Hvo intet vover, intet vinder

Transkript

1 ~ 23. december ~ Hvo intet vover, intet vinder af Sven P. Sneen dalede langsomt ned fra himlen og lagde sig tæt over rækken af biler der fyldte den ene siden af gaden. Det var koldt, og udsigten til mere sne uundgåelig, hvilket var tyldligt når man så den blygrå himmel strække sig fra horisont til horisont. Hans navn var Bo Svinningsen, og han følte sig trist til mode. Bo var blevet skilt for to år siden i en alder af 52 år, og han havde følt sig ensom lige siden. Det havde egentlig været en lykkelig skilsmisse, de var ikke uvenner, men de var ligesom bare vokset fra hinanden. De havde været gift i 11 år, så det var svært at vænne sig til et liv i ensomhed. I starten havde det været svært, mest på grund af vanen ved at være to, eller 3 som i hans tilfælde, da sønnen Adam stadig boede hos moren og var ved at færdiggøre sin uddannelse. Adam besøgte ham en del, men med studier, og ny kæreste, Adam var 19 år gammel, var det så som så med tid til at besøge faren. Det forstod Bo kun alt for godt. Da han selv var 19 år gammel, var han lige flyttet hjemmefra, og nogle gange kunne der gå mere end en måned mellem han så sine forældre. Jobbet gik rigtigt godt så Bo manglede egentlig ikke noget, men han kunne ikke forestille sig at være alene resten af sit liv. På et eller andet tidspunkt måtte han komme videre og møde nogle interessante mennesker. Men det var svært. Det var gået op for Bo, at når man var 52 år, var det meste af ens liv låst fast i de samme rutiner dag ud og dag ind. Man gik på arbejde, hvor man mødte de samme kolleger, man havde sin vennekreds, hvor der sjældent dukkede nye ukendte mennesker op, og at gå i byen og møde nye mennesker var umuligt når man havde nået Bo s alder. Så var der lige det der med fritidsinteresser. Hans kolleger havde fortalt ham, at den bedste måde at møde nye mennesker på, var at melde sig ind i forskellige klubber, såsom bridgeklubber, sportsklubber, svømmeklubber mm. Men der var bare lige det problem, at Bo syntes ikke rigtigt at den slags klubliv interesserede ham. Han havde altid været ok til sport, uden det var prangende, og at skulle til at lære en hel masse nyt kunne han ikke lige overskue lige nu. ~ 1 ~

2 Han passerede en gammel Pub, som han ikke rigtigt syntes han havde set før. Først gik han videre, men nysgerrigheden fik ham til at stoppe op og gå tilbage til Pubben. Han betragtede den udefra, og kunne ikke forstå at han aldrig havde lagt mærke til den før. Måske var den ny, tænkte han, men den havde den patina som en gammel pub burde have, så det kunne heller ikke være tilfældet. Måske var han bare blevet så vant til at gå på denne gade, at han har holdt op med at se hvad der egentlig var i gaden. Bo nærmede sig døren skubbede til den, og trådte indenfor. Stemningen i pubben overraskede ham. Der var kun ganske få mennesker, og normalt betød dette at der kun sad et par gamle drankere og slukkede tørsten for gud ved hvilken gang den dag. Men her var der anderledes. Et ungt par sad i en af de udskårne båse og flettede fingre. Resten af pubben var også primært skåret ud af træ, og Bo var forbløffet over hvor smukt det hele var skåret. I den ene ende af den lange smukke bardisk sad to forretningsfolk og talte om dagens handler, og i den anden ende sad en elegant klædt kvinde, i hvad der må kaldes en spadserdragt. Bo var ikke stærk i kvindemode, men han syntes kvinden var klædt meget elegant, lidt for elegant til en pub. Først tænkte han at der måske var tale om en af nattens kvinder, men der var en ophøjethed over hende der ikke passede til den betegnelse. Bo bemærkede først nu, at kvinden betragtede ham. Med en ualmindelig smuk stemme sagde hun Hej Bo, kom og nyd en drink sammen med mig. Bo blev helt paf. Hvor i alverden kender hun mit navn fra, tænkte bo. Han mente ikke at han nogensinde havde set hende før. Bo gik tøvende hen til hende, og sagde Undskyld, kender vi hinanden?. Kvinden lo. Nej, du kender ikke mig, men jeg kender alle. Kan du lide mit tøj? Bo blev helt forvirret. Jo, det ser da ok ud fik ham sagt, og da han sagde det, gik det op for ham at han faktisk havde været uhøflig. OK, siger du, hvad så med det her? Kvindens tøj ændrede sig til en mere moderne, stadig elegant, spadserdragt. Bo satte sit chokeret ned i stolen. Hvad var det her for noget? Tøj kan da ikke bare ændre sig? Kvinden lo. Der er en naturlig forklaring på det sagde hun. Jeg er en af julens ånder. Kvinden smilede til ham. ~ 2 ~

3 En juleånd? Hvad snakker hun om? Tænkte Bo. Før han kunne nå at sige noget, fortsatte kvinden. Jeg har set hvordan du har det, og jeg mener du har brug for lidt hjælp. Vi kan ikke have at du går rundt og er trist. Det er jo trods alt jul sagde hun, og blinkede til ham, mens hun tog en sip af noget der lignede champagne i et elegant glas. Bo kiggede vantro på hende. Det her var ud over hans forstand, men Bo havde altid sagt at han skulle se det før han troede det, når folk talte om de åndelige ting. Og nu havde han lige set kvinde forvandle sit tøj, så hun kunne jo ikke bare være en almindelig kvinde. Han valgte at gå all-in på præmissen, for uanset hvad, så var det her anderledes, og nye oplevelser var det han havde brug for. Hvordan kan du så hjælpe mig spurgte Bo. Du har brug for at møde en du kan dele livet med sagde kvinden. Jamen, jeg kan da ikke dele livet med en juleånd, fik Bo fremstammet. Kvinden lo. Nej, dit lille fjols, ikke mig, men jeg kan hjælpe dig med at finde den helt rigtige kvinde. Og hvordan kan du så hjælpe mig med det? spurgte Bo nysgerrigt. Kvinden rakte hånden ned i sin lille håndtaske, og rakte ham et lille kort. Bo kiggede ned på kortet. Det var et visitkort, hvor det eneste der stod på kortet var En datingside, tænkte Bo. Hvor plat. Han havde hørt kollegerne tale om datingsider, men han havde altid bortvist tanken som værende absurd. Han mente ikke at den slags sider kunne bruges til at finde den rigtige kvinde, det var jo helt tilfældigt hvem man mødte, og han havde hørt at folk løj i deres profiler, så han havde altid afvist det som værende et middel til at finde den rigtige. Han kiggede op og begyndte at række kortet frem, men kvinden var væk! Stolen var tom. Han kiggede sig forvirret omkring. Hvor var hun blevet af? Han kaldte på bartenderen. Undskyld, så du hvor hun gik hen? Bartenderen gik hen til ham og sagde Hvem tænker du på? Hende der sad i den stol? sagde Bo lettere irriteret. ~ 3 ~

4 Stolen har været tom hele aftenen sagde bartenderen, og vendte hovedrystende tilbage til sine aktiviteter. Bo stirrede på den tomme stol og vidste ikke hvad han skulle tro. Han rejste sig og gik mod døren. Tak for ingenting råbte bartenderen til ham. Det gik op for Bo at han ikke engang havde bestilt så meget som en øl. Udenfor var sneen blevet tykkere. Bo havde stukket visitkortet i lommen og satte kursen tilbage mod sin lejlighed, da han ikke syntes han havde varme nok sko på. Hjemme i lejligheden fik han overtøjet af, og nød varmen der straks lunede hans krop. Han stak hånden i lommen og trak visitkortet frem. Han var alligevel lidt nysgerrig. Han hentede sin laptop og satte den i stikket, da han vidste at der næsten ikke var mere strøm på. Han åbnede en browser og indtastede adressen. Han ventede spændt mens en roterende julekugle på skærmen med teksten Vi arbejder på at finde den helt rigtige var det eneste han kunne se på siden. Pling sagde skærmen pludselig, og frem tonede et billede at en kvinde som han aldrig havde set før. Han forstod ikke rigtigt Skulle man ikke indtaste hvad man søgte efter, og svare på en hel masse spørgsmål? Han betragtede billedet og kunne ikke lade være med at blive betaget at de dejligt smilende øjne. Det var en ganske køn kvinde, syntes han. Han vurderede at hun måtte være omkring de 40 år gammel, og syntes at hun nok lige var en anelse for ung til ham, men da han læste teksten, stod der at hun var 52 år gammel. Bo læste videre. Kvinden beskrev hvad hun ledte efter, og Bo syntes at alt hun søgte, var hvordan han selv opfattede sig som at være. Han læste også kvindens beskrivelse af sig selv, og hans ~ 4 ~

5 nysgerrighed blev vakt. Hun lød præcis som den perfekte kvinde for ham, men han forstod intet. Hvorfor var der kun hendes profil på hele siden? Var det en side som kvinden, der kaldte sig en juleånd, havde skabt kun til ham? Han tøvede, da han huskede på hvad alle havde fortalt ham om datingssites. Men til sidst fik han sig selv overtalt. Han klikkede på KONTAKT og han begyndte at skrive til hende, hvor han fortalte om sig selv. Da han først fik begyndt at skrive, kunne han ikke holde op. Ud flød det med alt han vidste om sig selv. Det var som om han ikke kunne stoppe igen, som om han havde behov for at delagtiggøre kvinden i hans dybeste hemmeligheder. Efter ca. 1 time syntes han at det var fyldestgørende, og klikkede på SEND. Han blev straks nervøs. Hvad i alverden havde han gjort? Kvinden på skærmen vidste nu alt om ham, han havde blottet sit inderste væsen overfor en person han aldrig havde mødt og overhovedet ikke kendte. Han gik hen til sit lille barskab og skænkede sig et stort glas portvin. Han bemærkede at hans hånd rystede. Han stod stiv som en støtte og drak langsomt af glasset. Han vidste ikke hvor længe han havde stået der, men pludselig blev han afbrudt i sine tanker. Pling sagde skærmen. Han vendte sig om og gik hen til computeren igen. Hun havde allerede svaret. Han åbnede besvarelsen, og begyndte at læse. Ligesom ham selv, fortalte hun alt om sig selv. Hun lød fantastisk. Men kunne han tro på det hun skrev, eller løj hun? Han skrev en kort besked tilbage. Jeg er usikker på denne måde at lære hinanden at kende på. Hvordan har du det med denne form? Hun skrev tilbage at det var første gang hun prøvede et datingsite, og hun skrev at hun havde fået adressen til sitet på en meget underlig måde, nemlig på et visitkort udleveret af en elegant kvinde, som havde sagt at hun ville hjælpe hende. Kvinden havde også fortalt hvem hun var, men det var for underligt til at hun ville gengive det uden at de mødtes. Bo tøvede Skulle man? ~ 5 ~

6 Før han nåede at beslutte sig, kom der en ny besked. Han åbnede beskeden. Jeg synes vi skal mødes. Som man siger, hvo intet vover intet vinder, ikke sandt? Bo kunne høre sin egne stille latter. Det havde været hans Fars ordsprog så længe han kunne huske tilbage. De aftalte at mødes den næste aften, og resten er, som man siger, History. Bo holdt denne jul, juleaften sammen med hans nye kæreste, og sin søn, og livet var værd at leve igen. ~ 6 ~