Ministerielle skrivelser m.m. Kendelse fra Landinspektørnævnet

Transkript

1 Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider maj 1998 Ministerielle skrivelser m.m. Landinspektør L fastlagde et skel på baggrund af matriklens oplysninger om skellets placering. Naboejeren, der var utilfreds med skellets placering, rekvirerede landinspektør M til at fastlægge skellet. Ved hjælp af egne arkivoplysninger, hvilke oplysninger ikke fandtes andre steder, genfandt landinspektør M den gamle afmærkning af skellet, som var dækket af jord. Landinspektørnævnet fandt, at det ikke kunne bebrejdes landinspektør L, at han ved afsætningsarbejdet ikke havde genfundet den gamle skelafmærkning, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den skelafmærkning, som han har foretaget. Kendelse fra Landinspektørnævnet I Landinspektørnævnets sag nr. 174: A mod landinspektør L afsagde nævnet den 10. april 1997 følgende I et udateret brev modtaget af Landinspektørnævnet den 27. august 1996 har A, som ejer af det tidligere matr.nr. 7e... klaget over landinspektør L. I brevet anføres, at hun flere gange har henvendt sig til landinspektøren for at få ham til at fjerne nogle skelpæle, som han har placeret forkert på hendes grund. Landinspektøren har principialt påstået sagen afvist, subsidiært frifindelse. Landinspektørnævnet har til brug for sagen indhentet kopi i Kort & Matrikelstyrelsen af de matrikulære sager U1995/... og U1995/... udarbejdet henholdsvis af landinspektør L og landinspektør M. Det fremgår af sagens oplysninger, at landinspektør L den 28. december 1994 af B, der er ejer af matr.nr. 7a..., blev rekvireret til at afsætte skel mellem matr.nr. 7a og 7e. Landinspektør L rekvirerede måloplysninger i Kort & Matrikelstyrelsen og afsatte skellet den 12. januar 1995, hvilket han den 19. januar 1995 skriftligt orienterede bl.a. klageren og sin rekvirent om. Den 20. januar 1995 foretog landinspektør L i henhold til 28, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 106 af 25. februar 1991 om matrikulære arbejder, indberetning af målingen og afmærkningen til Kort & Matrikelstyrelsen. Den 6. april 1995 skrev landinspektør L bl.a. til A og opfordrede hende til at henvende sig til en landinspektør, såfremt hun ikke kunne acceptere det skel, han havde afsat. Den 21. april 1995 henvendte A sig til landinspektør M og anmodede ham om at

2 foretage en kontrol af indklagedes afsætning af skel, idet hun mente, at skellet var kommet for langt ind på hendes ejendom. Landinspektør M lod sin daværende assistent landinspektør N, besigtige forholdene. Landinspektør M foretog efterfølgende selv en måling på ejendommen og konstaterede, at denne måling ikke stemte med landinspektør L s skelafsætning. Den 8. juni 1995 fremsendte landinspektør M en sag om bl.a. arealoverførsel mellem matr.nr. 7a og 7d til Kort & Matrikelstyrelsen. I den skematiske redegørelse har landinspektøren bl.a. anført:»den afmærkede afdøde landinspektør O skellet mellem matr.nr. 7a og 7e (målebogskopi vedlægges). Landinspektør L har (rettelig den 12. januar) foretaget fornyet afmærkning - uden at genfinde den på stedet værende afmærkning fra Begge har øjensynligt benyttet udstykningsmålene fra Da afmærkningen fra 1954 fandtes på plads, må denne regnes for gældende ud fra hævdsprincipper, uanset, at målingen ikke blev indsendt til Matrikeldirektoratet, hvad der ikke var krav om. For at komme ud over problemet har ejerne indgået aftale om køb af den pågældende lod af matr.nr. 7-a. Ved arealberegningen har vi benyttet det af landinspektør O fastlagte skel.«. Den 19. juli 1995 skrev Kort & Matrikelstyrelsen til landinspektør L med henvisning til et tidligere brev af 3. juli s.å. - og landinspektør L s besvarelse heraf - og meddelte ham under henvisning til bestemmelserne i 4, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 106 af 25. februar 1991 om matrikulære arbejder, at målingen og registreringen ikke kunne godkendes som ansøgt og anmodede landinspektør L om at kontrollere måling og afmærkning og herefter afhjælpe eventuelle uoverensstemmelser med matriklens oplysninger, alternativt at fjerne afmærkningen. Dette brev besvarede landinspektør L den 30. juli I brevet, hvori landinspektør L indledningsvis gør opmærksom på, at han har foretaget en retablering efter i Kort & Matrikelstyrelsen at have rekvireret det materiale, som styrelsen måtte anse for nødvendigt, står der derefter:»jeg har ikke konstateret nogen fejl i matriklens oplysninger - og det er mig, der afgør dette spørgsmål - men jeg fandt, at der ikke var grund til, at jeg alene skulle ligge inde med oplysninger om skellets placering i system - 34, hvorfor jeg indsendte et regulært måleblad til Dem. Hvis De mener, at jeg havde pligt til at gøre dette, så beder jeg om, at De dels henviser til hjemmelen, som altså ikke kan indeholde et element af mit skøn, og at De dels oplyser, om det er sædvanligt, at De modtager indberetninger om retableringer fra praktiserende landinspektører. Min baggrund er, at jeg har erfaring fra mit daglige virke, som går ud på, at der har været og er kolleger, som forbeholder oplysninger for sig selv - de såkaldt hemmelige mål - for at stå bedre i den fremtidige konkurrence...

3 Jeg agter på ingen måde at fjerne skelafmærkningen, idet jeg anser dette for at være i strid med såvel straffelovens kap. 19 som landinspektørloven.«. Ved brev af 13. december 1995 meddelte Kort & Matrikelstyrelsen L, at den supplerende måling vedrørende matr.nre. 7a og 7e... var noteret. Ved brev af 18. december 1995 meddelte Kort & Matrikelstyrelsen landinspektør M, at man bl.a. havde godkendt sammenlægning af matr.nre. 7d og 7e og en arealoverførsel fra matr.nr. 7a til matr.nr. 7d. Under mødet i nævnet den 2. december 1996 har A bl.a. forklaret, at hun ikke var tilstede, da landinspektør L foretog skelafsætningen. Da hun kom hjem, så hun, at der stod et skelrør med visertræpæl i indkørslen, således at hun ikke kunne komme ind med bilen. Hun tog træpælen op og stillede den væk. En skelpæl fra 1954, som landinspektør M senere genfandt, stod ca. 40 cm. fra den skelpæl, landinspektør L havde afsat. Den gamle skelpæl var dækket med jord og var således ikke synlig. Landinspektør L havde endvidere i den nordlige ende af skellet placeret en skelpæl inde på hendes grund 50 cm. fra en skelpæl fra 1954, som landinspektør M også senere genfandt. Heller ikke denne skelpæl var synlig, men kunne findes ved hjælp af søgeudstyr. Hun har flere gange bedt landinspektør L om at fjerne skelpælene, men det vil han ikke. Landinspektør M, som hun rekvirerede til at kontrollere landinspektør L s afsætning og senere til at overføre matr.nr. 7a til hendes ejendom, ville heller ikke fjerne de skelpæle, som landinspektør L havde afsat. Den gamle skelpæl i indkørslen hindrede ikke indkørsel. Landinspektør L har bl.a. forklaret, at han forinden skelafsætningen rekvirerede materiale i Kort & Matrikelstyrelsen i henhold til udstykningsloven. Dette materiale havde han den 12. januar 1995, da han udførte markarbejdet. Det var hård frost den pågældende dag, og han så ikke skelpælene fra I marken medbragte han: 1. Matrikeludskrifter, som han selv havde udtrukket den 28. december Vejmåling, som han havde modtaget fra Kort & Matrikelstyrelsen. 3. Måleblad fra udstykning af matr.nr. 6 m.fl., hvilket materiale han selv var i besiddelse af i forvejen. 4. Måleblad fra udstykning af matr.nr. 6d; Kort & Matrikelstyrelsens sag UJ.../1898. Han gik ud fra, at det var dette materiale, han skulle have med. A s mand kom tilstede, længe inden jernrørerne blev placeret. Han deltog i det hele og samarbejdede med ham uden gnidninger af nogen art. Landinspektør L baserede sin

4 afsætning på 1913-målingen og en ældre måling fra Han har med udgangspunkt i ejendommens vestskel beregnet, at hans afsætning af punktet ved vejen kun afviger 8 mm i forhold til landinspektør M s definition af skellet. Forholdene på stedet var således, at han ikke havde grund til at tro, at skellet var beliggende et andet sted end der, hvor han afsatte det. Det er hans opfattelse, at A kan fjerne de to skelrør, som han har afsat, idet skellet efter arealoverførslen ikke længere eksisterer. Han vil derimod afvise, at han har nogen pligt til at fjerne skelrørerne. Han vil for så vidt godt gøre det, men i så fald er det»arbejdsmandsarbejde«, som han vil have betaling for. I juli et halvt år efter han havde anmodet Kort & Matrikelstyrelsen om at notere målingen som en supplerende måling til skellet - fik han af styrelsen en revisionsudsættelse af sagen. Da styrelsen den 19. juli 1995 anmodede ham om at ændre skellet, alternativt at fjerne skelrørerne, blev han klar over, at der var en anden landinspektør inde i billedet. Landinspektør M har som vidne bl.a. forklaret, at han, i forbindelse med at A rekvirerede ham, konstaterede, at hans firma havde arbejdet på hendes ejendom omkring århundredeskiftet. Det fremgik endviderre af firmaets arkiver, at landinspektør O i 1954 havde foretaget afsætning af ejendommens skel. Landinspektør N havde foretaget besigtigelse af ejendommen og af A lånt det måleblad, som landinspektør L havde udfærdiget. Nogle dage senere var vidnet selv på ejendommen og fandt ved brug af søgeudstyr de to skelrør fra Det sydligste stod ca. 4 cm. under jorden, mens det nordlige stod ca. 20 cm. nede. Ingen af skelrørerne var således synlige. Han stod nu med to skelafsætninger, der ikke stemte sammen og ringede derfor til Kort & Matrikelstyrelsen, hvor han talte med distrikstleder C, som han spurgte, hvordan han skulle forholde sig. C vidste det ikke. Da han var på A s ejendom foreslog han hende, at hun købte en strimmel af matr.nr. 7a. Derved ville man komme ud over problemet, idet skellet så ville blive flyttet længere mod vest. A meldte tilbage, at hun ville købe den tilgrænsende lod af matr.nr. 7a i sin helhed. Dette meddelte han landinspektør L omkring den 1. maj 1995 og oplyste samtidigt, at der ville blive udarbejdet en arealoverførselssag. Den 30. november 1995 skrev landinspektør L til ham, at A havde bedt landinspektør L om at fjerne den skelafmærkning, landinspektør L havde afsat. Den 14. januar skrev landinspektør L påny til ham og gjorde ham opmærksom på, at man ikke havde pligt til at respektere måloplysninger, der ikke er registreret i Kort & Matrikelstyrelsen. Denne opfattelse deler vidnet ikke, idet det ved brug af søgeudstyr er meget let at sikre sig, om der tidligere er foretaget afmærkning af stedet. Vidnet er ved arealoverførselssagen gået ud fra det skel, som landinspektør O havde afsat. Vidnet ville ikke fjerne landinspektør L s skelafmærkning, før hele problematikken var blevet afklaret. De punkter, der i dag markerer endepunkter i det nu bortfaldne skel, er repræsenteret således: I nord er det landinspektør O s skelafmærkning og i syd er det et uafmærket punkt. Vidnet har i forbindelse med sagen ikke indhentet måloplysninger i Kort & Matrikelstyrelsen. Landinspektør N har som vidne forklaret, at han af

5 landinspektør M blev bedt om at køre forbi klagerens ejendom for at se, om det var muligt at retablere skellet på baggrund af målingen fra Han observerede landinspektør L s skelpæle på stedet og konstaterede, at opmålingen fra 1954 kunne anvendes til at genafsætte skellet. Han opsøgte A og sagde, at der så ud til at være uoverensstemmelse mellem landinspektør L s afsætning og målingen fra Han lånte af A det måleblad, som landinspektør L havde udarbejdet i forbindelse med sin afsætning af skellet. Landinspektør L har i et skriftligt indlæg af 2. januar 1997 nærmere begrundet sine påstande. Afvisningspåstanden begrundes bl.a. med, at A s klage ikke indeholder en beskrivelse af noget forhold, som falder indenfor nævnets kompetence og at klagen er åbenbart grundløs. Han har yderligere fremhævet, at potentielle klagere og disses rådgivere ikke bør kunne benytte nævnet til chikanøs klage, og at nævnet bør være opmærksom på, at der består en fare for, at nævnet bliver en faktor i konkurrencen mellem landinspektørfirmaerne. For så vidt angår frifindelsespåstanden har han særligt fremhævet, at der ikke kan påvises nogen uregelmæssighed i hans håndtering af sagen, idet 1) han har iagttaget reglen i udstykningslovens 34, 2) hans definition af udgangspunkterne for målingen er uangribelig, idet den kun afviger 8 mm fra den af klagerens landinspektør fastlagte, 3) målingen er korrekt, 4) der var ikke indikationer for, at ejendomsgrænsen ikke svarer til den afsatte, 5) han har indberettet den supplerende måling til Kort & Matrikelstyrelsen, 6) han har underrettet ejere af ejendomme, der grænser til det afsatte, og 7) retableringen er sket i overværelse af klagerens mand. Landinspektøren har iøvrigt fastholdt, at klageren ikke kan kræve, at han fjerner de af ham anbragte skelpæle. Landinspektørnævnet udtaler: Nævnet finder, at landinspektøren ved sin afsætning af ejendomsgrænsen i fornødent omfang har iagttaget de i udstykningslovens 34, stk. 1 og bekendtgørelse om matrikulære arbejder 4 foreskrevne regler. Det kan ikke bebrejdes landinspektøren, at han ikke ved

6 afsætningsarbejdet har fundet de skelpæle, der var anbragt i 1954, og der er efter det foreliggende ikke grundlag for at tilsidesætte den afsætning, som landinspektøren har foretaget. Efter det oplyste finder nævnet således ikke, at der er faktiske forhold i marken som indikerer, at den faktiske ejendomsgrænse ikke er i overensstemmelse med det afsatte skel. Nævnet lægger endvidere til grund, at klagerens mand var vidne til skelafsætningen og at indklagede tog kontakt til klagerens landinspektør, da han hørte om parternes tvivl om den foretagne skelafsætning. På dette grundlag frifindes landinspektøren. Da de af indklagede afsatte skelpæle ikke længere tjener til markering af eksisterende skel, finder nævnet, at landinspektør M, der efterfølgende har gennemført arealoverførselssagen, som et led i denne sag bør fjerne de skelpæle, der ikke længere markerer eksisterende skel. Nævnet skal endvidere bemærke, at det falder udenfor nævnets kompetence at tage stilling til den af Kort & Matrikelstyrelsen foretagne behandling af anmodning fra indklagede om notering af den supplerende måling. Thi bestemmes: Landinspektør L frifindes. Jens Wolters Sigrid Ballund Niels Krogsgaard Fra Domstolene Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Ikke grundlag for indkaldelse til ejendomsdom på fælles sandgrav (U VLK) Et fredet areal, der i matriklen var noteret som fælles sandgrav, henlå i marken i naturtilstand uden selvstændig vejadgang. Byretten tillod i 1995, at der blev foretaget indkaldelse til ejendomsdom til fordel for en nabo, men da der fremkom indsigelse fra andre omkringliggende lodsejere, afsagde retten kendelse om, at betingelserne for ejendomsdom ikke var opfyldt. Herefter gik de tilgrænsende lodsejerne sammen og begærede alle adkomst på arealet i et nærmere anført delforhold. Kommunen havde tilkendegivet ikke at ville søge adkomst i h.t. UL 46. Til støtte for deres anmodning anførte lodsejerne, at arealet fremstod sammenhængende med de tilgrænsende ejendomme, og at de hver for sig havde benyttet arealet til rekreative formål, natur- og vildtpleje. Retten fandt under hensyntagen til det oplyste om parternes

7 tilknytning til og råden over arealerne - uanset de fredningsmæssige begrænsninger - at der ikke var sandsynliggjort fornødent grundlag for, at parterne ville kunne anses som ejere af ejendommene. Betingelserne for at tillade offentlig indkaldelse fandtes derfor ikke at være opfyldt. Afgørelsen - altså spørgsmålet om der var grundlag for indkaldelse, ikke om lodsejerne havde ejendomsret - blev kæret til landsretten. Lodsejerne påberåbte sig bl.a., at ejerne i over 20 år havde udøvet en ejerråden, som var mulig henset til fredningen, at indkaldelse tidligere var blevet tilladt, at ingen andre end de pågældende da havde påberåbt sig ejendomsret, at kommunen ikke gjorde krav på ejendomsretten, at bevis for adkomst ikke er nødvendig for ejendomsdom, at arealet ikke benyttes af offentligheden, at der ikke er tilkørsel til arealet, at arealet i umindelige tider ikke har været anvendt som fælles sandgrav og henviste desuden til Dansk Tingsret (3. udg., s. 32), som forudsætningsvis ikke anser besiddelse for at være betingelse for tilkendelse af ejendomsret. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse uden nærmere begrundelse. Bemærkninger Ejendomsdom i h.t. RPL 476 anvendes til at fastslå ejendomsretten til et areal, hvortil ingen kan dokumentere at have adkomst. Påberåbes der adkomst til et særskilt areal, hvortil der i tingbogen er anført en tinglyst adkomsthaver, skal sagen derimod anlægges som et civilt søgsmål mod den tinglyste adkomsthaver. En almindelig retssag er også vejen, hvis det drejer sig om, der foreligger en retsgyldig overdragelse eller spørgsmål om fortolkning af indgåede aftaler. Det fremgår tydeligt af ovenstående sag, at proceduren ved ejendomsdom er anderledes end almindelige sagsanlæg. Forskellen er, at der skal ske indkaldelse til ejendomsdom (i h.t. 3-7 og 8, stk. 1 i lov om mortifikation af værdipapirer - anvendt med de fornødne lempelser). Selv om dommeren, inden der afsiges kendelse om adkomsten, kan»afæske den, der søger ejendomsdom, yderligere mundtlig eller skriftlig oplysning og henstille til ham at foranledige bevisførelse«( 5, stk. 2), foretages der også en vis prøvelse af adkomstgrundlaget i forbindelse med vurderingen af, om der kan ske indkaldelse, da begæring om indkaldelse skal indeholde»oplysninger, som gør det antageligt, at betingelserne for ejendomsdom er til stede«( 4, stk. 2) f.eks. de forhold, der taler for, at der foreligger hævd. Hvis det sandsynliggør ejendomsret, kan der foretages indkaldelse, således at der kan afsiges kendelse om adkomst i overensstemmelse med begæringen, hvis der ikke fremkommer indsigelse på retsmødet. Man kunne af sagen få det indtryk, at indsigelse i sig selv er til hinder for, at der anerkendes adkomst som begæret. Det er dog ikke tilfældet, se U VLK og BD og mortifikationslovens 7, stk. 2.

8 Fra Domstolene Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Afgift for kopier af akten (U ØLK) Når landinspektører fremsender servitutforespørgsel med henblik på den senere servituterklæring, meddeles oplysningerne vederlagsfrit af dommerkontoret (jf. at forespørgslen er udformet således, at dommeren formelt anmoder om, at landinspektøren afgiver erklæring om servitutternes fordeling). Det er da også meget naturligt taget i betragtning, at servitutfordelingen primært sker af hensyn til at opretholde tinglysningsregistrets informationsværdi. Men hvad med kopier af dokumenter i akten? Skal der betales for dem? Det har vi måske fået en pejling af gennem nedenstående landsretskendelse. Sagen angik en ejendom, hvorpå der var lyst 43 servitutter, som dommeren krævede, i h.t. retsafgiftslovens 48, stk. 1, 100 kr. for pr. stk. Landinspektøren protesterede og kærede. Dommeren oplyste under kæremålet, at der ikke fra tinglysningskontorets side var fremsat forlangende om servituterklæring. I sin kendelse tilkendegav landsretten, at 49, stk. 2, nr. 7 i retsafgiftsloven (om afgiftsfrihed for attester til landinspektører til brug ved udstykning m.v. angående de i TL omhandlede forhold) blev ophævet i 1989, hvilket i bemærkningerne til ændringsloven blev begrundet med, at ophævelsen af afgiftsfritagelsen for statsinstitutioner m.v.»er i overensstemmelse med den generelle politik, hvorefter også offentlige myndigheder skal betale for deres forbrug af offentlige ydelser«. Landsretten refererede endvidere Justitsministeriets cirkulæreskr. af 12. januar 1990, hvoraf fremgår,»at attester m.v. til brug for landinspektørens afgivelse af erklæring til tinglysningsdommeren ikke er afgiftspligtige, når tinglysningsdommeren i medfør af tinglysningslovens 22, stk. 1, 2. pkt. har forlangt en erklæring fra landinspektøren«. Landsretten stadfæstede på den baggrund tinglysningsdommerens afgørelse, da udskrifterne var bestilt, uden at tinglysningsdommeren havde anmodet herom. Bemærkninger: Kendelsen anfægter ikke, at servitutoplysningerne (altså alene selve tingbogsoplysningerne - som man jo nu også kan indhente selv via nettet for et ringe beløb) skal leveres uden afgift, men afviser afgiftsfritagelse såfremt landinspektører bestiller aktkopier, som ikke indhentes med henblik på at foretage servitutfordeling. Den tager derimod ikke stilling til, om der skal betales afgift for aktkopier, når det sker som grundlag for en servituterklæring. Der er

9 imidlertid landinspektører, der er blevet afkrævet betaling også i denne situation. Det sker fordi man afviser, at Justitsministeriets skrivelse har hjemmel i loven. Efter min mening er det overvejende sandsynligt, at de har ret, taget i betragtning at retsafgiftslovens udtrykkelige fritagelsebestemmelse for landinspektørattester jo blev ophævet. Jeg tror derfor, at det er sandsynligt, at man også vil tabe en kære, der angår aktkopier i forbindelse med en servituterklæring. Da man imidlertid fortsat kan få kopier vederlagsfrit i nogle retskredse, synes jeg ikke, at man skal tage en sådan kæresag. Tabes den, vil denne mulighed gå fløjten. Det er nødvendigt at se i øjnene - og at forberede rekvirenten på - at der skal betales afgifter og gebyrer i mange sammenhænge. Men det forhindrer ikke, at man søger at nedbringe udgiften f.eks. ved selv at undersøge akten. Vær i øvrigt opmærksom på, at landinspektører kun er kæreberettigede i tilfælde, hvor sagen direkte angår landinspektøren. Drejer det sig derimod om tinglysningsmyndighedens afgørelse rettet mod et dokument, hvor landinspektøren blot er anmelder (f.eks. en servitut eller en pantebrevspåtegning), er landinspektøren ikke kæreberettiget. Kære må i disse tilfælde foretages af den, som berøres af tinglysningsdommerens afgørelse - typisk ejeren - eller ske gennem en advokat, der har procesfuldmagt (jf. TL 36 og RPL 393). Efter min mening bør man nøje overveje sagen - og de eventuelle konsekvenser af en tabt sag - før der kæres. Kære skal i givet fald ske inden 2 uger til den ret, som har truffet den afgørelse, der kæres. Fra Domstolene Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Vejret ikke bortfaldet ved passivitet Læsere, der har Dansk Miljøret bd. 4 stående, vil kunne se, at von Eyben efterspørger domme, der tager stilling til passivitet (s. 367). Det har vi fået nu (Østre Landsret 7. afd. a.s. nr. B ), dommen er (endnu?) ikke refereret i Ugeskrift for Retsvæsen. Sagen føjer derfor endnu en lille brik til det efterhånden særdeles godt retsdækkede billede af hævd. Omstændighederne var følgende: En ejendom fik ved tinglyst deklaration vejret til et 4 alen bredt areal af en ejendom, som var anlagt som vej (hvoraf yderligere 2 alen var udlagt på naboejendommen). Denne vejadgang var sekundær, da den vejberettigede ejendom også havde anden vejadgang. Som følge heraf var vejretten aldrig blevet udnyttet - faktisk havde den vejberettigede tilmuret en portåbning i en bagbygning, som forhindrede færdsel i hvert fald ad den

10 sekundære vej til resten af ejendommen. I forbindelse med et byggeprojekt med henblik på opdeling af den vejberettigedes ejendom i ejerlejligheder (herunder etablering af lægepraksis i baghuset), ønskede man nu at benytte vejretten og i øvrigt at foretage ombygning, der muliggjorde færdsel også til de øvrige bygninger på den tjenende ejendom. Vejejerne frygtede, at det forhold, at der nu blev skabt»hul«ville give anledning til uvedkommende færdsel til havnen og anlagde sag med påstand om, at sagsøgte ikke havde vejadgang. De mente, at servitutten om fællesindkørslen var bortfaldet ved passivitet eller frihedshævd, og anførte endvidere, at sagsøgte havde givet afkald på servitutten ved at opgive servitutformålet (tilmuringen) og ved at skaffe sig anden vejadgang. Endelig mente de, at den påtænkte færdsel lå ud over det ved stiftelsen forudsatte indhold. Byretten gav vejejerne medhold under henvisning til, at vejen ville blive brugt som offentlig gennemkørsel, og at en sådan trafik lå langt udenfor de forudsætninger, som lå til grund ved stiftelsen af servitutten. Den vejberettigede ankede til landsretten, som vurderede forholdet anderledes. Landsretten lagde således vægt på, at der ikke (af vejejeren) var rådet på en måde over den tjenende ejendom, der var uforenelig med færdselsrettens fortsatte beståen, og at det forhold, at vejadgangen ikke havde været benyttet i over 20 år, ikke gav grundlag for servituttens bortfald ved frihedshævd. Den udtalte videre, at den i den manglende benyttelse liggende passivitet - ej heller sammen med servitutberettigedes tilmuring af dørhullet i baghusets sydfacade eller det forhold, at appellanten har sikret anden vejadgang - ikke gav grundlag for at anse den tinglyste vejret for at være bortfaldet. Retten fandt endvidere, at alene de forventninger, der måtte være til en udvidet færdsel, ikke medførte en ændring af de forudsætninger, der lå til grund ved stiftelsen af servitutten. Appellanten blev derfor frifundet (hvilket betød, at vejretten består). At det forholder sig som dommen fastslår, var antaget i teorien: til frihedshævd er passivitet ikke nok, der skal have været udøvet en råden i strid med servitutten. Har vejen aldrig eksisteret, vil vejretten ikke kunne bortfalde også selv om der er rådet i strid med servitutten i 20 år (jf. U ØLD vedr. bortfald af færdselsret til en aldrig anlagt sti). Her hvor vejen eksisterede, men bare ikke var blevet anvendt af den vejberettigede er det åbenbart, at en sådan modråden ikke foreligger. Det er klart, at vejretten ville kunne falde bort, hvis der over den tjenende ejendom har været udøvet en råden, der kan forklare, at færdslen ikke udøves (f.eks. opført bebyggelse). Vejretten vil formmentlig også bortfalde, hvis færdselsretten har været udnyttet ad en vej, som nu er nedlagt, uden at der dog er disponeret over den tjenende ejendom på en måde, der har umuliggjort færdsel. Når der er strid om berettigelsen af en færdsel, lægges der afgørende

11 vægt på vejrettens historiske herkomst: hvad der må antages at have været forudsat ved stiftelsen. I denne vurdering må der nødvendigvis indgå et skøn, og de to retsinstanser vurderede det da også forskelligt. Hvis man i forbindelse med udstykning/arealoverførsler skal tage stilling til en vejrets indhold (og udvidelighed f.eks. i forbindelse af afgivelse af»lykke- og frommerklæring«jf. BMA 6, stk. 2), må man ved vurderingen tage udgangspunkt i forudsætningerne på stiftelsestidspunktet (eller hvad den tjenende ejendom måtte forvente at skulle tåle). Læg også mærke til, at sagen angik en tinglyst vejret. Når ingen af retsinstanserne tog anstand på det, skyldes det, at tinglysning kun er en sikringsakt, der giver beskyttelse som anført i TL 1 (mod godtroende omsætningserhververe og retsforfølgende kreditorer). Tinglysning forhindrer ikke, at servitutter bortfalder ved frihedshævd (eller tvangsauktion for den sags skyld). For landinspektørpraksis betyder det, at man skal være meget varsom med at foretage matrikulære forandringer, der forudsætter vejadgang ad en vej, hvor der ganske vist er tinglyst vejret, men hvor vejen ikke findes i marken. I så fald må der foretages nærmere undersøgelser. Har vejen ikke eksisteret i 20 år, er der stor sandsynlighed for frihedshævd. Og så en afgørelse - ikke en dom, men en kendelse - der vedrører landinspektørarbejde: Skelfastlæggelse før ekspropriation Før ekspropriation vil det af hensyn til at kunne klarlægge ejendomsindskrænkningerne i almindelighed være nødvendigt at have kendskab til de faktiske ejendomsgrænser. I hvert fald i større sager sker det da også, at landinspektører rekvireres til at udarbejde et planbogskort (hvorpå også andre ekspropriationsrelevante oplysninger registreres). Er der uenighed om ejendomsgrænsen, vil det kunne være nødvendigt at afholde en skelforretning, med mindre eksproprianten vælger at gennemføre ekspropriationen til de grænser, parterne hver for sig påberåder sig. Det vil i almindelighed være billigere end at gennemføre skelforretningen, som jo også mister noget af sin betydning, hvis det omtvistede skel alligevel skal falde bort. Overtaksationskommissionen for Roskilde og Storstrøms Amtsrådskredse har afsagt en kendelse, som tager stilling til ekspropriantens pligt til at afklare ejendomsforholdene, og konsekvenserne af, at det ikke skete i tilstrækkeligt omfang (O.taks.nr. 5/97 afsagt den 11. april 1997). Af kendelsen fremgår, at det er anlægsmyndighedens opgave at sørge for, at der til grund for et ekspropriationsprojekt foreligger ordentlige kortforhold. I den aktuelle sag var kortmaterialet fremstillet af en landinspektør på grundlag af en samkøring af kommunens tekniske kort og det digitale matrikelkort. Landinspektøren havde på åstedsmødet og efterfølgende gjort lodsejerne

12 opmærksom på, at der som følge af hævd kunne være afvigelser mellem kortet og de faktiske ejendomsgrænser. På baggrund af ejendomsgrænserne på kortet begyndte en lodsejer at foretage fældning og anden råden over et areal. Naboen rekvirerede herefter en skelforretning for at få fastlagt ejendomsgrænsen. Kommissionen fandt, at grundlaget for ekspropriationen ikke havde været tilstrækkeligt udført, idet det burde have fremgået af kortmaterialet, at der var differencer i forhold til de faktiske forhold i marken. Det udtaltes videre, at anlægsmyndigheden, hvis den bliver bekendt med, at der er difference mellem de matrikulære og de faktiske skel, skal anmode parterne om at opnå enighed om forholdene og efterfølgende berigtige kortgrundlaget i overensstemmelse hermed. På baggrund heraf tilkendte kommissionen naboen erstatning for landinspektørudgifterne for afholdelse af skelforretningen. Det fremgår ikke af sagen, om den pågældende skelstræknings beliggenhed havde betydning for ekspropriationen. Men selv om det ikke var tilfældet, må man på baggrund af kendelsen formode, at offentlige myndigheder, der rekvirerer en skelforretning i forbindelse med en ekspropriation, vil blive pålagt alle eller størstedelen af omkostningerne ved en skelforretning, som har til formål at afklare skellenes beliggenhed. Sagen er i øvrigt et eksempel på, at det er vigtigt, at grænser på kort ikke vises som skel (ejendomsgrænser) med en beliggenhed, der afviger fra den registrerede grænse, uden at det er konstateret, om grænserne er forandret og - hvis det er tilfældet - ønskes registreret med den ændrede beliggenhed (se også VMA afsn ). Er der ikke taget stilling til skellenes beliggenhed (i marken), kan skellene anføres på kortet i overensstemmelse med matriklens registrering, hvis kortet påtegnes om, at skellenes beliggenhed ikke er konstateret i marken. Eventuelle uoverensstemmelser kan vises på kortet som hegn eller brugsgrænse m.v. Sagen understreger også nødvendigheden af, at indholdet af kortmaterialet - og dettes status - bliver nøje defineret i forbindelse med rekvisitionen.