Prædiken til 3. søndag i advent, Matt. 11, tekstrække.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Søndag d. 14. december 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 3. søndag i advent, Matt. 11, tekstrække. Salmer. DDS 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge. DDS 78 Blomstre som en rosengård. DDS 508 Bryd frem, mit hjertes trang at lindre DDS 83 Glæd dig, Zion, glæd dig, jord! Altergang: DDS 87 Det første lys er Ordet, talt af Gud. DDS 80 Tak og ære være Gud. Tekstlæsninger. Es. 35; 1. Kor. 4,1-5; Matt. 11,2-10.

2 2 Prædiken. Adventstiden bevæger sig mellem mørke og lys. Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge, / for natten om advent er tærende lang, sang vi i den første salme. Men allerede i den efterfølgende sang vi om lys og vækst: Mødes skal i stråledans / Libanons og Karmels glans / Sarons yndigheder. Her var det Grundtvigs gendigtning af den gammeltestamentlige profeti om al mørkets flugt fra Gud, det handlede om. Selvom sådan en salme skaber forhåbning om lysere tider, er vinterens mørke uafviseligt. Alligevel lyser forventningens glæde op midt i mørket; forventningen om det lys, der tændtes julenat, da Gud lod sig føde som det lille, forsvarsløse spædbarn, som kort efter fik navnet Jesus. Derfor bevæger vi os i advent mellem det triste mørke og forventningens lysende glæde. Denne glæde blev faktisk allerede formuleret i den første salme, der ganske vist indledtes dystert, men fortsatte med at fastslå, at: Vi længes, vi længes mod morgenens lykke, / mod solopgangs-timen med fuglenes sang. Denne solopgangs-time oprinder i julen, på Jesu Kristi fødselsdag, hvor de få tilbageværende fugles morgensang bliver afløst af kirkeklokkens klang resten af dagen. Selvom vi altså nærmer os et lys i mørket, er dagens evangelietekst ikke præget af lys, men af dets modsætning; nemlig et sjæleligt mørke, der har lagt sig over Johannes Døberen. Hans tilstand er fuldt ud forståelig. Han er blevet arresteret og kastet i fængsel, hvilket er en forbløffende skæbne for en mand, der har haft til opgave at bane vejen for frelseren, Guds Søn. Johannes føler sig som en engangsprofet, der som et papirlommetørklæde er blevet brugt og derefter resolut smidt væk. Han har mistet sin betydning; udgør et ligegyldigt levn fra fortiden. Hvordan kan en sådan skæbne overgå ham? Sådan må han spørge sig selv, mens han pines af usikkerheden i sin ubekvemme fængselscelle. Da han får besøg af sine disciple er det derfor oplagt for ham at bede dem om at opsøge Jesus og høre, om han virkelig er den frelser, Johannes inden sin

3 3 fængsling var overbevist om, at han var. Tvivlen har gnavet så grundigt i Johannes tro, at han ikke længere kan sætte sin lid til, at han har gjort det rette. Han frygter, at han har spildt størstedelen af sit liv og nu sidder udelukket fra verden og spilder resten af det. Han lider under anfægtelser, der er så voldsomme, at han ganske simpelt må have afgjort, om han har levet livet på en løgn eller ej. Tvivl og anfægtelser som Johannes Døberens har kunstmaleren Stig Weye behandlet på det maleri, der er gengivet på det uddelte papir. Hverken tvivl eller anfægtelser er

4 4 Døberen ene om at blive udsat for, men hans er forhåbentlig værre end de flestes. Det er i hvert fald klart, at hans anfægtelser hører til blandt de rigtig slemme. Ligeledes er det voldsomme sager, Weye illustrerer på sit maleri. Værket viser et kors, der står på et mørkt fundament med trapper i siderne. Der er tale om en stiliseret udgave af Golgata; den høj udenfor datidens Jerusalem, som Jesus blev korsfæstet på. Højen minder - sammen med det kors, der står oven på den - om en gravsten. Den kan stå som et minde over Johannes Døberens afdøde tro. Samtidig kan korset - som så ofte før - repræsentere Kristus. Men denne gang er det ikke en traditionel fremstilling af korset. Ganske vist gengives det ofte dystert, fordi det var den genstand, Jesus døde på, men Weyes maleri er endnu mere dystert og direkte makabert. Små uhyggelige væsner har taget bolig i korset ved at gnave huller i det. Krybet har forskelligt udseende; et ligner et kranie, et anden har hugtænder og slangetunge, andre minder om biller, men for dem alle gælder det, at de æder af korset. De er aggressive skadedyr; snyltere, der snart vil have gjort det af med korset. Det er langt mere alvorligt, end det umiddelbart ser ud. For maleriets kors er ikke et henrettelsesinstrument. Var det tilfældet, måtte krybet hellere end gerne æde det. I denne sammenhæng er korset imidlertid et symbol på Jesus Kristus eller snarere troen på ham. Derved bliver væsnernes angreb langt mere alvorligt. De repræsenterer tvivlen og anfægtelserne. Således kan maleriet give et indblik i Johannes Døberens forpinte sind. Den tro på Jesus, han har bygget hele sit liv op på, er ved at blive tilintetgjort. Tvivl og anfægtelse gnaver for hver dag et stykke af den tillid, der tidligere var betingelsesløs, men nu bliver stadig mere skrøbelig. Korset, der før stod smukt og fejlfrit med sin skinnende guldfarve, er gennemhullet og revnet. Guldfarven symboliserer det guddommelige, men i dette tilfælde er symbolikken ikke nok til at holde stand mod tvivlens grådige gnavere. Korsets sølle tilstand bringer tankerne hen på de fortvivlede ord, Jesus selv skreg, da han hang døende på korset: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?. Da var hans pinsler så voldsomme, at end ikke han,

5 5 der ellers forenede det menneskelige og guddommelige, kunne holde tvivlen på afstand. Der er en stemning af undergang over hele maleriet, hvilket bekræftes af titlen Untergang des Abendlandes, der på dansk betyder Den vestlige verdens undergang. Bortset fra, at titlen henviser til den tyske filosof og kulturhistoriker Oswald Spenglers teori om civilisationers cykliske tilblivelse og tilintetgørelse, kan den pege på den sekularisering og deraf følgende afvisning af religion, der i stadig stigende grad har præget de vestlige lande de sidste hundrede år. Troen er i krise på Weyes maleri. Den vestlige verden, som vi har kendt den i århundreder, går sin undergang i møde. Tilliden til Gud har lidt et knæk, der får mange til at vende ham ryggen. På den måde får Johannes Døber flere lidelsesfæller. Maleriet skildrer derfor ikke kun hans, men også mange andres tvivl og anfægtelser. Således bliver det et ualmindelig dystert og pessimistisk maleri, der står i kontrast til størstedelen af Stig Weyes øvrige kunstneriske produktion. Når man ser på billedet, mindes man om, at vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge, / for natten om advent er tærende lang, som Johannes Johansen formulerede det i gudstjenestens første salme. Maleriet levner ikke meget håb med sit gennemgnavede kors, det grå fundament og den mørke baggrund. Det giver os et kig ind i Johannes Døberens fortvivlede sind, og viser os, hvor skidt det står til, når man har mistet tilliden til, at man har brugt sit liv på det rette. Da kan man ikke engang længes mod morgenens lykke, / mod solopgangs-timen med fuglenes sang, for da har man mistet troen på, at denne morgen nogen sinde vil bryde frem. Og dog har Døberen ikke mistet modet helt og aldeles. Var det tilfældet, kunne han jo have sparet sine disciple for deres tur til Jesus. Det er netop, fordi Johannes hænger fast i håbet med det yderste af sine fingerspidser, at han sender disciplene afsted. Han har brug for at høre fra Jesus selv, at han ikke har handlet forgæves; at han valgte rigtigt, når han ikke levede ubekymret som dem, han så tit havde råbt forbandelser

6 6 efter, så de tog deres liv op til revision. Han har brug for at høre, at hans fængsling ikke er overflødig; at han har udført en dåd, der er det hele værd. Faktisk er det netop et sådant svar, Johannes får, da hans disciple vender tilbage og citerer Jesus: Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig. Det sidste siger han sikkert for at forsikre Johannes om, at hans anfægtelser ikke fører noget godt med sig. Det er Døberen nok allerede blevet klar over, for med vidnesbyrdet om alle de glædelige undere, Jesus udfører, er både tvivl og anfægtelser blæst væk. Den slags mirakler kan nemlig kun forekomme med Gud som aktiv medspiller. For så vidt kunne dette svar være rigeligt til at indgive Johannes nyt mod og blæse liv i hans tro. Hans disciple tager da også afsted, men med lidt held har Johannes senere fået refereret det, Jesus siger kort efter. Jesus vil nemlig gerne understrege, hvilken betydning Johannes har haft, selvom han nu sidder pakket væk i en trist fængselscelle uden mulighed for at påvirke den videre udvikling. Derfor spørger han disciplene: Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden?. Han svarer selv ved at stille et nyt retorisk spørgsmål. Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig. Med dette svar vil Johannes ikke længere være i tvivl om, at han har udført en nødvendig og særdeles vigtigt opgave; en opgave, han oven i købet har fået af Gud. Han har været mere end en profet og sammenlignes derfor med en engel. Nu er solopgangs-timen med fuglenes sang oprundet for Johannes Døberen. I hans sind blomstrer de øde vange som en rosengård. Hvis man præsenterede ham for Stig Weyes maleri, ville han ikke have øje for gnaverne og deres huller. Han ville alene have øje for det kors, der på trods af snylternes hærgen stadig står med sin guldfarve og peger hen på Gud, som lover enhver, der tror på ham, del i den rosengård, som skal erstatte de øde vange. Dette

7 7 løfte er julefejringen en forsmag på, og derfor kan vi - på trods af at vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge længes mod morgenens lykke, mod solopgangs-timen med fuglenes sang og kirkeklokkens juleklang. Amen.