretningsorden

238 Bestemmelsen giver mulighed for, at det pågældende medlem af Naalakkersuisut kan ledsages af mere end én embedsmand. Udvalget skal dog give tilladelse til, at medlemmet af Naalakkersuisut kan ledsages af flere embedsmænd, ligesom det er udvalget, der skal give tilladelse til, at et samråd alene søges gennemført med en eller flere embedsmænd. 19, stk. 4 giver mulighed for afholdelse af samråd for åbne døre (også kaldet åbne samråd ), hvilket vil sige samråd, hvortil offentligheden har adgang. Fortrolige oplysninger vil ikke kunne meddeles et udvalg under et åbent samråd. Hvis en korrekt og fyldestgørende besvarelse af et spørgsmål forudsætter videregivelse af fortrolige oplysninger, må det pågældende medlem af Naalakkersuisut meddele udvalget, at det pågældende spørgsmål ikke kan besvares under et åbent samråd. Deltagere og tilhørere kan frit referere fra et åbent samråd. Dette indebærer en risiko for, at en deltager fejlciteres. Af hensyn til deltagernes mulighed for at kunne dementere eventuelle fejlcitater, bestemmes det, at åbne samråd skal optages på bånd eller lignende. Afholdelse af åbne samråd vil kunne indebære behov for at henlægge sådanne samråd til lokaler, der kan rumme et større antal tilhørere, end de mødelokaler, som Inatsisartut har til rådighed. Til svarer til den gældende forretningsorden 20. Det medlem af Inatsisartut, der har stillet et forslag, som af Inatsisartut er henvist til et udvalg, hvori det pågældende medlem af Inatsisartut ikke er medlem, har kun ret til at deltage i udvalgets behandling af det konkrete forslag, som det pågældende medlem af Inatsisartut har stillet, og ikke til at deltage i den øvrige del af udvalgets møde. Endvidere har det pågældende medlem af Inatsisartut alene taleret, men ikke stemmeret eller ret til at få optaget en udtalelse i udvalgets betænkning. Til er identisk med den gældende forretningsorden 21. Bestemmelsen giver udvalgene i Inatsisartut mulighed for at afholde høringer for på den måde at få bragt et emne inden for udvalgenes faglige område til offentlig debat. Hvorledes en sådan høring skal foregå, afgøres af det eller de udvalg, der ønsker at afholde en høring om et offentligt emne. Den høring, der omtales i 21, stk. 4, vil dog typisk være enten en skriftlig høring af en bestemt part eller foretræde for udvalget af en bestemt part. 17

239 Det skal understreges, at de høringer, som udvalgene afholder, ikke kan anvendes til at undersøge, hvorvidt et medlem af Naalakkersuisut har pådraget sig et retligt ansvar i sin embedsførelse. Hvis et udvalg finder, at et medlem af Naalakkersusiut har pådraget sig et retligt ansvar, kan udvalget dog foreslå, at forholdene for medlemmet af Naalakkersuisut undersøges af en undersøgelseskommission. Til 22 22, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 22, stk. 1, men med den ændring, at bestemmelsen nu også omfatter Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Bestemmelsen fastslår, at der til hvert udvalg tilknyttes en udvalgssekretær, der er ansat ved administrationen for Inatsisartut. Ændringen af 22, stk. 1, hvorefter Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg også er omfattet, er dog ikke en ændring i forhold til gældende praksis. Ændringen er en konsekvens af vedtagelsen af landstingslov nr. 18 af 11. december 2003 om ændring af landstingslov om landstinget og landsstyret. En tidligere bestemmelse i landstingsloven fastsatte, at Landsstyreformandens Sekretariat varetog sekretariatsfunktionen for udvalget. Denne bestemmelse blev ophævet med ændringen i Der er nærmere redegjort om baggrunden herfor i bemærkningerne til ændringsloven fra 2003, hvori det også er forudsat, at der bliver behov for at gennemføre en konsekvensændring i 22, stk. 1 i Landstingets forretningsorden. 22, stk. 2 er identisk med den gældende forretningsorden 22, stk. 2. Udvalgssekretærernes arbejdsopgaver er beskrevet i stk. 2. Til svarer til den gældende forretningsorden 23. Bestemmelsen præciserer, at et midlertidigt udvalgs opgave er at afgive beretning om en konkret sag, og at udvalget ophører med at bestå, når udvalget har afgivet skriftlig beretning om sit arbejde. I modsætning til et stående udvalgs beretning forhandles et midlertidigt udvalgs beretning i Inatsisartut. Til 24 24, stk. 1 viderefører med ændringer den gældende forretningsorden

240 Landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret indeholder i 21 en bestemmelse om samme spørgsmål, som reguleres i 24, stk. 1 i forretningsordenen, men landstingslovens opregning af udvalg, direktioner m.v. er ikke medtaget i forretningsordenen, da Inatsisartut ikke vælger medlemmer af selskabers direktioner og udvalg. Bestemmelsen i 21 i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 24, stk. 1 dækker bredere, end den gældende forretningsorden 24, idet forslaget til den nye bestemmelse i 24, stk. 1 omhandler både valg af repræsentanter til råd og nævn m.v., og valg af eksterne repræsentanter, såsom domsmænd m.m. Endvidere er bestemmelsen ændret således at der ikke i alle tilfælde på den konstituerende samling skal vælges repræsentanter til råd og nævn m.v. Det fastslås i stedet, at valgperioden for de pågældende repræsentanter fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, de vedtægter eller andre bestemmelser, som gælder for det enkelte råd eller nævn m.v. 24, stk. 2 er ny. Bestemmelsen indebærer, at valg af repræsentanter til råd og nævn m.v. så vidt muligt skal finde sted på den samling, som afholdes umiddelbart forud for udløbet af valgperioden for de siddende repræsentanter. Bestemmelsen skal sikre, at Inatsisartut så får lejlighed til at vælge nye repræsentanter eller at genvælge de tidligere valgte repræsentanter, inden de siddende repræsentanters funktion ophører ved udløbet af den valgperiode, som gælder for de pågældende repræsentanter. 24 skal sammenholdes med forretningsordenens 26. Det følger heraf, bl.a. at alle valg af repræsentanter til råd og nævn m.v. højst har gyldighed for en 4-års periode. Det afgøres af lovgivningen, vedtægter eller andre regler, som gælder for de råd, nævn og institutioner m.v., hvortil der vælges repræsentanter, om der skal stilles særlige uddannelsesmæssige eller andre krav, som de pågældende personer, skal opfylde. I øvrigt er det op til Inatsisartut at beslutte, om de pågældende vælges blandt medlemmerne af Inatsisartut eller om de vælges blandt personer, som ikke er medlemmer af Inatsisartut. Valg af repræsentanter til råd og nævn m.v. foretages altid på et lukket møde, jf. 53, stk. 2, 2. pkt. Til svarer til den gældende forretningsorden 25. Efter inatsisartutlov nr. 8 af 3. december 2009 om Ombudsmanden for Inatsisartut 1, vælger Inatsisartut efter hvert valg til Inatsisartut og ved embedsledighed, en Ombudsmand. 19

241 Efter inatsisartutlov nr. 8 af 3. december 2009 om Ombudsmanden for Inatsisartut 5, vælger Inatsisartut efter hvert valg til Inatsisartut og ved embedsledighed en Sætteombudsmand, som skal fungere, når Ombudsmanden som følge af inhabilitet er forhindret i at varetage sine opgaver. Efter landstingslov nr. 23 af 3. november 1994 om Grønlands Hjemmestyres regnskabsvæsen m.v. 5 revideres Landskassens årsregnskab af en af Inatsisartut antaget statsautoriseret revisor. Til 26 26, stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende forretningsorden 26, stk. 1 og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 30, stk. 1. Landstingslovens opregning af anden offentlig repræsentation er dog i den gældende forretningsorden erstattet med råd og nævn m.v. Bestemmelsen i 30, stk. 1 i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Bestemmelsen dækker såvel valg til udvalg i Inatsisartut, som valg af repræsentanter til råd og nævn m.v., jf. 24. For så vidt angår medlemmer af råd og nævn m.v. skal bestemmelsen ses i sammenhæng med forretningsordenen 24. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. For så vidt angår medlemmer af et udvalg under Inatsisartut, er det andre bestemmelser i forretningsordenen, som regulerer, hvornår der skal ske valg af medlemmer hertil. 26, stk. 2 svarer til den gældende forretningsorden 26, stk. 2 og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 30, stk. 5 med to mindre redaktionelle ændringer i forhold til landstingslovens bestemmelse. Bestemmelsen i 30, stk. 5 i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 26, stk. 3 svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 30, stk. 2, bortset fra at ordene anden offentlig repræsentation er udgået og erstattet med råd og nævn m.v. Bestemmelsen i 30, stk. 2 i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Til 27 20

242 27, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 27, stk. 1, og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 30, stk. 3, dog med den redaktionelle ændring at der i forretningsordenen henvises til valg i henhold til denne forretningsordenen og ikke i henhold til denne lov. Bestemmelsen i 30, stk. 3 i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 27, stk. 2 svarer til den gældende forretningsorden 27, stk. 2, og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 30, stk. 4. Bestemmelsen i 30, stk. 4 i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Til svarer med en ændring til den gældende forretningsorden 28. Ændringen består i, at det i 28, stk. 1, er tilføjet, at bemærkningerne til lovforslag skal indeholde en beskrivelse af de økonomiske og administrative konsekvenser af forslaget. Der er ikke tale om en udtømmende angivelse af, hvad bemærkningerne til et lovforslag skal indeholde. Enkelte bestemmelser i 28 i den gældende forretningsorden svarer til bestemmelser i landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret indeholder desuden supplerende bestemmelser i forhold til 22 i landstingsloven. Enkelte bestemmelser svarende til landstingsloven om Landstinget og Landsstyret 22 er videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 13, stk. 1 og 14. Bestemmelserne handler om hvem, der kan fremsætte lovforslag m.m. i Inatsisartut, og om at forslag til inatsisartutlove skal fremsættes i lovform og undergives 3 behandlinger, 28 beskriver de formkrav, der skal være opfyldt for så vidt angår forslag til inatsisartutlove. Forslag til inatsisartutlov skal være affattet i lovform og ledsaget af almindelige og særlige bemærkninger samt være forsynet med en titel. Hvis der er tale om et forslag om ændring eller ophævelse af en inatsisartutlov, en landstingslov eller landstingsforordning, er der efter stk. 2 yderligere to krav til forslagets form: 1. Forslaget skal være betegnet som forslag til inatsisartutlov om ændring eller ophævelse af en inatsisartutlov, en landstingslov eller en landstingsforordning. 2. Forslaget skal endvidere være forsynet med en undertitel, der angiver ændringens hovedindhold. 21

243 Endvidere skal forslag til inatsisartutlov overholde de formkrav, som Formandskabet for Inatsisartut måtte stille efter 4, stk , stk. 4 bestemmer, at forslagsstiller fremsætter et forslag til inatsisartutlov overfor formanden for Inatsisartut, som anmelder forslaget overfor Inatsissartut, når forslaget er omdelt. Formanden for Inatsisartut kontrollerer ved fremsættelsen af forslaget, at forslaget overholder de formkrav, der følger af forretningsordenen, anden lovgivning eller er fastsat af Formandskabet efter 4, stk. 5. Et forslag, som ikke overholder de gældende krav til form og fremsættelse, kan afvises i medfør af 39, stk. 2. Til 29 29, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 29, stk. 1 og med en mindre ændring til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 22, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen om at forslag til inatsisartutlov skal undergives tre behandlinger i Inatsisartut er i øvrigt indeholdt i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut , stk. 2 og 3 svarer til den gældende forretningsorden 29, stk. 2 og 3. Til svarer til den gældende forretningsorden , stk. 3 giver Inatsisartut mulighed for inden tredje behandlingen at henvise forslaget enten til det udvalg, som tidligere har behandlet forslaget eller til et andet udvalg. Dette afgør Inatsisartut selv. Kapitel 4 om udvalgene i Inatsisartut finder også anvendelse ved udvalgsbehandlingen mellem anden og tredje behandlingen af forslaget. Til svarer til den gældende forretningsorden , stk. 2 indeholder og supplerer landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 31, stk. 3. Bestemmelsen i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Inatsisartut. 31, stk. 3 bestemmer, at det endeligt vedtagne forslag til en inatsisartutlov skal underskrives af formanden for Inatsisartut og af generalsekretæren. Det er herefter disse to personers ansvar, at det endeligt vedtagne forslag har det indhold, som Inatsisartut har vedtaget. Før 22

244 tredje behandlingen af forslaget vil Bureauet for Inatsisartut have udarbejdet et indredigeret forslag, hvor de ændringsforslag, som er vedtaget ved anden behandlingen af forslaget er føjet ind, således at Inatsisartut har mulighed for at se, hvorledes forslaget vil komme til at se ud, hvis Inatsisartut også ved tredje behandlingen vedtager de pågældende ændringsforslag. Efter underskrift sendes forslaget til formanden for Naalakkersuisut med henblik på stadfæstelse og kundgørelse. Til svarer til den gældende forretningsorden 31 a. Bestemmelsen blev indsat i forretningsordenen i forbindelse med samlingen i foråret Bestemmelsen indebærer, at forslag til Forretningsorden for Inatsisartut og forslag til ændring af Forretningsorden for Inatsisartut behandles efter reglerne om forslag til inatsisartutlov. Derved sikres en fuldstændig entydig behandlingsform med de formkrav, der gælder for forslag til inatsisartutlov samt mulighed for udvalgsbehandling, uden at Inatsisartut er nødt til at afbryde behandlingen af et forslag til forretningsorden. Ulempen ved at lade forslag til forretningsordenen behandle efter reglerne om forslag til inatsisartutlov er, at Inatsisartut skal behandle et sådant forslag 3 gange, hvilket er mere besværligt, end den ene behandling et sådant forslag havde før bestemmelsen blev indsat i forretningsordenen i På den anden side betyder 3 behandlinger alt andet lige en grundigere behandling, hvorved det forslag, der endelig vedtages af Inatsisartut, får en højere kvalitet. Til svarer til den gældende forretningsorden 32, dog med den tilføjelse, at forslaget skal beskrive de økonomiske og administrative konsekvenser. Tilføjelsen om at beslutningsforslag skal beskrive de økonomiske og administrative konsekvenser skal bidrage til, at give Inatsisartut et tilstrækkeligt grundlag for at behandle de beslutningsforslag, som fremsættes. Det afhænger af de konkrete forslag, hvor omfattende en beskrivelse af de økonomiske og administrative der er behov for. Det må endvidere forventes, at beskrivelser af de økonomiske og administrative konsekvenser i beslutningsforslag fra medlemmer af Inatsisartut ikke altid kan være så sikre, som det er tilfældet er for de lovforslag, som fremsættes af Naalakkersuisut. Dette skyldes, at de enkelte medlemmer af Inatsisartut ikke har mulighed for at foretage samme vurderinger og beregninger, som Naalakkersuisut har mulighed for. 23

245 33 fastslår, hvilke forhold, der kan undergives behandling i form af et beslutningsforslag. Det er ikke nok, at forslaget kalder sig inatsisartutbeslutning. Indholdet skal være affattet på en sådan måde, at Inatsisartut kan træffe beslutning om forslaget. Beslutningsforslaget fremsættes skriftligt over for formanden for Inatsisartut, der anmelder forslaget overfor Inatsisartut, når forslaget er omdelt. Hvis et beslutningsforslag som omtalt i 33, stk. 1 vedtages, påhviler det Naalakkersuisut snarest at fremme forslaget ved fremsættelse af et egentligt forslag til inatsisartutlov eller ved udstedelse af bekendtgørelse, jf. 33, stk. 5. Naalakkersuisut kan anvende muligheden for udstedelse af bekendtgørelse, hvis Naalakkersuisut skønner, at inatsisartutbeslutningen mest hensigtsmæssigt kan gennemføres ved udstedelse af en administrativ forskrift. Det er dog en forudsætning for udstedelse af en bekendtgørelse, at beslutningen fuldt ud kan gennemføres ved udstedelse af en bekendtgørelse. Hvis Naalakkersuisut vælger at gennemføre beslutningen ved udstedelse af en bekendtgørelse, følger det af almindelig loyalitetspligt for Naalakkersuisut overfor Inatsisartut, at Naalakkersuisut i hvert fald orienterer forslagsstilleren og det pågældende inatsisartutudvalg, under hvis faglige område beslutningen henhører, om udstedelsen af bekendtgørelsen. Efter 33, stk. 3, nr. 2, behandles endvidere ansøgninger om nye eller ændrede bevillinger og tekstanmærkninger, som er henvist til Inatsisartut af Finansudvalget. Efter budgetlovens 25, stk. 2 kan Finansudvalget henvise behandlingen af ansøgninger om nye eller ændrede bevillinger og tekstanmærkninger til Inatsisartut. Hvis Finansudvalget ønsker at henvise en ansøgning til Inatsisartut, giver udvalget meddelelse herom til Naalakkersuisut, der herefter fremsætter et forslag til inatsisartutbeslutning. Beslutningsforslaget optages herefter som et punkt på dagsordenen for den førstkommende samling. Formandskabet er opmærksom på, at Naalakkersuisut ikke altid vil kunne overholde fristen i forretningsordenens 40, hvis Finansudvalgets ønske om henvisning til Inatsisartut fremsættes efter fristens udløb. Formandskabet vil i disse tilfælde være indstillet på at indstille til Inatsisartut, at der efter forretningsordenens 41 dispenseres fra fristen i 40. For at et forslag om andet af principiel betydning jf. 33, stk. 3, nr. 3, skal kunne behandles af Inatsisartut, skal følgende betingelser være opfyldt: 1. Forslaget skal være af principiel betydning. 2. Det er afgørende at Inatsisartut træffer beslutning. Endvidere skal de krav, der i øvrigt stilles til beslutningsforslag være opfyldt. 24

246 Som det er tilfældet for beslutningsforslag vedrørende lovgivning, skal et beslutningsforslag efter 33, stk. 3, nr. 3 også være konkret i sit indhold. Det vil sige, at forslaget skal være udformet på en sådan måde, at Inatsisartut skal træffe beslutning om en konkret sag. Det kunne f.eks. være en sag, hvor Inatsisartut er part, og hvor det er Inatsisartut, der skal træffe beslutning. Hvis et sådant forslag om forhold af principiel betydning er udformet på en sådan måde, at forslagsstilleren ønsker en debat om det politiske indhold i en sag, kan et sådant forslag ikke behandles som et beslutningsforslag. I stedet må forslagsstilleren rejse en forespørgselsdebat efter forretningsordenens 36. En vedtagelse af et beslutningsforslag om tilslutning fra Inatsisartut til rekommandationer fra internationale organisationer, i henhold til 33, stk. 3, nr. 1, forpligter ikke Naalakkersuisut til at fremme beslutningen i Inatsisartut i medfør af 33, stk. 5. Efter 33, stk. 6 behandles udover de i stk. 1 og 3 nævnte forslag følgende forslag fra Naalakkersuisut som beslutningsforslag: 1) Forslag om godkendelse af Landskassens regnskaber. 2) Forslag om fastsættelse af skattemæssige fradrag m.m. 3) Forslag om udtalelse fra Inatsisartut vedr. ikraftsættelsen af danske love for Grønland. 4) Forslag om udtalelse fra Inatsisartut vedr. tiltrædelse af internationale traktater, aftaler m.v. 5) Forslag i øvrigt, der i henhold til anden lovgivning, kræver udtalelse fra Inatsisartut. Vedrørende nr. 4 er Formandskabet opmærksom på, at der kan være visse problemer med, at traktaterne og aftalerne i visse tilfælde ikke er oversat til dansk, men f.eks. alene foreligger på engelsk. Formandskabet vil konkret vurdere, hvorvidt Formandskabet vil kræve, at Naalakkersuisut får oversat traktaterne og aftalerne inden behandlingen i Inatsisartut af det forslag til inatsisartutbeslutning, som Naalakkersuisut fremsætter om udtalelsen fra Inatsisartut vedr. tiltrædelsen af traktaten eller aftalen. Efter 33, stk. 7 skal forslag til inatsisartutbeslutning behandles to gange i Inatsisartut inden endelig vedtagelse. Inatsisartut kan beslutte, at forslaget skal behandles af et udvalg inden anden behandlingen. Hvis Inatsisartut beslutter, at forslaget skal behandles i et udvalg, er udvalget forpligtet til at afgive betænkning om beslutningsforslaget, jf. 17. Forslagsstiller kan uden Formandskabets godkendelse kort redegøre for forslaget. Der kan stilles ændringsforslag til et forslag til inatsisartutbeslutning, jf. 33, stk

247 Til svarer til den gældende forretningsorden 33. Ændringsforslag skal altid være skriftligt formulerede. Ændringsforslag til inatsisartutlov skal endvidere være ledsaget af bemærkninger, jf. 34, stk. 3. For at Inatsisartut skal have mulighed for at vurdere et ændringsforslag, skal ændringsforslaget være omdelt senest den foregående dag, inden det forslag, ændringsforslaget vedrører, kommer til behandling. Hvis ændringsforslaget opfylder denne tidsfrist, er Inatsisartut forpligtet til at behandle ændringsforslaget sammen med det forslag, som ændringsforslaget vedrører, hvis ændringsforslaget i øvrigt kan fremsættes efter 34, stk. 1 og 2. Et medlem af Inatsisartut kan dog efter 34, stk. 5 foreslå, at en forhandling afbrydes med henblik på formulering af et ændringsforslag. I denne situation er det dog hele Inatsisartut, der afgør, om forhandlingen skal afbrydes med henblik på fremsættelse af ændringsforslaget. Efter 34, stk. 6 kan der stilles forslag om ændringer til ændringsforslag (underændringsforslag) efter de samme regler, som gælder for ændringsforslag til forslag til inatsisartutlov eller inatsisartutbeslutning. Hvis et forslag, ændringsforslag eller underændringsforslag bliver trukket tilbage, kan andre tage det op efter de samme regler, som gælder for fremsættelse af ændringsforslag. Hvis et ændringsforslag til forslag til inatsisartutlov ikke opfylder de krav til form og fremsættelse, der følger af forretningsordenen, anden lovgivning eller er fastsat af Formandskabet efter bestemmelsen i 4, stk. 5, kan Formandskabet afvise ændringsforslaget, jf. 34, stk , stk. 1 omhandler ændringsforslag til inatsisartutlov. Ændringsforslag kan ved et forslags anden behandling fremsættes af ethvert medlem af Inatsisartut, af Naalakkersuisut, et udvalg, et udvalgs flertal og mindretal. Et udvalg, et udvalgs flertal eller mindretal fremsætter ændringsforslag til anden behandlingen af et forslag i en betænkning. Ændringsforslag kan ved tredje behandlingen af et forslag fremsættes af Naalakkersuisut, et udvalg, et udvalgs flertal eller mindretal eller af fire medlemmer af Inatsisartut i forening. 34, stk. 2 omhandler ændringsforslag til forslag til Inatsisartubeslutning. Ændringsforslag kan ved et forslags første behandling fremsættes af ethvert medlem af Inatsisartut, af Naalakkersuisut, et udvalg, et udvalgs flertal og mindretal. 26

248 Ændringsforslag kan ved anden behandlingen af et forslag fremsættes af Naalakkersuisut, et udvalg, et udvalgs flertal eller mindretal eller af fire medlemmer af Inatsisartut i forening. Et udvalg, et udvalgs flertal eller mindretal fremsætter ændringsforslag i en betænkning. Til svarer til den gældende forretningsorden 34. Efter 35 kan Naalakkersuisut give Inatsisartut en redegørelse om et offentligt anliggende. Det er Naalakkersuisut selv, der vurderer, om man vil give Inatsisartut en redegørelse om et bestemt emne. Hvis Naalakkersuisut ønsker at give Inatsisartut en redegørelse, meddeles redegørelsen til Inatsisartuts formand, der anmelder redegørelsen overfor Inatsisartut. Redegørelser, der altid er skriftlige, forhandles ikke. Formandskabet for Inatsisartut kan dog i særlige tilfælde give tilladelse til forhandling. Hvis Naalakkersuisut ønsker, at redegørelsen skal optages på dagsordenen for Inatsisartut med henblik på forhandling i Inatsisartut, følger det af 40, at redegørelsen skal være indgivet til formanden for Inatsisartut senest 5 uger før den samlings begyndelse, hvor redegørelsen ønskes forhandlet. Efter stk. 5 forhandles følgende redegørelser dog altid: 1) Redegørelse til Inatsisartut ved inatsisartutårets begyndelse fra formanden for Naalakkersuisut. 2) Redegørelse fra formanden for Naalakkersuisut til det nyvalgte Inatsisartut. 3) Udenrigspolitisk redegørelse. 4) Politisk Økonomisk redegørelse. 5) Redegørelser, som det i henhold til lovgivningen påhviler Naalakkersuisut at fremlægge for Inatsisartut, hvis Naalakkersuisut ønsker forhandling. Disse redegørelser forhandles dog kun i Inatsisartut, hvis Naalakkersuisut fremsætter ønske om forhandling. Derudover kan formanden for Naalakkersuisut efter stk. 6 give en redegørelse, som altid forhandles, om forhold af ganske særlig betydning for det grønlandske samfund. Det er formanden for Naalakkersuisut selv, der vurderer, hvornår formanden ønsker at give Inatsisartut en sådan redegørelse, men det vil være oplagt at give en sådan redegørelse om politiske forhold, der i særlig grad påvirker det grønlandske samfund, f.eks. indgåelse af en ny forsvarsaftale eller om væsentlige ændringer eller forværringer af den økonomiske politik. Endvidere vil det være oplagt at give Inatsisartut en sådan redegørelse om natur- eller menneskelige katastrofer, der påvirker en stor del af den grønlandske befolkning, som f.eks. et skibsforlis eller flystyrt. 27

249 Hvis formanden for Naalakkersuisut giver en redegørelse om forhold af ganske særlig betydning for det grønlandske samfund, forhandles redegørelsen altid i Inatsisartut. Formandskabet for Inatsiartut vil selvfølgelig være indstillet på at give dispensation fra tidsfristen på 5 uger, hvis formanden for Naalakkersuisut ønsker at give Inatsisartut en sådan redegørelse. 35, stk. 7 giver Naalakkersuisut mulighed for kort at redegøre for redegørelsens hovedindhold. Formandskabet for Inatsisartut er af den opfattelse, at hvis en redegørelse er af den type, der altid forhandles, eller hvis Formandskabet efter 35, stk. 4 har givet tilladelse til forhandling, har redegørelsen en sådan offentlig og politisk interesse, at det kunne være hensigtsmæssigt, at Naalakkersuisut har mulighed for kort at redegøre for hovedindholdet af redegørelsen. Efter stk. 8 kan der i forbindelse med forhandlinger af redegørelser fremsættes forslag til en Inatsisartutudtalelse. Der kan alene vedtages én Inatsisartutudtalelse under behandlingen af en redegørelse. Der kan ikke træffes andre beslutninger i forbindelse med forhandlinger af redegørelser uanset hvilken slags redegørelse, der er tale om. Hvis der ønskes truffet anden beslutning, end vedtagelse af et forslag til en Inatsisartutudtalelse, må der fremsættes et forslag til en inatsisartutlov eller inatsisartutbeslutning. En inatsisartutudtalelse kan have form af en opfordring til Naalakkersuisut om at iværksætte forskellige tiltag, men kan også have andre former (oplistningen er ikke udtømmende): En tilkendegivelse af afstandtagen f.eks. til børnemishandling eller vold mod kvinder. En anerkendelse f.eks. af den indsats, som ydes af frivillige inden for idrætsforeninger eller af tiltag, som Naalakkersuisut har iværksat. En tilkendegivelse af Inatsisartuts prioriteringer f.eks. at en større del af udgifterne til sundhedsvæsenet skal målrettes forebyggelse. En tilkendegivelse af politiske mål eller værdier f.eks. at antallet af rygere bør reduceres med 25 % over de næste 8 år. En Inatsisartutudtalelse i form af en opfordring til Naalakkersuisut binder ikke retligt Naalakkersuisut på samme måde, som et vedtaget beslutningsforslag efter 33. Det vurderes, at retligt bindende beslutningsforslag (hvis konsekvenser i økonomisk og administrativ henseende kan være betydelige), bør underkastes to behandlinger, med mulighed for afgivelse af betænkning og med mulighed for, at offentligheden kan påvirke den politiske proces. Der er imidlertid næppe tvivl om, at en Inatsisartutudtalelse rent politisk vil kunne opleves lige så forpligtende, som en inatsisartutbeslutning i henhold til 33. Til svarer til den gældende forretningsorden

250 Forespørgsler skal, som andre forslag, der ønskes til forhandling i Inatsisartut, indgives til formanden for Inatsisartut senest 5 uger før begyndelsen af den samling, hvor forespørgslen ønskes forhandlet, jf. 40. Efter stk. 3, kan andre ikke optage en forespørgsel, hvis forespørgeren har trukket forespørgslen tilbage. I forbindelse med forhandlingen af en forespørgsel efter 36, stk. 1, gælder der i 36, stk. 4 regler, som svarer til 35, stk. 8 om forhandlingen af redegørelser fra Naalakkersuisut. Der er dog den forskel, at Inatsisartut i forbindelse med forhandlingen af en forespørgsel efter 36, stk. 4, altid kan vedtage at forhandlingerne afsluttes, og at et medlem af Inatsisartut kan foreslå, at Inatsisartut overgår til næste punkt på dagsordenen, eventuelt begrundet med motiveret mistillid til Naalakkersuisut eller et enkelt medlem af Naalakkersuisut. Dette følger af henvisningen til i 36, stk. 4, sidste pkt. Til viderefører med ændringer den gældende forretningsorden 36. Den indholdsmæssige betydning af ændringerne er, at skriftlige spørgsmål om et offentligt anliggende ikke længere kan forelægges mundtligt i Inatsisartut. Derudover er der tale om redaktionelle ændringer. Afskaffelsen af muligheden for en mundtlig forelæggelse i Inatsisartut, er begrundet med, at en mundtlig forelæggelse ikke i sig selv bidrager til en bedre belysning af det pågældende offentlige anliggende, end en skriftlig besvarelse alene. Det anses derfor for hensigtsmæssigt og tidsbesparende for Inatsisartut, at afskaffe muligheden for mundtlig forelæggelse af sådanne spørgsmål og de svar, som Naalakkersuisut har givet skriftligt. 37, stk. 1 og 2 er identisk med den gældende forretningsorden 36, stk. 1 og 3. 37, stk. 3 viderefører den gældende forretningsorden 36, stk. 5 med den tilføjelse, at formanden for Inatsisartut, udover at sende svar på spørgsmål efter 37, stk. 1 til det pågældende medlem af Inatsisartut, også sørger for offentliggørelse af spørgsmål og svar. Dette er i overensstemmelse med praksis. 37, stk. 4 og 5 svarer til den gældende forretningsorden 36, stk. 6 og 7, med de ændringer, der følger af, at skriftlige spørgsmål, jf. 37, stk. 1, ikke kan forelægges mundtligt. Til svarer til den gældende forretningsorden

251 38, stk. 1, har bl.a. den betydning, at Inatsisartut altid samles til efterårssamling den 3. fredag i september. 38, stk. 2, svarer til den gældende forretningsorden 37, stk. 2 og til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 9, stk. 1, dog med den afvigelse fra landstingsloven, at det er præciseret, at Inatsisartut samles mindst 2 gange i et Inatsisartuår. Bestemmelsen i 9, stk. 1, i landstingsloven om landstinget og landsstyret er ikke videreført i forslaget til Inasisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 38, stk. 3 svarer til den gældende forretningsorden 37, stk. 3 og til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 9, stk. 2 og forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 10, stk. 1. Det er dog i forretningsordenen indføjet, at samling af Inatsisartut skal ske med passende varsel. 38, stk. 4 svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 9, stk. 4 og til forslaget til Inasisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 10, stk. 2. Det er dog i forretningsordenen præciseret, at fastsættelse af de ordinære samlinger i inatsisartutåret finder sted under den ordinære efterårssamling. Til 39 39, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 38, stk , stk. 2 viderefører den gældende forretningsorden 38, stk. 2, men med den ændring, at afgørelse om afvisning af et dagsordenspunkt træffes af Formandskabet for Inatsisartut og ikke af Inatsisartut. Som følge heraf er bestemmelsen i den gældende forretningsorden 38, stk. 2, 2. pkt., hvorefter et medlem kan stille forslag om at et punkt afvises, ikke videreført. Ændringen har sammenhæng med ændringen i 4, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Dagsordensudvalgets redegørelser for dagsordenen ikke forhandles i Inatsisartut. Til svarer til den gældende forretningsorden 39. Fristen i 40 er fastsat for, at samlingerne i Inatsisartut kan afvikles på den mest hensigtsmæssige måde, således at arbejdsbyrden i Inatsisartut kan blive mere jævnt fordelt i løbet af en samling, og således at medlemmerne af Inatsisartut har mulighed for grundigt at forberede sig til en samling. Efter 41 kan Formandskabet for Inatsisartut under ganske særlige omstændigheder dispensere fra tidsfristerne i forretningsordenen. 30

252 Til viderefører den gældende forretningsorden 41, med den ændring, at kompetencen til i ganske særlige tilfælde at fravige tidsfristerne i forretningsordenen, overføres fra Inatsisartut til Formandskabet for Inatsisartut. Ændringen er begrundet med, at der kan opstå forhold udenfor samlingerne, som kan gøre det nødvendigt at fravige tidsfrister i forretningsordenen. Til svarer til den gældende forretningsorden , stk. 1 regulerer spørgsmål om, på hvilket tidspunkt forslag m.m., der ønskes behandlet af Inatsisartut, anses som indgivet, særligt i forbindelse lørdage og helligdage. 42, stk. 2 pålægger formanden for Inatsisartut en pligt til at sørge for omdeling og anmeldelse af fremsatte eller indgivne forslag, redegørelser, forespørgsler og spørgsmål. Anmeldelsen overfor Inatsisartut kan dog ske i en dagsorden for Inatsisartut, jf. 43. Dette er i overensstemmelse med praksis i Inatsisartut, hvor anmeldelser er sket som Formandskabets redegørelse for dagsordenen. Til svarer til den gældende forretningsorden , stk. 1 pålægger Formandskabet for Inatsisartut en pligt til at foretage anmeldelse overfor Inatsisartut af en foreløbig dagsorden for møderne i Inatsisartut. Af praktiske grunde kan anmeldelsen ske ved en henvisning til opslag. 43, stk. 2 pålægger mødelederen en pligt til at inden hvert mødes afslutning at meddele dagsordenspunkterne for næste møde. 43, stk. 3-4, svarer til den gældende forretningsorden 43, stk Til 44 31

253 44 er ny, men viderefører med en ændring landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 10, stk. 3. Det følger af denne bestemmelse i landstingsloven, at forslag, forespørgsler eller sager i øvrigt, der af regeringen eller Naalakkersuisut betegnes som hastende, skal optages på dagsordenen for vedkommende samling. Bestemmelsen i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut, men det følger af forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 13, stk. 2, at den danske regerings forslag til love og forslag om ratifikation af traktater med virkning for Grønland, fremsættes af Naalakkersuisut som et forslag til inatsisartutbeslutning. Med den foreslåede affattelse af 44, slås det fast, at forslag fra den danske regering til love og forslag om ratifikation af traktater med virkning for Grønland af Naalakkersuisut kan anmodes optaget på dagsordenen for en igangværende samling. Bestemmelsen indebærer derimod ikke en forpligtelse for Inatsisartut til at optage forslag m.v. på dagsordenen for en igangværende samling, selv om disse af den danske regering eller af Naalakkersuisut betegnes som hastende. Dette er en afvigelse fra landstingsloven om Landstinget og Landsstyret 10, stk. 3. Behandlingen af et forslag, der fremsættes i henhold til 44, sker i øvrigt efter samme bestemmelser, som gælder for forslag, der anmodes optaget forud for en igangværende samling. Det følger af 33, stk. 4, at forslag fra den danske regering fremsættes af Naalakkersuisut. Det følger nærmere af 13, stk. 4, og 17 og 18 i lov nr. 473 af 12. juni 2009 om Grønlands Selvstyre, hvilke sager den danske regering forelægger Grønlands Selvstyre til udtalelse. Sager som nævnt i 18 i selvstyreloven, d. v. s. udkast til administrative forskrifter, behandles udelukkende af Naalakkersuisut, da der er tale om bestemmelser, som udstedes med hjemmel i gældende lovgivning. Til 45 45, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 44, stk. 1, og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 29, stk. 1. Bestemmelsen i landstingsloven er videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 8. Det er dog i forretningsordenen 45, stk. 1, præciseret, at beslutningsdygtighed udover tilstedeværelse af mindst halvdelen af medlemmerne af Inatsisartut, og forudsætter, at mindst halvdelen af medlemmerne deltager i afstemningen. 45, stk. 2 4 svarer til den gældende forretningsorden 44, stk , stk. 4 skal ses i sammenhæng med 46, stk. 3, og skal sikre, at Inatsisartut får tid til at overveje, hvorvidt det alligevel er hensigtsmæssigt at omgøre en beslutning, som er truffet. 32

254 Til er identisk med den gældende forretningsorden , stk. 1 svarer indholdsmæssigt til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 29, stk. 2. Bestemmelsen er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 46, stk. 2 svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 29, stk. 3. Bestemmelsen er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 46, stk. 3 svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 32. Bestemmelsen i landstingsloven 32 er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Til svarer til den gældende forretningsorden 46, og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 11. Bestemmelsen i landstingsloven 11 er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Til svarer til den gældende forretningsorden 47. Til svarer til den gældende forretningsorden 48. Bestemmelsen i 49, stk. 5 giver Formandskabet mulighed for at udelukke et medlem fra møderne i Inatsisartut i indtil 14 mødedage, i tilfælde hvor det pågældende medlem af Inatsisartut groft har tilsidesat ordensreglerne for Inatsisartut. En tilsvarende bestemmelse findes i Folketingets forretningsorden. At fratage et medlem retten til at deltage i møderne i Inatsisartut er et alvorligt indgreb i de rettigheder medlemmet har i henhold til landstingslov om valg til Grønlands Landsting. Det forudsættes, at bestemmelsen administreres med skyldig hensyntagen til forvaltningsrettens principper, herunder ikke mindst magtfordrejningslæren (princippet om, at kun saglige hensyn må varetages), lighedsprincippet (princippet om at der ikke må gøres 33

255 forskel i behandlingen af sager, som er ens), og proportionalitetsprincippet (princippet om, at der skal være et rimeligt forhold mellem forseelse og indgreb, og indgrebet må ikke være strengere ned nødvendigt). Da indgrebet har en sanktionslignende karakter, forudsættes det endvidere, at bestemmelsen administreres under skyldig hensyntagen til kriminalretsplejens principper, herunder princippet om retten til at forsvare sig, og princippet om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Et medlem, som er udelukket, modtager ikke vederlag i udelukkelsesperioden, men bestemmelsen har dog ingen betydning for optjening af eftervederlagsancienitet. Formandskabet for Inatsisartut kan tillade, at der indkaldes en stedfortræder i udelukkelsesperioden. Til svarer til den gældende forretningsorden 49. Til svarer til den gældende forretningsorden 50. Til svarer til den gældende forretningsorden 51. Til 53 53, stk. 1 svarer med en redaktionel ændring til den gældende forretningsorden 52, stk. 1. Bestemmelsen svarer endvidere til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 12, stk. 1, der er videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 9, stk , stk. 2, 1. pkt. svarer til den gældende forretningsorden 52, stk. 2 og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 12, stk. 2. Bestemmelsen i landstingsloven 12, stk. 2 er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 53, stk. 2, 2. pkt. er ny, men svarer til hidtidig praksis. 34

256 Til viderefører med ændringer den gældende forretningsorden 53, hvorefter 54 er identisk med forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 9, stk. 2. Til viderefører med ændringer den gældende forretningsorden 54 og landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 34. Bestemmelsen indebærer i sit sigte ikke nogen realitetsændringer i forhold til gældende lovgivning for offentliggørelse af forhandlingerne. Bestemmelsen hjemler dog mulighed for en tilretning af mulighederne for offentliggørelse af forhandlingerne i Inatsisartut, der til enhver tid kan vurdere, hvordan offentliggørelse skal ske og hvem der måtte have behov for en løbende underretning om forhandlingerne. Inatsisartut vil herefter kunne beslutte at overgå til en ren elektronisk offentliggørelse af sine forhandlinger via hjemmesiden og mailabonnementer, hvis det vurderes, at de trykte forhandlinger har mistet offentlighedens interesse, og at arkivering kan ske på betryggende vilkår. 55 supplerer forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 9, stk. 3. Til svarer til den gældende forretningsorden 55. Bestemmelser om udtræden af eller orlov fra Inatsisartut fremgår af landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 8. Bestemmelsen i landstingslovens 8 er for så vidt angår medlemmer af Inatsisartut videreført med ændringer i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 4, stk. 2. Medlemmerne af Inatsisartut har ikke et retskrav på at udtræde af Inatsisartut eller på at få orlov fra Inatsisartut, idet hvervet som medlem af Inatsisartut er pligtmæssigt borgerligt ombud. Inatsisarut afgør om en begæring om udtræden af Inatsisartut kan imødekommes, medens Formandskabet for Inatsisartut har kompetencen til at bevilge orlov til medlemmer af Inatsisartut. Hvornår Formandskabet vil bevilge orlov til et medlem af Inatsisartut, eller hvornår der foreligger lovligt forfald for et medlem af Inatsisartut, afgøres konkret i det foreliggende tilfælde. 35

257 Det helt klare udgangspunkt er, at medlemmerne af Inatsisartut ikke kan forvente at få lov til at forlade Inatsisartut under samlingerne i Inatsisartut. Undtagelse herfra gøres alene i særlige tilfælde, og hvor den pågældende orlovsansøgning er blevet anbefalet af det pågældende medlems gruppe. Disse tilfælde kan f.eks. være - deltagelse i møder i Folketinget, - at medlemmet som følge af et andet offentligt valg har en ganske særlig interesse i at være til stede ved en begivenhed eller et møde udenfor Inatsisartut, - at medlemmet skal deltage i FN s generalforsamling, Nordisk råds Session eller andre samlinger, hvor Inatsisartut er repræsenteret, herunder også udvalg nedsat af internationale organisationer, - at medlemmet af Inatsisartut er blevet opfordret til, at optræde ved et arrangement, som har en bred folkelig interesse, - at medlemmets tilstedeværelse på grund af særlige personlige forhold er påkrævet andetsteds, f.eks. svær sygdom eller død i den nærmeste familie, - at medlemmet ønsker at fejre en rund fødselsdag, - hvor andre særlige omstændigheder i øvrigt gør sig gældende. Det kan ikke forventes, at Formandskabet vil give tilladelse til at foretage en udvalgsrejse, hvor kort rejsen end måtte være, ligesom det ikke kan forventes at Formandskabet vil give tilladelse til almindelige familiebesøg m.m. Udover de oplistede tilfælde, kan barsel også begrunde orlov fra Inatsisartut. Formandskabet vil altid bevilge orlov, hvis anmodningen er begrundet i graviditet og fødsel med efterfølgende barselsorlov. I disse tilfælde vil Formandskabet anvende reglerne i Inatsisartutloven om orlov og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption. Til 57 57, stk. 1 svarer til den gældende forretningsorden 56, stk. 1. Bestemmelser om ansøgninger fra medlemmer af Naalakkersuisut om udtræden af Naalakkersuisut fremgår af landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 8, stk. 1, og forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 24, stk , stk. 2 er ny. Bestemmelsen, der vedrører ansøgninger fra medlemmer af Naalakkersuisut om orlov fra Naalakkersuisut er identisk med forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut 24, stk. 1. Der henvises til lovforslagets bemærkninger til denne bestemmelse. 36

258 Bestemmelsen viderefører landstingsloven om Landstinget og Landsstyret 8, stk. 3, med den ændring, at det er overladt til formanden for Naalakkersuisut at tage stilling til, om en ansøgning om orlov fra et medlem af Naalakkersuisut kan imødekommes. Det er Naalakkersusisut selv, der beslutter hvornår et medlem af Naalakkersuisut kan bevilges orlov eller er forhindret i at møde i Inatsisartut. I disse tilfælde giver formanden for Naalakkersuisut underretning til formanden for Inatsisartut om, hvem der midlertidigt varetager det pågældende medlems forretninger. Formandskabet for Inatsisartut forventer, at medlemmerne af Naalakkersuisut er meget tilbageholdende med ikke at være til stede, når Inatsisartut er samlet, da det efter Formandskabets opfattelse er vigtigt, at samtlige medlemmer af Naalakkersuisut er til stede, når Inatsisartut er samlet. Hvis et medlem af Naalakkersuisut også er medlem af Inatsisartut, behandles vedkommendes anmodning om orlov efter reglerne i 57 om orlov for medlemmer af Naalakkersuisut og ikke efter reglerne i 56 om orlov for medlemmer af Inatsisartut. 57, stk. 3 svarer til den gældende forretningsorden 56, stk. 2. Bestemmelsen skal sikre, at Inatsisartut altid kan behandle forslag fra Naalakkersuisut, selv om det medlem af Naalakkersuisut, under hvis ansvarsområde, forslaget henhører, er forhindret i at møde i Inatsisartut. Til 58 58, stk. 1 viderefører med enkelte ændringer den gældende forretningsorden 57, stk. 1. Ændringerne indebærer, at umyndiggørelse og den situation, at et medlem af Inatsisartut mister sin valgbarhed er tilføjet som tilfælde, hvor der skal indkaldes en suppleant for et medlem af Inatsisartut. Disse ændringer er i overensstemmelse med landstingslov nr. 9 af 31. oktober 1996 om valg til Grønlands Landsting 53, stk. 1. Endvidere er ordene vedkommendes stedfortræder ændret til en stedfortræder. Dette er en konsekvens af, at der efter den gældende valglov ikke vælges personlige stedfortrædere for medlemmerne af Inatsisartut. Ændringerne er af formel karakter og indebærer ingen realitetsændring i forhold til den gældende forretningsorden eller praksis. 58, stk. 1 regulerer, i hvilke tilfælde, der skal indkaldes en stedfortræder for et medlem af Inatsisartut. Bestemmelsen omfatter de situationer, der fremgår af landstingslov nr. 9 af 31. oktober 1996 om valg til Grønlands Landsting 53, stk. 1. Udover de situationer, der er 37

259 nævnt i valgloven, fastslår forretningsordenen 58, stk. 1, at der yderligere skal indkaldes en stedfortræder, såfremt et medlem bevilges orlov eller har lovligt forfald. Bestemmelsen i den gældende forretningsorden 57, stk. 1 svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 8, stk. 5, 1. pkt. som affattet ved landstingslov nr. 10 af 21. oktober Bestemmelsen i landstingsloven 8, stk. 5, er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Det følger i øvrigt af valglovens regler, hvem der er valg som stedfortrædere, og i hvilken rækkefølge stedfortrædere i givet fald skal indkaldes til at deltage i møderne i Inatsisartut. 58, stk. 2 svarer til den gældende forretningsorden 57, stk. 2. Til svarer med en ændring i stk. 1 til den gældende forretningsorden 58. Ændringen består i, at det ikke længere er bevillingslønramme 37, men bevillingslønramme 39, der er afgørende for, om Formandskabet for Inatsisartut skal tage stilling til ansættelse og afskedigelse af tjenestemænd eller andre ansatte under Inatsisartut. Begrundelsen for ændringen er, at der er indgået aftaler med de forhandlingsberettigede organisationer, som indebærer, at de stillinger, som tidligere var klassificeret i lønramme 37 nu er klassificeret i lønramme , stk. 1 svarer med den nævnte ændring til den gældende forretningsorden 58, stk. 1. Bestemmelsen i 59, stk. 1, skal ses i sammenhæng med 4 og 28 i landstingslov nr. 4 af 20. maj 1998 om tjenestemænd ansat ved Landstingets institutioner. Det følger af disse bestemmelser, at tjenestemænd under Inatsisartut udnævnes og afskediges af Formandskabet for Inatsisartut. Forretningsordenen fastlægger i 59, stk. 1-2, i hvilke tilfælde det er Formandskabet og i hvilke tilfælde det er formanden for Inatsisartut eller den formanden bemyndiger hertil, der tager stilling til en ansættelses- eller afskedigelsessag. Det er stillingens bevillingslønramme, der er afgørende for, hvornår vedkommende ansættes og afskediges af Formandskabet for Inatsisartut, eller af Formanden for Inatsisartut, henholdsvis den som formanden bemyndiger hertil. Hvorledes den enkelte medarbejders individuelle ansættelsesforhold er, er uden betydning. Vedkommende kan f.eks. være ansat på overenskomstvilkår, på tjenestemandslignende vilkår eller på individuel kontrakt. Det følger af 59, stk. 3, at Ombudsmanden for Inatsisartut ansætter og afskediger sine medarbejdere. Selv om det ikke direkte fremgår, er det klart, at Ombudsmanden for 38

260 Inatsisartut kun kan ansætte og afskedige sine medarbejdere indenfor de bevillingsmæssige rammer, der af Inatsiartut er stillet til rådighed for Ombudsmanden. Løn- og ansættelsesvilkår for tjenestemænd i Bureauet for Inatsisartut og hos Ombudsmanden for Inatsisartut reguleres af landstingslov nr. 4 af 20. maj 1998 om tjenestemænd ansat ved Landstingets institutioner. Til svarer til den gældende forretningsorden 59. Til 61 Bestemmelsen er ny og svarer med ændringer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 20. Bestemmelsen i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Bestemmelsen i landstingsloven er formuleret som en obligatorisk bestemmelse og indebærer, at der i den situation, som bestemmelsen dækker over, skal ske konstituering på ny for resten af valgperioden. 61 indebærer, at Inatsisartut kan vælge helt eller delvist at konstituere sig på ny i den situation, at der sker fritagelse af Naalakkersuisut og valg af nyt Naalakkersuisut, uden at der afholdes et mellemliggende valg til Inatsisartut. Den situation, som bestemmelsen sigter på, vil normalt afspejle, at der i Inatsisartut er opstået en ny politisk sammensætning, uden at dette har udløst et nyvalg til Inatsisartut. Dette kan eksempelvis være tilfældet, såfremt et eller flere medlemmer af et parti har skiftet politisk tilhørsforhold og ikke længere står bag det siddende Naalakkersuisut. I en sådan situation vil det være naturligt, at den nye politiske sammensætning udover at afspejle sig i et nyt Naalakkersuisut, også medfører at Inatsisartut konstituerer sig på ny. Dette indebærer dog ikke nødvendigvis, at der skal ske nyvalg i samme omfang, som efter et nyvalg. Det vil være op til Inatsisartut i den konkrete situation at afgøre dette. Inatsisartut kan eksempelvis beslutte, at der alene skal ske nyvalg af medlemmer til udvalgene, medens der ikke vælges repræsentanter til råd og nævn m.v., hvori Inatsisartut er repræsenteret, jf. 24. Valg af repræsentanter til råd og nævn m.v. skal i øvrigt ske i overensstemmelse med regler herom i den lovgivning eller de vedtægter, som vedrører de pågældende råd og nævn m.v. Det følger modsætningsvis af inatsisartutlov nr. 8 af 3. december 2009 om Ombudsmanden for Inatsisartut, 1 og 5, at der ikke skal ske valg af Ombudsmand og Sætteombudsmand i den situation, som omhandles i 61 i forslaget til ny forretningsorden. 39

261 Det vil indtil anden beslutning træffes af Inatsisartut, være den hidtidige formand, som leder møderne. Til er ny. Bestemmelsen svarer til landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret 36. Bestemmelsen i landstingsloven er ikke videreført i forslaget til Inatsiartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Til 63 Forretningsordenen foreslås at træde i kraft den 1. december Den gældende forretningsorden af 4. november 1999 med senere ændringer foreslås ophævet i sin helhed samtidig med ikrafttrædelsen af den nye forretningsorden. Til BILAG Den foreslåede affattelse af Forretningsordenens bilag om taletider indebærer, at der til såvel lovforslag, beslutningsforslag, redegørelser som åbningsdebat gives mulighed for flere spørgsmål og svar i forbindelse med ordførerindlæg og afsluttende bemærkninger. Samtidig får Naalakkersuisut op til 20 minutters afsluttende bemærkninger under en åbningsdebat. 40

262 3. november 2010 EM 2010/15 Ændringsforslag Forslag til: Forretningsorden for Inatsisartut Fremsat af Formandskabet for Inatsisartut til 3. behandlingen (Formanden for Inatsisartut) til Til affattes således: 54. Forhandlingerne i Inatsisartut foregår på grønlandsk. Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk. Bemærkninger til forslaget Almindelige bemærkninger Ændringsforslaget præciserer, at medlemmer af Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, på lige fod med medlemmer af Inatsisartut har adgang til at tale dansk i Inatsisartut med tolkning til grønlandsk. Præciseringen er fundet nødvendig, idet også medlemmer af Naalakkersuisut har adgang til at tale ved forhandlingerne i Inatsisartut. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser Til nr fastslår grønlandsk som arbejdssprog i Inatsisartut og sikrer samtidig, at medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk i Inatsisartut med tolkning til grønlandsk. Herved sikres det, at dansksprogede, der er blevet valgt til medlemmer af Inatsisartut, også reelt har mulighed for at varetage deres folkelige mandat. Hensynet til Inatsisartutmedlemmernes parlamentariske ytringsfrihed samt den demokratiske proces vil således kræve, at der stilles fornøden tolkebistand til rådighed under forhandlingerne. Dette svarer til praksis efter 53 i den hidtidige forretningsorden. Muligheden sikrer endvidere, at den dansksprogede befolkningsgruppe har mulighed for at varetage hverv som medlemmer af Naalakkersuisut. Endelig sikres den dansksprogede befolkningsgruppe en grundlæggende mulighed for at følge arbejdet i Inatsisartut gennem en løbende tolkning af forhandlingerne. Dermed sikres, at denne befolkningsgruppe kan tage del i den demokratiske proces og vurdere deres valgte repræsentanters arbejde på et veloplyst grundlag. EM 2010/15 J.nr /10EM-LABU-00015

263 12. juli 2011 EM 2011/67 Bemærkninger til forslaget Almindelige bemærkninger Inatsisartut ændrede senest sin forretningsorden i slutningen af november Ændringen tog sigte på såvel generelt at sikre overskueligheden i forretningsordenen ved at sammenskrive de mange ændringer, der er blevet foretaget i forretningsordenen af 1999 siden dens vedtagelse, som konkret at sikre forretningsordenens overensstemmelse med den nye lov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Endvidere fastsattes i forretningsordenen bl.a. krav om, at lov- og beslutningsforslag skulle være ledsaget af angivelse af økonomiske og administrative konsekvenser, ligesom der angående beslutningsprocessen for Inatsisartuts dagsorden i nogle tilfælde blev overført kompetence fra Inatsisartut til formandskabet, og muligheden for mundtlige spørgsmål til Naalakkersuisut blev begrænset. Herudover blev taletiderne revideret igen ud fra et ønske om at fortsætte udbygningen af debatkulturen i Inatsisartut, hvilket indebar, at der til såvel lovforslag, beslutningsforslag, redegørelser som åbningsdebat gives mulighed for flere spørgsmål og svar i forbindelse med ordførerindlæg og afsluttende bemærkninger. De mundtlige forhandlinger i Inatsisartut blev styrket ved at tage den allerede eksisterende mulighed for spørgetimer op igen. Sideløbende med arbejdet med revisionen af forretningsordenen har Formandskabet i 2010 drøftet muligheden for en ændring af udvalgsstrukturen i Inatsisartut. Disse drøftelser er nu udmundet i et forslag fra Formandskabet om en sammenlægning af en række udvalg, således at det samlede antal udvalg i Inatsisartut nedbringes væsentligt. Formålet hermed er dels at optimere mulighederne for afvikling af udvalgsmøder og udvalgsrejser m.v., dels at styrke udvalgsbehandlingen af lov- og beslutningsforslag, som i dag ville række ind over flere udvalgs ansvarsområde. Gennem den erfaringsopbygning, som det enkelte udvalgsmedlem herved opnår, vil udvalgssammenlægningen endvidere indirekte kunne skabe grobund for udvikling af stærkere ordførerskaber og derved styrke det politiske arbejde i Inatsisartut. I det omfang den foreslåede ændring af udvalgsstrukturen udvider det enkelte udvalgs ansvarsområde, vil arbejdsbyrden for udvalgets medlemmer kunne forøges tilsvarende. EM 2011/67 J.nr /11-EM-LABU

264 12. juli 2011 EM 2011/67 Med de af Formandskabet foreslåede sammenlægninger af udvalg vil det samlede antal udvalgsposter i Inatsisartut dog samtidig nedbringes. Typisk må den ændrede udvalgsstruktur således for det enkelte medlem af Inatsisartut kunne forventes at medføre medlemskab af færre, men til gengæld mere arbejdskrævende udvalg. For at imødegå uhensigtsmæssigheder, der kunne være en følge heraf, og for at søge at minimere eventuel øget arbejdsbyrde i de berørte udvalg findes det mest opportunt at tilsikre en bredere fordeling af udvalgsposter. I forslaget søges der derfor skabt mulighed for, at relevante udvalg fremover hjemles ret til 7 i stedet for 5 medlemmer. Økonomiske konsekvenser for Inatsisartut Hidtidige omkostninger til udvalgene i Inatsisartut består fortrinsvis af udvalgsrejser, dvs. udgifter til billet- og hotelomkostninger samt dagpenge. De 12 udvalg, der berøres af forslaget om sammenlægning af udvalg, har i dag en bevilling til udvalgsrejser på hver kr , i alt kr De 12 udvalgs faktiske forbrug har dog hidtil været noget mindre. I det omfang et udvalgs medlemstal forøges fra 5 til 7, vil Formandskabet skulle overveje, hvorvidt der er behov for som følge heraf at øge det pågældende udvalgs rejsebevilling. Samtidig vil udvalgssammenlægningen medføre en væsentlig forøgelse af visse udvalgs ansvarsområde, hvilket vil kunne medføre et behov for øget rejseaktivitet, f.eks. i forbindelse med deltagelse i konferencer og seminarer m.v. Også dette forhold vil aktualisere overvejelser vedrørende en eventuel regulering af enkelte udvalgs rejsebudget. Samlet forventes udvalgsreduktionen dog at bidrage positivt til bestræbelserne på at nedbringe Landskassens udgifter. Administrative konsekvenser Forslaget har ingen direkte administrative konsekvenser. Forslaget forventes at kunne effektivisere afviklingen af udvalgsmøder, dog modsvaret af en hyppigere mødeaktivitet. Øvrige konsekvenser Ændringsforslaget medfører ikke andre konsekvenser. Høring Ændringerne i forretningsordenen i 2010 blev præsenteret i to høringsrunder hos de politiske partier i Som del heraf har partierne forholdt sig til såvel udvalgsstruktur som udpegningsperiode for formandskab og alle udvalg. Partierne har stort set entydigt foretrukket EM 2011/67 J.nr /11-EM-LABU

265 12. juli 2011 EM 2011/67 årlige nedsættelser af formandskab og udvalg. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser Til 1, nr. 1 Den foreslåede affattelse af Forretningsordenens 9, stk. 1, 1. punktum indebærer, at alle udvalg som hovedregel og i overensstemmelse med de hidtil gældende regler har 5 udvalgsmedlemmer. Ligeledes er det med baggrund i magtfordelingslærens principper om adskillelse mellem den lovgivende og udøvende magt fortsat et krav, at medlemmer af Naalakkersuisut ikke samtidig kan deltage som medlemmer af udvalg i Inatsisartut. Med affattelsen af nyt stk. 1, 2. punktum foreslås Formandskabet tillagt indstillingskompetence overfor Inatsisartut til at foreslå, at et udvalg kan bestå af 7 i stedet for 5 medlemmer. Det forudsættes herved, at et udvalg, der efter godkendelse fra Inatsisartut består af 7 medlemmer, ved en senere nedsættelse, jf. 7 og 8, og efter en fornyet indstilling fra Formandskabet kan bestå af 5 medlemmer. Valg af 7 medlemmer til et udvalg kan ske, hvor særlige forhold taler derfor. Det er herved forudsat primært at finde sted ved den nu foretagne sammenlægning af udvalg i Inatsisartut fra 12 til 5 udvalg, og alene i forhold til udvalg, hvis ansvarsområde udvides i et særligt betydeligt omfang. Særlige forhold kan endvidere foreligge, hvor et udvalg tildeles et større, konkret udredningsarbejde, som forventes afsluttet over 1-2 inatsisartutår. Herudover vil det være op til Formandskabet at fastslå og indstille, hvornår særlige forhold måtte foreligge. Til 2 Forslaget om umiddelbar ikrafttræden indebærer, at de berørte udvalg kan træde i funktion og konstitueres straks efter vedtagelsen af forslaget. EM 2011/67 J.nr /11-EM-LABU

266 12. juli 2011 EM 2011/67 Med den nye forretningsorden af 12. november 2010 skabtes hjemmel for, at Finans- og Revisionsudvalgene vælges på forårssamlingerne for at lade nye udvalgsmedlemmer opnå erfaring indenfor udvalgsområdet inden vedtagelsen af næste års finanslov, hhv. godkendelse af forrige års regnskab, hvilket begge sker på efterårssamlingerne. Da den nye udvalgsstruktur eventuelt vil kunne indebære behov for i det enkelte parti at genoverveje fordelingen af udvalgsposter, under hensyntagen blandt andet til det enkelte medlems samlede arbejdsbyrde, foreslås det, at samtlige udvalg i Inatsisartut besættes på ny efter forretningsordensændringens ikrafttræden. Dette vil indebære, at der ekstraordinært foretages valg til Finansudvalget og Revisionsudvalget under indeværende efterårssamling, samtidig med at der foretages valg til de øvrige udvalg i Inatsisartut. Med den valgte formulering følges fra forårssamlingen 2012 den gældende udpegningsperiode for Finans- og Revisionsudvalgene, jf. forretningsordenens 7, stk.2. EM 2011/67 J.nr /11-EM-LABU

267 25. april 2012 FM 2012/47 Bemærkninger til forslaget Almindelige bemærkninger 1. Indledning: Tidspresset under Inatsisartutsamlingerne har i de senere år været stigende, ikke mindst under efterårssamlingerne. Dette vanskeliggør udvalgsarbejdet og øger risikoen for lovsjusk. Med henblik på at skabe bedre rammer for udvalgenes betænkningsarbejde ønsker Formandskabet efterårssamlingerne udvidet med én uge. For at muliggøre dette forslås det, at Inatsisartutåret og dermed efterårssamlingerne indledes den 2. fredag i september, hvilket er én uge tidligere end efter gældende regler. Endvidere foreslås muligheden for mundtlig forelæggelse af betænkninger og tillægsbetænkninger afskaffet. Om baggrunden herfor henvises til bemærkningerne til 1, nr Økonomiske og administrative konsekvenser for Grønlands Selvstyre: Forslaget tilsigter at udvide efterårssamlingen med én uge, hvilket vil medføre øgede omkostninger til Inatsisartutmedlemmernes ophold og dagpenge, ligesom udgifterne til afvikling af samlingerne, herunder tolkebistand og anden timelønnet medhjælp, forøges. De samlede omkostninger skønnes at kunne holdes inden for en størrelsesorden på kr årligt. Forslaget forventes dog samtidig at kunne effektivisere afviklingen af samlingerne og dermed også at resultere i en begrænset lettelse af det administrative arbejde i forbindelse hermed. Forslaget vil indebære, at efterårssamlinger i Inatsisartut fremover indledes den 2. fredag i september. Punkter, der ønskes optaget på dagsordenen for en efterårssamling, vil fortsat skulle indgives til Formanden for Inatsisartut 5 uger før samlingens begyndelse, jf. forretningsordenens 40. Fremrykkelsen af efterårssamlingen indebærer således, at også fristen for indgivelse af punkter til optagelse på efterårssamlingen fremrykkes. 3. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet: Forslaget har ingen konsekvenser for erhvervslivet. FM 2012/47 J.nr /12FM-LABU

268 25. april 2012 FM 2012/47 4. Miljø- og naturmæssige konsekvenser: Forslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser. 5. Administrative konsekvenser for borgerne: Forslaget har ingen konsekvenser for borgerne. 6. Andre væsentlige konsekvenser: Forslaget har ingen andre væsentlige konsekvenser. 7. Forholdet til Rigsfællesskabet og Selvstyre: Forslaget har ikke konsekvenser for forholdet mellem Rigsfællesskabet og Selvstyre. 8. Høring af myndigheder og organisationer: Forslaget har været i høring hos Formandens Departement. Høringssvaret vedlægges som bilag. Der er i forslaget taget hensyn til departementets indvending om ikrafttrædelsesdatoen, så forslaget først får virkning før forårssamlingen Forslaget er ikke sendt i offentlig høring, da det ikke medfører konsekvenser for borgerne eller erhvervslivet. Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser Til 1 Til nr. 1. Som forretningsordenens 17, stk. 4 er formuleret i dag, kan Formandskabet for Inatsisartut tillade, at en betænkning eller tillægsbetænkning forelægges mundtligt i salen. Denne hjemmel søges med forslaget ophævet, således at der ikke længere vil være mulighed for mundtlig forelæggelse. Med vedtagelsen af den tidligere gældende forretningsorden af 1999 blev der taget et væsentligt skridt til at begrænse højtlæsning i salen og derved give plads til en mere levende debat. Yderligere skridt til levendegørelse af debatten er sket med vedtagelsen af den nugældende forretningsorden. FM 2012/47 J.nr /12FM-LABU

269 25. april 2012 FM 2012/ forretningsordenen udelukkede dog ikke fuldstændigt mundtlig forelæggelse i salen. Blandt andet fastsatte forretningsordenens 17, stk. 4, at betænkninger (og tilsvarende tillægsbetænkninger) afgives skriftligt, men kan forelægges mundtligt med formandskabets godkendelse. Bestemmelsen er videreført i den gældende forretningsorden. Hjemlen til mundtlig forelæggelse, med formandskabets tilladelse, udnyttes i dag i et vist omfang; dog forholdsvist sjældent til oplæsning af hele betænkninger og tillægsbetænkninger, men langt oftere til oplæsning af flertals- eller mindretalsudtalelser heri. En sådan anvendelse af bestemmelsen har næppe været tilsigtet ved bestemmelsens indførelse. Formandskabet for Inatsisartut ønsker, dels på denne baggrund, dels med henblik på at begrænse debatternes længde og fastholde bestræbelserne på at fremme en levendegørelse af debatterne i salen, at muligheden for mundtlig forelæggelse af betænkninger og tillægsbetænkninger (og dele heraf) helt afskaffes. Den foreslåede ændring udelukker ikke det enkelte parti fra mundtligt at fremlægge en flertals- eller mindretalsudtalelse som en del af partiets ordførerindlæg og inden for rammerne af forretningsordenenes taletidsbestemmelser. Til nr. 2. Tidspresset under Inatsisartutsamlingerne har i de senere år været stigende, ikke mindst under efterårssamlingerne. Dette vanskeliggør udvalgsarbejdet og øger risikoen for lovsjusk. Formandskabet for Inatsisartut har på denne baggrund fundet, at efterårssamlingen bør udvides med 1 uge. Der vil herved blive bedre tid til behandlingen af de dagsordenspunkter, som er optaget på samlingen, hvilket dels vil tillade en grundigere behandling, dels vil gøre samlingen mindre hektisk og belastende for Inatsisartut s medlemmer og administration. Det er herved forudsat, at det antal dagsordenspunkter, som optages på efterårssamlingerne, ikke ændres væsentligt. 10 i landstingsloven om Grønlands Hjemmestyres budget (Landstingslov nr. 8 af 29. oktober 1999, som ændret ved landstingslov nr. 1 af 23. maj 2000) fastsætter, at finansloven skal vedtages inden den 15. november året forud for finansåret. I overensstemmelse hermed er det i 15 i inastsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut (Inatsisartutlov nr. 26 af 18. november 2010) fastsat, at Naalakkersuisut fremsætter forslag til finanslov med henblik på endelig vedtagelse senest den 15. november i året forud for finansåret. FM 2012/47 J.nr /12FM-LABU

270 25. april 2012 FM 2012/47 En følge heraf har været, at efterårssamlingerne typisk har varet til netop den 15. november. En forlængelse herudover vil ikke eller kun i yderst beskedent omfang forbedre rammerne for udvalgenes betænkningsafgivelse. For Finansudvalgets afgivelse af betænkning til finanslovsforslaget følger dette direkte af, at finansloven skal være vedtaget senest den 15. november. For øvrige betænkningsafgivelser følger det indirekte heraf, idet ethvert forslag, som har finanslovskonsekvenser for det følgende år - og det har langt de fleste forslag bør vedtages senest samtidig med finansloven. Det er derfor fundet mest hensigtsmæssigt, at den tilstræbte udvidelse af efterårssamlingerne muliggøres ved at indlede samlingen tidligere, i stedet for ved at afslutte samlingen senere. Formandens Departement gør i sit høringssvar gældende, at den tidsmæssige fremrykning af efterårssamlingerne skaber en sådan forkortelse af perioden mellem forårssamlingernes afslutning og efterårssamlingernes start, at punkter i højere grad må anmeldes til efterårssamlingen med anmodning om senere afleveringsfrist. Særligt finder Formandens Departement dette problematisk for så vidt angår lovforslag med disses krav til lovteknik og høringsfrister. Argumentationen er baseret på den korte tid mellem forårssamling og efterårssamling. Formandskabet finder ikke anledning til at tage hensyn til dette argument, da påbegyndelse af forårssamlinger kan svinge i perioden mellem månederne februar og april. Forslaget imødekommer således ikke fuldt ud departementets høringssvar. For så vidt angår Inatsisartut-efterårssamling 2012 foreslås ikrafttrædelsesdatoen udskudt til 1. januar 2013, hvorved Naalakkersuisut gives den fornødne tid til at fremlægge sine lovgivningsinitiativer i år i overensstemmelse med de nugældende regler. Derudover vurderes det, at i og med at punktets ikrafttræden foreslås udskudt til 1. januar 2013, vil Naalakkersuisut i sin fremtidige planlægning kunne nå at fremrykke kommende lovgivningsinitiativer i fornødent omfang. 10, stk. 2 i den gældende inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut (Inatsisartutlov nr. 26 af 18. november 2010) bestemmer, at Inatsisartut under en ordinær samling fastsætter mødetidspunktet for næste ordinære samling. Bestemmelsen er videreført fra landstingslov nr. 11 af 20. oktober 1988 om Landstinget og Landsstyret. FM 2012/47 J.nr /12FM-LABU

271 25. april 2012 FM 2012/47 Imidlertid har der hidtil været tradition for, at efterårssamlingen indledes ved inatsisartutårets begyndelse, hvilket også er forudsat i bemærkningerne til den gældende forretningsordens 38, stk. 1, om inatsisartutåret. I henhold til forretningsordenens 38, stk. 1, starter inatsisartutåret den 3. fredag i september. Med henblik på at muliggøre en udvidelse af efterårssamlingerne med én uge, foreslås det, at inatsisartutåret fremover indledes den 2. fredag i september. Til 2 Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar Efterårssamlingen 2012 vil dermed indledes 3. fredag i september, hvorfor forslaget ikke i år vil forrykke planlægningen hos Naalakkersuisut. Forslaget imødekommer derved delvist indvendingerne fra Formandens Departement. FM 2012/47 J.nr /12FM-LABU

272 27. januar 2015 FM 2015/148 Bemærkninger til forslaget Almindelige bemærkninger 1. Indledning Inatsisartuts Formandskab har på et seminar den 25. og 26. februar 2014 og på yderligere et seminar den 10. og 11. januar 2015 drøftet behovet for at revidere en række regelsæt, som regulerer Inatsisartuts virke. Med henblik på Inatsisartuts forretningsorden er det fundet ønskeligt med et antal ændringer, der indarbejder erfaringer om, hvordan Inatsisartuts arbejde kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde. Nærværende forslag omfatter på denne baggrund både ændringer og præciseringer af gældende praksis, herunder taletider. Endvidere indarbejdes foreslåede lovændringer, navnlig forslag til Inatsisartutlov om ændring af landstingslov om vederlag til medlemmer af landstinget og landsstyret m.v. (FM 2015/150). I denne forbindelse optages et nyt bilag 2 til Forretningsordenen, hvori reglerne om orlov, fravær og indkaldelse af suppleanter samles og præciseres. De foreslåede ændringer omfatter endvidere egentlige ændringer af retstilstanden, herunder ændring af bestemte taletider i Inatsisartut, en begrænsning af medlemstallet i Inatsisartuts udvalg til 5 medlemmer, ligesom den nuværende ordning med et frivilligt hvervsregister for Inatsisartuts medlemmer foreslås at blive obligatorisk. Forslaget står derfor også i sammenhæng med et fremsat et forslag om ændring af inatsisartutlov om ændring af landstingslov om økonomisk tilskud til politisk arbejde (FM 2015/149). Ifølge dette lovforslag bliver det muligt at nægte udbetaling af mandattilskud til partier ved manglende oplysninger om personlige hverv til Inatsisartuts obligatoriske hvervsregister. Vedtagelsen af denne lovændring vil sikre, at medlemmerne har et økonomisk incitament for at efterkomme en kommende oplysningspligt til hvervsregistret. 2. Hovedpunkter i forslaget 2.1 Nedsættelse af det foreløbige udvalg til valgs prøvelse Ifølge de hidtidige regler i forretningsordenens 1 nedsætter Inatsisartut efter nyvalg et foreløbigt udvalg til valgs prøvelse. Dette udvalg består af Inatsisartuts aldersformand og 4 af ham udpegede medlemmer. Bestemmelsen gav efter valget i 2013 og frem mod den konstituerende samling anledning til praktisk tvivl, ud fra den betragtning, at Inatsisartut før det var konstitueret jo ikke kunne nedsætte et udvalg. 1

273 Bestemmelsen foreslås derfor ændret i stk. 2, således at det tydeliggøres, at det er aldersformanden, der på vegne af Inatsisartut nedsætter Udvalget til valgs prøvelse efter et nyvalg. Det foreslås samtidig præciseret, hvorledes de øvrige medlemmer af det midlertidige udvalg skal udpeges. Igennem en årrække har det således været parlamentarisk praksis, at aldersformanden udpegede udvalgets medlemmer blandt ledende repræsentanter, typisk partiformændene, for de partigrupper, som han ikke selv var medlem af. Denne praksis kunne ikke opretholdes efter valget i 2013, da formanden for et af partierne måtte anses som åbenbart inhabil i forhold til udvalgets arbejde. Dette taler for, at bestemmelsen ikke bør lægge for faste rammer for, hvem der skal have sæde i udvalget. Herudover afskærer den hidtidige bestemmelse ikke aldersformanden fra alene at udpege medlemmer af sit eget parti mv. En sådan situation er heldigvis ikke forekommet, men det foreslås alligevel foregrebet gennem en egnet formulering. Heller ikke her må formuleringen blive for stram, da der kan tænkes tilfælde med kun ganske få partier mv. repræsenteret i Inatsisartut. Begrebet aldersformand har ikke hidtil været benyttet i lovgivning eller forretningsorden, men er fast anvendt i den parlamentariske praksis. Det foreslås, at begrebet nu også indføres i Forretningsordenen, hvilket gør 1, stk. 2, nemmest at forstå. 2.2 Præcisering af opgaverne i Udvalget for forretningsorden Der foreslås tilføjelsen af en ny bestemmelse i 4, stk. 9, som præciserer opgaverne for Udvalget for Forretningsorden. Dette er især fundet ønskeligt med henblik på at klargøre opgavefordelingen mellem Formandskabet og Udvalget for Forretningsorden. Udvalget for Forretningsordenen har, jf. udvalgets navn, Forretningsordenen for Inatsisartut som særligt arbejdsområde. Udvalgets nedsættelse følger af forretningsordenens 4, stk. 2 og 8, men udvalgets opgaver er i dag kun beskrevet ufuldstændigt. Ifølge forretningsordenens 60 varetager udvalget endvidere bestemte opgaver i forbindelse med forslag til budget og forslag til tillægsbevillingslov. Derimod fremgår det ikke, at Udvalget for Forretningsordenen tillige behandler forslag fra Formandskabet til Inatsisartuts Forretningsorden, herunder ændringsforslag til forretningsordenen, jf. 32. Den foreslåede bestemmelse i 4, stk. 9, tilstræber derfor en samlet og mere fyldestgørende beskrivelse af opgaverne i Udvalget for Forretningsordenen, og hvor det også fremgår, at udvalget træffer beslutning om udvalgenes sagsområder, hvor dette måtte give anledning til tvivl. 2

274 Den foreslåede ændring tager endvidere højde for en ny opgave, som udvalget vil få tildelt angående fastsættelse af regler for, i hvilket omfang medlemmerne af Inatsisartut skal oplyse om deres personlige hverv og erhverv, jf. forslag til ny Antallet af udvalgsmedlemmer Det fremgår af den hidtidige 9, stk. 1, at udvalgene som hovedregel har 5 medlemmer, men at Formandskabet, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan indstille, at Inatsisartut vælger 7 medlemmer til et udvalg. Muligheden for at vælge 7 medlemmer af udvalgene blev indføjet i forretningsordenen i Det var dog ikke en målsætning med denne ændring, at der hermed permanent skulle ske en udvidelse af antallet af udvalgsmedlemmer i et eller flere udvalg. Jf. bestemmelsens ordlyd og bemærkninger var det tværtimod meningen, at en udvidelse af medlemsantallet kun skulle ske, hvor særlige forhold talte derfor. Dette kunne f.eks. være relevant i de tilfælde hvor et udvalg blev tildelt et større konkret udredningsarbejde af en varighed over 1-2 år. Også i de tilfælde, hvor et udvalgs ansvarsområde blev voldsomt udvidet, var det tanken, at medlemstallet kunne blive udvidet, dog kun i en periode. Der må imidlertid konstateres et skred i forståelsen af, hvornår der foreligger særlige forhold, hvorved der jf. ordlyden må forstås en undtagelse fra det almindelige. Således blev antallet af medlemmer af Fiskeriudvalget i seneste valgperiode øget fra 5 til 7 medlemmer. Ligeledes blev Råstofudvalget øget fra tidligere 5 til 7 medlemmer, samtidig med at udvalget udsplittedes fra Erhvervsudvalget, som fortsat har 5 medlemmer. Behovet for at øge antallet af medlemmer i et udvalg forekommer i særlig grad begrænset i de tilfælde, hvor det alene er repræsentanter for de to største partier, som har sæde i udvalget. Der er herudover vurderingen, at forøgelsen af antallet af medlemmer i udvalgene fra 5 til 7 har medført, at arbejdet med koordinering af medlemmernes mødekalendere er blevet yderligere kompliceret, især under samlingerne, hvilket har medføret flere udvalgsmøder om aftenen og i weekenderne. Herudover har 7-mands udvalgene vist sig generelt at svække udvalgenes muligheder for at foretage udvalgsrejser som samlede udvalg, hvilket af mange medlemmer opleves som et savn. Disse forhold er ikke blot til irritation for de berørte medlemmer, men også udtryk for, at medlemmernes arbejdsbyrde er steget på en uhensigtsmæssig måde, da et stigende antal udvalgspladser skal varetages med den hertil forbundne større arbejdsbelastning. Arbejdsbyrden under samlingerne er i forvejen nævnt som et alvorligt problem af en række medlemmer, og en uforholdsmæssig stor arbejdsbelastning begrænser den omhu, som det enkelte medlem kan udvise ved varetagelsen af sine forskellige opgaver. 3

275 Derudover synes en del af det faglige og kollegiale sammenhold blandt medlemmerne, som kendtes fra 5-mandsudvalgene, at være svækket i 7-mandsudvalgene. Det er derfor anbefalingen, at bestemmelsen i 9, stk. 1, justeres, så Inatsisartut atter vender tilbage til de oprindelige 5-personers udvalg uden mulighed for, at dette antal kan udvides efter behov. Denne udvalgsstørrelse har således vist sig at fungere bedst under hensyn til Inatsisartuts størrelse og arbejdsmåde. 2.4 Personlig supplering i Inatsisartuts udvalg 10, stk. 2, foreslås udvidet med et 2. pkt., således at Inatsisartuts administration fremover kan bemyndiges til at tage beslutning om personlig supplering i udvalgene forud for møder, hvor et medlem og dennes suppleant har forfald. Dette svarer bedre til gældende praksis end den hidtidige regulering i 10, stk. 2. Ifølge den hidtidige formulering skal parti- eller valggruppen altid anmode Formandskabet om tilladelse til at indsætte en midlertidig suppleant, hvis et udvalgsmedlem samt dennes suppleant melder forfald til et udvalgsmøde. I praksis overholdes denne bestemmelse kun, hvis der ønskes foretaget personlig supplering over en længere periode, hvilket i praksis kun sker yderst sjældent. I de mere almindelige situationer, hvor både udvalgsmedlem og suppleant kun er forhindret lejlighedsvis eller i en kort periode, følges i stedet den praksis, at partisekretariaterne anmodes om at fremfinde en lejlighedssuppleant. Det forekommer, at Formandskabet efterfølgende orienteres herom. Denne uformelle praksis synes velfungerende, og behovet for at forespørge Formandskabet om tilladelse til at foretage personlig supplering i enkeltstående udvalgsmøder ses ikke at være til stede. Derfor tilføjes en adgang til Inatsisartuts bureau om at imødekomme ønske om en lejlighedssuppleant svarende til gældende praksis. 2.5 Skriftlig besvarelse af udvalgsspørgsmål Der foreslås et nyt stk. 3 til 14, som præciserer, at Naalakkersuisut skal efterkomme udvalgets anmodning om en skriftlig besvarelse på et spørgsmål. Det er kun tilladt for Naalakkersuisut at begrænse udvalgets adgang til oplysninger, hvis udvalgets interesse i at sætte sig ind i disse oplysninger bør vige for væsentligt stærkere offentlige eller private interesser. En sådan afvisning skal altid begrundes skriftligt. Disse bestemmelser fastslår og præciserer, hvad der hidtil har været forudsat af Inatsisartut, således at der ikke fremover opstår tvivl om, hvorvidt Naalakkersuisut kan være forhindret i at besvare udvalgsspørgsmål som følge af tavshedspligt og lignende hensyn. 4

276 Den retlige situation desangående er senest blevet beskrevet i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalgs brev af 15. maj 2014 til Naalakkersuisutformanden, og Formandskabet finder det hensigtsmæssigt, at denne retsstilling klargøres i Forretningsordenen for at undgå fremtidig tvivl. Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil dermed supplere den eksisterende bestemmelse i forretningsordenen 14, stk. 2, som fastsætter, at et udvalg inden for sit fagområde er forpligtet til, bl.a. gennem spørgsmål til Naalakkersuisut, at holde sig ajour med udviklingen og føre tilsyn med, at forvaltningen i Naalakkersuisut holder sig inden for de rammer, som følger af lovgivningen eller af hensynet til god forvaltningsskik. Bestemmelsen i stk. 2 hviler på den forudsætning, at Naalakkersuisut er forpligtet til, så vidt det er Naalakkersuisut muligt, at besvare spørgsmål fra udvalgene i Inatsisartut. Samme forpligtelse kan antagelig også udledes af det parlamentariske system, hvor parlamentet ud over at lovgive har til opgave at føre kontrol med regeringen. Den parlamentariske kontrol forudsætter, hvis den skal være effektiv, at parlamentet forsynes med eller er i stand til at skaffe sig alle fornødne oplysninger om regeringens politik og administrationens gennemførelse heraf. Det må antages, at denne opfattelse ligeledes ligger til grund for følgende bemærkninger i en udtalelse fra Ombudsmanden for Inatsisartut (jf. Ombudsmandens årsberetning for 2008, kapitel 5.9.1): Det følger af centraladministrationens stilling i et parlamentarisk demokrati, at parlamentet kan afkræve administrationen oplysninger til brug for den politiske og retlige kontrol med administrationen. Det er således min opfattelse, at aftaler om diskretion eller tavshed ikke kan gøres gældende overfor Landstinget eller et landstingsudvalg, som kræver oplysninger fra et landsstyremedlem. Endelig kan der siges at eksistere en langvarig parlamentarisk tradition for, at et udvalgs spørgsmål til Naalakkersuisut besvares, så vidt det er Naalakkersuisut muligt. På enkelte områder er dette princip i forvejen lovfæstet og nærmere præciseret. For Udenrigsog Sikkerhedspolitisk Udvalgs vedkommende fastslår 21, stk. 1, i Inatsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut således følgende: Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut har til opgave at behandle udenrigsog sikkerhedspolitiske forhold, og at fremsætte de spørgsmål og bemærkninger, som disse for- 5

277 hold giver anledning til. Det påhviler udvalget nøje at holde sig ajour med udviklingen inden for dets fagområde. I lovbemærkningerne til bestemmelsen oplyses bl.a. følgende: Bestemmelsens stk. 1 definerer Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalgs opgaver, herunder samspillet med Naalakkersuisut. [ ] Stk. 1, 1. pkt., angår udvalgets behandling af oplysninger, som modtages af Naalakkersuisut, uanset om orienteringen sker løbende, regelmæssigt eller på given foranledning, og uanset om orienteringen sker skriftligt eller mundtligt. Ansvaret hos Naalakkersuisut for udenrigspolitikken er i dag beskrevet i selvstyrelovens kapitel 4 med bemærkninger, og Naalakkersuisut udøver sin virksomhed på det udenrigspolitiske område på sædvanligt parlamentarisk grundlag og under sædvanligt ansvar over for Inatsisartut. Som et led i dette ansvar giver Naalakkersuisut redegørelser og orienteringer til Inatsisartut, henholdsvis Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, navnlig om følgende: 1) Forestående forhandlinger, som Naalakkersuisut deltager i, om indgåelse af folkeretlige aftaler med virkning for Grønland. 2) Andre væsentlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktiviteter eller beslutninger, for eksempel indgåelse af politiske erklæringer med andre lande. 3) Andre udenrigs- og sikkerhedspolitiske begivenheder af betydning for Grønland. 4) Udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold vedrørende Grønland, som den danske regering meddeler Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. De i nr. 1 anførte forhandlinger om indgåelse af folkeretlige aftaler henviser til forhandlinger, der sker inden for rammerne af kapitel 4 i selvstyreloven, dvs. dels forhandlinger, hvor Naalakkersuisut har aftalekompetencen, dels forhandlinger, hvor regeringen har kompetencen, og som Naalakkersuisut deltager i. Naalakkersuisut orienterer Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg forud for gennemførelse af forhandlingerne. Forhandlinger skal forstås bredt og sikre Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg indsigt i Naalakkersuisuts dispositioner, også forud for egentlige forhandlinger, når dispositionerne medvirker til at fastlægge Grønlands Selvstyres forhandlingsposition. Stk. 1, 2. pkt., supplerer stk. 1, 1. pkt. Bestemmelsens retlige betydning er først og fremmest en tilkendegivelse af, at stk. 1, 1. pkt., ikke må forstås som en udtømmende beskrivelse af udvalgets opgaver eller handlemuligheder. [ ] 6

278 Det er blandt andet aftalt med den danske regering, at regeringens orienteringer til Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om forhold af betydning for Grønland formidles til Naalakkersuisut, således at der i størst muligt omfang kan ske samtidig orientering af Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Det fremgår af lovbemærkningerne til Inatsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut, at Naalakkersuisut har en forpligtelse til på eget initiativ at give redegørelser og orienteringer til Inatsisartut, henholdsvis Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, navnlig om følgende: 1) Forestående forhandlinger, som Naalakkersuisut deltager i, om indgåelse af folkeretlige aftaler med virkning for Grønland. 2) Udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold vedrørende Grønland, som den danske regering meddeler Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. 3) Andre væsentlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktiviteter eller beslutninger, for eksempel indgåelse af politiske erklæringer med andre lande. 4) Andre udenrigs- og sikkerhedspolitiske begivenheder af betydning for Grønland. Lovbemærkningerne til stk. 1, 1. pkt. kan læses således, at stk. 1, 1. pkt., alene omhandler Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalgs adgang til at stille spørgsmål i anledning af de oplysninger, som udvalget modtager fra Naalakkersuisut. Bestemmelsens ordlyd ( Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut har til opgave at behandle udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, og at fremsætte de spørgsmål og bemærkninger, som disse forhold giver anledning til ) giver dog ikke grundlag for en sådan fortolkning. Det forekommer derfor sandsynligt, at lovbemærkningerne blot afspejler, at Naalakkersuisuts oplysninger til udvalget er den primære og ofte eneste kilde til udvalgets viden om Naalakkersuisuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktiviteter: Hvordan skulle udvalget kunne stille spørgsmål til aktiviteter, som udvalget ikke har kendskab til? Denne forudsætning har imidlertid vist sig kun til dels at være holdbar, idet Naalakkersuisut i mange tilfælde udsender pressemeddelelser om udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktiviteter, ligesom mødekalenderen på Naalakkersuisuts hjemmeside kan indeholde oplysninger om sådanne aktiviteter. Selv hvis det antages, at stk. 1, 1. pkt. alene omhandler udvalgets spørgsmål til oplysninger, som udvalget har modtaget fra Naalakkersuisut, må stk. 1, 2. pkt. ( Det påhviler udvalget nøje at holde sig ajour med udviklingen inden for dets fagområde ) imidlertid give udvalget mulighed for at stille spørgsmål til Naalakkersuisut på andet grundlag end de oplysninger, som ud- 7

279 valget har modtaget fra Naalakkersuisut. I lovbemærkningerne oplyses om denne bestemmelse, at Bestemmelsens retlige betydning er først og fremmest en tilkendegivelse af, at stk. 1, 1. pkt., ikke må forstås som en udtømmende beskrivelse af udvalgets opgaver eller handlemuligheder. Uanset, om de møder, hvis indhold udvalget har spurgt til, konkret kan karakteriseres som enten væsentlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske aktiviteter eller udenrigs- og sikkerhedspolitiske begivenheder af betydning for Grønland, har Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg således mulighed for i medfør af 21, stk. 1, i Inatsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut at fremsætte spørgsmål til ethvert forhold, som ligger inden for udvalgets arbejdsområde. Med hensyn til Naalakkersuisuts pligt til at svare Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg på skrift er det i lovbemærkningerne til Inatsisartutloven om Inatsisartut og Naalakkersuisut forudsat, at orienteringer fra Naalakkersuisut til Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg kan være mundtlige eller skriftlige: Stk. 1, 1. pkt., angår udvalgets behandling af oplysninger, som modtages af Naalakkersuisut, uanset om orienteringen sker løbende, regelmæssigt eller på given foranledning, og uanset om orienteringen sker skriftligt eller mundtligt. I de almindelige bemærkningers afsnit 2 oplyses endvidere følgende: Det har været praksis at give Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg oplysninger og orienteringer under følgende former: - Skriftlig meddelelse af oplysninger/orienteringer i form af kopi af oplæg eller orienteringer til Naalakkersuisut om udenrigspolitiske emner, typisk forhandlinger som Grønland deltager i. Oplysningerne/orienteringen er afgivet efter forelæggelsen for Naalakkersuisut. - Samråd, hvor medlemmet af Naalakkersuisut giver en mundtlig orientering, for eksempel i hastende sager om igangværende forhandlingssituationer, eller besvarer spørgsmål stillet af udvalget. - Tilsvarende er der nu en praksis for, at udenrigsministerens orientering til Udenrigspolitisk Nævn om sager vedrørende Grønland fremsendes til udvalget. Der foreligger imidlertid ikke i den lovgivning, som regulerer forholdet mellem Inatsisartut og Naalakkersuisut, bestemmelser, som pålægger Naalakkersuisut, at en besvarelse af spørgsmål fra et udvalg skal afgives på skrift, hvis udvalget måtte ønske dette. En sådan bestemmelse har været anset som ganske ufornøden, idet Naalakkersuisut, så vidt bekendt indtil nyere tid altid har besvaret et udvalgs skriftlige spørgsmål skriftligt, med mindre udvalget har ønsket spørgsmålene besvaret under et samråd eller et orienteringsmøde. 8

280 Derimod har en nyere korrespondance mellem Naalakkersuisutformanden og Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i foråret 2014 givet indtryk af, at der i mangel af en klar regulering kan opstå tvivltilfælde om det nærmere omfang af Naalakkersuisuts svarpligt. Formandskabet finder det på denne baggrund i alle parters interesse, at der indføjes en formulering i forretningsordenen, der præciserer retstilstanden omkring Naalakkersuisuts pligt til at besvare skriftlige spørgsmål skiftligt og dermed foregriber en yderligere tvivl desangående. 2.6 Udvalgenes pligt til at afgive betænkning ophæves Inatsisartuts Formandskab har i de senere valgperioder ved flere lejligheder konstateret, at antallet af forslag til behandling på samlingerne og her i særdeleshed mængden af beslutningsforslag fra medlemmerne generelt har udvist en stigende tendens. Samtidig er det tydeligt, at den økonomiske oprustning af partisekretariaterne og den stigende professionalisering af det politiske arbejde har medført, at beslutningsforslagene generelt er blevet mere komplekse. Baggrunden for det stigende antal forslag kan herudover tilskrives udvidelsen af det parlamentariske arbejdsår til i praksis at omfatte hele året, og ikke kun perioderne under samlingerne. Men også bortfaldet af muligheden for at stille skriftlige spørgsmål til mundtlig besvarelse i Inatsisartut har sikkert været af betydning. Behandlingen af det stigende antal forslag kræver betydeligt øgede administrative ressourcer både i Inatsisartut selv, men givetvis også hos Naalakkersuisuts og i øvrige dele af den offentlige administration. Det store ressourceforbrug er dels bekosteligt for landskassen, men det medfører også, at muligheden for at løfte andre vigtige opgaver samtidig reduceres. Det gælder både for Inatsisartuts administration og for Naalakkersuisuts administration, idet sidstnævnte samtidig skal varetage løbende driftsopgaver i form af styring, planlægning og den almindelige borgerbetjening. Dertil kommer, at udviklingen også forøger Inatsisartutmedlemmernes i forvejen store arbejdsbelastning under samlingerne. Den nedenstående tabel over antallet af beslutningsforslag fra Inatsisartuts medlemmer viser de seneste års udvikling i grafisk form: 9

281 FM10 EM10 FM11 EM11 FM12 EM12 EM13 FM14 Beslutningsforslag Forespørgselsdebatter I alt En generel forlængelse af samlingerne ændrer ikke på dette, da ressourceforbruget er det samme, men blot fordelt anderledes. Derudover kan det ikke afvises, at en forlængelse af samlingerne i sig selv opmuntrer medlemmerne til at fremsætte yderligere forslag, og derfor er en drivende faktor for det voksende ressourceforbrug. Endelig medfører det stadigt stigende antal beslutningsforslag bekymringer for beslutningernes kvalitet, henset til, at kvalitetssikringen af beslutningsprocessen skal klares med begrænsede og stort set uændrede ressourcer til rådighed. Formandskabet ser med stor bekymring på denne udvikling og har drøftet mulighederne for, hvordan antallet af forslag til Inatsisartuts behandling kan holdes på det mere overkommelige niveau, som har været kendt for få år siden. Da Formandskabet ikke ville finde det passende at sætte formelle begrænsninger for det antal forslag, medlemmerne kan fremsætte, foreslås det i stedet, at Inatsisartuts udvalg frigøres fra deres eksisterende pligt til at afgive betænkning over alle forslag, der stilles under samlingerne. En sådan ændring genindfører en arbejdsform, som har været anvendt i Inatsisartut indtil år Indtil 1999 indeholdt Inatsisartuts forretningsorden ingen egentlig pligt for udvalgene til at afgive betænkning over de forslag, der henvistes til behandling i udvalget. Da en sådan bestemmelse i 1999 blev indført i forretningsordenens 17, stk. 1, var det formentlig med henblik på at sikre en så grundig behandling som muligt for hvert enkelt forslags vedkommende. Udvalgene mistede dog samtidig muligheden for at nedprioritere de forslag, hvor det i kraft af debatten under Inatsisartuts 1. behandling stod klart, at der ikke kunne opnås et politisk flertal for forslaget. 10

282 En nedprioritering af disse politisk udsigtsløse forslag betød tidligere, at forslagene kunne lide udvalgsdøden. Dette begreb indebærer, at et Inatsisartutudvalg valgte ikke at afgive den betænkning, der ville være forudsætning for forslagets videre behandling i Inatsisartut, hvorved forslaget i sidste ende bortfaldt uden yderligere behandling. Det vurderes, at en genindførelse af udvalgenes beskrevne prioriteringsmulighed vil være et rimeligt instrument til at reducere arbejdsbelastningen hos både Inatsisartut og Naalakkersuisut samt deres administrationer mv. Ulemperne ved denne løsning er forholdsvis beskedne, henset til, at ressourcer på politisk udsigtsløse forslag alligevel går til spilde, når forslaget i sidste ende bliver nedstemt under sidste behandling i salen. Det foreslås derfor at ophæve den pligt for afgivelse af udvalgsbetænkning, som har været gældende i forretningsordenens 17, stk. 1, 2. pkt., siden Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af forretningsordenen 38, stk. 5, der sikrer bortfald af forslag, der ikke er endeligt vedtaget ved Inatsisartutårets slutning. Dermed sikres, at politisk udsigtsløse forslag, der lider udvalgsdøden, ikke kræver fornyet stillingtagen på et senere tidspunkt. 2.7 Samråd og orienteringsmøder Der foreslås en ændring i forretningsordens 19, således at der fremover skelnes mellem samråd og orienteringsmøder, hvilket vil være i overensstemmelse med, hvordan bestemmelsen allerede i dag anvendes i Inatsisartuts praksis. Ifølge gældende forretningsordenens 19 kan et udvalg til enhver tid kan indkalde et Naalakkersuisutmedlem i samråd. Begrebet samråd lægger efter sin ordlyd op til en forhandling eller en rådslagning, men i den parlamentariske praksis opfattes en samrådsindkaldelse som en ret alvorlig affære, da dette instrument ofte anvendes i situationer, hvor et Naalakkersuisutmedlem skal forklare sig og sine handlinger over for et udvalg. Udvalgene og Naalakkersuisut mødes lejlighedsvis i andre og mere uformelle sammenhænge, bl.a. med henblik på at udvalget bliver orienteret om kommende tiltag og planer. Disse møder betegnes på dansk sædvanligvis som orienteringsmøder. Et orienteringsmøde er således ikke præget af samme alvor som et samråd. Imidlertid benyttes på grønlandsk ofte det samme udtryk for samråd og orienteringsmøde. Dette kan med fordel ændres, således at 19 fremover nævner både muligheden for Samråd / Naalakkersuisumik apersuineq og Orienteringsmøde / Ilisimatitsiffiusumik ataatsimiinneq. 11

283 Ovenstående nye udtryk anvendes allerede i praksis, og de har vist sig at fungere efter formålet. Formandskabet finder det ønskeligt, at forretningsordenen opdateres på dette punkt, således at indkaldelser til Naalakkersuisuts medlemmer anvender et sprogbrug, der stemmer med forretningsordenens ordlyd og samtidig signalerer, hvad der skal være formålet med et kommende møde. 2.8 Forespørgselsdebatter skal ledsages af et forslag til udtalelse Formandskabet har konstateret, at medlemmernes interesse for at anmelde 33 beslutningsforslag og 36 forespørgselsdebatter blev øget, da man for nogle år siden afskaffede muligheden for at anmelde mundtlige spørgsmål til besvarelse i salen. Om udviklingen i antal medlemsforslag henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.6, for en uddybning. Udviklingen er forståelig, da politisk synlighed over for offentligheden ved demonstration af parlamentarisk aktivitet må anses som et forventeligt delmål for Inatsisartuts medlemmer. Partisekretariaterne er i dag bedre end tidligere rustet til at støtte deres medlemmer i bestræbelsen efter politisk synlighed. Det må imidlertid erkendes, at en række af de forespørgselsdebatter, som i dag forhandles i Inatsisartut, under den tidligere gældende administrative praksis ville have været omformu-leret til spørgsmål til skriftlig eller mundtlig besvarelse, og at de i deres form og indhold næp-pe er egnede til at fremme nogen væsentlig politisk meningsdannelse eller afklaring, hverken internt i Inatsisartut eller i offentligheden. Det må ligeledes erkendes, at en række forespørgselsdebatter tydeligvis har fokus på at redegøre for generelle eller konkrete problemer og udfordringer, nærmere end på løsninger. Dette hænger givetvis sammen med, at de fleste forespørgselsdebatter ikke er baseret på særlige forstudier eller undersøgelser af gældende lovgivning eller fakta, hvorfor de dybest set er formodningsbaserede og ofte bliver ganske vidtfavnende. Formandskabet har på denne baggrund overvejet muligheden for at afskaffe forespørgelsesdebatterne, men fundet, at disse fortsat har en berettigelse, såfremt deres indhold kan målrettes, således at debattens kvalitet kan løftes. I denne forbindelse foreslår Formandskabet en ændring af formkrav til forslag til forespørgselsdebatter, således at disse fremover skal ledsages af et forslag til udtalelse fra Inatsisartut. Udtalelsen vil ikke have karakter af en beslutning, der binder Naalakkersuisut, som det kendes fra 33 beslutningsforslag. I stedet vil udtalelsen være en holdningstilkendegivelse, som Inatsisartuts flertal vedtager på baggrund af den gennemførte debat. 12

284 Herom bør det noteres, at forretningsordenen i 36, stk. 4, allerede i dag giver mulighed for, at medlemmerne af Inatsisartut og partier under forhandling om en forespørgsel kan fremsætte forslag til inatsisartutudtalelse. Et sådant forslag skal meddeles mødelederen ledsaget af en kort skriftlig begrundelse, og skal have naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår. Denne mulighed om at fremsætte forslag til udtalelse ad hoc har dog ikke været anvendt i praksis med henblik på at målrette debattens indhold. Når udtalelsen efter en forespørgselsdebat ikke skal være bindende for Naalakkersuisut, skal dette ses på baggrund af, at forespørgselsdebatter som hidtil kun skal omfatte én behandling i salen uden mulighed for udvalgsbehandling. Forespørgselsdebattens forslag til udtalelse undergår følgelig ikke den samme grad af undersøgelse og kvalitetssikring, som en udvalgsbehandling normalt vil medføre. Derimod er det Formandskabets forventning, at pligten til et forslag til udtalelse vil fremme det egentlige formål med forespørgselsdebatter, som er at bringe et offentligt anliggende til forhandling og at afkræve forklaring derom fra et eller flere medlemmer af Naalakkersuisut, med efterfølgende meningsudveksling blandt Inatsisartuts medlemmer. Dette formål vil især kunne nås, hvis medlemmerne ved valg af debatemne og forslag til udtalelse sikrer, at emnet ikke bliver for konkret rettet mod personer eller institutioner, men holdes i generelle vendinger i stedet. En realisering af forslaget er tilstræbt gennem en ændring af forretningsordenens 36, stk. 1 og 4, vedrørende forespørgselsdebatter med forslag til Inatsisartutudtalelse. Forslaget kan endvidere ses i sammenhæng med Formandskabets ønske om at vitalisere forespørgselsdebatterne ved at indføre en kortere anmeldelsesfrist for sådanne dagsordenspunkter, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit Forslags bortfald ved Inatsisartutårets afslutning Det foreslås, at forslag fra Naalakkersuisut og Inatsisartutmedlemmer, der ikke er endeligt vedtaget ved Inatsisartutårets afslutning, bortfalder. Dette gælder også forespørgsler fra Inatsisartutmedlemmer, der ikke er endeligt behandlet ved Inatsisartutårets afslutning. En tilsvarende bestemmelse har tidligere været indeholdt i Inatsisartuts Forretningsorden af 1999 (dengang 37, stk. 5), men blev ophævet igen i 2001 (EM 2001/60). Baggrunden for ophævelsen var givetvis et ønske om i højere grad at anvende sommermånederne efter forårssamlingerne til udvalgsbehandling af henviste forslag med henblik på 2. og om fornødent 3. behandling af disse på efterårssamlingerne. Dette er dog ikke blevet indarbejdet i almindelig udvalgspraksis, hvilket må anses at hænge sammen med Naalakkersuisuts og Inatsisartuts administrationers berettigede forventninger om tid til afholdelse af afspadsering 13

285 og ferie samt medlemmernes gennemførelse af orienteringsrejser, kursus- og seminarvirksomhed og andre offentlige hverv m.v. Det bemærkes i denne sammenhæng særligt, at bestemmelsen ikke afskærer et udvalg fra at drøfte og behandle et til udvalget henvist forslag, uanset at dette forslag må forventes at bortfalde ved Inatsisartutårets slutning og dermed inden Inatsisartuts opfølgende 2. eller 3. behandling af forslaget. Det er således forventningen, at udvalgene, i de tilfælde hvor udvalgene måtte ønske at arbejde videre med henviste forslag også i det kommende Inatsisartutår, blot vil anmode Formandskabet herom. Formandskabet vil herefter blot optage forslaget på dagsordenen også for den kommende Inatsisartutsamling, uanset at denne samling først finder sted i et nyt Inatsisartutår. Denne fremgangsmåde er valgt, idet udvalgene i forvejen rutinemæssigt ansøger formandskabet om udsættelse af behandlingen af de forskellige til udvalget henviste lov- og beslutningsforslag, hvorfor en procedure i forvejen er indarbejdet i almindelig parlamentarisk praksis. Med henblik på de tilfælde, hvor et forslag ikke er henvist til udvalgsbehandling, men ønskes opretholdt også i et kommende Inatsisartutår, findes det hensigtsmæssigt, at også en forslagsstiller selv kan anmode Formandskabet om opretholdelse af et forslag også i et kommende Inatsisartutår. Meddelelse herom må i givet fald tilgå Formandskabet senest på fristdagen inden samlingen. Undtagelse fra ovenstående gælder primært for Inatsisartuts Revisionsudvalg, som også er aktiv i sommermånederne, hvor det bl.a. behandler af Forslag om Godkendelse af Landskassens Regnskab. Her har der dannet sig den praksis, at forslaget 1. behandles på forårssamlingen og 2. behandles på efterårssamlingen, idet betænkning fra udvalget forventes at foreligge i færdig form ved efterårssamlingens begyndelse. Fordelen ved at genindføre bestemmelsen ligger efter Formandskabets opfattelse i, at Inatsisartutåret starter med en ryddet dagsorden, der ikke er belastet af gamle dagsordenspunkter. Ofte er de gamle dagsordenspunkter udtryk for, at mindre væsentlige forslag er blevet nedprioriteret på en tidligere samling, f.eks. på grund af en høj arbejdsbelastning i Inatsisartut. Disse mindre væsentlige forslag bør imidlertid ikke automatisk belaste Inatsisartut i det nye Inatsisartutår, fordi nedprioriteringen netop kan være udtryk for, at forslaget mangler politisk interesse eller opbakning. I andre tilfælde kan den manglende færdiggørelse af et gammelt forslag skyldes, at forslaget har vist sig at være kompliceret eller kontroversielt, og at Inatsisartut f.eks. har ønsket ændringer til et fremsat lovforslag eller en udvidet høring eller anden yderligere information. I så fald er det hensigten, at forslaget fortsat skal drøftes og vedtages, og Formandskabets ændringsforslag vil her kunne få den betydning, at forslaget skal genfremsættes, evt. i ændret 14

286 form, og gennemgå en fornyet behandling fra start, såfremt forslagsstiller, eller det udvalg, til hvilket forslaget er henvist, ikke af egen drift har foranlediget forslaget videreført. I disse situationer, der vil være sjældne, kan forslaget medføre et merarbejde for Inatsisartut, som skal starte forslagets behandling på ny. Formandskabet finder dog, at dette merarbejde er retfærdiggjort i og med, at det netop har vist sig, at forslaget var kompliceret eller krævede efterbehandling. Den fornyede 1. behandling vil i så fald blot være udtryk for, at det pågældende forslag modtager den grundige behandling, som det fortjener, således at komplicerede forslag ikke blot færdigbehandles på baggrund af en ældre og til dels måske uaktuel indledende behandling. Alt i alt sikrer en regel om bortfald af gamle forslag derfor efter Formandskabets opfattelse, at mindre væsentlige forslag ikke vedbliver med at belaste Inatsisartuts dagsorden, mens de væsentlige og komplicerede forslag sikres den grundige behandling, de fortjener. Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.6, hvorefter udvalgenes pligt til at afgive betænkning ophæves, således at mindre væsentlige forslag ligesom tidligere kan lide udvalgsdøden. Derved frigøreres ressourcer til en mere grundig behandling af højt prioriterede forslag. Nærværende ændringsforslag understøtter denne ændring, idet der én gang om året ryddes op i bunken af forslag, som udvalgene har besluttet ikke skal prioriteres. Med hensyn til Forslag om Godkendelse af Landskassens Regnskab finder Formandskabet imidlertid, at den hidtidige praksis med 1. behandling på forårssamling og 2. behandling på efterårssamling har fungeret tilfredsstillende og bør opretholdes. Formandskabet finder det derfor på sin plads med en undtagelsesbestemmelse specifikt til dette formål. Dermed tager forretningsordenen højde for, at betænkningen til dette dagsordenspunkt i praksis foreligger ved Inatsisartutårets start. Dette kan ikke sædvanligvis forventes for andre forslags vedkommende Anmeldelsesfrist til forespørgselsdebatter I forlængelse af Formandskabets overvejelser om at sikre en bedre kvalitet af forespørgelsesdebatterne, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 2.8, har det også været et ønske at sikre debatterne en større aktualitet. Forespørgselsdebatter hat til formål at bringe et offentligt anliggende til forhandling og at afkræve forklaring derom fra et eller flere medlemmer af Naalakkersuisut, jf. 36, stk. 1. I en række tilfælde vil interessen knytte sig til aktuelle emner, der har påkaldt sig offentlighedens opmærksomhed og debat. Her kan den nuværende anmeldelsesfrist på 5 uger inden samlingens start bevirke, at forespørgselsdebatter først føres i Inatsisartut på et tidspunkt, hvor det politiske interesse i sagen er aftaget, og hvor Inatsisartuts debat har svært ved at påvirke of- 15

287 fentlighedens holdning. Dette har undertiden resulteret i kraftløse debatter om emner, der har mistet en del interesse siden forespørgslen blev anmeldt til Inatsisartut. Formandskabet har på denne baggrund fundet, at muligheden for en løbende anmeldelse af forespørgselsdebatter i en række tilfælde kan sikre debatterne mere aktualitet, engagement og dynamik. Herom skal det bemærkes, at det frem til en ændring af forretningsordenen i 1999 var muligt at anmelde forslag til Forespørgselsdebatter løbende. Det anses, at der foreligger tidligere og overvejende positive erfaringer med denne ordning. Det vil dog være ønskeligt, at medlemmerne afstår fra at bringe dagsaktuelle enkeltsager til debat, men henholder sig til at debattere de principielle aspekter af aktuelle samfundsudviklinger Redegørelser for dagsordenen Det fremgår direkte af 4, stk. 1, i forretningsordenen, at Formandskabet fastsætter dagsordener for møderne i Inatsisartut og orienterer Inatsisartut herom i redegørelser for dagsordenen. Redegørelserne forhandles ikke. Når Inatsisartutmedlemmer alligevel finder anledning til at gå på talerstolen for at forhandle dagsordenen eller fremføre synspunkter om den generelle politiske situation, bør mødelederen derfor straks gribe ind. I praksis sker dette dog ikke altid. Formandskabet har under sin drøftelse af denne praksis fundet det ønskeligt, at den hidtidige forretningsorden tydeliggøres med hensyn til, at redegørelsen for dagsordenen ikke forhandles. En tvivl desangående kan navnlig skyldes bestemmelsen i Forretningsordenens 43, stk. 4, og muligvis også stk. 3, der har følgende ordlyd: Stk. 3. Når mødet er indledt, kan Inatsisartut ændre rækkefølgen af dagsordenspunkter for et møde. Stk. 4. Der kan ikke optages nye sager på et mødes dagsorden uden godkendelse fra Inatsisartut. Da disse bestemmelser giver Inatsisartut mulighed for at ændre dagsordenen, kan det være nærliggende at argumentere, at medlemmerne uanset ordlyden i 4, stk. 1, også må have mulighed for at tage til orde under redegørelse for dagsordenen. Formandskabet foreslår derfor 43, stk. 3, omformuleret, så der bliver tale om en bemyndigelse til mødelederen i stedet for til Inatsisartut. Dermed bevares den hidtidige fleksibilitet, hvorefter mødeledelsen kan reagere på kortfristede udviklinger ved at ændre rækkefølgen for dagsordenspunkterne. Samtidig præciseres det, at mødelederen også kan lade et dagsordenspunkt udgå fra den pågældende mødedags dagsorden, hvilket hidtil er blevet praktiseret, uden at muligheden udtrykkeligt har været nævnt i 43. Endelig foreslås det præciseret, at 16

288 ændringer mv. skal ske på på given foranledning, hvilket indebærer, at ændringen skal være begrundet i saglige hensyn. Med hensyn til 43, stk. 4, finder Formandskabet, at det fortsat bør være en betingelse, at nye dagsordenspunkter kun kan optages i redegørelse for dagsorden, hvis Inatsisartut godkender denne ændring. Denne regel sikrer, at et flertal af Inatsisartuts medlemmer er enige i, at fordelene eller nødvendigheden af denne kortfristede ændring retfærdiggør ulemperne. Disse ulemper vil navnlig bestå i, at medlemmerne ikke kan forventes at være optimalt forberedte på det nye dagsordenspunkt. Medlemmerne kan således kræve en afstemning om optagelse af nye dagsordenspunkter, og mødelederen kan acceptere ordmeldinger til belysning af medlemmernes holdning. Der vil dog fortsat ikke være krav på en forhandling af den foreslåede redegørelse, således at mødelederen kan opgive sin hensigt om at optage et nyt dagsordenspunkt, ligesom mødelederen kan vælge at afskære en yderligere debat ved at skride til afstemning straks Talerækkefølgen Det har været mangeårig parlamentarisk praksis, at ordføreren for partigruppen med de fleste mandater i Inatsisartut taler først, dernæst taler ordføreren for partigruppen med næstflest mandater osv., indtil alle partiers ordførere har talt. I det tilfælde, at to partier har lige mange mandater, taler ordføreren for det parti, som fik flest stemmer ved det seneste valg til Inatsisartut, som den første. Formandskabet har i denne forbindelse overvejet, hvilken betydning det bør have for talerækkefølgen, hvis der grundet partiskift sker en ændring i styrkeforholdet mellem enkelte partiers repræsentation i Inatsisartut. Forretningsordenen yder hidtil ikke noget umiddelbart bidrag til afklaring af dette spørgsmål. Det fremgår alene af den hidtidige forretningsordenens 48, stk. 1, at en forhandling afvikles i den orden, som er angivet i bilaget til forretningsordenen (Taletiderne), uden at bilaget dog angiver, i hvilken rækkefølge ordførerne taler. I tilfælde af ændret partitilhørsforhold har det hidtil været praksis, at talerækkefølgen tilpasses, således at ordførertalerækken følger størrelsen på de til enhver tid siddende partigrupper i Inatsisartut. Formandskabet foreslår denne praksis opretholdt, også når et parti får færre medlemmer i salen og dermed må rykke i talerækkefølgen. Rækkefølgen kommer på denne måde til at afspejle antallet af medlemmer i salen og ikke antallet af dem som oprindeligt har stemt på partierne. 17

289 I de tilfælde af, hvor to eller flere partigrupper har lige mange medlemmer i Inatsisartut, bør der dog fortsat lægges vægt på, hvilket parti der fik flest stemmer ved seneste valg til Inatsisartut. Formandskabet foreslår forretningsordenens 48, stk. 1, præciseret i overensstemmelse med disse overvejelser Hvervsregistret gøres obligatorisk Der findes i dag en frivillig oplysningsordning under Inatsisartuts Formandskab. Ifølge denne ordning kan Inatsisartuts medlemmer offentliggøre oplysninger om deres privatøkonomiske og udenomsparlamentariske forhold (hverv og erhverv) med henblik på at skabe en transparens herom i forhold til vælgerne. Hovedparten af Inatsisartuts medlemmer har efter valget i 2013 indgivet oplysninger til dette såkaldte hvervsregister. Oplysningerne fra hvervsregistret er i dag offentligt tilgængelige på under punktet Medlemmer af Inatsisartut, hvor der er et faneblad Hverv og økonomiske interesser ved siden af medlemmets CV. Hensigten med hvervsregistret er at fremme offentlighedens indsigt i mulige interessesammenstød, der kan gøre sig gældende som følge af de enkelte Inatsisartutmedlemmers offentlige eller private stillinger og engagementer. Til dette formål opfordres Inatsisartutmedlemmerne til at oplyse om lønnede stillinger, hverv, bestyrelsesposter, mv. i såvel private som offentlige selskaber, samt om selvstændig indtægtsgivende virksomhed. Samtidig opfordres Inatsisartutmedlemmerne om at oplyse om deres formueforhold og aftaler, hvis selskabsinteressen har en værdi på mere end kr. Endelig angår oplysningerne bestemte aftaler af økonomisk karakter med tidligere arbejdsgivere. Det har siden ordningens indførelse været overvejet, om ordningen burde være obligatorisk for medlemmerne. For at belyse de retlige aspekter af en sådan oplysningspligt har Formandskabet anmodet professor, Dr. jur. Jørgen Albæk Jensen om at vurdere Inatsisartuts formelle muligheder for at regulere dette områder. Endvidere er professor Gudmundur Alfredsson anmodet om at redegøre for praksis på disse områder i relevante dele af den øvrige verden. De retlige undersøgelser har vist, Inatsisartut med udgangspunkt i Selvstyreloven, jf. dennes lovbemærkninger, har beføjelsen til at regulere dette område. Hvorvidt et obligatorisk hvervsregister herefter skal oprettes må alene bero på en beslutning i Inatsisartut. 18

290 Inatsisartuts Formandskab finder efter en drøftelse, at det vil være på sin plads at gøre den nuværende oplysningsordning obligatorisk for alle medlemmer af Inatsisartut. Dette skridt anses som velegnet til at højne den anseelse, som Inatsisartut og dets medlemmer nyder hos vælgerne. Ordningen vil sende et stærkt signal om transparens til offentligheden, som nemt kan danne sig overblik over, hvilke interesser de enkelte Inatsisartutmedlemmer er engageret i ud over deres politiske tilhørsforhold. Gennemsigtigheden kan forebygge de mytedannelser omkring politikernes særinteresser, som ellers nemt undergraver tilliden mellem befolkningen og de folkevalgte. Når Formandskabet vurderer, at en frivillig ordning ikke er fuldt tilfredsstillende i denne forbindelse, så skyldes det, at et fåtal af manglende oplysninger kan have den stik modsatte effekt af det ønskede. Nogle få medlemmer, der ikke følger ordningen, kan give anledning til spekulationer om, hvilke interessekonstellationer man mon ønsker at skjule og hvordan disse formodede interessekonflikter påvirker den politiske beslutningsproces. En sådan rygtedannelse er ærgerlig, da de manglende informationer efter Formandskabets opfattelse ikke skyldes et ønske om at skjule oplysninger, men blot en manglende erkendelse hos enkelte medlemmer af, at gennemsigtighed om personlig hverv og erhverv forventes at blive prioriteret i et moderne demokrati. En generel efterladenhed hos enkelte medlemmer er egnet til at undergrave formålet med den frivillige hvervsordning og skaber unødig mistillid til Inatsisartut. Da Formandskabet samtidig finder det vigtigt at fastholde hvervsordningen som et signal om et åbent, oprigtigt og moderne parlamentarisk system i Grønland, foreslås tilføjelsen af en ny 56 i forretningsordenen, der gør ordningen med et hvervsregister obligatorisk for alle medlemmer. For at sikre, at detaljerne i hvervsregisterordningen kan justeres løbende, er det foreslået, at 56 kun fastsætter de overordnede regler for hvervsregistret, herunder fristen for afgivelse af oplysningerne. De nærmere detaljer om oplysningernes omfang og indberetningsform foreslås fastsat af Udvalget for Forretningsorden, som gennem sin brede sammensætning synes bedst egnet til at sikre, at ordningen udformes på en måde, der nyder bred tilslutning blandt Inatsisartuts medlemmer. Opmærksomheden henledes på, at der er fremsat et forslag om inatsisartutlov om ændring af landstingslov om økonomisk tilskud til politisk arbejde (FM 2015/149). Lovforslaget gør det muligt at nægte udbetaling af mandattilskud til partier i det omfang, at der mangler oplysninger om de pågældende medlemmers personlige hverv. Vedtagelsen af denne lovændring vil sikre, at medlemmerne har et økonomisk incitament for at efterkomme deres oplysningspligt, hvilket vil værne ikke alene om deres egen ry og rygte, men også om Inatsisartuts samlede anseelse. 19

291 2.14 Inatsisartuts regler om orlov og midlertidigt fravær fra Inatsisartut samt om indkaldelse af stedfortræder Inatsisartuts Formandskab har haft grundige drøftelser af de gældende regler for orlov, midlertidigt fravær og indkaldelse af stedfortrædere, da disse jævnligt har givet anledning til fortolkningstvivl. Som udgangspunkt skal medlemmers udtræden, orlov, midlertidigt fravær og indkaldelse af stedfortræder bevilges af Inatsisartut, og dette gælder både i forhold til medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut. Regler desangående findes ikke alene i Forretningsorden for Inatsisartut (Kapitel 13), men også i Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut og i Landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v. ( Vederlagsloven ). Det kunne forekomme ønskeligt at sammenfatte alle disse regler til ét samlet regelsæt for at fremme deres overskuelighed. Formandskabet er imidlertid nået frem til, at dette ikke kan tilrådes, da de forskellige reguleringer tjener hver især et velbegrundet formål. Således sikrer reglerne i vederlagsloven, at der er lovhjemmel til at vederlægge medlemmer under visse former for orlov mv. Reglerne i Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut fastlægger selve karakteren af hvervet som medlem som Inatsisartut og Naalakkersuisut, herunder navnlig, at der er tale om et pligtmæssigt borgerligt ombud. Også denne regulering finder Formandskabet velbegrundet og svær at undvære som lovgrundlag for Inatsisartuts virke. Samtidig er det Formandskabets erfaring, at spørgsmål om bevilling af orlov kan rejse talrige detaljespørgsmål, som ikke kan eller bør reguleres i lovgivningen, og som kun delvist er besvaret i bestemmelser i forretningsorden. Usikkerheden desangående er alene opstået i forhold til orlov mv. til Inatsisartuts medlemmer. Her har Formandskabet i flere tilfælde været i tvivl om, hvordan Inatsisartut helst så bestemmelserne udfyldt og administreret. I de tilfælde, hvor Naalakkersuisuts medlemmer ønsker orlov mv., inddrages Inatsisartut i beslutningstagningen, og dette har ikke givet anledning til fortolkningstvivl. Formandskabet finder derfor ikke behov for at præcisere orlovsreglerne mv. for Naalakkersuisuts vedkommende. Derimod har behovet for en præcisering af orlovsreglerne mv. til Inatsisartuts medlemmer længe været kendt. Således indeholder den gældende vederlagslov i 2, stk. 2, 2. pkt., en regel om, at Inatsisartuts Formandskab udarbejder retningslinjer for bevilling af orlov. Denne henstilling fra lovgiverens side har dog ikke være fulgt op fra Formandskabets side, bl.a. fordi reglernes indhold på flere punkter forekom for uklar til, at Formandskabet ville pege på den ene fortolkning frem for den anden. 20

292 For nærværende har Formandskabet imidlertid foreslået et samlet og klart regelsæt om de forskellige forhold, der gør sig gældende ved bevilling af orlov og midlertidigt fravær fra Inatsisartut samt om indkaldelse af stedfortræder. Som en forudsætning herfor foreslås de gældende regler forenklet i både vederlagsloven, jf. et fremsat ændringsforslag desangående (EM 2014/123), og i forretningsordenens kapitel 13. Derved skabes der mulighed for at fastsætte et samlet regelsæt om bevilling af orlov mv. i et nyt Bilag 2 til forretningsordenen. Opmærksomheden henledes især på forslag til ændring af vederlagsloven, 2, stk. 2. Ifølge dette forslag skal Inatsisartut fremover fastsætte regler for bevilling af orlov og midlertidigt fravær fra Inatsisartut. Denne adgang erstatter den hidtidige henstilling i vederlagslovens 2, stk. 2, 2. pkt., om at Inatsisartuts Formandskab udarbejder retningslinjer for bevilling af orlov. Det nye bilag vedtages af Inatsisartut sammen med forretningsordenen og som en del af denne. Inatsisartut bevarer således den fulde rådighed over orlovsreglernes indhold, og bilaget kan kun ændres efter reglerne for ændring af forretningsordenen. Flytningen af orlovsreglerne til et bilag har således alene til hensigt at skabe et klart, detaljeret og sammenhængende regelsæt, der ikke fylder store dele af selve forretningsordenens tekst. Bl.a. kan nuværende og senere ændringer af orlovsreglerne ske, uden at paragrafrækkefølgen i forretningsordenens tekst skal undergå større ændringer. Det vil efter Formandskabets opfattelse gavne retsklarheden, at orlovsreglerne fremover fastsættes bindende af Inatsisartut, i stedet for at de som hidtil skulle fastsættes som ikkebindende retningslinjer af Formandskabet selv. Ændringen forhindrer bl.a. en diskussion om, hvorvidt Formandskabet i hvert enkelt tilfælde kan dispensere fra retningslinjer, det selv har fastsat. I stedet vil det stå klart, at Formandskabet ikke kan dispensere fra Inatsisartuts orlovsregler, ligesom formandskabet også i andre sammenhænge kun kan dispensere fra forretningsordenens regler, hvor Inatsisartut i selve forretningsordenen udtrykkeligt måtte have bemyndiget Formandskabet hertil. Om indholdet af de foreslåede orlovsregler mv. skal der henvises til ordlyden af det Bilag 2 og de hertil knyttede bemærkninger, der er optaget som et særskilt Bilag 3 til nærværende forslag om ændring af Inatsisartuts Forretningsorden. Overordnet kan Formandskabet imidlertid konstatere, at det foreslåede Bilag 2 er udformet som en fastsættelse og regulering af gældende praksis om orlov, midlertidig fravær og indkaldelse af stedfortræder. Det er ikke hensigten generelt at lempe den hidtidige praksis, idet For- 21

293 mandskabet konstaterer, at Inatsisartutmedlemmernes hverv har karakter af et pligtmæssigt borgerligt ombud, hvilket ikke levner store muligheder for en liberalisering af Formandskabets hidtidige praksis på området. Hvervets karakter kræver navnlig, at medlemmerne skal give møde i Inatsisartut eller på anden måde stå til rådighed for Inatsisartuts løbende arbejde. Muligheden for at bevilge orlov og fravær er af samme årsag begrænset til de få situationer, hvor nødvendigheden ikke kan drages i tvivl, jf. den hidtidige praksis på området Taletider Formandskabet har ved en gennemgang af taletiderne fundet behov for nogle tilpasninger ud fra indhøstede erfaringer om, hvordan debatterne kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde. a) Finanslovsforslaget Taletiderne ved forslag til finansloven er i dag de samme, som anvendes til forslag til inatsisartutlove i øvrigt. Det synes oplagt at forlænge taletiden for ordførernes indlæg, henset til finanslovforslagets kompleksitet og betydning for samfundet. Formandskabet foreslår derfor ordførernes taletid fordoblet til 30 minutter ved 1. og 2. behandling og til 4 minutter, henholdsvis 20 minutter ved finanslovsforslagets 3. behandling afhængigt af om der er fremsat ændringsforslag. Taletiderne for forelæggelse af svarnotat fra Naalakkersuisut forlænges tilsvarende. b) Landskassens Regnskab Taletiderne ved beslutning om Landskassens Regnskab er i dag de samme, som anvendes ved beslutningsforslag i øvrigt. Det synes oplagt at forlænge taletiden for ordførernes indlæg, henset til regnskabets kompleksitet og betydning for samfundet. Formandskabet foreslår derfor ordførers taletid fordoblet til 30 minutter ved 1. behandling og 4 minutter ved 2. behandling af Landskassens Regnskab. Taletiderne for forelæggelse af svarnotat fra Naalakkersuisut forlænges tilsvarende. c) Mistillidsvotum Ifølge forretningsordenens 52 kan et forslag om overgang til næste punkt på dagsordenen være begrundet med motiveret mistillid til Naalakkersuisut eller et enkelt medlem af Naalakkersuisut. Vedtagelsen af et sådant dagsordensforslag ( mistillidsdagsorden ) vil føre til, at Naalakkersuisut eller det pågældende medlem af Naalakkersuisut ikke kan forblive i sit embede. I de situationer, hvor der fremsættes en mistillidsdagsorden som beskrevet, foreslår Formandskabet klare regler om taletider, da bilaget om taletider ikke hidtil har indeholdt en specifik re- 22

294 gulering desangående. Henset til, at debatten om et mistillidsvotum altid risikerer at foregå i en anspændt atmosfære og under stor belastning af mødelederen, bør beslutning om taletider i sådanne situationer ikke som hidtil blot være overladt til mødelederens skøn. Formandskabet forslår på denne baggrund følgende taletider ved behandling af mistillidsvotum: 1. Forelæggelse af forslag om mistillid 5 min. 2. Afbrydelse af mødet typisk 30 minutter, eller efter mødelederens nærmere bestemmelse. 3. Forelæggelse af evt. ændringsforslag (Afværgedagsorden) 5 min. 4. Ordførerindlæg 5 min. (2 spørgsmål pr. parti). 5. Afsluttende bemærkninger fra den, mistilliden rettes til 5 min. (2 spørgsmål pr. parti). Herefter foretages der afstemning om de indkomne forslag. d) Forelæggelse efter anmodning Ved ændring af forretningsordenen i 2010 blev det indføjet i forretningsordenens bilag om taletider, at mundtlig forelæggelse af forslag og af svarnotater alene kan ske efter forudgående anmodning. Formålet med ændringen var at fremme en mere dynamisk debat i salen uden omfattende oplæsning af skriftligt materiale. Tilladelse til mundtlig forelæggelse af et forslag eller svarnotat fås oftest ved fremsendelse af en med angivelse af ønske herom til Inatsisartuts administration senest dagen før punktets behandling. Tilladelse gives altid, så længe taletiderne i øvrigt overholdes. Det må dog konstateres, at denne meget enkle ordning ikke respekteres af hverken medlemmerne eller Naalakkersuisut, der ofte begynder mundtlig forelæggelse fra talerstolen uden forudgående anmodning. Mødelederne har ikke en konsekvent holdning i disse tilfælde. Oftest gives dog uden videre tilladelse til mundtlig forelæggelse og besvarelse på stedet. Ønsket om at forelægge forslag eller svarnotater mundtligt begrundes sædvanligvis i hensynet til radiolytterne og det tilstedeværende publikum. Dette hensyn bør efter Formandskabets opfattelse respekteres som velbegrundet, lige som en mundtlig fremlæggelse af et forslag generelt kan anses som en passende indledning til den efterfølgende debat af forslaget. Formandskabet foreslår derfor, at Bilag om taletider (fremover kaldet Bilag 1) ændres, således at forslagsstillere fremover atter kan fremlægge deres forslag ud fra de gældende taletider uden krav om forudgående tilladelse. Tilsvarende skal det være tilladt at fremlægge et svarnotat mundtligt uden indhentelse af særlig tilladelse. Dermed genoprettes den ordning, der har 23

295 været gældende indtil 2010, og som fortsat praktiseres i udbredt grad under Inatsisartuts møder Parallelopstilling af gammel og ny ret I det følgende vises en tabellarisk oversigt over de foreslåede ændringer: Forslaget sammenholdt med gældende ret Gældende formulering Ændringsforslaget 1 Stk. 2. Inatsisartut nedsætter blandt sine medlemmer et foreløbigt udvalg til valgs prøvelse. Udvalget består af det i stk. 1 nævnte medlem som formand og 4 andre af ham udpegede medlemmer. Der udpeges ikke suppleanter for medlemmerne af udvalget. 9. Inatsisartut vælger til hvert udvalg fem medlemmer af Inatsisartut, der ikke må være medlemmer af Naalakkersuisut. Hvor særlige I Forretningsorden for Inatsisartut af 12. november 2010, med ændringer af 22. september 2011 og 29. maj 2012, foretages følgende ændringer: 1. 1, stk. 2, affattes således: Stk. 2. Inatsisartuts aldersformand, jf. stk. 1, nedsætter på Inatsisartuts vegne og blandt dets medlemmer et foreløbigt udvalg til valgs prøvelse. Udvalget består af aldersformanden som formand og af 4 andre medlemmer, der udpeges af aldersformanden med henblik på at sikre den bredest mulige repræsentation af partipolitiske grupperinger i Inatsisartut. Der udpeges ikke suppleanter for medlemmerne af udvalget. 2. I 4 indsættes efter stk. 8 som nyt stykke: Stk. 9. Udvalget for Forretningsorden, jf. stk. 2, har til opgave at behandle Formandskabets forslag i henhold til 32 og 60. Udvalget for Forretningsorden træffer beslutning om udvalgenes sagsområder, hvor dette måtte give anledning til tvivl. Udvalget fastsætter endvidere regler om Inatsisartutmedlemmers oplysningspligter i henhold til I 9, stk. 1, udgår 2. pkt.: 9. Inatsisartut vælger til hvert udvalg fem medlemmer af Inatsisartut, der ikke må være 24

296 forhold taler derfor, kan Inatsisartut efter indstilling fra Formandskabet for Inatsisartut vælge syv medlemmer til et udvalg. medlemmer af Naalakkersuisut. Stk. 2. Ved et udvalgsmedlems samt dettes suppleants samtidige midlertidige forfald, kan Formandskabet for Inatsisartut træffe beslutning om, at den pågældende parti- eller valggruppe kan foretage personlig supplering, såfremt parti- eller valg gruppen anmoder herom. 14. Det er et udvalgs hovedopgave at behandle de forslag, der af Inatsisartut henvises til udvalgets behandling. Stk. 2. Inden for sit fagområde er et udvalg forpligtet til, bl.a. gennem spørgsmål til Naalakkersuisut at holde sig á jour med udviklingen og føre tilsyn med, at forvaltningen i Naalakkersuisut holder sig inden for de rammer, som følger af lovgivningen eller af hensynet til god forvaltningsskik. 17. Et udvalg fremlægger, hvor intet andet er besluttet af Inatsisartut, resultatet af dets arbejde med forslag til inatsisartutlov eller inatsisartutbeslutning for Inatsisartut i en betænkning. Et udvalg har pligt til at afgive betænkning om de forslag, der af Inatsisartut er henvist til udvalget. 19. Et udvalg kan til enhver tid indkalde et medlem af Naalakkersuisut i samråd. Medlemmet af Naalakkersuisut kan altid ledsages af én embedsmand. Udvalget kan dog give tilladelse til, at medlemmet af Naalakkersuisut kan ledsages af flere embedsmænd. Stk. 2. Samrådet kan undtagelsesvist, og hvor lovligt forfald efter udvalgets skøn antages at foreligge, søges gennemført med en eller flere embedsmænd. 4. I 10, stk. 2, indsættes som nyt 2. pkt.: Formandskabet kan bemyndige Inatsisartuts bureau til at træffe beslutning om at imødekomme en parti- eller valggruppes anmodning om personlig supplering i udvalgsarbejdet ved enkeltstående lejligheder. 5. I 14 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke: Stk. 3. Hvis et udvalg anmoder om en skriftlig besvarelse på et spørgsmål, skal Naalakkersuisut efterkomme udvalgets anmodning. Det er kun tilladt for Naalakkersuisut at begrænse udvalgets adgang til oplysninger, hvis udvalgets interesse i at sætte sig ind i disse bør vige for væsentligt stærkere offentlige eller private interesser. En sådan begrænsning skal altid begrundes skriftligt. 6. I 17, stk. 1, udgår 2. pkt.: 17. Et udvalg fremlægger, hvor intet andet er besluttet af Inatsisartut, resultatet af dets arbejde med forslag til inatsisartutlov eller inatsisartutbeslutning for Inatsisartut i en betænkning affattes således: 19. Et udvalg kan til enhver tid indkalde et medlem af Naalakkersuisut i samråd eller til orienteringsmøde. Medlemmet af Naalakkersuisut kan altid ledsages af én embedsmand. Udvalget kan dog give tilladelse til, at medlemmet af Naalakkersuisut kan ledsages af flere embedsmænd. Anmodning herom skal tilgå udvalget inden mødet. Stk. 2. Samrådet eller orienteringsmødet 25

297 Stk. 3. Medlemmet af Naalakkersuisut er ansvarlig for sine embedsmænds udtalelser under et samråd. Stk. 4. Et samråd kan indkaldes til afholdelse for lukkede eller åbne døre. Indkaldes samrådet til afholdelse for åbne døre, har offentligheden adgang til at overvære samrådet. Samråd, som afholdes for åbne døre, optages på bånd eller lignende medium. 36. Ønsker et medlem at bringe et offentligt anliggende til forhandling og at afkræve forklaring derom fra et eller flere medlemmer af Naalakkersuisut, sker det ved en forespørgsel, som skriftligt og bestemt affattet indgives til formanden for Inatsisartut, der anmelder forespørgslen over for Inatsisartut, når den er omdelt. Stk. 4. Under forhandling om en forespørgsel kan medlemmerne af Inatsisartut og partier fremsætte forslag til inatsisartutudtalelse. Et sådant forslag skal meddeles mødelederen ledsaget af en kort skriftlig begrundelse, og skal have naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår. Til forslag til inatsisartutudtalelse kan der ikke stilles ændringsforslag. Der kan alene vedtages én inatsisartutudtalelse under behandlingen af en forespørgsel. Vedtages et forslag til inatsisartutudtalelse, bortfalder eventuelle forslag til inatsisartutudtalelse, som er meddelt mødele- kan undtagelsesvist, og hvor lovligt forfald efter udvalgets skøn antages at foreligge, søges gennemført med en eller flere embedsmænd. Stk. 3. Medlemmet af Naalakkersuisut er ansvarlig for sine embedsmænds udtalelser under et samråd eller orienteringsmøde. Stk. 4. Et samråd eller orienteringsmøde kan indkaldes til afholdelse for lukkede eller åbne døre. Indkaldes samrådet eller orienteringsmødet til afholdelse for åbne døre, har offentligheden adgang til at overvære mødet. Samråd eller orienteringsmøder, som afholdes for åbne døre, optages på bånd eller lignende medium , stk. 1, affattes således: 36. Ønsker et medlem at bringe et offentligt anliggende til forhandling og at afkræve forklaring derom fra et eller flere medlemmer af Naalakkersuisut, sker det ved en forespørgsel, der skal være ledsaget af et forslag til Inatsisartuts udtalelse. Forespørgslen skal være affattet skriftligt og bestemt og indgives til formanden for Inatsisartut, der anmelder forespørgslen over for Inatsisartut, når den er omdelt , stk. 4, affattes således: Stk. 4. Under forhandling om en forespørgsel kan medlemmerne af Inatsisartut og partier fremsætte ændringsforslag til inatsisartutudtalelsen. Et sådant forslag skal meddeles mødelederen ledsaget af en kort skriftlig begrundelse, og forslaget skal have naturlig tilknytning til den forhandling, som foregår. Til et ændringsforslag til inatsisartutudtalelse kan der ikke stilles ændringsforslag. Der kan alene vedtages én inatsisartutudtalelse under behandlingen af en forespørgsel. Vedtages et forslag til inatsisartutudtalelse, 26

298 deren, men endnu ikke bragt til afstemning. Anden form for beslutning kan ikke træffes under forhandling om en forespørgsel, jævnfør dog Punkter, der anmodes optaget på dagsordenen for Inatsisartut skal i den foreskrevne form være fremsat eller indgivet til formanden for Inatsisartut senest 5 uger før begyndelsen af den samling, hvor punktet ønskes behandlet. Stk. 3. Når mødet er indledt, kan Inatsisartut ændre rækkefølgen af dagsordenspunkter for et møde. Stk. 4. Der kan ikke optages nye sager på et mødes dagsorden uden godkendelse fra Inatsisartut. 48. En forhandling afvikles i den orden, som er angivet i bilaget til forretningsordenen. bortfalder eventuelle ændringsforslag til inatsisartutudtalelsen, som er meddelt mødelederen, men endnu ikke bragt til afstemning. Anden form for beslutning kan ikke træffes under forhandling om en forespørgsel, jævnfør dog I 38 indsættes efter stk. 4 som nye stykker: Stk. 5. Forslag fra både Naalakkersuisut og Inatsisartutmedlemmer, der ikke er endeligt vedtaget ved Inatsisartutårets afslutning, bortfalder, jf. dog stk. 6. Dette gælder også forespørgsler fra Inatsisartutmedlemmer, der ikke er endeligt behandlede ved Inatsisartutårets afslutning. Stk. 6. Forslag om godkendelse af Landskassens Regnskab, jf. 33, stk. 6, nr. 1, bortfalder uanset stk. 5 ikke ved Inatsisartutårets afslutning. 11. I 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: Stk. 2. Fristen i stk. 1 gælder ikke for anmeldelse af forespørgsler i henhold til , stk. 3 og 4, affattes således: Stk. 3. Når mødet er indledt, kan mødelederen på given foranledning ændre rækkefølgen af mødets dagsordenspunkter eller lade et dagsordenspunkt udgå fra dagsorden for dagens forhandlinger. Stk. 4. Mødelederen kan ikke optage nye sager på et mødes dagsorden uden godkendelse fra Inatsisartut , stk. 1, affattes således: 48. En forhandling afvikles i den orden, som er angivet i Bilag 1 til forretningsordenen. Hvor bilaget ikke angiver andet, begyn- 27

299 der talerækkefølgen med ordføreren for partigruppen med de fleste mandater i Inatsisartut, dernæst taler ordføreren for partigruppen med næstflest mandater osv., indtil alle partiers ordførere har talt. I det tilfælde, at to partigrupper har lige mange mandater, taler ordføreren for det parti, som fik flest stemmer ved det seneste valg til Inatsisartut, som den første. Stk. 3. Ved forhandling i Inatsisartut gælder de taletider, der er anført i bilaget til forretningsordenen. 14. I 48, stk. 3, ændres ordet bilaget til Bilag 1 : Stk. 3. Ved forhandling i Inatsisartut gælder de taletider, der er anført i Bilag 1 til forretningsordenen. 15. Efter 55 indsættes som en ny overskrift: Oplysninger om personlige hverv og erhverv 16. Efter den nye overskrift indsættes: 56. Udvalget for Forretningsorden fastsætter regler for, i hvilket omfang og i hvilken form medlemmerne af Inatsisartut skal afgive oplysninger om deres personlige hverv og erhverv til Inatsisartuts hvervsregister. Stk. 2. Inatsisartuts medlemmer skal indgive oplysninger til Inatsisartuts hvervsregister senest 1 måned efter godkendelse af deres valgbarhed. Ved afgivelsen af oplysninger skal medlemmerne benytte en særlig formular. Stk. 3. Stedfortrædere, der indtræder for et Inatsisartutmedlem på ubestemt tid, skal indgive oplysninger inden for 30 dage efter deres indtræden i Inatsisartut. Samme pligt gælder for stedfortrædere, der indtræder for et Inatsisartutmedlem på bestemt tid i en periode på mindst 30 dage. Stk. 4. Inatsisartuts hvervsregister gøres offentligt tilgængeligt på Inatsisartuts hjemmeside. 28

300 Den hidtidige 56 udgår. Kapitel 13 Udtræden, orlov m.v. 56. Begærer et medlem af Inatsisartut at udtræde af Inatsisartut, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Begærer en stedfortræder, der er optaget på stedfortræderlisten i valgbogen for et inatsisartutvalg, at blive fritaget fra det som borgerligt ombud påtagne hverv, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Fremsættes begæringen udenfor en samling, afgør Formandskabet for Inatsisartut på vegne af Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 2. Begærer et medlem af Inatsisartut orlov fra Inatsisartut som følge af sin helbredstilstand, barsel, forretninger eller lignende væsentlige årsager, afgør Formandskabet for Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 3. Et medlem af Inatsisartut giver meddelelse til formanden for Inatsisartut, såfremt medlemmet anser sig for midlertidigt forhindret i at møde i Inatsisartut. Formandskabet for Inatsisartut afgør, hvad der er lovligt forfald. 57. Begærer et medlem af Naalakkersuisut at udtræde af Naalakkersuisut, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 2. Begærer et medlem af Naalakkersuisut orlov som følge af helbredstilstand eller anden væsentlig årsag, afgør formanden for Naalakkersuisut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 3. Såfremt et medlem af Naalakkersui- 17. Kapitel 13 affattes således: Kapitel 13 Udtræden, orlov m.v. 57. Begærer et medlem af Naalakkersuisut at udtræde af Naalakkersuisut, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 2. Begærer et medlem af Naalakkersuisut orlov som følge af helbredstilstand eller anden væsentlig årsag, afgør formanden for Naalakkersuisut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Begærer Formanden for Naalakkersuisut orlov som følge af 29

301 sut er bevilget orlov eller er forhindret i at møde i Inatsisartut, giver formanden for Naalakkersuisut underretning til formanden for Inatsisartut om, hvem der midlertidigt varetager dennes forretninger. helbredstilstand eller anden væsentlig årsag, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Fremsættes begæringen uden for en samling, afgør Formandskabet for Inatsisartut på vegne af Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Stk. 3. Såfremt et medlem af Naalakkersuisut er bevilget orlov eller er forhindret i at møde i Inatsisartut, giver formanden for Naalakkersuisut underretning til formanden for Inatsisartut om, hvem der midlertidigt varetager dennes forretninger. 58. Udtræder et medlem af Inatsisartut, bliver umyndiggjort, afgår ved døden, bevilges orlov eller har lovligt forfald, indkaldes en stedfortræder til at deltage i forhandlingerne i Inatsisartut. Det samme er tilfældet, hvis Inatsisartut træffer afgørelse om, at et medlem af Inatsisartut har mistet sin valgbarhed. Stk. 2. Ved midlertidig forhindring afgør Formandskabet for Inatsisartut, om stedfortræder skal indkaldes. Stedfortræderens valgbarhed undersøges af udvalget til valgs prøvelse, jf. 7, stk. 1, nr. 2, der herefter afgiver indstilling til Inatsisartut. Når et medlem efter orlov eller midlertidigt forfald genoptager sit hverv som medlem af Inatsisartut, udtræder stedfortræderen. 58. Inatsisartuts regler om orlov og midlertidigt fravær fra Inatsisartut samt om indkaldelse af stedfortræder er fastsat som Bilag 2 til denne forretningsorden. Stk. 2. Begærer et medlem af Inatsisartut at udtræde af Inatsisartut, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Begærer en stedfortræder, der er optaget på stedfortræderlisten i valgbogen for et inatsisartutvalg, at blive fritaget fra det som borgerligt ombud påtagne hverv, afgør Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. Fremsættes begæringen uden for en samling, afgør Formandskabet for Inatsisartut på vegne af Inatsisartut, hvorvidt begæringen kan imødekommes. 18. Bilag 1 til Inatsisartuts forretningsorden, som erstatter det hidtidige Bilag om taletider, affattes som Bilag 1 til nærværende ændringsforslag. 19. Bilag 2 til Inatsisartuts forretningsorden, affattes som Bilag 2 til nærværende ændringsforslag. 2 30

302 Ændringerne træder i kraft den 1. juli Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige Forslaget forventes ikke at medføre væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige, idet den nuværende praksis forventes videreført på alle væsentlige punkter. Dette gælder kommende regler vedrørende orlovsbevilling mv., administration af hvervsregistret, etc. Enkelte forslag er rettet mod at holde antallet af beslutningsforslag og forespørgselsdebatter på et mere overkommeligt niveau, jf. bl.a. forslag til 17 om ophævelse af udvalgenes pligt til at afgive betænkning og til 38, stk. 4, om bortfald af ikke-færdigbehandlede forslag ved Inatsisartutårets afslutning. Disse forslag forventes i begrænset omfang at frigøre ressourcer hos både Inatsisartut og Naalakkersuisut samt tilknyttede administrationer. Besparelsespotentialet desangående er dog usikkert, idet der ikke indføres en egentlig begrænsning i antal af beslutningsforslag mv., der kan fremsættes. Formandskabet mener derfor ikke, at muligheden for besparelser kan retfærdiggøre reducerede bevillinger hos hverken Naalakkersuisut og Inatsisartut, og det antages, at evt. ressourcebesparelser som følge af færre beslutningsforslag mv. kan anvendes på kvalitetssikring af øvrige forslag. En begrænsning af antallet af udvalgsmedlemmer til 5 vil berøre følgende udvalg: Familie- og Sundhedsudvalget Udvalget for Fiskeri, Fangst og Landbrug Råstofudvalget Finans- og Skatteudvalget. En evt. begrænsning af mandattilskud som følge af manglende efterlevelse af oplysningspligter til Inatsisartuts hvervsregister afhænger af vedtagelsen af et lovforslag om ændring af lov om tilskud til politisk arbejde. Der henvises til lovbemærkningerne til dette lovforslag. Som udgangspunkt forventes ingen besparelser heraf. 4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet Forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. 5. Konsekvenser for miljø, natur og folkesundhed Forslaget har ingen konsekvenser for miljøet, naturen eller folkesundheden. 31

303 6. Konsekvenser for borgerne Forslaget har ingen konsekvenser for borgerne. 7. Andre væsentlige konsekvenser Forslaget har ikke andre væsentlige konsekvenser. 8. Høring Forslaget er ikke sendt i offentlig høring, da det ikke medfører konsekvenser for borgerne eller erhvervslivet. Sprogsekretariatet har efter Formandskabets ønske med af 7. maj 2014 udtalt sig om den påtænkte ændring af forretningsordenens 19, hvor det foreslås at skelne mellem Samråd / Siunersiuineq og Orienteringsmøde / Ilisimatitsiffiusumik ataatsimiinneq. Terminologien er tilpasset i overensstemmelse med Sprogsekretariatets ønske. Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser Til 1 Til nr. 1 Der foreslås en ny affattelse af forretningsordenens 1, stk. 2, som omhandler nedsættelse af et Udvalg til valgs prøvelse. Udvalgets opgaver vil som hidtil være beskrevet i forretningsordenens 1, stk. 3-4, og 2, samt i Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut, 7 og 25. Der er ikke foreslået ændringer i udvalgets opgaver. Se de almindelige bemærkninger, afsnit. 2.1, for en uddybning af baggrunden for den foreslåede ændring. Det foreslåede stk. 2 fastslår i 1. pkt., at der efter hvert nyvalg, jf. 1, nedsættes et foreløbigt udvalg til valgs prøvelse. Udvalget kaldes foreløbigt, da Inatsisartut i forbindelse med sin senere konstituering nedsætter det endelige Udvalg til valgs prøvelse. Det vil som hidtil være Inatsisartuts aldersformand, der nedsætter udvalget på Inatsisartuts vegne. Dette er nødvendigt, da Inatsisartut endnu ikke er beslutningsdygtig, inden valgets prøvelse har fundet sted. Formuleringen i stk. 1 tydeliggør, at aldersformanden ved udvalgets nedsættelse er bemyndiget til at handle på Inatsisartuts vegne, hvilket er en præcisering af den hidtidige formulering. Ifølge denne skulle Inatsisartut nedsatte udvalget, uden at det dog fremgik, at aldersformanden var den udførende person i praksis. 32

304 Begrebet aldersformand anvendes for den person, der er defineret i 1, stk. 1, 2. pkt., og som også 1, stk. 1, 3. pkt., refererer til. Begrebet er i forvejen velkendt i parlamentarisk praksis. Aldersformanden nedsætter udvalget blandt Inatsisartuts medlemmer, således som disse foreligger oplyst ifølge det officielle valgresultat. Det er således ikke muligt at udpege medlemmer, der ikke har opnået valg til Inatsisartut ifølge det seneste officielle valgresultat. Ifølge stk. 2, 2. pkt., er aldersformanden som hidtil både født medlem af og formand til det foreløbige udvalg til valgs prøvelse. Denne bestemmelse tilgodeser, at parlamentarisk erfaring anses som vigtigere til at bestride dette hverv end partipolitisk tilhørsforhold, idet udvalget i sit arbejde skal tilstræbe partipolitisk neutralitet. De 4 øvrige medlemmer af det foreløbige udvalg til valgs prøvelse udpeges af aldersformanden med henblik på sikre den bredest mulige repræsentation af partipolitiske tilhørsforhold. Denne formulering understreger, at aldersformanden i overensstemmelse med en mangeårig praksis skal sammensætte udvalget på en måde, så flest mulige medlemmer af Inatsisartut vil være repræsenteret i udvalget. Udpegning bliver ifølge fast praksis tilbudt formanden for de pågældende partier mv., hvis formanden har opnået valg, men disse formænd kan forvente det respekteret, hvis de skulle ønske, at et andet medlem udpeges iblandt deres partigruppe. Eksempler: Hvis der er repræsenteret 5 partier, kandidatforbund og enkeltkandidater i Inatsisartut, udpeges repræsentanter fra de 4 grupperinger, som aldersformanden ikke selv er medlem af. Hvis der er repræsenteret 6 partier, kandidatforbund og enkeltkandidater i Inatsisartut, udpeges repræsentanter fra de 4 største grupperinger, som aldersformanden ikke selv er medlem af. Skulle de mindste grupperinger have samme størrelse i antal mandater, vil aldersformanden som regel forhøre sig, om disse mindste grupperinger kan enes om, hver der bør udpeges iblandt dem. Opnås der ikke enighed, vil udpegningen blive foretaget af aldersformanden efter objektive kriterier, hvilket normalt vil sige efter principperne i 1, stk. 1, om ældste medlem blandt gruppernes formænd. Hvis der kun er repræsenteret 4 partier, kandidatforbund og enkeltkandidater i Inatsisartut, udpeges repræsentanter fra de 3 grupperinger, som aldersformanden ikke selv er medlem af, og det sidste medlem udpeges fra Inatsisartuts største parti mv. Fravigelse fra de ovennævnte principper kan dog komme på tale i situationer, hvor aldersformanden uden skelen til partipolitiske interesser - vurderer, at et Inatsisartutmedlem ikke kan være medlem af det foreløbige Udvalg til valgs prøvelse, da medlemmet må anses som åben- 33

305 lyst inhabil i forhold til udvalgets arbejde. I så fald kan aldersformanden udpege et andet medlem fra den pågældende politiske gruppering, hvilket normalt sker i tæt samråd med denne gruppering. Ifølge bestemmelsens sidste punktum, som er uændret, udpeges der ikke suppleanter for medlemmerne af det foreløbige udvalg til valgs prøvelse, da der erfaringsmæssigt ikke er behov herfor i overensstemmelse med udvalgets foreløbige og relativt kortvarige karakter. Til nr. 2 Forslaget angår tilføjelsen af et nyt stk. 9 til 4, hvori opgaverne i Udvalget for Forretningsordenen beskrives, sådan som disse varetages ifølge forretningsordenens regler og hidtidig praksis. Se de almindelige bemærkninger, afsnit. 2.2, for en uddybning af baggrunden for den foreslåede ændring. Der er ikke tilstræbt en ændring i forhold til gældende praksis, men alene en præcisering, særligt med henblik på at tydeliggøre opgavefordelingen mellem dette udvalg og Formandskabet for Inatsisartut. Dog tager bestemmelsen højde for en ny opgave, som udvalget foreslås tildelt angående fastsættelse af regler for, i hvilket omfang medlemmerne af Inatsisartut skal oplyse om deres personlige hverv og erhverv, jf. forslag til ny 56. Udvalget for Forretningsordenen har, jf. udvalgets navn, Forretningsordenen for Inatsisartut som sit særlige arbejdsområde. Derfor henviser det foreslåede stk. 9 i 1. pkt. til, at Udvalget for Forretningsordenen i overensstemmelse med hidtidig praksis behandler forslag fra Formandskabet til Inatsisartuts Forretningsorden, herunder ændringsforslag til forretningsordenen, jf. forretningsordenens pkt. henviser endvidere til de opgaver, som i forvejen er pålagt Udvalget for Forretningsordenen ifølge forretningsordenens 60, stk. 1 og 2. Ifølge 60, stk. 1, behandler Formandskabet budgettet for Inatsisartut og afgiver i den forbindelse en indstilling til Udvalget for Forretningsordenen, der vedtager budgetforslaget og tilstiller det Formanden for Naalakkersuisut til brug for udarbejdelsen af forslag til finanslov for det kommende finansår. Ifølge 60, stk. 2, behandler Formandskabet på tilsvarende vis forslag til tillægsbevillingslov for Inatsisartut og afgiver indstilling til Udvalget for forretningsordenen. Også her er det således forudsat, at Udvalget for Forretningsordenen behandler og vedtager det forslag, som Formandskabet har indstillet. 34

306 I 2. pkt. af 4, stk. 9, foreslås det præciseret, at Udvalget for Forretningsorden træffer beslutning om udvalgenes sagsområder, hvor dette måtte give anledning til tvivl. Dette kan navnlig blive tilfældet, da et forslag på en Inatsisartutsamling kan komme i betragtning til behandling i flere udvalg, mens kun ét udvalg kan stå for afgivelsen af en betænkning, evt. efter høring af øvrige udvalg. Som regel fremgår det dog af gældende regler eller fast praksis, hvilke sagsområder de forskellige Inatsisartutvalg skal varetage, eller også fremgår det i forbindelse med udvalgenes nedsættelse, jf. 7, 8, stk. 1, og 23. Da Udvalget for Forretningsorden kun skal træffe beslutning om udvalgenes sagsområder, hvor dette måtte give anledning til tvivl, vil udvalget kun få forelagt tvivlspørgsmål af Inatsisartuts Formandskab. Udvalget for Forretningsorden kan ikke omgøre beslutninger truffet i Inatsisartut om, hvilket udvalg et forslag henvises til, jf. forretningsordenens 14. Dette skyldes, at Inatsisartuts beslutninger går forud for udvalgsbeslutninger, således at der ikke vil være tvivl, efter Inatsisartut har truffet beslutning. Endelig kan udvalget ikke omgøre den fordeling af udvalgenes sagsområder, som måtte følge af lov eller Forretningsordenen, idet udvalget dog kan tage stilling til eventuelle fortolkningstvivl. Til nr. 3 9, stk. 1, foreslås justeret, så Inatsisartut atter vender tilbage til den tidligere ordning, hvorefter Inatsisartuts udvalg altid nedsættes med 5 medlemmer. Den hidtidige adgang til at vælge 7 medlemmer til udvalgene afskaffes dermed, da denne mulighed ikke har fungeret tilfredsstillende, efter den blev indført i forretningsordenen i Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3, for en uddybning. Ændringen foreslås realiseret ved, at 1. pkt. i forretningsordenens 9, stk. 1, bibeholdes uændret, mens 2. pkt. udgår. Derved får bestemmelsen samme indhold, som den havde inden den omtalte ændring af forretningsordenen i Det påregnes, at de eksisterende 7-mands udvalg vil fortsætte med 7 medlemmer, indtil de pågældende udvalg atter skal nedsættes/konstitueres. Under forudsætning af, at nærværende forslag vedtages på forårssamlingen 2015, påregnes samtlige berørte udvalg herefter omkonstitueret ved indledningen af efterårssamlingen Den foreslåede ændringen er uden betydning for antallet af medlemmer af Udvalget for Forretningsordenen, der fortsat sammensættes jfr. bestemmelsen i forretningsordenens 4, stk. 2. Til nr. 4 10, stk. 2, foreslås udvidet med en adgang til, at Formandskabet kan bemyndige Inatsisartuts bureau til at træffe beslutning om at imødekomme en parti- eller valggruppes anmodning om 35

307 personlig supplering i udvalgsarbejdet ved enkeltstående lejligheder. Bestemmelsen bringes dermed i overensstemmelse med gældende praksis, hvor spørgsmålet om lejlighedssuppleanter til udvalgsmøder kun undtagelsesvist forelægges for Formandskabet, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4. Bestemmelsen er efter sin ordlyd begrænset til, at bureauet kun kan bemyndiges til at imødekomme parti- eller valggruppes anmodning om personlig supplering i udvalgsarbejdet. Hvis bureauet ikke finder grundlag for at imødekomme anmodningen fuldt ud, skal sagen derfor forelægges for Formandskabet. Bemyndigelsen er endvidere begrænset til suppleringsønsker ved enkeltstående lejligheder. Hvis suppleringsbehovet har mere vedvarende karakter, fordi både udvalgsmedlem og den faste suppleant er forhindret i længere tid end kun ved enkelte møder eller i kortvarige perioder, skal sagen forelægges for Formandsskabet. Til nr. 5 Den foreslåede tilføjelse til 14 fastslår og præciserer, hvad Inatsisartut også hidtil har forudsat som gældende ret. Formandskabet finder det desuagtet hensigtsmæssigt, at retsstillingen klargøres i forretningsordenen for at undgå fremtidig tvivl, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5, for en uddybning. Bestemmelsens 1. pkt. fastslår, at Naalakkersuisut ikke kan undslå sig et udvalgs anmodning om at modtage en skriftlig besvarelse på et spørgsmål. 2. pkt. præciserer, at Naalakkersuisut kan begrænse udvalgets adgang til oplysninger, hvis udvalgets interesse i at sætte sig ind i disse bør vige for væsentligt stærkere offentlige eller private interesser. Bestemmelsen giver ikke adgang til, at Naalakkersuisut kan undlade at efterkomme sin svarpligt, men har betydning for, hvor detaljeret et svar Naalakkersuisut skal give i situationer, hvor stærke offentlige eller private interesser taler for at tilbageholde oplysninger fra Inatsisartuts udvalg. Naalakkersuisut har i sådanne situationer en pligt til at foretage en afvejning mellem på den ene side udvalgets interesse i at sætte sig ind sager af betydning for udvalgets sagsområde, og på den anden side de offentlige eller private interesser, som Naalakkersuisut mener kan være truet, hvis oplysninger videregives til udvalget. Afvejningen skal foretages for hver enkelt oplysning, der ønskes tilbageholdt i det skriftlige svar til udvalget. Hvis Naalakkersuisut ved denne afvejning når frem til, at de offentlige eller private interesser er væsentligt stærkere end udvalgets interesse i oplysningen, kan Naalakkersuisut holde den pågældende oplysning tilbage. Heraf følger modsætningsvist, at Naalakkersuisut ikke kan til- 36

308 bageholde en oplysning, når det offentlige eller private interesse kun kan siges at overstige udvalgets interesse i mindre væsentlig grad. Naalakkersuisut kan følgelig være forpligtet til at give oplysninger til et udvalg, selv om det offentlige eller private interesse må siges at overstige udvalgets interesse i oplysningen, men ikke i en grad, der kan karakteriseres som værende væsentligt stærkere. Offentlighedslovens 13, stk. 1, nr. 1-4, kan anses som vejledende i fh.t. interesser, det kan være relevant for Naalakkersuisut at varetage i denne sammenhæng. 3. pkt. fastslår, at Naalakkersuisut beslutning om at begrænse udvalgets adgang til oplysninger altid skal begrundes skriftligt. Heri ligger for det første, at Naalakkersuisut altid af egen drift skal gøre udvalget opmærksom på, at bestemte oplysninger er foreholdt udvalget i medfør af 2. pkt. Dernæst skal Naalakkersuisut give en skriftlig begrundelse for sin beslutning, således at det bliver kendeligt for udvalget, hvilke hensyn der har været bærende for Naalakkersuisuts afvejning og beslutning. Bestemmelsen svarer for så vidt til princippet i offentlighedsloven, hvorefter afslag på meddelelse af aktindsigt skal ledsages af en nærmere begrundelse. Fra dette område er der erfaring for, at der kan gives fyldestgørende begrundelser, uden at hensynet til hemmeligholdelsen derved forspildes. Det bør noteres, at en korrekt begrundelse efter 3. pkt. friholder det pågældende medlem af Naalakkersuisut fra et retligt ansvar i medfør af lovgivningens regler om Inatsisartutmedlemmers ansvarlighed, men at Inatsisartut er frit stillet i forhold til at drage politiske konsekvenser, hvis Naalakkersuisuts tilbageholdelse af oplysninger måtte medføre, at der opstår mistillid til Naalakkersuisut eller dets enkelte medlemmer. Til nr. 6 Den foreslåede ændring fører til ophævelse af bestemmelsen i 17, stk. 1, 2. pkt., som har været gældende siden en ændring af Inatsisartuts forretningsorden i 1999, og som indebærer en egentlig pligt for udvalgene til at afgive betænkning over de forslag, der henvises til behandling i udvalget. Den foreslåede sletning af 2. pkt. sætter Inatsisartuts udvalg atter i stand til at nedprioritere forslag, hvor det i kraft af debatten under Inatsisartuts 1. behandling står klart, at der ikke kan opnås et politisk flertal. Sådanne forslag kan herefter lide udvalgsdøden, hvilket indebærer, at et den betænkning, der ville være forudsætning for forslagets videre behandling i Inatsisartut, efter udvalgets beslutning ikke afgives. Dermed vil forslaget ikke nå til fortsat behandling i Inatsisartut og i sidste ende bortfalde. 37

309 Forslaget ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af forretningsordenen 38, stk. 5, der sikrer bortfald af forslag, der ikke er endeligt vedtaget ved Inatsisartutårets slutning. Dermed sikres, at politisk udsigtsløse forslag, der lider udvalgsdøden, ikke kræver fornyet stillingtagen på et senere tidspunkt. Hensigten med denne bestemmelse er at imødegå det stærkt voksende ressourceforbrug, som et stigende antal medlemsforslag har medført både i Inatsisartut og hos Naalakkersuisut samt i de tilknyttede administrationer mv. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.6, for en uddybning. Det bør noteres, at forslaget ikke fritager Inatsisartuts udvalg fra deres pligt til at forholde sig til de forslag, der af Inatsisartut er henvist til behandling i udvalget. Behandlingen kan dog for de berørte forslags vedkommende ske i stærkt forenklet form ved, at udvalget konstaterer, at der ikke er udsigt til, at forslaget vil kunne samle et politisk flertal, og at der følgelig ses bort fra udarbejdelsen af en betænkning. Af hensyn til mødeplanlægningen forventes det, at udvalget holder Formandskabet orienteret om sådanne beslutninger om ikke at afgive betænkning. Formandskabet kan også af egen drift forespørge om status desangående, herunder opfordre udvalgene til inden for en fastsat frist at meddele, hvorvidt der kan forventes afgivelse af en betænkning om henviste forslag. Til nr. 7 I 19 foreslås ordet samråd alle steder erstattet med samråd eller orienteringsmøde. Om baggrunden for dette ændringsforslag henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.7. Formålet med ændringen er at tilpasse bestemmelsens formulering den parlamentariske praksis, ifølge hvilken begrebet samråd fortrinsvis anvendes i mere alvorlige situationer, hvor udvalget ønsker at afæske et Naalakkersuisutmedlem en forklaring for sine handlinger mv. Begrebet orienteringsmøde anvendes derimod i situationer, hvor udveksling af oplysninger står i forgrunden for mødet. Uanset bestemmelsens ændrede formulering vil samråd eller orienteringsmøder i retligt henseende være fuldstændigt ligestillede, og ordet møder i stk. 4 referer følgelig til både samråd eller orienteringsmøder. De fælles vilkår for samråd og orienteringsmøder viser sig bl.a. ved, at Naalakkersuisutmedlemmer ved begge mødeformer har samme pligt til at afgive retvisende, fuldstændige og sandfærdige oplysninger, ligesom Naalakkersuisutmedlemmet står til ansvar for udtalelser, som deltagende embedsmænd afgiver på de pågældende møder. Ændringen har derfor især betydning for, at udvalget i overensstemmelse med forretningsordenen kan formulere indkaldelsen til Naalakkersuisutmedlemmet på en måde, der signalerer 38

310 formålet med mødet. Denne praksis følges allerede i dag, dog uden at forretningsordenen tager højde for, at der har udviklet sig 2 mødeformer i henhold til 19. Uanset indkaldelsens formulering vil det fortsat være således, at et orienteringsmøde kan tage en drejning i en mere alvorlig retning, hvis udvalget finder, at der opstår anledning til, at Naalakkersuisutmedlemmet bør forklare sig nærmere. Der kan også opstå den omvendte situation, at et samråd afvikles i stor fordragelighed, da udvalget først og fremmest viser sig interesseret i at modtage oplysninger og stiller sig tilfreds med de afgivne svar. Udvalget er med andre ord på ingen måde bundet af den formulering, der anvendes i en mødeindkaldelse, hvorfor Naalakkersuisutmedlemmet som udgangspunkt bør forbedrede sig på begge mødeformer på samme vis. Det skønnes desuagtet nyttigt for et udvalg at kunne give Naalakkersuisutmedlemmet et fingerpeg om, hvad man kan forvente sig af et kommende møde i udvalget. Bestemmelsens sidste punktum kodificeres den hidtil uskrevne praksis, ifølge hvilken et medlem af Naalakkersuisut skal rette henvendelse til et udvalg så vidt muligt i god tid inden afviklingen af et samråd eller et af udvalget indkaldt orienteringsmøde, såfremt Naalakkersuisutmedlemmet ønsker udvalgets tilladelse til at lade sig ledsage af mere end én embedsmand. Til nr. 8 og 9 Forslag til ændring af 36, stk. 1, indebærer en pligt til, at forslag til forespørgselsdebatter fremover skal ledsages af et forslag til udtalelse fra Inatsisartut. 36, stk. 4, foreslås konsekvensændret i overensstemmelser hermed. Allerede efter de hidtidige regler har 36, stk. 4, givet mulighed for, at medlemmerne af Inatsisartut og partier under forhandling om en forespørgsel kunne fremsætte forslag til inatsisartutudtalelse. Denne mulighed har imidlertid ikke spillet en nævneværdig rolle i praksis Baggrunden for den foreslåede ændring er Formandskabets ønske om at højne kvaliteten af forespørgselsdebatterne i Inatsisartut, se de almindelige bemærkninger, afsnit 2.8, for en uddybning. Ifølge forslaget indføjes i 36, stk. 1, at forslag til forespørgsler skal være ledsaget af et forslag til Inatsisartuts udtalelse. Bestemmelsen deles ved samme lejlighed i 2 sætninger for at sikre læsbarheden. Bestemmelsens indhold i øvrigt videreføres uændret. Kravet om, at forslag til forespørgsler skal være ledsaget af et forslag til Inatsisartuts udtalelse, skal være opfyldt, når forespørgslen indgives til formanden for Inatsisartut, det vil sige ved punktets anmeldelse til Inatsisartut. 39

311 Den foreslåede udtalelse må ikke være formuleret som et pålæg eller krav til Naalakkersuisut, da udtalelsen ikke må have karakter af en beslutning, der binder Naalakkersuisut, som det kendes fra 33 beslutningsforslag. I stedet skal udtalelsen udformes som en holdningstilkendegivelse, som Inatsisartuts flertal vedtager på baggrund af den gennemførte debat. Forslag til udtalelser bør derfor indledes med formuleringer som Inatsisartut finder frem for Inatsisartut ønsker mv. Valg af debatemne og forslag til udtalelse bør endvidere ikke blive alt for konkret rettet mod dagsaktuelle enkeltsager mv., men snarere sætte samfundsudviklingens mere generelle karakter til debat. Forslag til Inatsisartutudtalelse vil være et instrument for at rette debatten mod en fælles holdning til samfundsudviklingen. Om baggrunden for, at udtalelsen ikke kan være bindende for Naalakkersuisut, henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit , stk. 4, foreslås konsekvensrettet i overensstemmelse med stk. 1, således at den hidtidige mulighed for at fremsætte forslag til inatsisartutudtalelse ændres til en mulighed for, at der kan fremsættes ændringsforslag til den (nu obligatoriske) inatsisartutudtalelse. Det anses, at fremsættelsen af ændringsforslag til ændringsforslag (såkaldte underændringsforslag) til Inatsisartutudtalelser, set i forhold til udtalelsens ikke-bindende karakter og set i forhold til mødelederens muligheder for på stedet at tilsikre et overskueligt afstemningsforløb, i forlængelse af hidtidig praksis ikke bør kunne ske. Hvis et forslag til inatsisartutudtalelse, jf. 36, stk. 1, ikke kan samle et flertal, og der ej heller kan samles et flertal for et forslag til udtalelsen i ændret form, jf. stk. 4, kan forhandlingen afsluttes uden en vedtagelse og uden videre drøftelse efter reglen i 50. Der er som hidtil en henvisning til denne bestemmelse indeholdt i stk. 4. Tilsvarende vil der være mulighed for at stille forslag om at overgå til næste punkt på dagsorden efter reglen i 51, som 36, stk. 4, ligeledes fortsat henviser til. Endelig bibeholdes henvisningen i 36, stk. 4, til reglen i 52, hvorefter et forslag om overgang til næste punkt på dagorden kan begrundes med mistillid til Naalakkersuisut eller et enkelt medlem af Naalakkersuisut. Vedtagelsen af en sådan udtalelse om mistillid vil føre til, at Naalakkersuisut, formanden for Naalakkersuisut eller det berørte enkelte medlem af Naalakkersuisut ikke længere kan forblive i deres embede, jf. 27 i Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Dette er i fuld overensstemmelse med den hidtidige retstilstand, hvor forespørgselsdebatter kunne anvendes til at fremsætte forslag om mistillid til Naalakkersuisut mv. 40

312 Til nr. 10 Den foreslåede 38, stk. 5, er en gengivelse af en tidligere bestemmelse i Forretningsorden af 1999 (dengang 37, stk. 5), og som blev ophævet i Om baggrunden for bestemmelsens genindførelse henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.9. Bestemmelsen fastslår, at forslag fra Naalakkersuisut og Inatsisartutmedlemmer, der ikke er endeligt vedtaget ved Inatsisartutårets afslutning, bortfalder. Dette gælder også forespørgsler og spørgsmål fra Inatsisartutmedlemmer, der ikke er endeligt besvaret ved Inatsisartutårets afslutning. Når et forslag bortfalder ved Inatsisartutårets afslutning, jf. 38, stk. 1, skal Inatsisartut starte forfra med behandlingen af forslaget, hvis forslaget senere genfremsættes, dvs. at forslaget skal behandles 3 gange, hvis forslaget er et forslag til Inatsisartutlov eller Inatsisartuts forretningsorden, selv om det f.eks. har været førstebehandlet i det foregående Inatsisartutår. Arbejdsbyrden med genfremsatte forslag vil dog blive begrænset, hvis forslaget ikke har udsigt til politisk opbakning, jf. herom forslag til ændring af 9, hvorefter sådanne forslag vil kunne nedprioriteres i det relevante Inatsisartutudvalg. Endvidere bortfalder ifølge forslag til 38, stk. 5, 2. pkt., også forespørgsler fra Inatsisartutmedlemmer, der ikke endeligt er behandlet i Inatsisartutåret. Såfremt et forslag ønskes opretholdt i et kommende Inatsisartutår vil dette kunne ske ved, at forslagsstiller senest på fristdagen forinden efterårssamlingen giver meddelelse herom til Inatsisartuts Formandskab. Herudover vil det udvalg, til hvilket et forslag er henvist til behandling, kunne anmode Inatsisartuts Formandskab om at opretholde forslaget også i det kommende Inatsisartutår. Disse procedurer svarer i vidt omfang til den eksisterende parlamentariske praksis. Forslaget til 38, stk. 6, sikrer at det årlige Forslag om Godkendelse af Landskassens Regnskab ikke omfattes af reglen i stk. 5 om bortfald af forslag, der ikke er endeligt vedtaget i Inatsisartut. Undtagelsen muliggør en umiddelbar opretholdelse af den hidtidige praksis med 1. behandling på forårssamling og 2. behandling på efterårssamling, som har fungeret tilfredsstillende. Dermed tager forretningsordenen højde for, at betænkningen til dette dagsordenspunkt i praksis foreligger ved Inatsisartutårets start, hvilket ikke kan forventes for andre forslags vedkommende, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 2.9. Bestemmelsen i 38, stk. 6, kan hverken direkte eller analogisk bringes i anvendelse over for andre forslag end Forslag om godkendelse af Landskassens Regnskab, jf. 33, stk. 6, nr

313 Til nr. 11 Bestemmelsen undtager forslag til forespørgselsdebatter, jf. 36, fra den sædvanlige anmeldelsesfrist af dagsordenspunkter til Inatsisartut, jf. 40, stk. 1. Om baggrunden for dette forslag henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit Forslaget gør det muligt for Inatsisartuts medlemmer at indgive forespørgsler løbende til anmeldelse hos Formandskabet, der herefter vil forsøge at sætte punktet på dagsordenen så betids, at forespørgslen ikke mister sin aktualitet, inden den debatteres i Inatsisartut. Forslaget må dog samtidig ikke sættes på dagsordenen så tidligt, at Naalakkersuisut, til hvem forespørgslen er rettet, ikke kan nå at forberede sit svar. Derfor forventes Formandskabet tidligst at sætte forespørgselsdebatter på dagsordenen 1 uge efter de er blevet anmeldt. Forslagsstillere skal desuden være opmærksomme på, at det sidst på samlingen kan være svært at finde egnede tidspunkter for at optage yderligere punkter på dagsordenen. Formandskabet må derfor forbeholde sig, at forespørgsler, der anmeldes sent under en samling, ikke kan nå at blive sat på dagsordenen under samme samling. Til nr. 12 Den foreslåede 43, stk. 3, ændrer den hidtidige bestemmelse således, at bemyndigelsen til at ændre rækkefølgen af dagsordenspunkterne tillægges mødelederen frem for Inatsisartut. Ændringen sker med henblik på at tydeliggøre, at sådanne ændringer ikke kan begrunde en forhandling om redegørelse for dagsordenen, jf. 4, stk. 1. Se de almindelige bemærkninger, afsnit 2.11, for baggrunden for dette ændringsforslag. Samtidig præciseres det i stk. 3, at mødelederen også kan lade et dagsordenspunkt udgå af dagens mødedagsorden. Dette er hidtil blevet praktiseret, uden at muligheden udtrykkeligt har været nævnt i 43. Endvidere foreslås det præciseret, at ændringer efter stk. 3 skal ske på på given foranledning. Dette gælder både ændringer af dagsordenspunkternes rækkefølge og beslutningen om, at et dagsordenspunkt må udgå. Formuleringen på given foranledning, skal forstås således, at ændringen mv. skal være begrundet i saglige hensyn og ikke alene være udtryk for politisk taktik eller drilleri, jf. forventningen til mødeledelsen om at agere politisk neutralt. En given foranledning vil f.eks. foreligge, hvis forslagsstilleren til et beslutningsforslag er blevet forhindret i at give møde og forslaget ikke kan fremlægges af en partikollega, f.eks. fordi der er tale om en enkeltkandidat. Et andet eksempel kan være, at det relevante medlem af Naalakkersuisut er forhindret i at besvare en forespørgsel efter 36 og forespørgselsdebatten 42

314 derfor ønskes udsat. Mødeledelsen har i disse situationer sagligt grundlag for at lade det pågældende punkt udgå af dagsordenen eller flytte det til f.eks. sidst i rækkefølgen i forventning om, at det krævede fremmøde vil være muligt på dette tidspunkt. 43, stk. 4, foreslås videreført med den præcisering, at beslutningen om at optage nye punkter på en dagsorden ligger hos mødelederen, om end denne som hidtil ikke kan træffe en sådan beslutning uden godkendelse fra Inatsisartut. Denne regel sikrer, at et flertal af Inatsisartuts medlemmer er enige i, at fordelene eller nødvendigheden af denne kortfristede ændring retfærdiggør ulemperne. Disse ulemper vil navnlig bestå i, at medlemmerne ikke kan forventes at være optimalt forberedte på det nye dagsordenspunkt. I praksis vil beslutningen om et ekstra dagsordenspunkt ikke nødvendigvis kræve en afstemning, da mødelederen blot kan forudsætte Inatsisartuts godkendelse, hvis intet medlem gør indsigelse mod tilføjelsen. Medlemmerne kan imidlertid kræve en afstemning om optagelse af det nye dagsordenspunkt, og mødelederen kan acceptere ordmeldinger til belysning af medlemmernes holdning. Inatsisartuts medlemmer har derimod ikke krav på at føre en forhandling om den foreslåede redegørelse, jf. forretningsordenens 4, stk. 1. Mødelederen kan følgelig vælge at opgive sin hensigt om at optage et nyt dagsordenspunkt under indtryk af, at der er opstået uenighed blandt medlemmerne om spørgsmålet. Mødelederen kan endvidere vælge at afskære en yderligere debat ved at skride til afstemning straks for derved at konstatere, om Inatsisartut er parat til at godkende tilføjelsen som foreslået eller ej. Til. nr. 13 Bestemmelsen præciserer talerækkefølgen under Inatsisartuts debatter i overensstemmelse med hidtidig praksis. Baggrunden for præciseringen er uddybet i de almindelige bemærkninger, afsnit pkt. viderefører den hidtidige bestemmelse i 48, stk. 1, om, at forretningsordenens bilag om taletider (fremover kaldet Bilag 1) angiver talerækkefølgen. Bilaget tager konkret stilling til, hvordan de forskellige debatformer skal afvikles. 2. og 3. pkt. gælder kun i det omfang, at ordførernes talerække ikke er fastsat i bilaget. I sådanne situationer, hvor der kunne opstå tvivl om, hvilken partigruppes ordfører der først bør få tildelt ordet, begynder talerækkefølgen med ordføreren for partigruppen med de fleste mandater i Inatsisartut. Mandater tælles i denne forbindelse altid ud fra de aktuelle forhold i Inatsisartut, således at ændrede partitilhørsforhold kan medføre, at et parti, der har mistet mandater på grund af partiskifte, skal rykke ned i talerækkefølgen mv. 43

315 Efter samme princip fastsættes den øvrige talerækkefølge i overensstemmelse med partigruppernes aktuelle mandattal. Ved partigrupper forstås i denne forbindelse egentlige partier og kandidatforbund såvel som enkeltkandidater og løsgængere. Derimod er det uden betydning for talerækkefølgen, om partigrupper indgår i andre former for alliancer og samarbejder. I det tilfælde, at to partigrupper har lige mange mandater, taler ordføreren for det parti, som fik flest stemmer ved det seneste valg til Inatsisartut, som den første. Her er det således det historiske og officielle valgresultat, der er afgørende for talrækkefølgen, ikke valgresultatet, som det ville have set ud, hvis medlemmernes tilhørsforhold havde været anderledes allerede på valgdagen. Til nr. 14 I 48, stk. 3, foreslås ordet bilaget ændret til Bilag 1. Det pågældende bilag angår taletiderne. Ændringen er en konsekvensrettelse som følge af, at forretningsordenen fremover skal indeholde 2 bilag, således at en nummerering af bilagene bliver påkrævet for klarhedens skyld. Til nr. 15 og 16 Den foreslåede 56 bemyndiger og forpligter Udvalget for Forretningsorden til at fastsætte bindende regler for en obligatorisk oplysningsordning om personlige hverv og erhverv hos medlemmer af Inatsisartut. Denne obligatoriske oplysningsordning afløser den hidtil frivillige oplysningsordning, som har været praktiseret den senere tid uden nærmere regulering i forretningsordenen. Om baggrunden for, at oplysningsordningen foreslås gjort obligatorisk, henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit Ifølge bestemmelsens stk. 1 er det Udvalget for Forretningsordens opgave at fastsætte regler for, i hvilket omfang medlemmerne af Inatsisartut skal afgive oplysninger om deres personlige hverv og erhverv til Inatsisartuts hvervsregister. Reglerne forventes fastsat snarest efter bemyndigelsen er givet. Indholdsmæssigt forventes reglerne i første omgang fastsat svarende til den hidtil praktiserede frivillige oplysningsordning, som er beskrevet i de almindelige bemærkninger, afsnit Udvalget for Forretningsorden kan dog beslutte justeringer, f.eks. fastsætte en anden beløbsgrænse for, hvornår økonomiske interesser skal oplyses mv. I reglerne fra Udvalget for Forretningsorden forventes der fastsat formkrav om, hvordan oplysningerne skal indgives. Formkravene forventes i første omgang at ligne de nuværende formkrav, hvor medlemmerne bl.a. med deres underskrift skal bekræfte rigtigheden af de af- 44

316 givne oplysninger. Oplysningerne optages i Inatsisartuts hvervsregister, hvor de vil være offentligt tilgængelige, jf. stk. 4. Stk. 2 fastsætter den frist, inden for hvilken Inatsisartuts medlemmer skal indgive pligtige oplysninger til Inatsisartuts hvervsregister. Det er fundet hensigtsmæssigt, at fristen fastsættes i selve forretningsorden og ikke i Forretningsudvalgets regelsæt, da overtrædelsen af fristen kan have økonomiske konsekvenser for tildeling af mandattilskuddet, jf. forslag til inatsisartutlov om ændring af landstingslov om økonomiske tilskud til politisk arbejde. Fristen bør derfor godkendes af det samlede Inatsisartut i forbindelse med vedtagelsen af ændringerne til Inatsisartuts Forretningsorden. Ifølge den foreslåede frist i stk. 2 skal oplysningerne afgives senest 1 måned efter godkendelse af Inatsisartutmedlemmets valgbarhed. For suppleanter gælder dog den frist, som er fastsat i stk. 3. Ved afgivelsen af oplysninger forventes medlemmerne som hidtil at benytte en særlig formular, som findes på Inatsisartuts hjemmeside. Formularens udformning forventes reguleret af Udvalget for Forretningsorden i medfør af reglerne efter stk. 1. Stk. 3 fastsætter den frist, inden for hvilken stedfortrædere til Inatsisartuts medlemmer skal indgive pligtige oplysninger til Inatsisartuts hvervsregister. Stedfortrædernes valgbarhed vil ikke nødvendigvis være godkendt i forbindelse med Inatsisartuts konstitution, hvorfor oplysningsfristen for stedfortrædere i stedet foreslås at være 30 dage efter deres indtræden i Inatsisartut. Bestemmelsen i stk. 3 vedrører kun stedfortrædere, der: - indtræder i Inatsisartut på ubestemt tid, eller - indtræder i Inatsisartut på bestemt tid i en periode på mindst 30 dage. Denne regel tager højde for, at en stedfortræder bør have udsigt til suppleringsperiode på mindst 30 dage, før det forekommer rimeligt at ulejlige vedkommende med pligten til indsamle de oplysninger, der er forudsat i hvervsregistret. De pågældende stedfortrædere er dog ikke forhindret i at afgive oplysningerne på frivillig basis. Stk. 4 præciserer, at oplysningerne i Inatsisartuts hvervsregister skal gøres offentligt tilgængelige på Inatsisartuts hjemmeside. Dermed tilgodeses selve formålet med hvervsregistret, som er at give offentligheden indblik i de interessekonstellationer, der gør sig gældende for de enkelte medlemmers vedkommende. Oplysningerne forventes at blive offentligt tilgængelige snarest efter udløb af de frister, der er fastsat i stk. 2 og 3. 45

317 Til nr. 17 Forslaget gengiver hele kapitel 13, som hidtil indeholdt regler om Inatsisartuts bevilling af udtræden og orlov for både medlemmer af Naalakkersuisut og Inatsisartut. Forholdene for Naalakkersuisuts medlemmer er uændrede og reguleres som hidtil i 57 med samme ordlyd som tidligere. For Formanden for Naalakkersuisut er det dog som noget nyt anført, at orlov som følge af helbredstilstand eller anden væsentlig årsag, kan bevilges af Inatsisartut, idet kompetencen uden for samlingsperioderne til at godkende Naalakkersuisutformandens orlov er overladt til Formandskabet for Inatsisartut. Forholdene for Inatsisartuts medlemmer forenkles, idet de hidtidige 56 og 58 foreslås sammenfattet til én ny bestemmelse i 58. Denne bestemmelse er stærkt forenklet i sammenligning med de hidtidige bestemmelser i 56 og 58, da bestemmelsen i stk. 1 nu blot henviser til mere detaljerede regler om orlov og midlertidigt fravær fra Inatsisartut samt om indkaldelse af stedfortræder, der fremover vil fremgå af Bilag 2 til forretningsordenen. Om baggrunden for, at Inatsisartuts orlovsregler mv. foreslås overflyttet til et bilag, henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit I 58, stk. 2, foreslås en opretholdelse af den hidtidige regel i 56, stk. 1, om et medlems begæring om kunne udtræde af Inatsisartut. Denne bestemmelse, som ikke har givet anledning til tvivl, foreslås bibeholdt i forretningsordenens tekst og reguleres således i Bilag 2. For så vidt angår 58, stk. 2, 1. pkt. er bestemmelsen endvidere en gengivelse af 4, stk. 2, i Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Denne lovbestemmelse skal respekteres af forretningsordenen, som ikke kan ændre en gældende lov. 2. og 3. pkt. præciserer forholdene for så vidt angår fritagelsesbegæring fra suppleanter til Inatsisartutmedlemmer. Disse bestemmelser er for så vidt en uddybning af reglen i 4, stk. 2, i Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. Reglerne i den hidtidige 56, stk. 2-3, samt 58, videreføres ikke i forretningsordenens tekst. Reguleringen sker i stedet i Bilag 2 til forretningsordenen. Til nr. 18 Bestemmelsen fornyer det hidtidige Bilag om taletider, som samtidig skifter navn til Bilag 1 til Inatsisartuts forretningsorden. Henvisninger til dette bilag er ifølge forslaget indeholdt i forretningsordenens 48, stk. 1 og 3. De foreslåede ændringer i Bilag 1 samt Formandskabets overvejelser desangående er uddybet i de almindelig bemærkninger, afsnit

318 Til nr. 19 Bestemmelsen udvider Inatsisartuts forretningsorden med et nyt Bilag 2, som indeholder Inatsisartuts regler om orlov og midlertidigt fravær fra Inatsisartut samt om indkaldelse af stedfortræder. Ifølge forslaget henvises til dette bilag i forretningsordenens 58, stk. 1. Indholdet af Bilag 2 samt Formandskabets overvejelser desangående er uddybet i de almindelig bemærkninger, afsnit 2.14, samt i Bilag 3 til nærværende ændringsforslag, hvor der knyttes kommentarer til hver enkelt af de foreslåede orlovsregler mv. Til 2 Denne bestemmelse fastsætter, hvornår ændringen af Inatsisartuts forretningsorden foreslås at træde i kraft. 47

319 19. maj 2015 FM2015/148 Ændringsforslag til FM 2015/148: Forslag til: Ændring af Forretningsorden for Inatsisartut. Fremsat af et enigt Lovudvalg til 2. behandlingen. Til 1 1. Efter 1, nr. 4, indsættes: , stk. 1, affattes således: Med mindre andet er bestemt i denne forretningsorden, vælger et udvalg selv sin formand og næstformand, idet fordelingen af formands- og næstformandsposten i udvalget dog sker efter forholdstal, således at repræsentanterne for det parti eller den valggruppe, som er størst, udpeger formanden, mens repræsentanterne for det parti eller den valggruppe, som er næststørst, udpeger næstformanden. 2. 1, nr. 6, udgår. 3. I 1, nr. 11, indsættes som 2. pkt. i affattelsen af 40, stk. 2: En forespørgsel i henhold til 36 kan tidligst sættes på dagsordenen 12 arbejdsdage efter anmeldelsen, jf. dog I bilag 1 til Forretningsorden for Inatsisartut affattes taletiderne for behandlingen af mistillidsdagsordener således: Mistillidsdagsorden: Forelæggelse af motiveret mistillid min. Bemærkninger fra Naalakkersuisut 5 min. (Mødet kan herefter afbrydes i 30 minutter eller efter mødelederens nærmere bestemmelse) Forelæggelse af evt. ændringsforslag (Afværgedagsorden)... 5 min. Ordførerindlæg min. (2 spørgsmål pr. parti) Afsluttende bemærkninger fra Naalakkersuisut min. (2 spørgsmål pr. parti) (Alle spørgsmål og svar 2 minutter) 5. I bilag 1 til Forretningsorden for Inatsisartut indsættes efter taletiderne for behandlingen af mistillidsdagsordener: Spørgetimerne: Fremsættelse af spørgsmål min. Naalakkersuisuts besvarelse min FM 2015/148 LABU j.nr /15FM-LABU-00148

320 Opfølgende spørgsmål...1 min. Svar på opfølgende spørgsmål min. (Når 1 time er gået, afsluttes spørgetimen med besvarelse af det senest stillede spørgsmål) Formandskabet kan fastsætte herfra afvigende taletidsregler for afviklingen af særlige spørgetimer, herunder for eksempel spørgetimer, hvor Formanden for Nalakkersuisut besvarer spørgsmål fra ordførerne fra de øvrige partier. 6. 1, nr. 15, affattes således: 15. I kapitel 12 indsættes efter 55: Gæstetalere 55 a. Formandskabet kan i enighed indbyde fremtrædende repræsentanter for fremmede regeringer, parlamenter og internationale organisationer m.v. til, i forbindelse med besøg i Nuuk, at adressere Inatsisartut og Naalakkersuisut fra Inatsisartut s talerstol. Oplysninger om personlige hverv og erhverv Bemærkninger til ændringsforslaget Almindelige bemærkninger I forhold til det oprindelige lovforslag indebærer ændringsforslaget 6 ændringer: 1. Der indsættes en ny bestemmelse vedr. valg af formand og næstformand i udvalgene. Udvalgets repræsentanter for det parti eller den valggruppe, som er størst, gives retten til at vælge, hvem der skal udvalgets formand. Udvalgets repræsentanter for det parti eller den valggruppe, som er næststørst, gives retten til at vælge, hvem der skal være udvalgets næstformand. I praksis forventes forslaget at indebære, at næstformandsposterne i Inatsisartut s udvalg typisk vil tilgå repræsentanter for oppositionen. 2. Udvalgenes pligt til at afgive betænkning om de forslag, der af Inatsisartut er henvist til behandling i udvalget, opretholdes. 2

321 3. Der indsættes en bestemmelse om, at forslag til forespørgselsdebatter tidligst kan sættes til behandling 12 arbejdsdage efter anmeldelsen. Formandskabet kan dog fravige fristen i medfør af Ved behandlingen af en mistillidsdagsorden gives Naalakkersuisut mulighed for at kommentere mistillidsdagsordenen umiddelbart efter forelæggelsen. Først herefter afbrydes mødet midlertidigt. 5. I bilag 1 (som omhandler taletider) indsættes taletider for afviklingen af spørgetimer. 6. Der indsættes en bestemmelse, som giver Formandskabet mulighed for (hvis der er enighed i Formandskabet herom) at indbyde repræsentanter for fremmende regeringer, parlamenter og internationale organisationer m.v. til, i forbindelse med officielle besøg i Nuuk, at adressere Inatsisartut og Naalakkersuisut fra Inatsisartut s talerstol For en nærmere beskrivelse af ændringsforslagets baggrund henvises til Lovudvalgets betænkning. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser Til nr. 1. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 1. Til nr. 2. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2. Til nr. 3. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3. Til nr. 4. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4. Til nr. 5. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5. Til nr. 6. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 6. 3

322 19. maj 2015 FM2015/148 Ændringsforslag til FM 2015/148: Forslag til: Ændring af Forretningsorden for Inatsisartut. Fremsat af et mindretal i Lovudvalget bestående af Inuit Ataqatigiit til 2. behandlingen. Til , nr. 3, udgår. Bemærkninger til ændringsforslaget Almindelige bemærkninger I forhold til det oprindelige lovforslag indebærer ændringsforslaget den ændring, at muligheden for at nedsætte 7-mandsudvalg bevares. For en nærmere beskrivelse af ændringsforslagets baggrund henvises til Lovudvalgets betænkning. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser Til nr. 1. Ændringsforslaget indebærer, at den gældende forretningsordens 9, stk. 1, 2. pkt. opretholdes FM 2015/148 LABU j.nr /15FM-LABU-00148

323 Afsnit 4 Selvstyrets bekendtgørelse nr. 18 af 9. november 2017 om forretningsorden for Naalakkersuisut

324 Selvstyrets bekendtgørelse nr. 18 af 9. november 2017 om forretningsorden for Naalakkersuisut I medfør af 23, stk. 1 i Inatsisartutlov nr. 26 af 18. november 2010 om Inatsisartut og Naalakkersuisut, fastsættes følgende: Kapitel 1 Organisation og administration 1. Beføjelser, som efter en Inatsisartutlov er tillagt Naalakkersuisut, eller som ved en Inatsisartutlov, landstingslov eller en landstingsforordning er tillagt et bestemt medlem af landsstyret, anses som tillagt Naalakkersuisut som Selvstyrets udøvende myndighed. Stk. 2. Beføjelser efter stk. 1 udføres af Naalakkersuisut ved beslutninger, der træffes i medfør af reglerne i kapitel 2, medmindre Naalakkersuisut eller Formanden for Naalakkersuisut har bemyndiget en Naalakkersuisoq til selv at træffe afgørelse på et nærmere bestemt område, jf. kapitel Formanden for Naalakkersuisuts fordeling af ansvaret for Selvstyrets anliggender mellem medlemmerne af Naalakkersuisut indebærer en pligt for den enkelte Naalakkersuisoq til, inden for sit ansvarsområde, at tage initiativ til politikudvikling i overensstemmelse med politiske retningslinjer, vedtaget i Naalakkersuisut, lovgivningen og de gældende retningslinjer fra Inatsisartut og Naalakkersuisut. Stk. 2. Hver Naalakkersuisoq er endvidere ansvarlig for udarbejdelsen af de nødvendige oplæg til beslutninger i Naalakkersuisut. 3. Naalakkersuisut bistås af en administration, der organiseres som en enhedsforvaltning, hvor hver medarbejder er ansat i Selvstyret som helhed. Ansættelsesmyndigheden under den Naalakkersuisoq, der har ansvaret for den interne forvaltning i Naalakkersuisuts administration, fastsætter nærmere retningslinjer om angivelse af tjenestedsted mv. i medarbejdernes ansættelsesvilkår. Stk. 2. Ansættelsesmyndigheden, jf. stk. 1, har beføjelse til at ansætte, omplacere og afskedige Selvstyrets personale. Ved beslutninger med betydning for den enkeltes ansættelsesforhold skal ansættelsesmyndigheden indhente en udtalelse fra ledelsen ved den pågældende medarbejders tjenestested. Beslutninger om ansættelse og afskedigelse af departementschefer og direktører træffes af Naalakkersuisut efter bestemmelserne i kapitel 2. Stk. 3. I forhold til personalet gælder i øvrigt Landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning. Oplysninger, der angår medarbejdernes forhold, kan videregives til den ansættende forvaltningsmyndighed, jf. Landstingslovens 28, stk. 2 og 3. Stk. 4. Uanset stk. 1 anses brevveksling mellem departementer eller mellem et departement og underliggende myndigheder ikke som brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed, jf. 7 i Landstingslov om offentlighed i forvaltningen.

325 4. Naalakkersuisut kan nedsætte udvalg til forberedelse af beslutninger, der skal træffes i Naalakkersuisut. Der kan således nedsættes udvalg, der skal koordinere flere departementers arbejde med at gennemføre Naalakkersuisuts beslutninger, eller udvalg, der skal koordinere behandlingen af sager med økonomisk betydning. 5. Naalakkersuisut er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne deltager i mødet. Møder kan efter behov tilrettelægges således, at et eller flere medlemmer deltager via telefon eller videokonferenceudstyr. Stk. 2. Ved afstemning skal Formanden for Naalakkersuisuts stemme altid indhentes. Stk. 3. I tilfælde af stemmelighed er Formanden for Naalakkersuisuts stemme udslagsgivende. 6. Såfremt særlige omstændigheder gør sig gældende, kan Formanden for Naalakkersuisut eller den, der bemyndiges hertil, på grundlag af et oplæg til Naalakkersuisut træffe en formandsbeslutning. Stk. 2. Eventuel anmodning om formandsbeslutning kan kun ske med tilslutning fra den ressortansvarlige Naalakkersuisoq. 7. Naalakkersuisut mødes normalt hver torsdag kl Stk. 2. Under samlinger i Inatsisartut holder Naalakkersuisut oftere møde, efter Formanden for Naalakkersuisuts bestemmelse. Kapitel 2 Vedtagelser i Naalakkersuisut 8. Udkast til forslag til Inatsisartutlov, bekendtgørelser, koncessioner samt udkast til godkendelser og dispensationer, der ikke er udtryk for en allerede fastlagt praksis, udarbejdes af det ressortansvarlige departement under ledelse af den ansvarlige Naalakkersuisoq. Stk. 2. Udkast forelægges for Naalakkersuisut til beslutning. En beslutning kan indeholde nærmere retningslinjer for den fremtidige administration. Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq kan herefter træffe afgørelse, jf. kapitel Udkast til forslag til Inatsisartutlov og bekendtgørelser samt oplæg til andre vedtagelser skal i relevant omfang forelægges Selvstyrets øvrige departementer til høring. Udkast skal endvidere sendes til udtalelse hos myndigheder og organisationer, der må antages at have en interesse i forslaget eller en viden af betydning for færdiggørelse af udkastet. Stk. 2. Det ressortansvarlige departement udarbejder en oversigt over modtagne høringssvar med en angivelse af, i hvilket omfang høringssvarene er indarbejdet i oplægget til Naalakkersuisut. Stk. 3. Det således bearbejdede udkast forelægges for Naalakkersuisut sammen med høringssvaret fra Departementet for Finanser, der indeholder en vurdering af forslagets økonomiske konsekvenser. 10. Såfremt der er uenighed mellem det ressortansvarlige departement og et eller flere andre departementer, skal sagen forelægges for de respektive medlemmer af Naalakkersuisut, inden sagen behandles i Naalakkersuisut. Hvis der stadig er uenighed, skal det ressortansvarlige departement udarbejde et fælles oplæg, hvor indholdet af uenigheden beskrives. 11. Et udkast til vedtagelse forelægges Naalakkersuisut med en indstilling, der redegør for, hvad

326 Naalakkersuisut skal tage stilling til, både med hensyn til vedtagelsens indhold og økonomiske konsekvenser. Det skal endvidere tydeligt fremgå, hvis der fortsat er uenighed mellem det ressortansvarlige departement og nogle af de hørte departementer, ligesom det skal fremgå, hvis der er modtaget væsentlige indsigelser fra hørte myndigheder, organisationer m.v. Stk. 2. Herudover skal et oplæg indeholde følgende: 1) Overskrift: En tydelig angivelse af, hvad Naalakkersuisut skal tage stilling til. 2) Indstillinger: Indstillingen er den indholds- og beløbsmæssige hjemmel, som ønskes godkendt af Naalakkersuisut. Indstillingen skal derfor være indholdsmæssigt og økonomisk udtømmende. 3) Indledning: En kort beskrivelse af oplæggets formål, baggrund, indhold og sammenhæng med Naalakkersuisuts politik. Hvis oplægget angår et udkast til konkret vedtagelse, skal det oplyses, hvorfor sagen ikke kan afgøres af den ressortansvarlige Naalakkersuisoq selv, f.eks. fordi en afgørelse vil få betydning for mange andre sager, eller fordi der ikke er fastlagt retningslinjer for administrationen. 4) Økonomiske konsekvenser: En oversigt over økonomiske og personalemæssige konsekvenser. Det skal fremgå, hvorvidt forslaget kan holdes inden for de givne bevillinger til drift og anlæg, eller om der skal søges en tillægsbevilling. I sidstnævnte tilfælde skal departementet anvise forslag til kompenserende besparelser. Det skal endvidere angives, hvad Departementet for Finansers høringsudtalelse indeholder om dette punkt. 5) Underskrift: Oplægget underskrives af vedkommende Naalakkersuisoq og departementschefen eller departementschefens stedfortræder. 12. Indstillingen i et oplæg skal være formuleret så præcist, at den kan gengives direkte i referatet som en beslutning truffet af Naalakkersuisut. Stk. 2. Det skal endvidere angives, om beslutningen skal kommunikeres til interne og eksterne interessenter, evt. pressen, samt offentliggøres på hjemmesiden. Indstillingen må derfor ikke indeholde personfølsomme oplysninger eller andre oplysninger, der er omfattet af tavshedspligt, eller på anden måde ikke er egnet til offentliggørelse. Såfremt beslutningen ikke må offentliggøres, skal det fremgå af oplægget. Oplægget udformes i så fald efter bestemmelserne i 21 og omdeles kun til Naalakkersuisut. 13. Oplæg, der indeholder udkast til forslag til Inatsisartutlove eller til bekendtgørelser, skal forud for forelæggelsen for Naalakkersuisut være forelagt Lovafdelingen til lovteknisk gennemgang, og det skal fremgå, om de lovtekniske bemærkninger er indarbejdet, jf. også 27, stk. 2. Stk. 2. Bilaget til denne bekendtgørelse indeholder detaljerede retningslinjer for udarbejdelsen af oplæg m.v. 14. I særlige tilfælde kan procedure og formkrav til oplæg og orienteringer til Naalakkersuisut jf. 11, 12 og 13 fraviges efter godkendelse ved Formanden for Naalakkersuisut. Kapitel 3 Sager til Finans- og Skatteudvalget 15. Sager, som indstilles videresendt til Finans- og Skatteudvalget, skal straks efter godkendelsen i Naalakkersuisut af ressortdepartementet fremsendes i såvel skriftlig som elektronisk form til Departementet for Finanser.

327 16. Oplæg, som efterfølgende skal forelægges Finans- Skatteudvalget til godkendelse, skal udformes i overensstemmelse med Landstingslov om Grønlands Hjemmestyres budget og budgetregulativet således: l) Indledningen skal indeholde oplysninger om, hvilket ressortområde, der stiller forslaget, karakteren af den foreslåede disposition, de samlede udgifter eller udgifter på årsbasis ved dispositionen samt udgiftsvirkningen i finansåret. Tilsvarende gælder ved indtægter. 2) Sagsfremstillingen skal indeholde en begrundelse for den foreslåede disposition, og en redegørelse for dispositionens enkeltheder. Sagsfremstillingen skal endvidere være opdelt på de forskellige typer udgifter og indeholde de derefter krævede ekstra oplysninger. Tilsvarende gælder ved indtægter. 3) For indstillinger om bevillingsændringer skal der foreligge en redegørelse for årsagerne til, at den foreslåede disposition ikke kan afvente bevilling på den kommende finanslov. 17. Sager om nye eller ændrede bevillinger behandles altid i Naalakkersuisut forud for en eventuel fremsendelse til Finans- og Skatteudvalget. Stk. 2. Hvis en sag besluttes videresendt til Finans- og Skatteudvalget, drager det ansøgende ressortområde omsorg for, at materialet fremsendes til Departementet for Finanser på grønlandsk og dansk på baggrund af den skriftlige meddelelse fra Formandens Departement umiddelbart efter mødets afslutning. Derefter fremsender Naalakkersuisoq for Finanser, på vegne af Naalakkersuisut, sagen til Finans- og Skatteudvalget. 18. Sager, der skal behandles med fortrolighed i Finans- og Skatteudvalget, skal påføres en begrundelse for, hvorfor sagen skal behandles med fortrolighed. Stk. 2. Såfremt oplægget skal behandles fortroligt, skal dette påføres i overskriften på oplægget til Naalakkersuisut. Kapitel 4 Orienteringer til Naalakkersuisut 19. Orienteringer til Naalakkersuisut skal være underskrevet af en Naalakkersuisoq og departementschefen for det pågældende ressortområde og skal forsynes med en overskrift, som klart og kort beskriver, hvad Naalakkersuisut skal orienteres om. Retningslinjerne for udformning af oplæg til Naalakkersuisut skal i øvrigt følges, jf. 11. Stk. 2. Orienteringer optages på dagsordenen for møder i Naalakkersuisut og omdeles sammen med det øvrige mødemateriale. Orienteringer behandles ikke under møderne, men angives i referaterne fra møder i Naalakkersuisut. Stk. 3. En orientering kan uanset stk. 2 efter anmodning fra den pågældende Naalakkersuisoq behandles på et møde i Naalakkersuisut, såfremt orienteringen indeholder emner, der: l) berører et andet ressortområde, 2) indeholder ændring af overordnede politiske beslutninger, 3) vil blive forelagt Naalakkersuisut til beslutning på et senere tidspunkt, eller 4) har almen interesse for Naalakkersuisut at drøfte, med henblik på indhentelse af synspunkter til brug for videre behandling af emnet. Stk. 4. Der træffes ikke beslutninger af indholdsmæssig karakter i sager, der er omtalt i orienteringer,

328 men der kan træffes beslutning om, at en sag efterfølgende skal forelægges i form af et oplæg til Naalakkersuisut. Kapitel 5 Referater 20. Referater fra møder i Naalakkersuisut skal alene gengive den beslutning, som Naalakkersuisut har truffet i den pågældende sag. Stk. 2. Såfremt en Naalakkersuisoq er uenig i en beslutning truffet af Naalakkersuisut, kan medlemmet forlange dette anført i referatet sammen med en kortfattet begrundelse. Stk. 3. Såfremt en Naalakkersuisoq ønsker at give en mundtlig orientering på et møde i Naalakkersuisut, refereres dette alene, hvis der under orienteringen fremkommer oplysninger, som har betydning for en sag, der er eller vil komme til behandling i Naalakkersuisut, og Naalakkersuisut konkret træffer beslutning om en sådan referatføring. Stk. 4. Formandens Departement udsender et udkast til referat fra møderne til medlemmerne af Naalakkersuisut, ministersekretærer, departementschefer samt direktører i centraladministrationen. Udkastet kan ikke danne grundlag for effektuering af beslutninger truffet af Naalakkersuisut. Såfremt der er behov for at effektuere en beslutning, inden der foreligger et godkendt referat, skal det pågældende departement påse, at den ressortansvarlige Naalakkersuisoq har samme opfattelse af beslutningen, som fremgår af udkastet til referat. Stk. 5. Referat fra et møde i Naalakkersuisut omdeles umiddelbart efter, at referatet er godkendt af Naalakkersuisut. Kapitel 6 Fortrolighed 21. Oplæg til Naalakkersuisut og referater fra møder i Naalakkersuisut skal behandles med fortrolighed. Stk. 2. Bilag er fortrolige, såfremt dette er påført bilaget, eller såfremt det i øvrigt fremgår af sagens sammenhæng i oplægget eller orienteringen. Stk. 3. Såfremt et oplæg til Naalakkersuisut alene ønskes omdelt til medlemmerne af Naalakkersuisut, skal dette fremgå af oplægget. Der skal være væsentlige grunde til, at et oplæg alene omdeles til medlemmerne af Naalakkersuisut. Såfremt oplægget indeholder følsomme personoplysninger, bør oplægget alene omdeles til medlemmerne af Naalakkersuisut. Stk. 4. Oplæg, jf. stk. l, og bilag, jf. stk. 2, der indeholder følsomme oplysninger, og oplæg, der indeholder mandat til overenskomstforhandlinger og lignende sager, omdeles alene til medlemmerne af Naalakkersuisut samt til sekretariatsfunktionen for Naalakkersuisut i Formandens Departement. Øvrige oplæg omdeles tillige til departementscheferne og direktører samt ministersekretærer i centraladministrationen, som modtager disse med henblik på at kunne rådgive og bistå deres respektive Naalakkersuisoq i de pågældende sager.

329 Kapitel 7 Kompetence for medlemmer af Naalakkersuisut 22. Medlemmerne af Naalakkersuisut er inden for eget ressortområde bemyndiget til at træffe afgørelse i alle konkrete sager, der kan afgøres i henhold til regler i Inatsisartutlove, landstingslove eller landstingsforordninger, samt Selvstyrets bekendtgørelser, når Formanden for Naalakkersuisut har godkendt det, eller der er fastlagt retningslinjer for en administrativ praksis. Stk. 2. Såfremt der i lovgivningen er fastsat bestemmelser, som tillægger Naalakkersuisut adgang til at dispensere fra reglerne, er medlemmet af Naalakkersuisut bemyndiget til at træffe afgørelse om dispensation på vegne af Naalakkersuisut i sager omfattet af den pågældende lovgivning. Stk. 3. Såfremt en Naalakkersuisoq finder behov for at dispensere fra en bekendtgørelse, som ikke indeholder en udtrykkelig dispensationsbestemmelse, skal vedkommende Naalakkersuisoq forelægge et oplæg om dispensation til beslutning i Naalakkersuisut. Stk. 4. Såfremt en Naalakkersuisoq finder, at en konkret sag har principiel betydning for afgørelsen af fremtidige tilsvarende sager, f.eks. fordi en mulig dispensation vil kunne påvirke administrationen i forhold til andre borgere, eller der anses at være behov for at fastlægge en ny administrativ praksis inden for et område, kan en konkret sag dog uanset stk. 2 forelægges for Naalakkersuisut. Det skal i sådanne tilfælde fremgå af oplægget til Naalakkersuisut, hvori den principielle betydning består, eller hvorledes ny praksis ønskes fastlagt, således at fremtidige tilsvarende sager kan behandles i henhold til stk Indstillinger i sager om budgetneutrale rokeringer af bevillinger mellem hovedkonti og indstillinger i sager om afhændelse af aktiver, som Naalakkersuisut kan afgøre i henhold til tekstanmærkninger i finansloven, forelægges ikke for Naalakkersuisut, men fremsendes af Naalakkersuisoq for det pågældende ressortområde til Naalakkersuisoq for Finanser. Stk. 2. Naalakkersuisoq for Finanser er bemyndiget til, på vegne af Naalakkersuisut, at træffe afgørelse om indstillinger i henhold til finanslovens tekstanmærkninger. Kapitel 8 Sager til Inatsisartut. Forberedelse af sager 24. Efter bestemmelserne i Forretningsorden for Inatsisartut skal Naalakkersuisut senest 5 uger inden begyndelsen af en samling i Inatsisartut indgive de sager til Formanden for Inatsisartut, som Naalakkersuisut ønsker behandlet på samlingen. 25. Intet forslag kan fremsendes til Formanden for Inatsisartut, uden at det forinden er godkendt af Naalakkersuisut eller af Formanden for Naalakkersuisut jf. 6, stk. 1. Det samme gælder materiale fra Naalakkersuisut til allerede optagne dagsordenspunkter på samlingen Stk. 2. Formandens Departement fremsender med en anmeldelsesliste en oversigt over samtlige godkendte dagsordenspunkter fra Naalakkersuisut til Formanden for Inatsisartut. Ressortområderne har ansvaret for, at det materiale, der skal fremsendes på vegne af Naalakkersuisut til behandling i Inatsisartut, fremsendes til Bureau for Inatsisartut i overensstemmelse med gældende formkrav.

330 26. Medlemmerne af Naalakkersuisut skal inden afholdelse af samling i Inatsisartut fremsende oplæg til Naalakkersuisut om ønsker til anmeldelse af forslag til Inatsisartutlove, beslutningsforslag og redegørelser inden for eget ressortområde. Indstillinger til Naalakkersuisut om anmeldelse af sager skal være vedlagt det relevante materiale. Stk. 2. Formandens Departement udsender forud for samlingerne i Inatsisartut en tidsplan for forberedelsen af sager, som af ressortområderne planlægges forelagt Naalakkersuisut med henblik på fremsættelse for Inatsisartut. Forslag til Inatsisartutlove 27. Inden Naalakkersuisut behandler et forslag til Inatsisartutlov, skal Lovafdelingen foretage en lovteknisk gennemgang af det endelige forslag. Stk. 2. Det ressortansvarlige departement skal i så vidt muligt omfang ved aftale mellem ressortdepartementerne og Bureau for Inatsisartut sikre, at forslag til Inatsisartutlov tillige gennemgås af Lovteknisk Afdeling ved Bureau for Inatsisartut. Forslag med økonomisk og personalemæssigt indhold 28. Inden Naalakkersuisut behandler forslag, som indebærer økonomiske eller personalemæssige konsekvenser, skal der være indhentet en udtalelse fra Departementet for Finanser. Stk. 2. For at sikre at Departementet for Finanser kan foretage en grundig gennemgang, skal et udkast til forslaget være tilsendt Departementet for Finanser senest 2 uger inden fristen for behandling i Naalakkersuisut. Formanden for Naalakkersuisut, eller dennes stedfortræder, kan beslutte, at fristen på 2 uger fraviges, når særlige forhold gør sig gældende. Forelæggelses- og svarnotater 29. Forelæggelsesnotater og svarnotater til forslag til Inatsisartutlov, beslutningsforslag og forespørgselsdebatter skal godkendes af Naalakkersuisut. Stk. 2. Såfremt et forslag, som Naalakkersuisut har fremsat, eller som Naalakkersuisut har tilsluttet sig ved l. eller 2. behandlingen, er tiltrådt af et flertal i Inatsisartut, og forslaget overgår til 2. og 3. behandling uden udvalgsbehandling, skal der ikke afgives svarnotat til 2. eller 3. behandlingen. Stk. 3. Såfremt en udvalgsbetænkning indeholder en enstemmig indstilling eller en flertalsindstilling, som er i overensstemmelse med indstillingen fra Naalakkersuisut, kan svarnotat til 2. eller 3. behandlingen i Inatsisartut afgives, uden at det forelægges til godkendelse i Naalakkersuisut. Godkendelsesskrivelser 30. Formandens Departement afleverer en godkendelsesskrivelse til de respektive departementer, hvoraf det fremgår, hvilket materiale Naalakkersuisut har godkendt til aflevering til behandling i Inatsisartut. Stk. 2. Ressortdepartementet afleverer godkendelsesskrivelsen til Bureau for Inatsisartut sammen

331 med det materiale, som Naalakkersuisut har godkendt til forelæggelse for Inatsisartut. Bureau for Inatsisartut forsyner godkendelsesskrivelsen med en kvittering for modtagelsen, som arkiveres på den pågældende sag i ressortdepartementet. Spørgsmål til Naalakkersuisut 31. Efter Forretningsorden for Inatsisartut kan et medlem af Inatsisartut ved et såkaldt 37-spørgsmål indhente oplysninger om et offentligt anliggende. Stk. 2. Det stillede spørgsmål fremsendes af Bureau for Inatsisartut til Sekretariatet i Formandens Departement, der herefter videresender spørgsmålet til det relevante departement til besvarelse med oplysning om, hvilke departementer der skal høres ved udformning af besvarelsen. Stk. 3. Besvarelse af et 37 spørgsmål udformes som et almindeligt brev, som stiles til det medlem af Inatsisartut, som har fremsat spørgsmålet. Brevet underskrives af den ressortansvarlige Naalakkersuisoq og fremsendes til spørgeren gennem Bureau for Inatsisartut. Stk. 4. Besvarelse af et 37 spørgsmål bør så vidt muligt ske inden for 10 arbejdsdage. Kan denne frist ikke overholdes, skal spørgeren underrettes skriftligt med kopi til Bureau for Inatsisartut fra den ressortansvarlige Naalakkersuisoq med en begrundelse for, hvorfor fristen ikke kan overholdes, og hvornår et svar kan forventes. Sager til et udvalg i Inatsisartut samt samråd med et udvalg 32. Sager til et udvalg i Inatsisartut, herunder andre sager til Finans- og Skatteudvalget end bevillingssager, fremsendes til udvalget af den pågældende ressortansvarlige Naalakkersuisoq. Stadfæstelse af Inatsisartutlove 33. Inatsisartutlove skal, for at kunne træde i kraft, stadfæstes af Formanden for Naalakkersuisut. Stk. 2. Efter en samlings afslutning modtager Lovafdelingen fra Bureau for Inatsisartut samtlige vedtagne Inatsisartutlove i papirformat og elektronisk format. Bureau for Inatsisartut varetager, forinden dette, indarbejdelse af de ændringsforslag, som Inatsisartut måtte have vedtaget. Finanslove og tillægsbevillingslove modtages dog fra Departementet for Finanser, som indarbejder de ændringer i forslagene, som Inatsisartut har vedtaget. Stk. 3. Lovafdelingen forelægger de vedtagne love for Formanden for Naalakkersuisut til stadfæstelse. Efter stadfæstelse sørger Lovafdelingen for kundgørelse i overensstemmelse med Inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut og Lovafdelingens lovtekniske retningslinjer, jf. 34. Kapitel 9 Retningslinjer for udarbejdelse af regler i Grønlands Selvstyre 34. Formandens Departement fastsætter generelle retningslinjer for udarbejdelse af regler i Grønlands Selvstyre. Disse retningslinjer skal følges ved udarbejdelse af forslag til Inatsisartutlove og bekendtgørelser.

332 Stk. 2. Formandens Departement kan fastsætte retningslinjer for udarbejdelse af bekendtgørelser, der sammenskriver en Inatsisartutlov eller landstingslov med efterfølgende ændringer, således at der på hjemmesiden med Selvstyrets lovgivning kan optages ajourførte udgaver af Selvstyrets regler. Kapitel 10 Ikrafttræden 35. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 10. november Stk. 2. Samtidig ophæves: 1) Cirkulære af 24. februar 2017 om møder i Naalakkersuisut, koordinationsudvalg samt besvarelse af 37 spørgsmål og sager til Inatsisartut m.v. 2) Cirkulære af 16. januar 2015 om myndighedernes personaleadministrative ansvar og kompetence med tilhørende vejledning. Formandens Departement, den 9. november 2017 Kim Kielsen / Søren Hald Møller

333 Bilag til bekendtgørelse om forretningsorden for Naalakkersuisut Mødevirksomhed i Naalakkersuisut 1. Formandens Departement varetager sekretariatsfunktionen for Naalakkersuisut. 2. Formandens Departement kan afvise, at en sag lægges til behandling i Naalakkersuisut, hvis betingelserne i denne bekendtgørelse eller dette bilag ikke fuldt ud er efterlevet. Procedure og formkrav for oplæg og orienteringer til behandling ved Naalakkersuisut 1. Oplæg til drøftelse i Naalakkersuisut skal indleveres til sekretariatet i Formandens Departement senest torsdag kl ugen forud for det ordinære møde i Naalakkersuisut. Formanden eller departementschefen i Formandens Departement kan dispensere fra denne frist i hastende tilfælde. 2. Under samlinger i Inatsisartut skal sager til Inatsisartut, der ønskes behandlet på et møde i Naalakkersuisut, afleveres til sekretariatet i Formandens Departement senest kl dagen inden mødets afholdelse. 3. Oplæg skal være dateret og påført sidenummer og have enkelt linjeafstand i Word med skriftstørrelse 12 og skrifttype Times New Roman. Samtlige marginer skal være 2,5 cm, og oplæg skal holdes inden for 3 sider. 4. Oplæg skal foreligge på grønlandsk og dansk. 5. Oplæg kan suppleres med bilag. Bilag skal kun vedlægges, hvis der i oplægget henvises hertil. Bilag skal også foreligge på grønlandsk og dansk. 6. Bilag skal markeres tydeligt med angivelse af nummer øverst på bilagets første side. Bilagene skal ligge i nummerorden efter oplæggets sidste side. Bilagene skal fremsendes elektronisk. 7. Hvis et bilag skal behandles med fortrolighed, skal dette påføres bilaget. 8. Høring af departementer over udkast til oplæg skal normalt være med en frist på mindst 1 uge. Hvis Departementet for Finanser ikke ser sig i stand til at besvare høringen inden for den fastsatte tidsfrist, udsættes behandlingen i Naalakkersuisut, indtil et høringssvar foreligger. Departementet for Finanser skal omgående redegøre for årsagen til, at høringsfristen ikke kan overholdes, samt angive, hvornår høringssvar forventes at foreligge. 9. Orienteringer til Naalakkersuisut afleveres til Sekretariatet i Formandens Departement efter samme fremgangsmåde som fastsat ovenfor i pkt I særlige tilfælde kan ovenstående procedure og formkrav til oplæg og orienteringer til Naalakkersuisut fraviges efter godkendelse ved Formanden for Naalakkersuisut jf. 14 i bekendtgørelse om forretningsorden for Naalakkersuisut. Offentliggørelse af beslutninger truffet af Naalakkersuisut 1. Formandens Departement drager omsorg for, at beslutninger truffet på møder i Naalakkersuisut offentliggøres på den officielle hjemmeside. 2. Såfremt oplæg til Naalakkersuisut er fortroligt, offentliggøres beslutningen ikke. 1

334 Afsnit 5 Ministeransvarlighedsloven

335 Landstingslov nr. 6 af 13. maj 1993 om landsstyremedlemmers ansvarlighed 1. Landstingsloven omfatter landsstyreformandens og landsstyremedlemmernes ansvar for deres embedsførelse. 2. Første afsnit i Kriminallov for Grønland om almindelige bestemmelser finder anvendelse. 3. Ethvert medlem af landsstyret har ansvaret for de afgørelser, som medlemmet har truffet vedrørende de sagsområder, som er omfattet af vedkommendes politiske ressortområde. 4. Ansvar for en på landsstyremøde truffet beslutning påhviler ethvert medlem af landsstyret, som har deltaget i mødet og vedtaget beslutningen. Det samme er gældende, hvor et medlem på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse. 5. Ved anvendelse af kriminallovens bestemmelser om ansvar for medvirken til en lovovertrædelse anses et medlem af landsstyret for medvirkende til en underordnets handling, når 1) medlemmet har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget, og har undladt at søge dette hindret, 2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken medlemmet er ansvarlig, eller 3) medlemmet har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser. 6. Et medlem af landsstyret idømmes en foranstaltning jf. 10, hvis vedkommende forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler medlemmet i henhold til landstingsloven om landstinget og landsstyret eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. l, finder tilsvarende anvendelse, såfremt et medlem af landsstyret giver landstinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under landstingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for landstingets bedømmelse af sagen. 7. Med hensyn til erstatningsansvar i anledning af handling begået af et medlem af landsstyret gælder de almindelige regler om erstatning for skade forvoldt af personer i offentlig tjeneste. 8. Påtale efter denne landstingslov skal finde sted senest 5 år efter lovovertrædelsens ophør. 9. Kriminallovens 30 gælder ikke for medlemmer af landsstyret. 10. For overtrædelse af denne landstingslovs bestemmelser idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland. 11. Landstinget afgør, om forhold vedrørende et landsstyremedlems embedsførelse skal overlades Politimesteren i Grønland til efterforskning og mulig tiltale. Stk. 2. Politimesteren i Grønland afgør, om der skal rejses tiltale med krav om foranstaltninger eller erstatning. Stk. 3. Sagen behandles af Grønlands Landsret som første instans. 12. Landstingsloven træder i kraft den 1. juni 1993.

336 Grønlands Hjemmestyre, den 13. maj 1993 Lars Emil Johansen / Kaj Kleist

337 Inatsisartutlov nr. 16 af 22. november 2011 om ændring af landstingslov om landsstyremedlemmers ansvarlighed (Konsekvensrettelser) I landstingslov nr. 6 af 13. maj 1993 om landsstyremedlemmers ansvarlighed foretages følgende ændringer: 1 1. Lovens titel affattes som følger: Inatsisartutlov om Naalakkersuisutmedlemmers ansvarlighed 2. I 1 ændres landsstyreformandens og landsstyremedlemmernes til naalakkersuisutformandens og naalakkersuisutmedlemmernes. 3. I 2 ændres Første afsnit til Første del. 4. I 6, stk. 1, ændres landstingsloven om landstinget og landsstyret til inatsisartutlov om Inatsisartut og Naalakkersuisut. 5. Overalt ændres Landsstyret til Naalakkersuisut, og i 11, stk.1, ændres landsstyremedlems til naalakkersuisutmedlems. 6. Overaltændres landstinget til inatsisartut og landstingets til inatsisartuts. 7. I 9 ændres Kriminallovens 30 til Kriminallovens I 11, stk. 2, ændres Grønlands Landsret til Retten i Grønland. Inatsisartutloven træder i kraft den 1. december Grønlands Selvstyre, den 22. november 2011 Kuupik Kleist

338 Bemærkninger: Efter landstingsloven om landstinget og landsstyret har landsstyret ansvaret for forvaltningen af hjemmestyrets anliggender. Landsstyrets og de enkelte landsstyremedlemmers ansvarlighed fastsættes i landstingslov. Lovudkastet er udarbejdet med udgangspunkt i den danske lov om ministres ansvarlighed. Det har været nødvendig at fravige "ministeransvarsloven" på en række punkter, idet landsstyrets beslutninger i praksis foregår i et kollegium, og begrebet "straf" ikke findes i den grønlandske kriminallov. Bemærkninqer til de enkelte bestemmelser. Ad. 1 Her fastlægges lovens område. Medlemmer af landsstyret kan kun påtales efter denne landstingslov for overtrædelse af de pligter, som de har fået pålagt som medlemmer af landsstyret. Skal et medlem af landsstyret påtales for andre fo~hold skal dette ske efter den Øvrige lovgivning. Ad. 2 Kriminallovens almindelige bestemmelser gælder tilsvarende for medlemmer af landsstyret. Disse bestemmelser har særlig betydning, når det drejer sig om forsøg eller medvirken til en lovovertrædelse. Et medlem af landsstyret kan således blive ansvarlig efter almindelige regler om meddelagtighed for de andre medlemmers handlinger. Ad. 3 Et medlem af landsstyret har alene ansvaret for de afgørelser, som vedkommende selv har truffet. Dette vedrører kun de afgørelser, som ikke er truffet på et landsstyremøde. Ad. 4 Ethvert medlem af landsstyret, som på et landsstyremøde har vedtaget en beslutning, har samtidig ansvaret for denne beslutning. Beslutter et medlem ikke at stemme for beslutningen, skal vedkommende anmode om at få dette medtaget i mødereferatet. Et

339 medlem af landsstyret, som på en eller ~nden måde har medvirket til en beslutning, dog uden at dette er blevet gjort på et formelt landsstyremøde, er ansvarlig for beslutningen. Efter den gældende lovgivning skal landsstyret forelægge en række sager for f. eks. finansudvalget. Finansudvalgets godkendelse fritager ikke medlemmerne af landsstyret for deres ansvar. Medlemmer af finansudvalget kan på den anden side ikke pålægges ansvar for deres medvirken til beslutningen, jf. kriminallovens 30, stk. 3. Det vurderes, at landsretten i almindelighed vil pålægge det største ansvar på det medlem, som administrerer sagsområdet. Ad. 5 Et medlem af landsstyret kan i en række tilfælde idømmes ansvar for medvirken til en lovovertrædelse hos en embedsmand. Udgangspunktet er reglerne i kriminalloven om medvirken, men her bliver der fremhævet de tre tilfælde, hvor det specielt kan komme på tale. Ad. 6 Denne bestemmelse svarer stort set til bestemmelserne i 30 i Kriminalloven. Efter denne bestemmelse er der mulighed for at pålægge ansvar for enhver tjenesteforsømmelse. Bestemmelsen betyder en udvidelse af medlemmernes ansvar, idet den ansvarsbegrænsning, der findes i kriminalloven 30, stk. 2, ved formuleringen "grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed", ikke er medtaget. I henhold hertil er det således muligt at dømme et medlem af landsstyret for at vise tjenesteforsømmelse i sin stilling som medlem af landsstyret. I stk. 2, fastlægges ansvarets rækkevidde. Ad. 7 Erstatningsansvaret følger de almindelige erstatningsregler, således at erstatningsansvaret ikke følger de samme regler som foranstal tningerne. Et medlem, der har handlet med simpel uagtsomhed kan således ikke idømmes foranstaltninger efter kriminalloven, men kan ifalde erstatningsansvar, selvom vedkommende kun har handlet med simpel uagtsomhed. Ad. 8

340 Reglerne om ophør af det kriminalretlige ansvar, er knyttet til selve påtalen (påtaleundladelse). Det er således påtalemyndigheden, der tager stilling til forældelse af det kriminalretlige ansvar. I henhold kriminallovens 83, stk. l, nr. 2, er hovedreglen den, at afgørelsen om hvorvidt forældelse er indtrådt, beror på en skønsmæssig vurdering af behovet for at anvende kriminallovens bestemmelse om sanktioner. Påtale finder ikke sted efter kriminalloven, når vedkommende alene ville være blevet idømt bøde eller konfiskation, og der er forløbet 2 år efter lovovertrædelsens ophør. Her fastsættes derimod en påtalefrist på 5 år, således at påtalefristen aldrig er udløbet før et nyvalg til landstinget er sket. Ad. 9 Dette er en følge af 6, som er en mere vidtrækkende bestemmelse end kriminallovens regler. Ad. 10 Begrebet "straf" findes ikke i kriminalloven. Kriminalloven anvender derimod forskellige former for foranstaltninger i forbindelse med overtrædelse af lovgivningen. Det overlades her til landsretten at afgøre, hvilken form for foranstal tning, et medlem af landsstyret skal idømmes for overtrædelse af landstingsloven. Ad. 11, stk. 1 I henhold til lov om rettens pleje i Grønland, Kapitel 5, 20 a, samt landstingsloven om landstinget og landsstyret 33, kan intet landstingsmedlem tiltales eller underkastes frihedsberøvelse af nogen art uden landstingets samtykke. Selvom alle medlemmer af landsstyret ikke samtidig er medlemmer af tinget, bør medlemmerne ligestilles og nyde samme beskyttelse imod tiltale. Ad. 11, stk. 2 Det påhviler Politimesteren som anklagemyndighed at vurdere om der er grundlag for at rejse tiltale. Ad. 11, stk. 3 I henhold til lov om rettens pleje i Grønland Kapitel 1, 15, stk. 2. behandles en sag i Landsretten som 1. instans, når dette, for sagsområder der henhører under hjemmestyret, er fastsat ved landstingslov.

341 Afsnit 6 Vederlagsloven

342 Inatsisartutlov nr. 2 af 15. april 2011 om ændring af landstingslov om vederlag til medlemmer af landstinget og landsstyret m.v. (Ændrede regler om tjenesteboliger, rejseudgifter, eftervederlag, orlov og andet fravær, samt om vederlag til medlemmer af udvalg og nævn m.m.) I landstingslov nr. 22 af 18. december 2003 om vederlag til medlemmer af landstinget og landsstyret m.v., som ændret ved landstingslov nr. 1 af 27. marts 2006 og landstingslov nr. 8 af 1. juni 2006, foretages følgende ændringer: , stk. 1, 2. punktum affattes således: Vederlaget beregnes på grundlag af den på AS-G-området til enhver tid gældende aftale om justering af tjenestemandslønninger. 2. I 2, stk. 4, indsættes som 2. pkt.: Ved fraværet er der ret til fri rejse efter de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland. 3. I 3, stk. 2 indsættes som nyt 2. punktum: Der foretages ikke reduktion for længerevarende udstationering m.v. 4. 6, stk. 1 affattes således: Til formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut og til medlemmer af Naalakkersuisut ydes udover vederlaget i 1, stk. 1 et årligt vederlag svarende til lønnen i lønramme 38, incl. generelt tillæg. Vederlaget beregnes på grundlag af den på AS-G området til enhver tid gældende aftale om justering af tjenestemandslønninger m.v. 5. 6, stk. 5 affattes således: Stk. 5. Der stilles bolig til rådighed for formanden for Inatsisartut og formanden for Naalakkersuisut. Formændene betaler ikke leje af boligen, men beskattes af en årlig lejeværdi på kr Grønlands Selvstyre afholder driftsomkostningerne til boligerne. De til boligerne tilknyttede driftsomkostninger indgår ikke i beregningen af den skattemæssige indkomst. 6. I 6 indsættes som stk. 6: Stk. 6. Der stilles bolig til rådighed for øvrige medlemmer af Naalakkersuisut. Medlemmerne betaler en husleje på 60 % af den husleje, der beregnes for den pågældende bolig i henhold til de til enhver tid gældende regler for beregning af husleje i de boliger, som Grønlands Selvstyre anviser som personaleboliger. 7. I 6 indsættes som stk. 7: Stk. 7. Differencen imellem den i stk. 6 anførte procentandel og den fulde husleje for de pågældende

343 personaleboliger indgår ikke i beregningen af de nævnte personers skattepligtige indkomst. 8. I 6 indsættes som stk. 8: Stk. 8. Boliger stillet til rådighed efter stk. 5 og 6 skal fraflyttes i forbindelse med ophør af hvervet. Omkostninger i forbindelse med til- og fraflytning af sådanne boliger dækkes af Grønlands Selvstyre. Stk. 7 bliver herefter stk I 6 indsættes som stk : Stk. 10. Sygdom og fravær i forbindelse med nærtståendes død eller alvorlige sygdom anses som lovligt forfald. Ved fraværet er der ret til fri rejse efter de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland. Stk. 11. Orlov i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption anses for lovligt forfald , stk. 2 affattes således: Stk. 2. Kost og logi dækkes efter regning med efterfølgende afregning med Landskassen. Formanden for Inatsisartut, formanden for Naalakkersuisut samt medlemmer af Naalakkersuisut kan dog i stedet for godtgørelse efter regning vælge at modtage godtgørelse for merudgifter i forbindelse med tjenesterejser efter de for tjenestemænd i Grønlands Selvstyre til enhver tid gældende regler. Et sådant valg er bindende for et kalenderår forud ad gangen. 11. Kapitel 3 ophæves. 12. I 10 indsættes som stk. 10: Stk. 10. Der kan ikke samtidig udbetales eftervederlag for hvervet som formand for eller medlem af Naalakkersuisut og vederlag for hvervet som medlem af Inatsisartut. Der kan kun udbetales ét eftervederlag for hvervene som formand for eller medlem af Naalakkersuisut. Eftervederlagsancienniteten beregnes på grundlag af den samlede funktionstid i hvervene , stk. 2 affattes således: Stk. 2. I stedet for vederlag i henhold til stk. 1, 1. pkt. kan Naalakkersuisut fastsætte et særligt honorar til ikke-inatsisartutmedlemmer, der varetager et særligt byrdefyldt hverv som formand for eller medlem af de i stk. 1. nævnte udvalg, nævn og repræsentationer affattes således: 19. Formandskabet for Inatsisartut, henholdsvis Naalakkersuisut, kan fastsætte nærmere regler efter denne landstingslov for medlemmer af Inatsisartut, henholdsvis medlemmer af Naalakkersuisut. 15. Overalt i loven ændres landstingsmedlemmer til: medlemmer af Inatsisartut. Overskriften til Kapitel 1 ændres fra Landstingets medlemmer til: Medlemmer af Inatsisartut. 16. Overalt i loven ændres Landstinget til: Inatsisartut, og Landsstyret til: Naalakkersuisut. I 2, stk. 2, ændres Grønlands Landsting til: Inatsisartut. 17. Overalt i loven ændres landstingsmedlem til medlem af Inatsisartut, og landsstyremedlem til medlem af Naalakkersuisut. I 4, stk. 4, ændres landstingsmedlemmet til medlemmet af

344 Inatsisartut. 18. Overalt i loven ændres Landstingets Formandskab til: formandskabet for Inatsisartut. 19. Overalt i loven ændres landstingets formands til: Inatsisartutformandens, og landsstyreformandens til: Naalakkersuisutformandens. 20. I 1, stk. 4, ændres landstingshvervet til: hvervet i Inatsisartut. 21. I 1, stk. 6, 5, stk. 3, 10, stk. 6 og 17, stk. 4, ændres i et landstingsmedlems sted til: i stedet for et medlem af Inatsisartut. I 5, stk. 1, og i 10, stk. 6, ændres i landstingsmedlemmets sted til: i stedet for et medlem af Inatsisartut. 22. Overalt i loven ændres landstingssamling til: samling, og i 3, stk. 2, ændres Landstingets samlinger til: samlinger. 23. I overskriften til 5 og i 5, stk. 1, ændres Landstingsmedlemmers suppleanter til: Suppleanter for medlemmer af Inatsisartut. I 10, stk. 6, og to steder i stk. 8, ændres landstingssuppleant til: suppleant i Inatsisartut. 24. I 8, stk. 1, ændres i egenskab af Landstingets formand til: i egenskab af formand for Inatsisartut, og i 8, stk. 3, ændres hvervet som Landstingets formand til: hvervet som formand for Inatsisartut. Alle øvrige steder i loven ændres Landstingets formand til: formanden for Inatsisartut. 25. I 8, stk. 1 og stk. 3, ændres Landsstyreformand til: formand for Naalakkersuisut. Overalt i loven ændres Landsstyreformanden til: formanden for Naalakkersuisut. 26. Overalt i loven ændres landsstyremedlemmerne til: medlemmerne af Naalakkkersuisut. I 8, stk. 1, ændres landsstyremedlemmernes til: Naalakkersuisutmedlemmernes. 27. I 8, stk. 4 og stk. 5 ændres landsstyremedlems til: Naalakkersuisutmedlems, og i 11, stk. 1, ændres landsstyremedlemmets til: Naalakkersuisutmedlemmets. 28. I 10, stk. 1, ændres landstings- eller landsstyremedlem til: medlem af Inatsisartut eller Naalakkersuisut. 29. I 17, stk. 1, ændres landsstyremedlemmer til: Naalakkersuisut. Øvrige steder ændres landsstyremedlemmer til: medlemmer af Naalakkersuisut. 30. I 17, stk. 3 ændres to steder af det enkelte landstings- eller landsstyremedlems vederlag til: af vederlaget til det enkelte medlem af Inatsisartut eller Naalakkersuisut, og landstings- eller landsstyremedlemmets eget bidrag ændres til: egetbidraget for det enkelte medlem af Inatsisartut eller Naalakkersuisut. 31. I overskriftentil Kapitel 7 ændres Ikke-landstingsmedlemmers til: Ikke- Inatsisartutmedlemmers. To steder i 18 ændres ikke-landstingsmedlemmer til: ikke- Inatsisartutmedlemmer. I 18, stk. 1 ændres hjemmestyrets til: selvstyrets.

345 2 Inatsisartutloven træder i kraft den 1. juni Grønlands Selvstyre, den 15. april 2011 Kuupik Kleist

346 Inatsisartutlov nr. 3 af 3. juni 2015 om ændring af landstingslov om vederlag m.v. medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut m.v. (Inatsisartut fastsætter orlovsregler mv. for Inatsisartut s medlemmer mv.) I landstingslov nr. 22 af 18. december 2003 om vederlag mv. til medlemmer af landstinget og landsstyret m.v., som senest ændret ved inatsisartutlov nr. 2 af 15. april 2011, foretages følgende ændringer: , stk. 2-5, affattes således: Stk. 2. Inatsisartut fastsætter regler for bevilling af orlov og midlertidigt fravær fra Inatsisartut. Stk. 3. Orlov med vederlæggelse kan kun bevilges, hvis et medlem af Inatsisartut har lovligt forfald, eller i situationer som ifølge regler, der er fastsat i medfør af stk. 2, kan sidestilles hermed. Stk. 4. Hvis et medlem af Inatsisartut i helt ekstraordinære situationer bevilges orlov uden vederlæggelse, oppebærer medlemmet ikke vederlag og omkostningstillæg, og der ydes ikke pensionsbidrag og optjenes ikke eftervederlagsanciennitet i orlovsperioden. Stk. 5. Et medlem af Inatsisartut, som er bevilget orlov for at varetage et hverv som medlem af Naalakkersuisut, oppebærer ikke vederlag fra Inatsisartut og optjener ikke eftervederlagsanciennitet fra Naalakkersuisut i orlovsperioden. 2. Efter 3 indsættes som ny paragraf: 3 a. I forbindelse med nærtståendes død eller alvorlige sygdom ydes fri rejse efter de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres tjenestemænd affattes således: 6. Til Inatsisartutformanden, Naalakkersuisutformanden og til medlemmer af Naalakkersuisut ydes ud over vederlaget i 1, stk. 1, et årligt vederlag svarende til lønnen i lønramme 38, incl. generelt tillæg. Vederlaget beregnes på grundlag af den på AS-G området til enhver tid gældende aftale om justering af tjenestemandslønninger m.v. Stk. 2. Til Inatsisartutformanden og Naalakkersuisutformanden ydes der et særligt tillæg på kr Stk. 3. Til medlemmer af Naalakkersuisut, der ikke er medlemmer af Inatsisartut, ydes et tillæg svarende til vederlaget for medlemmer af Inatsisartut efter 1, stk. 1. Stk. 4. Inatsisartutformanden, Naalakkersuisutformanden og medlemmer af Naalakkersuisut oppebærer vederlag fra den 1. i den måned, de er valgt og indtil udgangen af den måned, hvor hvervet ophører. Vederlagene udbetales månedsvis forud. Regulering af de stk. 1-3 nævnte vederlag og tillæg følger udviklingen inden for AS - G forhandlingsområdet. Stk. 5. Der stilles bolig til rådighed for Inatsisartutformanden Naalakkersuisutformanden.

347 Formændene betaler ikke leje af boligen, men beskattes af en årlig lejeværdi på kr Grønlands Selvstyre afholder driftsomkostningerne til boligerne. De til boligerne knyttede driftsomkostninger indgår ikke i beregningen af den skattemæssige indkomst. Stk. 6. Der stilles bolig til rådighed for øvrige medlemmer af Naalakkersuisut. Medlemmerne betaler en husleje på 60 % af den husleje, der beregnes for den pågældende bolig i henhold til de til enhver tid gældende regler for beregning af husleje i de boliger, som Grønlands Selvstyre anviser som personaleboliger. Stk. 7. Differencen imellem den i stk. 6 anførte procentandel og den fulde husleje for de pågældende personaleboliger indgår ikke i beregningen af de nævnte personers skattepligtige indkomst. Stk. 8. Boliger stillet til rådighed efter stk. 5 og 6 skal fraflyttes i forbindelse med ophør af hvervet. Omkostninger i forbindelse med til- og fraflytning af sådanne boliger dækkes af Grønlands Selvstyre. Stk. 9. I eftervederlagsperioden anvises en midlertidig bolig. Der betales husleje efter de til enhver tid gældende regler for beregning af husleje i Grønlands Hjemmestyres udlejningsboli-ger. Boligen skal fraflyttes ved eftervederlagsperiodens ophør. Stk. 10. For Naalakkersuisutformanden og for medlemmer af Naalakkersuisut anses sygdom og fravær i forbindelse med nærtståendes død eller alvorlige sygdom som lovligt forfald. Ved fraværet er der ret til fri rejse efter de til enhver tid gældende regler for Grønlands Selvstyres tjenestemænd. Stk. 11. For Naalakkersuisutformanden og for medlemmer af Naalakkersuisut anses orlov i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption for lovligt forfald. Denne Inatsisartutlov træder i kraft den 1. juli Grønlands Selvstyre, den 3. juni 2015 Kim Kielsen

348 Inatsisartutlov nr. 10 af 6. juni 2016 om ændring af landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut m.v. (Vederlagsperiodens start ) I landstingslov nr. 22 af 18. december 2003 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v., som ændret ved blandt andet inatsisartutlov nr. 2 af 15. april 2011 og senest ved inatsisartutlov nr. 3 af 3. juni 2015 foretages følgende ændringer: 1. 2, stk. 1, pkt., affattes således: 1 Et medlem af Inatsisartut oppebærer vederlag og omkostningstillæg fra valgdagen. Et medlem, som indtræder i anledning af et andet medlems død eller endelige udtræden af Inatsisartut, oppebærer dog først vederlag fra den dag, hvor medlemmet indtræder. 2. 6, stk. 4, 1. pkt., affattes således: Formanden for Inatsisartut, Formanden for Naalakkersuisut og medlemmer af Naalakkersuisut oppebærer vederlag fra den dag, de indtræder i hvervet og indtil udgangen af den måned, hvor hvervet ophører. Inatsisartutloven træder i kraft den 1. juli Grønlands Selvstyre, 6. juni Kim Kielsen

349 Inatsisartutlov nr. 42 af 23. november 2017 om ændring af landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut m.v. (Pensionsordninger for medlemmer af Inatsisartut og medlemmer af Naalakkersuisut) I landstingslov nr. 22 af 18. december 2003 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og 1 Landsstyret m.v., som ændret ved blandt andet landstingslov nr. 1 af 27. marts 2006, Inatsisartutlov nr. 2 af 15. april 2011 og senest ved Inatsisartutlov nr. 10 af 6. juni 2016 foretages følgende ændringer: 1. 17, stk. 2, affattes således: Stk. 2. Der oprettes efter anvisning fra det enkelte medlem af Inatsisartut eller Naalakkersuisut en pensionsordning i form af en ratepension, en livslang pension eller en kombination heraf. Pensionsordningen oprettes i en pensionskasse omfattet af lov om forsikringsvirksomhed, et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, eller i et pengeinstitut, der har hjemsted eller fast driftssted i Grønland og har Finanstilsynets tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet. Medlemmer af Inatsisartut eller Naalakkersuisut, der er fyldt 50 år den dag, de indtræder i deres hverv, kan dog vælge at få de i stk. 3 nævnte pensionsbidrag udbetalt som almindelig skattepligtig indkomst. Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar Grønlands Selvstyre, den 23. november 2017 Kim Kielsen

350 Landstingslov nr. 1 af 27. marts 2006 om ændring af landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret (Pensionsordning i form af ratepension eller livslang pension samt udbetalingsmulighed for pensionsbidrag på grund af høj alder. Pensionsbidrag til landstingssuppleanter. Landstingsmedlemmers indkvartering.) (Landstingets Formandskab ved Jonathan Motzfeldt (Siumut), Agathe Fontain (Inuit Ataqatigiit), Augusta Salling (Atassut), Per Berthelsen (Demokraterne) og Ruth Heilmann (Siumut).) 1 I landstingslov nr. 22 af 18. december 2003 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret foretages følgende ændringer: 1. I 1, stk. 1 og 3, ændres "AK" til: "AS G". 2. 1, stk. 4, 1. punktum, affattes således: "Stk. 4.For landstingsmedlemmer, der ønsker at tage fast bopæl i Nuuk, stilles indkvartering til rådighed, for hvilken der opkræves et gebyr, der fastsættes af Landstinget.". 3. I 1, stk. 4, 3. punktum, udgår "(AK)". 4. 1, stk. 6, affattes således: "Stk. 6. I eftervederlagsperioden stilles indkvartering til rådighed mod betaling af det i stk. 4 anførte gebyr. Denne indkvartering skal fraflyttes senest ved udgangen af den måned, hvori eftervederlagsperioden ophører. Suppleanter, som træder i et landstingsmedlems sted, stilles dog altid som om eftervederlaget blev ydet for mindst tre måneder." , stk. 2, affattes således: "Stk. 2. Der oprettes i en pensionskasse med sæde i Grønland en privat pensionsordning i form af en ratepension eller en livslang pension. Medlemmer af Landstinget eller Landsstyret der er fyldt 50 år den dag, de indtræder i deres hverv, kan dog vælge at få de i stk. 3 nævnte pensionsbidrag udbetalt som almindelig skattepligtig indkomst.". 6. I 17 tilføjes som nyt stykke: "Stk. 4. Suppleanter, som træder i et landstingsmedlems sted, omfattes ikke af de i stk. 2 3 omhandlede pensionsordninger. Det i stk. 3 nævnte pensionsbidrag udbetales i stedet som almindelig skattepligtig indkomst.". 2 Landstingsloven træder i kraft den 1. april Medlemmer af Landstinget eller Landsstyret, der er

351 indtrådt i deres hverv inden lovens ikrafttræden, kan vælge den i 17, stk. 2, anførte udbetalingsmulighed, såfremt de er fyldt 50 år den 1. januar 2004 eller senere. Grønlands Hjemmestyre, den 27. marts 2006 Hans Enoksen / Kaj Kleist

352 Landstingslov nr. 22 af 18. december 2003 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v. Kapitel 1 Landstingets medlemmer: Vederlag, omkostningstillæg, boligforhold, rejseudgifter og familieledsagelse 1. Til medlemmerne af Landstinget ydes der årligt et vederlag svarende til lønramme 35 incl. generelt tillæg men excl. generelt skalalønstillæg og med et særligt tillæg på kr i årligt grundbeløb. Vederlaget beregnes med udgangspunkt i den på AK området pr. 1. april 2002 gældende aftale. Stk. 2. Til dækning af udgifter i forbindelse med hvervet som medlem af Landstinget ydes der et ikke pensionsgivende omkostningstillæg på kr årligt. Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte vederlag og tillæg udbetales månedsvis forud. Regulering af det i stk. 1 nævnte vederlag følger udviklingen inden for AK forhandlingsområdet. Tillægget efter stk. 2 reguleres een gang årligt ved kalenderårets begyndelse i overensstemmelse med det grønlandske reguleringspristal. Regulering af tillægget efter stk. 2 finder sted første gang i Stk. 4. For landstingsmedlemmer, der ønsker at tage fast bopæl i Nuuk, stilles bolig til rådighed, for hvilken der betales husleje efter de til enhver tid gældende regler for beregning af husleje i Grønlands Hjemmestyres udlejningsboliger. Tilsvarende gælder for landstingsmedlemmer, som i forvejen er bosat i Nuuk, men som under hensyn til varetagelsen af landstingshvervet afbryder hidtidig beskæftigelse eller uddannelse og som følge heraf må fraflytte en tjeneste eller kollegiebolig. Omkostninger ved til og fraflytning dækkes efter de for tjenestemænd (AK) gældende regler, dog således at omkostninger ved fraflytning dækkes, uanset om det pågældende landstingsmedlem har varetaget sit hverv i mindre end tre år. Stk. 5. Boliger, der er stillet til rådighed for landstingsmedlemmer, skal fraflyttes i forbindelse med ophør af hvervet som landstingsmedlem. Stk. 6. I eftervederlagsperioden anvises en midlertidig bolig. Der betales husleje efter de til enhver tid gældende regler for beregning af husleje i Grønlands Hjemmestyres udlejningsboliger. Boligen skal fraflyttes ved eftervederlagsperiodens ophør. 2. Et landstingsmedlem oppebærer vederlag og omkostningstillæg fra den 1. i den måned, hvor godkendelse af vedkommendes valg finder sted. Hvis medlemmet er indtrådt i anledning af et andet medlems død eller endelige udtræden af Landstinget, oppebæres vederlag fra den 1. i den måned, hvor dødsfaldet eller den endelige udtræden finder sted. Vederlaget og omkostningstillægget ophører med udgangen af den måned, hvor medlemskab af Landstinget ophører. Stk. 2. Et medlem af Landstinget, der efter reglerne i Forretningsorden for Grønlands Landsting er bevilget orlov af Landstingets Formandskab, oppebærer ikke vederlag og omkostningstillæg i orlovsperioden. Landstingets Formandskab udarbejder retningslinier for bevilling af orlov. I særlige tilfælde kan bevilling af orlov gøres betinget af afholdelse af de omkostninger, der påløber ved indkaldelse af suppleant. Stk. 3. Har Landstingets Formandskab bevilget orlov til et medlem af Landstinget, optjener vedkommende ikke pensionsanciennitet i orlovsperioden. Et landstingsmedlem, som er bevilget orlov for at hellige sig hvervet som landsstyremedlem, optjener endvidere ikke eftervederlagsanciennitet i orlovsperioden. Stk. 4. Sygdom og fravær i forbindelse med nærtståendes død eller alvorlige sygdom anses som

353 lovligt forfald. Stk. 5. Orlov i forbindelse med graviditet, fødsel og adoptionanses som lovligt forfald. 3. Tillægget i 1, stk. 2 dækker udgifter, som et medlem af Landstinget måtte have i forbindelse med hvervet som medlem af Landstinget. Stk. 2. For de medlemmer, der ikke har bopæl i Nuuk, ydes der i forbindelse med Landstingets samlinger fri rejse og logi samt dagpenge efter de for tjenestemænd gældende regler. Stk. 3. Efter ansøgning kan Landstingets Formandskab eller Landstingets formand beslutte, at der i forbindelse med deltagelse i udvalgsmøder eller udvalgsrejser ydes et medlem fri rejse og logi samt dagpenge efter de for tjenestemænd gældende regler. Stk. 4. Landstingsmedlemmer har ret til i hvert kalenderår at foretage orienteringsrejser i Grønland inden for en beløbsramme på kr , jf. dog stk. 5. Uforbrugte midler bortfalder ved årets udgang. Stk. 5. En landstingssuppleant, som på ubestemt tid træder i et landstingsmedlems sted, indtræder i det pågældende landstingsmedlems ret til at foretage orienteringsrejser i medfør af stk. 4. Ved kalenderårets udgang bortfalder uforbrugte midler. Ophører landstingssuppleantens hverv inden kalenderårets udgang, overgår eventuelle uforbrugte midler til det landstingsmedlem, hvis orlov er ophørt. Stk. 6. Landstingets Formandskab udarbejder retningslinier for udbetaling af forskud på grundlag af en rejseplan samt regler for afregning i forbindelse med orienteringsrejser. Stk. 7. I perioden mellem et landstingsvalgs udskrivelse og valgets godkendelse, kan landstingsmedlemmernes rejse ikke betales af Landskassen, medmindre der er tale om rejser til uopsættelige møder. 4. For de medlemmer, der ikke har bopæl i Nuuk, ydes der een gang i hvert kalenderår til et landstingsmedlems ægtefælle fri rejse og logi i forbindelse med ledsagelse til en landstingssamling. Stk. 2. Med ægteskab sidestilles 1 års samliv på fælles folkeregisteradresse. Stk. 3. For de medlemmer, der ikke har bopæl i Nuuk, ydes der een gang i hvert kalenderår til et landstingsmedlems hjemmeboende børn under 18 år fri rejse og logi i forbindelse med ledsagelse til en landstingssamling. Stk. 4. Hvis landstingsmedlemmet samtidig er medlem af Landsstyret, ydes der ikke fri rejse og logi til ægtefælle eller børn i forbindelse med ledsagelse til en landstingssamling. Landstingsmedlemmers suppleanter: Vederlag, omkostningstillæg, rejseudgifterog familieledsagelse 5. Landstingsmedlemmers suppleanter oppebærer for hver dag, hvor de træder i landstingsmedlemmets sted, 1/365 af vederlaget i 1, stk. 1. Endvidere oppebærer suppleanten 1/365 af omkostningstillægget i 1, stk. 2. Stk. 2. Der ydes endvidere suppleanten fri rejse og logi samt dagpenge efter reglen i 3, stk. 2. Stk.3. Efter ansøgning til Landstingets Formandskab kan der ydes suppleantens ægtefælle og hjemmeboende børn under 18 år, som suppleanten har forældremyndighed over, fri rejse og logi i forbindelse med den landstingssamling, hvor suppleanten indtræder i et landstingsmedlems stedfor en periode af mere end 3 ugers varighed. 4, stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Kapitel 2 Landstingets formand, Landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne: Vederlag, boligforhold, repræsentationsudgifter, rejseudgifter og familieledsagelse

354 6. Til Landstingets formand, Landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne ydes der udover vederlaget i 1, stk.1 et årligt vederlag svarende til lønramme 38, incl. generelt tillæg men excl. generelt skalalønstillæg. Vederlaget beregnes med udgangspunkt i den på AS G området pr. 1. april 2002 gældende aftale. Stk. 2. Til Landstingets formand og Landsstyreformanden ydes der et særligt tillæg på kr Stk. 3. Til landsstyremedlemmer, der ikke er medlemmer af Landstinget, ydes et tillæg svarende til vederlaget for landstingsmedlemmer efter 1, stk. 1. Stk. 4. Landstingets formand, Landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne oppebærer vederlag fra den 1. i den måned, de er valgt og indtil udgangen af den måned, hvor hvervet ophører. Vederlagene udbetales månedsvis forud. Regulering af de stk. 1 3 nævnte vederlag og tillæg følger udviklingen indenfor AS G forhandlingsområdet. Stk. 5. Landstingets formand og Landsstyreformanden har fri bolig. For de øvrige landsstyremedlemmer stilles tjenestebolig til rådighed, for hvilken der betales husleje efter de til enhver tid gældende regler for beregning af husleje i Grønlands Hjemmestyres tjenesteboliger med beboelsespligt. Stk. 6. Landstingets formand og Landsstyreformanden skal fraflytte den fri bolig i forbindelse med ophør af hvervet som henholdsvis Landstingets formand og Landsstyreformand. Boliger, der er stillet til rådighed for de øvrige landsstyremedlemmer skal fraflyttes i forbindelse med ophør af hvervet som landsstyremedlem. Stk. 7. I eftervederlagsperioden anvises en midlertidig bolig. Der betales husleje efter de til enhver tid gældende regler for beregning af husleje i Grønlands Hjemmestyres udlejningsboliger. Boligen skal fraflyttes ved eftervederlagsperiodens ophør. 7. Landstingets formand, Landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne er berettiget til at afholde repræsentationsudgifter for Landskassens regning. 8. Landstingets formands, Landsstyreformandens og landsstyremedlemmernes rejser i egenskab af Landstingets formand, Landsstyreformand og landsstyremedlemmer betales af Landskassen. Stk. 2. Kost og logi dækkes efter regning med efterfølgende afregning med Landskassen. Stk. 3. Landstingets formand, Landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne kan under særlige omstændigheder medtage ægtefælle eller samlever på rejser, som indgår i hvervet som Landstingets formand, Landsstyreformand og landsstyremedlem. 8, stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Der ydes fri rejse til Nuuk til et landsstyremedlems ægtefælle, som vælger at bo i hjembyen udenfor Nuuk, to gange i hvert kalenderår. 4, stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 5. Der ydes endvidere fri rejse til Nuuk til et landsstyremedlems hjemmeboende børn under 18 år med bopæl udenfor Nuuk to gange i hvert kalenderår. Kapitel 3 Landstingets formands, Landsstyreformandens og landsstyremedlemmernes besiddelse af andre hverv 9. Besidder Landstingets formand, Landsstyreformanden eller et landsstyremedlem ved sin tiltræden andre hverv, skal disse fratrædes. Stk. 2. Ønsker Landstingets formand, Landsstyreformanden eller et landsstyremedlem at bevare nogle af disse hverv, skal vedkommende straks give Udvalget til valgs prøvelse meddelelse herom. Udvalget kan inden 3 uger efter meddelelsens modtagelse nægte pågældende at bevare sådanne hverv. Stk. 3. Landstingets formand meddeler efter udløbet af fristen i stk. 2 Landstinget, hvilke hverv formanden har tilladelse til at varetage. Landsstyreformanden meddeler Landstingets formand, hvilke hverv Landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne har tilladelse til varetage.

355 Stk. 4. Landstingets formand, Landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne må ikke, mens de varetager disse hverv, påtage sig nye hverv, medmindre Udvalget til valgs prøvelse giver tilladelse hertil. Kapitel 4 Eftervederlag 10. Ved fratræden af hvervet som landstings eller landsstyremedlem ydes eftervederlag med et beløb svarende til den pågældendes månedsindtægt efter 1, stk. 1 samt 6, stk 1 3. Stk. 2. Eftervederlag ydes 1 ½ måned for hvert påbegyndt funktionsår, den pågældende sammenlagt har haft. Stk. 3. Ved fratræden som landsstyremedlem ydes eftervederlaget for funktionsperioden som landsstyremedlem. Stk. 4. Ved fratræden fra hvervet som landstingsmedlem ydes eftervederlag for funktionsperioden som landstingsmedlem. Stk. 5. Eftervederlag efter stk. 1 ydes for mindst tre måneder og højst tolv måneder og udbetales månedsvis forud. Stk. 6. En landstingssuppleant, som på ubestemt tid er trådt i et landstingsmedlems sted, ydes ved funktionsperiodens ophør eftervederlag med et beløb svarende til den pågældendes dagsvederlag efter 5, stk. 1, 1. pkt. Eftervederlaget ydes for den periode, hvor suppleanten på ubestemt tid er trådt i landstingsmedlemmets sted. Eftervederlaget ydes 1 dag for hver 8 funktionsdage, den pågældende har haft. Eftervederlaget udbetales månedsvis forud. Stk. 7. Når eftervederlag har været udbetalt, afkortes eftervederlagsancienniteten for det pågældende hverv. Hvis der er udbetalt maksimalt eftervederlag, nulstilles eftervederlagsancienniteten for det pågældende hverv. Stk. 8. Der kan ikke samtidig oppebæres eftervederlag for hvervet som landstingssuppleant og vederlag for hvervet som landstingsmedlem eller landstingssuppleant, og der kan kun udbetales ét eftervederlag for de to hverv. Eftervederlagsancieniteten beregnes på grundlag af den samlede funktionstid i hvervene. Eftervederlag, der ydes på grundlag af en enkelt funktionstid for flere hverv, kan højst ydes 12 måneder. Stk. 9. Landstingets formand oppebærer eftervederlag efter samme regler som landsstyremedlemmer. Der kan ikke samtidig udbetales eftervederlag og vederlag for hvervene som formand for Landstinget og landsstyremedlem, og der kan kun udbetales ét eftervederlag for de to hverv. Eftervederlagsancienniteten beregnes på grundlag af den samlede funktionstid i hvervene. Kapitel 5 Vederlag og eftervederlag til ægtefæller og børn 11. Ægtefællen efter Landstingets formand, Landsstyreformanden, et landsstyremedlem eller et landstingsmedlem, der ved sin død fungerede som sådan, er berettiget til at modtage tre måneders vederlag. Det månedlige vederlag svarer til Landstingets formands, Landsstyreformandens, landsstyremedlemmets eller landstingsmedlemmets månedsindtægt efter 1, stk. 1 samt 6, stk Stk. 2. Hvis vedkommende oppebar eftervederlag, er ægtefællen berettiget til at modtage eftervederlaget i den resterende del af eftervederlagsperioden. Ægtefællen er dog højst berettiget til at modtage eftervederlaget i tre måneder. Stk. 3. Hvis Landstingets formand, Landsstyreformanden, et landsstyremedlem eller et landstingsmedlem ikke efterlader sig ægtefælle, eller hvis den efterladte ægtefælle dør inden udløbet af

356 de tre måneder, i hvilke den pågældende er berettiget til at oppebære vederlag eller eftervederlag, indtræder efterladte børn under atten år i retten til vederlag eller eftervederlag, forudsat disse ved den vederlagsberettigedes eller eftervederlagsberettigedes død var undergivet pågældendes forældremyndighed. Kapitel 6 Pension 12. Til personer, der i medfør af landstingslov nr. 11 af 28. oktober 1993 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget, Landsstyret m.v. eller landstingslov nr. 17 af 7. december 2001 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v. har optjent ret til pension, ydes der pension efter reglerne i Pensionsretten er betinget af, at den pågældende har bestridt hvervet som landsstyremedlem i en eller flere perioder, som sammenlagt udgør mindst 1 år, eller at den pågældende har bestridt hvervet som landstingsmedlem i en eller flere perioder, som sammenlagt udgør mindst 1 år. Stk. 2. Pensionen ydes fra udløbet af den måned for hvilken, der er udbetalt vederlag eller eftervederlag for hvervet, såfremt den pågældende er blevet 60 år, og ellers fra den 1. dag i måneden efter at denne alder opnås. Stk. 3. Et pensioneret medlem, som påny indtræder i det hverv, fra hvilket pågældende oppebærer pension, oppebærer ikke pension i den periode for hvilken, der udbetales vederlag eller eftervederlag. 14. Pensionen for landstingsmedlemmer udgør for hvert påbegyndt funktionsår 1/20 af den højeste pension, som opnås ved pensionering fra en tjenestemandsstilling i lønramme 31, skalatrin 44. Højeste pension opnås efter 20 års funktionstid. 15. Pensionen for Landstingets formand, Landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne udgør for hvert påbegyndt funktionsår 1/20 af den højeste pension, som kan opnås ved pensionering fra en tjenestemandsstilling i lønramme 39, skalatrin 52, excl. generelt tillæg. Højeste pension opnås efter 20 års funktionstid. 16. Ægtefælle og børnepension ydes efter de regler, der gælder for tjenestemænd. Stk. 2. Pensionen efter 14, 15 og 16 stk. 1 reguleres efter de regler, der gælder fortjenestemænd. Stk. 3. Såfremt en person er fratrådt et af de i landstingsloven nævnte hverv inden 1. januar 2004, og er berettiget til opsat pension eller oppebærer pension for et eller flere af disse hverv, kan den samlede pensionsudbetaling højst udgøre den højest mulige pension efter 15. Stk. 4. Såfremt en person, der oppebærer pension fra et eller flere af de i landstingsloven nævnte hverv, og som er fratrådt hvervet inden 1. januar 2004, også er berettiget til vederlag, løn eller pension fra anden offentlig stilling, reduceres pensionen efter denne landstingslov, således at vederlag, løn og pension tilsammen højst kan udgøre et beløb svarende til den højest mulige pension efter 15, stk. 1. Stk. 5. Såfremt et tidligere medlem af Landstinget eller Landsstyret er fratrådt hvervet som medlem af Landstinget eller Landsstyret inden 1. januar 2004, og senere bliver valgt til Landstinget eller Landsstyret, finder stk. 3 og 4 ikke anvendelse. 17. For medlemmer af Landstinget og landsstyremedlemmer ved landstingslovens ikrafttræden opsættes, med skæringsdato den 31. december 2003, pensionsordninger ifølge landstingslov nr. 11 af 28. oktober 1993 om vederlag m.v. og landstingslov nr. 17 af 7. december 2001 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v.

357 Stk. 2. Med virkning fra landstingslovens ikrafttræden oprettes i en pensionskasse med sæde i Grønland en privat pensionsordning med løbende udbetaling for medlemmerne af Landstinget og Landsstyret. Pensionsordningen skal omfatte alderspension, ægtefælle og børnepension. Stk. 3. Der ydes et løbende bidrag til den i stk. 2 nævnte pensionsordning på 10 % af det enkelte landstings eller landsstyremedlems vederlag. Endvidere tilbageholdes løbende 5% af det enkelte landstings eller landsstyremedlems vederlag. Det tilbageholdte beløb udgør landstings eller landsstyremedlemmets eget bidrag til den i stk. 2 nævnte pensionsordning. Kapitel 7 Ikke landstingsmedlemmers deltagelse i udvalg, nævn og repræsentationer og lignende 18. Til ikke landstingsmedlemmer, der udøver hverv i udvalg, nævn og repræsentationer på hjemmestyrets vegne ydes for hver dag vederlag svarende til 1/365 af det i 1, stk. 1 nævnte vederlag. Ved mødedeltagelse uden for hjemstedet ydes der tillige fri rejse og logi samt dagpenge efter de for tjenestemænd gældende regler. Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte et tillæg til ikke landstingsmedlemmer, der varetager et særligt byrdefuldt formandshverv i de i stk. 1 nævnte udvalg, nævn og repræsentationer. Udbetalingen af tillægget sker månedsvist forud og ophører med udgangen af den måned, hvor formandshvervet ophører, eller hvis Landsstyret beslutter, at det skal bortfalde. Kapitel 8 Bemyndigelse 19. Landstingets Formandskab kan efter forhandling med Landsstyret fastsætte nærmere regler efter denne landstingslov. Kapitel 9 Ikrafttræden m.v. 20. Loven træder i kraft 1.januar Stk. 2. Samtidig ophæves landstingslov nr. 11 af 28. oktober 1993 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget, Landsstyret m.v. samt pension til tidligere medlemmer af Landsrådet, Landstinget, Landsstyret m.v. og landstingslov nr. 17 af 7. december 2001 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v. Stk. 3. Aktuelle ydelser og eksisterende rettigheder efter landstingslov nr. 3 af 16. maj 1979 om pensionsordning for tidligere langvarige medlemmer af Grønlands Landsråd og Grønlands Landsting ("Hædersgaveloven"), landstingslov nr. 7 af 14. juli 1982 om pension til tidligere medlemmer af Landsstyret m.v. samt landstingslov nr. 4 af 9. juni 1986 om pension til tidligere medlemmer af Grønlands Landsstyre, Grønlands Landsråd og Grønlands Landsting m.v. udbetales dog i samme omfang og efter samme regler som hidtil, indtil rettigheder efter disse love ophører. Grønlands Hjemmestyre, den 18. december 2003.

358 Hans Enoksen / Kaj Kleist

359 Afsnit 7 Sagsbehandlingsloven

360 Landstingslov nr. 8. af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning Kapitel 1. Lovens anvendelsesområde 1. Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning under Grønlands hjemmestyre og kommunerne. Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler om, at loven helt eller delvist skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af Grønlands hjemmestyre eller en kommune, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på hjemmestyrets eller en kommunes vegne. Landsstyret kan herunder fastsætte regler om opbevaring af dokumenter m.v. og om tavshedspligt. 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel 2 om inhabilitet gælder også for behandlingen af sager om indgåelse af kontraktsforhold eller lignende privatretlige dispositioner. Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 8 gælder for al virksomhed, der udøves indenfor den offentlige forvaltning. Stk. 4. Landsstyret kan fastsætte regler om, at lovens bestemmelser i øvrigt helt eller delvis skal gælde for anden forvaltningsvirksomhed end nævnt i stk. 1. Kapitel 2. Inhabilitet 3. Den, der virker indenfor den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis 1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, 2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, 3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald, 4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller 5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen, eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.

361 4. Bestemmelserne i 3 gælder ikke, hvis det vil være umuligt eller forbundet med væsentlige vanskeligheder at lade en anden træde i den pågældendes sted under sagens behandling. Stk. 2. For medlemmerne af en kollegial forvaltningsmyndighed gælder bestemmelserne i 3, selv om en stedfortræder ikke kan indkaldes. Bestemmelsen gælder dog ikke, hvis myndigheden ville miste sin beslutningsdygtighed eller det af hensyn til myndighedens sammensætning ville give væsentlig betænkelighed, dersom medlemmet ikke kunne deltage i sagens behandling, og behandlingen ikke kan udsættes uden væsentlig skade for offentlige eller private interesser. Stk. 3. Ved kollegiale forvaltningsmyndigheders valg af medlemmer til hverv kan et medlem uanset bestemmelserne i 3 deltage, selv om medlemmet er bragt i forslag. Bestemmelserne i 3 gælder ikke for kommunalbestyrelsers beslutninger om vederlag m.v. til medlemmer. 5. Landsstyret kan for bestemte områder fastsætte regler, der fastlægger den nærmere rækkevidde af bestemmelserne i 3 og Den, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som er nævnt i 3, stk. 1, skal snarest underrette sin foresatte indenfor myndigheden herom, medmindre det er åbenbart, at forholdet er uden betydning. For så vidt angår medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gives underretningen til myndigheden. Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af den i stk. 1 nævnte myndighed. Stk. 3. Vedkommende må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet, jf. dog 4, stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i henhold til lov. Kapitel 3. Vejledning og repræsentation m.v. 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed. 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1,1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Kapitel 4. Partens aktindsigt Retten til aktindsigt 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. Stk. 2. Bestemmelserne om tavshedspligt for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, begrænser ikke pligten til at give aktindsigt efter dette kapitel.

362 Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke sager om kriminalretlig forfølgning af lovovertrædelser, jf. dog 18. Omfanget af aktindsigt 10. En parts ret til aktindsigt omfatter med de i nævnte undtagelser 1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, og 2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter. Stk. 2. Den, der ansøger eller har ansøgt om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, kan dog kun forlange at blive gjort bekendt med de dokumenter m.v., der vedrører den pågældendes egne forhold. Udsættelse af sagen 11. Fremsætter en part under sagens behandling begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse. Undtagelse af dokumenter 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses 1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug ved behandlingen af en sag, 2) brevveksling mellem forskellige enheder indenfor samme myndighed og 3) brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes udvalg, afdelinger og andre administrative organer eller mellem disse organer indbyrdes. Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i interne arbejdsdokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 meddeles i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel. 13. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelserne i 12 interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når 1) dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning vedrørende en sags afgørelse, 2) dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som myndigheden har pligt til at notere efter lov om offentlighed i forvaltningen, eller 3) dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder. 14. Retten til aktindsigt omfatter ikke: 1) Referater af landsstyremøder og dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne

363 møder. 2) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed. 3) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres. Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for en sags afgørelse, og som alene indeholdes i de i stk. 1 nævnte dokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1 meddeles i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel. Undtagelse af oplysninger 15. Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, herunder 1) rigets sikkerhed eller forsvar, 2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 3) forebyggelse, opklaring eller forfølgning af lovovertrædelser, fuldbyrdelse af kriminalretlige domme og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om kriminalretlig eller disciplinær forfølgning, 4) gennemførelse af offentlig kontrol, regulerings eller planlægnings virksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, eller 5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed. Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold. Afgørelse af sager om aktindsigt 16. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt skal imødekommes, træffes af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den pågældende sag. Stk. 2. Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge. Stk. 3. Har det betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser at få afskrift eller kopi af sagens dokumenter, skal en begæring herom imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis dokumenternes karakter, antallet af dokumenter, eller deres form med afgørende vægt taler herimod. Landsstyret fastsætter regler om betaling for afskrifter og kopier. Stk. 4. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Bestemmelsen i 11 gælder tilsvarende. Stk. 5. Landsstyret kan fastsætte regler, der fraviger bestemmelserne i stk. 1 og stk. 4, 1.pkt. 17. Hvor adgangen til at påklage afgørelsen i en sag er tidsbegrænset og begæringen om aktindsigt fremsættes efter, at afgørelsen er meddelt parten, men inden klagefristens udløb, kan myndigheden bestemme, at klagefristen afbrydes. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt er meddelt parten eller er afslået, dog med mindst 14 dage. Underretning om, hvornår klagefristen herefter udløber, skal samtidig gives til andre klageberettigede, der har fået skriftlig meddelelse om selve afgørelsen.

364 Aktindsigt i kriminalretlige sager 18. En part i en kriminalretlig sag kan, når sagen er afgjort, forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter i det omfang, dette er rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre ikke taler herimod. Bestemmelserne i gælder tilsvarende. Stk. 2. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt kan imødekommes efter stk. 1, træffes af den myndighed, der har truffet den administrative beslutning i den kriminalretlige sag. Afgørelsen kan påklages til vedkommende overordnede forvaltningsmyndighed. Landsstyret kan fastsætte regler om betaling for afskrifter og kopier. Kapitel 5. Partshøring 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis 1) det efter oplysningerne karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag, 2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, 3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, 4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger, 5) forelæggelsen af oplysningerne for parten vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, herunder fordi afgørelsen omfatter et meget stort antal personer med partsstatus, eller 6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at give en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes. Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 2 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk l sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre afgørelsen, kan myndigheden undlade at foretage partshøring, hvis sagens karakter og hensynet til parten selv taler for det. Stk. 2. Er partshøring undladt i medfør af stk. 1, skal afgørelsen ledsages af de oplysninger, som parten ellers skulle være gjort bekendt med efter bestemmelsen i 19. Parten skal samtidig gøres bekendt med adgangen til at få sagen genoptaget. Myndigheden kan fastsætte en frist for fremsættelse af begæring om genoptagelse. Stk. 3. Hvor adgangen til at påklage den trufne afgørelse til en anden forvaltningsmyndighed er tidsbegrænset og begæringen om sagens genoptagelse fremsættes inden klagefristens udløb, afbrydes klagefristen. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten, dog med mindst 14 dage.

365 Retten til at afgive udtalelse. 21. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis 1) udsættelse vil medføre overskridelse af en frist for sagens afgørelse, 2) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller 3) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes. Kapitel 6. Begrundelse m. v. 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen. Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret. 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, l det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. 15. Kapitel 7. Klagevejledning 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåde ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i stk Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være ledsaget af oplysning herom.

366 Kapitel 8. Tavshedspligt m.v. Tavshedspligt 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. kriminallovens 29, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til 1) rigets sikkerhed eller forsvar, 2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt fuldbyrdelse af kriminalretlige domme og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om kriminalretlig eller disciplinær forfølgning, 4) gennemførelse af offentlig kontrol, regulerings eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, 5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, 6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller 7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts eller forretningsforhold. Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1. Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil. Stk. 4. Fastsættes der i henhold til 1, stk. 2, regler om tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder kriminallovens 29 tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg. Videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og kriminelle forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når 1) den, oplysningen angår, har givet samtykke, 2) den, oplysningen vedrører, er afskåret fra at give samtykke, såfremt videregivelsen utvivlsomt sker til varetagelse af den pågældendes interesser, 3) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, 4) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller 5) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed

367 kan gennemføre tilsyns eller kontrolopgaver. Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller en afgørelse, myndigheden skal træffe. Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilke type oplysninger der må videregives, til hvem oplysningerne må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 5, bortfalder senest et år efter det er givet. Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter stk. 1 og En myndighed kan dog videregive de i 28, stk. 1 nævnte oplysninger til politiet eller andre myndigheder, som indgår i det kriminalitetsforebyggende samarbejde, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende samarbejde. Oplysningerne må i forbindelse med det kriminalitetsforebyggende samarbejde ikke videregives med henblik på efterforskning af kriminalretlige sager. Stk. 2. Inddrages selvejende institutioner, der løser opgaver for det offentlige inden for social og undervisningsområdet, i det kriminalitetsforebyggende samarbejde, kan der i samme omfang som nævnt i stk. 1 udveksles oplysninger mellem myndighederne og institutionerne. Stk. 3. De myndigheder og institutioner, der indgår i det kriminalitetsforebyggende samarbejde, er ikke forpligtet til at videregive oplysninger efter stk. 1 og l sager, der rejses ved ansøgning, må oplysning om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis 1) ansøgeren har givet samtykke hertil, 2) andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller 3) særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes. 31. Fortrolige oplysninger, der udelukkende er indhentet med henblik på statistiske uddrag eller som led i en videnskabelig undersøgelse, må ikke videregives til en forvaltningsmyndighed til anden anvendelse. 32. l det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne. 33. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver. Kapitel 9. Ikrafttræden, forholdet til anden lovgivning m.v. 34. Loven træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Samtidig ophæves kapitel 2 i lov nr. 208 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen for så vidt angår de af loven omfattede myndigheder. 35. Bestemmelserne i andre love eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, som i videre omfang

368 end bestemmelserne i kapitel 2 medfører inhabilitet, opretholdes. 36. Bestemmelserne i lovens kapitel 4 finder anvendelse på dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en myndigheds besiddelse den 1. oktober 1964 eller senere. Stk. 2. Oplysninger om faktiske omstændigheder, der indeholdes i dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en myndigheds besiddelse før den 1. oktober 1964, er dog omfattet af bestemmelserne i kapitel 4, hvis dokumenterne er indgået i en sag, der er eller har været under behandling af en forvaltningsmyndighed efter det nævnte tidspunkt, og oplysningerne er eller har været af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Stk. 3. Bestemmelserne i andre love om parters aktindsigt opretholdes. Dette gælder dog ikke bestemmelser, der i snævrere omfang end denne lovs kapitel 4 giver parten adgang til aktindsigt, medmindre de er trådt i kraft den 1. oktober 1964 eller senere. 37. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i medfør af lov, som stiller mere omfattende krav til begrundelsens indhold end de, der følger af 24, opretholdes. Grønlands Hjemmestyre, den 13. juni 1994 Lars Emil Johansen / Kaj Kleist

369 Landstingslov nr. 21 af 30. oktober 1998 om ændring af landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning 1 ILandstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning foretages følgende ændring: Efter 7 indsættes: " 7 a. Den, der er part i en sag, kan tilkendegive at vedkommende ønsker at blive betjent på grønlandsk eller dansk. En sådan tilkendegivelse er bindende for myndigheden." Landstingsloven træder i kraft den 1. januar Grønlands Hjemmestyre, den 30. oktober 1998 Jonathan Motzfeldt / Kaj Kleist

370 Landstingslov nr. 5 af 31. maj 2001 om ændring af Landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning I landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, foretages følgende ændringer: , stk. 1, affattes således: " Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet en afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med." Landstingsloven træder i kraft den 1. juli Grønlands Hjemmestyre den 31. maj Jonathan Motzfeldt / Søren Hald Møller

371 Inatsisartutlov nr. 19 af 22. november 2011 om ændring af landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning (Konsekvensrettelser som følge af indførelsen af selvstyre og vedtagelsen af ny kriminallov for Grønland m.v.) I landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, som ændret ved landstingslov nr. 21 af 30. oktober 1998 og landstingslov nr. 5 af 31. maj 2001, foretages følgende ændring: 1 1. Overalt ændres Landsstyret til Naalakkersuisut, og i 14, stk. 1, nr. 1, ændres landsstyremøder til naalakkersuisutmøder. 2. Overaltændres Grønlands Hjemmestyre til Grønlands Selvstyre og Hjemmestyrets til Selvstyrets. 3. I 27, stk. 1, ændres kriminallovens 29 til kriminallovens 50, stk. 1 og 3, og I 27, stk. 4, ændres kriminallovens 29 til kriminallovens 50, stk. 1 og 3, og I 28, stk. 5, ændres henvisning til stk. 2, nr. 5 til stk. 2, nr. 1. Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar Grønlands Selvstyre, den 22. november 2011 Kuupik Kleist

372 Afsnit 8 Habilitet

373 20. april 2017 Lovafdelingen Vedrørende inhabilitet Behandlingen af problemstillinger vedr. inhabilitet finder sted efter bestemmelserne i kapitel 2 om inhabilitet i Landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning (sagsbehandlingsloven). Inhabilitet Det fremgår af sagsbehandlingslovens 3, stk. 3, at Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen, eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag. Inhabilitetsformer Sagsbehandlingslovens 3 beskriver, at der foreligger inhabilitet i følgende tilfælde: 1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, 2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller andre nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, 3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald, 4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller 5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. Krav til graden af interesse I Sagsbehandlingslovens 3, stk. 2 er det anført, at der skal foreligge et minimum af særlig interesse i den pågældende sag, før der opstår inhabilitet. Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn. Den konkrete vurdering Det påhviler den enkelte Naalakkersuisoq i hver enkelt situation at vurdere, om der foreligger inhabilitet i forhold til behandlingen af konkrete sager. Såfremt den pågældende Naalakkersuisoq er opmærksom på at der er et særligt forhold hvori der er overvejende sandsynlighed for at der kan opstå inhabilitet, påhviler dette endvidere den enkelte Naalakkersuisoq at instruere departementschefen om, at departementet i arbejdstilrettelæggelsen skal være opmærksom på, at der kan være tilfælde, hvor naalakkersuisoq er inhabil efter sagsbehandlingslovens regler. 1

374 20. april 2017 Lovafdelingen Såfremt der opstår tvivl om der foreligger inhabilitet, kan der søges vejledning i det respektive Departementet eller ved Lovafdelingen i Formandens Departement. Lovafdelingen ved Formandens Departement 2

375 Afsnit 9 Offentlighedsloven

376 Landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen Kapitel 1. Lovens almindelige anvendelsesområde 1. Loven gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning under Grønlands Hjemmestyre og kommunerne, jf. dog 2 og 3. Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler om, at loven skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlig forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af Grønlands Hjemmestyre eller en kommune, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov eller forordning har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på hjemmestyrets eller en kommunes vegne. Landsstyret kan herunder fastsætte regler om opbevaring m.v. af dokumenter. 2. Loven gælder ikke for kriminalretlige sager. For sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste gælder kun bestemmelsen i 6. Stk. 2. Sager om lovgivning, herunder bevillingslove, er kun omfattet af loven, for så vidt lovforslag er fremsat for landstinget. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om, at nærmere angivne myndigheder, sagsområder eller arter af dokumenter, for hvilke bestemmelserne i 7 14 i almindelighed vil medføre, at begæring om aktindsigt kan afslås, skal være undtaget fra loven. Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler om, at der efter et vist åremål skal være ret til at blive gjort bekendt med nærmere angivne dokumenter, der ikke er undergivet retten til aktindsigt efter reglerne i denne lov. Kapitel 2. Retten til aktindsigt 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i 7 14, forlange at bliver gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v. Stk. 2. Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, kan med de undtagelser, der er nævnt i 7 11 og 14, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn, der er nævnt i 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler imod. Stk. 3. Begæring efter stk. 1 og 2 skal angive de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. 5. Retten til aktindsigt omfatter 1)alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, og 2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter. Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke registre eller andre systematiserede fortegnelser, hvor der

377 gøres brug af elektronisk databehandling, dog bortset fra fortegnelser som nævnt i stk. 1, nr. 2. Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om offentlighedens adgang til at blive gjort bekendt med oplysninger i edb-registre m.v., der ikke er omfattet af loven om offentlige myndigheders registre. Der kan herunder fastsættes regler om betaling. Notatpligt m.v. 6. l sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter. Stk. 2. Landsstyret kan for nærmere angivne områder af forvaltningsvirksomhed fastsætte regler om opbevaring m.v. af meddelelser, der udfærdiges eller modtages ved hjælp af elektronisk databehandling. Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om notatpligt for nærmere angivne grupper af sager om udøvelse af anden forvaltningsvirksomhed end nævnt i stk. 1. Kapitel 3. Undtagelser fra retten til aktindsigt. Undtagelse af interne arbejdsdokumenter 7. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses 1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug, 2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed, og 3) brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes udvalg, afdelinger og andre organer eller mellem disse organer indbyrdes. 8. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelsen i 7 interne arbejdsdokumenter, som foreligger i endelig form, når 1) dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning vedrørende en sags afgørelse, 2) dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som myndigheden har haft pligt til at notere efter bestemmelsen i 6, 3) dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder, eller 4) dokumenterne indeholder generelle retningslinier for behandlingen af bestemte sagstyper. 9. Den, om hvis helbredsforhold der er udarbejdet patientjournaler, patientoptegnelser og patientregistre m.v. af de ved særlig lovgivning autoriserede sundhedspersoner eller på disses ansvar, har uanset bestemmelsen i 7 ret til aktindsigt i journalen. Stk. 2. Retten til aktindsigt kan dog begrænses i det omfang, partens interesse i aktindsigt findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.

378 Undtagelse af andre dokumenter 10. Retten til aktindsigt omfatter ikke: 1) Referater af landsstyremøder og dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til brug for sådanne møder. 2) Brevveksling mellem landsstyreområder om lovgivning, herunder bevillingslove. 3) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed. 4) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres. 5) Materiale, der tilvejebringes som grundlag for udarbejdelse af offentlig statistik eller videnskabelige undersøgelser. Meddelelse af faktiske oplysninger 11. Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af 7 og 10, nr. 1 4, om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med lovens almindelige regler. Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler om, at pligten efter stk. 1 ikke skal gælde nærmere angivne grupper af sager om udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed. Undtagelse af oplysninger 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om 1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, 2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig økono misk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes. Stk. 2. Omfattes kun en del af et dokument af bestemmelsen i stk. 1, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold. 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til 1) rigets sikkerhed eller forsvar, 2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, 3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertraedelser, fuldbyrdelse af kriminalretlige domme og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om kriminalretlig eller disciplinær forfølgning, 4) gennemførelse af offentlig kontrol, regulerings eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, 5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed, eller 6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold.

379 Forholdet til tavshedspligt 14. Pligten til at meddele oplysninger er begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt fastsat ved lov eller med hjemmel i lov for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv. Det gælder ikke, for så vidt angår den almindelige tavshedspligt efter kriminalloven, landstingsloven om den offentlige forvaltning og tjenestemandslovgivningen. Kapitel 4. Behandlingen og afgørelsen af begæringer om aktindsigt 15. Fremsættes der begæring om aktindsigt vedrørende dokumenter, der indgår i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, afgør denne myndighed, om begæringen kan imødekommes. I andre tilfælde afgøres sager om aktindsigt af den myndighed, der har dokumentet i sin besiddelse. Stk. 2. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte bestemmelser, der fraviger reglerne i stk. 1 og Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring kan imødekommes, og om den, der har fremsat begæringen, skal gøres bekendt med dokumenterne ved, at der gives adgang til gennemsyn på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift eller kopi. Stk. 2. Er en begæring om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed, skal myndigheden underrette den begærende om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge. Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om betaling for afskrifter og kopier. Kapitel 5. Ikrafttræden forholdet til anden lovgivning m. v. 17. Loven træder i kraft den 1. januar Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen for de myndigheder, der er omfattet af nærværende lov. Stk. 3. Loven gælder ikke for dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en myndigheds besiddelse før den 1. januar Oplysninger om faktiske omstændigheder, der indeholdes i sådanne dokumenter, er dog omfattet af retten til aktindsigt efter reglerne i denne lov, hvis dokumenterne er indgået i en sag, der er eller har været under behandling af en offentlig myndighed efter det nævnte tidspunkt, og oplysningerne er eller har været af betydning for sagen. Bestemmelsen i 8, nr. 4, gælder for dokumenter, der anvendes efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen i 9 gælder for patientjournaler oprettet efter lovens ikrafttræden og for tilførsler til eksisterende journaler, der er foretaget efter lovens ikrafttræden. Stk. 4. Bestemmelser i andre love om adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter hos den offentlige forvaltning opretholdes, uanset om de giver ret til aktindsigt i snævrere omfang end denne lov.

380 Grønlands Hjemmestyre, den 13. juni 1994 Lars Emil Johansen / Kaj Kleist

381 Landstingslov nr. 1 af 31. maj 1999 om ændring af landstingslov om offentlighed i forvaltningen (Aktindsigt i personalesager). 1. I landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen foretages følgende ændringer: 1. 2 affattes således: " 2. Loven gælder ikke for kriminalretlige sager. Sager om lovgivning, herunder bevillingslove, er kun omfattet af loven, for så vidt lovforslag er fremsat for Landstinget. Stk. 2. Bortset fra bestemmelsen i 6 gælder loven endvidere ikke for sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste. Det samme gælder for andre sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste, jf. dog stk. 3 og 4, stk. 2. Stk. 3. I sager som nævnt i stk. 2, 2. pkt. gælder loven for oplysninger om den ansattes navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver, lønmæssige forhold og tjenesterejser. For så vidt angår ansatte i chefstillinger gælder loven endvidere for oplysninger om disciplinære reaktioner af advarsel eller derover. Det gælder dog kun for et tidsrum af 2 år efter, at den endelige afgørelse herom er truffet. Stk. 4. Landsstyret kan bestemme, at loven i sager, der er omfattet af stk. 2, 2. pkt., tillige skal gælde for andre oplysninger end dem, der er nævnt i stk. 3." 2. I 16 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke: "Stk. 3. Fremsættes der begæring om aktindsigt i sager som nævnt i 2, stk. 2, 2. pkt, underretter myndigheden snarest den ansatte herom med angivelse af, hvem der har fremsat begæringen. Når der er truffet afgørelse om aktindsigt, underretter myndigheden den ansatte om, hvilke oplysninger i sagen der er udleveret". Stk. 3 bliver herefter stk. 4. Landstingsloven træder i kraft den 1. juli Grønlands Hjemmestyre den 31. maj Jonathan Motzfeldt / Kaj Kleist

382 Landstingsforordning nr. 6 af 31. maj 2001 om patienters retsstilling I medfør af 1 og 3 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland fastsættes: Kapitel 1. Formål, anvendelsesområde, definitioner m.v. 1. Landstingsforordningen skal medvirke til at sikre, at patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Landstingsforordningen skal endvidere medvirke til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og sundhedsperson. 2. Landstingsforordningen gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen. 3. Ved behandling forstås i denne landstingsforordning undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient, m.v. 4. Ved sundhedspersoner forstås i denne landstingsforordning personer, der er autoriseret i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar. Ved sundhedspersoner forstås endvidere personer, der i henhold til særlige regler varetager selvstændige opgaver inden for sundhedsvæsenet. 5. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter landstingsforordningen, i det omfang dette er nødvendigt for at varetage patientens interesser i den pågældende situation. Kapitel 2. Selvbestemmelse Informeret samtykke 6. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen eller følger af Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1. Stk. 3. Ved informeret samtykke forstås i denne landstingsforordning et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. 7. Stk. 4. Et informeret samtykke efter dette kapitel kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende. Stk. 5. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om samtykkets form og indhold. 7. Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.

383 Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v. Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. 6, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2. Stk. 6. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om informationens form og indhold. Mindreårige 8. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information, jf. 7, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen. Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke. Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til aktindsigt efter bestemmelserne i kapitel 4 og kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i kapitel 5. Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke 9. For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten er umyndiggjort i personlig henseende, kan informeret samtykke dog gives af værgen. Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning hertil. Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter med hensyn til omfang og varighed. Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen, såfremt Embedslægeinstitutionen giver sin tilslutning hertil. Øjeblikkeligt behandlingsbehov 10. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et

384 væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge. Patientens inddragelse 11. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning. Sundhedspersonens ansvar m.v. 12. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er forpligtet til at drage omsorg for, at 1) informeret samtykke indhentes efter 6 8 og 9, stk. 1, 2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter 9, stk. 2, 3) der foreligger tilslutning fra Embedslægeinstitutionen efter 9, stk. 4, og 4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter 11. Kapitel 3. Selvbestemmelse i særlige tilfælde 13. For bestemmelserne i dette kapitel finder 6 og 7 om informeret samtykke, 8 om mindreårige, 11 om patientens inddragelse samt 12 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder 8 om mindreårige ikke anvendelse for 17 om livstestamenter. Sultestrejke 14. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke, og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne. Afvisning af at modtage blod 15. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller blodprodukter skal være givet i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved behandlingen. Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske opfattelse at udføre en behandling uden anvendelse af blod eller blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal henvises til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af påtrængende nødvendig lægehjælp, jf. 7, stk. 1, i anordning nr. 860 af 18. december 1991 for Grønland om ikraftsættelse af lov om udøvelse af lægegerning.

385 Behandling af uafvendeligt døende 16.En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden. Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, kan en sundhedsperson undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. 17, stk. 3. Stk. 3. En uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lindrende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet. Livstestamenter 17. Enhver, der er over 18 år og ikke er umyndiggjort i personlig henseende, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv. Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at 1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døende, og 2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt. Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse. Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke selv er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte behandling af en uafvendeligt døende eller påtænker at fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr. 2, skal sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregistret, jf. 18, med henblik på at undersøge, om der foreligger et livstestamente. Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for sundhedspersonen, medens et ønske efter stk. 2, nr. 2, er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling. 18. Personer med bopæl i Grønland kan benytte det livstestamenteregister, som sundhedsministeren har oprettet, på de vilkår, som sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Landsstyret. Kapitel 4. Aktindsigt 19. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler m.v., der udarbejdes af sundhedspersoner, og som føres på offentlige sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private institutioner m.v., hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af patienter. Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for registre omfattet af lov om offentlige myndigheders registre eller for registrering, der alene finder sted til videnskabelige eller statistiske formål. Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger og institutioner m.v., der er omfattet af stk Den, om hvis helbredsforhold der er udarbejdet patientjournaler m.v., har ret til aktindsigt heri.

386 Stk. 2. De nærmeste pårørende til en afdød patient har ret til aktindsigt i afdødes patientjournal, hvis retten udøves i afdødes interesse. Stk. 3. Retten efter stk. 1 kan dog begrænses i det omfang, patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser. 21. Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den myndighed, institution eller sundhedsperson, der har patientjournalerne m.v. i sin besiddelse. Stk. 2. Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan imødekommes, og om aktindsigten skal gennemføres ved, at der gives adgang til gennemsyn af patientjournalen m.v. på stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift eller kopi. Stk. 3. Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson, skal myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge. Stk. 4. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1 3 er tillagt beføjelser, påhviler det overordnede ansvar for, at aktindsigt meddeles i overensstemmelse med landstingsforordningen, den driftsansvarlige myndighed. 22. Landsstyret kan fastsætte regler om gebyr til dækning af kopierings og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten. Kapitel 5. Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger m.v. Patientens krav på sundhedspersoners tavshed 23. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel. Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson i dette kapitel er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysningerne videregives i overensstemmelse med landstingsforordningen, den driftsansvarlige myndighed. Stk. 3. Sundhedspersoner, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, har pligt til at behandle de i stk. 1 nævnte oplysninger som tjenstlige hemmeligheder. Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling af patienter 24. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten. Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske når 1) det er påkrævet af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten og videregivelse sker under hensyntagen til patientens interesse og behov eller 2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Stk. 3. Ved videregivelse efter stk. 2, nr. 1, kan patienten på ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at oplysningerne videregives. Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse

387 efter stk. 2 er berettiget. Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed. Stk. 6. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse. 25. Samtykke efter 24, stk. 1, skal være mundtligt eller skriftligt. Samtykket kan afgives til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger. Samtykket skal indføres i patientjournalen. Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke. Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål 26. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når 1) det følger af lovgivningen, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, 2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller 3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns og kontrolopgaver. Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget. Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed. 27. Samtykke efter 26, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen. Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter, at det er givet. Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke. Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende vedrørende afdøde patienter 28. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at stride mod patientens ønske og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan endvidere videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende efter reglen i 26, stk. 2, nr. 2. Stk. 2. Den læge, som havde afdøde i behandling, kan fra et sygehus eller fra en sundhedsperson få de samme oplysninger som nævnt i stk. 1, 1. pkt., såfremt afdødes nærmeste pårørende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne over for den pågældende læge. Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning, statistik m.v.) 29. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. kan videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk

388 forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland, som kan fastsætte vilkår for videregivelsen. Stk. 2. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til enkeltpersoner i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de pågældende, giver tilladelse hertil. 30. Oplysninger som nævnt i 29 kan videregives til brug for statistik eller planlægning efter godkendelse af Embedslægeinstitutionen, som fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2. Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden godkendelse af Embedslægeinstitutionen, når det følger af lov, landstingslov eller landstingsforordning, at oplysningerne skal videregives. 31. Oplysninger, der er indhentet efter 29 og 30 til brug for forskning, statistik eller planlægning, må ikke senere behandles i andet end statistisk eller videnskabeligt øjemed. Stk. 2. Offentliggørelse af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henføres til enkeltpersoner. Videregivelse til myndigheder uden for Grønland 32. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter dette kapitel til myndigheder uden for Grønland. Kapitel 6. Klageadgang og foranstaltninger 33. Klager over forhold omfattet af denne landstingsforordning kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter reglerne herom i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, medmindre særlig klageadgang er foreskrevet i lovgivningen. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. 34. Den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger efter kapitel 5, kan idømmes bøde, medmindre mere indgribende foranstaltninger kan idømmes efter kriminallovens bestemmelser. Kapitel 7. Ikrafttrædelsesbestemmelse 35. Landstingsforordningen træder i kraft den 1. august Stk. 2. Kapitel 4 har virkning for patientjournaler m.v. oprettet efter 1. januar 1995 og for tilførsler til eksisterende patientjournaler m.v., foretaget efter denne dato. Stk i Landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen ophæves. Grønlands Hjemmestyre, den 31. maj 2001.

389 Jonathan Motzfeldt / Alfred Jakobsen

390 Afsnit 10 Cirkulære om Naalakkersuisuts brug af midler til repræsentationsudgifter, rejseudgifter og øvrige udgifter.

391 Cirkulære om Landsstyrets brug af midler til repræsentationsudgifter, rejseudgifter og øvrige udgifter m.m. (Til alle medlemmer af Landsstyret og samtlige direktorater og enheder under landsstyreområderne) Sekr. J. nr Kapitel 1 Repræsentation 1. I medfør af landstingsloven om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v. er landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne berettiget til at afholde repræsentationsudgifter for Landskassens regning. 2. Der skal være en særlig anledning til afholdelse af repræsentationsudgifter. Ved afholdelse af repræsentationsudgifter skal der udvises sparsommelig. 3. Udgifter til repræsentation kan opdeles i følgende grupper: - Forplejning, - gaver og - øvrige udgifter. Stk. 2. Der må ikke afholdes udgifter af Landskassens midler til køb af tobaksvarer til repræsentation, til brug ved møder eller til andet brug. 4. Ved afholdelse af repræsentative udgifter, der omfatter forplejning m.m. på restauranter og på andre normalt offentligt tilgængelige steder, eller ved arrangementer i Hans Egedes Hus, i hjemmet, eller andre steder, skal der i hvert enkelt tilfælde udarbejdes en kort redegørelse, hvoraf det fremgår, hvorfor det er i Grønlands Hjemmestyres interesse, at udgiften afholdes af Landskassen. Redegørelsen skal endvidere være påført formålet med udgiftens afholdelse og identificere de deltagende personer, enten enkeltvis eller som gruppe, jf. 15, stk. 1. Redegørelsen skal underskrives af det pågældende medlem af Landsstyret og vedhæftes udgiftsbilagene. Stk. 2. Ved afholdelse af den i stk. 1 nævnte repræsentation, må udgiften til det enkelte arrangement ikke overstige de for tjenestemænd gældende dagpengesatser pr. døgn tillagt 100% pr. deltager, medmindre der er tale om et arrangement med deltagelse af officielle repræsentanter som borgmester, minister eller på højere niveau. Eventuelle udgifter, der overstiger det fastsatte maksimum, betales af det pågældende landsstyremedlem. 5. Der kan afholdes repræsentative udgifter i form af gaver til enkeltpersoner, der har eller har haft en særlig betydning for Grønlands Hjemmestyre. Sådanne gaver kan gives i forbindelse med runde fødselsdage, d.v.s. 50, 60, 70, 80, 90 og 100 år, ved 25, 40 eller 50 års jubilæum, ved indgåelse af ægteskab, ved sølvbryllup og guldbryllup og ved dødsfald. Der kan i hver enkelt anledning afholdes udgifter til gaver, som må anses for sædvanlige til den pågældende anledning. Udgifterne må dog ikke overstige kr. i hver enkelt anledning. Stk. 2. Der kan i andre end de i stk. 1 nævnte tilfælde afholdes repræsentative udgifter i form af gaver til enkeltpersoner eller andre, der har ydet en særlig påskønnelsesværdig indsats. Sådanne gaver kan ydes i form af f.eks. blomster og vin m.m. Udgifterne må i hvert enkelt tilfælde ikke overstige 300 kr. Stk. 3. Der kan afholdes repræsentative udgifter i form af gaver til institutioner, herunder også institutioner under Grønlands Hjemmestyre, virksomheder, foreninger eller sammen- 1

392 slutninger med hjemsted i Grønland eller med særlig betydning for Grønland. Dette kan ske, når pågældende institution m.v. afholder et jubilæumsarrangement eller en årsfest eller i anden særlig anledning. Der kan i hver enkelt anledning afholdes repræsentationsudgifter på indtil kr. Stk. 4. I forbindelse med arrangementer med deltagelse af officielle repræsentanter som borgmester, minister eller på højere niveau, kan der afholdes udgifter i form af gaver udover de i stk. 1-3 nævnte tilfælde og udover de i bestemmelserne fastsatte beløb. Stk. 5. Såfremt der planlægges at yde en gave, som medfører en udgift, der i det enkelte tilfælde overstiger de i stk. 1-3 nævnte beløb, eller såfremt der i andre tilfælde, end nævnt i disse bestemmelser, planlægges at yde en gave, skal der indhentes en forudgående skriftlig godkendelse hertil fra landsstyreformanden. Godkendelsen skal vedhæftes udgiftsbilaget ved bogføring heraf. Stk. 6. Udgifter til gaver til ansatte i Grønlands Hjemmestyre, herunder i de nettostyrede virksomheder, underliggende institutioner og enheder samt helt eller delvist hjemmestyreejede selskaber, i forbindelse med fratrædelse eller i andre særlige anledninger, betragtes ikke som repræsentationsudgifter og konteres på direktoratets konto. 6. Udgifter vedrørende arrangementer, hvor deltagerne udelukkende består af ansatte i Grønlands Hjemmestyres centraladministration og et eller flere medlemmer af Landsstyret samt eventuel ægtefælle eller samlever til de pågældende, konteres på direktoratets konto. Stk. 2. Såfremt deltagerne i et arrangement delvist består af ansatte i Grønlands Hjemmestyres centraladministration eller medlemmer af Landsstyret og delvist består af udefra kommende deltagere, skal der foretages en forholdsmæssig opgørelse af udgifterne, således at den del, der svarer til de ansatte i centraladministrationen betales af det direktorat, som står for gennemførelsen af arrangementet. Såfremt der er tale om et arrangement, hvor antallet og fordelingen af deltagere mellem embedsmænd og andre deltagere ikke kan fastlægges, kan der ske en skønsmæssig fordeling af udgifterne mellem Landsstyrets konto og direktoratets konto. Landsstyrets konto belastes den del af udgifterne, der vedrører landsstyremedlemmer og deres ægtefælle eller samlever samt udefra kommende deltagere. Direktoratets konto belastes den del af udgifterne, som vedrører ansatte i Grønlands Hjemmestyre og disses eventuelle ægtefælle eller samlever. 7. Øvrige udgifter, jf. 3, stk. 1, omfatter reklameartikler og andre effekter, der fremstilles specielt med Grønlands Hjemmestyres navn eller logo påtrykt. Udgifter hertil kan i mindre omfang afholdes over Landsstyrets konto uden opfyldelse af de krav til bilagene, formål, deltagerkreds m.v., som i øvrigt stilles for afholdelse af repræsentationsudgifter. Kapitel 2 Rejse- og opholdsudgifter 8. I medfør af vederlagsloven dækkes udgifter til rejser, som landsstyreformanden og landsstyremedlemmer foretager i egenskab af landsstyreformand og landsstyremedlem. Kost og logi dækkes efter regning med efterfølgende afregning med Landskassen. Stk. 2. Der kan benyttes 1. klasse eller tilsvarende klasse ved flyrejser, togrejser eller andre rejser. Det henstilles, at rejser tilrettelægges således, at mulige rabatordninger så vidt muligt udnyttes. Stk. 3. Såfremt et medlem af Landsstyret og ansatte i Grønlands Hjemmestyre benytter et fælles transportmiddel, og der ikke er udstedt faktura med pris for hver enkelt deltager, foretages en forholdsmæssig fordeling af udgifterne i forhold til antallet af deltagere. Den del 2

393 af udgiften, der kan henføres til landsstyremedlemmet, afholdes over Landsstyrets konto, medens udgifter for øvrige deltagere afholdes over de pågældende direktoraters konti. Stk. 4. Ved afholdelse af udgifter til kost, må udgifterne pr. døgn ikke overstige et beløb, som svarer til de for tjenestemænd gældende satser for dagpenge pr. døgn tillagt 100%. En samlet opgørelse med endelig afregning udarbejdes særskilt for hver enkelt rejse. Ved opgørelsen kan der ikke tages hensyn til, at udgifterne ved tidligere afregninger har været mindre end udgiftsrammen. Eventuelle udgifter, der overstiger det fastsatte maksimum, betales af det pågældende landsstyremedlem. Stk. 5. Såfremt en ansat i Grønlands Hjemmestyre i forbindelse med tjenesterejser modtager kost sammen med et medlem af Landsstyret, gælder bestemmelsen i stk. 4 tilsvarende. I sådanne tilfælde afholdes den del af udgiften, som kan henføres til den ansatte, over pågældende direktorats konto. For de ansatte skal der i øvrigt foretages fradrag i dagpenge, i de tilfælde, hvor dette følger af de gældende regler om godtgørelse af merudgifter ved tjenesterejser. Stk. 6. Der kan ikke afholdes udgifter til anskaffelse af beklædning for medlemmer af Landsstyret. Dog kan der i forbindelse med tjenesterejser afholdes udgifter til vask og rensning af personlige beklædningsgenstande. Ligeledes kan der ved deltagelse i officielle arrangementer, hvor særligt festtøj er forudsat benyttet, afholdes udgifter til leje af festtøj. 9. I medfør af vederlagsloven kan landsstyreformanden og landsstyremedlemmer under særlige omstændigheder medtage ægtefælle eller samlever på rejser, der indgår i hvervet som landsstyreformand eller landsstyremedlem. Denne adgang kan alene benyttes i forbindelse med arrangementer, hvori der indgår officielle repræsentanter som borgmester, minister eller på højere niveau, som medtager ægtefælle eller samlever. I øvrigt gælder bestemmelserne i 8, stk. 1-4 og stk. 6, tilsvarende for medrejsende ægtefælle eller samlever. Stk. 2. Såfremt der i andre tilfælde, end nævnt i stk. 1, er relevant anledning til at medbringe ægtefælle eller samlever på tjenesterejse, skal der indhentes en forudgående skriftlig godkendelse hertil fra landsstyreformanden. Godkendelsen skal vedhæftes udgiftsbilaget ved bogføring heraf. Kapitel 3 Øvrige udgifter 10. Udgifter i forbindelse med drift af Landsstyrets mødelokale og forplejning under eller i forbindelse med Landsstyrets eller enkelte landsstyremedlemmers brug af mødelokalet til tjenstlige formål, kan afholdes over Landsstyrets konto. Endvidere afholdes over Landsstyrets konto udgifter til drift og eventuel anskaffelse af den bil, som benyttes i forbindelse med besøg fra udlandet på ministerniveau eller højere niveau. 11. Udgifter til kontorhold, herunder anskaffelse og drift af inventar, computere, mobiltelefoner og øvrige telefoner, tolkeudgifter, avishold, tjenestebil m.m. for medlemmer af Landsstyret afholdes af det/de direktorater, som sorterer under landsstyreområdet. Tilsvarende gælder for udgifter til forplejning m.m. i forbindelse med møder og andre tjenstlige aktiviteter, der foregår i Nuuk eller andre steder, såfremt der ikke er tale om repræsentation efter reglerne i kapitel 1. Såfremt et medlem af Landsstyret vælger at benytte taxa til lokal befordring i Nuuk i stedet for at have tjenestebil til rådighed, afholdes udgifterne hertil ligeledes af pågældende direktorat. Stk. 2. Bestemmelserne i 4, finder tilsvarende anvendelse på tjenstligt begrundede arrangementer, hvor deltagerne udelukkende består af medlemmer af Landsstyret og eventuelt 3

394 tillige af medlemmer af Landstinget. Dette gælder dog ikke udgifter til arrangementer, der foregår i Grønlands Hjemmestyres kontorbygninger, eller udgifter til kost under tjenesterejser, jf. 8. Stk. 3. Udgifter omfattet af stk. 2, 1. pkt. konteres på Landsstyrets konto, og skal holdes inden for udgiftsrammen i 13 for landsstyremedlemmets repræsentationsudgifter. 12. I medfør af vederlagsloven stilles der tjenestebolig til rådighed for landsstyreformanden og landsstyremedlemmerne i overensstemmelse med reglerne i vederlagsloven. Stk. 2. Såfremt landsstyreformanden eller et landsstyremedlem ønsker møbleret bolig stillet til rådighed, forestår INI A/S møbleringen af boligen i henhold til den standard og udgift, som benyttes, når der i øvrigt stilles møbleret bolig til rådighed for ansatte i Grønlands Hjemmestyre. Et medlem af Landsstyret, som får stillet møbleret bolig til rådighed, betaler en løbende møbleringsafgift efter de herfor gældende satser. Landskassens udgift til INI A/S for møblering af boligen afholdes over Landsstyrets konto. Stk. 3. Såfremt der stilles møbleret bolig til rådighed, kan der alene afholdes flytteudgifter til transport m.m. af private effekter i samme omfang, som for ansatte i Grønlands Hjemmestyre, der får stillet møbleret bolig til rådighed. Kapitel 4 Bevillingsrammer og godkendelse m.m. 13. Landsstyreformanden og hvert enkelt landsstyremedlem kan inden for sit ansvarsområde afholde årlige udgifter til repræsentation på indtil kr. Såfremt et landsstyremedlem ikke har været medlem af Landsstyret hele året, udgør beløbet til repræsentation 1/12-del af kr. for hver påbegyndt måned, vedkommende har fungeret som landsstyremedlem. Endvidere kan landsstyreformanden disponere over en fælles konto til repræsentation på indtil kr. Stk. 2. Et landsstyremedlem kan efter forudgående skriftlig godkendelse fra landsstyreformanden få dækket repræsentationsudgifter over fælleskontoen for repræsentation. For at opnå en sådan godkendelse kræves følgende oplyst: - formål med udgiftens afholdelse, - deltagende personer herunder antal, enten enkeltvis eller som gruppe og - skøn over forventede udgifter. Stk. 3. Anmodninger om betaling over fælleskontoen efter stk. 2, kan fremsendes for repræsentationsudgifter i forbindelse med officielle besøg fra udlandet eller ved Landsstyrets officielle besøg i udlandet, såfremt der deltager officielle repræsentanter som borgmester, minister eller på højere niveau, og i øvrigt, hvor Grønlands Hjemmestyre er repræsenteret ved udstillinger, messer eller tilsvarende arrangementer. Stk. 4. I forbindelse med landsstyreformandens godkendelse efter stk. 2, vil der blive meddelt et maksimalt beløb, som kan afholdes over fælleskontoen. Stk. 5. Ved indhentelse af godkendelse efter stk. 2, benyttes en formular, der er vedlagt dette cirkulære. Når udgifterne er opgjort, afregner det pågældende landsstyreområde de samlede udgifter, dog maksimalt det godkendte beløb, med Landsstyrets Sekretariat. Ved afregningen fremsendes samtidig kopi af bilagene vedhæftet kopi af landsstyreformandens skriftlige godkendelse af, at udgiften kan afholdes over fælleskontoen. Stk. 6. Såfremt der i de i stk. 3 nævnte tilfælde er behov for at afholde udgifter til transport, indkvartering m.m., for andre end landsstyremedlemmer og ansatte i Grønlands Hjemmestyre eller disses ægtefælle eller samlever, kan sådanne udgifter afholdes over fælleskontoen efter reglerne i stk. 2-5 om repræsentationsudgifter. 4

395 14. Landsstyret fastsætter en ramme for landsstyreformandens og landsstyremedlemmernes udgifter til rejser i forbindelse med hvervet som medlem af Landsstyret. Stk. 2. Den del af bevillingen på Landsstyrets konto, som ikke afsættes til repræsentation og rejseudgifter, anvendes til andre udgifter, der afholdes i medfør af vederlagsloven eller i øvrigt kan afholdes over Landsstyrets konto i henhold til bevillingsforudsætningerne for kontoen. Landsstyrets Sekretariat er bemyndiget til at disponere og godkende sådanne udgifter. 15. De landsstyremedlemmer, som afholder repræsentationsudgifter for Landskassens regning, skal på det enkelte bilag anføre formålet med udgiftens afholdelse, samt identificere de deltagende personer, enten enkeltvis eller som gruppe. Stk. 2. Bilag for repræsentationsudgifter, der afholdes over Landsstyrets konto, skal underskrives af pågældende medlem af Landsstyret. Stk. 3. Ved underskrivelsen, jf. stk. 2, indestår landsstyremedlemmet for, at udgiften er af repræsentativ karakter, samt at der er bevillingsmæssig dækning for udgiftens afholdelse. 16. Det enkelte medlem af Landsstyret er inden for sit ressortområde ansvarlig for overholdelsen af bestemmelserne i cirkulæret, herunder for overholdelse af bevillingsrammerne for pågældendes udgifter til repræsentation og rejseudgifter. Stk. 2. Sagsbehandling og bogføring af udgifter, til repræsentation og rejseudgifter, som det enkelte landsstyremedlem kan afholde over Landsstyrets konto i henhold til nærværende cirkulære, varetages af de hertil valgte direktorater. Direktoraterne varetager ligeledes budgetopfølgning for de samme udgifter. Landsstyrets Sekretariat varetager sagsbehandling og bogføring samt budgetopfølgning for udgifter vedrørende landsstyreformanden samt andre udgifter, der afholdes over Landsstyrets konto. Stk. 3. Bestemmelserne i dette cirkulære supplerer Grønlands Hjemmestyres til enhver tid gældende regnskabsbestemmelser. Sådanne bestemmelser skal derfor overholdes tillige med bestemmelserne i dette cirkulære. Kapitel 5 Ikrafttrædelse 17. Dette cirkulære træder i kraft den 15. december Samtidig ophæves landsstyrecirkulære om Landsstyrets brug af repræsentation af 1. august Grønlands Hjemmestyre, den 14. december 2005 Hans Enoksen / Kaj Kleist Bilag: 1. Formular til redegørelser i henhold til 4, stk. 1 eller 11, stk. 2, 1. pkt. 2. Formular til anmodninger i henhold til 13, stk Vejledende emneoversigt. 5

396 Landsstyrets Sekretariat J. nr december 2005 Vejledende oversigt over emner, som er reguleret i cirkulære af 14. december 2005 om Landsstyrets brug af midler til repræsentationsudgifter, rejseudgifter og øvrige udgifter m.m. Cirkulæret indeholder de bindende regler. Eksempel Regler Personkreds Begrænsninger Særlige krav Kontering Generelt (Repræsentation) 1, 2 og 3 Generelt. Ingen tobaksvarer. Sparsommelighed. Særlig anledning. Landsstyret Frokost, eller middag 4 Landsstyremedlemmer, embedsmænd Maksimalt beløb (dagpengesats + Skal være i Grønlands Hjemmestyres Landsstyret på restaurant m.m. (Repræsentation) og ekstern deltager. 100%) pr. deltager pr. arrangement interesse. Skriftlig redegørelse underskrives af landsstyremedlemmet. Gaver (Repræsentation) 5, stk. 1-4 Eksterne personer. Institutioner m.m. Personer: kr. Institutioner m.m.: kr. Mindre gaver: 300 kr. Afhænger af hver enkelt bestemmelse i 5, stk Dispensation (gaver) 5, stk. 4 Forudgående skriftlig godkendelse af landsstyreformanden Gaver 5, stk. 5 Ansatte i Grønlands Hjemmestyre, (Ikke repræsentation) (Kontering) underliggende institutioner m.m. Personalesammenkomst 6, stk. 1 Landsstyremedlemmer og ansatte i (Ikke repræsentation) (Kontering) Grønlands Hjemmestyre samt evt. ægtefælle og samlever. Fordeling 6, stk. 2 Ansatte i Grønlands Hjemmestyre (Repræsentation). (Kontering) m.fl. og udefrakommende deltagere. Reklameartikler m.m. 7 Eksterne personer m.m. Udgifter i mindre omfang. Lempeligere krav til dokumentation for (Repræsentation) udgifter til reklameartikler og lignende. Transport 8, stk. 1-2 Landsstyremedlemmer. Efter regning. Henstilling om udnyttelse af rabatordninger. Fælles transport 8, stk. 3 Landsstyremedlemmer, ansatte i Regning fordeles forholdsmæssigt. (Kontering) Grønlands Hjemmestyre og andre. Kost 8, stk. 4-5 Landsstyremedlemmer. Efter regning, men maksimalt dagpengesats + 100% pr. døgn Landsstyret Landsstyret Direktoratet Direktoratet Landsstyret/ direktoratet Landsstyret Landsstyret Landsstyret/ direktoratet Landsstyret Beklædning m.m. 8, stk. 6 Landsstyremedlemmer. Ikke anskaffelse Vask eller rensning ved rejser Landsstyret Medrejsende ægtefælle 9 Landsstyremedlemmer og disses Særlige omstændigheder Deltagelse af officielle repræsentanter som Landsstyret ægtefælle eller samlever. borgmester, minister eller på højere niveau Kontorholds- og 11 Landsstyremedlemmer og ansatte i Direktoratet mødeudgifter Grønlands Hjemmestyre. Forplejning 11, stk. 2 Landsstyremedlemmer og Bestemmelserne i 4 for visse Tjenstligt begrundede arrangementer samt Landsstyret landstingsmedlemmer. arrangementer. krav svarende til 4. Tjenestebolig 12 Landsstyremedlemmer. Vederlagslovens regler. Landsstyret Møblering af bolig 12 Landsstyremedlemmer. INI A/S s standard Møbleringsafgift. Landsstyret Bevillingsrammer m.m Landsstyremedlemmer. Landsstyret Disponering og ansvar Landsstyremedlemmer og direktorater. Landsstyret

397 Landsstyrets Sekretariat J. nr december 2005 Anmodning om dækning af udgifter over Landsstyrets fælleskonto for repræsentation jf. cirkulære om Landsstyrets brug af midler til repræsentation m.m. fra (enhedens navn) Formål med udgiftens afholdelse Deltagere, enkeltvis eller som gruppe Udgiftsskøn Forplejning Transport Opholdsudgifter Gaver I alt (kr.) Nuuk, den : (Landsstyremedlemmets underskrift) Godkendt udgiftsramme: Nuuk, den : Noteret i Landsstyrets Sekretariat: (Landsstyreformandens underskrift) (Sekretariatets underskrift) Den underskrevne formular returneres til landsstyreområdet efter registrering i Sekretariatets regnskabsfunktion.

398 Landsstyrets Sekretariat J. nr december 2005 Redegørelse i henhold til 4, stk. 1, eller 11, stk. 2, 1. pkt. i cirkulære af 14. december 2005 om Landsstyrets brug af midler til repræsentation m.m. fra (landsstyremedlemmets navn) Formål med udgiftens afholdelse Deltagere, enkeltvis eller som gruppe Redegørelse for, hvorfor det er i Grønlands Hjemmestyres interesse, at udgiften afholdes af Landskassen Udgifter i alt ifølge vedhæftede bilag: Nuuk, den : (Landsstyremedlemmets underskrift) Den underskrevne formular vedhæftes udgiftsbilagene i direktoratets bogholderifunktion.

399 Afsnit 11 Cirkulære om anskaffelse af tjenestebiler

400

401

402

403 Afsnit 12 Generelle retningslinjer vedrørende centraladministrationens mobiltelefoner og tjenestetelefoner i hjemmet

404 Namminersornerullutik Oqartussat Naalakkersuisut Allattoqarfiat Aqutsinermut Allattoqarfik J.nr Ulloq 18. januar 1999 Qitiusumik allattoqarfimmi oqarasuaatit angallattakkat angerlarsimaffimmilu sulinermut atatillugu oqarasuaatit pillugit nalinginnaasumik tunaartarisassat. 1. Aalajarsakkat pingaarnerit Ataatsimut isigalugu atuuppoq oqarasuaatinut angallattakkanut, angerlarsimaffinni sulinermut atatillugu oqarasuaatinut assigisaannullu aningaarsartuutit pisortarqarfiit ataasiakkaat kontuinit akilerneqartasammata. Namminersornerullutik Oqartussat tigusisussap kissaatigisappagu oqarasuaammik atugassanngortitsissasut, kisiannili tigusisussap nammineq oqarasuaatini atussallugu aalangersinnaagaa, tassa Qarasaasialeriffiup teknikikkut aaqqiineq akuerisinnaappagu. Oqarasuaat Namminersornerullutik Oqartussanik atuagassanngortinneqartoq taamaallaat taarserneqarsinnaasoq atorsinnaajunnaarluni nungullartoorsimappat imaluunniit teknikikkut annertuunik inersiartortoqarsimappat pisimasuni aalajangersimasuni sulinermut oqilisaataasunik nukissanilluunniit atuinermik annikillisitsisunik. Namminersornerullutik Oqartussat oqarasuaataataanik sulinermut atatillugu atuinernut ilaapput nammineq oqarasuarnerit sivikinnerusut, tassa piffissap suliffiusup nalaani taamaaliornissaq pisariaqartinneqarsimagaangat. 2. Naalakkersuisunut ilaasortat Naalakkersuisunut ilaasortat tamanna kissaatigunikku akeqanngitsumik oqarasuaateqartinneqassapput. Naalakkersuisunut ilaasortat tamanna kissaatigigunikkut akeqanngitsumik angallattakkanik oqarasuaateqartinneqassapput.

405 Naalakkersuisunut ilaasortat tamanna kissaatigigunikkut sulinerminnut atatillugu telefaxeqarsinnaapput imaluunniit sulinerminnut atatillugu qarasaasiaqarsinnaallutik Namminersornerullutik Oqartussat attaveqaataannut atassusikkanik angerlarsimaffimmi oqarasuaammut attaveqaammut attavilikkannik. 3. Pisortat Pisortat akissarsianut killeqarfik 38 aallaavigalugu ilanngullugulu akissarsiallit nammineerlutik imaluunniit naalakkersuisunut ilaasortap kissaatigippagu sulinerminnut atatillugu angallattakkamik oqarasuaateqartinneqassapput. Pisortat kissaaatigigunikkut nammineerluni oqarsuaammut attaveqaammik sulinermut atatillugu atuinermut matusissutissat oqarasuaateqarnermut akiliutissat malittarisassat atuuttut malillugit pisarsinnaavaat, maannakkut qaammammut 150 kr.-t missaat. Pisortat kissaatigigunikku sulinerminnut atatillugu telefaxeqarsinnaapput aamma / imaluunniit sulinerminnut atatillugu qarasaasiaqarsinnaallutik Namminersornerullutik Oqartussat attaveqaataannut atassusikkanik angerlarsimaffimmi oqarasuaammut attaveqaammut attavilikkanik. 4. Sulisut allat Sulisunut ataavartumik suliartoqquneqarsinnaatitaasunut, pigaartuusartunut assigisaannilluunniit aalajangersimasumik pisariaqartitsineq malillugu sulinermut atatillugu angallattakkamik oqarasuaammik nammineq atugassamik tunniussisoqarsinnaavoq, aamma / imaluunniit sulisoq namminerisaminik oqarasuaammik pilersitsinissamut piumaffigineqarsinnaavoq maleruagassat atuuttut malillugit oqarasuaateqarnermut matusissutissanik akuersissuteqarfigalugu, mannakkut taakku qaammammut 150 kr.-t missaanniipput. Sulinermut atatillugu pisariaqartitsineq aalajangersimasoq paasineqarpat pisortaq aalajangiisinnaavoq sulisoq sulineminut atatillugu telefaxeqalissasoq aamma / imaluunniit qarasaasiaqalissalluni Namminersornerullutik Oqartussat attaveqaataannut atassusikkamik angerlarsimaffimmi oqarasuaammut attaveqaammut attavilikkamik.

406 Immikkoortortaqarfinnut allaffinnulluunniit pigaartuuffiusartunut, angalaffiusartunut assigisaannilluunniit sulinermut atatillugu angallattakkanik oqarasuaatiliisoqarsinnaavoq, allaffimmiitinneqartussanik kisiannili aalajersimasumik piffissaa killilikkamik pisariaqartitsilernermut atatillugu atukkiunneqartartussanik. Sulisunut utaqqiisaasumik ineqartitaasunut angallattakkamik oqarasuaasiisoqarsinnaavoq utaqqiisaasumik inissiani oqarasuaatinut aalajangersimasumik attavilinnut malittarsisassat malillugit atorneqartussanik, tassa imaappoq sulinermut atatillugu kiisalu kommunip killeqarfiata iluani. Namminersornerullutik Oqartussat oqarasuaataat angallattakkat Namminersornerullutik Oqartussat tikeraartuinut atukkiiunneqassanngillat, kisianni suliffeqarfimmi pisortaq pissutsini aalajangersimasuni malittarisassanik taakkunganna saneqqutsisoqarnissaanik aalajangiisinnaavoq. 5. Oqarasuaateqarnemut tapiissutit akiliutigineqarneqartarnerat aamma akileraartarnermut oqartussaasunut nalunaarutiginitttarneq Suliffeqarfiup Sulisoqarnermut Pisortaqarfimmi Akissarsialeriffik ukununnga paasissutissanik pisariaqartinneqartunik nalunaarfigissavaa: nammineerluni oqarasuaammik sulinermut atatillugu atuinermut sulisut oqarasuaammut matusissutissaannik akiliutit. akeqanngitsumik oqarasuaateqartitaanermik aamma akeqanngitsumik angallattakkamik oqarasuaateqartitaanermik akileraartarnermut oqartussaasunut nalunaarutiginninneq. Kaj Kleist

407 Grønlands Hjemmestyre Landsstyrets Sekretariat Ledelsessekretariatet J.nr Den 18. januar 1999 Generelle retningslinier vedrørende centraladministrationens mobiltelefoner og tjenestetelefoner i hjemmet. 1. Overordnede bestemmelser Generelt gælder at udgifter til mobiltelefoner, tjenestetelefoner i hjemmet og lignende afholdes af det enkelte direktorats konti. at hjemmestyret, hvis modtageren ønsker det, stiller apparat til rådighed, men modtageren kan vælge at bruge eget apparat i stedet, hvis Edb-afdelingen kan godkende den tekniske løsning at det apparat, Hjemmestyret stiller til rådighed, kun kan udskiftes, når det er nedslidt, eller der er sket væsentlige tekniske udviklinger, der i det konkrete tilfælde letter arbejdet eller mindsker ressourceforbruget at tjenstlig brug af Hjemmestyrets telefoner inkluderer korte opkald af privat karakter, når det er nødvendigt at foretage disse i arbejdstiden 2. Landsstyremedlemmerne Landsstyremedlemmerne har, hvis de ønsker det, fri telefon. Landsstyremedlemmerne har, hvis de ønsker det, fri mobiltelefon. Landsstyremedlemmerne har, hvis de ønsker det, have tjenstlig telefax eller tjenstlig computer med forbindelse til Hjemmestyrets netværk tilsluttet en telefonlinie i hjemmet. 3. Direktørerne Direktører og chefer f.o.m. lønramme 38 har, hvis de eller deres landsstyremedlem ønsker det, tjenstlig mobiltelefon

408 Direktørerne modtager, hvis de ønsker det, telefongodtgørelse efter de gældende regler, pt. ca. 150 kr. om måneden, til dækning af tjenstlig brug af privat telefonlinie. Direktørerne modtager, hvis de ønsker det, have tjenstlig telefax og/eller tjenstlig computer med forbindelse til Hjemmestyrets netværk til sluttet en telefonlinie i hjemmet. 4. Øvrige ansatte Til ansatte med permanent rådighedsforpligtelse, vagttjeneste eller lignende kan der efter konkret behov udleveres individuel tjenstlig mobiltelefon, og/eller pålægges medarbejderen at oprette en privat telefon, mod at der bevilges telefongodtgørelse efter de gælden regler, pt. ca. 150 kr. om måneden Direktøren kan, hvis et konkret tjenstligt behov konstateres, beslutte at en medarbejder skal have tjenstlige mobiltelefoner, der opbevares på kontoret, men udleveres i forbindelse med konkret, tidsbegrænset behov. Til medarbejde under vakantindkvartering kan udleveres mobiltelefon til brug efter samme retningslinier som stationære telefoner i vakantlejligheder, dvs. tjenstligt samt inden kommunegrænsen. Hjemmestyrets mobiltelefoner udlånes ikke til Hjemmestyrets gæster, idet den stedlige direktør kan dispenserer fra denne regel i konkret tilfælde 5. Afregning af telefontilskud og indberetning til skattemyndighederne Ansættelsesstedet meddeler Lønadministrationen i PD de nødvendige oplysninger til: afregning af medarbejdernes telefongodtgørelse for tjenstlig brug af privat telefon indberetning af fri telefon og fri mobiltelefon til skattemyndighederne Kaj Kleist

409 Afsnit 13 Vejledning til brug for indgåelse af internationale aftaler

410

411

412

413

414

415 Afsnit 14 Cirkulære om modtagelse af gaver

416

417 Afsnit 15 Vejledning om ministeriers behandling af sager vedrørende Grønland

418

419

420

421

422

423