HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 7. oktober 2015

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt onsdag den 7. oktober 2015 Sag 46/2015 Advokat A kærer afgørelse i sagen: Advokat A (advokat Martin Lavesen) mod Boet efter B (advokat René Rasmussen) Biintervenient til støtte for advokat A: Advokatrådet I tidligere instanser er afsagt kendelse af Skifteretten i Næstved den 28. august 2014 og af Østre Landsrets 1. afdeling den 29. september I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen og Jens Peter Christensen. Påstande Kærende, advokat A, har nedlagt påstand om, at han ikke pålægges at afgive forklaring i sag SKS /2012 ved Skifteretten i Næstved, subsidiært at han ikke skal afgive forklaring for så vidt angår spørgsmål 1(c). Indkærede, boet efter B, har påstået stadfæstelse. Sagsfremstilling Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en advokat trods vidneudelukkelsesreglen i retsplejelovens 170, stk. 1, skal pålægges at afgive vidneforklaring i en dødsboskiftesag i medfør af samme bestemmelses stk. 2.

2 - 2 - B afgik ved døden den 16. november Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling i henhold til testamente, som B havde oprettet sammen med sin afdøde ægtefælle, C. B havde overtaget boet efter sin ægtefælle som et forenklet privat skifte, idet ægtefællerne ikke efterlod sig livsarvinger. Et væsentligt aktiv var slægtsgården, der var ubehæftet, og som blev solgt af B i 2010 for 9 mio. kr. kontant. Af det seneste regnskab udarbejdet i 2011 i forbindelse med ophør af landbrugsejendommen var egenkapitalen på ca. 11,5 mio. kr., hvoraf ca. 2,5 mio. kr. henstod i pengeinstitut, mens et kontant beløb på kr. var anført at befinde sig i en bankboks. Af ægtefællernes fælles testamente fremgik bl.a., at Cs nevø var indsat som universalarving, og at længstlevende ikke var berettiget til at ændre denne bestemmelse. I forbindelse med bobestyrerens åbning af Bs bankboks fandtes alene et brev dateret den 15. oktober 2010 og stilet til universalarvingen som svar på et brev fra ham til B. Der var ingen kontanter i bankboksen. Af brevet fremgik bl.a., at B havde givet sin formue til velgørende organisationer. Brevet var udarbejdet af kærende, advokat A. Der er registreret aktiver for ca kr. i boet efter B. Bobestyrer har ikke kunnet afklare, hvad der er sket med den resterende del af Bs formue, herunder om B rent faktisk har doneret sin formue til velgørende organisationer. Boet ønskede derfor at afhøre advokat A om sit eventuelle kendskab til, hvor Bs formue var blevet af samt omstændighederne omkring brevet til universalarvingen. Østre Landsret afviste ved kendelse af 27. august 2013 at pålægge advokat A at afgive vidneforklaring med den begrundelse, at bobestyreren ikke havde godtgjort at have udtømt mulighederne for at klarlægge omstændighederne vedrørende det formodede pengebeløb i afdødes bankboks. Landsretten lagde vægt på, at bobestyreren ikke havde anmodet skifteretten om at indkalde afdødes søster til at afgive indenretlig forklaring, og at bobestyreren ikke havde sandsynliggjort, at advokat A ved afgivelse af forklaring ville fremkomme med væsentlige oplysninger vedrørende afdødes formodede dispositioner. Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at det var af afgørende betydning for sagens udfald, at advokat A afgav forklaring.

3 - 3 - Bobestyreren lod herefter flere vidner, herunder afdødes søster, afhøre i skifteretten og foretog yderligere undersøgelser med henblik på at konstatere, om formuen var givet væk til velgørende organisationer. Da der fortsat ikke var en afklaring af, hvad der var sket med afdødes formue, anmodede bobestyreren på ny skifteretten om at pålægge advokat A at svare på fire specifikke spørgsmål. Skifteretten i Næstved og Østre Landsret har ved kendelser af henholdsvis 28. august 2014 og 29. september 2014 pålagt advokaten at afgive vidneforklaring. Anbringender Advokat A har anført blandt andet, at han efter retsplejelovens 170, stk. 1, er fritaget for at afgive vidneforklaring, idet de for sagen relevante oplysninger er kommet til hans kundskab ved udøvelsen af hans virke som advokat for nu afdøde B. Betingelserne for at ophæve advokatfortroligheden i retsplejelovens 170, stk. 2, er ikke opfyldt, idet boet ikke har godtgjort, at den ønskede forklaring kan anses for at være af afgørende betydning for boets behandling, og at dens betydning for boet eller samfundet berettiger til, at forklaring kan kræves. Det må lægges til grund, at nu afdøde B ikke ville have givet ham tilladelse til at afgive forklaring. Bobestyrer har ikke fremlagt nye beviser, der kan danne grundlag for en ændret afgørelse, ligesom vidnetemaet er for bredt, og omstændighederne afviger fra retspraksis, hvor tavshedspligten ikke opretholdes. Advokatrådet har tilsluttet sig, at advokat A ikke bør pålægges at afgive vidneforklaring og har i den forbindelse anført blandt andet, at det er helt afgørende for borgernes tillid til advokaterne og retssamfundet, at der værnes om advokaters tavshedspligt, og at det kun i ganske særlige tilfælde pålægges en advokat at bryde tavshedspligten. Der er ikke i den verserende sag grundlag for at fravige tavshedspligten og vidnefritagelsen, og hverken sagens beskaffenhed eller betydningen for boet kan anses for at veje tungere end de hensyn, der ligger bag advokaters tavshedspligt. Boet efter B har anført blandt andet, at der, såfremt Bs kontantformue ikke kan dokumenteres at være givet til velgørende og afgiftsfrie organisationer, dels kan være tale om en betragtelig afgiftsunddragelse, dels kan være tale om berigelsesmæssige forhold omfattet af straffelovens bestemmelser. Det har ikke været muligt at finde frem til de pågældende organisationer. Donationerne skulle være givet kontant af B personligt, idet pengene forudsætningsvis skulle

4 - 4 - være taget fra kontantbeholdningen i bankboksen. Boet har ikke anden dokumentation for, at kontantbeløbet har været i boksen, end Bs underskrevne erklæring herom. Det er nærliggende at antage, at advokat A har modtaget oplysninger om, hvorledes B agtede at disponere over sin formue, idet advokat A ellers uden at tilsidesætte sin tavshedspligt kunne have oplyst, at han ikke havde modtaget oplysninger herom, og da oplysningen om, at formuen skulle være bortgivet til velgørende organisationer alene beror på indholdet af brevet udfærdiget af advokat A. Der foreligger ikke andre oplysninger, der kan støtte eller underbygge denne oplysning. Højesterets begrundelse og resultat Det må lægges til grund, at der ikke er grundlag for at antage, at B ville have givet advokat A tilladelse til at afgive vidneforklaring, jf. retsplejelovens 170, stk. 1. Det må endvidere lægges til grund, at en afhøring af advokat A til brug for sagen ikke vil vedrøre, hvad advokat A har erfaret i en retssag, som har været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været søgt. Højesteret kan således pålægge advokat A at afgive vidneforklaring, jf. retsplejelovens 170, stk. 2, 1. pkt. Efter retsplejelovens 170, stk. 2, kan vidneforklaring pålægges, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Højesteret finder, at sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet ikke berettiger til, at der afkræves forklaring af advokat A. Højesteret har herved lagt særlig vægt på, at der er tale om advokatrådgivning i en sag af personlig karakter. Højesteret finder herefter, at advokat A ikke skal pålægges at afgive vidneforklaring i sagen. Henset til sagens resultat skal boet efter B betale kæremålsomkostninger til advokat A. Thi bestemmes: Østre Landsrets kendelse ændres, således at advokat A ikke pålægges at afgive vidneforklaring.

5 - 5 - Boet efter B skal i kæremålsomkostninger inden 14 dage betale kr. med tillæg af moms til advokat A. Beløbet forrentes efter rentelovens 8 a. Kæreafgiften for Højesteret tilbagebetales.