Seksualitet efter apopleksi et overset aspekt i rehabiliteringen

Transkript

1 Seksualitet efter apopleksi et overset aspekt i rehabiliteringen Post-stroke sexuality an overlooked aspect of rehabilitation Bachelorprojekt Anne Kristine Baldus, Modul 14, F2011I Professionshøjskolen Metropol Institut for Sygepleje Vejleder: Jette Nielsen Anslag: Opgaven må gerne bruges internt i uddannelsen

2 I henhold til Bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede videregående uddannelser nr. 714 af 27. juni , stk. 6, bekræfter undertegnede eksaminand med min underskrift, at opgaven er udfærdiget uden uretmæssig hjælp. Anne Kristine Baldus Side 2 af 52

3 Resumé FORMÅL Projektets formål er at undersøge og beskrive de barrierer, som sygeplejersker oplever, i forhold til at tale om seksualitet, med patienter, som er indlagt med henblik på rehabilitering, efter apopleksi. Derudover at undersøge, hvad sygeplejerskerne mener der skal til, for at afhjælpe problemet. METODE Projektet anvender en kvalitativ metode. Empirien er indhentet i form af et fokusgruppeinterview med to sygeplejersker og en social- og sundhedsassistent, der er ansat på en afdeling, der modtager patienter med apopleksi, med henblik på rehabilitering. Den teoretiske referenceramme udgøres af Jocalyn Lawler, Kari Martinsen og to undersøgelser, der beskriver patient- og pårørendes perspektiver. FUND OG KONKLUSION Projektet finder at seksualitet er belagt med tabu, og at det for plejepersonalet udgør en barriere for at tale om seksualitet med patienterne. Især de ældre patienters problemer vedrørende seksualitet bliver overset, og der er et stort behov for mere viden og fokus på seksualitet blandt plejepersonalet. Side 3 af 52

4 Abstract AIM The project aims to investigate and describe the obstacles that nurses are experiencing in relation to talking to post-stroke patients about sexuality. In addition to examining what the nurses think it will take to correct the problem. METHODS The project uses a qualitative method. The empirical evidence is obtained through a focus group interview. Two nurses and a health care assistant, who are employed at a department that receives patients with stroke for rehabilitation, attended. The theoretical frame of reference consists of Jocalyn Lawler, Kari Martinsen and two studies that describe the perspectives of patients and relatives. FINDINGS AND CONCLUSION The project finds that sexuality is taboo and that for caregivers this constitutes an obstacle to talking with the patients about sexuality. Especially the problems related to sexuality of older patients are overlooked, and there is a great need for more knowledge and focus on sexuality among caregivers. Side 4 af 52

5 Indholdsfortegnelse 1. Klinisk Sygeplejefaglig Problemstilling... s APOPLEKSI OG REHABILITERING...s APOPLEKSI OG SEKSUALITET... s SYGEPLEJE OG PATIENTENS SEKSUALITET... s Afgrænsning... s Problemformulering... s Metode og teori...s SYSTEMATISK LITTERATURSØGNING... s VIDENSKABSTEORETISK POSITION... s FÆNOMENOLOGI...s HERMENEUTIK...s KVALITATIV METODE...s FOKUSGRUPPEINTERVIEW...s HERMENEUTISK ANALYSE... s TEORIVALG TIL ANALYSE... s JOCALYN LAWLER...s UNDERSØGELSER...s KARI MARTINSEN...s ETISKE OG JURIDISKE OVERVEJELSER...s Analyse... s SEKSUALITET ER TABU... s IKKE RELEVANT FOR DE ÆLDRE...s HVEM SKAL TAGE INITIATIVET...s HVORDAN OG HVORNÅR SAMTALEN SKAL FOREGÅ...s MANGLENDE ERFARING OG BEHOV FOR VIDEN... s Diskussion...s METODE...s FUND...s TEORI... s Konklusion...s Perspektivering... s Litteratur... s Bilagsfortegnelse...s. 42 Side 5 af 52

6 1. Klinisk sygeplejefaglig problemstilling Apopleksi defineres som akut opståede fokale neurologiske udfald, som skyldes forstyrrelser i hjernens blodcirkulation og varer over 24 timer. Symptomerne afhænger af, hvilken del af hjernen der er ramt, og hvor udtalt skaden er (DSfA 2013). Apopleksi er en folkesygdom, der årligt rammer op mod , og mellem tre og danskere lever med følgerne, hvilket ofte indebærer omfattende funktionsnedsættelser (ibid; Shah 2009). Prævalensen af apopleksi udgør på verdensplan den største andel af mennesker, der lever med længerevarende funktionsnedsættelser (Shah 2009). Ofte vil apopleksien medføre reduceret seksuel aktivitet, og flere studier peger på, at de psykoseksuelle konsekvenser af sygdommen kan være de mest vanskelige følger at leve med efterfølgende (SST 2011). Selvom seksualitet er et relevant sundhedsanliggende, er det også et overset aspekt, både hvad angår forskning og klinisk praksis generelt, men også specifikt i forhold til patienter med apopleksi (ibid; Graugaard et al. 2012; Larsen & Aadal 2013). Mine oplevelser fra klinisk praksis bekræfter dette. I modul 12 var jeg i klinik på en afdeling, som modtager patienter med apopleksi med henblik på rehabilitering. Inden for det første døgn skal den indledende sygeplejevurdering (ISV) være udfyldt, og herunder indgår oplysninger vedrørende seksualitet. Jeg har aldrig set, at der under fanen Seksualitet har været dokumenteret andet, end at det ikke var relevant, og ofte har fanen slet ikke været udfyldt. Jeg har ikke oplevet, at sygeplejersker i løbet af indlæggelsen har talt med patienterne omkring sygdommens konsekvenser for patientens seksualitet, og jeg har ikke set det dokumenteret. Selvom afdelingen ligger inde med Hjernesagens pjece Apopleksi & Sex, har jeg aldrig oplevet, at den blev udleveret til patienter eller pårørende. På denne baggrund finder jeg det relevant at undersøge, hvad det er der gør, at patienternes problemer vedrørende seksualitet tilsyneladende bliver overset i sygeplejen. I de følgende afsnit vil jeg argumentere for, hvorfor seksualitet bør være en del af den sygepleje patienterne tilbydes. Jeg vil gøre rede for relevansen af at inddrage seksualitet i rehabiliteringen, og belyse de problemstillinger i relation til seksualitet, der Side 6 af 52

7 kan forekomme efter en apopleksi, samt redegøre for de juridiske forpligtigelser sygeplejersken har i forhold til at inddrage patientens seksualitet i sin pleje. 1.1 APOPLEKSI OG REHABILITERING I en årrække har den akutte behandling været i fokus, med det resultat, at flere overlever at blive ramt af apopleksi (SST 2011). Den naturlige konsekvens af dette er et øget behov for rehabilitering, da flere oplever at leve med følgerne, som kan manifestere sig som nedsat fysisk, psykisk og social funktionsevne, og som kan få konsekvenser for patientens sexliv. Ifølge Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje ligger det indenfor sygeplejerskens virksomhed, at have et medansvar i forhold til rehabiliterende opgaver (FIVU 2008). Rehabilitering er en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats, som sker i et samarbejde mellem patienten, pårørende og sundhedspersoner. Der arbejdes ud fra definerede mål, som formuleres sammen med patienten og af denne opleves som meningsfulde (Forchhammer 2012; SST 2011). Indsatsen bygger på et helhedsorienteret syn på sygdom, hvor både fysiske, psykologiske og sociale konsekvenser indgår (Forchhammer 2012). Målet er, at patienten genvinder tidligere funktionsevne eller opnår højest mulige funktionsevne, og at tilbagefald, senfølger og yderlige reduktion af funktionsevnen forebygges, samt at gøre patienten i stand til at tilpasse sig, og mestre sin nye livssituation (ibid; SST 2011). Det er derfor også relevant at seksualitet inddrages i rehabiliteringen, i det omfang patienten ønsker det. Flere undersøgelser viser, at patienterne ser deres seksualitet, som en central del af deres liv, og derfor et væsentligt aspekt af deres rehabilitering (Schmitz & Finkelstein 2010; Stein et al. 2013). Patienterne efterlyser, at problemerne bliver adresseret som en del af deres rehabilitering, og angiver, at de gerne ville have modtaget mere information omkring seksualitet i forbindelse med deres sygdom (ibid). I studiet af Schmitz og Finkelstein (2010) undersøgte man patienter og partneres perspektiver og oplevelser, i forhold til at inddrage seksualitet i rehabilitering efter apopleksi. Flere af de medvirkende beskrev, at de var nervøse for, at sex kunne gøre skade, eller forårsage en Side 7 af 52

8 ny apopleksi, og nogle tolkede manglen på information som, at seksuel aktivitet var frarådet (ibid). De patienter der opretholder relationer til familie og netværk, har større overlevelseschancer, og blandt de patienter der har en partner, ses et bedre resultat af rehabiliteringen (SST 2011). Det er derfor væsentligt at have fokus på, hvordan sociale relationer og relationer til partnere kan bevares. Apopleksi medfører ofte at livet ændrer sig markant, ikke kun for den ramte selv, men også for de pårørende. Ændringer i adfærden kan påvirke forholdet til familien og netværk, og fysiske begrænsninger i forhold til at kunne bevæge sig og klare sig selvstændigt, kan betyde at den ramte bliver socialt isoleret (ibid; Larsen & Aadal 2013). Det skaber en større afhængighed af den nærmeste familie, og for en partner kan det være en overvældende opgave pludselig at skulle hjælpe og støtte personen både fysisk og følelsesmæssigt (ibid). Partnerens nye rolle, som omsorgsperson for den ramte, kan betyde at grænser i forhold til værdighed overskrides, og det kan være svært at forene med behovet for følelsesmæssigt og intimt samvær (Schmitz & Finkelstein 2010). De psykosociale ændringer hos den ramte og den byrde, der pålægges partneren, betyder at patienterne får sværere ved at bibeholde parforhold og der ses en øget forekomst af skilsmisser blandt sådanne par (SST 2011; Larsen & Aadal 2013). At patienterne, som følge af skaden, har svært ved efterfølgende at danne nye relationer, forstærker problemet og sætter gruppen af patienter med apopleksi er i en sårbar situation (Larsen & Aadal 2013). 1.2 APOPLEKSI OG SEKSUALITET Ifølge World Health Organization (WHO) er seksualitet, hele livet igennem, et centralt aspekt ved det at være menneske. Definitionen er bred og omfatter ikke kun samleje og forplantningsevne, men også nydelse, intimitet og nærhed. Menneskers seksualitet påvirkes af et komplekst samspil, hvor bl.a. biologiske, psykologiske og sociale faktorer indgår (WHO 2006). Seksuel sundhed beskrives som en tilstand af fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og socialt velbefindende i relation til seksualitet; ikke blot fraværet af sygdom, funktionshæmning eller svækkelse (ibid). Når projektet anvender begrebet seksualitet, sker det ud fra dette perspektiv på seksualitet. Side 8 af 52

9 For mange vil apopleksi give anledning til problemer i forhold seksualitet, da de områder i hjernen, som styrer følelser, kognition, bevægeapparatet og kommunikation, kan være skadede (Larsen & Aadal 2013). Sensomotoriske funktionsnedsættelser, som påvirket balance og begrænset visuelt felt, eller fysiske udfordringer, som spasticitet af muskler, urin- og fækalinkontinens, lammelser eller nedsat kraft i ekstremiteter, kan gøre det vanskeligt at have et fungerende sexliv (Ibid; Kristensen 2012; Stein et al. 2013; Moreno et al. 2013). Søvnforstyrrelser, træthed og depression kan i sig selv føre til nedsat libido (Larsen & Aadal 2013; Stein et al. 2013), ligesom den medicinske behandling med betablokkere, lipidsænkende midler eller antidepressiva, også kan have bivirkninger, der påvirker den seksuelle formåen (Kristensen 2012; Moreno et al. 2013). Kognitive følger, som besvær med sprog- og kommunikation eller koncentration, kan betyde at patienten har svært ved at udtrykke følelser og give udtryk for kærlighed, eller at vedkommende lettere glemmer eller bliver distraheret, hvilket kan misforstås som manglende interesse i sin partner (Moreno et al. 2013; Larsen & Aadal 2013). De fysiske, psykiske og kognitive funktionsnedsættelser kan føre til, at patienterne oplever mindre selvtillid og får en negativ opfattelse af deres eget værd og seksuelle lyst. De har en forestilling om at andre ikke føler sig tiltrukket af dem, og at de fravælges pga. deres sygdom (SST 2011). Efter apopleksi ses ofte en betydelig nedgang i seksuel aktivitet. Patienterne reagerer mindre positivt på seksuelle opfordringer og viser sjældnere ømhed og nærhed overfor deres partnere. Efter et år er halvdelen af patienterne helt ophørt med seksuel aktivitet (Kristensen 2012). Dette bunder primært i angsten for ikke at kunne præstere, problemer med at tale om sex, og angsten for en ny apopleksi, selvom risikoen er meget lav (ibid). 1.3 SYGEPLEJE OG PATIENTENS SEKSUALITET Af Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje fremgår det, at sygeplejersken har fokus på både patientens grundlæggende behov og de særlige behov, der opstår ved sygdom eller når sundhed er truet (FIVU 2008). I 1960 beskrev Virginia Henderson 14 grundlæggende principper for sygepleje (Henderson 2009). Et af disse principper indebærer at bistå patienten med funktioner eller skabe vilkår, der gør vedkommende i stand til at lege eller deltage i forskellige former for adspredelse. Et Side 9 af 52

10 andet handler om at hjælpe patienten til at kommunikere med andre og udtrykke sine behov og følelser (ibid). Henderson beskriver det ikke direkte, men begge disse principper, kan tolkes således, at patientens seksualitet hører under den grundlæggende sygepleje. Vidensråd for Forebyggelse udgav i 2012 rapporten Seksualitet og Sundhed. Rapporten konkluderer, at det er væsentligt at inddrage patientens seksualitet i pleje og behandling, da sundhed og seksualitet gensidigt påvirker hinanden (Graugaard et al. 2012). Fysiske og psykiske funktionshæmninger kan føre til seksuelle problemer, men seksualitet kan også påvirke sundheden positivt, da et velfungerende sexliv bidrager til livskvalitet, psykosocial trivsel og kan give ressourcer til mestring (ibid). Patienter har, ifølge Sundhedsloven kapitel 5, 16, ret til at få information om deres helbredstilstand og om behandlingsmuligheder, herunder risiko for komplikationer og bivirkninger (SUM 2010), og formidling af sygepleje indgår som en del af sygeplejerskens virksomhedsområde (FIVU 2008). Sygeplejersken har dermed et juridisk ansvar for at informere patienten om de problemer der kan opstå i tilknytning til seksualitet. Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) er en del af den nationale strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet og består af en række standarder, der beskriver de krav og mål for kvalitet, der lægges til grund for akkreditering af sundhedsvæsenets ydelser (IKAS 2012). I DDKM indgår en standard der vedrører patientjournalen. Formålet med den er at sikre, at patientjournalen indeholde de elementer, der fremgår af lovgivningen (ibid). Siden januar 2013 har sygeplejersker haft journalføringspligt (SST 2013a) en pligt der uddybes i Sundhedsstyrelsens Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser (SST 2013b). Ifølge vejledningen, skal der i journalen som minimum stå om der er taget stilling til, om patienten har potentielle og/eller aktuelle problemer inden for ( ) Seksualitet, f.eks. samlivsforstyrrelser som følge af sygdom eller lægemidler (ibid, Sygeplejefaglige problemområder for den enkelte patient). Sygeplejersken er således forpligtet til, såfremt patienten ønsker det, at inddrage patientens seksualitet i sin pleje og behandling. Side 10 af 52

11 I modul 13 udarbejdede jeg en journalaudit, for at undersøge om afdelingen opfyldte den pågældende kvalitetsstandard og om journalernes indhold stemte overens med vejledningen fra Sundhedsstyrelsen (Bilag 1). I auditten indgik journalerne fra de seneste 20 udskrevne patienter. Journalerne blev gennemgået, dels for at se om fanen Seksualitet i ISV var udfyldt jf. DDKM, og dels for at finde ud af om det var dokumenteret, at der var blevet talt med patienten vedrørende seksualitet, eller udleveret skriftligt informationsmateriale, under indlæggelsen. I seks ud af 20 journaler var Seksualitet i ISV udfyldt. Alle seks var udfyldt med Ingen oplysninger vedr. seksualitet af betydning for forløb. Til resten var svaret klart nej. I ingen af journalerne var det dokumenteret, at der var talt med patienterne omkring sygdommens indflydelse på patientens seksualitet eller udleveret skriftligt informationsmateriale. Rapporten fra Vidensråd for Forebyggelse beskriver et dobbelt tabu, som betyder at hverken sundhedspersoner eller patienter åbner op for emnet og taler om de seksuelle problemstillinger (Graugaard et al. 2012). Når problemer vedrørende seksualitet, opstået som følge af sygdommen, ikke bliver inddraget i pleje og behandling, kan problemerne opfattes som noget uafhængigt af sygdommen et privat anliggende, der ligger udenfor de ydelser sundhedsvæsenet kan tilbyde. 2. Afgrænsning Patientens problemer vedrørende seksualitet efter en apopleksi, bliver ofte overset i rehabiliteringen. Jeg har i de ovenstående afsnit gjort rede for de fysiske, psykologiske og sociale konsekvenser apopleksi kan have for seksualiteten. Ud fra forskningsartikler, der belyser patienternes egne præferencer, og undersøgelser der viser, at resultatet af rehabiliteringen er bedre blandt de patienter, der bibeholder sociale relationer, har jeg argumenteret for relevansen af, at emnet inddrages i rehabiliteringen. Jf. Sundhedsloven og Journalføringsbekendtgørelsen er sygeplejersken juridisk forpligtet til hhv. at informere patienten om helbredstilstand og behandlingsmuligheder, samt at beskrive patientens problemer vedrørende seksualitet i patientjournalen (SUM 2010; SST 2013a). Seksualitet er belagt med tabu, og forlegenhed og skam afholder patienterne for selv at Side 11 af 52

12 bringe emnet på bane. Det er derfor afgørende, at sundhedspersonerne, herunder sygeplejersken, tager initiativet, men dette synes ikke at være tilfældet i klinisk praksis. I mødet med patienter beskæftiger sygeplejersker sig dagligt med med tabubelagte emner som nøgne kroppe, udskillelser, psykisk sårbarhed og død, men de forholder sig til dem, og hjælper patienterne med at tale om tingene og forsøge at lindre deres lidelse og løse deres problemer. Jeg finder det derfor interessant at undersøge, hvad det er der gør, at seksualiteten udelades. Det er ikke kun i klinisk praksis at emnet underprioriteres. Forskningen på området er også mangelfuld f.eks. er seksualitet slet ikke nævnt i Dansk Selskab for Apopleksi's Referenceprogram for behandling af patienter med apopleksi og TCI (DSfA 2013). Hensigten med dette bachelorprojekt er derfor, ud fra sygeplejerskers vinkel, at undersøge, hvad det er der gør, at patientens seksuelle problemer ikke adresseres i rehabiliteringen af patienter med apopleksi. Dette leder mig frem til følgende problemformulering. 3. Problemformulering Hvilke barrierer oplever plejepersonalet, der er i forhold til at tale om ændringer i relation til seksualitet, med patienter i rehabilitering efter apopleksi, og i hvilket omfang har plejepersonalets holdninger til seksualitet, betydning for den sygepleje de tilbyder patienterne på dette område? Side 12 af 52

13 4. Metode og teori I de følgende afsnit vil der blive redegjort for den systematiske litteratursøgning. Der vil blive redegjort og argumenteret for den videnskabsteoretiske position, som projektet tager afsæt i, for valg af metode til indhentning af empiri, til analyse af den indhentede empiri, og den teori der er valgt at analysere med. Til sidst vil de etiske og juridiske aspekter i forbindelse med indsamling af empiri blive gennemgået. 4.1 SYSTEMATISK LITTERATURSØGNING For at underbygge projektets problemstilling, med den litteratur der foreligger på området, er der blevet foretaget en systematisk litteratursøgning (Bilag 2). Der er primært søgt på databaserne CINAHL, PubMed og PsycInfo. I CINAHL indekseres tidsskriftsartikler, der bl.a. dækker sygeplejeforskning og videnskabelige artikler indenfor sygepleje. CINAHL er valgt, da den rummer forskningsartikler om patienters erfaringer og oplevelser, og egner sig godt til kvalitativ forskning (Hørmann 2012). PubMed er valgt, da den er verdens største medicinske internetdatabase. Den dækker primært medicin, men også sygepleje (ibid). PsycInfo har referener til publikationer indenfor psykologi, og psykologiske aspekter af emner som f.eks. sygepleje, og egner sig derfor også til kvalitativ forskning (ibid). Søgeprofilen er inspireret af litteratursøgningen i forbindelse med en opgave jeg tidligere har skrevet, om samme emne. Den er løbende blevet specificeret, og hvor det har været muligt, og ikke indskrænkede søgningen for meget, er databasernes emneord blevet valgt. Ordene er anvendt individuelt og i forskellige kombinationer med de boolske operatorer OR og AND. Eksklusionskriterierne var undersøgelser fra ikke-vestlige lande, da kulturforskelle, både i sygeplejen og i forhold til seksualitet, kan betyde, at studierne ikke er sammenlignelige med danske forhold. Undersøgelser, der kun beskriver problemstillingerne for det ene køn, er også blevet udelukket, da fokus for dette projekt ikke er et bestemt kønsperspektiv. Desuden er undersøgelser, hvor børn udgjorde undersøgelsespopulationen blevet ekskluderet, da det heller ikke er fokus. Side 13 af 52

14 Inklusionskriterierne har været undersøgelser, som er publiceret på enten dansk, svensk, norsk eller engelsk, at de er publiceret indenfor de sidste fem år, for at begrænse søgningen til kun at omfatte den nyeste viden på området, samt at artiklerne er peerreviewed, for at sikre videnskabelig kvalitet. For at udvælge artiklerne, er abstracts på de artikler, der opfyldte inklusionskriterierne blevet gennemlæst. Blev artiklerne derefter fundet relevante, er der foretaget en kritisk læsning vha. valideringsredskabet CASP, som er det instrument Center for Kliniske Retningslinjer anbefaler til bedømmelse af kvalitative studier (CKR 2014). Endvidere er der søgt i tidsskriftet Klinisk Sygepleje og i fagbladet Sygeplejersken. Artiklerne der publiceres i Klinisk Sygepleje, er videnskabelige artikler, som er peerreviewed, og artikler, der bedømmes af tidsskriftets redaktion (Klinisk Sygepleje 2014). I Klinisk Sygepleje er der foretaget fritekstsøgninger, henholdsvis på ordene Seksualitet og Apopleksi. Af det er der fremkommet en relevant undersøgelse, der ligeledes fremkom af søgningen i CINAHL. I fagbladet Sygeplejersken er der ligeledes søgt på ordene Seksualitet og Apopleksi, samt emneordet Hjerne. Der er specifikt søgt i artikeltyperne fagredaktørbedømte artikler, fagfællebedømte artikler og peer-reviewed forskningsartikler, for at sikre at artiklerne var skrevet af sygeplejersker eller andre fagpersoner (DSR 2014). Af søgningen fremkom intet af relevans for projektet. 4.2 VIDENSKABSTEORETISK POSITION Projektet har sit afsæt i fænomenologi og hermeneutik, og bevæger sig derfor inden for humanvidenskaben. Humanvidenskab er videnskab om mennesker, og de hensigter og motiver, der ligger til grund for menneskers handlinger (Thisted 2010) FÆNOMENOLOGI Da hensigten med empirien er at få indsigt i informanternes livsverden, oplevelser og erfaringer, er fænomenologien relevant for dataindsamlingen. Ifølge Kvale og Brinkmann (2009) er et fænomenologisk perspektiv i dataindsamlingen (...) et fokus på bevidsthed og livsverden, åbenhed overfor interviewpersonernes oplevelser, afgørende vægt på præcise beskrivelser, forsøg på at sætte forhåndsviden i parentes og en søgen efter invariante essentielle betydninger i beskrivelserne (Kvale & Brinkmann 2009, s. 70) Side 14 af 52

15 Ifølge Edmund Husserl er fænomenologien en videnskab, der detaljeret beskriver fænomener, indhold og struktur i den enkeltes bevidsthed og livsverden (Birkler 2009). Jeg vil forsøge at få besvaret problemstillingen, ved at søge svarene i informanternes livsverden, gennem en åben og fokuseret tilgang til deres oplevelser og erfaringer, uden at lade mig influere af, hvad jeg på forhånd antager. For at nå frem til en værdifri og umiddelbar beskrivelse af fænomeners natur, må forskeren sætte både sin forforståelse, men også den videnskabelige viden i parentes (Kvale & Brinkmann 2009). Når jeg designer min interviewguide, er jeg bevidst om min forforståelse og forsøger at stille spørgsmålene så åbent som muligt, så informanterne ikke ledes til bestemte foruddefinerede svar (Præstegaard 2012) HERMENEUTIK Jeg vil forholde mig til min forforståelse i analyseprocessen, idet jeg lader mig inspirere af hermeneutikken, som Hans Georg Gadamer fremlægger den. Ifølge Gadamer er mennesket et historisk væsen, der forstår verden omkring sig, på baggrund af de rammer, den kultur og den historie, det er født ind i, og som ikke kan fravælges, hvorfor forforståelse er uundgåelig (Dahlager & Fredslund 2011). Derfor arbejder jeg, i min analyse, bevidst med min forforståelse og lader den indgå som en del af forskningsprocessen. I Gadamers hermeneutiske cirkel indgår en vekselvirkning mellem forforståelse og forståelse (ibid). Subjektet, fortolkeren, indgår som en del af cirkelen, idet subjektets forforståelse hele tiden udfordres og danner grundlag for en forståelse, som igen er grundlag for en ny forforståelse. Forståelse og erkendelse hviler altså på forforståelse (ibid). Forståelsens forhold til forforståelse, og den kontekst vi er tilstede i dens historicitet uddybes med begreberne situation og horisont. Forståelsen er situationsbunden, idet det aldrig vil lykkes at få situationen, man befinder sig i, fuldt belyst (ibid). Ifølge Gadamer, er situationen, i en forståelseshandling, vores udgangspunkt, hvorfra vi ser verden. Horisonten er den rækkevidde udsynet har og den breder sig fra vores udgangspunkt (ibid). Sammen med forforståelsen, bestemmer situationen, hvordan vores horisont tegner sig. Horisonter rykker sig, idet man møder nye horisonter, hvorfor forståelsesprocessen er af en uendelig karakter (ibid). Bag Gadamers begreb forståelse som horisontsammensmeltning, ligger at forståelse opstår som et møde mellem to horisonter (ibid). Når man sætter sig ind i den andens horisont, Side 15 af 52

16 vil man medbringe sin forforståelse, således at der skabes en ny horisont, et fælles rum, som ligger uden for en selv og den anden, og i hvilket forståelse er mulig (ibid). 4.3 KVALITATIV METODE Genstanden for den kvalitative metode er informanternes subjektivt oplevede livsverden. Gennem fortolkning af denne, er det formålet at skabe en forståelse, og derigennem opnå en dybere viden om det enkelte fænomen (Bjerg 2011). Informanterne inddrages som individer, og udvælges derfor ikke ud fra deres statistiske repræsentativitet i forhold til en generel population, men fordi de har en viden, der er relevant i forhold til projektet (ibid). Det kvalitative interview er velegnet, når målet med forskningen er at få viden om og forståelse af menneskers oplevelser, handlinger og intentioner (ibid; Christensen et al. 2011). Derfor er denne metode valgt til indhentning af empiri FOKUSGRUPPEINTERVIEW Et fokusgruppeinterview kan betragtes som en diskussion, deltagerne imellem, ud fra et givent emne (Christensen et al. 2011; Præstegaard 2012). Målet er ikke at nå til enighed eller frem til løsninger, men derimod at frembringe flere forskellige, erfaringer, synspunkter og perspektiver på emnet (ibid). Som beskrevet i problemstillingen er seksualitet i sig selv belagt med tabu. Dertil kommer, at det som professionel, også kan være tabu, at tale om ting man måske burde gøre, men som ikke bliver gjort. Dynamikken i et fokusgruppeinterview betyder at deltagerne kan inspirere hinanden og giver derfor adgang til flere synspunkter, end interview af enkeltpersoner. Det er en velegnet metode, når emnet er belagt med tabu, da interviewet virker mindre intimiderende (Præstegaard 2012). Interviewet styres af en moderator, der sætter dagsorden for diskussionen og fungerer som ordstyrer (ibid). En observatør kan assistere, ved at tage notater om det nonverbale sprog og holde styr på tid o.l. (ibid). Det har ikke været muligt, at have en observatør med under interviewet, hvilket har betydet at moderator har skulle udføre begge funktioner. Side 16 af 52

17 For at kunne vide, hvilke spørgsmål der er relevante at stille, er det vigtigt at besidde en viden om emnet, samt at have fundet frem til, hvad man ønsker at undersøge inden interviewet foretages (Kvale & Brinkmann 2009). På baggrund af litteratursøgningen og mine erfaringer fra klinikken, har jeg forud for interviewet udarbejdet en interviewguide, som opstiller nogle temaer og forslag til spørgsmål. Spørgsmålene er formuleret, så de lægger op til diskussion, og så åbent som muligt, da det giver anledning til at deltagerne kan reflektere over dem og give subjektive og mere dybdegående svar (Præstegaard 2012). Interviewguiden er semistruktureret, hvilket åbner for at ændre på spørgsmålenes form og rækkefølge, og stille opfølgende spørgsmål, som gør det muligt at få uddybet relevante udsagn (Kvale & Brinkmann 2009). I interviewet deltog to sygeplejersker og en social- og sundhedsassistent, som alle tre er ansat på den afdeling, hvor jeg udarbejdede journalauditten. Antallet af deltagere er valgt ud fra, at gruppen skulle være stor nok til at kunne frembringe flere forskellige synspunkter og perspektiver, men samtidig være overskuelig for moderator (Præstegaard 2012). For at begrænse hierarkiske strukturer og fremme deltagernes muligheder for at tale frit, samt at sikre mig, at deltagerne også er dem der varetager den daglige plejefunktion, har jeg valgt ikke at lade personale i ledende funktioner deltage. Deltagerne er sammensat ud fra et bredt spænd i erfaringer og faglig baggrund, alder og køn. Interviewet blev optaget på diktafon og efterfølgende transskriberet. Da der ikke var en observatør til stede, der kunne tage noter, er pauser, gentagelser, følelsesudtryk og ord som øh er medtaget i transskriptionen, da det giver et indtryk af deltagernes nonverbale sprog. Det er aftalt med afdelingen, at resultaterne bliver fremlagt, når projektet er udfærdiget HERMENEUTISK ANALYSE Til analyse af empirien, er meningskategorisering valgt, da metoden kan bruges til at skabe overblik (Dahlager & Fredslund 2011). Gennem først dekontekstualitsering og derefter rekontekstualisering, hvor teksten sættes sammen på en ny måde, findes frem til kategorier til videre analyse (ibid). Processen består af fire trin, hvoraf de første er Side 17 af 52

18 fænomenologiske, mens det fjerde trin er hermeneutisk, da man her prøver at se teksten i dens helhed og i den kontekst, det undersøgte befinder sig i, samt i form af teori (ibid). I det fjerde trin, hvor teksten rekonteksualiseres, vil analysen tage udgangspunkt i en hermeneutisk meningsfortolkning, ud fra de tre fortolkningskontekster; selvforståelse, kritisk commonsense-forståelse og teoretisk forståelse (Kvale & Brinkmann 2009). Selvforståelsen udlægger deltagernes umiddelbare mening jf. deres udsagn. Dette vil vise sig, i de meningsbærende enheder i transskriptionen, som fremkommer ved meningskondenseringen. Kritisk commonsense-forståelsen omfatter en bredere forståelsesramme, idet der anlægges en kritisk forståelse af deltagernes udsagn (ibid). Ved at anvende dele af min forforståelse og forholde mig kritisk til interviewmaterialet, vil der blive bragt nye perspektiver til fortolkningen af meningen (ibid). I den teoretiske forståelse hæver fortolkningen sig ud over både deltagernes selvforståelse og kritisk commonsense-niveau, ved at anvende en teoretisk referenceramme til fortolkningen. Deltagernes beskrivelser sættes dermed i en ny kontektst, som medfører en ny forståelse af meningen (ibid). Valget af teori vil relateres til de udvalgte temaer. 4.4 TEORIVALG TIL ANALYSE I dette afsnit vil den litteratur, der er blevet anvendt til analysen blive præsenteret og begrundet JOCALYN LAWLER Jocalyn Lawler er australsk sygeplejerske og sociolog, med en doktorgrad i filosofi. I sin forskning har hun bl.a. beskæftiget sig med det moderne menneskes problematiske forhold til kroppen, og hvordan dens funktioner og udskillelser betragtes som tabubelagte (PH Bibliotek 2014). I hendes bog fra 1991, Behind the Screens Nursing, Somologi and the problem of the Body, beskriver hun begrebet forlegenhed, og hvordan sygeplejersken kan forholde sig til både sin egen og patientens forlegenhed. Hun beskriver forlegenheden med udgangspunkt i mødet med patientens krop og koncentrerer sig især om kropspleje. I dette projekt vil Lawlers teori blive anvendt, til at belyse den forlegenhed der kan være forbundet med at tale om seksualitet, samt hvordan forlegenheden kan overkommes. Side 18 af 52

19 4.4.2 UNDERSØGELSER To undersøgelser, som er fremkommet af den systematiske litteratursøgning, vil blive anvendt i analysen. I Perspectives on Poststroke Sexual Issues and Rehabilitation Needs, er der foretaget semistrukturerede interviews med 15 personer der lever med følgerne af apopleksi, samt 14 partnere til personer der har haft apopleksi. Formålet var at undersøge informanternes perspektiver på og oplevelser angående seksuelle problemstillinger og behovet for at de blev inkluderet i rehabiliteringen (Schmitz & Finkelstein 2010). Sexuality after stroke: patient counseling prefrerences bygger på en anonym spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 38 personer, som alle har haft apopleksi. Studiet undersøger informanternes præferencer for rådgivning og information vedrørende problemer i relation til seksualitet (Stein et al. 2013). Ovenstående undersøgelser vil blive anvendt til at anlægge et patient- og pårørendeperspektiv, og holde dette op mod plejepersonalets holdninger til seksualitet, som de fremkommer af empirien KARI MARTINSEN Kari Martinsen er norsk sygeplejerske med magistergrad i filosofi. Gennem et langt forfatterskab har hun udviklet en omsorgsteori. Martinsen tager afstand fra den positivistiske opfattelse af erkendelse, som præger samfundet og sygeplejevidenskaben, og hun beskriver et syn på sygepleje med basis i fagets omsorgstraditioner og i erfaringsbaseret sygeplejekundskab (Kirkevold 2006; Kristoffersen 2006). Ifølge Martinsen (2006) ydes omsorg på grundlag af engagement og indlevelse i patientens situation, og på patientens præmisser, og her er sygeplejerskens faglige skøn centralt. Det faglige skøn beskrives som en balance mellem på den ene side den begrebsmæssige del af sygeplejen, altså den faglige viden, og på den anden side den sansemæssige, som er den praktiske viden, der erhverves gennem erfaring (ibid). Når sygeplejersken bruger sit faglige skøn, undgår man at omsorgen glider ud i det Martinsen (2006) kalder omsorgens udartninger. Det er på den ene side den sentimentale omsorg, hvor sygeplejersken i sin indlevelse, er begrænset af sine egne følelser, og derfor ikke ser patientens situation. På den anden side er paternalismen, hvor sygeplejen bliver formynderisk og begrundes med, at det er sygeplejersken der bedst ved, hvad der er til gavn for patienten (ibid). Martinsen (2006) fremhæver den svage paternalisme, hvor Side 19 af 52

20 sygeplejersken bruger sin faglige viden, på den måde der gavner patienten mest muligt. Martinsens omsorgsteori vil i dette projekt blive anvendt til at beskrive, hvordan plejepersonalets manglende viden og erfaringer gør det vanskeligt at opbygge et fagligt skøn, og kan resultere i at omsorgens glider ud i dens udartninger. 4.5 ETISKE OG JURIDISKE OVERVEJELSER Lov om behandling af personoplysninger omfatter alle former for dataindsamling, i videnskabeligt øjemed, hvor der indsamles, opbevares og anvendes oplysninger, som personer kan identificeres ud fra (Justitsministeriet 2000). Da jeg i transskriptionen af interviewet, har udarbejdet koder, så informanterne kunne identificeres, skulle projektet derfor have været meldt til datatilsynet. Projektet er dog et led i en uddannelse til professionsbachelor, og behandlingen af oplysningerne sker med samtykke fra informanterne, og derfor projektet undtaget denne lov (Justitsministeriet 2012). I udarbejdelsen af projektet er der taget højde for de fire principper i Etiske retningslinjer for sygeplejeforskning i Norden (SSN 2003). Det første er princippet om autonomi (ibid). Dette princip er fulgt, da deltagerne er informeret skriftligt og mundtligt forud for interviewet (Bilag 4 og 5) og har underskrevet en samtykkeerklæring, hvor de indvilger i, at oplysningerne bliver brugt (Bilag 6). Deltagerne er desuden informeret om, at de til hver en tid kan trække sig ud af projektet, uden at det vil få konsekvenser. I tråd med princippet om autonomi ligger også, at forskeren har diskretionspligt (ibid). Datamaterialet er efter transskriptionen blevet opbevaret forsvarligt, lydoptagelsen er slettet, og efter endt eksamen vil datamateriale blive makuleret. I projektet er deltagerne blevet anonymiseret, og tavshedspligt jf. forvaltningsloven er overholdt (Justitsministeriet 2014). Det andet princip princippet om at gøre godt indebærer at forskningen skal være til potentiel nytte for den gruppe, den retter sig mod (SSN 2003). Som beskrevet i problemstillingen, er det til nytte for patienterne, at der bliver talt om deres seksualitet. For deltagerne er projektet til nytte, da det bidrager til ny viden, som de kan bruge, i udførelsen af deres fag. De negative konsekvenser, der kan være ved at deltage, er jf. princippet om ikke at skade, blevet overvejet (ibid). Der kan være risiko for, at udtalelser, kan få negative konsekvenser i forhold til deres ansættelsesforhold. Der er taget højde for dette, da ingen ledere Side 20 af 52

21 deltager og da deltagernes udtalelser anonymiseres. Princippet om retfærdighed indebærer at udvikle viden om, og muligheder for, at alle patientgrupper kan hjælpes. Projektet bidrager til dette. Videre er deltagernes værdighed og integritet blevet respekteret, da jeg gengiver det de har sagt så nøjagtigt som muligt, jeg tillægger dem ikke meninger og bruger kun oplysningerne, til det de har givet mig tilladelse til. Side 21 af 52

22 5. Analyse I de følgende afsnit vil den indsamlede empiri, som er fremskaffet ved fokusgruppeinterviewet blive analyseret. Som beskrevet i afsnit er der foretaget en meningskategorisering. Ved hjælp af den er der fremkommet fire temaer, der vil fremgå af overskrifterne til de enkelte afsnit. Temaerne vil blive analyseret ud fra Kvale og Brinkmanns tre fortolkningskontekster selvforståelse, kritisk commonsense-forståelse og teoretisk forståelse. 5.1 SEKSUALITET ER TABU Selvom plejepersonalet mente, at det manglende fokus på patienternes seksualitet var en relevant problemstilling, bekræftede de at det kun meget sjældent, var noget de talte med patienterne om. ( ) det lyder som et meget spændende og relevant emne og som er øh som mangler lidt øhm fokus ja. Det er i hvert fald et helt relevant at tage op, da det ik er et emne vi så tit øh er opmærksomme på at få talt med patienterne om. Flere gange gav plejepersonalet udtryk for, at de oplevede seksualitet som belagt med tabu, og at det udgjorde en barriere for at tale med patienterne om det. Der er i hvert fald en barriere omkring det her med, det er sgu lidt svært at tage hul på og det er lidt tabubelagt og det er sådan jaeh, hvordan eh, hvordan gør man lige det her? Hvordan får man det åbnet, og hvordan får man snakket om det, uden at det bliver mærkeligt? ( ) frem for at snakke om det, så undgår man at snakke om det fordi det er sådan også lidt grænseoverskridende at komme ind på nogle meget personlige ting og man øh sidder også i en situation hvor man overvejer om okay, er det pinligt at taget det her op? Ifølge Jocalyn Lawler (1996) er det, når man opfører sig på en måde, der er uforenelig med den måde, man gerne vil opføre sig på, at man kan risikere at føle forlegenhed. Sociale regler er styrende for forlegenhed, og når reglerne brydes kan forlegenheden opstå. Man må derfor være bevidst om de sociale regler, for at vide, hvornår man bryder dem (ibid). Lawler refererer til en model, som styrer situationer, hvor man kan føle sig forlegen. Modellen har to faktorer: 1) Definition af situationen, det vil sige, hvordan man tyder sine egne handlinger, eller hvordan man tror, andre vil gøre det, og 2) om handlingen er tilsigtet (ibid). Når man vælger at tale med patienterne om seksualitet, er Side 22 af 52

23 det en tilsigtet handling, og hvis situationen er tydet korrekt, vil det ifølge modellen ikke føre til forlegenhed (ibid). Citatet viser, at plejepersonalet har vanskeligt ved at tyde situationen og er usikre på, hvordan patienterne vil reagere. Det kan derfor være et udtryk for, at plejepersonalet ønsker at beskytte sig selv mod forlegenhed, når de vælger ikke at taget emnet op. Omsorg og sygepleje kommer da til at blive ydet på plejepersonalets præmisser, da det er deres følelse af forlegenhed, der bliver afgørende for, om de taler med patienterne om seksualitet. Det kan derfor være tale om det Martinsen (2006) kalder sentimental omsorg. Det er ikke kun plejepersonalets egen forlegenhed, der har betydning for, om de taler med patienterne om seksualitet. Især når det kommer til de ældre patienter, er plejepersonalet opmærksomme på, at seksualitet kan være tabubelagt, og plejepersonalet har derfor vanskeligt ved at tale med dem om det. ( ) i den generation de der årige, jamen det er jo nærmest et tabu og det snakker man i hvert fald ikke om, for det er inde bag fire vægge og slut færdig ( ) Det ville jeg i hvert fald føle ville være grænseoverskridende hvis jeg skulle begynde at sige til dem, undskyld hvad med eh hvordan med jeres samliv? ( ) Hvorimod, havde det været nogle yngre, så ville jeg ikke have så svært ved det, men eeh hvis det var årige, ville jeg straks tænkte nej, det der skal jeg ikke ind og røre ved, vel. Der kunne jeg nærmest føle jeg trådte dem over tæerne. Ifølge Lawler (1996) er erkendelsen af, at patienterne kan føle forlegenhed vigtig. Når sygeplejersken bekymrer sig for, at patienten kan føle forlegenhed, er det en gensidig erkendelse af patientens oplevelser, og en manglende erkendelse af dette, vil reducere patienten til et objekt (ibid). Set i lyset af det, er det positivt, at plejepersonalet tager hensyn til de ældre patienters forlegenhed, men når hensynet kan betyde, at man ikke taler med patienterne om deres problemer vedrørende seksualitet, kan det resultere i at patientens behov ikke imødekommes. 5.2 IKKE RELEVANT FOR DE ÆLDRE Det er ikke kun hensynet til, at ældre patienter kan føle forlegenhed, der er afgørende for, om plejepersonalet taler om seksualitet med dem. Alderen i sig selv, og aldersforskellen mellem plejepersonalet og patienten, var også af betydning. Aldersforskellen blev oplevet som en barriere, fordi den betød at plejepersonalet havde Side 23 af 52

24 svært ved at sætte sig ind i de ældre patienters liv, og derfor var usikre på, om seksualitet overhovedet var relevant. For mig der er det i hvert fald en stor aldersforskel nu er jeg forholdsvis ung og i forhold til mange af vores patienter, som er ældre øhm Det er i hvert fald en barriere, hvor jeg har svært ved at sætte mig ind i deres liv. Hvor er de i forbindelse med de her ting? Øhm i forhold til hvor jeg er? Citatet er af en ung og forholdsvis uerfaren sygeplejerske, men den mere modne social- og sundhedsassistent, med mange års erfaring, oplevede den samme barriere. Et andet citat illustrerer, hvordan det ikke kun er aldersforskellen, men også patientens alder i sig selv, der er afgørende for, om plejepersonalet tager emnet op. ( ) i min hverdag er det faktisk ikke noget jeg sådan eh uhm snakker med patienterne om fordi i de fleste tilfælde, så er folk over 70 år, så jeg tænker at det er ikke det, deres øhm fylder øhm mest, men jeg ved det jo heller ikke, fordi jeg spørger dem ikke. Jeg må give [navn] ret ikke, at når de når en vis alder, så øh, ja, så har det ikke været det jeg har tænkt, men jeg må da sige, der har været nogle yngre. Altså så kan man spørge, hvornår er man yngre, men altså ja. Så har jeg da lidt luftet tanken, så altså og så har de da fået den brochure vi har dernede også. Og hvis de selv er kommet ind på det, ikke. Plejepersonalet siger her, at de ikke ser seksualitet som særlig relevant for de ældre patienter, og at de derfor ikke uopfordret taler med patienterne om seksualitet. Især det første citat er interessant, da deltageren siger jeg ved det jo heller ikke, for jeg spørger dem ikke. Relationer er ifølge Martinsen (2006) fundamentale, da et menneskes liv er altid forbundet med andres liv. Vi indgår derfor i et gensidigt afhængighedsforhold til hinanden. Af dette forhold udspringer den etiske fordring, som kan forstås på den måde, at sygeplejersken holder en del af patientens liv i sine hænder. Det giver sygeplejersken et moralsk ansvar for at tage vare på den del (ibid). Martinsen ser omsorg som et grundlæggende fænomen ved mennesket, og dets relation til andre mennesker, og omsorgen udgør derfor også grundlaget for sygeplejen (Kristoffersen 2006). Omsorgen sker i relationen mellem mennesker, hvor engagement og indlevelse i et andet menneskes situation, er grundlæggende. Det er nødvendigt at sygeplejersken engagerer sig i og viser interesse for patienten, for at kunne afklare hvad patienten har behov for (Martinsen 2006). Sygeplejersken må forsøge at sætte sig ind i patientens situation og handle ud fra det han eller hun skønner, er til patientens bedste (ibid). Når Side 24 af 52

25 plejepersonalet ikke spørger de ældre patienter, eller på anden måde undersøger, om seksualitet rent faktisk er relevant for dem, så handler de ikke med udgangspunkt i patienternes ønsker, men udelukkende på baggrund af deres egne formodninger. Det kan resultere i at patienternes individuelle behov for sygepleje ikke bliver opfyldt, og at de ældre ikke gives de samme muligheder, som de yngre patienter. Andre studier viser, at alderen ikke er så afgørende for patienterne selv. I studiet af Stein et al. (2013) var informanterne mellem 33 og 88 år, med en gennemsnitsalder på 55,1 år. Her så hovedparten (71 %) af deltagerne, problemer vedrørende seksualitet som moderat eller meget vigtig i forbindelse med deres samlede rehabilitering (ibid). I studiet af Schmitz & Finkelstein (2010), var patienterne mellem 29 og 83 år, med en gennemsnitsalder på 66 år. Her var informanternes oplevelse, at apopleksien havde betydet ændringer i deres sexliv, både når det gjaldt hyppighed, funktion og lyst, men de bekræftede samtidig, at de fortsat havde et stort behov for berøring og følelsesmæssigt nærvær (ibid). Informanterne her betragtede også deres seksualitet som en afgørende del af deres liv, som skulle sikres opmærksomhed i deres rehabiliteringsforløb (ibid). 5.3 HVEM SKAL TAGE INITIATIVET Når plejepersonalet ikke tager initiativ til samtalen om seksualitet, må patienterne gøre det, men i praksis sker det ikke. Kun meget sjældent oplever plejepersonalet, at patienterne selv efterspørger, at der bliver talt om seksualitet. Heller ikke selvom der ifølge plejepersonalet, er gode muligheder for, at patienterne kan tale i mere diskrete rammer. Altså jeg ville sige, jeg har altså aldrig oplevet at nogen patienter har spurgt mig om emnet eller og jeg har så heller ikke ehm faktisk ikke en eneste gang gået ind og spurgt ind til det. I den tid jeg har været i afdelingen det har så været fra år 2003 og så til i dag har jeg oplevet tre patienter alt i alt, hvor de faktisk selv har spurgt om det øh ej undskyld, fire har der været, for jeg kan huske vi har spurgt om en af dem, hvor vi spurgte ind til deres fordi han var så ung øøh, hvor de andre tre spurgte. Fordi vi har jo masser af samtaler, hvor det er åbne samtaler og der bliver sagt flere gange har I nogle spørgsmål, er der noget i brænder inde med og er der noget I vil snakke om. Og der er det jo fuldstændig frit fra leveren hvad patienterne har af tanker og øøh spørgsmål og det kan de jo komme med. Og det er altså meget, Side 25 af 52

26 meget sjældent at øh at vi oplever at der bliver ytret ønske om at det her problem bliver taget op. At patienterne ikke selv tager emnet op, er ikke ensbetydende med, at de ikke har behov for, at det bliver taget op. Studiet af Schmitz og Finkelstein (2010) viser, at selvom patienterne så deres seksualitet, som et væsentligt aspekt er deres liv, oplevede de også, seksualitet som et emne de havde svært ved at tale om, både med deres partner og de sundhedsprofessionelle. For informanterne var det derfor særligt vigtigt, at det var de sundhedsprofessionelle, der tog initiativet til samtalen (ibid). En af deltagerne når frem til samme konklusion. Selvfølgelig afhænger det af, hvor meget sygeplejersken, hvor god vedkommende er til at tage det her emne op fordi, så giver man ligesom patienten mulighed for at øøh vælge det til eller fra, så kan de ligesom åbne det op, eller lukke det. Men hvis man ikke giver patienterne den mulighed, så ehm så er der større risiko for at det ligesom, at der ikke bliver snakket om det. En anden af deltagerne foreslår også en mere indirekte måde, hvorpå man kan vise patienterne, at seksualitet er tilladt at tale om. Her er det dog igen, op til patienterne selv at starte samtalen. Men hvis der nu hang en stor plakat bag ved dem, hvor der står et eller andet Spørg ind til din seksualitet ( ) Så kunne det godt være at det ligesom indbød til at, nå ja, i det her forum, kan vi faktisk godt snakke om det her. Ifølge Lawler (1996) er det fundamentalt, at sygeplejersken hjælper patienten til at tyde situationer, der kan være nye for patienten, og derigennem hjælper dem til at overvinde forlegenheden. De sociale regler på et sygehus, er anderledes fra de sociale regler i det omkringliggende samfund (ibid). I Samfundet har patienterne lært, at visse kropsfunktioner er private og bør skjules, men når man kommer på sygehus er det ikke altid muligt (ibid). For at kunne tilbyde den behandling, patienten har behov for, må man tale om tingene, også selvom det kan være pinligt og tabubelagt, og bryder med de sociale regler, som ellers er gældende. Sygeplejerskerne er godt kendt med de anderledes sociale regler, men patienterne kender dem ikke nødvendigvis, og har ikke de samme muligheder for at tyde situationen, og vide hvad der er en acceptabel opførsel (ibid). Ved at tage initiativ til samtalen om seksualitet, viser plejepersonalet patienten, at Side 26 af 52