Fri bevægelighed. social sikring

Transkript

1 Fri bevægelighed og social sikring Borgernes rettigheder, når de flytter inden for EU. Nyhedsbrev nr Sport og fri bevægelighed for arbejdstagere Bosman-, Deliège- og Lehtonen-sagerne Sport er af stor økomisk og samfundsmæssig betydning Til Amsterdam-traktaten er knyttet en erklæring om sport, hvori der lægges vægt på»sportens samfundsmæssige betydning, navnlig dens identitetsskabende rolle og dens evne til at bringe mennesker sammen«. Sport har en vigtig opdragende og samfundsmæssig rolle, og flere fællesskabsprogrammer giver mulighed for i højere grad at udnytte sporten i forbindelse med bekæmpelsen af social udstødelse, forskelsbehandling, racisme og fremmedhad. Sport er omfattet af EF-traktatens bestemmelser, får så vidt der er tale om en økonomisk virksomhed. Nationale foranstaltninger skal derfor være i overensstemmelse med fællesskabsrettens regler om fri bevægelighed for arbejdstagere, etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser. Det Europæiske Råd fik på mødet i Helsingfors i december 1999 forelagt en rapport, der indeholder Fællesskabets visioner for sporten, og hvori der lægges vægt på behovet for at fastholde og styrke sportens opdragende og samfundsmæssige rolle. I april 2000 afholdt Kommissionen endvidere et møde med de europæiske idrætsforbund for at komme frem til, hvad der fremover skal gøres, og for at udpege områder, hvor de forskellige berørte parter kan indgå i et samarbejde. Et af de emner, der blev drøftet, var doping-problemet. Resultatet af mødet kommer til at fremgå af en rapport, som drøftes af Rådet (ministrene for sport) i juni Sport vil også være omhandlet i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i juni 2000, der markerer afslutningen af det portugisiske formandskab. Det forhold, at sportens økonomiske dimension har fået større betydning først og fremmest som følge af den hastige teknologiske udvikling af fjernsynet og den stigende anvendelse af tv-rettigheder har haft betydning for forholdet mellem de regler, der fastsættes af den uafhængige sportsbevægelse, og de retssystemer, der findes i medlemsstaterne, samt EU s retssystem. I 1974 blev det i en dom, afsagt af EF-Domstolen, fastslået, at sportsudøvelse henhører under fællesskabsretten, for så vidt der er tale om en økonomisk virksomhed. Efter denne dom har sporten som økonomisk virksomhed givet anledning til en række sager af betydning for den professionelle sportsverden. En af de kendteste afgørelser på dette område er Bosman-sagen, der har haft stor betydning for sporten i Europa, og som senere domme ofte henviser til. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at gengive de vigtigste punkter i Bosman-sagen. Helsingfors-rapporten om sport KOM(1999) 644 endelig udg. ( ) Sag 36/74, Walrave og Koch, Sml. 1974, s Bosman-sagen (professionel fodboldspiller) Bosman-sagen omhandlede transfer-reglerne for fodboldspillere. Dommen i denne sag har ikke blot betydning for fodbold, men også for andre sportsgrene, hvor sportsudøveren kan anses for at være en arbejdstager. De vigtigste konklusioner i dommen er følgende: Sag C-415/93, Sml I, s Beskæftigelse, sociale anliggender og arbejdsmarkedsforhold Europa-Kommissionen

2 I betragtning af Fællesskabets mål henhører sportsudøvelse under fællesskabsretten, for så vidt der er tale om en økonomisk virksomhed i traktatens artikel 2 s forstand. Når hel- eller halvprofessionelle fodboldspillere udfører lønnet arbejde, er deres virksomhed omfattet af traktaten. Traktatens artikel 39, der omhandler den frie bevægelighed for arbejdstagere, er til hinder for, at sportsforbund fastsætter regler, hvorefter en professionel fodboldspiller, der er statsborger i en medlemsstat, ved udløbet af den kontrakt, han har indgået med en klub, kun kan ansættes af en klub i en anden medlemsstat, såfremt sidstnævnte klub betaler den tidligere klub en transfer-sum eller en trænings- eller udviklingsgodtgørelse. Sådanne regler kan hindre den frie bevægelighed for spillere, der ønsker at udøve deres virksomhed i en anden medlemsstat, da de forhindrer spillerne i at forlade de klubber, de tilhører, når deres kontrakter udløber. EF-traktatens artikel 39 Traktatens artikel 39 er ligeledes til hinder for, at sportsforbund fastsætter og anvender regler, hvorefter fodboldklubberne kun kan benytte et begrænset antal professionelle spillere, der er statsborgere i andre medlemsstater, idet sådanne regler strider mod princippet om forbud mod enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling. Sagen om Christelle Deliège (belgisk judokæmper) Den 11. april 2000 fastslog EF-Domstolen i de forenede sager C-51/96 og C-191/97, at sportsforbundenes regler for udtagelse til internationale konkurrencer ikke i sig selv er uforenelige med fællesskabsretten. I sagen tages stilling til, om regler, der er fastsat af sportsforbund, og hvorefter en professionel sportsudøver skal have tilladelse fra eller være blevet udtaget af sit nationale forbund for at kunne deltage i en international turnering, er uforenelige med den frie udveksling af tjenesteydelser. Den belgiske judokæmper, Christelle Deliège, havde for den nationale domstol anført, at det belgiske forbund havde opstillet ulovlige hindringer for hendes karriere ved at undlade at give hende tilladelse til at deltage i en international konkurrence. Hun var af den opfattelse, at hun udøvede en økonomisk virksomhed, og at forholdet var omfattet af de friheder, som er sikret i traktaten. EF-traktatens artikel 49 Den belgiske domstol forelagde spørgsmålet for EF-Domstolen. EF-Domstolen anførte det første, med henvisning til sin afgørelse i Bosman-sagen, at regler, hvori det bestemmes, hvordan en sportsgren organiseres, skal være i overensstemmelse med fællesskabsretten, for så vidt sporten udgør en økonomisk virksomhed i den i traktaten anførte forstand. Domstolens retspraksis er i overensstemmelse med Amsterdam-traktaten, hvorefter der skal tages hensyn til de specielle forhold, der er kendetegnende for amatørsporten, dvs. hvor sportsudøvelsen ikke udgør en økonomisk virksomhed. Domstolen bemærkede, at den omstændighed, at et sportsforbund betegner de sportsudøvere, der er medlemmer af forbundet, som amatører, ikke i sig selv udelukker, at de pågældende udøver økonomisk virksomhed. Domstolen fastslog, at sportslig virksomhed og navnlig en eliteidrætsudøvers deltagelse i en international turnering kan indebære, at der præsteres flere forskellige, men tæt sammenflettede tjenesteydelser. Sportsudøvere, der deltager i sportsbegivenheder, som publikum kan overvære, som tv-kanaler kan transmittere, og som kan interessere annoncører og sponsorer, giver således grundlag for tjenesteydelser af en økonomisk karakter. Domstolen overlod det herefter til den nationale domstol på grundlag af disse tre fortolkningsbidrag at vurdere, om Christelle Deliège s sportslige virksomhed er en økonomisk virksomhed og nærmere bestemt en tjenesteydelse. Domstolen tog herefter stilling til, om de omhandlede udtagelsesregler kan udgøre en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser. Den bemærkede, at udtagelsesreglerne i modsætning til de regler, der fandt anvendelse i Bosman-sagen, ikke fastlægger betingelserne for professionelle sportsudøveres adgang til arbejdsmarkedet og ikke indeholder nationale kvoter, hvorved antallet af statsborgere fra andre medlemsstater, som kan deltage i en turnering, begrænses. Udtagelsesregler medfører uundgåeligt, at antallet af deltagere i en turnering begrænses, men en sådan begrænsning er et naturligt led i afviklingen af en international sportsturne-

3 ring på højt plan, hvor det er nødvendigt at anvende visse udvælgelsesregler eller -kriterier. Sådanne regler kan derfor ikke i sig selv betragtes som en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser. Domstolen konkluderede, at de nationale forbund derfor er berettigede til at fastsætte passende regler og at foretage udtagelsen i henhold hertil, hvilket også afspejler den valgte organisationsform inden for de fleste sportsgrene. Sagen om Jyri Lehtonen (professionel basketballspiller) EF-Domstolen afsagde den 13. april 2000 en anden dom vedrørende sport i sagen C-176/96. Den fastslog, at regler, der forhindrer professionelle sportsudøvere i at deltage i konkurrencer, såfremt transferen af den pågældende spiller er sket efter en bestemt dato, kan udgøre en hindring for den frie bevægelighed for arbejdstagere. Det er det internationale basketballforbund (herefter»fiba«), der fastsætter regler om organisationen af basketball og internationale transferfrister. Disse regler omhandler international transfer af spillere og gælder i deres helhed for alle nationale forbund. Ved transfer på nationalt plan opfordres de nationale forbund til at tage udgangspunkt i de internationale regler og at fastsætte deres egne regler om transfer af spillere, således at de stemmer overens med Fiba s regler. Ifølge disse regler må klubberne ikke ved de nationale mesterskaber sætte en udenlandsk spiller på holdet, når vedkommende har spillet i et andet land i det europæiske område, og der er foretaget en transfer efter den 28. februar. Efter denne dato er det dog fortsat muligt at foretage transfer af spillere fra ikke-europæiske klubber og at lade dem spille på holdet. Jyri Lehtonen, der er en finsk basketballspiller, indgik en ansættelseskontrakt med den belgiske klub, Castors Braine, den 3. april Jyri Lehtonen blev engageret for at deltage i den afsluttende fase af de belgiske mesterskaber. En anden klub klagede til det belgiske basketballforbund (FRBSB) over, at Fiba s regler om transfer af spillere inden for det europæiske område var blevet overtrådt, og klubben Castors Braine blev derfor to gange af FRBSB pålagt sanktioner i form af en strafscore, således at kampene blev vundet af det konkurrerende hold. Jyri Lehtonen og Castors Braine anlagde sag mod FRBSB ved en belgisk førsteinstansdomstol, som indbragte spørgsmålet for EF-Domstolen for at få en præjudiciel afgørelse i sagen. EF-traktatens artikel 39 EF-Domstolen bemærkede, at sportsudøvelse henhører under fællesskabsretten, for så vidt der er tale om en økonomisk virksomhed i EF-traktatens forstand. Bestemmelser om organisation af basketball, herunder sådanne der fastsættes af sportsforbund, skal i så fald være i overensstemmelse med fællesskabsretten. En professionel spillers hovedbeskæftigelse er at deltage i kampe, og en regel, som begrænser deltagelsen, begrænser således også den pågældende spillers ansættelsesmuligheder. Domstolen fastslog derfor, at regler, hvorefter de belgiske klubber ikke må indsætte basketballspillere fra andre medlemsstater i turneringskampe, når de er blevet ansat efter en bestemt dato, udgør en hindring for arbejdstagernes frie bevægelighed.

4 Fakta om Udstationering af arbejdstagere Hovedregel: En arbejdstager er forsikret i det land, hvor denne er beskæftiget En arbejdstager er normalt forsikret for et bestemt tidsrum i et enkelt land, og i dette tidsrum er arbejdstagerens rettigheder og pligter udelukkende knyttet til det pågældende land. Det er arbejdsstedet, der er afgørende for, hvilket land der er kompetent. Arbejdstageren er således forsikret i det land, hvor han udøver sit erhverv. En fuldstændig og undtagelsesfri anvendelse af denne regel kan imidlertid give anledning til konkrete problemer, nærmere bestemt når en person for en kortere periode tager arbejde i et andet land inden for EU eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Hvis en arbejdstager successivt skulle være forsikret under to eller flere sociale sikringsordninger for kortere perioder, ville det indebære store administrative omkostninger. En anvendelse af hovedreglen vedrørende arbejde i et andet land kan således, såfremt arbejdet er af kortere varighed, hindre den frie bevægelighed for arbejdstagere og tjenesteydelser. Det er naturligvis ikke formålet med forordningen. Der er derfor i forordningen indsat en vigtig undtagelse fra denne hovedregel for udstationerede arbejdstagere. En udstationering af en arbejdstager indebærer, at en arbejdsgiver midlertidigt sender en arbejdstager til et andet land, for at arbejdstageren dér kan udføre et arbejde for arbejdsgiveren. I denne periode finder den sociale lovgivning i det land, hvorfra udstationeringen gennemføres (udsendelseslandet), fortsat anvendelse på den udstationerede arbejdstager. Følgende forhold er afgørende for, om en person kan betragtes som en udstationeret arbejdstager og dermed forblive dækket af den sociale sikringsordning i udsendelseslandet: a. udstationeringens varighed b. forholdet mellem arbejdsgiveren (i udsendelseslandet) og arbejdstageren (i det land, hvor den erhvervsmæssige beskæftigelse udøves) c. virksomhed af betydeligt omfang d. den sociale sikring i udsendelseslandet e. forbud mod at lade en udstationeret arbejdstager afløse en anden udstationeret arbejdstager f. den udstationerede arbejdstagers nationalitet. Der gives en kortfattet beskrivelse af disse forhold nedenfor. a. Udstationeringens varighed En udstationering kan i henhold til forordning (EØF) 1408/71 kun finde sted for en midlertidig periode. I princippet betyder»midlertidig«, at udstationeringen kan ske for en periode på 12 måneder med mulighed for en forlængelse på 12 måneder i tilfælde af uforudselige omstændigheder. Anmodning om en sådan forlængelse skal indgives inden udløbet af den første etårsperiode, og beskæftigelseslandets myndigheder skal give samtykke hertil. Hvis udstationeringen allerede fra starten forventes at have en varighed på mere end ét år, kan udsendelseslandet og beskæftigelseslandet indgå en såkaldt»artikel 17-aftale«. I en sådan aftale fastsættes de nærmere sociale sikringsvilkår, som arbejdstageren skal være undergivet under den forlængede udstationering. Ved aftalen skal der tages hensyn til arbejdstagerens interesser. b. Forholdet mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren Den udstationerede arbejdstager skal have en direkte tilknytning til den arbejdsgiver, som har udsendt ham, og denne tilknytning skal opretholdes. En sådan direkte Bestemmelserne om udstationering af arbejdstagere findes primært under afsnit II (artikel 13-17) i forordning (EØF) 1408/71 (EFT L 28 af ). Praktiske vink: Hvis en arbejdstager udstationeres til et andet land, skal arbejdsgiveren anmode den kompetente institution (normalt forsikringsinstitutionen) om en erklæring om den lovgivning, der finder anvendelse i udsendelseslandet (blanket E101 om udstationering). NB: Det er vigtigt, at udstationeringsperioden anslås korrekt, da de blanketter, der skal udfyldes, afhænger af udstationeringens varighed. Blanket E101 er kun gyldig for en periode på maksimalt 12 måneder. Der kan gives tilladelse til en forlængelse på højst 12 måneder, hvis den oprindelige periode må forlænges på grund af uforudselige omstændigheder. Men begæringen skal indgives inden udløbet af den i blanket E101 angivne periode. En blanket E102 skal så anvendes. Hvis det allerede fra starten af står klart, at udstationeringen vil vare mere end et år, indgås en artikel 17-aftale mellem de kompetente institutioner. Der udstedes en blanket E101, hvori der udtrykkeligt henvises til artikel 17.

5 tilknytning kan f.eks. fremgå af det forhold, at arbejdsgiveren betaler sociale sikringsbidrag, og at retten til afskedigelse tilkommer arbejdsgiveren, eller af de øvrige ansættelsesvilkår, som gælder mellem virksomheden og arbejdstageren. c. Virksomhed af betydeligt omfang Den virksomhed, der foretager udstationeringen, skal udøve en økonomisk virksomhed af betydeligt omfang i det land, hvorfra udstationeringen finder sted. Dette kan bestyrkes, hvis virksomheden er registreret i landet, gennem årsregnskaber og beskæftigelsen af arbejdstagere. d. Arbejdstageren er omfattet af den sociale sikringsordning i udsendelseslandet Arbejdstageren skal umiddelbart inden udstationeringen være forsikret under den sociale sikringsordning i udsendelseslandet. Dette er et helt logisk krav, da kravet om kontinuitet ellers ikke er opfyldt. e. Udstationerede arbejdstagere må ikke afløses Det er ikke tilladt at lade en udstationeret arbejdstager afløse en anden person, hvis udstationeringsperiode er udløbet. Som eksempel kan nævnes et byggefirma, som påregner at opføre et byggeri i udlandet på 10 måneder. Det er muligt, at et sådant firma har behov for at udsende nye arbejdstagere til afløsning af de arbejdstagere, der oprindeligt blev udstationeret for 10 måneder, fordi arbejdet ikke er blevet afsluttet til tiden. Det følger af forordningen, at sådanne nye arbejdstagere ikke kan fortsætte under den sociale sikringsordning i udsendelseslandet. f. Den udstationerede arbejdstagers nationalitet Det er kun arbejdstagere, der er statsborgere i en af EU s medlemsstater eller i Norge, Island eller Liechtenstein, der er omfattet af fællesskabsreglerne om udstationering. Arbejdstagere, der er statsløse, og flygtninge er dog også omfattet af fællesskabsreglerne. I alle andre tilfælde tilrådes det at rette henvendelse til de kompetente institutioner for at indgå de nødvendige aftaler. Der findes muligvis særlige bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler. Hvis den arbejdstager, der skal udstationeres, er omfattet af en syge- og moderskabsforsikring i sit hjemland, skal han/hun anmode forsikringsinstituttet om en blanket E128. Hvis den arbejdstager, der udstationeres, tager sædvanlig bopæl i beskæftigelseslandet, skal han/hun anmode forsikringsinstitutionen om en blanket E106 og skal herefter vise blanketten til forsikringsinstitutionen i beskæftigelseslandet. Udviklingen i retspraksis De ovennævnte principper er blevet stadfæstet af Domstolen, der på det seneste har foretaget vigtige præciseringer på tre områder: dels vedrørende en virksomheds aktiviteter, dels vedrørende betingelserne for udstationering af selvstændige erhvervsdrivende og endelig den bindende virkning af blanket E101. 1) Kort fortalt fandt Domstolen, at et vikarbureau, som fra én medlemsstat midlertidigt stiller arbejdstagere til rådighed for virksomheder, der er beliggende på en anden medlemsstats område, for at være omfattet af den fordelagtige ordning i forordningen, skal have tilknytning til den første medlemsstat i den forstand, at det normalt driver sin virksomhed dér. Dette er tilfældet, når vikarbureauet normalt driver virksomhed af betydeligt omfang i denne medlemsstat. 2) Spørgsmålet var, hvilket lands sociale sikringslovgivning, der finder anvendelse på selvstændige erhvervsdrivende, som midlertidigt udfører et arbejde i en anden medlemsstat end den, hvori de normalt udøver deres virksomhed. Domstolen fik for første gang forelagt et sådant spørgsmål under en sag, som nogle operasangere samt en dirigent, der normalt optræder i Det Forenede Kongerige, havde anlagt mod Théatre royal de la Monnaie i Bruxelles (TRM), hvor de skulle optræde for en begrænset periode. Domstolen afgjorde spørgsmålet til gunst for de udstationerede. Domstolen gav nemlig sagsøgerne i hovedsagen medhold, idet den fortolkede bestemmelserne i forordning (EØF) 1408/71 således, at kunstnerne i denne periode stadig var omfattet af den britiske lovgivning om social sikring, og således, at TRM ikke havde ret til i medfør af den belgiske lovgivning om social sikring at indeholde et beløb til sociale bidrag i kunstnernes honorarer. Domstolen fandt således, at kravet om, at den pågældende»normalt«udøver virksomhed på en Dom af i sag C-202/97, Fitzwilliam, jf. Nyhedsbrev nr. 5 Dom af i sag C-178/97, Barry Banks mfl. mod Théâtre Royal de la Monnai

6 CE-AL DA-C Dom af i sag C-178/97, Barry Banks mfl. mod Théâtre Royal de la Monnai medlemsstats område, forudsætter, at den pågældende sædvanligvis driver virksomhed af betydeligt omfang på den medlemsstats område, hvor han er etableret. Domstolen fortolkede endvidere ordlyden»et arbejde på en anden medlemsstats område«som omfattende enhver arbejdsydelse, hvad enten der er tale om lønnet eller selvstændigt arbejde. 3) Endelig henviste Domstolen, ligesom i Fitzwilliam-sagen, atter til princippet om medlemsstaternes pligt til loyalt samarbejde i henhold til EF-traktaten, og fastslog, at så længe E101-blanketten, der ved udstationering udstedes af hjemlandets institution, ikke er tilbagekaldt eller erklæret ugyldig, er den bindende for den kompetente institution i den medlemsstat, som den selvstændige erhvervsdrivende begiver sig til for at udføre et arbejde, samt for den person, som anmoder den selvstændige erhvervsdrivende om tjenesteydelser. Endelig præciserede Domstolen for første gang, at en sådan blanket kan have tilbagevirkende kraft. Sidste nyt Nyhedsbrevet om fri bevægelighed og social sikring kan nu findes på følgende websted: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: Europa-Kommissionen GD for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforhold, D/4 vedrørende fri bevægelighed (fax (32-2) ) eller E/3 vedrørende social sikring (fax (32-2) ) Rue de la Loi 200, B-1049 Bruxelles